Staalbaandet - 1955 - Nr. 4

INDHOLD: Svejsejern .............................................

Stakater & moneter....................................

Et besøg ......................................................

Hvorfor alt det roderi.................................

Rejseindtryk fra Østrig ..............................

Fart..............................................................

Med smedene i Nakskov...........................

Flammeskæring..........................................

Et mellempladevalseværk..........................

Sådan er det gået til... ................................

Den menneskelige faktor ved ulykkestilfælde ..............................................

Fra afdelingerne .........................................

Bedriftslægens beretning...........................

Mit barn lyver .......................................... § 6 ......................................................

Sporten .......................................................

Skak ............................................................

Funktionærernes hjælpefond ....................

FORSIDE:

VI C TOR

Fo t o s : Po u l H a n s e n .

T egni nger: Qvi st .

P ERSONALEBLAD u d g i v e t af S TAALVALSE VÆ RK A/S FREDE RIKS VÆ RK Redaktør KNUD NI ELSEN

2

26 30 31 31 33 34 34 35

B R OC HD OR F

Tryk: Kay Hansens bogt rykkeri .

DET DANSKE

3 7 9 10 12 14 16 18 20 24

I bestræbelserne for at opnå den største sikkerhed på vor arbejdsplads er der oprettet en stilling som sikkerhedsog organisationsingeniør. Ingeniørens opgaver skal bl. a. være at overvåge, at maskiner og arrangementer i virksomheden til stadighed er i overensstemmelse med lovens krav. Tillige skal han i nært samarbejde med sikkerhedsudvalget og afdelingerne arbejde for størst mulige sikkerhed ved arbejdets udøvelse.

Stillingen er 1. september d. å. besat med ingeniør Carl Ebbesen Lang, som tidligere har været tilknyttet sikkerhedstjenesten indenfor S.A.S. og således har gode erfaringer på området.

Idet vi ønsker ingeniør Lang velkommen, er der sikkert almindelig enighed om at tilsige ham den bedste støtte i hans arbejde for sikkerhedens fremme — en sag som i så høj grad vedrører os alle.

KN

Som det fremgår af referatet i Stålbåndet nr. 3 1955 fra samarbejdsudvalgsmødet den 24. juni, blev det besluttet at påbyde brug af sikkerhedshjælme for alt arbejde i gruben og ved nedbrydningen af ovne. Dette påbud er ved et møde afholdt lørdag den 1. oktober, hvor også sikkerhedsudvalgets medlemmer var til stede, blevet udvidet til at omfatte alt arbejde på skrotplads, vestkaj samt i ovnhal og ved nedbrydning af ovne.

Caprani Winkel

lov til nærmere at stifte bekendtskab med middelalderens jernprodukter. Historikere hæger som oftest sådan om deres fund, at de ikke tillader ingeniøren at undersøge dem. At bore spåner af historiske jerngenstande eller dreje prøver ud af dem anses normalt for helligbrøde. Derfor ved vi forbløffende lidt om egenskaberne af det jern, der dannede grundlaget for den senere jernalder i Nordeuropa. Alle fund betragtes mere som museumsgenstande end som prøver af materialer, der har holdt til tidernes påvirkninger, og derfor har særlig stor interesse.

Skal vi se på „gammelt jern", skal det selvfølgelig være skibsbygningsmateriale.

Vi er så heldige at være i besiddelse af nogle få prøver stammende fra kong Hans' tid (det er vel unødigt at nævne, at kong Hans regerede fra 1481—1513). Og hvad er det så for materiale, under hvis certifikat inspektøren fra „Vendiske Hansa" for over 400 år siden har hængt sit segl?

JÆLDENT FÅR MAN

Sjældent får man lov.

Inspektøren fra »Vendiske Hansa«.

Styrken: ca. 30 kg/mm2 er i hvert fald særdeles beskeden sammenlignet med vore skibsståls 41—50 kg/mm2, men analysen er så sandelig også usædvanlig. Der er hverken mangan, silicium eller svovl — vore forgængere kunne skam nok lave rene materialer. Eksempelvis er den kendte blytavle fra Valdemar den Førstes murede kiste i Ringsted lavet af fantastisk rent bly — langt renere end handelskvaliteten af idag.

Nu er det lave svovl her en følge af, at jernet er udvundet af malmen med trækul som tidligere beskrevet. Trækul er nemlig svovlfrie i modsætning til højovnskoks. Nu fremstiller vi alt jern og stål med højovnen som mellemled, og derved samles en række mærkelige forureninger sammen, som man slet ikke kendte med primitiv teknik.

Der fandtes altså hverken metallisk mangan eller silicium. Formodentlig en følge af at disse stoffer ikke fandtes i malmen. I hvert fald for siliciummets vedkommende har det slet ikke været muligt i de små ovne at få temperaturen høj nok til at udvinde det af sure malme. Også fosforet er lavt og stort set svarende til, hvad vi plejer at have i vort eget stål:

3

0,018 %. Igen en følge af et rent udgangsmateriale, og her har vi altså et punkt, hvor kvaliteten af dansk stål ikke har ændret sig gennem 500 år.

Kulstoffet er også så nogenlunde det samme, som vi nu bruger til Lloyd's sværere rundjern: 0,21 % ; men man har ikke forstået kunsten at fordele kullet jævnt gennem hele strukturen. Vor prøve består af fibre med højt kulstof blandet med fibrer af helt rent jern. Og imellem disse fibrer ligger så beviset for, at jernet er fremstillet ved en helt anden proces end stålet af i dag. Jernet blev ikke smeltet, men udvundet som en dejgagtig, svampet masse gennemtrukket med slagger, som man ikke var i stand til at fjerne 100%. Den gang kendte man ikke til reklamationer over sandårer i stål, for alt jern var fyldt ja ligefrem holdt sammen af slaggesener — mange hundrede pr. mm 2 — fra en af disse sener stammer nedenstående billede - det springende fabeldyr fra år 1500.

Det er god latin at sige, at disse slaggesener er kraftigt medvirkende til at øge materialets styrke i længderetningen på samme måde, som en betonarmering øger betonnens styrke overfor træk. Det har

4

derfor forbløffet mig meget at finde, at dette stål faktisk har haft den ringeste styrke af de syv til otte hundrede stål, hvis slagstyrke vi hidtil har bestemt. Med hensyn til slagsejgheden er kong Hans' stål ringere end det ringeste amerikanske libertystål, så for datidens skibsbyggere har det været en fordel, at der skulle gå 400 år, før man begyndte at skrive artikler om skøre brud.

Det var jernet fra osmundovnen. Den simple kasseformede ovn: blot en tømmerramme stampet op med ildfast ler, et par blæsebælge og et slaggehul i siden. Temperaturen var for ringe til at det dannede jern kunne smelte og optage kulstof, og derfor brændte det sammen i bunden af ovnen til en kage, en luppe. Efter at ovnen var slukket, blev luppen raget frem og smedet ud til en tenformet klump jern på nogle få kg. Så primitivt fremstillede man den tidlige middelalders vigtigste handelsvare, osmundjernet, og produktionen var meget beskeden.

Steg temperaturen i ovnen tilfældigt for meget, blev resultatet i stedet støbejern med dets store kulstofindhold. Efter at man var blevet fortrolige med støbejernets specielle egenskaber, og man havde lært, hvordan det skulle anvendes, medførte det en deling af jernfremstillingen i en fremstilling af råjern af malm og derefter en fremstilling af smedeligt jern af råjernsbarrerne ved omsmeltning og raffinering.

Derved fik man en større ydelse og endvidere et bedre og renere materiale, og da osmundovnen tillige krævede fantastiske mængder trækul, var man interesseret i at drage nye skovområder ind i produktionen af smedeligt jern.

Dermed er vi så kommet til lancashirejernet og puddeljernet — eller med en fællesbetegnelse, svejsejernet. Uddøende jerntyper idag, men altdominerende, når vi blot går tilbage til tiden før århundrede-

skiftet. Fællesnavnet kommer af den endnu i dag betydende egenskab, at det er fantastisk let at svejse selv under de mest primitive forhold.

Opgaven, man var stillet overfor, bestod i at overføre det højtkulstofholdige råjern, pigjernet til blødt, sejgt og smedeligt jern.

Det er ensbetydende med en bortbrænding af det overskydende kulstof, og i praksis klarede man sig med en omsmeltning under en kraftigt iltende slagge. Råjernet smeltedes på en herd af ildfaste sten dækket med glødeskaller og gammel slagge, og en kraftig luftstrøm fra nogle vindpiber gav ilt til forbrænding af de trækul, der lå mellem slagge og råjern.

Kunsten ligger her i at finde det rigtige råjern. Uden kendskab til analyser og metalmikroskopi, som man var, kunne råjernet kun bedømmes efter brududseendet.

Det er imidlertid en uhyre effektiv metode, idet indholdet af silicium og mangan umiddelbart genspejler sig i bruddet, der kan veksle fra grovkrystallinsk sort over mat fløjelsagtigt til helt hvidt og næsten stenagtigt.

Den gamle hyttemester valgte sit jern med omhu, og når det så smeltede og som glødende dråber gled ned mellem trækullene, dækkedes de af en slaggehinde, der var i stand til at forhindre reaktioner mellem jern og trækul. Rigeligt med slagger af glødeskaller og hammerskæl var derfor en nødvendighed, og denne iltende slagge brændte alt silicium bort fra råjernet.

Til rest blev en kage på herdbunden, og med jernspyd og brækstænger brød man den op for at gentage processen endnu en gang. Anden nedsmeltning var hovedsagelig indstillet på at brænde kulstoffet væk, og i et kuliltekog omdannedes råjernet til blødt jern. Da det resulterende meget lave kulstofindhold hæver smeltepunktet, blev der tilbage på herden kun en svampet kage af jern gennemtrængt med årer

Den gamle hyttemester.

af slagge. Slaggen må fjernes, og hertil klarede man sig med en kraftig gennemsmedning, der pressede slaggen ud af jernet, ligesom man kan presse vand ud af en svamp.

Resultatet af denne proces er et jern med meget lavt kulstofindhold. Strukturen er senet og gennemtrukket med slaggeårer.

I dag anvender vi næsten ikke dette jern mere. Ofte finder vi det endnu i gamle smedejernsarbejder, og så kan man se, at generationers slid hovedsageligt har kastet sig over det bløde jern, medens slaggerne har fået lov til at stå tilbage og derved give jernet en usædvanlig ru overflade.

Teknisk bedømt er svejsejern uhyre velegnet til hammersvejsning i esse, fordi indholdet af slagge virker som flussmiddel og derigennem sikrer en god sammenbinding, når de forskellige stykker bankes sammen ved hvidglødhede.

Set fra et metallurgisk synspunkt er det uheldigt, at råjernet er i direkte kontakt med de trækul, der skal levere varmen til smeltningen. Trækul er imidlertid et så rent materiale, at denne fare ikke betyder stort. Men med den kraftige udtynding i skovene, blev det sværere og sværere at

5

skaffe trækul, og især i England var det et alvorligt problem.

I historiebøgerne finder man under årstallet 1784 intet om englænderen Henry Cort. Og dog fortjener han at nævnes fremfor mange andre, for han havde som den første held med at bygge en stenkulsfyret jernovn, således at det skovfattige England fik mulighed for at blive selvforsynende med jern. Karakteristisk for lancashireovnen — det er den lige beskrevne ovntype — er, at slaggen beskytter jernet mod trækullene og samtidig brænder råjernets kulstof bort. Slaggen kan imidlertid desværre ikke beskytte mod optagelse af svovl fra kullene. Derfor kan stenkul ikke bruges direkte, for de er mange gange urenere end trækul. Det var nu Corts geniale idé at holde kul og jern adskilte, så opvarmningen foregik gennem røggassen fra et stenkulfyr udenfor herden. Kontakten jern/varm røggas er ikke nær så farlig som den mere direkte kontrakt jern/glødende kul.

Ellers er processen stort set den samme.

Et par hundrede kg råjern behandles pr. gang ved at smeltes på en herd dækket med glødeskaller og gammel slagge.

Den iltende slagge begynder straks at brænde kullet og siliciummet ud af råjernet, og man nøjedes her med en enkelt raffinering. Med brækstænger røres der rundt i jernet, der koger med kulilteudvikling. Medens kullet brænder bort, begynder der at udskille sig krystaller af næsten rent jern, fordi varmen i ovnen ikke er nok til at holde dem smeltede. Med brækstænger arbejdes massen igennem, og de rene jernkrystaller æltes sammen til store blomkålsagtige klumper. Efter denne arbejdsproces' engelske navn kalder vi ovnen puddelovn og jernet puddeljern.

Ligesom ved trækulsfriskningen bliver slutresultatet nogle store svampede slaggefyldte klumper, som medens de endnu

6

er glødende smedes ud under damphamre til stænger. Stængerne samles senere til bundter, der glødes og svejses sammen under hammeren. Denne proces kan gentages flere gange inden den endelige faconvalsning — jo oftere desto bedre kvalitet der ønskes. Jernet er blødt og meget sejgt og fibret i bruddet. Den meget udprægede fiberstruktur giver ligesom ved træ vanskeligheder med påvirkninger, når de kommer til at virke på tværs af fiberretningen, hvor styrken er meget ringe.

De ældste former for jernudvinding arbejdede med en produktion på omkring 10—15 kg/time. Den trækulfyrede herdovn kom op på lidt over 100 kg/time og den stenkulfyrede puddelovn kunne levere ca. 250 kg/time. Når man tænker på industriens behov for jern, er disse tal mikroskopiske. Til kæmpeskibet „Great Eastern", der blev bygget i slutningen af forrige århundrede, medgik der således i tusindvis af svejsejernsplader af kun 6— 800 kg størrelse. Udviklingen af de processer, hvor stålet kom flydende fra ovnen, og den muskelmæssige indsats var meget formindsket, medførte derfor også, at produktionen af puddeljern gradvis holdt op.

Er svejsejern bedre end vort bløde stål af idag? Til enkelte formål værdsætter man endnu den fordel, som det på grund af det lave kulstofindhold har i sin ekstra sejghed, og det påstås også, at svejsejernet i visse tilfælde ruster mindre end martinstål.

Bedre eller ikke bedre — der er i hvert fald den dag i dag i Amerika et behov for svejsejern specielt til kedelrør. Man har derfor fundet på en fiks måde til i stor stil at fremstille det. Svejsejern er blødt jern iblandet slagge, og det er et slidsomt arbejde at opnå. Derfor gik man den modsatte vej og blandede jern i slagge. Det er Astonprocessen. Her smelter man i kupolovne råjern, der bagefter blæses til stål i

en konvertor. For at lave det til svejsejern støber man stålet ud i store skeer med flydende jernilterig sur slagge. Slaggen forbrænder de sidste rester af kulstof i stålet, og analysen kommer derved til at svare så nogenlunde til det ægte svejsejern.

I skeen samler jernet sig som ved de andre processer til en slaggefyldt klump.

Men hvor der oprindeligt var tale om nogle hundrede kg, kan her laves jernklumper på 3 til 5 tons pr. gang. Overskydende slagge presses ud, og det resulterende jern

Å DET GAMLE kobbervalseværk ved Krudtværkskanalen glædede arbejderne sig, hver gang der fra den kongelige mønt i København kom en lukket og forseglet transportvogn med slidte og kasserede kobbermønter, som skulle i smelteovnen.

Mønterne blev skovlet sammen i store bunker og derefter puttet i diglerne.

Naturligvis var det strengt forbudt at tilegne sig disse kasserede kobbermønter.

Men der er råd for alt — eller så godt som.

De dage, hvor man var beskæftiget med smeltning af kobberpenge, mødte folkene med vide halvstøvler på, og under arbejdet skete det jævnligt, at de „kom til" at

minder derved også i struktur om svejsejernet.

Kun denne form for svejsejern fremstilles idag i Amerika, hvor den sidste puddelovn blev sat ud af drift engang mellem de to verdenskrige. Endnu laves der i Sverige svejsejern med trækulfriskning — også her specielt med henblik på stærkt deformerede kedelrør, kedelstagbolte og lignende anvendelser, hvor sejgheden spiller en altdominerende rolle for anvendelsen. Den svenske produktion er dog i tonnage ganske ubetydelig.

smide en skovlfuld mønter hen over benene på en kammerat, som så fik støvlerne fulde. Lidt efter gjorde kollegaen selvfølgelig gengæld — og efter fyraften, når de kom hjem, tømte de støvlerne for indholdet. Det var ganske vist kun kobberpenge, men man var glad for lidt . . . *** Ak ja, skejser, gysser, bommelommer, stakater og moneter — kært barn har mange navne.

7

Hvordan den slags betegnelser for penge er opstået, bliver vel aldrig helt opklaret. I alle lande og blandt alle folk har man kælenavne til pengene, og skikken er ældgammel. Spartanerkongen, der beklagede sig over, at han og hans hær var blevet jaget på flugt ved hjælp af 30.000 bueskytter, tænkte ikke på rigtige bueskytter. Han hentydede til, at der havde været bestikkelse med i spillet. Den græske mønt dareiken havde på den ene side et billede af en bueskytte og blev i daglig tale aldrig kaldt andet en „en bueskytte".

Vi har det samme herhjemme: Mønten men kongekronen på kom til at hedde „en krone", og 500 kr.-sedlen blev til „en plovmand" — efter billedet på den.

Fra bibelen kender man talenten, der ganske simpelt betyder „vægt". Navnet på marken i Tyskland og Danmark stammer fra mærket, der blev sat på mønten som garanti for, at den var af godt sølv. En daler er opkaldt efter det første sted, den slags penge blev lavet: Joachimstal i Bohmen, og florinen minder om Florens eller, som nogle mener, om den blomst (flora), der var præget i den.

De gamle engelske guineas blev kaldt sådan, fordi guldet, de var lavet af, kom fra Guinea, og den østrigske heller tog navn af byen Hallein. Hollændernes dubbeltje blev på tysk til deut — og her i landet sagde man: „Han har ikke en døjt!"

På samme måde kom udtrykket „til sidste hvid" efter den lille danske sølvmønt, der hed en hvid. *** Kejser Karl den Store, som døde i året 814, delte et pund sølv — der på latin hedder Libra — i 20 skilling (Solidi), som hver gjaldt for 12 penge (denarer, pfennige, pfenninge). Den inddeling blev overført til England, og der har de den endnu — til stort besvær for udlændinge,

8

som er vant til, at deres møntenheder er delelige med 100. Det kendte engelske tegn for sterling, det store L med stregen over midten (£), er det gamle tegn for „Libra", sølv. Et pund sterling deles den dag i dag i 20 shillings (sh), som hver gælder for 12 pence. Tegnet for pence er et d, som betyder denar.

Selve navnet sterling kommer af det engelske ord for stjerne (star). En af de første mønter, der kom til England, var de nordtyske Hansestæders denar, som var prydet med en stjerne. Man sagde så og så mange stjerner, på samme måde som grækerne sagde bueskytter. En anden forklaring går ud på, at sterlingnavnet stammer fra det gamle ord „Easterling", der betyder „penge fra østen". De første engelske møntmestre skal være indvandret fra Holland og Tyskland, som jo ligger øst for England.

Den romerske mønt, altså værkstedet, hvor Romerrigets penge blev lavet, lå ved Juno-templet, men da gudinden Juno også blev kaldt Moneta, fik møntværkstedet samme navn, og siden er Moneta i mange lande blevet betegnelsen for en mønt, et pengestykke. Deraf kommer tydeligt nok moneter og portemonnæ, mappen eller pungen, man har sine moneter i.

Straffen for at efterlave penge er streng overalt. Her i landet fik falskmøntere tidligere højre hånd hugget af, og det er ikke så forfærdeligt mange år siden, at der på de svenske pengesedler stod: „Den, som denne seddel efterapar eller forfalskar, skall warda hängt".

Trods alt har der dog været tilfælde, hvor en mand har taget chancen — og svikmøllen har gået en tid. I årene omkring 1885 fabrikerede en københavner, der hed Rimenschneider, en mængde 100 kr.-sedler, som cirkulerede længe, inden man opdagede det. De var så udmærket

eftergjort — ad litografisk vej — at selv kyndige bankmænd ikke kunne se på dem, at de var falske. Opdagelsen skyldtes da også et rent „teknisk uheld". Rimenschneider skulle en dag indfri en veksel i en bank, og selvfølgelig agtede han selv at lave pengene også til dette formål. Han kom imidlertid så sent i gang med arbejdet, at han måtte løbe i banken med sedlerne, inden de var blevet rigtig tørre — og så sprang bomben.

Hele denne affære gav forfatteren Peter Nansen ideen til en roman, „Brødrene Menthe", som var meget omtalt, da den udkom.

For ca. 15 år siden forekom nogle småtilfælde af falskmønteri. I et par af dem drejede det sig om falske tikronesedler, men de var så dårligt lavet — den ene af dem endda med almindelige farveblyanter på smørrebrødspapir — at virksomheden blev stoppet i starten.

Nu om stunder har alle landes seddelbanker taget så mange forsigtighedsregler mod efterligninger, at forfalskninger er så godt som umuliggjort. Det er da også kun fuskere, som ikke selv kan bedømme, hvor svær, for ikke at sige umulig, opgaven er, der prøver . . ., og det er stadig dyrt at gøre forsøget!

I Stålbåndet nr. 2 1952 beskrev vi et lille motorskib M/s »Majlith« bygget hos A/s H. C. Christensens Staalskibsværft af 1949 i Marstal og af materiale fra DDS. Skibet har vist sig særdeles godt egnet til indenrigsfart, og »Majlith« er siden efterfulgt af 9 skibe af samme type. Det seneste byggede M/g »Stellarask« af Vejle var forleden på besøg i vor havn på sin jomfrurejse, og og vor fotograf var selvfølgelig straks på pletten. Det er så sjældent, at han har lejlighed til at tage billeder af vort materiale formet så smukt som dette lækre skib.

Skibet føres af sin ejer, skipper S. P. Christensen, Vejle. Det er på 245 tons dw og har en dieselmotor på 240 hk og er iøvrigt udstyret tip-top moderne.

Prisen er ca. kr. 550.000,—, så hvis De

har lyst. — Nå, ja! Materiale tør jeg ikke love Dem, men tal med salgsafdelingen.

9

Der er formentlig mange mennesker her på værket, som har stillet sig selv dette spørgsmål i de uger ovn 4 har været under ombygning, og der har været roderi, det skal jeg love for.

Det kan måske have en vis berettigelse at stille dette spørgsmål, hvis man tager i betragtning, at ovn 3 og 4, som er blevet bygget i 1951 inden den tid har været under ombygning 2 gange hver.

Hovedgrunden til disse hyppige ombygninger og det dermed forbundne roderi er den, at udviklingen i Martinovnenes konstruktion har været særlig kraftig og hurtig i årene efter den anden verdenskrig, således at en konstruktion, som er blevet anvendt for to år siden og regnedes for meget moderne, idag, lidt overdreven, kaldes gammeldags.

Som et lille eksempel har vi ovn 2, som blev bygget i 1952 og dengang var den mest moderne ovn i Europa. Idag findes allerede adskillige ovne i den samme konstruktion og i størrelser op til 220 tons, og der er ikke noget stort ved toeren mere, bortset fra den ret væsentlige sag, at det er en udmærket ovn.

Men så har vi ovn 4, og derved er vi inde på det egentlige emne for denne lille artikel: Hvad har vi gjort ved denne ovn, og hvorfor har vi gjort det?

Ovn 4 er oprindelig bygget som 75 tons ovn og har, da vi begyndte at køre 100 tons charger i den, lidt meget under, at slagge-

10

kamrene var for små og ikke kunne optage de slaggemængder, som samlede sig i ovnrejsens løb, så ovnen kvaltes, bogstavelig talt. For at kunne lave slaggekamrene større var vi nødt til, at fjerne to af de søjler, som bærer hele ovnen og erstatte dem med et søjlepar i hvert hjørne af de nye slaggekamre og 2 par kæmpedragere, som spænder over hele kammerlængden.

Samtidig benyttede vi lejligheden til at erstatte alle silica hvælvinger med plane, basiske dæk, hvor hver sten hænger i en jernkrog. Endvidere blev der lavet lidt om på kammervæggenes ophæng, således at praktisk talt alle indskrænkninger for temperaturforholdene i ovnen bortfalder. Det vil sige, at denne ombygning giver os følgende fordele: 1) Der er rigelig plads i slaggekamrene, således at ovnen ikke bliver »kvalt« af slaggen.

2) Idet vi kan køre med højere temperatur, vil ovnens timeydelse stige.

3) Fordi alt silica murværk er fjernet, kan ovnen opvarmes betydelig hurtigere efter hoved- og mellemreparationer, hvorved dens produktion pr. år forøges.

4) Endvidere får vi i stedet for de to kammerdøre med en dårlig beliggenhed en stor dør, som ligger rigtigt.

Og så giver ovnen i sin nye skikkelse os en behagelig fornemmelse. Nu har vi nemlig igen en ovn, som er blandt de mest moderne i Europa. Så må vi bare håbe, at den, både hvad holdbarhed og hvad ydelse angår, opfylder vore forventninger, og hvis dette er tilfældet, så begynder den lille historie forfra med ombygning af ovn 3 og — roderi.

Billedet viser på venstre side ovn 4's gamle slaggekammer og på højre side slaggekammerets udseende efter ombygningen. For at man skal kunne danne sig et indtryk af størrelsesforholdene, er der indtegnet et menneske.

K. Schermer.

11

Overlæge Jens Gram

at have ferie og komme ud at opleve noget nyt, men gå og dase bliver i længden noget kedeligt, og for en kirurg er det af stor betydning, at man kommer ud at besøge andre hospitaler for at se deres behandlingsmetoder, og samtidig ved diskussioner får udvidet sin egen horisont. Dette skete for mit vedkommende under en rejse til Østrig i juni måned. — Da jeg samtidig var stærkt interesseret i ulykkestilfældene på stålværkerne i Østrig, havde jeg gennem direktør Østergaard fået introduktion til to store stålværker i Østrig, nemlig: Vereinigte Österreichische Eisenund Stahlwerke Aktiengesellschaft, Linz/Donau, og Österreichisch-Alpine Montangesellschaft, Donawitz/Leoben.

ET ER DEJLIGT

12

som jeg besøgte, og jeg blev modtaget på det elskværdigste og fik alle de oplysninger, jeg kunne ønske mig, dels fra direktionen og dels fra øverste bedriftslæge.

Langt interessantest var stålværket i Linz, der har 6 store forskellige afdelinger og ligger i periferien af Linz og har en arbejderstab på ca. 10.000 mennesker.

Det er forsåvidt umuligt at drage sammenligning mellem stålværket der og stålværket her, idet der dernede på stålværket ville gå altfor lang arbejdstid til spilde, hvis arbejderne skulle tage ind til byen og konsultere deres egen læge, og derfor havde man ved stålværket ansat en kirurg, en arbejdsmediciner, en praktiserende læge og en tandlæge, hver med deres assistenter, samt en arbejdsterapeut. Når en arbejder bliver syg, kan han altså henvende sig til

en af de omtalte læger, og al behandling foregår på stålværket, idet man der kan få både massage, diatermi, o. s. v. Dette var nødvendigt dels af hensyn til stålværkets størrelse og dels af hensyn til værkets beliggenhed. Men det der interesserede mest var selvfølgelig, hvorledes lægerne dernede undersøgte arbejderne, og hvad der blev gjort af profylaktiske undersøgelser og behandlinger. Ved ansættelsen blev samtlige arbejdere undersøgt fra A—Z. Der blev taget blodprøver med typebestemmelse, og der blev vaccineret mod stivkrampe.

Dette sidste var dog frivilligt, og bedriftslægen var meget stolt over, at det blev gennemført og mente, at det var det eneste sted, hvor vaccination mod stivkrampe fandt sted, hvilket jeg altså kunne oplyse ham om, var en fejltagelse, idet denne jo også blev foretaget på stålvalseværket her.

Een gang årlig var alle arbejderne til tuberkulosekontrol, og hvor der på de forskellige afdelinger var tale om silicose, var der ligeledes årlig røntgenkontrol. Endelig var der på stålværket i Linz ret stor mulighed for kviksløvsforgiftning (på Vergüteriet), hvorfor samtlige arbejdere her ligeledes blev kontrolleret een gang om året.

Hvad ulykkestilfælde angik, var der som omtalt ansat en kirurg, der tog sig af disse. Antallene af ulykkestilfælde var jo langt større og absolut ikke mindre end her. Alle skaderamte blev i værkets ambulancer bragt til skadestuen og eventuelt behandlet her. Hvad hyppigheden angik, viste statistikken, at der var mellem 25—300 skader om måneden. Af disse behandledes de 90 % på skadestuen og resten blev overført til sygehuset for ulykkestilfælde (Unfallkrankenhaus) i Linz. De 90 % fordelte sig med ca. 45 % lettere og 45 % middelsvære skader, der krævede en arbejdsstandsning på fra 4—45 dage. Hvad invaliditet angik, blev arbejderne, hvor der var mulighed for det, genansat på stålværket. Det

var mig imidlertid ikke muligt at få at vide, hvor mange af stålværkets arbejdere, der blev stærkt invaliderede i løbet af et år, kun kan jeg meddele, at efter bedriftslægens oplysninger, var der blandt de 1o.ooo arbejdere ca. 1.ooo, der var invaliderede med en invaliditetsgrad på 30— 50 %. Disse var selvsagt ikke alle arbejdere, der var kommet til skade på stålværket, men var for en stor del invalider fra krigens tid, som stålværket altså ansatte og oplærte til dette arbejde. Jeg kan således nævne, at der på stålværket var 139 arbejdere, der havde fået det ene ben amputeret på låret, 1 amputeret på underbenet og 3 havde fået amputeret en arm.

Med hensyn til de alvorlige skader var årsagerne vel næsten de samme som her, dog havde jeg indtryk af, at der ikke var så mange forbrændingsulykker, men derimod en del kulilteforgiftninger, som straks fik påbegyndt behandling, og derfra omgående overflyttedes til sygehuset. Dette Unfallkrankenhaus, der var bygget af forsikringsselskaberne, lå midt i centrum af Linz og modtog samtlige skader fra Linz og omegn medregnet stålværket og de andre fabrikker i byen. Det var bygget for 2—3 år siden og modtog kun skader, derimod ikke patienter med almindelige sygdomme.

Der var ansat 17 læger, hvilket absolut ikke var for meget, idet de havde ca. 50 ulykkestilfælde daglig, væsentligst på grund af trafikulykker, især motorcykleulykker.

Hospitalet var tip-top moderne og meget hensigtsmæssigt indrettet. Behandlingen af skaderne foregik fuldstændig som i Danmark. Jeg var mest interesseret i behandling af forbrændinger, og her havde de i Linz indført en ny (forsåvidt gammel) behandlingsmetode, idet man efter rensning af de forbrændte steder, behandlede sårene åbne kun dækket af et sterilt stykke. Herved dannede der sig i løbet af 3—4 dage en fast sårskorpe, der tillod

13

helingen at foregå herunder, uden større gene for patienten. Man har tidligere, både her og i udlandet, brugt den samme behandlingsmetode, men gik bort fra den, da man dengang ikke havde de fornødne midler til chokbehandling, og dette er af stor vigtighed navnlig ved behandling af store forbrændinger. At denne behandlingsmetode — tørbehandling — af brandsårene er en betydelig lettelse for patienterne, som derved undgår forbindingsskiftning, siger sig selv. Risikoen her, som ved alle andre behandlingsmetoder, er faren for infektion, men lægerne oplyste, at den var mindre end ved den tidligere anvendte metode og hævdede, at den nu også var indført i England på de store forbrændingsafdelinger.

På Österreichisch-Alpine værket blev jeg ligeledes modtaget på det elskværdigste af bedriftslægen. Denne virksomhed er imidlertid mere gammeldags end den i Linz,

Forleden stod der i avisen: »3 mennesker dræbt på grund af overhaling med 100 km's fart«. Nogle dage før: »2 småpiger dræbt, fordi føreren mistede herredømmet over bilen, der kørte med 100 km's fart.

Det er åbenbart dyrt at køre hurtigt, både i menneskeliv og materiel, og det kunne måske derfor være på sin plads at standse op og se lidt nærmere på, hvad den store fart egentlig betyder i tid. Jeg har derfor udregnet, hvor lang tid det varer at gennemkøre een km (i sekunder) ved forskellige hastigheder og tegnet en kurve derover. Hastig-

14

og selv om de lægelige forhold søgtes gennemført efter samme metoder, var forholdene her dog ikke nær så gode.

De havde deres eget hospital til behandling af småskader, men samtidig også til behandling af almindelige sygdomme.

Alle de større skader blev overført til sygehuset i Leoben. Der var ansat 2 bedriftslæger på virksomheden, således at der var fast vagt døgnet rundt, men ellers fandt jeg intet nyt.

Skal jeg endelige drage en sammenligning mellem beskyttelsesforholdene og de lægelige forhold på disse stålværker og på stålværket her, er det min absolutte overbevisning, at beskyttelsesforholdene her på værket snarest er bedre end i Østrig, at de lægelige afværgende beskyttelsesforanstaltninger fuldtud står på højde med Østrigs, og at antallet af ulykkestilfælde i Østrig snarest er større end her.

heden i km/time er afsat ud ad den vandrette streg og sek./km op ad den lodrette. Kurven får da det højst tankevækkende udseende, som vist hosstående.

Som De ser, tager det temmelig lang tid at gennemkøre 1 km med 10 km's fart — hele 360 sek. ved 20 km's fart kun 180 sek.

— Forskellen er 180 sek. Ved f. eks. 40 km's fart varer turen på 1 km 90 sek. og ved 50 km's fart 72 sek. Jamen, hvad er det?

Her er forskellen ved en hastighedsforøgelse på 10 km/time kun 18 sek. Vi prøver at se på 100 og 110 km/time — her er tallene henholdsvis 36 og 32,73 sek. og forskellen kun 3,27 sek. Det viser sig altså, at man sparer mindre og mindre tid, jo højere hastigheden bliver. Besparelsen for hver interval på 10 km/times hastighedsforøgelse er anført ved kurven.

Jamen, hvad så, hvordan skal man så køre?

Ja, det må man jo selv om, når færdselslovens bestemmelser overholdes, men ved et overblik over kurveforløbet kan man let se, at en hastighed mellem 60 og 80 km/time er såre passende. Det betaler sig ikke at køre hurtigere.

Hvordan — passer alt dette så i praksis?

Ikke helt! Forholdet er endnu grellere. Det er klart, at man ved 100 km's fart har langt flere opbremsninger, end hvis man kører 60.

En af vore kørere fortalte forleden, at han kontrolmæssigt prøvede at køre strækningen tværsover Fyn, først med en 100 km's fart — når han kunne — og derefter med 60 km's fart. Forskellen i tid var kun 7 minutter. Desuden går de mange opbremsninger

og accellerationer ved de høje hastigheder i høj grad ud over materiellet. Mange siger: »Ja, men det er ikke for at spare tid, vi kører hurtigt, det er for at nyde farten«. Ja, ja, men så tag hellere i biografen og se en speedway-film, det er lige så spændende og mindre farligt både for Dem selv og andre.

Konklusion: Hellere 7 minutter senere end 7 måneder på hospitalet.

PH (Seas Personale-Avis)

Jeg sa' ellers: »Hænderne op«! — men la' gå.

15

ED VÆRKETS VELVILJE og gode bistand

foretog en del af medlemmerne fra klub 5 og 6 (ca. 40 mand ialt) en udflugt til Nakskov Skibsværft.

Der startedes fra torvet lørdag den 17. september kl. 615 (uforskammet tidligt).

Humøret var højt, vejret var højt, og smørrebrødet fra vor mor var, hvad der senere viste sig, også højt. Turen gik over Frederikssund-Roskilde-Køge-Vordingborg.

Frokosten blev indtaget på restaurant »Storstrømsbroen«, sikkert den plet på Sjælland, der i sjælden grad forener natur og teknik på skønneste måde, ingen vil vel benægte, at Storstrømsbroen er en skønhedsåbenbaring, men den kan jo kun tage sig ud i disse omgivelser.

På restaurant »Storstrømsbroen« stødte mester Poulsen med familie til, og vi havde den glæde at være sammen med dem så godt som hele dagen.

16

På slaget elleve rullede vi op ved Nakskov Skibsværfts indgangsport. Her blev vi budt velkommen af værkets repræsentanter, bl. a. af den mand som tålmodigt fulgte os hele dagen, utrættelig var han, og hjertelig, det var viceborgmesteren og tillidsmand Eliasen.

Inden vi beså værftet, var vi i det kooperative marketenderi, hvor der blev serveret en fin kop kaffe med nogle enorme basser til.

Herefter beså vi omklædnings- vaske- og baderum. Med undtagelse af baderummene, som var ganske dejlige, var det andet ialt fald ikke bedre end vort, måske nok renere.

Men alligevel var der et par ting, der var værd at lægge mærke til. Det var for det første, at arbejderne udmærket kunne lade et klædningsstykke hænge uden for skabet, uden at resikere at det var væk til fyraften.

Det lader sig ikke gøre her.

Den anden ting var, at man havde ind-

tryk af, at der blev sparet en del vand i vaskerummene, fordi vandet er færdigblandet og kun kommer ud af een hane, denne hane er ydermere forsynet med en spareforanstaltning. I betragtning af de anker vi har med vandspild, ville disse foranstaltninger sikkert også gøre deres nytte hos os.

Nu gik turen ud på værftet, 2 hold hver sin vej med fremmedfører. Vi var først i den dejlige store lyse svejse- og skibsbyggerhal. Den er virkelig imponerende med alle de tekniske hjælpemidler, og der herskede en fin orden.

Siden var vi i maskinværksted, klein- og rørsmedie og grovsmedie. Ingen af disse afdelinger tålte sammenligning med skibsbyggerhallen, men man kan jo heller ikke lave det hele om på een gang.

Så slog vi et slag over til byggebiddingerne, hvor øjet straks fanger den nye bedding med dokport, hvorfra vandet, når skibet skal af stabelen, lukkes ind. Så vidt vi forstod byggede man beddingen på denne måde for at spare skibsskrogets forpart, for det chock det får, når det rammer vandet under stabelafløbningen.

Efter at have set flydedokken besøgte vi riggerværkstedet, det vil sige, det var nu mest Jens (Rigger) Olsen samt Stoffer, der gjorde det. Jens åd det hele med øjnene, og kunne han have haft det hele i lommerne, ja så havde stålværket været nød til at udvide riggerskuret idag.

Ved siden af riggerskuret lå Monberg og Thorsens tegnestuer m. m. Monberg og Thorsen udfører i øjeblikket et imponerende stykke ingeniørarbejde dernede, en stor tørdok 240 m lang, ca. 18 m dyb. Dokken er forbundet med en meget lang tunnel og skal kunne tage skibe ind på op til 22.000 tons. Disse tal vil jeg ikke helt garantere for, men jeg vil garantere for, at der er fire af vore gutter, som kender alt, hvad der er værd at vide om denne dok, især bundforholdene blev de

grundigt sat ind i. Det gjorde fodtøjet også, men man kan roligt sige, at foruden Monberg og Thorsen har en dygtig entreprenørstab, har de sandelig også nogle dygtige skopudsere. Hatten af for dem.

Da riggerskur og dok var set, var besøget på værftet overstået, og der blev budt på et par forfriskninger i marketenderiet og takket for rundturen.

Indtil kl. 1600, hvor vi skulle træffes på »Børsen« til middagsmad var Eliasen fremmedfører for os i Nakskov by. Man kan kun få det indtryk, at det er en by med fremdrift og gode forhold for borgerne. Man tænker her på den dejlige svømmehal, hvor både børn og voksne kan boltre sig af hjertens lyst. Man tænker også på de smukke forhold for de gamle, og sender samtidig en vemodig tanke frem i tiden, når man selv bliver gammel, om så vor lille by ved fjorden vil have lige så gode forhold for de gamle som hernede, man tvivler, for tilsyneladende har man vanskelighed med at svare på de spørgsmål, der er stillet vedrørende denne sag forlænge siden.

Kl. 16 var vi alle, eller omtrent alle samlede på »Børsen« og spillet gik, — om hakkebøfferne samt blomme- og stikkelsbærgrød, maden var god, og der var nok af den, og der blev spist bravt, men søluften tærer jo, som man siger. Efter forskellige taler sluttede mester Poulsen med at takke sine manner for en dejlig dag med mange gode oplevelser.

Kl. 1815 tog vi afsked med vore værtsfolk, takkede dem for deres tjenstvillighed og udtalte håbet om et gensyn ad åre.

Hjemturen gik stille og roligt, man lagde sig tilbage i hynderne og døsede hen i bevistheden om en dejlig tur sammen med gode og flinke Nakskovitter, og vi undlader ikke at takke værket for den dejlige tur, som de gav os. Det var en oplevelse.

— en der deltog.

17

15x10= 6000 1 gas eller ca. 6 m3 gas på en gasflaske.

Da vi nu ved, der er vædske på flasken, må vi selvfølgelig ikke lade flasken ligge ned, medens vi svejser, da acetonen derved løber ud i reduktionsventilen, og acetone i flammen nedsætter varmegraden.

(Fortsat).

Acetylengas på almindelige beholdere.

Acetylengas må ikke opbevares under tryk på over 1 atm. på en almindelig beholder, da der ved det mindste stød eller slag vil ske en spaltning af gassen (der består af 2 dele brint og 2 dele kulstof), som fremkalder en temperaturstigning og dermed et øget tryk, som gradvis vil stige, hvilket kan forårsage, at beholderen eksploderer.

Gasaccumulatorer.

For at kunne transportere gassen under tryk, må man derfor anvende de såkaldte gasaccumulatorer, som er beholdere påfyldt en fyldemasse. Men kræver af denne fyldemasse, at den skal være porøs og varmeisolerende.

Af fyldemassen kan nævnes f. eks. kapok (Chr. Nielsen), pimpsten, knust og renset til en ganske lille størrelse (Jydsk Ilt) eller en blanding af trækul, asbest, kiselgur og cement (AGA). Denne fyldemasse er i stand til at forhindre, at en spaltning kommer i gang, selvom flasken bliver udsat for stød og slag.

Foruden denne fyldemasse er der også en vædske på flasken, denne vædske er acetone, som har den egenskab at kunne absorbere acetylengas ca. 25 gange sit eget rumfang ved 1 atm. og stigende proportionalt med trykket.

Man fylder nu så meget acetone på, at den ved 15 atm. tryk kan absorbere 10 gange flaskens rumfang, d. v. s. hvis flaskens rumfang er 40 l, vil der være 40x

18

Tømning af gasflasken.

Da det tager en vis tid at påfylde gas på en gasflaske, er der selvfølgelig en grænse for, hvor hurtigt man må tappe gassen af igen, og man regner med, til en flaske med et rumindhold på ca. 5 m3 og ved almindelig rumtemperatur vil en brænderstørrelse på 1000 1 være maksimum. På ca. 7 m3 kan som max. en brænderstørrelse på 1600 1 anvendes.

Men er forholdene sådanne, at man skal bruge en større brænder, må man koble to eller flere flasker sammen for at få en større kapacitet.

Faren ved gasflasken.

Som regel kan det ske ved, at der er sket et tilbageslag i brænderen, som giver anledning til en slangeeksplosion, og hvis slangen går i stykker i nærheden af flasken, vil flammen fra slangen opvarme flasken et eller andet sted, som bevirker, at gassen begynder at spalte. Samtidig vil acetylengassen frigøre sig fra acetonen, hvorved der sker en trykstigning, desuden opstår der varme og med denne yderligere stigende tryk.

Er spaltningen først kommet i gang, er det meget vanskeligt at standse den, og resultatet vil blive en flaskeeksplosion.

Men så vidt skulle det ikke gerne komme, derfor: hvis der er sket et tilbageslag og slangen er sprunget, er det eneste, man har at gøre, at lukke for flaskeventilen straks, derved har man slukket ilden. Bliver man derimod tilkaldt til et sådant tilfælde, hvor manden er blevet bange og er

løbet sin vej, må man først have at vide, hvor længe det har brændt, da der normalt ikke sker nogen eksplosion de første 5 minutter, og er det inden for dette tidsrum, skal man lukke flaskeventilen, så flammen slukkes, og derefter åbne den igen, så trykket kan gå ud, efterhånden som det udvikles, da man navnlig må regne med, at spaltningen er begyndt, hvis flasken er over håndvarm.

Denne fremgangsmåde foreskriver Jydsk Ilt, hvorimod AGA foreskriver, at indtræffer et sådant tilfælde, skal man lukke flaskeventilen, hvorefter fyldemassen selv stopper spaltningen, og flasken anbringes i det fri og afkøles.

Sørg altid for, at nøglen sidder på flasken, når denne bliver benyttet, og at der er en nøgle til hver flaske, og sørg altid for, at flaskerne er anbragt således, at man kan komme til at lukke for dem.

Skal en slange repareres, kan man i handelen få samlingsstykker til gas- og iltslanger. Brug aldrig til en gasslange kobber- eller messingrør, da disse i forbindelse med acetylengas og en passende fugtighed kan danne en eksplosiv forbindelse.

(Legeringer med mere end 70 % kobber er det ikke tilladt at anvende).

Skærebrænderen.

Skærebrænderen består af injektor, blandingskammer, blandingsrør og skærehoved, hvori varmedysen er påskruet; denne har forholdsvis stort hul, dernæst består den af en ilttilslutning, en skæreventil og et iltrør og ender i en skæredyse. Denne skæredyse centrerer i varmedysen, således at der fremkommer en ringformet åbning uden om skæredysen. (Denne form for skærebrænder hedder „ringskærebrænder" og kan skære i alle retninger). Til en skæreindsats hører forskellige størrelser af varme- og skæredyser, som kan udskiftes, alt efter hvad tykkelse plade, man skal skære

i. Varmedyser og skæredyser er mærkede med den pladetykkelse, hvortil de er egnede, f. eks. 3—12 mm ved 2—3 atm. ilt og 12—25 mm ved 3—4 atm. ilt. (Leveres til 300 mm skæring).

Virkemåde.

Igennem injektor og blandingskammer kommer gas og ilt og bliver reguleret gennem de to ventiler på håndtaget på samme måde som ved en svejseindsats, flammen, som brænder i den ringformede åbning, hedder varmeflammen. Ilten, som kommer gennem studsen på håndtaget, og som kommer direkte fra iltrøret på håndtaget, hedder skæreilten.

Skærehjul.

Ved fastspænding af skærehjul skal man iagttage, at afstanden fra materiale til skæremundstykke ikke er under 6 mm ved indtil 50 mm materialetykkelse.

Tænding af skærebrænder.

Vælg den varme- og skæredyse, der passer til materialetykkelsen, der skal skæres.

Monter den i brænderen og se efter, om varmedysen og skæredysen er lige lange; skæredysen må absolut ikke være kortere end varmedysen, da dette kan give årsag til tilbageslag i slangen. Iltventilen på brændergrebet lukkes helt og gasventilen åbnes.

Derefter lukkes reduktionsventilerne; dette gøres ved at skrue stilleskruen løs (altså venstre om), afspærringsventilerne åbnes helt, og der åbnes for flaskerne. Gasflasken ved at dreje 2—3 omgange på ventilen. Iltflasken drejes 1—2 omgange, men husk langsom åbning for iltflasken, hvilket gøres ved at bruge begge hænder. Lad være at stå lige foran reduktionsventilen, når der åbnes for flasken. Der åbnes derefter for reduktionsventilen for ilt, ved at skrue stilleskruen ind til det arbejdstryk, man skal bruge, er nået. (Dette bestemmes af materialetykkelsen) .

19

Derefter åbnes for gasreduktionsventilen ved at skrue stilleskruen ind, til der er gennemstrømning i brænderen, og der tændes for gassen. Gasmængden må ikke være større end at flammen brænder klart ved mundstykket. (Er trykket for stort, brænder flammen i nogen afstand fra mundstykket). Derefter åbnes for varmeilten.

Ved regulering af varmeflammen på brænderen skal der først være en lang flamme af gas (ca. 75—100 mm længde), denne reguleres tilbage, således at man har spidsen af den lange flamme til at møde den afgrænsede varmeflamme. Derefter åbnes skæreventilen. Trækker denne nu noget mere gas ud, reguleres dette tilbage til normal flamme, hvorpå skæreventilen igen lukkes. Skærebrænderen slukkes ved først at lukke for gassen på håndtaget, og derefter for ilten.

Hvad man bør varetage i værkstedet.

Sluk altid Deres skærebrænder, når De forlader Deres svejseplads, og luk for flaskerne.

Hav altid Deres opmærksomhed henvendt på, hvor De har Deres tændte brænder.

Tag aldrig slangerne om halsen eller om livet.

Placer gasflasken således, at dens slangestuds ikke peger over imod iltflasken.

V. Schäfer.

20

fremkommer en del mindre afklip, som i og for sig er brugeligt, men på grund af dimensionerne ikke så lette at sælge, hvorfor det ofte må sendes i skrotbunken til omsmeltning. At dette ikke er særlig økonomisk, siger sig selv. Man har derfor i længere tid tumlet med den tanke at udnytte en del af afklippet som emner for viderevalsning til tyndog mellemplader, hvilke der er stort behov for på markedet.

Vort nuværende pladeværk er ikke egnet til at valse tyndere plader end 5 mm, og vil man længere ned er det altså nødvendigt at anskaffe et andet valseværk.

For få måneder siden fremkom oplysninger fra værkets tillidsmand i U.S.A., at der hos et firma: Reeves Steel and Manufacturing Company, Dover, Ohio, var et brugt valseværk til salg, og da det af de foreløbige oplysninger fremgik, at værket syntes egnet for vort formål, blev der sendt en ingeniør fra DDS til U.S.A. for at besigtige værkets mekaniske tilstand. Da værket i alle måder fandtes i forsvarlig stand, blev købet besluttet, og mester Christensen fra pladeværket er i øjeblikket derovre for at pakke delene ind til forsendelsen. Da det drejer sig om ca. 350 tons gods, der først skal sendes med bane og derefter sejles til Danmark, vil man forstå, at det ikke er et lille arbejde, der er pålagt mester Christensen.

PLADEVALSEVÆRKET

21

Tegningen viser triostolen med tilsluttede borde.

Man ser, at kun bordet til venstre er udført som vippebord, medens det til højre er fast.

For transport af valseemnerne er bordene forsynet med transportkĂŚder.

Delene, vi har købt, består i hovedtrækkene af en triostol, en duostol, 2 stk. vippeborde til hver stol, et hovedgear og en bremse, hvortil kommer lejer, aksler, prismer m. m.

Top og bundvalsernes diameter bliver ca. 800 mm og ballelængden 1650 mm.

Hovedmotoren var også til salg, men da man i Amerika anvender 60 perioder vekselstrøm i stedet for som hos os 50 perioder og en anden spænding, var denne motor ikke særligt egnet, hvorfor værket til sin tid vil blive forsynet med en motor af dansk fabrikat på 1500 hk og 300 omdr./ min. Valseværket er af den såkaldte jumpmill type, hvilket vil sige, at kun stolenes bundvalser er drevne. Overvalsens lejer er ikke ved en afbalancering holdt op mod storskruerne, men valsen hviler — når der ikke er materiale mellem valserne — på undervalsen eller for trioens vedkommende på mellemvalsen. Når der stikkes materiale mellem valserne farer topvalsens lejer op mod hovedskruerne, og det giver et jump eller knald i værket — deraf formodentlig navnet „jump mill". Det vil forstås, at der er grænse for, hvor tykke emner man kan anvende i en „jump mill", idet kraftpåvirkningerne på storskruerne, valselejer m. m. vokser med emnetykkelse, da „jumpet" jo er afhængig af denne. Hertil kommer, at de før stikket tæt sammenliggende valser kun kan gribe forholdsvis tynde emner. Den største tykkelse for vort værk er ca. 20 mm. Vil man anvende tykkere emner skal den ene stol ombygges, således at topvalsen følger med storskruerne op, og stolen skal også have dreven overvalse. Man vil da kunne anvende en emnetykkelse op til 40 mm. Vi har fra U.S.A. liggende tegninger for en sådan ombygning, som er ret simpel at foretage, hvis det skønnes nødvendigt.

De købte valseværker kan anvendes for nedvalsning til ganske tynde plader, men

22

det er ikke tanken foreløbig at gå under 2 mm. Evt. vil en del af de 5 mm tykke plader, der nu udvalses i vort store pladeværk, kunne udvalses i det nye værk, og herved aflaste det store værk for uønskede store påvirkninger, og samtidig øge produktionen af tykkere plader, idet udvalsningen af forholdsvis tynde plader jo giver mindre tonnage end ved tykkere.

Til opvarmning af emnerne før valsningen skal der bygges en oliefyret ovn ca.

25—30 meter lang. Emnerne føres gennem oven af en kædetranspotør bestående af 2 sideløbende kæder. Da disse ikke kan tåle den store temperatur i selve ovnrummet løber de i et par kanaler på langs af ovnen under herden, som kun er gennembrudt af 2 ganske smalle riller, hvori der løber tætsiddende fingerarme fastgjorte på kæderne og stikkende et stykke op over herden. Valseemnerne hviler på disse fingerarme under transpoten gennem oven.

Armene er udført af højvarmebestandigt materiale. For yderligere at beskytte kæderne føres en del af forbrændingsluften til ovnen gennem de nævnte kanaler. Denne luft strømmer selvfølgelig efterhånden op gennem rillerne for fingerarmene og virker som secundærluft til forbrændingen af olien.

Man kan spørge, om det er fornuftigt at købe et brugt valseværk, som så åbenbart er kasseret af amerikanerne. Dertil kan siges, at værket faktisk slet ikke er så gammelt. Det er bygget i 1937 — og det er holdt i god stand, hvortil kommer, at der medleveres nye reservedele, bl. a. et ca. 4 meter diam. stort gearhjul til hovedgearet.

Når amerikanerne udskifter værket, er det ikke, fordi det ikke kunne arbejde mere, men fordi typen af værket ikke imødekommer de krav til storproduktion, som stilles i U.S.A. i dag. Men forholdet er et helt andet hos os, idet vi, hvad pro-

23

Tegningen viser duostolen med tilsluttede vippeborde.

Den ene vej gür valseemnet mellem de 2 valser og den anden vej føres det over topvalsen fra bord til bord.

Bordene er forsynet med transportkĂŚder.

duktion angår, er afhængig bl. a. af den skrotmængde, der står til rådighed her i landet, og så selvfølgelig af afsætningsmulighederne.

Det købte valseværk vil kunne dække et længe følt hjemligt behov for tyndere pla-

Ved lønudbetalingen kort før og omkring den 1. oktober modtog samtlige arbej dere og funktionærer en brevpresser lavet af og til erindring om den charge, som blev tappet hin mindeværdige 4. maj, da produktionen rundede den første million tons.

Som det vil huskes, var det ovn 3, der var den heldige, og som omkring kl. 10.00 kunne tappes i 2 skeer, der fik chargenumrene 1706 og 1707, begge til blødt stål i kvalitet 00.12. En del af 1706 blev valset til 100 mm 0, hvoraf de udleverede brevpressere er fremstillet.

Da der muligvis kan herske nogen uklarhed om fremstillingsmåden, er det på sin plads ganske kort at fortælle om fabrikationen på dette sted.

Det rå materiale er skåret i 11—12 mm tykke skiver, som i smedevarm tilstand er anbragt på en sænkes underste halvdel. Derefter er sænkens overpart „sænket" og har ramt emnet med den hastighed, som et 500 kg tungt legeme nu engang får ved at falde frit fra en højde på ca.

1 meter. Undersænken er formet med en fordybning, hvori den beskyttende filtskive senere er anbragt, medens oversænken er præget med brevpresserens pålynde i negativ skrift. Ved smedningen præges emnet med andre ord på samme

24

der på 2, 3 og 4 mm og samtidig ved benyttelse af materiale, der ikke er særlig anvendeligt, øge økonomien i det eksisterende værk.

Det er den vej, vi skal.

KN

måde, som man præger et laksegl ved at presse et signet ned i den endnu bløde lak f. eks. på bagsiden af et vigtigt brev. Ved smedningen af brevpresseren var det nødvendigt at lade hammeren falde 5—6 gange, inden det fulde præg var opnået.

Samtidig med at emnet præges af oversænken får det en tykkelsesformindskelse. Det overskydende materiale undviger ud til siden og lægger sig som et „skæg" rundt om emnet. Ved at slibe et V-formet hak i sænkens underpart, fremkommer der ganske af sig selv en slags styr, ved hjælp af hvilket man holder emnerne i nøjagtig samme stilling under samtlige slag.

Efter smedningen er skægget fjernet ved standsning og afdrejning, hvorefter en gang sandblæsning har fjernet den uundgåelige glødeskal.

Sidste operation er foregået hos maleren, der har givet emnerne en gang celluloselak for at forhindre den sandblæste overflade i at ruste.

Samtidigt er den tidligere nævnte filtskive blevet limet på til beskyttelse af det skrivebord eller det møbel, hvorpå de fleste brevpressere antageligt ender deres dage til minde om begivenheden.

Og den næste million har vi vist i løbet af godt 5 år — skal vi vædde en million.

JB

En kunstudstilling I marketenderiet har kunstmaleren Carlo Rosberg en lille udstilling af malerier med motiver fra Stålvalseværket og andet sted.

Carlo Rosbergs opfattelse af motiverne afviger vel noget fra den almindelige, men malerierne liver faktisk godt op i marketenderiet ved deres smukke og velafstemte farver.

Carlo Rosberg er velkendt fra de store udstillinger i København og har bl. a. udført udsmykningen i Hotel Richmond og Hotel Europa, samt udført et meget stort vægbillede på Hvidovre rådhus.

Nyt værksted I sidebygningen til finværket, hvor tidligere trådvalseværkets kølebedding var placeret, er nu indrettet montageværksted for valser og lejer til mellem-, fin- og trådvalseværkerne. Arbejdet med disse dele kræver stor omhyggelighed og rene omgivelser, hvorfor det har været nødvendigt at udskille dette arbejde fra det øvrige reparations- og montagearbejde.

Værkstedet er praktisk indrettet, og velvalgte farver på vægge og maskiner gør sit til, at det kan blive en god arbejdsplads.

25

AF D I R E K T Ø R

ERIK DREYER ARBEJDSTILSYNET

Den menneskelige faktor fabriktilsyn vil naturligvis interessere sig for de arbejdsulykker, der indtræffer i de virksomheder, som er under tilsyn. Ikke alene hvad angår antallet af sådanne ulykkestilfælde, men også deres årsag. En undersøgelse af årsagerne til de ulykkestilfælde, som indtræffer på virksomhederne, indgår derfor som et naturligt led i fabrikstilsynets arbejde. Dette gælder her i landet som i de fleste andre lande, hvor der er indrettet et fabriktilsyn. — Formålet med at undersøge ulykkestilfældene og disses årsager er for det første at blive klar over, om de bestemmelser, der er fastsat om ufarliggørelse af maskineri eller arbejdsprocesser, er opfyldt på virksomheden.

For det andet at blive klar over, om de beskyttelsesforanstaltninger, der er krævet fra fabriktilsynets side over for vedkommende art af maskiner eller arbejdsprocesser, er tilstrækkelige, eller om de bør suppleres eller muligvis ændres i en eller anden henseende.

Og endelig for det tredie, at udnytte den mentalitet, der er skabt på virksomheden hos dennes indehaver, hos hans repræsentanter — værkførere, formænd o. s. v. — og hos virksomhedens arbejdere ved den beklagelige hændelse, som resulterede i et ulykkestilfælde. Desværre er forholdet jo nemlig det, at fabriktilsynet under almindelige forhold ofte taler for døve øren — og det gælder såmænd både hos arbejdsgiveren og hos arbejderne —, når tilsynet gør opmærksom på en risiko, som foreligger ved en maskine eller en arbejdsproces, THVERT VELORGANISERET

26

og som bør fjernes. Hvor ofte sker det da ikke, at man enten af arbejdsgiveren eller af arbejderen får at vide — direkte eller indirekte — at det har de såmænd meget mere forstand på end tilsynet. De har omgåedes den maskine eller stået ved den arbejdsproces igennem så lang tid — måske igennem mange år — og derfor kan tilsynet, hævder de, ikke komme og lære dem noget om, hvilken risiko maskinen eller arbejdsprocessen rummer. En sådan mentalitet er det ganske svært at arbejde i — man opnår sjældent så forfærdelig meget, medmindre man da vil give sin indsats udtryk i et egentligt påbud, som indføres i tilsynsbogen. Det er en udvej, som man naturligvis kan blive tvunget til at gribe til, men en udvej, som først skal benyttes, hvis man ikke gennem argumenternes vægt har kunnet overbevise arbejdsgiveren eller arbejderen om det rigtige i fabriktilsynets ræsonnementer og resultater. Når en ulykke er indtruffet, vil en sådan mentalitet ofte være forandret, i hvert fald i den første tid efter ulykken, og også af den grund er det af betydning, at fabriktilsynet får undersøgt et ulykkestilfælde så snart som muligt, efter at det er sket. Der er kommet ligesom en anden mentalitet på virksomheden — man kan se, at ulykker kan indtræde, at de kan ramme arbejdskammerater og måske en dag ramme arbejderen selv. Arbejdsgiveren ser, at hans virksomhed måske ikke er så betrygget for hans medhjælpere, som den gerne skulle være, og enhver arbejdsgiver vil meget nødigt se ulykker indtræde på

ved ulykkestilfælde sin virksomhed. — Kort og godt, der er efter ulykken en mentalitet til stede, som fabriktilsynet med nytte vil kunne virke under til fremme af sikkerheden i virksomheden.

Det er i årets løb et betydeligt antal ulykkestilfælde, som undersøges af fabriktilsynets personale, der igennem indberetning om disse ulykkestilfælde skaffer direktoratet et materiale, ikke blot om antallet af ulykkestilfælde, men også om deres årsag. Dette materiale må naturligvis bearbejdes, og et led heri er det, at ulykkesårsagerne søges inddelt i grupper, hvorved man kan få overblik over de forhold, der optræder som årsager til eller forudsætninger for et ulykkestilfælde.

Rent umiddelbart vil man vel nok regne med, at årsagerne til de fleste arbejdsulykker hidrører fra maskineriet eller andet materiel, som der arbejdes med, og kun for et mindretals vedkommende er at søge i subjektive forhold. Dette er imidlertid så langt fra tilfældet. Jeg tror, at man kan sige, at enhver offentliggjort ulykkesstatistik viser, at de såkaldte subjektive forhold er en meget mere omfattende ulykkesårsag end de materielle.

På det skema, som fabrikstilsynet bruger til indberetning fra fabrikinspektørerne om indtrufne ulykkestilfælde, sondrer man imellem følgende grupper af årsager: I. Materielle årsager. Herved tænker man på fejl ved eller overbelastning af materiellet, fejl ved installation, opstilling el. lign. Endvidere på manglende, fjernet, defekt eller utilstrækkelig beskyttelsesforan-

staltning eller anordning. Endelig på uordentlig bedrift (manglende belysnnig, ventilation o. lign.).

II. Subjektive årsager, der kan henføres til arbejdsgiverens forhold. Herved sigtes der til hasarderede arbejdsmetoder, som er krævet af arbejdsgiveren, og på utilstrækkelig instruktion af arbejderne eller tilsyn med disse.

III. Subjektive årsager, der kan henføres til arbejderens forhold. Der tænkes herved særligt på følgende forhold: Arbejdsiver, distration, ubetænksomhed, sygdom, træthed, overanstrengelse eller lignende. Endvidere på uforsigtighed eller uagtsomhed, på uhensigtsmæssige arbejdsklæder og endelig på årsager, der kan tilskrives forhold hos arbejdskammerater eller andre på arbejdsstedet tilstedeværende personer (uforsigtighed fra disses side, distraktion o.s.v.).

Fabrikinspektøren skal da efter at have skaffet sig underretning om de forhold, hvorunder ulykken foregik, søge at indrubricere denne i en af de forannævnte „skuffer", så at direktoratet kan få en oversigt over, hvilke foihold det er, der i særlig grad danner forudsætninger for ulykkestilfælde. Vi har brugt denne inddeling af ulykkesårsagerne igennem en række år, og vi har et par gange søgt at gøre ulykkesårsagerne og andre forhold i forbindelse med ulykkerne op. Sidste gang skete det

27

for femåret 1941—45 gennem en lille pjece, som fabriktilsynet udgav i 1949.

I denne vil man finde følgende tabel over den procentvise fordeling af ulykkerne efter årsager, henholdsvis for personer under og over 18 år:

Årsager Materielle …………………………………..

Subjekt, årsager, der tilskrives arbejdsgiver .

Subjektive årsager, der tilskrives arbejder …

Hændelige og uoplyste ..................................

Ser man nu på denne tabel, vil man se, at for begge grupper af arbejdere — altså dem under 18 og dem over 18 år — udgør de materielle ulykkesårsager tilsammen knap 6 pct., medens de subjektive årsager tilsammen udgør 33 pct., hvoraf de knap 4 pct. må tilskrives arbejdsgiverens forhold og de knap 3 pct. må tilskrives arbejderens forhold. Endelig finder man et antal af 61 pct. ulykker karakteriseret som hændelige og uoplyste. Det sidste er selvfølgelig et alt for stort tal. Det giver uvilkårligt indtryk af, at tilsynet ikke har evnet at komme tilstrækkeligt dybt ned i årsagsforholdene og derved ikke har formået at henføre vedkommende ulykke til en af de andre grupper. Det er en selvfølge, at et så stort antal ulykker — altså 3/5 af alle ulykker — ikke bør karakteriseres som hændelige og uoplyste.

Nu skal det straks siges, at det ofte er ganske svært at få en ulykkes årsager tilstrækkeligt oplyst. For det første er det tit stærkt begrænset, hvor meget den tilskadekomne selv kan oplyse om årsagen til ulykken. For det andet kan det sommetider være ganske vanskeligt at få tilstrækkeligt eksakte oplysninger ud af hans arbejdskammerater eller af hans foresatte, specielt,

28

hvis der kan være tale om, at enten den tilskadekomne selv eller en af arbejdskammeraterne på en eller anden måde har forsømt noget, som kan have været medvirkende til ulykkens indtræden. Endelig vil undersøgelsen af årsagerne til en arbejdsunder 18 år m. kv.

5,7 9,7 11,5 9,0 33,5 35,9 49,3 45,4

over 18 år m. kv.

5,6 7,3 2,9 3,9 28,4 34,2 63,1 54,6

Ialt

loo,o loo,o

loo,o

loo,o

loo,o

5,9 3,6 29,5 61,o

ulykke ofte tager megen tid for den tilsynsførende, og der er naturligvis en grænse for, hvor megen tid han kan ofre på at undersøge de enkelte ulykkers årsager, hvis det da ikke skal gå for meget ud over hans øvrige arbejde, der er mindst lige så vigtigt.

Må man således erkende, at denne tabel ikke er videre flatterende for tilsynets undersøgelse af ulykkesårsagerne, kommer man på den anden side ikke uden om den slutning, at de subjektive årsager i hvert fald repræsenterer en meget større procent end de materielle årsager. Man kommer heller ikke uden om, at inden for de subjektive årsager vejer de forhold, der må tilskrives arbejderen, meget stærkere til som ulykkesårsager end subjektive forhold, der står i forbindelse med arbejdsgiveren.

Det er ikke kun her i landet, at forholdet mellem de såkaldte materielle og de såkaldte subjektive eller personlige årsager ved ulykkestilfælde ligger som antydet i omstående tabel. I USA regner man med, at de ulykkestilfælde, hvor personlige forhold spiller ind og medvirker som årsag til ulykkestilfælde, repræsenterer mellem 80 og 90 pct. af samtlige ulykkestil-

fælde, således at der altså tilbage som materielle ulykkesårsager kun bliver fra 10 til 20 pct. af samtlige ulykkestilfælde.

Da jeg under en rejse i USA i 1951 hørte om disse meget høje tal på personlige årsager til ulykkestilfælde, studsede jeg og spurgte mig selv — og iøvrigt også andre — om årsagen hertil ikke kunne være den, at undersøgelsen af ulykkesårsagerne i USA normalt foretages af den værkfører, formand eller anden repræsentant for arbejdsgiveren, som har ledelsen af den afdeling, i hvilken ulykkestilfældet er indtruffet. Jeg gik ud fra, at han vel sagtens måtte være interesseret i, at ulykken ikke skulle stå i forbindelse med de forhold, for hvilke han var direkte ansvarlig, hvorved jeg tænkte på maskineriet og dettes ufarliggørelse gennem skærme, stænger o. s. v. Blev det nemlig oplyst, at årsagen til ulykkestilfældet lå her, var det jo nærliggende, at der blev rettet bebrejdelser imod ham for ikke at have opfyldt sin pligt. Kunne ulykken derimod tilskrives forhold af subjektiv karakter hos arbejderen, gik jeg ud fra, at der ikke i samme omfang var en risiko for, at der ville blive rettet bebrejdelser imod funktionæren. Hvis mine forudsætninger var rigtige, var det da menneskeligt forståeligt, om funktionæren under sin undersøgelse af ulykkesårsagerne i særlig grad havde blikket åbent for de årsager, der ikke havde noget at gøre med det, som han selv havde direkte ansvar for. Jeg véd ikke, om mit ræsonnement er rigtigt — jeg talte for ikke længe siden med en „safety-man" fra Amerika, som sagde, at funktionæren netop havde direkte ansvar over for de forhold af mere personlig karakter fra arbejderens side, som jeg regnede med, at man i højere grad overlod til arbejderen selv.

Hvad enten jeg nu har ret eller ej, er forholdet altså det, at man også i USA — og iøvrigt i alle andre lande — ved op-

gørelsen af ulykkesårsagerne finder ikkematerielle eller subjektive årsager — hvilket navn man nu vil give dem — som meget mere dominerende i det samlede årsagsbillede end de materielle årsager.

Med et andet udtryk kaldes disse subjektive årsager „den menneskelige faktor", og her er vi altså ved det, som overskriften på denne artikel antyder, at den skulle handle om, nemlig „den menneskelige faktor” indflydelse på ulykkestilfældene.

Nu vil jeg straks sige, at når man behandler det af tilsynet indsamlede materiale og forsøger at drage sine slutninger af det, må man være opmærksom på, at den foran gengivne tabel indeholder en overordentlig grov inddeling, som næppe tilstrækkeligt svarer til virkeligheden, hvis man da formår at trænge dybt nok ind i årsagsforholdene eller de forudsætninger, som forelå forud for en ulykkes indtræden.

Når jeg gør opmærksom på dette, skyldes det for det første, at man sjældent vil træffe en arbejdsulykke, som oplagt kan siges udelukkende at skyldes en enkelt årsag af materiel eller subjektiv karakter.

Jeg tror, man regner med, at der, for at en togulykke skal indtræffe, skal foreligge 3 forskellige, sammenfaldende årsagsforhold. På samme måde må man regne med, at der ved arbejdsulykker i almindelighed ikke kun vil foreligge en enkelt årsag, men at ulykkens indtræden i al almindelighed vil skyldes sammenfald af flere forskellige årsagsforhold, af flere forskellige forudsætninger for ulykken.

(Fra „Arbejdersamariten”).

(Sluttes i næste nr.)

29

Finværk.

STÅLVÆ RKET Martiningeniør Carlo Poulsen.

I årets 3. kvartal har samtlige ovne været sat ud til henholdsvis mellem- og hovedreparation, hvorunder ovn 4 har fået visse tekniske forbedringer, hvilket er nærmere beskrevet andet sted i bladet.

Iøvrigt har produktionen været ca. 45.850 tons hvilket er ca. 5.400 tons mere end sidste års kvartal. Vi har nu i årets 3 første kvartaler nået ca. 144.000 tons, og man har lov at gætte på slutresultatet.

Af øvrigt nyt kan nævnes, at vi har prøvestartet vort bonussystem, som efter at forskellige børnesygdomme er overstået nok skal bestå til gavn for alle parter.

PROFILVÆ RKET Valseværksingeniør P. W. Mortensen.

Grovværk.

Der blev holdt ferie i tiden 18/7—8/8 I ferien blev værket gennemgået og repareret. Foruden de normale eftersyn blev der foretaget en del udskiftninger af opslidte maskindele.

Ved blokovnen blev installeret en ny rekuperator, som virker godt. Vi kan nu opnå en lufttemperatur på ca. 350° C imod tidligere 150° C. I samme forbindelse blev installeret sugetrækblæser.

Blokovnens sidevægge blev ophængt efter Dietrick systemet. På de 4 forreste ruller på vippebord 1 F blev monteret specielle langsomtgående motorer, således at gearkasserne mellem motor og rulle falder væk. Disse motorer viser sig at gå tilfredsstillende.

Strækbænken blev forlænget en smule, således at vi skulle kunne undgå savning af enderne på fladjernet.

30

Ferien blev holdt sammen med grovværket.

Finværket blev gennemgået og diverse maskiner repareret, men der var ikke reparationer af større art.

I forbindelse med trådkølebane blev installeret et arrangement for aftagning af ringene.

Dette har vist sig at virke udmærket. Reparationsværkstedet er næsten færdigt, og er efter alles mening blevet pænt og ideelt.

Produktionen har været uden særlig store svingninger.

Produktionen i 3. kvartal: Grovjern …..

Knipler ……

Finjern ..........

1954 5.875 tons 10.452 » 6.980 »

1955 6.812 tons 12.800 » 8.656 »

PLADEVÆ RKET Valseværksingeniør J. Skov.

Ferien sluttede den 17. juli, men reparationerne ved hovedgearet og lænkeleddene til mellemvalsens bevægelse var så omfattende, at pladeværket først kom i gang 10 dage senere — den 27. En af dagene blev udnyttet til en fin-fin tur til Höganäs, hvor en underjordisk kulmine blev besøgt og bagefter H 55 — udstillingen i Helsingborg.

Det var en varm sommer, hvilket også dybovnskranens motor for kørevognen måtte sande, idet den brændte sammen grundet de ca. 70-80° C oppe under mellemhallens tag.

Først da sommeren var forbi, kørtes her med større sikkerhed. Medens vi er ved dybovnskranen, kan meddeles, at den nye dybovnskran sandsynligvis er i drift straks i det nye år.

I den senere tid er der knækket et par mellemvalser. For at finde årsagen til sådanne brud, er det nødvendigt, at alle tre valser i stolen ligger parallelle, og at der holdes mindst muligt slør i lejesider og omkring mellemvalsens tappe. Sker der da stadigt brud, må årsagen findes andre steder.

For at forbedre stålkvaliteten støbes de store blokke nu med 3 og 4 indløb. Ind-

løbene — »rumperne« — bliver hængende ved blokkene under aftagningen af støbebordene og giver dybovnskranen et stort arbejde med at fjerne dem bagefter. Der eksperimenteres derfor med at finde en lempeligere måde at få dem af blokkene på.

Produktionen i 3. kvartal var jævn god.

14.365 tons i år mod 11.110 tons i samme kvartal sidste år. Fra årets begyndelse: 53.000 tons mod 47.615 tons eller 5.385 tons bedre svarende til 11,3 %.

For da mer ne:

Bedriftslægens beretning Arbejdet på klinikken er i juli kvartal foregået som sædvanligt og frembyder intet nyt.

Den 27. september havde værket besøg af 20 skandinaviske embedslæger, som efter et 2 måneders kursus i Göteborg foranstaltet af WHO — Verdens Sundheds Organisation — var på en 3-dages studierejse her i landet for at se danske virksomheder, der havde interesse i tilknytning til kursets program.

Lægerne, som blev ledet af professor Bonnevie, var i nogen grad imponeret af DDS og over, at et ikke »iron — minded« folk, har kunnet bygge en så udmærket virksomhed op.

En del af min sommerferie blev benyttet til et besøg på Hollands største jernværk i Ijmuiden, hvor 9.000 arbejdere er beskæftiget.

Forholdene på dette sted afviger imidlertid i så høj grad fra vore danske, at en direkte sammenligning er ret nytteløs.

Fra Frederiksværk sygehus er kommet følgende meddelelse: Folk, der har været udsat for et ulykkestilfælde på DDS, må ikke henvises til sygehuset, hvis der er gået over 24 timer, efter at ulykken er indtruffet. De skal i så tilfælde henvises til deres egen læge, som derefter kan lade sygehuset overtage den videre behandling, hvis dette skønnes nødvendigt.

Erik Steenberger.

vil engang før eller senere komme til at erkende, at deres barn lyver, enten for forældrene, over for kammerater, i skolen, eller hvor nu børn færdes. Og de fleste forældre bliver forfærdede, når det står dem klart, at deres barn ikke holder sig til sandheden, og mener måske, at her kan ligge en spire til noget langt værre. I et sådant øjeblik er det klogt at gøre sig klart, at der dels er mange forskellige arter for løgn, ligesåvel som baggrunden for den udtalte løgn kan være meget varierende.

Hos et barn er grænserne mellem fantasi, ønske og virkelighed meget lidt skarpt optrukne. Et mindre barn har måske i en eventyrbog et billede af en løve, man har fortalt det om løvernes liv, og at et sådant vilddyr kan ses i Zoologisk have. Derved er opstået et ønske hos barnet om et besøg i denne have, især for at se bemeldte løve.

Besøget bliver måske ikke til noget, men hele „løveproblemet" ligger latent i barnet NHVER FAR OG MOR

31

for pludseligt en dag at komme op i det, da det på gaden ser en stor og busket hund.

Og meget ofte vil en mor da komme til at stå over for en lang beretning om barnets møde med løven. Og det vil være meget vanskeligt at forklare barnet, at det er „usandhed", at der vandrede en løve rundt i Frederiksværks gader. Barnets ønske og fantasi har blandet sig og har overskredet virkelighedens grænser. Ens barn gør det, som psykologer kalder at fabulere.

Usandheder kan også opstå i det øjeblik, en mor uden at tænke på det stiller krav til et barn, som dette ikke kan honorere.

Jeg kendte en dreng på 6 år, der skulle til fastelavnsfest hos en kammerat. Da han gik, sagde moderen: „Slå nu rigtigt flinkt til tønden, at du kan blive kattekonge."

Nogle timer efter kom drengen tilbage og berettede stolt om, hvorledes han med et vældigt slag havde splintret tønden, var blevet kattekonge, havde udvalgt en kattedronning o.s.v. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke havde sin „krone" med hjem, kom omgående en forklaring om, at den havde Peters mor gemt til næste år, hvor han selv igen skulle til fastelavnsfest. Drengens mor betvivlede ikke et øjeblik referatet, og kun en ren tilfældighed bragte hende nogen tid efter på sporet af, at drengen havde talt usandhed. Men i dette og lignende tilfælde er det klogt at hefte sig mere ved, hvorfor løj mit barn end ved selve det, at det løj.

Vaneløgne er en ganske bestemt form for upålidelighed, som næsten forekommer i ethvert barns opvækst, og hvor forældrene også må tage deres part af skylden. Hvor ofte spørger en mor ikke ganske tankeløst: „Har du vasket hænder", „har du ryddet op", „Er din cykel stillet på plads" o.s.v.

Svarer barnet med sandheden — som jo næsten altid vil være, at disse ting ikke er gjort — ved det, at det så vil blive sat til at ordne et eller andet, som det afgjort ikke har lyst til, men da barnet har en vis erfa-

32

Løveproblemet ligger latent i barnet.

ring for, at moderen ikke undersøger sagen nærmere, så prøver det på stedet at klare sig med et usandfærdigt „Ja". En mor burde altid foretage visse stikprøver, når den slags spørgsmål er afgivne, — noget der nemt vil give barnet en langt bedre indstilling til begrebet pligt.

Når man bedømmer sandhedsgraden især af det, et mindre barn siger, må man aldrig glemme, at ord ofte ikke har samme værdi for voksne som for et barn. Børn forveksler ofte ord og meninger, som for dem kun har en svag lighed, men absolut ingen faste grænser. F. eks. blandes farver meget ofte sammen, og den lille pige, der fastholder, at kammeraten har fået en ny blå kjole, som den voksne ved er grøn, lyver faktisk ikke, men udtaler sig blot ud fra sin bestemte, men til gengæld ikke udviklede mening om farver. Børns tidsangivelse giver også meget ofte anledning til, at voksne korrigerer dem. Man vil ikke have, at barnet fortæller noget om, hvad der hændte „igår", når det i virkeligheden er en begivenhed, der ligger en måned eller mere tilbage i tiden. Men noget sådant må ikke bebrejdes barnet som usandhed, men derimod blot være under-

givet moderens iagttagelse om barnets videre udvikling af tidsbegrebet.

Ved udspørgen kan voksne meget ofte lede barnet ind på et forkert spor, som dette så hårdnakket vil forfølge, selvom det fjerner sig mere og mere fra sandheden. Barnet har i starten ment at forstå, at udspørgeren nærede ønske om, at svarene gik i denne retning, og ubevidst honorerer det så dette ønske uden forståelse af, at det faktisk lyver.

Meget ofte vil der hos et barn ligge frygt for en straf, som det søger at undslippe ved at lyve sig fra forseelsen. Også en vis utilfredsstillet kærlighedstrang kan få et barn til at fortælle usandfærdige historier, der kalder på en mors medlidenhed, lige så vel som en trang til position blandt kammerater kan friste et barn til praleløgne.

På et bestemt punkt står en mor eller far næsten altid med ansvaret for et barns løgn, og det er de gange, hvor man selv løj af „praktiske" grunde. Det passede ikke en travlt optaget mor at tale med en veninde, der telefonerede, og uden at overtænke følgerne beder hun sin 10-årige datter om at sige, at hun ikke kan komme til telefonen, da hun lige er ved at vaske hår, uden smålig hensyn til, at det vitterlig er en forestående kagebagning, der er tale om. Og den far, der lige er ved at falde i søvn på sofaen, beder måske en 12-årig dreng sige til en arbejdskammerat, der har ringet på døren, at hans „far er ikke hjemme". Men den dag, da de samme børn bekræftende svarer, at de er igang med lektierne, medens sandheden er den, at de begge har en morskabsbog fremme, vil de usvigelig sikkert af forældrene blive beskyldt for at lyve.

Vejen frem til et barns absolutte sandhedskærlighed er lang og fuld af mange biveje. Det drejer sig jo også om at opdrage barnet til at være kærlig i sin sandhed. Man må lære det, at det ikke må sige lige ud til onkel Peter, at han har en grim

næse, og heller ikke højlydt publicere, at mor også synes, at farmors nye hat er rædsom, noget som afgjort er sandt, uden at det dog bør siges, hvilket kan være svært at forklare, når man en anden dag nødsages til at bebrejde det en vaneløgn.

Eksemplets magt er af uhyre opdragende virkning, og det bør stå alle forældre klart, hvor meget det senere betyder for barnet, at det i sit hjem har lært at færdes sandhedskærligt og kærligt i denne sandhed.

Man har uanede chancer for at forhindre et barns uærlighed, når det føler sig tryg i hjemmet, og dettes atmosfære er så god og tillidsvækkende, at det i virkeligheden er ganske unødvendigt for barnet at lyve.

Det gælder om, at der er et gensidigt tryghedsforhold forældre og børn imellem.

Stk. 1. Arbejderne skal medvirke til, at de foranstaltninger, der er truffet for at sikre dem mod skadelige påvirkninger eller ulykker, virker efter deres bestemmelse, og de skal i det hele iagttage forsigtighed og orden på arbejdsstedet.

Stk 2. Arbejderen skal have sin opmærksomhed henvendt på, om værktøj, redskaber, apparater og maskinelle indretninger er i orden, og han skal, såfremt dette ikke er tilfældet og han ikke selv kan rette manglen, straks meddele det til sin foresatte, eventuelt gennem tillidsmanden eller sikkerhedsrepræsentanten. (fra Lov om almindelig arbejderbeskyttelse).

33

Foruden at »Stålbåndet« omhandler mange aktuelle ting, omhandler det også sporten.

De aktuelle ting både faglige og historiske skal selvfølgelig have førstepladsen, men også sporten, synes jeg, fortjener lidt omtale.

Det behøver ikke at fylde meget, blot nok til at værket kan forstå denne lille artikel.

Som det sikkert er alle bekendt, viser det sig, at i de byer hvor man har den store industri, har man også de dygtige idrætsmænd (og kvinder med for den sags skyld).

Hvordan kan det nu være. Simpelthen fordi virksomhederne i disse byer støtter idrætten på mange måder og først og fremmest økonomisk.

Og hvorfor gør man det. Fordi man herigennem søger at beholde ungdommen i byen og skabe dem en interesse, der er sundere end værtshusbesøg m. m. nemlig den sunde og gode idræt, det være sig fodbold, atletik, roning og alle de andre grene inden for idrætten, som er med til at skabe en sund ungdom.

For at nå så vidt, som at skabe endnu mere interesse for idrætten her i Frederiksværk, må man søge at få de idrætsfolk, vi har nu frem i første plan.

Vi har en fodboldklub, som i øjeblikket ligger som nr. 1 både i mellemrækken, arækken og b-rækken. Også juniorene ligger i toppen, dette er et bevis for, at der er materiale nok at arbejde med.

Det eneste der mangler er en træner — en dygtig træner, der kan skabe noget virkeligt godt ud af dette materiale. Men en dygtig træner koster penge, og det er dem, det kniber med.

34

Den dag klubben er så stærk, at den kan spille mod virkelig dygtigere modstandere, vil det trække mange mennesker ud til vort dejlige stadion, og de vil skæppe mange rare penge i den slunkne klubkasse, og samtidig skabe endnu mere interesse for sporten her i byen. Når den dag er nået, vil man ikke behøve nogen støtte, men kan klare sig selv.

Men indtil da gode DDS og DFJ behøver idrætten deres allerhøjeste interesse ikke alene for det menneskelige materiale, men også for det økonomiske.

Dette var ordene.

En entusiast.

PRÆMIE-OPGAVE :

Hvid trækker og gør mat i 2 træk.

Løsningen bedes afleveret til Carl Rasmussen inden 1. december og først udtrukne rigtige løsning vil blive honoreret med et skakspil.

* * * SK AK

Ja, så går vi ind til 4. runde i turneringen, og vi kan nu se, at der er en førergruppe inden for alle grupper. Vi har to mand i hver gruppe, som ikke har tabt point. I første gruppe er det Karl Andersen, færdiglageret, og Aksel Johansen, ovnene, i anden gruppe Tage Madsen, grovværket og Sejer, ovnene, i tredie gruppe Gunner Hansen, pladsen og Hans Olsen, finværket.

Der vil nu blive lagt an til det store spil i disse tre kampe i fjerde runde, for de, der vinder her, har jo en stor chance for at vinde deres grupper.

I den gode sommer med sol har der ikke været mange, der har benyttet sig af vores tirsdag aften, men vi håber nu, når vinteren kommer, at der vil blive stor tilslutning til disse aftner. Så derfor: vel mødt hver tirsdag i marketenderiet, CR

VEDTÆGTER for HJÆLPEFOND FOR FUNKTIONÆRER ved DET DANSKE STAALVALSEVÆRK A/S

To orgler af gammelt jern.

For fire år siden satte nu pensioneret skoleinspektør Georg Jensen, Skørping, sig for at skaffe sin skole et orgel til musikledsagelse af den daglige morgensang. Kommunen havde ingen penge til formålet, men sammen med eleverne iværksatte han en indsamling af gammelt jern. Denne indsamling er nu sluttet, og den har givet så mange penge, at der ikke alene blev et orgel til skolen i Skørping, men også et til skolen i nabobyen.

Ros til stålværket.

30 stålværksfolk fra Frankrig, Belgien og Saarområdet har besøgt Danmark og set på bl. a.

Staalvalseværket i Frederiksværk, som ved sin moderne og praktiske indretning har fyldt dem med beundring.

Rejsen er arrangeret af Österreichische Amerikanische Magnesit A/S og foretages hvert år til forskellige lande. I år gik turen til Sverige, som er kendt for sine stålværker, og på tilbagevejen gennem Danmark aflage man som nævnt besøg i Frederiksværk. De udenlandske gæster udtalte sig i meget rosende vendinger om den fremskredne teknik, man her i landet benytter sig af, når man tager i betragtning, at Danmark er forholdsvis ny på området.

Ved værkets millionfest den 4. maj i år gav — som det vil erindres — direktøren meddelelse om, at værket havde oprettet et hjælpefond for funktionærerne.

Vedstående findes de nu udarbejdede vedtægter for fondet. Vedtægterne vil iøvrigt blive udsendt som en særlig tryksag til hver enkelt funktionær tillige med en stemmeseddel for valg af funktionærernes repræsentant i fondets bestyrelse.

Enhver funktionær opfordres til at vise sagen interesse ved at afgive sin stemme.

Stiftet den 4. maj 1955 i anledning af udstøbning af den første million tons stål siden igangsætningen af værket. § 1.

Fonden er en selvejende institution, stiftet med en af Det Danske Staalvalseværk A/S doteret kapital af kr. 25.000,—. § 2.

Fondens bestyrelse udgøres af formanden for selskabets bestyrelse, den adm. direktør samt en funktionær, valgt for en 3-årig periode af selskabets funktionærstab. § 3.

Af fondens kapital båndlægges kr. 20.000,— i en urørlig grundfond, anbragt efter fondsbestyrelsens skøn. — Tilføres fonden yderligere kapital, indgår mindst halvdelen af denne kapital i grundfonden. § 4.

Renterne af grundfonden samt fondens øvrige disponible midler anvendes efter fondsbestyrelsens bestemmelse til understøttelse af funktionærer, der er eller har været ansat i selskabet, eller disses efterladte, som hjælp ved sygdom, følger af ulykkestilfælde og andre uforskyldte forhold og i særlige tilfælde som supplement til alders-, enkeog børnepension. § 5.

Understøttelserne, hvorom der kan ansøges, kan ydes dels som hjælp een gang for alle, dels som periodiske ydelser. — Der skal ikke alene tages hensyn til ansøgerens trang, men også til den kortere eller længere tid vedkommende funktionær har været ansat i selskabet. § 6.

Fondens regnskab og kasseforretninger udføres af en af fondsbestyrelsen udpeget betroet funktionær, og regnskabet revideres hvert år af selskabets revisor. § 7.

I tilfælde af ophævelse af selskabets virksomhed eller sammenslutning med et andet selskab overgår hjælpefondens midler til et legat, hvis første bestyrelse vælges af selskabets bestyrelse. — Legatets midler skal kun kunne anvendes efter foranstående regler. § 8. Ændringer af fondens vedtægter kan kun foretages efter enstemmig beslutning af fondens bestyrelse og opnået godkendelse af bestyrelsen for Det Danske Staalvalseværk A/S.

35

50 ÅR

16. november. Jens Olger Hansen, Brederød pr. Frederiksværk. Stålværket.

16. november. Thorvald Sørensen, Enghavevej 5, Frederiksværk. Reserveholdet.

F ø d s e ls d a g e :

20. november. Henry Hansen, Støberled pr.

Liseleje. Reservehold.

7 0 ÅR

13. december. Johannes Schou, Granhøj, Frederiksværk. Reparationsafdeling.

2. december. Carl Olsen, Strandvejen 78, st.th., Frederiksværk. Bygningsafdelingen.

1. januar. Svend Eriksen, Karlsgave pr. Frederiksværk. Pladeværket.

65 ÅR

8. januar. Svend Olsen, Søndergade 12, Lynæs pr. Hundested. Pladeværket.

3. december. Ole Petersen, »Skovbo«, Vinderød skov 17 pr. Frederiksværk. Lager og ekspedition.

13. januar. Helge Nielsen, »Søglimt«, Thorsbakke pr. Kregme. Stålværket.

60 ÅR

21. januar. Svend Olsen, Falkesti 2, st. tv., Frederiksværk. Elektrikerværkstedet.

18. december. Tolver Rasmussen, Bjørnehoved pr. Frederiksværk. Lager og eksped.

22. januar. Erik Petersen, Borupsvej, Skævinge. Lager og ekspedition.

Dø d s f a ld .

Ud læ r t :

Niels Søren Larsen, som døde onsdag den 14. september, havde været på Staalvalseværket fra den allerførste begyndelse, idet han som arbejdsmand var med til opbygningen. Da produktionen begyndte, fik han ansættelse på plads og havn, hvor han arbejdede siden.

Niels Larsen, som blev 66 år gammel, var en solid og rask arbejder og god kammerat, som altid tog efter den tunge ende af byrden.

Han var hæderligheden selv, den til hvem alle havde den største tillid, og med sit gode humør og altid glade gemytlige smil var han særdeles godt lidt af alle, som kendte ham. Æret være hans minde.

Karl Svendsen.

Knud Erik Nielsen blev udlært som maskinarbejder den 4. oktober 1955.