Det medfølende vidne

Det medfølende vidne

Det medfølende vidne – sjælesorg og traumer

HANNE PAHUUS OG LONE VESTERDAL

Det medfølende vidne – sjælesorg og traumer

Af Hanne Pahuus og Lone Vesterdal

© forfatterne og Eksistensen 2023

1. udgave, 1. oplag

ISBN 978-87-410-0999-5

Grafisk tilrettelægning: Claus Nielsen

Forsidefoto: René Magritte, La Mémoire

1948 © René Magritte / VISDA 2023

Collection of the French speaking Community of Belgium

Tryk: Dardedze

Vi vil gerne takke følgende for økonomisk støtte, som har muliggjort udgivelsen af denne bog: Det bindende Stiftsbidrag. Aalborg Stift, Haderslev Stift, Jens og Karin Troller Mikkelsens Fond og VELUX FONDEN.

PROLOG

Billedet på forsiden af bogen er malet af René Magritte i 1948. Det bærer titlen La Mémoire . Billedet drejer sig altså om erindring. Vi ser en buste af en kvinde, hvor blodet løber fra panden ned over øjet og videre ned på hendes kind. Hendes øjne er lukkede. Ved siden af hende ligger et nedfaldent blad og en slags kugle. Til højre i billedet ses et gardin, der kaster en skygge over den ene side af hendes ansigt. Bag kvinden ser vi havet og en halvskyet himmel.

Med inspiration fra professor i teologi Claudia Welz (1974-) vælger vi her at tolke blodet på kvindens kind som et traume, der betyder sår. Claudia Welz spørger i en artikel, om såret eller traumet bløder, fordi traumet bliver genoplevet, eller om traumet er usynligt for den traumatiserede, og at det først bliver tydeligt for denne ved en andens blik på det (Welz 2013 nr. 5: 70). Claudia Welz mener, at det er det sidste. For at et menneske kan nærme sig det traumatiske og tale om det, skal der være et medmenneske, der bevidner både det forfærdelige, der skete, og Guds helende nærvær midt i det forfærdelige (Welz 2013 nr. 5: 94). – Når vi har kaldt denne bog for Det medfølende vidne – sjælesorg og traumer, er det netop ud fra en forståelse af, at et menneske, der er traumatiseret, har brug for at blive set på udefra med medfølelse.

Da Magritte malede billedet af kvindebusten i 1948, bar millioner af mennesker på traumer; men i nogen tid efter krigen var man ikke for alvor klar over, hvorledes traumatiske oplevelser præger et menneske, og heller ikke de traumatiserede selv forstod til fulde traumernes indvirkning på deres liv. De ville som alle andre gerne glemme og lægge

krigens rædsler bag sig, men det viste sig ikke at være så nemt.

Lad os spørge efter, hvilken symbolsk betydning der kan ligge i de genstande, som findes på Magrittes billede? I forgrunden ligger et grønt blad, et symbol på liv. Den smukt formede cirkelrunde kugle, som ser ud til at kunne åbnes på midten, kan rumme noget hemmelighedsfuldt og mulighedsrigt. Havet og himlen bagved viser beskueren hen til det uendelige. Kvinden ser ikke på noget af alt dette. Hendes øjne er lukkede, og vi ser kun hendes ansigt. Måske har hun på grund af traumet forsøgt at afskære sig fra sin krop og det liv, som er i den.

Modet til at åbne øjnene ud mod verden og til igen at mærke liv og livfuldhed, vil hun kunne få i mødet og samtalen med et menneske, som bevidner det forfærdelige, der er hændt hende, og som i kraft af medfølelsen åbner for Guds helende nærvær. Hjælp kan hun få til at vende sig mod det mulighedsrige, vende sig mod havet og himlen, der kalder på en forbindelse til det uendelige, og hun vil kunne erfare et opfyldt nærvær. Et medfølende vidne vil kunne vække kvindens evne til at være til stede i sit liv – og hendes forventning til en fremtid, der rummer mindre angst og mere håb.

INDLEDNING

Denne bogs forfattere er begge præster i Den danske Folkekirke. En del af vores arbejde som præster består i at udøve sjælesorg. Vi møder mennesker, der af forskellige grunde er i nød, og vi stilles over for mange problemstillinger og fortællinger i sådanne møder. Nogle af fortællingerne er velkendte og minder om andre problemstillinger, som vi kender til og har erfaringer med. De handler måske om sorg, om nedtrykthed og ensomhed. Andre gange møder vi mennesker med historier med underliggende problemer, der kan være svære at begribe, og hvor det i samtalen kan være nødvendigt med nogle andre indsigter, fordi der tydeligvis er noget dybere på spil. Problemstillingen er måske nok på overfladen genkendelig og udramatisk, men den, vi taler med, kan “ikke komme over” det, der er sket.

Vi kalder hændelser, som bliver ved med at gribe forstyrrende ind i et menneskes liv, for traumatiserende; og de mennesker, som vi taler med, har et traume. I bogen findes eksempler på samtaler med mennesker, der er blevet mærket af traumatiske oplevelser. Samtalerne er opdigtede, men har tråde til virkelige begivenheder.

Den hændelse, som har udløst et traume, kan ligge langt tilbage i et menneskes liv og præge det i større eller mindre grad. Nogle traumer kan være meget tunge at leve med. Det gælder f.eks. for mennesker, der har været i krig, således som danske soldater har været det i Eksjugoslavien, i Irak og andre steder i verdens brændpunkter. Overlevende fanger fra kz-lejre og deres efterkommere bærer også på traumer. Tungt kan det også være at leve med traumer efter hverdagens psykiske vold og efter voldtægt og incest. Andre traumer er mindre indgribende. Dog kan det være hjælpsomt at tale

med et menneske om noget, som man ikke kan komme til rette med i sit liv. Graden af frygtelighed er mindre vigtig her; det væsentlige er at få øje på, at man som sjælesørger sidder over for et menneske, der har et større tema med sig end f.eks. den ensomhed, hun eller han kom for at tale om.

Vi er blandt andet inspireret af teologisk traumeforskning og traumelitteratur, men vores bog er ikke en grundbog om traumer. Den er nærmere en sjælesorgsbog med nogle flere perspektiver på komplicerede samtaleemner. Vi forsøger fra forskellige vinkler at lukke op for forståelsen af det menneske, hvis liv på visse punkter er gået i baglås, og hvis liv på overfladen måske er velfungerende, men som rummer et tilbagevendende ‘sort punkt’. Vi præsenterer nogle begreber og en udvidet forståelsesramme, som disse ‘sorte punkter’ kan begribes inden for.

Traumer som forskningsfelt er især udviklet i nogen tid efter Anden Verdenskrig. PTSD, posttraumatisk stressforstyrrelse blev i 1980 officielt anerkendt som en psykisk lidelse af American Psychiatric Association. PTSD kræver ofte medicinsk og psykologisk eller psykiatrisk behandling. Vi er meget vel klar over, at vi som præster og sjælesørgere ikke har ekspertise til at behandle mennesker, der er dybt traumatiserede. Behandlingen må vi her overlade til psykiatere og psykologer, der sidder inde med ekspertise på dette felt. Det må for en sjælesørger bero på et skøn, om man skal vise et menneske videre til egen læge, som kan henvise til behandling andetsteds.

Traumer som en reaktion på fysisk og psykisk vold

Fysisk vold er ikke tilladt i vores samfund. For ikke så mange år siden var det almindeligt accepteret, at lærere i skolen måtte straffe elever korporligt. Først i 1966–67 blev det ved lov forbudt at slå børn i skolen. I 1985 blev forældres ret til fysisk at straffe deres børn ophævet ved lov.

I 2019 blev det bestemt ved lov, at psykisk vold også er ulovligt.1 Det Kriminalpræventive Råd oplyser, at psykisk vold er en adfærd, som er nedværdigende, manipulerende og krænkende.

I loven, som omhandler psykisk vold, nævnes en række forhold, som er forbudt. Her skal nævnes nogle få, nemlig at det er ulovligt at udstille og ydmyge en person, at afpresse en person og at udsprede ondsindet sladder, rygter eller intime oplysninger om et andet menneske. Sådanne handlinger finder i stigende grad sted på de sociale medier. Men at fysisk og psykisk vold er ulovligt, betyder jo ikke, at der ikke findes vold blandt mennesker i vores samfund.2

Det er ikke al vold, der traumatiserer, og det er ikke kun synlig vold, der skader. Det er ofte graden af vold og omfanget og den gentagne voldshandling, der afgør, om et menneske traumatiseres af den. Uanset om vold er synlig og ekstrem eller usynlig og en hverdagsbegivenhed, har den samme væsen, samme mekanismer og budskab. Vold er dybest set en handling, der underkender det enkelte menneskes værdighed og status som et dyrebart menneske. I den ekstreme ondskab fremtræder der tydelige træk, som i en langt mindre skala er til stede i hverdagen, men kernen i enhver ondskab er underkendelsen af et menneskes uendelige kostbarhed. Vold er en besked til ofret om, at han eller hun er betydningsløs og ikke noget værd. Hvis man gentagne gange udsættes for nedgørelse og især bliver det af mennesker, som burde passe på og beskytte én, kan man blive traumatiseret. Det kan også opleves som traumatisk at være blevet bedraget, eller hvis ens tillid er blevet udnyttet af ens nærmeste.

Det er – som vi vil udrede senere – skambelagt at have været udsat for andres ondskab, hvorfor et menneske ofte

1 §243 i straffeloven

2 Se også Voldsoffer i Danmark – grundbog for fagprofessionelle (2023) redigeret af Ask Elklit, Sara B . Dokkedahl, Dorte M . Christiansen . Syddansk Universitetsforlag .

vil prøve at skjule overgrebet og ikke tale om det til nogen, men traumet kan ikke ties væk. Det er ikke hvem som helst i ens omgangskreds, som man kan have gavn af at fortælle om overgrebet. Det kræver en person, der vil lytte uden at dømme, som ser på én med et kærligt blik, og som også har en særlig indsigt i og en dybere forståelse af de mekanismer, der gør sig gældende, når mennesker skader andre. Det kærlige blik kan ikke fjerne traumet, men at møde medfølelse kan bryde tavsheden og hjælpe et menneske til at tale om en skam, der ofte ledsager et traume, og som det kan være en lettelse at kunne tale om med et menneske, der ikke møder én med foragt og afstandtagen. Her skal det også nævnes, at vi i bogen beskriver en sorg, som er traumatisk. Den kan opstå ved at miste et menneske ved selvmord, eller hvis et yngre menneske dør fra én, eller hvis døden indtræder pludseligt og under forfærdende omstændigheder. Man kan i sådanne tilfælde opleve at blive frataget trygheden og tilliden til verden og Gud. Det kan endvidere være traumatisk at være et hjælpeløst vidne til, at et elsket menneske nedbrydes af sygdom og til sidst dør.

At tale om traumer

Bliver mennesker retraumatiseret af at tale om traumer? Vil de få det dårligere af at tale om det, som er hændt dem? I forbindelse med svære traumer kan det være nødvendigt at gribe til særlige foranstaltninger, førend man begynder at tale om traumer. Men i almindelighed kan det hjælpe at tale om det traumatiske.

Mennesker, som har oplevet traumer, har været i et mørke, som til stadighed truer deres livsmod. De kan genopleve det traumatiske i mareridt, uden at de nogensinde har talt med nogen om deres oplevelser. Det er hjælpsomt, hvis et menneske sammen med et medfølende og lyttende vidne kan sætte ord på mørket og det truende, som det har været

i. Det er opbyggeligt at møde anerkendelse af, at det er svært at leve med traumer. Vi forestiller os ikke, at vi som sjælesørgere kan befri et menneske for traumer, men med vores ord og holdning kan vi hjælpe et menneske til ikke at være alt for præget af skyld og skam over det, som er overgået det. Det gælder om at bringe et menneske, som har oplevet traumer, til en accept af, at det til tider har mindre livskraft, plaget som det kan være af mareridt og genoplevelser af det traumatiske. Man kan bebrejde sig selv, at man mange år efter at det traumatiske skete, stadig kan være påvirket af det. I sjælesorgssamtalen kan man hjælpe et menneske fri af sådanne selvbebrejdelser. Samtidig er det vigtigt at tale om, at virkningerne af de traumatiske hændelser ikke uden videre forsvinder. Det er der medfølelse i. At få mindsket selvbebrejdelserne og erkende, at man ikke fuldstændigt kan slippe for traumets virkninger, kan paradoksalt nok opleves som en lettelse hos det menneske, som mener, at det burde være kommet videre, “nu hvor det er så længe siden, det skete”.

Tilgang og teologi

Spørgsmålet er nu, hvad sjælesorg er for os begge? Det er en særlig samtalemåde, som udspringer af vores teologiske grundholdninger. Det betyder, at vi tror på, at ethvert menneske er omfattet af en guddommelig kærlighed, og at vi – både sjælesørgeren og det menneske, sjælesørgeren taler med – er omfattet af en ubetinget accept, ikke nødvendigvis af vores handlinger, men af det dybeste i vores væsen. Når vi kalder vores bog for Det medfølende vidne, er det et udtryk for, at vi som sjælesørgere kan vise medfølelse, respekt og – med et stort ord – kærlighed. Samtidig har vi en erfaring af, at det at blive mødt med medfølelse kan kalde på en følelse af menneskeværd. Medfølelsen kan kalde tillid og livsmod frem hos et menneske, som lever med traumer,

der til tider gør det mismodigt og trist. Sjælesørgeren kan komme et menneske, som har været nedværdiget, i møde med en agtelse, der kan kalde på hans eller hendes følelse af værdighed, af selvstændighed og viljestyrke.

I vores sjælesorg har vi også en særlig opmærksomhed ved eksistentielle fænomener, som dukker op i samtalerne. Det kan såvel være negative som positive fænomener, såsom mindreværd og værdighed, tristhed og glæde, mistillid og tillid, mismod og livsmod samt håb.

Vores tilgang til samtalen er, at vi er ledsagere på et menneskes vej til afklaring og forståelse af sig selv og af dets måde at være til i verden på. Vores samtalemåde er sokratisk i den forstand, at vi stiller åbne og undersøgende spørgsmål, hvorigennem et menneske kan ledes frem til en indsigt og som nævnt også til en anerkendelse af dets menneskeværd og værdighed.

Vores teologi er ligeledes med i måden, hvorpå vi som sjælesørgere er sammen med mennesker, der oplever tab af mening. Vi skriver om at være i et limbo, i en form for tomhed og meningsløshed. Det er en følelse, som kan være forstærket hos mennesker, der lever med traumer. At være i og at “råbe fra det dybe” har vi som præster erfaring med. Vi møder mennesker, hvor vi som sjælesørgere må være sammen med dem i mørket og meningsløsheden, og hvor vi ikke skal komme med forklaringer på det meningsløse eller forsøge at give det meningsløse mening. Det gælder om at være sammen med et menneske i mørket og forladtheden og ikke ville for hurtigt frem til lyset, eller teologisk talt for hurtigt fra langfredags mørke til opstandelsens lys påskemorgen.

Baggrunden for vores interesse i emnet

Vi vil nu fortælle om baggrunden for vores interesse for emnet. Min (Hanne Pahuus’) optagethed af traumer skyldes,

at jeg er vokset op i et hjem, hvor både min far og mor var blevet traumatiseret af min fars ophold i kz-lejren Buchenwald. Min far blev sammen med omkring 2000 andre politifolk taget til fange af tyskerne den 19. september 1944 og kom først hjem igen kort tid før befrielsen i maj 1945. På dette tidspunkt og i lang tid efter krigen var der få, som kendte til de grusomheder, som kz-fangerne havde været udsat for og vidner til. At fangerne bar på traumer, som ikke forsvandt, var man heller ikke opmærksom på før langt senere. Gennem hele min barndom har jeg vidst og også hørt om, at min far havde været i Tyskland. Således kaldte mine forældre dét, at han havde været i kz-lejr. Men det var ikke noget, som vi talte om til andre.

Lige efter krigen og nogen tid efter var der heller ikke generelt set nogen særlig opmærksomhed ved, hvad det vil sige at leve med den påvirkning, som kz-fangerne havde været udsat for. At man ikke ønskede at tale eller høre om, hvad der var sket i kz-lejrene, derom vidner et citat af Elie Wiesel (1928–2016), der ligeledes havde været fange i Buchenwald. I 1975 sagde han følgende:

Det er forståeligt, at de overlevende ønskede at forholde sig tavse . Men hvordan forklarer vi tavsheden i resten af verden? Efter krigen sikrede en massiv psykologisk modstand, ikke ulig de overlevendes lammelse og udtryksløshed, bevarelsen af verdens sunde forstand . Det tog tre årtier før verden begyndte at opfatte, hvad der var sket i Auschwitz, Bergen-Belsen, Buchenwald, Dachau, Treblinka (Citeret efter Kaplan 1996: 238) .

Ved læsning af vidnesbyrd fra kz-fanger har jeg søgt indsigt i, hvad ondskaben gjorde ved fangerne, og hvorledes den vedvarende prægede deres liv efter befrielsen, og hvorledes den også prægede deres børn. Jeg vil især skrive om traumer, der er forårsaget af overgreb af den ene eller anden slags. Jeg vil også i et samtaleeksempel vise, hvorledes man kan blive

påvirket af at leve sammen med mennesker, der er traumatiseret. Indimellem vil jeg bringe personlige erfaringer fra min barndom i en familie, der var traumatiseret af den radikale ondskab. Beskæftigelsen med den radikale ondskab har også givet mig indsigt i, hvad en langt mindre grad af ondskab gør ved mennesker.

For mig (Lone Vesterdal) skyldes min optagethed af traumer, at jeg har to slags erfaringer med mig: Den ene er bredt kendt og helt gennemsigtig for de fleste. Det handler om den rystende og skelsættende begivenhed, det er at miste et højt elsket menneske, og har sin baggrund i min egen historie med min første mands død. Han fik synsforstyrrelser, mens jeg ventede vores fjerde barn og fik kort tid efter konstateret en hjernetumor, som først blev vurderet som godartet, men som i løbet af de næste par måneder udviklede sig i ondartet retning. At være til samtaler på sygehuset med neurokirurger og kræftlæger, der ikke lagde skjul på alvoren, var komplet surrealistisk og føltes som at være med i en rædselsfuld gyserfilm. Samtidig var jeg klar over, at når filmen var slut, ville min mand være død, og vejen derhen ville have været brolagt med hjælpeløshed og opløsning af al værdighed og tab af hans kendte verden. Jeg glemmer hverken ham eller forløbet. Netop de dage, nætter, uger og måneder vil jeg have med mig resten af livet. Men i dag fylder erindringerne mig primært med taknemmelighed. Det gælder måden, han levede på midt i det hele, og at han ikke begik selvmord, selvom han godt vidste, at han var i gang med en langsom død. Jeg er taknemmelig over, at mine fire børn trives. Taknemmelig over, at der var venner og familie, der var medfølende vidner, og at det skulle vise sig, at der også var en kærlig og klog mand til mig efterfølgende. Det er på baggrund af denne traumatiske sorg og samtidig mine erfaringer af taknemmelighed og kærlighed som en kraft midt i det hele, at jeg har skrevet kapitler om henholdsvis C.S. Lewis’ (1898–1963) En sorgens dagbog og den kristne billedtradition.

Den anden slags traumer, jeg har skrevet et kapitel om, er vanskeligere at gennemskue og derfor ikke så nemme at få øje på og forstå for omverdenen. Som præst har jeg erfaringer med, at mennesker kan blive traumatiseret af at have oplevet en lunefuld og skiftende adfærd hos et andet menneske, som fra det ene øjeblik til det næste kan svinge fra næsegrus beundring til forkastelse. Et menneske, der har oplevet en sådan adfærd, og som opsøger præsten, har gentagne gange og over flere år oplevet, at hans eller hendes værdighed er blevet krænket. Det er foregået gennem skiftevis ydmygende adfærd og beundring og varme. En sådan svingende adfærd kan sætte sig i sind og krop hos den, som det går ud over.

I disse tilfælde kan sjælesorgen bidrage på en særlig opbyggelig måde. Det handler om at blive mødt af et kærligt og sandt blik og derved opdage, at der findes en godhed i verden, som er mere virkelig end det nedvurderende blik og den uværdige behandling. Det kærlige blik gør, at man bedre kan holde fast i sine egne værdier og det, der er betydningsfuldt for én, og det kærlige blik kan også betyde, at man bedre kan se med et kærligt blik på sig selv og dermed fange det gode liv indimellem. Lige netop dette glædes-perspektiv bidrager den kristne sjælesorg med.

Bogens opbygning

Bogen består af syv kapitler. I det første kapitel beskriver og uddyber Hanne Pahuus erindringens betydning for os. Vores liv er et liv i tiden, og såvel vores erindringer fra fortiden som vores forhold til fremtiden betyder noget for den måde, vi er til på i nutiden. Erindringer forbinder os med det menneske eller det jeg, vi har været og stadig er, og samtidig giver de os en fornemmelse af, at vi har udviklet os over tid. Der skelnes her i dette kapitel mellem jeg-erindringer, som vi kan fortælle sammenhængende om, og mig-erindringer, der