Staalbaandet - 1954 - Nr. 2 by Preben Jørgensen

A P R I L 1 9 5 4 . N R . 2 . 3 . Å R G A NG

INDHOLD: Af vor egns historie ...............................................

Svejste skibe, skore brud, slagprøvning..............

Olsen ......................................................................

Teknisk orientering ................................................

Noget om kogsalt ...................................................

Fra afdelingerne......................................................

Fra samarbejsudvalget ...........................................

Siden sidst...............................................................

Beretning fra bedriftslægen ...................................

Til lykke ..................................................................

Tegninger: Børge Erichsen. Fotos: Poul Hansen. Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri.

P ERS ONALEB LAD

udgivet af:

D ET D AN SK E ST A AL V AL SE VÆ R K A/ S

Væ r e ls e s ø g e s ! Stålvalseværket har atter i år indbudt seks udenlandske studenter til i et par måneder at arbejde som praktikanter her på værket. Da det er naturligt at søge disse unge indkvarteret i private hjem, opfordrer Stålbåndet læserne til mod rimeligt vederlag at yde praktikanterne logi. Kosten skal der ikke tænkes på, idet praktikanterne kan spise i marketenderiet Med hensyn til sengelinned vil værket eventuelt kunne træde hjælpende til med udlån. Interesserede bedes henvende sig til sekretær K. Melchiors.

F R ED ER I K SVÆ R K Redaktør: KNUD NIELSEN

F O R S I DE B I L L E D E : — ved dybovn i pladevalseværk.

ET PAR ÅR SIDEN fandt man syd for Annisse by en del munkestenslevninger, og der blev i den anledning på egnen talt om »Klosteret ved Hovgaarden ude ved Arresøen«. Murresterne stammede vistnok fra en gammel teglovn. I hvert fald har der aldrig været noget kloster i Annisse. Men »byen hedder Snerpe«, som man siger, d.v.s. der var engang planer om at oprette et kloster her. Af de slotte og storgårde, der har ligget i ring omkring Arresø, er Annissegaard den mindst kendte. Asserbo og Dronningholm ved Frederiksværk og Bispegaarden i Ramløse har jævnligt været omtalt, men også Annissegaard har en interessant historie. Det var Annissegaard, man havde udset til kloster, og gårdens ry ville da måske være kommet på højde med de andre nordsjællandske OR

klostres; Asserbo, Eskilsø, Æbelholt, Knardrup og det berømte kloster i Esrum. *** Det var dronning Margrethe, der stod bag planerne om at gøre Annissegaard til kloster, men en tilfældighed bevirkede, at de ikke blev til noget. Den Annissegaard, der er tale om her, er ikke den nuværende i udkanten af Annisse by, men den middelalderlige herregård helt ude på næsset, som nu forlængst er væk. Kun munkestensrester, som pløjes op engang imellem, viser, hvor Annisse hovedgård lå. Den nuværende Annissegård er en præste-anneksgård, som i 1795 blev solgt fra Ramløse-Annisse pastorat. Hovedbygningen er opført 1859 efter en ildebrand, der det år hærgede Annisse by. De første ejere af gården på næsset, man

kender navnene på, var to brødre, der hed Jacob og Johannes Olufsen. De havde den i 1292, altså på Erik Menved's tid. Et halvt hundrede år efter sad ridder Niels Aagesen Galen fra Karstedholm i Skåne med den. Sammen med meget andet gods i Nordsjælland, bl. a. hele Valby, Evetofte og Haagendrup, en gård i Høbjerg, Annisse by og mølle og Kratmøllen ved Slangerup, solgte Niels Aagesen i 1366 Annissegaard til Valdemar Atterdag. Da kongen døde i 1375, fik Niels Aagesen det meste af jordegodset tilbage igen, og da han døde, arvede sønnen, Hans Nielsen Galen, Annissegaard. Hans Nielsen havde to søskendé, broderen Peder Nielsen Galen og søsteren Ingeborg, som var gift med ridder Berthold van der Osten. De to overtog Annissegaard, da Hans døde i 1397. I 1399 måtte ridder Berthold og fru Ingeborg afstå alt deres nordsjællandske gods til dronning Margrethe. Samme år forlenede dronningen Berthold van der Osten med Sonnerup, Kregme og Tollerup, og i 1409 købte hun alle arvinger til Annissegaard ud.

facius om tilladelse til ombytningen, og han gav dem lov til det. Så skulle Annissegaard altså være nonnekloster, men planerne kom aldrig længere end på papiret. Ganske vist blev klosteret flyttet fra Gladsaxe, men det kom til Gaunø ved Næstved i stedet for til Annisse. *** Annissegaard fortsatte da som krongods. I 1475 hed den kongelige lensmand på gården Albrecht Engelbrechtsen Bydelsbak. Han ejede bl. a. Hillerødsholm. En datter af ham, Mette Bydelsbak, blev gift med rigshofmester Mogens Goye, datidens rigeste dansker, og deres datter var den berømte Birgitte Goye. Hun var som fjortenårig efter faderens andet giftermål »trods sine bønner og tårer« blevet »tvunget og truet til at trolove sig med Jesper Daa til Enggaard«, men gifte sig med ham ville hun ikke, og da sted-

Også efter Margrethes død blev Annissegaard ved med at være krongods — men der var altså engang, da gården var lige ved at blive kloster. Ikke skænket til et kloster — sådan gik det med Kratmøllen, som Margrethe gav til Æbelholt, men selvstændigt, nyoprettet kloster. Det blev bare ikke til noget! En adelsdame, Ide Pedersdatter Falk, havde i 1398 omdannet sit gods i skåne, Gladsaxe, til et nonnekloster. Dronning Margrethe og hendes rådgiver, biskop Peder Jensen Lodehat i Roskilde, var valgt til at ordne formaliteterne ved nonneklosterets oprettelse. Midt under forhandlingerne fik dronningen den tanke, at Annissegaard, som hun lige havde erhvervet, og ikke Gladsaxe skulle være det nye klosters hjemsted. Hun og Peder Jensen Lodehat søgte pave Boni-

Rigshofmester Mogens Goye. Afstøbning af gravsten, Frederiksborg Museum.

moderen 2-3 år efter døde, slap Birgitte med skrækken, da hverken faderen eller fæstemanden ville tvinge hende. Men først efter 12 års forløb blev trolovelsen højtideligt omstødt af samtlige bisper og samtlige professorer ved universitetet. Så vanskeligt var det at få hævet en forlovelse dengang. Fire år efter blev Birgitte Goye gift med Herluf Trolle. Hun var da 33 år. Som medgift fik hun bl. a. Hillerødsholm. Derved lagdes grunden til det bekendte mageskifte mellem Frederik den Anden og Herluf Trolle, hvorved kongen kom i

Birgitte Goye. Maleri, Frederiksborg Museum.

Herluf Trolle. Maleri, Frederiksborg Museum.

besiddelse af søen, hvor han byggede Frederiksborg, og Herluf Trolle og Birgitte Goye fik Skovkloster, det senere Herlufsholm, ved Næstved. *** Æbelholt kloster, der lå i nærheden af Arresøens sydøstlige kyst, blev oprindelig grundlagt på Eskilsø i Roskilde fjord. Klosteret på øen var ikke af de store. Der boede kun 6 Augustinermunke, og på den

tid, da Absalon sad som biskop i Roskilde (1158-77), var det lille kloster i forfald. Selv om kannikerne bar deres ordensdragt, brød de sig fejl om klosterregler og forskrifter. Ved højtiderne holdt de store gilder med gæster fra fastlandet — også kvinder. Der blev danset i klosteret, og der blev spist og drukket tæt! Munkene på Eskilsø havde længe været i folkemunde, og til sidst skred Absalon ind. Han kendte af selvsyn fra sin studietid i Frankrig Pariserklerkenes høje kultur, og han fik da den tanke, at hans gode ven Vilhelm fra Genoveva-klosteret skulle hentes til Nordsjælland for at reformere det lille ø-kloster. Resultatet af mange forhandlinger blev, at Vilhelm og tre af hans ordensbrødre kom herop, vistnok i året 1165. Abbed Vilhelm fik en trang tid på øen, for de livslystne munke agtede ikke at forandre deres levevis eller i det hele taget at lade sig noget sige. De trodsede Vilhelm på enhver måde, og en overgang speku-

lerede de endog på at få taget livet af ham. Abbeden klagede gang på gang sin nød for Absalon, og da ingenting syntes at hjælpe på de vanartede munke, besluttedes det, at klosteret skulle flyttes. Absalon ejede selv en gård i Ullerød, og da Eskilsø-klosterets største samlede jordegods også lå i Tjæreby sogn, bestemte Absalon og Vilhelm sig til at flytte klosteret dertil. Det var i 1175. Stedet, hvor det nye kloster blev lagt, hed Æbelholt, så der har sikkert været en lille lund af vilde æbletræer. Ensomt, men smukt, kom klosteret til at ligge, nær ved Arresø og nær ved et åløb, men langt fra alfarvej. Til den nærmeste by i Nordsjælland dengang, Slangerup, var der det meste af et par mil, og store skove og moser og vældige bakker lå imellem. Ligesom på Eskilsø inviedes klosterkirken i Æbelholt til apostelen Thomas, men tillige til parakleten, d. v. s. »talsmanden«, helligånden. Klosteret blev derfor undertiden kaldt Paraklet. I Æbelholt nøjedes man med en lille kirke de første år, men ca. 1210 afløstes den af en anden og større. Fra gamle skrifter ved man kun lidt om, hvordan Æbelholt kloster var indrettet. Det er fra udgravningerne, der begyndte så sent som i 1935, man har sin viden. Klosteret nedlagdes i 1560, og kort efter blev kirken nedbrudt. Der hentedes sten fra ruinerne snart til det ene snart til det andet formål, og igennem mange år pløjedes der hen over stedet. Tilsyneladende var der ikke sten på sten tilbage af det store kompleks, og man havde egentlig opgivet at skaffe sig flere oplysninger om Æbelholts bygninger, end de få man kendte og havde kendt længe. Men så tog dr. med. Vilhelm MøllerChristensen, tidligere Hillerød, nu Roskilde, sig for at grave på marken, hvor klosteret havde ligget. Det var d. 15. september 1935, han begyndte, og disse prøveudgravninger

bragte langt større resultater, end nogen turde have ventet. To steder fandt man murrester, som siden viste sig at stamme fra klosterets teglovn og fra kompleksets vestfløj. Frederiksborg Amts Spare- og Laanekasse købte så arealet, hvor klosteret havde ligget, og overdrog det til Nationalmuseet. Fra privat side blev der skaffet betydelige beløb til afholdelse af udgifterne ved udgravningerne, som lededes af arkitekt C. G. Schultz på museets vegne. Under arbejdet med ruinernes afdækning fandt dr. Møller-Christensen i 1937 en lang kanal, som havde forbundet Æbelholt dam med en mose mod nord. Denne vandrende har været anlagt lige op ad Set. Vilhelms kapel, og i fyldet, der blev gravet op, fandt man bl. a. en sjælden smuk guldring, fingerbøl, spillebrikker, terninger, mønter, pilgrimstegn og keramik. Dr. Møller-Christensen har ligeledes undersøgt forholdene ved klosterets mølleri. En skriftlig kilde — den eneste, man har om dette emne — beretter, at en vandmølle, som tilhørte Æbelholt kloster, blev nedbrudt i 1572, altså 12 år efter klosterets nedlæggelse. I 1941 påbegyndte doktoren en undersøgelse af de mange skeletter, der blev fundet under udgravningerne, og han har derved skaffet interessante oplysninger om Æbelholt-Augustinernes lægekunst og om deres hospitalsvirksomhed. Især på sårbehandlingens og knoglekirurgiens område har munkene i Æbelholt været dygtige. Fundet af en mængde knogler med helede underarms- og skinnebensbrud viser det med tydelighed. Syge kom strømmende til Æbelholt langvejs fra, navnlig ved Sct. Hansdagstid. Abbed Vilhelm blev 21 år efter sin død helgenkåret i 1224, og hans helgendag blev fastsat til den 16. juni. Mange pilgrimme kom til klosteret i juni måned, og det be-

nyttede omrejsende handelsfolk sig af. Der blev ligefrem holdt sommermarked. Det var ikke alene sårlægerne og kirurgerne blandt munkene, der havde travlt. Man kurerede også med det for Æbelholt særlige helbredsmiddel »aqva medicinalia«. Det var vand, som en af abbedens tænder havde været i berøring med. På sine gamle dage led abbed Vilhelm af tandpine, så han måtte lade et par af sine tænder trække ud. De blev gemt og hørte siden til klosterets fornemste lægende relikvier. En brønd eller kilde, som abbeden havde ladet oprense, spillede også en stor rolle ved helbredelserne, og man har optegnelser (»Abbed Vilhelms levned« fra ca. 1218), hvor der fortælles om snesevis af kure med heldigt resultat — enten ved brug af kildevandet eller tandvandet eller ved anvendelse af andre mere eller mindre mirakuløse metoder. Den første, der kom sig ved hjælp af Æbelholts »aqva medicinalia«, var en af klosterets egne lærlinge, som var epileptiker. Det var abbed Vilhelms efterfølger, Rikard, der fandt på at tvætte en af Vilhelms tænder i vand, og så snart den syge lærling havde fået det, blev han rask. Også en kone i Freerslev blev hjulpet af tandvandet. Hun var slem til at sige folk lige op i ansigtet, hvad hun mente om dem. Så skrap var hun, at man mente, hun måtte være besat af en ond ånd. Den — ånden — tog degnen sig så for at uddrive en dag, da konens lyst til at være sandsigerske kom over hende. Men det skulle han ikke have gjort, for nu huskede ånden pludseligt noget om degnen. »Pak dig, degn!« råbte konen, »tror du ikke, jeg véd, det var dig, der stjal en høne her i byen forleden! Hønen åd du, og fjerene gemte du! Kom du ikke her med din signen!« Så havde degnen ikke mere at skulle have sagt — for ånden havde ret! Men en

Ruiner af Æbelholt kloster.

mand, der havde sin gang på klosteret som lægbroder, hentede noget af tandvandet, og med det blev den onde ånd bragt til tavshed. Takket være udgravningerne og arkitekt Schultz' rekonstruktionsplan over klosterkomplekset ved man nu, hvordan Æbelholts vigtigste bygninger har ligget. Den store klosterkirke var en korskirke med tre skibe. Tårn var der ikke. Den lå nord for de øvrige af klosterets bygninger. Højkoret — mod øst — havde tresidet afslutning, men var vistnok oprindelig bygget med lige østvæg. Til at begynde med har der antagelig været kapeller på østsiden af korsarmene. Udvendig var kirken 60 meter lang og 21 meter bred. I breddemålet er korsarmenes betydelige fremspring ikke medregnet. Omtrent midt i korsgangen, udfor hovedalteret, lå den tidligere omtalte brønd, »Abbed Vilhelms kilde«, som nu påny er oprenset. Syd for kirken var der tre sammenbyggede længer. Der har altså været en firkantet »gårdsplads« med kirken mod nord. Ind mod klostergården var der på de tre længer, som dannede øst-, syd- og vestfløjene, en klostergang med krydshvælvinger og åbne buer. Gården har målt 22 x 22 meter. Kapitelsalen, stedet, hvor klosterbrødrene samledes, når de skulle rådslå om noget, lå i østfløjen. Den havde 8 krydshvælvinger, som hvilede på 3 granitsøjler. I samme fløj,

i hjørnet ved sydfløjen, var der tale- eller varmestue. Spisesalen (refektoriet), der også har været hvælvet, lå i sydfløjen. I flugt med spisesalen og ind i vestfløjen var der køkkener. Ligesom i østfløjen var der også i vestfløjen fritstående søjler og krydshvælvinger, men denne fløj var delt i flere rum. Lige syd for klosterets østfløj har der ligget et lille kapel med korrunding mod øst. Man kan se, at det oprindelig har været 11 meter langt, men senere er forlænget med 8 meter mod vest. Bredden har været 7 meter. Dette lille kapel er, siger arkitekt Schultz, klosterets første kirke, den, som abbed Vilhelm byggede ca. 1175-80, da han med munkene var kommet fra Eskilsø til Æbelholt. Hidtil har man været af den opfattelse, at den første klosterkirke var en træbygning, men udgravningerne viser altså, at den har været opført af tegl (mursten) ligesom de store klosterbygninger, der senere kom til. I ruinerne af denne lille kirke er der rester af et muret alter. Foran det må det være, at abbed Vilhelm blev begravet, da han døde i 1203. Senere, i 1238, blev hans lig overført til den store kirke. I tidens løb var forskellige fund fra klosterruinen blevet spredt rundt omkring i nabobyerne. Bl. a. var der i Skævinge præstegårds have et søjlehoved af granit. Det blev senere opstillet på provst Gustav Barfods grav på Skævinge kirkegård, men det var provstens og familiens ønske, at søjlehovedet engang skulle vende hjem til Æbelholt. Det er nu sket. I Lille Lyngby præstegård stod i mange år et lignende søjlehoved og to søjler, som også var kommet fra klosteret. Disse ting såvel som alle andre minder, der for mere end hundrede år siden blev fjernet fra klosterruinen, er ligeledes kommet tilbage til stedet, hvor de hører hjemme. Forøvrigt er det meningen, at Tjæreby gamle præstegård skal indrettes som museum for fund, der stammer fra klosteret.

Æbelholt kloster er i de senere år påny blevet valfartssted for danske katoliker. Den 14. juni 1942 blev der for første gang, siden klosteret nedlagdes, læst messe i abbed Vilhelms kapel, hvor det gamle alter havde stået, og den 22. august 1943 drog et stort pilgrimstog, samlet i Hillerød, derud. Danmarks første danskfødte katolske biskop siden reformationen, »den apostoliske vicar«, biskop Johannes Theodor Suhr, læste messen og mindedes abbed Vilhelm, Nordsjællands helgen. (fortsættes)

Æbelholt kloster.

SKI BE og et tab af 121 menneskeliv er status for følgerne af skøre brud i årene 1947—53. Katastrofale revner i skibe har altid været kendt, men først ved overgangen fra nitning til svejsning blev de betydende faktorer. Forkert er det dog direkte at give svejsningen skylden. Lige så megen betydning har den øgede anvendelse af svære plader haft, idet svære plader i uelastiske konstruktioner og stål med tilbøjelighed til skørhed ved lave temperaturer har ført os ind i tilstande, hvor skibskonstruktoren alvorligt må overveje mulighederne for bruddannelse. Som et eksempel på løsning af problemet ved anvendelse af det rigtige materiale i forbindelse med elastisk konstruktion finder vi Kockums særegne overgang fra dæk til skibsside — se fotografiet. Da der ikke ligger svejsesømme i selve rundingen, kan materialet tåle overordentlige deformationer uden fare for revnedannelse, og som yderligere sikkerhed er der anvendt et engelsk specialstål, der selv ved sibiriske temperaturer ikke er i stand til at forplante revner skørt. Ganske aktuelt har vi selv tilfældet med tankskibet ..Briggit Mærsk", der mine-

Svejste skibe Skøre brud Slagprøvning Civilingeniør Caprani Winkel

sprængtes i Jammerbugten på sin jomfrurejse. Godt svejsearbejde fra Odense Staalskibsværft i forening med gode plader fra DDS indskrænkede skaden til en række bulede bundplader, uden at der kom en eneste lækage. Når man står overfor vanskeligheder med materialer, er det nødvendigt at finde prøvemetoder, så at man ved forsøg i økonomisk skala kan skille egnet fra uegnet. Kemiske analyser sikrer os materialernes renhed og korrekte sammensætning, trækprøver dokumenterer den nødvendige styrke, bøjeprøver viser materialernes egnethed til koldbearbejdning o.s.v. Alle disse prøver er almindelig anerkendt over hele ver-

Kockums specielle overgang fra dæk til skibsside fotograferet på nybygning.

den, og indgår i normer og forskrifter om stål. Prøverne er med små afvigelser de samme fra land til land, og kravene er gennem klassifikationsselskaberne næsten universelle. Helt anderledes er det med prøvning af et ståls tilbøjelighed til skørt brud. Endnu ved vi knap, hvilke fysiske og kemiske egenskaber, der gør et stål mere eller mindre tilbøjeligt hertil, og forskere fra alle lande kappes om at skrive lange og uforståelige artikler om egne teoriers fortræffelighed og andres mangler og fejl. Det virkelige teoretiske grundlag for en prøvning savnes således, og hvis det var rigtigt, burde vi i nogle år standse al skibsbygning for at afvente videnskabens endelige standpunkter. Det kan have sine vanskeligheder, og fra praktisk side har man derfor forsøgt at finde nye prøvemetoder, der skal kunne afgøre om en plade anbragt i et skib under givne ydre forhold vil kunne forårsage katastrofale revnedannelser. Desværre er det dog således, at enhver beskæftiget med materialprøvning helst på dette område vil udpønse sin egen specielle prøve til berigelse for faglitteraturen og forvirring af helhedsbilledet. På dette punkt står DDS prøveanstalt ret dårligt, idet vi til trods for megen nattegrublen kun har været i stand til at ændre bedømmelsesgrundlaget for en allerede eksisterende prøve og ikke har kunnet finde på nogen ny selv. Nogle foretrækker små indkærvede prøver fræst ud af pladerne og slået over ved forskellige temperaturer — andre foretrækker store prøver i fuld pladetykkelse prøvede ved rolig påvirkning ligeledes ved forskellige temperaturer. Også de sidste er forsynede med kærv for at kunne starte et skørt brud, og begge har det til fælles, at de ikke tager hensyn til den indflydelse, en svejsning har på materialet omkring svejsesømmen. I en del tilfælde arbejder man

derfor med en bøjeprøve med en pålagt svejsesøm. Er stålet skørt ved prøvetemperaturen, vil prøven straks knække ved bukningen. Men denne svejsebøjeprøve har set fra et stålværkssynspunkt skavanken, at stålets skørhedstendens tilsløres af ukontrolable påvirkninger fra elektrode og udførelsen af svejsningen. Striden mellem tilhængerne af de forskellige prøvemetoder føres med de skarpeste midler, og da jeg i en artikel i forbindelse med International Institute of Weldings årskongres 1953 var gået stærkt imod svejsebøjeprøver, blev jeg fra et østrigsk stålværk angrebet på det kraftigste med den påstand, at plader til slagskibet „Bismarck" var kontrolleret med netop disse prøver! — men selv efter en salve fra Bismarck's 38 cm kanoner foretrækker vi dog vedblivende her i landet at gå ind for de små indkærvede prøver af den form, der er anbefalet af den belgiske ingeniør Henri M. Schnadt, — og så er vi langt om længe nået frem til kernen i disse artikler: at fortælle om schnadt-prøvningen, som vi foretager den her på værket, hvad vi får ud af den, og hvordan vi kan anvende den til at gøre vort stål bedre. Henri Schnadt fremsatte sine teorier om prøvning af stålets tendens til skørt brud i årene efter krigen. Det hele er udbygget med en sådan mangfoldighed af sære udtryk og malabariske formler, at der selv blandt tilhængerne næppe findes mange med mulighed for at forstå stort mere end forordet — men det har imidlertid mindre betydning. Man kan som bekendt glimrende arbejde med en ting uden at forstå den nærmere, og schnadtprøverne giver i praksis så mange fordele, at de langt overgår tidligere anvendte prøver. Udgangsmaterialet er en lille stang, 1 0 x 1 0 x 5 0 mm i den ene side forsynet med kærv. Kærvens diameter varierer fra uendelig skarphed opnået ved indpresning

af en hårdmetalkniv til diametre på flere mm. Denne form er der i og for sig ikke noget unormalt i, og sædvanligvis plejer man at slå slige prøver over i en faldhammer med 15 kgm slagenergi (svarende til slaget fra 1 5 kg efter 1 m fald). Hvor faldhammeren rammer, deformeres prøven stærkt, og en del af slagenergien bruges til sammenpresning af materialet her. Det mest karakteristiske ved schnadtprøven er fjernelsen af denne ulempe ved i et 5 mm boret hul her i slagzonen at anbringe en hårdmetalstift. Derved ændrer prøven tildels karakter. I det øjeblik faldhammeren rammer, bukkes prøven om stiften, og i materialet under kærven kommer der meget store og komplicerede spændinger. Jo skarpere kærven er, desto farligere er disse spændinger, og desto større mulighed er der for at få et skørt brud. Når prøven bukkes om stiften, får den faktisk karakter af en lille trækprøve, der trækkes over med stor hastighed. Med variation af kærvdiameteren varieres også prøvens farlighed. Den helt spidse kærv giver ved normal temperatur stor chance for skørt brud ved almindeligt stål. Øges kærvdiameteren, bliver påvirkningerne mindre farlige, og ved en eller anden værdi går vi fra skørt over til sejgt brud, og samtidig stiger brudarbejdet til det næsten 10dobbelte.

Tegning af slagprøve. Schnadtprøven K1 i slagprøvemaskinens anlæg.

Fotografi af Carlsen. Slagprøvemaskinens faldhammer er på vej ned mod prøven.

Den oprindelige tanke med schnadtprøverne var, at man bestemte den kærvdiameter, hvor man lige netop havde sejgt brud. Udfra indviklede statiske beregninger sammenlignede Schnadt spændingstilstandene i prøverne med spændingstilstandene i en given konstruktion. I ethvert tilfælde kunne

Prøven er slået over. En af stumperne flyver rundt ude til højre.

man så jævnføre de foreliggende forhold med en bestemt kærvdiameter i prøven. Var stålet undersøgt ved denne prøve sejgt ved laveste driftstemperatur, blev det anset for fuldt egnet uden fare for skørt brud. Disse tanker bag schnadtprøverne har vi i det store og hele forladt her i landet. Det er meget vanskeligt at sige, hvilken spændingstilstand, der hersker i en stålkonstruktion. En svejst konstruktion med svejserevner kan sammenlignes med spidskærvprøven, og stålet skal her være sejgt ned til laveste optrædende temperatur. For ikke svejste konstruktioner og for ordentligt svejste konstruktioner uden revner er det derimod vanskeligt at sige noget om de optrædende spændingstilstande; og indenfor samme konstruktion vil der normalt være vidt forskellige spændingstilstande i de forskellige dele. Derfor har vi forladt fremgangsmåden med at bestemme slagstyrken ved varierende kærvradius og konstant temperatur (svarende til laveste driftstemperatur — ved skibsskrog ca. +5° C, — noget lavere for overbygningen). I stedet holder vi kærvdiameteren fast og varierer temperaturen. Da vi er producenter af stål og ikke af svejste konstruktioner, giver denne fremgangsmåde os mange fordele, idet prøven således i højere grad er koncentreret om stålets egenskaber. Lad os nu se, hvordan denne prøvning hos os gennemføres i praksis. Eksempelvis tager vi schnadtprøven med 1 mm kærvdiameter, der efter det gængse schnadtske sprogbrug kaldes K1, hvor index 1 angiver, at kærvdiameteren er 1 mm. Ved prøvning med temperaturer under 20° C anbringes prøverne i en kølemaskine, der er i stand til på ½ minut at bringe temperaturen så langt ned som til -75° C. Temperaturen over 20° C opnås ved opvarmning i et vandbad. Når prøven er gennemvarm — eller gennemkold — føres

den i løbet af et par sekunder over i faldhammerens anlæg og slås over. Faldhammeren rammer stiften med en hastighed på 4,5 m/sek og den energi, der er brugt til at slå prøven over med, måles ved at måle den vinkel, faldhammeren hæver sig efter slaget. Er arbejdet stort, løfter faldhammeren sig kun lidt, og i modsat fald kommer den næsten op til samme højde, som før slaget. Brudenergien beregnes som kgm/ cm2, idet prøvetværsnittet er 1 cm x 0,3 cm = 0,3 cm2. Vi kan nu tage et konkret eksempel — blok 1627 L, Ch. 6634, — en 22 mm plade beregnet til lamelkrogene for vor nye støbekran. Prøverne er fræst ud af prøvestrimlerne med længderetningen faldende sammen med pladens længderetning og kærven liggende vinkelret på den oprindelige pladeoverflade. Derved vil et evt. skørt brud komme til at løbe i samme retning, som et skørt brud i praksis — retning vinkelret på pladens længderetning. Først slår vi tre prøver ved 10° C med middelresultat 10,2 kgm/cm2 og bruddet er helt sejgt. Prøvning ved 30° C giver stadig sejgt brud med energierne 10,1 kgm/cm2 og 10,3 kgm/cm2, og først prøvning ved 40° C viser noget usædvanligt. Brudenergien falder pludseligt til 7,1 kgm/cm2 og bruddet ændrer form. Lige under kærven er det stadig sejgt, men længere nede i prøven løber det skørt videre, og den skøre brudtype andrager ca. 80—90 % af hele brudfladen. Et sådant brud er endnu ikke farligt, for selvom det kun er 10 % sejgt, har det dog forbrugt megen energi til sin dannelse af den første sejge part. Det samme billede fås ved 50° C med brudenergien 6,4 kgm/cm2. Ved -60° C sker der igen noget. Revnen starter nu direkte under kærven, løber lynhurtigt gennem hele tværsnittet, og bruddet er 100 % skørt. Brudenergierne falder til 2,3 kgm/cm2 ved -60° C og

1,2 kgm/cm2 ved 70° C — værdier af samme størrelse, som man vil finde dem ved prøvning af støbejern ved 20° C. Sådan ser en almindelig schnadtkurve ud for vort stål, når det er bedst. Prøvet med denne kærvform er det altså fuldstændigt sejgt ned til 35°C, og derefter har det til 55°C et område med blandet skørt og sejgt brud, hvor bruddet starter sejgt og løber videre skørt. De fleste vil selvfølgelig nu sige, at hvad betyder det for os, at stålet bliver skørt som glas ved 60°C. Det gør det faktisk heller ikke, for når stål opfører sig som her, så er kvaliteten udmærket, og det vil være uhyre velegnet til skibsbygning. Kurven var optegnet for prøven kaldet K1. Havde vi af de mange forskellige schnadtprøver valgt en med større kærvdiameter end 1 mm, ville disse overgangstemperaturer, som vi kalder dem, have lig-

Fig. 1. Slagprøveresultaterne for pladen 1627L, Ch 6634.

get ved endnu lavere værdier, og den fuldstændige skørhed først vist sig ved en temperatur helt nede i bunden af temperaturskalaen. På den anden side havde en skarpere kærv betydet forskydning af overgangstemperaturerne mod højere værdier. Det har imidlertid vist sig, at det er meget fornuftigt at bruge K1 prøven som standardprøve. Sammenlignet med plader fra revnede skibe, ligger overgangstemperaturerne her omkring ulykkestemperaturen. Vender vi tilbage til kurven for lamelkrogene, siger tallene os følgende: anvendt under 55°C vil en eventuelt dannet revne løbe gennem hele pladen med de kendte katastrofale følger. I området fra 55° C til 35°C vil der ved deformation være mulighed for revnedannelse, men da energiforbruget, som det fremgår af kurven, er ret stort, vil revnedannelse ikke få virkelig katastrofal karakter. Dette område har især interesse ved bearbejdning af pladerne. Flanges plader under den øvre overgangstemperatur, vil de let kunne revne, men revnen løber ikke eksplosionsagtigt gennem pladen. Den dannes ganske stille og roligt, og man kan følge dens fremadskridende bevægelse med øjnene. Over -35°C er der ikke på nogen måde fare ved at anvende pladen, idet skørt brud kun kan forekomme, hvis pladen beskadiges på den ene eller anden måde, f. eks. kan der udgå revner fra klippegrater, brændte kanter, svejsesømme eller brændsår o.s.v., men disse revner vil ikke kunne forplante sig langt ind i materialet. På fig. 2 har vi K1 -kurven for stålet fra trækstangen i kran 16 omtalt i forrige artikel. De to overgangstemperaturer ligger ved +25°C og 5°C, og det er i overensstemmelse med, at bruddet skete i februar i fjor ved temperatur omkring frysepunktet. Stålet har altså været skørt ved ulykkestemperaturen. Til sammenligning med vort eget stål

har vi stålet i fig. 2. Det er thomasstål, der som bekendt af klassifikationsselskaberne er forbudt til skibsbygning. Det forstår man let af kurven, der har overgang fra sejgt til delvis skørt brud ved +10°C og overgang til helt skørt brud ved -5°C. Stålet stammer fra et DIP 18 og sidder heldigvis for os i pit 5's stålkonstruktion, hvor chancerne for kritisk belastning ved 10° C må være ret små. Som modstykke hertil kan vi tage fig. 1 med en 35 mm plade af Colvilles specialstål „Coltuf 28", som var anvendt i Kockums rundede overgang fra dæk til skibsside. Det er så sejgt, at det med vort udstyr ikke har været muligt at bringe det i skør tilstand. Overgangen fra sejgt til delvis skørt brud ligger ved -55° C, så at det altså som sagt kan anvendes uden fare selv ved sibiriske temperaturer. I forbindelse med svejsning og koldbearbejdning optræder der ofte ældefænomener, og hvorledes de indvirker på stålet, og hvordan vi måler ældetendensen, skal vi se

HV AD

Fig. 2. Kurverne for DIP 18, Vinkeljernet fra kran 16 og Coltuf 28.

i den næste artikel, der yderligere skal fortælle lidt om de forskellige faktorer i stålværk og valseværk, der indvirker på slagstyrken.

SKREV

SAG DE!

Direktør Charles A. Marchall: Jeg har ofte fundet, at danskerne har for mange intellektuelle hestekræfter til chassiet. Med andre ord, de er undertiden så teoretiske og analyserede, at de forpasser en praktisk gunstig lejlighed ved at analysere den til døde.

Nedenstående er hentet fra »Frivagten«. (Rederiet J. Lauritsen): Overtroen om tretten til bords stammer i virkeligheden fra, at de fleste kun har tolv knive og gafler.

* Ofte er et galt skridt taget ved at stå stille.

* Hvordan kan man nu vide, om dette liv ikke er en anden verdens helvede. Anon.

* Arvelighed er noget en far tror på, indtil den dag hans søn gør dumheder.

En søndag formiddag først i marts vover jeg mig ud på isen ved Halsnæs. Det er en frostklar dag, og det jævne isdække frister. løvrigt er der flere mennesker på isen, så nogen større risiko kan der ikke være. Det er morsomt at se værket under en ny synsvinkel, der er noget fremmed over linierne, og man synes ikke rigtig at kende det igen. Mellem de forskellige mænd, som står og stanger efter ål, er der en, som trods mange tørklæder og ulden påklædning, forekommer mig bekendt, og da jeg ser nærmere til, er det jo Olsen. »Nå, Olsen,« siger jeg, »er De ved at stange ål.« »Næ,« siger Olsen, som ikke er i sit bedste humør — han har nok ikke fanget noget — »næ, jeg er ved at måle vanddybden.« Lidt efter ta'r han sig i det og fortsætter lidt mere venligt: »Det er såmænd mor der vil ha' sig lidt billig mad.« »Jaså,« svarer jeg og vil gå

videre. Men i det samme hiver Olsen stangejernet op, og der sidder en dejlig ål. »Der er frokosten,« siger Olsen, og han frisker vældigt op. Efter omhyggeligt at have anbragt ålen i en lukket kurv stikker Olsen stangejernet ned i hullet igen. »Så må vi se at få fat på snapsen,« siger han og stanger løs. Ud over fjorden ses kun den bare isflade, og samtalen falder på de besværligheder værket har, nu isen har lukket for al sejlads. »Oppe i Hundested,« fortæller jeg, »ligger en båd med 1000 tons olie, som nu må transporteres til værket i tankvogne, det er dyrt og besværligt, og skibet skal have liggepenge, så der må køres både dag og nat.« »Isen vil,« fortsætter jeg, »nok komme til at koste os små 100.000 kr.« — »100.000,« siger Olsen, »det er mange penge. Kunne I ikke få en isbryder til at klare sagen?« »Næ,« siger jeg, »der er vist forsøgt med både trusler og bønner, men man har åbenbart vigtigere ting end stålværket at tænke på.« Olsen og jeg fortaber os i, hvor lidt vinter der faktisk skal til, for isbryderne er optaget andre steder. For nok har vi haft vinter, er vi enige om, men det kunne have været meget værre. Olsen hugger med stagen som var det isbrydernævnet, han tænker på.

er der efter vore S.M.ovne installeret såkaldte spildegasdampkedler, som udnytter en del af den varme, der endnu findes i røggassen, når den forlader ovnene og omformer den til damp. Imidlertid har man måske undret sig over, at spildegaskedlen til den ombyggede S.M.-ovn nr. 2 endnu ikke er sat i drift. Forholdet har forskellige årsager, bl. a. den, at det er en helt ny kedeltype, som bliver installeret, og at den rent konstruktivt har givet anledning til forholdsvis lange overvejelser ang. udformningen af visse detailler. Hertil kommer, at isen i en tid stoppede transporten af de ildfaste sten, som skal bruges til kedlens indmuring. Men nu er detaillerne sat i arbejde, og kedlen vil være færdig i løbet af godt en måned. Forholdet har ingen indflydelse haft på stålproduktionen, idet ovnen som bekendt også er forsynet med en sugetræksanordning, beskrevet i Stålbåndet nr. 3, 1953. Konstruktionen af den nye kedel er vist på vedstående tegning. Røggassen fra S.M.-ovnens kamre føres op gennem en overheder, hvorfra den går ned gennem selve kedlens røgrør og derfra til sugetræksblæseren og til skorstenen. Arrangementet af overhederen og de lodretstående røgrør, skulle bevirke, at kedlen bliver forholdsvis let at holde ren for sod og de stoffer, der føres med røggassen fra ovnen. OM BEKENDT

Den store lodretstående kedelbeholder med røgrørene er helt fyldt med vand, og denne beholder er med rør forbunden til en mindre vandretliggende overbeholder, i hvis øverste halvpart den udviklede damp samles. Fra overbeholderen føres dampen til en samlekasse før overhederen, og derfra strømmer den gennem overhederslangerne (hvor den bliver overophedet og tør) til en anden samlekasse og derfra til forbrugsstederne. For at føre røggassen fra overhederen til selve kedlen er der udformet et særligt topdæksel, som, for at varmen ikke skal gå til spilde, er kølet med vand, som senere bliver anvendt til fødevand på kedlen.

* * *

Spildegaskedler kan betragtes som et besværligt led i produktionen, idet der kræves en del arbejde for at holde røgpassagerne rene, — bliver de ikke det, går det

ud over trækken til ovnene, og effektiviteten af disse bliver nedsat. Men kedlerne betyder en stor økonomisk gevinst, hvilket vil forstås af, at hver af kedlerne til ovn 3 og 4 producerer over 3500 kg damp pr. time, hvilket omsat til elektricitet svarer til ca. 500 kW timer eller til ca. kr. 35—40,00 pr. kedel pr. time. Herfra skal selvfølgelig trækkes diverse omkostninger til afskrivning, pasning m.m., men der bliver alligevel en betydelig gevinst tilbage.

* * * Det har i tidens løb voldt vanskeligheder at holde spildegaskedlen til S.M.-ovn nr. 1 tilstrækkelig ren for sod. Kedlen er en vandrørskedel i modsætning til de øvrige kedler, som er røgrørskedler. I en vandrørskedel cirkulerer kedelvandet inden i kedelrørerne og røggassen udenom disse, medens det omvendte er tilfældet i en røgrørskedel. Men tillige er kedel nr. 1 en speciel vandrørskedel af en type benævnt la Mont kedel. I almindelighed cirkulerer vandet i både vandrørs- og røgrørskedler på naturlig måde ved den vægtfyldeforskel, der er mellem koldere og varmere vand, men i la Mont kedlen cirkuleres vandet af en særlig pumpe, og man får herved en langt større hastighed af vandet, hvilket bevirker en

hurtigere varmeoverføring fra varmefladerne til vandet, og dermed en større effektivitet af en given kedelstørrelse. En sådan kedel er forholdsvis hurtig at fyre op, man når hurtigt op på det ønskede damptryk. Men som sagt, den oprindelige kedel var vanskelig at holde ren for sod, hvorfor det ofte kneb med tilstrækkeligt træk til ovnen. Kedlen bliver nu bygget om; systemet bliver bibeholdt, men rørene placeres på en anden måde, idet de hænger ned i rørpassagen fra nogle samlekasser (se tegningen), og rørene bliver tilkoblet et maskineri, som bevirker, at de slår mod hinanden, hvorved man har håb om, at soden ikke får lejlighed til at hæfte sig på rørene. Kedlen bliver forsynet med en oliebrænder, og vi skulle således for fremtiden ikke stå og savne damp mandag morgen, når samtlige kedler er uden damp på grund af, at ovnene har været ude af drift om søndagen.

* * * Så har vi fået et nyt motorlokomotiv til rangering på højbanen og ovngulvet. Det er et diesellokomotiv på 35 Hk, og det vejer ca. 7 tons. Det er fortrinsvis beregnet på at transportere de tømte vogntog ud på højbanen, medens damplokomotivet fortsat skal føre de fyldte vogntog ind. Det er måske værd at bemærke, at hverken damp- eller motorlokomotivet er beregnet til at køre i skrot men med skrot, og at det er ganske forkasteligt og uansvarligt at tvinge et vogntog frem mod evt. nedfaldne jernstykker, som har lagt sig på eller mellem sporene. Her som andre steder gælder det at have respekt for de dyre maskiner og arrangementer, — at behandle dem med forståelse. Reparationer er både tidsspildende og dyre. Den nye 110 tons støbekran har allerede været i gang i nogen tid. Kort efter, at den var indsat i produktionen, måtte den sættes ud igen foranlediget af en fejlkonstruktion

i rullelejernes anbringelse i kørehjulene. Efter at forholdet var rettet, har kranen siden virket tilfredsstillende. Til pladeværket er bestilt en ny dybovnskran. Kranen bliver i det ydre som den gamle, men foranlediget af indhøstede erfaringer bliver der ændret en del detailler. Tillige er der bestilt en ny lågkran. Formålet med disse kraner er dels at have noget i reserve, idet produktionen i pladeværket fuldstændig er afhængig af de nuværende kraner, og dels at få tid til et ordentligt eftersyn.

* * * Endelig er der til pladeværket bestilt et højtryk-sprøjteanlæg, hvorved man med vand kan fjerne glødeskallerne fra valseemnet. Anlægget vil overflødiggøre saltpåkastningen, som ødelægger de nye vippeborde. Anlægget er vist skematisk på vedstående tegning og består i hovedtrækkene af 2 hydrauliske pumper, som suger fra en beholder, der forsynes med Arresøvand og trykker gennem et rørsystem til en række specialdyser anbragt på valsestolen over

valseemnet. Da det øjeblikkelige forbrug af vand ligger langt over pumpernes kapacitet, er der på trykrøret fra pumperne indskudt en akkumulator bestående af 5 stålflasker med et rumfang på 2000 liter hver. Kun 2 af flaskerne er delvis fyldt med vand, medens der kun er trykluft i de øvrige. Anlægget, som iøvrigt benævnes descaling-anlægget, arbejder med et meget stort vandtryk, nemlig 100 Atm. Det er nødvendigt at have så stort et tryk for at slå glødeskallen på valseemnet i stykker og få resterne spulet væk. Trykket er så stort, at en vandstråle fra anlægget med lethed går gennem et tykt brædt. Det er umiddelbart farligt, hvis en stråle skulle ramme en hånd eller anden del af legemet. Da det selvfølgeligt er kostbart at „producere" vand af så højt tryk, skal der økonomiseres mest muligt med vandet, hvorfor dyserne på valsestolen er delt op i 2 afdelinger, hvoraf den midterste anvendes, sålænge emnet er forholdsvis smalt; samtlige 25 dyser anvendes kun, når emnet bliver bredere. Vandet ledes til dyserne gennem 2 fjernstyrede afspærringsventiler. Iøvrigt er anlægget konstrueret således, at det kun kan afgive en bestemt vandmængde pr. tidsenhed; overskrides maximumgrænsen, lukkes der automatisk for vandet. Sagen er, at det før omtalte flaskebatteri ikke på noget tidspunkt må tømmes helt for vand, idet den trykluft, som står over vandet, da vil undvige, hvilket betyder, at batteriet igen skal oplades med trykluft af 100 Atm. ved hjælp af en kompressor, og dette vil tage det meste af et døgn. Anlægget udføres delvis her i landet, men f.eks. dyserne, som er ret kostbare, er købt i U.S.A.

* * * Skematisk arrangement af descaling-anlæg.

Så har vi faet installeret 2 fine vægte på færdiglageret specielt beregnet på vejning af lange længder stangjern og profiler.

* * * 18

I en forlængelse af bygningen til valsedrejeriet i profilværket er der installeret en ny maskine med et såkaldt lysbue-svejseapparat. I sin opbygning kan maskinen minde noget om en stor drejebænk, men som i stedet for drejestål er forsynet med et svejseapparat. Apparatet, der er leveret af det kendte svejsiske firma Brown, Boverie & Cie, har til formål ved påsvejsning at erstatte det bortslidte materiale på f. eks. valser, krankørehjul m. m. Apparatet påsvejser automatisk nyt materiale i den ønskede tykkelse såvel i valsernes spor som på overfladen iøvrigt og kan benyttes til såvel stål som støbejern. Ved valg af passende elektroder kan man påsvejse materiale af den hårdhed og slidstyrke, som er bedst egnet til formålet. Man vil forstå, at apparatet kan blive til overmåde stor nytte, når man betænker, hvad der mellem år og dag må kasseres af prof il valser, krankørehjul og andet maskingods, fordi der simpelthen ikke er mere gods at dreje af. Nu vil lysbue-svejseapparatet kunne pålægge nyt og måske bedre egnet materiale på disse dele, hvorved spares en del i nyanskaffelser. Almindelige svejseelektroder er ret kostbare, hvilket man iøvrigt ikke skulle tro var almen kendt, når man ser, hvor de ofte ligger og flyder rundt på virksomheden. Sådanne elektroder består af en stålstang af passende kvalitet, belagt med et særligt materiale, som har til formål at beskytte svejsestedet mod luftens ilt. Under svejsningen smelter belægningen og danner en flydende hinde omkring det glødende svejsested. Disse elektroder ville være alt for kostbare at anvende til pålægning i så store mængder, som der er tale om ved opsvejsning af slidbaner. Apparatet anvender derfor ikke belagte svejseelektroder, men blank tråd, som anbringes i oprullet tilstand på maskinen. Tråden føres af et fremførings-

Nyt motorlokomotiv.

apparat til svejsestedet. Dette er beskyttet mod luftens ilt af en vold af pulver, som iøvrigt virker som belægningen på alm. svejseelektroder. Det tilføres i så store mængder, at svejsestedet er skjult, og man har således ikke det for elektrisk svejsning så karakteristiske skarpe lysskær. Det overskydende pulver opsamles af en sugeanordning og anvendes igen. Emnet, som skal svejses, oplægges på samme måde som arbejdsstykket i en drejebænk, enten i briller eller fastspændes i kloplan og drejes ganske langsomt rundt under svejsningen. Inden svejsningen begynder, er det for større stykker nødvendigt at opvarme emnet til 200—250° C, hvilket sker ved et antal gasbrændere. Ved de hidtil foretagne for-

søg har maskinen vist sig at arbejde særdeles tilfredsstillende. Vedstående billede viser maskinen.

*** De nye arrangementer i finværket er beskrevet indgående i Stålbåndet nr. 3, 1953. Da mellemværket nu har to stole mod tidligere een, og da det nu er forsynet med mekaniske omførere, er der som regel 2 eller 3 stik i stolene samtidig mod før kun 1, hvilket medfører, at hovedmotoren, som driver værket, har besvær med at trække de forholdsvis lange emner gennem dette. Det er derfor besluttet til førstkommende sommerferie at udskifte den nuværende hovedmotor, som er på 750 hk, med motoren fra grovværket, som er på 1200 hk. Motoren til grovvalseværket vil blive erstattet med en ny 2400 hk, hvorved et flerårigt ønske bliver opfyldt. Der har nemlig altid været nogen usikkerhed med valsningen af de større profiler, idet den effekt, som stod til rådighed, lå på grænsen af det nødvendige.

Ganske vist har aggregatet - motor plus hovedgear ved hjælp af den energi, der er i gearets hurtigløbende svinghjul for en ganske kort tid kunnet afgive ialt 3000 hk ved faldende omdrejningstal, men det har ikke været tilstrækkeligt for valsning af de lange profiler. Da hovedgearet og forgreningsgearet kun er beregnet for godt 3000 hk, vil der samtidig med at der installeres en motor på 3000hk blive drejet en del af svinghjulene, hvorved muligheden for at „tappe" kraft af disse, bliver meget forringet. Man får altså et maskineri, der konstant kan afgive dobbelt så meget som det nuværende maskineri — og så skal profilerne uanset længde nok komme igennem. Med de forbedringer, der i de sidste åler udført, samt de maskiner og anlæg, som er i ordre, og ved fuldførelsen af de projekter, der er under konstruktion, vil vi stå med et fuldt moderne produktionsmaskineri, som udmærket tåler sammenligning med udenlandske moderne værker.

Svejsemaskinen.

- et uskyldigt lydende ord, men et ord med en usædvanlig ophidsende virkning på de fleste mennesker i det gamle Frankrig. Det stammer fra det middelalderlatinske gabella, som vistnok er afledet af det arabiske kabala, hvilket betyder skat. Sandt nok, heller ikke nu til dags fremmes lune og godt humør ved tanken om tyngende skatter; men la gabelle var en i bund og grund uretfærdig skat, der var lagt på salt, et stof, ingen mennesker kan undvære, og som er lige nødvendigt for fattige og rige. Og den administreredes med en enestående brutalitet, som nødvendiggjorde et stort politiopbud. Sagen var, at staten havde sine egne saltudsalg med høje priser, og dertil kom, at det var pålagt enhver indbygger fra syv års alderen at forbruge mindst 3,5 kg salt årligt. Intet under, at denne plage forsvandt ved revolutionen. Fra ældgamle dage har man været klar over saltets uundværlighed, og i Orienten har man desuden tillagt det en rensende egenskab. Det er derfor meget forståeligt, at Jesus hædrer sine apostle med betegnelsen »verdens salt«. Salt blev brugt ved ofringer, og da salt og brød var livsvigtige næringsmidler, blev det givet gæster som tegn på venskab, ofte tillige som et symbol på et ABELLE

forbund mellem to parter. I den græskkatolske kirke er nadverbrødet derfor næsten altid saltet. I den danske middelaldertid træffer man en lignende tankegang. Salt og brød blev overrakt i et nyt hjem, og salt og brød var et afværgende middel mod djævelen. Mærkeligt nok kunne ugudelige personer benytte det samme middel til at hidkalde djævelen. Børnelegen »saltebrød«, der kendes over hele landet under forskellige betegnelser, var oprindelig en kåd parodi på denne form for djævlemaning. Alle jordens folk kræver salt for at kunne leve. Tilsyneladende findes stammer, hvor nydelsen af salt er ukendt. Dette gælder beduiner og flere andre nomadefolk, samt eskimoer og enkelte andre under lignende livskår levende folkeslag. Kød og animalske produkter udgør hovednæringen for disse mennesker, og i blod og vævsvædske findes netop saltet opløst. Planter indeholder næsten intet salt, og de folk, der udelukkende er vegetarianere, må skaffe sig salt på anden vis. Mange afrikanske negerstammer kan kun få salt ved at blande føden med asken af natronrige planter eller ved at købe det, hvorfor fra gammel tid tuaregerne har haft en god indtægtskilde ved salthandel med 21

sudaneserne. I Colombia findes forhistoriske grave, som er rigere på guld end grave beliggende i guldholdige egne, ganske simpelt af den grund, at førstnævnte befinder sig i nærheden af saltholdige kilder, hvor salt har været udvundet og solgt. Stort set kan man sige, at menneskeslægten måtte begynde at indtage salt sammen med føden, da den overgik fra jæger- til agerdyrkningsstadiet. I vort land er vi tilbøjelige til anvende salt i højere grad end strengt nødvendigt. Det skyldtes dels vane og dels benyttelse af salt som et egentligt krydderi. Men vi bruger ikke tilnærmelsesvis så meget som i ældre tider, da saltning, ved siden af røgning, var den eneste kendte konserveringsmetode. Af talrige gamle regnskaber får man et indtryk af, hvilke mængder der var brug for. Som eksempel kan anføres, at der ved en kongejagt i Skanderborgskovene i året 1587 bestiltes 24 læster salt til nedsaltning af det forventede vildt. (1 læst — ca. 16,7 hl). En almindelig benyttet ret var saltmadsfadet, også kaldet sulefadet. Efter en gammel opskrift bestod det af en ottendel side flæsk, et stykke røget oksekød svarende til en sekstendedel okse, et stykke røget lammekød så stort som et kvart lam, en halv gåsekrop, en oksetunge og en kødpølse. Ved efterårstide nedsaltedes desuden store kvanta torsk, sild, makrel, ål og laks. Al denne saltmad krævede betydelig tilførsel af vædske, hvilket for datidens mennesker betød øl. Man må dog erindre sig, at øl dengang var tyndere end nu. Men da man i hine tider konsumerede adskillig mere føde end nu tildags, kan man godt billige tørsten hos de brave præstemænd, som i 1598 var forsamlede i Everdrup på Sjælland til et Kalentgilde. Denne egns præster fortærede ved denne lejlighed otte saltmadsfade, en okse, seks lam, tyve høns, tolv snese æg, en otting og to bøtter smør, tolv potter fåremælk, to spande komælk samt en

masse hvedebrød af alle arter. Hertil blev drukket fem tønder øl og tre potter brændevin. Højerestående pattedyr behøver salt ligesom mennesket. For rovdyrenes vedkommende er det en simpel sag at skaffe sig det ved den animalske føde, men for planteædende dyr er det vanskeligere. Man kender tilfælde fra enkelte egne, hvor dyrene ligefrem har slikket huler ind i jordskorpens

Saltindvinding i gamle dage.

saltlag. I 1929 forsøgte man i Michigan at dæmpe vejenes støvplage med salt med det resultat, at i løbet af et år blev på en strækning af 150 km 60 hjorte dræbt af trafikken, når de ved nattetide gjorde sig til gode med vejens salt. Det vil nu være på sin plads at omtale, hvad salt egentlig er. Foruden salt bruger

man også benævnelserne kogsalt, køkkensalt og stensalt, men den kemiske betegnelse er natriumklorid. Af dette navn fremgår, at salt er en kemisk forbindelse mellem alkalimetallet natrium og klor. Det opløses let i vand omtrent i forholdet 1 del salt til 3 dele vand. Salt findes mangfoldige steder på jordkloden, dels i jordskorpen i form af mægtige saltaflejringer, dels i såkaldte saltsøer og saltkilder og dels som en bestanddel af havvand. Den lette opløsning i vand bevirker, at natriumkloridet skylles ud i floder og søer, hvorimod jordlagene har en tilbøjelighed til at binde kaliumforbindelserne, som findes lige så hyppigt som salt. De opsuges af planter, og spiller nogenlunde samme rolle for dem som salt for de højere dyr. Man mener, at de enorme stensaltlejer er dannet i jordens urtid på den måde, at en havarm er blevet indelukket af sandtanger eller lignende. Derved er dannet en saltsø, som stadig er blevet saltere ved flodtilførsel. Ved fordampning blev derefter saltet tilbage. De mest omtalte saltlejer er Hallstatt i Salzkammergut i Østrig, Reiclienhall i Bayern, Stassfurt i Sachsen og Wieliczka i Polen. Dette sidste er 3800 meterlangt, 1200 meter bredt og 1400 meter dybt. Fra samme tidsperiode findes desuden saltlejer i Kulp i nærheden af Araratbjerget og i Camp Verde i Arizona. Hvis en vandåre løber gennem en underjordisk saltansamling, bryder den frem som en saltkilde. Det døde Hav er en typisk saltsø fra vor tid. Stadig tilføres der salt gennem flodvand og stadig foregår en kraftig fordampning. Lignende saltsøer findes bl. a. ved bredderne af Det kaspiske Hav. De fleste floder udmunder imidlertid i havene, hvor det opløste natriumklorid således ender. Saltmængden i havene er dog forskellig, afhængig af tilførsel og fordampning. I Østersøen findes ca. 0,5 % salt, i Atlanterhavet ca. 3,6 % og i Middelhavet

ca. 3,8 %. Til sammenligning anføres, at Det døde Hav har et saltindhold på ca. 22 %. Hvor saltlejer findes, vinder man saltet ved bjergmandsdrift, som har været anvendt fra oldtiden. Den gamle græske historiker Herodot beretter om denne metode til fremskaffelse af stensalt. Romeren Plinius fortæller om et saltbjergværk Oronemus i Indien, hvorved vist nok skal forstås øen Ormus i

Saltindvinding i Frankrig i dag. Billedet er venligst stillet til rådighed af cand. polyt. frk. Inge Kjær, Danmarks tekniske Bibliotek.

Den persiske Havbugt. Et af jordens mærkeligste saltlejer er den såkaldte saltgletscher i Cardona i Spanien. Fra det tredie århundrede f. Kr. er dette leje blevet udnyttet. Det siger sig selv, at de mægtige tidligere omtalte saltlejer har givet anledning til en storstilet minedrift, som stadig foregår. Her

skal nu nærmere omtales to af disse saltværker, nemlig Hallstatt og Wieliczka. Førstnævnte navn indeholder den betydningsfulde stavelse »hal«, som fortæller os, at dette sted har været saltudvindingssted i ældgamle tider. Tidligere troede man, at »hal« var en keltisk betegnelse, men nu mener man, at det stammer fra de gamle Thrakere, der beboede den nordøstlige del af Balkanhalvøen. I virkeligheden blev dette saltleje især udnyttet af kelterne ligefra år 1000 f. Kr. I 1846 opdagedes omkring den lille by en mængde gamle grave, hvoraf efterhånden mere end 1000 er blevet undersøgt. Et stort fund af våben og smykker viser en mærkelig kultur. De ejendommelige broncefigurmønstre peger hen på orientalsk oprindelse. Knyttet til en udbredt salthandel bredte Hallstattkulturen sig gennem Mellemeuropa og nåede også til Danmark i den senere broncealdertid. Af en helt anden grund omtales Wieliczka i polsk Galizien. Dette saltværk har været i drift fra omkring år 1050, og i det indre findes der efter alle disse års forløb en vrimmel af gange, som tilsammen har en længde af ca. 100 kilometer. Men desuden findes flere kapeller med altre og en festsal med udhugne figurer. Man begyndte altid med at udhugge lofterne, hvorefter man arbejdede sig nedad. På de største af de 16 damme og småsøer inde i saltbjerget foregår bådsejlads. Ved de fleste ret fåtallige saltsøer kan man grave salt på bredderne; thi i den varme årstid fordamper i reglen så meget af vandet, at der fremkommer et let tilgængeligt saltlag. Større betydning har dog saltudvinding af saltkilder altid haft. I Hallstatt-perioden var kelterne i Lothringen dygtige teknikere på dette område. De ledede saltkildens vand gennem trærør ned over etagevis anbragte teglsten, som blev ophedede

nedenfra. Det på stenene afsatte salt blev derefter fjernet. For at få udbytte af saltkilder er det mest fordelagtigt, at opløsningen er nogenlunde koncentreret. Dette sker ved gradering i et graderværk, der består af opstablede risknipper, hvorover kildevandet fordeles. Ved denne forøgelse af overfladen fremskyndes fordampningen. I bunden samles en temmelig koncentreret opløsning, som inddampes i mægtige pander af jernblik. Det på disse nævnte måder udvundne salt er meget urent ved tilblandinger af andre forbindelser f. eks. gips. Det renses ved gentagne opløsninger i ferskvand og påfølgende udkrystallisering. Dette gælder også de store mængder salt, der udvindes af havvandet. Det rå havsalt, kaldet bajsalt, må først raffineres, før det er tjenligt til brug. Saltudvinding af havvand er en gammel metode. Herodot beretter, at de fineste kvaliteter salt fås fra Cypern, Sicilien, Afrika og Frygien i Lilleasien. Ægypterne dækkede noget af deres saltforbrug ved udvinding af lagunevandet i Nilens delta. Berømte var Roms store ved kunst gravede bassiner ved Tiberens udmunding, hvortil vandet blev ledet gennem kanaler. Lignende »salthaver«, som de kaldes, bruges den dag i dag i flade kystegne med tørt og varmt klima, f. eks. i Portugal, Sydfrankrig, ved Adriaterhavet og Det røde Hav samt i Indien. I køligere regioner gør man først havvandet brugbart til saltudvinding ved gradering og inddampning. Men hvorledes fik vore egne forfædre deres store saltbehov dækket? De udvandt også salt af havvand, men på grund af det uegnede klima var resultatet kun middelmådigt. Derfor benyttede man efterhånden den metode, at man brugte tørret tang. I løbet af foråret og sommeren blev der samlet store bunker heraf. Den egentlige proces bestod deri, at man ved hjælp af et par tørv stak ild på en bunke, idet man hele tiden

måtte sørge for, at tangen ikke brændte i flamme. Asken blev dernæst bragt til huse. Om vinteren udludede man asken og sydede vandet i saltpander, og det var denne sidste behandling der til sidst førte til ophør af denne form for saltudvinding, idet den var overordentlig kostbar på grund af det vældige brændselsforbrug. Skovene blev efterhånden udtyndede i den grad, at der på flere egne opstod sandflugt med ødelæggende virkning. Man måtte derfor nødtvungen gå over til import af salt. Det fine salt fik man fra Luneburg og det grove bajsalt, anvendeligt til saltning, kom fra Frankrigs vestkyst. Det blev bragt hertil i store saltskibe, som ved Kronborg måtte erlægge en klækkelig told. Den gamle salttilvirkning gik dog aldrig helt af glemme, og det er bemærkelsesværdigt, at den atter opstod under krigen med England 1807—14, hvor man var henvist til at klare sig ved egne hjælpemidler. Fra den tid meddeles f. eks., at den lille landsby Lyngsø ved Nibe fremstillede 200 tønder tangsalt på eet år. Af det foregående kan man næppe undgå at få et stærkt indtryk af saltets betydning og dets absolutte uundværlighed. Det vil derfor være formålstjenligt at dvæle lidt ved saltets skæbne i organismen. Groft sagt kan man sige, at det opsuges af tarmene, bliver en bestanddel af blodet og vævsvædsken og udskilles igen, hovedsageligt gennem nyrerne. I organismen forekommer saltet kun i opløst form og spaltet i sine to bestanddele. Men nu er der det mærkelige ved natrium, at det i langt overvejende grad findes i legemets vædsker, især i blodet. Det opsuges praktisk talt ikke af legemets celler. Særlig typisk findes den fordeling i det mægtige organ muskulaturen. Atter igen kan påvises forskellen mellen natrium og kalium, for kalium findes fortrinsvis inden i cellerne. Kalium er således vigtig for cellernes liv, og natrium for vævsvædskerne. Disse ejendom-

meligheder har i tidens løb givet anledning til mange spekulationer. Hvis man går ud fra, at det organiske liv oprindelig har udviklet sig i havet, altså i et milieu, som er rigere på natrium end på kalium, og hvis man tillige forudsætter, at havet dengang havde mindre saltholdighed end nu — der tilføres jo stadig havet salt — så svarer legemsvædskernes saltholdighed godt til havets på den tid, da organismen løsrev sig fra det våde element. Men hvori består nu den egentlige funktion af natrium i organismen? Deri, at salt er en overordentlig vigtig komponent i legemets balancesystem mellem de faste bestanddele og de flydende. Legemsvædsken skal nemlig have en vis spændig for at hindre, at cellernes bestanddele siver ud af dem og derved volder cellernes død. Organismen holder derfor denne saltkoncentration konstant, dels ved udskillelse og dels ved tilbageholdelse af salt. Det vigtigste reguleringsorgan i den henseende er nyrerne, som står under nervesystemets indflydelse. Der er desuden en intim sammenhæng mellem salt og vandstofskiftet. Det må være tilstrækkeligt at påpege, at der ikke kan tilbageholdes vand i organismen, hvis den tilsvarende mængde salt ikke er til stede, og omvendt kan der kun ske en tilbageholdelse af salt, hvis den tilhørende mængde vand findes. Dette forhold benytter man sig af ved visse nyresygdomme, idet man sætter patienten på saltfattig kost for at forhindre eller formindske vædskeansamlinger (Vattersot). Denne udredning viser desuden den meget vigtige omstændighed, at der ikke findes noget saltdepot i legemet. Organismen må derfor klare sig med den stadige tilførsel af salt og er helt afhængig af denne. Lad os tænke os en hund, der bliver fodret efter alle kunstens regler. Den får nok af æggehvide, fedt og kulhydrater, men man giver den ingen saltholdig kost og intet ek-

stra tilskud af salt. Efter kort tids forløb nægter den at tage næring til sig, hvorfor den må tvangsfodres. Allerede efter to ugers forløb viser den tydelige tegn på afkræftelse og elendighed. Gangen bliver langsom og vaklende, musklerne sitrer, og den bliver yderst irritabel. Kort sagt, den er nu i den tilstand, der kaldes salthunger. Fortsætter man denne behandling i kort tid endnu, får den kramper, og snart efter dør den. Hvis man giver den saltholdig føde, før de sidste alvorlige symptomer viser sig, vil den i begyndelsen intet fortære, men det varer ikke længe, før der optræder en glubende appetit, og svaghedstilstanden samt muskelafkræftelsen aftager i løbet af en måneds tid. Denne salthunger fremkommer altså, fordi organismens celler lidt efter lidt går til grunde. Man behøver slet ikke at gøre den slags dyreforsøg, for man kender nemlig udmærket godt salthunger hos mennesker, især hos sådanne, som arbejder strengt i stærk varme, hvorved fremkaldes kraftig svedning.

Da sved indeholder ca. 1 % salt, kan der på denne måde mistes en ikke ubetydelig mængde heraf, foruden de 15 gram, der dagligt udskilles gennem urinen. Og hvad hjælper det at drikke en hel del vand. Det udskilles dog alligevel gennem nyrerne og i sveden sammen med mere salt. Af disse grunde er salthunger ret almindelig hos minearbejdere. Den kan blive så alvorlig, at der optræder kramper, som man i angelsaksiske lande benævner »miners cramp«. Denne artikel har bud til alle på DDS, som arbejder i stærk hede. Måske lider en og anden af træthed eller andre svaghedstegn. Måske findes nogle med påfaldende irritabelt og vrantent lune, tilsyneladende uden årsag. Tænk på, at disse symptomer kan skyldes salthunger, og det er intet problem at kurere denne, for lægemidlet består blot i at spise salt. Hvis benyttelsen af salttabletter er gået i glemmebogen, genoptag så denne skik. Altså: brug salttabletter og bliv ved dermed. Erik Steenberger.

FR A AFDELINGERNE STÅLVÆ RKET Martiningeniør Carlo Poulsen. I januar kvartal har alle fire ovne været mere eller mindre i drift, idet samtlige ovne i kvartalet har været af stillet for mellem- og hovedreparation. Disse reparationer kan dog siges at være normale, og vi har nået det pæne kvartalsresultat af: 38.251 tons eller ca. 12.000 tons mere end sidste års meget handicappede kvartal. Iøvrigt har der hersket normale tilstande i stålværket. Forskellige projekter foreligger, der tager sigte på at forbedre chargeringso. a. forhold. Et nyt diesellokomotiv er sat i drift.

PR OF IL VÆ RKET Valseværksingeniør P. W. Mortensen. Grovværk.

Grovvalseværket kom først igang onsdag den 6. januar 1954, idet en reparation af blokovnen, som fandt sted i helligdagene, først blev klar denne dag. Den nævnte reparation omfattede også nogle ændringer af partiet omkring topbrænderne, som har vist sig meget fordelagtige for ovnens drift. Værket har i det forløbne kvartal arbejdet godt, og vi har været næsten hele valseprogrammet igennem. Iøvrigt er værket hårdt belastet med valsning af knipler til finværket, hvis produktion har været i stærk stigning. Timeproduktionen af knipler er også steget, idet der efter finværkets ombygning anvendes større knipler end før, op til 100x100 mm og med en stykvægt på ca. 200 kg.

Finværk.

Efter en grundig gennemgang af armaturer o. 1. samt ved anbringelse af valseplader i mellemværket er finværket blevet særdeles effektivt, og knippelovnen sætter nu grænse for produktionens størrelse. Tidligere har der udelukkende været anvendt kokilhærdede valser, men der er nu indlagt stålvalser, som viser sig at give mindre anledning til »rufning«, medens slidfastheden regnes at være mindst lige så stor som for de kokilhærdede valser. I januar er der valset fladjern, i februar kamstål og tentorstål, og i marts blev der valset rundjern og fladjern. Produktionen af færdigjern var i januar kvartal: Grovværket ............................. 9.365 tons Fin værket ............................... 10.242 » Ialt .......................................... 14.607 tons PLADEVÆ RKET Valseværksingeniør J. Skov. Det er forår, og vi går den lyse tid i møde i glad forventning til det nye arrangement til løsning og fjernelse af glødeskal fra pladerne. Samtidig med at vi byder dette arrangement velkommen, tager vi afsked med saltet, som — ret skal være ret — har været os en god hjælp til løsning af glødeskal og en attraktion for vore gæster. Men afskedens time er ikke svær, idet saltet har givet anledning til adskillige bekymringer med hensyn til tæringer — specielt tænkes på rullelejerne i de nye vippeborde. I kvartalets løb er knækket en del kløverbladskoblinger og bolte i sikkerhedskoblingen. Efter at have forstærket begge dele er det gået godt. Produktionen i: 1. kvartal 1953 ........................... 14.100 ts. 1. kvartal 1954 ........................... 19.500 ts.

syntagen til de indhøstede erfaringer mente formanden, at det før næste sæson måtte overvejes, om det er rimeligt at fortsætte med disse aftener.

Møde tirsdag den 6. april 1954. Deltagere: A.-gruppen: A. Østergaard, J. Skov, K. Schaldemose, K. Nielsen, P. W. Mortensen, Børge Jensen, B. Christiansen. B.-gruppen: E. Ambus, Frode Jacobsen, M. Søgaard, K. Nachmann,. Henning Nielsen. Stålværksrepræsentanten var ikke mødt.

2. Parkering. Den ved sidste møde refererede drøftelse af parkeringspladsens udnyttelse er blevet siddet fuldstændig overhørig. Ambus rejste derfor igen spørgmålet og mente, at der måtte tages fat med en lidt mere håndfast vejledning af de kørende, ligesom han også foreslog at opsætte opslag på de pladser, der ønskes reserveret for værkets gæster.

3. Skabe i badebygningen. 1. Gennemgang af punkter fra sidste møde. Ingen af punkterne fra sidste møde gav anledning til drøftelser, dog ønskede formanden at kommentere den afholdte foredragsrække. Det var formandens opfattelse, at de arrangementer, værket efter opfordring og med bistand af tillidsmændene har afholdt i vinterens løb, måtte ses som en helhed. Det havde derfor været værket en stor skuffelse, at foredragsrækken havde samlet så ringe tilslutning, særlig når dens kvalitet og emnevalg tages i betragtning. Det var naturligvis klart, at mange kunne være forhindret i at give møde på grund af deres arbejde, men det var på den anden side også klart, at teateraftenerne, der havde samlet en overvældende tilslutning, måtte være handicappet af samme forhold. Under hen-

Dette punkt var rejst af B.-gruppen. K. Nielsen oplyste, at mange skabe særlig i stueetagen var i dårlig forfatning. Der er ankommet og opstillet 50 nye skabe. De gamle skabe, der nu er blevet stillet til side, vil blive undersøgt af fabrikanterne af disse stålskabe for at se, om der er mulighed for at reparere dem, og det vil samtidig blive undersøgt, om de i brug værende skabe med fordel kan repareres. Det erkendtes, at forholdene ikke er tilfredsstillende, og de vil på den ene eller den anden måde blive bragt i orden. I denne forbindelse kom man iøvrigt ind på en drøftelse af badebygningens udseende, og man var enige om, at en forbedring kunne være tiltrængt. Det oplystes, at såvel installation af oliefyr som fjernvarme var genstand for overvejelser. Frode Jacobsen gjorde opmærksom på, at

gården bag folkebygningen burde have en eller anden form for belægning, som kunne binde sandflugten.

4. Orientering om markedsbevægelser og forventede afsætningsforhold. Formanden gav en oversigt over prisbevægelserne for dansk og udenlandsk stangjern og skibsplader fra 1950 til dato. Det påvistes, at DDS ikke havde fulgt de udenlandske priser til tops under højkonjunkturen, men stadig har ligget — til tider væsenligt — under de udenlandske. Trods betydelige prisfald kan vi stadig producere til lønnende priser forudsat fuld beskæftigelse bl. a. på grund af rationalisering, og fordi råmaterialerne også er gået ned i pris. Priserne for stangjern synes at være stabiliserede, hvorimod der for tiden er nogen uro på plademarkedet. Med hensyn til beskæftigelse er vi bedre stillet end de fleste udenlandske værker, der kun har ordrer til 2 à 3 måneder frem i tiden. Vi har ordrer på plader til året ud og venter også fuld beskæftigelse i finværket. For grove profiler er der p. t. noget mindre efterspørgsel.

5. Dybovnskran - kran på færdiglager. Kranspørgsmålene er rejst af B.-gruppen. Først drøftedes kranerne på færdiglageret, og det blev her oplyst, at løbevognen på kran 37, som er meget langsomt arbejdende,

indenfor ca. 1 måned vil blive udskiftet med en normal, hurtigere arbejdende løbevogn; Kran 10 er heller ikke helt tilfredsstillende, idet den kører langsommere over lang end kran 37. Det overvejes derfor at forsyne den med et nyt længdekørselsmaskineri. Det flere gange drøftede spørgsmål om en luftkonditioneret førerkurv på dybovnskranen rejstes igen. Det oplystes, at der er beordret en ny dybovnskran fra samme firma, som leverede den forrige. Den nye kran vil blive konstrueret med luftkonditioneret førerkurv, og man vil derefter gøre sine erfaringer. Bedriftlægens undersøgelser af kuliltespørgsmålet har vist, at der ikke synes at være nogen risiko for kulilteforgiftning af kranførerne, og at der derfor ikke af denne grund skulle være noget til hinder for at udføre luftkonditioneringssystemet efter de sædvanlig anvendte konstruktioner.

6. Eventuelt. Ambus spurgte, om det ikke ville være hensigtsmæssigt at opsætte et brandslukningsanlæg i motorcyklegaragen. Det vil nu blive undersøgt, hvilke typer der er egnet, og derefter vil et anlæg blive anskaffet. Ambus gjorde endvidere opmærksom på, at esserne i smedien ved opfyring om vinteren gav så meget røg, at dette var til gene i maskinværkstedet. Dette forhold vil blive nærmere undersøgt. Desuden omtalte Ambus, at marketenderen havde iagttaget, at der undertiden kom folk i marketenderiet, som ikke har nogen tilknytning til værket. I denne forbindelse meddeltes det, at en ny portordning meget snart vil blive gennemført, og at denne sikkert vil kunne forhindre sådanne uønskede besøg.

Frode Jacobsen omtalte et eksperiment med højfjeldssol ved en dansk fabrik. Der skulle herom være udarbejdet en rapport, som viste, at sygedagene var blevet væsenligt reducerede. Ledelsen ville bede bedriftlægen gøre sig bekendt med denne rapport, men stillede sig iøvrigt noget skeptisk overfor de nævnte resultater, ligesom den forudså, at en gennemførelse af et lignende eksperiment på DDS ville støde på uhyre praktiske vanskeligheder. På ledelsens foranledning drøftede man en ordning for udbetaling af hjælp til gen-

anskaffelse af arbejdstøj, som måtte være blevet ødelagt ved ulykkestilfælde. Man havde i denne forbindelse tænkt sig en ordning, der skulle administreres af et udvalg af hjælpefondens bestyrelse. Frode Jacobsen, der er formand for hjælpefonden, ville gerne se på et foreslag og forelægge det for bestyrelsen. Da det næste møde i samarbejdsudvalget først vil finde sted et par måneder efter generalforsamlingen, gav formanden fortroligt nogle Forhåndsoplysninger om regnskabet for 1953. B.C .

Man spørger: Hvad er i kvartalet mon sket? Ja, »Greven af Luxembourg« har vi jo set! Der sad vi på bænkene trykket flade, jublede, klappede alle så glade. Til foredrag ikke så gerne man går, vi søvnen dog bedst på sofaen får! Hvis tørst efter kundskaber trænger sig på, så har vi jo radioens »Ud i det blå«.

Man byggede, ændrede, byggede om, med »administrationen« det gik som i Rom. Men nu er det færdigt, det fine palads med snoede trapper, med blomster bag glas, med gummi på gulve (dog ikke på vægge) og kantede sæder på »slippe og trække«. Her alt nu er præget af borgerlig hygge, kun findes i hallen det sælsomste stykke, som siges at være et kunstnerisk ur fra Nürnbergtidens så smukke kultur.

Se tillidsmænd er af den udvalgte slags, hvis noget med mester, så er de der straks, og indbyrdes enighed råder så smukt, blot ikke naturen får magt over tugt.

Be r e t n in g f r a b e d r if t s læ g e n FOR JANU AR KVART AL 19 54

I januar kvartal har der været foretaget 116 undersøgelser. Enkelte omflytninger har derefter fundet sted. Da det viste sig, at to på DDS beskæftigede arbejdere led af lungetuberkulose, blev af sikkerhedsmæssige grunde den 26.-2.-1954 på Tuberkulosestationen foretaget en undersøgelse af de arbejdskammerater, som særlig kunne have været udsat for smitte. Der blev foretaget 55 gennemlysninger og 29 tuberkulinprøver med det resultat, at ingen af de undersøgte var angrebet af lungetuberkulose. Erik Steenberger. Frk. Gerda Mogensen.

Frk. Gerda Mogensen blev udlært den 3. april 1954.

* Vor første lærling i el-værkstedet blev udlært som elektromekaniker den 31. marts 1954. Som svendestykke udførte Poul Frederiksen en aftrækker samt beviklingen af en elmotor, tillige smedede han en mejsel og en kørner. Arbejdet fik ved bedømmelsen karakteren »vel udført«.

Poul Frederiksen.

ADM I NIST R AT I ONS BY G NI NG E N. EFTER

UDVIDELSEN