1 minute read

Adventnyt er alles blad Læserbrev:

Adventnyt er ALLES blad

Tekst: Holger Daugaard, adventnyt@adventist.dk

SOM REDAKTØR AF Adventnyt vil jeg gerne, at bladet er værd at læse for alle adventister. Derfor er der i hvert nummer indslag, der henvender sig til så vel yngre (SABUS-siderne) som ældre (seniorsiderne). Vi bestræber os også på at bringe artikler og andre indslag, der udtrykker forskellige holdninger og interesser inden for Adventistkirken.

Men vi kan gøre det bedre endnu! Som det er nu, er det typisk redaktøren, der opfordrer specifikke personer til at skrive artikler og andet – og folk er generelt flinke og vil gerne bidrage, når de bliver spurgt. Tak for det! Men det er meget sjældent, at der kommer uopfordrede bidrag.

Nogle vil måske indvende, at det ikke er sikkert, at deres eventuelle bidrag passer ind i de temaer, der typisk er for hvert nummer. Men lad det ikke begrænse jer!

Har du lyst til at skrive en artikel?

Vær velkommen til at henvende dig til mig. Noget af det, de fleste læser med stor interesse, er personlige oplevelser eller vidnesbyrd. Men også ideer til fremtidige temaer eller andre forslag er velkomne. I det hele taget hører jeg gerne fra jer, uanset hvad I har på hjerte. 

SOM DAGLIG LÆSER af Kristeligt Dagblad gennem mange år har det undret mig, at Adventistkirken ikke deltager i debatten om religion og tro. Der debatteres livligt, både af repræsentanter for folkekirken og for andre trossamfund. Enkeltpersoner med holdninger til religion og tro blander sig også i debatten.

Jeg har selv fået et par læserbreve med i avisen og også fået positive tilbagemeldinger på disse.

Som eksempel kan nævnes spørgsmålet om alles frelse: går nogle fortabt, hvad med dommen, hvor går vi hen, når vi dør, kan Bibelen tages for pålydende, eller skal den tolkes ind i vor tid.

Der er masser af muligheder for at give udtryk for, hvor vi som et trossamfund står i disse og andre spørgsmål, som er oppe i tiden, og vi har absolut noget at byde ind med.

Hvorfor deltager vi ikke i debatten?

Selvfølgelig kan vi som enkeltindivider blande os, men det har undret mig og andre adventister, som læser avisen, at der ikke kommer noget fra kirken officielt eller dens præster. Heldigvis har vi ytringsfrihed, men nogle gange har vi vel også pligt til at ytre os som trossamfund.

Ove Dahl, Køge menighed

This article is from: