CITAT_25 by Magasinet CITAT

LEDER I 2008 blev Magasinet CITAT født. Det er 25 udgivelser siden. Ingen af os, der i dag er redaktører, var i nærheden af at gå på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole dengang. Vi er taknemmelige for, at a ndre pressede til og gav babyen liv. Som et barn til en dåbsfest går CITAT videre fra favn til favn. Nye redaktører kommer til hvert semester og er med til at forme den videre færd. En færd, der bygger på sikre, hjemlige rammer, men også på opfordringer til altid at prøve sig selv og sin omverden af.

Emma Ellegaard

Anna Hjortdal

I CITAT_03 spiste tidligere ’forældre’ en kat. Siden har mange fortæl linger om privatliv, pikke og poesi præget opvæksten. Vi gør det bedste for at tage livserfaringen med os, når vi prøver nye grænser af. Det er fedt at blive ældre. Redaktionen, forår 2014

Sara Gangsted

Peter Lilja

Anders Rye Skjoldjensen

Camilla Gaarder

REDAKTION Emma Ellegaard (ansv.) Peter Lilja Tróndur Dalsgarð (foto) Anders Rye Skjoldjensen (foto) Camilla Gaarder Mathias Bojesen (foto) Sara Gangsted (foto) Anna Hjortdal

WEB www.magasinetcitat.dk

SKRIBENTER Emma Ellegaard Sarah Winther Thomas Aagaard Natalia Lorite Emilie-Marie Fridh

OPLAG 3000

FOTOGRAFER Sofie Amalie Klougart Sara Gangsted Sophia Juliane Lydolph Tróndur Dalsgarð Jens Henrik Daugaard Sørensen Katrine Marie Kragh

Mathias Bojesen

Tróndur Dalsgarð

KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk FINANSERING CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra DSR

TRYK Clemenstrykkeriet A/S DISTRIBUTION FreeCard

ILLUSTRATIONER Melissa Kühn Hjerrild

CITAT er produceret af s tuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og udkommer fire gange årligt.

OMSLAG Kristine Kiilerich

Skal din annonce i CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk

We will love and tolerate the shit out of you

Fænomenet ‘Bronies’ er støt voksende i Danmark. Selvom mange ser skævt til deres interesse for børneserien “My Little Pony: Friendship Is Magic”, holder fansene deres sti ren og bekæmper had med kærlighed. Af Emilie-Marie Fridh (tekst) og Katrine Marie Kragh (foto)

”MIN EKSKÆRESTE MENTE, at sådan opfører voksne mennesker sig ikke,” fortæller Martin Kruse Jensen, mens han trækker en paryk over sit eget hår, der for tiden er farvet blåt. Han er den eneste i hjembyen G renaa med blåt hår, pointerer han. Ifølge Martin er de fleste grenaaboere en flok bonderøve. Selv er han 30 år gammel og uddannet datamatiker med eget firma. Han bor i en lejlighed i byen, ganske som de fleste andre. Alligevel skiller han sig meget ud med den hobby, han dyrker derhjemme. Hans hjem er ikke bemærkelsesværdigt indrettet, og der er intet at se, hvis man ikke er opmærksom. Køkkenet er mere velassorteret end hos den klassiske ungkarl, hvor indholdet i skabene tit begrænser sig til dåser med hakkede tomater, baked beans og torskerogn. Men det er ikke det, der gør Martin speciel. Ved Martins store skrivebord med stationær computer og to store skærme – hans daglige arbejdsplads – står en række med små plasticfigurer. De er nemme at overse, men har b likket først fanget dem, kan man ikke

ndgå en form for reaktion. Det er en lille flok u ponyer, der pryder bordpladsen. NØRD Det var ganske tilfældigt, at Martin for lidt over et år siden blev en brony. Bronismen er udsprunget fra internetfora som eksempelvis 9GAG, og bronies er en sammentrækning af ordene “bro” og “ponies”. Ordet betegner fans af serien “My Little Pony: Friendship Is Magic”. Martins veninde var begyndt at se serien, og han begyndte at se med. I starten var det ikke med stor interesse, men efter et par afsnit knækkede han alligevel koden til seriens succes. ”Deres karakterer er så vellavede, at alle kan relatere til dem,” siger han og går i gang med at udpensle de seks hovedponyers forskellige træk. Fra den meget generte og sky Fluttershy over miss dramaqueen Rarity til den festglade og outrerede Pinkie Pie. Figurerne, kombineret med gamle film referencer og humor, som det voksne publikum kan forstå, har været grundlaget for, at communitiet startede på internettet for omkring fire år siden, kort tid efter de første afsnit trillede over skærmen på The Hub i USA. My Little Pony var egentlig henvendt til små piger, men fandt et uventet publikum i voksne mænd. Fansene mødes ved forskellige arrange-

menter, hvor de klæder sig ud og bliver til deres yndlingsfigur. ”Folk er lidt berøringsangste, fordi ’puha, sæt nu det smitter’. Men det gør det jo,” griner Martin og fortæller om venner og bekendte, der har vendt ham ryggen efter han sprang ud af brony-skabet. De fleste af hans venner har dog givet deres accept, selvom de har været uforstående over for hans valg af hobby. ”Jeg er mærkelig. Nørd og anderledes og alt muligt. I mit perspektiv er det kun en positiv ting.” HATECRIMES OG SKABSBRONIES Ponyelskernes kærlighed for serien har i flere tilfælde haft konsekvenser for deres liv og hverdag. Specielt i USA har der været tilfælde af unge bronies, der ikke turde fortælle deres forældre, at de var fans af serien. I februar i år gik en artikel verden rundt. En blot 11-årig dreng fra North Carolina, der var fan af My Little Pony, havde prøvet at tage sit eget liv som følge af massiv mobning. Det vides endnu ikke om drengen, Michael Morones, vil komme sig. Samme dag som historien ramte internettet, gik en stor flok bronies sammen om at lave en indsamling til Morones og hans familie. Michael Morones’ Recovery Fund blev på få timer en realitet, og bronies fra hele verden donerede penge, og spredte budskabet om, at alle skal accepteres uanset deres forskelligheder. Hovedtemaet i serien er sloganet ”love

and tolerate”. Et slogan, som bronismen har taget til sig og b enytter, når der er negative kommentarer eller såkaldte internet trolls, der prøver at vende den positive energi i communitiet. ALTEREGOET Flere har sat spørgsmålstegn ved Martins seksuelle præferencer. En kollega har endda udtalt: ”Min nevø er bøsse. Ham holder du dig fra” til Martins store forbavselse, da han er hetero. Situationen kom af de farvede kontaktlinser, Martin havde taget på den morgen, inden han tog på arbejde. Farvede kontaktlinser er en essentiel del af den figur, Martin er, når han spiller The Great and P owerful Trixie. Trixie er en slags alterego for Martin, der normalt er en stille og rolig fyr. Når han trækker i det blå kostume, tager de farvede kontaktlinser i og tager sin manke på, træder han ind i rollen som enhjørningen Trixie. Trixie er en meget dramatisk magiker, der elsker at skabe opmærksomhed om sig selv og oftest tror, at hele universet drejer sig om hende. ”Hun er lidt det, som jeg ikke tør være. Hun er lidt et røvhul,” fortæller Martin, mens computerskærmen bag ham afslører et baggrundsbillede af selv samme Trixie som hipster. En meget sjov reference til et andet community, der også bliver hængt ud, men i langt højere grad accepteres. Bag ejendommen, hvor Martin bor, ligger en lille park, hvor blade i smukke efterårsfarver ligger overalt i græsset. Træerne er så småt begyndt at springe ud, og duften af det forestående forår er ikke til at gå fejl af. Her stiller The Great And Powerful Trixie sig op, og de kraftige tegneseriefarver i kostumet, der mest er blåt og lilla, får na turen til at blegne. Martin ejer det hele. Her kommer jeg, siger han uden ord. En ældre dame kommer cyklende, men da hun ser Trixie i landskabet, stopper hun op, stiger af cyklen, og trækker den langs vejen, så hun i længere tid kan se på den fuldvoksne mand med paryk, make-up, horn og hale. Det er trods alt ikke noget, man ser hver dag i Grenaa. ”Dem, der er bange for folk, der er anderledes, skal nok finde noget at hakke på,” siger han. Selvom Martin ikke er som den gennemsnitlige grenaabo, så går det ham overhovedet ikke på. Han er meget tilfreds med sit liv og sin tilværelse. ”Bronies drømmer nok ikke om villa, vovse og Volvo. Vi drømmer om at have det sjovt, mens vi lever.” •

DIGTE

Af Sarah Winther (tekst) og Sophia Juliane Lydolph (foto)

der er ingen anden dig end den der rører mine kanter du er sved på min pande, mudret landevej i min forrude du er en rødmende drøm, en rundtosset charterferie du er fyldte askebægre og rasende nætter og vandets blanke stilhed der smyger sig om kroppen det bliver koldere og mere hæst du er væltede skrig og gamle sange kindernes form og luftfugtigheden i brusekabinen mens du slikker mine følelser af du er tandkød og så er du ikke mere.

det var det her der skete: vi sidder helt stille i mørket og bliver opløst spørgsmålene flyder ustillede på bunden af badekarret og dine lægmuskler er indenfor rækkevidde din pik danser under vandet og jeg skal love for at det snurrer rundt

det er det her der sker: klokken er kun sytten og det er allerede mørkt og jeg kan skamme mig helt ned til kanterne af min seng og gulvet du ligger på og pludselig tænker jeg klart og kan se at det hele aldrig hang helt sammen eller i hvert fald sidst for en håndfuld år siden da jeg endnu ikke turde ryge cigaretter og dyrke usikker sex jeg lukker øjnene og kommer frem til at jeg måske bare er lidt som en mælkekarton du fik åbnet i den forkerte side og det er ligegyldigt hvad du siger jeg bliver her jo alligevel.

at vågne, tung og fremmed midt i morgendisen finder du dig selv på flugt i nøgen tilstand vi drømte mere end ellers, om lejlighedernes bløde varme at stønne om eftermiddagen jeg mangler mine konsonanter knoglerne mangler deres kroppe husmurene omslutter sig selv min mund er varm i aften, fuld af sæd og minder tiden lyver for os, svalerne ved dit vindue græder over de valg vi tog, over de ord vi aldrig skulle have sagt,værelset er drænet for væsker,jeg cykler ud i dit regnvejr vi skal ned på knæ det vælter nu

Lam og uden lyd

Nogle ting kommer helt uventet. For eksempel h jerneblødninger. Henriette Stausholm blev ramt af en, da hun var 16 år g ammel. Siden har hun levet en næsten døv tilværelse i en kørestol. Af Emma Ellegaard (tekst) og Sara Gangsted (foto)

HENRIETTE VENDTE blikket rundt i lokalet og så en kvinde i sygeplejerske uniform, men hun tog ikke særlig notits af hende. Hun troede, at hverdagen altid havde været med udsyn fra en hospitalsseng. Ved siden af hospitalssengen stod Henriettes mor og far. Hvis hun havde drejet hovedet, ville hun have set dem tydeligere. Men ligesom resten af kroppen var hendes nakke lam. Det var kun blikket, der vandrede fra væggen over på uret ovenover døren og hen på hendes forældre. ”Jeg kunne godt genkende dem som min mor og far. Men jeg følte ikke n oget. Jeg lå bare,” siger Henriette. Hun kunne ikke huske noget fra sit tidligere liv. Hendes mørke udgroninger blev til lyse spidser, der bølgede rundt om skuldrene og plasteret på halsen. Normalt bliver hjernepatienter barberet skaldet, når de skal opereres, men hendes mor bad lægerne om at lade håret blive. Hendes 16-årige datter skulle ikke ligne en skaldet dreng. Da Henriette vågnede, var det fire og en halv måned siden, hun sidst havde åbnet øjnene. Og omkring lige så lang tid siden hun selv havde trukket vejret. Selvom H enriette nu var vågen, gled hun stadig ud og ind af bevidsthed. ”Hvis du forstår, hvad jeg skriver, så kig over på døren,” skrev hendes far en dag på en seddel, han holdt op foran hende. Hun kiggede over på døren. Henriette kunne ikke huske, at noget nogensinde havde været anderledes. Hun troede, det var normalt, at hun var døv. Men hendes forslåede hjerne var i bedring. Det fandt lægerne ud af, da hun kunne læse og så i den rigtige retning. De fleste kender den følelse, som Henriette havde. Det er ligesom, når man med ét vågner fra en dyb lur på sofaen. Man aner ikke, hvem man er, hvad man skal, eller hvor man er. Man er søvndrukken. Men Henriette var ikke ramt af søvndrukkenhed. Hendes hjerne kæmpede med posttraumatisk amnesi: Den havde slået sig, ligget i koma og var vågnet med hukommelsestab. Problemet med posttraumatisk amnesi er, at man ikke ved, hvornår en patient har fået sin hukommelse igen. Man kender det selv fra sine barndomsminder. Hvad har man set billeder af? Hvad husker man egentlig selv? INSISTERENDE Det er 13 år siden Henriette vågnede op i hospitalssengen. Hun kan stadig ikke huske, hvorfor hun endte i koma. Men hun har fået det fortalt mange gange. I Lloret de Mar står Henriette på sine veninders altan. Fra rækværket springer hun og lander sikkert på nabo altanen. Hun er på vej ind på sit eget værelse,

hvor hoveddøren er låst. Hun vil gå ind gennem den åbne terrassedør. Hjertet pum per. Alkoholen flyder. Hun skal springe en gang til. Men hun når aldrig frem. Henriette falder og lander på jorden to etager længere nede. Bækkenet og det ene håndled bliver knust. Det er ikke faldet, der lægger hende i koma, det gør den stressprovokerede hjerneblødning, hun får i springet. En blodåre bristede i Henriettes højre hjernehalvdel, fordi hun var under et stort pres. Adrenalinsuset og beruselsen var nok i sig selv. Men Henriette blev også uvenner med sine veninder på ferien i Lloret de Mar. Og derhjemme skændtes hun med sin mor. Moren synes ikke, hun skulle tage af sted. Hun var bange for, der ville ske noget. ”Enten lader du mig tage af sted, og så snakker vi sammen, når jeg kommer hjem. Eller så siger du, at jeg skal blive hjemme, og så tager jeg af sted alligevel. Men så snakker vi ikke mere sammen, når jeg kommer hjem igen,” havde Henriette sagt. Hvert år bliver omkring 12.000 danskere ramt af enten en hjerneblødning eller blodprop i hjernen, under en betegnelse hedder det apopleksi. Dem, der som regel bliver ramt, er som over 50 år. Ligegyldigt alderen, så giver apopleksi mange livsvarige mén. For eksempel at man bliver lam, får svært ved at tale og en svag hørelse. ACCEPTERENDE Henriette sidder nøgen på sit toilet. Hendes 29-årige ben er kvindelige og slanke, det samme er armene. Den ene underarm er dækket af et blomstret sleeve, på ribbenene står ’Henriette’ tatoveret med skråskrift. Hvert led i hendes krop sitrer. Hvis det ikke var for de små ryk, ville det være svært at se, at Henriettes hjerne kæmper, hver gang hun vil bevæge sig. Med højre hånd vasker Henriette sit underliv. Resten af kroppen hjælper Karoline Thomsen med. De bor og lever begge på Egmonthøjskolen i Hou, hvor assistenter som Karoline dagligt hjælper Henriette. ”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, første gang jeg stod her, så jeg gik bare i gang mellem hendes ben. Henriette blev så arrig,” siger Karoline. Hun griner og sender >

et blik, der er et sted mellem kækt og kærligt, til Henriette. ”Hva’?” siger Henriette. ”Hva’?” gentager Karoline. Henriette hører ikke meget. Højre øre har tilbagevundet tyve procents styrke. På det venstre er hun stadig døv. Når Karoline snakker med Henriette laver hun store, langsomme mundbevægelser og sørger for, at de har ansigterne rettet mod hinanden. Henriette kan ikke tegnsprog, i stedet mundaflæser hun. ”Jeg for-tæl-ler om deen-gang, du li-ge hav-de an-sat miig, og jeg ik-ke vid-ste, at du kun-ne vaa-ske dig seelv i und-er-li-vet,” siger Karoline. Henriette siger, Karoline var dum. Selvom Henriette ikke længere kan tale i varierende toner, siger hun det alligevel med samme ironi, som Karolines gentagelse af det hyppigt sagte ”hva’?”. OPGIVENDE En ny verden gik op for Henriette, da hun efter elleve måneders indlæggelse flyttede hjem til Amager. Hun kom hjem i sine gamle omgivelser, hvor blandt andet konfirmationsbilleder af hende stående i en prinsessekjole, fortalte historier om hendes tidligere liv. Noget kunne hun huske, andet fik hun en åbenbarende forståelse af. Henriette forsøgte at bygge en ny verden op. Det var svært. Hver eneste dag gik en

hjælper ved hendes side. Løftede hende ud af sengen om morgenen, tørrede hende, når hun var færdig på toilet og madede hende, når hun var sulten. Og så gik hjælperen hjem igen. Henriette prøvede at søge ind på teaterskolen for udviklingshæmmede. Hun var med et par gange men blev afvist, fordi hun ikke kunne høre eller tale tegnsprog. ”Jeg græd og jeg græd og jeg græd. Jeg havde svært ved at forstå, jeg var handicappet. Jeg kunne ikke acceptere det. Men samtidig orkede jeg heller ikke at gøre noget ved det. Det hele føltes lige meget,” siger Henriette. På Amager fik Henriette færre og færre besøg. Hendes veninder kom sjældnere og blev i kortere og kortere tid. Når Henriette siger ordet veninder, laver hun gåseøjne med fingrene og siger det i et tonefald, der langsomt og toneløst virker sarkastisk. Hun taler ikke længere med nogen af dem, som hun kendte, fra før hun faldt. Hendes far vil hun helst ikke snakke om. Hendes mor var den eneste, der var der. I lang tid følte Henriette sig meget ensom og alene. Henriettes mor syntes ikke, at det hele var lige meget. Når man kommer ud for livs ændringer, vælger mennesker at tage forskellige roller på sig. Henriette påtog sig nihilismen. Hendes mor så omvendt om væltningen som et projekt, de to skulle gennemleve sammen og komme ud af igen.

”Hun sagde ’en gang til’. Kom så. ’En gang til’. Og så løftede jeg nakken eller vippede så godt, jeg kunne med benene en gang til,” siger Henriette. Da Henriette var midt i 20’erne, blev hendes mor syg. Hun fik cancer og døde efter et længere sygdomsforløb. Henriette røg ned i et nyt hul, men midt i sorgen var der også meget praktisk omkring hendes egen livs situation. Hun valgte at flytte på Egmonthøjskolen for at få nye omgivelser og et sted, hvor nogle andre kunne hjælpe hende. Uden sin mor tror Henriette ikke, at hun var kommet til andre stadier, end da hun blev udskrevet. I dag kan Henriette holde sit hoved selv, og selvom hun sidder i kørestol, kan hun bruge sin højre fod til at skubbe sig fremad. Hvis hun glider tilbage, har hun dog svært ved at bremse trilleturen. Blodåren bristede i højre side af hendes hjerne. Derfor kan hun ikke bruge venstre side af kroppen eller høre på det venstre øre. Sådan hænger nerverne sammen. Men Henriette har alligevel nået et meget vigtigt højdepunkt. Hun kan bruge sin højre hånd til at gøre sig selv ren i underlivet, når hun er i bad eller på toilet. Før følte hun sig allermest klam, når andre skulle gøre hende ren. Henriette kan stadig ikke spise selv. Hendes lillehjerne har taget skade. Normalt glatter netop lillehjernen vores bevægelser ud, så vi roligt kan tage fat i en kop uden at >

spilde indholdet udover os selv og alt omkring os. Det kan Henriette ikke. VENTENDE Henriette læner hovedet frem og drikker vand ved hjælp af et sugerør. Ved siden af hende sidder Karoline med en gaffel, der har s tanget nogle grønne bønner og en karryret. Klokken er 12. De har ikke haft timer sammen, men nu holder de frokostpause. Ved bordet fører Karoline gaflen hen til Henriettes mund og lader hende få læberne fast omkring den. Henriette tygger. Der er lidt mad på hendes kind, men det ser ikke ud til at forstyrre nogen af dem. De fortsætter deres bevægelser, mens Karoline tømmer sin egen tallerken. Som på mange andre højskoler sidder de i spisegrupper ved langborde. Henriette sidder for bordenden i sin kørestol. Lidt væk sidder en mand i hummeltræningsdragt og hilser med et ”ohøj” til alle, der kommer forbi. Folk stopper op og snakker lidt, han viser et kort frem, hvor der står, at han har svært ved at kode sociale situationer. Karoline fortæller om sin formiddag. De laver musical. Hun har været sammen med koret. Om lidt skal hun på en g enbrugsstation for at finde ting til en lampe, hun skal lave i faget Lampefeber. Henriette laver thumbs up med sin højre tommelfinger og siger ”suuper”. Det er ikke længe siden, hun en nat skrev på Facebook: ”Kan ikk sove. Og når man nu engang ER HANDI… er det en SMULE belastende og røv kedeligt. Man bliver bare nødt til HELE TIDEN at sove videre!!!! PRES.” Tilværelsen er ulidelig let, når man accepterer den. Selvom Henriette kan være selvironisk omkring sit handicap, så har hun stadig svært ved at håndtere, at hun ikke kan høre noget. Det får hende til at føle sig usynlig og svag. Det er ligesom fotografen Liu Bolin. Han tager blandt andet billeder af varehylder. Imellem varerne gemmer han sig i en næsten gennemsigtig geleagtig form, der får b eskueren til at overse ham ved første øjekast. Men han er altid på billedet et sted. Hans gemte, men synlige, form minder om Henriette, når hun føler sig allermest handicappet. Hun er sjældent helt ude af billedet. Men hun føler sig tit usynlig, når folk taler hen over h ovedet på hende. Med hendes døve handicap er hun nødt til at vente på, at nogen forklarer, hvad det er, hun ikke kan høre, som man står og snakker om. Så kommer hun nogle gange til at råbe op og skabe sig mere, end hun har lyst til. Men hun vil ikke være usynlig. •

WWW

Romance Tourism I Mombasa, Kenya, er der et marked for kvinde lig sexturisme. På de hvide sandstrande tilbyder kenyanske mænd deres selskab til forbipasserende kvindelige turister. Disse møder mellem lokale mænd og vestlige kvinder bliver ofte til romancer på trods af kulturelle, økonomiske og følelsesmæssige uligheder. Dette er et portræt af tre kvinder, som alle har oplevet fænomenet kaldet Romance Tourism. Af Sofie Amalie Klougart

Skærm mod skærm Et sted derude er der nogen, der kan se mig lige nu. Det skal jeg lige minde mig selv om, når jeg logger på. Lige nu er der nogen, der sidder og tager stilling til, hvor de skal kaste mig hen. Om de er interesserede eller ej. Den nye d ating-app Tinder er kommet for at hjælpe os med at møde mennesker på nettet, som vi møder dem i virkeligheden. Af Thomas Aagaard (tekst) og Melissa Kühn Hjerrild (illustrationer)

JEG FÅR ØJE PÅ HAM allerede på Gammel Munkegade og stirrer med det samme stift frem foran mig. Havde hele tiden forestillet mig, vi først skulle møde hinanden, når vi stod inde på caféen. Han ser mig heldigvis ikke, da han skrår over vejen og ind foran mig, så jeg sakker bagud og kigger ned i jorden, ind til han er rundt om hjørnet. Lidt efter træder jeg ind på caféen. Han får øje på mig, lige som jeg bliver pinligt bevidst om, at min mund stadig smager af pikantost, og vi giver hinanden hånden. ”Mads,” siger han og nikker. To dage tidligere lå jeg i min seng og stirrede på billedet af mig selv, omkranset af en cirkel midt på min telefonskærm. Et radarlignende signal stod ud fra det i runde, orangebølger. ”Ingen nye i nærheden”, sagde den. Det havde ellers virket, som om der var rigeligt med folk i nærheden, da min veninde havde downloadet den nye dating-app Tinder til sin iPhone tidligere på dagen. Vi sad alle omkring bordet og fulgte med, imens det ene venlige ansigt efter det andet tonede frem på hendes skærm. En fyr - LIKED, den næste - NOPE. Ordene stempledes i grønt og rødt på panderne af de fremmede mennesker, når hun med pegefingeren sendte dem hver deres vej. Til højre: interesseret. Til venstre: duer ikke, væk. Og så et nyt ansigt. Første skridt på vejen til at bruge Tinder er at logge ind med din Facebook-profil. H erfra henter appen dine profilbilleder, din alder og dit navn og forsyner i øvrigt sig selv med oplysninger om dine interesser, din seksuelle orientering, hvem du er venner med og din geografiske placering. Så snart du er logget

ind, finder appen frem til de personer, der er tættest på dig; dem, der bor tæt på dig, og dem, du deler venner og interesser med på Facebook. Det eneste, du nu skal gøre, er at bestemme dig for, om du vil sende dem til højre eller venstre. Og der er nok at vælge imellem – i Danmark er der allerede 100.000 brugere. IT’S A MATCH Mads Løvgren er lige fyldt 23 år. Ifølge ham selv har han været single for længe. Han havde ellers ikke tænkt, at netdating var for ham. At han var sådan én, siger han. ”Sådan en” er 42 år gammel, forklarer han mig. ”Sådan en” har opgivet at møde nogen ude i virkeligheden. Alligevel fik han Tinder, ugen inden vi mødtes. To af hans veninder havde siddet i kantinen med deres iPhones og tjekket fyre ud, kørt pegefingeren som en taktstok frem og tilbage hen over telefonen, og derfra bredte det sig på studiet. Netdating: nu socialt acceptabelt. Vi matchede hinanden dagen før. Svang hinandens billeder højre om og fik så hver en besked: ”It’s a match”. Mit p rofilbillede ved siden af hans, og så de ord med k ursiverede hvide bogstaver over os. På Tinder kan man kun kontakte hinanden, hvis begge liker den anden. Det betyder, at ingen kan kontakte mig, hvis jeg ikke først har liket dem, og omvendt at jeg ikke kan kontakte nogen, medmindre de gerne vil kontaktes af mig. ”Hej Mads. Nå, hvad skriver man. Godt at matche dig,” forsøgte jeg mig frem. Han svaredeprompte, at man kunne starte med at spørge den anden, hvad han var god >

til. Mads var god til at trylle. Og lyve. Jeg gik i panik og sagde, jeg var god til kaffe. To timer efter havde vi aftalt at mødes over netop sådan en kop næste dag. Halvt interview, halvt date. ”Vi lærer hinanden at kende, jeg foreviger vores første møde,” skrev jeg. Han var på. LIKE REAL LIFE, BUT BETTER Han fortæller mig, at han først havde syntes, det var overfladisk kun at bedømme h inanden ud fra udseendet. Folkene bag Tinder mener ellers, at det ikke er meget anderledes at møde hinanden på telefonen end ude i virkeligheden. På Tinder etableres kontakten, ligesom når man er på bar. Man ser en ovre i hjørnet, tager bestik af vedkommende: ”Er

han noget for mig?” eller: ”Ser hun sød ud?” Den eneste forskel er, at det hele foregår på telefonen. ”Like real life, but better,” konkluderer de på deres hjemmeside. ”Det er så akavet ude i det virkelige liv. Så er man spontan og siger et eller andet freaky, og så skal man sidde ved siden af hinanden et par timer, eller man kan selvfølgelig også gå, men det er bare meget nemmere at slukke telefonen. Så er de væk,” siger han. Men nu sidder vi altså over for hinanden, ansigt til ansigt. Jeg kan ikke lægge ham ned i min lomme, indtil jeg ved, hvad jeg nu skal spørge ham om, kan ikke løbe fra den der akavede stilhed, der indimellem lægger sig over bordet. Vi skiftevis rømmer os og slubrer af vores kaffekopper, tjekker vores iPhones. Ved de andre borde sidder folk lige sådan; små blå

skærme lyser dem op i deres ansigter, som de sidder over for hinanden to og to. Ifølge Mads er kaffekopperne og telefonerne bare nogle af de ting, vi gemmer os bag, når vi er ansigt til ansigt. ”Ja, i det virkelige liv, hold kæft mand, man gemmer sig jo bag alt muligt. Man gemmer sig bag 23 års sociale traumer. Og man gemmer sig bag alt muligt, man har set i en film, fordi man tror, det foregår sådan,” siger han. Det er noget andet at kontakte folk på telefonen. ”Jeg havde tænkt, at det overhovedet ikke var mig, man fik, men det var totalt impulsivt; jeg skrev det første, der kom til mig. Så i princippet får man vel en mere ærlig eller rigtig version af mig i den app der, end man gør ude i det virkelige liv.” Måske handler det også om, at vi er så vant til at kommunikere på internettet, at det er blevet en virkelighed for sig selv; vi er blevet vant til, at samtalen glider uhæmmet imellem to skærme. ”Jeg tror også, man har øvet sig med facebook,” siger Mads. ”Det sprog, man snakker der, er ikke ander ledes end det, vi sidder og snakker med hinanden nu. Vi er vokset op med at skulle overføre det til chatfora.” Lidt senere går vi ned ad Gammel Munke gade, denne gang på samme side af fortovet. ”Jeg går på sådan en skole, hvor lærerne godt kan finde på at ringe mine kilder op for at tjekke, om de eksisterer, så jeg bliver nok nødt til også at få dit nummer,” siger jeg. Han griner. ”Smooth.” •

Linjer Jeg bliver måske 60 år. Måske 90. Noget derimellem. Medmindre der sker noget, der ændrer på det selvfølgelig. Lige nu ser det ud til, jeg bliver over 60. Langt over. Af Natalia Lorite (tekst) og Jens Henrik Daugaard Sørensen (foto)

om det er sådan generelt, men det virker lidt forsigtigt,” var det første han sagde. ”Du skal passe på dig selv,” tilføjede han. Jeg har meget at se til i øjeblikket. ”Det er vigtigt, at du begynder at tage dig selv under dine egne vinger,” sagde han. Han kunne også se, at jeg er startet på et nyt kapitel, kommet væk fra noget velkendt. Væk fra en periode, hvor jeg havde mere tid til mig selv. Tid til alt. Det gav det mening i mit hoved, jeg er netop flyttet og startet på Journalisthøjskolen. Nu er jeg et nyt sted med nye mennesker. Alting er nyt. Han kendte intet til, hvem jeg er eller hvor jeg er fra. Derfor føltes det også sært, at et helt fremmed menneske kunne fortælle mig ting, som jeg egentlig stadig selv prøver at forstå. Den venstre halvdel af min højre hånd viste ham, hvad der ville ske senere. I fremtiden. I min fremtid. Han delte halvdelen af min hånd ind i små felter med en kuglepen. Et felt for hvert fremtidigt år. Syv felter. Han kunne se, at jeg får succes i forhold til mit arbejde. Jeg vil gå to veje, som senere i mit liv vil krydse hinanden. Jeg kommer til at gå ned i de felter, folk normalt ikke går ned i. Ned i de usikre felter. Der, hvor min kreativitet kan >

•

ALTING VAR MEGET hvidt derinde, selv hans tøj var hvidt. ”Du kan sætte dig her,” sagde han og satte sig over for mig. Han var ung med mørkt, næsten sort, halvlangt og bølget hår. Mellem os var der et lille bord beklædt med en orange, indisk inspireret dug. Der stod også et termometer, som viste mig, at der var næsten toogtyve grader varmt. Det føltes varmere. Ud ad vinduet kunne man ane havet, og bagved bordet stod en briks, ligesom hos lægen. Der stod også en lampe på bordet mellem os. Den var sort og fungerede som spotlight. Spotlight til der, hvor mine hænder nogle minutter senere ville befinde sig. Jeg skulle lade mine arme hænge ned langs siden. Så skulle jeg mærke efter. Efter tyngde. Tyngde eller snurren i mine arme. Og i mine hænder. Jeg koncentrerede mig om at mærke efter. Der gik cirka tusind år. Da mine arme endelig føltes bare en smule tungere end før, lagde jeg hænderne op under lampens lys. Håndryggene øverst. Han så mig i øjnene og kiggede på mine hænder. ”Måden de ligger på nu – jeg ved ikke om det er fordi du sidder over for mig, eller

udfoldes. Mine korte, flossede og fuldstændigt ødelagte negle fortalte ham, at jeg er nysgerrig. Jeg vil lære. Jeg er interesseret. Samtidig er jeg god til at stoppe op og spekulere over hvordan tingene hænger sammen. ”Du tænker over tingene, men der bliver ikke handlet,” sagde han og tilføjede, at det især gælder, når det handler om mig selv. Han bad mig vende hænderne. Der var gået ni minutter. Håndfladerne skulle nu vende opad. Han pegede på mine hænders forskellige linjer med en kuglepen. Han kunne med det samme fortælle, at jeg er en sensitiv person. Han talte om mit følelsesliv. Han sagde, at der sker mange ting, at det var rodet. ”Det er spekulationer og tanker, der gør tvetydige ting.” Han nævnte også, at linjerne i mine hænder var fine og spinkle. Især den, der fortæller om mit helbred. Det betyder, at jeg let bliver påvirket af andres helbred. Jeg bliver nemt syg. Han kunne se, at jeg er en, der har

følelserne uden på tøjet. At jeg kan mærke, hvordan andre har det, også selvom det ikke bliver sagt. Mit humør påvirker andre – og omvendt. Han kaldte mig et solmenneske. Jeg havde svært ved at slappe af. Jeg fokuserede nok for meget på at holde hænderne i ro. De rystede. Det var bare en smule, men nok til at være et irritationsmoment i sig selv. For mig i hvert fald. Jeg kig

gede igen på termometeret. Stadig næsten toogtyvegrader varmt. Så stirrede jeg på den sorte lampe. Det var lettere end at møde hans blik. Totusindeogfemten. Et år, der ifølge linjerne i min hånd giver mig mulighed for at arbejde med noget, jeg har en passion for. Hvad det er, ved jeg endnu ikke. Modgang så han ikke meget af, han så blot, at jeg ville møde en person. En person, jeg skal holde øje med. Men kun lidt, åbenbart, ellers går det galt. Mere kunne han ikke sige. Forståeligt på en uforståelig måde. Han talte meget, men han holdt også nogle pauser. I de små pauser spurgte han mig, om jeg havde forstået, hvad han havde sagt. Om jeg kunne kende mig selv i det, han sagde. Han spurgte, fordi han var bange for at sige noget, jeg kunne misforstå. Noget, som kunne gøre mig utryg og utilpas. ”Hvis du tror hundrede procent på det, jeg siger, så sidder jeg i bund og grund med dit liv i mine hænder.” Under hver pegefinger har jeg to healerringe. Han tegnede dem op med en koboltblå kuglepen. To ringe, som bevæger sig i en bue nedad lige der, hvor pegefingeren og håndfladen mødes. ”Du har helbredende evner,” sagde han, ”du markerer faktisk også, at du bruger dem.” Han begyndte at tale om sygdom i min

familie. Han sagde, at der kunne være en, der måske havde brug for min hjælp. Jeg ved bare ikke hvem. Det satte tankerne i gang. Linjen i midten af hånden kaldte han for skæbnelinjen. ”Din skæbnelinje vil gerne have dig ind i den alternative verden,” sagde han. Ligesom de to ringe. Min fremtid ser lys ud. F antastisk, fristes jeg til at sige. I hvert fald ifølge linjerne i min højre hånd, og i hvert fald ifølge de ting, han kunne se. Medmindre der sker noget, der ændrer det. Til sidst kiggede han i min venstre hånd. Han kiggede på farverne i hånden. Hvide, røde, blå farver. ”Jeg ser en kæmpe mand. En kæmpe m and, der står på skøjter,” sagde han. Det havde han aldrig set før Det skulle kobles sammen med min fremtid. Min positive fremtid, som ser ud til at flyve afsted. Som en mand på skøjter. En, der nemt kan vælte på den glatte is, men som burde have balance nok til at følge med. Sådan bliver min fremtid ifølge mine hænders linjer. Jeg ved ikke, hvad man kan bruge det til. Hans ord er ikke lov, som han selv sagde. Hans ord er et her og nu-billede af, h vordan det hele ser ud. Mange ting gav mening. Meget af det, han så, gav nok kun mening for mig. Eller for ham. Linjerne har givet mening for ham, betydningerne for mig. •

Den følelse, man har, når man har leget i sne en hel dag og går glad i seng. Eller når man hænger ud med sin bedste ven, vi griner så meget, at ingen andre forstår det. Sådan har jeg det. Jeg kan flygte fra hverdagens pligter. Slukker mobilen og gemmer mig i min varme hule med min kæreste.

Et umodent æble; længe før det skrumper ind i sine egne rynker. Liv i træerne. Fyldt med medfølelse, når et andet slipper grenen for tidligt og slår sig. Bærende på en barmhjertighed, falder selv. Det føles bedre at rejse sig sammen. Men hvem vil ikke ses på grenen? Mørk og selvisk og skinsyg.

Negle river en manderyg, blodet trænger frem i huden. Et lem stanger ind i et hul, så det kan mærkes længe efter. Lommerne bliver fyldt. Jesus dryppede. Sin kærlighed på dig. Jeg kan mærke det, når mit hoved smyger sig op ad din hals, og vi kalder os for symbiose. Jeg tror, det bliver for evigt, men solen kan også være rød.

Når en person dør, vækker det livet i en anden. Alle de søvnløse nætter. Tankerne. De får mig til at tænke over mit liv. Jeg har en chance for at udleve det, jeg gerne vil. Hun var min første ekskæreste. 18 år og lige begyndt at drømme.

Af Tróndur Dalsgarð