Esben Hanefelt Kristensen og Henning Toft Bro
Kristusalfabetet Strejftog i Jesu liv
Eksistensen
H
vem var
J esus ?
Det spørgsmål har mennesker bakset med i to tusinde år. Endnu i dag er han en kilde til undren, inspiration og glæde. Det føler vi også. Derfor har vi forsøgt at indkredse spørgsmålet om, hvem Jesus var. Og hvem han er. Gennem 28 billeder og tekster, fra A til Å, har vi slået følge med Jesus på hans vandring mod Jerusalem.Vi har vandret med ham i glæde og sorg. Har mødt sygdom og død undervejs. Har hørt fuglefløjt fra træernes bladhang. Har set skumsprøjt og høje bølger på Genesaret Sø. Har set døde blive vækket til live. Syge, der blev raske. I Pilatus’ gård så vi de skrækslagne disciple. I Getsemane Have kunne vi lugte angstens sved fra Jesu krop. Hammerslagene, da de sømmede Jesus til korset, runger endnu som en dissonans i hjertet. Vi hørte om den tomme grav og om Jesu opstandelse, og vi fik et glimt af Helligåndens liv pinsemorgen. Vi har nok ikke fundet et endeligt svar på vores spørgsmål, men Jesus har gennem sin vandring mod Jerusalem løftet en lille bitte flig ind til Guds riges hemmelighed. Gennem denne bog vil vi gerne fortælle, hvad vi har set og hørt i billeder og ord, og vi vil gerne bringe det videre i håb om, at alle, der ser og læser med, vil bringe det endnu videre, så vi i fællesskab kan sprede glædens evangelium.
5
A
Galilæa, små som store, kendte til den mærkelige mand, der var at finde forskellige steder i bjergene omkring Genesaret Sø. Efter hvad de fleste havde hørt, var han en meget klog tømrer, som kendte de hellige skrifter ned til mindste bogstav. Han fortalte med levende ord om menneskelivet, som Gud havde tænkt det. lle folk i
Hans ord havde en særlig kraft og trængte sig dybt ind i galilæernes hjerter. Om sig selv sagde han, at Gud i himlen var hans far. Når folk undrede sig over hans tale og spurgte ham, hvem han var, svarede han blot: »Jeg er Menneskesønnen.« Og det gav dem endnu mere at tænke over. De skriftkloge rasede og kaldte hans tale for gudsbespottelse, men mange almindelige mennesker kunne ikke slippe hans ord igen. Jo længere ordene nåede ud, jo flere mennesker strømmede til. De stille bjerge var ikke længere så stille. Snoede smalle stier, hvor enkelte vandrere eller hyrder var på vej til nye græsgange med deres får og geder, var blevet til myldrende landeveje. Nu gjaldt det om at sætte sine fødder rigtigt og vogte sig for de stejle skrænter. Den lille flok af tilhængere, som fulgte Jesus og var hans nærmeste, forsøgte at beskytte ham, når det hele blev for meget. Deres vandrecirkler blev større og større. Deres Herre og Mester, som de kaldte ham, havde fortalt, at vejen gik til den hellige by Jerusalem. Ingen af dem vidste, hvornår eller hvordan de nåede frem. Vejen var åben, og de fulgte med.
7