Hjertebånd uddrag

Lise Trap

Hjertebånd at leve med sine døde

Eksistensen

Hjertebånd – at leve med sine døde Lise Trap © Forfatteren og Eksistensen 2013 2. udgave, 1. oplag 2021 ISBN 978 87 410 0870 7 Sats & omslag: Lars Vendelbo Sat med: Minion Pro Tryk: Latgales Druka, Letland Fotografier: Finn Irs Sommerfugl på side 42: Sofie Rebecca Iversen Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk

Indhold Indledning .............................................................. 7 Farvel til faser .......................................................

Goddag til individualitet .....................................

Bånd, der ikke brister...........................................

Sorgens to spor .....................................................

Forbundet trods adskillelse.................................

Længslen bliver tilbage........................................

11 13 16 21 25 28

Synlighed............................................................... 32 Som et strejf .......................................................... 38 Tøjet ....................................................................... 44 Nye ord og billeder .............................................. 50 Balancen ................................................................ 54 Jul og fødselsdage ................................................. 60 Kærestedage, diagnosedage og vores dage........ 66 Kirkegården .......................................................... 70 Allehelgensdag ..................................................... 76 Lystænding............................................................ 82 Sorgens plads ........................................................ 88 Minder på nettet................................................... 92 Andres betydning ................................................ 98 Kirken .................................................................. 104 Et nyt liv................................................................108 Noter .................................................................... 114

Tak til Rie Ahlmann, Louise Andersen, Merete Carlsen, John Christensen og Lise Lotte Aabrink, Per Thers Christiansen, Karin Hansen, Christina Herskind, Lilian Høstner, Lars H. Stausgaard Høstrup, Tine Iversen, Grethe Jensen, Jytte og Ole Trier Larsen, Carl Vilhelm Lehde Andersen og Maria Sæderup Rasmussen, Anne Mette Schubart, Annalise Dühring Wiberg – og til alle jer andre, der har fortalt om jeres glæde og sorg.

Indledning Denne bog handler om at finde udtryk for kærlighed, den kærlighed som døden ikke tager med sig, når den elskede dør.

Det er en kunst, og det er ikke noget, vi har tradition for. Siden begyndelsen af det 20. århundrede har tanken i den vestlige verden været, at sorg skal gennemleves for derefter at være noget, man kan lægge bag sig.

Det har præget vores indstilling til synlige udtryk for tab og sorg. Men de senere år har forståelsen af sorg ændret sig. Det perspektiv, som den nyere sorgforskning anlægger, tager i langt højere grad end tidligere udgangspunkt i det faktum, at sorg, ligesom mennesker, er forskellig. Man taler om en to-sporsmodel og om fortsatte tilknytningsbånd til den døde. Man foretager som noget nyt store videnskabelige undersøgelser af sorg og sørgende. Man ved, at ikke alle sorger nødvendigvis går over. Sorg skal kunne have sin plads i verden. Den skal kunne komme til udtryk. Men hvordan?

Det følgende er dels en skitsering af nogle af perspektiverne i den nyere sorgforskning, dels en række overvejelser om, hvordan kærlighed kan komme til udtryk, når den elskede er død. Det er også en række fotografier, der helt konkret og håndgribeligt viser, hvordan nogle mennesker i dag er nået frem til at udtrykke deres kærlighed og savn i forhold til en, der døde.

Fotografierne er ikke tæt knyttet til de enkelte afsnit, men udtryk for den store variation der findes, når det drejer sig om sorg og ønsket om at 7

finde og danne nogle rammer omkring den. Det er ingen facitliste, for den findes ikke. Enhver må finde sit udtryk. Bogens ærinde er dobbelt. Det er at styrke den enkeltes frimodighed og kreativitet til at finde det udtryk, som er det helt rigtige for netop hans eller hendes kærlighed og længsel – som mor eller far, bror eller søster, barn eller bedsteforældre, kæreste, ægtefælle, kammerat eller som familie. Bogens ærinde er også at informere andre, de sørgendes omgivelser og fagpersoner om, hvad man ved om sorg i dag, så de kan arbejde med og ikke mod den sørgendes ihærdige arbejde med at finde ud af at leve et forandret liv i en forandret verden.

Ideen til bogen opstod på Madeira, hvor jeg opholdt mig i foråret ’12 for at studere temaer i nyere sorgforskning. At det kunne lade sig gøre skyldes den glimrende ordning, at præster kan få tre måneders studieorlov for netop at kunne læse og tænke uforstyrret af den daglige præstegernings mangeartede opgaver. Mine fire børn var alle med mig i tankerne.

De tre på mails og samtaler over Skype. Den ene, som døde i 2007, var med på et billede, som hang på væggen over min midlertidige arbejdsplads. Jeg vidste, at gode venner sørgede for, at der konstant brændte et lys på hans gravsted hjemme på Midtsjælland. Det var af stor betydning.

Tilbage igen blev et godt samarbejde med fotograf Finn Irs afgørende for bogens endelige udformning.

Mit udgangspunkt er, at sorgen ikke stopper os. Det er sorgen, der fører os videre i livet, når vi har mistet den, vi elskede. Hvis vi elskede, forsvinder kærligheden ikke med døden. Den tager ikke det hele. Det tror 8

vi måske til at begynde med, men med tiden viser det sig, at det ikke er rigtigt. Kærligheden er stærk som døden, som der står i Højsangen, men kærligheden får naturligvis andre betingelser, når døden har taget den elskede. Der er så meget, man ikke længere kan. Man kan ikke længere holde om og tage sig af. Man kan ikke tale, skændes eller grine sammen.

Det er bare ikke nok til, at kærligheden forsvinder. Den bliver til sorg, men det er ikke kærlighedens modsætning. Sorg ER kærlighed.

Det er det, jeg som præst har hørt fra mange, der har mistet, og det er sådan, jeg selv har erfaret det. Der er sket meget inden for sorgforskning de senere år, og et af hovedtemaerne er, at alle ikke nødvendigvis, som man tidligere har ment, skal bryde båndet til den, de har mistet, men snarere omforme det. At leve med et fortsat bånd til en, der døde, handler ikke om at hænge fast i sorgens hængedynd og vise verden fra sig, men tværtimod om at finde en måde at leve på – med sorgen og vendt mod verden. Gloria Hunniford, der mistede en voksen datter, skriver i bogen Always with you, ”Vi føler os knust, tilintetgjort, overvældet; vi er kastet ind i helvedes kaos, tortureret, bange og vrede; vi er distraherede, sårbare, kvalte, fordømte, uduelige, lammede, irritable, fanget i en fælde […]

Vi må lære at gå blandt de levende igen.”

9

Hunniford skriver om sorgen over datterens død, men det gælder ikke kun os, der mister et barn. Der er mange i alle aldre, der med stor sorg må lære at gå mellem de levende igen. Fortsat at have synlige, tydelige og forandrede bånd til den, man mistede, kan for nogle være en måde at have det mistede med sig på. Synliggørelse af sorgen i det daglige eller ved særlige lejligheder kan for nogle være med til at mindske lidt af den ensomhed, som følger med sorgen. Usynlig kan let forveksles med betydningsløs. Synligheden kan fastholde den betydning, den døde havde – og har – både over for én selv og over for andre. Det kan lette en tung gang på Jorden en anelse.

10

Farvel til faser Sorgforskning er den forskning, der beskæftiger sig med sorg, med sørgende og med måder, som sørgende, der viser sig at have særlige behov, kan støttes på i form af samtaler, sorggrupper eller behandling. Freud skrev i 1917 artiklen Sorg og Melankoli, og de tanker om sorg, han præsenterede dér, har lige siden haft afgørende betydning for det tematiske arbejde med sorg. Det har været en grundtese i al form for sorgteori og sorgbehandling, at sorgens mål er at bryde bindingen mellem den døde og den sørgende, en proces Freud kaldte sorgarbejde. Tanken var, at den sørgende skulle anerkende tabet og løsne den følelsesmæssige energi, der var knyttet til den døde, så den kunne reinvesteres i et andet objekt.

Efterfølgende har man talt om sorgfaser, som den sørgende skulle igennem: chokfase, reaktionsfase, bearbejdningsfase og nyorienteringsfase.

Mange vil have hørt om de faser, som var inspireret af den schweiziskamerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Ross’ arbejde med døende. Senere talte man om sorgopgaver, som på sin vis indeholder de samme elementer, men i en mere fri og individuel form, hvor den sørgende ikke følger et bestemt mønster i skematisk form, men løser dele af først den ene opgave, så af den anden, for så at vende tilbage osv. Vigtigheden af at få sagt farvel og give slip på den døde har været gennemgående. For eksempel har man set det som et overgangsfænomen, at sørgende ofte danner, hvad man i fagsproget kalder en indre repræsentation af den døde. Det vil 11

sige, at de efterladte forbinder sig i det indre med den døde og overtager vaner, opførsel og værdier, som de forbinder med den døde, eller oplever, at de har den døde med sig som en form for rådgiver eller beskytter som et midlertidigt overgangsfænomen. Det betragtede man i vid udstrækning som noget den sørgende dannede og benyttede sig af i en periode, indtil han eller hun var parat til den endelige adskillelse.

Den grundlæggende tanke var, dels at alle sorgforløb fundamentalt er skåret over samme læst, dels at den energi, der tidligere var bundet til den døde, gennem sorgarbejde skulle frigøres og nyinvesteres i andre mennesker og et forandret liv. Sker det ikke, vil den pågældende ende med at leve et begrænset, ufrit og uhensigtsmæssigt liv uden ordentlig kontakt til sig selv og uden interesse og engagement i omgivelserne. Det er en teori, der har bidraget positivt til, at sorg ikke længere bare blev fortiet og fortrængt. Den har dannet baggrund for den videre forskning i emnet og for oprettelse af sorggrupper og sorgterapi, som er til stor hjælp og støtte for mange. Der er ingen tvivl om, at den teori ikke bare er slået igennem i faglig undervisning på sygeplejeskoler og medicinstudiet, i den praktiske teologi, på seminarer osv., men også har haft en vældig folkelig gennemslagskraft. Ulempen har omvendt været, at mange mennesker, der har mistet, er blevet mødt med andres antagelser om, at de ’sørgede forkert’ ifølge teorien om sorgfaserne. Når man kan sørge rigtigt, kan man jo også sørge forkert.

12

Den forståelse af sorg er grundlæggende præget af den tid, den blev til i – tiden omkring 1. Verdenskrig. Det var en tid med store katastrofer i Europa, en tid hvor krig, tuberkulose og lidt senere den spanske syge krævede mange dødsofre. Det var samtidig en tid, hvor man ikke talte åbent om følelser og en tid, hvor den spiritistiske bevægelse med medier og seancer og påstået kontakt til de døde som ånder florerede. Det har været en tid med god grund til at tale om følelsesforløsning og pointere en klar adskillelse mellem døde og levende.

Desuden er den forståelse af sorg i vid udstrækning dannet ud fra de mange eksempler, som de udøvende behandlere mødte i klinisk praksis.

Det vil sige, at de i høj grad tager udgangspunkt i mennesker, som opsøgte behandling og hjælp, og som, må man derfor gå ud fra, havde nogle særlige problemer i forhold til at miste og leve videre med sorgen, og således ikke var repræsentative eller typiske for sørgende mennesker i det hele taget.

Goddag til individualitet De senere årtier er der blevet foretaget store systematiske og repræsentative studier af, hvordan mennesker generelt sørger, når de mister én, de var tæt knyttet til. Det har betydet, at man er blevet klar over, at langtfra alle følger den måde at sørge på, som man tidligere antog. De nye teo13

rier beskæftiger sig med variationen af sorgreaktioner og opererer ikke på samme måde som tidligere med en ensartet, fremadskridende måde at sørge på. Det betyder selvfølgelig ikke, at sorg og den sørgende ikke udvikler sig over tid, men man er i dag blevet klar over, at der er vældig mange faktorer, der spiller ind i forhold til sorg. Mennesker sørger afhængigt af deres egen historie, af deres væsen, af hvem de mistede, hvornår og hvordan de mistede og ikke mindst afhængigt af deres måde at knytte sig til andre på. Generelt mener mange forskere, at den måde, den enkelte knytter sig til andre på, vedkommendes tilknytningsstil, grundlægges i de første leveår og for de fleste er ret stabil livet igennem, og at tilknytningsstilen har afgørende betydning for ens reaktioner, når man mister og oplever store sorger.

Et andet begreb, der bliver arbejdet meget med i dag, er meaning-making, et begreb, der dækker over den proces, som sørgende gennemlever, når de kæmper med spørgsmål som ”hvorfor lige ham?”, ”hvorfor lige mig?”, ”hvordan kunne det dog ske?” eller ”hvorfor lige nu?” Det er alt sammen spørgsmål og tanker, som det er vigtigt, ikke nødvendigvis at finde svar på, men at komme til rette med i forsøget på at finde mening i og mening med det tab, man har været ude for.

Nogle ser en mening med, at den syges lidelser endelig blev afsluttet, nogle ser en mening i, at de selv efterfølgende blev så meget klogere på livet end tidligere, nogle ser Guds mening i det, der skete, og andre igen

14

kommer overens med, at for dem var og er dødsfaldet uden nogen form for mening.

En stor amerikansk undersøgelse af forældre, der havde mistet et barn ved pludselig, voldelig død, kan illustrere betydningen af på den måde at medtænke den døde i livet. Undersøgelsen viste, at mellem 12 og 60 måneder efter dødsfaldet gjorde forældrenes evne til at finde en form for mening i det meningsløse sig gældende inden for tre områder. De havde skabt ritualer og særlige måder at mindes på omkring fødselsdagen; de tændte lys, gik på kirkegården etc. De arbejdede alt efter årsagen til barnets død på at placere et ansvar. De havde indset, at deres barn havde udvist risikoadfærd, havde været syg eller lign. De havde erkendt, at de havde mistet deres barn, mens de selv fortsat levede deres liv. Fem år efter dødsfaldet havde 57 % af forældrene ændret deres prioriteringer og gav f. eks. udtryk for, at de nu levede ud fra, at hver dag kunne være den sidste.

De forældre, der på den måde havde fået sorgen over deres barns død ’på plads’, gav udtryk for mærkbart mindre følelsesmæssig stress, højere grad af tilfredshed med deres ægteskab og bedre fysik end de forældre, der ikke havde været i stand til det samme. Det viser, at det er et vigtigt arbejde at finde tanker og udtryk for sammenhæng mellem dødsfaldet og det forandrede liv uden den døde. Det er vigtigt, at der kommer en ny historie, hvordan den så end skal være for den enkelte, og at den døde kommer på plads i forhold til den efterladtes verdensbillede og selvbillede. Det drejer sig om hele bevægelsen fra ”det kan ikke være rigtigt” til erkendelsen af, 15

at det er det og til etablering af en forandret hverdag. En forandring, som kan, men naturligvis ikke nødvendigvis skal, indebære særlige ritualer og måder at mindes på, som fastholder erkendelsen af, at den døde er død, og samtidig udtrykker vedkommendes fortsatte betydning. Det er den form for greb om den forandrede situation, som kan gøre det lettere at leve med sorgen. Det gør den ikke mindre, det mildner den ikke, det trøster ikke, men det gør kaos lidt mindre. Det bliver til at holde ud. Det bliver til at leve med.

Bånd, der ikke brister ”Og de troede at hjertebånd kan briste” hedder det i en dansk sang. Men der er hjertebånd, der ikke kan briste. I slutningen af det tyvende århundrede begyndte forskere også at tale om fortsatte tilknytningsbånd til den døde, og det betød, at tanken om den nødvendige adskillelse i forhold til den døde blev revurderet. Selvfølgelig er det stadig helt grundlæggende, at man som sørgende, så svært det end kan være, skal erkende, at den døde er død og ikke kommer tilbage, men der kom flere nuancer i forståelsen af sorg. Man blev opmærksom på, at det netop kan være vigtigt for nogle at fastholde de følelsesmæssige bånd til den døde – gennem aktive handlinger, følelser, fortælling, erindring og ritualer. Afhængigt af den enkelte vil nogle i højere grad have trang til at løsne det bånd, der knytter dem 16

til den døde, mens andre vil have lyst til at bibeholde og måske ligefrem forstærke det. Det afgørende er, at der kommer en anden forståelse ind end den tidligere, hvor man mere ensidigt mente, at sørgende skulle skabe afstand til og dermed opnå adskillelse i forhold til den døde, som om vedkommende udelukkende var en genstand uden for én selv. Før talte man om det terapeutisk hensigtsmæssige i, at den efterladte med fordel kunne skrive afskedsbreve til den døde, hvor man så at sige sagde tak og farvel til ham eller hende. Nu taler man om det hensigtsmæssige i at nå til erkendelse af, hvad der nu vitterlig er forbi for altid, men også til erkendelse af, hvordan man vil have den dødes betydning med sig i sit liv fremover – med hjertebånd, der trods død og adskillelse viser sig ikke at briste.

Kommer over - aldrig du må ikke fjerne dig fra mig Elskede må ikke blive et afsnit i mit liv du er og var mit hele liv.

Komme igennem - måske, men aldrig komme over fjern dig ikke fra mig!

17

Sådan skriver digteren Eva Sloth Carlsen i et digt, der nærmest som et langt skrig af smerte over sin mands pludselige død, udtrykker protesten over, hvor meget døden har taget fra hende. Men det er ikke et enten eller. De døde blev et afsnit i vores liv, og de vil, så ondt det end gør, i en vis forstand fjerne sig fra os med tiden – eller vi fra dem. Deres liv er afsluttet.

Vores er ikke. Men vores kærlighed til dem er heller ikke afsluttet. Deres betydning er heller ikke. Vi kommer ikke over det. Så der skal skrives nye afsnit. Afsnit om at leve med at leve uden – den, man elskede.

Sorg er kærlighed, men den er en kærlighed, der ikke kan komme til udtryk gennem de handlinger og ord, vi almindeligvis udtrykker vores kærlighed med. Når den elskede er død, er kærligheden der stadig, men forbindelsen til en død er anderledes end til en levende. Det er indlysende, at noget ikke kan fortsætte, men for så vidt, der stadig er tale om kærlighed, er det lige så indlysende, at der stadig er en forbindelse, et bånd til den døde. Et forandret bånd.

To vilkår er blevet fremhævet i forskningen som betingelser for gode, sunde bånd til den døde. Det ene er, at det skal være gået helt op for den efterladte, at den døde ikke vender tilbage. Det andet er, er båndet til den døde ikke må være en forhindring for, at den efterladte kan leve et nyt liv.

Det er to meget vigtige kriterier, som det er nødvendigt at holde fast i både for den efterladte selv og for omgivelserne. Når der tales om fortsatte bånd til den døde, må der i det følgende ikke herske tvivl om, at død betyder

18

Kirken Kirken, og her tænker jeg på Den danske Folkekirke, men det samme gælder alle kristne kirker, har sin egen tradition for at forbinde levende og døde.

Andre store religioner har noget mere eller mindre tilsvarende. Kirken gør det ved at samle de døde det sted, hvor også de levende kommer, omkring kirken eller i de større byer på kirkegårde, der har karakter af parker. Den gør det ved at bruge mange kræfter og penge på, at kirkegården, de dødes have, er velholdt. Den gør det helt fundamentalt ved at tale om opstandelsen, som udtryk for håbet om, at døden ikke er det sidste, der er at sige om et menneske. Den gør det ved at tale om en Gud, der er Gud for både levende og døde. Dåben udtrykker, at vi både i liv og død hører Gud til. I kirkens tale bruges der mange billeder, der vil fastholde, at selvom ingen ved, hvad der sker, når vi dør, hører døde og levende sammen i Gud. Når der er altergang og folk samles og danner en halvcirkel om alteret, er det et billede på det himmelske måltid, hvor alterskranken rækker videre fra jord til himmel, så de levende danner den ene del af cirklen, og de døde den anden. For Gud hører vi sammen. Et andet yndet billede er mennesket i Guds hånd, hvor det undertiden fremstilles sådan, at Gud har de levende i den ene hånd og de døde i den anden. Hvor andre kan spørge undrende, ”Jamen, det er jo fem år siden, er du virkelig stadig ked af det?” så anlægger kirken altid evighedens synsvinkel på et menneskes betydning.

104

De døde er ikke bare ligegyldige i kirken. De hører med. En norsk kvinde, der havde mistet sin datter og i øvrigt ikke havde noget forhold til kirken, sagde det meget klart, ”Når ingen andre end de nærmeste snakker om eller kerer sig om Ingunn, så gør de det i kirken. Der kerer de sig faktisk om dem, som er døde.” Og kirken bliver ved. Når ingen andre mere nævner den døde, når ingenting længere kommer frem, når man googler navnet, så regner kirken stadig den døde med – i intet mindre end i al evighed. På den måde er kirken et sted, hvor man taler anderledes om et menneskes betydning, end man gør i verden generelt, og man gør det på en måde, som imødekommer den sørgende, der insisterer på den dødes fortsatte betydning.

Hele den betydning, som den sørgende tilkender den døde, genfindes og forstørres i kirkens forståelse af et menneske. Dér handler det ikke om at være husket i ti eller tyve eller 100 år. Dér handler det om at være i Guds evighed. I kirken kerer de sig faktisk om de døde, og netop det religiøse sprog og anvendelsen af ritualer åbner muligheden for, at den enkelte kan finde nogle ord i en salme, nogle billeder, nogle formuleringer til at fastholde og udtrykke den dødes fortsatte betydning.

Kirken er også på en anden måde et anderledes sted. Den er et sted, hvor man kan gå ind bag de solide mure og være i sin sorg, hvad enten det er til en gudstjeneste eller uden for gudstjenestetid. Den er et sted, hvor andre har grædt og råbt og bedt før én selv, og hvor man selv kan gøre det. Det er det, vi også har kirkerne til. Samtidig er den et sted, man kan forlade igen for at gå ud til alt det, der venter.

105

Bluse

Da Helle døde, måtte hendes forældre tømme lejligheden. Meget af tøjet gav de til Kofoeds Skole. Grethe, Helles mor, fortæller, ”Der var en bestemt mønstret bluse, jeg syntes særlig godt om. Jeg tog den med hjem som et minde og for at kunne føle hendes nærhed, når jeg tog den på. Når der er noget komsammen i familien, hvor Helle også ville have været en del af selskabet, tager jeg den bluse på. Så føler jeg, hun også er til stede. Det er ikke noget, jeg før har fortalt andre end min mand, Helles far, om. Så det er bare mig, der er lidt sentimental og gerne vil have hende med mig af og til. Jeg tog også en masse af hendes tørklæder, og dem bruger jeg på samme måde som blusen. Når vi f.eks. er i kirke, har jeg et af dem på. På den måde er jeg hende nær, og især når det er i kirken.”

106

Et nyt liv En del forskning er i dag optaget af den personlige vækst, der undertiden følger af sorgen. Det betyder ikke, at de, der har mistet, synes, at deres nye indsigter er prisen værd. Jeg ville selv uendelig meget hellere have min søn her i verden, end jeg ville have lært og indset det, jeg siden har lært og indset. Men det er sådan, at en del mennesker efter at have oplevet en dyb sorg, fortæller, at der også er kommet noget positivt ud af det. At miste én, man elsker, kan føre til en slags eksistentiel opvågnen, hvor det for alvor går op for én, at livet er meget kort, og at man også selv skal dø.

Nogle mennesker udvikler på den måde nye perspektiver på tilværelsen efter tabet. De kommer til at værdsætte livet mere, ser nye muligheder, udvikler større indlevelsesevne i andre, får større selvtillid, ændrer måske på længere sigt deres livsmål. At leve med en voldsom og smertefuld sorg kan give en stor indsigt i og kontakt med, hvad der egentlig er det væsentlige i tilværelsen.

I en bog om Picasso fortæller en af de kvinder, han levede sammen med, om sin mormor. I sin høje alderdom, plejede hun hver dag, gammel og træt, at spadsere langsomt hen på kirkegården for roligt at sætte sig på den grav, hvor hendes mand og tre af hendes børn lå begravet. Hun sagde ikke noget. Sad der bare med et venligt smil. En dag spurgte barnebarnet, der var gået med sin mormor, hvorfor hun sad sådan. Den gamle svarede,

108

”Det vil du forstå. Der kommer en dag, hvor du har gennemgået så mange lidelser, at du føler noget tungt hvile på dit hjerte. Fra den dag kan du tillade dig den luksus at sidde på en sten som denne. Det er, som om vort liv er en frist, vi har fået, og når du har forstået det, vil du ikke længere leve blot for din egen skyld, men lige så meget for synet af en blomst eller for duften af noget, eller for andre mennesker. For da vil du vide, at din tid er begrænset.”

Det er den erfaring og livsindsigt, der kan give mening, ikke med, men i sorgen. En del fortæller, at de efter at have mistet er kommet i bedre kontakt med deres egne følelser. De er blevet mere selvstændige. De er mere taknemmelige for livet, tager ikke længere så meget hensyn til, hvad andre mener. De er blevet bedre til at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige.

Erfaringen af livets skrøbelighed har åbnet dem for en større indsigt i livets skrøbelighed og værdi. Nogle giver udtryk for, at de værdsætter deres hverdag og deres familie og få nære venner mere. Mere overfladiske bekendte siger dem derimod ikke noget længere. Andre ændrer sig mere radikalt. De skifter måske job, flytter eller gør noget, de længe har drømt om. Det er en udbredt antagelse, at forældre, der mister et barn, er i større risiko for at blive skilt end andre forældre. Men det er der ikke entydigt belæg for. Erfaringer viser, at sorgens tyngde kan føre en form for lethed med sig. Det, der tidligere forhindrede én i at leve nogle drømme ud, ind-

109

vendinger som ”hvad tænker andre…”, ”hvad nu hvis …”, kan forsvinde som dug for solen.

Nogle engagerer sig i frivilligt arbejde for at bruge deres kræfter meningsfyldt, måske ud fra en ændret og ny forståelse af, hvad der er væsentligt.

Nogle opretter en fond eller et legat i den dødes navn og holder på den måde mindet levende. Den amerikanske skuespiller Paul Newman oprettede, efter at han mistede sin søn Scott i 1978, The Scott Newman Foundation, der har til formål at forebygge unges stofmisbrug og afholde sommerlejre for alvorligt syge børn.

Herhjemme oprettede forældrene til Franzisca Brugisser, der døde i forbindelse med en trafikulykke i 2006, Whisperprisen, der hvert år bliver uddelt til en elev på Ollerup Efterskole, hvor deres datter tidligere havde været elev. På Sjællands Odde blev foreningen Zeans minde oprettet med henblik på at skaffe midler til etablering af en legeplads til minde om Zean, en otte-årig dreng fra Sjællands Odde, der mistede livet i en drukneulykke i sommeren 2007.

Forfatteren Gail Caldwell skriver, “Jeg ved, at vi aldrig kommer over store tab. De bliver en del af os og de forandrer os og gør os til andre, ofte mere imødekommende, skabninger. Nogle gange tror jeg, at det er smerten, som rummer forløsningen.”

110

Når efterladte fastholder synlige tegn på, at den døde var her engang, må det derfor heller aldrig fantasiløst og selvfølgeligt tages som udtryk for manglende evne til at skilles fra den døde, eller for at den efterladte ikke er ’kommet videre’. Det kan i lige så høj grad være et ydre tegn på, at den efterlevende vil blive ved med at mindes og holde fast i den livsindsigt, som den dødes liv og sorgen over hans eller hendes død – også – førte med sig.

Hjerte i bil

Lars havde lige kørt sin mor hjem, efter at hun havde været på besøg hos ham i tre dage. Da han kom hjem, ringede han til hende for at fortælle, at han var kommet godt hjem. Lars fortæller, ”Det var sådan en uskreven regel, som vi havde, fordi jeg selv har været involveret i en alvorlig trafikulykke som 21-årig – en ulykke, som gør, at jeg i dag sidder i kørestol.

Min mor lyder dårlig og lægger pludselig på. Jeg ringer instinktivt op igen, og hun svarer, at hun lige skal sidde og have lidt luft. Derfra hører jeg kun hendes åndedrag.

Jeg ringer til genboen, der ringer 112. Efter to timers forsøg på behandling og genoplivning derhjemme og på Odense Universitetshospital er min mor død. For mange år siden fik jeg en gave af min mor, hvor hun uden på papiret havde klistret et lille hjerte – med en blanding af metaleffekt og et hologram. Det har jeg sat i min bil. Oppe ved loftslamperne i midten. Og hver gang jeg kigger op (skal åbne soltag, tænde lys eller kigger ud ad bakspejlet), så tænker jeg på hende og fortæller, at jeg nok skal køre pænt for hendes skyld. Så rører jeg ved hjertet og kysser min finger og sætter den op på hjertet igen. Det betyder meget for mig, og vi er på den måde lidt tættere. Det er naturligt stadig på den måde at have min mor med mig, når jeg kører. Det havde jeg også, mens hun levede – selvom jeg var alene i bilen.”

112

Noter s. 9 Hunniford, Gloria: Always with you, Holder&Stoughton, London 2008, s. 1 (egen oversættelse) s. 11 Guldin, Mai-Britt: ”De store teoriers fald” i Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund 12, 2010, s. 155-173 s. 11 Freud, S: ”Sorg og melankoli” (1917), i: Metapsykologi 1-2, Kbh. 1983 s. 15 Murphy, S A: “The loss of a child: Sudden death and extended illness perspectives”, i: Handbook of Bereavement and Practise: Advances in Theory and Intervention, red. af Margaret S Stroebe, Robert O. Hansson, Henk Schut, and Wolfgang Stroebe, American Psychological Association, Washington 2008, s. 383ff. s. 17 Carlsen, E. Sloth: Sorg, Centrum 1985, s. 41 s. 21 Stroebe M., Schut H.: “The dual process model of coping with bereavement: a decade on”, i: Omega, Vol. 61, 2010, s. 273-289 s. 26 Frankl, Victor: Psykologi og eksistens, Gyldendal 2006, s. 42 s. 29 Carr, D.: ”Factors that influence late-life bereavement”, i: Handbook of Bereavement and Practise: Advances in Theory and Intervention, red. af Margaret S. Stroebe, Robert O. Hansson, Henk Schut, and Wolfgang Stroebe, American Psychological Association, Washington 2008, s. 417 ff s. 30 Albom, Mitch: De fem du møder i himlen, Aschehoug 2005, s. 126

114

s. 38 Rømer Dorph-Petersen, Nana: I lyset af dig - digte til trøst, Aarhus, Ravnens forlag 2012, 2. udg. s. 40 Andersen, Benny: ”Noget at leve op til”, i Samlede digte – Digte 1960-1996, Borgen 2000, s. 843 s. 44 Caldwell, Gail: Let´s take the long way home - A Memoir of Friendship, Random House Trade Paperbacks, New York 2011 (egen oversættelse) s.153 s. 45 Denne og andre undersøgelser, der henvises til, refereres i Gudmundsdottir, Maria og Chesla A. Catherine: “Building a New World: Habits and practices of healing Following the Death of a Child”, i: Journal of family nursing 2006, 12 s. 54 Hunniford, Gloria: Always with you, Holder&Stoughton, London 2008, s. 2 (egen oversættelse) s. 55 Heine, Heinrich, ”Lykken” i: Tysk Poesi, Gyldendals bibliotek bind 21, 1928-30, s. 152 s. 71 Thomsen, Søren Ulrik: Rystet spejl, Gyldendal 2011 s. 72 Grundtvig, N.F.S.: Nu falmer skoven trindt om land, DDS 729 s. 77 Rømer Dorph-Petersen, Nana: I lyset af dig - digte til trøst, Århus, Ravnens forlag, 2012, 2. udg. s. 82 Tunström, Göran: Månemælk, Samlerens Forlag 1997, s. 283 s. 82 Danbolt, L.J.: De sørgende og begravelsesriten, Uppsala Universitet 1998, s. 116

115

s. 88 Lindgren, Astrid: Søndeneng, Gyldendal 1988, s. 51 s. 89 Field, Nigel P.: “Whether to relinquish or maintain a bond with the deceased”, i: Handbook of Bereavement and Practise: Advances in Theory and Intervention, red. af Margaret S. Stroebe, Robert O. Hansson, Henk Schut, and Wolfgang Stroebe, American Psychological Association, Washington 2008, s. 113 ff s. 98 Nexø, M.A.: Ditte menneskebarn, Gyldendal 1974, bind 2, s. 360 s. 99 Stroebe W., Abakoumkin G., Stroebe M.: “Beyond depression: yearning for the loss of a loved one”, i: Omega, Vol. 61, 2010, s. 85-101 s. 105 Danbolt, L.J.: De sørgende og begravelsesriten, Uppsala Universitet 1998, s. 106 s. 108 Gilot, Francoise: Samliv med Picasso, Gyldendal 1996, s. 68 s. 110 Caldwell, Gail: Let´s take the long way home: A Memoir of Friendship, Random House Trade Paperbacks, New York 2011, s. 182 (egen oversættelse)

116