Fri og fortabt. Kristendommen iflg. Jesper Lohmann

Jesper Lohmann

Fri og fortabt

Jesper Lohmann

Fri og fortabt

I serien Kristendommen ifølge …

Isbn 978 87 410 1048 9

© Jesper Lohmann & Eksistensen

1. udgave, 1. oplag 2023

Omslag og grafisk tilrettelæggelse:

Nete Banke, Imperiet

Sats: Eksistensen

Sat med Source Serif og Grouch BT

Forfatterfoto © Heiner Lützen Ank

Tryk: Latgales Druka, Letland

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK • 1820 Frederiksberg C

 3324 9250

www.Eksistensen.dk

Reach out and touch faith

Jeg er opdraget som almindelig bruger af folkekirken, med dåb, konfirmationer, begravelser og højtider. Og så har jeg velsagtens sideløbende haft en længsel efter at “komme ind i det”. Midt i 20’erne fik jeg en kæreste, som var troende, og hun ledte mig noget af vejen, men jeg havde på mærkværdig vis hele tiden fornemmelsen af, at jeg ikke var værdig til at hengive mig og til for alvor at benytte kirken. Også i mit arbejdsliv har denne længsel kørt som et spor, hvor jeg har været på jagt efter troen.

Først med min fars alt for tidlige død dukkede der noget forløsende op. Jeg tror min mor udløste noget af det, da vi forlod Herlev Hospital en lørdag formiddag. Solen sendte sine påskestråler ned, og jeg husker så tydeligt min mor, der citerede: “Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen.” At hun kunne referere til noget uden for os, noget der allerede var

gennemlevet, føltes godt og virkede i sig selv lindrende. Jeg kunne forbinde det med mit eget liv, det gav mening, og noget dæmrede for alvor i mig. Og sammen kunne vi, min mor, min søster og jeg, skifte fokus og se lyset midt i sorgen.

Revolutionen ligger latent i os alle som en psykologisk størrelse – anarkiet er kommet for at blive. Umuligheden eller utopien er så smukt beskrevet i Det Gamle Testamente. Umulighederne og miraklerne i Det Nye Testamente. På den måde er kristendommen konstant på forkant og progressiv, fordi den til stadighed præsenterer os for umulighederne og den ideelle fordring af os mennesker.

“Tro ikke at anarkiet er dødt, nye venskaber lurer lige om hjørnet – også mit.” Det skrev jeg engang i et digt, og som så mange andre af mine

skriverier endte også det i skrivebordsskuffen. Det har dog altid hængt ved og vil ikke rigtig slippe mig. Det kommer stadig det samme sted fra inde i mig, nemlig den stolte tro på mine egne fornemmelser og samtidig min dybe afhængighed af andre. I eet spor er jeg isoleret fra omverdenen i en fremmedgjorthed, og samtidig kan jeg ikke holde tanken om at skulle være alene om det ud. Med fandenivoldsk styrke

og indbildning stiller jeg mig op og agiterer for forandringer og altings sammenbrud og rækker samtidig ud efter andre og håber, de er med på legen.

Når jeg får stillet ind på mit eget lille jeg. Når jeg kan mærke renheden omkring mig. Så bliver der plads til Gud. Så er jeg ikke mig selv nok, og tingene omkring mig udvider sig og bare vokser med indsigt, ro og glæde ved livet.

Køkkenscene

Jeg har vel været omkring 14-15 år og godt i gang med mit teenageoprør. Det kunne godt gå voldsomt for sig, og det var især min far og mig der boksede. Vi havde begge et voldsomt temperament, og vi udkæmpede nogle drabelige kampe; verbale og til tider også korporlige. Ikke at jeg fik bank, men der kunne sagtens falde en lammer og et trælår af, når vi havde vores sammenstød. Det begyndte altid i leg som to kåde drenge, der ikke kan lade hinanden være.

Min far elskede at diskutere politik og var optændt af en, vil jeg mene, sund indignation over for pamperi, svindel og andre sociale uretfærdigheder. Han var snedker og havde derfor

en fin fornemmelse for de faktiske forhold i jernindustrien.

En aften under aftensmaden faldt snakken

på de yderligtgående venstreorienterede. Jeg forsvarede hårdnakket de tyske terroristers brug af vold i deres kamp mod vestlig imperialisme (tilgiv mig … det var dengang). Diskussionen eskalerede og endte i et kæmpe rabalder, hvor vi fik sagt de værste ting til hinanden. Ingen af os følte sig forstået. Vi forsøgte jo bare at nå ind til hinanden og løse op for den knude, der var imellem os. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor min far altid var efter mig og konstant rettede på mig, og min far havde nok mest svært ved at forstå sig selv. Det hele kulminerede i, at min far i en desperat blanding af vrede og fortvivlelse, nærmest skreg ad mig: “Jamen, elsker du mig ikke?!” BUM. Alt i mig frøs. Tiden stod stille, og jeg husker, hvordan jeg kiggede bøvet på ham, mens jeg med lys og lygte ledte efter et svar og

allermest et: “Jo, selvfølgelig ELSKER jeg dig, far.” Men det kom ikke. Jeg kunne ikke finde det.

Det eneste jeg kunne byde på var et snerrede og

mistrøstigt: “Det ved jeg ikke.” Og så faldt alting bare sammen og til ro, vil jeg tro. Skænderiet og

diskussionen ophørte, og vi gik hver til sit. Min

far gik ud i garagen og snedkererede eller ind i stuen for at læse avisen, og jeg gik velsagtens ind på mit værelse, indtil aftenkaffen og kagen rituelt blev serveret i stuen, og vi igen sad som en lille ordentlig familie. Den hændelse har fulgt mig lige siden og været med til at danne mig. Ikke at kunne finde et “jeg elsker dig” inde i mig. Det tog mig mange år at tro på mine ord, når jeg siger det til andre. Først da jeg selv fik børn, fik tingene klarhed, og det flød som det letteste ud af mig. Men det sidder der stadig. Det øjeblik hvor jeg ville have ønsket, at jeg med største lethed og overbevisning kunne have givet min far et selvfølgeligt og rungende JA, og hvor jeg trygt kunne forlade mig på bare at være en glad og forvirret ung mand.