4 minute read

AHA er til stor velsignelse

Børnene går mest barfodede eller i hjemmesko. De er fem søskende, og deres far og mor er meget fattige. De bor i et hus uden badeværelse og uden indlagt vand. Forældrene har ikke fast arbejde og har meget svært ved at skaffe nok at leve af. Naboerne vil gerne hjælpe og gav dem en gammel, slidt vaskemaskine, men da de ikke har indlagt vand, må de hente vand og hælde i vaskemaskinen, når de skal vaske tøj. Selvom børnene bor under så dårlige forhold, er de velopdragne og meget dygtige i skolen. Da menigheden afleverede nogle sække med tøj til børnene og de voksne, var de meget taknemmelige og krammede dem, der kom med tøjet. Den ældste dreng tog med det samme den jakke på, som han havde fået, og ville gerne fotograferes og sige tak til dem, der har sendt hjælpen.

DET ER BARE en af rigtig mange historier, der kan fortælles om AHAs arbejde med at samle tøj ind til fattige og nødlidende børn og voksne.

AHA gør en forskel

Adventisternes Hjælpearbejde hed i mange år Dorkas, men skiftede navn i 1994 til AHA, og der er blevet sendt store mængder af tøj fra lagrene i Danmark, primært til østeuropæiske lande og især til Serbien. Her har vi et trygt og godt samarbejde med adventistmenighederne og ADRA, som hjælper med at distribuere tøj ud til de mange fattige og dårligt stillede mennesker i de lokale områder, hvor menighederne er. Folk bliver hjulpet uanset religion, alder og holdninger, og mange er i nød på grund af arbejdsløshed og en meget ringe hjælp fra de sociale myndigheder. Mange har dårligt råd til mad og slet ikke til tøj, og det gør hjælpen fra AHA meget velkommen. Menighederne gør et stort arbejde og får mange nye venner, og det er en stor glæde at kunne byde velkommen til flere nye medlemmer på grund af den omsorgsfulde og positive atmosfære, der hersker i hjælpearbejdet. Der er også indrettet en bus i Serbien primært for at hjælpe hjemløse. De kan få et brusebad og rent tøj – især joggingtøj er populært, da det er praktisk og passer de fleste.

Det er dejligt at vide, når vi arbejder med at sortere alt det tøj, vi får ind til vores lagre, at det bliver værdsat og modtaget med stor taknemmelighed, når det kommer frem. AHA har lagre i Nærum, Odder, Ikast og Østervrå, og der samles også tøj ind i København og Nyborg. Der bliver årligt sendt to – tre 40 fods containere afsted. De indeholder hver omkring 1.000 sække tøj, så der går rigtig meget tøj gennem hænderne på de mange, der står og sorterer og sørger for, at tøjet er rent og pænt, og at kvaliteten er i orden.

De fire AHA lagre

I Nærum mødes medlemmer fra menigheden om mandagen for at sortere tøj, der kommer både fra private, fra menigheden i København og fra genbrugsbutikker. Det bliver til ca. 1.000 sække årligt, som fylder en stor container. Sidste gang der skulle en sending afsted, fik vi hjælp fra en flok af menighedens unge. Containeren blev pakket på lidt over en time – ny rekord!

I Odder står ægteparret Finn og Ingelise Lauersen for indsamling og pakning af ca. 500 sække tøj årligt. De har i mange år været tilknyttet Adventistkirkens hjælpearbejde i Odder, og da kirken blev solgt for et par år siden, besluttede de at fortsætte det gode arbejde, som Mille Krage havde startet, med at samle tøj. De er meget entusiastiske og får tøj fra bl.a. mødrehjælpen og Kirkens Korshær. Udover at indsamle og pakke tøj samles de 8-9 personer hveranden tirsdag aften til bibelstudium i deres lagerrum.

I Ikast har Jens Markussen stillet en 40 fods container til rådighed på sin gård. Her samles primært overskudstøj fra HappyHand butikken i Ikast og fra lageret i Odder. Der afgik en sending tøj til Serbien den 10. april i år. Lastbilen var først i Østervrå, hvor den blev fyldt halvt op, og dernæst kørte den til Ikast, hvor den blev fyldt helt op.

I Østervrå holder Milan og Lilian Pavlovic styr på AHAs lager, der ligger i skolens gamle gymnastiksal i forbindelse med kirken. Her afgår to transporter om året, og Milan har gjort et kæmpearbejde, siden han i 1994 startede med at samle tøj ind og køre det til Serbien. Der har udviklet sig et godt samarbejde der mellem menighederne, ADRA og kommunerne om fordeling af tøj. De ved, hvem der har behov for hjælp, så det er de allerdårligst stillede, der bliver tilgodeset.

Der ydes også hjælp til kvinde- og mandehjem med tøj til både børn og voksne. Det er til stor velsignelse for både givere, distributører og modtagere, og det er en af de måder, menighederne i Serbien udlever budskabet om at hjælpe sin næste og at give en duft af Himlen til andre.

Vi fortsætter arbejdet med at samle tøj herhjemme, så længe behovet er der. Har du lyst til at hjælpe, er du altid velkommen til at henvende dig til et af lagrene i nærheden af dig.

This article is from: