Gilgamesh

Gilgamesh

Verdens ældste historie om venskab

Genfortalt af Signe Danielsen

Illustreret af Fady Mansour

Eksistensen

Før vi begynder

Historien i denne bog er en af de ældste i verden. Den er mere end tre tusind år gammel.

Den er så gammel, at ingen ved, hvornår den er blevet fortalt første gang, eller hvem der fandt på den. Den er så gammel, at der ikke engang fandtes papir eller blyanter, da den blev skrevet, og derfor blev historien skrevet ned med et kornstrå på tavler af blødt ler. Det blev skrevet med mystiske tegn på et sprog, der hedder akkadisk, som ingen

mennesker taler i dag.

Som årene gik, gik nogle af lertavlerne i stykker. De gik midt over, eller hjørnerne knækkede af, og det gjorde fortællingen sværere at læse. Ligesom når der mangler et stykke af en side i en bog. Andre lertavler blev glemt i ruinerne af en by, der blev begravet, og som ingen længere kendte til. Men én efter én dukkede lertavlerne op igen og skabte nysgerrighed.

Hvad betød de mystiske tegn?

Hvad stod der på lertavlerne?

Nysgerrigheden fik professorer fra alle mulige lande til at lære sig det gamle sprog igen, og langsomt begyndte de at kunne læse historien på lertavlerne, et ord ad gangen. Sådan kom historien til live igen.

Der er stadigvæk huller i historien på de steder, hvor lertavlerne gik i stykker, men det gør ikke så meget, for vi kan selv hjælpe med at fylde hullerne ud. Vi kan bruge vores nysgerrighed og fantasi, når vi læser historien, til at forestille os, hvad der har stået engang. På den måde kan vi hjælpe med at gøre fortællingen hel igen og holde den i live i tusind år mere.

Men alt det her om, hvordan historien om Gilgamesh blev til, er faktisk slet ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at det er en god historie. Måske verdens bedste historie.

Historien handler om to venner og om kongen, der rejste ned i dybet og hentede nye historier med tilbage fra verdens begyndelse. Historien handler om uhyrer og eventyr, og den begynder for længe siden i en by, der hed Uruk.

Her kan du se et billede af et stykke af en lertavle. Tegnene er trykket ind i leret med strå.

Ide dage, i de fjerne dage var der en by, der hed Uruk. Uruk var en pragtfuld by, fuld af mennesker, larm og liv, præcis som en by skal være. Rundt om byen Uruk lå en høj mur, bygget af mursten, og muren beskyttede byen mod fjender og vilde dyr. Når man gik op på muren, kunne man se ud over hele Uruk med alle dens huse. Sandfarvede huse i flere etager med helt flade tage. Fra muren kunne man se de store haver fulde af daddelpalmer i den ene ende af byen. Man kunne se lergraven i den anden ende, hvor man fik ler til at lave mursten af, og man ville helt sikkert få øje på templet, hvor guderne boede. Fra toppen af bymuren kunne man også se mennesker og høns og får, som myldrede rundt i gaderne, og hvis man kiggede godt efter, ville man måske få øje på byens konge midt i mylderet. Byen Uruk havde nemlig sin egen konge, og det var den stærkeste og klogeste og modigste konge, der nogensinde har levet. Fra den dag, kongen blev født, bar han navnet Gilgamesh.

Hans hår var tykt og krøllet, og hans skæg var langt og voksede tæt og blødt som pels på hans ansigt. Kong Gilgamesh var fantastisk smuk. Smuk, som kun en konge kan være. Han var den stærkeste mand i Uruk. Og han var den klogeste mand i Uruk. Det var Gilgamesh, der byggede muren rundt om byen, og han beskyttede sit folk mod alle fjender og mod de vilde dyr fra stepperne udenfor, der kunne finde på at angribe Uruk. Og alle dem, der boede i Uruk, elskede kong Gilgamesh højt.

Men Gilgamesh var også den vildeste mand i Uruk, og for hver dag der gik, blev han mere og mere vild. Problemet var, at der ikke var andre, der var ligesom Gilgamesh, og han manglede én at kæmpe sammen med. En, der var lige så vild og stærk og klog som ham selv.

Hver dag løb Gilgamesh rundt i byen og råbte og skreg og hamrede sine knyttede næver ind i husene, så de rystede. Hønsene, der gik frit omkring i byen, løftede Gilgamesh op i benene og svingede dem over sit hoved, så de først kaglede og derefter besvimede af skræk. Han rullede sig i mudderet fra lergraven og løb så ud til daddelpalmerne, som han forsøgte at sparke omkuld og rive op med rode.

Alt det, Gilgamesh havde bygget i byen, var han nu begyndt at ødelægge igen. Han var som en vild tyr, ingen kunne standse, og for hver dag, der gik, blev han en dårligere