8 minute read

Mindeord

Margit Lorck

Mandag den 25. oktober blev vores kære mors sidste vågne aften, og vi afsluttede dagen sammen med hjemmelavet æblekage i lejligheden i Søllerød Park. Mor sov fredfyldt ind onsdag morgen d. 27. oktober 2021.

Mor blev født 6. oktober 1931 og voksede op i et trygt hjem sammen med sin storebror Jørgen, og det var her, mors passion for klaverspillet blev grundlagt.

Helt fra barnsben var troen på Gud en naturlig del af mors identitet, og sammen med musikken blev den kristne tro en ledetråd gennem hele livet.

Efter gymnasiet fulgte farmaceutuddannelsen, hvor mor mødte Leif, der bl.a. ”skilte sig ud“ med sin tro.

Forholdet til Leif gjorde, at mor begyndte at komme i Nærum Adventistkirke, der snart blev hendes åndelige hjem. Her fandt hun venner for livet, og her tog hun også Henning med nogle år efter Leifs død.

Mor fik ca. 10 år på Løvens Kemiske Fabrik, men måtte stoppe pga. allergi. De sidste ca. 25 år af arbejdslivet var klaveret udgangspunktet, med klaverelever og deltidsjob på en balletskole.

Mor vil være særlig savnet af de ni børnebørn, som hun kærligt og trofast fulgte gennem tykt og tyndt lige til det sidste, og som dagligt blev nævnt i aftenbønnen, sammen med venner, øvrig familie og dem hun mødte på sin vej.

Tak til alle, der gennem årene var med til at gøre mors rejse her på jorden til et smukt, varmt og indholdsrigt livseventyr. Tak til Gud, vores himmelske far, for håb og vished om et hjerteligt gensyn på opstandelsens dag.

Ære være mors minde! Frank & Ivan Rechter Else Staggart

Else Inge Staggart blev født den 7. februar 1926 i Århus og døde i Christiansfeld i december 2021.

Hun mistede sin mand, med hvem hun havde tre døtre, på en tur til Grækenland. I en moden alder fik hun kontakt med adventisterne i Viborg, hvor det var Torben Schiermer, der først mødte hende i en dør-til-dør missionskampagne. Han blev budt indenfor, og det udviklede sig til regelmæssige bibelstudier og besøg i Adventistkirken i Viborg. Her blev hun døbt af Henning Jacobsen den 11. maj 1991 og blev et aktivt medlem af den lokale menighed. Hun tog gerne med til missionsaktiviteter også andre steder, hvor anledningen bød sig. Med sin gode økonomiske baggrund og gavmildhed var hun en god støtte for sin menighed. Hendes hjem var åbent for gæster. Da familien Schiermer flyttede fra Viborgegnen i 1998, blev nogle tætte bånd afbrudt. Hun flyttede selv senere til Christiansfeld for at være nærmere på en af sine døtre og hendes familie. På sine ældre dage var hun altid glad, når Bent Nielsen eller andre tog tid til at aflægge hende besøg i Christiansfeld. Torben Schiermer bevarede den regelmæssige kontakt med hende via telefonen og talte sidst med hende i september 2021.

Nu hviler hun til opstandelsens morgen. Æret være Else Staggarts minde. Sven Hagen Jensen

Lisbeth Jakobsen

Lisbeth Jakobsen sov stille ind i troen på sin frelser den 17. februar på plejehjemmet i Georgsgade.

Hun fik fred efter en svær og lang sygdom. Lisbeth blev født i Odense 6. september 1962, og hun blev kun 59 år gammel. Hendes forældre, Bente og Tage Jakobsen, som boede i Odense, var velkendt af mange. Lisbeth voksede op som barn i Odense, men var lidt mindre kendt. Dog velkendt af de mange, hun hjalp gennem sit arbejde.

Som ung tog hun til Vejlefjordskolen for at få mere uddannelse, og det blev en god tid for hende.

Det var på Vejlefjord, hun tog den gode beslutning at tro og tjene Gud.

Hun blev døbt den 18. maj 1979 af Walder Hartmann og blev medlem af Odense menighed.

Lisbeth bevarede sin tro på Gud til det sidste. Det var hendes kærlighed til mennesker, der gjorde hende kendt blandt andre.

Lisbeth arbejdede indenfor sundhedssektoren, idet hun ønskede at hjælpe og lindre andres smerter.

Hun brugte også meget tid på at lave ting, hun kunne forære til andre – alt sammen for at glæde andre.

Hendes børn fortalte mig, at deres mor var alt det, man kunne ønske sig af sin mor.

Lisbeth var meget familieorienteret. Familien var meget vigtig for hende, og hun elskede at følge med i deres liv.

Lisbeth fik 4 børn, Tommy, Pia, Nina og Viktor og 5 børnebørn.

Nu hviler Lisbeth i sin grav, til Jesus kommer igen.

Ære være hendes minde. Bent Nielsen

Erling Mogens Berg

Tirsdag den 8. marts blev Erling Mogens Berg begravet fra Randers Adventkirke.

Erling Berg blev født i Skodsborg d. 27. april 1935 hos Alma og Alf Berg. Han voksede op i et adventisthjem med en far, der arbejdede for kirken som præst og senere som kasserer.

I barndommen flyttede forældrene end del rundt, så han har boet i København, i Skodsborg, på Vejlefjord og i Århus, hvor hans far i 1950 blev kasserer i Vestdansk Konferens.

Her mødte vi Erling i kirken, både i Nørre Allé og fra 1971 på Fuglebakkevej. Han boede hjemme, indtil forældrene døde, hvorefter han fik en lejlighed på Møllevangs Allé.

Han flyttede til Solbakken d. 1. november 2014. Hvor han end var, tog han del i mange aktiviteter. Han havde også sin plads her i kirken. I den senere tid var kræfterne ikke de samme. Men han vil blive husket for sit gode humør og smil.

Erling var kreativ. Han vævede en del, men han kunne også lide at fotografere, og han efterlader en hel del billeder bl.a. fra turen i 1962 til USA til Adventisternes Verdenskongres sammen med forældrene. Desuden samlede han på frimærker og havde en anselig samling.

Erling Berg troede på Guds ords vidnesbyrd om, at Jesus ”er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør“.

Erling sov ind i tillid til, at Jesus, som han elskede og kendte, vil kalde ham frem til evigt liv på den store opstandelsesdag.

Ære være Erling Bergs minde John Pedersen

Gerda Routhe

Gerda Routhe fra Nærum menighed døde den 16. marts 2022 og blev bisat fra Adventkirken i Nærum den 28. marts.

Gerda blev født den 30. april 1924 i Vejle og voksede op hos forældrene Olga og Hans Damgård sammen med sine 3 søskende. Forældrene havde deres trosfællesskab i Adventistmenigheden i Vejle. Gerda blev selv døbt på Vejlefjord, og hele sit lange liv var hun stærkt knyttet til menighedsfællesskabet, først i Vejle og siden i Skodsborg og Nærum.

Som ung kom Gerda til Skodsborg, hvor hun gennem mange år arbejdede på sanatoriet. Her mødte hun også sin kommende mand, Peter Routhe. De blev gift i 1947, stiftede familie og fik tre børn, Poul-Erik, Kirsten og Ulla.

Gerda mistede sin mand Peter den 27. oktober 1994, men sammen med familien og mange venner fandt Gerda vej videre. Gerda havde en usædvanlig gave til at skabe venskaber og bevare dem. Også blandt menighedens børn og unge fandt hun vej til venskaber, og for mange i menigheden blev Gerda som en ekstra tante eller ekstra bedstemor. Gerdas mange venskaber blev også afsløret ved afskeden i kirken, hvor mange, både unge og gamle, havde fundet vej for at sige farvel.

På kirkegården, hvor Peter og Gerda nu er lagt til hvile, står en sten med teksten: ”Jeg er opstandelsen og livet.“ Med de ord sagde vi farvel til Gerda Routhe.

Æret være Gerda Routhes minde Carl-David Andreasen

Ida Sørensen

Ida Sørensen fra Ringsted menighed og bosiddende ved Plejecentret Søndervang i Faxe døde den 25. marts 2022.

Ida blev født i Nr. Alslev på Falster den 9. januar 1926 hos familien Julie og Johannes Hansen, hvor hun voksede op sammen med sine 4 søskende. Faderen var fotograf, og Ida blev selv udlært fotograf, en uddannelse, som hun dog ikke brugte meget.

Ida blev i 1955 gift med skrædder Hans Sørensen, og efter at have flyttet lidt omkring i Københavnsområdet slog de sig ned i Hvidovre. Familien voksede med 4 piger, og i 1969 flyttede de til Ringsted, hvor Hans fik arbejde på Nutana i Bjæverskov.

I Ringsted uddannede Ida sig til sygehjælper og arbejdede som sådan gennem mange år ¬– et arbejdede, som hun stortrivedes i.

I Ringsted menighed trivedes Ida og Hans i menighedsfamilien, og i hjemmet var Ida den altid omsorgsfulde og samlende mor, svigermor, mormor og oldemor. Alle i familien var enige om, at Ida var familiens samlingspunkt. Derfor blev det meget meningsfuldt at læse disse ord, da vi mødtes til afsked i Adventkirken i Faxe: ”For dette siger Herren: … Som en mor trøster sit barn, trøster jeg jer“ (Es 66,12-13).

Vi tog afsked med Ida med mange gode minder i behold og med tak for Guds løfte om en ny himmel og en ny jord.

Ida efterlader sig Hans og de 4 døtre med deres familier.

Æret være Ida Sørensens minde Carl-David Andreasen

Allan Johansen

Lørdag den 16. april 2022 døde Allan Johansen i en alder af 83 år og blev bisat den 23. april fra Søndre Kirkegårds Kapel, Ålborg.

Allan voksede op i Københavns nordvestkvarter sammen med sine brødre Kurt og Bjørn. Allan var ældste søn af Peter og Karen Johansen, der i en lang årrække var medlemmer af den tidligere Svanevej menighed. Allan blev selv døbt den 9. maj 1953 af pastor Mogens Bakke og optaget i Svanevej menighed. Allan læste til tandlæge og havde i mange år egen klinik i Holstebro. Inden han flyttede til Jylland, kom Allan jævnligt i Skodsborg menighed.

For nogle år siden mistede Allan og Grethe deres ældste søn Dan.

Han efterlader sig sin kone Grethe samt deres døtre Anette og Lise, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Æret være Allans minde. På vegne af familien, Henrik Jørgensen

”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!“ (Joh 14,27)

This article is from: