tør
Af F ORF AT TE HE N
JOHANNES SMITH
er der saa meget uundværligt i en virksomhed at det er letsindigt at forsøge paa noget med rang og rækkefølge. At uroen og fjederen i et ur spiller en afgørende rolle, vil ingen vel benægte, men ethvert tandhjul der mangler eller som ikke fungerer rigtigt, er paa en maade lige saa vigtigt for at de krav der stilles til et ur, kan opfyldes. Men alligevel, drivkraften føles som noget fundamentalt i alle forhold. Iøvrigt halter billedet med uret allerede, for hvor der er tale om mennesker, vil selv det ubetydeligste „tandhjul" ha lidt uro og drivkraft i sig, og sammenlagt med andres levende indhold, kan det blive til meget betydningsfulde faktorer. Og saa vil jeg - som en slags protest mod mekaniseringen og dens evne til, selv i lignelser, at tilsløre det menneskelige element - gaa et godt stykke tilbage i tiden, nemlig til min farfar, som var en alsidig mand med mange folk i sit brød. Han drev baade en papirmølle og en kartoffelmelsfabrik med studehold til, en købmandshandel og et landbrug med opdyrkning af mange tønder land hede. Selv sad han meget af tiden i et lille kontor hvorfra han havde udsigt over gaardspladsen. Naar han skulle fæste en ny mand til det ene eller GENTLIG
det andet indenfor sin bedrift, plejede han at lægge en rive med tænderne op ad et sted som den nye mand nødvendigvis maatte passere paa vej til kontoret. Hvis manden lod riven ligge, var min farfar skeptisk, men hvis han tog den op og satte den hen til en mur, mente han nok at der var noget af det rigtige i manden. (Der skal ogsaa engang ha været en ansøger der vendte om paa gaardspladsen, for saadan et sjusket sted ville han ikke tjene.) Det væsentlige røber sig i smaa ting, og meget ofte drejer det sig om egenskaber
19