INDHOLD: Store udvidelser og en lille misforstaaelse. Bestyrelsens beretning for aaret 1956........ Der bygges.................................................. Dødsfald...................................................... Fra laboratoriets aarsrapport 1956 ............ Angaaende forbindssager paa skadestuen Ulykkestilfælde i 1956............................... Autogenskærebevis .................................... Staalværket & brandfaren .......................... Gamle Frederiksværkslægter..................... Teater - Fastelavn - DDS 1957 ................. Til Skotland ................................................ Staalværks-revyen 1957 ........................... Fra afdelingerne.......................................... Norrbottens Jårnverk A-B ......................... Til lykke...................................................... Personalenyt ..............................................
3 4 6 7 8 9 10 13 14 18 23 24 28 30 32 35 36
FORSIDE: MODEL AF DDS MED PROJEKTEREDE UDVIDELSER
Tegninger: Quist . Foto: Poul Hansen Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri
Sidste vinter modtog vi fra funktionærerne paa DFJ en udfordring til en holmgang i bridge, og resultatet blev, at der blev arrangeret en holdturnering, som DFJ vandt. Dette kunne vi paa DDS jo ikke lade sidde paa os, og vi udfordrede derfor DFJerne til en revanche-match i aar. Hvert hold mødte med 24 spillere, og der blev spillet 2 aftener med 24 spil pr. aften. Efter første spilleaften var stillingen 37 points til DDS mod DFJ's 35 points, og det var derfor med stor spænding, vi gik til spillebordene den næste aften. Det lykkedes dog at bevare forspringet, og det samlede resultat blev en sejr til DDS paa 74 points mod 70 til DFJ. Aftenen sluttede meget festligt med et par stykker mad og »højtidelig« præmieuddeling til de højeste pointscorere paa hvert hold. Som det fremgaar af resultatet, var de to hold ret jævnbyrdige, og da interessen for bridge er meget stor i begge lejre, er der vistlingen tvivl om, at denne fornøjelige konkurrence vil blive tradition. Arrangører: DFJ Viggo Haastrup. DDS B. Bischoff.
P E RSONALE B L AD udgivet af DET
DANSKE
STAALVALSEVÆ RK A/S
FREDE RIKSVÆRK
Redaktør KNUD NIELSEN
2
L ØSNINGE N paa skakopgaven i sidste nummer: springer fra D8 til B7. Vinder blev maskinarbejder Ib Sørensen, reparationen.
STÅLBÅNDET NR.
3 1956 gav overingeniør B. Christiansen, en oversigt over forestaaende udvidelser omhandlende ny sakslinie i plade værket, et nyt mellem plade valseværk og et nyt blokvalseværk. Siden da har DDS's bestyrelse vedtaget yderligere en udvidelse, nemlig opførelsen af et stort, nyt pladeværk til ca. 38 mill. kr. En nærmere omtale af denne udvidelse vil fremkomme i næste nummer af Stålbåndet. Her nøjes vi med paa forsiden at gengive et foto af modellen af værket, som det vil se ud i 1960. Nord for valsehal 5 ser man de 3 nye haller, der skal rumme det nye pladevalseværk og syd for valsehal 1, hallen for blokværket. *** Udvidelserne har vakt nogen opmærksomhed og har givet anledning til en del omtaler i dagspressen, hvilket er forstaaeligt, eftersom det indtil nu vedtagne udvidelsesprogram omfatter en investering paa ca. 63 mill. kr. — et efter danske forhold anseeligt beløb. Imidlertid har den af finansudvalget givne tilladelse for DDS til afvigelse fra de almindelige afskrivningsregler
for nyanlæg givet anledning til nogle misforstaaelser, hvorfor vi her efter »Berlingske Aftenavis« giver direktør A. Østergaards forklaring paa forholdet: »Den investering, der muliggør millionudvidelserne, sker ved selvfinanciering. Staalvalseværket har hele tiden søgt at konsolidere sig og har lagt reserver op netop med nybyggeri for øje. Den haarde konkurrence nødvendiggør, at vore aarlige henlæggelser til forbedringer og nyanlæg — 10—12 mill. kr. om aaret — procentvis staar i forhold til udenlandske valseværkers investeringer. Tilladelsen til at foretage ekstraordinære, skattefrie afskrivninger paa det nye pladeværk er blevet misforstaaet af adskillige, der tror, at vi har faaet statstilskud, slutter direktør A. Østergaard. De gældende skattelove hjemler imidlertid enhver virksomhed ret til ekstraordinær, skattefri afskrivning paa maskiner og andre anlæg indtil halvdelen, fordelt over tre aar fra den dag, maskinen eller anlægget tages i brug. Den tilladelse, vi nu har faaet, omfatter alene muligheden for at lade afskrivningerne begynde den dag, da anlægget købes, og vi saaledes paadrager os forpligtelsen til at betale det. Der er ikke tale om tilskud under nogen form.«
3
Ved Det Danske Staalvalseværks aarlige generalforsamling d. 12. april aflagde formanden for værkets bestyrelse, direktør H. P. Christensen, Helsingør Skibsværft, nedenstaaende beretning.:
i 1956 op paa ca. 204.000 tons staalblokke, og der ud valsedes ca. 162.000 tons plader og profiler. Produktionen blev saaledes den hidtil største, og det har været af stor betydning, at værket i en periode, hvor den danske industri har haft vanskeligheder med at inddække sit staalforbrug, særlig af plader, har kunnet forøge leverancerne sammenlignet med 1955. Den 22. august 1956 havde værket leveret ialt een mill. tons plader og profiler siden starten i 1942. Der har baade i staalværket og valseværkerne været arbejdet i 'døgndrift og med forceret belastning 'fer at skaffe den størst mulige produktion. Ved en forøget tilsætning af raajern har det været muligt for staalværket at holde pladeværket forsynet med et tilstrækkeligt kvantum blokke til fuld udnyttelse af valsekapaciteten. Fremskaffelsen af de nødvendige raavarer har trods vanskeligheder kunnet gennemføres, og de internationale begivenheder, der medførte rationering af brændselsolie, har kun i ringe grad berørt værkets produktion, idet der disponeredes over betydelige lagre af olie. Priserne har været genstand for nogen
stigning, men vore salgspriser har dog hele aaret ligget væsentligt under de priser, hvortil tilsvarende materialer har kunnet importeres fra udlandet. Strejken under overenskomstforhandlingerne i foraaret medførte desværre en produktionsnedgang i staalværket og et totalt stop i profilværket, og der tabtes ca. 32.000 arbejdstimer. Dette i forbindelse med nogle havarier i pladeværket har medført et produktionstab paa ca. 8000 tons. Til trods for disse driftsstandsninger lykkedes det at naa det forud satte maal for produktionen ved en dygtig og energisk indsats af funktionærer og arbejdere. Produktionen for de sidste 2 aar fremgaar af følgende opstilling:
ÆRKETS PRODUKTION naaede
4
1956 1955 204.000 t ca. 196.500 t
Staalblokke
ca.
Plader Grovjern Finjern
ca. » »
83.900 t ca. 28.800 » » 49.600 » »
ca.
162.300 t ca. 147.000 t
74.500 t 27.400 » 45.100 »
Foruden de til den nævnte færdigjernsproduktion medgaaede blokke af egen fabrikation er anvendt 2.600 tons indkøbte blokke. I værkets havn blev losset 541 skibe (580), og der lastedes 478 skibe (430). Den samlede varemængde over havnen udgjorde ca. 214.000 tons (ca. 211.000 tons). Tilsvarende tal for 1955 er angivet i parentes. Det gennemsnitlige antal arbejdere og og funktionærer har været 1315 (1280). I lønninger er der udbetalt ca. 17,1 mill. kr. (ca. 15,3 mill. kr.). Desværre er aaret ikke forløbet uden alvorlige ulykkestilfælde, til trods for at der er gjort og stadig gøres et stort arbejde for at træffe saa omfattende sikkerhedsforanstaltninger, som det er muligt. I aarets løb er en forlængelse af ovnhallen i staalværket færdiggjort, og olietankanlægget er udvidet til nu at kunne rumme 4.500
tons. Desuden er der monteret en ny dybovnskran i pladeværket samt 2 traverskraner i staalværket, og der er anskaffet en stor valsedrejebænk og andre værktøjsmaskiner samt flere lokomotiver og trucks — 3 store pladesakse, der kan klippe indtil 40 mm tykkelse — mod max. 25 mm i de nuværende — ventes færdigmonteret i foraaret, og denne nye klippelinie vil resultere i en mere rationel produktionsgang. *** For at sikre bolig til de funktionærer, som skal ansættes i forbindelse med de store udvidelsesarbejder, er der bygget 6 eenfamiliehuse paa arealet ved Magleblik. Opførelsen af det i sidste aarsberetning omtalte blokvalseværk skrider frem efter planerne. Arbejdet med havneudvidelsen er saa langt fremme, at den nye lastekaj forventes at kunne tages i brug i slutningen af 1957. Den nye bygning til elektrikerværksted, laboratorier, prøveanstalt og tegnestuer ventes at blive færdig i løbet af sommeren. Siden beslutningen om anskaffelse af et blokvalseværk, som foruden en forbedring af profilproduktionen vil muliggøre en forøgelse af pladeproduktionen paa ca. 25.000 tons aarlig, blev truffet i foraaret 1956, har der været et stadig voksende behov for plader overvejende til skibsbygning. Vort eksisterende pladeværk er fuldt udnyttet og stærkt belastet og ikke i stand til at udvalse de store plader, som efterhaanden kræves til de moderne skibe, og skulle der ske et alvorligt havari paa vort nuværende værk med langvarig standsning til følge, vil industrien komme ud i en katastrofal situation af mangel paa plader. I konsekvens af disse forhold har bestyrelsen besluttet at foretage en yderligere udvidelse af værket med et moderne pladevalseværk. I dette værk vil der af staalblokke kunne valses ca. 150.000 tons plader aarligt, og en forøgelse af produktionen vil kunne opnaas, naar der arbejdes
samtidig baade med det nye og det gamle pladeværk, under forudsætning af at fornødne staalblokke kan fremskaffes. Udgiften til pladeværket med bygninger og tilbehør er kalkuleret til ca. 38 mill. kr., og med de allerede igangværende udvidelsesarbejder til ca. 25 mill. kr. er værket saaledes inde i en financieringsopgave af meget betydeligt omfang. Paa grund af den konsolideringspolitik, der altid har været ført, beregnes det, at udvidelserne kan gennemføres ved egne midler, forudsat at de nærmest følgende aar ikke udvikler sig anderledes, end hvad man kan skønne paa baggrund af den gode beskæftigelse herhjemme og i udlandet. Efter afslutning af disse udvidelser vil landets forsyningsmæssige stilling baade med hensyn til skibsbygningsmaterialer og staal til andre formaal være væsenligt forbedret, og med et moderne og veludrustet værk og den fornødne tilgang af skrot venter man fortsat at kunne levere dansk staal af høj kvalitet til priser, der ligger gunstigt i forhold til importpriserne for tilsvarende materialer fra de udenlandske staalværker.
REGNSKAB Aarets omsætning har været ca. 123 mill. kr., en fremgang paa ca. 23 mill. kr. i forhold til 1955. Efter afholdelse af skatter paa kr. 5.118.769,96 af forrige aars fortjeneste og foretagne ordinære og ekstraordinære afskrivninger paa anlæg med ialt kr. 10.772.328,12 fremkommer der et overskud paa kr. 11.195.216,62, som i forbindelse med overførsel fra forrige aar kr. 339.319,31 giver til disposition kr. 11.534.535,93. Heraf foreslaas henlagt til ekstra reservefond kr. 9.200.000,00, og endvidere foreslaas udbetaling af 8 % udbytte af aktiekapitalen samt 8 % rente af statens indskudskapital i henhold til vedtægternes § 18. Hertil med-
5
gaar ialt kr. 1.949.360,00, og restbeløbet kr. 385.175,93 foreslaas overført til næste aar. Der er ikke foretaget hensættelser til skatter. Forudsat uændrede skattelove vil de andrage ca. 7,1 mill. kr., der maa belastes driftsregnskabet i 1957. Varebeholdningerne og i ordre værende varer er nedskrevet med fuld udnyttelse af reglerne i skattedepardementets cirkulær af 16 /4 1956.
Fondsbeholdningen bcstaar udelukkende af 5 % statsobligationer S 1977 og er optaget til kurs 85 ⅓ Der er givet tilsagn om tilskud til saavel arbejdernes hjælpefond som funktionærernes hjælpefond, og for 1956 er der ydet kr. 55.000,00 henholdsvis kr. 11.000,00. Paa statens indskudskapital tilbagebetales der kr. 1.840.000,00, hvorefter denne udgør kr. 3.500.000,00.
Ovnhallens forlængelse, januar 1957.
Centralbygningen, februar 1957.
Ny havn, januar 1957.
Valsehal 5's forlængelse, januar 1957.
6
LUDVIG HANSEN
…
-
1 3 . F E B R UA R
Siden sidst udkomne Stålbånd har vi haft den sorg at miste en god arbejdskammerat og kollega, lokomotivfører Ludvig Hansen. En snigende sygdom nedbrød Hansen, som var afholdt af alle paa Staalvalseværket, baade ledelse og arbejdskammerater. Hansen har været ansat paa Staalvalseværket lige fra det første lokomotiv begyndte at køre paa højbanen og var den første tillidsmand og formand for sin fagforening her i Frederiksværk, da den blev stiftet, og hans hjem stod altid aabent med raad og daad. Hans arbejdskammerater gik aldrig forgæves, og han vil længe blive savnet. Æret være hans minde. Chr. Sørensen.
BENT M ØLLER
-
…
2 8 . F E B R UA R
Ulykken i valsehal 5 natten til den 28. februar, hvorved Bent Møller mistede livet gjorde et dybt indtryk paa os alle. Med sit friske og frejdige væsen og sin ubetingede loyalitet overfor arbejdsplads og kammerater prægede han sit holds indsats og sammenhold paa forbilledlig vis. Møller og hans hustru havde i fællesskab skabt et hyggeligt og smukt hjem, hvor sammenhold og kærlighed til børnene var saa iøjnefaldende, og hvor glæde og tilfredshed raadede. Kort tid efter sin mands død mistede fru Møller ogsaa sin 6-aarige søn, Hans, der omkom ved en færdselsulykke og mange medfølende tanker er gaaet til det saa haardt ramte hjem. Bent Møller blev 33 aar gammel. Æret være hans minde. Harald Jensen.
M ARTINUS PEDERSEN
-
…
25. MARTS
Natten mellem 17. og 18. marts fandtes arbejdsmand Martinus Pedersen fra SæbyGershøj dræbt paa landevejen. Han var formodentlig væltet i det glatte føre, det dengang var. Martinus Pedersen havde været ansat paa DDS siden 1955. hvor han det meste af tiden var beskæftiget ved skrotpresseren og iøvrigt i staalværket. Han var afholdt af alle, der arbejdede sammen med ham, pligtopfyldende og hjælpsom som han var. At han ligeledes var afholdt paa sin hjemegn, hvor han virkede som pedel ved Sæby-Gershøj Centralskole, bevistes ved det store antal mennesker, der var mødt ved hans begravelse. Martinus Pedersen blev 44 aar, og han efterlod sig hustru og 5 børn. Æret være hans minde. Poul Dressler.
7
Civilingeniør Caprani Winkel
kun været faa forskydninger blandt laboratoriernes personale. Foruden det faste personale har vi i sommerperioden beskæftiget 2 udenlandske praktikanter, 1 fra indonesien og 1 fra Holland. Følgende prøver og bestemmelser er foretaget : ER HAR I AARETS LØB
Kemisk laboratorium. 12408 bestemmelse vedr. Kulstof. 4729 » silicium. 11533 » svovl. 111 » kvælstof. » molybdæn. 6 379 » nikkel. 5247 » bacitet. » div. oxyder. 171 10583 » mangan. 5251 » fosfor. 125 » krom. 97 » kobber. 745 » aluminium. 5122 » jernilte. 21 » manganilte. ca. 56500 bestemmelser ialt. Prøveanstalten. 10619 trækprøver 3310 » 1891 » 10503 slagprøver. 119653 bøjeprøver.
8
paa plader. profiler. armeringsstaa l.
Der er udstedt 17394 certifikater for en samlet materialevægt af ca. 102.486 tons. I forhold til forrige aar er der paa næsten alle punkter en beskeden nedgang paa et par procent som følge af strejken. For kemisk laboratorium er dog antallet af kvælstof og aluminiumbestemmelser steget meget betydeligt, idet vi har beskæftiget os meget med pladekvaliteten, hvilket ogsaa genspejler sig i en 28 % stigning af slagstyrketallet. Endvidere er saavel antallet af certifikater som den klasserede tonnage steget ca. 10 %. Anskaffelser. Til den metallografiske afdeling er anskaffet en Buehier skæremaskine, og den har i aarets løb vist sig særdeles velegnet til behandling af metallografiske præparater. For at kunne klare haardhedsmaalinger i marken paa tilfredsstillende maade er købt et Mohr & Fedderhaff transportabelt brinellapparat. En stigende efterspørgsel efter sigteanalyser har faaet os til at anskaffe et enkelt sigteapparat specielt udstyret med sigter til dolomitundersøgelse. Endvidere er Reichertmikroskopet blevet udstyret med et ualmindeligt praktisk kornstørrelsesokular, som vi er meget glade for, og ligeledes fra Reichert har vi faaet et stereomikroskop.
Forskningsarbejde. I begyndelsen af aaret har vi efter omfattende prøvning af en række forskellige plader udarbejdet rapport til BV*) for at opnaa godkendelse til at levere ES staal. Godkendelsen foreligger nu efter besøg af M. Blanc fra Paris-hovedkontoret. De undersøgte staal er endvidere brugt til den fra LR**) side ønskede rapport over P. 403 staal, og forøvrigt indgaar de ogsaa i en undersøgelse, vi har foretaget under IIW's***) ledelse. Samtidig er der udarbejdet en almindelig rutine for behandling af van der Weenprøver — en prøve, der har vundet ved nærmere bekendtskab. Jævnsides med disse store prøver har vi øget antallet af alminde-
lige slagprøver, og vi er nu 100 % gaaet ind for Charpy V-notch i stedet for Schnadtprøverne. Vi har ogsaa beskæftiget os meget med armeringsstaal i det forløbne aar. For vort svære kamstaal har vi udarbejdet fremgangsmaade til almindelig elektrosvejsning, og den laboratoriemæssigt udviklede metode har vist sig effektiv i praksis. En række forsøg er afsluttede for — og det med held — at bevise, at ældningstendensen stort set er den samme for alle almindelige staalkvaliteter. C. W.. *) Bureau Veritas. **) Lloyd's Register of Shipping. ***) International Institute of Welding.
Angaaende forbindssager paa skadestuen
Det er med beklagelse, at vi maa henlede opmærksomheden paa, at der „fjernes" forbindssager, plastre, lapissalve og øjendraaber fra skadestuen om natten i et saadant omfang, at vi ser os nødsaget til at træffe drastiske foranstaltninger, saafremt dette uvæsen ikke omgaaende hører op. Forbindssager m.v. er til brug for skaderamte og findes i saa rigelig mængde, at det dækker et antageligt behov pr. nat,
forudsat at der ikke som nu „fjernes" hele pakninger, tuber, flasker etc. Vi skulle nødigt komme i den situation ikke at kunne yde første hjælp til en tilskadekommen, fordi formaalet med forbindssagerne paa skadestuen misforstaas af visse personer. — Vis samfundssind og lad forbindssagerne ligge til dem, der kan faa brug for disse -! C. E. Lang.
9
Fra sikkerhedsfronten:
ULYKKESTILFÆLDE i 1956
Sikkerhedsingeniør C. E. LANG 140 ulykkestilfælde, som kan henføres under den forudsætning, der er gældende for udregning af ulykkesfrekvensen, d.v.s. de tilfælde, der har medført mere end 3 sygedage, ligesom skader, der ikke har kunnet godkendes af ulykkesforsikringen, er udeladt. Til sammenligning med tidligere aar bringes i tabel 1 en opstilling, der viser antallet af ulykkestilfælde udregnet paa ovenanførte grundlag. Endvidere er anført ulykkesfrekvensen, der angiver det antal ulykkestilfælde, der er forekommet for hver 100 aarsarbejdere. Antallet af aarsarbejdere findes af aarets totale antal arbejdstimer, idet en aarsarbejder regnes at præstere 300 dage å 8 timer = 2400 timer. Tendensen er saaledes fortsat nedadgaaende omend i beskedent omfang i forhold til foregaaende aar. Tabte arbejdsdage i 1956 som følge af de her angivne 140 ulykkestilfælde andrager 3195 dage, hvortil kommer 501 dage fra ulykker i 1955, hvor raskmelding først har fundet sted engang i 1956. Ialt 3696 dage, hvilket svarer til at 12,3 af de 1018,3 aarsarbejdere har været fraværende hele aaret, eller at hver aarsarbejder har været fraværende 3,6 dage paa grund af ulykkestilfælde. Hvilken legemsdel, der er mest udsat fremgaar af tabel 2, idet der samtidig er anført, hvor mange sygedage disse ulykkestilfælde har medført samt middeltal af sygedage, og endelig hvorledes den procentvise fordeling af de 140 ulykker forekommer. ER ER FOREKOMMET
10
Hvorledes ulykkestilfældene fordeler sig over de respektive afdelinger fremgaar af tabel 3. Samtidig er anført, hvor mange ulykkestilfælde der er forekommet pr. 100 aarsarbejdere (d.v.s. ulykkesfrekvensen) i disse afdelinger, idet det vil være fejlagtigt at foretage en bedømmelse uden at tage hensyn til aarspræstationen i timer og dermed antallet af beskæftigede arbejdere, som varierer stærkt fra afdeling til afdeling. En sammenligning med statistikken for 1955 giver følgende resultat: Ulykkestilfældene er gaaet ned fra 150 til 140. Ulykkesfrekvensen er ændret fra 14,7 til 13,7. Tabte arbejdsdage er formindsket fra 3431 til 3195 = 236 dage. Hvad kan vi lære af ulykkestilfældene i 1956? Ud fra et rent menneskeligt synspunkt er det glædeligt at konstatere, at vi er kommet et skridt videre paa rette vej dalende ulykkestal -! Desværre er det en nedgang i saa beskedent omfang i forhold til 1955, at pessimister (maaske med en vis berettigelse?) vil vove at paastaa, at denne nedgang kun er en tilfældighed og ikke skyldes større interesse for sikkerhedsproblemer end hidtil eller de i aarets løb foretagne sikkerhedsforanstaltninger. Ser vi bort fra pessimisterne - uden at glemme at disse passivt eller bevidst modarbejder sikkerheden, og som saadan kan gøre ubodelig skade paa en arbejdsplads - er der alligevel ikke grund til at være tilfreds med det opnaaede resultat i 1956. Vi kunne være naaet langt videre, dersom alle uden undtagelse hver paa sin plads havde sat sig det maal at undgaa ulykker for sig selv eller arbejdskammerater. Det er ikke nok at hylde den an-
skuelse, at saadant noget kan ikke overgaa mig, der skal tænkes paa sikkerheden under arbejdet, for at ulykker kan undgaas. Vi maa se i øjnene, at ulykker spænder lige fra smaaskader til lemlæstelse og død. Smaaskaderne er som regel direkte meningsløse og kunne uden besvær undgaas ved at udvise omtanke under arbejdet. De alvorlige ulykker er som oftest komplicerede og viser sammentræf af flere uheldige faktorer, hvori ogsaa indgaar menneskelig
11
ulykken, vanskeligere kommer ud i en situation, der medfører en ulykke, end den der lader haant om sikkerheden maaske af magelighedshensyn. Tag aktivt del i kampen mod ulykkerne „det kan nytte".
fejlbedømmelse af situationen, manglende forstaaelse for faremomentet, eller slet og ret tankeløshed. Det siger sig selv, at den, der i det daglige gør sig tanker om sikkerheden under arbejdet og bevidst gør sit til at undgaa Tabel 1 .
1950
1951
1952
1953
1954
1955
1956
Ulykkestilfælde pr. aar ..............
143
175
173
179
169
150
140
Ulykkesfrekvens ......................
21,4
23,4
19,4
20,2
18,0
14,7
13,7
Tabel 2.
Antal u.
Sygedage
14 6 16 6 12 33 18 20 15
363 87 333 83 223 966 340 501 299
140
3.195
Krp. Arm.
Hæn.
1) 2) 3) 4) 5) 6) 7) 8) 9)
Hoved .............. Øjne ................... Krop .................. Arme ................ Hænder .............. Fingre .............. Ben .................... Fødder .............. Tæer ..................
Tabel 3 . 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8.
Staalværk ................ Profilværk ............ Pladeværk ............. Plads og havn + reservehold*) Bygningsafd ........... Rep.afd. + rep.afd. pl.værk El. afd....................... Prøveanst. + instrumentværkst.
Middeltal af syged.
% af ulykker
25,9 14,5 20,8 13,8 18,6 29,2 18,9 25,1 19,9
10,0 4,3 11,4 4,3 8,6 23,5 12,9 14,3 10,7 100,0 U. pr. 100 aarsarb.
Fin.
Ben.
Fød.
Tæer
Summa u.
4 2 2
13 6 4
5 2 2
7 6 -
6 2 2
47 29 16
14,6 14,8 12,9
-
2 -
3 -
3 1
3 1
2 -
16 4
21,1 6,9
2 1
2 -
2 -
6 -
5 -
3 -
3 -
25 1
14,2 2,0
-
-
-
1
-
-
-
2
13,3
Hov.
Øjn.
3 5 2
2 1 1
5 3 3
2 2 -
1 1
1
2 -
1 -
1 -
1
-
140
*) omfatter kun den del af reserveholdet, der har været beskæftiget under plads og havn, medens reserveholdsarbejdere i afdelingerne er medtaget med deres aarspræstation i timer i de respektive afdelinger.
12
For at sikre at ingen, der ikke har gennemgaaet kursus i betjening af skærebrændere, indlader sig paa autogenskæring med risiko for at foraarsage ulykker paa sig selv og andre, indføres skærebeviser som gengivet ovenstaaende. Beviserne, der er i samme format som identitetskortene, er i øjeblikket under trykning, og vil formentlig allerede være under udlevering, naar dette nummer af „Stålbåndet" udsendes. Der skulle hermed være skabt et grundlag for en effektiv kontrol med, at ingen, der ikke har gennemgaaet og bestaaet uddannelse til autogenskærer, faar lejlighed
til at anvende skærebrænder, ligesom der er mulighed for ved fornyelser af beviset at kontrollere den enkeltes færdigheder og viden i praksis og teori. Det er vort haab, at denne kontrol vil være medvirkende til undgaaelse af ulykker i forbindelse med autogenskæring. - Iøvrigt gøres opmærksom paa, at den, der for egen regning eller paa opfordring indlader sig paa at betjene en skærebrænder uden at have gennemgaaet og bestaaet kursus her paa værket, handler uansvarligt over for sig selv og arbejdskammeraterne —!
13
Nedenstaaende artikel er skrevet af civilingeniør Lundsgaard fra Dansk Brandværnskomité, som ved regelmæssige inspektioner i vor virksomhed er særdeles godt kendt med vore brandtekniske forhold.
har jeg haft den fornøjelse at besøge Det Danske Staalvalseværk periodisk som brandteknisk raadgiver. Naar jeg anvender ordet „fornøjelse", skyldes det, at mit arbejde i denne forbindelse har ført mig i kontakt med et stort antal af virksomhedens medarbejdere af alle kategorier, og at jeg derigennem har følt, at der her raader et godt samarbejde med aabent blik for de rejste problemer og en beslutsom og nøgtern indstilling overfor de rimelige praktiske foranstaltninger, der maatte blive en logisk konsekvens af problemernes gennemdrøftelse. Da „Stålbåndet"s redaktør tilbød at afse spalteplads for nogle brandmæssige tanker fra min haand, tog jeg med tak imod tilbudet, ikke blot fordi brandtekniske problemer er mit arbejde, men ogsaa fordi de til en vis grad er min hobby. Ved en umiddelbar betragtning af de mange virksomheder, som jeg iøvrigt har kontakt med - f. eks. møllerier, gummifabrikker, kemiske industrier, virksomheder, der forarbejder særdeles brandfarlige maENNEM EN AARRÆKKE
14
terialer m. m. - vil man let komme til den opfattelse, at paa et Staalvalseværk, hvor næsten alt er staal og beton, vil de brandtekniske problemer være smaa og af ringe betydning. At denne opfattelse ved en nøjere prøvning ikke helt holder stik vises blandt andet af, at der i tiden siden 1945 har været ikke mindre end 51 brande og brandtilløb af en saadan art, at de har givet anledning til brandrapporter i vort arkiv, i gennemsnit altsaa en gang hver tredie maaned. Men da der nu arbejdes med staal, der i hvert fald under normale forhold ikke kan brænde og i bygninger, der næsten udelukkende er af jernbeton, som heller ikke kan brænde, maatte det forventes, at skaderne ved disse brandtilløb var smaa og betydningsløse. Men denne forventning slaar heller ikke til, for en summarisk opstilling over erstatningsbeløbene ved disse skader giver meget nær ¼ million kr. eller ca. 25 øre pr. produceret tons staal. Dette tal er endda utvivlsomt en del lavere end de virkelige tab, for hvornaar har man haft en brand, uden at det samtidig har givet anledning til driftstab. Næsten altid bliver der tale om tabt arbejdstid paa selve brandstedet. Indtil nu maa vi dog sige, at vi har været heldige, at ingen af brandene har taget et saadant omfang, at de har givet anledning til egentligt driftsstop, der selv med forholdsvis kort varighed netop ville kunne betyde meget alvorlige tab for en virksomhed som Staalvalseværket. Og at tale om en brand, der kunne faa saadanne konsekvenser, er absolut ikke nogen utopi, men en mulighed, der maa ses i øjnene, selvom den ikke er særlig sandsynlig. Hvad er nu aarsagen til, at vi alligevel faar disse brande? Der arbejdes næsten overalt med faktorer, der giver antændelse - flydende staal,
glødende Staal, svejsning, skæring m.m. saaledes at mulighederne for at faa brændbare materialer antændt er særlig stor. Til gengæld er mængderne af brændbare materialer ikke særlig udbredt, men de er der. Fra flere brande ved vi saaledes, at tagkonstruktionen over den ældste del af værket kan brænde. Der findes endnu en del tagpaptage paa virksomheden, som man utvivlsomt vil savne, hvis de en dag er futtet af som følge af, at en reparatør har været uforsigtig med svejsebrænder eller blæselampe i forbindelse med reparationsarbejder eller af andre aarsager.
Vi maa altsaa konstatere, at der paa Staalvalseværket er en særlig stor mulighed for at faa brændbart materiale antændt, og jeg vil derfor i det følgende fremsætte nogle betragtninger over brandfareproblemer med udgangspunkt i en del af de brændbare stoffer, der forekommer her. Værkets drift bygger i højeste grad paa, at olie kan brænde, men den kan ogsaa brænde udenfor ovnene, hvilket flere brandtilfælde har vist os. Enhver form for oliespild er paa grund af de udbredte antændelsesmuligheder ikke blot et driftsspørgsmaal, men ogsaa et alvorligt brand-
faremoment, som bør indberettes og afbødes saa snart, det konstateres. En væsentlig del af olien transporteres til ovnene i forvarmet tilstand, hvorved den er lettere antændelig. Den transporteres endvidere under betydeligt tryk, som vil gøre eventuelle lækager farligere. Hvor der ved brænderhovederne anvendes bevægelige olieslanger, vil dette forhold indebære særlig fare. Skulle en saadan slange sprænges, kan det befrygtes, at den til tryksiden sluttede del vil bevæge sig kraftigt under spredning af den udstrømmende, varme olie, som meget sandsynligt kan blive antændt. Et tilfælde af den art, der kostede en mand livet, indtraf for en del aar siden paa en dansk industrivirksomhed. I en saadan situation maa olietilførslen hurtigst muligt stoppes efter eller samtidig med, at rednings- eller sikkerhedsforanstaltninger for mennesker bringes til udførelse. (Slukning af brand i klæder bør ske ved kvælning af ilden f. eks. med de ophængte asbesttæpper - vand forøger skaden ved hudforbrændinger). Ved reparationsarbejder paa olieledninger, der er tømt, vil der, selvom det drejer sig om svære brændselsolier, være mulighed for at faa antændt olierester, naar der arbejdes med skærebrænder, hvilket vi ogsaa har haft et eksempel paa. At der ogsaa kan ske noget ved svejsning udvendig paa en oliebeholder med svær olie viste uheldet i 1955, da der skete en eksplosion i forbindelse med svejsning paa tankens yderside. Naar man kender,
15
hvor vanskelig svær brændselsolie er at tænde, kan man undres over aarsagen til dette uheld. Der har her sandsynligvis været tale om ganske særlige forhold, hvor den svære olie partielt ved en saakaldt crakningsproces umiddelbart bag svejsestedet har afspaltet lettere og mere farlige olier, der har været den direkte anledning til eksplosionen. Enkelte steder i laboratorier anvendes flaskegas. De mange kendte uheld og ulykker i forbindelse hermed kan ofte føres tilbage til manglende kendskab til, at denne gas er meget tung og derfor i tilfælde af lækage eller anden udstrømning, uden at gassen straks tændes, giver anledning til, at den „vagabonderer" langs gulve og kan danne en eksplosiv blanding, som, hvis den kommer i forbindelse med selv den mindste gnist, kan give anledning til baade eksplosion og brand. Ogsaa benzin anvendes paa værket omend i begrænset udstrækning. Dens brandfarlighed er formentlig ret almindelig kendt, men der kan maaske være anledning til at erindre om, at det er benzindampene, der er den farlige komponent, og at den ligesom flaskegassen, hvormed den er i nær familie, er tungere end luften. Det er navnlig ved omhældning, spild og afvaskning, at en saadan benzindampproduktion forekommer, og hvor der maa udvises forsigtighed dels for at begrænse dampudviklingen og navnlig for ikke at faa antændt de dampmængder, som ikke kan undgaas. At acetylengassen kan give anledning til brand blandt andet ved tilbageslag fra brænderen er kun alt for kendt og sørgeligt kendt paa Valseværket. Den særlige eksplosionsfare ved flasker indeholdende luftarter under tryk naar de udsættes for stærk varme, bør staa enhver medarbejder klart under hensyn til det store antal flasker og den megen varme, der arbejdes
16
med. I samme forbindelse bør det fremhæves, at al transport af staalflasker og ganske særligt acetylenflasker bør ske med varsomhed. Acetylenflasker er af sikkerhedshensyn udfyldt med en meget porøs masse ofte af kiselgur. I denne masses porer findes flydende acetone, hvori acetylenen er opsuget eller opløst under tryk (12-15 atm.). Naar man anvender denne teknik med at have acetylenen opløst i acetone og ikke ligesom ved andre luftarter blot komprimerer den til et passende højt tryk, skyldes det, at acetylen under højt tryk er ustabil
og spaltes uden luftadgang under betydelig varmeudvikling - altsaa farlig. Det vil derfor let forstaas, at særlig acetylenflasker under transport m.v. bør behandles med omhu. Ved en haardhændet behandling kan fyldmassen blive beskadiget. Og da fyldningen ikke altid fornyes ved genopladning, bør man gøre sig klart, at man ved at beskadige en flaske paa grund af manglende omhu forøger faren for ulykker senere - paa valseværket eller en anden arbejdsplads. Hvis der ved uheld er blevet handlet særlig haardt med en staalflaske, eller den har været udsat for særlig varme, bør den mærkes og arbejdslederen underrettes, saa
flasken paa fyldestationen kan blive nærmere undersøgt inden ny fyldning. Ved tilbageslag med tænding af gassen ved reduktionsventilen skal der straks lukkes ved ventilen. Er det ikke muligt straks, og flasken begynder at tage varme, er den eksplosionsfarlig, og man maa evakuere og om muligt fra dækstilling holde den afkølet med en straale fra en brandslange. Hvis man med mellemrum flytter straalen lidt bort, vil man, ved at iagttage om der kommer dampudvikling, kunne faa værdifuld oplysning om flaskens varmetilstand, der her væsentlig har indflydelse paa eksplosionsfaren. Brændbare stoffer findes imidlertid ogsaa andre steder paa virksomheden. Tømrer- og malerværkstedet er jo typiske omraader af denne art, heldigvis er de jo nu placeret saaledes, at en brand her ikke direkte vil true virksomheden, men de kan ikke undværes, og det er derfor berettiget paa disse steder at udvise den største forsigtighed med alt, der kan foranledige brand. Dette gælder i endnu højere grad alle magasiner, hvori der opbevares materialer, materiel og reservedele, som er aldeles nødvendige for driften, og som det i visse tilfælde kan være umaadelig vanskelig at erstatte i tilfælde af brandskade. I saadanne omraader maa det være naturligt at haandhæve et tobaksrygningsforbud, men der maa ogsaa vises omhu for at undgaa alle andre former for antændelse. Det vil her føre for vidt at komme ind paa ret mange af de næsten uendelig mange muligheder, der er for antændelse, men alene pege paa ting som en ubeskyttet elpære for tæt ved brændbart materiale, en glemt el-loddebolt, defekt kabel, omhældning af brændfarlig vædske, letantændeligt materiale paa damprør og meget andet. Det sidste kunne give anledning til at sige et par ord om selvantændelse.
De fleste har hørt, at en fernisklud kan selvantænde, og selvom der stadig findes enkelte, som ikke tror det, er det alligevel en kendsgerning. Naar ferniskluden selvantænder skyldes det, at fernissen ilter (oxyderer). Det er en kemisk proces, som udvikler varme, og kan varmen ikke komme væk hurtigt nok i den isolerende klud, stiger temperaturen i værste fald, indtil kluden bryder i brand. Der er andre olier end fernis, der ved almindelige temperaturer kan starte en saadan selvantændelsesproces nemlig olier, der har tilstrækkelig evne til at iltes (oxyderes). Antallet af stoffer, der paa denne maade er selvantændelsesfarlige, vokser med temperaturen, og kommer vi saaledes op paa ca. 100° C, vil en mængde stoffer være selvantændelige. For at illustrere dette kan det oplyses, at der er almindelig erfaring for, at træ, der gennem lang tid har været opvarmet til omkring 120° C, kan selvantænde. Det er derfor naturligt, at let antændelige emner ikke maa anbringes opad varme rør og lignende i særdeleshed paa magasiner, da man ikke ved, hvornaar et saadant stof er varmet op til den temperatur, hvor det bliver selvantændende og maaske kan starte en brand paa et tidspunkt, hvor der ikke er nogen til straks at slukke, medens branden endnu er lille og nem at ordne. Dermed er vi naaet til spørgsmaalet slukning, men i betragtning af den plads, det foranstaaende allerede har optaget, tør jeg ikke begynde at sige noget om slukningsproblemerne, før jeg har talt med „Stålbåndet's redaktør. Lundsgaard.
17
i 1857 overdrog Anker Heegaard „Værket", blev Heegaard et Frederiksværknavn, men allerede flere aar i forvejen havde Heegaard'erne tilknytning til egnen og Nordsjælland i det hele taget. Heegaardslægten stammer fra en bondefamilie paa Fyn, som ejede en gaard, der hed Hedegaard. Udtales navnet paa fynsk, forsvinder det første d. Christian Steffen Heegaard, født omkring aar 1700, var den første, der tog navn efter gaarden. Han var dameskrædder i København, og i en fortegnelse over de huse, der blev reddet under den store ildebrand i 1728, nævnes han som boende „bag Nicolai Kirkegaard". Hans søn, Stephan Christiansen Heegaard, var født i 1726. I 1746 blev han student fra Vordingborg, tre aar senere skoleholder i Hammer ved Næstved, 1753 klokker i Præstø og 1756 degn i Høve ved Dalmose. Medens han var der, tog han i 1764 teologisk embedseksamen, og 1775 blev han residerende kapellan i Stubbekøbing. Ansøgningen om dette embede blev forsynet med et stempelmærke til 24 skilling, som Stephan Heegaard „paa grund af armod" blev fritaget for at betale. Dette lille træk fortæller mere end mange ord om kaarene. Kun et aar sad han i Stubbekøbing. Saa kaldede grev Danneskjold-Samsø ham til det ledige kapellani i Besser-Onsbjerg paa A STATEN
18
Samsø. I 1792, over 66 aar gammel, blev han sognepræst i Nordby der paa øen. Efter fem aars virksomhed i Nordby fik han afsked i 1797, og aaret efter døde han. Stephan Heegaard var gift to gange. En søn af andet ægteskab hed Poul Henrik Heegaard (1766-1835). Han løste faderen af som præst i Nordby. Blandt Poul Henrik Heegaards 12 børn var sønnen Steffen Heegaard, som ogsaa blev præst i Nordby. Derfra kom han i 1851 til Skævinge-Gørløse, opfordret til at søge der af sine brødre Poul Heegaard og Andreas Heegaard, som paa den tid havde købmandsforretning i Slangerup. Blandt de øvrige søskende var søsteren Helena Heegaard, der styrede hus for brødrene i Slangerup, og som der blev forlovet med en bager Lebahn. I 1834 besøgte hun tillige med søsteren Johanne Heegaard og broderen Anker Heegaard, der var præst i Estvad i Jylland, forældrene paa Samsø. Der udbrød en tyfusepidemi paa øen, og de blev alle tre angrebet og døde. Omtrent samtidig døde broderen Hendrik Heegaard i Slangerup, hvor han var kommet i møllerlære, og søsteren Sophie Heegaard, der var lærerinde i Jylland. Fem af børnene døde således i løbet af et halvt aar. En anden af Stephan Heegaards sønner - der var kun de samme to i hans andet ægteskab - hed Mathias Anker Heegaard. Han var født i Stubbekøbing i 1776 og
kom 1790 i lære hos isenkræmmer Peter Faber i København, vistnok en broder til hans mor. Fra 1799 drev han forretning med klædevarer og tobak, men i 1804 løste han borgerskab som isenkræmmer og blev senere fabrikejer (jernstøberi) paa Blaagaard, ligesom han startede en fabrik for tarmstrenge til musikinstrumenter. I 1804 giftede han sig med Hendrikke Baggine Hornemann, og ved dette giftermaal kom der forbindelse med de tidligere omtalte gamle Frederiksværkslægter Sponholtz-Hornemann. Hans Hornemann, død 1680, der var raadmand i Næstved, hvorfra hele Hornemannslægten stammer, var tipoldefar til Hendrikke Baggine Hornemann. Hendes far hed Lars Wilhelm (eller Wilchen) Hornemann og var urtekræmmer i København. Moderen hed Anna Ussing, datter af sognepræst i Lille Lyngby-Ølsted Bagge Nielsen Ussing og hustru Marie Susanne Bøttcher, og kunne føre sit slægtsregister tilbage til Hans Tavsen og Anders Sørensen Vedel. Der var 9 børn i Lille Lyngby præstegaard foruden Anna Ussing. En broder til Anna var den kendte provst Heinrich Ussing, som løste faderen af som præst i Lille Lyngby. Heinrich Ussing var vidt og bredt berømt og berygtet for sin stridbarhed. I betragtning af, at han var teolog, maatte man beundre hans indsigt i juridiske finesser. Han havde altid en eller anden lovparagraf paa rede haand, og han lod sig aldrig gaa paa hverken af lægfolk eller embedsbrødre. Selv biskop Balle satte han til vægs. Heinrich Ussing havde paa een gang 10 sager for højesteret og var indviklet i over 100 processer. Han blev dømt for at have forledt to bønder til at aflægge falsk ed, han sad arresteret i henved et aar, tre gange brændte hans præstegaard, og i 1806 meddelte han, at Strø herreds pengekiste var stjaalet fra ham han trak hele tiden en bred kølvandsstribe
af stædighed, selvbevidsthed, krakileri, mistanke og skandale efter sig. Alligevel maa der have været noget godt ved Ussing, siden herredets præster i 1797 enstemmigt valgte ham til provst. Fra 1803 til 1808 havde Ussing en lang række stridigheder med sognepræsten i Kregme, provst Smith, og i 1808 blev han afskediget efter en dom ved højesteret for æresfornærmelser mod byfoged Aarøe i Hillerød. Efter afskedigelsen bosatte Ussing sig i Hillerød, hvor han blev ivrigt optaget af nye processer. I 1810 fik han æresoprejsning, men præsteembede fik han aldrig mere. Han døde i 1820. Mathias Anker Heegaard og Hendrikke Hornemann havde 10 børn, hvorimellem sønnerne Christian August Heegaard og Steffen Peder Anker Heegaard, der i fællesskab fortsatte faderens forretning fra 1837 til 1847. Christian August Heegaard, „den gale Heegaard", var kendt for sine mange mærkelige idéer. Gal var han dog langt fra, tværtimod var han velbegavet og paa mange omraader en stor dygtighed. Men ekscentrisk var unægtelig adskillige af hans paafund. Da han en dag som ungt menneske
19
havde været oppe at trættes med sine to ældre søstre, der drillede ham med, at han aldrig blev gift, saa skørhovedet, som han var, løb han ud paa trappegangen og huggede døren i efter sig. Paa trappen mødte han en stuepige, der tjente i samme ejendom. Trods hendes modstand slæbte han hende med sig ind i stuen og præsenterede hende for de maabende søstre som sin kæreste. Saadan blev Christian August Heegaard forlovet, og da han senere i ro og mag fik talt med pigen, slog hun til. Hun hed Vilhelmine Christiane Lystrup og havde hjemme i Nyboder. I 1835 blev de gift. „Den gale Heegaard"s børn fik en ikke helt almindelig opdragelse. Allerede i 1858 blev de fire ældste sønner sendt til Amerika for at klare sig selv. De to yngste var da kun 15 og 13 aar. Senere rejste to af de andre søskende derover. I 1865 døde Heegaards kone, og den begravelse, hun fik, var ogsaa original. Heegaard samlede om aftenen følget i haven omkring kisten og holdt der en iøv-
20
rigt udmærket tale. Derefter spillede et hornorkester. Haven var oplyst med fakler og kulørte papirslamper i træerne. Et par aar senere, den 21. juni 1867, blev en datter, Camilla Henriette Augusta Heegaard, født i 1836, viet i Kornerup kirke til Anders Borch Kornerup, der var søn af proprietær P. H. Kornerup, „Østrupgaard", og sønnesøn af den kendte Roskildeslægts stamfader. Brudens far, altsaa Christian August Heegaard, havde inviteret alle bryllupsgæsterne til fest i „Roskilde kro" ved Taastrup, og det var et gilde, der stod gny af. „Det gale bryllupsgilde "kaldte folk paa egnen siden den fest for. Ægteparret udvandrede til Amerika, og i 1872 drog Christian August Heegaard ogsaa derover. Men han kunne ikke finde sig i at være der og bosatte sig siden i England, hvor han døde i 1879. I Chicago blev Anders Kornerup og Camilla Heegaard efter nogle aars forløb skilt, og begge giftede sig igen. Anders Kornerup rejste hjem, og i 1865 holdt han bryllup med Mette Sophie Kruckow. Han døde
i 1890 i Næstved, hvor han havde nedsat sig som Møller. Camilla Heegaard giftede sig i Chicago med Peder Martin Quist, der var søn af Anders Kornerups søster. Camilla Heegaard døde i 1912. Steffen Peder Anker Heegaard var født i 1815 og døde i 1893. I 1857 købte han, som nævnt fabrikkerne i Frederiksværk af staten. Han blev i 1844 gift med Louise Christine Feilberg, der var født 1821 som yngste datter af justitsraad, chef for nationalbanken H. Fr. Feilberg og hustru Louise Christine, født Brummer. Af deres seks børn blev sønnen Louis Carl Heegaard (født 1845, død 1914) i 1879 gift med Caroline Marie Dorothea Hagerup. En søster til , Louis Heegaard, Anny Marie Magdalene Heegaard (født 1853, død 1907) blev i 1879 gift med fabrikejer Bjørn Stephensen, som hørte til den kendte islandske embedsmandsslægt, og hvis far var departementschef Oddgeir Stephensen. Henning Frederik Christian Mathias An-
ker Heegaard (født 1858, død 1910), gift i Chicago i 1885 med Annette Magna Dreier, var ligeledes søn af St. P. Anker Heegaard. Et fjerde af børnene var Stefanie Petrea Alberta Heegaard, der 21 aar gammel i blev gift med svensk-norsk generalkonsul i København Herman Severin Bernhoft. Hun boede paa sine gamle dage paa „Frennegaard" ved Hørsholm. Deres søn er Danmarks tidligere gesandt i Paris, udenrigsministeriets forhenværende direktør kammerherre Herman Anker Bernhoft, født i Barcelona. I en sen alder - det var i 1942 - giftede kammerherre Bernhoft sig med Laura Rose Marie Glückstadt, enke efter landmandsbankens leder, direktør, etatsraad Eduard Glückstadt, som døde i 1923. Hun var født i 1876, datter af direktør for landejendomme i Østifterne, vekselmægler Eduard Philip Rée (18501918) og hustru Gaiathea Albertine Berendt (1852-1920). Kammerherreinde Laura Bernhoft døde juledag 1953.
Roskilde kro's gamle rejsestald.
21
S T A MT A V L E over de i artiklen nævnte personer, der er født He e g a a rd Christian Steffen Heegaard, (* ca. 1700)
Stephan Christiansen Heegaard (1726—1798) gift 2 gange. Hans anden hustru hed Sophie Poulsdatter Faber (1735—1798)
Christian August Heegaard (1810—1879) gift med Vilhelmine Christiane Lystrup, blandt deres 7 børn var:
Steffen Peder Anker Heegaard (1815—1893) gift med Louise Christine Feilberg blandt deres 6 børn var:
Mathias Anker Heegaard (1776—1837) gift med Hendrikke Baggine Horneman, blandt deres 10 børn var:
Camilla Henriette (* 1836)
Poul Henrik Heegaard (1766—1835) gift med Helene Siphie Winther Clausen (1774—1850) blandt deres 12 børn var:
Sophie (1798—1834) Steffen (* 1799) Anker (1801—1834) Poul (1806—1882) Andreas (* 1808) Hendrik (1811—1834) Helena (1813—1834) Johanne (1819—1834)
Louis Carl (1845—1914) gift med Caroline Marie Dorthea Hagerup Stefanie Petrea Alberta (* 1847) gift med Herman Severin Bernhoft Anny Marie Magdalene (1853—1907) gift med Bjørn Stephensen Henning Fr.Chr. Mathias Anker (1858—1910) gift med Annette Magne Dreier
22
frokostbordet, jeg saa dem første gang. Han en ældre, høj, statelig, stilig svensker, som kun svenskere kan være det, især naar man samtidig er landshøvdingkamrér, hun fiks og forbeholden elskværdig, som svenske damer er, enten man er landshøvdingkamrérska eller ej. Sent aftenen inden var jeg sammen med en del proviant blevet færget ud til skibet, som var ankret op paa Helsingborg Red under dets rejse fra Nordsverige til Skotland dels for at tage proviant ind og saa altsaa for at faa mig med. Længe havde jeg vandret op og ned ad Helsingborgs gader i venten paa skibet søgt læ for vind og rusk, og havde spist en korv ved en pølsevogn - Rævekorv hed den vist og smagte ogsaa saadan noget lignende. Endelig lød en dampers tuden ude fra vandet, og der begyndte at blive liv nede ved baaden, der skulle færge mig ud, og kort efter tøffede vi gennem havneudløbet ud i mørket. Blæsten sendte skum ind over den lille baad, og bølgerne viste tænder i skæret fra lanternerne. Et stykke borte saa vi enkelte lys fra et større skib, og snart var vi paa siden af det og kravlede op ad lejderen. Hvor er der tyst paa saadan en damper om natten — alting synes afdæmpet - man sænker uvilkaarligt stemmen, naar man taler. Men det var som sagt ved frokostbordet næste dag, jeg mødte dem. Hovmesteren og ET VAR VED
24
hans unge mand gik just og ordnede det sidste ved bordet, da de kom ind i salonen. Der var dækket til en halv snes personer, men kun det svenske ægtepar, kaptajnen og jeg syntes interesseret i at faa mad. Flere viste sig i hvert fald ikke. Grunden var maaske, at der blæste en ret frisk vind heroppe i Skagerak. Efter at snapsen var skænket - i ølglas forekom det mig - og øllet i snapseglassene - saaledes var skikken aabenbart her ombord, maatte jeg fortælle, hvad jeg var for en fyr, der pludselig var steget op af havet mellem godtfolk. Det svenske ægtepar og resten af passagererne, som senere viste sig at være skotter, havde været om bord i mange dage. Naar de ikke havde set mig om formiddagen, var grunden, at jeg havde mit arbejde at passe i maskinrummet. Naa, paa resten af vejen over Nordsøen blev der tid til mangen hyggelig passiar - ægteparret var nærmest henvist til mit selskab, dels var dets ordforraad af engelsk begrænset, og dels var skotternes evne til at taale søen det endnu mere. Jeg glemte vist at fortælle, at det paagældende skib var en moderne, mindre fragtdamper, som sejlede rundfart mellem Nordsverige oppe i den botniske bugt og Skotland. Skibet kunne medtage 12 passagerer og var meget benyttet af skotter til ferierejser. Vi anløb først Aberdeen - byen ved floden Deen. Vi saa paa den - paa de
skønne gamle broer over floden - paa de ejendommelige og ældgamle kirker o.s.v., og saa var vi ude at danse om aftenen i et af de saa typiske engelske, steriliserede danselokaler. Man kommer der kun for at danse — kan i det bedste fald faa serveret saftevand - og betaler for hver dans, men musikken er god. Her kom saa skotterne i skørt — kilt som det hedder. Et mandfolk paa Københavns gader kan godt se lidt tosset ud i den paaklædning, men her i Aberdeen - i danselokalet - virkede det faktisk elegant - og var aabenbart galla. Men der var saa afgjort ingen hygge over sceneriet - man dansede, betalte for det, og saa var det overstaaet. Naar svenskeren dansede med sin frue, frydede jeg mig paa nordens vegne - de dansede saa smukt sammen, og han saa da ud som et mandfolk mellem de smaa skotter, og fruen var der heller ikke noget i vejen med. Jeg fik ogsaa et par danse, og saa gik
vi hjem til vores skib og skyllede saftevandet ned med en stiv godnat whisky. Næste dag var søndag, og vi burde vel egentlig være sejlet i nattens løb. Et fragtskib har ikke meget at gøre i havn en søndag, og skibet var færdig til afgang, men dels var den næste anløbshavn Methil ikke længere borte, end vi let kunne naa den til mandag morgen, naar vi sejlede søndag aften, og dels havde kaptajnen en privat interesse i Aberdeen, og vi saa ham ikke saa længe skibet var ved kaj. Nu er en søndag i Aberdeen just ikke det morsomste, man kan opleve. Ja, er man særligt interesseret i skriftsteder kan man selvfølgelig faa tiden til at gaa med at studere, hvad der er skrevet med kridt paa fortovene. Man har i England og Skotland den ejendommelige form for bibelsk propaganda lørdag nat at overbrodere fortovene med skriftsteder skrevet paa kunstfærdig maade med kridt af forskellige kulører. Hvem der saa læser dem, ved jeg ikke — ja selvfølgelig, dem der gaar til kirke, men de har vel mindre brug for det. Resten — de som maa paaregnes mest at trænge til et lille, pænt ord med paa vejen, ligger hjemme og sover det meste af søndagen. Der er saa vist heller ikke noget at vaagne op til. Intet i verden er vel saa kedeligt, som en engelsk søndag - det skulle da lige være en skotsk. Forlystelserne er lukkede, og beværtningerne kun aabne ganske kort tid. Dertil kommer naturligvis, at mange af de gæve sovende skotter har haft en særdeles anstrengende lørdag. Enhver borger med agtelse for sig selv gaar lørdag eftermiddag til fodboldkamp - som tilskuer naturligvis - og skal saa sejren bagefter fejres - eller man skal finde trøst for nederlaget, saa har anstrengelserne ogsaa været saa store, at der slet ingen kræfter er til søndagen. Ja nogle gaar selvfølgelig i kirke - en-
25
kelte endda flere gange paa samme søndag, men størsteparten sover altsaa. Naa, vor kaptajn fandt omsider vej til sit skib, og vi lettede. Næste morgen laa vi i kulflækken Methil, og der var stor modtagelse - her skulle skotterne fra borde, og fædre, mødre og børn var mødt op paa kajen til modtagelse. Da det ikke er nogen behagelig oplevelse at være paa et skib, der laster kul, og da der absolut ikke er noget at forslaa tiden med i Methil, havde det svenske ægtepar bestemt sig for at tage en udflugt til Edinburgh og bedt mig, som tidligere havde været der, tage med. Af kaptajnen fik vi det bestemte paabud at være tilbage paa skibet senest kl. 20.00, da det saa skulle videre til Newcastle. I skotske havne er det ikke alene kaptajnen, der bestemmer, naar skibet skal sejle - der skal ogsaa være vand at sejle i — og det er ikke altid hjemme i tilstrækkelig mængde i engelske og skotske havne, og
26
da slet ikke i en mindre havn som Methil. Tidevandet - ebbe og flod - er meget fremherskende, og vort skib kunne altsaa ikke vente længere, end til kl. 20,00, hvis det skulle afsted den aften - og det var det, kaptajnen forklarede os - at det skulle det. Naar han indprentede os det saa kraftigt, var det ogsaa, fordi det tog, vi ifølge en af skotternes køreplan kunne være tilbage med, faktisk først var i Methil kl. 20,10. Men samme skotte, som var en særdeles flink mand, nu han ikke var søsyg mere, havde lovet at hente os i sin bil nogle stationer før Methil, og saa kunne vi altsaa godt naa det. Vi tog afsted med den skotske HillerødFrederiksværk-bane til Edinburgh og havde en ganske dejlig dag der - det regnede ganske vist hele dagen — men det gør det saa ofte i Edinburgh, og vi fik da købt skotskternede tasker, penalhuse, strømper, slips o.s.v. til dem hjemme i Sverige og en yndig hat til fruen - dog ikke skotskternet. Vi saa slottet og Princes Street fra et taxavindue og kom i god tid til banegaarden. Men her var ogsaa det dejlige forbi, thi det viste sig til vor skræk, at vort tog slet ikke gik - i hvert fald ikke til den tid, vi havde faaet opgivet af den rare skotte. - Det gik en halv time senere. Jo alle andre af ugens dage var vor tid rigtig nok, men om mandagen gik det altsaa først en halv time senere, vi kunne selv se. I køreplanen stod en lille stjerne ud for vort togs afgangstid og nederst paa siden var det forklaret: Undtaget mandag o.s.v. Ventetiden var lang, og rejsen mod Methil endnu længere. Selv vort eget lille futtog herhjemme var expres ved siden af. Men det allerlængste paa vejen syntes mig Firth of Forthbroen, som vi kørte over, og som jeg havde beundret paa udvejen. Den er ganske vist den længste bro i verden eller saadan noget lignende - men den forekom mig paa hjemvejen uendelig lang.
Men endelig nærmede vi os den station, hvor vor ven skotten skulle hente os. Var han der? Længe inden vi naaede stationen, stod vi ved vogndøren parat til at springe af, idet toget holdt. Joh, han var der! og hvor vi kørte stærkt trods rusk og regn og smattet føre. Faren ved den hasarderede kørsel tænkte vi ikke paa et øjeblik blot frem - og hurtigt. Efter mit ur skulle skibet være afsejlet for ca. 20 minutter siden — og det var det faktisk ogsaa, da vi endelig kom til kajen. Det laa med slæbebaade for og agter langsomt paa vej ud gennem sluseportene. Jeg ud af bildøren og hen til skibssiden, hvor trappelejderen hængte ned, men med nederste platform saa højt oppe, at jeg med nød og næppe kunne stemme mig op paa den. Vel oppe fik jeg hevet fruen efter hun vejede jo ikke saa meget — men landshøvdingkamréren — ham kunne vi klare klare. Medens skibet langsomt bevægede sig gennem porten, stod han med et bedrøvet blik og saa op mod sin frue. Det var ikke til at staa for - noget maatte der gøres. Op ad lejderen - fat i en sømand, som løsnede tørnen paa tovet, der havde fat forneden paa lejderen - han ville sænke lejderen saa meget, at ægtemanden kunne kravle op. Men ak! tørnen svigtede og lejderen faldt og kom til at staa lodret hængende i sine hængsler foroven - og saa var vi lige vidt. Men endelig vaagnede de oppe paa broen. Skibet blev stoppet, og en sømand klatrede ned af den lodrette lejder og hæftede en strop forneden paa den. En bom paa agtermasten blev svunget ud, og hejsewiren ført hen til stroppen. Spillet startede, og saa var det altsaa meningen, lejderen skulle begynde at indtage sin naturlige skraa stilling igen. Sømanden blev under operationen staaende paa lejderen og saa triumferende ud. — Saadan klarer man den altsaa i Smaaland kære venner! - Men ak, pludselig forsvandt saavel lejder som
sømand ned i mørket mellem skib og kaj, at noget kan forsvinde saa pludseligt og totalt syntes mig ubegribeligt. Naa, sømanden blev fisket op, og lejderen sat paa plads igen - den var under hejsningen gaaet ud af hængslerne, som holdt den foroven. Aldrig har jeg hørt saa mange eder svenske endda — som de kaptajnen øste ud over vore uskyldige hoveder - kun den stadig faldende vandstand tvang ham tilbage til broen. Skibet maatte jo ud af havnen hurtigst muligt, hvis ikke det skulle staa paa bunden til næste højvande. Sømanden fik en flaske kognak med til køjs - Jaklaså kallt det Vattnet var - sa' han. Glemte jeg at fortælle, at landshøvdingkamréren igen blev forenet med sin frue — det gjorde han - og vi fejrede det med en godnat-whisky.
27
Ole, du faar det rart.
Løfte benet.
Vi har osse faaet penge i bøsserne her.
Hvor meget skylder jeg? Skaal gutter! hiv op og la' gaa.
En hat med slør og blomster smaa.
Naar flammerne kaster sit straalende skĂŚr . . .
Jeg er en af byens gamle piger.
Da stormen var endt, var jorden saa rød.
Jeg er en stakkel.
Vi har gaaet rundt og samlet ind til giro 3.
Jeg er saa glad, saa glad for dig.
STAALVÆ RKET Martiningeniør Carlo Poulsen.
PROFILVÆ RKET Valseværksingeniør P. W. Mortensen.
I aarets første kvartal er ovn 3 ombygget i lighed med ovn 4. Produktionen udgjorde 55.370 tons, hvilket er ca. 3.700 tons mere end sidste aars kvartal, hvor vi som bekendt havde et arbejdsstop, der gav et produktionstab paa ca. 7.000 tons. Til almindelig orientering kan jeg nævne, at der er fuld sving i projektering af vore nye hjælpeanlæg, saasom materialeforbedding og transport til ovnplatformen samt et nyt skehus i forbedret udgave med tilhørende monolithus. Endvidere foreligger forskellige andre projekter under udarbejdelse, og det er vort haab, at disse nye bestræbelser for at forbedre arbejdsmetoder og arbejdsforhold vil lønnes med held til gavn for alle parter.
I 1. kvartal har produktionen gaaet godt saavel paa knipler som paa færdigjern. Den høje produktion belaster selvfølgelig maskinerne haardt, især bliver rullebanerne meget varme, og det kniber at holde dem i driftsmæssig ønskelig stand. Bygningen af det nye blokværk er nu i fuld gang, og vi kan ikke undgaa en vis gene i grovværket, men forhaabentlig klarer vi ogsaa dette problem. De gamle gasgeneratorer er nu helt væk, og opførelsen af en ny skorsten for blokovnen er igang. Dette gøres grundet paa, at den gamle er defekt paa de øverste 15 m, og da det er ønskeligt ogsaa af andre grunde at fjerne den gamle, benyttes nu lejligheden til dette i stedet for en reparation.
30
Finværk. Produktionen har været god i 1. kvartal og paa trods af stigning udover den planerede tonnage har det været muligt at holde programmet. Lørdag den 23/3 havde vi ny skifteholdsrekord, idet hold 13 valsede 193,6 tons prima færdigjern. Det gamle traadmagasin er nu forsvundet og et nyt større bygges under gulvet. Maskinerne har gaaet godt, og en standardisering af ledere, rør og deslige er i fuld gang. Produktionen: Knipler t 1956 1957 Grovværk 20.580 17.565
Færdigjern t 1956 1957 6.881
8.617
Finværk
16.229 13.823
Ialt færdigjern ......................
23.110 22.440
Ferien i profilværket 1951. Ferien i profilværket er planeret til følgende tider: 22 Grovværk: /7 - 10/8. 22 Finværk: /7 - 3/8. Tentorværk: 8/7 - 20/7. Færdiglageret: Folk, der er direkte knyttet til produktionen holder ferie sammen med deres respektive værker. Forsendelse og ekspedition efter aftale med forvalter Serup. Den resterende uge i finværket og tentorværket holdes efter nærmere aftale med den respektive formand eller mester. Ønsker om ferie, som falder uden for ovenstaaende, skal i hvert enkelt tilfælde aftales med formand eller mester.
samtidig kontrolleret af. løvrigt er første kvartal gaaet støt og roligt med en produktion paa 22.700 tons plader mod 21.390 tons i samme kvartal sidste aar eller 6,1 % bedre. I vandet til afskalningen var der ofte en del urenheder, som gav anledning til ødelæggelse af ventiler og derved til tider til driftsstop. Dette vand føres nu først gennem et specialfilter, hvilket giver et godt resultat. Valsehal 5's forlængelse tages i brug midt i april. Pladeværkets ferie er delt op i to perioder fra 18.—28. april (altsaa i forbindelse med paasken) og 2 uger fra 30. juni til 14. juli. Den 18. april begynder montagen af det nye saksarrangement i V. 5 og tages sikkert i drift efter hovedferien. I montagetiden klippes pladerne i et provisorisk saksarrangement i nordsiden af V. 5. Den nye kran i valsehal er færdigmonteret i begyndelsen af maj. Til maj begynder overbygningen af bloklagerpladsen med hallen, der skal huse mellempladeværket. Ferie i pladevalseværket. De to sidste uger af ferien er fastlagt fra søndag den 30. juni til søndag den 14. juli. Nødvendigt mandskab i ferien vil faa varsko.
Bedriftslægens beretning I januar kvartal er ialt 202 personer blevet undersøgt. Ingen særlige forholdsregler har været nødvendige. E. Steenberger.
PLADEVÆ RKET Valseværksingeniør J. Skov.
I marts brændte det sydlige drevleje i hovedgearet af. Nyt leje blev tilpasset, og gearets øvrige lejer og svinghjulslejerne blev
31
Hvorledes er der der?
Nedenstaaende bringes en artikel om Norrbottens Järnverk A.B. Mange af os har hørt om det store staalværk, som vi jo har en særlig tilknytning til ikke alene derved, at vor tidligere overingeniør E. Lundkvist er værkets administrerende direktør, men ogsaa fordi flere af vore tidligere funktionærer og arbejdere har beskæftigelse der. Artiklen som redaktøren af N.f.A.s personaletidende herr Niels-Erik Qvist har været saa elskværdig at skrive til „Stålbåndet" gengives paa originalsproget, idet vi dog efter artiklen har tilføjet en ordforklaring. Nok er svenskerne vort broderfolk — men selv brødre kan have svært ved at forstaa hinanden.
är ett fabriksmärke, som under de senaste åren inarbetats på den internationella stålmarknaden. Det betyder Norrbottens Järnverk AB. Företaget är helt och hållet statsägt och beläget i Luleå. År 1939 biföll riksdagen en proposition med förslag om att ett järnverk borde anläggas i Luleå och 1941 års riksdag godkände bolagsstyrelsens förslag om verkets utformning. Anläggningsarbetena påbörjadas under senare delen av 1941. Därefter har riksdagen beslutat om ytterligare utbyggnader och anläggningsarbetet har därför pågått så gott som oavbrutet fram till 1953. Anläggningen står nu fullt färdig enligt de ursprungliga planerna. Produktionen är också med 1956 års utgång uppe i den maximala med hänsyn till verkets kapacitet och därmed har också de med ett företags start förenade barnsjukdomarna övervunnits. Verkets produktion är helt baserad på tackjärn. Anläggningen består nu av en koksmasugn med en årsproduktion av c:a 280.000 ton tackjärn samt ett elektrotackjärnsverk med 3 ugnar och en sammanlagd
32
årsproduktion av omkring 90.000 tun tackjärn. Ett sintringsverk, som f.n. är under utbyggnad till 5 sintringspannor, får en årsproduktion av omkring 7000000 ton sinter. I koksmasugnen och delvis i eltackjärnsverket framställes huvudsakligast s.k. thomastackjärn med hög fosforhalt. I produktionskedjan ingår också ett thomasverk med 3 thomaskonvertrar och ett elektrostålverk med f.n. 4 elektrostålugnar med c:a 30 tons chargevikt och som under 1957 -1958 utbygges med en 75 tons elektrostålugn. Den totala götproduktionen i stål- och thomasverk under 1956 var omkring 300.000 ton. Av thomasslaggen utvinnes årligen omkring 40.000 ton thomasfosfat - gödningsämne. Valsverkanläggningen består f.n. av göt-, grov- och finvalsverk. År 1956 uppgick produktionen av färdigvalsede varor till 306.000 ton. Produkterna äro rund-, fyrkant- och vinkeljärn, U-balk, I-balk och plattjärn samt tråd och armeringsjärn. Planer finnas redan nu på ytterligare utbyggnad av företaget. På metallurgiska sidan planeras för ytterligare en koksmasugn och en stor elektrotackjärnsugn samt kompletteringar i valsverksutrustningen. Den beräknade produktionen efter denna utbyggnad blir omkring 700.000 ton tackjärn och 580.000 ton färdigvalsade varor. Totala antalet anställda är f.n. omkring 2.500 - ett relativt stort antal främst beroende på att samtliga driftavdelningar drivas i kontinuerlig skiftgång. Efter planerad utbyggnad beräknas antalet anställda till omkring 3.200. Klimatet är många gånger besvärligt så här långt norrut. Vintrarna äro i allmänhet ej så stränga, men snödjupet, som just nu är omkring 1 meter, kan många gånger vara besvärande för driften. Med ändamålsenlig utrustning har emellertid de flesta problemen i samband med vintrarna kun-
33
nat lösas. Isfri hamn disponerar vi endast under 7-8 månader av året. När isen ligger över Bottniska viken måste järnväg anlitas för exporten över t.ex. Göteborg. För leve-
ranser inom landet användes i huvudsak järnvägstransporter. Om vintern är besvärlig, så är sommaren en fullgod kompensation. Under juni-juli skiner solen praktiskt taget dygnet runt her uppe. Naturen är vacker med en tjusande fjällvärld 30 mil västerut och en underbar skärgård uttanför Luleå. En tung industri som NJA har givetvis haft stor betydelse för Luleå och för hela Norrbotten. Hela 91 % av arbetskraften har kommit från landsbygden i Norr- och Västerbotten. Detta har betytt regelbundna inkomster för ett stort antal människor, som tidigare levt på säsongbetonade arbeten såsom jordbruk, skogsarbete, fiske, flottningsarbete och liknande. Luleå stad har genomgått en enorm utveckling under de senaste 15 åren. År 1941 var stadens folkmängd 14.500 mot 28.000 vid 1956 års utgång. Därmed har naturligtvis följt ett intensivt bostadsbyggande. Ett helt nytt område har vuxit upp under de senaste 7 åren och rymmer f.n. 5.000 innevånare. Särskilt sommartid är det något av kontinental fläkt över residensstaden här uppe i norr. En mycket livlig sjöfart för malmexport (iver Luleå och för NJA samt det faktum, att Luleå blivit ett uppskattat turistmål, ger oss som bor här en känsla av att vara betydligt närmare 'det övriga Sverige' och kontinenten, än vad en titt på kartan ger besked om. Vi bor i en stad med sjudande utveckling och frisk nybyggaranda och orsaken härtill är nog främst Norrbottens Järnverk AB. Nils-Erik Qvist.
Tackjärn = Råjern. Koksmasugn = Højovn. Got = Blok. f.n. = i øjeblikket. Känsla = Følelse.
34
Hans Rasmussen, 10. maj, 60 aar, staalværk
Ville Harkjær Villesen, 14. maj, 60 aar, pl. & havn
Martinus Sigfred Olesen, 19. maj, 60 aar, staalværk
Charles Schonsen, 7. juni, 60 aar, staalværk
Anker Dynesen, 27. juli, 60 aar, bygningsafdeling
Karl Månsson, 4. maj, 50 aar, staalværk
Theodor Danker Jørgensen, 5. maj, 50 aar, reserveh.
Charles Dufrenne, 9. juli, 50 aar, reparationsafd.
Viggo Olsen, 15. juli, 50 aar, staalværk.
Opmærkerm. W. Hamilton 19. maj, 65 aar
Tage Hansen, 15.juli, 50 aar, reservehold
Underm. Sv. Aa. Weiss-Hansen, 6. juni, 50 aar
Anker Bech, 17. juli, 50 aar, bygningsafdeling
Valsemester G. Persson, 23. juni, 50. aar
35
UDLÆRTE:
NYANSATTE:
Ragnhild Gisselmann, udiart d. 31. marts 1957
Erik Lempet, konstruktør, tegnestuen, 21. februar
Erik Bell, ingeniør, tegnestuen, 1. februar
Inge-Lise Olsen, udlært d. 31. marts 1957 Jytte Mikkelsen, elev, 1. april
Martin Plauborg, assistent, lønningskontor, 1. april
Ruth Jørgensen, elev, 15. februar
Dorrit Danker Jørgensen, udlært d. 30. april 1957