Typografi & ombrydning by Matilde Digmann

E nhed og interesse en b og o m s t ud e n t e rrå d et ved kø b enh av n s u n i ve rs i t e t 1 9 95 - 2 0 12

StudenterRådet V E D K Ø B E N H AV N S U N I V E R S I T E T

E nhed og interesse en b og o m s t ud e n t e rrå d e t ved kø b enhav n s u n i ve rs i t e t 1 9 95 - 2 0 12

Redigeret af Jesper Johansen Meisner København, 2013

Udgivet i anledning af Studenterrådets hundredårsjubilæum

Enhed & interesse – en bog om studenterrådet ved københavns universitet 1995-2012 Redigeret af Jesper Johansen Meisner. Med bidrag fra Jens Andersen, Jacob Ørum, Gyrd Foss, Trine Ingemansen, Kristian Lauta, Peter Dalby, Pernille Skipper, Jesper Luthman, Anne Bie Hansen & Bjarke Lindemann Jepsen. Grafisk design: Matilde Digmann Tryk: Narayana Press Oplag: 1000 eksemplarer © Studenterrådet ved Københavns Universitet, København 2013 isbn 978-87-91993-05-3 ean 9788791993053

Tak

Tusind tak til alle aktive studerende ved Københavns Universitet, der siden 1912 har knoklet for at sikre bedre uddannelser og vilkår til deres medstuderende. Tak til Københavns Universitet, foruden hvis eksistens og modspil Studenterrådet ikke ville eksistere. Og tak til Københavns Universitets Almene Fond og Rektors Aktivitetspulje for økonomisk støtte til denne bog.

Indhold

forord 9 af Jesper Johansen Meisner

indledning 11 af Jesper Johansen Meisner

studenterrådets historie 1995-2012 23 af Jesper Johansen Meisner

sammenlægningsprocessen 1994 67 af Jens Andersen

en ny og samlet studenterbevægelse 77 af Jacob Ørum

magt og medbestemmelse 89 af Gyrd Foss

en lov bliver til 105 af Trine Ingemansen

i det store hele – internationale erindringer

115

en særlig type – uddannelsespolitiker i fsr

129

af Kristian Lauta af Peter Dalby

3procent-netværket – studenterrådets uægte barn

141

af Pernille Skipper

en aarhusianer kommer til byen – „arven“ fra moderate 155 af Jesper Luthman

studenterrådet som kampagneorganisation 163 af Anne Bie Hansen

efterskrift 175 af Bjarke Lindemann Jepsen

Forord

jesper johansen meisner Redaktør

Først og fremmest fortjener de ni personer, som har bidraget til denne bog med deres erindringer, en stor tak for deres arbejde. Jeg vil også gerne benytte mig af lejligheden til at takke Studenterrådets forretningsudvalg og sekretariat, som bad mig om at påtage mig arbejdet med at redigere denne bog, og som har stillet ressourcer til rådighed til dens udgivelse. Herunder især Jesper Lyders Andersen, der som den første foreslog mig at engagere mig i arbejdet med bogen. Knud Holt Nielsen og Gyrd Foss har begge på forskellige tidspunkter i processen stillet deres viden til rådighed for mig og lagt øre til mine overvejelser, hvilket jeg har sat stor pris på. Matilde Digmann har lagt et stort arbejde i bogens opsætning, layout og illustrationer, og har udvist en imponerende tålmodighed med min flagrende arbejdsproces, for hvilken jeg også takker. Endelig har min hustru Nynne i det sidste halve år måttet acceptere at dele min fritid med små tyve generationer af studenterpolitikere og i den forbindelse udvist ikke blot stor tålmodighed, men også bidraget med megen moralsk støtte. For dette siger jeg både undskyld og uendelig mange tak. Den største tak skal imidlertid gå til den organisation, som det var mit privilegium at få lov til at være med til at drive og udvikle i en periode på lidt over tre år – og som det har været et endnu større privilegium at lære at kende i lidt bredere perspektiv og på lidt større afstand i de forgangne måneder. Derfor skal bogen også hermed dedikeres til Studenterrådet ved Københavns Universitet og dets aktive – i fortid, nutid og fremtid. Jesper Johansen Meisner København, september 2012

Indledning

jesper johansen meisner Blev medlem af Forenede Studenterråds præsidium i efteråret 2004 og formand i marts 2005 - en post han besad til november 2006, hvor organisationen havde ændret navn til Studenterrådet.

Er det ikke temmelig arrogant at skrive en bog om sig selv? Måske. Men da Studenterrådets Forretningsudvalg spurgte mig, om jeg ville være redaktør for en udgivelse i anledning af Studenterrådet ved Københavns Universitets hundredårsjubilæum, blev jeg forholdsvis hurtigt klar over, at den bog, jeg ønskede at redigere, skulle handle om de generationer af studenterpolitikere, som jeg selv har mødt, talt med og kæmpet både med og imod. Afgrænsningen var til dels et spørgsmål om at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Jeg blev bedt om at påtage mig opgaven i marts 2012 med den besked, at bogen skulle kunne præsenteres inden udgangen af året. Det satte naturligvis en grænse for mængden af arkivmateriale om Studenterrådets ældre historie, jeg ville kunne nå at grave mig ned i. Samtidig er det dog også min holdning, at de to tidligere jubilæumsbøger udgivet for Studenterrådet ved Københavns Universitet, N.P. Sørensens Studenterråd og Studenter fra 1962 og Jakob Gottschaus Rebeller og Medløbere fra 1987, tilsammen giver et nogenlunde tilstrækkeligt billede af organisationens tidlige historie, som det kun i mindre grad kunne være interessant at bidrage til. Den periode, som i den brede offentlighed nok betragtes som Studenterrådets største – årene fra 1968 og frem – veg jeg også tilbage fra at beskæftige mig med. Dels fordi jeg ikke følte mig i stand til at tilføje noget til Thomas Ekman Jørgensens og Steven L.B. Jensens udmærkede bog 1968 – og det der fulgte, udgivet i anledning af ungdomsoprørets 40-års jubilæum, samt deres tidligere artikler fra Historisk Tidsskrift. Dels fordi Studenterrådets indledningsvis ambivalente holdning til studenteraktivisterne og de stadige forsøg på at favne hhv. udskille forskellige dele af de generelle strømninger blandt de unge studerende ville gøre et forsøg på at fortælle denne

del af Studenterrådets historie til en fortælling om tiden mere end en fortælling om organisationen på sine egne præmisser. Når jeg har valgt sammenlægningen af Studenterrådet og Moderate Studenter i januar 1995 som udgangspunkt for denne bogs fortællinger, skyldes det, at man – malet med den meget brede pensel – kan hævde, at det først var her, organisationen kom sig over efterveerne af studenteroprøret. Begivenhederne i 1968 førte nemlig både til de udpræget demokratiske styrelseslove for universiteterne, som gav de studerende en enestående høj grad af indflydelse på deres studier, men også til splittelsen af det gamle etablerede Studenterråd i to fraktioner: Det marxistisk inspirerede Studenterrådet og Moderate Studenter, som hurtigt udviklede sig i borgerlig retning. Denne opsplitning blev en rammebetingelse for studenterpolitikken på Københavns Universitet i 1970’erne og 1980’erne. Studenterpolitikerne måtte vælge en organisation (de fleste valgte Studenterrådet), og med dette udgangspunkt lagde de deres arbejdskraft i institutråd, studienævn, fakultetsråd eller Konsistorium – demokratiske organer, som hver for sig styrede en lille del af det vidtforgrenede universitet. Det var disse to forhold, som ændrede sig i starten af halvfemserne, da universitetsloven af 1992 grundlæggende reformerede og begrænsede „verdens mest avancerede arbejdspladsdemokrati,“ og den gamle opsplitning af studenterorganisationerne siden ophørte. Derfor er grundlæggelsen af det nye Forenede Studenterråd et passende sted at begynde, når de forskellige tendenser, som har trivedes, er gået i forfald, og først og fremmest har kæmpet med og imod hinanden i den samlede organisation for de studerende på Københavns Universitet, skal beskrives. Denne bog er skrevet til en begrænset læserskare. Den er ikke forskning, og den er ikke populærformidling. Mest af alt er den en historiefortælling for tidligere, nuværende og forhåbentlig for kommende aktive i Studenterrådet ved Københavns Universitet. Målet med bogen har på den ene side været at give en kort, sammenhængende fremstilling af nogle udviklingstræk i Studenterrådets historie gennem de 18 år, som er gået siden sammenlægningen, og på den anden side at formidle nogle af de mange forskellige – og gudskelov oftest gode – oplevelser, som et lille udvalg af aktive har haft i de år. Som arbejdet skred frem blev det dog klart, at den fortælling, der trådte frem, ikke kun var fortællingen om Studenterrådets udvikling, men også om Københavns Universitets forhold til sine studerende under to væsentligt forskellige universitetslove. Derfor har det også været nødvendig at give en kort orientering om de to love, med alle de forsimplinger og udeladelser der medfølger, når to så indviklede styringssystemer skal beskrives på så lidt plads.

Om universitetslove og studenterindflydelse

Universitetsloven af 1992 afviklede nogle af de store repræsentative forsamlinger, som under den tidligere styrelseslov, havde haft en stor del af ansvaret for universitetets styring, og indførte i stedet en række mindre, kollegiale organer med et lille krydderi af ekstern repræsentation på institut-, fakultets- og universitetsniveau. De nye organer blev sat over for ledere, som på alle niveauer var valgt ved direkte valg af studerende og medarbejdere efter en vægtning, som gav det videnskabelige personale klart mest indflydelse, og som havde betydelig større indflydelse end under styrelsesloven. Her havde den tidligere rektor for Københavns Universitet, Ove Nathan, omtalt rektorrollen som „en pedel med gyldne kæder,“ men med universitetsloven blev rektors mulighed for at optræde som reel leder kraftigt styrket. At lederskabet i praksis blev mindre markant end på papiret skyldtes dels, at der på alle niveauer stadig eksisterede demokratisk valgte kollegiale organer med budgetansvar, som de valgte ledere stod til regnskab overfor, dels at det var svært for rektor at udøve instruktionskompetence overfor dekaner og institutbestyrere, som selv var valgt af et bagland, og som derfor havde deres egne magtbastioner. I denne konstruktion havde en organiseret og kompetent gruppe af studenterpolitikere store muligheder for at påvirke beslutningerne og tage del i den samlede styring af universitetet, selvom mange af de mere formelle muligheder for magtudøvelse i form af eksempelvis veto-regler var blevet afskaffet med styrelsesloven. Den følgende universitetslov af 2003 indsatte en universitetsbestyrelse, hvor flertallet blev hentet uden for universiteterne, med det resultat at de valgte repræsentanter for medarbejdere og studerende kom til at udgøre en minoritet. Denne universitetsbestyrelse forholder sig primært til den strategiske ledelse af universiteterne og ansætter rektor, som varetager den daglige ledelse. Rektor ansætter principielt alle andre ledere på universitetet, som varetager deres post efter hans bemyndigelse. Under den tidligere lov eksisterede der på lokalt plan også flere ledere, som var valgt uafhængigt af hinanden, og som havde forskellige ansvarsområder inden for de samme institutter og fakulteter (den tostrengede ledelsesmodel), men med 2003-loven indførtes den enstrengede ledelsesmodel, som indeholdt en entydig kommandostruktur på alle niveauer. Rektors bemyndigelse overfor de underordnede ledere er således blevet markant styrket i forhold til den tidligere universitetslov. De kollegiale organer på fakultets- og institutniveau, som stadig har deltagelse af både undervisere, studerende og teknisk–administrativt personale, har i dag udelukkende rådgivende karakter, og det tidligere vidt forgrenede rektorale udvalgssystem er blevet erstattet af færre strategiske udvalg, som også har fået begrænset sine opgaver til at rådgive den øverste ledelse.

Det er vanskeligt at overvurdere effekten af det ledelsesmæssige paradigmeskifte, som universitetsloven af 2003 medførte på Københavns Universitet. I arbejdet med denne bog er det blevet klart, i hvor høj grad denne forandring har ændret hele strukturen for, hvordan Københavns Universitet på sin side har mødt og oplevet sine studerende, og hvordan de aktive studerende på deres side har responderet i deres søgen efter indflydelse på egne studieforhold. Der findes mangfoldige begreber, som kan anvendes til at analysere denne udvikling: forbrugerisme, fremmedgørelse, politisk opportunitetsstruktur og flere andre. Jeg vil ikke i denne sammenhæng kaste mig ud i at diskutere de forskellige tilgange, men holde mig til at konstatere, at studenterpolitikerne indtil videre har vist, at de finder og udnytter mulighederne for at påvirke deres universitet. Frem til 2003 foregik det primært igennem arbejdet i og omkring de kollegiale organer. I 2012 foregår det igennem kampagner, som skaber opbakning fra de studerende og opmærksomhed fra pressen og universitetets ledelse. Dermed ikke sagt at den strategi, som Studenterrådet følger anno 2012, er den eneste mulige, endsige nødvendigvis den bedste. Studenterrådets strategi i den givne situation er både resultatet af ændrede rammebetingelser og af en kamp og forhandling imellem forskellige tendenser, analyser og interesser, som har eksisteret og stadig eksisterer i organisationen. Det er disse forskellige tilgange til studenterpolitik, som vil blive illustreret i løbet af resten af denne bog.

Om navne og begreber

Forenede Studenterråd ved Københavns Universitet skiftede navn til Studenterrådet ved Københavns Universitet i november 2005. Det er fristende at se navneskiftet i sammenhæng med det skift imellem to forskellige måder at drive studenterorganisation på, som det er min påstand, at man befandt sig i på dette tidspunkt, men det ville ikke desto mindre være et udtryk for en overfortolkning. Et karakteristisk træk ved overgangsperioder er, at de først træder tydeligt frem, når man ser dem i bakspejlet, og således var der efter min bedste overbevisning ingen, som betragtede navneskiftet som en fremadrettet programerklæring på daværende tidspunkt. Internt i organisationen blev det i stedet italesat som en rent praktisk foranstaltning: Navnet Forenede Studenterråd var noget flertydigt og blev ofte forvekslet med en landsorganisation af pressen, og de af os, der tolkede navneskiftet politisk, gjorde det nok snarere i et fortidigt perspektiv: At vende tilbage til navnet Studenterrådet var et tilvalg af historikken fra det gamle Studenterråd med fagkritik, venstreorientering og aktivisme, og måske især et fravalg af den moderate tendens med den borgerligt/liberale orientering. Overfor bekymrede aktive fra organisationens højrefløj benægtede vi dog hårdnakket, at sådanne politiske overvejelser overhovedet var en faktor.

I mit eget indlæg har jeg så vidt muligt søgt at omtale organisationen som Forenede Studenterråd eller fsr, når jeg skriver om perioden fra 1995 til og med 2005, og som Studenterrådet, når jeg skriver om perioden fra 2006 og frem. Denne løsning besværliggøres af, at Studenterrådet også er betegnelsen for den ene af de to organisationer, som ophørte med at eksistere selvstændigt og blev en del af fsr ved udgangen af 1994, men det vil forhåbentlig være klart af konteksten i de givne situationer, hvilken af de to organisationer der er tale om. Hvad de øvrige bidragydere angår, har jeg valgt den for en redaktør nemme løsning at lade dem selv beslutte, hvilket navn de ønskede at benytte, og kun skredet til rettelser, hvis der kunne opstå forvirring. To begreber, der dukker op flere steder i bogen, er parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde. Bag det første gemmer sig i min definition summen af det repræsentative arbejde, som foregik igennem de kollegiale organer, mødeaktiviteter, deltagelse i konferencer, generel lobbyvirksomhed over for både samarbejdspartnere på universitetet og i ministeriet samt lignende politisk arbejde inden for den sfære, hvor politiske beslutninger træffes. Heroverfor står det udenomsparlamentariske arbejde, som foregår udenfor beslutningssfæren, og som har til formål at påvirke beslutningerne ved at demonstrere opbakning til eller henlede opmærksomhed på et givet synspunkt igennem happenings, massemobiliseringer, uddeling af løbesedler og lignende metoder. Dette er ikke en nagelfast definition, idet der naturligvis eksisterer en gråzone imellem begreberne. Gyrd Foss problematiserer i øvrigt brugen af ordet „parlamentarisk“ generelt i forbindelse med Studenterrådets arbejde, men da dikotomien er velkendt og almindeligt brugt i studenterorganisationssammenhæng, vil jeg benytte den i mangel af bedre begrebspar.

Om denne bog

Som beskrevet er tanken med denne bog at bruge de personlige beretninger fra tidligere aktive til at illustrere et udpluk af de forskellige måder, man har kunnet engagere sig i studenterpolitik på inden for rammerne af det, der i dag er Studenterrådet ved Københavns Universitet. Et sådant udpluk vil naturligvis aldrig kunne favne samtlige forskellige aktiviteter, som organisationen har beskæftiget sig med. Især er der to emner, som det beklageligvis ikke har været muligt at dække i denne omgang. For det første bliver det organisatoriske arbejde med at udvikle landsorganisationen Danske Studerendes Fællesråd, som i perioder har engageret store dele af Studenterrådets aktive, ikke behandlet i et personligt erindringskapitel. Denne mangel er til dels søgt afhjulpet ved at vie et selvstændigt afsnit til emnet i den historiske gennemgang, ligesom det mere politisk orienterede arbejde i

landsorganisationen både berøres af Trine Ingemansen og Peter Dalby i deres indlæg. For det andet er universitetsfusionerne i 2006, med den deraf følgende indslusning af to hidtil selvstændige studenterorganisationer i Studenterrådets politiske struktur, heller ikke berørt. Dette skyldes ikke, at emnet ikke er af største vigtighed – man kan bare forsøge at forestille sig situationen, hvor der havde været tre og ikke én samlet studenterorganisation på Københavns Universitet. Fravalget er imidlertid sket i erkendelsen af, at den valgte ramme for denne bog nødvendigvis må åbne med et ret detaljeret fokus på sammenlægningsprocessen imellem Studenterrådet og Moderate Studenter. Dermed var det min vurdering, at det ikke ville være hensigtsmæssigt med yderligere en kompliceret historie om bevillinger, repræsentationsstørrelser, opstillingsformer og lignende, især da denne proces trods alt blot endte med at stadfæste princippet om en enhedsorganisation for studerende ved Københavns Universitet i nogenlunde den form, som den i forvejen eksisterede. De ni bidragydere er blevet bedt om at skrive deres personlige erindringer med udgangspunkt i et givent emne, men med frihed til derfra at fortælle, hvad de selv havde lyst til at give videre. De er blevet bedt om at kaste de videnskabelige hæmninger over bord og fortælle om tingene, som de oplevede dem, uden skelen til en eventuel modparts holdninger eller følelser. Det har givet beretninger, som varierer i længde, stil og fokus og i hvor meget plads der er anvendt til efterrationaliseringer. Det har også givet en række gentagelser, fordi mange af bidragyderne i sagens natur har været aktive over den samme periode. Jeg har undladt at luge for meget ud i disse gentagelser, både for at få begivenhederne belyst fra forskellige sider, men også fordi de enkelte indlæg skal kunne læses for sig selv. Der er altså ikke tale om en bog, som nødvendigvis skal læses fra en ende af, men i stedet om en række små historier, der forhåbentlig hver for sig fortæller sit eget lille kapitel af Studenterrådets historie. Bidragene indledes med to parallelle fortællinger om sammenlægningen imellem Studenterrådet og Moderate Studenter og den første tid i den nye fælles organisation. De er skrevet af Jens Andersen, som sad i Studenterrådets Præsidium fra efteråret 1993, og som blev Forenede Studenterråds første formand, og af Jacob Ørum, der blev den sidste formand for Moderate Studenter, og som efterfølgende fik en lang studenterpolitisk karriere i den nye organisation, blandt andet som mangeårigt præsidiemedlem. Hvor Jens Andersen fortæller om de udfordringer, der førte til, at Studenterrådet accepterede sammenlægningen med de gamle ærkefjender, den organisatoriske etablering af Forenede Studenterråd og den efterfølgende strid med dele af det gamle bagland, som ikke kunne genkende sig selv i den nye organisation, kan Jacob Ørum således følge os et skridt længere i udviklingen til det punkt, hvor

enhedsorganisationen var etableret og man, som han skriver, begyndte at drikke øl i fællesskab snarere end i mindre grupper. Gyrd Foss beretter i sit bidrag om, hvordan fsr opdragede og uddannede sine aktive til det parlamentariske arbejde på Københavns Universitet, og hvordan dette arbejde formede organisationens indhold og selvforståelse. I den forbindelse kommer han også ind på skismaet imellem at drive en politisk interesseorganisation i forhold til en organisatorisk serviceorganisation – en modsætning som ifølge ham opstod i mødet imellem det gamle Studenterråds og de Moderates organisationsopfattelse. Trine Ingemansen beskriver forløbet af periodens mest afgørende politiske enkeltsag, nemlig tilblivelsen af en ny universitetslov, fra begyndelsen af 2001, hvor debatten for alvor startede, til dens endelige vedtagelse i slutningen af 2002. Hun fortæller om debatindlæggene, om møderne og om en organisation, der var på toppen af sin ydeevne, når det handlede om at levere kvalificerede politiske input og professionelt lobbyarbejde – men som på trods af dette ikke formåede at vinde sin sag. Kristian Lauta anskuer det politiske arbejde fra en anden vinkel, nemlig ved en beretning om det internationale politikområde som helhed. Han fortæller, hvordan internationalisering blev banneret, hvorunder man kunne forfølge en række traditionelle studenterdagsordener og realisere dem på et plan, som det ikke før havde været muligt. Samtidig kommer han ind på, hvordan det traditionelle studenterpolitiske solidaritetsarbejde, som havde været i interessemæssig lavkonjunktur siden slutningen af firserne, fik en ansigtsløftning og nye formål. I kapitlet En særlig type tager Peter Dalby udgangspunkt i det uddannelsespolitiske arbejde, som det udfoldede sig i fsr’s lokale uddannelsesudvalg og igennem dsf. Han eksemplificerer også igennem en gennemgang af Københavns Universitets auditeringsproces, hvordan fsr i kraft af sin koordinering og professionalisme kunne påvirke universitetet og fra helt lokalt hold presse universitetsledelsen til at forholde sig til de samme emner, som Kristian Lauta og andre var med til at sætte på dagsordenen fra internationalt hold. Samtidig fortæller han, hvordan han i stigende grad oplevede fsr’s indforståede og professionaliserede kultur som et problem for organisationen, og hvordan han forsøgt at imødegå denne udfordring. Pernille Skipper fortæller, hvordan hun var med til at opbygge det såkaldte 3procent-netværk, som blev et forum for det udenomsparlamentariske arbejde. Det lykkedes ikke at få Studenterrådet til at lægge navn til i begyndelsen, men igennem en nøje balancegang formåede man at bevare enhedsorganisationen på Københavns Universitet og integrere 3procent-netværket i Studenterrådet på længere sigt.

Jesper Luthman beretter om sit møde med fsr, da han som tidligere formand for Studenterrådet på Aarhus Universitet skiftede til København og fandt, at den moderate arv, som han havde identificeret sig med i Aarhus, havde trange kår på den anden side af Storebælt. Han fortæller om forsøgene på at skabe fungerende indtægtsgivende aktiviteter i regi af fsr og om at blive mødt med mildt sagt begrænset opbakning hertil, men også om hvordan man i regi af en semi-privat virksomhed – i samarbejde med en række store boligselskaber – kunne skabe bedre boligforhold for grupper af trængende studerende. I det sidste erindringskapitel beretter Anne Bie Hansen om sin positive overraskelse i mødet med en kampagnebaseret studenterorganisation, hvor der var kort fra tanke til handling. I den periode, som hun beskriver, lavede stadigt flere grupper af studerende lokale aktiviteter for at skaffe fokus på deres forhold, men det var også en udfordring at fokusere disse kampagneaktiviteter, så de gav bedst muligt udbytte, og de deltagende studerende fik en succesoplevelse. Afslutningsvis knytter Bjarke Lindemann Jepsen, Studenterrådets nuværende formand, nogle kommentarer til forholdet imellem tradition og fornyelse i en studenterorganisation, som trods sine 100 år skal vedblive at være relevant og repræsentativ for den til enhver tid aktuelle gruppe af studerende. Som en indledende ramme for de personlige fortællinger har jeg sam menstykket en kort, historisk gennemgang af Studenterrådets udvikling fra 1995 til 2012 med en række referencer til bidragyderne og på baggrund af en gennemgang af organisationens arkiv. I den forbindelse vil jeg gerne knytte et par kommentarer til min egen person.

Om mig selv

Al historiefortælling er subjektiv og politiserende. Det gælder for antikforskere såvel som koldkrigsforskere – og i sagens natur også når man forsøger at skrive historie om en periode og en organisation, hvor man selv har spillet en rolle, som jeg gør i denne sammenhæng. Det bedste jeg kan gøre i den forbindelse er på forhånd at lægge kortene på bordet og forklare om min egen rolle i Studenterrådet og mine refleksioner over den. På den baggrund vil læseren kunne gå til de følgende sider med en viden om min baggrund for at drage de konklusioner, som jeg gør, og forhåbentlig hverken anse dem som objektiv realhistorie eller som et alt for ensidigt partsindlæg. Kort efter min start på historiestudiet i 2003 blev jeg aktiv i det daværende Forenede Studenterråd (fsr). Jeg havde en baggrund i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor jeg havde været med i en proces, der udvidede organisationens traditionelt snævre fokus på uddannelsespolitik til et bredere politisk fokus, hvor man påtog sig opgaven at „aktivere og politisere“ gymnasieeleverne.

Det blev aldrig defineret helt præcist, hvad dette begreb indeholdt, men det kan nok bedst oversættes til en slags socialistisk folkeoplysning, hvor målet var at få elever og studerende til at tage stilling til deres hverdag, blive aktive igennem demonstrationer og protester og igennem erkendelse af systemets utilstrækkelighed til sidst ende som bevidste socialister. Det var med denne overordnede ide om en studenterorganisations højeste formål, at jeg mødte en organisation, som var alt andet, end hvad jeg anså for rigtigt. Trine Ingemansen beskriver sit møde med fsr som en forårsforelskelse. Min oplevelse var nok snarere et arrangeret ægteskab, hvor parterne først rigtig forligede sig med hinanden, da det hele var overstået. Jeg ville lave demonstrationer, diskutere landspolitik og sætte brede principielle studenterinteresser til debat, men jeg kom ind i en organisation, som gik til udvalgsmøder, læste lange budgetnotater og satte de realpolitiske resultater uendeligt højt. At jeg blev valgt som formand i to perioder skyldtes kun, at der ikke var andre kandidater. Ved mit genvalg eksisterede endda en alliance, som var stærk nok til at vælte mig, og som kun lod være, fordi deres designerede formandskandidat afslog at stille op imod mig og i stedet genopstillede til en menig post i Præsidiet, hvor han og jeg i øvrigt arbejdede fortrinligt sammen. Dengang havde jeg opfattelsen af, at en række af de tidligere aktive blev hængende i og omkring organisationen, ikke så meget fordi de selv ønskede at lægge et stykke arbejde, men fordi de ville forhindre, at andre fik lov til at foretage sig noget, som de kunne være uenige i. Dette var en unfair fremstilling, for de lagde faktisk en del kræfter i Rådet, og jeg selv var ikke en mester i at lytte og skabe kompromisser, så de konfrontationer, som opstod, var mindst lige så meget min skyld. Min tid som formand begyndte i marts 2005 og sluttede i november 2006. Jeg besluttede at forlade organisationen hurtigt derefter for ikke at ende som en af de kontrollerende forhenværende aktive, jeg selv havde syntes så dårligt om. Som det vil fremgå af det følgende, faldt min periode som aktiv derfor i grove træk sammen med den periode, hvor Københavns Universitet langsomt overgik til den nye universitetslov, og hvor kulturen og betingelserne for studenterindflydelse derfor var i skred. Selv var jeg dog også i skred og udviklede langsomt en større forståelse og respekt for det parlamentariske arbejde, som jeg indledningsvis havde betragtet som formålsløst. Det skabte den paradoksale situation, at selvom den organisation, som jeg forlod, i langt højere grad levede op til de ønsker, jeg havde haft, da jeg begyndte som aktiv, så følte jeg mig nu personligt lidt fremmedgjort overfor den nye aktivisme og begræd måske endda til dels tabet af noget af den meget ansvarlige og universitetsloyale kultur, som det gamle system havde frembragt.

Set i tilbageblik blev jeg og de fleste af mine medpræsidialer nok en overgangsgeneration, mere formet af omstændighederne, end selv formende. Vi havde masser af succesoplevelser og skabte gode resultater undervejs, men i sammenligning med tidligere generationer af kerneaktive var vores studenterpolitiske karrierer ret korte – de fleste ikke meget mere end to-tre år. For mit eget vedkommende blev udarbejdelsen af denne bog den første anledning til for alvor at krydse mit spor. Det har overbevist mig om, at jeg havde ret i nogle ting, tog fejl i andre og fra tid til anden må have fremstået grænseløst provokerende og amatøragtig overfor nogle af de mere erfarne aktive. Den følgende gennemgang af Studenterrådets historie afspejler min aktuelt bedste opfattelse af wie es eigentlich gewesen, dannet på baggrund af arkivundersøgelser, diskussioner med andre tidligere aktive og mine egne erindringer, men gudskelov vil den slags opfattelser altid blive korrigeret. Jeg håber, at tidligere aktive, som føler deres opfattelser og aktiviteter fejlagtigt eller mangelfuldt gengivne her, vil være med til at korrigere mig.

* Denne oversigt over Studenterrådets historie er blevet til ved gennemgang af Studenterrådets arkiv fra 1994-2012. Mødereferater fra fællesråd, bestyrelse, generalforsamlinger og politikkonferencer er blevet gennemgået i forening med politiske og organisatoriske beretninger og regnskab samt alle numre af det interne blad Information og Debat. Derudover har jeg foretaget en løsere gennemgang af Studenterrådets eksterne publikationer (Studenterhåndbogen, Studentermagasinet og Rus, Universitet og Samfund). Årene fra 1995-2005 er de bedst belyste af en række årsager. Dels fordi man i denne periode prioriterede at vedligeholde et temmelig omfattende arkivsystem, dels fordi man udgav Information og Debat med indkaldelser og referater fra (næsten) alle fællesrådsmøder og generalforsamlinger. Omkring 2005-2006 nedsattes udgivelsesfrekvensen for Information og Debat gradvist, indtil bladet helt ophørte med at udkomme. Samtidig tiltrådte et Præsidium, ledet af denne bogs redaktør, som bevidst valgte at nedprioritere vedligeholdelsen af arkivet – en beslutning, som var begrundet i en holdning til, at Præsidiet skulle være politisk ledelse frem for embedsværk, men hvis konsekvenser for den fremtidige historieskrivning i dag kan ærgre. Endelig førte et it-nedbrud i 2006 til, at langt størstedelen af et års produktion af tekstfiler fra hele organisationen forsvandt. For årene 2007 og frem fungerer Studenterrådets server aktuelt som arkiv for mødereferater, beretninger etc., men arkiveringen er ikke foregået systematisk på nær samme niveau som indtil 2005, hvorfor en vis andel af referater og beretninger tilsyneladende er bortkommet.

Studenterrådets historie 1995-2012*

jesper johansen meisner Redaktør

Lad os bare starte med en konklusion: Studenterpolitikere definerer sig i opposition til deres forgængere. I de ti kapitler, som følger dette, er et af de gennemgående elementer, at aktørerne oplever deres indsats som væsensforskellig fra deres forgængeres. Jens Andersen og Jacob Ørum fremhæver begge en modsætning mellem tidligere tiders fløjpolitik i Studenterrådet og Moderate Studenter overfor deres eget arbejde for at samle en fælles organisation, som fokuserede på uddannelsespolitik og de studerendes interesser som uddannelsessøgende. Jesper Luthman fremhæver arbejdet for, at Studenterrådet skulle engagere sig i indtægtsgivende virksomhed som en modsætning til organisationens traditionelle aktivitet. Pernille Skipper fortæller, at 3procentnetværkets demonstrationer var de første mobiliseringer af universitetsstuderende i mange år. Endelig lægger Anne Bie Hansen vægt på, at de politiske kampagner, som hun deltog i, var en nyskabelse i forhold til tidligere tiders studenterpolitikere, som kun gik til møder og diskuterede. At denne oplevelse af at nedbryde gamle grænser og udvikle nye muligheder er en realitet for den enkelte, er der ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved, men set udefra kan det være svært at se den revolutionerende, nye udvikling. Både Studenterrådet og Moderate Studenter havde i flere år inden sammenlægningen i langt overvejende grad koncentreret sig om det parlamentariske arbejde i organer som Konsistorium og fakultetsråd; Forenede Studenterråd havde udbudt talrige kontante medlemsfordele til de studerende, før Jesper Luthman kom til Københavns Universitet i 2003; tusindvis af studerende havde demonstreret imod afdemokratisering af universiteterne et par år før 3procentnetværket grundlagdes; og netop 3procent-netværket var i udtryks- og arbejdsform en direkte forløber for de senere studenterrådskampagner.

PLAKAT / 1980’ERNE Selvom 80’ernes store fløjkampe var afløst af et snævert fokus på universitetspolitik, var det en stor opgave at forene de to organisationskulturer.

Historien om, hvad der er Studenterrådet ved Københavns Universitet, kan skrives på ny med hver eneste aktive. I løbet af et studenterpolitisk liv oplever de fleste aktive at komme ind i en organisation, som er tilpasset til en fortidig virkelighed. Arbejdet i organisationen bliver derfor et forsøg på at ændre dens praksis til bedst muligt at forholde sig til de eksisterende politiske og organisatoriske vilkår, om det så foregår igennem velgennemtænkt strategisk planlægning eller – sikkert ligeså ofte – igennem mere eller mindre tilfældige reaktioner på aktuelle problemer. Den oplevelse er der ikke noget mærkeligt i. De sidste tyve år har været præget af en konstant og ofte hæsblæsende udvikling i Københavns Universitets forhold. Nye universitetslove er blevet vedtaget i 1992 og 2003 med revisioner i hhv. 1999 og 2011, og universiteterne er blevet tolket ind i en vækst- og innovationsdagsorden, som har gjort dem til et politisk fokusområde og kampplads i langt højere grad end i årtierne før. Det er en udvikling, som også har måttet påvirke formerne for repræsentation af de studerende, og på den baggrund er der en sandhed i, at mange studenterpolitikere oplevede, at netop de selv var med til at tilpasse Studenterrådets arbejdsformer og profil til en ny tid. Men bruddene med fortiden kan også komme til at skygge for kontinuiteten. Det er nu engang lettere at komme i tanker om de månedlange skænderier om, hvorvidt man skulle deltage i den demonstration, som forgængerne syntes var noget pjat, end at man også arrangerede den studiestartsfest, som var en årlig tradition. Hvis vi derfor skal flytte fokus fra den enkeltes oplevelse af sin egen aktivitet i Studenterrådet – hvilket grundlæggende er den, der udforskes i de følgende kapitler – til en mere generel analyse af, hvilken udvikling organisationen som helhed gennemgik i årene fra sammenlægningen af de to tidligere rivaliserende organisationer frem til det nuværende Studenterråd på Københavns Universitet, så må vi i stedet kigge på kontinuiteten over flere generationer af studenterpolitikere. Dette kapitel begynder med begyndelsen, nemlig sammenlægningen af Studenterrådet og Moderate Studenter. Derfra forlader vi dog delvis den kronologiske opbygning for at anskue et par grundtræk ved fsr/Studenterrådets udvikling i perioden fra 1995 og frem. Det drejer sig om den interne politiske struktur og magtbalance i organisationen samt om organisationens politiske indholdsmæssige prioriteringer og forholdet til Københavns Universitet. Dernæst ses der kort på, hvordan det stormomsuste forhold til Danske Studerendes Fællesråd og de øvrige beslægtede elev- og studenterorganisationer har udviklet sig i takt med Studenterrådets generelle politiske udvikling. Afslutningsvis samler vi op på, hvordan de strukturelle muligheder for studenterindflydelse og sammensætningen af studentergruppen som sådan har skabt rammerne for, hvordan de studerendes interesser er blevet varetaget, siden man fik „én samlet organisation.“

Sammenlægning og konsolidering

Principielt var det en helt ny organisation, som så dagens lys 1. januar 1995. De to gamle studenterorganisationer på Københavns Universitet – Studenterrådet og Moderate Studenter – havde nedlagt sig selv, og i stedet stod det nye Forenede Studenterråd (fsr) klar med nye vedtægter, ny struktur og nye dynamikker. Splittelsen mellem Studenterrådet og Moderate Studenter havde rod i spørgsmålet om, hvordan man skulle forholde sig til styrelsesloven af 1970. Inden da var Studenterrådet ved kongelig forordning anerkendt som repræsentant for de studerende ved Københavns Universitet, men med styrelsesloven, hvor de studerende fik sæde i Konsistorium, fakultetsråd og studienævn, indførtes direkte personvalg administreret af universitetet til posterne. Studenterrådet boykottede valget til Konsistorium med krav om, at repræsentanterne i stedet skulle udpeges igennem Studenterrådets interne politiske system, men en gruppe af udbrydere fra Moderate Studenter valgte at deltage i valgene og fik derfor plads i Konsistorium efter et valg, hvor dog kun 15 procent af de studerende stemte. Studenterrådets principielle modstand imod valgsystemet varede ved, men da styrelsesloven blev revideret i 1973 indså man, at slaget var tabt og meldte sin opstilling til det efterfølgende valg. Hermed var banen kridtet op til de årlige valgkampe imellem Studenterrådet og Moderate Studenter, som Studenterrådet i reglen vandt overbevisende. Forskellene imellem de to organisationer voksede over de følgende tyve år, hvor Studenterrådet engagerede sig i marxistisk inspireret fagkritik og i stigende grad i freds- og solidaritetsarbejde, imens Moderate Studenter hurtigt blev mere borgerligt orienterede og iscenesatte sig som det individuelles forsvarer imod det, man opfattede som venstreorienteret ensretning. Omkring 1990 svandt den politiske aktivitet hos ungdommen generelt, og Studenterrådet oplevede en markant nedgang i antallet af aktive. Studenterpolitikere med erfaring fra begyndelsen af firserne beretter om fællesrådsmøder med over 100 deltagere, hvor der ti år senere sjældent kom mere end en fjerdedel så mange. For at føje spot til skade led Studenterrådets økonomi under en fejlslagen investering i en kursusejendom på Sjælland, og at sekretariatsdriften ikke hurtigt nok var blevet indrettet efter nedgangen i aktivitetsniveauet, så i en årrække undgik Studenterrådet reelt kun konkurs på Københavns Universitets nåde. I løbet af 1993-94 havde Rådet desuden svært ved at finde folk til ledelsen, hvorfor der i flere omgange valgtes „provisoriske“ præsidier, som havde til opgave at sikre organisationens overlevelse frem til valget af en reel ledelse, men heller ikke mere. Moderate Studenter på sin side havde en endnu mindre base af aktive, men en mere robust økonomi end Studenterrådet. Ved den første universitetslovs ikrafttræden i 1993 indskrænkedes studenterindflydelsen på universiteterne kraftigt til fordel for en styrkelse af de direkte

ORIENTERING OM DOM I BYRETTEN / 1991 Flere gange i løbet af de sidste hundrede år har Studenterrådet forsøgt sig med drift af kursusejendomme – og hver gang er det endt med at bringe Rådet på randen af konkurs. Sidste mislykkede forsøg endte i 1991, men de økonomiske eftervirkninger kunne mærkes ti år efter.

valgte ledere – rektor og dekanerne. Allerede fra slutningen af 1980’erne havde Studenterrådet og Moderate Studenter nærmet sig hinanden politisk ved at skrue ned for den ideologiske retorik og i stedet iscenesætte sig som tværpolitiske, og oplevelsen af, at studenterindflydelsen blev kraftigt beskåret, skabte fornyet grobund for den tilnærmelse imellem de to organisationer, der sidenhen førte til sammenlægningen. Processen op til og under sammenlægningen er beskrevet i to indlæg fra centrale aktører her i bogen, så de nærmere detaljer vil vi ikke komme ind på her. Referaterne fra fællesrådsmøderne bekræfter dog – i hvert fald for Studenterrådets vedkommende – opfattelsen af, at sammenlægningen i høj grad blev drevet af det personlige engagement i det tre-mands Præsidium, som blev valgt i foråret 1994. Jacob Ørums beretning bekræfter indtrykket af, at det var en mindre, dedikeret gruppe bestående af de to organisationers ledelse, som reelt skabte og gennemførte fusionen. Man fornemmer også en vis skepsis hos Studenterrådets øvrige aktive, når sammenlægningen blev diskuteret i Fællesrådet, og selv ved vedtagelsen af det endelige forslag til sammenlægning blev der tilsyneladende brugt lang tid på at lufte modvilje imod de moderates opførsel i forhandlingerne. I realiteten har eventuelle skeptikere nok haft svært ved for alvor at forhindre sammenlægningen, hvis de ikke var indstillede på at byde ind med en alternativ ledelse, som kunne videreføre en selvstændig organisation. Præsidiet kunne således trods alt skaffe næsten enstemmig opbakning til sammenlægningen. fsr’s aktiviteter efter sammenlægningen ligner alt andet end en nystartet organisation, der lige skal finde sine egne ben. I løbet af de første måneder realiserede man udgivelsen af to nye blade – det eksternt rettede Studentermagasinet, og det mere internt rettede Information og Debat – og man tilrettelagde og afholdt også en kampagne til det studentervalg, som var blevet udskudt pga. sammenlægningsprocessen. Det nyvalgte Præsidium fik en kerne af folk fra de to gamle organisationers ledelser, som således havde arbejdet sammen om fusionen i over et halvt år, før de overtog det fælles ansvar for den nye organisation. Dette samarbejde lader til at have skabt gode forudsætninger for en fælles forståelse af Forenede Studenterråds mål og midler i den første periode. I hvert fald synes Præsidiet, som var valgt ved, at hver organisation udpegede halvdelen af de nye medlemmer, at have fungeret sammen uden sværdslag og særinteresser. I stedet opstod konflikterne i spændingsfeltet imellem Præsidiet og Fællesrådet. Fællesrådet, som Jens Andersen kalder for et repræsentantskab, var en konstruktion, som i store træk havde overlevet fra det gamle Studenterråd – den øverste politiske myndighed, hvor afstemningssystemet var en blanding af personlige stemmer og stemmer repræsenterende de tilstedeværende studerendes fagråd vægtet efter

fagenes størrelse. Med fællesrådsmøder hver tredje uge og sideløbende møder i de åbne politiske udvalg havde de faste mødedeltagere stor mulighed for at kontrollere ikke bare de store linjer, men også detaljerne i den politik, som blev ført. På det organisatoriske og økonomiske område havde sammenlægningen imidlertid ført til, at generalforsamlingen var blevet opfundet som den øverste myndighed. Generalforsamlingen havde præcis samme sammensætning som Fællesrådet, men mødtes kun to gange om året, hvilket gav Præsidiet markant større muligheder for at agere som en faktisk ledelse på det organisatoriske og økonomiske område end på det politiske. Opdelingen af de to slags møder, som var et resultat af forsøget på at skabe en harmonisering imellem de to gamle organisationers demokratiopfattelse, kan synes paradoksal. Selvom deltagerantallet til generalforsamlingerne tit var lidt større, var det nemlig i sagens natur stort set de samme mennesker, der mødtes i det samme lokale, uanset om det blev kaldt generalforsamling eller fællesrådsmøde. Ikke desto mindre blev opdelingen taget alvorligt, og hvor Præsidiet i det store og hele holdt sig fra at forfølge en selvstændig politisk dagsorden, tog man rollen som organisatorisk og økonomisk ledelse på sig og gennemførte en reform af sekretariatsstrukturen, hvor flere medarbejdere blev afskediget. Omstruktureringen havde formentlig både et økonomisk og et mere politisk sigte. Sammen med de reducerede lønomkostninger blev en styrket sekretariatslederfunktion knyttet tættere til Præsidiet, og dermed blev der færre ”indgange” til viden om sekretariatet for andre aktive. Dette styrkede Præsidiets lederstatus på det organisatoriske område, men ændringen blev for meget for en gruppe af gamle studenterrådsfolk, og da kernen af det siddende Præsidium genopstillede på generalforsamlingen i efteråret 1996, blev de udfordret af en liste med et fælles opstillingsgrundlag, der i demokratiets navn krævede kontrollen med sekretariatet forankret i Fællesrådet. Set udefra virker denne udfordring i højere grad som en markering af utilfredshed end et reelt forsøg på at blive valgt. Gruppens opstillingsgrundlag var nemlig formuleret som spørgsmål til det siddende Præsidium, holdt i en temmelig personlig tone, og ikke som en præsentation af egne visioner eller holdninger. Oprørerne har næppe heller gjort sig særligt populære ved at indrykke et to sider langt og meget kritisk indlæg om Præsidiets personalepolitik i det nummer af Studentermagasinet, som skulle profilere fsr op til efterårets studentervalg. Præsidiets svar, som det fremgår i papirerne, var da også en forholdsvis nøgtern hævdelse af sin egen kompetence som ledelse for organisationen sammen med påpegningen af en række faktuelle fejl i oprørernes redegørelse for situationen på sekretariatet. Når både Jens Andersen og Jacob Ørum fremhæver episoden i deres erindringer her 17 år efter, viser det dog, at udfordringen blev oplevet

FORSIDE / STUDENTERBLADET / 1994 Et ekstra nummer af Danske Studerendes Fællesråds studenterblad i anledning af afskaffelsen af Styrelsesloven og indførelsen af den første Universitetslov.

meget stærkt af den siddende ledelse, måske netop fordi det var summen af en række personers individuelle utilfredshed med udviklingen i den nye organisation, snarere end én klart defineret politisk uenighed, som lå til grund for konflikten. Resultatet på generalforsamlingen blev en klar sejr til det siddende Præsidiums linje, og kort efter meddelte de sidste tilbageværende medlemmer af oprørergruppen på et fællesrådsmøde, at de trak sig fra alle poster i fsr.

Struktur og magtbalance Fællesrådets årti

Den politiske kompetence forblev solidt forankret i Fællesrådet i fsr’s første ti år, selvom meget forarbejde skete i de tre politiske udvalg, uddannelsesudvalget, levevilkårsudvalget og det internationale udvalg (hvoraf sidstnævnte dog i visse perioder reelt var ikke-eksisterende). Peter Dalby beskriver, hvordan uddannelsesudvalget fungerede som et forum, hvor de særligt interesserede diskuterede detaljerne i lovtekster og bekendtgørelser. Levevilkårsudvalget på sin side synes mere at have fungeret som et koordinerende embedsmandsudvalg som resultat af, at de aktive her primært var folk, som repræsenterede fsr i forskellige parlamentariske sammenhænge, f.eks. i su-rådet. Præsidiet tilforordnede en sekretær til hvert af udvalgene og udgjorde ofte flertallet af de aktive i de politiske udvalg, men dets politiske kompetence i sig selv forblev særdeles indskrænket. For alle udvalg var Fællesrådet nemlig appelorganet, som skulle fastlægge den politiske linje i de notater, høringssvar og kampagner, der blev konkret udformet i udvalgene. Fællesrådets kompetence stoppede dog ikke her. Det var nemlig også ved fællesrådsmøderne, at forhandlingsmandater for de indvalgte repræsentanter i Konsistorium og senere universitetsbestyrelsen blev vedtaget, og mange af fsr’s væsentligste politiske interesseområder udsprang af Konsistoriums arbejdsområder. Det gjaldt eksempelvis langtidsplan og strategi for universitetet, udviklingskontrakter med ministeriet, campusplan og meget andet, så i praksis var det sjældent Præsidiet i sig selv, men i stedet en konsistorierepræsentant eller et individuelt præsidiemedlem i sin egenskab af udvalgssekretær, som lancerede en politisk diskussion i Fællesrådet. Principielt opfyldte Fællesrådet således på én gang funktionen som øverste politiske myndighed, hvor alle studerende kunne mødes og diskutere uddannelsespolitik, og funktionen som daglig politisk ledelse for både Præsidiet, som skulle varetage udførelsen af den vedtagne politik på landsplan igennem de nationale studenterorganisationer, og konsistoriegruppen, der varetog den lokalt på universitetsplan. Som resultat af denne konstruktion skal man lede længe i referaterne efter de store principielle diskussioner om uddannelsernes rolle i

samfundet, mens aktuelle, realpolitiske problemstillinger til gengæld blev diskuteret på højt niveau og i en høj detaljeringsgrad. Kontrollen med politikudviklingen vogtedes effektivt, som Jacob Ørum giver et eksempel på i sit indlæg. Som uddannelsespolitisk sekretær oplevede han i flere omgange at blive tvunget af Fællesrådet til at dementere et uheldigt avisinterview, hvor han var kommet til at udtale sig uden for sit mandat. Begivenheden faldt tidsmæssigt sammen med, at Præsidiet havde afvist at lade fsr deltage i en støttedemonstration for serbiske studerende. På grund af tidspres var Fællesrådet ikke blevet inddraget, og på trods af, at der egentlig synes at have været opbakning til beslutningen i sig selv, førte den alligevel til en principiel diskussion i Fællesrådet af Præsidiets kompetence. Her blev det indskærpet – for hverken første eller sidste gang – at Præsidiet havde til opgave at drive organisationen i det daglige og holde baglandet informeret – ikke at udvikle politik selv. Kampen om den organisatoriske ledelse af organisationen lå heller ikke helt død efter opgøret i 1996. Selvom alle interesserede studerende kunne møde op og stemme i Fællesrådet, var det reelle antal deltagere som oftest omkring 20-25, hvoraf mange tidligere havde beklædt poster som medlemmer af Præsidiet eller Konsistorium. Derfor havde de også indsigt i og følte ansvar for de organisatoriske beslutninger. I praksis betød det, at et Præsidium måtte bygge alliancer på tværs af organisationen for at udøve sin kompetence som organisatorisk ledelse, selv hvis der internt var enighed om en beslutning. I de tilfælde, hvor Præsidiet overtrådte de uskrevne regler, var der kontant afregning. Det var blandt andet tilfældet i 2003, da Præsidiet i fuld overensstemmelse med tidligere beslutninger havde købt nye møbler til Fællesrådets mødelokale for et stort beløb. At pengene allerede var afsat til formålet kunne ikke undskylde, at Præsidiet ikke havde inddraget andre i beslutningen, og spørgsmålet blev genstand for diskussioner på generalforsamlingen både i 2003 og det følgende år, hvor de kulminerede med vedtagelsen af en begrænsning af Præsidiets økonomiske kompetence til fordel for det af generalforsamlingen nedsatte økonomiudvalg. Fællesrådets styrke som politisk organ fremtræder måske allertydeligst i forbindelse med forhandlingerne om universitetsloven, der blev vedtaget i 2003. Over en periode på to år diskuteredes en række grundlæggende spørgsmål om universitetets styreform igennem studiekredse og notatskrivning. Man fastlagde på den baggrund konkrete mandater for repræsentanterne i dsf’s politiske udvalg, for de enkeltpersoner, der deltog i møder med ministeriet, og for konsistorie- og fakultetsrådsmedlemmerne, som kunne påvirke universitetets og de enkelte fakulteters høringssvar i forskellige perioder af lovgivningsprocessen. Fællesrådet var her centralt i at sikre en fast politisk linje, og at der fandtes overblik over de mange forskellige processer, som forskellige aktive var en del

af. Trine Ingemansen giver i sit kapitel en god beskrivelse af den hektiske aktivitet, der prægede hele denne periode, som man i fsr var klar over kunne få stor betydning for både organisationens og universitetets fremtid. Et par gange i løbet af 2002, hvor den parlamentariske strategi blev suppleret med deltagelse i en fælles demonstration med andre elev- og studenterorganisationer og fagbevægelsen, nåede man op på over 50 deltagere ved et fællesrådsmøde, og der blev gjort en indsats for at sikre, at de nye aktive fik mulighed for at deltage i diskussionerne. Det var i denne aktive og udadvendte periode, den senere formand Peter Dalby havde sit første møde med fsr, og som han beskriver i sit indlæg. Processen viser dog også, hvordan fællesrådskonstruktionen kunne virke mindre åben og inkluderende, end princippet om lige deltagelse for alle studerende lagde op til. Da en gruppe af de nye aktive ønskede at fortsætte det udenomsparlamentariske arbejde efter den fælles demonstration ved at sætte fokus på nedskæringer på finansloven og derfor vendte tilbage til Fællesrådet, opdagede de, at emnet var sat på dagsordenen som et af de sidste punkter efter nogle stærkt tekniske diskussioner om vejledningssystemet og fordele og ulemper ved hhv. enstrenget og tostrenget ledelsesstruktur på universiteterne. De, der ikke var kørt trætte, da mødedeltagerne endelig nåede til punktet om finansloven, blev belært af de kerneaktive om, at kræfterne nu var bedre brugt på det parlamentariske forhandlingsarbejde, og al diskussion om demonstrationer eller studenterstormøder blev effektivt lukket ned. Igennem de to år, hvor arbejdet med at påvirke forhandlingerne om en ny universitetslov stod på, viste Fællesrådet sig således både fra sin bedste side som den højkompetente forsamling, der sikrede sammenhæng og fornuft i fsr’s politiske linje, men også fra sin værste som en uigennemskuelig bureaukratkonstruktion, hvor nogle få håndfulde kerneaktive igennem uigennemskuelige procedurer og alliancemønstre kunne gøre det praktisk talt umuligt at overskue og påvirke processerne som ny aktiv. Det er om perioden umiddelbart herefter, at Peter Dalby i sit indlæg skriver, at han oplevede et stigende antal konflikter, som bundede mere i personlige end politiske forhold – herunder blandt andet den tidligere nævnte langstrakte diskussion om indkøb af møbler. Reelle politiske uenigheder fandtes dog også i organisationen, og i de følgende år vendte magtbalancen imellem Præsidium og Fællesråd ofte tilbage som diskussionspunkt.

Præsidiet som ledelse eller embedsværk

I kraft af Præsidiets begrænsede politiske kompetence var formandsposten i fsr ikke betragtet som en særligt politisk funderet post, men snarere som en slags organisatorisk leder. Allerede i det første Præsidiums årsberetning i 1995 er det eksplicit skrevet, at formanden har ansvar for organisation og økonomi, imens

PLAKAT / 1995 Set udefra stĂĽr det ikke helt klart, hvad der var den dybere mening bag den nye organisations valg af plakattema i sammenlĂŚgningsĂĽret 1995, men der var i hvert fald tale om et klart brud med de to gamle organisationers meget politisk ladede udtryk.

de politiske udvalgssekretærposter er fordelt på andre medlemmer. Formanden som person kunne naturligvis sagtens spille en politisk rolle i organisationen alligevel – f.eks. besad Simon Serbian posterne som konsistoriemedlem og formand for fsr samtidig – men denne politiske rolle var ikke knyttet til formandsposten. I fsr’s første små ti år var det for at understrege det kollektive politiske ledelsesansvar i organisationen også oftere enten et konsistoriemedlem eller en af de politiske udvalgssekretærer frem for formanden, som udtalte sig til pressen på vegne af organisationen. Trine Ingemansen beskriver endda, hvordan hun som forholdsvis ny aktiv blev spurgt, om hun ikke ville optræde i et par tv-interviews „når nu det var hende, der havde skaffet aftalerne.“ De to årligt tilbagevendende store taler – velkomsttalen til de nye studerende ved rus-arrangementet og talen til Københavns Universitets årsfest – var også fordelt, således at formanden talte ved rus-arrangementet, hvor man primært bød velkommen på universitetet og fortalte kort om organisationens opbygning, mens et konsistoriemedlem talte ved årsfesten, hvor man udlagde fsr’s politiske holdninger over for universitetets ledelse og de tilstedeværende ministre. At det ikke var de politiske analyser og visioner, som sikrede valg til Præsidiet eller formandsposten, kan man forvisse sig om igennem de skriftlige opstillinger. Lands- eller universitetspolitik nævnes kun sjældent, men det gør til gengæld hensigtserklæringer om at holde baglandet godt informeret, sikre bedre kontakt til fagrådene og vigtigst af alt en minutiøs cv-gennemgang. Som i en romersk gravskrift opremsedes de poster, kandidaten tidligere havde beklædt: studienævnsmedlem, studenterstudievejleder, rustursansvarlig. Interessant nok var det kun sjældent, at kandidaterne henviste til, hvilke konkrete resultater eller erfaringer de fik fra deres tidligere positioner – det vigtigste var tydeligvis signalet om, at man havde leveret en arbejdsindsats. Endda i årene 1998 og 2003, hvor der var kampvalg om formandsposten, var opstillingerne blottet for antydningen af politisk eller organisatorisk konflikt, og valgene fremstår (i hvert fald set udefra) derfor som rene personspørgsmål. Opstillingerne som spidskandidat til konsistorievalget og senere bestyrelsesvalget afspejler den samme politiske kultur, endskønt der her i højere grad blev udtrykt interesse for specifikke politiske emner. Dette skulle dog primært demonstrere, at de opstillede kandidater (som næsten altid var identisk i antal med antallet af poster på valg) tilsammen ville kunne dække udvalgsområderne på kompetent vis. Således blev meget få poster internt i organisationen italesat som poster med politisk indflydelse. I den interne jargon var der snarere tale om arbejdsopgaver, som man altså kvalificerede sig til ved tidligere at have varetaget andre arbejdsopgaver – et meritokrati kan man kalde det. Præmissen for denne afpolitisering af de valgte poster var naturligvis, at den politiske indflydelse skulle ligge i Fællesrådet. Et

par af konsistoriekandidaterne gik endda så vidt, at de i opstillinger hævdede, at deres egne politiske holdninger var irrelevante, da de i enhver sag vil lade sig guide af Fællesrådets flertal. Det var naturligvis en sandhed med modifikationer, da pladsen som konsistoriemedlem – eller for den sags skyld præsidiemedlem – gav indehaveren adgang til mere information og erfaring, som kunne styrke den individuelle aktives position i Fællesrådet, men at repræsentanterne ofte blev sendt af sted med både mandat og argumentation fastlagt i detaljer, er der ingen tvivl om. Det kan umiddelbart undre, hvorfor det var attraktivt for aktive at stille op til f.eks. Præsidiet og lægge en stor arbejdsindsats der, når indflydelsen lå i et organ, hvor man blot kunne dukke op hver tredje torsdag for at opnå den samme indflydelse. Når man skimmer deltagerlisterne i fællesrådsreferaterne bliver det imidlertid klart, at mange aktive netop var faste deltagere i fællesrådsmøderne, i perioder både før og efter de sad i Præsidiet eller Konsistorium. Ved at forankre flest mulige politiske beslutninger i Fællesrådet var den enkelte aktive således sikret indflydelse på beslutningerne, også i de perioder, hvor hun ikke besad nogen af de mere arbejdstunge poster. Omvendt var kravene for at kunne gøre sig politisk gældende i Fællesrådet så høje, at det ofte var nødvendigt at påtage sig de tunge poster i perioder for at kunne arbejde sig tilstrækkeligt ind i stoffet. Graden af harmoni, som denne ordning skabte, skal ikke overdrives. Som vi har set, var der masser af lejligheder til at diskutere grænsedragningen for, hvornår Præsidiet skulle involvere Fællesrådet, økonomiudvalget eller andre i deres beslutninger, og konsistoriemedlemmernes forvaltning af deres mandater kunne også møde kritik og føre til hårde opgør. Alligevel står et billede tilbage, hvor gruppen af kerneaktive er forholdsvis lille – næppe meget over 25 på noget tidspunkt – men hvor disses liv i organisationen til gengæld varede længe sammenlignet med andre ungdomsorganisationer. For manges vedkommende varede en fsr-karriere mere end de fem år, som studiet var normeret til – i mindst ét tilfælde hele 12 år. Disse i sammenhængen lange karrierer var en forudsætning for, at politikudviklingen lå forankret i Fællesrådet. Vi nærmer os nu den periode, hvor nærværende artikels forfatter var en af de centrale aktører i fsr, og det kan derfor ikke undgås at personlige erindringer her indgår på lige fod med arkivmaterialerne i fremstillingen. I 2004-2005 diskuteredes et forslag om udarbejdelse af et principprogram. Begrundelsen for forslaget var umiddelbart behovet for at vende nogle mere grundlæggende politiske holdninger og visioner for fsr, end der blev plads til i den daglige realpolitiske virkelighed i Fællesrådet. Dog var der næppe nogen, der var blinde for, at det også ville give Præsidiet et større spillerum i forhold til Fællesrådet at have faste politikpapirer, som var blevet til i et bredere forum med deltagelse af

flere studerende end de månedlige fællesrådsmøder, som Præsidiet kunne agere ud fra. Peter Dalby, der var ophavsmand til principprogramforslaget, beskriver i sit indlæg udfordringerne ved at møde fsr for første gang og acceptere den særegne politiske kultur, hvor man forventedes at arbejde for organisationen og først igennem en lang periode tilegne sig viden om dens politiske kultur og rationaler, før man kunne gøre sig håb om selv at få indflydelse. For Trine Ingemansen, som mødte fsr i den aktive periode, hvor man arbejdede med et fælles projekt for indholdet af den nye universitetslov, var det en konstruktion, hun blev draget ind i og forelskede sig i, mens oplevelsen for Peter Dalby var mere blandet halvandet år senere. Referaterne peger ikke i retning af, at Fællesrådet på nogen måde skruede op for styringen af Præsidiet. Snarere fik præsidiemedlemmerne i vid udstrækning lov til at agere lidt mere politisk end tidligere, når der udvikledes og gennemførtes kampagner med et politisk indhold. Nogle år forinden var det ikke unormalt, at teksten til et politisk notat blev behandlet to-tre gange i Fællesrådet, før det blev vedtaget, men i forbindelse med eksempelvis kampagnen op til folketingsvalget i 2005 fik Præsidiet udstrakt frihed til at forfatte materialerne. Omtrent samtidig accepteredes det også stort set uden kritiske røster, at Præsidiet nedsatte Fællesrådets mødeaktivitet til i praksis ikke at mødes meget mere end en gang om måneden i semesterperioderne. Generalforsamlingen vedtog endog at oprette en politisk aktivitetspulje på over 200.000 kroner, der var at betragte som en strategisk pulje for politiske aktiviteter, som Præsidiet frit kunne anvende. Alligevel var der en stadigt tilstedeværende oplevelse af konflikt imellem de siddende præsidier og Fællesrådet, hvilket skal ses i sammenhæng med, at mønsteret for aktivitet ændrede sig. Efterhånden som den gennemsnitlige studietid blev kortere, og de studerende blev yngre op igennem 00’erne, blev der også længere imellem dem, der så en årelang fremtid for sig i organisationen. Skønt vejen til medlemskab af Præsidiet aldrig havde været lang for nye aktive, som erklærede sig villige til at lægge et stykke arbejde i organisationen, begyndte der fra omkring år 2002 at være en forholdsmæssigt større del af de nyvalgte præsidiemedlemmer, som kun havde deltaget i et enkelt eller to fællesrådsmøder, før de valgtes. Sideløbende med denne tendens begyndte rekrutteringen af nye aktive også at svigte. For første gang siden sammenlægningen formåede fsr i efteråret 2003 ikke at vælge et fuldtalligt Præsidium, og tendensen fortsatte i de to følgende år, ligesom deltagerantallet ved fællesrådsmøderne var stadigt nedadgående med et lavpunkt på kun syv deltagere ved et møde i juni 2005. Resultatet blev, at Fællesrådet i højere og højere grad bestod af en gruppe af forhenværende præsidie- og konsistoriemedlemmer, hvis primære aktivitet i organisationen efterhånden var deltagelse i fællesrådsmøderne, og en gruppe

af de siddende præsidiemedlemmer og konsistorie-/bestyrelsesmedlemmer. Til gengæld var det forholdsvis få studerende, der deltog som „almindelige“ fagrådsrepræsentanter, som ikke havde eller havde haft centrale tillidsposter i organisationen. Mens mange af de mere erfarne fællesrådsdeltagere forsøgte at bevare det arbejdende og koordinerende fællesråd, som havde fungeret i årene forinden, bredte der sig nu en opfattelse hos blandt andre undertegnede af, at fællesrådsmøderne var blevet et forum for tidligere aktive, der uden selv at tage til i det daglige organisatoriske arbejde ønskede at kontrollere de nye aktives politiske og organisatoriske prioriteringer. Heroverfor blev sat et ideal om Præsidiet som agerende politisk ledelse med reference til et repræsentativt bagland af aktive studerende på fagene.

En valgt bestyrelse

Som en udløber af diskussionerne, der endte med at man afviste at arbejde hen imod et principprogram, eksperimenteredes med forskellige alternative mødeformer med stærkt varierende succes. Et stort anlagt møde for fagrådsaktive om gennemførselstider på studierne måtte aflyses grundet for få deltagere, mens en større konference om visionsudvikling for det moderne universitet blev gennemført. Samtidig opstod 3procent-netværket (beskrevet i detaljer af Pernille Skipper), der blev finansieret med broderparten af Præsidiets nystartede aktivitetspulje, og som på et tidspunkt tiltrak en del flere deltagere end de samtidige fællesrådsmøder. I løbet af 2006 tog Præsidiet initiativ til en organisatorisk udviklingsproces, der skulle føre til en revision af Studenterrådets vedtægter. Det blev ikke sagt direkte, at formålet var en afskaffelse af Fællesrådet, men som Pernille Skipper fortæller, var placeringen af den politiske myndighed i centrum for diskussionerne fra begyndelsen. Fællesrådet blev principielt bevaret, men mødefrekvensen blev beskåret til to årlige møder, som blev afholdt i sammenhæng med generalforsamlingen under navnet politikkonferencer. Disse møder skulle på den ene side være forum for de principielle politiske diskussioner, som der sjældent havde været plads til i Fællesrådet, og på den anden side fastlægge årlige arbejdsplaner, som prioriterede Studenterrådets arbejde. I diskussionerne op til vedtagelsen af forslaget indgik det, at man kunne afholde flere politikkonferencer, hvis politiske temadiskussioner blev ønsket taget op bredt i organisationen, men i praksis afholdtes aldrig flere end de to om året. Til varetagelsen af den politiske myndighed imellem de halvårlige møder indsattes en politisk valgt bestyrelse, som bestod af Præsidiet, en række medlemmer valgt på generalforsamlingen og repræsentanter valgt på de forskellige fakulteter. Da bestyrelsen fik både politisk, organisatorisk og økonomisk kompetence var den konceptuelle opdeling af den politiske og organisatoriske myndighed dermed

PLAKAT / 1998 Mens rockerkrigen rasede i slutningen af 90’erne, havde den nye organisation nærmest sikret sig monopol på studenterpolitik på Københavns Universitet. Med universitetsloven i hånden og en veludviklet forståelse for de politiske og personlige processer blev studentermedbestemmelsen forsvaret på alle niveauer.

paradoksalt nok ophørt på alle andre områder end ved skellet imellem generalforsamlingen, som var organisatorisk og økonomisk myndighed, og politikkonferencen, som var politisk myndighed. I praksis eksisterede dette skel dog primært på det teoretiske plan. Politikkonference og generalforsamling afholdtes som ofte i umiddelbar forlængelse af hinanden, og skønt der igennem årene blev vedtaget et par faste politikpapirer forblev ambitionerne om et studenterparlament, der kunne udvikle fremadrettede visioner, i høj grad uforløste. Til gengæld blev vedtagelsen af en fælles årlig arbejdsplan for organisationen samt politisk grundlag for og prioritering af forskellige kampagner faste punkter på politikkonferencerne. Da disse emner i sagens natur havde en vis sammenhæng med budget og organisation, var formålet med at opretholde en adskillelse af de to møder stadig mindre tydeligt for de nye generationer af aktive, som ikke havde oplevet Fællesrådet, og i 2010 blev politikkonferencen endeligt nedlagt, så generalforsamlingen fremover blev Studenterrådets øverste myndighed i alle sager. I forbindelse med sammenlægningen imellem Studenterrådet og Moderate Studenter var det blevet gjort særdeles vanskeligt at ændre i vedtægterne, og fsr havde derfor – temmelig unikt for en studenterorganisation – ikke foretaget betydende vedtægtsændringer i sine første ti år. Allerede året efter indførelsen af bestyrelsen gennemgik man imidlertid en ny vedtægtsændringsproces. Opdelingen i en bestyrelse og et Præsidium, som var valgt af den samme generalforsamling og begge besad kompetencer indenfor såvel politik, organisation og økonomi gjorde grænsedragningen åben for fortolkning, og Præsidiet blev derfor erstattet med et forretningsudvalg, valgt af og blandt bestyrelsen, skønt formandsposten forblev direkte valgt af generalforsamlingen. Bestyrelsen blev således på papiret en betragteligt stærkere ledelse for forretningsudvalget, end Fællesrådet nogensinde havde været for Præsidiet, og f.eks. planlægningen af Studenterrådets kampagner blev derfor fra 2007 og frem næsten udelukkende foretaget i bestyrelsen. I sin sammensætning udviklede bestyrelsen sig dog i løbet af de første par år til en markant anderledes konstruktion end Fællesrådet. En plads i bestyrelsen blev nemlig i høj grad til en indslusningspost for nye aktive, således at forretningsudvalget med undtagelse af de to repræsentanter i universitetets bestyrelse og evt. er par af repræsentanterne i den nye konstruktion kuur (Københavns Universitets Uddannelsesstrategiske Råd) typisk var de mest erfarne og bedst informerede blandt bestyrelsesmedlemmerne. Dermed synes forretningsudvalgets mødeforberedende arbejde i langt højere grad at have kunnet sætte dagsordenen for bestyrelsens diskussioner, end det havde været muligt for Præsidiet at gøre i Fællesrådet. Referaterne fra bestyrelsesmøder afslører kun ét tilfælde i de seneste år, hvor forretningsudvalget blev afgørende kritiseret i

bestyrelsen. I 2010 var forretningsudvalget kommet til at melde ud, at forårets politiske kampagne skulle handle om finansiering, uden at dette var clearet i bestyrelsen på forhånd, og uden at gøre tilstrækkeligt klart, at beslutningen om kampagnens indhold skulle træffes af en politikkonference. Forretningsudvalgets fremgangsmåde blev i den forbindelse kraftigt kritiseret – hvorefter både bestyrelse og politikkonference godkendte kampagnen uden indvendinger. Overgangen til enstrenget ledelse på universitetet dannede således også baggrund for, at Studenterrådet gradvist fik en tydeligere politisk ledelse. Selvom medlemmerne af universitetsbestyrelsen stadig udgjorde en magtfuld akse internt i Studenterrådets arbejde, blev det i stadig højere grad formanden eller næstformanden, der varetog den politiske repræsentation af Rådet også overfor rektoratet og dekanerne, hvor der tidligere i langt højere grad var blevet gjort brug af konsistoriemedlemmerne. Sideløbende med den udvikling kan man følge, hvordan formandskandidaternes skriftlige opstillinger til posten ændrede karakter fra den kortfattede og upolitiske form beskrevet ovenfor til at udvikle sig hen imod mindre programerklæringer for det kommende års politiske og organisatoriske arbejde i organisationen.

Puritanere og pampere – aktivister og embedsværk

Gyrd Foss beskriver i sit indlæg sin oplevelse af, at de gamle studenterrådsaktives organisationsopfattelse i høj grad kolliderede med de tidligere moderates i spørgsmålet om vægtningen af det parlamentariske og politisk organisatoriske arbejde i forhold til prioriteringen af kontakt med menige ikke-aktive studerende. Af referater og politikpapirer fremgår det tydeligt, at det var de førstnævnte emner, der primært optog de aktive i Fællesrådet og udvalgene. Afgivelse af mandater til repræsentanterne i Konsistorium og andre fora på universitetet var et punkt på hvert eneste fællesrådsmøde og foregik som nævnt i høj detaljeringsgrad. Oplæggene til de politiske diskussionspunkter var detaljerede og forholdt sig oftere til den konkrete administrative virkelighed end til principielle visioner, og når der skulle afgives høringssvar i forbindelse med udformninger af nye bekendtgørelser, blev de juridiske tekster trykt i deres helhed i Information og Debat, så det var muligt at vedtage en færdig tekst i løbet af mødet. Målet om at udbyde kontante medlemsfordele til den store masse af studerende og derigennem skabe øget økonomisk indtjening – det som Jesper Luthman i sit indlæg beskriver som arven efter de moderate – var til stede i organisationen, men et flertal i Fællesrådet stillede til stadighed hindringer i vejen for det. Initiativerne var ellers mange med samarbejder med både dsb, Kilroys rejsebureau og Diners Club om at formidle rabatter til medlemmerne, men forhandlingerne blev til stadighed besværliggjort af, at Fællesrådets flertal insisterede på at bevare den

samme grad af kontrol med udformningen af de kommercielle aftaler, som man gjorde i udarbejdelsen af politiske dokumenter. Alene samarbejdsaftalen med Diners Club, som Præsidiet ellers mindeligt bad om kunne behandles som en hastesag, blev diskuteret over to måneder og behæftet med en række forbehold. Denne obstruktion besværliggjorde naturligt nok samarbejdet med private firmaer, der ikke nødvendigvis var klar til at acceptere stadige ændringer i aftalepræmisserne, fordi det demokratiske bagland insisterede på at blive inddraget. Desuden måtte man erkende, at de tiltag der rent faktisk nåede igennem Fællesrådet og blev lanceret, ganske enkelt ikke tiltrak særligt mange studerende. Efter et mindre vellykket samarbejde med et privat firma, som skulle formidle rabatter for studerende, begyndte fsr i 1999 at arbejde på oprettelsen af Forenede Studenterråds Forbrugsforening, kaldet 3f. Det var tanken at skabe en selvstændig organisation med egen bestyrelse, som ikke kunne detailstyres af Fællesrådet i samme grad og ad den vej opbygge en stor pulje med studenterrabatter og medlemsfordele. Ambitionerne var store, men projektet fik aldrig luft under vingerne, og 3f blev nedlagt efter at have været diskuteret på ikke færre en seks på hinanden følgende generalforsamlinger, hvor det blandt andet var lykkedes forsamlingen at vælge en bestyrelse, hvoraf et flertal af medlemmerne var modstandere af 3f’s eksistens, og nedstemme initiativtagerens forslag til formålsparagraf til fordel for en formulering, som reelt gjorde det umuligt for 3f at udføre en funktion. Efter Gyrd Foss’ opfattelse handlede kritikken af de kommercielle initiativer rettet imod studerende som enkeltpersoner primært om, at modstanderne anså medlemsfokuseringen som skadelig for fortællingen om, at man repræsenterede alle studerende igennem det parlamentariske arbejde. En beslægtet tankegang findes i antydningen af, at man som individuel studerende skulle engagere sig i fsr, hvis man ville lægge et stykke arbejde i at forbedre forholdene på sit studie, og at andre årsager til at tilknytte sig organisationen var mindre legitime. I denne optik ville folk, der kom ind i organisationen for at få en billig charterrejse, ikke have den „rigtige“ årsag til at være der. Nogle af de samme konfliktlinjer gik igen i forholdet til fsr’s eksterne blad Studentermagasinet, som udkom i et oplag på ca. 4.000 eksemplarer. Bladet blev redigeret af en frivillig redaktion, som ofte kun havde et meget begrænset personsammenfald med gruppen af studenterpolitisk engagerede i fsr. Resultatet var en stadigt tilbagevendende konflikt imellem på den ene side de kerneaktive, som gerne ville bruge organisationens midler på at udgive et flot og engagerende blad om studenterpolitik, men ikke selv ønskede at lægge kræfter i at lave det, og på den anden side redaktionen, som var studerende med interesse for at lave et godt blad for studerende, men som ikke nødvendigvis var interesserede i at skrive om studenterpolitik. Næsten hvert

TALE TIL ÅRSFESTEN / 2001 Den årlige tale ved universitetets årsfest gav Studenterrådet en mulighed for at udlægge teksten på et aktuelt politisk område i Rektors, ministerens og kongehusets påhør.

år førtes den rituelle diskussion i Fællesrådet om organisationens strategiske prioriteringer i forhold til den redaktionelle frihed, som man ligeledes vægtede højt, og som understrøm fornemmer man også en modsætning imellem ønsket om at skabe et effektivt propagandaorgan for fsr og det principielle ønske om at give plads til fri debat. I denne balancegang opstod en række paradoksale situationer, som når man i et nummer af bladet, der skulle propagandere for fsr’s kandidater til studentervalget i 1998, pludselig også fandt plads til en ophedet debat om det sekteriske tidsskrift Faklens forhold til Bibelen som videnskabelig tekst. Studenterpolitikken var aldrig helt fraværende i bladet, men der var store variationer i, hvor fokus blev lagt, og igennem årene blev det også til interviews med en prostitueret, en scientolog og et tidligere medlem af Blekingegadebanden, en artikelserie om indvandrerpolitik, utallige rejsebeskrivelser fra tredjeverdenslande og en reportage fra Dansk Akvarieunions 50-års jubilæum.

En del af systemet

Hvor udgivelsen af et livsstilsmagasin for studerende således ikke i længden var noget, organisationen ønskede at finansiere, påtog fsr sig til gengæld en stor opgave på Københavns Universitets vegne i produktionen af Studenterhåndbogen. Bogen indeholdt en række artikler om livet som studerende samt beskrivelser af alle udbudte studier og blev rundsendt i store oplag til alle gymnasier på Sjælland. Udgivelsen af bogen var som oftest en underskudsforretning, men den blev opretholdt, fordi opfattelsen var, at der ikke blev produceret studievejledningsmateriale af tilstrækkeligt høj kvalitet fra universitetet selv. Studenterhåndbogen er måske det tydeligste udtryk for den embedsmandstilgang, som også i høj grad prægede fsr, så længe universitetsloven af 1992 stadig var i kraft. Fra fsr’s første dage fremgår det nemlig tydeligt af prioriteringerne, at kerneydelsen var repræsentationen af de studerende – ikke i modsætning til universitetet, men som en del af universitetet. Den udstrakte studenterindflydelse på alle niveauer gjorde det relevant at bruge timer på at diskutere ikke blot indholdet af organisationens egne høringssvar, men også på de taktiske overvejelser i forhold til at få påvirket de enkelte studienævns og fakultetsråds respektive reaktioner. De aktive studerende oplevede ganske enkelt, at de reelt havde mulighed for at påvirke beslutningerne på flere niveauer. Peter Dalby beskriver auditeringsprocessen i 2003 som et skoleeksempel på fsr’s styring af en intern proces på Københavns Universitet, men allerede i 1995 kan man følge Fællesrådets diskussion om, hvordan man på de enkelte fakulteter kan påvirke detaljerne i implementeringen af en netop offentliggjort eksamensbekendtgørelse.

Selvom Studenterrådet som nævnt havde mistet sin status som officiel repræsentant for de studerende i 1970, havde den ny organisation i kraft af sin evne til at agere effektivt som stænderorganisation for de aktive studerende altså alligevel en semiofficiel status. Da man under sammenlægningsforhandlingerne ikke ønskede at se en valgkamp skabe dårlig stemning imellem de to organisationer, lykkedes det derfor uden større problemer at overbevise universitetets ledelse om at udskyde studentervalgene fra efteråret 1994 til forårssemestret med henvisning til, at de to organisationer lå i forhandlinger om sammenlægning. Heri lå en implicit erkendelse af, at de valgte poster trods de frie valg reelt „tilhørte“ den nye samlede organisation. Helt fra starten havde fsr også et særligt forhold til dele af Københavns Universitets embedsværk, der i høj grad rekrutterede tidligere studenterpolitikere, og dette blev til stadighed bekræftet i en række mere eller mindre symbolske handlinger, som når fsr påtog sig at varetage salget af teaterbilletterne til universitetets årsfest, eller når universitetet overlod opgaven med at trykke officielle visitkort til fsr’s hustrykkeri Tryk 16. I kraft af denne særlige position blev de kerneaktive vant til at betragte sig selv som en essentiel del af Københavns Universitets funktion og samtidig føle sig ansvarlige for universitetets udvikling og status i omverdenen. Derfor udgav man informationsmaterialer om universitetet til potentielle studerende, og da det trak ud med den su-vejledning, som man havde fået flertal for at universitetet skulle oprette, så udbød fsr i 1996 selv kurser i det nye su-system. Karakteristisk nok var det dog ikke et decideret oplysningskursus for menige studerende, der var kommet i klemme, men derimod et kursus, der kunne lære aktive studerende at vejlede andre studerende i systemets krinkelkroge. Kontakten til den menige studerende, som nogle aktive ønskede at opnå igennem rabatter og tilbud, blev nemlig i langt mindre grad en prioritet for fsr end at sikre en dygtig pulje af aktive indvalgte og fagrådsfolk, som identificerede sig med organisationen, og som man kunne rekruttere fra, når der skulle findes kandidater til de vigtige centrale poster på universitetet. I år 2000 tog man konsekvensen og nedlagde både det individuelle medlemskab af fsr såvel som Studentermagasinet. Det blev erstattet af en informationsstrategi, der primært sigtede på at holde de interesserede aktive studerende informerede om nyheder af politisk eller organisatorisk interesse, og det markerede en klar nedprioritering af den individuelle studenterkontakt ved også de facto at indstille arbejdet med indtægtsskabende virksomhed rettet imod de enkelte studerende. En stadig prioritet var til gengæld det årlige parlamentarikseminar, som Gyrd Foss beskriver indgående. Disse fungerede både som træning af fsr’s repræsentanter og som en stærk intern kulturbærende institution – både i positiv henseende, som når Gyrd Foss forklarer om det kodeks for studenterrepræsentanter, der

herigennem blev socialiseret ind i de nye aktive, men også i negativ henseende, som når Jacob Ørum fortæller om, hvordan mindre forberedte deltagere blev chokerede og skræmt bort af den nådesløse kamp om at vinde sine mærkesager, som kendetegnede spillet. Blandt andre tilbud til de aktive studerende var en række håndbøger i udarbejdelse af studieordninger og et katalog over forskellige pædagogiske tiltag i undervisningen, som blev udleveret til alle indvalgte studenterrepræsentanter. Karakteren af de politiske diskussioner i Fællesrådet peger også i retning af, at det især var det universitetsinterne og parlamentariske arbejde som blev vægtet højt i fsr. Blandt de faste tilbagevendende punkter fra de første fem års tid var universitetets langtidsplan (senere omdøbt til „Strategi,“ da ledelsesjargonen skiftede), udviklingen af fagdidaktiske centre, oprettelsen af den føromtalte suvejledning på Københavns Universitet, muligheden for at universitetet kunne ulykkesforsikre sine studerende og ikke mindst den stadige udvikling af universitetets bygningsmasse. På mange områder blev de politiske prioriteringer omsat til reelle resultater. Spørgsmålet om de såkaldte stopprøver, som i 1993-1994 havde mobiliseret en stor gruppe utilfredse studerende til at lave aktioner, er et godt eksempel. fsr var modstander af stopprøver, men frem for at stille sig stejlt på den principielle holdning, valgte man i stedet at arbejde for en udvanding af de lokale krav til førsteårsprøverne. Det resulterede i, at fsr fik vedtaget prøvekrav, som gjorde det til en ren formalitet at bestå, hvilket Jens Andersen beskriver som en af de markante politiske sejre for den nye organisation. Prisen for denne klare sejr på det indholdsmæssige plan var, at man flyttede sig en smule fra det let kommunikérbare standpunkt, at stopprøver i sig selv var uacceptable, som havde kunnet mobilisere studerende udenfor den sædvanlige kreds af aktive. To overordnede tendenser kan identificeres i den politiske linje, som den blev lagt af Fællesrådet ad hoc fra sag til sag. Den ene er den traditionelle interesseorganisationslinje, som eksempelvis handlede om at beskytte de studerendes retssikkerhed i forbindelse med eksamener, kræve flere ungdomsboliger og arbejde for studenterrabat på den kollektive transport. Den anden er forsvaret af det klassiske universitetsideal om frihed under ansvar for den enkelte studerende og minimal styring af de faglige miljøer, som f.eks. kom til udtryk i det stadige arbejde for at afskaffe den statslige uddannelsesplanlægning i form af begrænsninger i optaget, men også i den skarpe afvisning af, at man igennem økonomisk incitamentregulering skulle presse de faglige miljøer til at ansætte flere kvinder i forskerstillinger. Endelig var der også elementer af et klassisk venstreorienteret lighedsideal, der f.eks. førte til en stærk modstand imod udbydelsen af kurser på Åbent Universitet, fordi de betragtedes som en mulighed for at købe sig til en bacheloruddannelse uden om det eksisterende optagesystem. Disse tendenser

var dog i stadig dialog med den pragmatiske, realpolitiske arbejdsform. Således accepterede fsr studietidsbegrænsning på de medicinske uddannelser, selvom man principielt var imod sådanne krav, og trods udtalt utilfredshed med taxametersystemet for finansiering af uddannelse havde organisationen umådeligt svært ved at formulere en fast politik på området, da man trods adskillige tilløb aldrig formåede at udtænke et klart alternativ. Trods det at fsr’s politik langt hen ad vejen havde en konsistent linje, afviste man flere gange i organisationens første leveår at formulere et principprogram, blandt andet af frygt for, at de principielle diskussioner skulle true med at splitte organisationen endnu en gang, men også for at kunne agere frit og fleksibelt i det parlamentariske arbejde. I stedet brugte man mange kræfter på at udarbejde politiske notater om aktuelle problemstillinger som fri adgang for ansøgere til universitetet, revision af universitetsloven, vejledning, reform af su-systemet og mange flere. Notaterne var indholdsmæssigt uhyre ambitiøse og gennemarbejde og kunne godt diskuteres over seks måneder eller mere, før Fællesrådet endeligt godkendte en tekst. Resultatet var imidlertid indsatsen værd. Notatet om fri adgang indeholdt f.eks. et realistisk bud på, hvordan man over en fireårig periode kunne indfase en helt ny optagelsesmodel, og diskussioner om studienævnenes uafhængighed i fastlæggelsen af undervisningsplaner mundede ud i en færdigt udtænkt rekvirentmodel, der definerede studienævnenes forhold til institutternes ledelser, og som i øvrigt blev adopteret af Københavns Universitet stort set i sin helhed. Notaterne blev som regel trykt i god kvalitet og distribueret til politikere og andre interessenter, hvorefter man fulgte op på dem parlamentarisk. En særlig kategori var det internationale arbejde, som havde en lang tradition blandt studenterpolitikerne på Københavns Universitet. Den unge elite skal naturligvis demonstrere sit internationale udsyn i en form, som passer til tidens trend. I 40’erne og 50’erne var det især det nordiske samarbejde og opbygningen af Danmarks Internationale Studenterkomite, som var en prioritet. I 70’erne og 80’erne havde det både været freds- og solidaritetsarbejde, men også mere outrerede projekter som indsamling af penge til en kamphelikopter til Nicaragua, der overtog dagsordenen. I fsr’s første år var det imidlertid især demokratiseringsarbejdet i Østeuropa og til dels Mellemøsten, som var interessant. Afslutningen af krigen på Balkan førte til en stærkt øget interesse for disse områders udvikling, og Kristian Lauta beskriver, hvordan aktive studenterpolitikere over flere år forsøgte at hjælpe med at samle de studerende fra de tidligere krigsførende parter.

Studentervalgene

Skønt de årlige studentervalg tidligere primært havde været et opgør imellem de to organisationer, som nu var blevet til én, blev valgenes betydning ikke mindre

PLAKAT / 2004 Da debatten om offentligheden af universitetsbestyrelsernes møder rasede, fik rektor Linda Nielsen udtalt, at „nogen gange trives åbenhed bedst bag lukkede døre.“ Det gjorde hende øjeblikkeligt til skydeskive for studenterpolitikerne, som i forvejen følte, at hun havde gjort for lidt for at forsvare det demokratiske system, der havde sikret hende rektorposten.

for fsr. Det skyldtes tre forhold, hvoraf de to var eksplicit erkendt i samtiden, mens det tredje nok snarere står klart i tilbageblikket. Den første årsag var, at fsr for at opretholde sin særstilling i forhold til universitetets ledelse var afhængig af den legitimitet, som man fik af den stadige opbakning ved valgene på alle fakulteter. Den anden årsag var, at fsr’s tilskud fra Københavns Universitet indtil 2006 blev fastsat som et fast beløb per mandat, som organisationen vandt ved valget, således at hvert enkelt konsistorie- eller fakultetsrådsmandat var ca. 50.000 kr. værd. Det udskudte valg, der afholdtes i starten af 1995, bekræftede den nye organisations dominans, da den satte sig sikkert på alle tre studenterpladser i Konsistorium. Sammenlægningen havde ført til dannelsen af en gruppe af liberale studerende, der stillede op på linje med den mere etablerede gruppe af konservative. Begge grupper stod stærkest på fakulteterne i Indre by (Jura og Samfundsvidenskab), hvor de tog et enkelt fakultetsrådsmandat, men et tab i denne størrelsesorden var ikke en trussel for fsr’s legitimitet. I efteråret 1995 suppleredes de borgerlige lister imidlertid af en socialistisk liste, som gik i valgforbund med de borgerlige lister, hvorfor fsr for første og eneste gang mistede et af de tre mandater i Konsistorium til den konservative liste. Tabet af et mandat skabte en mindre choktilstand i den organisation, som havde slået sig op på at samle de studerendes interesser under ét, og ved valget i 1996 prioriterede man i en helt anden grad at få de fagråd, som man havde den bedste kontakt med, til at arrangere lokale kampagneaktiviteter for at trække stemmer. Ud fra en analyse af, at det var den lokale tilknytning, der vægtede mest for de studerende, valgte man ved samme valg at overgå til at opstille valglister for de enkelte fagråd frem for en samlet fsr-liste eller fælles fakultetslister. Igennem sindrige konstruktioner af liste- og valgforbund kanaliseredes stemmerne på de forskellige fagråd videre til Studenterrådets spidskandidater, mens den enkelte studerende fik oplevelsen af at støtte sit lokale fagråd frem for en mere fjern organisation. Operationen lykkedes i den forstand, at man vandt det tabte mandat tilbage, skønt den samlede stemmeprocent faldt. Desuden var den nye opstillingsform så kompliceret, at den ene spidskandidats liste blev slået eftertrykkeligt af en underordnet liste, så man fik valgt en anden kandidat end beregnet. Operationen lykkedes imidlertid også i en anden forstand, og her er vi fremme ved den tredje årsag til, at valgene fik så stor vigtighed for fsr. Som Gyrd Foss beskriver, blev valgene nemlig også det øjeblik, hvor det enkelte fagråd kom i dialog med fsr og skulle beslutte, om det ville stille op som en del af fsr’s valgforbund og dermed bekræfte sig som værende en del af organisationen. På de store fag, som havde tradition for at levere kerneaktive til organisationen, var det en ren formalitet, men for andre var lejligheden til at overveje, om man overhovedet havde lyst

til at indgå i fsr’s fællesskab, noget der blev benyttet. Fagrådet på Biokemi meldte sig eksempelvis ind og ud af valgforbundet i flere omgange. De fleste fagråd valgte dog år efter år at være med, og her tjente den årlige indsamling af valglister trods stadige visioner om at gennemføre dialogskabende fagrådsrunder hvert eneste år, som den eneste regelmæssigt tilbagevendende kontakt imellem organisationen og de fagråd, som ikke sendte repræsentanter til fællesrådsmøder eller generalforsamlingen, men som stadig i fsr’s egen optik udgjorde rygraden i organisationen. Efter nederlaget i 1995 lagde man vægt på, at der skulle laves flest mulig valgkampsaktiviteter på de enkelte fag, men fra centralt plan blev der hvert år også trykt plakater i flotte farver og udgivet et særnummer af Studentermagasinet, hvor kandidaterne til både Konsistorium og fakultetsråd præsenterede deres valggrundlag. I modsætning til de borgerlige lister, som typisk fandt på en række mærkesager, var fsr’s materialer prægede af, at man stillede op på et mere abstrakt grundlag. Man valgte nemlig at profilere sig på selve studentermedbestemmelsen, som det hævdedes blev bedst sikret af fsr, fordi fsr på den ene side havde de dygtigste og mest indsigtsfulde studenterrepræsentanter, og på den anden side havde den demokratiske struktur, hvor repræsentanterne accepterede at følge Fællesrådets mandat. Derfor indeholdt valgplakaterne oftere illustrationer af, hvordan de studerendes retssikkerhed og kvaliteten i uddannelsen blev beskyttet af fsr, imens man skal lede længe efter de fremadrettede indholdsmæssige krav. I årene efter 1996 mistede de borgerlige studenterorganisationer langsomt pusten, og førsteudfordrerne til fsr’s monopol blev herefter de lokalt funderede lister Juridisk Diskussionsklub og Reformklubben fra Statskundskab samt senere endnu Demokratiske Medicinere på Sundhedsvidenskab. Selvom de opstillede til konsistorievalget, var listerne aldrig i nærheden af et mandat, men i perioder var de i stand til at vinde mandater i fakultetsrådene. De alternative lister viste sig dog generelt mindre modstandsdygtige overfor generationsskifter end fsr, og de forsvandt således fra landkortet efter nogle år. Deres begrænsede succes skyldes dog også, at fsr til stadighed vedblev at prioritere valgkampen særdeles højt efter forskrækkelsen i 1995.

Parlamentarisme og aktivisme

En ting, som til gengæld absolut ikke prioriteredes højt af fsr, var det udenomsparlamentariske arbejde, hverken i form af demonstrationer og besættelser, som ellers havde været blandt Studenterrådets foretrukne arbejdsformer i 70’erne og 80’erne, eller i form af kampagner med fokus på at engagere den store masse af studerende. Et par gange i løbet af 90’erne opstod lokale besættelser,

demonstrationer eller lignende aktioner på enkelte fag eller fakulteter som følge af utilfredshed med nedskæringer eller modstand imod campusplaner, men fsr havde forbavsende svært ved at tackle de situationer uden at komme i modsætning til de aktionerende studerende. På den ene side var man naturligvis glade for, at der var studerende, som engagerede sig, men på den anden side havde man ofte i Konsistorium taget medansvar for netop de forhold, som de studerende aktionerede imod. Derfor befandt de kerneaktive i fsr sig ofte mentalt tættere på den ledelse, som protesterne blev rettet imod, end på de studerende, der aktionerede. Balancegangen var ikke helt nem, da de aktionerende studerende i sagens natur ofte blev særdeles indignerede, hvis de følte, at der manglede opbakning fra den organisation, som i hverdagen hævdede at repræsentere deres interesser. Et par gange måtte der således en diplomatisk indsats til for at redde forholdet til f.eks. Psykologisk Fagråd, når fsr havde balanceret lidt for tæt på en direkte undsigelse af en studenterbesættelse eller lignende. I andre tilfælde var balancegangen lettere, som i tilfældet med gruppen trolleys (Transportrevolutionær Opfordring til Likvid Lempelse for Ekstremt Ydende Studerende), der satte fokus på behovet for studenterrabat på togbilletter igennem en landsdækkende kampagne, og som fsr fint kunne bakke op om. Udenomsparlamentarismen var således ikke helt fraværende blandt de studerende i 90’erne, men for fsr og de kerneaktive var den ikke en prioritet. Et eksempel var, da store dele af den øvrige elev- og studenterbevægelse samlede sig i initiativet „nu er det nok,“ som organiserede en række demonstrationer med fokus på elevers og studerendes forhold. Nok vedtog man at opfordre fagrådene til at gå med i en demonstration, som en gruppe af studerende fra initiativet ønskede, men man afviste samtidig at støtte kampagnen med penge eller arbejdskraft, så initiativet gled hurtigt ud af organisationens radar. Først i forbindelse med universitetslovsforhandlingerne i foråret 2002 deltog fsr som officiel arrangør af en demonstration, hvor flere tusinde studerende samlede sig på Frue Plads i forsvar for universitetsdemokratiet, som man kendte det, hvorefter man mødtes med en række andre elev- og studenterorganisationer og fagforeninger på Christiansborg Slotsplads. I løbet af det år afholdt man flere happenings og deltog i yderligere en demonstration, men oplevelserne med at demonstrere var blandede. På den ene side fik man til især den første demonstration mobiliseret et ganske imponerende antal studerende, men på den anden side oplevede man, at fsr’s budskaber druknede, når man gik i optog med andre elev- og studenterorganisationer, og især fagbevægelsens tilstedeværelse fandt man problematisk. Det blev da også hurtigt klart, at universitetsloven ville medføre grundlæggende ændringer, uanset hvor meget man marcherede, og den dominerende opfattelse blev, at det var i det parlamentariske arbejde, som Trine

Ingemansen beskriver, at man reelt opnåede sin eneste sejr ved sikringen af et minimumsantal på to studenterrepræsentanter i de nye universitetsbestyrelser. I årene derefter blev diskussionerne om demonstrationer eller ej hyppigere. Andre dele af elev- og studenterbevægelsen begyndte nemlig fra 2001 og frem i stigende grad at bruge demonstrationer og direkte aktioner som arbejdsform, og tilbuddene om at deltage i fælles mobiliseringer blev derfor flere. Pernille Skipper beskriver i sit indlæg, hvordan disse konflikter oplevedes fra den ene parts side, nemlig de nye aktive med en baggrund i gymnasieelevernes organisation, for hvem aktivering af den store masse af studerende igennem demonstrationer var et mål i sig selv. For denne gruppe, som også nærværende artikels forfatter tilhørte, var det ønsket at udnytte enhver utilfredshed blandt de studerende til at skabe aktiviteter, også selvom udsigten til at opnå reelle politiske forbedringer var lille. For de ældre aktive, som var vant til at indgå politiske kompromiser med udgangspunkt i den parlamentariske repræsentation af studenterinteresser, må denne strategi imidlertid have forekommet umoden og en anelse politisk suspekt i relation til de nye aktives ønsker om øget samarbejde med fagbevægelsen. Som Pernille Skipper fortæller, førte forsøget på at balancere de forskellige holdninger til, at det førnævnte 3procent-netværk arrangerede en demonstration fra Studenterrådets lokaler og for Studenterrådets penge, men altså under andet navn.

Ny lov – nye rammer

Sideløbende med disse diskussioner skulle Studenterrådet finde sin plads i det nye universitetslandskab efter vedtagelsen af universitetsloven af 2003. Københavns Universitet valgte at udskyde implementeringen af loven så længe som muligt, så den nye universitetsbestyrelse tiltrådte ikke før januar 2005, og først godt halvandet år senere var den nye ledelse med ansat rektorat og underordnede dekaner på plads. Tager man en bred definition i brug kan det derfor hævdes, at Københavns Universitet befandt sig i en organisatorisk overgangsfase i tre og et halvt år. I denne periode fremgik det ikke altid klart, hvilken lov, der administreredes efter i hvilke situationer, og forholdene for de studerendes medbestemmelse varierede stærkt imellem fakulteterne. For fsr blev den første politiske mærkesag i denne forbindelse at sikre gennemsigtighed i universitetsbestyrelsernes arbejde i form af åbne referater og fri adgang til møderne. Herigennem håbede man at kunne bevare mest mulig medbestemmelse samt fastholde Fællesrådets høje grad af indsigt i de aktuelle ledelsesmæssige problemstillinger på universitetet. I det første års tid, hvor bestyrelsen blandt andet diskuterede vedtægt for universitetet og andre forhold i forbindelse med implementeringen af loven, fungerede Fællesrådet stadig som bagland for repræsentanterne i universitetsbestyrelsen på samme måde, som man havde gjort for konsistoriegruppen. Efterhånden

som bestyrelsen begyndte at opfylde lovens intention om at begrænse sig til den strategiske ledelse af universitetet, mistede Studenterrådet i sagens natur sin hidtidige adgang til at præge detaljerne i de ledelsesbeslutninger, som blev taget. I en professionel bestyrelse med et flertal bestående af eksterne medlemmer måtte studenterrepræsentanterne også indgå på andre vilkår end fortidens konsistoriemedlemmer. Forståelsen for, at man varetog sin stilling med et bundet mandat fra et demokratisk bagland, som skulle have mulighed for at tage stilling til eventuelle nye ideer, ville næppe være stor i den nye universitetsbestyrelse. Selvom Studenterrådets bestyrelse begyndte at arbejde med særlige mandatafgivningsmøder lige op til møderne i universitetsbestyrelsen for at bevare mest mulig intern åbenhed og kontrol med repræsentanterne, ændrede praksis alligevel karakter. Studenterrepræsentanterne i universitetsbestyrelsen fik nemlig i stigende grad mandat til i forlængelse af Studenterrådets generelle politiske linje at beslutte deres konkrete stemmeafgivning og deres øvrige ageren i bestyrelsessammenhænge ud fra deres egen fornemmelse for, hvad der tjente Studenterrådets langsigtede interesser bedst. Internt i Studenterrådets bestyrelse overtog diskussionerne om universitetets nye uddannelsesstrategiske råd, kuur, en del af konsistoriepunkternes gamle rolle, idet man her havde et forum, hvor nye initiativer på uddannelsesområdet blev diskuteret, og faste mandater kunne afgives ud fra de sagsnotater, som på forhånd blev rundsendt. kuur var og er imidlertid blot rådgivende for rektor, og f.eks. i spørgsmålet om indførelse af studietidsbegrænsninger måtte repræsentanterne se i øjnene, at de ikke kunne hindre nye og skrappe regelsæt på fakulteterne på trods af, at den principielle modvilje var så stærk som nogensinde. Parallelt med at Studenterrådet mistede indflydelse på ledelsen af universitetet, opnåede man dog paradoksalt nok det gamle mål fra 1970 om igen at blive anerkendt som den retmæssige officielle repræsentant for de studerende. Ralf Hemmingsen valgte nemlig ved sin tiltrædelse som den første ansatte rektor at indgå en samarbejdsaftale med Studenterrådet, som fastslog at repræsentation af studenterinteresser skulle foregå igennem Studenterrådets interne demokratiske system. Herefter institutionaliseredes jævnlige møder imellem Studenterrådets formandskab og rektoratet, hvor aktuelle problemstillinger kunne tages op til behandling. Efterhånden blev Studenterrådets bestyrelse også regelmæssigt involveret i forberedelsen til disse møder, så prioriteringerne og argumentationen blev fastlagt på forhånd, men det fremgår klart af diskussionerne, at formålet med formandsmøderne var at bede om indflydelse på specifikke områder snarere end at udnytte en medbestemmelse, som allerede var etableret. Omtrent samtidig blev flere af Studenterrådets officielle og uofficielle funktioner på universitetet afviklet. Mest betydningsfuldt for organisationen måtte man konstatere, at

universitetet opbyggede deres egen vejledningsportal for potentielle studerende, hvilket gjorde Studenterhåndbogen overflødig. I stedet blev Studenterhåndbogen fusioneret med bladet RUS – Universitet og Samfund, der blev rundsendt hvert år til de nyoptagne studerende. Denne nye Studenterhåndbog blev i sammenhæng med det stadigt voksende rus-arrangement inden studiestart Studenterrådets faste og gennemarbejdede adgang til at profilere sig og sin politiske linje over for de nystartende studerende.

Kampagneorganisationen

I årene efter vedtagelsen af 2003-loven handlede valgkampene fra fsr’s side til stadighed om at sikre studenterdemokratiet, parallelt med at den reelle medbestemmelse, som vi har set, svandt. Samtidig faldt andelen af studerende, der brugte deres stemme til valgene stødt fra vel over 25 procent i slutningen af 90’erne frem til 2006, hvorfra den har ligget stabilt imellem 12 og 15 procent. De borgerlige partipolitiske lister, som sporadisk havde kandideret til Konsistorium og universitetsbestyrelsen, fik en pendant fra omkring år 2004 og frem, da den gamle socialdemokratiske studentergruppe Frit Forum lancerede en national strategi for at vinde studenterpladser i alle universitetsbestyrelser i Danmark. På Københavns Universitet dukkede Frit Forum dog først for alvor op i studenterpolitisk sammenhæng i forbindelse med studentervalget i 2007, og hvor de på dette tidspunkt allerede var nogenlunde etablerede på Aarhus og Roskilde Universiteter, fik de ikke den store opbakning til valgene på Københavns Universitet andre steder end på Institut for Statskundskab, hvor de indtog flere pladser i studienævnet. På trods af den manglende opbakning ved valgene formåede Frit Forum igennem dygtigt pressearbejde, hvad Studenterrådet ikke på samme vis havde formået: at sætte studenterdemokratiet på Københavns Universitet til debat i de store dagblade. De vedvarende kritiske artikler førte til, at den højt skattede samarbejdsaftale mellem Studenterrådet og Københavns Universitet blev opsagt igen, men i praksis fortsatte den direkte dialog imellem Studenterrådet og universitetsledelsen nogenlunde ufortrødent. En anden trussel imod Studenterrådets monopol i midten af 00’erne var miljølisten Grøn Agenda, som i et par år samlede ganske pæne stemmetal. I dette tilfælde lykkedes det dog for Studenterrådet at forhandle sig til en løsning, hvor Studenterrådet adopterede en række af Grøn Agendas krav som sine egne til gengæld for, at listen opgav kampen for egne pladser i universitetsbestyrelsen. Mens udfordrerne således har eksisteret i hele organisationens levetid, har den reelle trussel imod Studenterrådets monopol på pladserne i universitetsbestyrelsen været til at overskue. I praksis førte reduktionen af antallet af studenterrepræsentanter ved overgangen fra Konsistorium til universitetsbestyrelse i 2005 (fra

PLAKAT / 2002 I forbindelse med universitetslovsforhandlingerne og trusler om nedskæringer på universiteterne gik fsr på gaden i 2002. Trods pænt fremmøde til demonstrationen oplevede studenterpolitikerne, at deres budskab druknede i fagforeningsparoler, og der skulle gå nogle år, før organisationen igen var klar til at satse på udenomsparlamentariske metoder.

tre til to) til, at det blev sværere for en eventuel modliste at samle tilstrækkelig opbakning til at bryde Studenterrådets monopol, og med den nyligt indførte rullende udskiftning, hvor kun én studenterplads i universitetsbestyrelsen er på valg per år, synes det ikke realistisk, at Studenterrådet skulle miste en plads i bestyrelsen i overskuelig fremtid. Det ville kræve, at en modliste eller et forbund af modlister samler flere stemmer i absolutte tal end Studenterrådets samlede valgforbund. I årene efter implementeringen af 2003-loven fandt Studenterrådet så småt den udtryks- og arbejdsform, som skulle blive dets primære virkemiddel frem til i dag: den individuelt aktiverende og politiserende kampagne. I forbindelse med 3procent-netværkets gradvise indlemmelse i Studenterrådet, som Pernille Skipper beskriver i sit indlæg, begyndte man nemlig i stigende grad at arrangere kampagner om udvalgte politiske emner, som igennem informationsmaterialer, opmærksomhedsskabende happenings og lignende søgte at aktivere de enkelte studerende. Den første kampagne var for et lovsikret forbud imod brugerbetaling på videregående uddannelser i foråret 2007. Den involverede både en parlamentarisk strategi igennem dsf, som Kristian Lauta beskriver, men også en langt mere direkte engagerende del, hvor man opfordrede studerende til at sende fortrykte postkort til Videnskabsministeren. Kampagnen bestod også af en større happening, hvor studerende flygtede mod Norge (som havde en sådan lov imod brugerbetaling) i en kanalrundfartsbåd. Herefter fastlagde hver politikkonference eller generalforsamling en eller flere politiske hovedkampagner, som Studenterrådets arbejde skulle centraliseres omkring i det kommende semester. Dermed svingede balancen i organisationens kontakt til sit bagland af studerende fra det snævre fokus på allerede fagrådsaktive studerende, som de professionelle studenterpolitikere havde prioriteret i 90’erne, over mod kontakt med flere menige studerende, som oprindeligt havde været de moderates mål. Forandringen blev imidlertid snarere italesat som en venstredrejning af organisationen internt: bort fra det parlamentarisk repræsentative fokus over mod en aktivismebaseret organisation. Reelt var der dog nok i højere grad tale om et generationsskifte, hvor de generationer af studenterpolitikere, der havde oplevet den inkluderende og medbestemmende styringsmodel, afløstes af en ny generation, som ikke oplevede samme mulighed for at gøre sin indflydelse gældende på universitetet, og som måske også – som Pernille Skipper skriver – havde været mere vant til at deltage i demonstrationer som folkeskole- og gymnasieelever, end 90’er-generationerne var. Brugerbetalingskampagnen var første eksempel på en sådan kampagne, men over de næste få år iværksattes kampagner på en række principielle, politiske områder som uddannelseskvalitet og studerendes levevilkår og retssikkerhed. Anne Bies beretning er et eksempel på, hvordan en

ny generation af studenterrådsaktive fandt mening og berettigelse i at arbejde med studenterpolitik på en måde, som få år tidligere sikkert ville være blevet afvist af et enigt Fællesråd som useriøs og uden perspektiv. Kampagnerne ændrede også Studenterrådets profil ved studentervalgene, hvor man i langt højere grad begyndte at stille op på direkte indholdsmæssige krav til uddannelserne frem for de mere diffuse kampagner for studenterdemokrati. Man ophørte ikke med at iscenesætte sig selv på baggrund af den demokratiske struktur, som sikrede kontrol med de valgte repræsentanter imellem de årlige valg, men der var også et klart behov for at tydeliggøre, hvilke konkrete mærkesager Studenterrådet arbejdede for. For eksempel stillede Studenterrådet i efteråret 2011 bl.a. op på, at der skulle sikres et fast minimum for undervisningstimetallet for alle studier, samt at der skulle gives vejledning og respons i forbindelse med alle akademiske opgaver. Valget af så klare temaer hang også sammen med, at Studenterrådet i takt med den svindende reelle indflydelse kunne tillade sig at stille mere vidtrækkende og konkrete krav, efterhånden som medbestemmelsen og dermed medansvaret for den konkrete implementering af disse krav forsvandt. Bag det tilsyneladende simple krav om et minimumstimetal for bacheloruddannelser til eksempel, med hvilket Studenterrådet formåede at sætte en dagsorden, som pressede Københavns Universitets ledelse til at fastsætte tolv timer om ugen som et minimum fra 2013, ligger et kompliceret definitionsspørgsmål om, hvorledes man opgør forskellige typer af undervisning samt dilemmaet om, hvorvidt man skal lukke de meget specialiserede småfag, hvis faglige traditioner og/eller økonomiske muligheder ikke muliggør et sådant undervisningstimetal parallelt med den høje grad af specialisering. Den slags overvejelser ville uden tvivl tidligere have forhindret fsr i at opstille så bastant et krav som det om et minimumstimetal, og ønsket om flere timer ville blot have indgået som en af mange prioriteter, der kunne forfølges under budgetforhandlingerne i Konsistorium. Her havde man måske kunnet opnå delvise indrømmelser eller have solgt kravet til fordel for et bedre samlet kompromis, men et klart defineret ugentligt minimumstimetal havde næppe været inden for rækkevidde. Kampagneorganisationen derimod leverede i 2012 denne mere symbolske sejr for Studenterrådet. Spørgsmålet er, hvad de samlede konsekvenser for studierne bliver af denne sejr, men det ved hverken studenterpolitikerne eller universitetets ledelse reelt i dag. Erkendelsen af den tabte indflydelse på ledelsesniveau førte til, at Studenterrådet i stigende grad følte utryghed ved, at organisationens økonomi i så høj grad var afhængig af universitetsledelsens velvilje. Derfor forsøgte man i slutningen af 00’erne at opprioritere arbejdet med f.eks. studiestartsmesser og anden indtægtsskabende virksomhed, som Jesper Luthman som beskrevet i sit indlæg havde

PLAKAT / 2002 Darwin, Foucault og Sigmund Freud var med, da StudenterrĂĽdet ville genvinde universitetet for de studerende og krĂŚvede en ny universitetslov. Kampagnen aktiverede og oplyste en stor gruppe studerende, men de politiske resultater var til at overse.

forsøgt at slå til lyd for siden sin ankomst fra Aarhus Universitet i 2003. Såvel studiestartsmesserne som finansieringen af den nye version af Studenterhåndbogen led dog under, at det kommercielle arbejde stadig blev underlagt en række principielle begrænsninger af bestyrelsen, som ikke ønskede, at Studenterrådet skulle associeres for meget med profitorienterede virksomheder. For eksempel førte en annonce fra Jyllandsposten til vedtagelsen af et særdeles restriktivt regelsæt, som i praksis forhindrede private virksomheder i at annoncere i Studenterrådets publikationer. Dette regelsæt blev kraftigt modificeret allerede året efter, men det er til dato ikke lykkedes for Studenterrådet at finde en indtægtskilde, som kan reducere afhængigheden af Københavns Universitet. På det organisatoriske plan ændredes Studenterrådets perspektiv også af kampagnearbejdet. Orienteringen imod den store masse af studerende gjorde det blandt andet attraktivt for Studenterrådet igen at udgive et eksternt blad, kudos, som udkom første gang i efteråret 2010. Et andet initiativ var lanceringen af Studenterrådets årlige bootcamp, der afløste parlamentarikseminaret, som man havde måttet aflyse flere år i træk grundet manglende tilmeldinger. Anne Bie Hansen fortæller, hvordan Studenterrådet udviklede en buket af workshops om f.eks. lobbyarbejde og forhandlingsteknik, men også om organiseringen af fagråd og udførelse af lokale kampagneaktiviteter. I bootcampen og den senere fagrådsfestival fandt man tilsyneladende en form, som igennem de varierede tilbud gjorde det attraktivt for den enkelte aktive studerende at deltage. Selvom form og indhold var forskellig fra tidligere tiders parlamentarikseminar, lykkedes det på denne måde at bevare eksistensen af en årlig begivenhed, der kunne samle de aktive i og omkring organisationen.

Danske Studerendes Fællesråd som ven, fjende og problembarn

Uden for hverdagen på Københavns Universitet var landsorganisationen Danske Studerendes Fællesråd (dsf) – og indtil år 2000 Landsforeningen af Moderate Studenter (lms) – Studenterrådets vigtigste samarbejdspartner(e). Både Jacob Ørum og Jens Andersen berører kort, hvordan man i forbindelse med sammenlægningen enedes om, at fsr skulle opretholde sit medlemskab af begge landsorganisationer i en periode og arbejde for, at også disse skulle sammenlægges. Billedet af lms som en temmelig effektiv politisk lobbyorganisation overfor et dsf, som primært brugte tid på interne politiske og organisatoriske diskussioner, står stærkt i de materialer og diskussionsreferater, som findes i Information Debat fra fsr’s første år. Fra lms’ side blev udsendt lange notater om f.eks. internationalisering af uddannelserne eller evaluering af universitetsloven, hvorimod dsf som oftest nævnes i forbindelse med diskussion af

kontingentsatser, vedtægtsændringer eller lignende. Hvor fsr som nævnt ikke reviderede sine vedtægter i organisationens første ti år, var situationen i dsf nemlig den diametralt modsatte. En gennemgribende revision af vedtægterne med en følgende ny politisk struktur blev foretaget i gennemsnit hvert andet eller tredje år, og bølgerne gik højt i de langstrakte forhandlingsprocesser, der synes at være startet i samme øjeblik, som den forrige struktur blev vedtaget. I flere omgange diskuteredes det seriøst at melde fsr ud af dsf, og ved mindst én lejlighed besluttede man, at udmeldelse var konsekvensen, hvis ikke et bestemt forslag til vedtægt blev stemt igennem i organisationen. Når der afholdtes større møder i en af de to organisationer, blev dagsordenen slavisk gennemgået på et fællesrådsmøde, hvor repræsentanterne fik sine mandater. Disse diskussioner kunne trække ud i flere timer, og da emnet for møderne i især dsf som sagt oftere handlede om vedtægtsændringer og økonomi frem for politiske problemstillinger – i et enkelt tilfælde skulle repræsentantskabsmødet endda stemme om, nøjagtigt hvilken rød nuance dsf’s logo skulle trykkes i – var det en tilbagevendende diskussion, hvorvidt fsr’s kræfter var bedre anvendt uden at deltage i dsf. Det kan synes overraskende, at de pragmatiske og resultatorienterede fsraktive skulle ende med at satse på det konstant kriseramte dsf frem for det mere parlamentarisk orienterede lms. Forklaringen er nok til dels, at dsf trods alle de interne kampe stadig var den organisation, som favnede bredest i universitetslandskabet, dels at det måske for de gamle studenterrådsaktivister var for stor en mundfuld at skulle sværge troskab til de moderates landsorganisation. Både Præsidiet og Fællesrådet engagerede sig i begge organisationers udvikling, og på et tidspunkt legede man med tanken om at den ene organisation skulle ende som samlet interesseorganisation for de universitetsstuderende, imens den anden skulle være paraplyorganisation for organisationerne på samtlige videregående uddannelser i Danmark. I sidste ende endte fsr dog med at forlade lms helt med udgangen af år 2000. De nærmere årsager kan ikke læses særligt tydeligt ud af referaterne, men det er tydeligt, at situationen med to sidestillede landsorganisationer kostede fsr så meget tid og mange kræfter, at man før eller siden måtte vælge. Da dsf som resultat af et længere forberedende arbejde vedtog (endnu) en ny struktur, som fsr trods visse forbehold kunne støtte, og der sideløbende ikke kunne skabes tilstrækkelig opbakning i lms til at vedtage en sammenlægning af de to organisationer, blev beslutningen taget. Efterfølgende begyndte fsr at opstille kandidater til de politisk valgte poster i dsf’s forretningsudvalg i markant højere grad end tidligere. To forhenværende fsr-formænd bestred i starten af 00’erne en lignende post som organisationssekretær i dsf, og andre centrale fsr-aktive overtog poster, som blev politisk prioriteret af organisationen. Trine Ingemansen varetog forhandlingerne med Videnskabsministeriet i forbindelse

med forhandlingerne om 2003-loven, og Kristian Lauta ændrede som international ordfører den måde, organisationen arbejdede med internationale tendenser i uddannelsespolitikken på. Skønt de halvårlige repræsentantskabsmøder i dsf stadig havde fokus på de organisatoriske spørgsmål, begyndte de politiske diskussioner i dsf’s uddannelses- og levevilkårsudvalg at fylde mere, når Fællesrådet diskuterede landsorganisationen. Peter Dalby beretter, hvordan det politiske udvalgsarbejde kunne spænde af med talrige møder, rundringninger for at tromme en flertalskoalition sammen og forskellige personlige og politiske alliancer frem imod den endelige vedtagelse af et høringssvar eller et politisk papir. Specielt i forbindelse med implementeringen af universitetsloven, hvor fsr og Studenterrådet ved Aarhus Universitet havde forskellige opfattelser af, hvordan man bedst sikrede studenterinteresser under de nye forhold, kunne bølgerne gå højt. Peter Dalby berører også fsr’s særlige opfattelse af sig selv som mere kvalificeret end det øvrige dsf til det politiske arbejde. Denne kritik af manglende professionalisme blandt både de andre medlemsorganisationer og til tider direkte inkompetence blandt de personligt valgte medlemmer af dsf’s forretningsudvalg går ofte igen i referaterne, når Fællesrådet diskuterede landsorganisationens politik. Muligheden for at forlade dsf og selv varetage det repræsentative arbejde overfor ministerier og andre interessenter blev også stadig lejlighedsvist diskuteret i årene efter årtusindskiftet. Bag alle disse konflikter lå måske en strukturel udfordring i, at fsr blot var én ud af ca. 15-20 medlemsorganisationer i dsf, men organiserede ca. en tredjedel af de 100.000 studerende, som dsf gerne ville repræsentere. Hvor de mindre medlemsorganisationer bedre kunne acceptere, at dsf spillede rollen som de studerendes talsmand, var fsr derfor mere følsom over for, om dsf tiltog sig retten til at repræsentere de københavnske studerende i offentligheden på deres lokale studenterorganisations bekostning. Generelt synes det dog at have haft en positiv effekt for forholdet til dsf, når fsr havde en eller flere repræsentanter indvalgt i dsf’s forretningsudvalg, hvilket oftere og oftere blev tilfældet. Overgangen fra et Fællesråd, hvor flere af deltagerne havde årelang erfaring med dsf-aktivitet, til en bestyrelse med en stor andel af relativt nye aktive ændrede også ved den relativt arrogante holdning, at Studenterrådets aktive var bedre kvalificerede end de øvrige dsf-medlemsorganisationers. Da bestyrelsen i 2008 således skulle have en indføring i arbejdet i landsorganisationen inviterede man den siddende dsf-formand, som havde en baggrund på Aarhus Universitet til at holde oplæg om organisationens opbygning og politik. Noget sådant havde været utænkeligt i det fsr, hvor Trine Ingemansen, som hun skriver, blev bedt om at holde sig væk fra udvalgsmøder, så længe hun også sad i ledelsen for dsf. Ændringen af Studenterrådets fokus fra det parlamentariske arbejde til den

politiske kampagneorganisation lagde også diskussionen om at forlade dsf død fra midten af 2000’erne. De vedvarende revisioner af vedtægterne kunne stadig føre til voldsomme diskussioner, men fra 2009 og frem begyndte diskussionerne op til dsf’s halvårlige stormøder at handle mere om formuleringer af politikpapirer og ideer til kampagner end om vedtægter og organisatoriske forhold. Igennem dsf, men af og til også for sig selv, samarbejdede Studenterrådet desuden i større eller mindre grad med andre organisationer i elev- og studenterbevægelsen. Meget af samarbejdet foregik igennem foreninger eller offentlige organer, som de forskellige organisationer havde udpegningsret til. F.eks. koordinerede man boligpolitik igennem Centralindstillingsudvalget i København, som Jesper Luthman fortæller om i sit indlæg, og den landsdækkende organisation dsk. Også i su-rådet, hvor fsr næsten permanent besatte mindst én af dsf’s poster, sad der repræsentanter fra mange forskellige uddannelsesretninger, som derigennem fik lejlighed til at afstemme deres politik på området. Blandt de uddannelsessøgendes organisationer eksisterede en udstrakt følelse af beslægtede interesser, som gentagne gange førte til forsøg på at udvikle både konkrete politiske samarbejder og også til eksperimenter med mere faste organisatorisk samarbejder, som kunne samle alle uddannelsessøgende. Et nogenlunde succesrigt eksempel på politisk samarbejde var initiativet svarnu (en let søgt forkortelse for „elev- og Studenterorganisationernes Videnscenter for ArbejdsmiljøRelaterede Nationale Uddannelsesproblemstillinger“), som fra 1996 søgte at skabe opbakning til lovfæstede krav til uddannelsessøgendes arbejdsmiljø. Under denne paraply lavede man både konferencer og mindre happenings over en årrække, og det hårde arbejde har utvivlsomt bidraget som fødselshjælper til den lov om undervisningsmiljø, som blev vedtaget i 2001, selvom denne langt fra var så vidtgående, som studenterorganisationerne havde håbet. Hvad tilløbene til en mere fast organisering angik, var man fra fsr’s og dsf’s side mere forbeholdne. Den særlige parlamentariske medbestemmelse som de universitetsstuderende nød, og som skabte en særlig pragmatisk og realpolitisk kultur, bragte nemlig gang på gang fsr på kollisionskurs med de øvrige organisationer. Hvor gymnasieelevernes organisation, dgs, for eksempel ud fra en principiel holdning om, at man burde kæmpe imod nedskæringer på uddannelserne, nægtede at anvise, hvor på deres område der kunne skæres ned, når tilskuddet faldt, var denne holdning utænkelig for studenterpolitikere, der havde været vant til at tage medansvar i Konsistorium for at lægge et holdbart budget for Københavns Universitet hvert eneste år. Trine Ingemansen beskriver, hvordan hun som ordfører i dsf var overrasket over, hvor høj grad af modvilje de andre organisationer udviste over for hendes prioritering af at forfølge chancen for et fornuftigt forhandlingsresultat frem for at bruge kræfterne på at mobilisere

studerende til at gå på gaden. Opfattelsen af at være i besiddelse af en højere grad af indsigt, som fsr også følte i forhold til dsf, kom desuden i endnu højere grad til udtryk i diskussionerne med andre elev- og studenterorganisationer og blev ofte kombineret med en opfattelse af, at de universitetsstuderende også var mere respekterede blandt politikere og embedsapparat for deres parlamentariske arbejde, end f.eks. gymnasieeleverne var. Forskellene på organisationerne skal dog ikke overdrives. Især dgs udgjorde i sagens natur en del af rekrutteringsgrundlaget for fremtidige studenterpolitikere, og til dato har over halvdelen af Studenterrådets formænd siden sammenlægningen haft en baggrund her. De tilbagevendende diskussioner om anvendelse af demonstrationer eller andre udenomsparlamentariske virkemidler havde også betydning for forholdet til de andre organisationer, som ofte var betydeligt mere villige til at gå på gaden end studenterpolitikerne. Ikke mindst spørgsmålet om samarbejde med fagbevægelsen drev en kile ned imellem organisationerne. dsf og fsr ville ikke associeres med fagbevægelsen og dermed venstrefløjen hos deres parlamentariske samarbejdspartnere. På den anden side stod til gengæld flere organisationer, der i udgangspunktet var tilknyttet en specifik fagforening (som de pædagog- og lærerstuderende), og som slet ikke havde de samme forbehold. Blandt andet derfor levede fsr og dsf over en årrække en randtilværelse i den samlede elev- og studenterbevægelse og meldte sig ind og ud af diverse samarbejder fra gang til gang. Når Anne Bie skriver, at hun havde været uimponeret af de repræsentanter, hun som aktiv folkeskoleelev havde mødt fra dsf, var følelsen utvivlsom gensidig, men det handlede mere om organisationernes forskellige fokus end om de enkelte repræsentanters kompetencer. Set fra dette synspunkt gjorde Studenterrådets udvikling over imod kampagneorganisationen i høj grad samarbejdet med de øvrige organisationer lettere. Med mindre reel indflydelse og et større fokus på at aktivere den store masse af studerende politisk kom Studenterrådet nemlig i højere grad til at ligne de andre ikkeprofessionsspecifikke elev- og studenterorganisationer. I de sidste fire-fem år har Studenterrådet og dsf sammen og hver for sig således deltaget i et markant større antal fælles kampagner, både med de andre uddannelsesorganisationer, men nu også gerne i samarbejde med fagbevægelsen.

Afslutning

Hvis man går i Studenterrådets arkiver for at lede efter de afgørende momenter, hvor en ny dagsorden fra den ene dag til den anden vendte op og ned på Studenterrådets virke, så leder man forgæves. I de fleste organisationer er de øjeblikke trods alt sjældne, hvor man forkaster tidligere tiders strategi til fordel for en helt ny og færdiggennemtænkt praksis. Ved hundredårsjubilæet for

grundlæggelsen af det første Studenterråd ved Københavns Universitet har organisationen da også især dyrket kontinuiteten. I bevidstheden hos den historisk interesserede studenterpolitiker er det nemt at se sammenhængen imellem de studerende, som ved Studenterrådets grundlæggelse i 1912 ønskede sig flere cykelstativer og et spejl opsat i Hovedbygningen på Frue Plads, over krigsårenes frihedskæmperstudenter, 60‘ernes studenteroprørere og 90‘ernes parlamentarikere til dagens studenterrådsaktive, som fører kampagner for bedre levevilkår, bedre rammer for undervisningen og flere timer. Det handler og har altid handlet om at stille krav til sin hverdag og repræsentere de studerende, som en dag skal overtage ansvaret for det danske samfund. Imidlertid er det ikke bare på papiret en anden organisation, nemlig den som blev grundlagt den 1. januar 1995 efter lange sammenlægningsforhandlinger, som lidt paradoksalt fejrer sin 100-årsdag i 2012. Det er også en organisation, der som reaktion på skiftende styreforhold og ændringer i sit demokratiske bagland gang på gang har måttet genopfinde sig selv. Det er ikke dette kapitels ærinde at definere en rigtig eller en forkert måde at være studenterorganisation på, hverken universelt eller aktuelt. Ej heller påstår det, at Studenterrådet anno 2012 har fundet den ideelle form for, hvordan man repræsenterer studenterinteresser under de nu givne forhold. Det er i stedet målet at vise, at de forskydninger, der er sket, ikke har fundet sted i et særligt studenterpolitisk vakuum, hvor enkeltpersoner og analyser kæmper om dagsordenen uafhængigt af det omgivende samfund, men at en organisation som Studenterrådet tværtimod kun kan forstås i forening med de sociale og politiske vilkår, som omgiver den. I 1995 skulle fsr indstille sig på en universitetslov, der havde begrænset antallet af studenterrepræsentanter i de styrende organer, og reduceret de studerendes formelle indflydelse kraftigt. Samtidig var man plaget af den generelle politiske afmatning blandt ungdommen, der fulgte med murens fald. Resultatet blev en organisation af de dygtigste parlamentarikere og lobbyister med interesse for universitetsledelse og praktisk uddannelsespolitik, som lærte sig at repræsentere en række bestemte holdninger og synspunkter bedst muligt indenfor en bestemt struktur og navigere imellem de forskellige interesser og personlige og faglige konflikter. I denne optik kan man hævde, at det netop var i distancen fra den menige studerende, at studenterpolitikeren kvalificerede sig til at varetage sin opgave som talsmand for studenterinteresserne inden for den ramme, som var den samlede ledelse af universitetet, i hvilken studenterpolitikerne var parthavere. Da den grundlæggende opgave ændrede sig med universitetslovsændringen i 2003, ændrede organisationen sig også, som vi har set over de foregående sider. Det skyldtes både, at medbestemmelsen reelt forsvandt, men også at den typiske

studerende blev yngre, og at de studenterpolitiske karrierer blev kortere sammen med gennemførselstiderne. Samtidig skete der en generel politisk aktivering af ungdommen fra omkring år 2000, der førte til gentagne mobiliseringer af elever og studerende til demonstrationer og andre direkte aktionsformer. Når studenterpolitikeren ikke længere var en integreret del af ledelsen, men skulle råbe den nye ansatte ledelse op udefra, blev det mindre vigtigt for den enkelte studenterpolitiker at kunne navigere som en del af fællesskabet med ledere, forskere og administrativt ansatte. Tilsvarende blev det mere afgørende, at hun er en typisk repræsentant for den samlede studentergruppes bredt funderede holdninger – hvilket bedst påvises af, at store grupper af studerende igennem deltagelse i kampagner eller demonstrationer bakker op om Studenterrådets politik. Studenterrådets vægtning af opgaver og holdninger er derfor foregået i et felt, hvor de forskellige opfattelser af den rigtige måde og det rigtige formål med at organisere studerende har fået bedre eller dårligere udfoldelsesmuligheder i kraft af, at de studerendes rolle på Københavns Universitet og i samfundet generelt har været under udvikling. Nedenunder de politiske og organisatoriske udsving, som den enkelte studenterpolitiker har oplevet i organisationen, ligger derfor de strukturelle forskydninger i mentalitet og livsverden, som er så svære at registrere, imens de finder sted. Det tidspunkt findes ikke, hvor de aktive i Studenterrådet kiggede hinanden i øjnene og aftalte, at kampagnearbejdet fremover skulle prioriteres over det parlamentariske arbejde, men skiftet skete alligevel, og det skete hurtigt. I februar 2008 diskuterede Studenterrådets bestyrelse principperne for organisationens parlamentariske arbejde, som nu var blevet omdøbt til lobbyarbejde. Som en grundlæggende præmis fastsloges det i det skriftlige oplæg, at lobbyarbejdets formål var at „støtte sr‘s generelle politiske arbejde. Det vil sige kampagner over for de studerende, modstand mod forringelser, deltagelse i den offentlige debat, udvikling af nye politikker m.m.“ (min kursivering). Det parlamentariske blev her reduceret til en hjælpedisciplin for det aktiverende og eksternt opmærksomhedsskabende arbejde. Det er næppe en formulering, som ret mange aktive havde kunnet nikke genkendende til blot få år tidligere.

Sammenlægningsprocessen 1994

jens andersen Jens Andersen sad i Studenterrådets præsidium 19931994 og var formand for Forenede Studenterråd januar 1995 til marts 1996.

Jeg blev aktiv i Studenterrådet i begyndelsen af 90’erne. Min indgangsvinkel til arbejdet var, at jeg først var engageret på statskundskab – først i institutbestyrelse og siden i studienævn. Her oplevede jeg, at arbejdet var underlagt nogle rammer, som jeg gerne ville påvirke. Studenterrådet var for mig det oplagte sted at kaste sig ind i kampen for at ændre på rammerne.

Studenterrådet før fusionen

Det stod forholdsvis hurtigt klart for mig, at Studenterrådet havde nogle problemer, som betød, at dets indflydelse var svækket. De studerende bakkede ikke i særlig stor udstrækning op om Rådets arbejde. Det viste sig f.eks. ved, at der i perioder ikke var kandidater nok, som ønskede at stille op til Præsidiet, og ofte var Fællesrådet ikke beslutningsdygtigt på grund af for få fremmødte. Der var også ganske få af de studerende, som valgte at støtte arbejdet ved at være betalende medlemmer af organisationen. Endelig var der en konkurrerende studenterorganisation – Moderate Studenter – som ved valgene til de styrende organer fik en ikke uvæsentlig del af de studerendes stemmer. Det svækkede naturligvis Studenterrådet som organisation, og det svækkede også de studerendes interessevaretagelse, at man ikke talte med én stemme. Det manglende engagement i Studenterrådet kunne efter min opfattelse delvis tilskrives en generel tendens i tiden til ikke at engagere sig. Det var en tendens som også sås i fagforeninger, partier og andre ngo’er. Studenterrådet havde

imidlertid også selv et stort medansvar for situationen. Studenterrådet brugte i de år alt for meget energi på at opretholde sig selv som organisation og på interne politiske kampe, som det kan være svært at forbinde med varetagelse af studenterpolitiske interesser. Når man lokalt hørte noget fra Studenterrådet, var det ofte om organisationens økonomiske problemer. Den skrantende økonomi udsprang af et uheldigt engagement i Undløse Kro. Herudover blev indtægtsgrundlaget over årene udhulet på grund af faldende medlemstal, og når Moderate Studenter vandt mandater i de styrende organer, gik det udover den økonomiske støtte. Viljen – eller evnen – til at tilpasse udgifterne var utilstrækkelig. En anden tilbagevendende diskussion, som fyldte meget, var forberedelserne til kongresserne i dsf. Her stod slaget år efter år om, hvorvidt man skulle fastholde en karikeret klasseanalyse som grundlag for organisationens arbejde, eller om man skulle fastlægge et mere bredtfavnende grundlag og søge konkret indflydelse på uddannelsespolitikken. Skulle man være en politisk kamporganisation eller en studenterpolitisk interesseorganisation? Diskussionerne var ofte præget af folk fra organisationer som Socialistisk Arbejderparti, Internationale Socialister m.fl., som mente at kunne bruge studenterorganisationerne i en større sags tjeneste. Når disse uheldige tendenser er nævnt, skal det retfærdigvis også siges, at der var mange gode og dygtige folk, som engagerede sig i Studenterrådet og blev valgt til universitetets styrende organer. Jeg blev valgt til Præsidiet første gang i 1993 – først et „forretningspræsidium“ fordi der ikke var kandidater nok, siden lykkedes det at samle en håndfuld gode folk til et „rigtigt“ Præsidium, som ville være med til at reformere Studenterrådet. Vi arbejdede i den periode med at skabe stærkere bånd til fagrådene på de enkelte fag. I den forbindelse var vi på talrige besøg på de forskellige fag og institutter. Det gav os i Præsidiet et tydeligt billede af, hvilke problemer, man oplevede lokalt og bidrog til stærkere forankring af organisationen. Vi styrkede den interne kommunikation og debat i organisationen. Og vi opbyggede en stærkere koordinering mellem indvalgte i fakultetsrådene og Konsistorium. Her inviterede vi også indvalgte for Moderate Studenter med. Organisationens fokus blev med disse initiativer rettet mere ind på praktisk studenterpolitik. Tidligere tiders fokus på protest og bevidstgørelse af de studerende blev forladt. Studenterrådet fik i de år et stærkere samarbejde med universitets ledelse, som vi oplevede på flere områder at dele synspunkter med, hvorimod ministeriet ofte var modstanderen. De politiske sager, som vi arbejdede med i de år, omfattede blandt andet stopprøver og universitetsloven. Det var vigtigt for mig, at Studenterrådet blev en organisation, som studerende, der ville arbejde med studenterpolitik, fandt egnet til det formål. Jeg

oplevede, at det lykkedes – at Studenterrådet blev taget mere seriøst af både de studerende og af samarbejdspartnere. Kampen mod stopprøver var i særlig grad med til at engagere en ny generation af aktive, som tilmed fik en succesoplevelse, da det lykkedes at få stopprøverne afskaffet.

Reform af Danske Studerendes Fællesråd

Studenterrådet havde nogle vanskeligheder med Danske Studerendes Fællesråd (dsf) - den landsdækkende studenterorganisation, som vi var medlemmer af. Som tidligere antydet var dsf i udstrakt grad arena for sekteriske kampe for forskellige venstrefløjsfolk, der satte partipolitiske og gammelmarxistiske holdninger på dagsordenen. Vi oplevede, at organisationen ofte levede helt sit eget liv og ikke havde meget med arbejdet i medlemsorganisationerne at gøre. Den oplevelse delte vi ikke mindst med Studenterrådet på Aarhus Universitet. Hertil kom, at medlemskontingentet til dsf var eksorbitant højt. Det lykkedes os at få gennemført en reform af organisationen, som betød, at det blev medlemsorganisationerne, der satte dagsordenen. dsf kom dermed tættere på hverdagens udfordringer på universiteterne, og vi undgik, at der kom meldinger som gik på tværs af arbejdet her. Samtidig blev organisationen slanket, så kontingentet kunne sættes ned til en størrelse, der betød, at vi havde både evne og vilje til at være med. Studenterrådet ved Københavns Universitet var den suverænt største medlemsorganisation i dsf. Der er ingen tvivl om, at der blandt andre medlemsorganisationer var irritation over, at vi var dominerende og satte os i spidsen for de nævnte forandringer. Samtidig var der dog en erkendelse af, at dsf ikke kunne eksistere, hvis Studenterrådet ved Københavns Universitet ikke var med.

Forholdet til Moderate Studenter

Studenterrådet havde traditionelt haft som dogme, at man repræsenterede alle studerende, og at man havde monopol på det. Som følge heraf anerkendte man ikke Moderate Studenter som repræsentanter for andre end sig selv. Der fandtes endda dem i Rådet, som betragtede Moderate Studenter som fjender, fordi de ofte indtog mere pragmatiske synspunkter, der afveg fra Studenterrådets. Opfattelsen var, at det stod Moderate Studenter frit for – som for alle andre studerende – at tage del i de demokratiske fora i Studenterrådet. At de så at sige bare kunne melde sig ind. Jeg havde selv det synspunkt, at en organisation kun repræsenterer dem, der føler sig repræsenteret af den. Der var en del studerende, der meldte sig ind i og stemte på Moderate Studenter ved valgene. Det viser, at Moderate Studenter faktisk repræsenterede nogen.

PLAKAT / 2002 Kampen imod stopprøver på uddannelserne var Studenterrådets store slagnummer i årene før sammenlægningen, og flere senere fsr-aktive stiftede første gang bekendtskab med studenterpolitik igennem kampagnen imod stopprøver.

Det var åbenbart, at det ville styrke de studerende interessevaretagelse, hvis der var en samlet studenterorganisation. Med Studenterrådets opgør med „studentermunkemarxismen,“ Moderate Studenters falmende liberalisme og begge organisationers stærkere fokus på praktisk studenterpolitik var vejen banet for samarbejde. Da jeg tvivlede på, at Moderate Studenter bare ville nedlægge sig selv og indgå i Studenterrådet, tog jeg initiativ til sammenlægning af de to organisationer. I første omgang havde vi uformelle drøftelser mellem ledelserne i de to organisationer. Da de havde et positivt forløb, hvor vi lærte hinanden bedre at kende, førte det til egentlige forhandlinger om sammenlægning.

Sammenlægningen

De politiske forskelle mellem de to organisationer var som nævnt blevet mindre. Men der var stor forskel på organisationsforståelse og organisationsopbygning, så Studenterrådet og Moderate Studenter indledte forhandlingerne med meget forskellige udgangspunkter. Fra Studenterrådets side lagde vi stor vægt på, at organisationen skulle have åbne demokratiske organer – altså at alle studerende skulle have demokratiske rettigheder i organisationen, også selvom de ikke aktivt havde meldt sig ind. Fagrådene skulle fortsat være organisationens basis og sikre bred inddragelse og lokal forankring. Endelig var det i forlængelse heraf vigtigt for os, at indvalgte i universitetets styrende organer blev forpligtet af de beslutninger, der blev truffet af organisationens kompetente organer. Med det udgangspunkt var vi fra Studenterrådet side villige til at bøje os for Moderate Studenters ønsker i forbindelse med tegningen af den nye organisation. Moderate Studenter var bygget på individuelle medlemskaber, hvor kun kontingentbetalende medlemmer havde demokratiske rettigheder. På dette punkt lykkedes det dog rimelig hurtigt at skabe enighed om at lægge Studenterrådets organisationsmodel til grund. Af de nævnte punkter var der især stor diskussion om, hvorvidt valgte repræsentanter skulle være bundet af deres bagland. Det havde Moderate Studenter ikke tradition for, og man var – naturligt nok – bekymret for at blive tromlet af et flertal. Det lykkedes os at formulere dette princip på en måde, som var mindre firkantet end hidtil i Studenterrådet – men klar nok for os og også acceptabel for Moderate Studenter. Som jeg husker det, var der dog andre punkter, som Moderate Studenter havde stærke holdninger til. Det gjaldt især organisationens økonomi. Her ville Moderate Studenter gerne sikre sig, at man kunne styre tingene. Sporene i Studenterrådet skræmte. Det blev løst ved at indføre en „generalforsamling,“ som skulle lægge økonomiske og organisatoriske rammer for den nye organisation. Det blev tydeliggjort, at Præsidiet havde kompetence til at lede organisationen inden for disse rammer. Et repræsentantskab (Fællesrådet, red.) skulle være øverste politiske

organ. For at undgå modsætninger mellem de to organer fik de samme sammensætning, nemlig fagrådenes repræsentanter. På den måde kom de begge til at ligne Studenterrådets fællesråd meget. Moderate Studenter ønskede dog, at de store fag skulle have en forholdsmæssig mindre repræsentation end de små, hvilket vi gik med til. Moderate Studenter var også meget optaget af, at organisationen var „ny.“ Det kom dels til udtryk i noget så praktisk som, at den nye organisations regnskab skulle bygge på en samlet åbningsbalance på grundlag af de to tidligere organisationers aktiver etc. Endelig var der selvfølgelig navnet. Jeg mente jo selv, at Studenterrådet var et fremragende navn, men det var klart, at det ville være svært at acceptere for Moderate Studenter. Vi overvejede både „Studentersamfundet,“ „Det ny Studenterråd“ og „Forenede Studenterråd.“ Vi landede på det sidste, fordi det var mest tidsløst. Det sigtede naturligvis aktuelt til sammenlægningen af de to organisationer, men kunne også siges at sigte til „de forenede fagråd.“ De fleste fagråd beholdt deres navne. Så vidt jeg husker, var det alene på jura og polit, at fagrådene fik nye navne. Det var naturligt nok, for netop på disse fag stod Moderate Studenter stærkest før sammenlægningen. Studenterrådet og Moderate Studenter var medlemmer af hver sin landsorganisation – hhv. Danske Studerendes Fællesråd (dsf) og Landssammenslutningen af Moderate Studenter (lms). Det blev helt naturligt aftalt, at den nye organisation skulle være medlem af begge landsorganisationer og arbejde for, at også de med tiden skulle fusionere. Den nye organisation beholdt personalet fra begge de tidligere organisationer. I praksis opsagde medarbejderen i Moderate Studenter dog sin stilling i forbindelse med fusionen, således at det alene var Studenterrådets medarbejdere, der blev fælles. Organisationens sekretariat fik til huse i Fiolstræde 10, hvor Moderate Studenter hidtil havde holdt til. Tidsmæssigt faldt fusionen nemlig sammen med, at universitet ønskede at benytte Studenterrådets lokaler i Krystalgade 16 til andre formål. Såvel Studenterrådets fællesråd som Moderate Studenters generalforsamling godkendte i slutningen af 1994 sammenlægningen og de aftalte vedtægter for den nye organisation, som så dagens lys den 1. januar 1995. Det indgik naturligt nok også i forhandlingerne, hvordan det første Præsidium skulle sammensættes. Det blev aftalt, at Studenterrådet skulle vælge fem medlemmer herunder besætte formandsposten, og Moderate Studenter skulle vælge fire medlemmer herunder besætte posterne som næstformand og økonomiansvarlig. I en årrække havde man ikke haft en formand i Studenterrådet, men det havde der dog været i tidligere tider, og jeg fandt det faktisk ganske hensigtsmæssigt at have en formandspost. I praksis havde jeg

selv de facto fungeret som formand i den sidste periode inden sammenlægningen, og da Fællesrådet i Studenterrådet skulle vælge den nye organisations første formand, blev jeg valgt. Der var ingen nævneværdig modstand mod fusionen i Studenterrådet. For mange var fusionen nærmest ligegyldig – på de store fakulteter Humaniora og Naturvidenskab fandtes Moderate Studenter nærmest ikke. Enkelte var lidt bekymrede for, hvad fusionen ville betyde, men også de erkendte, at Studenterrådet havde fået opfyldt alle væsentlige krav. Det store flertal bakkede op.

Nye konflikter

I løbet af den nye organisations første år opstod der dog en konflikt mellem en række „gamle“ folk fra Studenterrådet og Præsidiet. Konfliktens substans var diffus. Min vurdering er, at det mest var en reaktion mod det, nogle gamle folk oplevede som en lovlig selvsikker ledelse, som efter nogens smag gennemførte forandringer lige lovlig hurtigt. Jeg og andre i Præsidiet havde klare mål for, hvor organisationen skulle hen – og det var uvant for mange efter en årrække uden klar retning. I konflikten indgik nogle personalemæssige spørgsmål, som „de gamle“ gerne ville blande sig i, antageligt som følge af gamle venskaber. Det medvirkede til, at det blev en meget personlig konflikt, hvor ikke mindst sekretariatsleder Iben Koch foruden jeg selv stod for skud. Der var også en underliggende opfattelse blandt oprørerne af, at Studenterrådet overfor Moderate Studenter havde givet køb på for mange gamle studenterrådsværdier, uden de dog kunne præcisere det nærmere. Konflikten kulminerede på en generalforsamling, hvor der viste sig markant opbakning til ledelsen. Herefter valgte de fleste af oprørerne at forlade aktivt arbejde i Forenede Studenterråd. Det forhold, at konfliktlinjen ikke gik mellem tidligere Moderate Studenter og tidligere studenterrådsfolk, men derimod mellem en samlet ledelse med rimelig bred opbakning og nogle forholdsvis få enkeltpersoner, medvirkede utvivlsomt til at fasttømre Forenede Studenterråd som én samlet organisation.

Afslutning

Sammenfattende kan man sige, at fusionen gik forbavsende let. Der var stor vilje i de to organisationer til at mødes. Det skyldes efter min opfattelse en oplevelse af, at man dybest set delte interesser, selv om der kunne være forskellige betoninger. Der var mange venstreorienterede i Studenterrådet og mange borgerlige i Moderate Studenter, men der var også en bred enighed om, at studenterpolitik ikke skal handle om partipolitik. Det var vigtigt for

Moderate Studenter, at der reelt var tale om en ny organisation – og det var der. For Studenterrådet var det vigtigt, at denne organisation i sin struktur kom til at bygge på demokratiske rettigheder til alle studerende. Og sådan blev det.

En ny og samlet studenterbevægelse

jacob ørum Jacob Ørum var den sidste formand for Moderate Studenter og sad i Forenede Studenterråds præsidium i tre perioder, hvor han bl.a. var næstformand og uddannelsespolitisk sekretær.

Jeg kom til Københavns Universitet i 1991, hvor jeg frisk fra gymnasiet startede på politstudiet. Det var dog først året efter – og efter et studieskift til jura – at jeg blev introduceret til studenterpolitik. En tidligere rusvejleder var aktiv og lokkede mig til at kigge forbi et møde. Det skete formentlig med løfter om en øl bagefter. Jeg ankom til et repræsentantskabsmøde, hvor tyve studerende sad og drøftede indkøb af en faxmaskine og foreningens budget. Det lignede meget lidt politik og meget mere en administrativ komite. Mit første indtryk var, at studenterpolitikerne brugte mange kræfter på et meget lille felt. Afgørelsen om faxmaskinen blev efter tre kvarters drøftelse udskudt til næste møde, så der kunne produceres endnu et fem siders beslutningsoplæg. Ikke desto mindre var der et eller andet som fængede; det eneste politiske punkt på dagsordenen var, så vidt jeg husker, det internationale arbejde; det lød temmelig løfterigt og lokkede med et perspektiv udover mit temmelig navlebeskuende jurastudium. Så jeg rakte tvivlende en hånd i vejret, da der skulle vælges en suppleant for den internationale sekretær. Selvfølgelig gik der ikke mange dage, før den person, jeg var suppleant for, tog til udlandet, og jeg pludselig havde et ansvarsområde, som jeg intet vidste om. Herefter gik det slag i slag, og efter at have deltaget i en mindre paladsrevolution samme år, hvor den mest venstreorienterede del af foreningen (dvs. radikale og sf’ere) fik de fleste pladser i Moderate Studenters bestyrelse, blev jeg et halvt år senere formand for den lille forening.

En splittet studenterbevægelse – og manglende politisk indflydelse

En af mine første opgaver i Moderate Studenter var at få tilrettelagt en organisation, hvor man ikke brugte tiden på diskussioner om faxmaskiner og lignende. I stedet skulle der fokus på at skabe en politisk platform bygget på politiske krav og emner, mens organisationens evne til gøre sig gældende ved styrelsesvalgene styrkedes. Siden den ny universitetslov var trådt i kraft i 1993, havde alle tre studenterpladser i Konsistorium tilhørt Studenterrådet, men Moderate Studenter havde fremgang og stod til at vinde et af de tre mandater ved førstkommende valg. Langt hen ad vejen var de tidlige 90’ere et politisk lavpunkt for studenterbevægelsen. Danske Studerendes Fællesråd stod svagt og var i lang tid optagne af interne stridigheder i et omfang, hvor ministeriet på et tidspunkt direkte adspurgte, om organisationen var ved at lukke. Landssammenslutningen af Moderate Studenter havde derimod fremgang. Det var en meget lille organisation nærmest uden folkelig opbakning, men med en fagligt og strategisk dygtig ledelse bestående af bl.a. Jens Lundsgaard og Christian Bason, som gjorde sig tydeligt gældende både i ministerierne og internationalt. På Københavns Universitet havde Studenterrådet en del aktive, men kæmpede med en voldsomt dårlig økonomi og havde svært ved at finde folk nok til sit Præsidium, mens Moderate Studenter havde en meget lille aktivbase, men frem til 1995 fik opbygget stigende tilslutning ved universitetsvalgene og en fornuftig egenkapital. Begge organisationer led under det problem, at den tidligere formelle indflydelse nu med Universitetsloven var formindsket, at en lang række beslutninger nu blev truffet uden for de styrende organer, og at den generelle opbakning blandt de studerende var vigende. Samlet set blev det tydeligt, at ingen af organisationerne opnåede sine politiske mål i det ønskede omfang, og at der blev brugt alt for mange kræfter på valgkampe og stridigheder de to organisationer imellem i stedet for at være de studerendes tværpolitiske interessevaretager over for dekaner, rektor og ministerium. Denne opdagelse var så vidt ikke ny. I de sidste små ti år havde man med totre års mellemrum tilnærmet sig hinanden, drøftet samarbejde og endda fusion. Men hver gang var det endt med, at man nåede til det næste et styrelsesvalg, hvor behovet for at adskille sig politisk fra hinanden ledte til, at man genfandt og pudsede forskellene mellem de to organisationer af – hvor ubetydelige de end måtte være i de studerendes øjne. Det var sjovt at lave valgkamp hver december, og det styrkede de to organisationers interne sammenhængskraft. Men særligt fremmende for de studerendes

interesser var det ikke, at deres to politiske talerør brugte så stor den del af deres tid på at bekrige hinanden. Det blev derfor meget tydeligt, at både Studenterrådet og Moderate Studenter havde brug for at blive styrket, og i foråret 1994 begyndte de første tilnærmelser til en ny forhandlingsrunde. Tilnærmelsen kom fra Studenterrådets formand Jens Andersen, og jeg må indrømme, at den ikke blev modtaget i en stemning af ubegrænset tillid. I Moderate Studenter nedsattes en forhandlingsgruppe bestående primært af Jens Valdemar Krenchel og mig selv, og i løbet af sommeren tog forhandlingerne fart. I første omgang tror jeg, at begge organisationer forhandlede lidt på skrømt. De ville se, hvor interesserede og pressede modparten var og samtidig teste deres egne baglande af. Hvornår kom der modstand og opråb fra „bagklappen?“ Begge forhandlingsgrupper var i denne sammenhæng i mindre omfang politiske idealister, men til gengæld realpolitikere. Et af de mindre, tekniske eksempler var, at vi i Moderate Studenters forhandlingsgruppe tidligt besluttede, at skulle det ende med en fusion, ville vi gerne vende tilbage til navnet Studenterrådet. Både fordi det signalerede studenterbevægelsens historie, men også fordi det antydede skabelsen af det studenterparlament på tværs af partipolitiske holdninger, som vi så som et ideal for en ny fælles organisation. Men navnet skulle have en tilføjelse (der endte som Forenede Studenterråd), som i det mindste i en årrække skulle signalere, at der var tale om en anden organisation end det i 1994 eksisterende Studenterråd. Vi var godt klar over, at navnet ligeledes var et signalpolitisk kardinalpunkt i Studenterrådet, og at det ikke ville blive populært i vores eget bagland, hvis vi accepterede „fjendens“ gamle navn. Men så måtte navnespørgsmålet sælges så dyrt som muligt i forhandlingerne. I sensommeren viste det sig, at vi faktisk kunne enes som hovedlinjerne i vedtægter og magtfordeling i en kommende organisation. I hovedtræk skulle den del af den ny organisation (i runde tal en tredjedel), som bestod af eks-moderate, have en nogenlunde tilsvarende del af de politiske poster og den reelle indflydelse i organisationen efter en fusion. Der blev indsat en række bestemmelser i vedtægterne for den fusionerede organisation, som sikrede at gruppen af eks-moderate ikke for alvor kunne blive tvangsabsorberet i den ny fællesorganisation på trods af studenterrøddernes flertal. Det betød for eksempel, at en række vedtægtspunkter kun skulle kunne ændres med nitten/tyve flertal i de første to til fire år efter fusionen. Som ved tidligere forhandlinger kunne der godt opnås en grundlæggende enighed, men at få hamret detaljerne på plads, og især processen med at få baglandene til at acceptere en fusion, var en tidskrævende proces. Hvad vi som forhandlere ikke havde brug for, var det universitetsvalg som stod for døren i det sene efterår 1995. Valget ville som de foregående fremhæve

forskellene mellem de to organisationer, og det var ikke urealistisk at medlemmerne, opflammet af valgretorik og dem mod os-tankegang, midt under en valgkamp ville sige nej til en fusion. Under alle omstændigheder ville det også være et mærkeligt signal at sende til de studerende: at vælgerne, imens de havde to sæt konkurrerende valgmaterialer foran sig, samtidig kunne læse at de to organisationer afholdt medlemsafstemninger om at fusionere. Det måtte der findes en løsning på, og i fællesskab gik formændene for Studenterrådet og Moderate Studenter derfor til rektor og foreslog, at universitetsvalget blev udskud til midt på foråret. Rektor og senere Konsistorium gav tilslutning hertil, og valgperioden for de allerede indvalgte blev derfor forlænget med ca. tre måneder. Da det gik op for baglandene i de to organisationer, at en fusion pludselig var en reel mulighed, gik det ikke stille af. I Studenterrådet dukkede de politiske hardlinere op til overfladen: De skulle ikke have noget af at arbejde sammen med „moderotter“ fra Moderate Studenter. I Moderate havde vi samme udfordringer: En mindre gruppe (primært Venstreaktive) forlod organisationen allerede inden fusionen, og gruppen yes (Young Europeans for Security) var modstandere af fusionen, fordi Studenterrådet benyttede militærnægtere, men især begyndte gamle studenterpolitikere at kontakte formandskabet. Det var barske vilkår. De fleste politiske indpiskere og nøglepersoner i Moderate Studenter (både fra København og Aarhus) gennem de sidste fem-syv år kom i de kommende uger forbi eller ringede for at lægge pres på os: Vi kunne ikke fusionere med de ensrettede, venstreorienterede galninge i Studenterrådet, ikke nedlægge organisationen få måneder inden dens 25 års jubilæum og slet ikke stole på, at der kunne oprettes en ny og tværpolitisk organisation. Men vi var ret overbeviste om, at vi havde ret. I løbet af november og december 1994 fik begge organisationer stemt fusionen og de nye vedtægter igennem, og per 1. januar 1995 sluttede man sig sammen. Forenede Studenterråd var skabt, og 24 ½ års strid i princippet bilagt.

Tiden efter fusionen

Så nemt skulle det selvfølgelig ikke gå. Blandt medlemmerne af begge organisationer var der ønsker om at finde tilbage de gamle diskurser. Med den ny organisation havde man et Præsidium (bestyrelse) bestående af en halvdel fra hver af de to gamle organisationer og fordelt pladserne i Universitetets styrende organer nogenlunde rimeligt efter størrelse og opbakning. De ex-moderate fik bl.a. næstformandsposten og en længe eftertragtet plads i Konsistorium, mens Studenterrådet fik formandsposten.

TELEFAX / 1997 Et tema, som har fulgt Studenterrådet gennem mange år, er ungdomsboliger. Her plæderer Jacob Ørum for, at man husker at tjekke partiernes holdning til ungdomspolitikken, inden man sætter krydset til kommunalvalget i 1997.

Men det betød ikke, at man var enige om alt. Især når det drejede sig om afgrænsningen mellem, hvad der var universitetspolitik (og derfor inden for organisationens politiske virkefelt) og generel politik (og derfor udenfor), var der ofte vidt forskellige opfattelser. En mindre gruppe tidligere studenterrådsfolk, som jeg vil tro politisk havde rod i klassekampstankegang, mente, at al politik var uløseligt forbundet, og at spørgsmål om opbakning til Sydamerikanske oprørsbevægelser også kunne være studenterpolitik. Her måtte Præsidiet træde i karakter for at forsøge at undgå en splittelse i organisationen. Resultatet blev en sejr til fusionsmagerne. Og til et Forenede Studenterråd som meget klart holdt sig inden for rammerne af, hvad der i dag opfattes som studenterpolitik.

At holde bukserne fra at revne

I den første tid efter fusionen så de nu forbrødrede på hinanden med en vis mistro. Det var vigtigt, at organisationen både holdt sig inden for et defineret arbejdsfelt og ikke forfordelte den ene eller anden organisations interesser. Nemt var det ikke. Der var især blandt nogle af de gamle studenterrødder et ønske om at vende tilbage til tidligere tiders organisation; et ønske som blev sat på spidsen, da Præsidiet afskedigede to sekretariatsansatte for at få styr på den ny organisations økonomi. Her gik eks-studenterrådsmedlemmerne af Præsidiet dog temmelig modigt forrest og tog konflikten med både ansatte og de gamle aktive. Ved første præsidievalg opstillede en liste af gamle studenterrådsfolk, men fik kun et enkelt medlem indvalgt i Præsidiet. Set fra min stol var det dog ikke den værste trussel mod den ny organisation: Det var snarere, hvis den nye fløj af eks-moderate blev isoleret og elimineret politisk, sådan at man ikke fik opbygget det tværgående studenterparlament, som var det primære ønske bag fusionen. Her skulle vandres på en knivsæg: hvordan kunne man signalere til universitetsbefolkningen, at det var en ny organisation – anderledes end begge dens to ophav – og samtidig ikke fremstå som splittende kræfter i det ny Forenede Studenterråd? Løsningen var delvis planlagt, men mest held: cirka et år efter fusionen tog den af Studenterrådet planlagte „kronprins“ til udlandet i længere tid og opstillede derfor alligevel ikke som ny formand efter Jens Andersen, og samtidig stoppede en del af de øvrige præsidiemedlemmer, som havde siddet siden fusionen. Som eks-formand for Moderate var jeg selv en umulig kandidat, som omgående ville have skabt splittelse. Men Simon Serbian, som var kommet ind i den ny organisation som eks-moderat, var en brugbar kompromisfigur. Han

havde endnu ikke haft større konflikt med nogen og kom fra medicin, hvor skellet mellem moderate og studenterrødder var mindst. Han kunne accepteres også af de siddende studenterrødder og var derfor et godt valg. Det var dog ikke uden problemer, for partipolitisk fik man en formand, som var en god bid til højre for, hvordan flertallet i organisationen tænkte. For at holde foreningens to politiske „ben“ fra at gå fra hinanden var det af største vigtighed, at formanden ikke fremstod som eks-moderat, og at Forenedes Studenterråds store flertal af eks-studenterrødder ikke oplevede, at de eks-moderate nu sad på magten. Men samtidig skulle der jo arbejdes for at holde organisationen tværpolitisk og bred – især når man fra de partipolitiske lister blev beskyldt for at være Studenterrådet i nye klæder. Løsningen blev i det første års tid at undgå, at formanden tog de store kampe og nederlag i Fællesrådet, når foreningens politiske linje skulle lægges. Præsidiet virkede nemlig til dagligt, men i det brede demokrati i Fællesrådet var der stor chance for, at forslag og politik, som blev opfattet som eks-moderat, ville lide nederlag. Som uddannelsespolitisk ordfører og præsidiemedlem kunne jeg tage en god del af slagsmålene og nederlagene i Fællesrådet. Jeg var i forvejen belastet af fortiden, og som ordfører lå det i jobbet at melde foreningens politik ud og dermed være øretævernes holdeplads. Samtidig gjorde det ikke noget for den langsigtede sammenhængskraft i den ny organisation, hvis jeg blev upopulær eller tabte afstemninger. Tabte afstemninger kunne både bekræfte den gamle sr-fløj i, at de stadig havde indflydelse, og vise nye aktive, at de i Fællesrådet havde indflydelse på foreningens politik. Det blev et år med mange tæsk og en del tabte afstemninger, men også yderligere et år, som gik i retning af en fælles organisation, hvor de nye aktive ikke så forskellene mellem de gamle organisationer. Præsidievalget efter blev jeg genvalgt som ordfører, selvom jeg i starten af samme møde var blevet nedstemt i Fællesrådet vedrørende et større politisk interview i Information, hvori jeg blandt andet ikke havde taget afstand fra flere eksterne interessenter i universiteternes bestyrelser. I mellemtiden kom der flere og flere aktive i Præsidium og Fællesråd, som ikke havde været aktive i studenterpolitik inden fusionen. En generation af nye studenterpolitikere kom til og kæmpede sig til indflydelse og tillidsposter. De var stort set ligeglade med skillelinjerne før fusionen, men fik en god politisk træning, for man skulle vise evner og udholdenhed, før man nåede frem til indflydelsen. I begyndelsen af 1997 stod det klart, at de gamle fraktioner langt hen ad vejen var irrelevante. Tiden havde taget dem, og vi, der kunne huske dem, var en form for dinosaurer blandt de nye studenterpolitikere. Forenede Studenterråd var ikke længere forenet af to stridende grupperinger, men et samlet Studenterråd.

AVISUDKLIP / INFORMATION / 10. MARTS / 1997 Ordene skulle vejes på en guldvægt, når studenterpolitikeren skulle repræsentere sit bagland. Her en præcisering af et tidligere indlæg om fsr’s holdning til bacheloruddannelserne.

Slagsmål, øl og venskaber

Som et led i at holde skarp fokus på uddannelsespolitikken var partipolitiske tilkendegivelser nærmest bandlyst i perioden efter fusionen. Men det betød ikke, at der ikke var slagsmål på møderne i Præsidiet og især i Fællesrådet. Tonen i Fællesrådet var så skrap, at mange potentielle aktive kun holdt til et enkelt møde, fordi deres spæde forsøg på at komme med synspunkter omgående blev jordet af aktive med mange års erfaring. Men blandt de aktive, som holdt ved, udviklede der sig en særegen kultur. Uanset hvor meget man sloges, hånede hinandens intelligens, fag eller synspunkter på fællesmøderne, gik man som regel ud og fik en øl til at køle ned på bagefter. Og det var langt fra usædvanligt, at dem, som havde råbt mest af hinanden på møderne, enten var eller blev bedste venner. Måske kunne der i den periode opstilles en meget nem indikator på foreningens sammenhængskraft; nemlig hvor mange steder, der blev drukket øl efter et fællesrådsmøde. Lige efter fusionen var det typisk mange steder (eks-studenterrødderne, de gamle eks-studenterrødder, de eks-moderate, faggrupperinger og evt. Præsidiet alene), men et par år senere gik alle typisk det samme sted. Medmindre der skulle bages rævekager, naturligvis!

En munkeorden

I disse år gjaldt en survival of the fittest-tilgang til rekruttering af nye aktive. Hvis de ikke kunne klare mosten, var de velkomne til at smutte igen, og hvis de ikke ofrede tid og kræfter, opnåede de sjældent respekt. Nye indvalgte, og dem som overvejede at blive det, blev tilbudt parlamentarikseminar og sparring fra de mere rutinerede, men der var langt fra tale om talentudvikling eller forsøg på at blive en bred organisation, som alle kunne være aktive i. Parlamentarikseminarerne var veltilrettelagte politiske rollespil, hvor de grønne studenterpolitikere blev udsat for alle de kneb, finter og feje tricks, det universitetspolitiske system kunne rumme. Det var ikke usædvanligt, at kursisterne brød i gråd, når det gik op for dem, hvor meget de var blevet snydt undervejs – og hvor urimeligt de blev behandlet, og det var ikke altid, at de fik den fornødne debriefing til at synes andet, end at de rutinerede studenterpolitikere var nogle unfair og bedrevidende skiderikker. Det var vi helt sikkert også. Forenede Studenterråd var i disse år en sammenslutning af de engagerede og dygtige, men først og fremmest udholdende og hårdhudede. Der har formentlig ikke i de år været mange andre steder, hvor man så hurtigt kunne udvikle sin politiske træning. Men det var også et nådesløst system, som var baseret på professionalisme over for modparter i de politiske arenaer, men altså ikke på folkelighed.

Set i bakspejlet ville jeg gerne have forladt et studenterråd som i højere grad var i kontakt med de „almindelige“ studerende. Det havde jeg formentlig ikke syntes på det tidspunkt – men heldigvis er det blevet en del af Studenterrådet siden.

Magt og medbestemmelse

gyrd foss Gyrd Foss var aktiv i Studenterrådet og Forenede Studenterråd over en periode på ni år, hvor han bl.a. fungerede som studenterrepræsentant i konsistorium i årene 1995, 1996 og 1997. I årene 2005-2009 var han desuden ansat som sekretariatsleder for Studenterrådet.

Studienævn, institutbestyrelse, institutråd, fakultetsstudienævn, fagråd, fakultetsråd, Konsistorium – jeg prøvede engang at tælle op og nåede til, at da de var flest, måtte der have været omtrent 2000 studenterpladser i de styrende organer på Københavns Universitet. Pladser som aktive studerende kunne blive valgt til for at repræsentere deres medstuderende; 2000 muligheder for at tage medansvar for driften af det, der var vores universitet, 2000 muligheder for at deltage i det, som vi – selv når vi var kritiske – stadig var lidt stolte over at kunne kalde „verdens mest avancerede arbejdspladsdemokrati.“ Og jeg var heldig nok at få lov til at deltage; til at prøve, lære, forstå og blive en del af universitetet – inden organer forsvandt, pladserne blev færre, magt blev til mulighed for indflydelse og styrende blev til rådgivende. I alt blev det i årene 1992 til 2000 til et kort møde med institutrådet, to perioder i institutbestyrelsen, tre perioder i studienævnet, en periode i fakultetsrådet og tre valgperioder i Konsistorium. Ved siden af det var årelange medlemskaber af diverse rektorale og dekanale udvalg (uddannelsesudvalg, valgbestyrelse osv.). Det blev til næsten ti år, hvor det årlige styrelsesvalg var en fast del af årets gang – opstillinger, valgkamp, fejring (eller det modsatte) af valgresultatet. Og ti år med møder, dagsordener, referater, mandater og beslutninger. Med valgperioder af et år ad gangen siger det sig selv, at der til tider var godt gang i mødeaktiviteterne i mange organer og udvalg samtidig, hvorfor min

studietid ikke ligefrem blev en af de korteste. Selvom det mod slutningen ikke var let at vende tilbage til studierne, har jeg dog aldrig fortrudt min prioritering af studenterpolitikken, og jeg er heller ikke i tvivl om, at de mange gode erfaringer jeg gjorde mig undervejs, har medvirket til at holde mig beskæftiget siden.

Organisationen og det parlamentariske I Jeg mødte først Studenterrådet i form af mit fagråd – „vores“ lokale studenterforsamling på studiet – og havde ingen anelse om, at det var en del af noget større. I de kommende par år (thi så god tid havde man jo) blev stadigt mere åbenbaret: Der var en fakultetsorganisation, et fællesråd og en landsorganisation og tilmed hel- og halvkooperative virksomheder og foreninger, der søgte at drive, sælge og påvirke med udgangspunkt i det, som jeg først mange år senere lærte at omtale som „den samlede danske elev- og studenterbevægelse.“ I bakspejlet er det bemærkelsesværdigt, at hvert nyt niveau sådan set sjældent blev mødt med nogen synderlig glæde. Nærmest tværtimod. Mødet med hvert niveau eller organ var vel snarere i en form for opposition; på vores årgang mente vi nok et og andet om „dem“ i fagrådet, vi i fagrådet mente senere en del om humrådet og de andre der. Det var dog intet mod, hvad vi i humrådet sidenhen følte for nogle af de andre fakulteters repræsentanter i Fællesrådet… og så videre. For hvert nyt niveau man besteg, var udgangspunktet opposition, siden deltagelse og endelig forsoning og klar til at bestige næste trin – udstyret med et nyt „vi.“ Nå, ja – helt sådan blev det vel aldrig med landsorganisationen, men lad nu det ligge… Det gode spørgsmål er så, hvad der i den situation faktisk fik nogle af os til at tage skridtet til det næste niveau? Var det et ønske om at kunne involvere sig i mere og gøre mere godt for flere studerende? Måske, men nok så meget var det jo det faktum, at man gennem arbejdet i organerne opdagede, at andre organer satte rammer og bestemte ting, og hvis man ville have indflydelse på større eller vigtigere sager – ja, så foregik det i organerne på niveauet over. Og skulle man derind, var vejen bl.a. gennem det næste led i Studenterrådets organisation. Det er klart, at man i grunden kun kan udlægge sin egen motivation, men at f.eks. studienævnsarbejde har trukket folk til at fortsætte med at interessere sig for fakultetsråd og Konsistorium, vil de fleste nok være enige i. Og at den bevægelse har været en væsentlig faktor, når det gjaldt om at opbygge fakultets- og universitetsniveauet i de studerendes organisation, kan jo heller ikke udelukkes. For nogle af os blev netop denne bevægelse gennem det parlamentariske arbejde i hvert fald det, der hele tiden drev engagementet til mere.

Repræsentanter og baglande

Det at blive valgt og sendt ind i arenaen for at forsvare de studerendes interesser var en vigtig motivationsfaktor for overhovedet at deltage i det studenterpolitiske arbejde – i hvert fald for nogle af os. Dermed opstod jo også et forhold til andre – både dem, der ville repræsentere i stedet, og dem, der af forskellige årsager slet ikke mente, at det var helt godt overhovedet at lade sig repræsentere. Det tilfaldt således altid den enkelte eller gruppen af repræsentanter i et organ at have et stadigt arbejde med at forholde sig til baglandet. Baglandet kunne være mange ting – fra noget, der var så småt, at det største problem var at holde masken, når man talte om, hvad baglandet mente, til vrede forsamlinger af studerende, der ikke gjorde sig større anstrengelser for at skelne mellem det system, hvis beslutninger gjorde dem vrede, og deres egne valgte studenterrepræsentanter, der søgte at afbøde eller hindre det, som de var vrede over. Og indrømmet kunne man jo også være så lodret uenig i en beslutning i baglandet, at man skulle gøre sig overvejelser om, hvorledes man kunne bygge bro fra et åbenlyst idiotisk mandat til en acceptabel løsning – uden at komme for meget på kant med for mange gode principper. En ting var dog ikke til diskussion; repræsentativiteten. Mange brancher og fag har deres „hellige køer“ og fineste principper. Studenterrepræsentanterne i organerne havde kun et: vores repræsentativitet. Intet angreb på den måtte gå upåagtet hen: At blive modsagt med eksempler på, at nogle studerende mener noget andet, end det man netop har fremført som de studerendes holdning. Eller lærere, der fremførte deres undervisningsholds synspunkter på dit og dat. Eller forslag om urafstemninger mv. Sådanne direkte anslag måtte adresseres prompte. Som indvalgt repræsentant i de kollegiale organer for Studenterrådet var det helt afgørende, at man havde en bevidsthed om, at man ikke havde krav på at blive hørt, fordi man var særlig indsigtsfuld, men alene fordi man repræsenterede alle studerende på området – selv dem, der af beklagelige årsager ikke stemte på Studenterrådets kandidater til valgene. Og hvor ydmyghed overfor repræsentativiteten således var vigtig indadtil, blev kompromisløs standhaftighed på repræsentativiteten omvendt svaret udadtil. Det var en vigtig balance at mestre. Ved den første universitetslovs indførelse arvede vi et dilemma med tilhørende diskussioner tilbage fra styrelsesloven og de noget større og noget mere magtfulde organer – nemlig diskussionerne om hvorvidt politik og beslutninger (realistisk) skulle laves der, hvor vi kunne komme til det og opnå gode resultater, eller om politik og beslutninger (idealistisk) skulle foregå åbent i plenum eller i det mindste på møderne i organerne, hvor alle kunne se, høre, følge med og kontrollere, hvad der foregik. I udgangspunktet handlede diskussionen om åbenhed og om, hvorvidt spilleregler og mandater blev overholdt. Reelt var det

DAGSORDEN / PRÆSIDIEMØDE / 1997 Den grundlæggende færdighed var at kunne gå til møder, skriver Gyrd Foss, og møder gik man til, også med hinanden. Her en indkaldelse til et af de ugentlige præsidiemøder.

dog næppe så meget baglandets, offentlighedens eller andre interessenters krav om gennemskuelighed og ansvarliggørelse, der motiverede de meget idealistiske tilgange. Det handlede langt oftere i virkeligheden om kontrol med processerne og den interne magtfordeling i studentergruppen. I det lå igen et vigtigt dogme gående på, at Rådets studentergruppe altid skulle optræde enigt (hvilket jo var svært at kontrollere, når forhandlinger foregik uden for møderne), men også slet og ret at nogle kunne have tættere relationer til ledelsen, være bedre informerede eller på anden vis indtage i en særstilling, som andre kunne have vanskeligt ved at forlige sig med. Som så mange andre diskussioner havde også denne et lidt rituelt præg, mest af alt fordi alle jo alligevel vidste, at man ikke ret godt kunne pålægge nogen ikke at tale med nogen andre – og fordi man, når det kom til stykket, ofte var nødt til at benytte sig af uformelle kontakter og aftaler forud for møderne for at få større og vigtigere beslutninger til at falde på plads. Som tiden gik døde diskussionen også ud, da det stod klart, at organernes arbejdsform og sammensætning betød, at det, som man tidligere havde kaldt korridorpolitik, var, om ikke den eneste, så i hvert fald den vigtigste måde at opnå noget som helst på.

Organerne som arena

Hvad gik det egentlig ud på – det vi her kalder det parlamentariske arbejde? Parlamentarikseminarer, overlevering og ikke mindst mere eller mindre taktfulde overvejelser om, hvem det nu var bedst at vælge til at sidde i denne eller hin sammenhæng og repræsentere de studerende – alt sammen handlede det jo på mange måder ikke så meget om, hvad den enkelte mente om dette eller hint, men nok så meget om at mestre de færdigheder og besidde de egenskaber, der gjorde en god studenterrepræsentant. Den grundlæggende færdighed var at gå til møder. Simpel, men væsentlig mødeteknik: at kende spilleregler for dagsordener, referater, opsummeringer og formalia. Det var afgørende (og sådan er det vel stadig i f.eks. studienævn). Kludrede man i det, var de studerendes interesser ikke vel varetaget, da det i så fald var alt for nemt for ledelse, administration og undervisere at nå til det resultat, der passede deres interesser. Her kunne nogen rynke panden og mene, at denne tænkning jo netop var den form for konfrontatorisk tilgang, der er ødelæggende og kan forklare, hvorfor al den studenterindflydelse var noget hø. Men sandheden er, at det allervigtigste sådan set var at sikre netop det konstruktive samarbejde, for var der noget, der var skidt, så var det studenterrepræsentanter, der skabte irritation ved at skrige og blokere ting og sager på den mindste formaliafejl. Og ikke mindst universitetsledelsen var ked af det, når studentervalgene medførte, at deres

modspil blev for ringe og processerne fyldt med meningsløse slag i luften fra udygtige studenterrepræsentanter. Vi tog det derfor også meget alvorligt, hvis en af vore ikke rigtig var god i rollen. Mere end man umiddelbart skulle tro, blev det et kollektivt problem, hvis en indvalgt – eller endnu værre en hel gruppe af indvalgte – i et organ ikke fungerede. Det var sjældent noget, der varede mere end en valgperiode. Grænsen for, hvad vi tog ansvar for, gik dog ved konkurrerende organisationers repræsentanter. Grundet en opstillingsteknisk fejl fik Konservative Studerende i en periode valgt en repræsentant i Konsistorium. Det gik ikke ret godt og var slet ikke befordrende for organets arbejde for nu at sige det mildt. Lidt synd var det også, men trods direkte opfordringer om at vi tog os lidt af vores „kollega,“ var der ikke noget at gøre – vi resolverede, at var en organisation stor nok til at opstille kandidater, var de også store nok til selv at stå for deres skoling. Det viste jo også bare, at Konservative Studerende var nogle udygtige paphatte. Arbejdet i organisationen – altså internt i Studenterrådet – blev i høj grad formet af arbejdet i de styrende organer. Studienævn, fakultetsråd og Konsistorium var dagsordenssættende for de korresponderende organer – fagråd, fakultetskoordinering og Fællesråd. Her meldte de indvalgte repræsentanter tilbage om aktuelle emner, hvad der skulle tages stilling til, og hvad der i det hele taget foregik på universitetet. En vigtig informationsformidling, som det aldrig siden er lykkedes universitetets kommunikationsafdelinger at erstatte. Det var også i disse „baglande,“ at diskussionerne udfoldede sig, og holdningsdannelsen foregik. Det var her vi forberedte os, diskuterede og lagde mandater til repræsentanterne. Og det var her, repræsentanterne vendte slagne eller sejrrige hjem med fortællinger om, hvordan slaget var faldet ud. Bag snakken om spillet og procedurerne herskede på mange måder faktisk nogle rigtig fine respektable normer for arbejdet i organerne; kunsten var at få det, som man ville have det – og samtidig gå fra mødet med en fælles oplevelse af, at det havde været en fair og gerne også underholdende kamp. Sociale færdigheder var derfor vigtige – meget vigtige. Og det samme gjaldt indsigt i og forståelse for det, som arbejdet gik ud på. Det handlede om at være så meget hjemme i sagerne som muligt. På uddannelsessiden gav det sig selv, at den gode studenterrepræsentant kan sine studieordninger og de mest anvendte bekendtgørelser. På økonomisiden gjaldt det omvendt om ikke at fortabe sig i detaljerne (som administration og ledelse under alle omstændigheder altid vidste mere om) og i stedet prøve at fange og formulere overordnede mål og principper. Endelig var der rige muligheder for at indtage „ekspertrollen“ på nicheområder som studiemiljø, studievejledning, kvalitetssikring af uddannelser og andre områder, hvor universitetet til at begynde med ikke havde det store beredskab. Mangen en

studenterpolitiker er siden fortsat i en karriere, der begyndte med en ekspertise i et nyt eller marginalt sagsområde.

Om parlamentarikseminarerne

Det repræsentative arbejde i de kollegiale organer blev taget meget alvorligt. Når nu det var dér, de studerendes interesser blev varetaget, og dér de studerende medvirkede til at styre universitetet, kunne man jo ikke bare sende hvem som helst uforberedt ind i arenaen. Ikke alene kunne de dumme sig og blive sat til vægs – gik det rent galt, kunne de anrette skader på organisationens anseelse og troværdighed. Der var en stærk bevidsthed om, at svigtede repræsentationen i ét organ, kunne det let blive et problem for alle andre; præcedens kunne dannes, splittelse opstå eller organisationens repræsentativitet og troværdighed kunne lide skade. Ikke at man altid kunne undgå at mindre gode repræsentanter blev valgt, men det mindste, organisationen kunne gøre for at skabe orden og samling, var at prøve at uddanne sig ud af problemet. Således fødtes Studenterrådets parlamentarikseminarer. Der er næppe grund til at tro, at parlamentarikseminarerne som sådan var en original studenterrådsopfindelse. I hvert fald havde også tap’erne gennem deres tap-fællesråd, der var en samarbejdsorganisation for det teknisk-administrative personales repræsentanter i universiteternes styrende organer, en tilsvarende type uddannelse. „Uddannelse“ er måske heller ikke helt det rette ord til at beskrive de versioner af parlamentarikseminarerne, som jeg har førstehåndskendskab til. Det primære indhold var et rollespil beregnet på at øve, vise, eksemplificere, og – som vi sagde – lade de nyvalgte begå de klassiske fejl i sikre rammer, hvor fejltrin ikke havde uhensigtsmæssige konsekvenser for de studerende, man skulle repræsentere. Med det udgangspunkt drog jeg af sted på „mit“ parlamentarikseminar i polarhytten i Ganløse 1992. Det grundlæggende koncept havde i de foregående år været et kontrolleret rollespil bygget op om de kendte styrende organer, institutbestyrelse, studienævn og fakultetsråd. Udstyret med en regelsamling så tyk som en telefonbog som opslagsværk blev vi sendt på tur gennem organerne med „sager“ og situationer designet til at illustrere og demonstrere en akkumuleret viden om, hvad der ventede os. vip’erne i organerne var ældre studerende med erfaring fra styrende organer, og som et ekstra raffinement deltog på nogle seminarer endog ægte tap’er. Jeg selv blev ved den lejlighed konfronteret med en af tap’ernes mangeårige førstedamer, som jeg år senere fik et fortræffeligt samarbejde med i Konsistorium. Men da jeg og min studentergruppe hoppede i med begge ben og foreslog besparelser på tap’ernes efteruddannelsespulje for at få instituttets budget til at hænge sammen, fik vi lært i en fart, at ikke alene var det dårlig latin – det var decideret dumt. Og pointe nummer ét om aldrig

PLAKAT / 1997 En grafiker ville nok føle ordet „teksttung“ trænge sig på, men hvis nogen læste denne plakat igennem dengang i 1997, kunne de ikke være i tvivl om, at fsr‘s repræsentanter var seriøse og dygtige folk.

at være studentersmarte og altid behandle tap’erne pænt stod prentet meget tydeligt i panden på os bagefter. Det sørgede Vibeke for. Spillet var konstrueret efter en fast skabelon for at sikre, at alle pointer kom hjem, og alle erfaringer blev gjort. Sådan havde det været i en del år. Mekanisk var der steder, hvor de studerende skulle ende med dette eller hint resultat ved at gøre brug af den virkelige verdens regler: Her var det meningen, at der skulle siges nej, så sagen dermed blev ekspederet videre til et andet organ. Her skulle der påpeges procedurefejl, så sagen blev udsat. Dette skulle man aftale med taprepræsentanten at sætte til afstemning osv. Det handlede om at lære at bruge den magt, som styrelsesloven gav os. Men mit seminar blev den sidste af sin slags – for arrangørerne havde prøvet at bruge det klassiske koncept i kombination med den helt nye universitetslov, og det virkede ikke. Udsat for den nye virkelighed blev spillet urimeligt og umuligt, fordi vi som studerende blot blev udsat for den ene demonstration af vores manglende formelle magt efter den anden. Selv afbrudt af løbende evalueringer og diskussioner af spillets forløb var der reelt tale om en opvisning i det parlamentariske arbejdes forringede vilkår, og her som i alle andre sammenhænge var det, muligvis en rigtig, men ikke desto mindre en ubrugelig pointe for os, der faktisk skulle finde ud af at arbejde på de nye vilkår. Polarhytten 1992 blev det sidste af de gamle parlamentarikseminarer. I løbet af de næste år høstede vi erfaringer med at arbejde inden for universitetslovens rammer. Ikke mindst havde vi opdaget, at nok havde vi som studerende mistet megen formel indflydelse og den nye lov lagt voldsomt megen magt i hænderne på ledelsen, men de facto var ledelsen langt fra en homogen forsamling. Dekaner og institutledere, studieledere var alle hver især valgt af og blandt deres egne, og det gav tydelige interesseforskelle og åbenlyse modsætningsforhold i og omkring styrelsesarbejdet, som man vel bedst kunne kalde de processer, der foregik udenfor, men siden blev konfirmeret og lovformeliggjort i det, der nu ikke var styrende, men kollegiale organer. Her havde vi mulighed for at være med alligevel. Opgaven var nu ikke blot at lære mødeformalia og formelle spilleregler. Det handlede om at være med uden for møderne. Lytte og snakke, diskutere og holde formelle og uformelle formøder; læse spillet, forstå interesserne og byde ind med de synspunkter og provokationer, som andre af kollegiale hensyn ikke kunne komme med åbent. Vi lærte os at lave lobbyarbejde, vi lagde stemmer og indflydelse ind i et mere kompliceret spil, end det havde været tidligere – men der var et spil at spille, og der var spilleregler, der kunne læres og videreformidles. Det blev tid til at se på parlamentarikseminarerne igen. Og denne gang opstod for første gang i mange år noget, der ikke bare var nyt, men også større og bedre end tidligere: Storstrøms Universitet så dagens lys! I foråret 1995 samledes en lille gruppe for at puste liv i parlamentarikseminar-

erne igen. Vi drøftede indgående, hvad der var gået galt for de klassiske seminarer – den nye lov og den nye virkelighed. Vi tog bestik af kulturen og stemningen i organisationen, der unægtelig havde rykket sig en del, ikke mindst i lyset af sammenlægningen med Moderate Studenter. Resultatet blev ambitiøst: Vi kunne ikke arbejde med et fastlagt spil, hvor udfaldet af sagerne var givet på forhånd – det efterlod jo intet at lære, andet end at de studerende ikke kunne styre noget som helst alene. Vi måtte lave spillet åbent, og det skulle køre hele tiden. Ingen skulle forlade rollerne, før spillet var forbi. Dynamikken skulle – belært af vores erfaringer med virkeligheden – komme fra den interne konkurrence mellem universitetets grupper og interessenter. De ældre studenterpolitikere, der levede hele weekenden i deres roller som studieledere, lektorer, nye adjunkter, dekaner og eksterne repræsentanter fra erhvervslivet, skulle også kæmpe for deres interesser. Heri skulle de studerendes muligheder for at navigere ligge, og fra den dynamik skulle deltagerne lære at få del i beslutningerne. For at det kunne virke, måtte der produceres enorme mængder af realistiske baggrundspapirer og gennem flere uger skrev vi fulde studieordninger, budgetbøger, gennemførelsestal, ministerielle skrivelser, klagesager, dispensationssager og bemandningsplaner. Arbejdet var voldsomt, men til slut var Storstrøms Universitets Humanistiske Fakultet med fire institutter og fire studienævn og fakultetsråd, studieledere og dekanat klar til at modtage 75 nye studerende på fadl’s kursusejendom ved Marielyst Strand. Det blev til ikke bare ét, men en hel række af uforglemmelige weekender, der længe efter var „kan du huske“-materiale til samtaler og overleveringer af studenterrådshistorier. Spillet var levende og konfrontationerne og processerne realistiske. Man husker hvorledes „studielederen“ på russisk – en her unavngiven og allerede på dette tidspunkt forhenværende kvindelig studenterpolitiker – satte sig på en ølkasse og træt og frustreret proklamerede: ”Studerende rimer på smerte!” Andre ældre spillere oplevede, at deltagere – som jo kun kendte dem fra denne sammenhæng – i år efter omgikkes dem på en særlig usikker måde. Jo, spillet virkede og blev en realistisk introduktion til det parlamentariske arbejde under den første universitetslov. Den hvor spillet – på seminarerne og i virkeligheden – ikke handlede så meget om rettigheder og regler, som det handlede om at manøvrere i og omkring en formelt sammenhængende, men reelt indbyrdes uenig ledelse, der arbejdede med mange forskellige interesser og dagsordener.

Organisationen og det parlamentariske II Jeg har tidligere nævnt, hvor stor betydning arbejdet i de kollegiale organer havde for Studenterrådets arbejde generelt. Dagsordener blev sat, valgkampe og temaer

blev lagt, og ikke mindst flød en lind strøm af information fra arbejdet i organerne tilbage til baglande og baggrundsgrupper. Men på mange måder er jeg slet ikke sikker på, at vi – mens det stod på – var opmærksomme på, hvor afgørende sammenhængen var og dermed også, hvor svært det blev at følge med, når universitetets styreform og alle organerne ændrede sig. Da jeg først mødte Studenterrådet i de tidlige 90’ere var det en organisation i krise. Efter års kampe og talrige begravelser af demokratiet stod det klart, at verden mest avancerede arbejdspladsdemokrati i form af styrelsesloven ’72 sang på sidste vers, og universitetsloven 1992 var det grundlag, vi fremover skulle arbejde på. At arbejde på andre grundlag faldt os ikke ind. Tyve års styrelseslov var trængt så dybt ind i organisationens mekanismer og selvforståelse, at de færreste overhovedet kunne forestille sig en studenterorganisation, hvis formål ikke var at føde universitetsdemokratiet med lovformelige repræsentanter. Arbejdet i de styrende organer satte derfor rammerne for livet i Studenterrådet: Årshjulet, sammenhængen i organisationen, organisationens indre struktur, mødernes dagsorden og ikke mindst økonomien udsprang alt sammen af Rådets rolle som leverandør af studenterrepræsentation til et væld af organer overalt på universitetet. Lad os holde et øjeblik ved påstanden om den parlamentariske repræsentations betydning, for var Studenterrådet nu så afhængig af det repræsentative system, som jeg påstår? Var universitetets styrelsesmodel virkelig det, der holdt organisationen sammen? Lad os bare tage udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad der var, og hvad der ikke var organisationen; selv og ikke-selv. I en organisation, der er så vidt forgrenet og med så hyppig en udskiftning af aktive, som en studenterorganisation på et stort universitet nu engang er, bliver spørgsmålet om sammenhold og fraktionering altid relevant. Til alle tider har det været en opgave at minde fagrådene om, at de ikke blot er frit svævende små fagpartisangrupper, der sammen med lærerstaben kæmper mod den store uforstående verden, men også en del af de studerendes organisation og som sådan en del af noget langt større og vigtigere. Men glemsomhed og fagchauvinisme er ikke alene om at gøre det – ind imellem har også reelle politiske og organisatoriske modsætninger truet med at splitte og sende fagråd ud over den organisatoriske kant. Det har aldrig været nyt og sjældent livstruende – sådan er det bare. Problemet kan dog være at vide, hvor vi lige står nu med denne eller hin kontakt, simpelthen fordi det største problem altid har været mistet kontakt og dermed tabt viden om organisationens rette sammenhæng. Én gang om året var det dog sandhedens time. Opstillingerne til styrelsesvalget; inden for eller uden for Studenterrådets valgforbund? Der var altid plads til at drøfte organisation, tilhørsforhold, relationer – alting var for så vidt til debat

til de fleste tider – men at stille op til styrelsesvalget uden for Studenterrådets valgforbund, det var et skridt, som ikke kunne tilgives. På den måde blev styrelsesvalget – eller valget til de kollegiale organer – den årlige sandhedens time, hvor det blev afklaret, hvem der var med, og hvem der endegyldigt var trådt ud i fjendeland, hvorfra det var svært og tog mange år at komme tilbage. Uden styrelsesvalget havde Studenterrådet haft mere end vanskeligt ved at vide, hvem der var med, og hvem der var imod. På den måde satte det repræsentative arbejde selve den yderste ramme for organisationen.

Det parlamentariske arbejde, det udenomsparlamentariske – og det rent organisatoriske

Arbejdet i de kollegiale organer – det repræsentative arbejde – gik også under betegnelsen det parlamentariske arbejde, hvilket var både inkonsekvent og egentlig slet og ret forkert. I den uendelige debat mellem Studenterrådet og de organisationer, der også ønskede at repræsentere de studerende (moderate, reformklub, konservative, liberale osv.) var deres argument netop, at det var udemokratisk, at kun én organisation – enhedsorganisationen – repræsenterede de studerende. Studenterrådet svarede altid forklarende, at fordi der var tale om en antalsmæssigt fastlåst standsrepræsentation, var de kollegiale organer netop ikke parlamentariske forsamlinger, og den bevidstløse sammenligning med kommunal- og folketingsvalg sagde mere om kritikernes begrænsede demokratiforståelse, end den sagde om Studenterrådets demokratiske arbejdsformer. På den baggrund er det underligt, at Rådet valgte at kalde det repræsentative arbejde for parlamentarisk, men sådan blev det. En mulig forklaring er jo nok, at det repræsentative arbejde i de kollegiale organer – i hvert fald i diskussioner – på et tidspunkt og hos nogle grupper af aktive stod i en form for modsætning til det udenomsparlamentariske arbejde. Man aner her nok en snert af revolutionsromantiske debatter om gadens parlament versus de bonede gulve; debatter, der nok har optaget sindene, men som i min tid i Studenterrådet mest var en lidt mølædt diskussion, der kortvarigt blomstrede op i kølvandet på sammenlægningen med Moderate Studenter (de var sjove at provokere med den slags i starten). Egentlig kan man jo også mene, at det var lidt fjollet at diskutere, om den ene eller den anden type aktivitet var væsentligst, når det nu i praksis var de aktives demokrati, og organisationen derfor i praksis altid kom til at arbejde med det, som de aktuelt aktive syntes var sjovest og mest meningsfuldt. Når diskussionerne alligevel gik højt, var det fordi man kunne have en følelse af, at det, som „de andre“ ville med organisationen, kunne svække legitimiteten i det, som man selv arbejdede med.

100

I den tid jeg var aktiv, var det dog mere modsætningen mellem politiske og apolitiske aktiviteter, der udgjorde polerne i diskussionen om midler og metoder. Udfordringen kom i forbindelse med sammenlægningen med Moderate Studenter, som organisatorisk var sporet ind på en mere traditionel rolle som interesse- og serviceorganisation for medlemmer, end Studenterrådet var. Pludselig mente nogen, at man skulle rette mere opmærksomhed mod medlemskabet og talte om medlemsfordele og den slags. Det skulle man jo tro, at man kunne være ligeglad med, hvis man ikke lige higede efter medlemsfordele selv – men netop med udgangspunkt i den parlamentariske del af det studenterpolitiske arbejde var fokus på medlemskabet det rene gift. Vores grundlag var jo enhedsorganisationen og det, at vi repræsenterede alle studerende inden for det område, vi var valgt på og det sidste, vi havde brug for, var at få vores repræsentativitet fedtet ind i ligegyldige medlemstal. Moderate Studenter havde – med deres ringe repræsentation i de kollegiale organer – ingen tradition for sådanne hensyn; og dermed fødtes en langvarig og alvorlig debat, der på overfladen handlede om rabatter og bonusordninger, men som i virkeligheden var den studenterrådsbaserede parlamentarisk-repræsentative traditions kamp mod en foreningstanke og en medlemsfiksering, der ville have svækket det parlamentariske arbejde. Vi vandt.

En lille nutidig refleksion

I tilbageblik var det såkaldt parlamentariske arbejde – altså den organiserede repræsentation af de studerendes interesser i de styrende organer – uden tvivl den primære opgave både for mig selv og for Studenterrådet som organisation. Hatten af for at også andre måder at arbejde på motiverede og engagerede studerende, men at være et af de tandhjul, der fik studenterrådsmaskineriet til at spille sammen med den store Københavns Universitets-maskine, var uden sammenligning det mest meningsgivende i min tid i Studenterrådet. Et universitet kan ikke fungere ordentligt uden en organiseret og formaliseret interaktion med de studerende. Et universitet med 30.000-40.000 studerende har brug for at sætte interaktionen i system. Universitetsdemokratiet, som det udfoldede sig under styrelsesloven og den første universitetslov, var et sådant system. Fejlbehæftet på mange måder – men dog et system, der sikrede kvalificeret og forpligtende kontakt med de studerende. Og en studenterorganisation har – selvom den indimellem glemmer det – brug for universitetet. Uden universitetet at spille op imod bliver den blot en kurv at hoppe i for folk, der bare ikke kan lade være med at lave organisation. Og hvis ikke studenterorganisationen bliver konfronteret med universitetets konkrete problemer

101

og får medansvar for beslutninger og prioriteringer – så hæver det studenterpolitiske arbejde sig aldrig over enkeltsagskampagneniveau. Derfor var det parlamentariske arbejde det vigtigste, og hvor det stadig foregår, bør både universitet og studenterorganisation tage godt vare på det.

102

104

En lov bliver til

trine ingemansen Trine Ingemansen sad i Forenede Studenterråds præsidium i 2001-2002 og fungerede som uddannelsespolitisk ordfører for Danske Studerendes Fællesråd i 2002-2003

Sådan begyndte det

En forsommermorgen i 2001 mødtes vi på Forenede Studenterråd („Rådet“). Socialdemokraterne fremlagde deres forslag til rammerne for en ny universitetslov, der ville erstatte universitetsdemokratiet med en ny professionel ledelsesform. De gamle, garvede studenterrødder havde set det komme. Vi fik oplægget tilsendt af Socialdemokraterne, samtidig med at pressen fik det. Morgensolen stod ind over bordet i fællesstuen, smøgerne lå tændt i askebærerne, og kaffen dampede i krusene. Ret tidligt på morgenen stod det klart, at Socialdemokraternes oplæg var alt, hvad vi frygtede. Vi var 10-12 mennesker om et par print, og der var ingen grund til, at vi alle sammen læste om kap. Jeg satte mig ind foran en af de fælles computere og bryggede mit livs første debatindlæg. Om hvordan regeringen foretrak de glitrede brochurer fra Dansk Industri frem for alt det, som jeg var klar til at kæmpe for. Frihed. Fællesskab. Universitetsdemokrati. Der gik rygter om, at studenterrådet på Aalborg skulle i tv2’s lokal-tv samme aften. Så jeg ringede også til tv2 Lorry. De ville gerne have os i studiet på Pile Allé. Det var næsten for let. Så ringede jeg til Deadline på dr2. Der var også hul i gennem. De andre studenterrødder spurgte oprigtigt, om jeg ikke selv ville i studiet og fortælle vores vinkel, nu jeg havde skaffet os interviewene. Jeg var ret stolt over, at de havde tiltro til, at jeg kunne det, men jeg var ikke parat. De gamle rødder, som tog de to interviews øvede i timevis, og jeg var fascineret af deres omhyggelighed. Næste dag var mit debatindlæg i Politiken. Fra mit debatindlæg i politiken 25. juni 2001: „Socialdemokratiet lægger i deres nyligt fremkomne udspil på uddannelsesområdet op til, at universiteterne i fremtiden skal drives som private virksomheder. […] Det eneste, der reelt er

105

anderledes fra de områder, der allerede arbejdes for rundt om på universiteterne, er ideen om, at udviklingen kan styrkes med en eksternt ledet bestyrelse. […] Socialdemokratiets udspil forholder sig ikke til, hvilke problemer universiteterne reelt har, og tyder ikke på nogen indsigt i universiteternes daglige arbejde. Det kan i mine øjne kun ses som tomme ord og smarte begreber hentet fra Dansk Industris farverige foldere.“ Jeg boede i en lillebitte toværelses lejlighed uden bad på femte sal bag Kongens Have. Mig, min seng, et bord, to stole, mit konfirmationsanlæg og en gravid kat. Jeg havde været aktiv i Forenede Jurister i et lille års tid, men jeg var helt ny i Rådet. Den morgen forelskede jeg mig i studenterpolitik. Jeg husker de næste to år som én lang forsommerdag, der begyndte med en gåtur gennem Kongens Have til Rådet i Fiolstræde. Jeg kunne alt, alle samarbejdede, var forberedte og omhyggelige. Og vi tabte alle vores kampe. Sådan husker jeg det. Indslaget på Deadline den aften blev en debat mellem en fra Rådet – Mads Biering-Sørensen, tror jeg nok – og Socialdemokraternes daværende uddannelsesordfører Hans Peter Baadsgaard. Mads var skarp og havde alle de rigtige argumenter. Han brændte og brændte igennem. Men trods regeringsskiftet et halvt år senere var det Hans Peter Baadsgaard, der fik, hvad han havde bedt om. Jeg var aktiv i uddannelsesudvalget på Rådet og blev også hurtigt uddannelsespolitisk aktiv i Danske Studerendes Fællesråd (dsf). Jeg elskede samarbejdet med de mange forskellige faggrupper – historiestuderende, statskundskabsstuderende, fysikstuderende, datalogistuderende, retorikstuderende – og netværket på landsplan i dsf. Jeg var supernørdet i min ydmyghed over for de andres fag, og jeg støvsugede eksempler og argumenterne for universitetsdemokrati og forskningsfrihed fra de andre fagretninger. Pinligt bevidst om mit eget fags begrænsninger som primært værende et metodefag – en metode, som jeg med tiden er blevet virkelig glad for og stadigt mere fascineret af. Men det er en anden historie… Noget af det, der står tydeligst for mig, var det stærke samarbejde mellem vip’ere, tap’ere og studerende. Et par dage efter Socialdemokraternes oplæg, som indledte det hele for mig, var vi til møde med daværende rektor for Københavns Universitet, Kjeld Mølgård. Tonen var hyggelig og afslappet. Vi fik kaffe med fløde på hans kontor, mens vi diskuterede oplægget til ny universitetslov. Kjeld Mølgård var meget stolt af de nye fine billeder, han havde fået trykt på tyndt papir, som forestillede et maleri af universitetets hovedbygning anno 1700-og-noget. Vi fik hvert et eksemplar af billedet, og jeg stillede forsigtigt min kaffekop ved siden af for ikke at spilde på det, stadig benovet over at drikke kaffe på rektors kontor. Først flere dage senere slog det mig, at billedet var en dækkeserviet. Situationen står stadig i dag for mig som billedet på, hvordan jeg følte mig i de

106

DEBATINDLÆG I POLITIKEN / 20.OKTOBER / 2002 Universitetslovsforhandlingerne fik gang på gang studenterpolitikerne til at fare i blækhuset, og spalterne i Politiken og Information kunne fremvise flere vrede indlæg fra studenternes repræsentanter.

år. Jeg var den første universitetsstuderende i min mors familie. Min far havde været den første i hans familie, da han læste japansk.

Min tid i Præsidiet

Samme efterår blev jeg valgt ind i Forenede Studenterråds Præsidium som uddannelsespolitisk sekretær og presseansvarlig. Jeg elskede det. Vi var et superstærkt team: Katrine, Mathilde, Jacob, Jens, Kristian, Birgitte, Tom og mig. Og La Fontaine, åh fontænen, lange møder og Risk. Der var regeringsskifte sidst på året i 2001, og en ny universitetslov var en del af regeringsgrundlaget. Camilla Gregersen var ny uddannelsespolitisk ordfører i dsf, og hun arrangerede kaffemøder med alle de politiske partier i Folketinget, med Dansk Industri, med Magisterforeningen og alle de andre interessenter på universitetsområdet. Camilla, Anna Vallgårda fra Konsistorium på Københavns Universitet, Dina Bloch fra Aarhus og jeg blev det mere eller mindre faste mødeteam. Vores argumenter imod universitetsloven var ganske enkle. Vi frygtede, at loven ville resultere i, at studerendes og ansattes ansvar og indflydelse ville blive erstattet af en apatisk forbrugermentalitet. I bund og grund frygtede vi en forringelse af uddannelsernes kvalitet. Et halvt års tid senere inviterede den nye direktør i Universitets- og Bygningsstyrelsen, Jens Peter Jacobsen, os til et møde. Jeg tror sådan set, at baggrunden for mødet var ganske ærligt: Både ministeren og direktøren ville virkelig gerne have de studerendes opbakning til universitetsreformen. Selvfølgelig fordi det kunne sikre mere medvind i de politiske forhandlinger og i medierne, men jeg tror også, det skyldtes, at videnskabsministeren, Helge Sander, var gammel studenterpolitisk aktiv, og at Jens Peter var tidligere leder på Syddansk Universitet. Møderne blev i hvert fald gentaget med faste intervaller, selvom vi ikke gav os det mindste i vores opbakning til universitetsdemokratiet. Samtidig blev der i den øvrige studenterbevægelse taget initiativ til Råstof. Råstofinitiativet var et samarbejde blandt alle elev- og studenterorganisationerne og havde som formål at bekæmpe nedskæringer og fremme demokrati i hele uddannelsessystemet. Universiteterne var fra begyndelsen af ikke voldsomt populære hos de øvrige deltagere i Råstof. Mens Camilla var uddannelsespolitisk ordfører i dsf gik samarbejdet nogenlunde, men det krævede en enorm balancegang fra hendes side at gøre både dsf og Råstof tilfredse. Og som jeg husker det, var dsf ikke altid enig i hendes prioritering. Da jeg tog over som ordfører, blev samarbejdet mellem dsf og den øvrige studenterbevægelse mindre succesfuldt. Især dgs mente, at dsf brugte for meget tid på at skrive læserbreve og snakke med embedsmænd og for lidt tid på gaden. Måske mente de også, at

108

solidariteten med de øvrige elever og studerende var for lille, men jeg blev aldrig for alvor klog på, hvorfor deres forbehold over for dsf lod til at være så stort. For mit eget vedkommende var jeg langt bedre til læserbreve og møder end til at mobilisere demonstranter, men jeg har aldrig tænkt, at det ene udelukkede det andet. Jeg så det som min helt centrale opgave at repræsentere bredt – og jeg gik trods alt ud fra, at universitetsstuderende repræsenterer hele det politiske spektrum. Derudover var der dele af dsf, som lagde stor vægt på „en ordentlig tone“ over for politikerne – ud fra et spinkelt håb om faktisk at få indflydelse på universitetsloven. Parallelt med styrelsesreformen af universiteterne blev der talt meget om en reform af universitetsuddannelserne. Rådets uddannelsespolitiske udvalg forsøgte at være på forkant med lange, nørdede møder om akkreditering, auditering, benchmarking og hvad vi ellers kunne gætte os frem til ville blive relevant. Videnskabsministeriets embedsmænd prøvede gang på gang at sælge os styrelsesreformen med argumenter om, at en mere professionel ledelsesform ville begrunde friere rammer for uddannelsernes indhold. Ideen var for så vidt god nok, men fra en studentersynsvinkel var det svært at se, hvad vi fik ud af det.Studienævnene havde i forvejen stor indflydelse på studierne, og hvorfor skulle vi støtte mere uddannelsesmæssig frihed på universiteterne, hvis vi samtidig tabte indflydelse? Fra studentersynsvinkel ville man blot tage noget af magten fra ministeriet og lægge det over til de nye professionelle universitetsledelser, som vi ikke havde reel indflydelse på. Fra mit debatindlæg i politiken den 20. oktober 2002: „På aftenen for forliget om ny universitetslov udtalte Helge Sander på landsdækkende fjernsyn, at han ikke forstod, hvorfor vi som studerende ikke fandt forliget positivt. Som han sagde: De studerende vil stadig være repræsenteret alle de steder, de er i dag, og de bliver samtidig placeret mere centralt: Det er løgn og latin! […] Når medarbejdere og studerende ikke inddrages i beslutningerne betyder det, at en stor viden, erfaring og lyst til udvikling går tabt. I dag opstår forandringerne i de faglige miljøer, hvor forskere og studerende kan se, hvor deres fag bevæger sig hen, og hvilke områder der bør ændres og udvikles. For fremtiden skal beslutningerne varetages af en person, der ikke nødvendigvis har den faglige indsigt og kender til hverdagen på faget…“

Uddannelsespolitisk ordfører i dsf

I efteråret 2002 blev jeg valgt til uddannelsespolitisk ordfører i dsf. Der var på det tidspunkt kollektiv ledelse i dsf, så jeg var officielt i spidsen for de universitetsstuderende i forhandlingerne om ny universitetslov. Jeg fik kontor på H.C.

109

Andersens Boulevard, hvor jeg mødte hver morgen kl. 9 og gik hjem 10-12 timer senere, kun afbrudt af forelæsninger på universitetet. Der var langt mere intern politik og polemik, end jeg havde forestillet mig. dsf’s forretningsudvalg var en blandet størrelse, og der var udskiftninger på flere poster i løbet af året. Jeg var ikke selv så berørt, som jeg kunne have været. Mit fokus var på uddannelsespolitik og universitetslov fremfor på organisationen, og studenterrødder, samarbejdsparter, journalister og politikere ringede dagligt. Desuden havde jeg mit bagland i orden, troede jeg. Men hvad jeg ikke havde forudset var, at der samtidig fandt et generationsskifte sted i Rådet. Min livline i Rådet var de gamle rødder, men Præsidiets poster blev delvis besat med et nyt hold. De dgs’ere, der tidligere havde kritiseret os for at indgå forhandlinger med Videnskabsministeriet og kæmpe kampen i medierne frem for på gaden, sad nu i Fællesrådet og i Præsidiet. Min efterfølger som uddannelsespolitisk sekretær i Præsidiet inviterede mig på kaffe på Studenterhuset, og jeg sagde ja uden at ane, hvad der ville komme: Han anbefalede mig at blive væk fra møderne i Rådets uddannelsespolitiske udvalg og fra Fællesrådet, når der var uddannelsespolitik på dagsordenen. Så de kunne diskutere mere frit og planlægge mere strategisk uden om mig. Jeg var knust. Jeg følte, at min kærlighed fra den forsommermorgen, da det hele begyndte, havde forladt mig. Mit stærkeste tilhørsforhold, mit ståsted, min følelse af rent sammenhold og engagement var gået i stykker. Og jeg var vred på mig selv! Jeg havde haft så travlt med at overbevise resten af dsf om, at jeg ikke blot var københavner – hvilket jeg selvsagt var – at jeg ikke havde sikret mig, at jeg havde mit primære bagland med mig. Jeg kan stadig i dag blive dybt irriteret på mig selv over min naivitet. Men det hele var jo bare noget, vi legede. Ydmygt og grådigt. Der var dog også masser af gode ting ved ordførerposten i dsf. Det mindede på mange måder mere om et almindeligt arbejde, end posten i Præsidiet havde gjort. Jeg fik en lille sjat penge for det, og der var generelt færre følelser involveret, hvilket var sundt for mig. Jeg kunne arrangere møder, afholde workshops og debatarrangementer, holde engagementet oppe internt og debatten i kog eksternt. Jeg kunne bruge hele dage på at skrive læserbreve, debatindlæg og kronikker, som alle sammen blev antaget. Og vi stod trods alt stadig sammen mod universitetsreformen. Jeg husker, at jeg mange gange tænkte, at der formodentligt ville gå mange, mange år, før jeg igen ville få et job med dén frihed og dén indflydelse, som jeg havde som uddannelsespolitisk ordfører. Fra katrine møllers (daværende formand for forenede studenterråd) og min kronik i berlingske tidende 12. april 2002: „Universiteternes absolut største svaghed for så vidt angår strategisk planlægning og samarbejde med

110

PLAKAT / 1997 Truslen imod universitetsdemokratiet under forhandlingerne om den nye lov gjorde studentermedbestemmelsen til hovedfokus for fsrâ&#x20AC;&#x2DC;s valgplakater i flere ĂĽr i trĂŚk.

erhvervsliv, er vilkårene for langsigtet planlægning. Universiteterne lægger langsigtede planer, men de er ikke til megen nytte, når man ikke kender bevillingerne bare ét år frem. Det eneste, vi de sidste fem år har kunnet være sikre på, er, at bevillingerne bliver mindre end året før. Skal universiteterne være en attraktiv samarbejdspartner for det private erhvervsliv, kræver det stabilitet i universitetets økonomiske grundlag. […] Selvfølgelig skal universiteterne producere brugbar og virkelighedsnær forskning, og det gør universiteterne også. Undersøgelser om spiseforstyrrelser og om udviklingen i aids-tilfælde i Europa er bare et par eksempler på vigtig samfundsforskning. Men der bliver også forsket i emner, som man ikke lige kan tage at føle på. Et eksempel er den danske kvindelige forsker, som har forsket i at standse lyset. Forskningsresultaterne er måske ikke umiddelbart anvendelige, men er alligevel vigtig forskning og et bevis på de visioner, som danske forskere besidder. Selv ikke erhvervslivet kan forudse, hvad der er virkelighedsnær forskning om tyve år, men udviklingen går i stå på længere sigt, hvis ikke forskere går i gang allerede i dag med at forske i nye områder.“ Universitetsloven blev formet. Den blev alt det, vi kæmpede imod. Møderne i Videnskabsministeriet blev intensiveret til faste ugentlige møder. Vi stod fast på vores holdninger til enorm irritation hos de flinke embedsmænd. Særligt ét møde står klart: Diskussionen var og blev fastlåst, vi ville ikke give den mindste opbakning til lovforslaget, så vi blev nødt til at rejse os og forlade mødet. Varme og vrede og stolte. Vi fik én ting: Vi blev sikret mindst to studerende i alle universiteternes bestyrelser uanset bestyrelsens størrelse. De øvrige vip’ere og tap’ere fik kun pladser procentvis, hvilket i små bestyrelser kunne resultere i en enkelt vipog en enkelt tap-plads. Vi bevarede også noget, der lignede de eksisterende studienævn, men uden samme sikre indflydelse. Videnskabsministeriet forstod ikke, at vi ikke var glade, men i det store billede var det en meget lille sejr. På den anden side var kampen allerede tabt, da regeringen fremlagde sit regeringsprogram.

Sidenhen

Tre dage efter det repræsentantskabsmøde i dsf, hvor min tid på ordførerposten udløb, fløj jeg til Mexico med lige dele lykke, vemod og udmattelse. Jeg kom hjem tre måneder senere og startede på kandidatuddannelsen. To år senere blev jeg jurist, jeg blev gravid og blev ansat i Undervisningsministeriet, hvor jeg stadig arbejder i dag. Jeg brænder stadig for uddannelsespolitik. De muligheder, jeg har fået i livet, skyldes i dén grad et gratis, kvalitetsrigt og engagerende uddannelsessystem.

112

Universitetslovsreformen var ærgerlig, fordi den fratog en del af ansvaret for det frie, kritiske og nytænkende universitet fra vip’ere, tap’ere og studerende. Men jeg tror egentlig, at de ansatte var dem, der tabte mest. Der vil altid være studerende, der engagerer sig og søger indflydelse, uanset formen og omgivelserne. Jeg vil nok i dag være mere åben over for at professionalisere ledelserne, men jeg tror, at politikere i deres iver efter at reformere og nytænke glemte at tage hånd om universiteterne som de helt særlige institutioner, de er. Universitetslovsreformen afspejlede tidsånden. Den byggede på en tro på, at erhvervslivet havde alle løsninger, og at man kunne føre erhvervslivets ledelsesmodel med en bestyrelse ind på universiteterne. Men universiteterne har en helt speciel opgave i samfundet og en anden forpligtelse end erhvervslivet: forpligtelsen til at udvikle viden på videnskabens præmisser.

114

I det store hele – internationale erindringer

k r i s t i a n l a u ta Kristian Lauta sad i Forenede Studenterråds præsidium i 2002-2003 og fungerede som international ordfører for Danske Studerendes Fællesråd i 2004-2005.

Francis Scott Fitzgerald skulle angiveligt have skrevet til en veninde efter mødet med kvinden i sit liv, Zelda: „Jeg elsker hende, og det er begyndelsen og afslutningen på alting.“ Dette er også tilfældet, i hvert fald for første del af udsagnet, for mit internationale engagement i studenterbevægelsen. Kvinden, der senere skulle blive min hustru, var i 2002 international sekretær for Forenede Studenterråd og blev derved en del af min indgangsvinkel til fem års frivilligt engagement i Studenterrådet og Danske Studerendes Fællesråd i det tidligere Jugoslavien, Mellemøsten, Dansk Ungdoms Fællesråd og European Students’ Union (dengang esib). Jeg selv var i 2001 begyndt som stud.jur. (en anden forelskelse som kom til at forme mit liv), og mit engagement i fsr var fyldt med skepsis og ungdommelig og fuldstændig inkohærent oprørstrang. Som generationer af studenterpolitikere før og efter mig oplevede jeg Studenterrådet som forstenet, indavlet og fyldt med autoritetstro disciple af de få udvalgte „gamle“ studenterpolitikere (folk med mere end 2 års reel studenterpolitisk erfaring) og gennemlevede min første tid som hellig kriger imod disse konserverende og destruktive kræfter (vis-a-vis min egen evigt konstruktive fremdrift). På daværende tidspunkt var den organisatoriske nerve i fsr Fællesrådet, et organ der specialiserede sig i at suge livet ud af selv den mest dedikerede og indædte oprørstrang igennem endeløse og skånselsløse diskussioner. Men også et organ, der af de samme grunde konsoliderede bevægelsen, som konstant siden sammenlægningen imellem Studenterrådet og Moderate Studenter synes

115

at være ved at brække i flere bidder, og som tilskyndede vidensforankring og politisk kohærens. Min oprørstrang var ikke rettet imod en særlig politisk dagsorden, men snarere båret af en indignation, som end ikke timelange møder i Fællesrådet har kunnet pille ud af mig. De studerendes interesser skulle varetages af studerende, ikke af studenterpolitikere som ikke længere gik til eksamener og havde mistet forbindelsen til deres faglige miljøer. Det var derfor vigtigt for mig at forlade fsr, da jeg ikke længere besad tillidsposter, og en forsvarlig organisatorisk og politisk overlevering var sket, og det har også i senere sammenhænge været et ideologisk holdepunkt i forbindelse med beslutninger om at fortsætte eller ikke at fortsætte i interesseorganisationer. Kort fortalt blev min oprørstrang med tiden omformet til en politisk dagsorden, og jeg overgik således til hengiven deltagelse i dette mærkværdige og diverse fællesskab, som jeg den dag i dag nyder godt af min deltagelse i. Det internationale arbejde, der fulgte kærligheden til den internationale sekretær, var på dette tidspunkt i en slags interessemæssig højkonjunktur i uddannelseslandskabet ikke mindst pga. gennemførslen af Bologna-reformen, eu‘s øgede engagement i uddannelsesområdet og det generelle fokus på internationalisering af uddannelserne. Den generelle tendens i tiden var at orientere sig globalt, og dette genererede en ny og spirende interesse for internationale tendenser i det nationale arbejde. Den (re-)aktualisering af internationale tematikker, der skete omkring årtusindskiftet, synes at være et godt udgangspunkt for de følgende siders internationale erindringsrundtur.

Kejserens nye klæder

I forbindelse med en nylig oprydning dukkede min første officielle tale som studenterpolitiker frem fra gemmerne. Talen, der i øvrigt var skrevet af den tidligere omtalte internationale sekretær, bar overskriften „Kejserens nye klæder“ og adresserede det store fokus på internationalisering, som kontinuerligt var blevet forstærket igennem 90’erne, og som syntes at blive det paradigme, hvorunder den generelle udvikling af vores uddannelsessystem kunne samles omkring årtusindeskiftet. Under internationaliseringstematikken blev helt centrale spørgsmål som komparativ konkurrenceevne, mobilitet og uddannelseskompetencer mere generelt adresseret i de år. Denne tendens blev tilgået med en sund skepsis i det studenterpolitiske miljø. Særligt stor var skepsissen imod den globale re-orientering, da denne blev set som en trojansk hest fyldt med kommercialisering, su-nedskæringer og elitefokus. Den centrale pointe i talen var således at droppe den floromvundne forherligelse af internationalisering og i stedet fokusere på at få konkretiseret, hvad vi

116

ANNONCE I POLITIKEN / 28. JANUAR / 1997 Det var ikke kun Studenterrådet, der interesserede sig for studenteroprøret i Beograd – også bl.a. Politiken satte fokus på udviklingen med dette foredrag & filmfremvisning.

gerne ville med denne reorientering. Dette indebar ikke mindst at integrere de synergier, som den øgede studentermobilitet gav i de eksisterende uddannelser, og adressere en række af de problemstillinger, som denne medførte. På dette tidspunkt var den ideelle studenterpolitiker mere sober og professionel end Fællesadministrationens mest grå jurist. Den idealtypiske studenterpolitiker var altså hyber-rationel, velforberedt og veltalende, og skulle samtidig formå at bringe en politisk dagsorden i spil. Her følger et lille illustrativt uddrag: „Den kedelige sammenhæng mellem eventyr og virkelighed opstår, når der tumles med et begreb som forventes implementeret, men som ikke finder forankring på alle niveauer. Det er derfor på tide, at Københavns Universitet på den ene side begynder at udspecificere, hvilke kompetencer, det er, der tilstræbes gennem internationalisering, og hvordan ambitionsniveauet ligger, og på den anden side udarbejder en klar arbejdsdeling i forhold til at nå de definerede målsætninger. Grænsefladerne i forhold til arbejdsdeling skal præciseres, så der ikke kan foreligge nogen som helst tvivl om, hvem der har hvilke arbejdsopgaver. ku har i udviklingskontrakten på 3½ side beskrevet visionerne for fremtidig internationalisering, formuleringerne er meget bløde og – selv om den nærmer sig skelsår – meget langt fra at være realiseret.“ Jeg ved ikke hvor mange andre 19-årige, der naturligt brugte ord som „skelsår,“ „udviklingskontrakt“ og „forankring,“ men det var og, fornemmer jeg til stadighed, er en del af pakken som studenterpolitiker. Studenterrådet og dsf i særdeleshed havde forelsket sig i begrebet Internationalization at Home. Konceptet forsøgte i stedet for at pålægge studenterbefolkningen at være mobil (som ellers var et verserende bud på at skabe kosmopolitiske og omstillingsparate kandidater) at sikre, at der blev skabt internationale og derved tværkulturelle miljøer på universitetet, og at undervisningen generelt integrerede internationale dagsordener. Der var altså fokus på den faktiske integration af de erfaringer, som både egne og besøgende studerende havde gjort sig som internationale agenter, og derved at sikre at såkaldte „internationale kompetencer“ blev en faktisk del af uddannelsesmiljøerne. Dette skulle blandt andet sikres ved, at de internationale studerende, der kom til landet, ikke forblev uafhængige Erasmus Mundus-celler, men faktisk blev integreret og brugt som internationale katalysatorer til fordel for den samlede studenterbefolkning. På mange måder er det tematikker og tanker som i dag med fordel kunne bringes i spil. Internt i fsr var det en kamp at få Fællesrådet til at vise interesse for fænomenet. Det vigtige for de nationalt engagerede studenterpolitikere var at sikre, at internationaliseringen ikke blev (endnu) en adgang til at differentiere studenterbefolkningen. Man var særligt bange for at lave forskydninger i serviceniveauet

118

til internationale fra nationale studerende. Skulle en studerende fra Alabama således have mere hjælp til at finde en bolig end en fra Frederikshavn – og hvordan sikrede vi, at dette ikke var endnu et forsøg på at udskille studenterbefolkningen i et potentielt betalende, eksotisk og kosmopolitisk segment og et ikke-betalende leverpostejssegment? Både studentermobilitet, herunder boligforhold, og de universitære forhold til modtagelse og håndtering af de mange internationale studerende blev således centrale temaer både på universitetet og i studenterbevægelsen. Frygten for, at internationaliseringstemaet skulle kunne bruges som rambuk for underliggende dagsordener, var bestemt ikke ubegrundet, som jeg også vil berøre senere, og dette prægede i høj grad Rådets holdning til tempoet og måden, hvorpå universitetet skulle internationaliseres. Internationaliseringsdebatten, der verserede for ti år siden, indeholdt således på den ene side en række rigtige, reelle problemstillinger for universiteterne og blev på den anden side et tema, hvorunder andre dagsordner kunne fremmes. Det særligt skræmmende dyr i åbenbaringen i relation til kommercialiserings- og harmoniseringsdagsordenen var den såkaldte Bologna-proces og i særdeleshed den (nogenlunde rimelige) antagelse, at eu på et tidspunkt ville kapre processen og sætte fokus på uddannelse som en vare.

Skabelsen af en europæisk uddannelsesplatform

I begyndelsen af 2000’erne var de europæiske reformer begyndt at give genlyd langt ind på de ministerielle gange. Bolognareformen var talk of town i uddannelsesmiljøet i de tidlige 2000’er og havde udgjort rammen for en række ret omfattende uddannelsesreformer og harmoniseringer af uddannelserne i Europa op igennem 90’erne og frem til ændringen af Universitetsloven i 2003. Bolognareformen skabte i den grad en national interesse for de internationale forhandlinger, der knyttede sig til reformens videre udvikling, og blev derved den direkte billet til at begynde at diskutere sammenhængen imellem vores nationale respektive internationale politik. For de endnu lykkeligt uindviede er Bologna-processen betegnelsen for et multilateralt europæisk uddannelsesaftalekompleks blandt andet bestående af Bologna-deklarationen fra 1999. Processen er og har hele vejen igennem været drevet multilateralt i et tæt samarbejde med Europarådet og unescos europæiske medlemmer, og er altså ikke en eu-drevet proces. Formålet med reformen er at harmonisere europæiske uddannelser og således skabe et europæisk uddannelsesrum. Med Bologna-reformen kom ects-systemet, tre + to + tre-strukturer (bachelor-uddannelsen) og nye kvalitetssikringsmekanismer, hvilket samlet set gav anledning til en flodbølge af studieordningsændringer ned igennem uddannelsessystemet. Det var også et håndtag for

119

E-MAIL UDSKRIFT / 1997 Uddrag af korrespondance mellem Beograds studerende og dsf/fsr i Danmark. Efter 1990’ernes borgerkrig og efterfølgende opsplitning af Jugoslavien stod de tidligere jugoslaviske studerende splittede i mere end én forstand.

studenterbevægelsen til for en gangs skyld at presse egne dagsordener oppefra og ned, da man var repræsenteret i forhandlingerne både nationalt og internationalt (igennem esib) om implementering og udviklingen af reformen. F.eks. talte man på europæisk plan om indførelsen af såkaldte undervisningsporteføljer, således at vi ikke alene ansatte forskere på deres forskningsmeritter, men også deres evner som undervisere. Ydermere var særligt kvalitetssikring en dyd i tiden, som fsr kunne bruge til systematisk at adressere konkrete forhold, der bestemt ikke stod mål med ambitionerne om at være et af verdens førende uddannelseslande. En del af at være internationalt engageret i fsr var at kunne detaljerne i denne proces til hudløshed og klæde fagrådene på til at diskutere studieordningsændringer. Både således at de studerende ikke blev offerlam på harmoniseringens alter, men også for at give de enkelte repræsentanter muligheden for aktivt at bringe reformens formsprog og fordele i spil. De internationalt ansvarlige var således i en årrække rejsende i Cirkus Bologna, og jeg husker stadig i dag detaljer om det aftalekompleks, som jeg ikke husker om min undertøjsskuffe. De store linjer i reformen var dog implementeret i Danmark, da jeg begyndte i studenterpolitik. Det stod langt værre til i andre steder af Europa, og i begyndelsen af årtusindskiftet kunne blikket altså rettes imod lande, som dette uddannelsesrum kunne udvides til. Det udgjorde for mit eget vedkommende indgangen til en helt anden type studenterpolitisk aktivitet. En aktivitet, der har været en del af den traditionelle aktivitetspalet for studenterbevægelsen.

Europæiske reformer og jugoslaviske fædrelandssange

Efter 1990’ernes forfærdelige borgerkrig og efterfølgende opsplitning af Jugoslavien stod de tidligere jugoslaviske studerende splittet i mere end én forstand. Udover den fysiske opbygning af stort set hele Sydøsteuropa var en kæmpe organisatorisk opbygningsfase ved at være tilendebragt i slutningen af 90’erne, hvor helt fundamentale uddannelses-, sundheds- og forvaltningsreformer var strengt nødvendige. Sammenstød, fortsatte overgreb og konflikter prægede området til langt op i 00’erne, hvilket understreger hvor skrøbelig den igangværende transition egentlig var. Jeg sad til eksempel på en bar i Beograd for at tale organisation og politiske reformer, da nye uroligheder og kampe udbrød på grund af to drenges forfærdelige død i Kosova i 2004. Efterladt i midten af denne virak var Eksjugoslaviens unge, der havde arvet en konflikt, som de ikke havde ejerskabet til. De var vokset op i en krig og blevet voksne midt imellem byggestenene og faldgruberne til nye tider. Den danske regering havde allerede i 1993 lanceret en pulje penge til at sikre fred og stabilitet i Østeuropa, den såkaldte fresta-satsning, og i 2001 lancerede dsf i samarbejde med en række lokale partnere et dialogprojekt under

121

navnet catalyst! Projektet havde til formål at samle studenterbevægelserne i det tidligere Jugoslavien til en række seminarer om de igangværende europæiske uddannelsesreformer og derved bidrage til at skabe rammerne for dialog og forsoning samt sikre en løbende kapacitetsopbygning af vores samarbejdspartnere. Projektet var i første omgang baseret på et samarbejde mellem dsf og to af de nationale studenterorganisationer i Kroatien og Serbien. Jeg var projektleder på catalyst! fra 2002 til 2004. I sig selv var projektet en bragende succes. Det lykkedes os at udvide samarbejdet til også at få den makedonske og to af de bosniske studenterorganisationer med i samarbejdet (i perioder med deltagende repræsentanter fra både Republika Srpska og Føderationen Bosnien og Hercegovina). Selvom særligt de første konferencedage altid var omgæret af en særlig atmosfære, endte de fleste dage med jugoslaviske fællessange, kærlige kys og rigelige mængder Slivovitsa, og intet lægger en dæmper på en abstrakt fælles fortid som tømmermænd og hæse stemmer. Et af de store konkrete problemer vi havde, var at overføre penge til vores samarbejdspartnere, herunder for rejserefusion til deltagerne, betaling for hoteller, mad etc. Vores samarbejdspartnere havde ingen lyst til at få tilført store beløb til deres bankkonto fra en udenlandsk konto (sikkert både af skattetekniske og politiske årsager), og løsningen blev derfor ofte, at vi rejste med ganske store kontantbeløb. Jeg havde altså mere end én gang fornøjelsen af at flyve med Juguslav Airways (jat i dag) med 30.000 kroner i dollars spændt fast på maven og returnere med favnen fuld af kvitteringer med kyrilliske bogstaver. Generelt foregik en række ting, som man i dag ikke ville fremhæve som best practice, men vi og organisationen bag voksede med opgaven og endte med at blive en god del klogere på både økonomi- og projektstyring. Disse erfaringer var betydningsfulde både for dsf, mig og for de aktiviteter, jeg og dsf videre indlod os på.

Udefra og ind eller indefra og ud?

I 2005 blev jeg international ordfører for dsf. Jeg havde netop boet et halvt år i Damaskus, og min motivation for kandidaturet som international ordfører blev således læst op uden min tilstedeværelse. Jeg blev valgt med to meget klare - og relativt kontroversielle - dagsordner. Den første var at nedlægge dsf’s internationale udvalg og derved selv blive den sidste internationale ordfører. Ideen var at gennemføre den endelige internationalisering af det studenterpolitiske arbejde, hvor det internationale ikke længere var et appendiks til studenterbevægelsen, men udgjorde en dimension i alle politiske aktiviteter. Vi havde med blandet succes gennemført en lignende ændring af Rådet et par år forinden. Opgaven at forankre de internationale

122

tematikker i det nationale arbejde skulle varetages af en international koordinator, der skulle sikre, at de relevante diskussioner og internationale repræsentationer tilfaldt de fagkyndige og repræsentativt sammensatte studenterpolitikere i deres respektive udvalg (på daværende tidspunkt i henholdsvis levevilkårsudvalget og uddannelsespolitisk udvalg). Den anden dagsorden var at genopfinde den projektorienterede internationale arbejdsform i dsf - at gøre dsf til koordinator og aktiv deltager i flere internationale projekter og derved sikre, at studenterbevægelsens traditionelle solidaritetsprojekter blev iklædt nyere og ideologisk mere tidstypiske klæder (altså ingen landsindsamlinger til kamphelikoptere i Nicaragua, som dsf i 80’erne havde indladt sig på). Imens denne del udløste forsøg på at opstarte projekter i Mellemøsten og Sydamerika, blev det første projekt en del af startskuddet til at gentænke dsf’s politiske arbejde nu, med en stærkere international dimension med de udfordringer, som det indebar. Det synes at være en evig øvelse i en brugerdrevet og dynamisk organisation som dsf at finde en god, fast strukturel arbejdsform. Dette gjaldt også for balancen mellem det internationale og nationale arbejde - og derved sikringen af, at både nationale erfaringer løbende blev bragt ud i verden, og at de internationale strømninger løbende blev forankret i den nationale politik. Det synes altså at være en evig organisatorisk og politisk balanceøvelse at gøre det internationale engagement relevant for det nationale og vice versa. Det har i mit engagement som studenterpolitiker altid været et hjertebarn at adressere præcis denne dialektiske relation imellem det nationale og det internationale. dsf havde i en årrække kørt deres internationale politik fuldstændig afsondret og på sine steder direkte modstridende med den nationalt førte politik. Med genkomsten af internationale tematikker i det nationale blev dette i stigende grad problematisk. Internationalt udvalg var på dette tidspunkt sammensat af kerneaktive, der var villige til at kæmpe for deres berettigelse, og deres internationale alliancer. Det blev til en række (til tider ubehagelige) sammenstød, men med tårer og tænders gnidsel blev nedlæggelsen af internationalt udvalg, som de facto var sket igennem året, vedtaget med et overvældende flertal på det kommende repræsentantskabsmøde. Med fokus på de nationale politikker blev samarbejdet med vores nordiske søsterorganisationer kraftigt bestyrket igen efter en årrække, hvor dsf havde stemt mest med Østrig i esib. Genoplivelsen af dette partnerskab skulle vise sig at have stor betydning for en af de politiske problematikker, der var mest oppe i tiden i min periode som ordfører for dsf, og som sikkert også i mange år fremover vil kendetegne de uddannelsespolitiske diskussioner.

123

EU-DIREKTIV / 2006 *â&#x20AC;&#x160;Europa-Parlamentets og RĂĽdets direktiv af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked.

There ain’t no such thing as a free lunch

I 2005 var vi overbeviste om, at den daværende regering pønsede på at indføre betalingsuddannelser, som man året før havde gjort for studerende udenfor eu/eøs, og frygten var bestemt ikke ubegrundet. Der var både i ministeriet, på visse rektorkontorer og i dele af fagbevægelsen ved at samle sig konsensus om muligheden for at gøre kandidatuddannelsen til en betalingsuddannelse for derved at tvinge bachelorerne ud på det (på det tidspunkt) arbejdskraft-hungrende jobmarked, finansiere den planlagte løbende ekspansion af den videregående uddannelsessektor og differentiere studenterbefolkningen yderligere. vk havde netop i begyndelsen af 2005 genvundet regeringsmagten og havde således fire herlige år foran sig, hvori den danske befolkning kunne lade grusomheden gå i glemmebogen, ligesom indgrebet også ville give lidt guld på kistebunden til at købe aflad for deres handling. Retrospektivt kan frygten virke ubegrundet, men det er mit indtryk at denne politiske kamp stadig står som kendetegnende for det studenterpolitiske engagement og i bredeste forstand varetagelsen af de studerendes interesse. Vi igangsatte en række initiativer, blandt andet en større konference med Dansk Magisterforening, debatindlæg og -arrangementer. Også her gav det internationale udsyn brændstof til forestillingsevnen. I Island havde man et par år før indført en såkaldt administrationsafgift for tilmelding til et nyt semester, og i England blev loftet over brugerbetalingen hævet til 3000 pund om året. Vores nordiske søsterorganisationer var således ivrige deltagere og sparringspartnere i denne fælles nordiske sag. Samtidig var det såkaldte Bolkestein-direktiv* til forhandling i Bruxelles, og særligt esib så dette som en Pandoras æske af kommercialisering af uddannelsesområdet. Direktivet blev prügelknabe for alle de dagsordener om harmonisering af „uddannelsesmarkedet,“ man på daværende tidspunkt tænkte, at jakkesættene i Kommissionen måtte have. Alt dette til trods for at Bolkestein-direktivet eksplicit og fra et meget tidligt tidspunkt undtog uddannelse. Jeg selv brugte en del tid på at nedtone debatten i konkret relation til Bolkestein og i stedet forsøge at intonere en mere indholdsmæssig diskussion af kommercialisering af uddannelser. Vores strategi blev at forsøge at skabe et nordisk momentum imod brugerbetaling, og da Norge netop havde vedtaget en lov, der forbød brugerbetaling, syntes dette at være det oplagte politiske mål. Selvom det aldrig lykkedes at få vedtaget en sådan lov, mener jeg stadig i dag, at denne politiske akse er vigtig for studenterbevægelsen som sådan og på linje med su-reformer et område, hvor man både kan mobilisere studenterpopulationen og få den i tale.

125

I det store hele

Imens internationalisering og globalisering for ti år siden var diffuse og udefinerbare buzzwords, er håndgribeligheden i dag til at føle på. Den nuværende studenterpopulation er opvokset i en verden, hvor det er lige så nemt at holde kontakt med en veninde i Vejle som i New York, og hvor transporttiden imellem de to heller ikke er mærkbar forskellig. Det internationale område er således effektivt smeltet sammen med det nationale. Københavns Universitet sammenligner sig i dag ikke med Aarhus eller Syddansk Universitet, men med NYU og Berkeley, og dette giver helt nye udfordringer i forhold til indpasningen i en global uddannelses- og forskningsarkitektur. Det internationale er altså ikke blevet mindre relevant, men måske i endnu højere grad blevet forskudt til at være den tematiske akse, hvorpå det giver mening at debattere de helt grundlæggende studenterpolitiske spørgsmål: Hvad er den gode uddannelse, og hvordan sikrer vi ordentlige rammer for de studerende? Snarere end kejserens nye klæder er det internationale altså blevet et helt centralt paradigme for uddannelses- og forskningslandskabet, måske i endnu højere grad end det faktisk er gået op for aktørerne i dette. At tænke forskningsog uddannelsesinstitutioner med Københavns Universitets størrelse uafhængig at deres internationale sammenhæng bliver således tiltagende meningsløst – og heri består en stor fremtidig udfordring for universitetet og for studenterbevægelsen: at finde et leje for global og international orientering, der er befordrende for den gode uddannelse og det gode forskningsmiljø.

126

128

En særlig type – uddannelsespolitiker i Forenede Studenterråd

peter dalby Peter Dalby var medlem af Forenede Studenterråds præsidium fra efteråret 2002, næstformand 2003-2004 og formand fra november 2004 til februar 2005.

„Som studenterpolitiker skal man være klog nok til at forstå spillet – og dum nok til at tro, det er vigtigt.“ Det er et omskrevet ordsprog fra fodboldens verden, som hang inde på ruc’s studenterråd. Det viser to ting: For det første var vi i Forenede Studenterråd i årene 2001-2005 exceptionelt kloge, for om noget forstod vi spillet. Og for det andet må jeg stadig være virkelig dum, for selv efter rigtigt mange refleksioner over tiden som aktiv, mener jeg faktisk, at vi lavede vigtigt arbejde. Mine stærkeste erindringer fra årene er dog meget modsatrettede. Jeg husker et bagtæppe, som hovedsageligt bestod af både dybt kvalificerede diskussioner såvel som konflikter, der rystede organisationen, og hvor væggene kunne dirre af arrigskab.

Mit møde med fsr

Forenede Studenterråd anno 2002 var noget af et kulturchok for en studerende, der sejlede ind i organisationen på en bølge af finans- og universitetslovsprotester. Som venstresnoet, ung universitetsstuderende tog jeg del i protesterne, og med en opdragelse fra elevbevægelsen mødte jeg selvfølgelig op, når der blev indkaldt til møder i min organisation. Det var ikke kærlighed ved første blik – der skulle en del til. Jeg var del af en gruppe, som havde baggrund i det aktivistiske miljø på venstrefløjen og deltog i fsr’s arrangementer op til den nye universitetslov – og hørte

129

mange lange oplæg om paragrafferne. Et par stormøder og en demonstration blev det til. Men det var som om organisationen skulle trækkes til demonstrationstruget, selvom universitetsloven var et historisk opgør med selvstyret og studenterindflydelsen på universiteterne. Når man var vant til at sove med demonstrationsbanneret under hovedpuden, var det en noget særegen oplevelse – men når jeg endte med at være aktiv i mange år, så var det også fordi jeg mødte en organisation, som i den grad var et billede på identiteten blandt personale og ledelse på Københavns Universitet. For var der noget, der blev værdsat blandt de aktive i fsr, så var det kundskab, viden og flittigt arbejde. fsr opfattede sig i hvert fald ikke som noget udefrakommende, men lagde en ære i at være en integreret del af Københavns Universitet på godt og ondt. Jeg stillede første gang op til Præsidiet i fsr i efteråret 2001, ti minutter inden deadline. Jeg afleverede min opstilling på et udprintet stykke papir til formanden, som sad overfor mig i en ic3-vogn på vej til et dsf-møde. Herved ødelagde jeg en meget nøje lagt opstillingskabale. Mit mål havde også været at fremprovokere et kampvalg. Jeg ville have en politisk diskussion om, hvem der skulle sidde i Præsidiet, organisationens daglige ledelse. Det var der ellers ikke tradition for – tværtimod var politikken forankret i det basisdemokratiske Fællesråd, og Præsidiet som ledelse var først og fremmest udførende. Set udefra var fællesrådskonstruktionen en sær størrelse – men endnu mere sær set tæt på. Alle kunne møde op, men det lave deltagerantal (typisk 12-35 personer) gjorde, at en løs alliance mellem fagrådene på jura, medicin og humaniora blev toneangivende, fordi de kunne tromme flest stemmer sammen blandt de deltagende. Præsidiet blev dermed et udøvende organ for det regerende flertal. Men kriteriet for at blive valgt til Præsidiet var altså ikke politisk, men hovedsageligt om man var dygtig og ville lægge et stort antal timer i organisationen – og det gjorde det svært at diskutere politik på et principielt plan. Jeg mente, der manglede plads til reelle politiske diskussioner i organisationen, og derfor ville jeg have et politisk kampvalg. Men efter min opstilling blev kabalen lynhurtigt lagt om, kampvalget undgået – og kort tid efter sad jeg i Præsidiet. Som udefrakommende kunne der næsten kun være to reaktioner, når man mødte miljøet på Fiolstræde 10. Enten løb man skrigende bort, eller også blev man sært fascineret. Her kunne man sidde til langt ud på aftenen til fællesrådsmøder og diskutere paragraffer i Finansloven og dsfs vedtægter på et ganske højt plan. For ikke at sige nørdet. Det var så stejl en indlæringskurve, at den reelt var en mur for de fleste – og selvom der faktisk blev gjort en indsats for at hjælpe nye i gang, så kunne al verdens holden–i–hånd ikke gøre

130

kurven flad nok. Derfor endte det med at være nørder som mig, der udgjorde grundstammen i organisationen.

Uddannelsespolitikken

Efter nogle skærmydsler endte jeg som uddannelsespolitisk sekretær, og de efterfølgende år kom uddannelsespolitikken på Københavns Universitet til at fylde en stor del af mit liv. Mange har fejlagtigt antaget, at Københavns Universitet under den gamle universitetslov var et universitet som de fleste andre universiteter i Danmark. Den fejl er forståelig nok, navnet taget i betragtning. Men i realiteten var Københavns Universitet så stor en organisation med enerådende og selvbevidste fakulteter og dekaner, at det mere mindede om en løs sammenslutning af stridende stammer, hvor den daglige forankring for de studerende hovedsageligt lå på deres eget studie, ikke på universitetet som helhed. Dette afspejlede sig i Fiolstræde 10-miljøet. Afstanden til studierne var stor, men alle tog deres studie med ind og varetog dets interesser med et brændende engagement. Måske var det derfor, at det uddannelsespolitiske arbejde var en slags kompliceret screeningsproces. Nøglepersonerne var den uddannelsespolitiske sekretær fra Præsidiet, konsistorialerne og eventuelt særligt interesserede fra Fællesrådet. I den lille gruppe (med det mundrette navn „Forenede Studenterråds Uddannelsespolitiske Udvalg,“ forkortet „fuu“) blev den politiske linje klarlagt. Det kunne give nogle særdeles velkvalificerede diskussioner om for eksempel udviklingskontrakter, uddannelsesevaluering og uddannelsesbekendtgørelsen, men næppe noget som specielt mange andre end de involverede forstod sig på. Fællesrådet tjente som appelorgan, når mandaterne skulle gives. Som altid gik sejren til den, der havde den stærkeste alliance af fagråd bag sig. Efter mandatet i Fællesrådet gik turen videre til ku’s interne organer og dsf’s uddannelsespolitiske udvalg. Her var mange reelle politiske og organisatoriske uenigheder. dtu forsvarede sine særheder, Syddansk var i konstant opløsning, Aarhus var ret højreorienteret, og ruc var som regel bare på tværs. Der var to måder at vinde kampen om dsf’s mandat på. Den nemme var at være enige med Studenterrådet ved Aarhus Universitet. Princippet var, at hvert studenterråd havde én stemme, men der var ikke grund til at tælle, når fsr og Aarhus stod sammen. Også selvom to reelt var i mindretal. Alternativet var, at fsr og Århus tog kampen imod hinanden og hver for sig greb telefonen for at tromme en alliance sammen blandt de andre medlemsorganisationer. Det var en del grimmere og besværligt. Ikke mindst fordi Aarhus var bedre til det end os. Til sidst blev der nedsat en arbejdsgruppe til at skrive høringssvar. I realiteten var det den, der fastlagde detaljerne, og der var altid en fra fsr med.

131

I processen – fra gruppen i fsr over Fællesrådet og forhandlingerne inden dsfmødet til selve dsf-mødet og skrivegruppen herefter – blev alle diskussioner vendt på kryds og tværs. Til sidst var der ingen tvivl om, hvad man mente om alt. De faglige inputs var så gennemarbejdede, at vi jokede med at sende fakturaer til ministeriet for konsulenttimer. Men det endte af og til med, at fsr alligevel sendte sit eget input parallelt med dsf, dog med nogle moderat andre vinkler. Typisk fordi den aktive kerne i fsr ikke mente, at dsf’s høringssvar var gennemarbejdet nok. Det var studenterpolitisk stofferbold i verdenseliten. Det blev spillet på et højt plan, men reglerne blev lavet undervejs, og det var kun deltagerne selv, der forstod dem.

Auditeringsprojektet

Et af de forløb, som meget godt illustrerer, hvordan vi arbejdede, var om det store auditeringsprojekt. Jeg vil springe det meste af teknikken over, men kort og godt handlede det om at udvikle internationalt anerkendte kvalitetssikringsmekanismer. Store kræfter i universitetsmiljøet var angste for, at Danmark ville ende med at gå akkrediteringsvejen. Derfor iværksatte man – sammen med Danmarks Evalueringsinstitut (eva) – en række prøveauditeringer af bl.a. ku for at skabe erfaringer med et alternativ. Kampen mod akkrediteringer tabte man jo så, men de endte dog først med at ramme universitetet efter min tid. Projektet blev internt på ku ledet af en styregruppe, som jeg og en anden studerende deltog i. Vi skulle skaffe et overblik over, hvad der eksisterede af kvalitetssikringsmekanismer og -systemer på Københavns Universitet fra scratch. Lidt af en opgave – og det endte med at involvere flere hundrede mennesker med forskellige grader af entusiasme, en 100 sider lang selvevalueringsrapport og et besøg fra et internationalt panel, som lavede den endelige auditering (endnu en 100 siders rapport). fsr drejede konstant processen over på studenterønsker og studenterformål, og i al beskedenhed lykkedes det meget godt. Ved at have en stor proces kunne vi insistere på at få mange studerende med i den – ikke mindst vores gode folk i studienævnene, som nok skulle give nogle indspark, der repræsenterede de studerendes syn på sagen. Det var en velkoordineret proces, hvor vi havde en række gode kontakter på studentersiden sideløbende med den officielle proces og fik ganske, ganske meget indflydelse på det endelige produkt. Det er et præmieeksempel på, at de interne processer, hvor fsr nærmest virkede som en integreret del af universitet, var spidskompetencen. Der lå meget skjult studenterindflydelse.

132

PLAKAT / 2006 Konferencen om globalisering i universitetsperspektiv var et af forsøgene på at brede de studenterpolitiske diskussioner ud til andre end de indvalgte repræsentanter, som blev gjort i løbet af 2005-2006.

Personkonflikter

Stemningen på Fiolstræde 10 var ofte hyggelig og munter – men der var også konflikter, som måske godt kunne forklares som politiske, men reelt set var personkonflikter. Der var uenighed om en lang række ting (ikke mindst dsf’s vedtægter, demonstrationer og lignende), men de personbårne konflikter, bygget på sympatier og antipartier, er dem, der står klarest for mig i dag. Jeg kan ikke alle historierne – nogle gange dukkede jeg bare hovedet og prøvede at undgå at komme endnu mere i skudlinjen, end man allerede var som aktiv. Men et bittert og pinligt slagsmål om møbelindkøb samt et forsøg på at skræmme en formandskandidat væk ved at lave et politisk attentat på hans vens opstilling til en af verdens politisk mest ligegyldige poster er bare et par af de eksempler, som jeg erindrer. Jeg vil ikke grave rundt i historier, som jeg ikke tror eftertiden kan lære noget af – men luften kunne simre af ubehagelig stemning, både i møder og til hverdag. Personkonflikterne eksisterede hovedsageligt mellem de måske 10-20 personer, som var mest aktive, og som havde deres daglige gang i Fiolstræde 10. At det var i en mindre gruppe gjorde det imidlertid kun mere indædt.

Arven fra 1995

Navnet Forenede Studenterråd, som blev droppet kort tid efter, jeg stoppede, rummer i sig selv noget af forklaringen på kulturen. Jeg var en af de første generationer af aktive (om end ikke dén første), som var fuldstændigt afkoblet fra sammenlægningen mellem Studenterrådet og Moderate Studerende i 1995. Da sammenlægningen skete, var jeg 14 år og ikke engang begyndt i gymnasiet. Men rigtigt meget i kulturen og strukturen i fsr kunne stadig spores tilbage til den proces. For eksempel var de politiske mandater til syvende og sidst baseret mest på, hvad man kunne udlede som de studerendes objektive interesse og en række fælles forståelser, som man var nået frem til den gang. Derfor blev den politiske linje en konstruktion, som altid var i forlængelse af tidligere mandater og tilpasset det, som kunne siges at være en objektiv interesse. Det gjorde, at fsr havde en meget konsekvent linje overfor universitetet, dsf og politikerne. Men det var næsten umuligt at få ændret den linje eller påvirket organisationen, hvis man ikke var enig. Derfor var det ofte den aktive med længst historik, der vidste, hvad organisationen mente, og som kunne styre de politiske processer i Fællesrådet. Det gav mange knubs, når man udtalte sig til pressen som ledelse, selvom man „kun“ havde været i organisationen i to år og derfor ikke kendte de tidligere mandater. Det betød, at der var en konstant konflikt imellem de gamle aktive, der vidste hvor linjen var og ikke gad flere omkampe, og de nye aktive, som ikke havde fået den forståelse ind med den studenterpolitiske modermælk.

134

fsr fandt aldrig ud, hvad vi egentlig ville med studenterpolitik på det strategiske plan. Det var et gennemgående problem, som lå lige under overfladen. Diskussionen blev sjældent taget helt åbent – på trods af at vi var nogle, der pressede på. En central kerneopgave for et studenterråd anno 2002 var at understøtte de indvalgtes arbejde i Konsistorium, fakultetsråd og studienævn for at øge indflydelsen i disse organer. Det kunne selvfølgelig ikke diskuteres. Men i mangel på bedre kan Studenterrådets vision om studenterbevægelsens mål og strategi nok udledes til at have været indflydelsesmaksimering ud fra de gældende mandater. Og det blev så stort set det, man lavede. I bagklogskabens klare lys var det nok også grunden til, at det var så svært at trække organisationen til demonstrationstruget, for demonstrationer gav ikke en klar og umiddelbar indflydelsesmaksimering overfor universitetet og landspolitikerne. Set gennem strategiske briller, så kunne en demonstration i forhold til universitetsloven bruges til at markere politisk og organisatorisk styrke fremadrettet, tillid til indvalgte i organer og styrke organisationen ved at vokse gennem inddragelse. Men direkte indflydelsesmaksimering på paragrafferne i universitetsloven? Nej, det fik vi ikke ved at samle tusinder på Frue Plads – tværtimod gav det altid lidt kurrer på tråden over for ministeriet. Men at det lykkedes at samle tusindvis af studerende i en protest imod universitetsloven kunne dybest set ses som en helt grundlæggende tillidserklæring til deres indvalgte. Selvom de kun stemte på dem en gang om året, så viste de mange studerende en tillid til, at de indvalgte ville dem det bedste og derfor skulle have magt. Det kilder stadig lidt i maven at tænke på, at det sådan set var budskabet – til forskel fra andre demonstrationer, som fx handlede om klassestørrelse i gymnasiet, su-nedskæringer eller andre forhold, som havde en direkte konsekvens i den enkeltes hverdag.

Min afgang

Jeg var kandidat til posten som formand for fsr to gange og blev valgt den anden gang. Til trods for mine fine ambitioner om at fremtvinge et politisk kampvalg, da jeg første gang stillede op til Præsidiet, så blev kampen om formandsposten mellem mig og en anden det følgende år aldrig til en politisk kamp. Tværtimod blev det igen en kamp om, hvem der kunne lægge de bedste og fleste timer i fsr. I dag kan jeg helt klart se, at det var en fejl fra min side, at jeg i formandspostkampen ikke holdt fast på mit oprindelige formål med at stille op til Præsidiet – nemlig den politiske diskussion. Jeg tabte kampvalget, men jeg kom igen året efter og blev valgt som formand i en noget rystet organisation. Personkonflikterne var eksploderet og mængden af aktive – der i min tid aldrig var overvældende – ramte bunden. Men samtidig virkede det faktisk som om, at personkonflikterne var overstået, og måske var organisationen klar til nogle af de ideer, som jeg mente, der var brug for.

135

Til forskel fra året før, så var mit opstillingsgrundlag et organisatorisk reformprogram for at ændre den politiske styring af organisationen og arbejdsformen – f.eks. ved et principprogram, som det var muligt at ændre og andre inddragelsesstrategier. Samtidig sagde jeg åbent, at jeg hellere ville have en politisk valgt bestyrelse med forpligtigelse overfor baglandet på fakulteterne end fællesrådskonstruktionen. Jeg blev valgt med enstemmighed og med et godt og dygtigt Præsidium. Men efter ca. to-tre måneder blev hele reformprogrammet skrottet af Fællesrådet. Jeg havde på forhånd diskuteret scenariet med min næstformand – Jesper Johansen Meisner – og vi blev enige om, at jeg skulle sætte hårdt imod hårdt og true med at trække mig, hvis Fællesrådet ikke var klar til at lade mig gennemføre den politik, som jeg kort tid forinden var blevet valgt på. Det var ikke en tom trussel, men en konstatering. Hvis taktikken ikke virkede (hvad vi fra et tidligt tidspunkt var klar over nok ville blive realiteten) var håbet det, at tabet af en formand ville sende så store chokbølger igennem organisationen, at Jesper – som skulle forsøge at samle organisationen om sit kandidatur som formand – ville få friere tøjler efterfølgende. Det var personligt bittert, at jeg måtte trække mig så kort tid efter at være blevet valgt, men det er vigtigt for mig at markere, at det var af en politisk årsag. Jeg kunne ikke stå i spidsen for en organisation, som forkastede selve det grundlag, som jeg stillede op på, og hvis der skulle nogen politisk konsekvens ind i, hvem der blev valgt ind i ledelsen af organisationen, så skulle der – ja – være konsekvenser ved det. Det var realpolitisk chokterapi til organisationen. Jeg vil lade andre vurdere, om det virkede. Men jeg følte, at det var stærkt nødvendigt at gøre. Jeg har siden været med i rigtigt mange diskussioner om, hvad der egentlig skete den gang. Både i ædru og bedugget tilstand. Dengang kunne det virke som om, at alt var en konflikt mellem „de gamle“ og „de unge,“ hvor de unge var en lidt småkaotisk gruppe af de mennesker, som ikke var løbet skrigende væk. Det er og var en karikeret fremstilling af de reelle forhold i jernindustrien. Organisation stod hvor den gjorde, af nogle strukturelle og ret komplicerede grunde, som jeg har givet min version af her. For noget tid siden faldt jeg over et gammelt dokument, som blev til en sen aftentime i starten af 2004, da Jesper og jeg over en øl definerede vores succeskriterium for arbejdet i fsr. På listen var en afskaffelse af Fællesrådet til fordel for en politisk valgt bestyrelse, et Præsidium, der fungerede som reel politisk ledelse af organisationen og halvårlige, politiske stormøder, der skulle fastlægge fsr’s grundlæggende politiske holdninger. Der stod også mange ting, som aldrig lykkedes, ligesom der skete mange ting i Studenterrådet efterfølgende, som jeg hverken havde forudset eller for så vidt ønsket. Jeg kæmpede netop for, at den siddende ledelse skulle have stafetten, når det handlede om at udvikle visioner for organisationen og mulighed for at

136

SIDE FRA INFORMATION & DEBAT / 2004 Peter Dalbys opstilling til formandsposten i 2004 var ikke langt fra at være et fuldt politisk og organisatorisk program for organisationen. Tre måneder efter valget, valgte han dog at trække sig, fordi han følte, at programmet blev blokeret af Fællesrådets flertal.

lave deres egne analyser – og da jeg stoppede, gav jeg derfor den stafet videre, no strings attached. Men i min egen tid arbejdede jeg ud fra en klar analyse af fsr’s situation og en følelse af, at der altid var et formål med det, jeg gjorde. Det er min historie om fsr, på godt og ondt. Selvom det ikke var kærlighed ved første blik, så kom min kærlighed til organisationen til sidst efter en del gensidig stirren. Man lærte utrolig meget ved at være aktiv – men det var også igennem tough love. At være aktiv i fsr krævede, at man var en særlig type, og fsr var en organisation, der betød utrolig meget for de mennesker, der var aktive i den. De følelser gjorde konflikterne mere indædte og forandringer sværere – men de gjorde også, at man holdt ud og gav de ekstra par timer, når det var nødvendigt. Det gjorde alle nemlig. Jeg beundrede en organisation, som havde evnen til at få en håndfuld dygtige mennesker til at engagere sig så dybt, selvom jeg ikke var blind over for nogle af problemerne.

138

140

3procent-netværket – Studenterrådets uægte barn

pernille skipper Pernille Skipper var medlem af Forenede Studenterråds præsidium i 2005, koordinator for 3procent-netværket 2005-2006 og næstformand for Studenterrådet 20062007.

3 procent-netværket kom til verden i en periode, hvor Studenterrådet organisatorisk, kulturelt og politisk stadig indirekte eksisterede inden for rammerne af den gamle styrelseslov, selvom den allerede var erstattet af universitetsloven. Universitetsloven havde kraftigt indskrænket studenterrådenes og de studerendes muligheder for indflydelse på de bonede gulve, men den realitet havde ikke manifesteret sig i de studerendes organisationer. Personligt var mit første møde med Studenterrådet ved Københavns Universitet præget af netop dette – at man i flere år havde kæmpet en indædt kamp mod universitetslovenen og for at bevare indflydelse. En kamp, der ikke kun var mislykket, men som heller aldrig var bragt, eller måske aldrig forsøgt bragt, uden for lokalerne i Fiolstræde 10. Allerede få måneder efter min studiestart i 2004 blev jeg indvalgt i Studenterrådets Præsidium for første gang med mit eget – måske naive – håb om, at jeg skulle arbejde aktivt for og blandt de studerende. Men jeg måtte hurtigt sande, at organisationens kultur ikke gav meget plads til politisk aktivitet, der stak uden for de formelle rammer, som universitet og universitetslov havde fastlagt. Kulturen i Studenterrådet indebar en tydelig præmis om, at politisk aktivitet og indflydelse fandtes i møder med beslutningstagere og i lobbyismen, hvis man skulle tages alvorligt. Jeg vil næsten vove den påstand, at aktive studenterrådspolitikere fandt det useriøst, når andre elev- og studenterpolitiske organisationer forsøgte at søge indflydelse uden for bestyrelses- og mødelokaler. Det affødte ikke kun frustration

141

hos mig selv, men også hos flere andre. Andre der ligesom mig var nystartede på Københavns Universitet, og som kom fra samme generation af tidligere aktive på gymnasierne og i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (dgs). Vi var en generation af studerende, som var præget af, at der et halvt års tid før Nyrup-regeringens afgang var blevet ændret politisk strategi i gymnasieelevernes organisation. I dgs havde man derfor i nogle år benyttet sig af muligheden for at presse den politiske beslutningsproces på flere fronter – gennem forsonende møder hos rektorer og ministre og gennem mere aktivistiske mobiliseringer som demonstrationer, strejker og blokader af gymnasierne. Den politiske aktivitet på gymnasierne forud min og andres studiestart i og omkring 2004 betød, at vi var mange, der var „opdraget“ politisk i en kultur, hvor aktivisme gennem happenings, kampagner, pressestunts og blokader var et helt naturligt led i det politiske arbejde.

Et uægte barn kom til verden

I efteråret 2005 fremlagde den daværende vk-regering endnu en finanslov, som betød færre midler og pressede budgetter til universiteterne. Det førte til, at hum-rådet – den fakultetsforankrede del af Studenterrådet på Det Humanistiske Fakultet – indkaldte til et stormøde for alle studerende på universitetet. Det skulle diskuteres, hvad der burde gøres. At det netop var hum-rådet, der indkaldte, hænger formentlig dels sammen med, at der på Det Humanistiske Fakultet var flere studerende, der netop tidligere havde været aktive i gymnasietiden, og som altså havde haft deres „politiske opvækst“ i en markant anderledes kultur end den dominerende i Studenterrådet. Og dels at Studenterrådet ikke reagerede synligt, men at Fællesrådet – den højeste myndighed i Studenterrådet på daværende tidspunkt – havde afvist aktivt at tage afstand fra de planlagte besparelser. På stormødet mødte omkring 70-80 studerende frem. Jeg deltog også selv, selvom jeg ikke hørte til på fakultetet, og jeg diskuterede både før og efter mødet med andre, hvad deltagerantallet betød for potentialet for at lave aktiviteter. Vi var i hvert fald en håndfuld deltagere, som kendte hinanden fra bl.a. dgs, og som havde et bevidst fokus på, hvordan vi kunne aktivere langt flere studerende. På daværende tidspunkt ville det formentlig have været muligt at få hum-rådet til at indkalde til en demonstration eller lignende, men der var bred enighed om blandt de fremmødte, at det ikke ville være muligt at samle opbakning blandt de studerende til andet end en mere eller mindre forkølet protest. Altså ingen aktivitet fra hverken Studenterrådet eller Studenterrådets organer i denne omgang. Derimod besluttede jeg sammen med tre-fire andre aktive i og omkring Studenterrådet, heriblandt den daværende formand, at der var potentiale for

142

TIDSOVERSIGT / 2012 Tidslinje over aktiviteterne i 3procent-netvĂŚrkets korte, men begivenhedsrige liv.

aktivitet – måske ikke i form af en demonstration, men i alle tilfælde mere end blot et høfligt bank på videnskabsministerens dør. Her opstod 3procentnetværet. Og dermed blev netværket altså ikke født af utilfredse studerende, der ikke havde kontakt til Studenterrådet, men af mennesker, som allerede var aktive – og på baggrund af et møde indkaldt af hum-rådet.

Stormødet vil lave kampagne – kampagnen bliver til 3procent

Vi besluttede os for at lave en kampagne, som man formentlig i dag ville kalde meget traditionel. Formålet var generel oplysning og aktivering af studerende, som ikke befandt sig i og omkring Studenterrådet i det daglige. Kampagnen opstod i dens egentlige form bagvendt i den forstand, at det primære formål var aktiviteten, sekundært det politiske budskab, og derfor var det også mere eller mindre tilfældigt, at vi tog udgangspunkt i de årlige grønthøsterbesparelser på tre procent af universiteternes budgetter. Først på baggrund af kampagnen kom den naturlige beslutning om, at der måtte oprettes et netværk, så kampagnen kunne tilbyde et forum til studerende, der ville være aktive – og barnet blev opkaldt efter grønthøsterbesparelserne. Jeg selv havde nu siddet i Studenterrådets præsidium i et år, og jeg genopstillede ikke det efterår. Men jeg deltog fortsat i fællesrådsmøder og fagrådsmøder på Jura. Kampagnen bestod ikke i opmærksomhedskrævende aktiviteter, men udelukkende af plakatopsætning, flyeruddelinger, oprettelsen af en hjemmeside og besøg rundt omkring i forelæsningssalene. I dag er det basale aktiviteter i alle kampagner, som Studenterrådet udfører, og måler man 3procent-netværkets egentlige udadvendte aktiviteter efter nutidens standarder, var det en basal kampagne. Der kom dog hurtigt flere studerende til, som primært bestod af dem, der havde deltaget i hum-rådets stormøde. Netværket fik hurtigt op imod 10-15 kerneaktive, og omkring afslutningen af efterårssemestret 2005 deltog der ofte flere i netværkets møder, end et fællesrådsmøde (Studenterrådets øverste organ) kunne mobilisere – uden personsammenfald på mere end en-to personer.

Forholdet til Rådet

Forholdet mellem Studenterrådet og 3procent-netværket var på intet tidspunkt dårligt eller et konkurrenceforhold, og selvom journalister og historiefortællere har forsøgt at udlægge det som sådan, var studenterorganiseringen på Københavns Universitet ikke i risiko for splittelse. Det skyldes hovedsageligt tre ting: For det første var der tale om et markant personsammenfald mellem de oprindelige stiftere af 3procent-netværket og indvalgte i Studenterrådets officielle organer. Jeg var selv valgt som medlem af Præsidiet indtil stiftelsen af

144

KRONIK / INFORMATION / 1.SEPTEMBER / 2008 Et eksempel fra Information, der karakteriserer 3procent-netværket og det senere initiativ, Reboot68, som et udtryk for „vilje og mod til at bryde med Studenterrådets monopol.“

3procent, og den daværende formand, Jesper Johansen Meisner, var én af dem, der havde besluttet sig for, at der var behov for aktiviteter, der gik videre end det, som man kunne få et fællesrådsmøde til at beslutte. Dette personsammenfald medførte en naturlig kontakt til Studenterrådet og dermed også, at Studenterrådet og dets aktive fik indsigt i projektets intentioner. For det andet opstod netværket ikke som en reaktion mod Studenterrådet, men som en reaktion på den principielle modvilje mod at agere med mere „udenomsparlamentarisk“ aktivitet. Det var et fuldt ud bevidst valg, at netværket ikke skulle stå i modsætning til Studenterrådets organisering og ikke skulle positionere sig som et alternativt talerør for de studerende på ku. Tværtimod var alle enige om, at der var brug for aktivitet, ikke en splittet studenterbevægelse. Og 3procentnetværket anerkendte derfor også officielt fra starten, at Studenterrådet var den retmæssige repræsentant for de studerende på Københavns Universitet. På grund af personsammenfaldet kunne denne holdning kommunikeres relativt klart til aktive studenterpolitikere, som ikke deltog i netværket. For det tredje besluttede Studenterrådet via Præsidiet hurtigt at bakke op om initiativet frem for at bekæmpe det. På trods af modviljen mod at lade aktiviteterne udspringe af Studenterrådet, besluttede man sig for at betale for plakaterne og stille lokaler, computere, kuglepenne og printere til rådighed. Dermed blev netværket omfavnet og imødekommet, og Studenterrådet blev afgørende for, at der overhovedet var en plakat, som de aktive kunne hænge op, og en flyer, som de studerende kunne læse. Der er ingen tvivl om, at 3procent-netværket var barn af Studenterrådet. Sammenhængen i personer, lokaler og budgetter gør det uomtvisteligt, at selvom netværkets aktiviteter ikke var noget, som Studenterrådet ville kendes ved, var det Studenterrådets barn, et uægte barn, men dog Studenterrådets i kød og blod. Selvom forholdet ikke var decideret dårligt, og selvom der ikke opstod et konkurrenceforhold mellem Studenterrådet og netværket, er det også klart, at der hele tiden var en latent risiko for, at det kunne opstå. Studenterrådet og 3procentnetværket var jo grundlæggende uenige om den politiske strategi, selvom man var enige om målet. Sagt med andre ord holdt Studenterrådet og 3procent-netværket ikke af hinanden, men kunne nærmere blot holde hinanden ud. Man kan spekulere i, hvad der ville været sket, hvis forholdet til Rådet ikke havde været så tæt. Det er selvfølgelig ikke til at sige, men jeg er af den overbevisning, at det tætte forhold havde den konsekvens, at vi var flere, der vedblev med at tro på Studenterrådet som en nødvendig og brugbar politisk platform. Studenterrådet blev forælder til et uægte barn, en egentlig forudsætning for aktiviteternes opblomstring, men forhindrede samtidig, at den generation af studerende, der havde deltaget aktivt i protester i gymnasietiden, kom til at stå i

146

opposition til Studenterrådet. Med fare for at virke påtaget, kan man måske sige, at dørene ikke blev lukket, men holdt på klem.

Velfærdsdemonstration 17.maj 2006 – Studerende på gaden

I efteråret 2005 startede 3procent-netværket. Netværket gennemførte for første gang i mange år en egentlig udadvendt politisk kampagne på Københavns Universitet og blev konsolideret som et aktivt politisk netværk. Efter kampagnen var der formentlig i et eller andet omfang en kort periode, hvor vi var i tvivl om, hvor 3procent-netværket skulle hen derfra, og hvorvidt der var en fremtid for aktiviteter i netværket. Hvad skulle vi nu gøre, når plakaterne var sat op, løbesedlerne var uddelt, hvor vi havde besøgt utallige forelæsninger og havde holdt mange møder? Hvad skulle vi opfordre de studerende til at gøre? Den usikkerhed nåede vi dog stort set ikke selv at registrere. Ved semesterstart i vinteren 2006 blev det nemlig tydeligt, at der var fortsat behov og potentiale for netværket som politisk platform. På dette tidspunkt indkaldte 86 faglige organisationer og fem elev- og studenterorganisationer til demonstration mod regeringens „velfærdsreform,“ som bl.a. indebar forslag om forringelser af dagpenge, kontanthjælp og suen. Reformforslaget indebar, at su’en for studerende, som startede senere end to år efter endt ungdomsuddannelse, skulle være mindre end for dem, der var hurtigere til at beslutte sig for en studieretning. Derudover indebar udspillet, at universiteterne skulle afskæres fra at modtage taxametertilskud for studerende, som var mere end et år forsinket i studierne – et forslag som ville sende universiteterne ud i en decideret økonomisk krise. Studenterrådet ved ku afviste at deltage i demonstrationen, mens Studenterrådet ved ruc deltog som den eneste officielle universitetsorganisation. Et fællesrådsmøde afviste altså, at Studenterrådet skulle deltage. Det skete bl.a. med argumenterne, at demonstrationer var useriøse, og at Studenterrådet ’principielt set’ ikke burde deltage i udenomsparlamentarisk arbejde. Selvom jeg var udtrådt af Studenterrådets præsidium og brugte stort set al min tid på aktiviteter i 3procent-netværket, deltog jeg stadig i både fællesrådsmøder og fagrådsmøder. Og selvom jeg husker dette møde som særligt frustrerende, kan jeg ikke mindes en eneste, der argumenterede imod det politiske budskab eller formålet. Faktisk gav flere udtryk for, at det var positivt, at der blev demonstreret, at nogen gjorde det – Studenterrådet skulle bare ikke gå med. Kun den principielle modstand mod demonstrationer som middel til politisk indflydelse var barrieren. Og da det blev den 17. maj, deltog stort set også alle de personer, som i fællesrådet havde stemt imod Studenterrådets deltagelse, i den for-demonstration, som 3procent-netværket sammen med Studenterrådet

147

ved ruc sendte af sted fra ku’s hovedtrappe på Frue Plads – en spytklat fra Studenterrådet ved ku’s lokaler i Fiolstræde 10. Men på trods af, at Fællesrådet afviste at Studenterrådet skulle deltage i demonstrationen, virkede den valgte ledelse i Studenterrådet i denne periode på mange måder i et politisk spændingsfelt imellem 3procent-netværket og de aktive i Studenterrådet. Det blev tydeligt, da den daværende levevilkårsordfører for dsf, Esben Ehmsen, meldte ud i pressen, at dsf ikke støttede demonstrationen, men ønskede at forhandle frem for at demonstrere – selvom der ikke var taget en egentlig beslutning hverken for eller imod. Det fik videnskabsminister, Helge Sander, til at ’kvittere’ i en pressemeddelelse og invitere dsf’s repræsentanter til møde, men Esben Ehmsens udmelding skabte også en del diskussion på tværs af landets studenterråd. En diskussion som endda nåede Universitetsavisens spalter, selvom det nok ikke er en tilsnigelse at kalde diskussionen meget intern. Det mærkværdige var dog, at selvom Studenterrådet ved ku selv havde afvist at deltage, blev ledelsen pålagt at kræve af Esben Ehmsen, at han skulle dementere sine udtalelser til pressen. Studenterrådet selv undlod altså at deltage, men 3procent-netværket deltog i stedet meget aktivt i mobiliseringen til demonstrationen, som samlede mere end 100.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads. Og der blev ikke stillet spørgsmål én eneste gang ved beslutningen om at deltage blandt netværkets aktive. Netværkets mailliste og mange aktive fik dermed et nyt formål, og det resulterede i førnævnte for-demonstration. For-demonstrationen, som gik fra Frue Plads til den samlede demonstration, hørte helt sikkert til et af de absolut mindste optog, der gik gennem Københavns gader denne dag – måske med undtagelse af enkelte grupper af elever, som fulgtes ad i S-toget fra gymnasier og tekniske skoler i Københavns omegn. Men for-demonstrationen var alligevel historisk, fordi universitetsstuderende for første gang i mange år faktisk deltog selvstændigt og med navns nævnelse i en demonstration i form af ruc’s studenterråd. At der overhovedet var universitetsorganisationer til stede var en nyskabelse. Mobiliseringerne til demonstrationen den 17. maj 2006 var omfattende. Stort set hele lo-fagbevægelsen deltog aktivt med både arbejdskraft og penge, og det kunne ikke undgås, at det smittede af langt ind i dagligdagen på Københavns Universitet. Og pengekassen fra det samlede initiativs side blev da også åbnet for plakater og løbesedler til 3procent-netværket. Dermed blev 3procent-netværket opsamlingssted for en spirende utilfredshed med vk-regeringens uddannelsespolitik på Københavns Universitet. I den periode samlede 3procent-netværkets såkaldte kampagnemøder i snit ca. 30-40 personer, mere end det dobbelte af de største møder i Studenterrådet. Og jeg vil påstå, at det smittede af på

148

Studenterrådet og dets aktive, hvilket også illustreres af Studenterrådets modstand mod, at dsf tog direkte afstand fra demonstrationen.

ku besat – Rådet under pres

I kølvandet på demonstrationen den 17. maj blev den politiske aktivisme blandt universitetsstuderende for alvor styrket. Dagen efter demonstrationen kunne vi høre i medierne, at Filosofi på Aarhus Universitet ikke havde fået nok, men havde besat instituttet. Og det inspirerede til, at også 3procent-netværket lukkede alle indgange til kommunehospitalet, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, fredag den 19. maj efter beslutning på et evalueringsmøde den 18. maj. På næsten 70’er-inspireret vis blev stole og borde slæbt ud foran indgangene, vi droppede bannere ud af vinduerne mod Øster Farimagsgade, og sociologistuderende udtalte til alle medier, der gad lytte, at „kampen ikke stopper, selvom demonstrationen er ovre.“ Samlet deltog 50-100 studerende, primært sociologistuderende, og det gav endnu et boost til både 3procent-netværket og den samlede aktivitet på ku. De filosofistuderende i Aarhus havde dog ikke blot inspireret 3procentnetværket. Mandagen efter fortsatte lavinen på Aalborg Universitet, og tirsdag den 23. maj lukkede ruc også ned for en dag. Jeg er ikke i tvivl om, at de valgte repræsentanter i dsf og studenterrådene på de enkelte universiteter landet over noterede sig, at de studerende protesterede højlydt og synligt – uden at deres repræsentative organisationer blev nævnt i den forbindelse. Jeg har selvfølgelig ikke en anelse om, hvad de tænkte, men det er nok tydeligt for enhver, at med den grad af aktivitet blandt dem, som organisationerne skulle repræsentere, var eksistensgrundlaget truet, hvis man ikke fandt en måde at følge med på. De mange aktive i 3procent-netværket kom på næsten daglig basis hele foråret i Studenterrådets lokaler i forbindelse med mobiliseringer, demonstrationen og besættelsen af Sociologisk Institut. Og netværkets folk fyldte ofte fysisk langt mere end dem, der var aktive i Studenterrådet. Fra Studenterrådets lokaler blev der lavet aktivitetslister, sat ansvarlige på at komme rundt til forelæsninger på hele universitetet og tilmed ryddet hele lokaler for at gøre plads til maling og bannere. Samtidig begyndte mange at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor deres officielle repræsentant i form af Studenterrådet var så svær at få øje på i de politiske aktiviteter. I juni 2006 indgik Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale forlig om velfærdsreformen. Forliget indebar en gradvis stigning i pensionsalderen. Forringelser på su og universiteternes budgetter var taget af bordet, og dermed fik velfærdsreformen ikke effekt på universiteterne i form af konkrete lovforslag, men presset på Studenterrådets traditionelle tilgang

149

til studenterpolitik var stadig tydeligt efter de mange mobiliseringer, og det var stigende i takt med de politiske aktiviteter på universitetet.

Folketingets åbning den 3. oktober 2006

Ved Folketingets åbning den 3. oktober 2006 stod der endnu engang mange tusinde medlemmer af den danske fagbevægelse side om side med elever og studerende fra bl.a. Københavns Universitet. Og medierne døbte alliancen „velfærdsbevægelsen.“ Også denne gang var 3procent-netværket en aktiv spiller, og netværket brugte igen Studenterrådets lokaler og faciliteter som udgangspunkt for flere aktioner og happenings, som mobiliserede til demonstrationen på Christiansborgs Slotsplads på Folketingets åbningsdag – selvom Studenterrådet endnu engang ikke deltog med navns nævnelse. På selve dagen for demonstrationen gik studerende med 3procent-netværket i spidsen i en for-demonstration fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Denne gang var det dog ikke en meget lille skare, der deltog, som det havde været i forbindelse med demonstrationen den 17.maj. Nej, denne gang deltog op imod 1.000 studerende i optoget, som stødte sammen med tusindvis af andre på Rådhuspladsen.

Nye vedtægter og nye aktiviteter

Parallelt med aktiviteterne ved Folketingets åbning den 3. oktober 2006 startede den daværende formand, Jesper Johansen Meisner, og næstformand, David Salomonsen, en diskussion om Studenterrådets organisering. De satte spørgsmålstegn ved, om „de aktives demokrati“ var reelt, og de satte spørgsmålstegn ved, om det nu gav mening at kræve, at man som studerende skulle kunne udholde møder i Fællesrådet på op til syv timer, hvis man ønskede indflydelse. Det førte til en større reform af Studenterrådets organisation, men processen ændrede ikke kun på vedtægterne – den ændrede også på Studenterrådets holdning til politisk aktivisme. 3procent-netværket, de mange nye aktive studerende, demonstrationer og politisk aktivisme, kombineret med et internt generationsskifte og et helt nyt sæt vedtægter åbnede samlet set for nye arbejdsmetoder i Studenterrådet og en langt mere aktivistisk tilgang til det studenterpolitiske arbejde – kombineret med møder på beslutningstagernes kontorer, selvfølgelig. Den forandring førte stille og roligt til, at de fleste aktive i 3procent-netværket begyndte at deltage i Studenterrådet i stedet. Flere blev valgt ind i det nye Forretningsudvalg i efteråret 2006, og andre blev aktive i fakultetsråd og fagråd efterfølgende. Jeg kan faktisk ikke huske, om vi aktivt besluttede at lukke 3procent-netværket, men om ikke andet gik det i dvale. To år senere besluttede

150

PLAKAT / 2006 3procent-netværkets første kampagne kostede over 50.000 kr. i flyers, plakater og hjemmeside-design, som blev betalt af Studenterrådet. I løbet af de kun to år netværket var aktivt, kom det til at spille en afgørende rolle som laboratorium for den kampagnetype, som senere blev Studenterrådets foretrukne arbejdsform.

jeg sammen med den daværende sekretariatsleder på Studenterrådet, at der nok ikke var behov for at forlænge købet af 3procent-netværkets domænenavn.

To øjebliksbilleder

Da jeg blev valgt til Studenterrådets Præsidium i 2004 var det ikke fordi, jeg nød politisk opbakning. Det var nærmere i mangel på bedre kandidater, vil jeg tro. At Studenterrådet skulle udføre egentlige kampagner endsige indkalde til demonstrationer var uhørt. Jeg forsøgte som nyvalgt til præsidiet i 2004 at gennemføre en kampagne for flere ungdomsboliger, men det tog mere end et halvt år at få en kampagneplan igennem de officielle beslutningsgange. Jeg mødte konstant modstand, og plakaterne blev aldrig hængt op. Og da Fællesrådet behandlede forslaget om, hvorvidt man skulle deltage i demonstrationen den 17. maj 2006, stemte kun forslagsstillerne for. Da der blev indkaldt til demonstration den 3. oktober samme år, forsøgte vi, så vidt jeg husker, ikke engang at stille forslaget. Jeg var dog ikke færdig med at være aktiv i Studenterrådet, men blev valgt til næstformand for Studenterrådet i efteråret 2007, da vedtægterne blev ændret. Nu var det en helt anden situation. Og da Forretningsudvalget foreslog den nye bestyrelse i efteråret, at Studenterrådet ikke kun skulle deltage i en ny forestående demonstration mod finansloven den 2. oktober 2007, men også kæmpe for at dsf satte navn på indkaldelsen, blev det rent faktisk vedtaget. Med et overvældende flertal og et enkelt år efter, at deltagelse i en lignende demonstration kategorisk blev afvist. Og det lykkedes også at få dsf til at gå med. For første gang i mit politiske liv indkaldte den samlede elev- og studenterbevægelse, inkl. de studerendes landsorganisation, dsf, i efteråret 2007 til demonstration sammen med fagbevægelsen. Alle organisationer var med. Og for første gang i mit politiske liv sad repræsentanter fra alle elev- og studenterorganisationer i samme rum med fuld opbakning og et fælles mål om den størst mulige demonstration. En demonstration som samlede mere end 100.000 mennesker i Københavns gader, og som ikke kun havde en forkølet for-demonstration med studerende, men derimod en lind strøm af universitetsstuderende, som man ikke kunne se enden på, da vi satte i gang fra Vor Frue Plads. Der er ingen tvivl om, at de to øjebliksbilleder er sigende for den udvikling, som Studenterrådet ved Københavns Universitet har været igennem. Der er nok heller ikke nogen tvivl om, at Studenterrådets uægte barn har været medvirkende til udviklingen. Jeg påstår bestemt ikke, at 3procent-netværket alene var skyld i udviklingen, eller at Studenterrådet ikke ville have udviklet sig i samme retning alligevel. Jeg påstår heller ikke, at alle studenterrådsaktive, der ikke deltog i netværket,

152

var imod udviklingen, eller at jeg selv og de andre medstiftere af 3procentnetværket kan tage æren for, at Studenterrådet i dag markerer sig som en aktiv repræsentant for de studerende og spiller i den uddannelsespolitiske debat. Men det er min klare påstand, at 3procent-netværket bidrog. Bidrog til, at langt flere studerende i den tid blev studenterpolitisk aktive. Og bidrog til, at man formåede at holde studenterpolitikere sammen i en periode, hvor tabet af indflydelse efter universitetslovens vedtagelse ellers truede med at opdele politisk aktive studerende i to grupper: Dem, der gik til møder, og dem, der gik på gaden. Dermed er det min påstand, at Studenterrådets uægte barn – på trods af, at det var født uden for ægteskab, vedtægter og almindelige gennemsigtige processer – blev afgørende for det Studenterråd, vi kender i dag på Københavns Universitet. Og blev afgørende for, at studenterbevægelsen på landets største universitet kom til at overleve i samlet flok i hvert fald lidt endnu.

154

En aarhusianer kommer til byen – „arven“ fra Moderate

jesper luthman Jesper Luthman var aktiv i Forenede Studenterråd 20032007, herunder bl.a. formand for Centralindstillingsudvalget efter først at have været formand for Studenterrådet på Aarhus Universitet.

Jeg startede min studenterpolitiske karriere et helt andet sted i landet end i København: i smilets by Århus (i dag Aarhus – de har altid været lidt internationale). Som først menigt medlem af den daglige ledelse, Styrelsen, for Studenterrådet ved Aarhus Universitet (sr/au) og sidenhen som formand har jeg brugt timer og atter timer på kontorerne i hovedbygningen på Aarhus Universitet. Igennem tiden havde jeg mange både gode samarbejder, men også sammenstød med københavnerne i Forenede Studenterråd ved Københavns Universitet (fsr). Man kan sige meget om studenterpolitik, men det er nok verdens bedste skole for organisationsarbejde, politisk skoling (ikke partimæssigt, men det at kunne arbejde med det) og forhandlinger! De erfaringer har jeg trukket på lige siden. Da jeg begyndte i Aarhus, var man i gang med forhandlingerne om nedlæggelse af landsorganisationen Landssammenslutningen af Moderate Studerende (lms), hvor sr/au fortsat var medlem – men hvor københavnerne havde meldt sig ud. Historien var, som jeg lærte den at kende, at fsr havde ladet Aarhus tage arbejdet med at lukke organisationen, mens man selv sad på sidelinjen. Det var nok ikke hele historien, men den slags forsvinder jo i tågerne. Arbejdet med lms førte dog mange sjove ting med sig, bl.a. en rafleklub hvis eneste kriterium for optagelse var, at man havde modarbejdet lms og al dens væsen – men det er en helt anden historie.

155

Arven fra Moderate

I Aarhus var den lokale sammenlægning imellem det gamle Studenterråd og Moderate Studenter sket senere end i København. Og man var som sagt stadig medlem af lms. Flere af aktiviteterne i Aarhus var initiativer, der var videreført fra Moderate Studerende til det nye studenterråd ved sammenlægningen, så jeg blev oplært i en kultur, hvor det var helt normalt, at man havde indtægtsgivende virksomhed. Alt fra studiestartsmessen med virksomheder og foreninger, rus- og studenterhåndbøger, fester i løbet af året, årlig reklameaftale med Ceresbryggerierne, koncerter, tværfaglige rusture og så videre og så videre. Min sidste gerning som formand var fejringen af jubilæet for Aarhus Universitet, hvor 18.000 studerende var til koncert i Universitetsparken med et budget på ca. 600.000 kroner. Vi syntes selv, at vi tænkte stort og ambitiøst. Og de studerende kendte deres studenterråd – selvom man jo nok helst ville have haft, at det lidt mere var for politisk indflydelse, så måtte man jo tage, hvad man kunne få. sr/au var i hvert fald ret dominerende på universitetet, bl.a. i kraft af de mange synlige aktiviteter for de studerende. Min oplevelse var, at kulturen fra Moderate Studenter med tiden var blevet mere ’udvasket’ i København. Talte man med gamle moderate, som stadig var en del af fsr, var der en klart større genklang til de ideer, jeg bragte ind. Så selvom studenterrådene var blevet ’forenede’ i navn og gavn, så var arven fra de Moderate nok stærkest uden for København. Jeg ved ikke, om det var udelukkende til de studerendes fordel, at man var blevet én organisation. Men det handler nok om øjnene, der ser.

At tjene penge

På tværs af landet og igennem mange år har studenterrådene gjort sig erfaringer med både at tjene penge og have aktiviteter, der giver de studerende forskellige tilbud og muligheder, men det er ikke altid sket uden sværdslag. Blandt de mindre ting, som jeg har været med til at arbejde for, var for eksempel studiestartsmessen, som var inspireret af, hvordan vi havde lavet den i Aarhus, samt udgivelsen af forskellige typer af reklamefinansierede studenterblade. Et eksempel i den anden ende er indstilling af studerende til studieboliger i en virksomhed med en millionomsætning. Alle tre eksempler har udfordret os, der arbejdede med det. Hvor langt kan man gå, før en god aftale bliver til udnyttelse af studenterorganisationens unikke adgang til de studerende? Jeg bragte ideer fra Aarhus med til København, som måske ikke altid var lige populære, men mange blev alligevel igangsat. Jeg vil på ingen måde tage æren for det alene, men jeg synes, vi fandt de rigtige løsninger, der sikrede de optimale muligheder for de studerende.

156

Den økonomiske virkelighed i studenterpolitik

Selvom næsten alle arbejder gratis, er studenterpolitik ikke gratis. Indtægten fra universitetet er sjældent nok, og mange gange afhænger nye initiativer af, at man kan skaffe finansiering fra andre kilder. En alternativ strategi er imidlertid at skabe aktiviteter, der i det mindste er selvfinansierende, eller som måske endda giver et overskud, som kan anvendes til andre fornuftige ting. Jeg kom fra en tradition, hvor vi var vant til at gå lidt længere i forhold til brugen af eksterne finansieringskilder, end fsr var, og jeg oplevede derfor at være deltager i mange diskussioner om, hvilke kilder Studenterrådet skulle få sine penge fra. I min optik traf man forkerte valg, når man havde en meget restriktiv tilgang til ekstern finansiering. Der var en klar holdning om, at man helst skulle have sin hovedindtægt fra universitetet og så fokusere på arbejdet i råd og nævn. Det er sikkert sat lidt på spidsen, men sådan oplevede jeg det. Problemet ved den opfattelse er, at man risikerer - som tilfældet faktisk blev - at universitetet beslutter at omlægge støtten, så andre organisationer får muligheden for at få del i støtten. Det ender med en lettere desperat kamp mod universitetet for at bevare sin økonomi. Her kunne man have stået stærkere, havde man dyrket andre indtægtskilder. Studiestartsmessen var noget af det mest kommercielle, fsr kastede sig ud i. I Aarhus var studiestartsmessen et kæmpe arrangement med masser af eksterne deltagere, der lagde penge i sr/au’s kasse for at kunne profilere sig overfor de nystartende studerende. I København blev det i stedet en messe, der bestod af skoleborde ned langs en gang. Intet fancy, ingen servicering af dem, der ville overveje at købe en stand, og langt størstedelen af de deltagende organisationer blev gratister, fordi man ikke ønskede at tjene penge på foreninger, som man følte et moralsk slægtskab med. Det blev ikke ligefrem et arrangement, der kastede et stort overskud af sig.

At bruge kommercielle aftaler til de studerendes fordel

De studerende er en ressourcegruppe, som rigtig mange virksomheder ønsker adgang til. Universiteterne har med undtagelse af steder som Copenhagen Business School og Aalborg Universitet generelt været dårlige til at skabe faglige kontakter til virksomheder. Og studenterrådene lignede langt hen ad vejen deres universitet i relation til kommercielle kontakter. fsr havde på grund af sin store decentrale organisering mulighed for at formidle kontakt til de fleste studerende på Københavns Universitet. Det er penge værd, og man kunne samtidig indgå aftaler, der ville komme de studerende til gode i form af rabatter og lignende. For mig at se var det, som man siger i dag, en ’win-win’-situation. En nystartet studerende ser sig for eksempel om efter en billig computer, en god bankaftale og et billigt

157

avisabonnement. Hvorfor ikke give dem nem adgang til det – og samtidig tage penge fra Apple, Danske Bank og jp? Presser man de studerende ind i aftaler? Ødelægger man sit gode navn og rygte? Nej, mener jeg, men for mange af de aktive i fsr var dette netop holdningen.

Reklamemarkedet – de studerende tiltrækker

Hvert år sender Studenterrådet ved Københavns Universitet Studenterhåndbogen ud til alle nye studerende i forbindelse med studiestarten. Den er dyr at lave, og derfor har man i dette tilfælde traditionelt været mere åbne over for reklamer og anden ekstern finansiering. Selvfølgelig skal man passe på med reklamer for politiske partier, da man italesætter organisationen som apolitisk; ligesom reklamer for cigaretter eller lignende kan true med at stemple organisationen som usympatisk i andres øjne. Men realiteten var, at det hvert år var en kamp at få reklamer nok. Der var flere gode mennesker ansat til at lokke annoncører til, men ofte røg der alligevel et par sider på grund af manglende finansiering. Flere gange blev det diskuteret, om det overhovedet var arbejdet og den økonomiske risiko værd at blive ved med at udgive bogen. I København forsøgte man sig med en model, som lignede den i Aarhus, hvor der siden 2003 har været ansat den samme provisionsaflønnede ’annoncehaj’, som har skaffet penge til sr/au’s version af Studenterhåndbogen. Det skabte stabilitet og udvikling i indtægterne og var en overskudsforretning. At sælge annoncer er jo en profession, som folk kan leve af. Igen kom dilemmaet i København dog, om hvorvidt den vigtige opgave med at byde de studerende ordentligt velkommen via Studenterhåndbogen blev kompromitteret af en mere ’kynisk’ omgang med annoncesalg. Helt konkret blev der lavet strenge regler på baggrund af annonce for noget så relativt uskyldigt som Jyllands Posten, der gjorde det umuligt at udnytte potentialet.

At blive virksomhedsleder

Jeg havde igennem længere tid arbejdet med levevilkårspolitik som su, boligforhold og lignende. Vi kæmpede for, at handicappede skulle kunne få højere su og dermed et økonomisk levegrundlag, så unge handicappede ikke blev tvunget igennem en langstrakt støtteproces hos kommunen, for at de kunne få en uddannelse som alle andre. Vi kæmpede for, at su’en generelt skulle styrkes. Og vi kæmpede for, at studerende skulle have mulighed for at få bolig, der var til at betale. Da jeg begyndte i fsr, blev jeg introduceret til CentralIndstillingsUdvalget (ciu), der var en elev- og studenterinitieret virksomhed, som indgik aftaler med boligudbydere om at indstille unge til deres boliger. Simpelt og ligetil. Aldrig har jeg kunne gøre så meget for unge under uddannelse. Helt generelt kunne vi med

158

PLAKAT / 1997 I fsr‘s første fem år eksperimenteredes flittigt med forskellige kontante medlemsfordele.

vores kriterier for indstilling rent faktisk overføre vores politik på området til den virkelighed, som almindelige studerende, der kom til byen og skulle have et stod at bo, oplevede. For eksempel skal afstand spille en rolle – kommer man langvejs fra, skal man have en bolig før en anden studerende, der i forvejen har bolig i byen. Også usikkerhed i boligsituationen kan spille en rolle, så er man opsagt eller har midlertidig bolig, skal man have en bolig hurtigere end andre, som har en mere sikker boligsituation. Jeg oplevede, at jeg kunne hjælpe unge, der var kommet i alle mulige slags problemer. Smidt ud hjemmefra, vold i hjemmet, brud med kæresten, skift af uddannelse, start på en speciel uddannelse i meget ung alder – alle kunne man som formand for ciu hjælpe til en bolig. Men det krævede en sikker hånd i forhold til de store udbydere, der havde boligerne. Da mange af dem var almene boliger og dermed underlagt statslig lovgivning, blev sociale problemer anerkendt. Men optimalt ville de også have ressourcestærke unge, der kunne klare sig selv. Det var billigere i alt fra inspektørtid til vedligeholdelse. Som tiden gik, pressede kunderne på for også at få indflydelse på den forretning, som de havde allieret sig med. Specielt for de almene organisationer var det nødvendigt at omstrukturere virksomheden, så kunderne fik en større ’aktie’ i driften. Jeg forhandlede derfor en løsning igennem, der betød, at jeg var den sidste studenterformand, ciu havde. Det var noget af en kamp, både internt i fsr, formelt via Danske Studerendes Fællesråd og med de øvrige elev- og studenterorganisationer. De fleste ønskede ikke at opgive muligheden for at bestemme i eget hus – problemet var blot, at hvis de store kunder opsagde deres aftaler, var der ikke noget tilbage at bestemme over. Derfor blev spørgsmålet, om man skulle risikere at gå på kompromis med kerneholdningen om at holde fast på studenterindflydelsen i ciu, når man derigennem faktisk kunne vedblive at gøre noget konkret for de studerende, eller stå stejlt på sine egne holdninger og måske risikere at miste mulighederne? Det lykkedes at finde en ordning, som alle kunne acceptere, og ciu fungerer fortsat i dag med indstilling til tusindvis af boliger efter stort set samme kriterier som før. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt de lange aftenmøder med endeløse diskussioner om, hvad der var rigtigt at gøre. Det har tværtimod styrket mig. Desuden oversteg alle de mange unikke muligheder, man fik som aktiv, klart de mange kræfter som man lagde i arbejdet. Jeg kender ingen af dem, som jeg var aktiv med – hverken med- eller modspillere – der ikke er enige. Men jeg sidder nogle gange med tanken om, hvad jeg kunne have gjort, havde jeg haft den viden, jeg har i dag. Som studenteraktiv er man nemlig ikke på forhånd oplært til den type frivilligt arbejde, så man risikerer at bruge en masse kræfter og energi forkert. Mine

160

ĂĽr i studenterpolitik overbeviste mig dog om, at vi som studerende sagtens kan udfolde aktiviteter, der ikke kun handler om mĂ¸der og uddannelse af studenterindvalgte i studienĂŚvn og lignende fora. Det kan ogsĂĽ vĂŚre et bredt og mangeartet engagement, der klart er til de studerendes fordel.

162

Studenterrådet som kampagneorganisation

anne bie hansen Anne Bie Hansen var medlem af Studenterrådets forretningsudvalg fra 2008-2010, det sidste år som formand.

Jeg har været heldig at være aktiv i Studenterrådet i en periode, hvor organisationen var i rivende udvikling. Da jeg startede som studerende i 2007 var den nye ledelsesstruktur en realitet. Universitetets topledelse og ministeriet kørte gladeligt ud af en række tangenter, og alt for mange gange blev studenterrepræsentanterne kun orienteret; og ofte så sent, at det var svært at reagere. (Det var selvfølgelig aldrig ond vilje. Ledelsen mente jo bare ikke at de ville kede os med detaljer...) Det var et nyt magtspil, og hvis de studerende ville have indflydelse, måtte vi kræve den og bevise, at vi var en vigtig part i enhver udvikling af universitetet. Men hvordan gør man det? Det var det, diskussionerne gik på over kaffe og smøger og øl på Rosengården. Der var virkelig højt til loftet. Og det var godt, for ambitionerne var også helt oppe og flyve. Det skabte et særligt rum, hvor der var plads til den nytænkning, som organisationen virkelig trængte til. Fiolstrædes gamle, matte lokaler blev pludselig fyldt med bannermaling, tyl og post-its i alle verdens farver. Der blev tegnet ledelsestrekanter og kampagnestrategidiagrammer, og alle fagligheder kom i spil i diskussioner om magtanalyse, forhandlingsteknikker og kommunikationsstrategier. Alligevel kunne det knibe med at få alle de store planer ført ud i livet. Studenterrådets gamle led var rustne, og så ville man tilmed have dem til at gøre nye kunster. Nogle gange knækkede kæden. Flyers og plakater strandede i Fiolstrædes reception, og aktive, der havde kendt og elsket Studenterrådet som et sted, hvor man primært holdt møder og drak kaffe, blev enten udmattede eller direkte vrede over forandringerne.

163

Ét var at beslutte, at Studenterrådet skulle være en kampagneorganisation. Noget andet var at blive det i praksis. En ting stod helt klart: Man skal være mange mennesker for at lave en stærk kampagne. Nogle blev slået ud, da de indså, hvor stort og uregerligt Københavns Universitet egentlig er, og hvor langt der i nogle tilfælde er fra indre København og ud til kua. Andre så potentialet i at samle studentermasserne på landets største universitet. De trak ærmerne op. En studenterpolitiker kunne ikke længere bare være en parlamentariker, der alene var dygtig til at tale for sig. En studenterpolitiker måtte også være aktivist, en organisator og en inspirator.

Et andet Studenterråd

Da jeg begyndte på universitetet, var der kun en ting, som jeg var 100 procent sikker på: Jeg skulle ikke være aktiv i studenterpolitik. I folkeskoleorganisationen havde jeg jo prøvet det hele: møderne, talerne, pressearbejdet og det anspændte samarbejde i elev- og studenterbevægelsen, hvor jeg på ingen måde havde været imponeret af repræsentanterne fra Danske Studerendes Fællesråd. Når jeg havde oplevet arbejdet på folkeskoleområdet som tungt og ensomt, og gymnasieområdet som iltert og konfliktfyldt, så havde jeg slet intet behov for at blive aktiv i en organisation, som tilsyneladende var præget af begge dele: Der var ikke nok aktive, og de, der var, virkede mere interesserede i interne slåskampe end at inddrage den brede studentermasse i diskussionerne. Det var mit indtryk. Desuden havde jeg jo slet ikke brug for det frivillige arbejde til at tilfredsstille min politiske interesse længere. Jeg skulle jo endelig studere politik. Jeg var ekstatisk. Men så mødte jeg hverdagen på Institut for Statskundskab. Jeg blev valgt ind i studienævnet på 1. semester. Det begyndte med en generalforsamling, som min veninde hev mig med til. Formandskabet lod mig ikke gå hjem uden en forsikring om, at jeg ville komme igen dagen efter, hvor afstemningerne fandt sted. Jeg kunne hurtigt se at Studenterrådet var forandret. Der var et eller andet ved stemningen til mødet som tiltalte mig. Det var tydeligt, at det ikke var nogen snakkeklub. Der var mening og handling bag ordene. Jeg ville være med.

Universitet i forandring

I starten havde jeg ikke høje forhåbninger til mit nye studenterpolitiske engagement. Men alt var vel bedre end at terpe blindskift i de gamle patientstuer

164

på kommunehospitalet, som nu udgjorde undervisningslokalerne på Center for Sundhed og Samfund, css. Det Samfundsvidenskabelige Fakultet var i gang med at blive samlet her som et led i den store campusplan. Det var en spareøvelse for at få en lavere husleje, lærte jeg senere, men også endnu et tegn på, at universitetet var i stor forandring. Det var Helge Sanders æra. Fra forskning til faktura. Det var resultatet af universitetssammenlægningerne med løfter om stordriftsfordele. Landbohøjskolen og Det Farmaceutiske Universitet var blevet lagt ind under Københavns Universitet, som kæmpede med at styre og administrere hele sin nye store krop. Et vigtigt led i organiseringen af de nye 8 fakulteter var at samle alle fagene på 4 store campusområder; til stor ærgrelse for mange studerende, der mistede deres traditionsrige studiemiljø. I min første tid i studienævnet og fakultetsrådet var det en stor prioritet, at hvert fag fik egne lokaler til sociale og faglige arrangementer. Løbende gik sammenhængene op for mig. Fra lokalemangel på kommunehospitalet til effektiviseringsvisionerne på Christiansborg. Hvordan en proces i eu resulterede i, at min uddannelse blev gjort op i ects point. Hvordan en økonomisk logik ville have os studerende hurtigere igennem uddannelserne. Jeg begyndte at finde hoved og hale i universitetets struktur, men jeg fik også blik for alt det, der slet ikke var hoved og hale i. Kampene, uenighederne, styringsproblemerne og alle de små indviklinger, som i sidste ende gav den enkelte studerende hovedpine.

Fra ord til handling

Jeg blev næstformand for Studenterrådet i 2008, formand i 2009. Studenterrådet var stedet hvor jeg fik ny indsigt, viden og evner. Det var her, jeg kunne slibe mine holdninger af imod de andres. Og det var her, der var handling bag ordene. Den første kampagne, jeg var med i, var den store citronmånekampagne. Jeg ved, at mange stadig kan huske den, for det vækker opsigt, når universitetet pludselig er dækket af gule plakater med citronmåner på. Jeg er til gengæld ikke så sikker på, at alle fangede metaforen: at en universitetsuddannelse ikke skal minde om en masseproduceret tørkage. Kampagnen gik imod markedsliggørelsen af universiteterne, men det ord er jo for kedeligt, selv for universitetsstuderende. Citronmånekampagnen var et fantastisk eksempel på det gåpåmod, der var i Studenterrådet på det tidspunkt. Kampagnen var stort slået op, og der blev brugt meget energi på layout af plakaterne. Jeg kan huske, at der også var en event,

165

FORSIDE / UNIVERSITETSAVISEN / 10.SEPTEMBER / 2009 Symbolikken var klar, og det gav gode billeder, da blødende studenter udåndede foran Videnskabsministeriets dør.

hvor Tue Track fra Malk De Koin spillede på kua, mens vi delte citronmåne og flyers ud. Den ide blev genbrugt mange gange, men vi indså hurtigt, at det ikke behøvede være en dyr dj som Tue Track, der vendte pladerne, og at der måske skulle bruges mere tid på mobilisering end på layout. Hver kampagne var i den forstand et forsøg, der gav os nye erfaringer. Nogle gange stod man tilbage med en flad fornemmelse og en helvedes masse oprydning. Andre gange var det ikke til at få armene ned over, hvor meget opmærksomhed man kunne få med en ganske lille indsats. Jeg husker for eksempel, at billederne af blødende patienter foran videnskabsministeriet blev slugt råt af medierne, og budskabet „I slagter vores uddannelser“ kom godt igennem. Det var også midt i Facebooks gennembrud, og her slog vi for alvor igennem med filmene om su-Man, som reddede studerende fra bolighajen og licensmanden. su-Man er stadig aktiv i kampen for suen. Vi brainstormede, vi stormede universitetet gang på gang, og Studenterrådets image ændrede sig. Universitetsledelsen blev klar over, hvilken gennemslagskaft vi havde i medierne, og det virker unægtelig meget motiverende på lysten til at ordne uenighederne ved små, fredelige møder i stedet. Fagrådene og de enkelte studerende fik øjnene op for, at Studenterrådet var mere end en snakkeklub. Flere ville være med. Endnu flere indså, at de kunne regne med Studenterrådet, når det gjaldt.

Blokader på naturvidenskab 2010

At det var en ny tid for Studenterrådet, mærkede vi helt tydeligt i vinteren 2010, hvor de studerende på Det Naturvidenskabelige Fakultet fik nok af de omfattende besparelser på deres uddannelser. Allerede året før havde man nedlagt forskerstillinger, og da eksamenslæsningen nu igen blev forstyrret af rygter om markante besparelser, besluttede de studerende sig for at protestere. Mange af dem frygtede for deres muligheder for at specialisere sig. Et farvel til bestemte forskere betød også farvel til specifikke valgfag. Endnu flere var sure over, at man nu igen skulle lave meget pludselige tiltag for at spare penge. Det virkede håbløst uprofessionelt og passede dårligt med de studerendes opfattelse af, at de gik på et af Nordens bedste universiteter. Og når de ansvarlige tilsyneladende ikke opførte sig ansvarligt, måtte de studerende reagere, var opfattelsen. Det var ikke primært de studerende i studienævnet, der kom på banen. Fagrådene på Det Naturvidenskabelige Fakultet var ikke de stærkeste, og mange af dem fokuserede kun på deres eget fag. Men i lyset af nye store forringelser kom helt nye ansigter på banen. I de mørke januareftermiddage afbrød de eksamenslæsningen for at mødes og diskutere, hvad man kunne gøre, og nogen kendte

167

nogen, som foreslog, at man da kunne ringe til dem inde i Studenterrådet. De måtte da hjælpe i sådan en situation? Jeg kan huske det første møde i et lokale, der mindede mig om en spejderhytte med billeder af dyr på væggene. Jeg havde ikke været så meget på det Naturvidenskabelige Fakultet tidligere, så det bød på mange overraskelser for en statskundskaber. Mest fantastisk var det selvfølgelig at møde en række helt nye ansigter, der var vildt opsatte på at handle. Og så var de vildt interesserede i at forstå, hvordan universitetspolitikken hang sammen. Hvordan kan det her ske? Hvordan kan man lige pludselig mangle flere millioner? Hvorfor gør rektor ikke noget? Hvem skal vi tale med for at blive hørt? Hvad skal vi gøre? At utilfredsheden skulle blive til blokader og resultere i en massiv medieopmærksomhed rettet mod de økonomiske problemer på universitetet var ikke noget, vi havde forudset. Vores repræsentanter i universitetsbestyrelsen havde stemt nej til det budget, som tvang besparelserne igennem, men det havde været umuligt at mobilisere til protester i december, hvor de fleste studerende havde eksamener eller allerede var taget på ferie. Medierne gad sjovt nok heller ikke dække nyheden om et budgetforhandlingsmøde. I Studenterrådets bestyrelse var vi frustrerede, men vi kunne ikke råbe højt nok. Det kunne de studerende på Naturvidenskab til gengæld. Det var deres fag, der blev slagtet, det var deres undervisere, der blev fyret, og allerede inden semestret begyndte i februar havde de gang i massiv mobilisering blandt deres medstuderende.

Samarbejdet på studentersiden

Fra bestyrelsens side forsøgte vi at hjælpe de studerende på Naturvidenskab, så godt vi kunne. Jeg kan huske, at jeg var ude i et kæmpe stort, men alligevel fyldt auditorium og holde oplæg om uddannelsesfinansiering. Minna Højland og David Salomonsen, der sad i universitetsbestyrelsen, forklarede, hvorfor de havde stemt nej til universitetets budget, og hvorfor der var behov for, at rektor trådte i karakter og krævede en stærkere og mere stabil finansiering af vores uddannelser. Det var vigtigt for os at understrege, at problemet ikke kun lå på ku, men at Folketinget måtte forholde sig til de forringelser, som universiteterne var nødt til at gennemføre år efter år. Da beslutningen om at lave blokader blev vedtaget, hjalp vi primært ved at tage del i de strategiske overvejelser og vejlede i, hvordan man skulle tackle medierne. Talsmændene for protesterne havde aldrig holdt taler eller talt med medier før, og her hjalp en række aktive fra dsf’s landsledelse med at give gode

168

råd til, hvordan man kontakter journalister, og hvordan man giver korte citater til tv og radio. I sidste ende var det dog talsmændenes egen kærlighed til deres fag, der virkelig brændte igennem, og især Politiken var imponeret og dækkede protesterne massivt. tv2 News, Lorry og P3 ville også have kommentarer, og pludselig måtte alle partiernes ordførere op på mærkerne og forholde sig til besparelserne. Denne gang kunne det ikke affejes som brok fra en lille gruppe radikale studerende. Det var hundredvis af pæne geologer og biologer, der havde hængt kæmpe bannere op og stod og hoppede i sneen, mens de råbte slagord. Oppositionen gik ud og lovede flere frie midler til universiteterne, og der blev lagt pres på Helge Sander for at forsvare sine indhug i universitetsfinansieringen. Jeg husker det som en fantastisk tid. Det var vildt at mærke, hvad vi studerende faktisk kan opnå, når vi står sammen. Under hele forløbet var vores næstformand Bjarke Rubow på Naturvidenskab fra morgen til aften. Jeg selv cyklede hen og mødte ham, når jeg kunne slippe væk fra de andre forpligtelser på Rådet. Jeg husker også afslutningen på en af de lange dage med øl på geobar, hvor en af de studerende hev poser med sten op af rygsækken og begyndte at forklare forskelle på sten, mens en anden studerende talte om, at han skulle i praktik på et fuglereservat i Jylland. Det var helt anderledes end det, jeg var vant til fra statskundskabsstudiet, men det var sjovt at blive en del af.

Protester i Lindegården

Da suset over medieopmærksomheden havde lagt sig, blev styregruppen i tvivl om, hvad det næste skridt skulle være. Vi talte os frem til, at man måtte kræve svar fra rektor: Hvorfor ikke tage protesterne ind til ham i Lindegården, når nu han ikke ville komme til Geocenter? Ledelsen havde virkelig forsøgt at behandle besparelserne som et lokalt problem. Nu stod de ansigt til ansigt med de vrede studerende. Jeg tror, det var godt for dem at se med deres egne øjne. Se hundredvis af ganske almindelige studerende tilsidesætte deres læsning for at stå i februarkulden og tage ansvar for deres uddannelser. De to talsmænd og Bjarke og jeg gik ind til et møde med rektoratet, mens Lindegården var fuld af studerende. Det gav faktisk en ganske konstruktiv mødestemning. Ledelsen holdt på, at budgettet var vedtaget, men talte om, hvordan man kunne sikre undervisningskvaliteten lokalt, og hvordan man kunne forhindre lignende „chok“ i finansieringen i fremtiden. Talsmændene fra Naturvidenskab

169

ville have rektors garanti for, at studienævnene fik indflydelse på alle lokale tiltag, der berørte uddannelserne, hvilket ikke altid var en selvfølge. Det fik de opbakning til, selvom det ikke skulle blive enden på kampen om studenterindflydelse på Naturvidenskab. Men denne vinter var det især vigtigt for de studerende at få rektor i tale og høre hans tanker om uddannelsesfinansiering i fremtiden. Hvad ville han gøre for at sikre, at der ikke kom nye besparelser igen næste år? Det helt afgørende resultat den dag var efter min mening, at Ralf Hemmingsen bogstavelig talt greb megafonen. Han kom ud fra ledelsesgangen til de studerende i Lindegården. Det var vigtigt, fordi vi dermed fik slået fast, at besparelserne på Naturvidenskab ikke kunne tørres af på en dekan, men at rektor måtte tage ansvar for det budget, bestyrelsen havde vedtaget. Samtidig var det en erkendelse af, at der reelt var et finansieringsproblem, og at det gik ud over undervisningskvaliteten.

De mange nye aktive

Den nye stærke forbindelse til Det Naturvidenskabelige Fakultet var meget sigende for den effekt, som events og kampagner havde på Studenterrådets organisation. Fagrådene livede op, og fakultetsrådet var pludselig stærkt repræsenteret i bestyrelsen. Da jeg begyndte i Studenterrådet, var der en tradition for at de ansatte og de kerneaktive, der kom på sekretariatet til hverdag, spiste morgenmad sammen om fredagen. Det skete ved et bord, der kunne slås ud, men det var der for det meste ikke brug for. I løbet af min tid i fsr blev bordet slået ud, og faktisk måtte vi til sidst skaffe et bord mere. Organisering af en ny og meget større gruppe aktive har været en stor udfordring, og jeg ved, at det stadig er det den dag i dag. Der skal være et godt samarbejde og en god balance mellem aktiviteterne på forskellige niveauer, og det kræver konstant udvikling af bestyrelsen, udvalgsarbejdet, arbejdsgrupper osv. Alle skal føle sig inddraget, alle skal tage ansvar. Også i eksamensperioder, også i politisk stormvejr, også i sommerferien. En stor udfordring i min periode som aktiv har været at holde sammen på en bestyrelse med 30 mennesker. Hvert bestyrelsesmøde er næsten en halv konference med oplæg, diskussioner og workshops, og så skulle der også sørges for forplejning og sociale events til at slutte dagen af med. Jeg kan også huske, at det var en kamp at afholde et bestyrelseskursus, hvor man tog væk en hel weekend sammen. Især da jeg lige kom ind i bestyrelsen, og

170

CITRONMÅNEFLYER / 2008 Hvad det nu lige var, de citronmåner havde med universitetspolitik at gøre, krævede lidt forklaring, når Studenterrådet delte kage ud til forelæsningerne. Men med det politiske kampagnearbejde havde Studenterrådet fundet en arbejdsform, der kunne gøre organisationen relevant i universitetets hverdag, selvom den formelle indflydelse var forduftet.

nogle af de gamle aktive slet ikke kunne forstå den nye dille med at bestyrelsen skulle „rystes sammen.“ I det hele taget er tiden og fordelingen af opgavemængden altid en udfordring.Vi arbejder alle sammen frivilligt, vi havde alle sammen eksaminer hængende over hovedet, vi havde alle sammen vores egne holdninger og egne visioner. Samarbejdet er en stor udfordring, men det er også en mulighed for at blive et meget dygtigere og et meget stærkere menneske. Vi lærte at arbejde sammen på nye måder, at finde kompromisser og at blive stærkere i fællesskab.

Udvikling og opkvalificering

Udfordringen med at organisere fællesskabet gjaldt ikke kun bestyrelsen, men også fakultetsrådene og fagrådene. Man måtte man erkende, at Studenterrådets aktive var en meget mangfoldig gruppe nu, og at der var brug for fornyelse, hvis der skulle være plads til alle. Vi arbejdede meget med kommunikation. Hjemmesiden blev udviklet, Facebooksiden blev udviklet, og vi formede et nyt nyhedsbrev. Vi tog talrige debatter om, hvordan vi sikrede demokratisk forankring på generalforsamlingerne og samtidig tilbød et handlerum til aktive, der kom ind midt på året og for eksempel gerne selv ville udforme deres events. Vi evaluerede, vi skændtes, og vi blev klogere. Det var tydeligt, at en kampagneorganisation også havde brug for at dele erfaringer om, hvordan man løser de praktiske udfordringer. Vi havde behov for opkvalificering i nye discipliner. Studenterrådets store parlamentarikseminar, som hver år uddannede mellem 40 og 60 studerende i fagråds og fakultetsrådsarbejde fik en makeover. Der skulle selvfølgelig stadig være et spor for de indvalgte i råd og nævn, men nu kom der også workshops om frivilligledelse, økonomistyring, kommunikation og endda en workshop i kreative fælleslege henvendt til tutorer. Samtidig udviklede man en fagrådsfestival, og senere kom et særligt forum for studenævnsmedlemmer og fakultetsrådsmedlemmer. Samlet set deltager flere hundrede studerende i dag i kurser og mødeaktiviteter hos Studenterrådet året rundt, og man er i gang med at skabe et decideret kursus- og videncenter. Studenterrådet er i dag også et stærkere socialt fællesskab, fordi vi prioriterede, at rådet skulle være et sted, hvor de aktive også kunne koble af, feste sammen og udvikle venskaber. Jeg kan huske, at det var skønt at møde på sekretariatet dagen efter en god fest og smække billeder på Facebook af de mange glade ansigter. Også selvom gulvet var klistret af gammel fadøl.

172

Hele sekretariatet har måttet gennemgå nogle store omstruktureringer for at rumme det nye studenterråd. Der skulle ikke bare være plads til fest, men mange flere arbejdspladser, flere mødelokaler og mere plads til bannermaling og anden kreativitet. Det har været en fantastisk udvikling at følge, og det er skønt at komme derind i dag og se, hvor levende sekretariatet er. Og nu hvor udviklingen på Studenterhuset har fuldt efter, er det primært dér, man skåler i skummende fadøl.

Hvad får vi ud af at lave kampagner?

Studenterrådet er en stærkere organisation i dag, og der er ingen tvivl om, at kampagnearbejdet har været centralt i den udvikling. Rådet er blevet en mere inkluderende organisation, hvor det er attraktivt og let at være med, men hvor det først og fremmest også giver mening at deltage – både for den enkelte, som får en masse lærerige oplevelser, og for kollektivet, som opnår store resultater i fællesskab. Jeg mener, at Studenterrådets indsats har været med til at ændre betingelserne for den danske debat om finansieringen af universitetsuddannelserne. I dag er der en anerkendelse af, at undervisningsfinansieringen halter. Der har været små forhøjelser af taxameterpengene frem for besparelser, og politikerne debatterer minimumstimetal for at sikre, at universiteterne ikke prioriterer forskning over uddannelse. Det betyder ikke, at vi er i mål, men det er i høj grad lykkedes os at holde politikerne i skak. Det bliver kun vigtigere i fremtiden, hvor den økonomiske krise frister politikerne til at svinge sparekniven. God og gratis uddannelse er en central del af det danske velfærdssamfund, og det skal det blive ved med at være.

173

FOTO INDGANGEN

174

Efterskrift

bjarke lindemann jepsen Bjarke Lindemann Jepsen var formand for Studenterrådet i jubilæumsåret 2012.

Om man kommer trækkende med sin cykel nedad Fiolstræde, mens man kigger forundret langs facaderne for at finde indgangen. Eller om man marcherer direkte ind igennem, mens man læser mødebilag på sin iPhone uden at ænse hverken Green Peace-facere eller Politiken-sælgere på sin vej. Om det er ved allerførste øjekast, ved rutinens ligegyldige konstatering eller måske ved et længe ventet gensyn, markerer skiltet over porten ind i bygningen, der huser Studenterrådets sekretariat i Fiolstræde, en besynderlig dobbelthed. På den ene side kender jeg ingen anden elev- eller studenterorganisation i Danmark, der har tilstrækkelig sindsro, gammelmandsbesindighed eller påstået autoritet til at markere sin indgang med et så monumentalt skilt. På mørkerød baggrund er der fastslået 14 store tredimensionelle og gyldne bogstaver: studenterrådet står der med store bogstaver, så det fylder hele portens overlægger. Og det kan være en vanskelig opgave for Studenterrådets aktive at indskrive skiltet og de medfølgende associationer i deres egen identitet som aktive i Studenterrådet. For er det ok bare at være almindelig studerende, når man går ind under sådan en hvælving? På den anden side markerer indgangspartiet en sjældent skjult professionalisme og en klar og berettiget forventning om at blive taget seriøst. Studenterrådet er de studerendes stemme, og lige så længe de studerende er selve universitetets kerne, lige så længe forventer vi at være med. Både når det kommer til medbestemmelse, strategiske beslutninger, faglig kritik, problematisering af samfundets prioriterer og foragt for markedsgørelse og kommercialisering af vores uddannelser. Det skaber også en forventning hos dem, der går ind igennem porten. I Studenterrådet er vi seriøse, og man tages seriøst. I dette efterskrift vil jeg prøve at beskrive denne dobbelthed mellem historie og nutid, gammelt og nyt. Alt dette som både er en styrke og en udfordring for

175

vores Studenterråd. For dobbeltheden har i virkeligheden ikke særlig meget med skiltningen at gøre, den har nemlig rod helt ned i kernen af den organisation, som vi udgør som studerende, både på tværs af fag og fakulteter, men også på tværs af tid og generationer.

Hvor er formandsvæggen?

I 2012 fejrede vi Studenterrådets 100 års fødselsdag. Skulle man være i tvivl om den lange historie, kan man bare tage et kig i de to jubilæumsbøger, der blev skrevet for 50 og 25 år siden eller kigge i plakatskuffer eller i kasser på loftet eller hos Rigsarkivet. Man kan også kaste et blik på den formandsvæg, der til tider hænger og pryder en af Studenterrådets vægge. For vi vil gerne vores interessante historie og respekterer det enorme arbejde, som aktive studerende før os har lagt i at sikre os indflydelse. Det er denne bog på sin vis endnu et strålende eksempel på. Men det er også ganske legitimt, at man en gang imellem ikke kan finde formandsportrætterne på et af sekretariatets mange vægge, fordi den er gemt væk i kasser på loftet. Enten fordi bevidstheden om århundredes bedrifter kan få sveden fra forventningspresset til at pible frem hos nuværende aktive. Eller måske – mere sandsynligt – fordi historien bliver en blokade, når vi skal udvikle vores studenterråd til gavn for os selv og vores medstuderende af i dag. For på den anden side vil Studenterrådet altid kun være lige så gammelt som den mest erfarne studerende, der er aktiv og engageret. Fra man som russer møder fagrådet for allerførste gang, til man som nyudklækket kandidat fratræder den allersidste repræsentative tillidspost i et af de utallige dsf’ske eller rektorale udvalg. Derfor må vi altid huske på, at Studenterrådet ikke lever af og gennem de studerende. Studenterrådet er de studerende. Det er Studenterrådet på godt og ondt. Studenterrådet forandrer sig, når universitetet ændrer sig. Universitetet ændrer sig blandt andet, fordi vi studerende langsomt bliver en endnu større og mere mangfoldig gruppe. I den forvandling kan vi både lære en masse rigtigt af vores historie, men vi kan også lære det forkerte. Og netop derfor er dobbeltheden både Studenterrådets største styrke og største udfordring.

Enhed og interesse

Det er ikke mit ærinde at gennemgå og reflektere over denne bogs udmærkede kapitler. Jeg er sikker på, at du – kære læser – vil kunne skimte balancegangen mellem gammelt og nyt i de fleste af bidragene hele vejen fra fusionen mellem Moderate Studenter og Studenterrådet til det øgede kampagnefokus og aktivismens genindtog.

176

INDSAMLING AF FORMA NDSFOTOS / 2004 I 2004 afsatte præsidiemedlemmerne flere uger til at indsamle billeder af alle tidligere formænd, helt tilbage fra grundlæggelsen af Studenterrådet i 1912. Formandsvæggen har siden levet en omskiftelig tilværelse og er blevet pillet ned og sat op igen i flere omgange.

177

I stedet vil jeg pege på, at man ikke behøver at tænke dobbeltheden som en balance på sværdets ene æg. Det er meget svært at finde balance, hvis det for ofte gælder om at balancere mellem nyt og gammelt. Derfor tror jeg, det er meget mere frugtbart, hvis man ser dobbeltheden mellem nyt og gammelt som gensidigt begunstigende. I stedet for en knivsæg, man skal balancere på, har man et tveægget sværd, der virker bedst, hvis man bruger begge sider, når man kæmper sine kampe. Vores enhed og fælles interesser står stærkest, når vi både er så unge som de yngste og så gamle som de ældste på samme tid. Eller sagt på en anden måde: hvorfor vælge mellem at være ung eller gammel, når vi både kan være lige så unge som den nystartede studerende og lige så gamle som landets ældste studenterråd på samme tid? At prædike sammenhæng frem for modsætning er nemt at gøre, men ualmindeligt vanskeligt at realisere. Men vi er dømt til at gøre forsøget og kan derved også prøve at se, hvad potentialerne kunne være. Hvordan bliver historien en givende faktor, der kobler os, der er aktive lige nu, med de tusindvis, der har været aktive siden 1912? Hvordan gør vi vores historie til et sted, hvor vi kan hente inspiration, uden at vi efterlades i en dystopisk virkelighed, hvor alt var bedre, større og mere ligetil i 1968? Og hvor nye aktives nye forslag ikke bliver affejet som tidligere afprøvede og fejlslagne projekter? Omvendt kan man så spørge: Hvad kan vi overhovedet lære af historien, efter Folketinget i 2003 for alvor ændrede måden, universitetet styres og drives på, og vores akademiske republik for alvor er eroderet til ukendelighed? Svaret er måske slet ikke så langt væk, som vi går og tror. Det handler om, aldrig at gøre hverken fortiden eller nutiden til et mål i sig selv. Både historien og vores nuværende organisation er værktøjer til at nå vores mål. Og det må være målene, der afgør, hvilke remedier – fra fortid til nutid – vi kan gøre brug af. Med andre ord: Hvis vi skal slås med tveægget sværd, skal vi først og fremmest have nogle at slås med, slag at kæmpe og sejre at vinde. Studenterrådet kan ikke være et mål i sig selv, hverken i nutidig eller historisk forstand.

Når klassikerne konkretiseres

Flere betalelige studieboliger, flere undervisningstimer, bedre universitetspædagogik og mere studenterindflydelse er alle klassiske eksempler på overordnende mål for Studenterrådet. Klassiske i den forstand, at de på tværs af vores historie næsten altid har været gyldige og legitime målsætninger. Gode uddannelser og fornuftige levevilkår har mindst lige så stort et fokus i 2012, som de havde i 1912. Værktøjerne til at nå disse klassiske mål har været mangfoldige igennem hele det tyvende århundrede. Ligesom den konkretisering af målene, der

178

nødvendigvis må finde sted for at få dem til at passe ind i de til enhver tid herskende omgivelser og den konkrete virkelighed, har været forskellig. Nogle gange har konkretiseringerne været så forskellige, at de i et historisk perspektiv kan virke selvmodsigende. Tag bare det minimumstimetal, som Studenterrådet har fået gennemført i 2012. Endelig fik vi Københavns Universitet til at erkende, at den fundamentalt vigtigste forudsætning for uddannelseskvalitet er, at man rent faktisk har et fornuftigt antal timer. Et sted i denne bog beskrives det, hvordan et fælles minimumstimetal med tilhørende statistisk beredskab og krav til studienævnene, tidligere ville have været en fuldstændig utænkelig krænkelse af de enkelte fags selvbestemmelsesret. Det er en historisk observation af yderste vigtighed! For med den som værktøj kan vi måske forklare, hvorfor en stor del af underviserne og en del af de studerende kigger på minimumstimetallet med skepsis. Vi kan tilmed starte en diskussion med os selv om, hvorvidt vi med minimumstimetallet bidrager til øget centralisering af magten på Københavns Universitet. Omvendt må en sådan observation aldrig blive et dogme i sig selv. I stedet skal den på linje med andre værktøjer være med til at afdække, hvordan Studenterrådet skal kæmpe for flere timer og bedre uddannelser i en tid, hvor universitetets økonomi bliver mere og mere taxameter- og puljefinansieret, og hvor studienævnene får sværere og sværere ved at undgå timetalsnedskæringer. Når det er sagt, bidrager de historiske værktøjer netop til en passende nuancering. Derfor fik Studenterrådet også indskrevet i minimumstimetalsaftalen, at faglige forhold i sidste ende altid kunne betyde, at der ikke lige netop var 12 timer om ugen i det givne semester. Selvfølgelig. I den forstand er det målet, der helliger midlet. Eller rettere sagt: midlerne. For ligesom de klassiske studenterrådsmålsætninger konkretiseres på forskellige måder, findes der også klassiske arbejdsformer, som virker stærkest, når de aktiveres samlet. Men omvendt skal vores arbejdsformer konstant fornyes, hvis de skal have nogen virkning i det politiske spil. At målet helliger midlet betyder ikke, at alt er tilladt. Men de arbejdsformer, vi gør brug af, må nødvendigvis opstå og eksistere i spændingsfeltet mellem erfaringer og nytænkning. Demonstrationen virker kun stærkt, hvis det ikke er femte gang i år, at vi står på Frue Plads, Rådhuspladsen eller Christiansborg Slotsplads. Kontante krav og kriterier i forhandlinger med universitetet virker kun, hvis vi som studenterråd kan sætte handling bag vores ord. Ligesom aktioner, happenings, lobbyindsats intern kommunikation, rekruttering, mobilisering, kursusaktivitet, organisering og opkvalificering alle er arbejdsformer, der bidrager til at gøre Studenterrådet til en stærkere organisation. Vi kan lære af fortidens organiserings- og arbejdsformer.

179

Men vi kan også komme til at skyde os selv i foden ved at bruge dem ukritisk. Så også her skal vi gå på to ben. Hvis ikke flere.

Hvad er målet?

Skal formandsvæggen have en fremtrædende plads eller gemmes væk i kasser? Skal vi være unge med de unge eller gamle med de gamle? Skal vi pille det store røde skilt med gyldne bogstaver ned fra indgangen? Et salomonisk svar kunne være: lige midt i mellem. Men så undgår vi ikke knivsæggen. Mit svar er: det afhænger af de konkrete målsætninger, som Studenterrådet har valgt at arbejde med og kæmpe for. Så bruger vi det tveæggede sværd. Idealet må være, at vi som fællesskab altid handler efter, hvad der tjener det konkretiserede formål bedst. Og det er en hårfin vægtning af rigtig, rigtig mange faktorer i spændfeltet mellem tradition og forandringslyst. Så længe vi husker, at hverken tradition eller forandringslyst kan være mål i sig selv. Omvendt ligger der bag de fleste beslutninger i Studenterrådet grundige tanker, som er værd at få med i købet. Så længe vi husker, at Studenterrådet til syvende og sidst altid kun er dem, der sammen, netop og lige nu lægger arbejde i at gøre Københavns Universitet til et bedre universitet.

Bjarke Lindemann Jepsen København, december 2012

180

182

StudenterRådet V E D K Ø B E N H AV N S U N I V E R S I T E T