Den praktiske teologi i Danmark 1973-2018

2

Den praktiske teologi i Danmark 1973-2018 Festskrift til Hans Raun Iversen

Redaktion: Lisbet Christoffersen, Niels Henrik Gregersen, Karen Marie Sø Leth-Nissen

Eks is tens en Kø b enh av n 2019

3

Den praktiske teologi i Danmark 1973-2018 Festskrift til Hans Raun Iversen Redaktion: Lisbet Christoffersen, Niels Henrik Gregersen og Karen Marie Sø Leth-Nissen © Forfatterne og Eksistensen 2019 Bogen er sat med Adobe Garamond på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0447-1 Omslag: Eksistensen

Udgivet med støtte fra Professor J. Oscar Andersens Fond

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

4

In d h o ld Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

I: Praktisk

teologi i

Danmark 1973-2018

Praktisk teologi på Københavns Universitet i 1970’erne og 80’erne . . . . . . . . . . 11 Mogens Lindhardt Praktisk teologi på Københavns Universitet i København. . . . . . . . . . . . . . . 21 Eberhard Harbsmeier Hans Raun Iversens program for den praktiske teologi. . . . . . . . . . . . . . . . 29 Niels Henrik Gregersen Hans og den teologiske fagkritik i Aarhus. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Troels Nørager Det folkekirkelige i folkekirken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 Kirstine Helboe Johansen Liturgik i den praktiske teologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 Bent Flemming Nielsen Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Peter Balslev-Clausen Homiletik i den praktiske teologi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Marlene Ringgaard Lorensen Diakoniens “go-between” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 Liselotte Malmgart Sjælesorg i den praktiske teologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Christine Tind Johannessen-Henry

II: Tværfaglig

kirkeforskning

Praktisk teologi og religionssociologi – hvad forener, og hvad skiller . . . . . . . 143 Margit Warburg Social netværksanalyse omkring Hans Raun Iversen . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 Karen Marie Sø Leth-Nissen

5

Ekstern finansiering som praktisk arbejdsform i forskningen . . . . . . . . . . . . 165 Lisbet Christoffersen Vi vil vide mere om folkekirken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191 Marie Vejrup Nielsen By og land blandt andet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 Morten Thomsen Højsgaard Eksistentiel og åndelig omsorg i Danmark. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 215 Niels Christian Hvidt Er folkekirken en forening? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 233 Peter Gundelach Folkekirkens og de nordvesteuropæiske majoritetskirkers finansiering. . . . . . . 243 Niels Kærgård og Sidsel Kjems Aktionsforskning og teologi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 Dorte Kappelgaard Empirisk kirkeforskning som bidrag til praktisk teologi . . . . . . . . . . . . . . . 269 Ulla Schmidt

III: Empiri

og kirkesyn

Hans Raun Iversen och ecklesiologin. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283 Sven-Erik Brodd Præsten mellem rolle og identitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293 Kirsten Donskov Felter Kirke og uddannelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 303 Ulla Morre Bidstrup og Birgitte Graakjær Hjort “Et folk, der nægter at lære af andre kulturer, er et folk af sygelige idioter”. . . . 311 Peter Lodberg Hans Raun Iversen og missiologien. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 319 Jonas Adelin Jørgensen Bibliografi for Hans Raun Iversen, 1971-2018. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 327 Om forfatterne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369

6

Forord Denne bog har to formål. Det første er at sende en kollegial hilsen til Hans Raun Iversen med tak for alt, hvad han har betydet for den praktiske teologi i Danmark. Bogens andet formål er at aftegne konturerne af den praktiske teologi som fagligt felt i nyere dansk teologi, efter at faget blev genindført som teologisk fag i 1970’erne, og siden 1989 gjort obligatorisk.

Lykkeligvis er de to formål dybt sammenvævede af den simple grund, at Hans Raun Iversen gennem mere end 35 år har været en central forsker i tilblivelsen og profileringen af den praktiske teologi i Danmark. Han er forfatter og medforfatter til hele to bindstærke lærebøger i faget, først Praktisk Teologi sammen med Eberhard Harbsmeier i 1995 og senest Ny praktisk teologi: Kristendommen, den enkelte og kirken i 2018. Han er blevet læst som kun få andre i sin samtid – og ikke kun af præster og teologer, men også af samfundsforskere fra andre fagområder. Meget fortjent modtog Hans Raun Iversen æresdoktorgraden fra Uppsala Universitet i 2012.

Frem for alt er Hans Raun Iversens virke som netværker kendt af alle dem, der har haft berøring med ham som initiativtager og deltager i mange små og store forskningsprojekter såvel som i den kirkelige praksis. Der er utroligt mange, der har haft glæde af samarbejdet med Hans Raun Iversen, og en hel del yngre forskere kan fortælle om, at de skylder Hans Raun Iversen deres eget virke som forskere. Han har som kun få andre lyttet, når han tog imod forslag til forskningsemner. Han har givet mod til at gå videre og stillet sig selv til rådighed som den, der kunne give forslag til, hvordan et emne kunne profileres og håndteres, så der kunne blive en afhandling ud af det. I sin tid som lektor i Praktisk Teologi har Hans Raun Iversen været vejleder for ikke mindre end 16 afsluttede ph.d.-afhandlinger. Det er fakultetsrekord i København, og vistnok også teologisk Danmarksrekord.

Hans Raun Iversen er kort sagt en forskertype, der fylder noget, men også et menneske, der er god til at inddrage andre i rummet omkring sig. Han har således altid været sig bevidst, at han ikke stod alene om den praktiske teologi. Selv dækkede han betydelige dele af den praktiske teologi med kirkekundskab, kirkesyn og kirkesociologi i centrum, men han har også forsket i præsterollen og hymnologi. Andre kollegaer i den praktiske teologi tog sig af homiletikken og gudstjenestens teologi, sjælesorg og religionspædagogik såvel som kirkeretten. Til gengæld har han flittigt citeret kollegaers arbejde, når han har brugt dem i sine egne artikler og bøger. Det gælder ikke mindst yngre kolleger, som Hans Raun 7

Forord

Iversen har vejledt – intet speciale og ingen ph.d.-afhandling er gledet ind i hans egne arbejder, uden at der er givet præcise referencer. Det er en hæderlighed, vi alle kan lægge os på sinde. Samtidig er det karakteristisk for Ny praktisk teologi, at Hans Raun Iversen sender stafetten videre til yngre praktiske teologer, alt imens forfatteren sammendrager mange kollegers, præsters og studenters arbejde uden at gøre forskel på præster og universitetsteologer, junior- og seniorforskere.

Med Den praktiske teologi i Danmark 1973-2018: Festskrift til Hans Raun Iversen ønsker vi og andre kolleger at sige Hans en hjertelig tak for, hvad han alt sammen har gjort for fagområdet Praktisk Teologi. Samtidig vil vi gerne tegne et billede af den praktiske teologis historie i Danmark. Derfor vil bogen beskrive, analysere og give eksempler på, hvad der er sket med den praktiske teologi, siden faget i 1973 fik sin første professor med liturgihistorikeren og Grundtvig-forskeren på Aarhus Universitet, Christian Thodberg, og siden Hans Raun Iversen i 1976 skrev sin guldmedalje-afhandling på 348 sider, Præsteembedet i opbrud. En kritisk redegørelse for den nyere teologiske debat om embedet og præstens rolle.

Redaktørerne skylder en stor tak til bidragyderne for deres velvillighed til at tegne et billede af den praktiske teologi i Danmark og give en hyldest til Hans Raun Iversen. Redaktørerne skylder også tak til Professor J. Oscar Andersens Fond, der har givet en generøs støtte til bogens udgivelse.

14. december 2018, Lisbet Christoffersen Niels Henrik Gregersen Karen Marie Sø Leth-Nissen

I: Praktisk teologi i Danmark 1973-2018

Praktisk teologi på Københavns Universitet i 1970’erne og 80’erne

Mogens Lindhardt

I 1989 får den teologiske uddannelse endelig en ny studieordning – med praktisk teologi som obligatorisk fag på grunduddannelsen og alt, hvad der hører til: eksamen, studieplaner, pensum, fagansvarlige etc. At det blev til noget, skyldes i høj grad Hans Raun Iversen. Han var blevet ansat som lektor i faget i 1985 efter tre års vikariat i religionssociologi og hverdagskristendom. Han havde et unikt planlægningstalent og en agitatorisk målrettethed, som aldrig forsømte en lejlighed til at fortælle folk, hvor vi skulle hen. Støttet af Eberhard Harbsmeier, der var lektor i praktisk teologi fra 1986 til 1996, førte Hans Raun Iversen mange års ønsker i mål og prægede den udformning, faget fik.

Forudsætningerne 1976 tog Københavnerfakultetet det første skridt til det nye fag. En stilling i praktisk teologi blev opslået. Jeg søgte og fik den, først på adjunktvilkår og fra 1980 som lektor. Opslaget indeholdt vanen tro ikke en beskrivelse af faget, endsige overvejelser fra fakultetet om dets indhold og retning. Det måtte den nye selv finde ud af ud fra de diskussioner og forventninger, der havde vist sig i årene forud. På det tidspunkt var der tre, som jeg vil beskrive i det følgende. a) Fagkritikken, som opstod i 60’erne, havde fået tag i teologerne. Stærkest i Århus, hvor en lang tradition for hermeneutik (f.eks. H.C. Wind og Jørgen K. Bukdahl) åbnede for en ideologikritisk tilgang til teologiens forudforståelse. Her blev teologien målt ud fra, hvordan den afspejlede dominerende samfundsmæssige diskurser og forholdt sig til dem. Teologien skulle ikke længere suverænt definere sig selv og sin genstand, men skulle stå til ansvar for, at dens sandheder ikke var givne, men i høj grad også “nogens” sandheder, båret af disse “nogens” interesser, som så igen definerede andre, så de måtte tilpasse sig, se sig selv som 11

Praktisk teologi på Københavns Universitet i 1970’erne og 80’erne

uvedkommende eller slet og ret tie. Nu skulle de mange erfaringer og skjulte stemmer frem. Det fornyede interessen for en empirisk teologi, hvor man forholdt sig til erfaring, hverdagsteologi og folkereligion, for en kritisk teologi, der kastede lys på teologien udefra. Det gjaldt om at undersøge, hvordan teologi og kirke agerede i forhold til tidens dominerende diskurser, og udvikle en magtkritisk, politisk og kønskritisk teologi, som ledte efter andre udtryk og praksisformer, der kunne ruske op i det etablerede.

Det sidste understøttedes også fra Århus, hvor ikke mindst både Johannes og Anne Marie Aagaard orienterede sig internationalt mod andre måder at være kirke på og dermed anfægtede folkekirkens selvfølgelige selvforståelse. De inspirerede flere kredse til et nyt syn på, hvad kirkelig og religiøs praksis kunne være.

København havde ikke samme tradition. Her domineredes udsynet af en økumenisk dialog med de etablerede europæiske kirkesamfund og deres tolkninger af fælles symboler. Det er måske ikke tilfældigt, at Århus-studenterne grupperede sig, og at “fagkritikerne” blev en stor gruppe, der også tog studenter- og uddannelsespolitisk ansvar. I København var fagkritikgruppen mere diffus, og den eneste markante og store gruppedannelse i København var de feministiske teologer.

Der var mere plads til symbol-kritik i København, også når den blev udstrakt til køns-symbolisering. Lone Fatum, Karin Friis Plum, Lene Sjørup m.fl. bragte den vinkel ind på studiet. I dag lever datidens “kritik” rudimentært videre i titlen på det lidet kritiske, men hurtigt mest solgte teologiske tidsskrift: Kritisk forum for Praktisk Teologi. Vi – en gruppe på ca. 10 personer – satte det i søen i 1980. Initiativet kom fra Hans, som også var den iværksætter, der førte det ud i livet.

Signalerne var tydelige: Tiden efterlyste et fag, der skulle belyse det gensidige forhold mellem den samfundsmæssige og den teologiske praksis på universitet og i kirken, samt lade uomtalt kristendom i samfundet komme til orde. Dette fag var den praktiske teologi. Derfor var aftalen også, at der kort efter den første stilling i København skulle slås endnu en op, i religionssociologi. Den blev et års tid efter besat ved Jaques Blum på baggrund af hans empiriske minoritetsforskning.

Desværre kom han og fakultet aldrig rigtig i trit med hinanden, og der opstod ikke ny kirkelig forskning herfra.

I Århus var der allerede i 1973 blevet oprettet et professorat i Praktisk Teologi, placeret under kirkehistorie. Christian Thodberg blev uden opslag hentet ind til stillingen gennem et kaldelsesudvalg bestående af Anders Pontoppidan-Thyssen, Johannes Aagaard og to studenterrepræsentanter, Erik Krebs Jensen og Hans Raun Iversen. Udvalget, som kun kunne godkende eller forkaste kandidaten, opnåede at få navngivet et professorat i Praktisk teologi, men måtte bide i sig, at de ældre professorer så både procedure og placering som deres vellykkede kup imod den gryende praktisk orienterede fagkritik. “Der kom en mand med en 12

Mogens Lindhardt

slæde i vejen!”, skrev Johannes Sløk hoverende sidenhen i sine erindringer. Thodberg var Dr. Phil. i byzantinsk kirkemusik, rektor på den just oprettede præstehøjskole og kastede sig hurtigt over liturgihistorie og Grundtvigs salmedigtning og fik med hele sin indsats belyst forsømte sider af kirkehistorien. En nyorientering af den teologiske uddannelse som helhed var der derimod ikke lagt op til.

Det skuffede mange, også de fagkritiske venner i København, som nu langt om længe fik lov til at vise sig som de progressive. To stillinger blev budgetsat fra 1976 og uden den store diskussion placeret under systematisk teologi. De skulle være samtidsrettede, ikke blot en kirkehistorisk tilvækst – hvis nogen havde den slags drømme, var det bedste argument, som altid i København, at pege på svenskerne. Dér havde faget været liturgi- og prædikenhistorisk i små 100 år.

Theodor Jørgensen var formodentlig den vigtigste autoritet bag tilblivelsen.

Fortrolig med Schleiermacher henviste han til faget som teologiens krone og evnede derudover suverænt at holde sig uden for fakultetets magt- og prestigekampe, og skabte derfor respekt hos alle. Selv Leif Grane, som senere foragtende kaldte os “læderjakkerne på 4. sal”, var for mange at se forbavsende tavs vedr. placeringen og med, at der fra starten blev placeret to nye stillinger hos systematikerne. b) Helt andre forventninger til det nye fag kom fra studenterne, som ønskede, at hele studiet skulle forberede bedre til præstearbejde. Den slags ønsker opstår med mellemrum. Nogle af dem var imødekommet, da man i 1942 gjorde det gamle Pastoralseminarium til et obligatorisk halvårskursus, analogt med gymnasielærernes pædagogikum. Indtil da havde det hørt under fakultetet, som løbende udbød forelæsninger i fagets emner ved prominente præster fra byen. Men herefter skulle det høre under kirkeministeriet, med fakultetsprofessorer i bestyrelsen. Så havde fakultetet hånd i hanke med det akademiske niveau og kunne samtidig vise omverdenen, at teologi stadig var et videnskabeligt universitetsfag, løsrevet fra kirkelig og konfessionel undervisning, som jo netop blev taget op andetsteds.

I 60’erne og 70’erne handlede de studerendes ønsker om flere redskaber til fornyelse af det kirkelige liv, men mest af alt på at få udbygget de kommunikative sider af præstearbejdet. Det var nye tegn: I mange ældre præsters erindringer kan man finde decideret teologiske bekymringer: Har jeg forstået det, fortolket det korrekt, siger jeg det rigtige? Nu hed det: siger jeg det rigtigt, dvs. så folk kan forstå det? Taler jeg erfaringsnært eller lirer jeg blot akademisk lærdom af? Der var tydeligvis kommet en følelse af, at det at blive akademiker også var at komme på afstand af det almindelige. Der af opstod en tosidet frygt: for at man kunne komme til kort overfor “almindelige” mennesker, og for at de “almindelige” var optaget af alt andet end ens fine teologi og derfor ville trække en ned i forfladi13