Robust uddrag

Jeg beder for dem, der sidder i deres bil.

Jeg beder for dem, der har bange anelser.

Jeg beder for dem, der mangler resiliens.

Jeg beder for de desillusionerede.

Jeg beder for de herreløse hunde og for dem, der må spise af hånden.

Jeg beder for dem, der er fuldstændig udkørte efter i dag, men især for dem, der er trætte før i morgen.

Helle S. Søtrup, Kyshånd, Eksistensen 2017

Lone Vesterdal

Robust – om tro og magtesløshed

Eksistensen

Robust - om tro og magtesløshed af Lone Vesterdal © Lone Vesterdal og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2017 ISBN: 978 87 410 0272 9 Layout: Claus Nielsen Tryk: GPS Eksistensen Frederiksberg Alle 10 1820 Frederikserg C www.eksistensen.dk Forsidebillede: Kathrine Ærtebjerg: Sommerfugledalen Fotograf: Anders Sune Berg Bogen er udgivet med støtte fra Jens og Karin Trollér Mikkelsens Fond, Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond, Haderslev Stiftsråd, Auto­ centralen Kolding og N.F.S. Grundtvigs Fond.

Der er fra forlagets side gjort alt for at indhente tilladelser til at benytte materialet i denne bog. Er det ikke lykkedes at skabe kontakt til den korrekte rettighedshaver, og ophavsretten således er krænket, er dette sket utilsigtet. Eventuelle krav, der måtte fremsættes i den forbindelse, vil blive honoreret, som havde vi hentet tillladelsen i forvejen.

Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Kapitel 1: Magtesløsheden . . . . . . . . . . . . . . . 17 Kapitel 2: Ørkenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Kapitel 3: Paradokset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Kapitel 4: Bønnen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Kapitel 5: Fundamentet . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 Kapitel 6: Perspektivet . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 Anvendt litteratur og andre kilder . . . . . . . . . 147 Billedfortegnelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152

Indledning

D

enne bog er skrevet til de mennesker, jeg er præst for i det daglige, og til dem, jeg har mødt og talt med undervejs gennem årene. Mennesker, der har levet med tab, skuffelser og nederlag. Jeg er ikke sikker på, jeg selv kunne opvise samme mod som dem. Derfor er bogen i lige så høj grad skrevet til mig selv.

“Man har ikke fred, før man ligger i sin kiste”, siger en klog mand, jeg kender. Og det er da også rigtigt. Måske er man så heldig, at solen skinner, og varmen og godheden er mærkbar. Men under selv den største glæde rumsterer den aldrig svigtende vished om livets skrøbelighed. Alt det, jeg dagligt glæder mig over: trofaste venskaber og familier, meningsfuldt arbejde, gode kolleger, sundhed, sjove stunder og dagens løbetur – på et splitsekund kan billedet ændres fuldstændigt. Sundhed kan blive til sygdom, venskaber kan briste, dém, jeg overhovedet ikke kan undvære, kan mistes, og stensikkert er det, at jeg selv engang skal herfra. Og hvad siger tilværelsen? Ja, den er rystende ligeglad med, at man stiller sig op og råber, at man altså har taget sin rigelige kvote af modgang og derfor bestemt må have optjent ret til medvind resten af livet. Hvis der ellers var retfærdighed til. Men det er der ikke i dén forstand.

7

Tværtimod. Livet er knaldhamrende uretfærdigt, og verden er ikke et sted for svage sjæle. Alligevel er verden det eneste sted, vi har at leve i, og derfor er det ganske nødvendigt at se sig godt om, hvor kræfterne kan hentes fra. Det er det, denne bog handler om. Hvor kræfterne til det hårde kommer fra.

Man kan med rimelighed undre sig over, at der lige netop til den mest slidsomme og krævende modgang hverken gives uddannelse eller eksamensbevis. Tilværelsen kaster bare sådan uden videre mennesker ud i de sværeste hændelser og erfaringer uden på forhånd at spørge forsigtigt til, om man nu også har de fornødne ressourcer. Om ens nerver kan klare det? Vi ville f.eks. ikke drømme om at lade folk køre rundt i trafikken uden først at have bestået både teori- og køreprøve, ligesom det er forbudt at gå på jagt uden at have lært at skyde. Men modgang og lidelse smides man brutalt ud i uden forudgående instruktioner eller læretid, og så må man ellers klare sig, som man nu kan. Den engelske forfatter Julian Barnes skriver om tabet af sin kone gennem 30 år i bogen Vejen op, vejen ned (dansk 2015, org. titel: Levels of Life 2013), at sorg (og her vil jeg tilføje: alle former for hård modgang) er den eneste form for arbejde, der er ulønnet, men ikke frivilligt, krævende, men uden kontrol, forudsætter visse kompetencer, men der er ingen læretid, eller som han formulerer det: “Man er pludselig landet i Det Tyske Hav kun udrustet med en grotesk korkforet jakke, som formodes at kunne holde én i live.” Modgang og lidelse er umuligt at forestille sig på forhånd. Man kan ikke forestille sig chokket, inden det rammer. Heller ikke den opslidende pendulfart

8

mellem håb og fortvivlelse. Præcis sådan er tilværelsens alvor.

Modgangens virkelighed kan vi aldrig forberede os på, og samtidig er den det mest krævende, vi kommer til at opleve.

Så hvad gør vi?

Bogen handler om de kræfter, der er at hente i den kristne tros virkelighed.

Nogle former for modgang kalder naturligvis på handling. Hvis jeg på arbejdspladsen eller i andre fællesskaber oplever uholdbare strukturer eller ligefrem et skadende miljø, kræver det helt oplagt konkrete, praktiske ændringer. Den slags kommer ikke af sig selv.

Her fordres en målrettet indsats, og kampen kan være ganske nødvendig. Der kan også være personlige relationer, der er så åbenlyst urimelige eller direkte nedbrydende, at det eneste ordentlige er at kæmpe for forandring – eller trække sig. Det findes der en mængde litteratur om og vejledninger i, og derfor er det ikke det, jeg skriver om. Denne bog handler om kræfter til den modgang, jeg ikke kan handle mig ud af. Paradoksalt nok viser det sig i øvrigt ofte, at netop erfaringer af kræfter midt i magtesløshed er det, der giver mig inspiration og mod til at handle og kæmpe. Men det begynder et andet sted, nemlig i magtesløsheden.

Jeg har altid været optaget af, hvordan de bibelske fortællinger, salmer, bøn, gudstjeneste og kirkelig tradition er en hjælp for os, når vi er hårdest ramt. Som præst er det helt grundlæggende for mig i de daglige møder med mennesker, at tro bliver til kræfter.

Hvis ikke netop troen er en kraftkilde, når livet er allersværest, hvornår så? Især er jeg optaget af, hvad troen og teologien har at

9

række os, når vi rammes af det ubegribelige, det, vi ikke har magt over, og som vi derfor ikke umiddelbart kan gøre noget ved.

Den direkte anledning til bogen var en samtale, jeg havde med en chef fra en virksomhed med godt 8.000 ansatte. “Hvad er I ellers mest optaget af hos jer for tiden?” spurgte jeg, hvortil han svarede: “Hvordan vi får robuste medarbejdere.” Han fortalte, hvordan hans afdeling rådgiver medarbejdere, der jævnligt oplever, at de er under pres – på arbejdspladsen og i en hverdag med skiftende nye krav. Jeg fortalte, at jeg i mit præstearbejde er mest optaget af, hvordan tro bliver til mod og håb. Nogle måneder senere spurgte han mig, om jeg ville undervise medarbejdere fra hans afdeling.

Opgaven lød på at præsentere gruppen for en teologisk, kirkelig refleksion over emnet “robusthed”. Aftalen var, at jeg havde frihed til at være helt tydelig på den kirkelige indfaldsvinkel, ud fra det synspunkt at vi skaber indsigt og udsyn hos os selv ved at møde synspunkter, der er forskellige fra vores egne. Der var med andre ord fuld åbenhed over for at synge salmer, lytte til mærkelige beretninger fra profeten Ezekiel, analysere kunstværker og høre uddrag fra både Matthæusevangeliet og forfattere som Thomas Mann og Alice Munro.

Robusthed er nemlig blevet en eftertragtet egenskab, og hyldemeter af selvhjælpslitteratur står på spring for at hjælpe os til at få robuste børn, robuste familier, robuste medarbejdere og arbejdspladser. Fænomenet blev diskuteret i en avisartikel, hvor en humoristisk karikerende illustration meget rammende indfanger substansen i begrebet. En tumling er afbildet med en skydeskive på

10

maven for at anskueliggøre, at vi livet igennem befinder os som i en kugleregn. Nogle gange er vi heldige, at kuglerne rammer forbi os, andre gange bliver vi ramt, og indimellem så hårdt, at vi vælter omkuld. Idéen er så at opøve robuste kræfter (i faglitteratur bruges ofte ordet resiliens). Hver gang tumlingen rammes, vælter den ud til siden, men tyngden i bunden får den til at rejse sig igen. Det handler altså om i første omgang at lade sig bøje tilbage for at kunne rejse sig igen efter et slag. Tanken er, at dén, der står stift, rank og stålsat, nemmere vælter helt omkuld i blæsevejr. Den, der derimod er fleksibel, bøjelig og i god form, lader sig umiddelbart bøje, måske ved at trække sig tilbage eller skrumpe, men kun for at bevare kræfterne til igen at rejse sig. En tysk selvhjælpsbog har ligefrem forsiden illustreret med en legetøjs-elastikhund, der sidder på en lille forhøjet fod. Hunden klasker sammen som kogt spaghetti, når man trykker på bunden, og når man slipper, rejser den sig fluks rank igen.

Tumlingen og elastikhunden illustrerer kernen i tankegangen, særligt den, vi støder på inden for positiv psykologi og erhvervscoaching: Det er muligt, ja, faktisk sandsynligt, at man vælter eller klasker sammen i modgang, og derfor bør man oparbejde kræfter, der gør, at man kan rejse sig igen. Kræfterne henter man fra begreber som optimisme, accept, løsningsorientering, at forlade offerrollen, overtagelse af ansvar, netværksorientering og fremtidsplanlægning, og redskaberne dertil er blandt andet sund kost, motion, søvn og mindfulness. Robusthed er blevet et kolossalt

11

Figur 1: Elastikhund fra Brio ®.

stort forskningsfelt, og de fleste efteruddannelser har efterhånden feltet repræsenteret i tilbudskataloget.

For såvel optimisme, sund kost, søvn som accept og ansvar gælder, at det alt sammen fordrer noget aktivt af mig. Det stiller krav om, at jeg energisk og målrettet går i gang for at komme gennem

12

modgangen. Men uanset hvor gavnlige og hjælpsomme forslagene er, er overskuddet til at handle der ikke altid, ligesom handling i nogle situationer kan forekomme helt meningsløst. Hvor vender jeg mig så hen? Hvad kan redde mig, når den afgrund, jeg er røget ud over, er dyb hvis ikke bundløs. Hvor kommer kræfterne fra, når jeg er i magtesløsheden? Det er en væsentlig dimension, der er helt fraværende i forskningen og i den gængse litteratur. Der mangler en eksistentiel-kristen gennemtænkning af fænomenet, hvor begreber som magtesløshed, åndelig virkelighed og tro tænkes med.

Det er dette, jeg forsøger at gøre med denne bog.

Forsideillustrationen til bogen er billedkunstner Kathrine Ærtebjergs Sommerfugledalen. En meget lille kvindeskikkelse står midt i en stor, lys skov, omgivet af høje, slanke træstammer og sommerfugle, langt større end hun selv. Hun er i øjenhøjde med alt, hvad der spirer og gror i jordbunden, og selv fremstår hun i askegrå farver. En sort flagermusvinge (eller sommerfuglevinge?) dominerer øverst i billedet. Eller er det døden, der ser os an? Det er, som om hun, med døden hængende over sig, snart skal høre jorden til. Kvindens lange hår dækker hele den lille skikkelse. Eller er det en puppe eller en skal af støv og ler? Der er noget både sart og robust over hende. Der står hun, lille menneske, under sit kæmpe hår – eller i sin skal af støv og ler, i en stor skov. Hun kunne godt være billedet på, hvor små og udsatte vi mennesker er, prisgivet den død, der altid hænger over os. Samtidig er der noget robust over kvinden, som hun står der, omgivet af en lysfyldt verden. Hun er del af en større sammenhæng, og endnu ved vi ikke, hvad der

13

kan folde sig ud under puppen. Måske sommerfuglevinger? Hos salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen bliver det til en bøn: “Lad os tro, at vi er mer / end en skal af støv og ler” (DDS 22, strofe 6). Kathrine Ærtebjergs billede minder mig om, at det sårbare, udsatte menneske er mere end en skal af støv og ler, mere end blot jordens ejendom. Mørket og døden er virkelige nok, og dog er der solfyldt udsigt til både sommerfugle og træer.

“Jeg tror ikke på Gud”, skriver forfatteren Julian Barnes, “men jeg savner ham.” Hvorfor savner en ateist Gud? Julian Barnes svarer selv, at han netop savner udsigten: “Da vi dræbte – eller fordrev Gud, dræbte vi også os selv. Var vi i tilstrækkelig grad bevidst om det dengang? Ingen Gud, ikke noget liv efter døden, ikke noget “os”. Vi gjorde naturligvis ret i at slå ham ihjel, denne vor indbildte ven gennem så lang tid. Og vi ville alligevel ikke have fået et liv efter døden. Men vi savede den gren over, vi sad på. Og udsigten derfra, fra den højde – selv om det så kun var illusionen om en udsigt – var ikke så tosset (Vejen op, vejen ned side 95). I modsætning til Julian Barnes har jeg ikke savet troens gren over, og med denne bog vil jeg gerne vise udsigten derfra. Fra troens gren er der nemlig til hver en tid mere at se; mere håb, nye muligheder. Mere liv. Helt som på Kathrine Ærtebjergs billede.

Bogen er inddelt i seks kapitler. 1. kapitel handler om det senmoderne menneskes oplevelse af magtesløsheden. 2. kapitel handler om “ørkenen” som billede på modgang, og 3. kapitel om kristen bøn som kilde til kræfter. 4. kapitel handler om kristendommens største paradoks: at det største findes i det mindste,

14

5. kapitel handler om at leve med troen som fundament, og 6. kapitel handler om, hvordan troen udvider perspektivet på vores tilværelse.

Den antikke teolog Paulus er en gennemgående inspirationskilde i bogens kapitler. Han var den første teolog, der ikke bare medtænkte, men havde magtesløsheden som transformationskilde og omdrejningspunkt for alt, hvad han skrev og mente. Derfor inddrager jeg også dele af Paulus’ breve. Derudover forsøger jeg gennem billedkunst, litteratur og salmer at formulere noget essentielt om, hvad kristen tro og kirkelig tradition har at sige til mennesker, der er på den anden side af grænsen for, hvad egne kræfter kan udrette og bringe af håb.

Bliver man så robust af at læse bogen? Det er min overbevisning, at troens virkelighed findes, og at troens blik kan skærpes.

Det betyder ikke, at afgrundene forsvinder, og det betyder heller ikke, at troen løser alle problemer. Men troen kan tænde et håb, der kan vise sig at være bærende. At have troen med i sorg og modgang kan for nogle opleves næsten som at trække vejret gennem et sugerør. Alternativet er at drukne i egen magtesløshed. Nogle siger efterfølgende, at troen var den indgang, der gav dem mod, tillid og kræfter til at kæmpe videre. I dén forstand kan der være robusthed at hente i troen. Mit håb er, at bogens indhold må være med til at skærpe blikket for troens styrke i svære tider. Udsigten fra troens gren er ikke så tosset.

Nr. Stenderup, oktober 2017

15