8 minute read

Fra hotel til seniorbofællesskab

Next Article

Et aktivt fællesskab for voksne

Advertisement

TEKST: HENRIK BUGGE MORTENSEN FOTO: SKØRPING LOKALHISTORISKE ARKIV, EDC OG HENRIK BUGGE MORTENSEN

Vi har valgt at købe en lejlighed i seniorbofællesskabet Rebild Park i Skørping, fordi det er her, vi ønsker at tilbringe vores alderdom, når vi engang stopper på arbejdsmarkedet, fortæller ægteparret Annette Stærkær og Allan Asp Poulsen. Vi er blevet en del af et helt unikt fællesskab, hvor du som beboer ikke bliver presset ind i noget. Det er et fællesskab, der udvikler sig helt naturligt – stille og roligt. Udover at man skal være fyldt 50 år, er der ikke nogen kriterier, man skal leve op til. Vi har ikke valgt hinanden, men vi svinger utrolig godt sammen og sætter pris på hinandens selskab, hvilket er ret fantastisk. Aldersmæssigt spænder vi vidt, den yngste er 53 år og den ældste 84 år, men det er ikke noget, man overhovedet tænker over, når vi mødes.

Menuen står på hjemmelavede frikadeller, kold kartoffelsalat, salat og til dessert æblekage. Jeg er inviteret til at spise med på seniorbofællesskabet Rebild Park, der har spisesammenaften. På opslagstavlen hænger en seddel, hvor man skriver sig på, hvis man har lyst til at spise med, og køkkentjansen går på skift mellem beboerne. Mens frikadellerne lunes i ovnen, går snakken lystigt, og endnu hyggeligere bliver det, da en af beboerne sætter sig til klaveret. Hvad er det for overvejelser, beboerne har gjort sig, før de har valgt at flytte i et seniorbofællesskab? Det er bl.a. noget af det, jeg gerne vil tale med beboerne om.

Omgivelserne spiller også en rolle

- At jeg er havnet i Skørping, er sket ved lidt af en tilfældighed, fortæller Susanne Gislum, der arbejder i Risskov. Annette og Allan, som er mine gode venner, en anden veninde og jeg har altid talt om, at vi ville bo sammen, når vi blev gamle. Vi har været ude at kigge på nedlagte landbrug, hvilket dog hurtigt viste sig at være en voldsom opgave ombygningsmæssigt. En dag, hvor vi skulle spille golf i Rold Skov Golfklub, fik jeg øje på tilsalg-skiltet på Rebild Park – 17 eksklusive ejerlejligheder stod der og så ordet ”seniorbofællesskab”. Det virkede tillokkende, så vi aftalte en fremvisning og var solgt, da vi kom indenfor og hørte mere om projektet. Omgivelserne spillede også en afgørende rolle. Storslået natur i rig målestok ligger lige udenfor døren, Skørping er en aktiv by med masser af kulturtilbud, og der er 100 meter til stationen, hvorfra du hurtigt kommer rundt i Danmark. Det var spændende at være en af de første, der flyttede ind og på den måde være med til at starte stedet op. - Jeg arbejder i Randers, så de gode togforbindelser spiller en afgørende rolle, når man vælger at bosætte sig netop her, supplerer Allan Asp Poulsen. For mig betyder det meget, at her er rig mulighed for fysisk udfoldelse. Det er f.eks. et fantastisk mountainbikeområde. Du kan vælge fællesskabet, men du kan også vælge at tage ud på egen hånd, hvilket jeg sætter pris på. Mange i vores alder bruger tid på at vedligeholde hus og have, vi har valgt at prioritere anderledes og tage nogle valg, der rækker godt ud i fremtiden, fortsætter Annette Stærkær, der arbejder i Spar Nord Bank i Aalborg.

De i alt 17 lejligheder er på mellem 63 og 229 kvadratmeter. Hertil kommer depotrum, flere fællesrum, værksted og gæsteværelser. Mere end halvdelen af lejlighederne på Rebild Park er solgt.

Her er der miljø

- Min søn og svigerdatter, der bor i Skørping, forslog allerede for flere år siden, at jeg skulle flytte hertil, fortæller Mona Zepernick. Men nej, det kommer aldrig til at ske, svarede jeg, der kommer fra Aalborg, hvor jeg også har min vennekreds. Det har ændret sig, for det er virkelig et smørhul, hvor jeg trives. Så snart jeg kommer hjem til Skørping, sænker jeg skuldrene og fornemmer roen. I Aalborg følte jeg mig ikke altid helt tryg, når jeg skulle ud om aftenen, og det var mørkt, men de tanker har jeg slet ikke her. Jeg er blevet taget rigtig godt imod – ikke mindst af Benthe Handberg, der flyttede ind på Rebild Park som den allerførste. Hun har introduceret mig til byen og naturen på adskillige traveture. Benthe er en fantastisk repræsentant for området.

- Jeg har min arbejdsplads i Aalborg, og her troede jeg også, min kone og jeg skulle flytte til, når vi skulle nyde vores alderdom, fortæller advokat Jens Rye-Andersen. Vi kiggede på lejlighed i Hasseris og på havnefronten i både Aalborg og Nørresundby, men hver gang slog det mig, at der ikke var noget miljø. I lejlighederne ved havnen blæste det stort set altid, og man bor så tæt, at man kan se lige over til naboerne og følge med i alt, hvad de laver. Det var min kone Lisbeth, der foreslog, at vi tog til Skørping for at kigge på Rebild Park. Jeg var ikke umiddelbart begejstret for idéen, men jeg lod mig overtale, og her fandt vi det miljø, som vi manglede de andre steder. - Vi tog faktisk springet og flyttede fra den lille landsby Nørre Vissing og ind til hjertet af Aarhus, fortæller Ulla Ovesen, der sammen med sin mand Lars har købt en lejlighed i bofællesskabet Rebild Park. Vi skulle ind og være en del af kulturlivet i Aarhus, men vi fandt meget hurtigt ud af, at det slet ikke var os. Der var alt for mange mennesker og bygninger, der spærrede for udsigten. Vi savnede naturen og roen, så lejligheden blev hurtigt sat til salg igen. En dag læste jeg en artikel om de overvejelser, man skulle gøre sig, når man nærmede sig den tredje alder. Her stod også noget om seniorbofællesskaber. Jeg gik på nettet for at undersøge det nærmere og fandt hurtigt ud af, at de fleste seniorbofællesskaber lå i byerne, hvilket bestemt ikke var noget for os. Jeg fandt også en omtale af Rebild Park i Skørping, der lå i et område, som vi allerede kendte godt fra flere udflugter og traveture. Jeg husker det tydeligt, det var en nytårsaften, og vi var på vej til Vejle, da jeg fortalte min mand, hvad jeg havde været i gang med at undersøge på nettet. Der blev helt stille i bilen, men nytårsdag tog vi forbi for at kigge. Jens Rye-Andersen og hans kone Lisbeth var ved at flytte ind, så vi fik en rundvisning. Det var lige os, så vi slog til, og den beslutning har vi ikke fortrudt to sekunder. Vi er faldet godt til og er glade for det fællesskab, som helt naturligt vokser frem. Da vi flyttede ind, havde vi hverken sofa eller fjernsyn, så vi brugte ofte den fælles opholdsstue, hvor man møder de andre beboere og får en hyggelig snak over en kop kaffe.

En lang proces

De fleste af beboerne i seniorbofælleskabet Rebild Park er tilflyttere, dog ikke Else og Kurt Vogt, der har boet mere end 20 år i stationsbyen Skørping. - Det har været en lang proces for os, fortæller Else Vogt. Vi boede i et dejligt hus tæt på skoven, som vi havde svært ved at slippe. Vi talte meget om, hvor vi skulle flytte hen. Skulle vi blive boende i Skørping eller flytte til Aalborg? Vi trængte til et puf for at komme videre. Jeg var fra første færd begejstret for idéen om at flytte ind på Rebild Park, der ligger centralt i byen med nem adgang til indkøbsmuligheder, biograf, stationen og Kulturstationen. Det var vi dog ikke helt enige om, men det blev vi, efter at vi flere gange havde deltaget i fællesspisning og på den måde lærte de øvrige beboere nærmere at kende. Vi tog beslutningen, solgte vores hus og er så småt ved at finde os til rette i vores nye lejlighed. Det kan være hårdt at sige farvel til et sted, hvor man har været glad for at bo, men det gør det noget nemmere, når man får muligheden for at fornemme det, der venter én. Når man kommer op i årene, ved man ikke, hvor lang tid man har hinanden, og her er det rart at vide, at man bor et sted, hvor man kan blive boende, når en af os bliver alene. Vi glæder os til fællesskabet og til at være med til at udvikle det. Vi har allerede etableret et indretningsudvalg, et værkstedsudvalg, et jule- og nytårsudvalg, og vi finder helt sikkert på andre spændende ting hen ad vejen.

INFO OM REBILD PARK

Rebild Park blev opført som hotel i 1912. Det oprindelige navn var Turisthotellet, hvilket i midten af 1960’erne blev ændret til Rebild Park. Ud over værelser, restaurant og skænkestue husede hotellet også tandlæge, bank, biograf og hestestald. Hotellet brændte i 1986 og blev genopført i sin oprindelige skikkelse. Hoteldriften ophørte i marts 2006, hvorefter bygningen stod tom i en del år. Før den omfattende ombygning til seniorbofællesskab blev igangsat, har det tidligere hotel huset beboere fra botilbuddet Enghuset i Gistrup og senest har Udlændingestyrelsen brugt stedet som asylcenter. I 2010 købte Jens Bigum, Arne Juul Jensen, Janus Juul Jensen og Matias Juul Thorn Rebild Park og en gennemgribende ombygning til 17 moderne seniorboliger blev sat i gang. For at kunne købe en lejlighed skal man være fyldt 50 år. Læs meget mere om derudad · JAN/FEB 2023seniorbofællesskabet på www.rebildpark.dk. 5

This article is from: