Pauline Delabroy-Allard
DET ER HISTORIEN OM SARAH Roman På dansk ved Sofie Vestergaard Jørgensen
Der vil være stilhed, og ingen ord til at udtrykke den. Annie Ernaux, Årene Åh lyse nat mørke dag Dit fravær i min favn I mig har du kun efterladt Din hvisken og et savn Louis Aragon, Syrenerne
Jeg slår øjnene op i halvmørket klokken tre om natten. Jeg er ved at dø af varme, men jeg tør ikke rejse mig for at åbne vinduet lidt mere op. Jeg ligger i hendes seng i det soveværelse, jeg kender så godt, ved siden af hendes krop, der endelig har fundet vej ind i søvnen efter lang tids kamp mod angsten, som æder alting op, hovedet, maven, hjertet. Vi lå længe og snakkede for at skubbe angsten væk, skubbe den helt ud til kanten af natten, vi elskede, og jeg kærtegnede hendes krop for at få hende til at slappe af. Jeg lod min hånd glide over hendes skuldre og ned langs armene, og jeg lagde mig tæt op ad hendes ryg og masserede længe hendes bløde baller. Jeg lyttede til hendes gispende vejrtrækning og ventede på, at den skulle blive let, at der skulle blive længere mellem hulkene og tårerne, så freden langt om længe kunne få plads.
7
Der er så varmt i værelset. Jeg har lyst til at røre mig, bare en lille smule, mærke luften i ansigtet. Men hendes krop rører ved min, hendes ene hånd ligger på min arm, og den mindste bevægelse risikerer at få det til at smuldre, som jeg har været så længe om at bygge op. Hendes søvn er som et sandslot. Én bevægelse, og det går i smadder. Én bevægelse, og hun spærrer øjnene op. Én bevægelse, og vi må begynde forfra. Jeg lytter til hendes summende, søvnmættede vejrtrækning, og jeg får lyst til at grine, et øjeblik føler jeg mig pludselig glad. Jeg ville gerne kunne standse natten og lytte til hendes snurren i time efter time, dag efter dag, fordi en snurren betyder jeg lever, den betyder jeg findes, den betyder jeg er her. Og jeg er her også, lige ved siden af hende. Min brændende varme krop ligger fuldkommen stille. Hvis jeg skal dø af hede for ikke at vælte hendes søvnslot, så gør jeg gerne det. Udenfor, i den grålige nat, som jeg kan skimte gennem vinduet, synger fuglene. Det lyder, som om der er mindst tusind af dem, de kvidrer på livet løs og laver flyveopvisninger, som er de dygtigste piloter værdige. Den bagende varme nat er deres Bastilledag, de giver sig helt hen til kunstflyvningerne, finder på farligere og farligere formationer. I træerne længere væk byder forstædernes turtelduer det allertidligste morgengry velkommen med en gen-
8
nemtrængende kurren. Jeg ser deres skygger feje over den snavsede himmel. Jeg sveder. Venter. Jeg vender ansigtet mod hendes stivnede krop; hun ligger helt nøgen på ryggen. Jeg betragter hendes spinkle ankler, de udstående hofteben, den bløde mave og de slanke arme, de fyldige læber med antydningen af et smil. Jeg iagttager sygdommens indvirkning på den krop, jeg elsker så højt, de små sorte prikker på maveskindet, der er blevet stukket i igen og igen, arret tæt ved armhulen, hullet under kravebenet. Jeg ser på hendes rolige ansigt, hagen, som ser stolt ud selv i søvne, de fløjlsbløde kinder, næsens skarpe og overraskende konturer, de lilla øjenlåg, der langt om længe er lukket i. Jeg ser hendes skaldede hoved. Jeg ser hende sove i halvmørket klokken tre om natten. Her i den fugtige nat kan jeg ikke få blikket fra hendes nøgne krop og voksagtige kranie. Hendes dødningeprofil.
9
I
1. Det er historien om Sarah, hendes usete skønhed, hendes abrupte næse som på en sjælden fugl, hendes utrolige øjenfarve, næsten klippeagtigt grøn, nej, ikke grøn, hendes absintfarvede, malakitfarvede, dæmpet grågrønne øjne, hendes slangeøjne og tunge øjenlåg. Det er historien om det forår, hvor hun trådte ind i mit liv, som man træder ind på en scene, fuld af energi, erobrende. Triumferende.
2. Det er et forår som alle andre, et forår, der kan gøre enhver melankolsk. Der er blomstrende magnolietræer i Paris’ parker, og jeg tænker, at de flår i hjertet på dem, der lægger mærke til dem. I hvert fald flår de i mit hjerte, magnolieblomsterne i parkerne. Jeg ser dem hver
13
aften, når jeg tager hjem fra gymnasiet, og hver aften skærer deres blege blade mig en smule i øjnene. Det er et forår som alle andre, med pludselige byger, lugten af våd asfalt, en form for lethed i luften, et glædespust, der nynner om, hvor skrøbeligt alting er. Det forår bevæger jeg mig som et spøgelse. Jeg lever et liv, jeg ikke troede, jeg skulle leve, et liv alene med et barn, hvis far forduftede uden varsel. En dag, eller rettere en aften, forlod han lejligheden, og så. Og så ikke mere. Det kan med andre ord godt lade sig gøre, at der mellem to mennesker, som har elsket hinanden i mange år, fra den ene dag til den anden, vitterligt fra den ene dag til den anden, ikke længere hverken findes nogen øjenkontakt eller nogen ord, nogen dialog, nogen samtaler, nogen skænderier, nogen samhørighed, nogen ømhed, nogen kærlighed. Det er dette vanvid, denne absurditet, der langsomt former mig. Jeg forestiller mig, at livet slutter her. Jeg drømmer ikke om noget eller om nogen. Der er en ny fyr i mit liv, en bulgarer. Når jeg omtaler ham, kalder jeg ham min ledsager. Han ledsager mig, det er det, han gør, han ledsager mig gennem mit mismodige liv. Jeg venter. Der er et ord, der kværner rundt i hovedet på mig: latens. Jeg tænker ved mig selv, at jeg må se at få slået det op i en ordbog. Jeg ved, at jeg lige nu lever i en latensperiode. Jeg ved ikke, hvor længe den kommer til at vare, eller hvad der vil få den til at slutte. I mellemtiden
14
ligner hver dag den næste, jeg har mine forpligtelser som ung mor, mine forpligtelser som ung gymnasielærer, mine forpligtelser som datter, veninde, kæreste til bulgareren. Jeg anstrenger mig for at leve livet. Jeg lever det ikke rigtigt. Men jeg er en artig elev. Jeg klør koncentreret på. Jeg er pæn i tøjet, høflig og venlig. Jeg cykler gennem gaderne i det 15. arrondissement med min datter i et cykelsæde bagpå. Vi tager på museum, i biografen, i Jardin des Plantes. Jeg føler mig køn, folk siger, jeg er sød og hensynsfuld. Jeg skiller mig ikke ud. Jeg er mor til et perfekt barn, lærer for en flok dygtige elever, datter af nogle vidunderlige forældre. Livet kunne være fortsat sådan længe. En lang tunnel uden overraskelser, uden mystik.
3. Dørklokken ringer kraftigt, som et piskesmæld gennem lejlighedens formelle atmosfære. Vi er trukket i vores stiveste puds i anledning af nytårsaften, tre par, der ser hinanden diskret an, føler sig malplacerede, er alt for affekterede. Det hele er opstyltet: indretningen, samtaleemnerne, gæsternes påklædning. Alt er indstuderet. Alvorligt. Stift. Ved lyden af ringeklokken giver det nærmest et spjæt i møblerne, som sikkert ikke er vant til det. Mumlen. Det må være Sarah, siger én begejstret. Jeg ved ikke, hvem Sarah er. Jo jo, får jeg at
15
vide, I har mødt hinanden før. De forklarer mig hvornår. Ingen erindring. Værtinden går ud og lukker op. Ja, det er Sarah. Jeg genkender hende ikke. Hun kommer for sent, forpustet og grinende. En uventet tornado. Hun taler højt og hurtigt, med i sin taske har hun en flaske vin, mad, en overflod af ting og sager. Hun tager sit tørklæde, frakken, huen og handskerne af. Hun lægger det hele på gulvet, midt på det cremefarvede gulvtæppe. Hun undskylder, laver sjov, hvirvler rundt. Hendes sprog er grimt, hun bruger vulgære udtryk, der ligesom svæver i luften, længe efter at hun har sagt dem. Hun larmer for meget. Før var her ingenting, stilhed, kunstig latter, alvorlige miner, og pludselig er der kun hende. Det er irriterende. Værtinden, i aftenkjole, rynker brynene. Sarah lægger ikke mærke til det, uddeler kindkys til alle. Hun bøjer sig ned mod mig, og hun lugter af skarp decemberluft. Hun har blussende kinder, ligesom når man har skyndt sig. Hun har alt for meget makeup på. Hun er ikke særlig pænt klædt på, hun har ikke taget sit stiveste puds på, hun er ikke elegant, hun har ikke sat håret raffineret op. Hun taler meget, kaster sig over det glas vin, hun bliver budt, skriger af grin over en vittighed. Hun er livlig, opstemt, passioneret. Det sker ligesom i slowmotion. Glasset glider ud af min hånd, min ledsager udbryder: åh nej!, glasset hvirvler
16
gennem luften, alle kigger, ingen kan gøre noget, det er allerede for sent, glasset knuses lydløst mod det cremefarvede gulvtæppe, vinen løber ud og danner en abstrakt komposition, rødvin på cremefarvet gulvtæppe, et smukt minimalistisk maleri, jeg blegner og rødmer derefter forlegent, værtinden, i aftenkjole, raser, det er en katastrofe, en ulykke, den her røde plet på det cremefarvede gulvtæppe, noget uventet, et uheld. En sprække. Senere går vi til bords. Vi falder i svime over den fine dug, den fine borddækning, den fine menu. Der er bordplan. Vi er syv. Værtinden, i aftenkjole, fortæller, hvem der skal sidde hvor. Sarah bliver anbragt ved siden af mig. På min højre side.
4. Hun er violinist. Hun ryger. Hun er alt for sminket, det er endnu værre, når man ser hende tæt på. Hun taler højt, griner meget, er sjov på sin egen måde. Hun bruger ord, jeg ikke kender. Hun har sit helt eget talesprog. Hun leger med sproget, opfinder sine egne vendinger, morer sig med at få tingene til at rime. Hendes historier er sjove, fulde af uventede drejninger. Hun uddyber gerne, når jeg spørger hende om noget. Hun er levende. I løbet af samtalen får jeg at vide, at hun elsker at
17
spille brætspil, vandre i bjergene, synge sammen med mennesker, hun holder af. Hun går i psykoanalyse, har gjort det i flere år allerede. Hun synes, det er dybt underligt at ligge dér på divanen i den isnende stilhed og snakke om sig selv. Alligevel vender hun tilbage, hun tror, det er vigtigt. To gange om ugen. Nogle gange tre.
5. Vi kommer ud på gaden i den tidlige morgenstund og går sammen mod den nærmeste metrostation. Kindkys på fortovet og den her specielle følelse af, at det er den første dag i et nyt år. Rødvinsglasset er allerede blevet en vigtig anekdote, vi fortæller den igen, der kommer flere og flere detaljer på, vi beskriver, hvordan værtinden, i aftenkjole, rynkede brynene. Min ledsager om Sarah: “Og hun var da godt nok spøjs, hvad!”
6. Hun skriver til mig i dagene efter, de første dage i det nye år. Det er januar måned, men endnu en gang sker miraklet. Endnu en gang må vinteren se sig besejret; den bliver hængende lidt endnu, forsøger sig med et
18
sidste glansnummer, men det er for sent, det er slut, foråret har vundet. Når jeg kommer ud fra gymnasiet, er himlen høj og blålig, en lidt forvasket blå, ligesom et farvet stykke stof. Nogle skyer driver skødesløst med vinden. Månen er også fremme, den hænger helt diskret i et hjørne, og dét at dag og nat omgås i al venskabelighed får mig til at skælve. Skyggerne på asfalten bliver længere og længere dag for dag, og jeg går hjem i et gyldent lys, der ikke findes magen til. Gaderne genlyder af fuglesang mellem de sandstensfarvede huse, en uafbrudt pippen, og man kan næsten høre, hvordan knopperne bryder frem på grenene, grønne, fine og skrøbelige. Jeg ser, hvordan lyset farver det øverste af husene lyserøde. Hvor mange gange endnu vil jeg være så uendeligt heldig at opleve dette? Hvor mange gange endnu vil jeg kunne opleve dette syn? Én gang? Femten? Treogtres? Er det sidste gang, funderer jeg, er det sidste gang, jeg kommer til at mærke en ny årstid sitre inden i mig? Hun skriver til mig i de første dage af det nye år. Først nogle få beskeder, som jeg svarer høfligt på. Så flere og flere. Hun siger, at det kunne være hyggeligt at ses igen. Hun foreslår, at vi tager til koncert i Philharmonien. Hun foreslår, at vi går i biografen eller i teatret. Vi ses en gang, to gange, oftere og oftere. Vinteren forsvinder lidt efter lidt, på listefødder, lydløst.
19
DET ER HISTORIEN OM SARAH er oversat fra fransk efter Ça raconte Sarah Copyright © Éditions de Minuit, 2018 Dansk udgave © Forlaget Etcetera, 2021 Forlagsredaktion: François-Eric Grodin Omslag: Studio Kolofon Forsidefoto: © Pauline Delabroy-Allards privatarkiv Bogen er sat med Plantin og trykt på Munken Cream 100 g/Munken Polar Rough 300 g hos Tallinna Raamatutrukikoda Printed in Estonia 2021 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93316-24-9
Citatet fra Shakespeares En skærsommernatsdrøm s. 52 er oversat af Niels Brunse Citatet fra Max Jacobs digt Avenue du Maine s. 87-88 er oversat af François-Eric Grodin
Oversættelsen er støttet af
Forlaget Etcetera www.etcetera-forlag.dk @forlaget_etcetera