OmSLAget 2 - 2020

OmSLAget Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA)

Ã…rgang 2020 nr. 2

Indholdsfortegnelse Formanden har ordet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Bog er lys i borgers bo (Vinderup Egnshistoriske Arkiv) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Arkiv.dk 5 år – og de mange forløbere og sideløbende søgedatabaser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Transkribus bringer liv til gamle ­tiders håndskrifter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Befrielsen i billeder (Historisk Arkiv Dragør) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Persondata, fotos og internettet (Gribskov Arkiv) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .20 Magten over mindet (Svenska Arkivförbundet) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Indkøb af en strimmelscanner til fynske arkiver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Indsamling af digitale fotos på nye måder (Aalborg Stadsarkiv) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Brugen af arkiv.dk Siden åbningen 20. februar 2015 har arkiv.dk i skrivende stund (7.7.2020) haft 14,9 mio. besøg og 141,7 mio. sidevisninger – heraf alene 4,5 mio. besøg og 34,0 mio. sidevisninger inden for det seneste år.

Mødekalender SLA’s årsmøde og generalforsamling finder sted i på Hotel Park i Middelfart i weekenden 3.-4. oktober 2020.

Sammen med dette nummer af OmSLAget udsendes til SLA’s medlemmer kursuskatalog for efteråret 2020. Hvis der er ændringer hertil, vil de blive meldt ud via mail og web på et senere tidspunkt.

Der ligger 2.725.981 billeder online på arkiv.dk pr. 29.6.2020.

Vi minder om, at brugerne selv på Arkibas­ forsiden kan finde statistik over brugen af deres eget materiale på arkiv.dk m.m.

Arkibas byder velkommen Tønder Folkemusikarkiv er kommet med på Arkibas.

Der er p.t. 606 arkiver og andre kulturarvsinstitutioner samt virksomheder, som anvender Arkibas.

Forsidefoto I Poul Petersens reportage om kompagni A3’s paradeopstilling ved Rigsdagens åbning 9. maj 1945 er dette billede med, se i øvrigt artiklen side 18-19. Det er teknikere fra Kirkevej 24, der er med i kortegen med rifler og det hele, rimeligvis som eskorte for den britiske gesandt. Den nærmeste tekniker synes at genkende fotografen. I baggrunden er medlemmer af modstandsgrupper og politifolk opstillet foran Det kongelige Teater, og midt i billedet ses beskyttelsen omkring statuen af Ludvig Holberg (Foto: Poul Villiam Petersen, Historisk Arkiv Dragør).

2

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

AF JØRGEN THOMSEN, ODENSE

Formanden har ordet I sidste nummer af OmSLAget skrev jeg om den henvendelse, SLA sendte til kulturminister Joy Mogensen i februar, hvor vi dels opfordrede ministeren til at tage initiativ til en mere grundlæggende revision af arkivloven, dels inviterede hende til at komme med et indlæg i forbindelse med vores årsmøde i oktober. Vi har nu fået svar fra ministeriet. Ministeren har ikke mulighed for at deltage i et møde på nuværende tidspunkt, hedder det – og samtidig bliver der ikke givet noget som helst svar på tankerne om at overveje mere grundlæggende ændringer i arkivloven – heller ikke på det område, som giver os ekstra udfordringer i GDPR-sammenhæng, fordi de frivilligt drevne arkiver ikke ifølge den nuværende arkivlov reelt sidestilles med offentlige arkiver.

Det er selvfølgelig skuffende – og betænkeligt, hvis ministeren ikke vil forholde sig til arkivpolitik.

Men i stedet for at gå i trance over svaret har vi i styrelsen besluttet, at vi i stedet vil henvende os til Folketingets kulturordførere med tilsvarende henvendelser, så jeg er sikker på, det ikke bliver sidste gang, I vil kunne læse om arkivlovsrevision i denne klumme.

På et andet område er situationen mere overskuelig: For godt fem år siden indgik SLA og ODA en aftale med Copydan Billeder om betaling for tilgængeliggørelse på internettet af fotografiske billeder i databaser som f.eks. Arkibas. I kraft af den aftale turde vi gå i luften med arkiv.dk uden frygt for, at arkiverne ville få en masse ophavsretssager på halsen, og i slutningen af 2016 blev aftalen også underskrevet af Det kongelige Bibliotek og af Rigsarkivet. Det er nu – i henhold til det dengang

­ ftalte – besluttet, at parterne i august skal holde a et evalueringsmøde. Vi har fra SLA’s side været grundlæggende tilfredse med aftalen, blandt andet fordi den har været meget let at administrere, og det er vores indtryk, at vores modpart – rettighedshaverne (fotograferne) – har set på sagen på samme måde. Men det vil vi få nyt om i august og vil så efterfølgende orientere om det her i bladet. I årene op til 2015-16 håbede vi også at få en aftale i stand omkring formidling af billeder f.eks. på arkivernes hjemmesider, i web-udstillinger o.lign. Juraen faldt på plads, men prisforestillingerne hos vores modpart gjorde det umuligt for os at anbefale vore medlemmer at gøre brug af aftalen. Der er i de forløbne år heller ingen arkiver, der har gjort brug af en sådan aftale. Til gengæld har først Det kongelige Bibliotek og senere også Københavns Stadsarkiv i første halvår af 2020 underskrevet formidlingsaftaler med VISDA (det tidligere Copydan Billeder) med en tilhørende prisliste. Aftalerne er p.t. etårige, så vidt jeg har forstået, og det bliver spændende at se, om det kan løse op for den fastfrosne situation på formidlingsområdet, som vi havnede i for fire-fem år siden.

Sommeren er over os. I skrivende stund mærker vi det måske ikke så meget på vejret, men langsomt finder det danske samfund tilbage til situationen før corona-udbruddet. Flere arkiver har allerede lukket dørene op igen, mange indtil videre dog kun efter aftale, men vi kan da håbe på, at normaliseringen fortsætter i efteråret. Vi ved det ikke med sikkerhed, og den usikkerhed præger selvfølgelig også SLA’s planlægning af aktiviteterne i efter­året. Vi håber på, vi kan afholde vores I begyndelsen af 1950’erne blev Danmark hærget af en polio-epidemi, og selv om sygdommen nu er næsten udryddet på verdensplan, vaccineres der stadig imod den. Nogle af bladets læsere husker måske situationer som den på billedet fra Odense Rådhus i 1966, hvor man endnu uddelte ­polio-vaccine til børn på en sukkerknald (Fyens Stifts­ tidendes presse­fotosamling, Odense Stadsarkiv).

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

3

Siden 2015 har cand.mag. John Thrane stået for at skrive arkivportrætterne i OmSLAget. Den opgave er nu overgået til SLA’s sekretariatsleder, Mads Kyvsgaard Mogensen. Vi siger tak til John, bl.a. med billedet af hans forældre, Gunnar og Elly Thrane, mens de nyder den sidste rygeost fra deres rygeostfabrik i Spedsbjerg ved Odense i 1979 (Ubberud Lokalarkiv).

årsmøde (under iagttagelse af passende forholdsregler) i første weekend af oktober, men vi ved jo faktisk intet om, hvor mange der har lyst til at deltage på nuværende tidspunkt. I november regner vi med at afholde de første af de seks regionale møder, som skulle have været afholdt i foråret.

Styrelsen har samtidig besluttet, at vi vil stille forslag til generalforsamlingen i oktober om fremover at erstatte det årlige kredsmøde med en forpligtelse for styrelsen til i hvert foreningsår at afholde seks regionale møder – i erkendelse af, at mange har syntes, det var urimeligt, at kredsmødet hvert år lå i Vejle og dermed kun blev besøgt af meget få af de arkivfolk, der boede langt væk fra vores sekretariat. Kredsmødet spillede også en større organisatorisk rolle, da vi havde de gamle amter og nogenlunde velfungerende kredsorganisationer i langt de fleste af amterne. Da det ikke er tilfældet længere, giver det god mening i stedet at søge at komme mere ud til medlemmerne, end der lå i den gamle struktur med ét årligt kredsmøde for hele landet.

Det er ikke godt at vide, hvordan corona-epidemien på længere sigt vil påvirke vores verden. Men for SLA har det i hvert fald betydet, at vi dels har holdt flere onlinemøder og dels har afholdt de første onlinekurser. Der er blevet høstet vigtige erfaringer på dette område – og vi siger tak til de arkivfolk, der har deltaget i disse aktiviteter. Der har ikke været tale om heldagskurser, som når man er fysisk sammen på f.eks. modulkurser under arkiv-

4

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

uddannelsen, men der er alligevel store fordele ved at gennemføre nogle aktiviteter på denne måde. Det vil I kunne læse mere om, når vi orienterer om efterårets kursusudbud.

Jeg har gemt lidt trist til sidst: For halvanden måneds tid siden fik jeg en mail fra en gammel bekendt, der lige ville fortælle, at han i de seneste år (før coronaen!) havde afleveret en del billedmateriale m.m. til en række lokalhistoriske arkiver.

Han undrede sig over, at kun ca. halvdelen af arkiverne svarede på hans henvendelser og kun de færreste med en egentlig kvittering. Samtidig fæstede de ikke større lid til de oplysninger, han havde om billedmaterialet.

Jeg nævner selvfølgelig ikke dette for at bringe skår i jeres sommerglæder, men bare for at minde stilfærdigt om, at det er en rigtig god idé at sende en kvittering for det materiale, arkiverne modtager. Det er med til at opbygge og vedligeholde den tillid, som arkiverne lever af. Jeg er godt klar over, at arbejdspresset er stort mange steder, men måske er det her et sted, hvor man bare ikke bør gå på kompromis med, hvad der bliver prædiket om på arkivkurserne. Det er klart, at arkiv.dk medvirker til, at mange føler et særligt pres for hurtige scanninger og registreringer, som også skal klares, men det bør i hvert fald ikke stå i vejen for, at givere føler sig nogenlunde ordentligt behandlet.

Med denne forhåbentligt tilstrækkeligt diplomatiske henstilling vil jeg gerne ønske alle SLA-arkiverne en rigtig god sommer – uanset vejret.

AF MADS KYVSGAARD ­MOGENSEN, SLA’S SEKRETARIAT

Bog er lys i borgers bo Et portræt af Vinderup Egnshistoriske Arkiv

Introduktion På torvet i Vinderup findes en smuk, gammel biblioteksbygning, som har stået, som den står, siden indvielsen i 1938. Over hovedindgangens dobbeltdør står der mejslet i hvid sten: ”Bog er lys i borgers bo”. Der er ingen tvivl om, at man er ved at træde ind i et hus, hvor læringen og fordybelsen er i højsædet. Det er imidlertid ikke et bibliotek, man træder ind i, men derimod Vinderup Egnshistoriske Arkiv.

Arkivet har boet i bygningen siden 1972, hvilket også var året, hvor arkivet blev oprettet af Vinderup Samlerforening med lærer Leif Novrup som en af de drivende kræfter. I begyndelsen af arkivets levetid blev den gamle biblioteksbygning delt således, at Vinderup Bibliotek og arkivet begge havde hjemme under samme tag, om end arkivet i første omgang måtte placeres i kælderen. I 1976 flyttede Vinderup Bibliotek imidlertid til nye lokaler, og med hiv og sving lykkedes det Vinderup Egnshistoriske Arkiv at få hele bygningen til disposition. I 1985 godkendte Vinderup Kommune, at arkivet indgik en økonomisk og faglig aftale med Holstebro Museum, som blandt andet sikrede, at arkivet fik tilknyttet en lønnet faglig leder med et fast antal timer om ugen.

Siden 1998 har Bodil Møller været den faglige leder af Vinderup Egnshistoriske Arkiv, og i de sidste 22 år har hun med flid og nøjagtighed, hjulpet af en mindre skare af frivillige kræfter, registreret og tilgængeliggjort Vinderups historie for alle lige fra entusiaster over professionelle og til skoleklas-

Transport af tørv. Egnen har haft en stor tørvefabrikation langt tilbage i tiden. Denne fabrikation blev genoptaget omkring 2. verdenskrig. Billedet er fra 1940’erne, taget på stationen i Vinderup (Vinderup Egnshistoriske Arkiv).

ser. Vinderup Egnshistoriske Forening har sideløbende arrangeret et stort antal foredrag, byvandringer og erindringsværksteder, hvor medlemmer af foreningen og Vinderups borgere har kunnet gøre sig klogere på byens historie fra Vinderups første historiske nævnelse i 1274 til i dag.

Totalregistrering og ugentlige ­indleveringer På Vinderup Egnshistoriske Arkiv findes der over 300 hyldemeter arkivalier og næsten 10.000 billeder, som alle er blevet registreret digitalt, så de nemt og hurtigt kan findes frem på forespørgsel.

Arkivleder Bodil Møller fortæller: “Arkivet købte tilbage i 1994 registreringsprogrammet Arkibas. Der blev dog ikke registreret meget i programmet i de første par år. Da jeg startede på arkivet tilbage i 1998, kom jeg imidlertid på kursus i Arkibas, og siden da har en af mine største arbejdsopgaver været at registrere vores samlinger Vinderup Egnshistoriske Arkiv har til huse i det gamle bibliotek på torvet i Vinderup by. Bygningen blev bygget til bibliotek i 1938. Vinderup Egnshistoriske Forening fik lov til være i kælderlokalerne i 1972. I 1976 flyttede biblioteket til større lokaler, og arkivet fik lov at overtage hele huset. Holstebro Kommune, som ejer huset, har lige lagt nyt tag og renoveret gavlen og støbt et nyt relief med teksten ”Bog er lys i borgers bo”. Det gamle var revnet og ved at falde ned (Vinderup Egnshistoriske Arkiv).

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

5

Et af de tidligste ­ illeder af Vinderup b Kro, der senere skulle blive til Vinderup Hotel.

Billedet er fra 1885, 20 år efter at banen blev indviet. Vinderup er en typisk stationsby, hvor der næsten ingen bebyggelse var før banens ankomst. I tiden herefter blev byen langsomt bygget op takket være driftige hånd­værkere (Vinderup Egns­ historiske Arkiv).

digitalt. Vi er nu på et punkt, hvor vi har registreret alle vores samlinger, så vi står ikke tilbage med en stor arbejdspukkel.”

Totalregistreringen er et stort stykke arbejde, da Arkibas tit får nye funktioner, som udvider mulighederne for registrering. Det betyder samtidig, at folkene på arkivet ofte sidder med nye registreringsopgaver. Der kommer cirka en aflevering om ugen af billeder, arkivalier eller bøger, så der er altid nyt stof at tage sig af. Arbejdet fordeles mellem Bodil Møller og en mindre skare af frivillige, som blandt andet hjælper til med billedscanning og transskribering af håndskrift. Det store arbejde betyder, at mange af Vinderup Egnshistoriske Arkivs arkivalier er tilgængelige på nettet. På arkiv.dk alene kan man finde over 6.000 billeder fra Vinderup og omegn, og på arkivets egen hjemmeside kan man finde talrige artikler og afskrifter, der fortæller om Vinderups mangeårige historie. Man finder samtidig også en imponerende registratur, der skaber overblik over Peder Kristian Hofmansens håndskrevne notater, som arkivet har bevaret flere end 66.000 af.

værre ikke at realisere værket, men historierne er bevaret i notaterne, og dem er der stor interesse for, fortæller Bodil Møller. ”Hofmansens notater er en særpræget samling, og vi ser da også, at der kommer folk langvejs fra for at studere hans skriverier. Vi har ofte haft besøgende fra København, som har brugt en hel sommer på at gennemgå hundredvis af notater, og vi har endda haft besøg fra udlandet, hvor en person fra Luxembourg ville kigge nærmere på samlingen.”

Hofmansens bogsamling står også på arkivet, hvor den har fået plads i læsesalen på 1. sal, og her får man nærmest fornemmelsen af at gå ind på et historisk bibliotek, hvor man kan finde både den store nationale historie med Christian IV’s egenhændige breve og mere lokale forhold som f.eks.

Aalborgs klosterhistorie. De hundredvis af bøger vidner klart og tydeligt om den gamle arkivars store interesse for historien, og placeringen på Vinderup Egnshistoriske Arkiv medvirker til, at den samlede viden kan stilles til rådighed for befolkningen.

P.K. Hofmansen og verdenskrigenes dagbøger Den absolut største samling på Vinderup Egnshistoriske Arkiv er slægtsgårdsarkivar P.K. Hofmansens arkiv og bibliotek. Hofmansen blev født i 1908, og frem til sin død i 1978 var han besat af lokalhistorien. Han skrev tusindvis af små notater om alt mellem himmel og jord; alt fra forhold om naturen og geologien i Sevel Sogn til små notitser om 1700-tallets 5. regiment. Hofmansen havde en særlig kærlighed til Sevel Sogn, og hans drøm var at skrive en detaljeret og sammenhængende fortælling om sognets fulde historie. Han nåede des-

6

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

Hovedgaden i Vinderup ca. 1900-1910 (Vinderup Egnshistoriske Arkiv).

Egnen omkring Vinderup er kendt for sine mange søer og giver rig anledning til gode gåture ud i naturen. Bl.a. turen ud til Stubbergård Klosterruin er meget benyttet. Stubberkloster tilhørte ­benediktinerordenen og var et nonnekloster.

Det nævnes første gang 1268 og blev nedlagt omkring 1547.

Ruinen er flere gange blevet restaureret af Nationalmuseet (Vinderup Egns­historiske Arkiv).

Arkivet i Vinderup er imidlertid også langt mere end Hofmansens gerninger. Man er på arkivet i besiddelse af to dagbøger, der er skrevet af henholdsvis Jens Bojesen og Christian Nybo. Jens Bojesen skrev både dagbog og erindringer under 2. verdenskrig, og hans skriverier giver en unik indsigt i, hvordan den almindelige Vinderupborger har oplevet besættelsens tid ud fra et lokalt perspektiv, idet han bl.a. laver mange referencer til egnens ”lokal­ sprøjter”, Holstebro Dagblad og Skive Folkeblad, ligesom han også gjorde flittigt brug af Pressens Radioavis. Både dagbøger og erindringer er af sådan en kvalitet, at de i 2006 blev brugt af historiker ved Københavns Universitet, Palle Roslyng-Jensen, som på det tidspunkt forskede i danskernes holdning til besættelsen. Christian Nybo skrev også dagbog, men denne er væsentligt anderledes end Bojesens ditto. Nybo beskrev sit daglige liv i landsbyen Sevel og omegn fra 1911 til 1955, så dagbogen giver et fuldstændigt unikt indblik, som spænder over begge verdenskrige. Bodil Møller fortæller, at man på arkivet har planer om at få renskrevet dagbogen, så den snørklede håndskrift bliver gjort tilgængelig for et bredere publikum.

Disse særlige samlinger tiltrækker med god grund stor opmærksomhed, da de i høj grad indeholder dokumentation og fortællinger, som er relevante på nationalt plan, men det betyder imidlertid ikke, at arkivets andre samlinger ligger ubrugte hen. Der er således skrevet et stort antal lokalhistoriske bøger om Vinderup, som Vinderup Egnshistoriske Arkiv har været med til at bringe til verden.

Egnshistoriske Forenings årbog, som udgives og tilrettelægges af foreningen. Her samles bidrag fra lokale skribenter, og man kan læse alt fra tilflytterberetninger til udstykningen af Ejsing Sogn. Årbøgerne illustreres rigt med billeder fra arkivets billedsamling, og de er med til at sikre, at Vinderups historie år efter år bliver bredt ud til byens borgere.

Foreningen udgiver også større værker fra tid til anden, hvilket udgivelsen Vinderup Egnshistoriske Arkiv 1976-2001 vidner om. Her kan man blandt andet læse om Kalf-slægten på Vinderupgård med fortællinger helt tilbage til den danske middelalder. Hvis man er mere til den moderne tidsalder, kan man i samme værk læse erindringer om, hvordan det var at være ung mand i den lille landsby Ryde, der ligger omkring 6 kilometer fra Vinderup.

Bogproduktionen sker helt nede på gadeplan, og her kan man særligt fremhæve ægteparret Helge og Ninna Weiss Jensen, som siden 2017 har udgivet tre værker om gader og huse i Vinderup. Ægteparret går helt ned i detaljen, når de fortæller husenes historier, og her bruger de både informationer fra det lokale arkiv og fra Rigsarkivets afdeling i Viborg. Ninna Weiss har efterfølgende suppleret arkivalierne med personlige beretninger og gamle fotografier fra Vinderups borgere, som siden hen er blevet afleveret til Vinderup Egnshistoriske Arkiv henblik på langsigtet bevaring. ­Bøgerne om Vinde-

Vinderup på skrift Arkivet i Vinderup har som mange andre arkiver en betydelig produktion af lokalhistoriske bøger, der fortæller vidt og bredt om egnens lokale forhold gennem tiden. Hvert år udkommer Vinderup

Frihedskæmpere på gaden den 5. maj 1945 (Vinderup Egnshistoriske Arkiv).

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

7

Tørvegravere på arbejde omkring 1920’erne i mosen i Ejsing (Vinderup Egnshistoriske Arkiv).

rup er altså også medvirkende til at frembringe nye informationer om byens lange historie.

Vinderup tiltrækker også opmærksomhed fra professionelle historikere. I 2015 var det 150 år siden, at det første tog rullede ind på Vinderup ­Station, og på trods af at stationen i 1973 blev reduceret til at være et trinbræt, er der alligevel tale om et jubilæum for Vinderup som stationsby. I denne sammenhæng skrev historiker og museumsinspektør Anne Sofie Vemmelund Christensen bogen På sporet af Vinderup – 150 år for byens til­ blivelse, som blev udgivet i samarbejde mellem

Vinderup Egnshistoriske Arkiv og Holstebro Museum. Bogen fortæller selvfølgelig indgående om jernbanens indvirkning på byens handelsmæssige vækst og udvikling, men man kommer også vidt og bredt omkring byens historiske foreninger og det daglige liv, hvor skoleforhold og religion får en plads i et kapitel. Som det gør sig gældende for de førnævnte bøger, er Christensens værk illustreret med billeder fra Vinderup Egnshistoriske Arkivs magasiner. Mange af disse billeder kan nemt findes på nettet gennem portalen arkiv.dk.

Man kan således læse op og ned ad stolper om Vinderups historie, men en gang imellem er det lige så rart at få en god fortælling, og i denne sammenhæng er Vinderup Egnshistoriske Arkiv god til at bringe liv til samlingerne.

Vinderup samles om historien

Handbjerg Strand, Vinderups svar på Feddet. Her kunne man erhverve et lille sted for ganske få kroner. Man byggede et lille skur på en stor fælles grund. Om sommeren opholdt børn og deres mødre sig her; fædrene kom, når de havde fyraften (Vinderup Egnshistoriske Arkiv).

8

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

På arrangements- og formidlingsfronten gør Vinderup Egnshistoriske Forening en stor indsats for, at foreningens medlemmer kan deltage i et bredt udvalg af forskellige aktiviteter og arrangementer.

Foredrag fylder en del, hvor byens historie tages under kærlig behandling. I efteråret 2019 kunne foreningen bl.a. invitere til foredrag ved førnævnte ægtepar Helge og Ninna Weiss, der fortalte om, hvordan en hovedgård over tiden forvandlede sig til den by, som Vinderup er i dag. Derudover afholder foreningen receptioner ved bogudgivelser, hvor der f.eks. sidste år blev inviteret til præsentationen af sidste udgave af årbogen. Fællesskabet dyrkes også ved jævnlige aftensammenkomster, hvor lokalhistorien kan diskuteres.

Slægtsforskningsarrangement med undervisning og vejledning (Vinderup Egnshistoriske Arkiv).

Foreningen og arkivet har samtidig arbejdet for at knytte faglige fællesskaber, hvor læringen sidder i højsædet. Man har således samarbejdet med Nordvestjysk Slægtshistorisk Forening og Liberalt Oplysnings Forbund om at lave en undervisningsrække i slægtsforskning, som er foregået i arkivets historiske lokaler. Her har der været fokus på at undervise kursister i de basale elementer inden for slægtsforskning, mens der samtidig har været grundige gennemgange af brugen af forskellige typer af kilder, som slægtsforskere ofte benytter sig af.

Arkivets involvering i undervisning strækker sig også til folkeskolen, hvor Vinderup Egnshistoriske Arkiv har samarbejdet med lærere og elever om at lave undervisningsforløb, der særligt har handlet om 2. verdenskrig. Skoleundervisning og -inklusion er en klassisk arkivopgave, men det er samtidig en type opgave, som ofte byder på store udfordringer i forhold til at holde eleverne engagerede og gøre undervisningen relevant. De samme udfordringer har Vinderup Egnshistoriske Arkiv haft, men Bodil Møller har fundet en model, der fungerer: “Vi har tidligere lavet samarbejder med lokale skoler, hvor elever er kommet ind på arkivet for at snuse rundt og se arkivet, men vi oplevede hurtigt, at der ikke kom noget stort fagligt udbytte ud af sådanne arrangementer. Derfor prøvede vi i stedet at lave et samarbejde med lærerne, hvor vi i fællesskab lavede en række historiefaglige spørgsmål, som var baseret på de arkivalier, som vi har i arkivets samlinger. Vi oplevede helt generelt, at eleverne var langt mere motiverede og fokuserede på at løse de stillede opgaver. Samtidig fik vi bragt vores samlinger konkret i spil, så det betragter vi som en stor succes.”

Usikker fremtid Siden 1998 har Bodil Møller været tilknyttet Vinderup Egnshistoriske Arkiv på fast lønnet basis, hvilket har skabt grundlaget for arkivet, som det ser ud i dag. Fremtiden for arkivet er dog usikker, da der er udsigt til, at arkivets budget skal skrabes ind til benet. Holstebro Museum skal spare, og dette ser umiddelbart ud til at gå ud over bevillingen til arkiverne i Holstebro Kommune, heriblandt Vinderup Egnshistoriske Arkiv. En sådan besparelse vil betyde, at arkivet må gå over til en model, hvor driften og de daglige arbejdsopgaver skal varetages alene af frivillige kræfter. Netop en sådan model vil give svære udfordringer for arkivet i Vinderup, fortæller Laila Nørgaard, der er formand for Vinderup Egnshistoriske Forening:

”Vi har altid haft frivillige kræfter tilknyttet arkivet i Vinderup, ligesom den egnshistoriske forening også er drevet af frivillige. Her har vi haft en model, hvor arkivlederen har styret de frivilliges opgaver og fungeret som tovholder på flere projekter. Det har skabt en god dynamik og sørget for, at vores arbejde bliver fulgt til dørs. Det bliver imidlertid problematisk, hvis arkivet skal gå over til ren frivillig drift. Vi dækker på arkivet så relativt lille et område, at det er vanskeligt at finde nye frivillige til at løse de relevante arkivopgaver, og dette udfordres yderligere af, at mange af arkivopgaverne kræver kompetencer, som kun opbygges gennem flere års arbejde. Selv hvis det skulle lykkes os at få tilknyttet nye frivillige, vil arbejdet på arkivet blive sat langt tilbage.”

Vinderup Egnshistoriske Arkiv dækker de gamle sogne Sahl, Sevel, Ryde, Handbjerg og Ejsing, hvor der bor lige omkring 7.000 personer, så rekrutteringsgrundlaget er derfor naturligt begrænset. Arkivets store arbejde med den totale registrering af samtlige samlinger er ydermere primært et produkt af det hårde og vedvarende arbejde, som Bodil Møller har udført gennem de sidste 22 år. Ønsket fra Vinderup Egnshistoriske Forening er, at der fortsat kan ydes økonomisk støtte til en lønnet arkivleder, som kan sørge for at skabe overblik over arkivets drift og virke. Den endelige beslutning om arkivets fremtid skal træffes i august 2020.

Vinderup Egnshistoriske Arkiv har adresse på Vinjes Torv 1, 7830 Vinderup, og der er ugentlige åbningstider tirsdage fra 13 til 15 og torsdage fra 9.30 til 12.

Udvalgte samlinger og artikler kan i øvrigt findes på arkivets hjemmeside ­www.arkivet-vinderup.dk.

Tlf. 97 44 29 98 E-mail: mail@arkivet-vinderup.dk

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

9

AF DORTHE SØBORG SKRIVER, ARKIBAS

Arkiv.dk 5 år – og de mange forløbere og sideløbende søgedatabaser Siden arkivbevægelsen tog fart i 1970’erne, har der blandt arkiverne og deres brugere været et stadigt stigende ønske om og behov for at kunne gøre samlingerne tilgængelige for alverden. De første forsøg på at åbne arkivernes samlinger for omverdenen fandt sted i forbindelse med de store amtslige indsamlingskampanger af foreningsarkiver i 1970’erne og 1980’erne. Her udgav man amtslige registraturer over de foreningsarkiver, som fandtes på de forskellige arkiver. Registraturerne var opstillet efter ensartede principper, så det var let for brugerne at danne sig et overblik over, hvor man skulle lede efter materiale om bestemte emner. Registraturerne blev opstillet på biblioteker, arkiver, museer mv.

Disse registraturer åbnede naturligvis kun for en lille del af arkivernes samlinger, og endnu var tanken om online søgemuligheder slet ikke tænkt.

Danmarks Nationale Privatarkivdatabase – DANPA Med lanceringen af Arkibas 1 i 1989 og internettets og de første hjemmesiders fremkomst i begyndelsen af 1990’erne opstod tanken om at gøre arkivernes samlinger tilgængelige online. I 1995 begyndte de første forsøg med at sammenkøre EDB-databaser med henblik på at gøre data tilgængelige online. Forsøget udsprang af Privatarkivudvalget og var støttet med en bevilling på 208.000 kr. fra Kulturministeriet. Det var dog ikke før den 24. marts 2000 og en yderligere bevilling på 800.000 kr., at DANPA, som databasen kom til at hedde, kunne gå i luften. DANPA bestod af arkivfonde af privat oprindelse fra Arkibas, Erhvervsarkivet, Rigsarkivet, landsarkiverne, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og Det kongelige Biblioteks Håndskriftssamling m.fl. Det var daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, der trykkede på knappen den dag i marts på Kolding Stadsarkiv og sendte 100.000 registreringer ud på nettet. Åbningen af DANPA blev omtalt i dagspressen og på de elektroniske medier og bevirkede, at der blev foretaget 18.000 søgninger det første døgn.

DANPA bestod af udtræk fra de forskellige arkivers egne registreringssystemer, og i DANPAs levetid blev den jævnligt opdateret med nye udtræk, og i 2010 fik den også helt nyt design. DANPA lukkede endegyldigt i 2015 efter at være blevet hacket og efter en længere årrække, hvor databasen ikke var blevet opdateret med nye registreringer.

10

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

Nye lokale søgedatabaser skyder frem Op igennem 1990’erne var internettet blevet allemandseje, og ønsket om at få arkivernes samlinger ud på nettet blev et stort ønske blandt Arkibas-brugerne. Tiden var løbet fra den dos-baserede version af Arkibas, og i arbejdet med at skrive en kravspecifikation til den Windows-baserede Arkibas 4 blev der også indtænkt en offentlig præsentationsportal, som skulle gå under navnet Arkibas.dk. Arbejdet med at skaffe penge til en ny version af Arkibas og problemer i udviklingsarbejdet bevirkede dog, at den første version af Arkibas 4 først kom i luften i 2005, og i mellemtiden havde ønsket om at få arkivernes samlingerne på nettet fået en del arkiver til at gå egne vegne, godt hjulpet på vej af en tendens i tiden om et større ABM-samarbejde (Arkiv-Bibliotek-Museum) og økonomiske midler fra bl.a. ABM-puljen …herfra min verden går under år 2000 Fonden. I Nordjylland fik man udviklet Nordjyllands Kulturhistoriske Søgebase (NOKS), som arkiver, museer og biblioteker i Nordjylland bidrog med data til. Søgedatabasen gik i luften den 25. februar 2002 og blev skabelon for lignende projekter i Vejle (VAKS) og trekantsområdet (TREKS). I 2005 blev det muligt at søge på tværs af de tre databaser på siden ArBiMus.dk. NOKS og de øvrige ABM-søgedatabaser lukkede i 2011, da de var blevet teknologisk forældede, og fordi der ikke var økonomi til at drive og videreudvikle dem.

Rene billeddatabaser blev også lanceret i stor stil i begyndelsen af nullerne. Først på banen var en ren museumsdatabase, nemlig Odensebilleder. dk, der gik i luften i 2000, og som i øvrigt stadig eksisterer. Snart efter fulgte endnu et ABM-drevet projekt, Danskebilleder.dk, der gik i luften i 2001.

Denne database lukkede i 2018, og de arkiver, som havde bidraget med billeder til siden, valgte i stedet primært at gå til Arkibas og i et mindre omfang til andre lokale søgedatabaser som Kbhbilleder.dk og Aarhusbilleder.dk.

På Fyn blev der også gennemført et lokalt ABM-projekt under navnet Historiefyn.dk, hvor seks fynske arkiver, museer og biblioteker samt Statsbiblioteket bidrog med materiale inden for områderne håndværk og industri. Denne søgedatabase gik i luften den 22. marts 2002 og lukkede igen i 2009. Odense Stadsarkiv lancerede i 2008 i samarbejde med Fyens Stiftstidende portalen fyn-

Danmarks Nationale Privatarkivdatabase - Danpa, som den så ud ved lanceringen i 2000 (forrest) og efter relanceringen i 2010.

skebilleder.dk, hvor man kunne finde billeder, ­taget af pressefotografer på Fyens Stiftstidende i perioden 1943-1970. Portalen er stadig i drift og er blevet opdateret og udvidet med ny funktionalitet siden lanceringen.

I København lancerede ABM-institutionerne i 2007 siden Absalon.nu med billeder, malerier, dokumenter og litteraturhenvisninger om Københavns historie. Siden levede i et par år, inden den lukkede igen.

Samtidig lancerede enkelte arkiver også egne små billeddatabaser. Det skete bl.a. i Esbjerg og Thisted. Begge disse databaser er stadig i brug på arkivernes hjemmesider.

Der var også ABM-projekter med mere karakter af digital formidling, bl.a. projektet Lokalhistorisk Netværk under Viborg Centralbibliotek, som var finansieret igennem Biblioteksstyrelsen. Dette projekt gik i luften i 2003 og kastede i 2005 værktøjerne LOFO og FRIDA af sig. Lokalhistorisk Formidlingsbase (LOFO) var en skabelon til digital formidling af lokalhistorie (baseret på siden V ­ iborghistorie.dk), som ABM-samarbejder i Danmark gratis kunne erhverve sig og fylde eget indhold i. FotoRegistrering I Digitale Arkiver (FRIDA) var et værktøj til registrering og formidling af mindre billedsamlinger, udviklet og benyttet i Silkeborg.

Mini-Arkibas Arkibasbrugerne fulgte også interesserede med i alle de lokale og regionale projekter om tilgængeliggørelse af arkivernes materiale, som udkrystalli-

serede sig i nullerne, og det skabte naturligvis et stigende ønske om at få egne samlinger ud på nettet. Hos Arkibas lykkedes det langt om længe i 2009 at få den endelige version af Arkibas 4 færdig og frigivet, og herefter var det oprindeligt planen, at man skulle påbegynde udviklingsarbejdet på formidlingsportalen Arkibas.dk, men en teknisk forældet platform og store problemer med programmet og den bagvedliggende database betød, at Arkibas-bestyrelsen i stedet valgte at fokusere på en helt ny version af Arkibas. Og samtidig valgte man at udvikle en mindre og midlertidig løsning på at få arkivernes samlinger på nettet.

Løsningen blev en model, hvor de enkelte arkiver kunne få en simpel søgeboks på egen hjemmeside, hvorfra der kunne søges lokalt i dette arkivs samlinger. Disse tanker tog først form i slutningen af 2009, og det lille program og teknikken bag var klar til at gå i luften den 6. april 2011. På dette tidspunkt havde 90 arkiver afgivet forhåndstilmelding til programmet, og da man nåede årets udgang var 68 arkiver blevet koblet på løsningen. I alt tilmeldte 161 arkiver sig til Mini-Arkibas i de knap fire år, som løsningen fungerede.

Det var også tydeligt, at arkivernes brugere var glade for løsningen. Alene i oktober 2011 var der 9.500 søgninger på Mini-Arkibas. Det skabte store forventninger til, hvad en fælles søgeplatform for de over 500 Arkibasarkiver kunne kaste af sig af søgninger og synlighed for arkiverne.

Mini-Arkibas var i brug frem til lanceringen af arkiv.dk i februar 2015.

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

11

Arkiv.dk I 2013 fik Arkibas bevilget 1,8 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til en ny version af Arkibas og til formidlingsportalen Arkibas.dk (efter et nej fra Kulturministeriet), og i februar 2014 gik udviklingsarbejdet på Arkibas 5 i gang. Allerede i august 2014 var vi dog i gang med at gøre os tanker om udseende og funktionalitet på den offentlige søgedatabase, og det var også her, at beslutningen om et nyt navn til portalen blev taget. Valget faldt på arkiv.dk, da dette navn sagde mere om indholdet af platformen, end Arkibas.dk ville gøre for brugerne, og samtidig ville vi gerne tilstræbe, at arkiv.dk blev til stedet, hvor man ledte efter arkivmateriale i lighed med, hvad bibliotek.dk er på biblioteksområdet. Vi var naturligvis bevidste om, at ikke alle arkiver var med på Arkibas, så det ville arkiv.dk ikke blive, men vi havde også en vision om, at arkiv.dk måske på sigt kunne blive til arkivernes ”bibliotek.dk”, hvis vi kunne få andre arkivdatabaser til at præsentere deres data på arkiv.dk.

Til at begynde med havde vi mange ideer til, hvad arkiv.dk skulle kunne. Vi ville gerne have en mulighed for søgning på kort, en loginbeskyttet brugerzone, hvor man kunne gemme favorit-registreringer mv. Vi gjorde os også overvejelser om, om brugerne selv skulle kunne uploade billeder til deres brugerzone, så de kunne skabe deres eget lille fotoarkiv med en blanding af egne billeder og billeder fra arkiverne. Ideerne var mange, men vi endte efter grundige diskussioner med at gå efter en mere basal version 1, da vi først ville gøre os nogle erfaringer med, hvordan brugerne tog imod portalen. I modsætning til selve registreringssystemet, så var arkiv.dk helt ubetrådt land for os, så vi ville ikke kaste en masse penge efter at udvikle noget, som viste sig aldrig at blive brugt.

En af de helt store udfordringer var, at billederne i Arkibas4 lå i komprimeret format og kun var 360 pixels i bredden. Vi synes, at det ville være rigtigt ærgerligt at gå i luften med arkiv.dk, hvor alle 1,8 mio. billeder lå i så dårlig en opløsning. Vi valgte

En af de meget populære billeddatabaser, som var i luften i hele 17 år, var danskebilleder.dk. Her i sit oprindelige udseende fra 2001.

derfor at bruge penge og tid på at tilbyde arkiverne, at de kunne sende billederne til os i høj opløsning, og så ville udviklerne sørge for at få billederne skiftet ud. Rigtig mange arkiver tog imod dette tilbud, men en del gjorde desværre ikke. Og derfor kan man stadig finde de gamle små Arkibas4­ billeder på arkiv.dk.

Version 1 af arkiv.dk blev en basal præsentationsportal, hvor man kunne søge registreringer frem og se billeder på et udvalg af registreringstyperne. Portalen gik i luften fredag den 20. februar 2015 kl. 16 og blev straks en kæmpe succes med 68.394 besøgende og 1,5 mio. sidevisninger på det første døgn. Denne succes skal i høj grad tilskrives, at vi fik professionel hjælp til at komme ud med budskabet og derfor formåede at komme i DR’s 21-nyheder lige midt mellem X-factor og X-factor finalen, hvor næsten 1,4 mio. seere sad foran skærmen. På dagen og i dagene efter blev arkiv.dk omtalt 43 gange i danske medier, og da vi også blev omtalt på BBC News, kunne det næsten ikke blive større.

I løbet af 2015, 2016 og første halvår af 2017 fortsatte udviklingsarbejdet for Arkibas’ egne penge samtidig med, at vi forberedte en ny stor udviklingsrunde og fondsansøgninger til dette. I løbet

Muligheden for at få en søgeboks på egen hjemmeside er populært blandt arkiverne. Øverst Mini-Arkibas fra Arkibas4’s tid og nederst det nuværende Mini-arkiv.dk.

12

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

Arkiv.dk-forsiden ved ­lanceringen i 2015.

af 2016 åbnede vi for, at man kunne se og høre film- og lydklip på arkiv.dk, som det allerede havde været stillet i udsigt, da vi ledte efter penge til Arkibas5 og arkiv.dk, og i 2017 kom Mini-arkiv.dk til – en mulighed for arkiverne til at lægge en søgeboks på egen hjemmeside. En mulighed, som mange arkiver havde savnet efter lukningen af Arkibas4 og Mini-arkibas.

I juni 2017 fik vi besked fra Den A.P. Møllerske Støttefond om, at den havde bevilget 2,5 mio. kr. til

en ny udviklingsrunde for Arkibas og arkiv.dk. På arkiv.dk siden kunne vi nu indfri nogle af de ønsker, som der havde været til arkiv.dk fra starten, men også nye ønsker, som var kommet til i løbet af årene. I 2017 redesignede vi arkiv.dk til at være responsiv, så den nu automatisk tilpassede sig til alle skærmstørrelser, og vi åbnede for, at Google og andre søgemaskiner kunne indeksere arkiv.dk og gøre alle de publicerede registreringer søgbare.

I 2018 var det primært Arkibas-funktionalitet, vi lagde i drift, mens vi arbejdede på det helt store arkiv.dk-projekt, nemlig brugerzonen Mit arkiv.dk, hvor brugerne kunne gemme favoritregistreringer, abonnere på nye registreringer fra konkrete arkiver eller om konkrete emner, kommentere registreringer i lighed med Facebook og købe billeder i høj opløsning i arkivbutikken. Mit arkiv.dk gik i luften sammen med en ny kildeviser under navnet arkiv.dk 2.0 den 7. februar 2019 med lidt lokal presseomtale, men intet i forhold til lanceringen af arkiv.dk i 2015.

Sidst på året 2019 lancerede vi et nyt kortmodul i Arkibas, som gav brugerne af arkiv.dk mulighed for at søge på et kort og hjælpe arkiverne med at geotagge registreringerne med punkter. Indtil videre har udviklingsarbejdet ligget stille i 2020, men vi er nu så småt ved at gå i gang igen her op til sommerferien 2020.

Ved præsentationen af arkiv.dk i Odense den 20. februar 2015 talte Henning Sørensen fra Dragør sammen med de mange gæster ned til den store åbning (Foto: Jens Åge P ­ etersen, Odense Stadsarkiv).

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

13

Besøgstallet på arkiv.dk fra 2015 til i dag viser tydeligt det store besøgstal på siden de første dage efter lanceringen. I 2016 ­landede en historie om arkiv.dk på forsiden af Ekstra Bladets online-avis, og det gav også stort udslag på besøgstallene den dag. Sidst i 2017 åbnede vi for, at Google kunne indeksere arkiv.dk, og det gav en markant stigning i de daglige besøg på ­siden.

Arkiv.dk’s succes har ført mange nye arkiver til Arkibas og arkiv.dk – primært almindelige lokalog stadsarkiver, men også specialarkiver inden for specielle områder som sport, musik, industri mv. har fundet vej til platformen. Siden januar 2015 er 83 nye arkiver kommet til. Naturligvis er der også faldet nogle fra – primært fordi arkiverne helt lukker, og materialet overgår til andre arkiver, men også fordi de finder ud af, at de vil gå andre veje med deres samlinger.

Andre nyere søgedatabaser Arkiv.dk er den største søgedatabase på arkivområdet med 595 arkiver, men vi er naturligvis ikke den eneste. Den 15. november 2016 gik Kbhbilleder.dk i luften. Siden var oprindeligt et samarbejdsprojekt mellem Københavns Stadsarkiv og Københavns Museum, men er sidenhen blevet udvidet med Frederiksberg Stadsarkiv og Magasin

Bornholmske Billeder og AarhusArkivet, som begge gik i luften i 2018.

14

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

Du Nord Museum. I Aarhus blev AarhusArkivet lanceret den 28. februar 2018, og på Bornholm gik de den 26. november 2018 i luften med Bornholmske Billeder, som er et samarbejde mellem Bornholms Museum og Bornholms Ø-Arkiv.

Herudover findes der også andre søgedatabaser f.eks. Starbas.net, hvor 20 kommuner præsenterer hovedsageligt kommunale arkivalier. En mindre mængde små arkiver har valgt at have deres eget helt lokale registreringssystem med offentlig adgang via nettet, og så er der naturligvis Rigsarkivets søgedatabase Daisy.

Kilder: OmSLAget 1993-2012 Wayback Machine – Internet Archive https://archive.org

AF MADS KYVSGAARD MOGENSEN, SLA’S SEKRETARIAT

Transkribus bringer liv til gamle ­tiders håndskrifter Aarhus Stadsarkiv har siden 2017 arbejdet med projektet Retro, hvor kommunernes gamle sogneråds- og købstadsprotokoller digitaliseres og gøres søgbare gennem tekstgenkendelse og crowdsourcing I de seneste år har retrodigitalisering været en af de største arbejdsopgaver for de danske arkiver.

Det har betydet, at der i dag er langt større tilgængelighed til vores fælles historie, hvor man nu til dags kan finde og læse oprindelige kilder på internettet. Retrodigitalisering er imidlertid mere end blot at sørge for at scanne og uploade dokumenter eller billeder. Arkivarer arbejder hårdt på også at sørge for, at man kan søge ned i det digitaliserede materiale, da en scanning i sig selv ikke er søgbar. OCR-scanning har vist sig at være effektivt til at gøre maskinskrevne kilder søgbare, men den nuværende OCR-teknologi virker ikke på håndskrift.

Digitalisering af håndskrift har før i tiden krævet, at personer sidder og transskriberer håndskrevne sider, én for én, og for eksempel indtaster dette i et Word-dokument. Det er en tidskrævende proces, som både kræver mange ressourcer og koncentrerede indsatser fra arkivernes medarbejdere og frivillige. Uden transskribering er det vanskeligt at søge i de håndskrevne dokumenter, ligesom det kan være en kamp bare at læse indholdet grundet knudret skråskrift. Der er imidlertid hjælp på vej.

Aarhus Stadsarkiv har gennem projektet Retro arbejdet systematisk med programmet Transkribus, som er et transskriberingsprogram, der gennem maskinlæring kan lære at læse og transskribere håndskrift. Retro omfatter i dag ti danske arkiver rundt omkring i landet, som alle sammen anvender Transkribus til at digitalisere sogneråds- og købstadsprotokoller fra de gamle sognekommuner.

Hvordan fungerer Transkribus?

Transkribus er udviklet ved universitetet i Innsbruck med støtte fra EU-projektet READ. READ har til formål at gøre dele af Europas skriftlige kulturarv tilgængelig for offentligheden gennem digitalisering. Transkribus er et transskriberingsprogram, der ved hjælp af maskinlæring kan genkende forskellige typer af håndskrift. Formålet med at anvende programmet er at automatisere transskriberingsprocessen, så det på sigt ikke længere vil

være nødvendigt at afkode og indtaste afskrifter af gamle håndskrevne dokumenter.

På Aarhus Stadsarkiv har man gennem Retro anvendt Transkribus siden 2017, og arkivar og projektansvarlig Kristian Pindstrup giver en nærmere beskrivelse af, hvordan teknologien faktisk fungerer: ”Transkribus har på sin vis to funktioner. Det kan blot bruges som et transskriberingsprogram, hvor man lægger digitaliserede dokumenter ind, ”segmenterer” eller markerer de enkelte tekstelementer i dokumentet og transskriberer dem manuelt. Men Transkribus kan også bruges til forskellige former for tekstgenkendelse, som vi blandt andet kender det med OCR (Optical Character Recognition) til transskribering af nyere trykskrift, og OCR er faktisk også indbygget i Transkribus igennem Abbyy FineReader. Men det særligt inter­ essante er HTR (Handwritten Text Recognition), som gør det muligt at automatisere transskriberingen af håndskrift.

HTR fungerer ved hjælp af maskinlæring, hvor man skaber nogle genkendelsesmodeller på baggrund af allerede transskriberet materiale. Overordnet findes der to slags modeller. Hvis man har en stor mængde ensartet materiale, f.eks. breve fra den samme forfatter eller lignende, kan man med forholdsvis lidt transskriberet materiale skabe en specialiseret model, der er god til at genkende den specifikke håndskrift. Den type modeller kan også bruges til materiale med ældre trykskrift såsom fraktur eller gotisk, hvor OCR ofte kommer til kort.

Hvis man derimod har meget forskelligt materiale, som det er tilfældet med sognerådsprotokoller, kræver det en stor mængde transskriberet materiale fra forskellige forfattere, før man har en brugbar universel model.”

Transkribus kræver en aktiv indsats med manuel transskribering, før man kan komme i gang med det automatiske arbejde. Derfor har de deltagende arkiver i Retro-samarbejdet også tilknyttet en stor mængde af frivillige, som hjælper med det umiddelbare indtastningsarbejde. For hver indtastning bliver programmets modeller lidt bedre

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

15

På billedet ses en side fra en færdigtransskriberet protokol i Transkribus. I det øverste område ses den digitaliserede ­protokol, der er blevet segmenteret. I nederste område ses den transskriberede tekst, som følger rækkefølgen af ­segmenteringen (Aarhus Stadsarkiv).

til automatisk at genkende håndskriften. På Aarhus Stadsarkiv kan man allerede se, at modellerne begynder at give resultater.

Sognerådsprotokoller og aarhusianske vejvisere Man har i Retro-projektet primært beskæftiget sig med at digitalisere og transskribere sogneråds- og købstadsprotokoller, der stammer fra slutningen af 1800-tallet og frem til omkring midten af 1900-tallet. Materiale som sognerådsprotokoller er nemlig meget velegnet til at træne de generelle genkendelsesmodeller, da materialet stammer fra mange forskellige geografiske områder, og man får derfor mange forskellige eksempler på håndskrift. I processen har man dog været klar over, at der ofte vil være en lille fejlprocent, som der skal tages højde for. Kristian Pindstrup forklarer: ”Det har krævet en forholdsvis stor mængde materiale, før vi har kunnet skabe en genkendelsesmodel, der har været præcis nok til at kunne anvendes efter hensigten. Det har primært været på baggrund af materiale fra Aarhus, Faxe og Det kongelige Bibliotek, og det dækker en periode, der går fra slutningen af 1800-tallet til midten af 1900-tallet. Den er stadig stærkest på materiale, der minder om det, der har været grundlaget for modellen, hvor den har en fejlrate på omkring 5%, hvilket næsten er så præcist, som det kan blive for

16

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

universelle modeller. For andet materiale er fejlraten noget højere, så der er stadig grundlag for at træne modellen yderligere med mere forskelligartet materiale.”

Et af de primære succeskriterier for brugen af Transkribus i Retro-projektet er, at man får de bedste resultater ved at få så meget materiale scannet ind som muligt. Samtidig står det også klart, at de forskellige modeller kan have svært ved at arbejde med materiale, som modellen ikke har set før. Det er derfor nødvendigt at arbejde med flere forskellige modeller til forskellige typer af materialer, men det har ikke afholdt Aarhus Stadsarkiv for at anvende Transkribus i andre kontekster. ”Ved siden af vores primære arbejde med sognerådsprotokollerne i Retro-regi har vi også benyttet Transkribus til at bearbejde de aarhusianske vejvisere fra 1800-tallet, som er sat med gotisk trykskrift. Med sådan et materiale skulle der kun transskriberes omkring 50 sider manuelt, før vi havde en model med en fejlrate på omkring 5%.

Den kunne vi bruge som grundmodel til hurtigt at få transskriberet mere materiale, der blot skulle læses korrektur på, hvorefter vi kunne træne en ny model med en lavere fejlrate. Efter at have gjort det et par gange er fejlraten på vores model for gotisk trykskrift fra 1800-tallet på under 1%. Når vi har sikret os, at den også fungerer på andet materiale end vores vejvisere, vil den også blive gjort offentligt tilgængelig.”

Lokalarkiverne hjælper til Retro-samarbejdet var i starten primært et samarbejde mellem flere stadsarkiver, hvor bl.a. Aarhus Stadsarkiv, Faxe Kommunes Arkiver og Frederikshavn Stadsarkiv har leveret materiale og arbejdskraft til projektet. Det gode budskab om Transkribus er dog også begyndt at brede sig ud til de danske lokalarkiver, og her har Skanderborg Historiske Arkiv i samarbejde med lokalarkiverne i Galten, Ry, Hørning, Veng og Fruering-Vitved valgt at hjælpe med til at digitalisere og transskribere de gamle sognerådsprotokoller fra Skanderborg Kommune. Tovholder på projektet og arkivleder ved Skanderborg Historiske Arkiv, Martin Philipsen Mølgaard, ser et stort potentiale i arbejdet under Retro: ”Hos Skanderborg Historiske Arkiv så vi nogle gode muligheder i at få digitaliseret disse vigtige lokalhistoriske kilder. Sogneråds- og købstadsprotokollerne indeholder vigtig lokalhistorisk viden, da alle store og små beslutninger i lokalsamfundene blev indført i disse protokoller. At få dem gjort tilgængelige digitalt og letlæselige er derfor et stort skridt imod at få tilgængeliggjort denne vigtige historiske viden, som man måske ellers ikke ville have mulighed for at få adgang til, da de for Skanderborg Kommunes vedkommende ligger på Rigsarkivet i Viborg.”

Retro-projektet går således også ud over brugen af Transkribus, da det også i høj grad handler om at digitalisere og tilgængeliggøre originale kilder, som ellers ville være vanskelige at tilgå på grund af lokation. Lokalarkiverne får således muligheden for at gøre materiale fra de gamle kommunale konstruktioner tilgængeligt, som ellers ved lov har været placeret ved stadsarkiver eller Rigsarkivet. Samtidig er arbejdet med Retro og Transkribus kompetenceopbyggende, da processen fra protokol til cyberspace kræver flere faser af forskelligartet arbejde.

Martin Philipsen Mølgaard forklarer det således:

”Fra flere af arkiverne har frivillige meldt sig til at tage til Viborg en gang om ugen for at affotografere de originale protokoller, der dermed kan danne grundlaget for den videre proces med at transskribere protokollerne i Transkribus.

Efter en kort oplæring i, hvordan man benytter fotostationerne og udstyret er de frivillige klar til at gå i gang med at få affotograferet hver eneste protokol. Det er et tidskrævende arbejde, da det drejer sig om en stor mængde protokoller, hvor hver side nøje skal affotograferes. Herefter skal de efterbehandles digitalt af de frivillige, før de kan sendes retur til Rigsarkivet til godkendelse. Dette skyldes, at Rigsarkivet også benytter de digitale sider til at lægge på deres egen side til glæde for borgere i hele landet.”

Vil man selv i gang med Transkribus?

Som det ser ud lige nu, er der intet til hinder for, at man selv kan gå i gang med at nørkle med Transkribus på sit arkiv. Softwaren er indtil videre gratis, og Aarhus Stadsarkiv har offentliggjort en række af de modeller, som er lavet i løbet af Retro-projektet, som kan anvendes uden nogen afregning. Det vil dog være en fordel, at flere arkiver går sammen om et samlet projekt, hvis man vil lave noget mere seriøst med Transkribus. Det er ressourcetungt arbejde, som kræver lidt oplæring og meget tid, og samtidig vil større projekter også kunne medvirke til, at endnu flere samlinger digitaliseres og gøres let tilgængelige online.

Hvis man er interesseret i at høre og lære mere om Transkribus, kan man læse videre om softwaren og generelt om Projekt Retro på www.retrodigitalisering.dk, hvor man også kan finde vejledninger til brugen af Transkribus. Alternativt kan man skrive en mail til Aarhus Stadsarkiv på stadsarkiv@aarhus.dk eller spørge ind til projektet på kontakt@retrodigitalisering.dk.

Når en protokol er færdigtransskriberet, bliver den lagt op på hjemmesiden retrodigitalisering.dk. Den transskriberede side fra det foregående eksempel ses her i sin færdige form. På venstre side ses den digitaliserede side, som har det transskriberede tekstlag indlejret, så det er muligt at søge i originalteksten. På højre side ses den rene transskriberede tekst, som også er søgbar ­(Aarhus Stadsarkiv).

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

17

AF HENNING SØRENSEN, ARKIVLEDER, HISTORISK ARKIV DRAGØR

Befrielsen i billeder Kontakt med England Ved befrielsen den 5. maj 1945 blev samfundet pludseligt et andet. Hvad der ikke havde kunnet lade sig gøre de sidste fem år, blev pludseligt muligt igen.

At tage fotografier havde været vanskeligt i besættelsesårene, og selv om det ikke ligefrem var forbudt, måtte man tage sig i agt. Straks efter, at tyskerne havde kapituleret, kom kameraerne for alvor frem igen. Derfor er befrielsesdagene flittigt fotograferet og dokumenteret, så vi endnu 75 år efter kan fornemme den glæde, som befrielsen skabte i befolkningen – og som stråler ud af billederne fra dagene i maj 1945.

I Store Magleby på Amager var Poul V. Petersen udpeget som officiel fotograf i den militære ventegruppe, han var medlem af. Gruppen var parat til at træde i funktion, så snart tyskerne kapitulerede, så nu fik Poul og hans kammerater travlt.

På landsbyens skole var lærer Hans Hauge en ivrig amatørfotograf. Han havde indrettet mørkekammer i lærerboligen, og her blev hundredevis af optagelser fra befrielsesdagene fremkaldt.

Personel fra REME, Corps of Royal Electrical & Mechanical Engineers (Foto: Hans Aagaard Hauge, Historisk Arkiv Dragør).

18

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

Kort efter selve befrielsen landede engelske soldater i Kastrup Lufthavn. Den 5. maj ankom Major General Richard Dewing, som var leder af SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force, mission to Denmark). Med ham fulgte forskellige militære enheder, bl.a. Royal Rifle Corps’ motorbatallion. Deres køretøjer blev placeret i nærheden af lufthavnen og rykkede ind i et værksted ved Store Magleby. Her havde tyskerne haft hangaranlæg og værksteder til reparation af krigsfly, og disse installationer blev nu overtaget af englænderne.

Engelske soldater af alle slags havde i de dage nærmest heltestatus, og de blev derfor gode motiver for de to amatørfotografer i byen. Hele deres samling af befrielsesbilleder blev senere overdraget til Historisk Arkiv i Dragør, hvor en del af dem blev fremkaldt på gammeldags vis. Nogle levede dog videre som negativer, og måske ville man i det analoge arkivs tidsalder ikke ofre penge på en lang serie af ukendte engelske militærfolk i uniformer.

Som en del af et større digitaliseringsprojekt, hvor en medarbejder har gennemgået og scannet alle arkivets negativer fra årtiers affotograferinger af egne og lånte fotos, blev det klart, at billederne af de engelske soldater måske godt kunne identificeres. I hvert fald blev nysgerrigheden hos andre af arkivets medarbejdere vakt, og de optog kontakt med det engelske Royal Air Force-museum og spurgte om hjælp.

I den digitale kontakt tværs over Nordsøen kom der hurtigt svar. Mændene på billederne var slet ikke RAF-soldater, men kunne ud fra mærket på deres kasketter identificeres som medlemmer af en enhed ved navn Royal Electrical and Mechanical Engineers – altså mekanikere i uniform. Denne specialenhed har (naturligvis!) også sit eget museum i England, så der blev forespørgslen henvist til.

Arkivaren på REME-museet svarede allerede efter tre dage, at billederne for dem var yderst interessante. Deres viden om mekanikernes indsats i Skandinavien efter 2. verdenskrigs afslutning var ret begrænset, og det var nyt for dem, at den pågældende enhed havde været i Danmark. Deres opgave var ud fra billederne at dømme at vedligeholde og reparere køretøjer m.m., som andre engelske militære enheder benyttede sig af.

I første omgang havde vi kun sendt nogle få smagsprøver til det engelske museum, men nu lagde vi hele billedserien på arkiv.dk og sendte

En ny mand mere ved kranvognen. De er begge blevet forsynet med danske mælkeflasker. Personen til venstre har ­REME-emblemet i baretten. Personen til højre viser noget af venstre skulder. REME-mærket er næsten dækket af halvliter­ flasken, men symbolet nedenfor er rytteren med lanse (Foto: Poul Villiam Petersen, Historisk Arkiv Dragør).

linket afsted. Siden har jo en engelsksproget ver­ sion, så det var den oplagte måde at gøre billederne tilgængelige.

Nu kom der skred i studiet af billederne. Arkivaren på REME-museet zoomede ind og identificerede våbenmærker på nogle af køretøjerne som British Airborne Forces’ 1st Airborne Division og 1st Parachute Brigade.

Nogle af køretøjerne tilhørte Royal Logistics Corps, og denne enhed har selvfølgelig sit eget arkiv og museum. Desværre er det lukket indtil 2021, men så vil det formentlig være muligt at identificere køretøjerne ud fra nummerpladerne.

Men inden da havde REME-museet fået blod på tanden. Våbenmærket – en pegasus, der ses på flere af køretøjerne – viser nemlig, at den enhed, der er tale om, ikke bare var i Norge efter befrielsen, som man ellers har troet, men også opererede i Danmark. En lille brik i det store puslespil om 2. verdenskrigs historie, men tankevækkende, at vores billeder i Historisk Arkiv Dragør har kunnet bruges til at skrive en del af historien om. Men ikke mindst har de givet kollegerne i England det perspektiv, at historien ikke alene skal skrives med brug af kilderne i de store, nationale arkiver, men at de lokalhistoriske arkiver kan rumme viden, der kan bruges i en større sammenhæng.

De fine fotos af de engelske soldater på Amager skulle have været udstillet på arkivet i anledning af 75-års jubilæet for befrielsen. Det må publikum have til gode til lidt senere, men sam­arbejdet mellem Dragør og England fortsætter – fra hver vore hjemmearbejdspladser.

Måske vil det være muligt at sætte navne på de anonyme militære mekanikere på vores billeder.

Det er ikke afgørende for, hvad vi kan bruge dem til i formidlingen af begivenhederne i dagene efter befrielsen i 1945. Men bag hvert foto gemmer der sig en historie. De uniformerede englændere ser i mange tilfælde ud, som om de har bedt om at få taget et billede af dem selv. Og hvem ved – måske er optagelserne i hast blevet fremkaldt og kopieret til uddeling blandt dem, så de kunne få minder med hjem? Så måske ligger der et sted i England, i et lille lokalhistorisk arkiv, et fotoalbum med billeder af en REME-soldat i Danmark i 1945? Kan vi forsyne vores billeder med navnetags eller andre former for metadata, så bliver de søgbare på internettet. Og så kan de findes overalt i verden og måske dukke op på skærmen hos en engelsk familie, hvor man sidder i sofaen og googler bedstefars navn?

Det er så dejligt at opleve, hvordan digitaliseringen gør vores arbejde meget nemmere. Arkiv.dk har på mange måder ændret vores arbejde på arkiverne. Det er en motivation for arbejdet med at registrere og digitalisere, at vi kan se, at vores indsats bærer frugt. Det giver os nye brugergrupper. Forskere både herhjemme og udenlands har fået øjnene op for, at der kan ligge interessant og relevant materiale på selv de mindste arkiver. Men først og fremmest gør det vores samlinger synlige og transparente, så de kan opdages af mange flere end de få, der dukker op på arkivernes læsesale.

Og det er jo det, der er meningen med vores arbejde i arkivet, ikke?

Se til denne artikel også billedet på bladets forside og den tilhørende tekst på side 2.

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

19

AF PERNILLE SONNE, DOKUMENTSHERIF OG STADSARKIVAR, GRIBSKOV ARKIV

Persondata, fotos og internettet Får overskriften dig til at kløjes i kaffen? Så læs videre om, hvad Gribskov Arkiv gør med den sprængfarlige trekant!

GDPR og personfotos Må man lægge persondata på nettet? Må man lægge fotografier af personer på nettet?

Det kommer an på … og derfor er det så svært.

Mange arkiver bøvler med spørgsmål om persondata, især i fotografier. Gribskov Arkiv deler her ud af sine foreløbige erfaringer med at lægge mere end 30.000 billeder på nettet.

En opfordring

kan for eksempel være oplysninger om, hvem der er medlem af et politisk parti eller tilhører et bestemt trossamfund. Det er oplysninger, som vi som offentligt arkiv har lov til at registrere som et led i arbejdet med arkivalier. Men vi må ikke offentliggøre dem – i hvert fald ikke uden samtykke fra de pågældende mennesker.

Andre data – og fotos, fotos, fotos …

I dag har vi mere end 30.000 billeder på nettet, og det er samme flittige flok, der står bag. Mange arkiver har langt flere fotos på nettet, men det hører med til historien, at vi først tog arkiv.dk i brug i slutningen af marts 2019.

Nogle poster indeholdt andre oplysninger, som også kan være problematiske at lægge ud, f.eks. adresser. Vi ved ikke, om de adresser, der i tidens løb er skrevet ind i Mars, er hemmelige. Derfor kan vi ikke uden videre lægge dem på nettet, selv om en adresse ikke er en følsom oplysning. Og så var der jo hele fotosamlingen. Det er ikke alle vores fotografier, der indeholder personoplysninger. Vi har f.eks. rigtig mange billeder af møller, og dem kan vi uden videre publicere. Hvis altså ikke registreringen til billedet indeholder oplysninger, som vi ikke må offentliggøre. Og hvis ikke der ved siden af møllen ses en person i en situation, der gør billedet til noget følsomt. Vores registreringer og billeder kan derfor ikke nemt kategoriseres i ”almindelige data” og ”følsomme data”. Der er ingen systematiske genveje til at skelne mellem det, vi gerne må lægge på nettet, og det, vi ikke må lægge ud.

Forhistorien hedder Mars

Kun få masseændringer

Gribskov Arkiv har i mange år arbejdet i sit eget hjemmelavede arkivsystem, der hedder Mars. Mars har mange styrker, men det kunne ikke gå på nettet, hvilket i vore dage jo er en svaghed. Vi valgte at skifte system, og da Mars og Arkibas har mange fællestræk, var den oplagte løsning at konvertere Marsdata til Arkibas. Dermed ville vores samling blive en del af den store familie på arkiv.dk.

Konverteringen gik godt. Vi fik hældt data om godt 2200 a-fonde, 65.000 fotos + det løse i form af film, kunst, bøger m.m. over i Arkibas.

Nu skulle vi så i gang med at dele vores guld med alverden på arkiv.dk. Imidlertid var Mars et internt system, og det indeholder en del oplysninger, som ifølge persondataretten er følsomme. Det ville derfor være et brud på Databeskyttelsesforordningen (GDPR) at lægge dem på nettet. Det

I Arkibas kan administratoren masseændre poster og dermed publicere en masse på én gang. Det har vi gjort med vores registreringer af bøger og kort, for vi er sikre på, at de ikke indeholder problematiske oplysninger. Vi kan også masseændre billeder, der er tilstrækkeligt gamle. Billeder, der er taget i 1920, kan næsten ikke indeholde nogen former for information, som er beskyttet af GDPR. Næsten – fordi man godt kan blive mere end 100 år – og fordi reglerne om beskyttelse af følsomme data gælder, til man har været død i 10 år. Offentliggørelse af store mængder fotos har vi derfor kun benyttet ganske få gange og kun med de allerældste billeder.

Den 3. april havde Gribskov Arkiv lagt 22.762 fotos på arkiv.dk. Få uger før, den 16. marts, var tallet 16.682. Tilvæksten på mere end 6.000 fotos er alle gennemgået enkeltvis og blevet tjekket. Ikke for virus, men for persondata. Det har én flittig medarbejder og en skare af lige så flittige frivillige præsteret. Det skrev jeg en notits om på Facebook, og kort tid efter lå der en mail fra OmSLAget. Ville jeg skrive en artikel om arbejdet? Dele ud af vores erfaringer? Ja, det vil jeg bestemt.

30.000 fotos i dag

20

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

Forudsætninger eller mangel på samme Vi har ikke sat os ned og lært hele GDPR-forordningen udenad. Jeg, der er leder af Gribskov Arkiv,

Her ses et foto af et drengefodboldhold fra engang omkring 1970, som vi har valgt at publicere på arkiv.dk. Vi mener, det er i offentlighedens interesse at vide noget om foreningslivet i Danmark. Foreningskulturen er en vigtig del af vores historie og kulturarv. Drengene på billedet er voksne nu, fotograferingen er sket i det fri og er i den forstand ikke en privat begivenhed.

Medlemskab af en fodboldklub er ikke en følsom oplysning, og der er intet i billedet, der fortæller om hverken religiøse eller helbredsmæssige forhold. Vi vurderer heller ikke, at der er noget i billedet, der kan opleves som krænkende (Gribskov Arkiv).

er historiker, ikke jurist. Men jeg har dog arbejdet lidt med persondataret tidligere, og jeg havde deltaget i en kursusdag for kulturinstitutioner om brug af personfotos engang. Jeg læste Datatilsynets retningslinjer på området. Og så havde jeg en tyk bog at slå op i … (den er forældet nu, så den vil jeg ikke nævne her).

Bevæbnet med disse redskaber skrev jeg et udkast til et notat henvendt til arkivets personale og frivillige. I notatet ridsede jeg de væsentligste punkter op, som har betydning for vores arbejde med arkivregistreringer og fotos. Det sendte jeg til kommunens jurist, som læste det igennem og kom med konstruktiv kritik. Efter et par tilretninger kunne juristen sige god for notatet.

Overskrift Notatet om persondata fylder 2½ side. Vi indkaldte arkivets frivillige til et møde, hvor jeg forklarede de regler, som notatet omtaler, og hvor der var lejlighed til at drøfte principperne og til at stille spørgsmål. Vi så også på billeder og diskuterede dem ud fra principperne i notatet, som naturligvis også blev delt ud.

Hvordan vi griber opgaven an Med den nye viden gik vi så i gang, både personale og frivillige. En for en gennemgår vi vores poster og vurderer, om teksten indeholder noget, der ikke må offentliggøres. Er der f.eks. en adresse eller et partimedlemsskab, flytter vi de oplysninger

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

21

Familien Mathiasen fra Laugø Smedje fotograferet omkring 1916. Alle personer på billedet må have været døde i mere end ti år, og der er ingen problemer med persondata, der hindrer os i at publicere billedet (Gribskov Arkiv).

Nyt notat og en grafisk fremstilling

over i feltet Intern bemærkning, som ikke offentliggøres, når posten publiceres på arkiv.dk.

Det samme gælder billederne. Hvert billede vurderes: Indeholder dette billede følsomme persondata, der ikke må offentliggøres? Hvis vi vurderer, at det ikke er tilfældet, bliver billedet offentliggjort.

Når der ikke lige er corona-krise, sidder vores frivillige ofte på arkivet og arbejder. Dermed har de lejlighed til at vende tvivlsspørgsmål med hinanden og med personalet. Grundreglen er, at hvis man er i tvivl, så lader man være med at offentliggøre billedet.

Nye retningslinjer Efterhånden kom vi rigtig godt i gang. Der blev kigget på mange billeder, og jo mere man arbejder med overvejelserne om persondata og GDPR, jo mere får man retningslinjerne ind på rygraden.

Men så kom der nye retningslinjer! Datatilsynet ændrede nemlig sin vejledning og gik bort fra den hidtidige skelnen mellem ”portrætbillede” og ”situationsbillede”. Tidligere var det mest portrætter, der var problematiske at offentliggøre – nu kunne man ikke længere bruge det som en rettesnor.

De nye retningslinjer indeholdt ikke nær så faste grundkategorier. Til gengæld er de heller ikke helt så firkantede. Det er jo både godt og skidt. Godt, fordi der i nogle tilfælde er flere muligheder. Skidt, fordi det bestemt ikke er blevet nemmere.

22

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

De nye retningslinjer betød, at jeg måtte nærlæse Datatilsynets nye vejledning og skrive et nyt notat. Vi diskuterede også principperne i personalegruppen.

Som jeg forstår principperne, er der en række spørgsmål, man kan stille sig selv, når man skal tage stilling til, om et foto eller en oplysning må offentliggøres. Man starter med at vurdere, om billedet forestiller et genkendeligt menneske eller ej. Hvis ikke det er tilfældet, kan billedet frit offentliggøres. Hvis billedet f.eks. er taget i modlys, personen ikke kan genkendes og ikke er navngivet – så er der ingen persondataretlige problemer med dét billede.

Er der en genkendelig person på, må man overveje, om personen stadig lever eller kan være i live. Om billedet er taget under private forhold, dvs. hjemme hos nogen, eller under halvprivate forhold, f.eks. i en skole. Om det forestiller børn eller voksne. Om det viser noget om medlemskab af partier, fagforeninger, religiøse samfund eller lignende. Der er flere andre emner, man skal tage stilling til. Helt grundlæggende arbejder vi også med spørgsmålet: Kan dette på nogen måde opfattes som krænkende for personerne på billedet?

Spørgsmålene kan stilles op i en grafisk fremstilling, hvor man svarer ja eller nej til spørgsmålene og alt efter svaret kommer videre til næste spørgsmål. Til sidst skal man gerne ende med et afgørende ”Ja, billedet må offentliggøres” eller et ”Nej, billedet må ikke offentliggøres”. Eller eventuelt ”billedet må offentliggøres om X antal år”. Jeg fik tegnet en figur over spørgsmål og svar. Jeg kalder den et beslutningstræ.

Nyt frivilligmøde Med det nye notat i den ene hånd og beslutningstræet i den anden inviterede jeg til nyt frivilligmøde. Her blev notatet og beslutningstræet uddelt, gennemgået og diskuteret. Og vi gjorde som sidst - afprøvede vores forståelse af principperne på konkrete billeder i fællesskab.

De frivillige evaluerede beslutningstræet og kom med ændringsforslag. Jeg sendte det derefter til vores grafiker, der designede en plakat, der giver et godt overblik over beslutningsprocessen.

Så var vi ellers klædt på til at gå i gang igen.

Hjemmel … men få afgørelser Hjemmel er et juridisk begreb, som er centralt i databeskyttelsesforordningen. Man skal som offentlig institution have hjemmel i en eller anden lov for alle sine handlinger. Arkivloven giver os hjemmel til at indsamle, opbevare og registrere oplysninger i og om arkivalier. GDPR giver os hjemmel til at bruge vores samlinger med persondata til historisk forskning og lignende formål, der er i offentlighedens interesse. Med baggrund i denne hjemmel kan vi som arkiver en del. Men Datatilsynet har endnu ikke afgjort mange sager om GDPR, så der er ikke mange afgørelser at støtte sig op ad.

Hvad må man – tvivl!

Det kan være, at vores opfattelse af offentlighedens interesse bliver bestridt på et tidspunkt. Og så kan det være, vi får ørerne i maskinen! Det håber og tror jeg ikke. Men nogle steder kan isen vise sig at være tyndere, end man troede.

Hvis fodboldklubben har 25-års jubilæum, må vi så lave en billedkavalkade med holdfotos af alle lilleputterne gennem tiden for at fejre jubilæet?

Formentlig ikke. Der gælder særligt skrappe regler, når der er tale om børn. Men hvis vi vil fortælle en vigtig historie om fodboldklubben, kan vi efter min mening godt vælge at bruge nogle af de ældste holdfotos, hvis de er taget udendørs i det offentlige rum. De pågældende børn vil være voksne i dag, og det, der er sket i det offentlige rum, er i sagens natur ikke hemmeligt.

Selv om vi har hjemmel til at lave historieformidling, skal vi altid fastholde overvejelserne: Er det her inden for skiven? Må vi det ene, men ikke det andet? Helt faste regler findes ikke.

Jeg har lagt beslutningstræet og dets makker trafiklyset på nettet (se linket nedenfor). Det må jeg heldigvis godt! I kan finde dem på vores hjemmeside, hvis I vil inspireres – brug dem på eget ansvar.

Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte mig på telefon 72 49 70 87 eller mail psonn@gribskov.dk Link til beslutningstræ og trafiklys: https://www.gribskovarkiv.dk/persondata-og-fotos-paa-nettet/

Laugø Smedje drives som museumssmedje. Her viser smed Edvard Ambus et barn, hvordan man smeder, 1985. Begivenheden er offentlig (åbent hus i museums­ smedjen), men fotoet er taget indendørs og dermed i et halvprivat eller ikke helt offentligt rum. Alligevel vurderer vi, at billedet uden problemer kan bringes. Dels er barnebarnet for længst vokset op, dels kan man ikke umiddelbart se barnets ansigt, og barnet kan derfor siges at være anonymt. Det er dog ikke helt tilfældet alligevel, da identiteten indirekte fremgår af registreringen. Der er nemlig tale om Ambus’ eget barnebarn. Vi vurderer ikke, at der er noget problem i at publicere dette billede, når det sker i offentlighedens interesse – f.eks. i en artikel i OmSLAget (Gribskov Arkiv).

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

23

AF MADS KYVSGAARD MOGENSEN, SLA’S SEKRETARIAT

Magten over mindet Svenska Arkivförbundets efterårskonference 2019 Den 26. og 27. november 2019 afholdt den svenske arkivorganisation Svenska Arkivförbundet sin første efterårskonference i Uppsala under titlen Makten över minnet. Vi havde i SLA fået den unikke mulighed at deltage ved konferencen og være med som gæst. Med denne artikel vil jeg derfor fortælle om de centrale temaer, som blev taget op på konferencen. Svenska Arkivförbundets formand eller ordförande, Eva Sjögren Zipsane, åbnede konferencen og præsenterede indholdet for alle de fremmødte. Eva lagde vægt på arkivernes arbejde med dokumentation og arkivskabelse som centrale temaer og kædede det sammen med det samfundsmæssige ansvar, som arkiverne har, for at bevare mangfoldig og retvisende dokumentation om samfundet til glæde for de fremtidige generationer. Ud af de 11 forskellige oplæg var der særligt tre centrale temaer – de er præsenteret nedenfor.

Indsamlingen af private arkivalier I Sverige har man, ligesom det er tilfældet i Danmark, en arkivlovgivning, der sikrer bevaringen af det offentliges arkivalier. Der er dog ingen lovgivning gældende for de private arkivalier, så de svenske arkiver er nødt til at føre en aktiv indsamlingspolitik for at sikre bevaringen af private arkivalier.

En sådan indsamling blev beskrevet af Malin Thor Tureby fra Linköpings Universitet. Turebys oplæg omhandlede indsamlingen af narrative samlinger, som fokuserede på indvandreres og minoritetsgruppers oplevelser af mødet med Sverige. Her var interviews og spørgeskemaundersøgelser blevet anvendt til at beskrive minoriteters

Interiør fra magasin i Blekingearkivet i Bräkne-Hoby. Her opbevares både virksomhedsarkiver og foreningsarkiver samt materiale fra enkeltpersoner – som det er tilfældet i mange af de svenske ”folkrörelsesarkiver” (Blekingearkivet).

og majoritetssvenskeres interaktioner. Turebys grundlæggende pointe var, at sådanne samlinger kan være med til at beskrive kulturmøder og fordomme mellem forskellige befolkningsgrupper.

Dertil pointerede Tureby også, at indsamling gennem spørgeskemaer og interviews skal anvendes forsigtigt, da undersøgernes fordomme og antagelser nemt kommer til at påvirke de svar, som de adspurgte giver.

Et andet perspektiv på den private indsamling kom fra Anders Houltz fra Centrum för Näringslivshistoria. Houltz arbejder til dagligt med at bevare dokumentation fra det svenske erhvervsliv, og Centrum för Näringslivshistoria forsøger at lave løbende aftaler med svenske virksomheder, så virksomhedernes arkivalier løbende kan bevares, mens virksomhederne stadig er fungerende.

Houltz beskrev metoder, der medvirker til, at der bevares en substantiel mængde arkivalier fra det private erhvervsliv i Sverige, men der var samtidig åbenhed om, at der kunne opstå konflikter mellem virksomhedernes og offentlighedens interesser. Her var Houltz særligt opmærksom på, at den historiske integritet ikke må kompromitteres, og der kan dermed nemt opstå konflikter, når det kommer til at omhandle mere kritiske aspekter af de enkelte virksomheders historie.

Den digitale indsamling Udsnit af roll-up reklame for SLA’s svenske søsterorganisation, Svenska Arkivförbundet, set på konferencen i ­Uppsala (Svenska Arkivförbundet).

24

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

Spørgsmålet om digital indsamling var også et centralt tema på konferencen, og her var der flere foredrag, som kom med perspektiver på de meto-

diske og tekniske udfordringer, som arkiver står overfor, når de ønsker at indsamle digitalt.

Kajsa Hartig fra Friluftsmuseet Murberget og Bente Jensen fra Aalborg Stadsarkiv fortalte i denne sammenhæng om det treårige forskningsprojekt ”Collecting Social Photography”. Fokus for projektet er at indsamle digitalt skabte fotografier fra f.eks.

Facebook og Instagram. Her lagde Jensen og Hartig særligt vægt på, at der skabes en masse metadata, når man anvender Facebook og Instagram til at tage og vise billeder, eksempelvis dato, geografisk lokation og brugernes egne beskrivelser. Disse meta­data kan være med til at give mere præcise beskrivelser af billeder i forhold til eventuel arkivmæssig bevaring. Særligt Instagrams hashtag-funktion blev brugt som et eksempel på, hvordan mange forskellige mennesker kan være med til at dokumentere samtiden. I skrivende stund kan vi f. eks. se, at coronasmitten bliver flittigt dokumenteret af danskerne på Instagram, og arkiverne kan med fordel benytte denne platform til deres indsamling.

Også Annika Bergsland og Theo Erbenius fra Arkiv Sörmland havde fokus på den digitale indsamling med projektet ”Ungas Digitala Minnen”, hvor de indsamler unge svenskeres aktivitet på sociale medier. Til formålet havde de udviklet et tobenet digitalt system, som både kan arkivere de digitale artefakter og samtidig åbne muligheden for, at man kan søge og fremvise materiale. Dette understøttede de med en oplysningskampagne, hvor unge blev opfordret til at stille deres sociale medier til rådighed.

Bergsland og Erbenius forklarede, at sociale medier er dynamiske og i konstant udvikling, og en bevaring heraf vil derfor kun være et snapshot af den digitale virkelighed. Samtidig blev det påpeget, at den juridiske situation i forhold til tilgængeliggørelse er vanskelig, da opslag på sociale medier ofte vedrører mange forskellige mennesker på én gang.

Magten over mindet Det sidste centrale tema for Svenska Arkivförbundets efterårskonference var ansvar. Nærmere specifikt det ansvar, som arkiverne har over for samfundet i forhold til at dokumentere og afbilde historien på en retvisende og mangfoldig facon. I løbet af konferencen blev det flere gange nævnt, at arkiverne har en stor magt over historien, når de vælger eller fravælger materiale til langsigtet bevaring.

Her fortalte Ranveig Låg Gausdal fra Oslo Byarkiv om, hvordan byarkivet har arbejdet med at bevare materiale fra et bredt udsnit af befolkningen.

Gausdal gav blandt andet eksempler på, hvordan man havde fokuseret på bevaringen af historier og erfaringer fra de hjemløse i Oslo, da denne befolkningsgruppe ellers ofte bliver marginaliseret i det bredere samfund. På den måde tog byarkivet et socialt ansvar for, at utraditionelle “demografier”

Fra konferencen i Uppsala 26.-27.11.2019 (Svenska Arkivförbundet).

kunne føle sig repræsenteret i arkivets samlinger.

Derudover lagde Gausdal stor vægt på det indsamlingsarbejde, som foregik i dagene efter terrorangrebet i Oslo og på Utøya i sommeren 2011. Terrorangrebet affødte mange forskellige reaktioner og handlinger fra den norske befolkning, og her var byarkivet i samarbejde med andre arkiver i Norge hurtige til at mobilisere en indsats, hvor disse reaktioner kunne dokumenteres og bevares. Gausdals grundlæggende pointe med sit foredrag var, at arkiverne har et stort ansvar over for borgerne, og at det kræver en stor samfundsmæssig indsigt og analyse at dokumentere ud fra et bredt perspektiv.

Jonas Engman fra Nordiska Museet kom på banen med et mere teoretisk perspektiv på arkivernes magt. Han argumenterede for, at arkiver er mindeskabende institutioner, da vore erindringer og minder som samfund ofte kræver en form for dokumentation. Argumentet var derfor, at kulturarven skabes og fastholdes gennem indsamling, som blandt andet arkiverne har ansvaret for. Engman pointerede til gengæld, at dette kan skabe problemer i forhold til mindernes autencitet. Historisk dokumentation viser ofte kun én side af en problemstilling, og det er derfor centralt, at arkiverne forsøger at belyse så mange sider af en sag som muligt. Dertil kommer udfordringen med, at kilder ikke nødvendigvis er sandfærdige eller retvisende for, hvordan en handling faktisk udspillede sig. Engmans afsluttende opfordring var, at arkiverne bør tage deres magt seriøst og arbejde hen imod, at spørgsmålet om autencitet prioriteres højt i arbejdet med at bevare samfundets historie.

Generelt var Svenska Arkivförbundets efterårskonference er stor oplevelse, hvor mange nye perspektiver og ideer blev delt og diskuteret. Det står allerede klart, at mange af disse ideer også er relevante for de danske arkiver, og vi håber derfor i SLA, at vi kan fortsætte samarbejdet med vore svenske kolleger i lang tid og dermed fortsætte med at vidensdele.

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

25

AF JØRGEN THOMSEN, ODENSE

Indkøb af en strimmelscanner til fynske arkiver Digitalisering med fondsstøtte

I 1998 var vi på min tidligere arbejdsplads, Odense Stadsarkiv, så heldige at få overdraget Fyens Stiftstidendes samling af pressefotonegativer fra årene 1943-1970. Det havde vi drømt om i årevis, men gennembruddet kom, efter at arkivet i 1997 havde leveret en jubilæumsbog til avisens 225 års jubilæum. Negativerne stod i et kælderrum i det daværende bladhus, og det viste sig, at samlingen omfattede sådan rundt regnet 900.000 negativer, de allerfleste af dem i 24 x 36 mm-formatet.

Negativerne var fordelt på en masse album, og i princippet sad negativerne kronologisk ordnet, men ud over det var der ikke rigtigt anden registrering end de få ord, som var skrevet på albummenes blade, så fremtidig brug af den store billedskat forudsatte, at man vidste, hvornår et billede nogenlunde var taget, og at man desuden var heldig at kunne læse og gennemskue de få ord, som fremgik af albumbladene.

Der er for mig at se ingen tvivl om, at pressefotoarkiver er voldsomt værdifulde, ikke mindst fordi de repræsenterer mange dybt professionelle fotografers arbejde gennem årtier – og de er ikke blevet mindre vigtige af, at billedstoffet gennem de sidste årtier har fået en stadig mere fremskudt placering i historieformidlingen. Tænk bare på de mange coffee-table bøger, som fylder boghandlernes hylder, eller tænk på arkiv.dk med den enorme interesse for de gamle billeder.

Registrering og brug I første omgang fik vi sat gang i en nødtørftig registrering. Ordene fra albumbladene blev skrevet ind i en tekstfil, så de blev søgbare, og kort tid senere begyndte vi også at kunne scanne negativerne selv. I de forløbne år er brugen af samlingen vokset stærkt, selvfølgelig i takt med at registreringen blev bedre. Det kom både vores egen formidling i bøger og foredrag til gode, og det gjorde det også hele tiden nemmere at tilfredsstille de behov, avisen hurtigt viste sig at have.

Her spillede det en enorm rolle, at en fleksjobber og frivillige identificerede flest mulige af negativerne i de fysiske aviser, og der blev så – bind for bind i tekstfiler – føjet mange flere søgeord til

26

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

mange hundrede tusinde af negativerne, ja, der blev også – i tiden før Mediestream – skabt en bagdør til de af avisens artikler, som rummede egne billeder.

Fra 2001 har avisen stort set hver dag bragt et af de gamle billeder med en tekst fra Stadsarkivet – og i tiden herefter udviklede samarbejdet sig over flere omgange. Vigtigst var det nok, at avisen i 2008 gennem sin ejer, Den Fynske Bladfond, gjorde det muligt for os at lægge de første billeder ud på nettet i databasen fynskebilleder.dk – i begyndelsen var der vel kun omkring 6.000 billeder, men man kunne f.eks. både søge på stikord og søge billederne frem på kort, så det medvirkede til, at appetitten på mere voksede. Avisen overdrog samme år fortsættelsen af negativsamlingen, nu fra årene 1970-1994, i alt omkring 4 mio. negativer, til Stadsarkivet.

Det var med til at få os til at forstå, at vi skulle op i gear, hvis vi skulle have nogen chance for at få gjort større dele af samlingerne tilgængelige online, og i flere omgange herefter støttede Den Fynske Bladfond blandt andet scanninger af negativer hos et professionelt firma i København. Det var vi dybt taknemmelige for, og i årene 2013-18 blev der scannet godt en kvart million negativer på denne måde. Det gav mange gode erfaringer, men selvfølgelig også hovedpinen ved at tænke på, hvordan det var muligt at skaffe penge til scanningen af resten.

Registreringsmodulet Samtidig blev der arbejdet videre med registreringsmodulet til Fynske Billeder. Ideen var, at vi skulle kunne bruge endnu mere frivillig arbejdskraft til viderebehandlingen af de scannede negativer, og i 2016 blev det muligt for frivillige at sidde hjemme og registrere billeder. Når et billede er færdigbehandlet og publiceret i modulet, går der kun kort tid, før det kan ses på Fynskebilleder.dk.

Her kan brugerne så søge i billederne på baggrund af de mange gode data, der er blevet registreret, og modulet er løbende blevet videreudviklet på baggrund af input fra de frivillige registratorer.

Den japanske forbindelse og bevilling fra Velux Fonden Men økonomien satte som nævnt en grænse for, hvor mange af negativerne der kunne scannes ved et kommercielt firma, og løsningen blev derfor endnu en gang at tænke over, hvordan vi kunne flytte flere arbejdsopgaver til frivillig arbejdskraft.

Det viste sig snart, at det var nødvendigt at se efter andre løsninger end de ”almindelige” scannere, som bruges til mange forskellige opgaver på arkiverne. Nu drejede det sig om udstyr, der kun kunne scanne negativer, men som var mange gange hurtigere til det end de scannere, vi tidligere havde anvendt. Ved søgninger på internettet viste det sig hurtigt, at personer, der scannede større mængder negativer, ofte brugte scannere fra firmaet Noritsu i Japan. Med sådan en maskine kunne man komme fra 20-30 negativer i timen på den ”almindelige” scanner til tæt på 500 i timen med den mest avancerede model. Vi valgte dog den mindste model, der stadig er meget hurtig, via en forhandler i Düsseldorf. Og vi valgte samtidig at indgå i et samarbejde med Svendborg Byhistoriske Arkiv og lokalarkiverne i Odense Kommune, så den nye scanner kan blive brugt af flest mulige. På den baggrund var vi heldige i slutningen af 2018 at få en bevilling på 58.600 kr. fra Velux Fonden, og nogle måneder senere tog maskinen den lange vej fra Japan via Düsseldorf til det fynske. Den kostede i alt lige knap 90.000 kr. incl. moms.

Ibrugtagning af scanneren Frivillige på Odense Stadsarkiv har allerede scannet over 22.000 negativer på det nye udstyr, og scanningsarbejdet går lystigt fremad. De fleste af de scannede billeder stammer fra Fyens Stiftstidende­

Noritsu-strimmelscanneren er en bordmodel, som det fremgår af dette billede, hvor en af Odense Stadsarkivs frivillige, Knud Ole Reffstrup, er i gang med scanningsarbejdet (Rasmus Lock fot., Odense Stadsarkiv).

samlingen, men da vi efter aftale med Svendborg­ arkivet også havde taget imod en større aflevering fra en afdød sydfynsk pressefotograf, har vi også fået scannet de første tusinder af hans negativer.

Det er meningen, at scanneren snart i en periode skal flyttes til Svendborg.

Da vi tilbage i 1998 fik de første negativer fra avisen, var vi selvfølgelig lykkelige. Men det stadige arbejde med samlingen ser nu ud til også at gøre det realistisk at redde samlingen for eftertiden ved en komplet digitalisering – selv om opbevaringen af 5 mio. billedfiler jo også kan være en udfordring. Uden støtten fra fondene og den dedikerede indsats fra ansatte og frivillige havde sådan et mål stadig været i drømmenes verden. Nu er det derimod i virkelighedens.

Tak til Timm Frank og Rasmus Lock, Odense ­Stadsarkiv, for input til denne artikel.

OmSLAget ISSN nr. 1903-0541 Medlemsblad for Sammenslutningen af Lokal­arkiver. OmSLAget udkommer fire gange årligt. Bladet bringer ud over det redaktionelle stof og debatindlæg også artikler fra bladets læsere, når sådanne artikler har et arkivmæssigt læringsperspektiv. Kontakt evt. Mads Kyvsgaard Mogensen på sekretariatet herom. Sammenslutningen af Lokalarkiver organiserer og servicerer 570 arkiver i Danmark: 531 ordinære og 39 ekstraordinære medlemmer.

SLA Sekretariatet, Andkærvej 19D 7100 Vejle, Tlf.: 75 84 08 98 e-mail: sla@danskearkiver.dk www.danskearkiver.dk, www.arkiv.dk

SLA´s styrelse Formand Jørgen Thomsen Odense, tlf. 24 22 27 66 e-mail: jth@odense.dk

Sekretariatsleder Mads Kyvsgaard Mogensen, bogholder Annette Jørgensen, kontorassistent Berit Juul Brorly, direktør i Arkibas ApS Dorthe Søborg Skriver.

Næstformand Birgitte Thomsen Tønder, tlf. 74 72 33 26 e-mail: mail@lha-toender.dk

Redaktion Jørgen Thomsen (ansv.), Svend-Erik Christiansen, Mads Kyvsgaard Mogensen

Svend-Erik Christiansen Brabrand-Årslev, tlf. 86 25 22 52 e-mail: sec@godmail.dk

Else Gade Gyldenkærne Faxe, tlf. 22 77 62 31 e-mail: else@gyldenkaernes.dk Martin Philipsen Mølgaard Skanderborg, tlf. 86 52 41 90 e-mail: mpm@museumskanderborg.dk Henning Sørensen, Dragør, tlf. 32 89 03 29 e-mail: hennings@dragoer.dk Lis Vestergaard, Nøvling, tlf. 98 31 45 73 e-mail: christen@vestergaard.mail.dk

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2

27

AF BENTE JENSEN, AALBORG STADSARKIV

Indsamling af digitale fotos på nye måder Lancering af nordisk antologi og indsamlings webapp I dag er fotografiets rolle dramatisk ændret. Enorme mængder fotografier findes på sociale medier og internettet, og mange fotografier er gemt i smartphones. Den ændring har store konsekvenser for arkiver og museer, hvis vi skal fortsætte med at indsamle fotografier. Fra at være statiske, klart afgrænsede og betragtet som erindringer, kunst eller dokumentation, er fotografier blevet sociale og er ofte en del af en løbende online samtale. I nogle tilfælde erstatter de dagbøger og breve, som arkiverne er vant til at indsamle.

Det nordiske forskningsprojekt Collecting Social Photo (CoSoPho) har lige udgivet en antologi med anbefalinger til indsamling af sociale, digitale fotografier i arkiver og museer. Aalborg Stadsarkiv har deltaget i projektet sammen med nordiske partnere: Nordiska Museet i Stockholm, Stockholms Läns Museum og Finlands Fotografiske Museum i perioden 2017-2020.

Antologien Connect to Collect - Approaches to Collecting Social Digital Photography in Museums and Archives samler resultater og anbefalinger fra projektet. Hele bogen kan hentes som pdffil via denne link: http://www.diva-portal.org/ smash/record.jsf?pid=diva2:1429411 (279 sider med mange billeder). Senere i 2020 bliver den udgivet som trykt bog.

Der er i bogen fire danske casestudies, som arkivar Bente Jensen fra Aalborg Stadsarkiv har skrevet.

Hun ser på, hvordan byen Aalborg fremstår på det sociale medie Instagram som et udgangspunkt for

Stand up paddlere på Limfjorden med Aalborg Portland I baggrunden (Foto: Lucas Illanes, Aalborg Stadsarkiv).

indsamling. To artikler fortæller om projekterne #Weloveaalborg og #juliaalborg 2012-2018. I det fjerde eksempel forlader vi Aalborg med projektet #mitgandrup, som blev udført sammen med Hals Arkiv, hvor der blev indsamlet fotos af den mindre by, Gandrup, øst for Aalborg.

Projektet lancerer også en open source beta­ webapp, et værktøj til at indsamle social, digital fotografering i museer og arkiver direkte og nemt fra smartphones. Webappen er en prototype til indsamling, hvilket betyder, at den har grundlæggende funktioner, tilpasset brugernes og institutionernes behov. Indsamlings-webappen er tilgængelig på https://cosopho.collectingsocialphoto.org/en hvor det er muligt at afprøve den ved at uploade egne fotos.

Hovedgaden i Gandrup i valgkampsperioden 2019 (Foto: @tikster, Aalborg Stadsarkiv).

28

OmSLAget · årgang 2020 · nr. 2