Bowie

Bowie Jakob Brønnum

Eksistensen

Af samme forfatter Horisont – lyrik og meditationer (digte 1988) Ind gennem lysninger (digte 1989) Skyggedage (prosastykker 1990) Elegi for Mozart (essay 1991) Europadigte (1991) Brød og bøn (digte 1993) Den lange søndag (roman 1994) Mørke (roman 1996) Sjælen og landskaberne (digte 1997) Kulturhistoriske årstal (håndbog 2001) Kun sig selv (roman 2004) Vejen ud og vejen hjem (digte 2004) Forfølgeren (roman, 2007) Pinballmesterens Drøm (noveller 2010) Månen i din hånd (digte 2010) Jobs drøm og andre fortællinger (noveller 2011) Verden ifølge U2 (essay 2012) Kirkegården ved havet (digte 2012) Kristus som antihelt (essay 2013) Juleevangeliet – en gendigtning (digte 2014) Sange ved himlens port (Dylanessay 2014) Malmö by night (digte 2014) Langsomheden 1.0 (digte 2015) Argumenter mod døden (essay 2015) Lysåret (kirkehaiku 2016) Fortællinger fra undergrunden (noveller 2016) Pengeguden (essay 2016) Porten til den indre by (digte 2016) Den sidste passion (digte 2017) Matthæuseffekten (essay 2017) Nøjsomhedens tivoli (digte 2017) Øjeblikkets tredje tilstand (digte 2018)

Indhold

1. Manden, der ikke kunne dø

7

2. Bowies landskaber, Bowie som stilskaber, Bowie som type 3. Individualitet og fremmedhed

29

13

37 5. Aladdin den skøre og helten fra Berlin 73 6. Messias som freak 89 7. Da Gud tog Bowies fornuft på en køretur 107 8. Idéen om den mystiske kærlighed 129 9. Bowie som hedning 147 10. Fascinationen af den store, hvide mand 157 11. De ensomme og de fremmede 175 12. Dræberstjernen over horisonten 187 13. Edderkopper, vand, kvindelighed 205 14. Lazarus og den sorte stjerne 211 Henvisninger 231 Indeks 232 4. Pop og kunst og død og evig ungdom

1 Manden, der ikke kunne dø

»I want to try everything once.« (Bowie)

M

an troede ikke han kunne dø. Ikke bare sådan, at man blev overrasket og sørgmodig og ærgrede sig og mente, det var for tidligt. Det var det også. Men der var noget ved David Bowies figur og udstråling, der havde noget udødeligt over sig. Måske har det det stadigvæk. Når man får øje på, hvad det er, overraskes man af, at man kunne falde for illusionen.

David Bowie var gennemsyret af sin kunst, som bredte sig i mange retninger og mange genrer. Han har leveret et samlet kunstnerisk værk, der breder sig over forskellige områder, litteratur, musik, film, teater og mere til. I bund og grund er der nogle træk og nogle emner, der holder sammen på det og gør det til en helhed.

Helten er den centrale skikkelse hos David Bowie. Alle de mange figurer, han synger om eller selv påtager sig som rollefigur, er helte, forvrængede helte, antihelte eller bare kiksede helte. En helt er den arketypiske hovedperson i den vestlige verdens kulturtradition. Ham, der er ude på en odyssé for at bringe balance i tingene, om muligt med sit eget liv som indsats.

Som vi skal se, er Bowies helte moderne, så de ikke handler for det store nationale fællesskabs skyld, som helte 7

ellers oftest har gjort, men for deres egen skyld. Til gengæld er den odyssé, Bowies helt er ude i, af kosmiske proportioner: Han vil nemlig finde sammenhængen i livet og få en forklaring på de store spørgsmål om liv og død.

Igen og igen møder vi folk, der er ude på den helt store rejse i tid og rum: Starman, Major Tom, Ziggy Stardust. Og igen og igen møder vi det moderne menneske i sin mest indadvendte positur, stående på dansegulvet uden at bevæge sig til eller fra, uden at have løsninger med i bagagen om, hvordan livet hænger sammen. Midt imellem de to, helten og den indadvendte, står Bowie selv, showmanden. Han gør alt, hvad han kan, for at vi ikke skal se hans blufærdighed, hans ensomhed, hans angst, og et af de greb, han bruger til at skjule følelserne er ironi og forfængelighed.

Eksistensdigter er en af de etiketter, man kan give David Bowie. Det er denne bogs emne: Bowie som eksistensdigter.

Hvor henter han sit materiale? Han henter det som allerede antydet i rumfarten, i den moderne populærmusiks showverden, i ganske almindelige dagligdagssituationer.

Der er flere dagligdagssituationer, end man lige skulle tro, i Bowies tekstunivers. Og han henter det i historiske og politiske omstændigheder. Fremfor alt henter han det i litteraturen. Den klassiske og den moderne litteratur.

Når man læser Bowies tekster igennem, ser man, at den billeddatabase, han næsten mere end noget andet bruger, når han skal forme det poetiske, er de bibelske billeder. Det vidner om en slags kulturel autenticitet. Det er de billeder, der har dannet klangbunden for det meste af den eksistensdiskussion og tænkning, der er foregået i tidens løb. Bowie bruger også eksistensbilleder fra okkultisme, Nietzsches nihilisme, jødisk kabbala og buddhistiske strømninger.

Bowie er ikke religiøs. Han har opdaget, at det bibelske stof taler om tilværelsen på en måde, der passer godt til 8

hans egen poetiske åre. Korte, afklarede, virkelighedsnære billeder, der rummer perspektiver, der kan udfoldes til at sige noget om de lange linjer i tilværelsen.

Bowies tekster, der står i centrum for hans musik, er som litterære digte, der opfører sig langt mere flydende og foranderligt, end sangtekster normalt gør. Der er ikke noget mærkeligt i det, når man ved, at David Bowie var meget belæst. Han refererer gentagne gange til litteratur i interviews. Hans søn Duncan Jones har offentliggjort en liste med de 100 bøger, Bowie anså var de vigtigste for ham, en overdådig samling nye og ældre klassikere.

David Bowies tekster belyser nogle af de basale temaer i vores liv. Hvad er virkeligt, eksistentielt og socialt? Hvad er forskellen mellem at være inde og ude. Mellem magt og afmagt.

Hvad er essensen i tvivl, håb, forladthed, tab, drømme. Og de gør det på en sprogligt meget bevidst måde, fuld af eksperimenterende elegance, der nogle gange kan få det til at se tindrende klart ud, andre gange tilfældigt og ustruktureret.

David Bowie var et søgende menneske. Efterhånden som man kigger på hans sangtekster og særligt på de største af Bowies album, ser man et mønster af en livslang søgen, der kun blev delvist forløst. Hans kunstneriske produktion trækker spektakulært mønsteret med ind i døden.

Bowie søger eksistentiel forankring, og det er mere end tvivlsomt, om han selv opfatter, at han nærmer sig den. Om han oplever, at han finder den eller blot endda bare får øje på den. Tværtimod, kan det synes. Hvis sangenes hovedpersoner ofte er udenfor i begyndelsen, så er de det endnu mere mod slutningen. Når de er udenfor, kan det virke afgrundsdybt til sidst. Hans første desperate, profetiske albums, fulde af samfundskritik og mystik for krop og sjæl, afløses af den modne Bowies mere desillusionerede udtryk. Et menneske, der ikke længere føler det, som om han er midt i livet.

9

At stå udenfor er næsten ligeså essentielt i Bowies forfatterskab som at være helten i centrum for det hele. Men den, der er udenfor, er ikke samtidig den, der forbliver afvist, tværtimod. Den fordomsfrie og totale accept af alle livsformer og afarter og udfoldelsesmønstre af det rent menneskelige er helt central i Bowies livssyn i teksterne. Den totale modtagelse af alt tænkeligt menneskeligt. Angsten og ensomheden og frygten for at komme til at forspilde sit liv har en modvægt, der bliver tydelig, men som det også kræver tålmodighed at læse sig ind på: Det er kærligheden som livets formål og essens.

Rockdigtning og kunst Ind i mellem viser det sig, at der står mere i teksterne, end den daglige lytning har afsløret. I visse tilfælde står der endda noget andet. Rockmusikken lever både af sine tekster og af sin musik på en mere grundlæggende sammenvævet måde end så mange andre sange i musikkens historie.

Den klassiske musiks sange er næsten altid skrevet på litterære digte, der findes i forvejen. En anden, endnu mere udbredt sangtype, nemlig salmen, har et mindre symbiotisk forhold til sin musik, fordi det er teksterne, der er det vigtigste. Popmusikkens tekster skal, ligesom salmer, handle om noget bestemt. Popsange handler om ungdom, kærlighed eller drømmen om lykke og rigdom.

Rockmusikken står lidt midt i det hele, teksterne handler om andre ting end de ovennævnte, indimellem er der litterære hentydninger, som når The Rolling Stones i Sympathy For The Devil ikke pludselig er blevet satanister, der elsker den personificerede ondskab, sådan som det lyder, hvis man ikke går dybere ned i teksterne. Mick Jagger og Keith Richards har blot skrevet en sang over den russiske avant

10

garde-forfatter Michael Bulgakovs roman om Faust-historien, Mesteren og Margarita.

Og i en særlig gruppe i dette spektrum står singer-songwriterne. På den ene side forstår de sig selv som digtere, hvad f.eks. Bruce Springsteen flere gange har givet udtryk for, at han gør. På den anden side er de også en del af populærmusikken, med alle dens kommercielle regler og normer.

Og blandt alle dem står multikunstneren David Bowie.

Hans poppede rocksange er mere poppede end andre singer-songwriters, og hans digtning er til gengæld mere avantgarde. Og så tilsætter han det en række andre kunstretninger og kunstformer. Abstrakt billedkunst, jazz, engelsk teatermusik, film, mode og reklamebranchens virkemidler.

Denne bog forsøger at beskrive det mere, der står i teksterne, som man ikke tænker over, når man hører ungdomsballaden Let’s Dance eller den erotiske China Girl. Sangene stammer fra albummet Let’s Dance.

Albummet udkom i 1983 og er noget af et mysterium i Bowies produktion, også for ham selv. Han og hans producere forstod ikke, hvorfor det blev så populært salgsmæssigt. Det er muligvis hans mest vellykkede album, fordi netop her bliver hans intuitive evne til at flette det dybt avantgardistiske sammen med det virkelig poppede til et levende samfundsportræt, der samtidig er en voldsom kulturkritik, hvor lytteren selv er med på scenen som aktør.

Bowie og Cohen er nogle af de store rockdigtere, der lægger de fleste symbollag ind i deres tekster. Som bruger mangetydigheden mest konsekvent og samtidig tegner det større billede. Fordi virkeligheden altid er mangetydig.

Bowies musikalske karriere følger et interessant spor i rockens musikhistorie, som i begyndelsen og midten af 1970’erne var præget af Beatles og Stones på den ene side og den tidligste punk med Velvet Underground og The Stooges 11

på den anden. Derefter, frem mod 1980’erne, kommer Bowie i sit es, mens andre laver deres dårligste plader. Rockmusikken havde midt i 1970’erne fået konkurrence af diskomusikken, derefter af den nye punk, og de elektroniske instrumenter gav guitarmusikken modspil, den ikke rigtig kunne klare. Dylan, Neil Young, selv Leonard Cohen er i tydelig identitetskrise rent kunstnerisk. Men det er midt i 1970’erne og frem til midt i 1980’erne, at Bowie blomstrer på den mest originale måde.

Som sig selv. Der gik han foran alle andre. Når nogen ankom, var Bowie der allerede, som flere af nekrologerne udtrykker efter hans død i januar 2016. Derefter bliver det en anelse mere afdæmpet, litterært set forenklet og meget, meget klart som eksistensdigtning. I det nye århundredes første årti må han sample ligesom alle andre.

Hvem David Bowie er, altså det menneske, der hedder David Jones, som anvender navnet David Bowie som kunstnernavn, er uinteressant, bl.a. fordi det ikke er muligt at vide med sikkerhed. Det er uinteressant, også fordi det er privat, og fordi man skyder over målet, hvis man jager efter det.

Den forfatterperson, derimod, der fremstiller et kunstværk i samme format som livet selv, den er interessant. Den person stritter i alle retninger. Bowie samler så umådeligt meget omkring sin person, at han bliver en figur i overstørrelse. Larger than life, som det hedder. Det er også derfor, han ikke kunne dø.

12