Salmernes Bog
… læst af Louise Franklin Højlund
Eksist E ns E n
Indhold
Ansigt 7
Fødsel 13
Lys 23
Dåb 31
Hånd 37
Lyt 45
Hjerte 55
Velsignelser 61
Elsk 71
Håb 75
Skål 79
Ansigt
Jeg troede, derfor talte jeg. (Ψ 116)
Notat, 21. november 2023
Min lille salme ligger på bordet. Mit nyfødte barn ligger på en dyne ved siden af mig på skrivebordet. Han sover. Han er hele menneskeheden. Som hvert enkelt barn er. Hans lille ansigt. Menneskelivet udspiller sig i hans sovende ansigt. Et følelsesregister prøves af, som var det en automatik. Så smiler han, og så fortrækker ansigtet sig. Som var han en organist, der undersøgte sit store orgel. Sorg og glæde. Smerte og velvære. Han giver udtryk for det hele. Han hedder Knud. Han er en salme.
Hvad er en salme?
Jeg har sunget utroligt mange salmer i mit liv. Mest af Grundtvig, den kraftfulde. Og af Grotrian, den gnistrende. Men også af Ingemann, den kærlige. Undertiden af Brorson, af H. C. Andersen, af Kingo. Selvfølgelig også af Patti Smith, Leonard Cohen og Bach. Af Eyvind Skeie, Jens Rosendal og Janne Mark. Jeg har også sunget salmer fra Taizé og Iona. Jeg har ligget i telt på en mark utallige somre og er blevet vækket
7
til Davidssalme 46: Only in you is my soul at rest. Jeg har sunget Davidssalme 23 Herren er min hyrde, mig skal intet fattes i pigekor. Jeg har også sunget mange sange, der har føltes som salmer. Pegede på Guds rige lige her.
Alligevel famler jeg, når jeg skal beskrive, hvad en salme er. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det på en eller anden måde er noget, der udtrykker en tillid til livet. Hvis man ikke syntes, at livet var noget værd, så ville man ikke finde det umagen værd at finde ord, at råbe og skrige eller juble og tindre. I Det Gamle Testamente findes en bog med salmer. Lad os bare kalde forfatteren salmisten – for det er man jo, når man skriver salmer. Salmisten finder livet umagen værd. Salmisten ved, at man må sige halleluja – takke forundret for alt. Nogle gange må salmisten omkring et hallelunej – men salmisten vil livet. Siger JA. Halleluja. Salmisten tror. Derfor taler han. Eller som han også siger: ”Hvis det ikke var for Gud, så ville jeg have boet i tavshedens land” (Ψ 94). Alle ord er troshandlinger. I virkeligheden kan selv de mindste ting være troshandlinger. Bare det at stå op og gå i gang. Og en salme er helt sikkert en troshandling.
Hvordan kan man ellers sige det?
En salme er en handling. Roden i ordet er at trække i strenge.
Salme er den sang, der kalder det næreste og blideste frem – lige her, midt i rodet.
En salme er skønhed, godhed og sandhed.
En salme bygger dig op – der skal være kungfu og salt i.
8
En salme er ærlighed, der bevæger. Lidt som Jeg ved en lærkerede.
En salme er udtryk for forbindelse og længsel. Hvis du synger noget og føler dig lidt mere hel, lidt mere holdt, lidt mere sammen, så er det en salme.
En salme er et ansigt, der vender sig mod Gud. Et ansigt uden tid. Som en kvinde, der lige har født.
I et år vil jeg leve med Salmernes Bog, salmistens salmer. Davids salmer, som kong David, fredskongen, lagde navn og harpe til. Det er de ældste salmer, jeg kender. Davidssalmer er ikke salmer forstået som ord om Gud og livet, der synges. De er oldgamle tekster, der er nedskrevet på hebræisk i tidernes morgen. De ligger der som vilde tekster, kanaler tilbage til fjerne tider og ind i menneskers hjerter og frygt. Hævet over tiden. De er skrig, råb, rallen, suk, støn, gisp, vrede, hyl, afmagt, tåge, sol, lys, tak, vildskab, glæde.
Se dem som ansigter. En salme er et ansigt. For hver salme, forestil dig ansigtet. Forestil dig, hvordan ordene kommer ud. De er gennem tiden blevet sagt af grædende, desperate, overraskede, jublende, henrykte, vilde, stille, åbne, lidende, kæmpende. Så længe de har sagt noget, har de levet. Så længe de har sagt noget, har de troet. Så længe de har orket at finde ord, har de håbet.
Da jeg i begyndelsen af 2000-tallet for første gang læste davidssalmerne, sådan rigtigt, blev jeg væltet bagover. Ansigt efter ansigt kiggede de på mig fra bag tiden. Poesi. Desperation. Menneske. Dengang gik jeg et stykke tid med salmisten. På hans sprog. Oversatte, kiggede på poesien, ledte efter udtryk i nutiden, der
9
lignede. Nu 25 år efter skal jeg skrive denne tekst. Om salmerne. Jeg beslutter mig for at gå et år med salmisten. Jeg vil følge salmisten. Salmisten må følge med mig. Jeg vil tage salmer med på lapper i lommen, lytte til salmisten, spørge til råds og drøfte, hvad jeg oplever. I dette mit år med salmisten bliver jeg mor for fjerde gang. Jeg har, siden jeg var helt lille, drømt om at blive mor. Jeg havde aldrig i den drøm forestillet mig, at jeg skulle blive mor igen som 43-årig. Men den 16. november kom lille Knud til verden. Han ligger her ved siden af, mens jeg læser og skriver. Salmisten følger mig i en tilblivelse. Her hvor jeg er tæt på det mest almindelige under. Barnet. Salmisten kommer med her, hvor jeg bærer mit barn, ammer ham, bliver blæst omkuld af ham. Det er jo her, jeg er. En salmebog er en menneskebog. Det er ord til mennesker. Den er skrevet ud af erfaringer. Og den taler ind i erfaringer. Disse er mine. Mine modererfaringer. Skrevet med et barn på barmen. Tanker fremkaldt i og afbrudt af amninger. Det er et aforistisk ammeskrift med salmer. Jeg oversætter, mens han sover. Salmer. Ser på de hebræiske ord på skærmen. Streger og buer og prikker. Karl Ove Knausgård siger, at det at læse hebræisk er som at skulle tyde regndråber på et vindue. Det er rigtigt. Og selv hvis du kan afkode tegnene, er det stadig vanskeligt at oversætte. En fremmed tænkning er indlejret i sproget. Men jeg prøver. Afkoder regndråberne. Salmerne er særlige. De har råbt og grædt og klappet deres vej gennem årtusinder. Lagt sig helende ind i menneskers sind, presset sig vej ud gennem fortvivlede menneskers hjerter, er blevet reciteret og
10
gospelsunget derudaf, for at små dråber af trøst og tak kunne finde vej til menneskers hjerter i andre tider. Når man oversætter, skal man få ansigterne til at stå frem som ansigter på dig og mig. Jeg vil ind i det fælles.
Man skal oversætte, så man kan høre det desperate skrig og glæden, der bobler langs knoglerne. Hvis den, der læser det nu, ikke kan mærke det, så har man ikke oversat det, hvor korrekte ordene så end er. Man må oversætte til det sprog, vi, de levende, har. Det vildeste, næreste og smukkeste.
Derfor oversætter jeg. Den oversættelse, kirken bruger, virker distancerende på mig. Og upoetisk. Jeg stempler ud, når jeg lytter. Jeg ser ingen ansigter. Teksten er stum. Det er måske bare mig. Men det er det så. Og så prøver jeg selv. Ikke med en viden som en filolog.
Men med de bedste redskaber. Meget tid. Og kraft. Så alle Davidssalmer i mit aforistiske ammeskrift er i min oversættelse – (og hey – jeg har sat salmenumre i parentes med et lille salmetegn foran, Ψ, hvis du vil læse mere eller læse i en anden oversættelse). Oversættelserne har været en vej for mig ind til ansigterne. En bro over tiden. For at kunne dele tak og undren med de gamle. For at kunne forbinde mig med min tradition. Tro og tale. Synge og danse med dem.
Jeg troede, derfor talte jeg, siger salmisten.
11