CITAT_26

01

REDAKTION

LEDER Kom. Det er tid til, at vi skal på tur.

Peter Lilja

Emma Ellegaard (ansv.)

Sara Gangsted (foto)

Mathias Bojesen (foto)

Tróndur Dalsgarð (foto)

Camilla Gaarder

Vi skal til Miami og møde tatoverede mænd, nøgne mennesker og kalot­ klædte drenge. Vi skal dvæle ved lyserøde fliser med palme­ skygger og spise et sidste måltid med amerikanske, dødsdømte fanger.

Og vi skal lære hjemløse Steve og Chance at kende i San Fransiscos Golden Gate Park.

Det er tid til at opleve nuancer, som vi ikke ser, når vi har travlt med vores egen hverdag. Vi skal bevæge os væk fra panikken, der sætter sig i os, når vi bliver udfordret, bedømt og måske fravalgt. Når vi finder ud af, vi ikke sælger os selv tilstrækkeligt eller måske bare ikke passer ind, hvor vi troede.

Når vi finder en mellemvej, eller når drømme bliver til en realitet, hvorefter glæden blander sig med præstationsangst.

Men som en god ven altid siger, så bliver alt jo godt i sidste ende. Vi skal bare huske at se efter.

02

Julie Søltoft Jeppesen

Rune Aarestrup Pedersen (foto) Anders Rye Skjoldjensen (foto)

Kom. Tag med CITAT på tur.

Redaktionen, Sommer 2014

Cecilie Wortziger Kristensen

SKRIBENTER Signe Frederikke Pedersen Anna Hjortdal Sarah Winther Mads Lorenzen Pascal Giese FOTOGRAFER Anders Rye Skjoldjensen Mathias Bojesen Marie Hald Rune Aarestrup Pedersen Pascal Giese FORSIDE Gregers Tycho FINANSERING CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra DSR

Melissa Kühn Hjerrild (foto)

Anna Hjortdal

TRYK Clemenstrykkeriet A/S KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk OPLAG 3000 WEB www.magasinetcitat.dk DISTRIBUTION FreeCard CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalist­ højskole og udkommer fire gange årligt.

Skal din annonce i CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk

3

JAGTEN PÅ FART

Bollerne var blå af uforløst ræs i Striben København. Men man kan skære sig på lovens skarpe kanter, og den dag var politiet hurtigst.

9

DEN SIDSTE NADVER

Brian er kok og hedder Price til efternavn, men han er ikke én, man sådan lige spiser med. Brian Price var nemlig kok på dødsgangen i Texas. I tolv år lavede han det sidste måltid til dødsdømte fanger.

17

MAGIC CITY Som en magnet trækker Miami alt til sig. Frisind, tro og latin­amerikansk varme mødes under solskin og evig sommer. Marie Hald viser os en magisk by.

33 DIGTE

Man må sno sig, som ålen sagde. Og det gør Sarah Winthers digte. Som små lyn kravler de ned ad siderne og fortæller om kærlighed og det, der kommer bagefter.

37

GULD I GUPPY

Det er en kunst at avle gode guppyer. Sammen har parret Anne og Peter 170 guppyer på et værelse i deres hjem i Hedehusene, og Anne er firedobbelt Danmarksmester i guppyopdræt.

43

WHERE CHANCE TAKES YOU

Chance har haft mange chancer i livet. Det er derfra, han har sit navn. Han er hjemløs og bor i Golden Gate Park i San Francisco.

03

o

Jagten pa FART 04

I weekenderne forvandles Vestegnens industrikvarterer sig til noget, man bedst kender fra film. Unge mennesker i stirrekonkurrence med betjente. Før eller siden er der nogen, der er nødt til at give op. Det bliver ikke politiet. For medle­­mmerne af Striben København er det den konstante flugt fra bøder og klip i kortet, der fylder på en lørdag aften Af Signe Frederikke Pedersen (tekst) Mathias Bojesen og Anders Rye Skjoldjensen (foto)

05

NIKOLAJ RULLER VINDUET NED og puster røg ud i natten, før han sætter Rasmus Seebachs ”Nangijala” på anlægget. Han er 22 år og i gang med at teste sin 3-dørs Volkswagen Polo på motorvej E40. Hans opmærksomhed er rettet mod bagruden, for ordensmagten kan dukke op når som helst. Han når op på 170 kilometer i timen, så bilen rasler og skramler i den ene side ved passagersædet. Han sænke­r fa­rten igen med et skævt smil.

Nikolaj er medlem af Striben København.

Et fælleskab for bilinteresserede, som egentlig mødes og sparker dæk, men som også arran­ gerer ulovlige gaderæs. Han kører for at få opmærksomhed, og fordi ”der er damer i det”, som han siger. Af samme grund er hans mål at blive kendt realitystjerne i Danmark. Nik­olaj

strækker sig og giver sin bildør et ordentligt dask for at få en raslen til at stoppe. På siden af hans hals blotter et lille, rødt, tatoveret kys sig.

LOVLIGT AT MØDES Hvis man havde set bilerne, der er en del af Striben på motorvejen i eftermiddags, havde man nok ikke studset over deres udseende. Først i det øjeblik kølerne bliver åbnet, og m­otorerne blottes, skiller de sig ud fra børnefamiliernes.

De mødes på en parkeringsplads på Vestegn­ e­­­n. Tuninger, finjusteringe­r og nye køb bliver flashet. De taler om Linse K­­e­sslers bryster og om gårsdagens ræs, mens de drikk­er Monster energidrik og pulser på deres e-cigaretter.

Politiet spolerede gårsdagens ræs. De fremmød­te fra Striben lader igen i aften m­ørk­

e­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­t falde på og politiet køre forbi, mens de sender dem små smil, der siger: kom ikke her.

Det er egentlig ikke ulovligt, det medlemme­rne af Striben gør. Ikke endnu i hvert fald. Mens m­ otorcykelbetjente cirkulerer om pladse­ n og holder et vågent øje med ­ gadebilledet, o­ pholder Stribens medlemmer sig på et o­ ffentligt område og overtræder ikke loven.

Politiet får et skuldertræk med på vejen. Da de endelig trækker helt væk fra pladsen, bliver de sendt af sted med klapsalver fra de hundredvis af biler, der holder parkeret.

EN DYR HOBBY ”Der brugte jeg lige 20 kroner,” griner Aldin og slipper speederen igen. Han har netop demonstreret sin nye sportsudstødning og sat >

06

trommehinder og næsebor omkring sig på en hård prøve.

Han købte sin BMW for 4 år siden og har siden dengang brugt omkring 30.000 kroner på opgraderinger, der tæller nye ruder, læderinteriør, samt en større motor, så han nu er oppe på 210 hestekræfter. Aldin gør rent for kommunen og har sin egen salatbar. Det er nødvendigt med de to jobs, hvis han vil have råd til at kæle for sit transportmiddel. ”Senest har jeg selv syet rødt læder­bet­ræk til mine sæder,” siger Aldin.

Mange af Stribens medlemmer har kørt bil fra det øjeblik, de fyldte 18 år. De fleste af dem er i dag i starten af 20’erne som Brian og Mie, der mødte hinanden på køreskolen.

I dag er de kærester. Hun er spinkel og har helt kort afbleget hår, han er i rød lynlåsjakke, der matche­ r hans opsigtsvækkende Golf. De dukke­ r op hver gang, der afholdes møder.

Som regel i Brians bil, der også for nylig måtte u­ndergå et stort ansigtsløft. ”Jeg skred ud i en grøft og reparationerne

nåede op på 18.000 kroner,” siger han. Mie dasker drillende til Brian og husker ham på, hvilken lykke det er, at hele hans svigerfamilie er mekanikere.

NÅR ORDET SKAL UD Steffen er formand. På hans facebookside re­fererer han til aftenens ræs: ”Det bliver en konge dag.” Han administrerer også Striben Københav­ns hjemmeside. Og som overhoved er det ham, der sørger for, at folk, der ikke opfører sig ordentligt, bliver ekskluderet fra møderne. Som dengang nogle mødte op til ræs med børn i bilen, eller dengang nogle deltagere indtog alkohol. Der hersker en klar nultolerancepolitik.

En ung kvinde kommer løbende og ­und­­skyl­de­­­­r, at hun blev forsinket. Hun fortæller, at hun har arbejdet indtil sent i et motorvejscafeteria, og at hun måtte skifte friturelugt­ende bukser, imens hun kørte på motorvejen. ”Et bukseben ad gangen, og ned på 120 km i timen,” fortæller hun og griner.

Da solen er væk og Toys”R”Us-butikken i p­ rovokation har slukket pladsens projektorer, kan det mærkes, at det stadig blot er starten på sæsonen, og at aprilaftenen er hundekold.

Når dynejakker ikke er tilstrækkelige, bruger man bilernes kølere som varmelegemer, og her sidder folk nu og lader de sidste ­minutter gå, før det bliver besluttet, hvor ræset skal finde sted. Herfra kan det kun gå for langsomt.

Det er nu, kanten af loven skal udforskes.

Når budskabet er nået ud til bilerne, ryddes pladse­n som ved et trylleslag, og tilbage er kun dækspor. Kursen er sat mod den hemmelige destination, og der bliver ivrigt tjekket baks­pejl­­e for blå blink. ”Tænk, hvis man kunne ræse på denne her tresporede bare en enkelt gang,” fantaserer Nikolaj, mens reflekterende gadebelysning og julelys i hans øjne er svære at skille ad.

EN STOPPER FOR FESTEN Nikolaj scorer en god plads på sidelinjen, der hvor ræset snart skal finde sted. Han træder >

07

ud af bilen og tjekker de andre frem­­­­ ­ mødte ud. De fleste fra træffet har fulgt trop. ­Nikola­js venner, formanden, ­næstformanden, samt de ­ aspirerende kørere. Samt unge­ rigmands­­ ­ søn­ ner, som helt tydeligt har lånt ­deres fars øse og er lidt på udebane.

Pludselig går der et suk gennem hele for­ samlingen. Panserne er dukket op. De gør i­ngenting, men holder bare parkeret som en stor løftet pegefinger. Som et signal, der så t­ydeligt fortæller, at friheden i at køre ræs ikke bliver forløst i aften. Der bliver rystet på hovede­rne, trukket på skuldrene, og nogle kørere smider en røgbombe, som får alle på industrivejen til at dække mund og næse. Et sidste frustrerende træk, der får andre til at reagere med tilråb. ”Jeg gider sgu ikke miste kørekortet. Igen,” råber en knægt i 20’erne, før han drøner væk fra området.

08

ET EKSTRA FORSØG Der skal tænkes hurtigt nu. Det er Steffen og Nikolajs job at få kommunikeret til venner og fremmede, der er mødt op, at ræset må rykkes et andet sted hen. Væk er bilerne i k­raftige hjulsp­ in, og tyk bilos fylder industrivejen. ­Politiet ser blot til. Det virker, som om de har en næsten kæphøj attitude, som om de har regne­t næste træk ud. Som en sulten gepard, der n­yder at se sit bytte anstrenge sig til det sidste.­ ”Der må have været en stikker i mængden i aften,” siger Steffen til de andre fire øverst­ e i systemet, da det nye sted skal findes.

Allerede før de finder en parkeringsplads ved Scandic hotellets store indkørselsvej et stykke væk, rykker blå blink nærmere. ­ Flokken er halver­ et, så nu er lidt over 50 biler samlet.

Nogle kørere når ikke engang at træde helt ud af bilen, før de må sætte nøglen i igen og giver signal til, at slaget er tabt. Stribens kørere er blevet indhentet af politiet igen, og de hurtigst­e kilometer, de kommer til at smage i aften, er dem, de kan tilluske sig på motorvejen på til­ bageturen.

Nikolaj er tydeligt utilfreds. Han ender aftene­n på tankstationen, hvor han drikker en sidste kaffe. Imens han halvhjertet skrubber sine fælge med sæbevand fra Statoil, forsøger han at forklare følelsen af uforløst ræs. ”Det er forbandet, at politiet ikke har andet at tage sig til sådan en lørdag aften end at køre i røven på os,” siger han og leger med tanken om at have en lovlig bane til rådighed. Men han stopper og taler igen lige ud af posen. ”Hvis det ikke er ulovligt, er det jo sådan set heller ikke sjovt.” • Enkelte navne er ændret i artiklen.

ud af bilen og tjekker de andre fremmødte ud. De fleste fra træffet er fulgt trop. Her er Nikolajs venner, formanden, næstformanden, samt de aspirerende kørere. Og her er også unge rigmandssønner, som helt tydeligt har lånt deres fars øse og er lidt på udebane.

Pludselig går der et suk gennem hele for­ samlingen. Panserne er dukket op. De gør ingenting, men holder bare parkeret som en stor løftet pegefinger. Som et signal, der så tydeligt fortæller, at friheden i at køre ræs ikke bliver forløst i aften. Der bliver rystet på hovederne, trukket på skuldrene, og nogle kørere smider en røgbombe, som får alle på industrivejen til at dække mund og næse. Et sidste frustrerende træk, der får andre til at reagere med tilråb. ”Jeg gider sgu ikke miste kørekortet. Igen,” råber en knægt i 20’erne, før han drøner væk fra området.

ET EKSTRA FORSØG Der skal tænkes hurtigt nu. Det er Steffen og Nikolajs job at få kommunikeret til venner og fremmede, der er mødt op, at ræset må rykkes et andet sted hen. Væk er bilerne i kraftige hjulspin, og tyk bilos fylder industrive­ jen. Politiet ser blot til. Det virker, som om de har en næsten kæphøj attitude, som om de har regnet næste træk ud. Som en sulten ge­ pard, der nyder at se sit bytte anstrenge sig til det sidste. ”Der må have været en stikker i mængden i aften,” siger Steffen til de andre fire øver­ ste i systemet, da det nye sted skal findes.

Allerede før de finder en parkeringsplads ved Scandic hotellets store indkørselsvej et stykke væk, er der blå blink, der rykker nærmere lidt derfra. Flokken er halveret, så der nu samles lidt over 50 biler, men nogle kørere når ikke engang at træde helt ud af bilen, før de må sætte nøglen i igen og giver signal til, at slag­ et er tabt. Stribens kørere er blevet indhentet af politiet igen, og de hurtigste kilometer, de kommer til at smage i aften er dem, de kan tilluske sig på motorvejen på tilbageturen.

Nikolaj er tydeligt utilfreds. Han ender afte­ nen på tankstationen, hvor han drikker en sid­ ste kaffe. Imens han halvhjertet skrubber sine fælge med sæbevand fra Statoil, forsøger han at forklare følelsen af uforløst ræs. ”Det er forbandet, at politiet ikke har an­ det at tage sig til sådan en lørdag aften end at køre i røven på os,” siger han og leger med tanken om at have en lovlig bane til rå­ dighed. Men han stopper og taler igen lige ud af posen. ”Hvis det ikke er ulovligt, er det jo sådan set heller ikke sjovt.”

Nogle navne er ændret i artiklen.

09

DEN SIDSTE

NADVER I USA får dødsdømte fanger lov til at vælge deres sidste måltid. Nogle bestiller cheeseburgere, andre retfærdighed og verdensfred. Vi har genskabt nogle af måltiderne

Af Anna Hjortdal (tekst) og Mathias Bojesen (foto)

10

”DET ER SOM AT FYLDE BENZIN på en bil uden motor,” sagde en fange om det sidste måltid, han fik inden sin henrettelse.

I USA får dødsdømte lov til at vælge et s­ idste målt­id, inden de får et skud statsfinansieret død. Brian Price var indsat og fængselskok på dødsgangen i Texas i 14 år. Knap 200 gange lavede han en anden fanges sidste måltid, og han har udgivet bogen ”Meals to die for”, hvori han beskriver nogle af måltid-­ e­­­­­­­­­r­ne og historierne bag.

Han blev selv fængslet i 1989, d ­ ømt for at have overfaldet sin ekskone. Da han an­ kom til statsfængslet i Huntsville, Texas, blev han u ­dspurgt af personalet. De prøvede at finde ud af, hvad han skulle arbejde med i ­fængslet. ”Hvad laver du til daglig?” spurgte de. Brian Price fortalte, at han var fotograf ­­og spillede bas i et rockband, hvilket fik dem til at bryde ud i fælles latterkramper. ”Det har vi ikke noget af her, boy,” sagde de, og Brian Price blev sat til at vaske op i køkken­afdelingen.

STOR FOLKELIG INTERESSE USA’s sidste offentlige henrettelse fandt sted i 1936, men det har ikke gjort den folkelige interesse for de dødsdømte mindre. Ligesom forrige århundreders offentlige hængninger kunne lokke hele landsbyer til for at kigge, kan en nation i dag følge med, når de

­ameri­­­­­­­­kanske medier dækker henrettelserne.

Især de dødsdømtes sidste dage inte­ res­ serer befolkningen. Hvilke breve skrev de?

Hvad var deres sidste ord? Hvad var det sid­ ste, de fik at spise?

Flere stater fører lister over fangernes sidste måltider, og amerikanske aviser som New York Times og Washington Post bringer som regel en notits om, hvad henrettede fanger spiste og hvorfor.

Måske er den massive pressedækning grun­­ ­ den til, at flere fanger har brugt det sidste måltid som en anledning til at blive ­ husket gennem særlige ønsker. For eksempel ville en fange have et glas syltede agurker, en anden en liter Ben and Jerry’s. Andre har brugt måltid­et som et statement på linje med de mere kendte, nærmest film-kliché-agtige, ”sidste ord”.

Odell Barnes Jr. bad om ”Justice, Equality and World Peace” som sit sidste ­ måltid. Han blev dømt for at have dræbt en ­ midaldrende kvinde i hendes hjem i forbind­ else med et ­ røveri, men fastholdt til det sidste at være ­ uskyldig. Der kom stor opmærksomhed omkring ­ sagen, da to ­forsvarsadvokater kunne påvise mangelfulde beviser og ­ vidne­ forklaringer. Det var dog ikke i ­ hjemstaten ­ Texas, det vakte ­ op­­ sigt, men derimod i Frankrig, hvor menneske­rets­ aktivister indsamlede mange tusinde ­ kroner til Odell Barnes’ forsvar. Den franske >

11

Efter at have skudt og dræbt en politibetjent i 1981 forsøgte Ricky Ray Rector at begå selvmord. Det mislykkedes, og han pådrog sig i stedet en svær hjerneskade, der satte ham mentalt tilbage, så hans adfærd blev som et barns.

Inden sin henrettelse i 1992 fik Ricky Ray Rector bøf, stegt kylling og kirsebærsaftevand. Han fik også pecantærte, men den rørte han ikke. Han sagde, at han ville gemme den til senere. Ti år senere, i 2002, slog en dom ved USA’s højesteret fast, at det er i strid med den amerikanske forfatning at henrette mentalt retarderede.

Egentlig ville han slet ikke have noget sidste måltid, men på sin mors opfordring tog Delbert Teague Jr. alligevel imod en hamburger. Han blev dømt for mordet på en 21-årig mand og voldtægt af hans 19-årige kæreste.

12

­­­­­­­­premierminister, Lionel Jospin, skrev endda et brev til George W. Bush, der på det tidspunkt var guvernør i Texas, og bad ham benåde Odell Barnes. Odell Barnes blev ikke ­benådet, men derimod henrettet i 2000.

DEN ANDEN SIDE AF SAGEN I fængslet mødte Brian Price lederen af ­køk­kenafdelingen, Terry Parrack. Dette m ­ øde blev anledningen til, at Brian Price tog sit første skridt op ad den karrierestige, der eksisterer selv i fængsler. Han røg fra opvasken ud i køkkenet og blev fængselskok ligesom Terry Parrack. En dag kom deres chef til dem med en lille, håndskrevet seddel.

”­ T-bone steak, chicken and ice tea” stod der.

Sedlen var fra en fange, der skulle henrettes samme dag. Sådan fandt Brian Price ud af, at Terry ­Parrack også stod for at lave dødsdømte fangers sidste måltider. Brian Price stirrede vantro på ham. ”You’re kidding me!” udbrød han. ”Det er en del af mit job,” sagde Terry P ­ arrack, ”og du burde egentlig også ­begynde at gøre det selv.” ”Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til,” sagde Brian Price. ”Det giver mig myrekryb.” Brian Price hjalp alligevel Terry Parrack med at ­forberede måltidet.

En dag et års tid senere var Terry Parrack

på hospitalet, da en fange skulle henrettes, og Brian Price blev nødt til selv at forberede det sidste måltid. ”Jeg blev nødt til ikke at tænke på m ­ andens forbrydelse,” siger Brian Price. I stedet ­fore­­­­­­stillede han sig, at det var hans bror, der skulle henrettes. Han stegte bøffen i ­medfølelse og skar ananassen med ­kærlighed, og da han var færdig, bad han en bøn over m ­ åltidet.

Næste dag lå der en besked til ham fra den nu afdøde fange. ”Tak for måltidet. Det var virkelig godt.”

Den dag gik Brian Price tilbage til sin celle og tænkte. Længe. Han havde ikke tidligere overvejet, om fangerne mon sad i deres celler

En enkelt oliven med sten i. Det var alt, hvad Victor Feguer bad om, da han i 1967 blev hængt for mordet på en læge.

Victor Feguer kom i de ukendtes grav. Med sig havde han olivenstenen, den lå i lommen på det jakkesæt, han blev begravet i. Victor Feguer håbede, at et oliventræ ville vokse fra hans krop som et tegn på fred. Oliventræer vokser langsomt, men i dag, 47 år senere, er der stadig ikke vokset noget træ frem på hans grav.

13

og frygtede den dag, de skulle betale med deres liv for en forbrydelse, de ofte havde begået mange år tilbage. Han havde aldrig før tænkt på de mødre og søstre, der sad i vidnerummet og sværtede glasruden til i læbestift og m ­ ascara, mens de så livet forlade deres ­elskede. Han havde aldrig set det fra den ­anden side af sagen. Men det gjorde han nu, og fra den dag af og til han blev løsladt tolv år senere, lavede Brian Price fangernes sidste måltid på dødsgangen i Texas.

HOLDT AFDØDES ÅNDER FRA DØREN Det er svært at spore traditionen med et ­sidste måltid til et bestemt sted. Er den mon

en refe­rence til den sidste nadver, Jesus delte med sine disciple, før han blev forrådt og ­korsfæstet?

Det vides ikke, men mange kulturer har haft tradition for at servere noget, der lignede et sidste måltid for dødsdømte. I 1720’erne overværede den schweiziske rejsende C ­ esar de Saussure en engelsk hængning. Han ­bes­krev den således: ”Kriminelle bliver ikke henrettet lige efter, at de er blevet dømt, men får et par dage til at forberede sig på døden.

I disse dage må de bede om alt, hvad de ­begærer, hvad enten det er for sjælen eller kroppen. Fængselspræsten bliver ved den dømtes side og tilbyder den trøst, han kan.

Dagen før henrettelsen kan de, der ønsker det, ­ modtage en sidste olie, hvis præsten mener, at de oprigtigt angrer og fortjener det.”

Nogle forskere peger på, at ritualet ­kommer af gammel europæisk overtro. Hvis den dømte tog imod måltidet, sluttede han fred med bødlen, dommeren og vidnerne.

Han tilgav dem, hvilket forhindrede hans sjæl i at hjemsøge dem. Andre mener, at ritualet ­ stammer fra det gamle romerrige.

Dagen inden gladiatorerne skulle kæmpe mod ­hinanden ved forestillinger i Colosseum, holdt man store fester for dem. Coena Libera, blev arrange­­­­­menterne kaldt. Her spiste de >

14

James Smith skød og dræbte en mand under et røveri. Han hævdede at være tidligere voodoopræst, og bad om at få serveret jord fra den grav, han senere skulle begraves i. Jorden skulle bruges til et voodooritual. Han ville spise den, så hans sjæl kunne vandre sikkert videre og ikke blive fanget i denne verden som et spøgelse. Fængslet serverede ikke jord, men derimod yoghurt for ham. Kokken Brian Price ved ikke hvorfor. ”Måske fordi yoghurt rimer på dirt,” siger han.

sig mætte i store mængder god mad, hvis de altså havde appetit til det. For mange af gladi­atorerne blev den aften og det måltid deres sidste, for det var sjældent en karriere, man lod sig pensionere fra.

HUMMERE OG HAKKEBØFFER Fanger i USA’s fængsler må bede om lige, hvad de vil, men der kan godt være langt fra ønske til virkelighed. I Texas skal alle ­ råvarer­ ne kunne findes i køkkenets spisekammer.­Ifølge Brian Price blev h ­ ummere til frossen torsk og T-bone steaks til hakke­ drenge. Andre steder skal prisen holdes lav.

I Arizona må et ­sidste måltid højst koste 15 dollars svarende til 75 kroner. Fangerne får som regel maden, a ­ ftenen inden de bliver henrettet. I ­ statsfængslet i Texas anrettede Brian Price den på blå plastik­tallerkener på en rød bakke. Han dækkede bakken til med papir, så ingen andre kunne se maden. Det, syntes han, var mest respekt­fuldt.

HENRETTET KVINDE TRAK OVERSKRIFTER USA er det sidste land i Vesten, hvor dødsstraf stadig udøves. Sidste år blev 39 henrettet.

Ifølge den amerikanske organisation Death Penalty Information Center fandt USA’s første officielle henrettelse sted i 1608, da George Kendall blev skudt for forræderi. Siden da har knap 16.000 flere måttet lade lide livet på statens ordre. En af dem var Karla Faye Tucker. En storm rasede i de amerikanske me­ dier, da hun skulle henrettes i 1998. Både fordi Karla Faye Tucker var den første kvinde, der blev henrettet i Texas i 134 år, men også fordi hendes historie skreg på sensationelle ­overskrifter. Karla Faye Tucker blev dømt for, høj på stoffer, at have dræbt en mand og en kvinde ved at slå dem gentagne gange med en hakke. Hun fortalte senere, at hun opnåede seksuel tilfredsstillelse ved at hakke i dem. I fængslet blev hun kristen og senere

gift med sin fængsels­præst. Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, at den samlede presse, allerede en uge inden henrettel­sen skulle finde sted, begyndte at slå lejr omkring statsfængslet i Texas. Da dagen endelig oprandt, stod hundredvis af presse­ folk og civile klar til at protestere mod, støtte eller dække henrettelsen.

Også i fængslet var opmærksomheden og støtten til at mærke. Da Karla Faye Tucker skulle henrettes, havde fængslet fået en ny, kvindelig fængselskaptajn, Parkins. Hun hjalp Brian Price med at forberede Karla Faye Tuckers sidste måltid. Noget, hun ellers ikke gjorde hverken før eller siden. Sammen anrettede de maden på blomstrede pap­ tallerkener, som Kaptajn Parkins havde med­ bragt. To bananer, fire ferskner, en n ­ ektarin, en agurk i skiver og en grøn salat.

Kaptajn Parkins tørrede sine hænder i et håndklæde og betragtede måltidet. Hun tog sig til håret med begge hænder. ”Det er det bedste, vi kan gøre,” sagde hun. ”Jeg bringer det over til hende.”

Kaptajn Parkins kom tilbage en halv time ­senere, helt askegrå i ansigtet. Hun gik ind på sit kontor og satte sig ned. Da Brian Price bankede på, lukkede hun ham ind. ”Hun er dog den sødeste pige. Hun takkede os for frugttallerkenen og sagde “Gud ­velsigne jer alle, det skal nok gå.” Jeg fatter bare ikke, at de har tænkt sig at dræbe den søde… dræbe den søde…”

Men Karla Faye Tucker blev dræbt. Hun fik en sprøjte med dødelig gift. Maden blev sendt tilbage til køkkenet, hun kunne ikke spise den. Brian Price har gemt tre klister­ mærker fra hendes ferskener. Han har dem i et album derhjemme.

SLUT MED SIDSTE MÅLTID I TEXAS I Texas blev den sidste nadver afskaffet i 2011 i forbindelse med henrettelsen af

­Lawrence Russel Brewer.

Tretten år tidligere kørte han sammen med to venner rundt i en sort pickup. Efter at have mishandlet og gennembanket en ­midaldrende mand, havde ­Lawrence Russel Brewer og hans venner spændt ham efter pickuppen. Bundet på hænder og f­ødder blev han i t­imevis truk­ ket henover støvede, øde landeveje indtil et stykke af et cementrør ramte hans hoved og tog livet af ham. Det eneste, manden havde gjort dem, var at være sort. Da Lawrence Russel Brewer skulle henrettes, bestilte han et enormt måltid bestående af to schnitzler, en tredobbelt bacon-cheeseburger, en stor skål friturestegte okra med ketchup, et halvt kilo barbecue, et stort stykke brød, tre fajitas, en pizza, en halv liter is, en p ­ ortion peanutbut­ ter fudge med knuste peanuts ­ovenpå og tre søde, alkoholfri øl.

Lawrence Russel Brewer rørte ikke maden.

Den røg i skralde­spanden, mens han selv fik en dødssprøjte. Det forargede den texanske senator og f­ormand for strafferetsudvalget, John ­Whitmire. ”Det er ekstremt upassende at give en ­dødsdømt et sådant privilegium,” skrev han i et brev til direktøren for Texas’ s­ trafferetspleje.

Direktøren gav ham ret, og sammen afskaf­ fede de traditionen. Nu spiser dødsdømte texanere det samme som deres medfanger­ ­inden henrettelsen.

KÆMPER FOR DET SIDSTE MÅLTID Supersize-bestillinger som Lawrence Russel Brewers var langt fra ualmindelige på Texas’ dødsgange, fortæller Brian Price. ”Vi vidste, at fangerne bare kørte rundt med os, når de bestilte enorme måltider, og vi serverede altid en realistisk mængde mad for dem.” Brian Price mener, at staten begik en fejl, da den afskaffede det sidste måltid.

Nu kører­han en kampagne for at få det genindført. •

15

16

Philip Workman, der blev henrettet i 2007, ønskede en stor vegetarpizza, men den var ikke til ham selv. Han bad i stedet om, at den blev givet til en hjemløs i Tennesseehovedstaden Nashville. Fængsels­ vagterne efterkom ikke hans ønske. Det var der til gengæld andre, der gjorde. Hjemløseherberger modtog hundredvis af vegetarpizzaer fra folk, der havde hørt om Workmans ønske.

Seksogtyve år tidligere, i 1981, røvede Philip Workman en Wendy’s restaurant. Han havde fået hele restaurantens personale ned på jorden under røveriet, men undervejs bad en af de ansatte om lov til at rejse sig et øjeblik, fordi hun havde krampe i benet. Workman gav hende lov. Det lykkedes hende at alarmere politiet via en lydløs alarm. Da politiet kom, forsøgte Philip Workman at flygte, men han faldt og blev omringet af politiet. Han affyrede to skud. Det ene ramte og dræbte en politibetjent.

17

18

19

MAGIC MAGIC CITY CITY Miami Miamikaldes kaldes“a“amelting meltingpot potofofcultures” cultures”og oghar harigennem igennemårtier årtierværet væretetet yndet tilflugtssted for vidt forskellige befolkningsgrupper.

Med solskin yndet tilflugtssted for vidt forskellige befolkningsgrupper. Med solskinog og varme varmeåret åretrundt rundtererbyen byenenenspeciel specielog ogtiltrækkende tiltrækkendemagnet magnetfor formange mange grupper: grupper:De Deældre ældre“snowbirds” “snowbirds”flytter flytterhertil hertilfor foratatudleve udlevepensionist­ pensionist­ drømmen. drømmen.Samtidig Samtidiglever leverhomoseksuelt homoseksueltfrisind, frisind,etetlatinamerikansk latinamerikanskflertal flertal og verdens tredjestørste jødiske samfund side om side.

En ting har de og verdens tredjestørste jødiske samfund side om side. En ting har dealle alle tiltilfælles: fælles:De Desøger søgerdet detgode godelivliv AfAf Marie Hald Marie Hald

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

33

digte af sarah winther (tekst) og mathias bojesen (foto)

34

hun trækker benene op under sig som et foster i sin

livmoder eller en skildpadde i sit skjold eller kyllingen i cellofanen i køledisken hun er hud og knogler at ligge stille, lytte til træerne, være bleg og let, gemme sig

efter regnen ligger kroppene fremme dine forældre gemte dine mælketænder, forgængelighed indfanget i en lille krukke det hele skete meget tilfældigt, en begyndende erektion, en svimmel sensommernat evigheden brænder i begge ender, slip mig ikke, hun sover vi deles om at være sjæle i skoven

jeg er jorden og du er planterne.

han vælter igennem sin stilhed ordene står på rad og række og skælver falder du? hvisker han i mit øre og så noget mere og tankerne kryber op ad rygsøjlen og ind gennem øret og hvirvler rundt i mit kranium der er ikke mange der ved det, siger han jeg har sagt det til dig men du var vist rimelig fuld og hvis dagene ikke overtog hinanden som de gjorde netop den morgen klokken halv fem havde han nok ikke sagt det på den måde.

35

i berlin på hotelværelse

jeg strejfer dit bryst med spidserne af mine

bedste intentioner himlen blegner som ild mellem persiennerne og

det hele er meget langsomt men jeg husker ikke sekunderne fra hinanden ligesom når man er fanget i en febersøvn der er små stænk af brunt i dine øjne

jeg tænker på hvordan insekter ser ud når de dør

og hvorfor hjernen er så krøllet i berlin på stambar

de hælder mere alkohol i glassene herovre, fortæller du dine smalle læber omkring cigaretten fortove

og kulørte lamper og pizzeriaer og hashrøg vi kryber sammen i en læderagtig taxa og jeg tænker på at græde

døde fluer ligger på

ryggen og edderkopper krøller sig sammen

den glitrende discokugle drejer knirkende rundt om sig selv

transvestitten tager sine handsker af din ånde hænger imellem os som dug på en rododendron

jeg forsvinder i mørket

i berlin.

36

du bliver stående derude i mængden, som et fremmedord, skærmet af parenteser men jeg længes efter alt ved dig og alt hvad jeg ikke ved og ikke må kende til så meget at jeg gik ud og kyssede en anden for at fjerne dig fra mine læber.

37

Guld i Guppy Det startede for ti år siden på et badeværelsesgulv. På vandværket troede de, at der var sprunget et rør hjemme hos Anne og Peter, da vandregningen pludselig steg eksplosivt. Det var ikke tilfældet.

Parret var derimod begyndt at avle guppyer. Ti år senere er Anne firedobbelt Danmarksmester i guppyopdræt, og fiskene har deres eget værelse i hjemmet i Hedehusene Af Mads Lorenzen (tekst) og Rune Aarestrup Pedersen (foto)

38

“JEG SAD PÅ BADEVÆRELSET og gloede i seks timer på en guppyfødsel. Det var længe, længe siden, at noget havde optaget mig på den måde. Det var helt vildt!” Sådan ­beskriver Anne Lyksgaard den første guppyfødsel, hun overværede. Siden da er det blevet til ­tusindvis af fødsler. De sidste ti år har Anne og ­hendes mand Peter Dyhr brugt en stor del af deres tid, penge og energi på en noget speciel hobby.

Guppyopdræt kom ind i deres liv fra højre.

Det startede som en febrilsk ­ redningsaktion for de guppyunger, der unægteligt k­ommer, når han- og hunguppyer lever sammen i et a­ ­ kvari­­ um. For Anne, som er frivillig hos Dyrenes Værn, ville det være ren holocaust at dræbe de mange guppyunger, så der blev købt flere akvarier, og hanner og hunner er nu ad­ skilt, medmindre man ønsker familieforøgelse.

Fødslerne foregår ikke længere på badeværelset, og der er indkøbt fødekasser, så mødrene ikke æder deres afkom. Gup­ pyerne har endda fået deres eget værelse i h­ uset. Anne er primus motor på projektet.

P­eter, som betegner sig selv som ‘vandbærer’, har lavet pumpesystemerne og sørger for alt det praktiske omkring guppyopdrættet.

“Vi fik på et tidspunkt et brev fra dem, der l­ e­ vere­­ r vores vand. De mente, at der siden sidste betalingsperiode måtte være sprunget et ­ vandrør,” siger Peter, der måtte berolige forsynings­selskabet og betale regningen. Det har de så gjort lige siden, og sammenlagt koster den nye hobby parret 8000 ­ kroner

ekstra om året i el og vand. “Det er klart, at vi fravælger nogle ting. Vi rejser kun, når jeg skal deltage eller dømme på udstillinger rundt omkring,” siger Anne, der for nylig blev færdig­ uddannet som guppydommer på et kursus i England. Parret kan ikke blive væk ­ i længere tid, end at deres nabo vil passe fiskene for dem. Og det kan de ikke kræve af ham i længere perioder.

Guppyavlsfisk skal pusles om, hvis resultatet skal blive som ønsket. Når det er sagt, så er guppyerne nogle sejlivede bæster. De kan leve længe uden mad, og vil man deltage i en udstilling, som man ikke kan komme til, kan fisken sendes med posten. En specielt designet, åndbar pose, 150 ml vand og en våd klud. Så burde fisken overleve turen. Når den når frem, er det op til dem, der afholder konkurren­cen at sørge for fisken, og fisken er deres efter udstillingen. Bliver fisken efter udstillingen solgt til andre opdrættere eller interesserede, tilhører salgsprisen udstilleren. Sammen med deltagergebyret hjælper det til at dække udgifterne til afholdelsen af konkurrencen.

DOMMERE DØMMER OGSÅ EGNE FISK Det er ingen smal sag at blive gupp­ydommer.

På det hold Anne deltog, var de to, der blev færdige, og det er kun Anne, der endnu er blev­ et inviteret til at dømme. Det er nemlig ikke nok at tage uddannelsen, man skal også vise sit værd. Hvis ens bedømmelser ligger for langt fra meddommernes til en konkurrence, >

39

40

bliver du med al sandsynlighed ikke inviteret næste gang. Som guppydommer skal man dømme alle deltagende fisk. Også ens egne.

Anne mener nu ikke, at det er noget problem.

“Fa­­kti­­sk tror jeg, at jeg har en tendens til at dømme mine egne fisk for lavt,” siger hun og tilføjer, at den tendens ikke er generel.

“Vi havde et tilfælde, hvor vi afslørede nogen i at gå rundt og markere de akvarier, der var fisk fra deres eget land i. Så måtte vi have alle fiskene op og ned i andre akvarier,” siger Anne. Det går nemlig ikke, at man ved hvilke fisk, der er i hvilke akvarier, før der er dømt.

MIN FISK ER FLOTTERE END DIN FISK En stor del af sporten er baseret på genetik.

Blandt dommerne er der nogle klare idéer om, hvordan en optimal fisk ser ud. Der er mål for, hvor lang dens halefinne skal være, hvor stor en han og en hun skal være, og hvordan finnen skal være formet. Så er det ellers op til opdræt­ terne at ramme plet.

Spyd, spids, rund og deltahaler. Gubbyer bliver inddelt i arter alt efter hvilken form, d­eres hale har. Arterne kan krydses, men r­esultatet bliver ifølge Anne ikke ønskværdigt.

“De kan blive krøblinger, og nogle m ­ angler ryg­ hvirvler og får derfor skæve rygge,” siger Anne.

Arterne konkurrerer sjældent mod ­ hinand­ en, og der findes derfor vindere i hver ­kategori.

Man må gerne deltage i flere k­ategorier på samme udstilling.

Udover ­ størrelse og art, skal man også bestemme farven af fisken. Der skal både findes en d ­ækfarve, som dække­ r hele fisken, og så skal der findes en farve, som fisken skal have på brystet. Derfor er det, ­ifølge Anne, ret svært at opdrætte, hvis man ikke gider sætte sig ind i genetik. Når farve, art, haleform og køn er bestemt, skal man finde en stamme, som dels er sund og rask, dels har nogle af de ønskede egenskaber. Og finde en anden stamme, der har resten. Og så er resten ganske naturligt. Hanner og hunner i samme akvarium, lunt vand, en smule salt og kemi fiskene imellem. Dog bør man passe på.

Kommer for mange hunner s­ammen med for få hanner, risikerer hannerne at parre sig ihjel for ikke at lade nogle hunner føle sig o ­ versete.

Sætter man for mange hanner s­ ammen med en hun, er det hunnen, der ­ risikerer at lade livet for de brunstige hanners lyster.

DET STORE SHOW Når fiskene er ankommet til konkurrencerne, enten sammen med deres ejere eller med posten, puttes de i nummererede akvarier. Som

udgangspunkt ved man ikke, hvor ens egen eller ens landsmænds fisk befinder sig. Og så er det ren fernisering. Dommerne c­irkulerer, ser fiskene an og noterer sig, hvordan de e­ nkelte fisk klarer sig i deres kategori. Det tager naturligvis sin tid, og i al den tid er der masser plads til at snakke om vind og vejr. Og ­guppy­er.

“Det sociale omkring konkurrencerne er helt klart det vigtigste for mig,” siger Peter. Anne tilføjer, at hun nu også godt kan lide p­okalerne. Hun er firedobbelt Danmarksmester i gubbyopd­ræt, så hun har en del af slagse­n. Når vi­nderne er fundet, spiser konkurrenterne ofte middag samm­en. Derefter er det ikke ualmindeligt, at en officiel person fra værtsbyen eller den l­okale guppyforening proklamerer vinderen af de f­orskellige konkurrenc­er.

“Vi var ude for, at borgmesteren deltog i ­middagen og efterfølgende udnævnte ­vinderne i de forskellige kategorier. Det tog hun virkelig alvorligt,” siger Peter.

EN GENTLEMANSPORT UNDER PRES Konkurrencerne i guppyopdræt er i høj grad baseret på fairplay og gentlemanship. Til konkurrencerne, som ofte foregår i udlandet, er det ikke tilladt at udstille andres fisk, men pr­ ­ æcis hvem, der har opdrættet hver enkelt fisk, kan være ganske svært at finde ud af. Det er derfor uhyre vigtigt, at folk hver især sørger for at være fair og overholde reglerne. Og det er det ifølge Anne ikke alle, der er lige gode til. Hun har engang været ude for, at ­hendes fisk blev erklæret døde, inden hun havde sendt dem af sted. Snyd er ikke den eneste hovedpin­ e guppymiljøet døjer med. Engang havde Danis­ h Show Guppies, den danske g­uppyklub, 30 medlemmer. Nu har den otte.

Men Peter er fortrøstningsfuld.

“Det er lidt ligesom med finanskrisen. Det går op og ned.” Sporten er mandsdomineret, så det er ikke kun gennem sine sejre, at Anne skiller sig ud. Peter har en idé om, hvorfor mændene sender fiskene og sig selv til udlandet for at vinde guld og hæder. “Jeg tror sgu, at de gør det for at slippe for konerne,” siger Peter med et smil.

EN FISKETJANS Hvis man synes, at det er uoverskueligt at hold­e hund, så er guppyopdræt nok ikke sage­ n.

Akvarierne skal renses, fiskene skal fodres ­tre-fire gange i døgnet, og der skal skiftes vand hver tredje dag. Med omkring 170 fisk og 64 akvarier er det noget af et arbejde.

“Jeg plejer at time vedligeholdelse med sport >

41

på 3’eren, men jeg må i­ndrømme, at jeg af og til har andre ting, jeg kunne tænke mig at lave,” siger Peter.

“Højdepunkterne er helt klart de internatio­­na­le middage. To øl og så snakker vi guppysprog og så er det lige meget, hvor vi er fra hver især,” siger han.

SÅDAN BØR DU STARTE MED AT OPDRÆTTE Ser man rummet, som Peter har installeret gupp­yerne i, er det svært at forestille sig, at det hele startede på et badeværelsegulv. Der lugter af fiskebouillon, og fiskenes respiratorpumper ryster så meget, at Peter har måtte stille dem på noget skum for at sikre natteroen. Men det behøver slet ikke være så omstændeligt. I hvert fald ikke til at starte med. Vil man begynde at opdrætte selv, bør man ifølge Anne først og fremmest sikre sig, at man har en god stamme, en god familie, at avle ud fra. Og så skal man læse op på sagerne. Selv fandt Anne en garvet opdrætter, som gav hende nogle gode tips.

“I start­­­en holdt jeg dem hemmelige, men nu deler jeg faktisk ud af dem til dem, vi godt kan lide. Altså ikke dem, der snyder, naturligvis,” siger Anne. •

42

43

44

WHERE CHANCE TAKES YOU What makes you itch? What do you desire in your life? Something intangible is going on in the Golden Gate Park, which the world around seems not able to offer. Seeking their quest, a wide variety of people come to fulfil their desire

By Pascal Giese (text and photo)

45

IF YOU TAKE THE N-JUDAH TRAIN from downtown San Francisco towards Ocean Beach, it will carry you with a loud hum and an unmistakeable jar through the city and ever closer to the Pacific. When Judah St crosses 40th Avenue, you want to hop off, walk a little bit further and go right into 41st Avenue.

In this part of San Francisco the s­ kyscrapers, soaring into the blue sky, have been replaced by little colourful houses which all look slightly different. Sometimes misty sea air settles like

46

a sheath over your head. Don’t worry about it. Come closer and closer to the towering trees of Golden Gate Park ­until you’re stand­ ing right in front of them. The scent of pine trees, flowering shrubs and wet earth rises in your nose, and lofty Monterey cypresses sculptured by the steadily w ­ hispering wind surround South Lake and welcome you into the Golden Gate Park.

On the shore of the little lake, hidden by evergreen bushes, you will spot a small bench

“ I love the park but

bad things are coming over from Europe. Holograms at night and stuff like that

through the twigs and leaves. Maybe Chance is sitting there, wearing a black hoody and humming a song with a coconut beer in his hands. Perhaps you will approach him a little carefully because of the way he looks, but if he takes off his hood and sunglasses, you will catch a glimpse of a furrowed face with sparkling blue eyes and a broad smile on the weathered skin.

“My name comes from the many chances I have had in life,” Chance says. He turns his

radio on and starts moving with the beat of the rap music while his eyes are wandering over the lake. Occasionally they are coming to a rest just to pursue the old pattern after the blink of an eye. As he asks for a lighter he starts rummaging in an old tattered jacket and, with his eyes still searching over the place, his hand gets hold of a roach.

“Nicotine is no good, I only do pot and alcohol,” Chance adds while lighting the ­ roach and inhaling deeply with relish. It ­offers

only one puff and after nipping off the ember he puts the roach back in his pocket, saving the resin.

“I love the park but bad things are coming over from Europe. Holograms at night and stuff like that.” Suddenly pointing at the lake he adds “See this egret? Really ­ cunning bird! Watched him hunting all day.” With a swift glance around, Chance picks up his chattels and turns around. “Right on man, ­ see you around.” After a handshake he >

47

walks away, tuning the radio in search of his ­favourite ­station. Haze is billowing unerringly over South Lake. Sometimes here, sometimes there. The egret is standing frozen to the spot awaiting his next prey. All of a sudden it ­ twitches to the ground and soars up into the sky with the unfortunate victim safe in its beak.

48

Behind the lake trees are opening to a glade where sun-seeking people are e ­ ither lying in the grass or playing fetch with their dogs. On its edge a slope takes over the glade and leads into an almost jungle-like area which you might want to explore. Branches are breaking under your feet with a crack and sunshine is glazing through the ­ shrubbery until it suddenly dissolves, offering the ­ ­unexpected view of fishing ponds.

Fly fishing rods are slicing through the air, throwing the lines in organic movements from one end to the other. The watching crowd cheers after James throws his line. He is one of the candidates to win this year’s ‘Spey-O-Rama’ fly-fishing tournament.

Although there are no fish in the pond, the passion is there. Shining SUVs are parked next to each other in the sweltering sun ­beside the clubhouse. At lunchtime everyone is standing in line eagerly anticipating their own hamburger with fries and a few l­ettuce leaves.

The tournament goes on. The crowd is ­ cheering again. “Nice one, James,” ­someone calls. The ordinary pattern repeats itself over and over again, and almost by ­ itself the leash flies through the air. Out of the shrubbery comes Chance. The crowd looks at him in unintended condemnation and some begin to stroll away a little bit.

Chance stops for a moment admiring the fluent move of the leash and walks along the edge of the ponds with his favourite station tuned in. The sound is ­echoing over the place until he d ­ isappears back into the undergrowth.

You might trample over some weeds on the ground when you approach Steve, and he will look at you with reserved indignation. If you move purposely, you will notice that small flowerbeds are built all over Steve’s part of the Golden Gate Park. Barks and boughs are defining the flowerbeds and interweave the latter so naturally with its surroundings that they are not visible at the first glance.

“I planted these for the bees and for myself,” Steve says.

Just behind his home, a fence separates the park from an almost deserted site where some stranger stores his hives. The bees love the flowers down at Steve’s and he enters the site every night through a hole in the fence to drag down water for the garden. “A ­gardener told me that it is good what I am doing here,” he says. Watching his environment with awareness he adds proudly, “Coming from a gardener, can there be a better compliment?”

“When I came to the park, there was a pile of broken glass lying in front of me. I cleaned it because of bad karma. Ever since I started ­living here, I have been caring about my part of the park,” Steve says. It has been forty years since he removed the pile of broken glass and now age is getting a grip of him.

You can see his body seeking for calmness while he douses his plants.

“It is marvellous, gorgeous to be out here!

People say we don’t have seasons here >

49

50

in San Francisco, but that’s not true. We just have them every day and not spread over a year. We have clean air in the park because of the trees and the ocean, and I think that’s why it’s so special. This air makes it ­possible for you to grow!” he says. Slowly Steve ­wanders back to his bench, resting his hands on the wood for support while sitting down.

A smile is sweeping over his face before he closes his eyes and aligns his head back towards the now darkening sky.

“You will never pass on true love if you haven’t received it as a child.” He speaks softly now and his eyes are opening again, showing an age his body has long passed.

“I think too much, there are so many voices.

Don’t use the right part of your brain, use the left part. I don’t want to think, I want to feel so I can see things how they really are! This air is the most mysterious!”

The sun has set and while darkness falls all noises are somehow becoming more a ­ udible.

The wind is whispering through Steve’s ­flower­beds and he is putting on clothes in an effort to protect himself from the r­ eeping cold.

He moves laboriously over to his h ­ ammock, ­waving his hands for goodbye.

The narrowed paths meander through the park, dimly lit in the rising moon. A coyote crosses the way and, as it looks up at you, it nimbly disappears. Somewhere, out of the pitch black forest, the sound of Chance drum­ ming on a container reaches your ears while you pass the now motionless fishing ponds on your way out. The Golden Gate Parks belongs to others now. Involuntarily, your feet are hastening to reach the light flooded street.

All of a sudden the park lies behind you, and its hushing noises are replaced by roaring silence while the N-Judah train is driving you jolting back into another world. •

51

52