INDHOLD: Bestyrelsens beretning for året 1960.... Fra sikkerhcdsfronten ........................... Brandudrykning ................................... Bare et stykke skrot............................... Jernets vej.............................................. Laboratoriesnak ................................... Moderne transport................................. Nyt vandbehandlings-anlæg.................. Skrotsaks............................................... Olsen.................................................... Fra afdelingerne .................................... Brev fra Israel ...................................... Kunst på arbejdspladsen ...................... Toget er kørt ........................................ Personalia .............................................
3 6 9 10 12 16 19 20 22 24 26 28 30 34 36
FORSIDEBILLEDE:
Fra det nye t entor værk Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri, Frederiksværk
DDS HJÆLPEFOND Direktionen har meddelt repræsentanterne for henholdsvis arbejdernes og funktionærernes hjælpefond, Frode Jacobsen og K. Nielsen, bestyrelsens tilsagn om fortsat tilskud for en periode af 5 år efter de hidtil gældende regler. I overensstemmelse hermed er der efter værkets generalforsamling tilskrevet de to fonds henholdsvis kr. 90.000 og kr. 18.000.
Trykt i 2.000 ekspl.
DØDSFALD
P E R S O N A L E B L A D udgivet a f
DE T D AN S KE S T AAL V AL S E V Æ R K A/ S FRE DE RIKSVÆRK Redaktør KNUD NIELSEN
2
Efter en færdselsulykke afgik Ellemann Eriksen ved døden d. 11. april kun 22 år gammel. Ellemann Eriksen, som var ugift, havde været ansat hos os i ca. 2 år, og arbejdede det sidste år i pladeværket, hvor han er savnet af såvel mestre som kolleger, idet han var en både flittig og god arbejdskammerat. Begravelsen fandt sted i Maribo d. 17. april. Æret være hans minde.
Ved Det Danske Staalvalseværks årlige generalforsamling d. 21. april aflagde formanden for værkets bestyrelse, direktør H. P. Christensen, Helsingør Skibsværft, nedenstående beretning :
har for Det Danske Staalvalseværk haft et tilfredsstillende forløb, idet værket har haft fuld beskæftigelse og en forøget produktion af stålblokke, der nåede op på ca. 274.000 tons, hvilket er ca. 20.000 tons mere end i 1959. Omsætningen af valsestål er nu nået op over 200.000 tons, idet salget steg til ca. 214.000 tons mod ca. 190.000 tons i det foregående år. De gode konjunkturer, der i Europa har gjort sig gældende i de fleste brancher, har også for stålværkerne medført en forøget omsætning, men tilgangen af ordrer har ikke fuldt ud holdt trit med den store forøgelse af værkernes produktionskapacitet, som har fundet sted i de senere år, således at priserne i det forløbne år har været noget vigende. Omkring årsskiftet har en stigende ordretilgang i forbindelse med følgerne af strejken i Belgien dog stabiliseret priserne noget. Den store produktion, de amerikanske stålværker havde efter afslutningen af stålarbejder-strejken i første halvdel af 1960, faldt stærkt i årets sidste halvdel. ET FORLØBNE ÅR
Selvom der er sket nogen nedsættelse i DDS's priser i årets løb, har det alligevel været muligt at holde en indtjening af omtrent samme størrelse som forrige år, som følge af stålværkets større produktion. Det nye grovpladeværk, der er et af Europas mest moderne, blev taget i brug i sommerens løb, og produktionen har været tilfredsstillende både i omfang og kvalitet. I årets løb blev der sluttet aftale med Norsk Jernverk A/S om udvalsning af plader ved DDS på basis af tilsendte blokke. Denne produktion skulle kunne påbegyndes i slutningen af dette år og vil medfører en kapacitetsudnyttelse i det nye grovpladeværk udover den, vor egen stålproduktion muliggør. Til opvarmning af de blokke, vi modtager udefra, er en ny ovn under opførelse. Nye udvidelser er nødvendige, hvis værket skal kunne leverer en passende andel af det stadig voksende stålforbrug i landet. Fin- og mellemværket, der for en stor del af valsemaskineriets vedkommende stammer fra værkets begyndelse i 1941, er nu ikke
3
længere tidssvarende og vil i de kommende år blive udskiftet med et nyt fin- og mellemværk, der vil blive anlagt på opfyldt grund syd for vor nuværende havn. Udover en stærkt påkrævet kapacitetsforøgelse vil det nye værk også imødekomme vore kunders ønsker om lettere profiler og nøjagtigere dimensioner. Af andre vigtige opgaver, der vil blive påbegyndt, kan nævnes en forbedring af skrottransport- og skrotbehandlingsanlægget med det formål at forøge stålproduktionen, endvidere en forøgelse af olietank-anlægget, samt bygning af en ny, større og mere tidssvarende folke- og marketenderibygning. De nævnte nyanlæg og moderniseringer vil i de nærmeste år betyde en investering på 15-20 mill. kr. årlig. Beløbet svarer — set i forhold til stålværkets produktion — til de investeringer, der i de senere år er foretaget ved stålværkerne i England og Vesttyskland. Værkets ordreportefølje er allerede så betydelig, at man kan regne med god beskæftigelse og fuld udnyttelse af værkets stålproduktion i 1961. Hvis der ikke finder en alvorlig tilbagegang sted i verdenskonjunkturerne, skulle vor afsætning foreløbig ske til lønnende priser.
R E G N S K A B Årets omsætning har andraget ca. 172 mill. kr. mod ca. 142 mill. kr. i 1959. Der er foretaget afskrivninger med 14.859.061 kr. og henlagt til investeringsfond 2.064.000 kr., således at der — efter at skatter for 1959 er betalt med 4.753.082 kr. — fremkommer et overskud på 8.702.378 kr., der i forbindelse med overførsel fra forrige år 478.773 kr. giver 9.181.151 kr. til disposition. Heraf foreslås henlagt til ekstra reservefond 6.300.000 kr. — Endvidere foreslås udbetalt 8 % udbytte af aktiekapitalen og 8 % rente af statens indskudskapital, hvortil medgår i alt 2.440.000 kr., hvorefter restbeløbet 441.151 kr. overføres til næste år. Der er ligesom i de foregående år ikke foretaget hensættelser til skatter. Ifølge de gældende skattelove vil skatterne andrage ca. 4,7 mill. kr., der udredes over driftsregnskabet i 1961. Varebeholdninger og i ordre værende varer er nedskrevet med fuld udnyttelse af reglerne i skattedepartementets cirkulære af 7. april 1960. Fondsbeholdningen pr. 31/12 1960 består af 5 % statsobligationer S 1977, der er op1
4
TOT AL PR ODUKT I ON PR OD UKTI ON AF ST AL BL OK KE
AF FÆ RDIG JE RN 210.000
200.000
190.000
180.000 PR OD UKTI ON AF FÆR DIGJ ER N 170.000
PROFI LER
160.000
150.000
140.000
130.000
120.000
PL ADE R
110.000
100.000 1954 1955
1956 1957
1958 1959 1960
OMSÆTNING BESKÆF TIG ELSE OG LØN TONS
BELØB
86.300.000 KR.
AN T AL AR BEJDERE OG F UNKTI ONÆRER
UDBET ALTE LØNNIN GER
1954
127.800
1190
13.700.000 KR.
1955
146.100
100.300.000 »
1280
15.300.000 »
1956
160.200
122.600.000 »
1315
17.100.000 »
1957
172.200
153.600.000 »
1368
19.300.000 »
1958
156.700
129.500.000 »
1357
19.600.000 »
1959
190.200
142.500.000 »
1428
21.900.000 »
1960
213.700
172.300.000 »
1443
23.900.000 »
Sikkerhedsingeniør C. E. LANG
1960 er der forekommet 104 ulykkestilfælde, som kan henføres til de forudsætninger, der danner grundlag for udregning af ulykkesfrekvensen, d. v. s. ulykker, der har medført mere end 3 sygedage og har kunnet godkendes af ulykkesforsikringen. Til sammenligning med tidligere år er i tabel 1 anført antallet af ulykkestilfælde, og endvidere ulykkesfrekvensen, der angiver det antal ulykker, som er forekommet pr. 100 årsarbejdere. Antallet af årsarbejdere findes af årets totale antal arbejdstimer, idet en årsarbejder regnes at præstere 300 dage á 8 timer = 2400 timer. (Det vil måske undre nogen, at ulykkestallet for 1960 blev 104, når der i den lille folder, der udsendes hver måned, er anført, at årets ulykkestal blev 100. Dette skyldes ganske enkelt, at der forekommer personskader, som i første omgang kun medfører 3 sygedage eller mindre, og at der senere igen opstår sygdom på grund af skaden, eller at skaden først anmeldes lang tid senere). Det er glædeligt at konstatere, at ulykkestallet og ulykkesfrekvensen atter er dalende. Tabte arbejdsdage i 1960 som følge af de 104 ulykkestilfælde udgør 2633 dage, hvortil kommer 602 dage fra ulykker før 1. januar 1960, hvor raskmelding først har fundet sted engang i 1960.
6
Ialt 3.235 sygedage, som svarer til, at 10,8 af de 1071,7 årsarbejdere har været fraværende hele året, eller at hver årsarbejder har været fraværende 3,0 dage på grund af ulykkestilfælde. Hvilken legemsdel, der er mest udsat, fremgår af tabel 2, og samtidig er anført, hvor mange sygedage disse ulykkestilfælde har medført, samt middeltal af sygedage og endelig den procentvise fordeling af de 104 ulykker. * * * Hvorledes ulykkestilfældene fordeler sig over de respektive afdelinger fremgår af tabel 3. Desuden er anført, hvor mange ulykkestilfælde, der er forekommet pr. 100 årsarbejdere (d. v. s. ulykkesfrekvensen) i disse afdelinger, idet der til korrekt bedømmelse er taget hensyn til årspræstationen i timer og dermed antallet af beskæftigede arbejdere, som varierer stærkt fra afdeling til afdeling. En sammenligning med statistikken for 1959 viser: at ulykkestilfældene er gået ned fra 140 til 104, en nedgang på 25,7 %. at ulykkesfrekvensen er gået ned fra 12,9 til 9,7, en nedgang på 24,8 %. at tabte arbejdsdage er gået ned fra 3028 til 2633, en nedgang på 13,0 %. Tilskadekomster er altid meningsløse, men kan ikke altid umiddelbart forudses eller forebygges. For meget af det skete gælder imidlertid, at større opmærksomhed eller omtanke fra tilskadekomne selv eller fra makker ville have forhindret det skete. Som noget af det mest meningsløse kan anføres, at ingen af de 4 tåskader, der er sket i løbet af 1960 omfattende brækkede og mistede tæer, ville være sket ved anvendelse af sikkerhedsfodtøj!
Tabel 1 .
1951 1952
1953
1954
1955
1956
1957
Ulykkestilfælde pr. år ....................... Ulykkesfrekvensen ....
175 173 179 23,4 19,4 20,2
169 18,0
150 140 14,7 13,7
93 8,6
Tabel 2. 1) 2) 3) 4) 5) 6) 7) 8) 9)
Hoved ................. Øjne ..................... Krop ..................... Arme .................... Hænder .............. Fingre ................ Ben .................... Fødder ................. Tæer .....................
Antal ulykker
Sygedage
Middeltal af syged.
5 4 10 6 4 30 15 26 4
57 87 262 476 47 601 411 567 125
11,4 21,8 26,2 79,3 11,7 20,0 27,4 21,8 31,3
104
2633
1958
1959 1960
96 140 104 9,3 12,9 9,7
% af ulykker
4,8 3,8 9,6 5,8 3,8 29,0 14,4 25,0 3,8 100,0
U. pr. Summa 100 u. årsarb.
Tabel 3 .
Hov. Øjn. Krp. Arm. Hæn. Fin.
1. 2. 3. 4.
1 2 -
3 -
3 2
1 1 2
1 1
11 1 2
6 6 -
5 6 2
2
27 20 11
9,9 9,9 7,0
1
-
2 1
-
-
9 1
1
10 -
-
21 4
25,6 9,2
1
1 -
2 -
2 -
2 -
4 2
2 -
3 -
1 1
17 4
7,9 6,2
-
-
-
-
-
-
-
-
-
0
0
5. 6. 7. 8.
Stålværk .............. Profilværk ........... Pladeværk . . . . . Plads og havn + reservehold*) . Bygningsafd. . . Rep.afd + rep.pl værk + finværk . . El-afdeling . . . . . Prøveanst. + instrumentværkst.
Ben
Fød. Tæer
104 *) omfatter kun den del af reserveholdet, der har været beskæftiget under plads og havn, medens reserveholds-
arbejdere i afdelingerne er medtaget med deres årspræstation i timer i de respektive afdelinger.
7
Antal ulykker pr. aar,der har medført mere end 3 sygedage.
Antal personskader pr. maaned. Oversigten omfatter alle indgaaede rapporter bortset fra tilfælde vedrørende ituslaaede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.
I december 60 samt januar og februar 61 er sket en personskade for hver 121, 94 og 78 beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis o,83 %, l,o6 % og 1,28 % af samtlige ansatte er kommet til skade. Af de anførte personskader har 1 tilfælde i januar og 5 i februar ikke medført nogen sygedage. CEL.
8
Brandudrykningen den 7. februar kl. 19 til det gamle tentorværk kunne være undgået! Alarmeringen skyldtes brand i en acetylenflaske, hvor årsagen slet og ret må tilskrives manglende kendskab til brugen af autogenskæreværktøj. Vedkommende havde uden tilladelse — og uden at have gennemgået den af DDS krævede uddannelse — indladt sig på at benytte en skærebrænder. Kort efter at brænderen var tændt skete en meget kraftig gennembrænding af oxygen(ilt)reduktionsventilen og cn eksplosion i slangerne, hvorved acetylenen begyndte at brænde ud af studsen på acetylen(gas)reduktionsventilen, og dermed var alarmeringen kort efter en kendsgerning. For at undgå gennembrænding af oxygenreduktionsventilen skal man: lukke langsomt op for flaskeventilen (brug begge hænder) og forinden sikre sig, at forskruen (bundskruen) på reduktionsventilen er skruet tilbage (venstre om), så ventilen mellem høj- og lavtrykskammer er lukket. Der er grund til at indskærpe, at ingen ikke-faglært må anvende autogenskæreværktøj uden at have gennemgået kursus og være i besiddelse af gyldigt autogenskærebevis. Lad os blive fri for tåbeligheder, der kan medføre ulykker!
B A R E E T
S T Y K K E
Bare et skrotstykke, som millioner af andre, der ender i vore ovne og genopstår som brugbart stål. Alligevel har dette stykke sin egen historie, og kun et lykketræf er skyld i, at dette fotografi ikke kom til at figurere som bilag til en ulykkesrapport. Den 25. januar blev reparationsarbejder udført på vestlige kranbane i ovnhallen af folk fra et fremmed firma. Dagen efter faldt dette stykke jern ned fra kranbanen lige ved siden en af vore folk — heldigvis er der jo mest plads ved siden af, som man siger! Ved faldet fra 5,8 m højde har stykket i hovedhøjde haft en hastighed af ca. 9 m pr. sekund. At blive ramt i hovedet af et af de skarpe hjørner ville under alle omstændigheder medføre tilskadekomst varierende fra noget højst ubehageligt til kranielæsioner med eventuel invaliditet til følge. Og hvorfor kommer så dette tilløb til en ulykke? Simpelt hen ved forsømmelighed fra reparatørernes side, der har pligt til at fjerne alle rester fra reparationen, inden arbejdet forlades. Den enes forsømmelighed fører meget let til ulykke for den anden!
Vær medlem af »Skildpaddeklubben« 10
11
Højovnens arbejdsmåde.
ORMÅLET MED HØJOVNEN er at få
udskilt jernet af malmen. Imidlertid er det ikke således, at det rene jern gemmer sig i malmen som småstykker og derved kan udskilles på enkel måde. Nej - jernet er kemisk bundet til andre stoffer og foreligger i malmen som jernilte, hvorfor der skal en kemisk proces til for at opnå det ønskede resultat, og ikke blot en almindelig udsmeltning. Af den grund er det f. eks. ikke muligt at udskille jernet i en elektrisk ovn, uden at der samtidig tilføres kulstof f. eks. i form af koks. Koksene i en almindelig højovn har 2 formål: dels at virke som brændsel til opnåelse af en passende temperatur og dels at tilføre malmen det kulstof, som er nødvendigt for den kemiske proces, hvorved jernet udskilles af malmen. Nu er det således, at ilten nok i tidernes morgen har indgået en inderlig forbindelse med jernet og dannet jerniltene i malmen. Men kulstof kan ilten slet ikke stå for - og er der tilstrækkelig temperatur til stede, forsvinder ilten fra jernet for at forene sig med kulstoffet. Medens en tilsvarende troløshed ikke er velanskrevet blandt mennesker, er den til stor fordel ved jernfremstillingen, og højovnens konstruktion er lagt an på at fremme denne. Processen kaldes iøvrigt en reduktion, og den foregår dels direkte og dels indirekte. Den direkte reduktion finder sted i den nederste og varmeste
12
del af ovnen ved, at kulstoffet og jerniltene her er i direkte berøring med hinanden under glohede, og kulstoffet har naturligvis under disse omstændigheder intet besvær med at stikke af med ilten og lade jernet ene tilbage. Kemisk set ser bortførelsen således ud: FeO + C = Fe + CO*. Den indirekte reduktion foregår ved, at der længere oppe i ovnen, hvor temperaturen ikke er så høj, dannes kulilte, idet der i denne zone ikke er luft nok til, at koksene kan forbrænde fuldstændigt - det meste af luften er brugt længere nede i ovnen. - Kuliltene optager * Fe = jern FeO = jernilte
C = kulstof CO = kulilte. CO2 = kulsyre
dog gerne mere ilt, og hvad er mere naturligt, end at denne tages fra de nærliggende jernilte. Kuliltene bliver herved til kulsyre og jerniltene delvis til jern, hvilket kemisk udtrykt ser således ud: FeO + CO = Fe + CO2. For de læsere, der endnu er med, skal oplyses, at synes ovenstående proces ikke at være helt enkel, er den i virkeligheden endnu mere kompliceret. Højovnen er en kontinuerligt arbejdende ovn, der - når den først er sat i gang - arbejder døgnet rundt, søgn og hellig, gennem 10 år og mere, før den må sættes ud af drift for reparation. Det at afstille en højovn i utide er en alvorlig historie, hvorfor man da også ser, at højovnsdriften som regel er fredlyst under arbejdskonflikter. Fyldningshøjden i skakten holdes nogenlunde konstant ved passende tilførsel af råmaterialerne og ved udtapning af det flydende råjern hver 3. - 4. time. Slaggen aftappes som regel kontinuerligt.
Råjern. Som nævnt tidligere er jernindholdet i malmen fra forskellige malmlejer stærkt varierende og ligger mellem 25 °/o og 70 °/o. Resten i malmen er for størsteparten urenheder, som under højovnsprocessen omdannes til flydende slagge ved tilsætning af kalk. I fig. 12 er vist et diagram over, hvad der tilføres ovnen, og hvad man får ud af den. Der tilføres kalksten, malm, koks og forbrændingsluft, og ovnen leverer: gigtgas, gigtgasstøv, slagge og råjern. De på diagrammet anførte mængder er naturligvis i høj grad afhængig af malmens art, og de anførte tal kan kun betragtes som middelværdier. Jernet aftappes som nævnt hver 3. 4. time, idet proppen i aftapningshullet fjernes ved specielle luftværktøjer og iltskæring. Strømmen af jernet flyder da gennem en aftapningsrende ned i en såkaldt råjernsblander - nærmest en stor
13
Fig. 13.
jernbanetankvogn (se fig. 13), hvor tanken er ildfast udforet, og som kan rumme jern fra flere aftapninger. Råjernsblanderen fører det flydende råjern til stålværket for videre behandling i konvertere, elektriske ovne eller SM-ovne, hvor råjernet bliver mere eller mindre afkullet og forædlet ved tilsats af andre stoffer. Transporten i sådanne råjernblandere kan ske over ret store strækninger fra det ene stålværk til det andet. Hvor det drejer sig om intern transport, anvendes ofte store støbeskeer anbragt på specialjernbanevogne. Ved forbrugsstedet tages skeen med kran, og jernet tømmes direkte i den pågældende konverter eller SM-ovn. Ofte udstøbes råjernet imidlertid direkte fra højovnen, idet det flydende jern fra denne gennem et system af render føres til hundreder af små gruber nedpresset over et areal af støbesand (se fig. 14). Jernet formes heri til små råjernsblokke, som benævnes pigiron, og som senere anvendes i stålværker og jernstøberier. Udstøbningen af pigiron kan også ske på et såkaldt kokillebånd, d. v. s. kædetransportører forsynet med et stort antal støbejernsskåle, som fyldes med det flydende råjern. Ved enden af transportøren falder de størknede blokke direkte ned i siloer eller i vogne. I fig. 15 ses
14
i forgrunden renden, som fører det flydende råjern til 2 kokillebånd, og man ser de endnu glødende råjernsblokke i de nærmeste kokilleskåle.
Slagge. Foruden gigtgassen, hvis anvendelse tidligere er omtalt, får man en del slagge til rådighed, nemlig mellem 0,6 og 1,0 ton pr. ton råjern. Fra en højovn med en døgnydelse på 1.000 tons råjern kommer således mellem 600 og 1.000 tons slagge daglig, og at komme af med denne kan være et problem. Imidlertid søger man at nyttiggøre den på forskellig måde. Ved således at sprøjte vand, damp eller luft ind i en stråle af flydende slagge bliver den til finkornet sand. Den kalkrige slagge bruges til fremstilling af slaggecement, medens den mindre kalkholdige slagge kan udstøbes til kunstige brosten, de såkaldte »Pflastersteinen« (berygtet blandt automobilister, idet de er så glatte som is at køre på i regnvejr), eller bruges som tilsats ved betonstøbning. Endvidere kan slaggen forarbejdes med damp til slaggeuld, som i lighed med glasuld er udmærket til isolationsformål. Endeligt kan den kalkrige slagge forarbejdes til gødningsmiddel i landvæsenet og er her af særlig værdi, fordi den
foruden at tilføre jorden kalk og næringsstoffer også tilfører den beskyttelsesmidler mod visse plantesygdomme. Elektroovne. Da en højovn bruger omtrent d en samme vægtmængde koks, som den producerer råjern, kan det være et prob lem for de lande, der nok har malm, men ikke større mængde kul, at fremskaffe det nødvendige brændsel. Imidlertid er forholdene sine steder, f. eks. i Norge og Sverige således, at man i stedet har vandkraft til rådighed for fremstilling af tilstrækkelige mængder af elektrisk strøm til formålet, og man anvender da elektriske ovne til produktion af råjernet i stedet for de klassiske højovne. Ganske vist skal der også anvendes koks i de elektriske ovne - nemlig til den tidligere omtalte reduktion - men da kun en trediedel af koksmængden i den almindelige højovn medgår til reduktionen og de to trediedele til at opnå den for reduktionen nødvendige varme, kan man i den elektriske ovn nøjes med
Fi g. 14.
en tredicdel af den koksmængde, der ellers ville medgå, idet varmen produceres ved elektricitet. * Foruden de nævnte metoder for fremstilling af råjern findes andre, men da disse oftest har specielle formål og kun har ringe betydning i den samlede råjernsproduktion, skal de ikke omtales her. Verd ensproduktion en af råjern for året 1959 er opgivet til ca. 185 millioner tons. (Fortsætte s i næste nr.)
Fi g. 15.
15
Silicium i stålet. nu er turen kommet til silicium. Lad mig straks sige, at der kunne skrives mindst tyve sider om siliciums betydning for stål - men til beroligelse for alle er det ikke min mening at skrive dem her. Der er meget at sige om silicium. Først siliciums indflydelse på stålets beroligelsesgrad, som allerede er omtalt i en tidligere artikel (Staalbaandet nr. 1/1958), derefter kommer indflydelsen på styrke, svejselighed, stålets egnethed til varmforzinkning og yderligere dets egnethed til sænksmedning. Først var der beroligelsesgraden. Støbes stålet uden tilsætning af silicium, vil det meste af den ilt, der uvægerligt findes, reagere med kulstoffet, og resultatet vil blive en kraftig gasudvikling, der giver blokke med porøs yderzone. Er man heldig, svejses disse porer sammen IDST VAR DET ALUMINIUM --
16
under valsningen, men er man ikke heldig - og det kan jo også forekomme bliver resultatet en elendig overflade på det færdige materiale fyldt med skæl og revner. Disse kedelige ting kan man blive fri for ved at tilsætte så meget silicium, at ilten er fjernet allerede før udstøbningen. Stålet kaldes så beroliget i modsætning til det uberoligede stål, hvor gasudviklingen giver kogen og syden i kokillen, og fasthængende bobler er årsag til blæredannelsen. Selv Det Danske Staalvalseværk er underkastet visse naturlove, og en af disse medfører, at stålet trækker sig sammen under størkningen og afkølingen derefter. Resultatet heraf er en blok, hvor der indvendigt er dannet et større hulrum - piben - som ikke svejses sammen under valsningen, men forårsager at topenden må skrottes. Beroliget er stålet, når det er tilsat ca. 0,10 °/o silicium - en grænse der dog i allerhøjeste grad også afhænger af stålets aluminiumsindhold. Aluminium virker på ganske samme måde som silicium overfor stålets iltindhold; ja, faktisk virker det endnu stærkere under visse forhold, og derfor bruges det ofte med fordel til den sidste finregulering. I enkelte tilfælde kan det være fordelagtigt at fremstille et stål af en mellemkvalitet, hvor man forsøger at modvirke dannelsen af pipehulrummet med
en beskeden gasudvikling. Denne form for stål kaldes halvberoliget eller semikilled med et engelsk udtryk og må naturnødvendigt have et noget mindre, men til gengæld langt mere omhyggeligt afpasset siliciumindhold - ca. 0,03 til 0,05 %. Det var lidt om siliciums betydning for stålet på dets første trin. Vi så, at der skulle tilsættes mindst ca. 0,10 til 0,15 % for at få den ønskede porefrie blok - hvorfor sætter vi så ofte langt mere til? Som sagt, silicium spiller mange roller ved stålfremstillingen. En af disse roller har noget med styrken at gøre, idet vi for hver gang vi øger siliciumindholdet med 0,10 % øger brudstyrken med ca. 2 kg/mm2. Særligt store mængder findes i fjederstål, hvor vi kan komme helt op over 2 %, og hvor silicium foruden indflydelsen på brudstyrken også virker med til at hæve flydespændingen - et forhold der specielt har noget med stålets elasticitet at gøre. Ved fjederstålene ser vi iøvrigt også en anden indvirkning fra silicium: stålets hærdeevne øges. Det viser sig på den måde, at hvor et normalt kulstofstål i skal vi sige 25 mm tykkelse kun ville få hærdestruktur i et tyndt yderlag på nogle få mm tykkelse, så vil et tilsvarende siliciumlegeret fjederstål hærde næsten helt igennem og derved bedre være i stand til at tåle ydre påvirkninger. Ved varmebehandling er det i praksis næsten muligt at fordoble et fjederståls flydespænding, og det siger lidt om de muligheder, der ligger selv i et så billigt legeret stål som et 2 % siliciumstål. Fjederstålene udgør kun en forsvindende del af vor produktion. Langt væsentligere er hele det formidable udvalg af kvaliteter, vi har til svejste stålkon-
struktioner. Alle stål kan svejses - eller i hvert fald næsten alle - men skal der svejses godt, og skal svejsningerne holde under vanskelige forhold i komplicerede samlinger, ja, så skal stålet være beroliget. Derfor finder man ofte krav om beroliget stål netop til svejste konstruktioner, og foretager man slagprøvning en prøve som man nu engang tror har relation til stålets svejselighed - vil man også finde, at beroliget stål har langt bedre slagstyrke end uberoliget stål. Var jeg før lidt spydig overfor slagprøvningen skal dog lige tilføjes, at i hvert fald fordelen ved beroliget stål har vist sig i praksis i mange tilfælde. Fællestræk for mange uheld i forbindelse med svejsning har netop været, at der har været anvendt uberoliget stål - det er nemlig det billigste... Det var lidt om de »indre« egenskaber. Men også for de »ydre« spiller silicium en stor rolle. Her er forholdene dog anderledes for ikke at sige omvendt af, hvad der lige er sagt om svejseligheden. Af »ydre« egenskaber kan vi nævne stålets egnethed til varmforzinkning, hvor et uberoliget stål uden silicium får det smukke blomstrede, glinsende zinklag, som vi i hvert fald kender så godt fra gulvspande, ja, som vi finder på alle de ting, hvor det betyder noget for salget, at udseendet er i orden. Zinklaget på uberoliget stål er netop så smukt blomstret og blankt, som man vil have, og så har det tillige den fordel, at det ikke er særligt tykt (zink koster også penge). Det er dermed økonomisk og tillige sidder det så godt fast, at det udmærket tåler stød og anden voldelig overlast. Modsætningsvis har vi beroliget stål, hvor siliciumindholdet har den virkning, at zinklaget bliver gråt og så tykt, at
17
det let skaller af. I og for sig giver det lige så god beskyttelse; hvis man altså kan holde det ubeskadiget. Vægten er imidlertid den dobbelte, og da zink som sagt også koster penge og laget ikke sidder særligt godt fast, kan man ikke fortænke alle parter i at være lidt utilfredse. Det beroligede ståls uegnethed til varmgalvanisering betyder især noget, når der er tale om svejselige stål med høj brudstyrke, hvor stålene af disse grunde netop skal fremstilles beroliget. Forzinkningen foretages normalt ved neddypning i store opvarmede pladejernsgryder, og er disse lavet af beroliget stål, sker der det mærkelige, at zink og jern giver sig til at reagere med hinanden efter den samme proces, som fik zinklaget på det beroligede stal til at blive tykt og gråt. Reaktionen holder imidlertid ikke op, og resultatet er, at en sådan gryde bliver ædt op indefra i løbet af få dage. Gryder til varmforzinkning skal derfor laves af uberoliget stål, og da vi ikke laver plade i denne kvalitet, skal dette være ment som en absolut advarsel til alle om at prøve eksperimentet - det er prøvet... Ligesom silicium havde betydning ved zinklagets dannelse, betyder det også noget for dannelsen af glødeskal ved sænksmedning. Også her er uberoliget stål at foretrække, idet det giver en glødeskal, der let springer af og derfor ikke bankes ind i overfladen på godset med grimme kopar som resultat. Desværre kan man ikke altid foreskrive uberoliget stål til sænksmedning, idet alle stærkere kvaliteter nu engang kun laves beroliget, og i disse tilfælde må man tage kalamiteten med i købet. Så mange var ordene - faktisk kan der siges meget mere om silicium; men mon dette ikke er nok.
18
Nedenstående lille historie er fra Metal Bulletin, som iøvrigt er et meget sagligt organ. Den vil give læseren et indtryk af selvironi og tørt lune, som er medvirkende til at gøre livet mellem engelske forretningsfolk udholdeligt.
En international forretningsmand modtog for nylig ct telexbudskab med følgende indhold: »Kan De hjælpe os? En fjern slægtning beder os om råd. Han skriver: Jeg har to brødre. Den ene handler med skrot. Den anden er blevet guillotineret i Frankrig. Min far handler med narkotika et sted i det Mellemste Østen, og min mor er indlagt på sindssygehospital i USA. Mine to søstre har slået sig på et temmelig uartigt liv og bor i dyre lejligheder i London. — For nylig mødte jeg en ung dame, som netop er løsladt fra en opdragelsesanstalt, hvor hun kom i anledning af en meget grov ungdomsforbrydelse, og som jeg ønsker at gifte mig med. Mit problem er nu: Før jeg gifter mig, skal jeg da tilstå, at jeg har en bror i skrotbranchen? Dit svar afventes med spænding. — Vil De venligst svare hurtigt, da vi gerne vil hjælpe vor slægtning.« Efter at have tænkt sagen igennem, svarede den internationale forretningsmand: Dybt rørt over den triste historie. Spekuler ikke over broderen i skrot-branchen, men lad os få adresserne på de to søstre. (Fra Ingeniørens ugeblad).
som industrialiseringen har grebet om sig, er de interne og eksterne transportproblemers betydning for en virksomheds økonomi kommet klarere frem i dagen. Gennem en fornuftig placering af de enkelte arbejdspladser - afdelinger og virksomheder - og ved anvendelse af rationelle transportmidler, laste- og losseindretninger, søger man at holde omkostningerne i forbindelse med transporten nede på et minimum. Stålværket har et årligt forbrug på ca. 5.000 t dolomit, hvoraf 4/5 svarende til 240 banevogne à ca. 17 t, kommer fra Tyskland. Losningen af disse vogne har hidtil foregået med et skrabespil (en wiretrukket skovl, der styres med hænderne). Tiden for tilrigning og afrigning af skrabespil, samt tømning af vognen andrager ca. 2 timer pr. vogn. Nu får vi den tyske dolomit i en selvtømmende vogn, som ses på ovenstående fotografi og tegning. FTERHÅNDEN
Vognen, der har en max. lasteevne på 27,5 tons, består af 2 sammenhængende siloer med bundudtømning. Fra vognen løber dolomitten via et transportbånd og kopelevatoren op i siloerne. Det manuelle arbejde er således begrænset til et minimum. Tiden for at tømme en sådan vogn andrager ca. ½ time, og er hos os bestemt af kopelevatorens kapacitet. Ved at anvende denne vogntype sparer vi ca. 500 arbejdstimer pr. år på losning af dolomit, og silofolkene undgår en hel del støv. ESWR
19
OM NÆVNT I STAALBAANDET 1/1960 er
værkets forbrug af kommunevand stadigt stigende. Sidste sommer lå døgnforbruget på over 700 m:i. For at imødegå omkostningerne samt for at aflaste kommunen for et eventuelt yderligere stigende vandforbrug, blev det for godt et år siden besluttet at opføre et vandbehandlingsanlæg for tilberedning af Arresø-vand til en kvalitet, der står på højde med almindeligt kommunevand. Sådanne anlæg eller lignende er iøvrigt almindelige til kommunevandforsyning i storbyer rundt i verden, hvor man ikke som hos os har grundvand til rådighed, men må bruge overfladevand fra floder og søer. Da vort anlæg står umiddelbart foran færdiggørelse, findes tidspunktet inde til en redegørelse for anlæggets opbygning og virkemåde. Vandet tænkes foreløbigt anvendt til følgende formål: 1) Badevand til folkebygninger. 2) Fødevand til kedler. 3) Spædevand for kølevand til SMovne.
20
Anlægget, som er leveret af firmaet J. Krüger, er baseret på kemisk fældning af vandet i en såkaldt accelator, som er konstrueret i USA. Der kan renses 50 m3 Arresø-vand pr. time, men i kortere tidsrum kan der leveres op til 120 m3 renset vand pr. time. Anlægget installeres i en ny bygning ved det nuværende klaringsbassin. Indretningen fremgår af hosstående diagram, fig. 1. Fra den eksisterende indtagsbrønd for Arresø-vand ved klaringsbassinet pumpes vandet til en lille højdebeholder. Herfra løber vandet ind i bygningen til råvandspumpen, som ved dette arrangement altid får konstant tilløbshøjde, hvilket er af betydning for kemikaliedoseringen. Råvandspumpen fører vandet videre til en blandebeholder, hvor der tilsættes klor for at befri vandet for bakteriologisk forurening. Klortilsætningen sker fra et klorgasanlæg, som styres automatisk af kloroverskuddet, således at man er sikker på, at der altid tilsættes de rette mængder. Derefter løber vandet videre ind i accelatoren. Her tilsættes kalkhydrat for
Interiør fra bygningen.
blødgøring og ferrosulfat for fældning af vandet. Ferrosulfattilsætningen bevirker, at der dannes en mængde fnug, som fanger de meget fine partikler og medtager disse under samtidig bundfældning. Accelatoren er forsynet med en omrører og forskellige ledeplader, som bevirker, at slammet (bundfaldet) samler sig på bestemte steder i accelatoren, hvorfra det udtømmes ca. hver 4. time ved hjælp af automatisk styrede slamventiler. Det klarede vand strømmer fra en rende foroven til et sandfilter, hvor vandet renfiltreres. Fig. 2 viser et tværsnit gennem accelatoren. Vandet opsamles derefter i en 250 m3 rentvandstank under bygningen. For ikke at gøre vandet ubehageligt at anvende tilsættes der natriumsulfit på afløbsled-
ningen fra sandfilteret. Herved fjernes alt overskud af klor i vandet. Fra rentvandstanken pumpes vandet til en hydroforbeholder, hvorfra det føres til forbrugsstederne med et tryk på ca. 3 ato. H.A.C.
EKSPLOSIONEN i ovn 4 i maj 1959 blev det, da årsagen ikke med sikkerhed kunne fastslås, besluttet, at skrotpakker af en vis beskaffenhed, d. v. s. større pakker presset af gammelt skrot, ikke måtte chargeres, idet man ikke kunne frigøre sig fra den tanke, at den stedfundne eksplosion kunne stamme fra eksplosive stoffer skjult i disse eller af samme udseende som disse. De frasorterede pakker voksede efterhånden til et bjerg på mange tusinde tons, og da vi naturligvis ikke ønskede at eksportere
det ville være nødvendig for at opklippe det lager af større pakker, som vi havde liggende, og efter endt brug vil saksen derfor blive videresendt til sin ejermand, der derefter vil benytte den i sit daglige arbejde. Ved at klippe pakkerne i småstykker under hensyntagen til betjeningsmandskabets sikkerhed fik man samtidig garanti for, at skrottet ikke indeholdt farlige genstande. Saksen, hvoraf der kun findes ganske få i Europa, ankom i begyndelsen af november i 7 store godsvogne, samlet i så store enheder som det var muligt at transportere, og var færdigmonteret i driftsklar stand ved årsskiftet. Saksen, der er 21 m lang, 7 m bred og 8 m høj over terræn, er opbygget som en svær svejset stålkonstruktion. Se foto. Skrottet afleveres i et 6 m langt kipbart trug, som, når det er fuldt, kipper skrottet
pakkerne, da alt skrot her i landet kan finde god anvendelse hos os selv, var man i lang tid på udkik for at finde en måde at gøre pakkerne anvendelige. Da vi erfarede, at et dansk firma i skrotbranchen overvejede i Tyskland at købe en stor klippemaskine, der var overordentlig kostbar, fik vi en aftale med skrotfirmaet om, at vi måtte låne (leje) skrotsaksen i den tid,
ned i en rende med et tværsnitsareal på 1600x800 mm, hvor en skyder fører det frem under kniven med en afbrudt bevægelse, der forud er indstillet efter den ønskede klippelængde; umiddelbart foran kniven findes 3 stampere, der med et tryk på 160 tons sammentrykker og fastholder skrottet under klipningen. Kniven, hvis længde er 1500 mm, klip-
FTER
22
per 3 gange pr. minut med et maximalt tryk på 560 tons. Alle bevægelser er hydrauliske og styres ved hjælp af tidsrelæer og magnetventiler således, at saksen kan arbejde helautomatisk. De høje tryk opnås ved hjælp af 2 stk. 100 hk motorer, der trækker 4 hydrauliske pumper, som yder 140 ato. Motorer og pumper er monteret i øverste etage på to tanke, der tilsammen rummer 6.000 liter hydraulikolie. På etagen herunder ses førerhuset, og i underste etage er anbragt elektriske fordelingstavler, centralsmøreanlæg og oliekøler. lait 44 mand fordelt på 3 skift har med 3 lastbiler og 2 traktorvogne med tippelad været beskæftiget med læsning og transport af skrotpakker, idet det, som en ekstra sikkerhed har været nødvendigt at håndlæsse og inspicere hver enkelt pakke. I de godt 3 måneder saksen har været opstillet hos os, har den klippet ca. 20.000 tons skrotpakker.
Vi u n d e r v is e r
Før saksen kom i drift var der nogen betænkelighed med hensyn til kvaliteten af det klippede skrot, idet pakkerne jo bestod af lette materialer, der var presset sammen for at fylde så lidt som muligt i mulderne og derved gøre chargetiden kort; når man nu klippede, var det sandsynligt, at disse ville adskilles og fylde meget og derved være besværlige at chargere. Denne frygt viste sig imidlertid at være ubegrundet, idet det store tryk saksen arbejder med bevirkede, at nok blev stykkerne små, men samtidigt meget kompakte, de adskiltes ikke under transporten, men pakkede godt i mulderne. Klipning af pakker vil i fremtiden ikke være aktuelt, idet der nu kun leveres pakker af mindre dimensioner, hvor materialet har været udsat for meget højere pressetryk end tidligere. Der har iøvrigt ikke under klipning af de ca. 18.000 tons været konstateret noget stof af farlig karakter. EB
Under strejken er startet et instruktionskursus i moderne, elementær førstehjælp under ledelse af Fru Schreiner, Holte, som er instruktør inden for Dansk Rode Kors og iøvrigt tilknyttet civilforsvaret. I første omgang gælder det funktionærerne, men efter strejkens ophør kommer turen til arbejderne.
23
sad på mit kontor og talte om vejr og vind, da Olsen fik øje på nogle kolber med vandprøver, jeg havde stående på en reol. Olsen spørger i sin sædvanlige lidt spydige tone, om jeg er begyndt på en vandkur. - Næh Olsen - dog ikke! - svarer jeg. - Jeg drikker faktisk meget sjældent vand. Og jeg kunne mærke på Olsen, at det forstod han fuldtud. - Det er nogle vandprøver - forklarede jeg. - De ved, vi er ved at indrette vort eget vandværk, hvor vi af Arresøvand skal lave en slags kommunevand. Det der er prøver på de kvaliteter, der kan opnås. - Javel! siger Olsen - og jeg kan mærke, at emnet ikke interesserer ham synderligt. For dog at vække ham lidt tager jeg en kop fra skuffen og hælder vand i. - Smag engang Olsen! Olsen er noget betænkelig, men tager dog en slurk. - Nå! siger jeg spørgende. - Tja, lidt tørt er det. - Tørt siger De! - og jeg er lidt fornærmet på mit vands vegne. - Nå, ja - flyversjus minder det jo ikke meget om og heller ikke om ret meget andet! - Ja, men det er netop det fine ved vand - svarede jeg. Men vil De ikke ha' en cerut til at ta' smagen af munden. Og det ville Olsen altså gerne. Talen faldt nu på hans søn, som jeg fra tidligere samtaler vidste havde nogle vanskeligheder på sin arbejdsplads. LSEN OG JEG
24
- Ja - siger Olsen - jeg har prøvet at forklare ham, at det er hans egen skyld. - Men det hjælper ikke noget. Han tror stadig, at han er den forurettede. - Jamen er han da ikke det? spørger jeg. - Nåh - det ved jeg ikke - svarer Olsen. - Man er vel ikke mere forurettet, end man selv føler. Vi har vel allesammen været ude for en formand, med hvem det har været så som så med den indbyrdes forståelse. Men derfor behøver drengen jo ikke at skabe sig. Hvad kommer det dig ved! har jeg sagt til ham. Pas dit arbejde. - Formanden er vel ikke en Vorherre. Og så efter en lille pause fortsatte han: Jeg kan ikke begribe, hvor drengen har disse griller fra. Fra mig er det ikke. Jeg har altid kunnet klare mig uden ris eller ros fra anden side. Og heri tror jeg Olsen har ret Olsen er et mandfolk, som måske oven i købet ville betragte en ros for noget nedladende. I hvert fald ville det ikke
være ham ligegyldigt fra hvem, rosen kom. - Nu er drengen et stykke op i trediverne med kone og børn - fortsatte Olsen og så skaber han sig som en skoledreng, når det går ham lidt på tværs og Olsen tager et par heftige drag af cerutten. - Jamen - siger jeg - det er vel noget, der ligger i hans natur. Nogle trænger mere til vidner for sine gerninger end andre. Læste De ikke artiklen i Staalbaandet for nogen tid siden, den hed vist »Din tilværelses vidne«. Vi er jo ikke allesammen lige selvstændige. - Selvstændige - hvorfor ikke - afbryder Olsen. - Drengen er vel lige så god som formanden! - Ja, selvfølgelig Olsen - rent menne-
skeligt og måske også i sin tekniske kunnen. Men formanden er altså formand, og har han ikke den rette forståelse af det menneskelige - kan han godt volde fortræd over for mere følsomme naturer blandt sine underordnede. - Følsomme naturer! udbryder Olsen. - Nej, det her med følelser får man lægge på hylden, hvis man ellers vil begå sig i tilværelsen. Han skal passe sit arbejde, skal han, og så ellers lade formand være formand - og ikke spor andet! I sin iver tager Olsen koppen, som stadig står foran os og drikker resten af vandet. Fy for ...........! sa' Olsen, da han opdager sin tankeløshed. Og så gik han. KN
Ofte når man ser nøje på mændene må man gøre kvindernes livshumør sit kompliment. (Jacob Paludan om vin og piger).
OM MAVESÅR! Kvinder græder med tårer, mænd med saltsyre. (Dr. Ruth Poort).
Middelmådigheden fælder den hårdeste dom, ikke mindst over de dygtiges fejl. (»Farmand«).
Det er en stor fordel at kunne tale flere sprog, men at være i stand til at holde kæft på et sprog er helt uvurderligt. (»Farmand«). Hvis du virkelig ligner dit pasfoto, trænger du til rejsen. (Carl Wilson).
Videnskaben har nu fundet ud af, at der er to slags kvinder — nemlig de, som ustandselig snakker og de, som ikke kan holde mund. (»Hudibras«).
Enten må vi følge vor samvittighed — eller også forfølger den os. (Forfatteren Georg Wulff).
25
PROFILVÆ RKET
STÅLVÆ RKET
Martiningeniør Carlo Poulsen. Januar kvartal gav en produktion på 74.908 tons stål, hvilket er 5.500 tons mere end sidste års kvartal. Foruden vore normale reparationer havde vi det uheld, at stålet brod gennem en 2 tons fyrbro og gav en uges stop, som medførte et tab på ca. 1.000 tons. Til trods herfor er det hidtil største kvartalsproduktion, og vi har således stadig en fair chance for at opnå vort tænkte mål: 300.000 tons for hele året. lovrigt er kvartalet gået fint og navnlig inden for den sidste måned, hvor vi har opnået en rekord af 6.884 tons på en uge. Vi havde iøvrigt ikke mindre end 3 på hinanden følgende rekorder. Selvfølgelig har vi ikke undgået ærgrelser og fortrædeligheder, når ikke alt klappede, men alligevel er der hugget et trin til at stå på og dermed øget beskæftigelse hos os, såvel som vore kunder — valseværkerne.
26
Valseværksingeniør J. Andersen. Blokværket. Blokværket har i det forløbne kvartal gået godt, der har ikke været yderligere uheld med koblingshovederne, og da de bestilte reserve-koblingshoveder nu er leveret i forstærket udforelse skulle vi være sikret fremover. Der er installeret et filter for kolevandet til el-ovnens elektroder, således at elektrodernes køling kan holdes konstant, herved forlænges levetiden på disse betydeligt. I mellemhallen er der taget nye åg i brug for transport af emner og knipler, hvilket har resulteret i en bedre udnyttelse af lagerpladsen og færre »skæve« knipler. Grovværket. I grovværket har produktionen været god, ca. 1.000 tons mere end i 1. kvartal 1960, og der har ikke været større stop på grund af fejl ved maskineriet, dog har blokovnens varmeevne været reduceret noget i marts måned, bl. a. på grund af utætheder i rekuperatoren. I påsken blev blokovnens murværk repareret, og der blev monteret nye tværrør.
Finværket. Finværket har gået godt, og produktionen er den hidtil bedste i ét kvartal, nemlig ca. 20.500 tons, hvilket er ca. 5.000 tons mere end det tilsvarende kvartal i 1960. Ved påbegyndelsen af rundjernsvalsningen i midten af februar, blev den forlængede kølebane, samt aftagningsarrangementet for trådringe, det såkaldte »kanontårn«, taget i brug, og det har fungeret udmærket i den forløbne driftsperiode. Aftagning sker ved hjælp af en gaffeltruck, og tentorringene bliver på specielle transportvogne kørt direkte til lagerpladsen ved det nye tentoranlæg. I påsken blev der, på knippelovnens indgangsende, foretaget visse ændringer på murværk og jernkonstruktion, således at arbejdsforholdene for indlæggeren er blevet betydelig bedre. Produktionen i januar kvartal 1 9 6 1 : Færdigjern t.
Blokværk ................. Grovværk ................ Finværk ...................
10.251 20.549
Færdigjern ialt ...........
30.800
Knipler og emner t.
26.066 2.104
PLADEVÆ RKET
Valseværksingeniør J. Skov. Det er meningen, at grovpladeværket i slutningen af april skal gå over til to-holds drift, og desuden var det tanken, at to valsehold skulle hjælpe til i stålværket med ovnreparationer 3 uger i april-maj og igen i august. I den første periode valses med et hold og i den sidste er der stop for ferie. Dette program holder faktisk stadig stik, blot må tidspunkterne for ovnreparationer måske ændres, idet stålværket sikkert tager den første
reparation umiddelbart efter strejken, og den næste skal falde 3 måneder efter, og falder den da ikke sammen med vort planlagte feriestop, er det sikkert nødvendigt at flytte dette til ovnreparationsperioden, og så må vi tage feriespørgsmålet op igen. Men den tid, den sorg. I slutningen af februar havde vi en stor valseudskiftning i P 1 og dette gentages efter hver 30—40.000 t valsede blokke, d. v. s. at næste udskiftning vil ske i slutningen af juni. Valseudskiftningen tog en halv snes dage, og imedens valses der i det gamle værk. Så lang tid vil en stor udskiftning nu ikke altid tage, idet vi har bestilt et sæt lejehuse yderligere, og de skulle komme i slutningen af året, og en udskiftning ordnes derefter på en søndag. I begyndelsen af næste år får vi jo slabs (pladeemner) fra Norsk Jernverk, og til opvarmning heraf er bestilt en ovn, og desuden er bestilt en forlængelse af tilgangsrullebane, idet ovnen lægges i andet fag fra vest i V8 og stikker ud på kranbaneområdet nord for V8, hvor der kommer en 25 tons kran med magnet til indlægning. Til mellempladeværket har driftstegnestuen konstrueret et nyt tilgangsbord, som forhåbentlig kan monteres i sommerferien. I årets første kvartal er valset 35.735 t grovplader og 2.122 t mellemplader mod 31.622 t og 2.065 t i første kvartal 1960.
»Glem det, kære, jeg har selv lavet det!« (Fra »Do it yourself«.)
27
Haifa, 15th Shevat 5721 Kære venner! Vi fejrer i dag en slags nytårsdag, som vi kalder »planternes nytårsdag«. Faktisk begynder vort år den 1. Tishry, som falder omkring september, men vi har andre lignende mærkedage, som fejres for at markere særlige datoer. I dag har vi lige sluttet vor vinter og begyndt foråret. Jeg må sige, at vi har haft en »dårlig« vinter: temperaturen faldt helt ned til 10° C og mindre (!....), og vi har endda også haft perioder, hvor det har regnet flere dage i træk. . . . Men nu er alt dette forbi; vi glæder os over foråret og venter nu på den kommende hede, tørre og solrige sommer. Lad os denne gang forestille os, at vi er begejstrede turister i Det Hellige Land og interesserede i at se de hellige steder. Vi begynder naturligvis med Jerusalem, den gamle stad, alle religioners hellige hjemsted. Jerusalem er nævnt i Det Gamle Testamente som staten Israels første hovedstad, ligesom den også er det i dag, og den er kendt for sit tempel, som blev lagt i ruiner for 2000 år siden, men man kan stadig i Jerusalem finde en mængde steder, der er fuldstændig beskrevet i bibelen, og som turist glæde sig over resterne fra en svunden tid. Foto nr. 1 viser f. eks. den gamle bymur, og man kan endogså skimte kong Davids høje tårn, der blev bygget for 3000 år siden. Muren står på Zionsbjerget, det samme bjerg, hvorpå templet lå. Hvis man klatrer op ad Zionsbjerget, kommer man til nogle meget interessante gamle steder, f. eks. kong Davids grav. Han grundlagde det israelske rige for 3000 år siden (foto nr. 2). For tidligere breve, se Staalbaandet nr. 1 og 3, 1960.
5
indtryk, når Muezzinen, præsten, klatrer op i det høje tårn (6 gange om dagen) for at kalde de troende sammen til bøn. Vi er stadig kun halvvejen på vor tur, men jeg tror, vi skal hvile os lidt og fordøje alt det, vi har set. De husker sikkert Eilath, Israels sydligste by, beliggende på kysten af Det Røde Hav, som jeg nævnede i mit sidste brev. For at komme til Eilath, må man rejse gennem ørkenen; men så vild og barsk denne egn end måtte være, vil man dog som turist glæde sig over naturen og få udbytte deraf. Næste gang vil jeg fortælle om Eilath. Denne gang vil jeg blot gerne præsentere en af Eilath's vagtposter (foto nr. 6), en 100 % kvindelig israelitisk vagtpost. Jeg "håber, De nu forstår, hvorfor jeg er så ivrig efter at føre Dem dertil. Vi mødes meget snart igen, farvel så længe. DERES
Efter at have prist den ældste religion vil vi gå tilbage mod nord og aflægge et besøg i Nazareth. Jeg behøver vist ikke at fortælle om denne by og om dens rolle i verdenshistorien; men jeg kan forsikre Dem for, at enhver kristen, som besøger Nazareth og går ind i de kendte kirker, føler det, som om han blev født påny. Medens man står i kirkerne, vil man føle det, som var man smeltet sammen med den hellige atmosfære, og man begynder at forstå beretningerne i Det Nye Testamente. Se f. eks. på foto nr. 3, det indre af Old Church. Den samme følelse overvælder en, når man sejler på Genesareth sø, (foto nr. 4), Kristi og Johannes Døberens sø. Siden vi denne gang har beskæftiget os med religionen, vil vi ikke gå uden om den muhamedanske tro, men gøre et stort spring til en anden gammel by, Acre. Foto nr. 5 viser en Moské, en af de mange, som findes i denne by. Læg mærke til, hvor smuk, værdig og storslået den fremtræder med sin særlige østerlandske charme. Og det gør et dybt 6
PÅ ARBEJDSPLADSEN K. Melchiors
og administrationsbygningen kan der i øjeblikket ses en del reproduktioner af Poul Gauguin og Vincent van Goghs malerier. Af afstamning, karakter og kunstnerisk præg var disse to kunstnere dybt forskellige. Naar man alligevel har valgt at samle nogle af deres arbejder i en udstilling, er det ikke alene, fordi deres livsveje krydsedes paa mærkelig og tragisk maade, men ogsaa fordi deres skæbne trods alle uligheder havde visse fælles træk. Begge valgte først kunsten som deres livsgerning ved slutningen af deres ungdom, og for dem begge blev kunsten en besættelse, som med forfærdende ubønhørlighed førte dem til psykisk og fysisk undergang. Medens ingen gad købe deres billeder, da de levede, skete der efter deres død en omvurdering, som hævede navnene Gauguin og van Gogh op i klasse med billedkunstens største. Poul Gauguin, hvis liv skulle blive til en legende og ligefrem give stof til en roman af Somerset Maugham, blev født i Paris i 1848. Politiske forhold tvang faderen, der var journalist, til at emigrere til MARKETENDERIET
Peru. Han døde dog undervejs, og mode-
30
Poul Gaugin:
EKS OT I S KE BE R E T N INGE R
Musæum Folkswang, Essen
ren fortsatte med børnene, men vendte efter fire aars forløb tilbage til Frankrig. Fra sit syttende aar arbejdede Gauguin som sømand, indtil han i 1871 fik ansættelse i et vekselererfirma, hvor han snart fik en betroet stilling paa grund af sit dygtige og pligtopfyldende arbejde. Han giftede sig i 1873 med en køn og intelligent ung pige fra Danmark, Mette Sophie Gad, der levede i den tro, at hendes tilkommende var en lovende ung bankmand, der malede lidt i sin fritid. Hun fandt det kun udmærket, at hendes mand sad hjemme og syslede med pensler og farver for sin fornøjelses skyld i stedet for at spille billiard og bruge sine penge paa kafeer. I en halv snes aar levede Mette og Poul Gauguin et lykkeligt familieliv med en hastigt voksende børneflok. Det kom der-
for som et chok for familien, da han 35 aar gammel forlod sin stilling for udelukkende at hellige sig sin hobby. I løbet af kort tid var Gauguin økonomisk paa bar bund, og i 1884 rejste hele familien efter Mette Gauguins ønske til København, hvor Poul Gauguin skulle arbejde som agent i pressenninger. Men opholdet i København blev i alle henseender mislykket. Den franske kunstner kunne slet ikke finde sig til rette i Danmark, og det københavnske borgerskab, som Mette Gauguin tilhørte, kom han til at hade af et godt hjerte. Da ofrede Gauguin alt for sin kunst. I sommeren 1885 forlod han sin hustru og sine børn undtagen sønnen Clovis, med hvem han rejste tilbage til Paris. Hermed begyndte Gauguins ensomme kamp med sin kunst, sin uforstaaende samtid og med sig selv. Uro, rodløshed, overfølsomhed, sygelig stolthed og aldrig tilfredsstillet forfængelighed gjorde ham tilværelsen i Paris uudholdelig. Han maatte bort fra kulturatmosfæren til mere primitive, usammensatte mennesker. Han boede en tid i Bretagne og senere i Aries hos van Gogh, et samvær, som bragte van Goghs sindssyge til farligt udbrud. Endelig søgte han til de frodige og naturskønne øer i troperne, først Martinique, senere Tahiti og Marquesaøerne. Her i det paradisiske klima blandt primitive mennesker skulle man vente, at han maatte finde den harmoni i tilværelsen, han længtes efter. Det gik imidlertid helt anderledes. Han følte sig svigtet af vennerne i Paris, sad i fortvivlede økonomiske forhold, og selv forholdet til de indfødte og samlivet med en af deres kvinder bragte ham ikke den lykke, han havde ventet. Hans helbred blev nedbrudt, og da han til sidst laa fortvivlet og dødssyg i sin hytte paa øen Dominique - kun omgivet af indfødte
venner, fortæredes han af længsel efter den civilisation, hvortil han var bundet med baand, som ikke lod sig sønderrive. Gauguins billeder blev et nyt frembrud i kunstens historie. Han begyndte som impressionist, men forlod snart den ensidige dyrkelse af det optiske synsindtryk af lys og farver. I stedet for impressionisternes flimrende, prikkende manér lagde han farverne paa lærredet i planer, harmonisk og dekorativt og med en kolorit, som var helt enestaaende og symbolsk for hans eget sjæle- og følelsesliv. Den naive forenkling i hans kunst rummer indtryk fra folkekunst i Sydamerika, af romanske kirkeruder og kan ogsaa minde om orientalske billedvævninger, forstærket ved, at det grove lærred, han anvendte, ses igennem farverne. Stærkest taler hans tropebilleder. De rummer baade hans længsel mod og fryd over de farverige paradislande og de troskyldige, brune mennesker der. Men der lurer tillige i dem en mystisk glød, en anelse af dæmonisk, hedensk overtro, aandeangst, urskovslidenskab og glimt af feberdrømme, i hvilket hans tragiske kunstnerskæbne afspejler sig.
Vincent van Gogh blev født i 1853 som søn af en hollandsk landsbypræst. To af hans onkler var kunsthandlere, og seksten aar gammel blev han ansat som lærling i et kunsthandlerfirma i Haag. Fire aar senere blev han sendt til virksomhedens filial i London. Her forelskede han sig i sin værtindes datter, men den unge pige var allerede forlovet, og van Gogh blev af-
31
vist. Denne begivenhed ramte ham haardt. Han blev tungsindig, nervøs og uligevægtig, og arbejdet i kunsthandlen forekom ham yderst utilfredsstillende. Han blev nu sendt til firmaets hovedsæde i Paris, hvor han benyttede sin fritid til at studere kunst og religion. Efter igen at have besøgt England - denne gang som fransklærer vendte han tilbage til Holland. Han søgte nu optagelse paa en missionærskole i Bruxelles for her at uddanne sig til lægprædikant. Imidlertid blev han efter en prøvetid afvist, da han helt manglede oratoriske evner, og saaledes var ude af stand til at holde en sammenhængende prædiken. Man tillod ham dog uden at have bestaaet nogen eksamen at fungere som lægprædikant i et fattigt, belgisk kulminedistrikt. Under dette ophold begyndte van Gogh at tegne. Han skildrede med dyb alvor arbejderne og deres miljø, og det blev her han først følte sit kald som kunstner. Imidlertid sank han saa dybt i fattigdom, sygdom og social nød, at missionærskolen, som havde udsendt ham, ansaa det for rigtigst at kalde ham hjem. Van Goghs beslutning om at blive maler stod nu fast, og med støtte fra broderen, Théo van Gogh, begyndte han sin kunstneriske løbebane. Under meget daarlige forhold studerede han en aarrække i Haag og Antwerpen. Senere kom han ogsaa til Paris, hvor han traf Pissaro, Seurat, Toulouse-Lautrec, Gauguin og Bernard fra den impressionistiske kreds. I sin trang til at naa det yderste under enhver livs- og aandsform drev han sin teknik og farve langt ud over impressionismens. Hans arbejder blev synsindtryk omformet og forstærket af hans eksalterede sjæleliv. Det rastløse, myldrende byliv blev ham dog efterhaanden uudholdeligt, og han søgte efter nogle aars ophold i Paris til den lille by Aries i Sydfrankrig, hvor det sydlandske landskab fyldte ham med hen-
32
rykkelse og rasende produktionstrang. Han berusede sig i solskinnet og farverne og malede den hede sitrende himmel, de fjerne violette bjerge, de bølgende kornmarker med sorte cypresser og oliventræer og den brogede blomsterpragt. Han forenklede sin teknik, og masede farven direkte fra tuberne ud paa lærredet i fede, næsten reliefagtige strøg, og som et baal af hans væsens flamme blev billede paa billede til under en spænding, som truede med sprængning. I 1888 boede Gauguin en tid hos ham. De kendte hinanden fra Paris, og deres fællesskab skulle - havde van Gogh tænkt sig — være begyndelsen til et idealistisk, kooperativt kunstnersamfund. Men trods gensidig beundring gik de to bundforskellige personligheder snart hinanden paa nerverne. Det kom til voldsomme sammenstød og endte med, at van Gogh en dag forfulgte Gauguin hen ad gaden med en aaben barberkniv i haanden, hvorefter han gik hjem, skar sit ene øre af og sendte det indpakket i papir som en gave til en veninde i byens bordel. Faa dage efter blev van Gogh indlagt paa et sindssygeasyl i Saint-Rémy, og med faa afbrydelser tilbragte han sine to sidste leveaar i forskellige sindssygeanstalter. Man gav ham dog meget frie forhold, og hans produktion tog ikke af, tværtimod skabte han i denne periodes bedste øjeblikke nogle af sine ypperligste billeder. Det var navnlig i denne tid, at hans maleriske form fik den mærkelige flammende karakter, som naar frisk løv krymper sig over svidende ild. Hans iris — en af hans yndlingsblomster - blev som et bundt fakler med blaa slikkende luer, cypresserne vred sig, som ville de rive sig op med rod og forene sig med den hede, blændende sol, hele landskabet syntes besjælet og bølge i længsel mod den vældige dybblaa himmel. Han malede som i ekstase
under truslen af den fuldstændige aandsformørkelse, som han følte lurede i hans sind. Knuget under dette pres gik van Gogh den 28. juli 1890 som sædvanlig ud for at male, og omgivet af den natur, han elskede, tog han sit liv med en revolverkugle. Der kan drages paralleller mellem van Goghs kunst og den græske filosof Heraklits idé om naturen og verden som en mægtig ild, der brænder. For Heraklit er ilden den grundsubstans, hvorfra alt er kommet, og som alt styrer hen imod; ver-
den er opstaaet af ild og vil gaa til grunde i ild. Forfatteren Irving Stone har om van Gogh skrevet en fængslende bog, som han har kaldt „Lust for life" (Begær efter livet). Denne bogtitel kunne med rette karakterisere hele van Goghs tragiske liv. Som mange andre neurotikere var van Gogh et af samfundets stedbørn, men hans kunstneriske form og hans billeder lever og har forlængst faaet hædersplads paa museer verden over. KM
Van Gogh: DR. GAC HET Paris-Musée du Louvre
33
trukket af et damplokomotiv kørte strækningen mellem København og Roskilde den 26. juni 1847, har der stået et romantisk skær om det. Her var skabt en maskine, der - efter som årene gik - ved sin form og virkemåde umiddelbart tiltalte enhver og gjorde mand til dreng med ønsket om at være lokomotivfører. Hvem har ikke stået i stum beundring, når han så ekspressen drøne gennem natten med det dybrøde, flakkende genskin fra fyret i dampskyen. Lokomotiver er som levende væsener med hver sit udtryk - nogle hovne og storsnudede, andre blide og flittige og andre igen som væddeløbshesten dirrende af indre styrke og utålmodighed efter at komme afsted. Og man har da også i damplokomotivets hjemland, England, givet dem navne som rigtige levende væsener. Men selv om vi herhjemme var mere nøgterne og nøjedes med et »Litra«, så plejede og passede vi dog vore lokomotiver på en anstændig måde - ja, vi ligefrem kælede for dem med farver, lakker, staferinger og blankpudset armatur og polerede stænger. Et damplokomotiv var værd at se — kongen blandt maskinerne! IDEN DET FØRSTE TOG
34
Dog, i dag har vi ikke råd, tid eller sans for noget så smukt - kun hvad der er rationelt og økonomisk har gyldighed! Og så kører vi da fremtiden i møde med støjende og osende blikkasser, kaldet motorlokomotiver. Men lad en dreng - selv af i dag - og som knapt har set et rigtig lokomotiv - vælge mellem en My'er og et damplokomotiv til sin legetøjsbane - han vælger naturligvis det sidste - det første ligner jo mest af alt en flytteomnibus. Nu vil man sætte damplokomotivet på museum, men et damplokomotiv her synes mig lige så uinteressant som en udstoppet løve på Zoologisk Museum. Dog, så stor har kærligheden til damplokomotivet været i almenheden - så stor var beundringen for denne skønne maskine, at det er blevet en hobby for mange at samle på fotos og oplysninger om de forskellige typer. En sådan ære er knapt overgået andre maskiner, og tvivlsomt er det, om nogen ad åre gider interessere sig tilsvarende for motorlokomotiverne. På DDS har vi i årenes løb siden 1947 haft ikke mindre end 14 normalsporede
else og fotografering, og 2 af lokomotiverne er nu overdraget klubben - foreløbig som lån. * * * Vore damplokomotiver har, selv om de var gamle, gjort et godt og hårdt arbejde for os. Ikke altid blev der grebet med nænsom hånd om regulatoren, og lakken og stafferingen var forlængst forsvundet og gangtøjet rustent og ledeløst. Ofte måtte de slæbe afsted med, hvad der oversteg deres kræfter. Men slæbte gjorde de! KN og 5 smalsporede ældre damplokomotiver til intern rangering, og da flere af dem var særdeles gamle - et var fra 1894 er det naturligt, at vi har haft talrige henvendelser fra interesserede om fotos og oplysninger - hvilke vi med glæde har imødekommet. For ikke så længe siden blev der dannet en jernbaneklub, som dog ikke vil nøjes med billeder alene, men også samle på gamle typiske damplokomotiver og søge at holde disse igang på en lille sporstrækning. En del af klubbens medlemmer aflagde os for nogen tid siden et besøg, i hvilken anledning vi havde oprangeret vor lokomotivpark til besku-
35
Vi beklager meget, at det ikke er muligt at bringe de optagede portrætter af fødselarerne. Forholdet skyldes redaktørens for store interesse for fotografens objektiv, som han havde pillet ved og derved fået ud af fokus. Alle optagelserne var uskarpe, og på grund af strejken kunne de ikke tages om.
70 Å R :
UDNÆ V NEL SE R:
Johannes Nielsen, 26. maj, reservehold.
Med gyldighed fra 1. april 1961 er foretaget følgende udnævnelser:
65 ÅR:
Elektrikermester B. Jensen: El-chef med arbejdsområde som hidtil plus instrumentafdelingen.
William Nielsen, 30. juli, reservehold. 60 ÅR:
Einer Larsen, 29. maj, plads og havn. 50 ÅR:
Peder Dahl, 25. maj, stålværk. Rikard Holm Andersen, 17. juni, reparation. Johannes Petersen, 30. juni, lager og eksp. Arne Jacobsen, 3. juli, reservehold. Kaj Hansen, 7. juli, pladeværk. Hjalmar Jensen, 10. juli, tentorværk. Gunnar Jørgensen, 14. juli, reparation. Knud Hansen, 18. juli, reparation.
Valseværksingeniør P. W. Mortensen: Overingeniør for nybygningsafdelingen med stadig tilknytning til profilværkerne. Driftsingeniør K. Nielsen: Overingeniør med arbejdsområde i direkte tilknytning til den tekniske direktør. Ingeniør J. Andersen: Valseværksingeniør i profilværket og konstitueret afdelingsleder her. Ingeniør T. Nørngaard: Tegnestueleder på driftstegnestuen. Ingeniør Sv. Pedersen: Tegnestueleder i nybygningsafdelingen.
UDLÆ RTE:
Nye kontorassistenter: Doris Larsen, 7. april. Bende Schmidt, 14. april. Nye svende: Bent Jensen, 1. marts, elektromekaniker. Hans Henrik Hertz, 31. marts, elektromekaniker. Karl Ove Nielsen, 31. marts, maskinarbejder.
NY ANS AT T E: Poul Thor Hansen, maskinm., el-værks., 1. nov. Ragnhild Madsen, assistent, kassen, 1. januar. Rydich Nielsen, tekn. tegner, tegnestuen, l.feb. Clara Kristensen, sekretær, 1. februar. John Kristensen, driftsass., profilværk, 1. februar. Greta Olsen, elev, 16. marts. Anker Madsen, ingeniør, 1. april. Hans Peter Bering, konstruktør, 1. april. B. Lander Pedersen, assistent, profilværk, 1. april. Ib Larsen, ingeniør, 18. april.