Almindelige kærlighedshandlinger peger på vores ekstraordinære Gud

TEKST Lidimed Torres Kilde: ted.adventist.org/ news/1922 Artiklen bringes med tilladelse. MIT NAVN ER Lidimed Torres, og jeg kommer fra en panamansk adventistfamilie. Da vi voksede op, gik vi i kirke hver sabbat, og min yndlingsdel af gudstjenesten var missionshistorien.

I 2015 var jeg sidsteårsstuderende ved Universidad Peruana Unión (Peruvian Union University), hvor jeg fik en bachelorgrad i miljøteknik. Derefter udarbejdede ungdomsafdelingen et særligt program om missionsmuligheder. Programmet fangede min opmærksomhed, og jeg tænkte, det ville være en god idé at dedikere et år af mit liv efter min eksamen til at tjene Gud og takke ham for den måde, han har ledt mig i løbet af mine fem studieår i Peru.

Da jeg vendte tilbage til Panama, blev jeg ved med at udskyde udskyde flytningen. En dag indså jeg, at for at gøre min drøm til virkelighed havde jeg brug for at forberede mig. Det første skridt var at lære engelsk, så jeg tog til USA i fire måneder og lærte nok til at klare mig på engelsk. Derefter udfyldte jeg formularerne på Adventist Volunteers Service (AVS) hjemmeside og begyndte at lede efter en passende stilling. Først var jeg på udkig efter en stilling inden for mit studieområde. Senere, mens jeg læste en frivilligs historie, indså jeg, at jeg gerne ville tage derhen, hvor Gud havde brug for mig. Jeg begyndte derfor at søge på forskellige stillinger, der kunne passe med min profil og begrænsede erfaring.

Efter en lang ventetid modtog jeg en e-mail, hvor der stod: ”Lidi, du er blevet accepteret til at tjene i Danmark.“ Jeg havde blandede følelser, jeg var glad og bange på samme tid. Jeg skulle til Danmark i et år for at arbejde som volontør på Vejlefjordskolen!

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få råd til flybilletten og andre udgifter. Men Gud sørgede for alt, hvad jeg havde brug for og på kort tid. Dette styrkede min tro og gav mig tillid til, at jeg gjorde Guds vilje.

Før afrejsen husker jeg, at jeg tænkte: ”Hvad kan jeg give disse mennesker?“ Når jeg tænker på skandinaviske lande, har jeg en tendens til at forestille mig rige mennesker uden behov. Flere af disse lande er i top fem over de lykkeligste lande i verden! Hvad kan jeg komme med? Men så læste jeg en artikel om deres udfordringer og deres svindende kristne tro og regnede med, at Gud havde en grund til at sende mig dertil. Jeg besluttede at bruge mere tid i Guds nærhed for at forberede mig på at arbejde sammen med teenagere. Jeg havde brug for visdom, tålmodighed og kærlighed.

Mit liv i Danmark

Lidimed begyndte sin volontørkarriere på Vejlefjordskolen i skoleåret 2019-20. Herefter fortsatte hun i Norge på Tyrifjord Videregående Skole, hvor hun stadig befinder sig. Fotos fra Lidimeds private album.

nødt til at forbedre mit engelsk, tilpasse mig en ny kultur og det kolde og mørke vejr om vinteren. Men næsten øjeblikkeligt udviklede vi et godt team, jeg og de andre volontører, og stærke venskaber opstod. Jeg havde mulighed for at dele min tro med eleverne, opmuntre dem, grine og også græde med dem gennem dybe samtaler, som de normalt indledte, da de var nysgerrige på min opførsel og kultur.

En dag var en af eleverne lidt ked af det og bad mig om at skaffe noget mad til hende. Da jeg kom for at give hende maden på hendes værelse, opdagede jeg, at hun græd. Jeg opmuntrede hende til at fortælle Gud om det, hun oplevede og fortalte, at han er involveret i alt, hvad der sker i vores liv. Vi talte ikke om det igen efter den dag, men hun fik det bedre.

I slutningen af skoleåret skrev de studerende dejlige beskeder i min årbog som f.eks.: ”Tak for at være der for mig, for at være til rådighed hele tiden. Tak for dit smil og din villighed til at hjælpe.“ Den pige, jeg havde fundet grædende, skrev: ”Tak, fordi du mindede mig om, at Gud elsker mig.“ Det smeltede mit hjerte! Jeg er så taknemmelig til Gud for, at han brugte mig til at opmuntre hende!

Jeg lærte mange ting i løbet af det år. For det første, at du aldrig ved, hvem der ser på dig, hvordan din måde at behandle folk på kan bringe dem lys. Gud har kaldet os til at være lys midt i verdens mørke. For det andet tror du måske, at det, du gør, ikke er noget ekstraordinært, men det meste af tiden sår vi frø. Jeg kan ikke vente med at komme til himlen og høre de ekstraordinære historier, der stammer fra almindelige, enkle kærlighedshandlinger.

Nu i Norge

Efter at jeg var færdig med mit år i Danmark, flyttede jeg til Norge for at fortsætte som volontør på Tyrifjord Videregående Skole. Jeg har været i Norge i to år nu. Jeg nyder at dele min tid og mine erfaringer med eleverne og lære om Guds karakter. Hver dag er en mulighed for at vise kærlighed og tålmodighed og for at dele den gode nyhed.

Jeg er nu tredive år gammel, og jeg planlægger at fortsætte med at arbejde som missionær, hvor og hvor længe Gud fører mig. At dele Jesu kærlighed med verden er mit største privilegium!