Marie-Hélène Lafon
EN SØNS HISTORIE Roman
På dansk ved François-Eric Grodin
Til Jacques Til Bernadette, in memoriam.
“Sproget er vores jord, vores kød. Jeg forestiller mig altid arbejdsmarken som en hulning, en åbning i jorden, og tekstens bevægelse, dens fremadskriden, som en bjergvandring.” Valère Novarina, samtale om L’Animal imaginaire (Fantasidyret) 2019.
Torsdag den 25. april 1908
Armands bare tæer lister hen over parketgulvet; han vil ikke vække Paul, som stadig sover og laver sin lille ulækre lyd med læberne, som en hundehvalp, der dier. Han bestemmer sig for at vente lidt, men ikke for længe, Paul må ikke vågne, ellers ødelægger han den lykkelige genforening, Paul ødelægger alt. Han og Paul er født den samme dag, den 2. august 1903; han ved fra sin mor og sin moster, at der aldrig har været tvillinger i de to familier før dem. Han ville have foretrukket ikke at være tvilling, eller at være det med Georges, uden Paul. Han forstår, at det ikke er muligt, fordi tingene er, som de er, det siger moster Marguerite ofte, han vender og drejer den lidt underlige sætning bag sine tænder, den er glat og smutter fra ham, han anstrenger sig et øjeblik for at tænke på moster Marguerites grå sætninger, og på hendes lugt, kold aske og spegepølse. Han tænker meget over menneskenes og tingenes og rummenes og øjeblikkenes lugte og farver, og da Antoinette boede hos dem i Chanterelle, fik han hende
11
til at le med det, hun kaldte hans tosserier, og hun lo og lo, hun fik også tårer i øjnene af at le så meget; nu er der ikke nogen, han kan fortælle sine tosserier til. Georges lugter af blommesyltetøj, når mosteren lader det koge længe om sommeren i kobbergryden, han lugter af dét syltetøj i netop dét øjeblik, og ikke, når det bliver smurt på mellemmadder om vinteren; selv faren spiser det og roser mosteren, som ikke svarer og kigger på ham, som om det var første gang, hun så ham. Amélie lugter af floden om foråret; floden, der svulmer af smeltet sne. Paul lugter af vinden og det kolde blad på knivene, der ligger i køkkenet, og som de ikke må røre. Med sin mor kan han ikke bestemme sig, og det skifter også hele tiden, sne, når den bliver blå om aftenen ved skovbrynet, varm kaffe, nogle gange lugter hun også rødt. Farens lugt er grøntsagssuppe, eller måske ikke, han kan ikke rigtig finde ud af det, han holder op, det stivner inde i ham, og han foretrækker at lade det ligge. Lugtene er en leg, og faren kan man ikke lege med. Georges’ lille værelse, som ligger mellem forældrenes og deres, lugter af den hvide varme fra strygejernene, som hans mor eller Amélie fører hen over linnedet med bøjet arm og albuen ud til siden, højre arm og albue hos hans mor, Amélies venstre, selv om hun er den, der er mest ferm. Det store bad lørdag aften med de lune, bløde håndklæder og moren og mosteren, der står bøjet over ham, over dem, den store vask lugter lyserødt, Antoinette og Amélie
12
tager sig ikke af lørdagsbadet. Man skal skille klinten fra hveden, siger mosteren med eftertryk på hvert ord; eller en fugl i hånden er bedre end ti på taget, eller søvn er den halve føde, eller som man reder, så ligger man, eller æblet falder ikke langt fra stammen. Han kan alle mosterens talemåder udenad, særligt dem, han ikke forstår, og af og til siger han dem lige så stille for sig selv, ord for ord, for at falde i søvn eller for at blive rolig, for at dæmpe sig, ligesom nu, når han mærker lysten til at tage trappens seks trin i et enkelt hop og sætte sig på Antoinettes skulder nede i køkkenet som en svale. Mosteren siger også én svale gør ingen sommer. For at styre sin utålmodighed indtil uret i spisestuen slår halv, anstrenger han sig for at tænke på jordbær, dem, Antoinette helt sikkert har plukket til ham i Embort, de første, og dem fra mosterens have. Han ved, at hans mor, hans moster og Amélie er i køkkenet og har travlt med storvasken, den begynder i dag, og den varer i to hele dage. Antoinette kommer også, hun kommer tilbage til de store husholdningsopgaver, hun er sikkert allerede kommet, hun har lovet ham de første jordbær, og Antoinette holder altid, hvad hun lover. Hun bor ikke i Chanterelle mere, men i Embort, han kan tydeligt huske navnet, i en anden, mildere egn, hvor der vokser store kirsebærtræer, hun fortæller og viser med armene, hvordan kirsebærtræerne hvælver sig i frugthaverne i den nye egn, som hun bor i med sin mand. Han græd meget, da hun rejste væk med sin
13
mand, der har krøllet hår, selv om hans mor og moster Marguerite forklarede ham, at det var normalt, at når unge piger som Antoinette finder en mand, så rejser de fra de børn, som de har passet i andre folks huse, og tager med deres mand og bor sammen med ham i deres eget hus, hvor de får deres egne børn. Moster Marguerite bøjede hovedet, da hun sagde det, og han forstod, at der ikke skulle stilles yderligere spørgsmål. Han ved, at moster Marguerite hverken har mand, hus eller børn, og han kan mærke bedrøvelsen trænge ud gennem hendes hud og give hende en særlig lugt, som hans mor, Antoinette og Amélie ikke har. Det er en grå og kold duft, som giver ham en knude i maven; han kunne godt græde, men han græder ikke, det skal man ikke, for så bliver man drillet. Han går ud af værelset, vinduet for enden af gangen er helt oplyst, ligesom den store kirkerude i godt vejr; det er den side, hvor solen står op, og skodderne bliver aldrig lukket på det vindue, ikke engang om vinteren. Han er alene i gangen, alle er nedenunder i køkkenet, og hans far er taget hen på rådhuset, torsdag morgen tager hans far ind på rådhuset meget tidligt. Han lå stadig i sin seng, da han hørte ham lukke døren og gå hen over pladsen; med lukkede øjne, for han hører bedre med lukkede øjne, kan han kende sin mor, sin moster, sin far, Paul, Georges og Amélie på lyden af deres skridt og deres gøren og laden, og også andre som Solange og Antonin, der kommer for at hjælpe til og ikke bor hos dem; han
14
kan også kende alle landsbyens hunde på deres gøen, det er en hemmelig leg, Paul må ikke vide det. Armand går frem, han bevæger sig gennem det lune lys, han kan mærke det på sig, på sine fødder, sine hænder, sit ansigt, sit hår, han lukker øjnene. Senere, snart, når han bliver stor nok, skal han være kordreng, det vil hans mor og hans moster ønske, og hans far vil ikke kunne forhindre det, det har han hørt Antoinette sige til Amélie, selv om de skiftede emne, da han kom ind i køkkenet. Antoinette og Amélie er bange for faren, alle er bange for ham, selv Paul, farens vredesanfald er som stormvejr med lyn og torden, huset ryster, jorden ryster, det bliver nat på højlys dag; når det holder op, når faren går sin vej, så kan man begynde at slappe af igen. I mellemtiden kan man fremsige en bøn for sig selv, den, som deres mor beder på deres soveværelse om aftenen for Paul og ham, Georges forstår det ikke, han er stadig for lille. Under det sidste vredesanfald prøvede Armand, men det virkede ikke, han ved godt hvorfor, bønnen begynder med Fader vor, og ordene sætter sig fast i halsen på ham, de kan ikke komme ud. Han burde tale med Antoinette om det i dag, eller i morgen; efter det tager hun af sted igen, så snart de er færdige med storvasken, og han ved ikke, hvornår hun kommer tilbage. Antoinette har idéer, hun har løsninger på alt, hun kan lave tryllekunster, han elsker hendes arme, hendes hår, hendes hals, han elsker at smutte ind i kirken med hende på de solrige eftermiddage
15
bare lige for at knæle og gøre korsets tegn i de gule og røde lyspletter, der falder ned fra det store kirkevindue. De sætter sig også et øjeblik inde i skriftestolen, på hver sin side, hun til højre og han til venstre, træet er blankpoleret og blødt, skriftestolen lugter af voks og honning og friskkærnet smør. Han elsker kirken, han skal være kordreng, han elsker Antoinette. Han kan høre hendes stemme stige op fra køkkenet flettet sammen med hans mors, mosteren og Amélie siger ikke noget. Han står på trappens øverste trin, han venter, han ved, at hans mor og hans moster allerede har været oppe i lang tid og har sat vand over på det store komfur i to meget høje gryder, som kun bliver brugt til vask; resten af tiden står de på den nederste hylde i vaskerummet, og Georges og han elsker at lege med den dybeste af dem, som er så stor, at Georges kan være helt nede i den, ligesom i et hårdt hylster af en slags, han forsvinder ned i den og gynger frem og tilbage eller fra side til side, mens han siger som hønsene, når de har lagt æg, det er, som om gryden udfører en kaglende dans, og de kan slet ikke holde op med at le. De gør det i smug, når de voksne ikke holder øje med dem, de ville få skældud, for man må ikke ødelægge køkkentøjet. Paul synes, det er en pattebarnsleg, og gør nar ad dem, men han sladrer ikke. Armand går to trin ned og sætter sig på det tredje, hvor han uset kan følge med i, hvad der foregår i køkkenet. Antoinette er der; hun går frem og tilbage med favnen fuld af
16
linned, hendes fine hår er rødt, Antoinette er rødhåret, ikke en rødtop, han kan ikke lide det ord, som hans far af og til bruger. Antoinette er rødhåret som den ræv, han og hans mor så sidste vinter, da de gik hen over den store sæter en snevejrsaften. Hans mor klemte om hans hånd, som hun holdt i sin, de standsede op, det gjorde ræven også, alle tre forskrækkede; bagefter havde skoven opslugt dyret, der var kun dens næsten usynlige spor tilbage i den blå og hårde sne. Antoinette er et mirakel, ligesom ræven. Hans far slår ræve ihjel, hans far er jæger, når han bliver større, skal han være kordreng, og han vil ikke jage, han vil ikke slå dyr ihjel, hverken de magiske ræve eller fløjlsharerne eller de springende rådyr eller fuglene, ingen fugle, især ikke fugle. Alting bumper rundt inde i ham, fuglene, ræven Antoinette, kirkeruden, jordbærrene, skriftestolens friskkærnede smør, hemmeligheden om den store gryde. Han kan ikke styre sig, det er for meget af alting i en mundfuld, hans bare fødder vipper lydløst på det fjerde trin i takt til hans lykke, han har lyst til at lette. Han kan godt lide at mindes den sidste sommer, da han endnu ikke vidste, at Antoinette skulle rejse, om aftenen gik de ud, han og hun, de gik ud og vandede salaten, mest salaten, og også andre grøntsager, som ikke interesserede ham så meget, men han kunne godt lide at bære de små kander, den hvide og den blå, han fulgte efter Antoinette, han indsnusede hende i duften af våd jord, han havde vinger, han styrtede frem og
17
tilbage mellem brønden og den anden ende af haven, uden at ødelægge noget, og hentede vand, masser af vand. Haven var et grønt og gyldent kongerige, haven var hele verden, og der var ingen ende på lyset. Bagefter, inden de skulle hjem, vidste han, at de ville gå forbi jordbærstedet, de ville sidde på hug over for hinanden, på hver sin side af bedet, lige så forsigtigt ville de føre hånden gennem bladenes kølige kniplingstæppe og mærke jordbærrenes runde form mellem fingrene, tre eller fire, ikke flere, for ikke at gøre mosteren vred. Der ville komme en sommer til, snart, men Antoinette ville ikke være der længere. Uret slår halv ni, og klokkeslaget dirrer, det gør han også, han kan ikke holde det ud længere, han har rejst sig op, hans fødder er nøgne på trappens høje trin. Antoinette står med ryggen til ham, foran komfuret, hun har ikke set ham endnu, men han ved, at hun venter ham, han rører ikke jorden, han styrter frem, han løber, han kaster sig om benene på sin Antoinette, netop som hun vender sig om; hun har taget den høje, brandvarme gryde fra komfuret, hun bærer den foran sig, i et fast greb, og det ender i et sønderflængende skrig, der vækker Paul.
EN SØNS HISTORIE er oversat fra fransk efter Histoire du fils Copyright © Buchet/Chastel, Libella, Paris, 2020 Dansk udgave © Forlaget Etcetera, 2022 Forlagsredaktion: Sofie Vestergaard Jørgensen Omslag: Studio Kolofon Forsidefoto: fra bogen Le Plateau af Antoine Picard (foto) og Marie-Hélène Lafon (tekst) © Créaphis, 2020 Bogen er sat med Plantin og trykt på Munken Print Cream 100 g/Munken Lynx Rough 300 g hos Tallinna Raamatutrükikoda Printed in Estonia 2022 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93316-25-6
Denne bog er udgivet med støtte fra Programme d’aide à la Publication de l’Institut français du Danemark
Oversættelsen er støttet af
Forlaget Etcetera www.etcetera-forlag.dk @forlaget_etcetera