CITAT_29

CITAT N°29 • 01

CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Skal din annonce i CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk

LEDER En fordom er en forudindtaget idé om noget, du i virkeligheden ikke kender til. En fordom er er ofte helt ubevidst. Og i de fleste tilfælde negativ.

Vi har alle fordomme, nogle er vi mere bevidste om end andre. Fordomme om ­m ennesker, fordomme om steder, fordomme om fænomener. De er til for, at hjernen kan ordne tankerne i bokse. For at verden bliver nemmere at forstå.

På redaktionen har vi også fordomme. Naturligvis. Ikke desto mindre prøver vi ­i hærdigt at rive os fri af dem. Vi forsøger at møde ukendte idéer og tanker med samme sind, som vi møder det kendte. Nogle gange lykkes det. Andre gange ikke.

REDAKTIONEN

Som når du besøger en prostitueret, der opfatter sit liv som lykkeligt, og du ikke tror på hende.

Eller i mødet med klovnen, der har viet sit liv til at underholde andre, og du ikke ser hans alvor. Kun den sjove maske.

Eller når en boligblok udstråler kold krig og ensartethed, og du glemmer alt om de mange forskelligheder, der gemmer sig inde bag.

Julie Søltoft Cecilie Wortziger Jeppesen (ansvarshavende) Kristensen

Du minder dig selv om, at fordommen ikke skal ødelægge dit møde med ­a ndre.

Du åbner dit sind som et barn. Det viser sig, at din forestilling om verden er en ­m askerade.

I sidste ende når masken falder til jorden, og det indre blottes, opdager du, at intet er, som du før troede. Hvad, der før var virkeligt, virker nu absurd.

Fordomme er svære at komme af med, men du kan gøre et forsøg. Det har vi gjort.

Redaktionen, forår 2015

Rune Aarestrup Pedersen (foto)

Emma Gelbjerg-Hansen

Melissa Kühn Hjerrild (foto)

Chjanna Cæcilija Delaingzes SKRIBENTER Julie Søltoft Jeppesen Emma Gelbjerg-Hansen Ivan Riordan Boll Peter Sinnbeck Peter-Emil Witt Kristian Trojaborg Maria Skjødt

Kenneth Lysbjerg Koustrup (foto)

Ivan Riordan Boll (foto)

FOTOGRAFER Melissa Kühn Hjerrild Ivan Riordan Boll Lilli O. Breininger Peter Sinnbeck Peter-Emil Witt Ida Marie Odgaard Victoria Mørck Madsen FORSIDE Terje Abusdal

02 • CITAT N°29

FINANSERING CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra DSR TRYK Clemenstrykkeriet A/S KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk OPLAG 3000 WEB www.magasinetcitat.dk DISTRIBUTION FreeCard

SELEC TIVE MEMORIES • X

BLOKKEN • 4

TRIFOLIKOM • X

//OG// • X

MENNESKER I ET GRÆNSELAND • X

STILHEDEN, DEN GRUSOMME • X

SEXY MORMOR PUSSYCAT - S. X

CITAT N°29 N°28 •• 03 03 CITAT

“Jeg synes, det er sjovt, som I gør nu: at møde alle de mennesker, der bor her. På min første dag her mødte jeg Erik med stråhat og fuldskæg. Han bor nede på første. Ham burde I faktisk gå ned til.

Jeg tænkte i hvert fald: ’han må have haft et spændende liv.’ Jeg har mødt ham nogle gange, han kan huske, hvad jeg hedder og hilser altid.”

- Dinna, Nr.105

Blokken Af Julie Søltoft Jeppesen (tekst) og Melissa Kühn Hjerrild (foto)

04 • CITAT N°29

BLOKKEN LIGNER EN tysk bunker, der er vokset ti etager op over jorden. På en altan skinner en regnbue af farver ud af vinduet fra en discokugle.

Lidt længere nede er et vindue dækket helt til af gullige gardiner, og man kan næsten fornemme vægplatterne true inde bag.

Jeg har selv boet i Søborg, en forstad til København. Ja, 2860. Der hvor man som ­ barn skulle sende sin post hen, hvis man så ­børnefjernsyn på DR. I Søborg er der også masser af boligblokke, men jeg har aldrig besøgt en.

Ikke før nu, hvor fotografen Melissa og jeg

stemmer dørklokker og måske bliver lukket ind.

Min opfattelse af betonblokkens natur er nok mest præget af den skræ­mmekampagne, der flyder i nyhedsbilledet. Facaden på den grålige klods fjerner ikke f­ordommen, som lige nu fylder meget, når jeg ­ tænker ’boligblok’ - men forhåbentlig f­i nder jeg ud af, at det ser anderledes ud indvendigt.

27 ÅR PÅ BLOKKEN Bunkerlooket fortsætter inde i opgang nr. 103, men det hører helt op, da vi træder indenfor >

CITAT N°29 • 05

i 2. tv. Det er Lejf, der åbner døren. Han vil gerne lukke os ind i lejligheden, men er ikke selv særlig snaksaglig­. ”Den må du tage, Vera. Det er to unge piger, der vil snakke,” brummer han.

Vi bliver mødt af en ældre dame, hvis hår stritter i flere retninger. Hun har en blomstret trøje på, og jeg får en varm følelse i maven. Hun minder mig om min mors moster, som røg mange cigarretter.

Hos Vera og Lejf lugter der også af cigaretrøg.

Vera taler med en kraftig jysk dialekt, jeg ikke helt kan placere. Hun løser dog hurtigt mysteriet.

06 • CITAT N°29

”A, vi har boet her 27 år, Lejf er fra Århus, men jeg er fra Esbjerg,” fortæller hun.

De overtog lejligheden efter Lejfs mor og har ikke tænkt sig at flytte igen. ”Vi bliver boende, til vi æ’ er mere,” fastslår Vera.

De kender mange af de andre beboere, og ­boligforeningen har mange aktiviteter, ­deriblandt billard som Lejf går til hver tirsdag og torsdag.

Vera fortæller vidt og bredt om ­fællesskabet og det stærke sammenhold i ­billardklubben, men bliver afbrudt af Lejf. ”Popper, nu bliver du sgu fotograferet,” siger >

CITAT N°29 • 07

han pludseligt. Og det er sandt nok. Melissa har kastet sig over parrets papegøje, som de har haft i 16 år. Han kan godt tale, forsikrer Vera mig om, men kun når de tre er alene. ”Han spiser sammen med os og det samme mad som os. Også kryddersild, og det er da ellers stærkt,” konstaterer Vera.

MAN BEHØVER IKKE SPROG FOR AT FORSTÅ I nr. 105 på 3. sal bor Mohammed. Han ­åbner døren med et smil, og vi når knap nok at præsentere os selv, før han har givet tegn til, at

08 • CITAT N°29

vi skal træde ind i lejligheden. Han forstår ikke m­eningen af, at Melissa rækker hånden frem for at hilse. Han kigger blot ned af sig selv, som om hun har gjort ham opmærksom på, at han har spildt på sine bukser. Jeg spørger ham, hvor han kommer fra. ”Hva’ sir’ du?” svarer han.

Jeg gentager mit spørgsmål, hvorefter han med få danske gloser fortæller mig, at han ikke forstår dansk. Hans første spørgsmål var altså en høflig gestus. Det kræver åbenbart ikke samme sprog og kultur at forstå sig på høflighed.

I stuen står to store, gule sofaer i kunstigt læder og barrikaderer hjørnet. På stuebordet af glas ligger fjernbetjeninger, telefoner og et ­forstørrelsesglas på en sirlig linje, og jeg frygter at komme til at skubbe til den åbenlyse orden.

På bordet står også et lille glas med hank, ­hvorfra varm the damper. Han gør tegn til at hente glas til os, og vi nikker begge ivrigt som i et ’mange tak’.

Mohammed trisser ud i sit køkkenet for at hente ekstra glas. Jeg kigger på Melissa; vi ­bliver nødt til at finde ud af, hvor han k­ ommer

fra. Da Mohammed kommer tilbage, finder ­Melissa en iPhone frem og viser ham et kort.

Hun peger, og jeg forsøger endnu en gang med ordene ’land’ og ’country’. Til sidst siger han: “Iran...”

Selvom Melissa og jeg ikke taler farsi som ­Mohammed, finder vi ud af, at han sammen med sin kone flyttede til Danmark for 25 år siden. Med tre spinkle og rynkede fingre viser han, at hun ikke lever længere. Det har hun ikke gjort i tre år.

Hans mine er forpint, men fredfyldt. Det gør ondt ikke at kunne kondolere med >

CITAT N°29 • 09

ord. Men jeg tror, han forstår mit blik, for hans rynkede ansigt sender samme udtryk tilbage.

ET HJEMSTED FOR LITTERATUR Vi banker på en dør helt oppe i toppen af 105.

Der bor Kristian. Det har han gjort i 13 år. Han synes, at projektet virker spændende og byder os ­velkommen, dog med få betænkeligheder. ”Her roder lidt,” siger han undskyldende og tager et hutigt kig ind i sit ­ soveværelse. ”Jeg har dog nået at redde senge,” griner han.

Vi forsikrer ham om, at det ikke betyder noget for os. Lidt hjemlig hygge er kun en fordel. Det er hele idéen med vores besøg i blokken.

Kristian sætter sig solidt i en læderstol ­foran fjersynet, som minder mig om de to stole, ­ Chandler og Joey fra ’Friends’ anskaffer sig ­ og nærmest lever i. Vi taler om hans karrieres ­begyndelse, da han afbryder sig selv. ”Nu går du vel ikke i skabene?” siger han halvt ­alvorligt, halvt i spøg, da Melissa bevæger sig ud for at fotografere køkkenet.

Mens Kristian fortæller om sit arbejde i ­Estland efter murens fald, fanger mit øje diverse ­encyklopædier og verdenshistorier i b ­ ogreolen.

Det oser af kulturel kapital. Rummet er fyldt med Michael Strunges sortseende digte, Søren Kierkegaards filosofiske samlinger og Karl Marx’ ’Kapitalen’.

På sofabordet ligger dagens udgave af ­Politiken. ”Har I hørt, at Mads Nissen har vundet årets ’World Press Photo?” spørger han.

Kristian og Melissa falder i en Intens snak om Mads Nissens fortælling om hans ­vinderbillede i Politiken. Jeg husker mig selv på,

10 • CITAT N°29

at jeg bør læse artiklen, når jeg engang får tid.

HULK MØDER 7’ER STOL Ikke langt fra Kristians kulturelle bogreoler er Dinna i gang med at sy et Hulk-kostume til ­ kærestens 6-årige søn. Midt på hendes gulv ­ligger en stor plade skumgummi og en rulle grønt stof. Symaskinens nål er ved lyden af ­dørklokken ­stoppet i arbejdet.

I et organiseret kaos af skumgummi og stof prøver Dinna at få det hele til at gå op i en højere enhed. Kombinationen af skum og stof skulle helst komme til at ligne muskler. Jeg er ret ­imponeret og komplimenterer hende for idéen. ”Ja, nu må vi se, hvor godt det bliver,” smiler D­inna.

Det er er et halvt år siden, at hun flyttede ud af sin gamle lejlighed og ind i betonbunkeren. Køn er den ikke, mener hun. Men det indvendige kan hun heldigvis selv præge. Og det har hun gjort. ”Jeg har hele tiden tænkt, at det var meningen, at lejligheden skulle være et springbræt til noget andet. Men nu er jeg faktisk blevet ret glad for det.”

Hun virker nærmest overrasket over at sige det højt.

Lejligheden rummer utallige designkendinge.

Finurlige vaser og små træfugle, hvis hoved og krop er skåret i hvert deres stykke træ. De er fra samme serie som den abe, der hænger rundt ­omkring i de danske hjem. Spisebordet er ­omringet af hvide stole, hvis ryglæn er en oval, der bugter sig ned i en anden oval, som danner sæde.

Dinna byder på kaffe, og Melissa og jeg tager plads i hver vores 7’er stol. >

CITAT N°29 • 11

”Jeg synes, det er sjovt, som I gør nu, at møde alle de mennesker, der bor her,” fortæller Dinna. ”På min første dag her mødte jeg Erik med stråhat og fuldskæg. Han bor nede på første. Ham burde I faktisk gå ned til, jeg tænkte i hvert fald: ’Han må have haft et spændende liv’. Jeg har mødt ham nogle gange, han kan huske, hvad jeg hedder, og hilser altid.”

En dag havde Dinnas kæreste, Bo, lånt h ­ endes bil. Han kom efterfølgende op i lejligheden og spurgte, om hun kendte en Erik. ’Kender og kender, jeg ved, hvem han er,’ havde Dinna svaret.

12 • CITAT N°29

Bo fortalte, at Erik havde stoppet ham for at s­ ikre sig, at han havde lov til at låne Dinnas bil. Bo måtte jo forklare Erik, at han var Dinnas kæreste, så det måtte han bestemt. ”Det er ret sødt. Det var lidt, som om Erik passede på mig,” siger Dinna.

Da vi igen står udenfor og kigger op på b­ lokken, er de tændte lys i v­induerne blevet færre. Min u­nderen over, hvordan der mon ser ud inde i de små blokhjem, er f­ orsvundet. Det er vidt f­orskellige mennesker, der af vidt forskellige ­årsager har fundet sig til rette bag de grå mure.

Ligesom jeg engang fandt mig til rette i mine

CITAT N°29 • 13

TRIFOLIKUM Af Emma Gelbjerg-Hansen (tekst), Ivan Riordan Boll (tekst og foto) og Ulla Trædmark (foto)

Se, nu står han i manegen, som så mange gange før. Han smiler og klovner og græder og ler, og publikum råber på mer’. Men efter klovnen lever et smil, et af

livets nødvendigste hvil - Leif Sylvester

14 • CITAT N°29

CITAT N°29 • 15

IKLÆDT KLOVNEKOSTUME KØRTE Tonny T­ rifolikom og de andre gøglere rundt med he­ ­ stevognskaravane i 70’ernes Europa.

De o ­ptrådte til f­ ester og fik mad og husly i ­kollektiverne på v­ejen. Tonny dyrkede livet som klovn, og i sine unge dage klædte han ikke om.

Han var klovnen, og klovnen var ham. ”Det var simplere tider. Vi gjorde lidt som det ­pas­­­sede os, men vi optrådte og var på hver dag.

Intet var rigtig struktureret og planlagt. Hvis vi var på Sjælland og hørte om en fest, vi kunne ­optræde ved i Nordjylland, så måtte vi jo bare bruge fire dage på at ride derop. Vi gøglede på gaden for at tjene til rejsen,” siger Tonny.

Tonny Trifolikom har været klovn, siden han som niårig første gang forsøgte sig med ­tryllekunsten og fejlede til stor underholdning for publikum. Med en opvækst på farten i cirkus­­­ og showmiljøet har det altid ligget i kortene, at Tonny ville ende som optræder. Han er drevet

16 • CITAT N°29

af det øjebliks glæde, han kan give publikum. Et pusterum fra hverdagens bekymringer, både for ham og dem han optræder for.

MENNESKE FREM FOR KLOVN Tonny har mange alteregoer. De er alle sammen en del af ham. Et lille stykke af det han engang har været. Der er rockeren, som udspringer af den 16-årige knægt, der kørte knallert og t­roede, han var udødelig. Eller tryllekunstneren der repræsenterer den lille dreng, der var ­fascineret af en illusion, som børn er fascineret af ­påskeharen eller julemanden.

Men i skiftet mellem alle disse ­personligheder kan det være svært at huske, hvem man selv er. En skizofren fornemmelse. Sådan b ­ eskriver Tonny det selv. Hans alterego tog o ­verhånd, og forventninger til hele tiden at skulle være sjov s­kabte et stadig voksende pres. ”Jeg måtte erkendte, at der var nogle huller, jeg >

CITAT N°29 • 17

selv skulle fylde ud. I sidste ende var det p ­ ersonen bagved, jeg blev nødt til at styrke. Showet var godt nok, men jeg fik ikke den samme ­oplevelse og glæde, som jeg havde nydt førhen,” siger Tonny. ØJEBLIKKETS GLÆDE Det er andre tider for klovnene i dag. Branchen er ikke længere til, at man bare kan slå et telt op og lave cirkus. Det skal planlægges, og der skal s­ ælges billetter på forhånd. Der er ikke længere hestevogne eller kollektiver, der står klar med åbne arme og varme måltider på vejen. Men Tonnys trang til at optræde, til at give slip på den han er for at være en anden for en stund, er ikke forsvundet. ”Jeg slipper noget løs, når jeg optræder. Jeg ­slipper en sten. Jeg lader noget falde og ser, hvad

18 • CITAT N°29

der sker. Øjeblikkets oplevelse, øjeblikkets nu, det er for mig forløsningen af det hele,” siger Tonny.

Tonny har aldrig mistet troen på forestillingen.

Det var den, der til sidst gav ham det n ­ ødvendige pusterum. Når han optræder, tilsidesættes vinterdepressioner og personlige nederlag for ­ en stund. Han har fundet en måde at adskille sig fra klovnen, og når han tager kostumet af, vil han helst bare være Tonny. ”Når jeg har klædt om efter en forestilling, kan børnene godt komme op og finde på at klappe mig i røven, og det gør sgu ikke ­noget. Men da jeg var yngre, blev jeg pisse sur, når mine venner ikke lige forstod, at det var Tonny, og ikke klovnen, der var på. For ja, det kan sgu være svært at tage en klovn seriøst.” •

CITAT N°29 N°27 •• 19 19 CITAT

20 •• CITAT CITAT N°29 N°28 20

CITAT N°29 N°28 •• 21 21 CITAT

22 •• CITAT CITAT N°29 N°27 22

CITAT N°29 N°27 •• 23 23 CITAT

24 •• CITAT CITAT N°29 N°27 24

CITAT N°29 N°27 •• 25 25 CITAT

26 • CITAT N°29

CITAT N°29 • 27

28 • CITAT N°29

CITAT N°29 • 29

30 • CITAT N°29

CITAT N°29 • 31

32 •• CITAT CITAT N°29 N°27 32

CITAT N°29 N°27 •• 33 33 CITAT

34 • CITAT N°29

CITAT N°29 • 35

36 • CITAT N°29

CITAT N°29 • 37

Mennesker

i et grænseland

Den ene er syrer, den anden libaneser. Den ene er flygtning, den anden er netop hjemvendt fra Vesten. Fælles for dem er følelsen af mismod og den manglende tro på Libanons fremtid. To forskellige perspektiver på et land, der ligger i krigens skygge Af Peter Sinnbeck (tekst og foto)

BEIRUT, LIBANON. Det er skumringstid i den libanesiske hovedstad. Larmen fra t­rafikken ­ synes uendelig. Alt er ved det gamle her i Mellemøstens Paris. Ved stranden i den sydvestlige del af byen sidder en ensom s­ kikkelse og stirrer ud over vandet. Fouad Mansour sidder og holder øje med de mørke silhuetter, der langsomt siver fra forretningsgaderne i bydelene Moussaitbeh og Hamra og ned mod stranden.

Han er ikke kommet for at gå en aftentur med udsigt over det østlige Middelhav. “… al-Sūrī,” siger Fouad stille. Syrerne.

Store grupper af syriske flygtninge strømmer ved aftenstid ned mod Beiruts strande. Her bliver deres ydmyge presenninger ikke konfiskeret af myndighederne. Her kan de være i fred.

Langsomt vokser en interimistisk teltlejr frem i sandet.

Fouad er syrisk flygtning og flyttede til Beirut, efter den libanesiske borgerkrig sluttede i starten af 1990’erne. I dag har han en lille forretning i

dag traver han ned til havnefronten, sætter sig på den samme bænk og kigger ud over det samme stykke strand. Han holder øje. Ikke med u­dsigten, men med de syriske flygtninge. Han leder efter nyt fra sit hjemland. Dele af hans familie er stadig i Damaskus i Syrien. Det var meninge­n, at de skulle have været ude af landet for længst. Men den tilspidsede situation i grænseområderne har gjort det umuligt for familien at rejse.

“Det er vanvid. De har ikke en jordisk chance for at komme hertil uden at blive overrendt af både Da’esh (Islamisk Stat) og Assad. Det vrimler med dem på vejene hertil. Det er mere sikkert i Damaskus. Der er ikke så mange skud for tiden,” lyder Fouads nøgterne analyse. Blikket driver igen ud over presenningerne på stranden.

“Og hvor skulle de også være? Mine landsmænd lever jo allerede i vandkanten...”

Rauché, hvor han sælger reservedele til scootere – det faste indslag i hovedstadens trafik. Men hver

Siden den syriske borgerkrigs udbrud er mere end 1.2 millioner flygtninge strømmet over

38 • CITAT N°29

I KRIGENS SKYGGE

grænsen mellem Syrien og Libanon. De fylder i gadebilledet. De sover på Fouads strand og i efterladte og faldefærdige bygninger i bydelen Bourj Hammoud. Mange ernærer sig som tiggere på gaden.

Den libanesiske regering har ikke taget stilling til, hvad der skal ske med de mange flygtninge.

Det har udløst skarp kritik fra FN. Men der er ikke tegn på forandring. Libaneserne har prøvet det før. Den syriske flygtningestrøm er ikke den første, libaneserne har skullet forholde sig til.

Hvis man bevæger sig et stenkast sydpå fra Beiruts centrum, finder man flygtningelejren Shatila. Omringet af tæt bebyggelse og Beiruts sædvanlige mylder ­lever knap 10.000 palæstinensere deres liv i skygge. De fleste af dem er

efterkommere af de palæstinensere, der oplevede ’katastrofen’, al-Nakba, som den kaldes af palæstinenserne selv. Masseuddrivelsen af palæstinensere efter staten Israel blev oprettet.

Man kan kalde lejre som Shatila for ­Libanons akilleshæl. Her bliver de palæstinensiske flygtninge gemt af vejen. De lever i et parallelsamfund og bliver i mange tilfælde brugt som billig arbejdskraft og daglejere.

Det samme er ved at ske med de syriske flygtninge, som også er rykket ind i Shatila. Der bor nu næsten 25.000 mænd, kvinder og børn på et område, der ikke er større end én sølle kvadratkilometer.

Som det var tilfældet med palæstinenserne, så tyder det ikke på, at afstanden mellem den

almindelige libaneser og de tilkommende syrere er blevet mindre. Mange års krige og ­konflikter med syrisk indblanding har efterladt en ­indgroet skepsis og manglende empati blandt befolkningen i Libanon. I hvert fald hvis man spørger Fouad. ”I min butik ser jeg ikke særlig mange libanesere. Den bedste service får de hos mig!

Men de kommer­ikke. Jeg forstår ikke hvorfor.

Mine dæk er de bedste i hele Beirut,” siger han.

Han giver op for i dag, rejser sig fra bænken og vender stille og roligt ryggen til solnedgangen og vandet. ”Det er jo heller ikke med vores gode vilje, at vi er her...,” siger han stille, alt imens han langsomt bevæger sig tilbage mod sin lille butik. Solen

forsvinder under horisonten, aftenluften bliver pludselig kold.

EN UNG MAND KOMMER HJEM I en anden ende af byen sætter Ziad Fawaz sig til rette i førersædet af sin gamle, rustne Hyundai. Vinduerne bliver aldrig rullet op, musikken bliver aldrig skruet rigtig ned. Smøgen i hans mundvig bliver kontinuerligt skiftet ud.

Tidsfordriv. Vi kører sydpå ad motorvejen, ned mod Saïda. Byen med den bedste lammekafta­i Libanon. Det mener Ziad i hvert fald, at det er. Længere mod syd rammer man demarkationslinjen. Kryds den linje, og du er i Hezbollahs område. ”De kæmper i forreste række i Syrien. Førhen >

CITAT N°29 • 39

var de helte for mange muslimer. Både shia’er og sunnier. De kæmpede for os, de hjalp dem, der havde brug for det. Men det var før, det faldt sammen i Damaskus. Nu kæmper de for Assad.

Det er ikke populært hos de fleste,” fortæller han.

Volumen på den skrattende radio bliver hævet endnu et par niveauer.

Ziad er selv shia-muslim og kommer oprindeligt fra det sydlige Libanon. Han er født i en lille by få kilometer fra den israelske grænse.

Ziad fortæller levende om den store, centrale plads i byen med de smukke, gamle bygninger og de mange velkendte ansigter. Hele familien har boet der i flere generationer. Indtil for ni år siden.

Der erklærerede Israel krig mod Hezbollah og bombede igennem en hel måned det sydlige Libanon. Ziads hjemby blev ramt. ”Det, der før var så smukt, forsvandt. Pludseligt.

Min bedstemors hus blev ramt af granater, og min nabos hus blev udslettet. Heldigvis var vi flygtet fra byen tidsnok. Der var andre, der ikke var lige så heldige. Mange. Folk jeg har kendt hele livet,” siger Ziad.

Hans forhold til Israel og israelerne er anstrengt.

Ligesom Fouad har Ziad haft krig og konflikt tæt inde på kroppen. Det har de fleste i Libanon. Hos Ziad manifesterer den sig i en ukuelig vilje til at rejse væk. Væk fra den stilstand, som han mener, Libanon er ramt af. ”Folk går i cirkler. Det hele handler om at få tingene til at løbe rundt. Men det er ikke fordi, tingene skal udvikle sig. Det handler bare om at overleve,” siger han.

For halvandet år siden rejste han til Frankrig som udvekslingsstudent. Opholdet blev en øjenåbner for ham. Endelig kom han væk fra stilstanden. Mødet med Europa gav ham et helt nyt perspektiv på hjemlandet, eftersom han for første gang længe følte, at han kunne trække vejret. Følelsen af tryghed og en tilværelse uden problemer var befriende. ”Jeg tror ikke, I forstår, hvor godt I har det. I mit land... Ja. Der er det ikke det samme,” sukker Ziad.

TO MENNESKER, EN TANKE Ziad kan ikke finde sig til rette efter at være kommet tilbage til Libanon. Han føler sig rastløs og mismodig. Han fortæller, at han viste tegn på depression efter kun at have været tilbage i Beirut i en lille måneds tid. ”Det var fantastisk at komme hjem til min familie. Men det føles ikke rigtig som et hjem, når jeg bevæger mig rundt i byen. Her falder jeg i et med en baggrund, jeg ikke vil være en del af,” siger han.

40 • CITAT N°29

Den lille Hyundai presses til det yderste.

Han overhaler indenom uden at fortrække en mine. Han kører ofte rundt uden at have et mål med turen. I dag var det sydpå. Tættere på sin fødeby. Men næste øjeblik er bilen på vej tilbage til Beirut, tilbage mod pulsen og lugten af dæk og dieselolie. Det er rutine. Og det er uden passion. Ziads ture i den lille Hyundai, Fouads stille øjeblikke på bænken ved de sydvendte strande.

Med foden på speederen uden at føle, at han bevæger sig. Med blikket rettet mod stranden, mens han ved, at der ikke kommer nyt fra Syrien.

Nyt fra fronten.

Det er dér, deres historier flettes sammen. Fouad og Ziad. Fra forskellige lag af samfundet, men samme tankegang. Samme rastløshed. Fouad mangler sin familie og tænker ikke på Libanon som et hjem. Han flygtede hertil og drømmer sig tilbage til et Syrien, der ikke er præget af konflikt og ustabilitet. Ziad er afkoblet fra sit eget land og vil væk. Og var det ikke for familien og vennerne, så ville det nok være umuligt at blive.

To skæbner. To forskellige historier. To mennesker, der ikke har forfærdeligt meget til fælles. Noget er de dog enige om: Deres fremtid er ikke i Libanon. •

CITAT N°29 • 41

//OG// Af Peter-Emil Witt (tekst og foto)

Og skyskrabere skraber også jorden de larmer sådan som de rykker rundt Og lyden af falske skrig springer ud af vinduer se deres grædende hustruer Og resten sluger guld og sølv for at redde dem selv Og jeg så en tyk hund i dag jeg tænkte hvem skal jeg anklag’ Og hvem af os vil det gavne for solen skinner og det er flot Og alle vil slikke deres egne albuer men jeg er en travl navlebeskuer

42 • CITAT N°29

Og jeg vil folde mit tøj pænt lægge det i min taske Og så tænde lyset og se djævlen glemme alt om hævnen Og jeg vil se på mig selv i spejlet hænge mig selv på korset Og jeg vil synes det er uretfærdigt ikke noget seværdigt Og jeg vil bruge resten af min dag på ryggen i køkkenet og kigge op Og min mund vil fyldes med jern af en verden der er livsfjern Og jeg vil ikke høre kirkeklokkerne der ringer dommedagen velkommen Og jeg vil ikke se palmerne gro ny det er ikke noget for mig alligevel

CITAT N°29 • 43

Stilheden, den grusom me For mange er stilheden angstprovokerende. Vi er altid ”på”, altid til at få fat i. Når stilheden indtræffer, er der kun os og vores tanker. Når intet larmer, larmer alt Af Kristian Trojaborg (tekst) og Ida Marie Odgaard (foto)

DA PIANISTEN GØR HOLDT, og klaveret ­forstummer, skifter stemningen i hele kirken. Vi, tilskuerne, bliver frarøvet, klædt af. Et overgreb.

Hvor vi før var svøbt i ro, er der nu kun stilhed. Den grusomme stilhed.

Angsten pibler som råddent mosevand op i mig. Jeg kan høre en iskold januarvind hyle ­udenfor, jeg kan høre mit eget hjerteslag. Eller mit ­manglende hjerteslag, for mit hjerte begynder at hoppe over, hvor gærdet er lavest og opgiver sin vanlige rytme. Ét slag. Ét slag. Stilhed. Stilhed.

Og så to slag, der panisk jager hinanden, som en hund der jager sin egen hale.

Mosevandet i mit sind giver en velkendt kold og klam fornemmelse i nakkehårene, lige bagerst ved krybdyrhjernen.

Stilheden og de manglende hjerteslag prøver at overbevise mig om, at min sidste tid på jord er oprundet.

Med et liv levet som hedonistisk hedning så er Sankt Lukas kirkes natgudstjeneste i Aarhus vel ikke det værste sted at krepere. Men gid pianisten dog ville starte igen, så jeg kunne spilles ind i evigheden med smuk musik. Jeg vil ikke dø stille.

NÅR STILHEDEN GØR EN FORSKEL Det moderne menneske er bange for stilheden og vil helst passe sig selv. Det var i hvert fald mit ­indtryk i bussen på vej til natgudstjeneste.

Der sad vi alle sammen, én person ved hvert ­tomandssæde med musik i ørerne og Facebook i hånden. Men hvorfor? Hvorfor er vi bange for at opsøge stilheden? I mit eget tilfælde udviklede jeg angst for et års tid siden, og i tiden derefter forbandt jeg stilhed med angst. At det var dér, hvor den kunne få frit spil. Flere af mine nære bekendte har oplevet det samme. Hvorfor er ­stilheden så angstprovokerende?

44 • CITAT N°29

Jeg var engang fuldblodskristen, men i dag står mødet mellem mig og stilheden forhåbentlig uden indblanding fra de højere magter.

Massive trædøre fører ind i det overvældende og hvidkalkede kirkerum, der i nattens ­anledning er mørklagt bortset fra uendelige rækker af små kirkelys, der lugter tungt af blegt stearin. Ved ­indgangen er der et lille bord, hvor man kan låne et kors, en kristuskrans eller en ­bønnebog.

Sidstnævnte tager jeg med mig, om ikke for ­ religiøs vejledning, så for at understøtte mit ­ ­notepapir.

Selvom natgudstjenesten bliver afholdt ­under parolen ‘Når stilheden gør en forskel’, så er der ikke stille i kirken. Pianisten sidder foran det enorme alterkors og spiller et lyst og tydeligvis improviseret stykke. Jeg tager plads på de stort set tomme rækker af kirkebænke og prøver at fordybe mig i roen.

STILHEDEN OG FLUGTEN TIL KRYPTEN Da musikkken hører op, forstår jeg pludselig ­forskellen på ro og stilhed. Roen er et minimum af lyd, et støttehjul for os, som ikke formår at være i egen krop, når der ikke er noget til at distrahere os.

Stilheden er grusom og uden nåde. Det er den stilhed, der opstår, når vi får at vide, at nogen vi holdt af er døde. Når ulykken rammer os, eller når noget er så pinligt, at ingen tør røre ved det af frygt for at gøre det værre. Pludselig kan man høre alt; sit eget hjerteslag, det hæse åndedræt fra pensionisten tre rækker længere fremme og hvert et skridt, der tages i det enorme rum.

Jeg når igennem et væld af følelser og et helt register af angst, inden jeg igen kan ånde lettet op, da musikken starter på ny.

Angst er en bizar størrelse. Da den var værst >

CITAT N°29 • 45

46 • CITAT N°29

for mig, betød den angsten for døden. Angsten for at hjertet pludseligt gik i stå, som vi har set på film, hvor man gispende og svedende griber sig til brystet og falder om. Dead as a Dodo. At tusinde poser Haribo endelig skulle have rendt mig over ende og forkalket mine årer med Piratos og larver af labre varianter.

Angst er blevet kaldt frihedens svimlen, men for mig har det været mit sinds forræderi af mig selv.

Det er vel næsten lidt ironisk, at et ­menneske, der altid har prydet sig af sin ­ mentalitet, fik ­sådan én på skrinet af selvsamme, at han næsten glemte, hvordan man slår en prut uden at skide i ­bukserne af bar angst.

Stilheden var for mig det sendebud, som ­angsten benyttede. Når der var helt stille, havde tankerne ikke noget sted at flygte hen. Ikke ­noget sted at lade sig besnære. Angsten i stilheden var, når man stod til regnskab for sig selv med følelsen

af at have glemt tegnebogen et sted uden for modets rækkevidde. At være sig selv fallit.

Oplevelsen og minderne har rystet mig, og jeg søger derfor væk. Ned i kirkekrypten til deres ­natcafé, til livet og menneskene – hvor ironisk det så end er at søge i krypten efter liv. Jeg s­ under mig med mørk kaffe og den endnu mørkere stemme, der som tjære drypper ud af højtalerne fra det lille lydsystem. Leonard Cohen, et af hans bedre albums.

Efterhånden vender mit sind op til overfladen igen. Hernede under Guds hus er der ro, ikke stilhed, og forskellen er befriende. Mentalt tager jeg et lille stykke af denne ro med mig i bussen hjemad.

TO EACH HIS OWN Bussen laver et sving, og passagererne bliver ­rullet rundt som lottonumre i en tombola. Jeg

ser en ung mand med en gigantisk tyrering i næsen stå og febrilsk forsøge at finde en plads, og ­pludselig går en tanke igennem mig.

I stedet for bare at sætte musikken i ørerne og forsøge at skubbe tankerne væk, så skal man måske invitere det ukendte ind? Lade tingene gå, som de nu går? Så jeg flytter min taske fra sædet ved siden af mig, så der kan blive plads til ham.

Inviterer ham så at sige ind i min privatsfære.

Lidt sent ser jeg dog de blankpolerede ­militærstøvler og den tyske fædrelandsørn i stolt position på bagsiden af hans jakke. Den unge mand smiler til mig og sætter sig behageligt til rette ved siden af mig.

Langsomt sniger mine hovedtelefoner sig op af tasken og jeg vender blikket ud mod ­januars snedækkede intethed. Måske er det ikke ­altid en dårlig ting at lade sig distrahere lidt fra ­virkeligheden. •

CITAT N°29 • 47

48 • CITAT N°29

Sexy mormor pussycat Tina er The Sexy Pussycat. Mor, mormor og prostitueret. Alle roller b ­ liver ­opfyldt i hendes hjem, hvor dildoer og legetøjsbiler står frit fremme Af Maria Skjødt (tekst) og Victoria Mørck Madsen (foto)

CITAT N°29 • 49

”JA, DET ER SEXY PUSSYCAT.” De lange lilla hår på benvarmerne hvirvler op i luften, da hun med telefonen i hånden sætter sig ned på k­ ontorstolen.

H2O sandalerne hviler på et farverigt v­ attæppe, hvor hendes et-årige barnebarn ligger og smiler.

Barnebarnet ruller om på maven og ­begynder at kravle hen mod mormoren. ”Det her er IKKE en gratis sextelefon! Et opkald koster 250 kr., så må du stønne!” siger Tina, lægger røret på og tager barnebarnet op i sine arme.

KUNDER I BUTIKKEN Et par timer tidligere vimsede Tina nøgen rundt i stuen kun iklædt røgen fra sin cigaret. ­Metalringene i hendes skamlæber klirrer svagt, når hun går. Hun er netop blevet færdig med en kunde, som nu sidder tilbagelænet i sofaen.

De to øverste knapper i skjorten er åbnet, og en kop sort kaffe er solidt placeret i hans hånd. En kvinde kommer ind i rummet. Hun bærer et Ninja Turtle kostume 50 • CITAT N°29

under den ene arm og sin lille dreng på den anden. ”I dag er fastelavnskostumedag, og mormor skal hjælpe med at sy,” forklarer hun manden i sofaen, mens de giver hinanden hånden.

Det er ikke første gang, at Line møder en af sin mors kunder. Hun husker, at hun har rullet cigaretter til en mand og budt ham en kop kaffe, mens de ventede på, at hendes mor kom hjem fra tandlægen. ”Jeg har en helt almindelig mor med et lidt ualmindeligt job,” fortæller datteren og lægger det halvfærdige papmache skjold på bordet.

PLADS TIL PISK Det er nu tre år siden, at Tina ringede og ­spurgte sin datter Line og hendes mand om, hvordan de havde det med, at hun startede som p ­ rostitueret.

Svigersønnen havde tørt konstateret: ”Hvis du kan leve af det, hvorfor er du så ikke ­begyndt noget før?”

Siden da har familien vidst, hvad der foregår i det lille bindingsværkshus. De har fuld adgang til Tinas kalender og ved, hvornår der kommer kunder. Der bliver heller ikke lagt skjul på hendes erhverv i husets værelser.

I soveværelset troner et trækors for enden af sengen, og kædesystemer hænger ned fra loftet og stikker ud af væggene. En reol fyldt med sexlegetøj står i hjørnet af rummet, og en samling af piske hænger på den ene væg. ”Skat, hvem var det nu, jeg fik den håndlavede pisk af?,” råber Tina spørgende til datteren inde i stuen. ”Han var vidst en københavnersnude,” svarer datteren, som er på vej ud til barnevognen for at putte sin dreng.

KROGENE I LOFTET ”Man kan sagtens være mor, mormor og luder,” fortæller Tina, mens hun viser krogene i ­st­­uens loft, hvor man kan spænde en kunde fast. ­Nedenunder står en legetøjskasse med farverige biler til den yngste. Tinas livsfilosofi står klar. Hvis du først begynder at skjule, hvem du er, kan du ikke længere finde dig selv. Hun husker kun, at hun har prøvet at gemme sit erhverv for en enkelt person. Hendes 90-årige mormor. Men da mormoren blev ved med at spørge, erklærede Tina: ”Jeg er prostitueret.”

Hun havde hverken rynket på næsen eller undret sig yderligere. Mormoren havde derimod overrasket spurgt, om man kunne leve af det. Tina griner højt ved mindet. ”Og her troede jeg, at hun ville blive chokeret!”

BØRNEBØRNENE VED DET IKKE Tina har ikke noget at skjule. Alligevel er det ikke tilfældigt, at det kun er den yngste af de tre børnebørn, som er med hjemme hos mormor i dag. Hun har to ældre børnebørn, som aldrig er i huset, når der er kunder. ”De er for unge til at forstå, hvad der sker, men de er gamle nok

til at undre sig,” forklarer børnenes mor Line.

En kat stryger forbi Lines ben. Hendes søn bliver straks opmærksom på katten og begynder at mave sig efter den. Den lille drengs storebror havde fået lov til at døbe netop denne huskat.

Da barnebarnet foreslog, at katten skulle hedde ”pussycat”, var forsamlingen blevet stille. De havde kigget rundt på hinanden.

Holdt vejret et øjeblik. De åndede først l­ettet op, da de forstod, at navnet stammede fra en Pixibog. Tina kigger over på den lille dreng. ”Det var ellers lige ved at komme tæt på.” • CITAT N°29 • 51

52 • CITAT N°29