Staalbaandet - 1961 - Nr. 4 by Preben Jørgensen

NR. 4

1961

l 0 . ÅR G ANG

INDHOLD: Møde i sa marbejdsu dvalget.................

Jernets vej ................................................

Fra sikk erhedsfronten ...........................

Med smedene på studietur ...................

Brev fra Syda merika .............................

Brev fra Au stralien ................................

Fra a fdelingerne .....................................

Tre sla gs stal ...........................................

Til lykke....................................................

FORSIDEBILLEDE:

Kristian Holst, ingeniør, nybygning, 1. oktober.

Erik Andersen, assistent, pladeværk, 1. oktober.

Sv. Aa. Thorsen, i ngeniør, Anton Kri stensen, i ng., el-afdeli ng, 1. oktober. stålværk, 16. oktober.

Fr a pr o fi l væ rk e t s e mn e l a ge r Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri, Frederiksværk Trykt i 2.000 ekspl.

Bi rthe Jensen, assistent, pladeværk, 20. oktober.

P E R S O N A L E B L A D udgivet af

Jens T horn, 14. okt obe r, ma ski narbejder.

D E T D A N S K E S T A A L V A L S E V Æ R K A/ S FREDERIKSVÆ RK

Villy Ha nse n, 14. okt obe r, ma ski narbejder.

Redaktø r KNUD N IEL SEN

Jørge n Niel se n, 31. oktobe r, ma ski narbejder. Gret he Ol se n, kontora ss., salg, 1. nove mber.

Referat af

MØDE I SAMARBEJDSUDVALGET 28. august 1961 A.-gruppe: B. Christiansen B. Jensen C. E. Lang P. W. Mortensen J. Andersen K. Nielsen K. Schaldemose J. Skov K. Uggerløse (E. Steenberger)

(BC) (BJ) (CEL) (PWM) (JA) (KN) (Sch) (JS) (U) (ES)

B.-gruppe: E. Ambus H. Jørgensen K. Madsen E. Kjeldgaard Nielsen for V. Seider I. Boisen Jensen

(EA) (HJ) (KM) (EKN) (IB)

Fraværende: P. Dressler samt repræsentant for kontorfunktionærer.

Efter at direktør Christiansen havde budt velkommen, påbegyndtes behandlingen af de på dagsordenen opsatte punkter udsendt d. 28.-8.-1961. 1. Gennemgang a f punkter fra sidste møde d. 13.-12.-1960, der ikke var færdigbehandlet: 1.1. Mangel på cykelstativer. KN redegjorde for parkeringssituationen i øjeblikket, hvor der mellem kl. 13.30 - 14.30 findes ca. 450 cykler og 180 knallerter inden for porten. Endvidere i motorcykelgaragen ca. 55 køretøjer og på parkeringspladsen ca. 160 biler. Af cykler og knallerter er henholdsvis ca. 200 og 90 parkeret i cykelstalden ved folkebygningen, medens de resterende ca. 250 cykler og 90 knallerter er parkeret rundt ved værkets afdelinger. For cyklernes vedkommende er der

projekteret en ny cykelstald til 300 cykler bag folkebygningen, idet den nuværende cykelstald ved folkebygningen senere skal fjernes på grund af sporgennemføring mellem folkebygning og lønningskontor i forbindelse med bygningen af det nye finværk. Endvidere opstilles overdækkede cykelstativer til 175 cykler passende steder ved værkets afdelinger. Disse stativer ventes færdigopstillet sidst i november. For knallerternes vedkommende, hvis antal er steget væsentligt i de senere år, var der på samarbejdsudvalgsmødet den 30. november 1956 enighed om, at knallerter af sikkerhedsmæssige grunde ikke burde køre på værkets område. Af samme årsag blev der indrettet en knallertgarage bag folkebygningen til ca. 100 knallerter, hvilket ikke rækker til i dag. Som en midlertidig løsning vil knallerterne kunne overtage den gamle cykelstald ved folkebygningen, når den nye

er opstillet, og senere er det tanken at opstille en knallertgarage langs med motorcyklegaragen og endvidere også at anvende motorcykelgaragen og evt. dennes forlængelse til knallerter, idet motorcyklernes antal er dalende. 1.2. Marketenderi, spisestuer og baderum i stålværket samt folkebygningen. BC oplyste, at planen om et nyt marketenderi nordøst for det gamle var opgivet, dels fordi pladsen hertil ikke bliver ledig de første par år og en forbedring af forholdene ikke kan udskydes så længe, dels fordi placeringen af det nye finværk har ændret forholdene, så afstandene på værket øges væsentligt. KN viste på en plan over værket, at det ville være en fordel at bevare det gamle marketenderi, samtidig med at der blev placeret et hjælpemarketenderi nord for v-hal 8 til 200 mand, som sammen med stålværkets marketenderi, der er ved at være færdigt, vil aflaste hovedmarketenderiet. Endelig vil der, når det nye finværk er i gang, yderligere blive placeret et hjælpemarketenderi her, som samtidig kan dække el-afdeling m. v. i laboratoriebygningen. Ved denne opdeling vil der stort set være et marketenderi inden for en radius af ca. 200 m fra de forskellige arbejdspladser, hvilket må anses for en ideel løsning. Tilbud foreligger allerede for bygnin-

gen nord for v-hal 8. KN oplyste, at staalværkets marketenderi forventedes færdigt sidst i oktober. HJ gjorde opmærksom på, at det på samarbejdsudvalgsmødet i december 1960 var oplyst, at staalværkets marketenderi ville være færdigt i løbet af tre måneder, og at det på nuværende tidspunkt 10 måneder efter endnu ikke var færdigt og taget i brug. EA fandt, at der skete for lidt med hensyn til de sanitære forhold, det var absolut nødvendigt, at man også på dette område fulgte med efterhånden, som værket blev udvidet. Henviste til loven angående badeindretninger og garderobeforhold, hvis bestemmelser i øjeblikket ikke er opfyldt. BC var klar over, at forholdene ikke var tilfredsstillende og oplyste, at der også arbejdedes med en udvidelse af folkebygningen, men også her var visse vanskeligheder at klare, idet transformatorstationen om nogle år skal flyttes længere mod syd og herved vil lediggøre et egnet areal til udvidelse af den bestående folkebygning. Det undersøges i denne forbindelse, om selve transformatorbygningen evt. vil kunne ombygges til baderum. Dette projekt synes dog at ligge så langt ud i fremtiden, at det er nødvendigt at forbedre forholdene på anden måde forinden.

KN oplyste, at der i dag fandtes 754 skabe i folkebygningen, hvoraf 204 i kælderetagen og endvidere 448 skabe i stålværket, ialt 1202 skabe, som meget nær dækker behovet. Endvidere er der mulighed for yderligere 38 skabe i stålværket, hvis den gamle spisestue inddrages til garderobe. Behovet i stålværket er imidlertid dækket og henvisning af folk til stålværket, som ikke har deres arbejde der, bør derfor kun være en nødforanstaltning, ligesom garderoben i folkebygningens kælder. Ved tilbygning til folkebygningen på den ene eller anden måde er det nødvendigt at skaffe plads til 300 skabe i forbindelse med en udvidelse af baderummene, hvorved det vil være muligt at skaffe tilfredsstillende forhold. Angående priserne i marketenderiet beklagede BC, at det var nødvendigt at sætte disse op fra 1. oktober. Marketenderiet skal ikke være nogen forretning, men bør kunne bære sig selv, hvilket langt fra er tilfældet efter de seneste prisstigninger, idet der faktisk ikke er ændret på priserne de sidste 11 år, bortset fra kaffeprisen, der blev ændret for 5 år siden. EA fandt det forståelig, at det var nødvendigt at regulere priserne efter så lang tids forløb prisstigningerne taget i betragtning.

Forsøg afventes ved ovn 2 med brændere på 3 m længde og endvidere ved ovn 4 med brændere, hvor damppassagen forøges, så mindre damphastighed opnås. 1.5. Ventilation a f profilværker. Ventilationsåbninger i taget over blokovnen er udført, ligesom en tagventilator er monteret i mellemhalen ved knippelovnen. Med hensyn til udsugning over 3. og 4. stol i grovværket under valsning af I/U-jern, hvor der smøres, er dette endnu ikke afklaret.

1.3. Urinal på færdiglageret. Dette er i øjeblikket under opstilling og forventes færdigt i løbet af kort tid.

1.6 Jernbaneoverskæringer. Angående den vanskelige passage ved nordvesthjørnet af transformatorstationen har NESA ikke villet godkende, at porten blev forsynet med åbninger for at forbedre oversigtforholdene, medens man intet har imod at forhalingsklodserne ved porten forsænkes i jorden. Når den tidligere omtalte sporgennemføring mellem folkebygning og lønningskontor er etableret vil sporet mellem olietanke og laboratoriebygning falde bort og dermed bedre forholdene væsentligt.

1.4. Støj fra oliebrandere ved SM-ovne. Dette problem er endnu ikke afklaret. Driftstekniske forsøg ved ovn 3 med oliebrændere på 2½ m længde mod de normale på 2 m har vist, at de lange brændere støjer mindre og med en dybere tone, der er mindre generende.

1.7. Samaritertjenesten. CEL oplyste, at der under strejken var afholdt kursus i elementær førstehjælp (6 lektioner à 2 timer) for 68 arbejdsledere m.v., hvoraf 57 nåede at fuldføre kursus, medens de resterende mangler enkelte lektioner.

Endvidere vil vi som sædvanlig agitere for arbejdersamariternes kursus, der begynder omkring første oktober, og hvor værket betaler kursusudgifterne for DDS ansatte. I realiteten er det kun muligt for dagholdsfolk at deltage i disse aftenkurser, og derfor vil vi forsøge at afholde kursus her på værket for interesserede på skifteholdene og lægge kursus i tilslutning til arbejdstiden. Det vil være rimeligt at starte med »Elementær førstehjælp«, der omfatter 6 lektioner å 2 timer og derefter senere at fortsætte med »Samariterkursus« (14 lektioner à 2 timer), hvis fornøden tilslutning kan opnås. 1.8. Sikkerhedstjenesten. Den ved sidste møde aftalte information til afdelings- og arbejdsledere, sikkerhedsrepræsentanter og ved opslag i afdelingerne i tilfælde af alvorligere tilskadekomster, har været praktiseret siden januar 1961. Kontaktmøde med sikkerhedsrepræsentanter vil blive afholdt i efterårets løb, hvor der vises film m. v. Tilsvarende kontaktmøder vil blive afholdt for værkstedsfunktionærerne. 2. Desinfektionsmidler mod fodsvamp i baderummene. Dr. Steenberger oplyste, at der ikke igennem længere tid havde været nogen epidemi her på værket. Man måtte imidlertid regne med, at der altid ville forekomme tilfælde af fodsvamp, idet varme

og støv virker fremmende for tilstedeværelsen af fodsvamp. Henviste til, at vi tidligere, hvor der havde været tilløb til en epidemi, havde haft beholdere med desinficerende vædske stående i baderummene, som man kunne dyppe fødderne i efter badning. Erfaringen viser imidlertid, at det er svært at få folk til at benytte disse, når der ikke netop er tale om en epidemi, og det var da også for længst gået i sig selv igen. Oplyste, at man med fordel kunne anvende vat vædet i sprit til at stoppe i næserne på fodtøjet, når dette ikke var i brug. Denne fremgangsmåde kunne ikke forhindre fodsvamp, men var meget effektiv til at holde den nede. Sch oplyste, at man i stålværket fortsat anvendte vattamponer og sprit, og at dette tilsyneladende virkede tilfredsstillende. Der var enighed om at opsætte beholdere med sprit i øvrige baderum, og ligeledes at opsætte opslag om fremgangsmåden til forebyggelse af fodsvamp. 3. Telefonautomater ved marketenderiet. EA efterlyste opstilling af én eller to telefoner udover den nuværende automat, idet der altid var fuldt belagt i pauserne og ofte kø for at komme til. KN mente ikke, at telefonselskabet ville have noget imod opstilling af yderligere en automat, idet udnyttelsen har vist sig at være stor. Regnede med, at en telefon mere måtte

være nok ved marketenderiet, og at man, når spisestuen i stålværket var taget i brug, kunne overveje at få opstillet en telefon her og evt. senere en telefon ved hjælpemarketenderiet nord for valse hal 8.

4. Udsugning over normaliseringsovnen i v-hal 5 . EA gjorde opmærksom på, at varme og os fra normaliseringsovnen var generende for kranførerne og at der, når ovnen var i drift, var varmere i hallen end tidligere. JS oplyste, at der i øjeblikket kørtes med undertryk på normaliseringsovnen, hvilket var uheldigt, men blev gjort for at forhindre mest mulig os fra enderne af ovnen og ekspansionsfugerne oven på ovnen. Mente, at det var muligt at overdække selve ovnen og sætte en hætte for enderne og lave udsugning, uden at afgangene ville genere kranerne. Varmen fra ovnen plus varmen fra pladerne, der blev kørt gennem ovnen har ganske naturligt givet mere varme i hallen, uden dette kunne betegnes som generende for folkene på gulvet. I kranførerkurvene kunne varmestrålingen muligvis nedsættes ved isolering og udskiftning af ruderne. BC ønskede, at der blev set på disse forhold.

5. Bedre information til nyansatte om sikkerhedsforanstaltninger. EA mente, at der var mange nyansatte, som ikke kendte til forholdene på større virksomheder og ikke vidste noget videre om sikkerhed, og derfor burde oplyses om, hvad det drejede sig om. CEL gav en redegørelse over, hvad man rent generelt foretog eller ikke foretog sig på en række større virksomheder såvel herhjemme, som i Norge

og Sverige, omfattende rundvisning på virksomheden, forevisning af film m. v. til udlevering af folders ved fremmødet. Henviste til den folder, der omfatter ovnreparationer, hvor vi tidligere fik de fleste nye folk ind på en gang, og hvor der generelt gives oplysning om dette arbejde netop med henblik på sikkerheden. Som det faste udgangspunkt ville det være rimeligt, at en generel information til nyansatte, omfattende såvel det sikkerhedsmæssige, som andre praktiske oplysninger, blev sendt til den nyansattes adresse, frem for at udlevere en sådan ved fremmødet.

6. Eventuel tilskud til køb a f sikkerhedsfodtøj og briller. Sikkerhedsfodtøj. CEL redegjorde for de temmelig varierende tilskudsordninger, der fandtes på forskellige større virksomheder herhjemme. Gjorde opmærksom på, at DDS ganske vist ikke har nogen egentlig tilskudsordning, men i kraft af store indkøb kan sælge fodtøj fra hovedmagasinet til en særdeles fordelagtig pris. Endelig findes der en ret udstrakt udleveringsordning til en del arbejdspladser, og denne ordning rækker væsentlig ud over den udlevering, der anses for berettiget ved

visse arbejder jævnfør gældende bekendtgørelser. BC mente, at anvendelse af sikkerhedsfodtøj først og fremmest måtte være i den enkeltes egen interesse, men ville ikke stille sig afvisende for en eventuel tilskudsordning, dog på betingelse af, at man fra arbejdernes side generelt gik ind for, at anvendelse af sikkerhedsfodtøj var en betingelse for at kunne arbejde på værket. EA skulle undersøge, om der på dette grundlag var interesse for en eventuel tilskudsordning. Briller. Vedrørende tilskud til vedligeholdelse af briller, der på grund af arbejdets natur blev beskadiget, eller beskadigelse i tilfælde af uheld under arbejdet, ønskede BC ikke at tage stilling til dette før det var klarlagt, hvad der af forsikring eller sygekasse kunne ydes i sådanne tilfælde. 7. Udsugning a f varmt støv fra ovnene under ovnreparationer. Da der ikke i P. Dresslers fravær kunne gives konkrete oplysninger om, hvad der specielt sigtedes til, blev dette udskudt til senere behandling.

* 8. Markeds- og prisudviklingen. U henviste indledningsvis til de betænkeligheder, der på sidste møde var givet udtryk for med hensyn til beskæftigelsen i pladeværket. Det var imidlertid gået bedre end ventet, og i dag har værket en ganske god ordreportefølje. Senere kan det måske blive sværere at skaffe ordrer til pladeværket, idet det jo er kendt, at der er nogen vanskelighed for ordretilgang til skibsværfterne. De engel-

ske værfter ligger meget dårligt, hvad angår ordrer på nybygninger, medens man herhjemme og for øvrigt også i Norge og Sverige har skaffet sig en del ordrer på nye skibe. For handelsjerns vedkommende foregår salget gennem grossister, og vi har derfor ikke mulighed for at opnå ordrer på så langt sigt, som for skibspladers vedkommende. Følger vi priserne fra udlandet, har vi gode muligheder for ordretilgang, især for finværkets vedkommende. For grovværket er det vanskeligere, idet der ikke herhjemme bruges så store mængder af dette sværere jern. Hvad priser angår, er der i øjeblikket en meget hård konkurrence, idet stålunionens lande har visse meget faste regler for prisdannelse, som forårsager, at de meget nødigt rører ved deres priser i indlandet. Til gengæld kan de eksportere en eventuel merproduktion til lande uden for stålunionen, og da dette er en relativ lille del af hele produktionen, er det ikke af så stor betydning for dem, om de må reducere priserne for at få stålet afsat. Dette er naturligvis en stor gene for os, idet vi hverken har told eller anden beskyttelse, der giver et sikret hjemmemarked og derfor må følge disse priser. Der er allerede sket prisfald, og vi må forvente atter at skulle nedsætte priserne for at være konkurrencedygtige med importen fra udlandet, hvis prisfaldet fortsætter. Prisfaldet har forskellige årsager, hvoraf en vis overkapacitet er den væsentlige og hovedsagelig tilskrives, at udviklingslandene i øjeblikket ikke udnytter de midler, der stilles til rådighed på en måde, der hæver deres levestandard. De gode konjunkturer stålindustrien har oplevet med mellemrum, som følge af en tilspidsning af verdenssituationen,

vil næppe fremtidig forekomme, idet krigsindustrien i den seneste tid har ændret sig væsentligt, og stålforbruget er blevet betydeligt mindre. Som markedet er i øjeblikket, må vi se i øjnene, at der ikke er noget, der tyder på, at priserne inden for den nærmeste tid vil ændre sig til det bedre. Hvordan forholdene vil udvikle sig, hvis Danmark tilslutter sig fællesmarkedet, er et særdeles uoverskueligt problem. Der er dog den forskel mellem Staalvalseværket og praktisk taget alle andre former for industri, at vi bliver medlem af stålunionen samtidig med, at Danmark går ind i fællesmarkedet. Stålunionen er en institution, der har sine ganske bestemte love og regler på alle områder. Der bliver nok fri konkurrence værkerne imellem, men på en sådan måde, at man skal følge ganske bestemte regler for fastsættelse af priser og for konkurrenceforholdene. Også med hensyn til indkøb af skrot må der på et eller andet tidspunkt komme en anden ordning end den, vi har i dag. 9. Arbejdskraftsituationen. BC gjorde opmærksom på, at det gennem lang tid har været vanskeligt at skaffe håndværkere, hvilket bl. a. også er skyld i den forsinkelse, der er opstået med at få spisestuen i stålværket færdig. Ligeledes har vi et stort boligproblem at løse, som i kraft af den foreliggende

situation simpelthen ikke kan gennemføres på nuværende tidspunkt. Endelig fremhævede BC, at det var af nød og trang, man så sig foranlediget til at tage folk fra andre afdelinger til ovnreparationerne, men der kan ikke i øjeblikket skaffes tilstrækkelig arbejdskraft udefra. Det er ubehageligt at blive taget fra sit normale arbejde og være med ved ovnene, men det gælder om at holde ovnene i drift til størst mulig produktion, så værkerne kan få blokke at arbejde med. 10. Regnskabet. BC oplyste, at der ikke var meget at føje til det allerede udsendte regnskab for året 1960. Året havde rent konsolideringsmæssigt været tilfredsstillende, men der vil blive god brug for pengene til investeringer i det nye finværk.

11. Kommende års investeringer. PWM gav en detailleret redegørelse for den tekniske udformning af det nye finvalseværk, hvor detailprojekteringen er godt igang. En gennemgang af maskineri og virkemåde vil fremkomme i Staalbaandet efterhånden som værket bygges op. P. u. v. CEL

Jernets Vej K. NIELSEN

( Fo rt sa t)

I de foregående artikler er gjort rede for jernets vej fra det lå som malm i jorden, til det i koncentreret form foreligger som råjern. Råjern er grundlaget for fremstilling af støbejern, stålstøbegods og stål, og processerne herfor går væsentligt ud på ved blanding af forskellige råjernssorter og gammelt materiale samt ved tilsætning af andre stoffer under smeltning og raffinering at opnå en for det færdige produkt egnet kvalitet og form. Støbejern. har et forholdsvis højt kulstof indhold (1,7-4%) og er i smeltet tilstand ret tyndflydende, hvorfor det er særligt egnet til udstøbning i forme direkte til brugsgenstande og maskingods. Dets styrkeegenskaber begrænser imidlertid dets anvendelsesområde specielt er dets styrke for træk og bøjning ringe. Ved særlige fremgangsmåder under smeltninger kan jernets struktur dog ændres således, at der opnås større TØBEJERN

styrke af det færdige gods (S. G. jern), ligesom man, hvor det drejer sig om tyndere godstykkelser, kan nedpakke det færdig udstøbte gods i glødekasser, hvori det omgives af knust jernmalm eller gløskaller. Efter en opvarmning ved 9501000° C i 48-96 timer - afhængig af godstykkelsen - og en langsom afkøling er der sket en ændring af materialet, hvorved opnås en større styrke. Sådant behandlet gods benævnes tempergods, aducergods eller blødstøbegods og anvendes fortrinsvis til rørfittings o. lign. I øvrigt opdeles støbejern i to grundtyper: gråt støbejern og hvidt støbejern. Navnene hentyder til brudfladens udseende. Forskellen fremkommer ved jernets kemiske sammensætning og dets termiske behandling. I almindelighed anvendes gråt støbejern, som er let bearbejdeligt. Hvidt støbejern bruges kun, hvor der stilles særlige krav til slidfastheden og til aducergods. Støbejern fremstilles i kupolovnen, som er en skaktovn, d. v. s. en lodret stående stålcylinder udforet med ildfast materiale og anbragt på søjler, således at bunden er hævet et stykke over gulvet, se fig. 23. Råmaterialet: Råjern, gammelt gods og koks indfyldes skiftevis fra en platform i højde med ovnens indfyldningsåbning, som findes på siden af ovnen ved dennes top. Det færdigsmeltede jern aftappes gennem et hul i omkredsen ved ovnens bund.

Noget højere oppe findes et aftapningshul for slagge, og igen noget højere er anbragt en række dyser på omkredsen for indblæsning af forbrændingsluften. Ovnen er åben i toppen for afgang af forbrændingsprodukterne. Nogle ovne er forsynet med et forkammer, se fig. 24, og tap- og slaggehul er da flyttet herud. I almindelighed anvendes kold forbrændingsluft, men i de senere år anvendes også kupolovne med forvarmet forbrændingsluft. Disse ovne er noget lignende i konstruktion som ovnen beskrevet i Staalbaandet 3/1961, side 6 og 7.

* Stål. Ved en artikelserie i Staalbaandets årgange 1956 og 1957 har vor laboratoriechef, civilingeniør Caprani Winkel udførligt beskrevet de forskellige forekommende processer for fremstilling af stål, hvorfor her kun skal gives et kort overblik. Moderne stålfremstilling foregår over den flydende tilstandsform og ved høje temperaturer. Fremstillingen må altså ske i ovne, der er udforet med et passende ildfast materiale, som med en rimelig levetid kan modstå varmen. Tillige kræves der af udforingen, at den er kemisk modstandsdygtig over for de tilsatsstoffer, der eventuelt er nødvendige for at få en ønsket stålkvalitet. Her gør et særligt forhold sig gældende, idet det meste råjern indeholder en del fosfor, og da fosfor i almindelighed er uønsket i det færdige stål, skal det fjernes under processen, hvilket sker ved tilsætning af kalk.

* Konverterprocessen. Konverterprocessen går ud på at fjerne silicium og kulstof m. m. fra det flydende råjern ved bortbrænding for

således, med et nogenlunde rent jernbad som basis, at kunne tilsætte de nødvendige stoffer for opnåelse af en ønsket stålkvalitet. Processen finder sted ved at gennemblæse det flydende råjern med luft eller ved at blæse ren ilt ind i badet. Under bortbrændingen udvikles der så megen varme, at processen ikke skal tilføres varme udefra. Den første konverter - den såkaldte Bessemerpære - blev taget i anvendelse omkring 1860. Den består af en pæreformet stålcylinder udforet med et ildfast materiale, der væsentligt indeholder kiselsyre. Dette for, som kemisk reagerer surt, kan imidlertid ikke forliges med kalk, som reagerer basisk, hvorfor Bessemerprocessen kun egner sig til behandling af fosforfattigt råjern og til fremstilling af stål, hvori man ønsker et vist fosforindhold, f. eks. automatstål. Bessemerstål anvendes også til værktøj, file og hamre, knive, matricer og plovskær, da det har den fordel, at være ret ufølsomt over for forkert varmebehand-

ling. Konverterens udformning er vist i fig. 25. Processen forløber som følger: Efter at der er fyldt flydende råjern i den liggende konverter drejes den til lodret stilling, medens der samtidig blæses luft ind i jernbadet gennem hullerne i konverterens bund. I de første 6-10 minutter kommer der en kort rødbrun flamme ud af konverterens munding forårsaget ved bortbrændingen af den i råjernet værende mangan og silicium, herefter begynder kulstoffet at bortbrænde under udsendelse af voldsomme gul-hvide flammer. Dette fortsætter nogle minutter, hvorefter flammen pludselig forsvinder som tegn på, at kulstoffet er brændt bort. Processen afbrydes derefter, ved at konverteren drejes over i aftapningsstillingen og stålet flyder ud i støbeskeen. I skeen tilsættes så de nødvendige stoffer for opnåelse af kvaliteten, og stålet aftappes i formene. Omkring 1870 indførtes Thomasprocessen, hvortil anvendes en pære af samme type som til Bessemerprocessen, men hvis for består af brændt dolomit bundet sammen med tjære, dette er et basisk for, som ikke angribes af kalken. Det er derfor muligt at anvende det almindeligt forekommende råjern, som har et forholdsvis stort indhold af fosfor (over

1) Flydende jern fyldes i Bessemerpæren. 2) Det flydende jern gennemblæses med luft hvorved silicium og kulstoffet bortbrænder delvis. 3) Det færdige Bessemerstål aftappes.

1,8 %). Processen gennemføres til en begyndelse som Bessemerprocessen, idet der dog tilsættes konverteren en vis mængde kalk, inden der fyldes stål i denne. Endvidere afbrydes blæsningen efter ca. 15 minutters forløb samtidig med, at konverteren kippes for aftapning af slagge og for tilsætning af visse stoffer for opnåelse af den ønskede kvalitet af det færdige stål. Efter en kort efterblæsning med den påny rejste konverter kippes denne helt bagover for aftapning af det færdige stål. En stor del af verdensproduktionen af stål er fremstillet efter Thomasprocessen (se tabel, side 16), men stålets anvendelse har sin begrænsning, og det bruges fortrinsvis til udvalsning af profiler og jernbaneskinner. Som biprodukt fås Thomasslaggen, der på grund af sit indhold af fosforsyre bruges som kunstgødning. Den nyeste udvikling inden for konverterprocessen er at anvende ren ilt i stedet for atmosfærisk luft til indblæsningen. Konverteren er i dette tilfælde ikke forsynet med huller i bunden, men ilten tilføres gennem en lanse. I fig. 26 er vist de forskellige stadier i processen i en såkaldt LD-konverter, LD står for Linz og Donawitz, to stålværker i Østrig, der udviklede metoden.

Fig. 26. LD-processen.

Det svenske stålværk i Domnarvet har videreført metoden i den såkaldte Kaldoovn, som i princippet er vist i fig. 27. Ovnen roterer under iltindblæsningen, hvorved opnås nogle fordele vedrørende slaggens blanding med stålet, og metoden er bedre egnet til behandling af råjern med et relativt højt fosforindhold end LD-metoden. Ved anvendelse af ren ilt til indblæsningen undgås badets opblanding med luftens kvælstof, som har en uheldig indflydelse på stålet. Selv om LD-processen i lighed med Bessemer- og Thomasprocesserne forløber hurtigt beherskes den dog efterhånden så sikkert, at produktet kan anerkendes som kvalitetsstål og altså anvendes til skibsog kranbygning m. m. Ved konverterprocesserne tilsættes ofte en del skrot til det flydende bad.

Siemens-Martinprocessen. Denne proces fremkom i 1864 og adskiller sig principielt fra konverterprocessen ved, at der skal tilføres varme udefra samt, at processen er udstrakt over 6 til 8 timer mod de nævnte ca. 20 minutter for konverterprocessen. Der er således tid nok til opnåelse af en ønsket

kvalitet af det færdige stål. Processen er særlig egnet til omsmeltning af gammelt jern i forbindelse med større eller mindre tilskud af råjern. Dette punkt er meget væsentlig, idet gammelt jern (skrot) selvfølgelig er et fremragende udgangsmateriale for fremstilling af et nyt stål, da det ikke indeholder råjernets mange urenheder. Processen finder sted i Siemens-Martinovnen, som kendetegnes ved en speciel anordning - den såkaldte

Fig. 27. Kaldoovnen.

Fig. 28. SM-ovnen.

regenerative fyring - for opnåelse af den krævede ret høje temperatur i ovnrummet, nemlig 1600-1700° C. Ovnens opbygning er anskueliggjort i fig. 28 og består i hovedtrækkene af selve ovnrummet med den trugformede herd for stålbadet og dækket foroven af hvælvingen. Ovnens ene langside er forsynet med 3 eller flere indfyldningsåbninger lukket med hejselemme, medens der midt på den modsatte langside er anbragt et taphul, som udmunder nederst i herden og hvorigennem det færdige flydende stål aftappes. Taphullet er under processens forløb lukket med en prop af ildfast materiale, som må fjernes, når ovnen skal tappes. Ved begge gavle står ovnrummet i forbindelse med kanaler, som vekselvis tilfører forbrændingsluft (og eventuelt gas) og bortleder røggassen. Er ovnen oliefyret findes der kun en kanal i hver ende, og olien presses ind i ovnrummet af oliebrændere anbragt på selve ovngavlene. Der fyres vekselvis fra den ene og

den anden ovnende, og røggassen bortledes gennem kanalen i den modsatte ende. De nævnte kanaler står i forbindelse med store kamre anbragt under ovnen, og kamrene er fyldt med ildfaste sten opstablet således, at de tillader luften henholdsvis røggassen at passere. I den periode hvor røggassen gennemstrømmer et kammer, opvarmes de opstablede sten betydeligt, medens forbrændingsluften, der i samme periode trykkes gennem det andet allerede opvarmede kammer, forvarmes på dens vej til ovnrummet. Kamrene anvendes således vekselvis til røggas og luft, og vekslingen sker ca. hvert 20. minut ved manøvrering af nogle spjæld. Forbrændingsluften sendes ind i det pågældende kammer af en stor blæser, medens røggassen fra det andet kammer føres til en skorsten. Da temperaturen af røggassen - selv efter at den har passeret kammeret stadig er ret høj, omkring 600° C, udnyttes en del af dens varme ved - inden skorstenen - at sende den gennem en dampkedel.

Man skelner mellem basisk og surt Martinstål efter de ildfaste materialer, der anvendes ved ovnens udforing. I almindelighed anvendes den basiske proces, der som omtalt under konverterprocessen tillader anvendelse af billige fosforholdige råmaterialer, men de ildfaste materialer hertil er betydelig dyrere end de tilsvarende materialer for den sure proces. Sidstnævnte anvendes i begrænset omfang hovedsagelig til fremstilling af stålstøbegods og andre emner, hvor der stilles særlige krav til materialets renhed for slagge. Men den stiller altså store krav til råmaterialets renhed for fosfor og svovl. Siemens-Martinprocessen er den mest anvendte proces til fremstilling af stål.

ovnene aftappes det flydende materiale i støbeskeer. Under aftapningen tilsættes ofte forskellige stoffer i kold tilstand, dels for opnåelse af en ønsket legering af stålet, og dels af nødvendigheden for at få fjernet en del af den ilt, som under processens forløb optages i stålet fra den iltholdige atmosfære. Fra støbeskeen udstøbes stålet i forme (kokiller) med et rektangulært eller kvadratisk tværsnit og af passende størrelse og man får større eller mindre stålblokke, som enten umiddelbart i glødende tilstand nedsættes i valseværksovnene eller sættes på lager for senere anvendelse i valseværker eller smedier.

* * * Elektrostål. Processen for fremstilling af elektrostål er i hovedtrækkene den samme som SM-processen, blot at den til processens forløb nødvendige varme tilføres ved elektricitet. Man er dog ved processens forløb uafhængig af den indflydelse brændslets art - f. ekls. dets indhold af svovl - kan have på stålbadet, hvorfor elektrostål kan fremstilles i endnu bedre kvaliteter end SM-stål. Processen finder stadig større og større udbredelse, især i lande med billig strøm fra vandkraftanlæggene. Der anvendes to ovntyper: Elektrodeovnen og højfrekvensovnen. I elektrodeovnen produceres varmen ved en lysbue mellem store kulelektroder, der er stukket ind i ovnrummet og råmaterialet, medens varmen i højfrekvensovnen opstår ved den induktionsvirkning, der påføres råmaterialet fra en højfrekvent strøm som ledes gennem en induktionsspole anbragt omkring ovnen. Efter de nævnte processers afslutning i

Verdensproduktionen a f råstål. I tabellen side 16 er i kolonne nr. 2 anført den samlede råstålproduktion i de vigtigste stålproducerende lande. De efterfølgende kolonner viser ved hvilke processer stålet er produceret. Som det fremgår af kolonnerne 1 og 2, er råstålsproduktionen overalt højere end råjernsproduktionen, hvilket vil sige, at der er brugt større eller mindre mængder skrot som tilskud til stålproduktionen. I det råstofrige Luxemburg er skrotindsatsen relativ lav, nemlig ca. 15 %, medens det tilsvarende tal for det råstoffattige Italien er oppe på omkring 75 — et tal der nogenlunde svarer forholdene på Det Danske Staalvalseværk. (Fortsættes i næste nr.)

S TAHL UND EIS EN HÆF TE

18/1961

TYSKLA ND BELGIEN

ITA LIEN

FRANKRIG

LUXEMBURG HOLLAND STORBR ITANIEN ØSTRIG SVER IGE SPANIEN JUGOSLAVIEN

RUMÆN IEN

POLEN

CZECHOSLOVAKIET

SOVJETUN IONEN

UNGARN

USA JAPAN

Pr o d u k t io n e n i 1 9 6 0 af r å je r n o g r å st å l a n g iv e t i 10 0 0 t o n s i d e v ig t ig s t e s t å lp r o d u c e r e n d e la n d e

De i parantes anførte tal angiver i procent hvor meget råstål der er fremstillet efter de respektive processer i forhold til de pågældende landes samlede stålproduktion.

FR A

S IKKE RHE DS FR ONTE N

Antal personskader pr. maaned. Oversigten omfatter alle indgaaede rapporter bortset fra tilfælde vedrørende ituslaaede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.

I maanederne juni, juli og august er forekommet en personskade for hver 76, 129 og 78 "beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis 1,31 %, o,8o % og 1,29 % af samtlige ansatte er kommet til skade. 3 personskader i juni og 3 i juli har ikke medført nogen sygedage. CEL.

40 smede med hjælpere og mester Poulsen foretog lørdag den 26. august 1961 studietur til Valby Maskinfabrik, København. Turen startede kl. 7.00 fra Torvet. Vejret var sommerligt, d. v. s. det så stærkt ud til regn, hvad det også blev. De forventninger, man stillede til denne tur, var ligesom alle de andre gange, vi har taget på studietur, store, og de blev i fuldt mål indfriet, vi har sjældent fået en så fin modtagelse, som vi fik på Valby Maskinfabrik. Og hvad vi fik at se derinde kunne nok få én til at spærre øjnene op. Nu DDS skal til at bygge marketenderi og omklædningsrum, behøver de såmænd ikke spilde penge på alt, hvad der hedder tegninger og lignende, de kan sikkert låne F. L. Smiths tegninger af disse bygninger, og så bare opføre dem efter disse. Jeg tror ikke, der findes bedre i landet. For at nævne nogle eksempler kan nævnes, at hver mand har 2 skabe, ét til arbejdstøj og ét til det pæne tøj. For støberiarbejderne gælder det, at man har 2 omklædningsrum, ét hvor man hænger sit pæne tøj, når man kommer, hvorefter man går over i et andet rum og tager sit arbejdstøj på, i dette skab gennemstrømmer varm luft, således at tøjet er fuldkommen tørt (det var lige noget for vore mænd oppe ved SM-ovnene og for den sags skyld de øvrige værker med).

For en ordens skyld kan nævnes, at der var rigeligt med brusere og håndog fodkummer, man behøvede altså ikke stå oven på hinanden for at blive vasket. I marketenderierne (der var to) var der også rigelig plads, dejlige store lyse lokaler med forskydelige vægge, og et gulv, der var nemt at holde rent. Op til marketenderiet lå den herligste sportsplads med tennisbaner, også for arbejderne. Alt var yderst velholdt. I forbindelse med marketenderiet skal nævnes, at der et par gange daglig kørte vogne med læskedrikke (dog ikke stærke drikke) ud på virksomhedens forskellige afdelinger, her kan arbejderne så købe, hvad de har behov for. Det sidste vi så, gemmer jeg nu, for det var ikke mindre end en oplevelse. Det var F. L. Smiths lærlingeskole, jeg vil tro, at de unge mennesker, der har gennemgået denne skole, er ualmindelig velegnede, når de bliver sendt ud i virksomheden. Det første år lærlingen er på virksomheden, har han overhovedet ingen forbindelse med de forskellige afdelinger, udover når han sammen med sine ledere er ude at se på de forskellige maskiner, som han senere skal arbejde ved, ellers er han kun på lærlingeskolen. De første 3 måneder ved skruestik, de næste 3 måneder ved shaper, andre 3 måneder ved fræser, og endelig de sidste 3 måneder ved drejebænk. Han har hver dag ca. 2 timer på skolebænk med kyndige lærere (teknikere). I disse daglige skoletimer lærer han alt om de maskiner, han senere skal stå ved, alle dens funktioner ser han på tegning. Dernæst lærer han matematik og almindelig regning, og sidst men ikke mindst lærer han sikkerhed på arbejdspladsen, både for sig selv og sine arbejdskammerater.

Man kan kun få det indtryk af denne skole, at F. L. Smith i højeste grad er med til at dygtiggøre den ungdom, de bliver betroet. Og man kunne blot ønske, at mange virksomheder (også vor egen) ville gøre ligeså, så skulle vi nok klare ærterne både med de 6 og de 7. Efter rundgangen på virksomheden og efter den dejlige oplevelse, som lærlingeskolen var, blev der holdt reception med nydelsen af en dejlig kold bajer samt cigaretter eller cigarer. Her bad direktøren i sin afskedstale om at komme med eventuel kritik, hvis vi skulle være stødt på noget, vi syntes var mindre godt, men som man kan se af denne beretning, var det jo ret vanskeligt for ikke at sige umuligt. Vor tillidsmand, Ambus, havde da også kun lutter ros

til virksomheden, da han holdt sin afskedstale. Som slut på denne beretning vil alle vi, der deltog i turen, takke vor egen ledelse for den dejlige oplevelse, vi har haft og vi vil ønske, at vi med tiden, inden ret længe, når man har fundet ud af, hvor man vil lægge vort nye marketenderi og vort nye omklædningslokale, at det så må blive lige så godt som det vi har set, bedre kan det ikke blive. Ligeledes ville vi ønske, at vi ligesom Valby også ville gøre noget ekstraordinært for vore lærlinge, til gavn for firmaet selv, som for de unge mennesker, og sidst, men ikke mindst, for vort samfund. Tak for optagelsen. Svend T. Nielsen.

— Der er flere unge, som bestiller mere nu om stunder. Der er en masse dygtige og energiske unge, og der er en masse labaner. Sådan var det også dengang, jeg var ung. Dengang sendte man bare labanerne til Amerika — hvor halvdelen af dem så blev millionærer. DR. BØJ E BEN ZON

— Når man glemmer sig selv, er man lige ved at huske det egentlige. JACOB PAL L UDAN

Civilingeniør Stausholm er en gammel bekendt på DDS. Det var ing. Stausholm, der med stor dygtighed ledede Kampsax* arbejder bl. a. i forbindelse med det nye pladevalseværk. Før arbejdet her var helt afsluttet blev han imidlertid forflyttet til Brasilien til et betroet job for Kampsax, og han har nu været der i over 1 ar. Ingeniør Stausholm, som tidligere har skrevet til Staalbaandet, har sendt nedenstående brev, hvori han fortæller om sine indtryk i det fjerne land. Men der sker hyppige forandringer i et land, hvor ikke alene klimaet er varmt, men blodet hedt, og når ingeniør Stausholm i brevet omtaler præsident Janio Quadros, som den dygtige og energiske mand ved vi fra dagspressen, at han allerede før, vi modtog brevet, ikke er præsident mere. (Brevet er skrevet den 24/8).

med navnet Brasilien? Kaffe? Den gamle hovedstad Rio de Janeiro? Eller måske den nye hovedstad Brasilia? Det endnu ikke helt udforskede Amazon-område? I det følgende vil jeg prøve at fortælle Dem lidt om dette kæmpestore land, men en helt udtømmende skildring kan jeg ikke give Dem, da jeg kun har været her 1 år, og De må huske på, at Brasilien er større end hele Vest-Europa. Rio de Janeiro er med rette blevet kaldt en af verdens smukkeste byer. Hvis man er så heldig at komme sejlende dertil sent om eftermiddagen, vil man aldrig nogensinde glemme det betagende syn af solen, der står som en gloende ildkugle imellem de blådisede bjerge. Højt hævet over byen på bjerget Corcovado står den 32 m høje Kristusfigur og holder hånden over befolkningen. Der er også Sukkertoppen, til hvis top der går svævebane. Man kan oven i købet være så uheldig at komme VAD FORBIN DER DE

Sydamerika.

til at sidde på midten af svævebanen i mange timer, hvis for eksempel elektriciteten svigter! Den smukkeste del af byen er den sydlige del - Copacabana og Leblon der ligger helt ud til stranden. I Copacabana er der endda kun kørebanen imellem stranden og de cirka 20 etager høje skyskrabere. Leblon er mere naturpræget med hovedsagelig énfamiliehuse ned til stranden, og i midten af kørebanen er der anlagt tropehaver med kaktus, palmer, »svigermors skarpe tunge« og andre, og om aftenen er der indirekte belysning, hvilket giver det hele et skær af drømmeland. Kører man langs stranden ud af byen, snor vejen sig for foden af stejle bjergsider, og en yndet tur går rundt om

bjergene og op ad en vej med det ene hårnålesving efter det andet med tusindvis af fattige hytter. Lige nøjagtig på toppen holder al fattigdom op, og store huse ligger i store haver på den anden side af bjerget, og man har den mest vidunderlige udsigt ud over byen. Brasilien er modsætningernes land. Det der slår én mest, når man kommer fra København, er den utrolige fattigdom. Midt på byens gader sidder tiggere uden ben eller arme, eller måske en kvinde med et barn i skødet. Mange gange har denne kvinde ganske simpelt lejet en anden kvindes barn et par timer, for folk er bløde overfor børn i nød. Der er heller ikke særlig rent, og man skal gå så tæt inde ved husene som muligt for ikke at få vattotter eller andet affald i hovedet, som bliver smidt ud af vinduerne. Fortovene er fulde af huller, og høje hæle bliver flået i stykker af toppede brosten. Men ser man bort fra sådanne ubehageligheder, er der vidunderligt. Inde i byen er der én gade, hvor det vrimler med juvelerer - og hvilke juveler! I en anden gade er der mest radioforretninger og i en tredie er der noget andet. Der er naturligvis også stormagasiner og selvbetjeningsforretninger mangler heller ikke. Trafikken i Rio er fantastisk. Man kører som man har lyst, indenom og udenom, og hvad man især er hundeangst for, er busserne, der bare styrter af sted uden at tage hensyn til noget som helst. Der er én ting, der er behageligt, og det er, at man rækker en hånd ud, når man vil med, i stedet for at besvære sig med stoppesteder. Det gælder dog kun visse ruter. Sporvognene er noget helt for sig selv. De er helt åbne i siderne, og sæderne går tværs over hele vognen. I stedet for at have

en midtergang, som der er i de københavnske, er der trinbræt udenfor, hvor konduktøren går, og hvor man hænger fast i den værste myldretid. Det er vældig morsomt at gå på torvet, der består af hundredvis af små boder med grøntsager, blomster, købmandsvarer, fisk, høns o. s. v. De flytter til en ny bydel hver af ugens 7 dage, og man får helt friske varer. Der er varmt i Rio, og vil man til stranden, er det bedste tidspunkt fra kl. 8-10,30. Efter det tidspunkt kan man ikke holde varmen ud mere og foretrækker hjem i indendørs kølighed med sin Coca-cola - eller hvad man nu drikker - i behagelig nærhed. Man kan ikke drikke vandet, medmindre det er filtreret eller kogt, da det langtfra er rent. Hvor stort er Deres køleskab? Cirka 100 1? Måske lidt mere og måske lidt mindre. I Rio er et køleskab på 300 1 ved at være for lille til en ganske almindelig familie, da man opbevarer alt i det af skræk og rædsel for de op til 5 cm store kakerlakker og andre udyr. I den varme mister man en hel del af sin energi, og de mennesker, der har råd til det, flytter op i bjergene om

Rio de Janeiro

sommeren. De mest besøgte steder er vel nok Petropolis og Teresopolis, der ligger ca. 100 km fra Rio, oppe i en højde af 8-900 m. Køreturen derop er utrolig smuk. Vejen går gennem urskov, og hist og her ses en bananplantage eller anden opdyrket jord. Husene er lerklinede hytter med stråtag, og mændene står udenfor og sælger bananer, appelsiner og vandmeloner. Vejen går tværs henover bjergene og tilbage og er visse steder bygget som terrasser. Man kører henover broer og igennem tunneller, og lidt efter lidt mærker man temperaturforskellen. Der er en storslået udsigt, og kæmpestore sommerfugle sværmer omkring, og der er ikke mindst en vidunderlig stilhed. Fra Rio er der en glimrende vej til en anden storby, Sao Paulo. Man kører hjemmefra ved 8-tiden om morgenen i bil for eksempel, standser i Itatiaia et par timer senere og drikker kaffe, kører igen et par timer og spiser frokost og er i Sao Paulo ved 4-5 tiden om eftermiddagen. Hele turen er på ca. 450 km eller ca. som fra Gedser til Skagen. Sao Paulo er helt anderledes end Rio, da der er renere, køligere og arbejde nok til alle. Det er en industriby i den store stil, og

Sao Paulo. c

man kan holde ud at arbejde, fordi den ligger ca. 800 m over havet på højsletten. Der er en helt anderledes aktivitet her i modsætning til i Rio, hvor man altid har vældig god tid. I byens udkant ligger Butantan, der er et kombineret universitet og seruminstitut. Der ligger en stor slangegård med ikke-giftige slanger og en anden med de giftige slanger. Jeg synes, at de ikke-giftige er de morsomste at iagttage. Der er røde, gule, grønne og brune, og de er plettede, stribede og med andre mønstre. Nogle prøver at komme op ad den høje, stejle, glatte mur, der omgiver gården, men må hver gang opgive foretagendet. Der er også kæmpestore firben, der traver rundt, og en gang imellem bliver de uheldigvis lidt for nærgående overfor slangerne, hvilket medfører en hvæsen og en sprutten fra disse. De dyr, man har mest ondt af, er de stakkels frøer, der putter sig ned i hulninger i græsset eller trykker sig flade på jorden og prøver på at lade, som om de ikke er der. De er klar over, at de før eller senere ender som slangefoder. De giftige slanger er meget mere dvaske at se på. Ude på landet er det sådan, at fanger man 9 slanger og sender disse ind til institutet, får man gratis tilsendt en ampul serum, hvilket naturligvis er højt skattet. Jeg hørte om en bonde, der fangede en stor, tyk slange, puttede den i en trækasse, og næste dag var der ikke én, men 40! Og de små slanger er jo akkurat lige så giftige som de store. Bygningerne er hypermoderne og i en stil, man faktisk ikke kender herhjemme. Det er meget moderne at beklæde husene udvendigt med mosaikstifter, og såvidt muligt ligger vinduerne nord-syd for ikke at få for meget sol ind. Der er højt til loftet, og rummene er

store. Der er næsten a ltid 2 -3 badeværelser i et én-familiehus af normal størrelse, men køkkenerne er som regel umoderne. Ha vern e er gennemgående ret små, men til gengæld kan man være meget uheldig at se op til 5 cm store, ikke giftige edderkopper. De er ikke rare! Det vrimler med lopper, og de bæster er svære at fange, da d e springer både højt og langt. Held igvis findes der loppepulver! Sao Paulo ligger jo oppe på højsletten, og det er meget almindeligt at køre til havnebyen Santos for at bade i week-ends. Der er ikke mere end 75 km derned, og vi foretrækker at køre ad den gamle vej, h vis vi har god tid. Skal man derned i forretningsanliggende, kører man som regel d erned efter frokost, men er alligevel hjemme igen ved middagstid om a ften en. Det er en tur, der svarer nogenlunde til København-Ka lundborg og hjem igen, men her er afstandene så store, at sådan en lille tur fra Køb enhavn til Rosk ilde ville regnes for h jemme. Kører man ad den gamle vej, bliver man ført tværs over en sø, d er strækker sig fra Sao Paulo og til nedstigningen fra b jergene. Opp e fra bjergkanten kan man se ned til Santos, d er er omgivet af hav, sump og floder, og det er betagende at se på, men k ommer man først derned på en varm dag, er man ved at gå til af den fugtige varme og glæder sig til at komme tilbage til det kølige højland. Mit arbejde medfører, at jeg må rejse en del, og såvidt muligt benyttes de glimrende flyveforbindelser, d er b estår af lige fra de små 2-motorers til jetmaskiner. Til Brasilia tager man flyvemaskinen kl. 8 om morgenen og ankommer i stegende h ede lidt før frokosttid efter mellemlanding i Belo Horizonte. Brasilia er h elt moderne og spreder sig

Morgenrødens Palads i den nye hovedstad Brasilia.

over et meget stort areal, men endnu ligger den oprindelige b y - ganske vist et stykke fra den nye - og ligner mest af alt en b y fra »the wild west«. I den nye b y er gaderne endnu ikke færdiganlagt, og det røde støv fyger overalt om vinteren, medens d et om sommeren i regntiden er et ælte uden lige. Om aftenen tager man flyvemaskinen h jem igen, og man har foretaget en rejse på ca. 2500 km på en dag, eller som fra København til Glasgow i Skotland og hjem igen. Belo Horizonte er også en af Brasiliens store b yer, og den ligger ca. 600 km fra Sao Paulo. Hvis man for eksempel skal ud til nogle landsbyer i området mellem Sao Paulo, Belo Horizonte og Rio, må man opgive at flyve og bruger sin firehjulede ven, b ilen. Vejen til Belo Horizonte er helt ny og ganske glimrende, men så snart man kommer uden for hovedvejen og ind i landet, er det slut med asfalterede veje, og i stedet kører man på grusveje, h vor man bliver standset af store flokke af køer på vej fra én græsgang til en anden. Ud en for gårdene »holder« d er opsadlede heste i stedet for b iler. Sommetider må man køre igennem floder, selv om man ikke aner, om man kører ned i et hul eller støderg imod en sten. Det er

meget spændende! Biler er et sjældent syn ude på landet, hvor man i stedet for har oksekærrer, der piber af sted med træhjul, og standser man endelig i en landsby for at få benzin, vrimler det med tiggere, men befolkningen er ellers venlig og gæstfri. Landet har store muligheder for at blive en overordentlig velhavende stat, men endnu er det ikke udviklet nok. Der udvindes kul, ædelstene og meget mere, men især er der kæmpestore jernbeholdninger i bjergene. Agerbrug er dog den vigtigste næringsvej, og nu hvor man trænger ind i landet og ikke hovedsageligt holder sig til kysterne, ei der endnu større muligheder, når man får bugt med urskoven. Jeg hørte om en mand - og der er tusinder ligesom ham - der kom hertil for 30 år siden. Han rejste ned sydpå og begyndte at rydde urskoven. I begyndelsen boede han i en hytte af palmeblade, men efterhånden fik han lavet sig et hus af brædder, og i dag har han masser af jord, heste, køer, grise o. s. v. Industrien bliver ved at lægge en uhyggelig told på varer, der kommer fra udlandet, men som man kan producere her. Gennemgående har varerne dog ikke samme høje standard som i Danmark - endnu. Befolkningen er utroligt blandet. Der er lige fra de hvide til de gule, brune og kulsorte hudfarver. Kvinderne vil

helst være buttede, og vores unge pige satte sig for at veje 80 kg. Hun var 21 år og ca. 165 cm høj! Sproget er brasiliansk - eller rettere portugisisk i modsætning til alle andre latin-amerikanske lande, hvor der tales spansk. Brasilien bliver styret af en præsident - for øjeblikket Janio Quadros - der bliver valgt hvert 5. år. Den nuværende præsident er en meget energisk mand, der åbenbart vil gøre alt for at få sit lands økonomi ind i en god bane. Der er inflation, men der gøres alt for at standse den, om det vil lykkes, vil tiden vise. Som jeg sagde i begyndelsen af denne epistel, giver jeg Dem bestemt ikke nogen udtømmende skildring af dette fremtidens land - dels fordi jeg kun kender en lille del af Brasilien og dels fordi jeg ville kunne fylde en hel bog - men jeg håber, at De har fået en lille idé om dette dejlige latin-amerikanske land Brasilien. Med venlig hilsen

Nedenstående bringer vi et brev fra Ernst E. Jensen, som gennem en årrække arbejdede som lokomotivfører i stålværket, og som sidst i 1959 emigrerede til Australien med sin familie. Jensen, som er mejerist af profession, fik snart efter ankomsten til Australien arbejde på et stort stålværk i byen Port Kembla beliggende ca. 100 km syd for Sidney. Værket, som har højovne og valseværker, beskæftiger mellem tolv- og femtentusinde mand. T AK for Deres venlige brev, som jeg modtog for længe siden, og for det eksemplar af Staalbaandet, som jeg ligeledes har modtaget. Jeg vil meget gerne tage imod Deres opfordring til at sende lidt nyt herfra Australien, som vi alle er kommet til at holde af. Desværre er landet her i øjeblikket inde i en krise, som gør, at det ikke lige for tiden er tilrådeligt at kommer herover og håbe på at finde arbejde, og jeg forstår af de breve, som jeg af og til modtager hjemmefra, at Australien får en ret dårlig omtale. Det er sandt, at der er megen arbejdsløshed her nu, og jeg træffer mange af mine landsmænd gående ledige inde i Sidney og her i Wollongong, og mange australiere ser med mindre venlige øjne på disse fremmede, som de mener er skyld i, at der ikke er arbejde nok til alle. Men der er også mange, der viser en JERTE LIG

mere moden forståelse af problemet og er klar over, at en ø som Australien, på størrelse med Europa, nok skulle kunne føde en befolkning på mere end 10 millioner. De har faktisk alt undtagen olie i større mængder her. Når jeg skriver en ø, er det fordi den beskrivelse passer bedre end en verdensdel. Australien er den største af sydhavsøerne. Alle de andre tilsammen dækker kun det samme område som Australien. New Zealand er nu en selvstændig stat, men såvel Tasmanien som halvdelen af New Guinea hører til Australien. Den anden halvdel tager hollænderne sig af. - Og Australien ejer også al den charme, som alle de andre Sydhavsøer. Det sidste ny, vi prøver er, at tage ilt til hjælp i vor stålfabrikation. Det bliver en afdeling for sig selv med 10 store, dampkedellignende beholdere med oxygen. Den ene er allerede oppe, og der bygges på kraft, selv om produktionen har måttet indskrænkes en del på grund af, at industrien kæmper med afsætningsvanskeligheder. Her fremstilles ellers alt muligt af stål. Jeg arbejder i

25 Australien.

Stålværket i Port Kembla ved Wollongong.

en afdeling, som vi kalder »Tin Plate Mill« og som forsyner hele konservesindustrien med materialer til deres dåser for frugt og mælkeprodukter, foruden at vi forsyner en hel del af industrien i Kina og Japan. Her er også en stor railbank mill, som vælter jernbaneskinner ud til de lange jernbanestrækninger. Hårdest ramt er en afdeling, der producerer stål til bilindustrien. Foruden »International«, som jo kendes derhjemme, har Australien, eller rettere havde, en stor produktion af »Holden«'s, en General Motor's vogn omtrent som »Opel Kapitän« og specielt konstrueret for australske forhold. Både Holden og Ford har foretaget store indskrænkninger. Nå - men jeg erindrer, at lige før halvtredserne blev jeg også fortalt, at så snart importen kom igang kunne DDS godt dreje nøglen om, og det var idioti at købe jord og bygge omkring Frederiksværk. Alligevel oplevede jeg ti år med fremgang, og jeg mener også, at vi vil få glæde af vort ophold her. Vi har allerede haft det, men de sidste måneder her har været strenge for os, hvorfor jeg ikke har kunnet over-

komme at skrive før. Det er nu ikke arbejdsløsheden for mit vedkommende. Det er sygdom, og det kom bag på mig, fordi jeg ellers ikke kender så meget til det begreb, men jeg fik altså for fire måneder siden, hvad lægen betegnede som en infektion i lungerne og har måttet kæmpe med noget, der lignede asthma og bronchitis, og det har været meget hårdt rent legemligt set, foruden at jeg jo også har måttet tage nogle dage »off«. Men nu går det bedre, og virksomheden har tildelt mig en ekstra ferie på fjorten dage, som jeg altså nu nyder og bl. a. bruger til at lette min samvittighed og sende dette. De har også tilbudt at hjælpe os til et helt nyt hus med tre soveværelser, som er den almindelige type her. De holder af at gøre deres boliger rummelige. Jeg ved blot ikke rigtig endnu, om vi tager imod det. Vi ville gerne se noget mere af Australien, og vore venner her ville gerne have os nordpå til Queensland, der er endnu mere solbeskinnet og hvor der ikke er så megen industri, men mere mejeribrug og dyrkning af al slags frugt, bl. a. sukkerrør og pineapples (ananas), og som er et godt marked for vore tinplates og

et godt sted for vort helbred. Men vi værdsætter, at der gøres noget for os fremmede. Værket i Port Kembla har fornylig købt en hel farm på ca. 800 acres land, som skal lægges ud til byggegrunde, og der skulle kunne blive ca. 2500 hjem, og de pointerer, at de ikke vil tjene på foretagendet, så jeg synes ikke, vi kan påstå, at der ikke gøres noget. Desuden er vi også blevet lovet, hvad de her kalder »Commissionhouse«, hvad nærmest svarer til statslånshus i Danmark, og det gælder over hele Australien. Der bygges enormt meget, og jeg mener, at den bolignød, som ellers har været så fremherskende, og som mange, ikke blot australiere, men også mindst lige så meget nogle, som har været her en del år og fået grund under fødderne, har spekuleret i, meget snart vil være en saga blot. Stålværket her beskæftiger ca. 15.000 arbejdere, men det er blot et af AIS's*). Der er også et i New Castle. Desuden ejer selskabet et skibsværft i Whyalla samt en hel stribe af kulminer her langs med østkysten, der forsyner os med kul foruden at der sendes store mængder til Japan. Hertil råder virk*) Australian Iron & Steel Limited.

somheden over en hel flåde af skibe, der henter malm til højovnene fra den nordlige del af Australien. Oprindelig er hele virksomheden startet i en by inde i NSW, Broken Hill. Begyndelsen var tin- og blyminer, foruden at der også blev hentet meget guld her. Endnu den dag i dag findes der mere eller mindre forladte guldgraverlandsbyer, hvor spøgelser huserer til skræk og rædsel for de indfødte, og andre med. De indfødte, eller som de kaldes her, »Aborigenes« oprindelige indbyggere er ikke, som vi lærte det i skolen buskmænd eller negre. De ligner mere Østens folk. De fleste er slanke med lidt kruset hår, og deres hudfarve er ikke sort, men olivenfarvet og skinnende, nærmest som olivenolie. De findes forskellige steder over hele Australien, også her i NSW, og nogle arbejder iblandt os, andre lever i reservater inde i landet og går på jagt med spyd og bumerang. Nogle er halvblods, andre helblods, de fleste stednavne her er af aboriginal oprindelse; f. eks, byen her, Wollongong. Den ligger lige ved Stillehavskysten og er så vidt jeg har fået oplyst en af de mest kosmopolitiske byer i verden, den har 120.000 indbyggere, men de 25 % eller 30.000 er frem-

Port Kembla.

mede. Jeg tænker, alle Europas stater er repræsenteret her, men det er meget charmerende at færdes med så mange forskellige mennesker. Det er, som om man gør sig mere anstrengelse for at forstå hinanden og ikke blot rent sprogmæssigt set. På engelsk betyder dens navn »Song of the Sea«: Havets sang, og det kan ikke nægtes, at det er en dejlig by med brænding og badestrand, surfriders og fiskere, og i sommertiden også godt med hajer. Der flyver altid hajpatruljer hen over kysten. Så snart vi kommer uden for Nowra, hvor papirfabrikkerne ligger, er vi ude i den del af Australien, hvor landet begynder, og hvor man skyder kænguruer og vildsvin og fanger vilde heste og tæmmer dem. Vi har taget turen derned i vor lille Austin et par gange og i det hele taget kørt distriktet godt igennem

i de par år, vi har været her, og vi kender nu grundigt hele det område. Håber at kunne fortælle noget mere en anden gang. Det her er kun en ganske kort oversigt, men jeg er parat til at fortælle flere kendsgerninger herfra og give et sandt billede af dette interessante land, som jeg synes fortjener en lidt bedre omtale end brevene hjemmefra lader formode, det får. Vi har det godt og vore børn nyder at være her og gå i engelsk skole. Vi startede med at lære dem engelsk. Nu underviser de os. Vi vil til slut sende vore bedste hilsener og ser til gengæld frem til at læse næste nummer af Staalbaandet og glæder os over, at der er fuld beskæftigelse hjemme.

F ra bedrif t slæ gen:

anskaffet et fintmærkende apparat til høreundersøgelser af personer, der i deres arbejde udsættes for særlig meget støj. Ved sådanne undersøgelser, der agtes påbegyndt efter nytår, vil det være muligt i påkommende tilfælde at gribe ind med forskellige forholdsregler, inden hørelsen tager vedvarende skade. Der vil i øvrigt blive opstillet automater på passende steder, hvor man kan forsyne sig med glasdun, ligesom instruktion vil blive givet for dets rigtige anvendelse. Det har vist sig, at glasdun anbragt på den rigtige måde i ørerne yder en fortrindelig beskyttelse mod støj uden at forringe kontakten med omgivelserne væsentligt. En nærmere redegørelse vedrørende støjproblemer vil fremkomme i næste nummer af Staalbaandet. E. Steenberger.

Blandt andet foranlediget af klager over støjen fra oliebrænderne i SM-ovnene (se referat af samarbejdsudvalgsmødet, side 5) har jeg

S AL G S AF D E L I N G E N Salgschef V. Andersen. Det svage marked, som omtaltes i sidste nummer af Staalbaandet, er stadig vigende, og priserne er faldet betænkeligt. Der er ikke megen udsigt i øjeblikket til, at situationen vil bedre sig, og forskellige steder på Kontinentet har man besluttet sig til at sætte aktiviteten ned, for ad denne vej at stimulere priserne. Dette skridt er faktisk allerede sket for nogen tid siden for at hjælpe på priserne for koldtvalsede plader, og nu er turen kommet til varmtvalset stål, uden dog at give noget positivt resultat endnu. I USA er der i de sidste måneder dog sket en bedring i produktionen, og vi kan faktisk kun håbe, at den herskende situation i Europa vil blive af kortere varighed. DDS undgår naturligvis ikke at måtte tage sin andel af de forringede

vilkår, vi har måttet sætte vore priser betydeligt ned for at imødegå konkurrencen fra udlandet, og da samtidig vore omkostninger arbejder i den anden retning, kan det ikke undgås, at situationen vil indvirke ugunstigt på vore fortjenstmuligheder.

STÅLVÆRKET Martiningeniør Carlo Poulsen. Produktionen i juli kvartal var 78.486 tons eller 13.553 tons mere end i samme kvartal i fjor. Arbejdsugen 38, som faldt inden for kvartalet, gav rekord, idet vi i denne uge producerede 7.089 tons. Kvartalet har arbejdsmæssigt været godt og tempoet støt og roligt til trods for den høje belastning.

PROFILVÆRKET Valseværksingeniør J. Andersen. Blokværket. Blokværket har i det forløbne kvartal gået godt, og der er i juli kvartal opnået den hidtil største produktion på 31.771 tons, hvilket er ca. 7.000 tons mere end det tilsvarende kvartal i 1960. Den nye kran i mellemhallen er nu klar til at gå i drift, hvorefter kran 23 vil blive taget ned for at blive hovedrepareret og moderniseret. Grovværket. I grovværket har produktionen været normal og fejl ved maskineriet har ikke givet anledning til større driftsstop. Efter montering af nye tætningsringe i rekuperatoren er blokovnens varmeevne igen normal. Finværket. Produktionen i finværket har, på trods af 14 dages sommerferie, været

P L AD E V Æ RK E T Valseværksingeniør J. Skov. Midt i november skal vi i v-8 have en valseudskiftning af alle 4 valser. Dette arbejde tager en lille uges tid, og imedens valses med den gamle trio-stol. Hundene på v-5's vestbedding bliver ændret, så det derefter bliver betydeligt hurtigere at vende dem om til valsning fra trio-stolen. Arbejdet med stødovnen skrider fremad, og forhåbentlig så hurtigt, at hullerne - og de er store - mod nord kan lukkes, inden vinterens komme. Den 19. november begynder igen en tre ugers ovnreparationsperiode i stålværket, og da går holdet fra v-6 derop

meget fin, 18.286 tons, og der blev på én uge udvalset 3.265 tons. Forholdene ved knippelovnens indlægningsende er efter den nu gennemførte ændring af murværk og jernkonstruktion blevet betydeligt forbedret. Tentorværket. I tentorværket er maskine nr. 1 efter flytningen nu oppe på normal poduktion igen, og vi har nu 3 maskiner i gang. Monteringen af maskine nr. 4 er netop påbegyndt, og hvis der ikke indtræffer yderligere forsinkelser, skulle den være klar til at producere i november. P r o d u k t i o n e n i 3. k v a r t a l : Færdigjern t.

Blokværk ................ Grovværk ................ Finværk ................... Færdigjern ialt .........

9.246 18.286 27.532

Knipler og emner t.

31.771 223

som sædvanlig, men denne gang klares det uden mandskab fra grovpladevalseværket. Indtil 1. oktober er valset 78.354 t grovplader mod tilsvarende 88.061 t Indtil 1. oktober er valset 78.354 tons grovplader mod tilsvarende 88.061 tons sidste år. Da årsproduktionen i 1960 var 122.376 tons, skal vi altså valse ca. 44.000 tons i de resterende 3 måneder for at opnå samme produktion som sidste år eller i gennemsnit 4.500-4.600 tons blokke pr. uge. Mon det ikke vil komme til at knibe? I mellempladeværket er der indtil 1. oktober valset 5.055 tons plader mod tilsvarende 5.880 tons i 1960.

Civilingeniør Caprani Winkel.

er de tre typer stål: helberoliget, halvberoliget og uberoliget omtalt nogle gange her i Staalbaandet. Allerede tidligere har der været skrevet en hel artikel om emnet, men da en god gerning som bekendt ikke kan gøres ofte nok, skal det tages op endnu engang. Selv om én eller anden måske skulle erindre, hvad tidligere har været skrevet, håber jeg trods alt, at en genopfriskning vil kunne forlyste nogle. Spørgsmålet om beroligelse har noget med størkningen at gøre. De fleste metaller følger ved størkningen enkle regler, og som sædvanligt får det bløde stål lov til at være en af de væsentligste undtagelser. Normalt udvider alle stoffer sig ved smeltning og tilsvarende trækker de sig sammen ved størkning. Denne sammentrækning bevirker, at en støbeform, der er fyldt til randen med smeltet metal, giver et emne med store hulrum i toppen - tænk blot på vor barndoms støbninger i køkkenet. Eller tænk på, hvordan en blok is ser ud. Den er faktisk fremstillet på samme måde som en blok stål. Størkningen foregår i begge tilfælde ud fra en kokillevæg, og den første sammentrækning kompenseres ved efterfyldning af det flydende materiale, der ligger højere oppe. På den måde kan man få tæt gods i den nederste del af en blok, fordi tyngdekraften her sørger for efterfyldning, medens den øverste del ikke har materiale nok og derfor bliver fyldt med hulrum. På denne måde størkner alle de teknisk anvendte metaller, og det gør det meget vanskeligt at anvende dem støbt i specielle faconer, uden at man må gribe til en række kunstgreb, som er metalFTERHÅNDEN

støberens særlige speciale. Han kan støbe efter - d. v. s. fylde efter med smeltet metal og derved erstatte noget af svindet, og han kan gøre godset større ved at sætte nogle store knaster - dødhoveder på, hvor størkningssvindet kan koncentreres borte fra det egentlige gods. Når det drejer sig om stål er forholdene (selvfølgelig) mere komplicerede. Stål er i virkeligheden langt mere sammensat i sin legering end de fleste fine materialer med sjældne navne. Når stålet kommer fra ovnen, er det ikke nogen stabil legering, men har tendens til at ændre sin sammensætning. Årsagen hertil er resterne af det iltindhold, der har været brugt til under raffineringen at fjerne følgestofferne fra chargen. Noget af denne ilt findes stadig i stålet ved tapningen, og hvis der ikke gøres noget specielt for at fjerne den, vil den fortsætte raffineringen omend med formindsket hastighed og brænde kulstoffet til kulilte. En reaktion, der giver gasudvikling, foregår altid mere dramatisk end en reaktion, der kun giver en flydende slagge som f. eks. bortbrændingen af mangan og silicium, men da reaktionen i høj grad er temperaturafhængig, sætter den først for alvor ind i kokillen, således at stålet i skeen kan opføre sig normalt fredeligt. Først i kokillen sker der derfor noget i form af en kraftig gasudvikling, et kog, der sætter stålet i kraftig cirkulerende bevægelse. Stålets størkning foregår udfra kokillevæggen, så som en følge af den pludselige afkøling mod den kolde væg sker den første størkning meget hurtigt og giver en skal af stål med en finkornet og tæt struktur. Denne del af størkningen går så hurtigt for sig, at gasudviklingen næsten undertrykkes for så i de senere etaper at sætte ind med så meget desto større kraft.

Efter den første chokkøling aftager kokillens kølevirkning kraftigt, og gasudviklingen bliver den dominerende faktor. I den nederste del af blokken er den mere beskeden, og derfor fanges en del af gasboblerne af de jernkrystaller, der vokser ind i det smeltede stål. Resultatet bliver langstrakte blærer vinkelret på overfladen - de såkaldte randblærer, der er særligt karakteristiske for denne ståltype - for der er vel næppe grund til længere at hemmeligholde, at beskrivelsen handler om det såkaldte uberoligede stål. Medens randblærerne nederst i blokken i fred og ro kan vokse indefter, er forholdene helt anderledes højere oppe. Nær bunden er der et så højt tryk fra stålet i kokillen, at gasdannelsen ikke bliver særlig voldsom, men denne virkning aftager opefter. Ganske naturligt stiger mængden højere oppe, og da al gas skal op til kokillens overflade, bliver der i toppen tale om så kraftige gasstrømme, at blærerne ikke længere har mulighed for at hænge fast på den avancerende størkningsfront. Alt skylles væk, og stålet størkner helt tæt uden randblærer. Denne størkningsmåde vedbliver så længe overfladen i kokillen er fri. Så længe kan gasudviklingen fortsætte, og strømmen af kulilte hjælper med til at holde alle urenheder væk fra blokkens overflade. Før eller senere vil topoverfladen imidlertid størkne som en følge af den kraftige afkøling oppefra eller fordi vi ligefrem lukker ved at sætte en støbejernsklods på. Størkningen standser den opadstigende gasstrøm, og der dannes ikke flere randblærer. Blæredannelsen ophører, fordi trykket i det flydende stål stiger, nu gassen ikke længere kan undslippe, og derfor dannes der i en periode tæt blæ-

Tværsnit af den øverste fjerdedel af en 21" blok.

refrit stål. Denne tilstand kan imidlertid ikke blive ved. Stålet har overskud af gas, og den gas må og skal det slippe af med, hvorfor der i den sidste del af størkningen spredt inde i blokken dannes en masse nærmest kugleformede blærer. En sådan blok vil på denne måde komme til at bestå af en helt tæt yderzone. Derefter kommer zonen med de langstrakte randblærer vinkelret på overfladen, og her gør der sig det forhold gældende, at disse blærer fortrinsvis findes i den nederste del af blokken. Efter randblærerne følger endnu en tæt zone, der ofte afsluttes med endnu en række blærer. Denne gang er de kugleformede og danner overgangen til kernen med spredte ligeledes kugleformede blærer. Et størkningsforløb som dette udmærker sig først og fremmest ved at give en meget ren randzone. Gasdannelsen har brændt kulstoffet væk, og randstålet bliver derfor meget blødt, samtidig med at det er rent, fordi strømningerne har skyllet alle urenheder bort. Derimod koncentreres både urenheder og stålets normale følgestoffer i kernen, og det uberoligede stål har derfor store analyseforskelle inden for samme bloktværsnit. Det betyder til mange formål ikke stort, og den rene og gode overflade er ofte en så væsentlig fordel, at man finder sig i denne ubehagelighed. Kun hvor der er tale om stål til komplicerede

Uberoliget stål med for høj iltningsgrad.

Korrekt uberoliget stål.

Uberoliget stål med for lav iltningsgrad.

svejsearbejder, kan koncentrationerne i kernen give vanskeligheder, hvis man ikke bruger den helt rigtige elektrode. Så er der også det, at uberoliget stål, hvor der er fare for skørt brud, helst ikke bør anvendes, men erstattes af en af de andre ståltyper. Til gengæld er det uberoligede stål særdeles velegnet til varmgalvaniseringsformål, idet zinken hæfter specielt godt på den rene overflade uden at give et for tykt lag, og zinken får af sig selv det flammede skær, der er så eftertragtet ved galvanisering. Man skulle egentlig tro, at disse blærer ville give vanskeligheder ved valsningen, men såfremt de ikke har haft forbindelse ud til overfladen, vil de valses 100 °/o sammen, og er bagefter meget vanskelige at finde selv på et poleret og ætset tværsnit. Ligger blærerne derimod ud til overfladen, vil de iltes, og resultaterne bliver forbrændt stål med flækker og slaggefyldte partier. Såfremt blærerne valses korrekt sammen, bliver udbyttet af uberoligede blokke højt, fordi der ikke i toppen findes grove, slaggefyldte hulrum, der skal kasseres. Der kan være afvigelser fra denne størkningsmetodik afhængigt af iltindholdet i stålet. Da det er iltindholdet, der forårsager gasdannelsen, vil enten en for stor eller for lille mængde kunne få kolossal indflydelse på blokkenes blærer.

Halvberoliget stål.

Fuldberoliget stål.

Et højt iltindhold vil give en meget kraftig gasudvikling, og selv i bunden af kokillen vil der være gas nok til at forhindre, at blærerne sætter sig fast på den avancerende størkningsfront. Oppe i toppen vil stålet koge vildt og voldsomt og slynges højt op i kokillen med det resultat, at stålet i begyndelsen stiger højere op end påfyldningshøjden for så senere at synke. Det er det såkaldte støvleskaft, der ofte i midten af toppen har en svampet klump stål, idet den sidste størkning har givet et så højt gastryk, at noget stål er presset op gennem den tidligere størknede overflade. Det overiltede stål giver altså en meget tyk randzone helt fri for blærer, og der bliver analysemæssigt kolossal forskel mellem randstål og kernestål, hvor kernestålet får alle urenheder koncentreret i upraktisk høj grad. Blokken bliver også med den uheldige topform vanskelig at valse, og denne bloktype er derfor normalt uønsket. Er iltindholdet modsat for lavt til at give det normale uberoligede stål, får størkningsforløbet ligeledes et helt andet forløb. Gasudviklingen bliver overalt i blokken for beskeden til at forhindre randblæredannelsen, og blærerne findes derfor fra top til bund. Det betyder i sig selv ikke noget særligt, hvis ikke der samtidig var en tendens til, at rand-

blærerne kommer til at ligge uhyggeligt tæt ud mod overfladen. Derved kan de iltes i blokovnen og bliver slaggefyldte, og færdigjernet kan kun få en ordentlig overflade, såfremt ovnen arbejder så iltende, at blærerne vaskes helt af, og det giver et stort glødeskalstab. Dertil kommer ydermere, at stålet så at sige ikke får lov til at »koge ordentligt ud« i tide. Gasudviklingen fortsætter længe og sætter ofte så sent ind, at stålet i den sidste periode af størkningen presses op op i kokillen og giver en svampet blomkålstop, der ikke er meget værd ved valsningen. Og så ikke mere om det uberoligede stål. Dets modstykke er det fuldberoligede stål, hvor man bevidst undertrykker enhver gasdannelse i kokillen, og derved undgår blæredannelse. Ilten fjernes ved en tilsætning af enten silicium eller aluminium, og stålet størkner så helt dødt ligesom de almindelige metaller med det for metallerne karakteristiske størkningssvind i form af store tragtformede hulrum i toppen - pipen. Denne ståltype har fremstillingsmæssigt mange uheldige sider. Hele pipepartiet må kasseres, og under strøkningen savner man gasdannelsen til at skylle overfladen ren for slagge, så det fuldberoligede stål får derfor langt lettere slaggeindeslutninger på bloksiden end det uberoligede stål. Det er endvidere mere homogent og tåler bedre slagpåvirkninger og dynamiske påvirkninger, hvorfor det ofte foretrækkes til svejste konstruktioner. Tillige har det også forholdsvis højerer flydespænding end det uberoligede stål og kan derfor ofte udnyttes bedre i stålkonstruktioner. Ved stål med højere kulstofindhold end ca. 0,2 % er fuldberoliget støbning forøvrigt den eneste mulige støbeform, idet iltindholdet over denne kulstof-

grænse er for lavt til at give den nødvendige gasudvikling. Alle fjederstål og maskinstål er derfor fuldberoligede. Man har selvsagt forsøgt at kombinere de to støbemetoder for i samme blok at opnå det uberoligede ståls gode valseudbytte og pæne overflade og samtidig få det beroligede ståls særlige mekaniske egenskaber. I form af det halvberoligede stål er dette også lykkedes. Ved meget omhyggeligt at regulere iltindholdet i stålet, kan man sent i støbningen opnå en gasudvikling tilstrækkelig kraftig til at undertrykke størkningssvindet. Et sådant halvberoliget stål er i toppen fyldt med mange små blærer, der i modsætning til en pipe kan valses 100 °/o sammen og derfor ikke betyder nogen nedsætning af udbyttet. At fremstille halvberoliget stål er selvsagt langt sværere end at støbe heleller uberoliget. Man kan sige, at begge disse typer på sin vis er et naturprodukt, medens det halvberoligede stål nærmest er et forfinet kunstprodukt. Ægte halvberoliget stål er derfor en sjældenhed, som man først og fremmest møder i angelsaksiske lande i modsætning til Tyskland, hvor man altid til de bedre kvaliteter har foretrukket det fuldberoligede stål. Hvis man foretrækker at gå ind for det fuldberoligede stål, vil man ofte prøve at holde den øverste del af blokken flydende så længe som muligt, for at der fra dette område ligefrem kan komme en slags efterstøbning i gang. Det kan arrangeres med et såkaldt dødhoved på blokken, hvorved forstås, at det øverste område af kokillen indvendigt isoleres med ildfast materiale. Samtidig vil man selvfølgelig forsøge at beskytte den frie overflade så meget som muligt mod varmetab (lunkerit!), og skal det hele gøres specielt godt, kan den

isolerende kappe indeholde et eller andet stof, der ved en passende reaktion ligefrem giver varme fra sig. Ved denne proces kan man selvfølgelig ikke komme udenom naturlovene. Stålets naturlige størkningssvind forbliver uforandret, men man er i stand til at hæve pipeområdet, således at det meste samles meget højt oppe og derfor lettere kan skrottes ved renklipningen af emnerne. Nu skal man ikke tro, at alt materiale i en stålblok er 100% ensartet, blot vi kommer ned under pipen. Pipen har i virkeligheden en svag tendens til at fortsætte ikke som hulrum, men som et område inde i midten af blokken, hvor der er lidt højere koncentration af urenheder som f. eks. svovl. Denne svage koncentration er som regel ganske uskadelig og dokumenterer blot, at man står over for et normalt beroliget stål. Lidt længere nede i blokken møder man endnu en mærkelig koncentrationsforskel eller segring, som den mere korrekt må kaldes. Nede i bunden af blokken er det som om størknede krystaller af rent jern, som tilfældigt er dannet rundt om i blokken, synker til bunds i en slags kegle, fordi faste jernkrystaller er tungere end det flydende jern. På et eller andet tidspunkt vil størkningen udgående fra kokillevæggen møde denne kegle, og i dette område, hvor restsmelten således er samlet, kan der fås et ret højt indhold af svovl. Set på det valsede tværsnit vil det vise sig som en ring, der ved et svovltryk kan virke mærkelig og uforståelig, fordi vi, hvad der er ret unormalt inde i midten, har det reneste materiale. Når man diskuterer disse tre typer stål kommer spørgsmålet altid: hvordan

kan man ud fra analysen afgøre, om et stål er hel-, halv- eller uberoliget? At skille det uberoligede stål ud er ikke svært. Det udmærker sig jo ved ikke at indeholde silicium, og vil man yderligere være ekstra sikker, kan man også bestemme stålets indhold af aluminium, idet aluminium ligesom silicium er i stand til at binde den tilstedeværende ilt før udstøbningen. Det er forøvrigt således, at aluminium er langt kraftigere end silicium ved denne proces, og talmæssigt er det således, at er i givet tilfælde 0,20 % Si nødvendigt for at give er fuldberoliget stål, vil ca. 0,020 °/o aluminium kunne give den samme virkning. Dermed er ikke sagt, at et stål skal have 0,20% Si eller 0,020% aluminium for at være fuldberoliget. Hvor den nedre grænse for beroliget ståls indhold af disse to stoffer ligger, ved ingen med sikkerhed. Dels afhænger denne grænse af mange andre stoffer i stålet, idet også andet end silicium og aluminium kan virke afiltende, og dels betyder det noget, om man kun bruger et af dem eller dem begge i fælling. Et er imidlertid givet: er de nævnte grænser overskredet, er stålet normalt fuldberoliget, men det er som bekendt vor egen erfaring, at man kan lave fuldberoliget stål med et indhold af silicium, der ligger lidt under 0,12 %, afhængig af hvor meget aluminium der er tilsat. Det halvberoligede stål ligger noget lavere og har normalt i hvert fald ret små aluminiumindhold helt nede omkring nogle få tusindedele procent. Silicium ligger fra 0,03 til 0,06 %, og som allerede omtalt er analysegrænserne her skarpere, idet kun små afvigelser fra de korrekte værdier vil give blokke enten med pipe eller med overfladeskæl stammende fra randblærer. C. W .

Yngved Stancke, 65 år, 27. november, stålværk.

Laurits Andreasen, 65 år, 26. december, reparation.

Christian Nielsen, 65 år, 31. januar, lager og eksp.

Alfted Rode, 60 år, 21. januar, stålværk.

Karl Nielsen. 50 år, 19. november, stålværk.

Laurits Rasmussen. 50 år, 17. november, pladeværk.

Henry Madsen, 50 år, 19. december, stålværk.

Einar Hill, 50 ar, 15. januar, bygningsafd.

Aksel Stendahl Johansen, 50 år, 23. januar.

Johan Hansen, 50 år, 4. februar, plads og havn.

Martin Hansen. 50 år, 16. december, pladeværk.

Ove Grave, 50 år, 16. febr., plads og havn.

Hans Kristen Nielsen, 50 år, 20. februar, rep.

Karl Jensen, 65 år, 25. decbr., pladeværk. Alfred Jakobsen, 60 år, 8. nov., lager og eksp. Kresten Petersen, 60 år, 12. januar, el.afd. Henry Larsen, 60 år, 12. februar, reparation. Karl Mikkelsen, 50 år, 15. nov., stålværk. Evald Pedersen, 50 år, 28. nov., finværk. Niels Christensen, 50 år, 1. dec., stålværk. Harald Petersen, 50 år, 9. januar, stålværk. Jørgen Jørgensen, 50 år, 11. januar, stålværk. Harry Andersen, 50 år, 18. jan., hovedmagasin.

Fhv. portvagt Fr. Sørensen, »De Gamles Hjem«, Fr.værk, fylder 85 år d. 28. december.