Maskefald by Eksistensen

Af samme forfatter

Folkekirkens styring ved et vendepunkt (2013, s.m. S. Andersen, N. Kærgård og N. Thomsen)

At øve sig i at være menneske. 29 prædikener (2017)

Måske bliver det helt fantastisk. 24 prædikener (2021)

Folkekirken mellem tro og administration (2023, s.m. E. Aggerbeck og E. Westergaard)

Det sværeste spørgsmål Jesus stiller os, er i virkeligheden om vi tror på mennesket. (Marilynne Robinson: Det som er os givet, Gyldendal 2018, s. 383)

Til Marian uden hvem ikke

Jens Torkild Bak

Maskefald

Bag om den lutherske tradition

Et essay fra kirkebænken

Eksistensen

København 2024

Maskefald

Bag om den lutherske tradition

Et essay fra kirkebænken Jens Torkild Bak

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN-13: 978-87-410-1039-7

Omslag: Eksistensen Forsidebillede: Ansgar, bronze, Ribe Domkirkes sydmur. Hein Heinsen 2015 Foto: Folmer Iversen.

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Indhold

I. Der findes ingen enkel måde at tale om Gud på .................................... 7 Inkarnationen som benspænd for talen om Gud .................................. 10 Almagtens Gud – eller inkarnationens Gud? ........................................ 12 At skulle tale om Gud på modernitetens vilkår .................................... 13 Da Ordet blev kød… .......................................................................... 16 Verden ført tilbage til den oprindelige tekst ......................................... 19 II. Traditionsforvaltning – eller åndstab ................................................. 25 Teologiens tragedie i moderniteten? 29 At agere i verden på vilkår af inkarnationens farvel til sandhedsmonopoler ............................................................................ 31 III. Forstand versus fornuft. Har teologien noget at byde på her? ........... 33 En hverdag af beroligende genkendelighed… ...................................... 36 Den anfægtelse, at der findes en verden uden for hovedet .................... 36 Rationalitet, civilisation og jordklode .................................................. 38 Det, vi ikke kan forlange af forstanden ................................................ 39 Kapitalismens styrke og begrænsning ................................................... 40 Modernitet og metafysik. Tiden før og tiden efter inkarnationen ......... 42 Det totalitære forstandsregime 44 IV. Hvad blev der af inkarnationen? ....................................................... 47 Mødet med Søren Krarup.................................................................... 50 Teologi, en samfundspligt .................................................................... 51 Afhængigheden af Det Gamle Testamente – og prisen for den ............. 52 Den abstrakte tros behov for selvbekræftelse ........................................ 55 Troen som spejlkabinet og kampplads ................................................. 56 Tendensen til magtsprog, når den synlige verden er tryllet væk ........... 57 Synd, ondskab og offerdød. Den abstrakte tros behov for en biografi ... 60 Var Jesu død en offerdød – spørgsmål til fortolkningshistorien............. 61 Hvorfor skulle Jesus egentlig henrettes? ............................................... 64 Myten om det onde selv ...................................................................... 67 V. Blev Jesus og den lovkyndige alligevel enige til sidst? ......................... 71 Hvem er min næste? Og hvem spørger? ............................................... 74 Den trinitariske gudstanke: livsoplysning frem for lovtænkning ........... 76 Den barmhjertige samaritaner: Historien er ikke pointen .................... 77 Når Loven fortrænger ånden – tre nedslag i Søren Krarups teologi ....... 81

VI. Lutherdom og civilisationshistorie. Hvem lefler for hvem? ............... 91 Lutherdom, skaberværk og civilisation ................................................. 93 Ordets selvstændiggørelse og afkobling af verden ................................. 95 Mennesket sat skakmat af arvesyndslæren ............................................ 96 Mennesket en forbrydelse i sig selv? ..................................................... 97 Den lutherske teologis omfortolkning af inkarnationen til eget brug.... 98 Den civilisationshistoriske pris for bindingen til den almægtige Gud . 101 Sjælevenskabet mellem forstandsregime og abstrakt tro ...................... 103 Kunne man også betænke glæden i sig selv? ....................................... 104 Teologiens gyldne skrin ..................................................................... 105 VII. Det, der løfter og beriger .............................................................. 107 Og hvad blev så svaret? 114 Efterskrift ............................................................................................ 117

I. Der findes ingen enkel måde at tale om Gud på

Det var i sommeren 1961. Min storebror og jeg var alene i stuen hos min moster på Hylkedal, et lille landsted nær Kolding. Der var en trykket stemning i huset. Måske var der noget med de voksne. Han sagde “Jeg tror ikke på Gud” og kiggede ud ad vinduet. Jeg erindrer det som en helt umotiveret bemærkning. Havde jeg sagt noget? Jeg ved det ikke. Vi har ikke talt om det siden.

Grunden til, at jeg husker bemærkningen, er, at rollerne blev fordelt imellem os den dag. Han blev læge, kirurg, dr.med. Jeg blev teolog, præst, kirkelig administrator.

Aben endte på min skulder. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det gik sådan. Udover, at det var åbenbart, at nogen skulle tage sig på at undersøge spørgsmålet om Gud nærmere, nu det én gang var blevet stillet. Om end stillet i form af en afvisning.

Her og i de følgende kapitler kommer mine foreløbige bemærkninger. Til det og en række andre spørgsmål, der har meldt sig undervejs.

Kongen, der glemte Gud. Eller gjorde han?

Da den nyudnævnte Kong Frederik X under balkonscenen den 14. januar 2024 udråbte sit valgsprog “forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”, fik han straks hug i Kristeligt Dagblad for ikke at tage

Gud med:

Og hvorfor er det så vigtigt, at magthaverne står under Gud? For det første har en konge brug for Gud. Han kan ikke klare det alene. Og at sige det højt udtrykker en erkendelse af dette. For det andet viser magten, når den stiller sig under Gud, at den er ydmyg ,

skrev Anders Ellebæk Madsen i avisens lederspalte.1

Gid det var så enkelt! Også blandt magthavere findes måder at tale om Gud på, der gør mere stolt end ydmyg. Jo vældigere ord, jo højere kan man løfte sig ved dem. Og der findes måder at proklamere sin tro på, som mere bekræfter et åndstab end bevidner en betydning.

Kan det faktisk være, at Frederik har tænkt sig om? En mand, der skal være konge for hele rigsfællesskabet, må gerne være ‘jysk’ i omgangen med Gud. Hellere fåmælt end frivol. Jeg synes, det er fint, hvis Frederik husker, at han er konge og ikke profet, og bevarer tilstrækkeligt med personlig integritet og teologisk indsigt til at afholde sig fra at gøre Gud til del af en national programerklæring, uanset hvordan tidligere traditioner har været.

Dette essay er en overvejelse over, hvad vi i den evangelisk-lutherske tradition siger om Gud. Hvordan vi gør det og hvornår, og med hvilke konsekvenser for verden.

Man kan bruge “Gud” på måder, som hverken gør Vorherre, os selv eller verden noget godt. Der findes fromme bekendelser, som blokerer forstanden og lader verden i stikken. Eller under påberåbelse af “sandheden” rejser blodige skel mellem mennesker, når der snarere end flere “sandheder” er brug for mere fornuft.2

1. Kristeligt Dagblad 15.1.2024

2. jf. Ulrich Beck: Der eigene Gott. Friedensfähigkeit und Gewaltpotential der Religionen, Verlag der Weltreligionen 2008. En fremragende analyse af de monoteistiske religioners magt som kosmopolitiske aktører, en magt, der kan stilles både i fredens og voldens tjeneste: “Der er ingen tvivl, religionernes

Jeg har en personlig grund til at forsvare kong Frederik. Vi er alle børn af et eller andet, der bliver ved at udfordre på godt og ondt. I min egen opvækst var talen om Gud forbundet med stor blufærdighed. Det hænger stadig ved. Kristendommen var ikke fraværende i mit hjem. Slet ikke. Muligvis var den der mere som et råb i ørkenen end et svar på noget. Men da kun så meget desto mere insisterende. Så da min elleveårige storebror valgte at annoncere sin ikke-tro, anede jeg nok umiddelbart en trussel imod familiefreden. Når jeg i dag tænker tilbage, slår det mig imidlertid, at det havde været mere betænkeligt, hvis han havde erklæret sig om det modsatte, nemlig at han troede på Gud. På det punkt var der grænser for, hvor dristigt man skulle føre sig frem. En sådan erklæring ville være blevet modtaget som et regnestykke, han slet ikke var voksen.

Jeg vil derfor tale om tro på to måder. Jeg vil tale om en tro, hvis indhold man kan og skal kunne gøre sagligt rede for. Og så vil jeg – i det afsluttende kapitel VII – tale om den tro, der gør mere blufærdig end proklamerende.

Inkarnationen som benspænd for talen om Gud

Bortset fra, hvad man måtte have med sig hjemmefra, gør kristendommen det ikke let at tale om Gud. Fundamentet for kristendommen er en fortælling, der spænder ben for de enkle talemåder. Det er fortællingen om, at Gud kom til verden i mennesket Jesus fra Nazareth. Den begivenhed, der benævnes inkarnationen , på dansk kødvordelsen. Det, at Gud blev kød, menneske. Hvordan skal man med udgangspunkt i den fortælling kunne tale om “Gud”? Vil man tale om Gud, bliver man henvist til mennesket og verden !

Inkarnationen som benspænd er nøglen til forståelse af kristendommen. Og den er omdrejningspunktet for dette essay.

magt som kosmopolitiske aktører kan næppe overdrives – ikke alene på grund af muligheden for at mobilisere milliarder af mennesker på tværs af nationale grænser og klassegrænser, men på grund af deres indflydelse på menneskers selvforståelse og forhold til verden. Først og fremmest repræsenterer de dog en legitimationsressource for det humanes værdighed i en civilisation, der er blevet til fare for sig selv”(s. 247). Hvor intet andet er anført, er oversættelse af fremmedsprogede tekster min.

For inkarnationen er – så mærkeligt det end kan lyde – underbetonet! Det er, som om vi teologisk foretrækker at blive ved abstrakte udsagn om Gud. Personligt har jeg lagt mig et ganske bestemt udsagn på sinde. En bemærkning af professor i kirkehistorie Leif Grane (1928-2000), der i en artikel fra 1998 skrev:

Teologien er i bedste fald kun henvisninger – aldrig sagen selv […] Derfor skal man heller ikke […] gøre teologiske drøftelser til religionskrige.

Vores henvisninger er altid udsat for at løbe vild med mindre, vi forskanser os i en “ren” lære, der til gengæld har mistet kontakten med det faktiske liv, vi lever.3

Grane formulerer her den opgave, som inkarnationen stiller teologien over for: At vise hen til menneskers liv i virkelighedens verden. Jeg vil endda skærpe udsagnet og sige: Kristendom er et oprør, der rejser sig fra “det faktiske liv, vi lever”, for at gøre op med forklædningen af det.

Det er et oprør, Jesus lægger krop og stemme til i diskussionen med en religiøs fundamentalisme, der med Moseloven som redskab tyranniserer mennesker i Guds navn og samtidig holder sig virkeligheden fra livet. Hvis kristendommen er en religion – og det er den selvfølgelig – må vi samtidig forstå den som Guds oprør imod misbruget af Gud.

Jeg har valgt at give mit essay titlen “Maskefald”, fordi misbruget af Guds navn altid har form af en maske, bag hvilken man på én gang fører verden bag lyset med tomme abstraktioner og holder sig virkeligheden fra livet.

Som dansk teologisk kandidat er jeg (primært) uddannet i luthersk teologi. Uanset, at det er en teologisk tradition jeg altid vil været forbundet med, forhindrer det mig ikke i at se kritisk på en paradoksal tendens inden for den tradition: Tendensen til i højere grad at solidarisere sig med det, Jesus gør oprør imod, end med oprøret selv. Jeg kan kun forklare denne tendens med en historisk grundlæggende skævhed inden for det teologiske og kirkelige opmærksomhedsfelt. Mens forståelsen af Jesu død som en offerdød for menneskets synder er løbet med den meste opmærksomhed, har inkarnationen – det kristne

3. Citeret efter Anna Vind i “Teologien er i bedste fald kun henvisninger – aldrig sagen selv”, Lutherbilleder i dansk teologi 1800-200 (red. af Niels Henrik Gregersen), Forlaget Anis 2012, s. 303f.

grundudsagn om Gud, der blev menneske i Jesus fra Nazareth – været underbetonet. Og ikke mindst har de universalhistoriske konsekvenser af dette udsagn været underbetonet. Der er intet, verden har mindre brug for i dag, end en forlængelse af det maskespil, der er følgen af den skævhed.

Almagtens Gud – eller inkarnationens Gud?

Der er naturligvis præster, der kommer fra noget andet end jeg og insisterer på at tale klart og ligefremt om Gud. Spørgsmålet er, om klarheden bliver mere oplysende end kong Frederiks tavshed.

I 2021 udkom I tide og utide, en prædikensamling med bidrag fra 39 præster, hovedsageligt – om end altså ikke udelukkende – fra kredsen i og omkring tidehvervsbevægelsen. Bogens bagsidetekst er et sammenfattende udtryk for det, der har bragt de 39 bidragydere sammen:

At prædike i tide er ingen sag. At prædike i utide og utidigt er straks en anden. Fællesnævneren for de 39 forfattere til denne prædikensamling er væsentligheden af, at evangeliet ikke kan transformeres til vellyd, hyggesnak eller leflen for tidsånden, men at der må værnes om evangeliets radikalitet. Her tales om gudsfrygt, dom, arvesynd og kødets opstandelse, uden at pennen skælver og i lyset af Guds almagt. Så broget skaren end er, kan de alle genkende sig som forkyndere af, hvad man kunne kalde klassisk teologi, og står stolt og solidt i en evangelisk luthersk tradition.4

Det er klare ord, kan man sige!

Som betyder hvad? Den korte tekst efterlader to spørgsmål, som er centrale for det, jeg gerne vil diskutere. For det første er det meget bemærkelsesværdigt, at bogens forfattere anbefaler sig med en forkyndelse “i lyset af Guds almagt”. Det samme gør jo islam og jødedom. Er det meningen her at pege på et religiøst fællesskab mellem de såkaldt monoteistiske religioner? Næppe. Hen-

4. I tide og utide. Lutherske prædikener til kirkeåret. Anden tekstrække (red. af Merete Bøye m.fl.), Eksistensen 2021.