C I TAT
O N 53
Caroline Sofie Gede ANSVARHAVENDE
Johanne Lerhard ANSVARSHAVENDE
Ludvig Hellberg Pedersen TEKST
Ida-Marie Frank TEKST
Anne-Sofie Breinholt TEKST
Benjamin Voldum Krog FOTO
Rose Marie Ulveman TEKST
Maria Høy Hansen FOTO
Lasse Borch Sandborg TEKST
Nanna Jørgensen TEKST
Selma Paludan TEKST
SKRIBENTER Sigrid Landgaard, Alberte Silberbrandt, Sebastian Kanani, Maria Bohm FOTOGRAFER Brage Borup, Rune Øe, Liv Latricia, Rachel Ellis ILLUSTRATIONER Sigrid Landgaard FORSIDE & BAGSIDE Rune Øe OPLAG 500 FINANSIERING Magasinet CITAT er finansieret af annoncer og fonde TRYK Ole Fly ApS v/Lars Prevelakis Bai PRODUCERET af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk SKAL DIN ANNONCE I CITAT? Skriv til redaktion@magasinetcitat.dk
C I TAT
NO 53
Kære læser Tiden har tendens til at løbe fra os. På CITAT-redaktionen nåede sommeren at indhente os, før vi nåede at finde de slidte Birkenstock frem fra gemmerne og planlægge semestrets sidste magasin. Heldigvis fik vi samlet både tropperne og historierne til det CITAT_53, som du har i hænderne nu og lige netop handler om, at tiden kan forsvinde mellem fingrene på os. En dansedrøm kan føles millioner af lysår væk, når man sidder i palietter på sit teenageværelse i Struer. Ligesom en 93-årig arkitekt kan nå at leve et helt liv, efter han forlod sin tegnestue for 22 år siden. På internettet bevæger tiden sig faktisk med lysets hast, og en mulighed for at blive digital kunstmillionær kan forsvinde på et øjeblik. I Grønland kan tiden omvendt snegle sig afsted, når det er svært at finde den sande historie. Rigtig god læselyst! Redaktionen, maj 2022
Foto: Dicte Hostrup Sønnichsen
DOKUMENTARFOTOGRAFI - KUNSTFOTOGRAFI - 19 UGER - START 08/08/2022 TREKRONERGADE 126F 2500 VALBY +45 3325 0595 INFO@KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK WWW.KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK
Langt til L.A. Af Liv Latricia
I Struer Sportsdanseforening bliver 17 piger undervist i alt fra hip hop til showdance og disco. Pigerne er delt op efter niveau og ikke efter alder. Derfor går søstrene Elisa og Sigrun på fem og ni år, Isabella på 11, Mille på 12 og Anna på 16 år sammen til holdtræning i danseforeningen. Pigerne har udviklet deres eget lille fællesskab på trods af aldersforskellen - gennem hårdt arbejde, sved og fælles ambitioner.
04 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 05
06 • CITAT N°38
Isabella, 11 år, 8767 kilometer til L.A. Isabella drømmer om et stort hus i L.A., hvor hele familien kan bo - senest om 10 år. Da Isabella begyndte at bruge selvbruner for et år siden, blev hun mobbet. En kort overgang havde hun lyst til at lægge selvbruneren på hylden, men hun valgte at stå fast - stå fast ved den hun er. Vejen til L.A. er lang, men Isabella will go the distance.
CITAT N°38 • 07
08 • CITAT N°38
Mille, 12 år, drømmen er Vild med dans, måske. Mille har vundet 118 medaljer, men det er vigtigt for hende ikke at prale. I ugen op til en turnering bruger hun spraytan tre gange: søndag, onsdag og fredag. Milles ur vækker hende hver morgen kl 6.45, så hun kan komme ud og løbe og holde sin kondition i top. Hun har danset, siden hun var fire år, og hun har vundet DM fem gange.
CITAT N°38 • 09
Anna, 16 år, dansen vejer tungere end alt andet Nogle gange spørger vennerne på skolen, hvorfor hun ikke kommer med til fest. Men Annas førsteprioritet er dansen. Hun startede, da hun var 3 år gammel. Og selvom mange, som Anna har danset med, er stoppet, har Anna holdt ved. I dag er hun 16 år, danser til fire turneringer om året og har vundet DM fire gange.
10 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 11
Sigrun og Elisa, fem og ni år, spiser ikke fredagsslik inden turnering Nå Sigrun og Elisa børster tænder, danser de. Sådan har det været, siden søstrene startede til dans, da Sigrund var fire, og Elisa var to. Selvom Sigrund og Elisa ikke spiser fredagsslik op til turneringer, er dansetræner Vibeke god til at fortælle, at sundhed ikke er alt, og at man ikke må få et forkert billede af sig selv. Sammen danser de to søstre Sigrun og Elisa disco, showdance, hiphop, rocknroll og latin dance. Sidste år stillede de op til DM for første gang.
12 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 13
14 • CITAT N°38
Kære læser Her skulle have været en annonce, men vi nåede desværre ikke deadline. Kender I det? Kh Den Sidste
CITAT N°38 • 15
Venstrehåndet Tekst af Alberte Silberbrandt Foto af Rune Øe
Jeg drømte om dig i nat. De havde lavet en fejl. Du var ikke død alligevel. Jeg lukkede dig ind ad bagdøren i din lejlighed, som om du havde været i Spanien, og jeg havde vandet dine planter. Men du havde ingen planter. Du var rystet. Jeg ved ikke, om du havde været død eller var blevet begravet levende. Men nu stod du lige der. Foran køkkenvasken, hvor du engang lærte mig at skrælle kartofler. Du prøvede at skrælle med venstre hånd, for at vise mig hvordan man gjorde, selvom du selv var højrehåndet. Kan du huske det? Hver gang vi skrællede kartofler, fortalte du om den sommer, hvor du og din bror konkurrerede i kartoffelskrælning. Du var selvfølgelig bedst. Du var vinderen i alle dine historier. Men når du tog kartoffelskrælleren i venstre hånd, var vi næsten ligemænd, du og jeg.
16 • CITAT N°38
Du stod lige der. Foran køkkenbordet, hvor du lærte mig at lave gin & tonics. Dem vi plejede at drikke, før jeg tog i byen, stavrende ud i natten, og du lå i din seng og ventede på, at natten var over dig. Du sagde, at jeg skulle starte til selvforsvar. Du var vred og insisterende. Hvis jeg lukker mine øjne, kan jeg se smerten i dine; vreden over ikke at kunne beskytte mig mod livet. Og jeg var så dum at tvivle på, om du elskede mig. Var det ikke tydeligt nok? Hver gang jeg drikker en gin & tonic, sender jeg dig en tanke. Kan du mærke det? Jeg drikker mange af dem. I fuldskaben er jeg tættere på dig, tættere på følelsen af evighed. ”Min far er død”, hører jeg mig selv sige til en fest, hvor dem jeg kender, ikke kender mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Måske for at få en reaktion, for at føle noget. Det er svært at glemme, at alting er ligegyldigt, når lejligheden er solgt, og du ikke længere banker på døren. Når kartoflerne efter mange års øvelse næsten skræller sig selv. Og når isen i min gin & tonic smelter langsomt til lyden af solsortene i min have.
CITAT N°38 • 17
18 • CITAT N°38
En arkitekt i sit hjem Min farfar var arkitekt. Han har lavet projekter flere steder i verden, men hans mest kære værk er det hvide, modernistiske hus på Ravnsnæsvej. Han er stadig arkitekt i en alder af 93 år. Efter han ved årtusindeskiftet solgte sit arkitektfirma, ramte depressionen over ikke at kunne arbejde så meget, at han blev nødt til at fortsætte. Bare på ny. Han købte et computerprogram, hvori han digitalt tegnede sit hus i Birkerød, ligesom han på papir havde tegnet det omtrent 50 år tidligere. Stadig laver han små ændringer i haven, for indimellem får han en ny idé. Han passer på sit hus, fjerner blade og grene fra taget, og han bryder sig ikke om græs mellem grusset i indkørslen. Han er efterhånden godt oppe i årene, og han bliver også træt efter noget tid med arbejdshandskerne på. Det ændrer dog ikke noget på, at han stadig tager dem på indimellem, når noget ikke ser helt ud, som det skal.
Af Brage Borup
CITAT N°38 • 19
20 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 21
22 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 23
24 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 25
DIGITAL GULDFEBER Kryptokunst har gjort internettet til en potentiel guldgrube for almindelige mennesker. I videomøder bruger unge mænd de fleste af deres vågne timer på at få adgang til at købe digitale kunstværker. For animerede aber på en skærm i dag kan måske forvandle sig til penge mellem hænderne i morgen. Tekst: Maria Bohm og Sebastian Kannani Foto: Rachel Ellis
26 • CITAT N°38
Prolog Dette er fortællingen om månederne, hvor en decideret guldfeber rasede på internettet. Måneder, hvor prisen på kryptokunst nåede absurde højder, og alle ville have en bid af den digtale kage. I skrivende stund - kun et øjeblik senere - kan man læse overalt, at markedet er kollapset. Det var en boble. Vi mødte nogle unge drenge, der troede, og måske stadig tror, på kryptodrømmen, på millionerne og på deres hidtil uprøvede evner som kunstinvestorer. Lad teksten stå som et minde om én af internettets uendelige døgnfluer. Og Omar, du skal møde, arbejder nu i modebranchen. CITAT N°38 • 27
I lobbyen på Cabinn Hotel i Aarhus sidder Omar Fagir bøjet indover sin Ipad Pro. Han har inviteret sin mor på weekendtur, men han skal også lige arbejde lidt, siger han. Og i dag er lobbyen hans kontor. Videomødet afholdes på en Discordserver for NFT’er. Omars job er at være tilstede. I det ene hjørne af skærmen ligger en mand i sin seng. Han har en rød undertrøje på og øjnene direkte rettet mod telefonen. En gang imellem kigger han op. Enten på kameraet, eller for at tage en tår af sin øl. Det er ikke store tanker, der deles under videomødet, og nogle gange er der lange perioder med stilhed. Men i det Omar begynder at tale forstummer al snak. De andre ved godt, hvem han er. Han er moderator og har magten over NFT’erne. En NFT er et non-fungible token. Et andet udtryk for ‘kryptokunst’. Oftest er NFT’er i digitale kunstværker i billedform. Men modsat kunst i den virkelige verden køber man ikke selve værket, kun ejerskabet over det. En NFT er et slags digitalt skøde, man ikke kan snyde med. Det svarer til at kunne bevise, at du ejer et billede, som alle med en internetforbindelse kan søge frem på Google. For et par måneder siden blev verdensstjernen Justin Bieber for ni millioner kroner ejer af en animeret grædende abe fra den eksklusive NFT-gruppe Bored Ape. 28 • CITAT N°38
NFT-jægere bruger timevis på Discord, en af de mest populære voice-chat og kommunikationstjenester på internettet, oprindeligt lavet til gamere. Omar har magt, fordi han kan whiteliste folk. Det betyder, at han kan give folk muligheden for at købe en NFT til en lav pris, inden den kommer på det åbne marked, hvor alle har muligheden for at byde på den. Når en NFT bliver sat til salg offentligt, sker der oftest det, at priserne stiger hurtigt. De, der har købt deres NFT’er til et whitelist-forsalg, kan dermed sælge med profit. Alt, det kræver, er efterspørgsel. Og det er der nok af. Kampen om den hvide liste NFT’er handles hver dag for millioner af dollars på den digitale kryptobørs, OpenSea. Og der kommer hele tiden flere købere til, hvilket får priserne til at stige yderligere. For de, der ikke på forhånd er millionærer, handler det om at købe NFT’erne, mens priserne er lave og håbe på, at efterspørgslen på lige netop deres NFT vil stige. Ligesom brugerne i Omars Discordserver. At købe NFT’er, inden prisen er på himmelflugt, er ikke altid lige til. Det kræver markedsindsigt. Ligesom virkelighedens aktier. De kyndige ved derfor godt, at de skal whiteliste sig gennem det digitale kunstmarked.
Men det er ikke nemt at få en plads til et whitelist-forsalg. Man skal arbejde for det. Være aktiv i chatten, hjælpe andre i gang med at handle NFT’er, deltage i begivenheder og lave fan-art og memes. Pladserne bliver kun delt ud til de allermest engagerede medlemmer af Discord-serveren. I det NFT-projekt, Omar modererer, er der 179.000 medlemmer af serveren og kun 4000 pladser på whitelisten. Det handler om at deltage aktivt i fællesskabet. Meget aktivt.
Det har gjort NFT-handel til et regulært fuldtidsjob for nogle. Blandt andet Omar. Han skal bruge fem timer om dagen på serveren og skrive 200 beskeder. Udover det bruger han to timer i videochats. For de mange timers arbejde får Omar lov til at købe et antal animerede NFT-dovendyr. Han vil ikke fortælle hvor mange. Men han har for nyligt sagt sit job op som fuldtids lagermedarbejder.
CITAT N°38 • 29
Online Inception Omar drømmer selv om andre NFTprojekter i Discord-servers, hvor han ikke selv har magt. Her er han ligesom alle de andre reduceret til en jæger og må selv kæmpe for at blive whitelisted. Flere af Omars venner gør det samme. En af dem er Jonas, som ringer, mens skiløbere kæmper om en OL-titel i langrend på fladskærms-TV’et i lobbyen. I aften skal Jonas holde filmaften på Discord. Shutter Island, Fight Club og Inception skal skabe sammenhold om et NFT-projekt. Et stærkt community er en del af pakken, når du køber en NFT. Det er vigtigt at vise, at man gerne vil projektet og ikke bare er med for de potentielt hurtige penge. Men Omar er der ikke for fællesskabet. Det er de færreste, siger han. Selvom det er kutyme at lade som om. Omar er der for pengene. Filmaftenerne er bare en del af planen. Og så længe han ikke gør noget ulovligt, er hans mor glad. 30 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 31
32 • CITAT N°38
YOU CAN’T USE UP CREATIVITY. CITAT N°38 • 33
skjorten lægger sig op ad sig selv i bølger friktionen, stoffet der gnider sig i hænderne han smutter knapperne som mandler gennem hullerne hænder væver mit hår hans smil larmer i mørket lag på lag af hud mod hud jeg vil ikke stoppe med at skrælle ved bare tøjet jeg vil forstå ham lige så nemt som man forstår at mennesker går indenfor når det regner 34 • CITAT N°38
luk dine hænder om mig som en musling og mine nye øjne vil være alt jeg kan se gennem sprækken mellem dine fingre jeg vil følge rillen i dit fingeraftryk altid tabe sporet, starte forfra aldrig blive færdig
Tekst: Sigrid Langgaard Foto: Anders Holst
CITAT N°38 • 35
vi laver tovtrækning med vores åndedræt imellem kyssene brænder stoffet af spænding op min nyhedsværdi der falder fra det øjeblik vi mødtes til den dag han skubber mig ud af sin seng dynen knitrer omkring hans krop mens han strækker sig jeg gør mig lille, da hans fod strejfer mig den flydende form der viger for den faste
jeg holder hele tiden gravøl for mine følelser jeg sætter dem i verden, når jeg ved at de må dø det bedste jeg kan få ud af anstrengelserne er at få lov til at kende ham vi har en historie sammen som jeg vil høre ham fortælle ordene kommer ud af munden i en æggeskal knap forbi tændernes skær alt man kan sige kan gå i stykker når munden føder ens tanker i verden
36 • CITAT N°38
svært at opleve sin krop som et hjem når man har malet væggene i en styg farve pulsen har taget form af en nedtælling dens konstante punktering af hjertet og blodet farer rundt i kroppen som bolde på en kuglebane der aldrig kan rejse væk svært at invitere nogen hjem når der er huller i gulvet hvis jeg kunne åbne en ny tilværelse som en låge i en julekalender gjorde jeg det
CITAT N°38 • 37
Hvor solen rammer først Af Rune Øe Jeg har været i Tasiilaq. Byen hed tidligere Sarqardid, der på grønlandsk betyder “hvor solen rammer først.” Jeg har læst de samme historier om Grønland i medierne gang efter gang. Selvmord, alkohol og mistrivsel. Men jeg tænkte, at det kan vel ikke passe. Det kan ikke være rigtigt. Med kameraet dinglende om halsen, kigger folk en smule skævt, når jeg bevæger mig rundt i bybilledet. Turist eller journalist? Når jeg fortæller, at jeg er journalist, klapper de hurtigt i eller spørger: ”Vil du fortælle den gode eller dårlige historie? For det er faktisk ikke så slemt her, som folk tror.” Jeg vil gerne tro på dem, men det er svært. For jeg føler, at folk skjuler noget for mig. Historier, der skal fortælles. Historier, jeg vil fortælle. Lige nu er de ansigtsløse og stumme. De fortjener at blive hørt, men ingen tør fortælle. Samfundet er for småt og konsekvenserne er for store, hvis de forkerte informationer slipper ud.
38 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 39
Fra d. 3. september til d. 17. september 2021 blev det besluttet, at alt salg og udskænkning af alkohol blev lukket i 14 dage, grundet en voldsom uge, hvor der var to selvmord, fire forsøg på selvmord og femten husspektakler. Alt dette skete i kølvandet af, at der blev udbetalt løn samt overskydende skat. Efter 14 stille dage i byen uden voldsomme indmeldinger til politiet, bliver der nu åbnet op for salget igen.
40 • CITAT N°38
Et udlæg fra politiet i Tasiilaq viser, at der i perioden fra d. 25. september frem til d. 19. oktober blev rykket ud til 115 hændelser: Husspektakler: 19 Husspektakler med børn: 2 Selvmordstrusler: 12 Gadeuorden: 2 Uønskede personer: 10 Berusere: 10 Spritkørsel/sejlads: 3 Berigelse om indbrud eller lign.: 11 Vold: 4 Voldtægt: 3 Overgrebssager mod børn: 3 Trusler på livet: 2 Andre hændelser udenfor ovenstående kategori: 36
CITAT N°38 • 41
42 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 43
44 • CITAT N°38
Jeg sidder i det sidste hus på toppen af bakken, hus nummer 1265. Dagen forinden på min daglige gåtur rundt i byen møder jeg Dorthe Brandt. ”Velkommen til Tasiilaq,” råber hun. Vi går hinanden i møde, men hun kommer ikke så langt, da hun kæmper med at holde sin kæreste på benene. Hun fortæller om, hvor lidt sne der er nu, i forhold til da hun var barn og omkring hendes opvækst. Efter fem minutter spørger hun, om jeg ikke vil komme forbi i morgen efter klokken 14:00. De skal ned på kroen og drikke nu.
CITAT N°38 • 45
46 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 47
48 • CITAT N°38
De sover i stuen, da de har fyldt det eneste værelse op med en ekstra fryser, så de kan klare sig igennem vinteren. Det larmer i huset. Lige udenfor vinduet står en stor dieselgenerator og brummer på fulde drøn. ”Der går nok hellere ikke så lang tid inden, at vi får et toilet, som kan skylle ud. Så slipper vi endelig for spanden.” På gulvet i stuen ligger en madras, som danner en labyrint imellem sofaen, sofabordet og vasketøjet på gulvet. Dorthe har i alt fem børn, hvor to af dem er døde af selvmord. ”Jeg savner dem på deres fødselsdag, og når det bliver jul, men mest af alt er jeg bare skuffet over dem.” Hun fortæller mig, at vi alle er frie fisk. Vi vælger selv, hvilket vand vi vil svømme i. Vi må selv tage noget ansvar og ikke give andre skylden for vores ubehag.
CITAT N°38 • 49
50 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 51
52 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 53
54 • CITAT N°38
Her er ingen voksne i nærheden. Kun dem, helt alene på isen. Jeg tænker på vinteren i Danmark. På skiltene, som fortæller, at isen ikke er stærk nok til at gå ud på. Der er ingen skilte her.
CITAT N°38 • 55
56 • CITAT N°38
I Østgrønland bor et folk, som er bange for at fejle, vise følelser og tale om deres problemer. Men vi bliver nødt til at tale om Tasiilaq.
CITAT N°38 • 57
58 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 59
60 • CITAT N°38
CITAT N°38 • 61
CITAT N°38 • 63