CITAT_15 by Magasinet CITAT

KOLOFON SKRIBENTER

REDAK TION

Babak

Lars Just

Frederik

Arvanaghi

(foto)

Korfix

Maja Lundager Pedersen Catarina Nedertoft Jessen Janus Spøhr Natalie Stratigos Tine Rock Maria Christine Madsen Julie Povlsen Jonas Bach Eva Jakobsen Anders Hjemer Paulsen Joacim Præst Nielsen

(foto)

(ansv.)

FOTOGRAFER

Andreas Bastiansen Tine Sletting Simon Bruun Fals Gorm Branderup Astrid Dalum Daniel Hjorth Jeppe Bjørn Vejlø Eva

Helene

Mie Louise

Obelitz

Navne

Raatz

OMSL AG

Foto af Astrid Dalum TRYK

Seedorff Publishing OPL AG

1500 WEB

www.magasinetcitat.dk FINANSIERING

Citat er finansieret af annoncer KONTAK T

Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.dmjx.dk

Rode

Citat er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

TEATRET SVALEGANGEN OG >>TEATRET<< PRÆSENTERER

STUDER

95 KRD.E

20. OKTOBER – 19. NOVEMBER EN ANDERLEDES ROADMOVIE – TVÆRS OVER SCENEN MED TIDEN I HÆLENE

ROSENKRANTZGADE 21 8000 AARHUS C BILLETTLF.: 86 13 88 66 BILLETNET: 70 15 65 65 WWW.SVALEGANGEN.DK

LEDER Hvor er du? Du er i hvert fald ikke hjemme, og du er i hvert fald ikke tryg. Du hænger i luften tusindvis af kilometer væk. Du vandrer langsomt og besværet over vulkansten og askedækket granit. Du dukker dig, trækker stoffet til side og forsvinder ind i teltets fugtige indre. Ude igen støder du hovedet mod hegnet - igen og igen. Du falder mod bunden af hullet. Går i hi endnu en gang. Hvor er du? Du er i hvert fald ikke hjemme, og du er i hvert fald ikke tryg.

I denne udgave af CITAT tager vi dig ‘back to nature.’ Redaktionen

INDHOLD 04

SVEDHYTTEN I BRABRAND

Danske indianere mødes og sveder

FRA EBEDEI TIL IKAST

ÆGGELÆGGERNE

Francis rejste fra Nigeria til FC Midtjylland

En historie om livet som høne

“JEG ER NOK EN ITALO-FREAK”

FOTOSERIE: ISLAND

MANDEHØRM, BALKANROCK OG EN TRELÆNGET GÅRD

En af verdens største samlinger af italiensk disko

Syv unge drenge er flyttet sammen på landet

KILLING FIELDS

KÆRT BARN HAR MANGE ALDRE

WEB

Myrer, biller og voldsorgier 37 år og blebarn

KATTEDAMEN En kvinde og hendes otte perserkatte

26 42

SVEDHYI TTEN BRABRAND

Der smides rosmarin på de brandvarme sten. Sveden pibler frem hos den samlede kvindeflok. I tipien sidder også Jens fra Horsens, som herude hedder Slow Dog og er dagens sweatmaster. Vi er i Naturcenter Sølyst i Brabrand, hvor medlemmer af dansk-indiansk samfund er mødt op til den månedlige svedhytteceremoni.

Af Maja Lundager Pedersen og Catarina Nedertoft Jessen (tekst) og Andreas Bastiansen (foto)

Drejer man fra stien rundt om Brabrand Sø, ligger en lille hytte. Til daglig mødes man af et igloformet skellet lavet af pilegrene, men i dag er skellettet dækket til at bisonskind. I dag er der sweat. Udenfor er der ganske tyst, men letter man på indgangstæppet, siver hviskende lyde fra omtrent ti kvinder ud. Kvinderne sidder i svedhytten, tæt presset sammen om de glohede sten, der varmer rummet op til noget nær det ulidelige. I mørket er det kun det danske sprog, der afslører, at det ikke er etniske indianere, men danskere, der sidder samlet denne lørdag

og ceremonier i en verden langt, langt borte og alligevel så tæt på. Hvis man forventer sminke og fjer i håret, bliver man skuffet. Præcis som i Amerikas reservater er disse karikerede forestillinger langt fra den ægte indianske verden. Det er spiritualitet og sammenhold, der er i fokus. 25 medlemmer har fundet tid i en ellers travl dansk hverdag til at dyrke de indianske traditioner. Arrangøren af weekenden er Jens Mühlmann Lund. Her er han kendt som Slow Dog. Han har fra barnsben været fascineret af indianere og betragter sig selv som en af dem trods den ellers så danske overflade.

eftermiddag. Samlet om sten og ritualer. Men ikke mindst samlet om en tro, der har rødder

“Jeg er stadig Jens fra Horsens. Jeg er det hele. Men jeg er allermest Indianer,” siger Slow

tilbage til Amerikas indfødte; indianerne.

Dog. Han ser sig selv som en slags kulturformidler, der fortæller det hvide folk om indianerne og overbeviser indianerne om, at hvide mennesker også kan være ganske fornuftige. Slow Dog er den naturlige leder i dansk-indiansk samfund. Han er drivkraften bag mange

INDIANERLIV Her i Naturcenter Sølyst er hverdagen skiftet ud med tipier, træer og forfædrenes ånder. Dansk-indiansk samfund samles om bål, sang

Jeg er stadig Jens fra Horsens. Jeg er det hele. Men jeg er allermest Indianer

07 arrangementer. Det er ikke kun denne weekend, den indre indianer får plads. Ud over de månedlige svedhytter arrangerer Slow Dog også andre events. Hvad enten det er en spirituel weekend eller festivitas, som den årlige Powwow, kræver det meget arbejde og organisering, men det er en bagatel i forhold til udbyttet; et stærkt sammenhold og en gensidig forståelse. SWEAT BABY, SWEAT Før en sweat er der mange ting, der skal være på plads. Området uden for hytten skal renses. Man må ikke krydse linjen mellem bålet og stenene, for bål er ild, ild er sol og sol symboliserer Skaberen. Altså, krydses linjen, afskæres Skaberen fra svedhytten. Ofring er vigtig. Guderne er glade for en tobaksgave. Marlboro er især et hit. 20 korte. Røde. Light er for tøser. Slow Dog har brugt lang tid på at klargøre svedhytten. Hver en sten, der skal varme kvinderne, har fået en

velsignelse med på vejen. Bålet har brændt i flere timer, og nu er tiden kommet. ”Så er det nu de damer,” siger Slow Dog, og kvinderne stimler sammen om stenene inde i hytten. Indgangen dækkes til, og varmen bliver hurtigt intens. ”Hvis det bliver for varmt, er jeg lige her, og ellers hjælper det at presse håndfladerne mod den kolde jord,” siger en rutineret kvinde, der har været med de sidste 15 år. Det gode råd bliver absolut nødvendigt. Lettelsens suk giver genlyd i de mange lag bisonskind, da der åbnes for hytten. Men snydt. Det er ikke slut endnu. Det var bare første runde. Det er stadig tre tilbage. TIPI FREM FOR KIRKE For disse kvinder er svedhytteceremonien lige så højtidelig, som en søndag morgen i de danske folkekirker er for andre. Kirken har fået sparket til fordel for tipi og totempæl. Den kristne gud er erstattet af ånder. Vigtigst af alle, Skaberen. Josefine Garde, medlem af dansk-indiansk

samfund, havde aldrig bedt, før hun blev en del af den indianske tro. Det har ændret sig nu. Denne lørdags svedhytte er dedikeret til Josefine. Hendes far er syg, og alle sætter deres spirituelle kræfter ind i kampen for hans helbredelse. Bønnen er det centrale i den indianske tro.

lagt på stenene og gnistrer væk. Klaustrofobien kæmper bravt mod viljen til at fuldføre ceremonien. Det gør det ikke lettere, at kvinderne skal være absolut tildækkede. Ikke så meget som et knæ må titte ud under bomuldsklæderne, for der er en mand til stede. Slow Dog er denne dags sweatmaster.

”Jeg får som regel det, jeg beder om. Men det handler selvfølgelig også om, hvad man beder

De synger. Struben får frit spil. Det er indholdet i sangen, der er i fokus. Fællesskabet

om,” siger hun. I dag er det en bøn for hendes far.

om teksten frem for de finpudsede toner. Gamle indianske fortællinger bliver holdt i live gennem denne flok danske kvinder, som synger for guderne. Hør os, vi er her, og vi beder om jeres opmærksomhed: ”Pas på vores kære, kurér min far, giv datter

OBLIGATORISK FREDSPIBE En duft af krydderurt spreder sig i hytten, da Santien, bedre kendt som rosmarin, bliver

Rose en lys fremtid og bevar moder jord.” Slow Dog tænder den obligatoriske fredspibe og lader den gå på omgang. Piben symboliserer kosmos og røgen menneskets bøn til guderne. Det sidste hiv markerer slutningen af ceremonien, og kvinderne vælter ud af svedhytten. Luft. Frihed. Josefine har gjort, hvad hun kan. Resten er op til guderne.

Jeg får som regel det, jeg beder om. Men det handler selvfølgelig også om, hvad man beder om

High-end Point & Shoot Nyhed

Fuji Finepix X100

FinePix X100 kombinerer alle de nyeste tekniske digitale innovationer i en smuk, traditionel chassis, som oser af klasse og prestige. Stor APS-C sensor og lysstærk 35mm optik.

Leica D-lux 5

Nikon 1

Dette alsidige kompaktkamera, med det lysstærke Summicron zoom objektiv fra 24-90mm, er det perfekte kamera til point-shoot fotografering.

kr. 6.495,-

Nikon 1: Et hurtigt, intelligent og bærbart kamerasystem. Med et særligt udvalg af kompakte udskiftelige 1 NIKKOR-objektiver og systemtilbehør.

kr. 4.395,-

Fra kr. 3.915,!""#$%&'(#&$#&$#)()"*$+,+(*

Goecker A/S Hejrevej 37 2400 København NV

Jyllandsafd.: Sindalsvej 37 8240 Risskov

Tlf.: 35 82 11 00 - www.goecker.dk

Kom i praktik på JydskeVestkysten • • • • • • • •

Hos os får du kilometer i benene Vi lærer dig nyhedsjournalistik Hos os kan du skrive features Vi har et af landets hurtigst voksende websites Hos os kan du prøve kræfter med radio Vi sender dig ud i verden Hos os vægter vi praktikanternes sociale liv højt Vi giver dig plads til at lave den store baggrund

Hos JydskeVestkysten bliver du journalist, så du kan sætte dagsordenen både om køkkenbordet og på Christiansborg. Læs mere på jv.dk/praktik Syddanske Medier er et dynamisk og lokalt forankret mediehus, der består af Danmarks største regionale dagblad JydskeVestkysten, nyhedsportalen jv.dk, JVshop.dk, Danmarks største kommercielle regionale radiostation skala.fm og Vejen Avis. Mediehuset har 300 medarbejdere fordelt over hele Syd- og Sønderjylland. Hver dag leverer vi nyheder, informationer, viden, oplevelser og debat til de cirka 350.000 mennesker, der læser vores aviser, lytter til vores radio og besøger vores internetportaler. Vi er dér, hvor livet leves og tingene sker – nationalt, regionalt og lokalt.

FRA TIL

EBEDEI IKAST

Når man er født og opvokset i Nigeria og som 18-årig står i Ikast, er det pludselig koldt uden jakke. Det lærte Francis efter en 7 timers flyvetur, hvor han sad med en enkeltbillet og en et-årig kontrakt med FC Midtjylland i hånden.

Af Janus Spøhr (tekst) og Tine Sletting (foto)

Sikkerhedsbæltet spændes, og flyets propeller starter langsomt op. Den 18-årige Chibuike Francis Nnah, som bliver kaldt Francis, skal til at forlade sin hjemby, Lagos, i Nigeria. Den unge afrikaner har fået en chance, som alle drømmer om, men kun få bliver givet. Han skal til Danmark for at spille fodbold for FC Midtjylland. Francis er den seneste spiller, som den danske klub har hentet. Sportsdirektøren Jens Ørgaard kom ned for at se spillerne i deres nigerianske samarbejdsklub, FC Ebedei. Francis’ hold spillede kamp, og direktøren lagde mærke til ham. ”Jeg var god og fik tilbuddet om at komme til Danmark,” siger Francis. Han har skrevet under på en et-årig kontrakt, men der er hård konkurrence i FCM. Det er kun de bedste spillere, der vinder sportsdirek-

tørens opmærksomhed og får lov til at komme til Danmark. Nu har Francis et år til at bevise sit værd. Ellers bliver han sendt hjem til Nigeria. FODBOLDSPILLEREN DER BUKKEDE FOR ALLE For seks år siden kom FC Midtjylland i kontakt med Churchill Oliseh, bror til den tidligere nigerianske landsholdsspiller Sunday Oliseh. Det resulterede i et samarbejde, hvor FCM siden har oprettet en fodboldskole i Nigeria, som Churchill er daglig leder af. FCMs trænere og sportsdirektøren kommer et par gange om året og ser på ungdomsspillerne. De beslutter, hvem der får chancen for at komme til Danmark. “Min mor blev meget, meget glad, da jeg fortalte, at jeg skulle til Danmark,” siger Francis. ”Og mine venner blev misundelige, for det er alle unge nigerianske mænds drøm at komme til Europa for at spille fodbold.” Da Francis kom til Danmark, bukkede han for alle. Det var først, da akademichefen,

Karsten, sagde, at ‘sådan gør man ikke her’, at den unge Francis holdt op. ”Jeg vil gerne integrere mig og blive som danskerne,” siger han. Francis går i skole for at lære den danske kultur, traditionerne og sproget. Da han kom til landet, kendte han et par af spillerne i FCM, men vidste intet om Danmark. Francis havde aldrig tidligere været uden for Nigeria. Han har fået et værelse i en lille lejlighed, som han deler med en anden akademispiller. På væggene hænger plakater af tidligere og nuværende fodboldspillere. Når Francis ikke spiller fodbold eller styrketræner, ser han enten fjernsyn eller tager til Herning Storcenter. “Nogle gange keder jeg mig, og så sidder jeg og kigger på nogle familiebilleder, jeg har taget med. Men jeg har fået min drøm opfyldt, og jeg er meget privilegeret, så jeg klager ikke,” siger Francis. NIGERIANSK FINTER

MUSIK

FODBOLD–

Francis snakker, mens han viser rundt på akademiets område i Ikast. Han stopper op ved den bane, hvor FC Midtjyllands Superligahold træner. Francis vil gerne på førsteholdet. I et par minutter stopper talestrømmen, mens han ser ud over banen. ”Det er det her, jeg er kommet for,” siger han efter et par minutters tavshed. Francis var så uheldig at blive skadet i sin

første kamp. Det vil holde ham uden for de hvide kridtstreger i tre måneder, og han ved, at det på et senere tidspunkt vil betyde ekstra benarbejde for ham. “Det er klart, at det er skidt timing. Det er et ekstra pres på mine skuldre, for jeg skal vise, hvad jeg kan. Jeg har kun ét år til at vise, at jeg skal have min kontrakt forlænget,” siger Francis. Francis går videre mod omklædningsrummet. Han trasker over til musikanlægget, der hænger i en trækasse på væggen og sætter en cd i anlægget. “Det her er nigeriansk musik. Det plejer vi at høre inden kamp,” siger han og bevæger benene i takt til musikken. Francis drømmer om at blive en kendt fodboldspiller i Spanien eller England. Allerhelst i fodboldklubben Real Madrid. Hvis ikke han havde haft mål i støvlerne, så var han var blevet oliearbejder hjemme i Nigeria. ”Hvis jeg ikke får forlænget min kontrakt med FCM, vil jeg blive i Danmark og se, om jeg kan spille i en anden klub. Jeg vil helst ikke tilbage til Nigeria,” siger han. Klokken er blevet 12.45, og Francis går ud fra kantinen og ind i en ventende bus. Han skal ud at se sine holdkammerater spille kamp i Esbjerg. Der går noget tid, inden han er spilleklar igen og kan fortsætte sin jagt på at overbevise trænerne i klubben om, at han er værd at forlænge kontrakten med.

ÆGGEL ÆGGERNE Knirkende gummistøvler slæber sig gennem fugt-slatne blade. En nøgle i den rustne lås drejes en halv omgang.Porten ruller knagende til side. En stråle skarpt sollys trænger ind.

Af Nathalie Stratigos (tekst) og Simon Bruun Fals (foto)

.i gisper alle den friske luft i os, mens vi kan. Snart er der kun den gennemtrængende lugt af hønsemøg igen. Inden den tobenede albino ræv går på rov, er det tid til at komme ud af fjerene. ”Hvor pokker er mit æg blevet af? Lagde jeg ikke lige et æg?” Uvidende om, at ægget trillede ned i bakken under rugekassen, er hun ved at gå ud af sin gode fjerdragt ved tanken om status quo på ægproduktionen, for hun ved, hvad det betyder. Lægger du ingen æg, ender du som lørdagskylling.

da den stopper, gibber det i os alle. Nr. 33 har ikke lagt nogen æg i en hel uge, og i dag er ingen undtagelse.

Den tobenede albinoræv træder ind i laden. Larmende stilhed. En stribet blok fra en lomme i erstatningspelsen kommer frem. Nummer 1-530. Et tal for hver af os.

a albinoræven træder nærmere, rykker vi, der står omkring hende, et skridt væk. Lyden af kløer mod beton bryder stilheden. Man skulle jo nødig selv risikere noget.

Han fører tilsyn med, hvor mange æg vi lægger. Produktivitet på højt niveau. Her er ikke plads til høns, der ikke lægger æg. Kuglepennen går pertentligt listen igennem, og

Nr. 33 gribes ved struben og føres bort. Hun basker med vingerne, så savsmuldet hvirvler rundt til alle sider. Sigtbarheden forringes for en stund. Inden længe giver hun efter for

albinorævens greb og hænger slapt mellem hans fingre – parat til at gå sin skæbne i møde.

n blond høne, nr. 13, der ville få enhver hane til at gale, har ikke forstået, hvad der sker, og stikker derfor hovedet afvigende frem fra resten af flokken. ”God ferie,” klukker hun og bliver straks efter genstand for forargede blikke. Hun besvarer dem ved at trække på vingerne, før hun atter forsvinder ind i rugekassens mørke. Med den dumhed kunne hun snildt forveksles med en gås.

nde i rugekassen giver den blonde høne sig til at ruge på et æg, der har undsluppet hullet i midten. Hun må lægge hovedet lidt på skrå, for at der er plads til hende. At der ikke er en hane i hønsegården, er en mellemregning, hun har sprunget over i regnestykket. Alligevel er hun genstand for nysgerrige blikke, for hun har ruget på ægget i 40 dage. ”Nu må der da snart ske noget, ” klukker hønen i rugekassen ved siden af. ”Ja, nu kan det ske når som helst,” svarer hønen i rugekassen under hende. Længere i samtalen når de ikke, før de taber tråden.

en det gør heller ikke noget, for der er lige kommet frisk korn. Det vælter udover trugets sider og ligger spredt på betongulvet. De 16 høns, der normalt enes om én kvadratmeter, bliver hurtigt til en koncentreret flok. Man skal være hurtig for at få det friske korn. Høne nr. 76 er en af dem, der ofte har heldet med

sig. Hun er nu så stor, at hendes ben ikke længere kan bære hende, men det afholder hende ikke fra at spise. Hun ruller bare over til truget i stedet. Og den korporlige vægt gør, at de fleste nok skal give hende plads – resten bliver mast i kampens hede.

m lidt slukker projektørerne i loftet, og så er det tid til at gå til ro. Projektørerne markerer døgnrytmen; otte timer udgør en dag, og de er endnu en gang gået. Tiden flyver. Men da mørket pludselig tager sit tag i hønsegården, bliver der alligevel en smule postyr, for hvad er det egentlig, vi skal nu? Efter lidt tid sænker roen sig atter over

hønsegården, og vi finder vores reder. Nr. 40 kagler irriteret til sin sidehøne: ”Din vinge ligger i min rede,” men inden det udvikler sig til, at de plukker fjerene af hinanden, har vi andre tysset på dem. `Hanegal og `hønefuld´ er et par af de gloser, der kort efter finder vej gennem mørket, inden der igen bliver stille. Ikke langt derfra rammer øksen huggeblokken med en hul lyd, og de 530 høns, vi var for lidt siden, bliver til 529. Høne nr. 51 er stadig vågen, men det er kun fordi, at hun lige lagde et æg. Snart efter falder også hun i søvn ovenpå halmen, der for længst har givet efter for hendes vægt.

F0$#()2*(E#;&11)$)"E#,&$)-#-3#3"0N2#*.)1()#*0..)'#-3# 4-"(71#<&*(-"&)'#9>#4-"*2)11&3)#910(4-".)@ !"#$%#&'()")**)")(#&#$)'#'+)*()#,&$)'#-.#/-%"'01&*(&2#-3#,&*%)1#4-".&$1&'35# 6%'')#$%#(7'2)#$&3#0(#17")#-.#4-"*2)11&3)#,&*%)11)#%$("+2*4-".)"#-3#*0.8 *9&11)(#.)11).#$).#:#-3#0(#*20;)#*0..)'<7'3#.)11).#$)(#()2*(%)11)#-3# $)(#,&*%)11)5#=3#,&1#$%#3)"')#2%'')#4-".&$1)#2")0(&,(#-3#4-"*(>)1&3(#9>#(,7"*# 04#4-"*2)11&3)#.)$&)910(4-".)5#?>#)"#$)'#'+)#$&91-.%$$0'')1*)#&#,&*%)1# /-%"'01&*(&2#'-3)(#4-"#$&3@# !"#$%&'%()%*+,(#()-.&/*%&( A$$0'')1*)'#)"#.>1")(()(#/-%"'01&*()"#-3#9"-4)**&-')11)#2-..%'&20(B")"@## C)'#,&1#&.B$)2-..)#)(#*(&3)'$)#;)<-,#&#.)$&)8#-3#2-..%'&20(&-'*;"0'8 D<)'#4-"#.)$0";)/$)")E#*-.#&22)#2%'#4-".&$1)"#3)'').#()2*(E#.)'#-3*># 3)'').#4-"*2)11&3)#,&*%)11)#%$("+2*4-".)"#:#9>#(,7"*#04#.)$&)910(4-".)@# 0''.&&%12%&2(#&'*+1'( A$$0'')1*)'#;)*(>"#04#-;1&30(-"&*2)#-3#,0134"&)#.-$%1)"@#F&3)#'%#20'#$%# )2*).9)1,&*#(&1.)1$)#$&3G## BC!0DE(FG0HIJEC!KCL(M(NDHODNKCGI(GP(QDKRSICIP!SJIIDE!D( F7"#0(#4-"*(>#-3#0',)'$)#$)#4-"*2)11&3)#,&*%)11)#%$("+2*4-".)"#*-.# ;&11)$)"E#()2*(#-3#10+-%(#&#)(#3-$(#,&*%)1(#9"-$%2(E#*>#%$("+22)')#<7'3)"## &'$<-1$*.7**&3(#*0..)'@# =;1&30(-"&*2#.-$%1E#6B;)'<0,'E#*(0"(#HI@#-2(-;)" M # SCPCKJED(3GHKTEECIPDH( (KJQEDK(GP(UGQCE J)"#4>"#$%#*(+"#9>#$)'#2")0(&,)#/-%"'01&*(&*2)#9"-D)*E#'>"#$)"#*201#%$,&21)*## $+'0.&*2)#$&3&(01)#9"-$%2(&-')"@# =;1&30(-"&*2#.-$%1E#6B;)'<0,'E#*(0"(#HK@#-2(-;)"

34(5%-%(."(,#'%( 6-'(02(#L-";)'#M&)1*)'#9>#.0&1G#"&678'."%9':(%11%-(5+)#1;(<=><?<@@@## C%#20'#-3*>#17*)#.)")##-.#%$$0'')1*)'#9>#78'."%9':A'#81+5(

â&#x20AC;&#x153;JEG ER NOK EN

Af Tine Rock og Maria Christine Madsen (tekst) og Gorm Branderup (foto)

ITALO-FREAK” Synthesizere. Langsommere beat. Italiensk accent. Det er det, den italienske disko består af. Og det var det, der charmerede Flemming Dalum , da ’italo disco’ gjorde sit indtog i starten af 1980’erne. I dag er Flemming Dalum indehaver af en af verdens største samlinger af italiensk disko.

Flemmings italo top 3 Steel Mind – ”Bad passion” Klapto – ”Mister Game” Cellophane – ”Gimme love”

INNOVATIVE PRODUKTER LSE

GE PTA

LYD L TI

pod-cast

forelæsning interview

konference er

ptag

ko musi

diktat

LS-11

S OLYMPU

BILLEDER E V I T A E R -TIL K

hurtig AF re

filt

kt effe

kompakt

fil HD

d m ful skær D C e L vipp

s.dk

pu å olym p e r e se m

OLYMP

US PE N LIT E

YDERST MOD NORDEN LYSER EN Ø Af Astrid Dalum

Yderst mod norden lyser en ø klart gennem isslag og tåge; dér ved en bjergild, som aldrig kan dø, oldtidens billeder våge, dérfra går sagnet vidt over sjø som en måge. Op til det sælsomme øland drog først vore herlige fædre, med sig fra Norge de højsædet tog for at oprejse det bedre. Norrøna-mål de i ensomme krog skulle hædre. Medens det synkende Nordens magt deltes og måtte forsage, blev der på Island bevaret og lagt livssæd for kommende dage. Dér nu et tegn på stammernes pagt står tilbage. A. Munch 1846.

!"#$%&"&&'$()%$*+,$ ! ! ! ! ! "#$!%&!'(!%$)*!+*!#,!-+$-)./'!'(!012,+$1'!1!&%.#(%',3! 4#(!%&!2)/'!+*!2,),,'!0+2!5#67!! 8'%.'**'$!#-!5#6!4#(!('*.1/!&9'/$:(2',!2)/'! 2,),,'.'/#,'$!,1.!2,&%1',&$'7!! ;1!/1<'$!=>?!4$7!1!2,),,'!@$7!*'%.'*7! ! ! A$:(%'$!%&!-+$!#,!4+**'!@B!',!4&$2&23! 2+*!4#(!/1<'!%1/!',!-#/.1/,!2&@@.'*'(,!,1.!%1(!&%%#(('.2'3! 4#(!%&!2)/'!+*!2,),,'!0+2!5#67! ;1!2,),,'$!*'%!+@!,1.!C??!4$7!@$7!*'%.'*7!! ! ! DB$!%&!@B!E7!2'*'2,'$!+/!24$1<'$!0+<'%+@/#<'!1!&%.#(%',3! 4#(!%&!2)/'!+*!2,),,'!0+2!5#67! ;1!/1<'$!('*.1/!=>?!4$7!1!2,),,'!@$7!*'%.'*7! ! ! F1(%!#(2)/(1(/224'*#!+/!.:2!*'$'!+*!2,),,'.'/#,'$!@B!<+$'2!0G'**'21%'H! ! III7%G2,&%7%4! ! ! !

Af Julie Povlsen og Jonas Bach (tekst) og Daniel Hjorth (foto)

MANDEHØRM BALKANROCK OG EN TREL ÆNGET GÅRD Syv unge fyre, en hjemmelavet kartoffelskræller, to rebelske katte, en skilsmissekanin og en skrivemaskine uden farvebånd. Hvad har de tilfælles? En gård langt ude i byen Mørke på Djursland.

Vi tager det, som det kommer, og bare det står, er det en succes

På den skrånende græsplæne står en ung, kasketbærende fyr og vinker. En større flok høns spæner klukkende tværs over den lille jordvej, der fører op til den trelængede gård. For enden af vejen venter noget, der ligeså vel kunne være en lille bid af en Morten Korch film. Her er udsigt til nypløjede marker, og Dannebrog hejst mod en blå himmel. Den vinkende karl kommer traskende henover gårdpladsen. Gruset, der knaser under hans fødder, bryder den påfaldende stilhed, der hviler over stedet. Her er ingen naboer, der larmer, ingen sirener der hyler, end ikke lyden af tudende bilhorn kan høres i det fjerne. Her er stille og uforstyrret landskab, så langt øjet rækker. Stedet er ikke en kulisse til en ældre, dansk spillefilm, og karlen, der smiler under kasketten, er slet ikke karl. Han hedder Mark Thomsen og er studerende med en bachelorgrad i design og arkitektur. “Det her er den ultimative legeplads. Her kan jeg få lov til at lege uden, at der er nogen, der kigger mig over skulderen og siger stop,” siger han. Legepladsen er en udlejet gård lidt udenfor byen Mørke, hvor Mark bor med seks af sine venner. Potteplanter og lettere forældede haveredskaber står på gårdspladsen sammen med en campingvogn, der er malet i alle regnbuens farver og med mønstre, som leder tankerne hen imod en tid, hvor ‘bred ymer’ og ‘knæhøj karse’ var almen tale. Resten af gårdspladsen antyder, at den seneste fest ikke er gået stille for sig. Bag den bor hønsene i det lille hønsehus, som drengene selv har lavet. Lågen, der hænger lidt skævt fra hængslerne, er sat sammen med søm, som er smedet i blæsebælgen i den hjemmelavede smedje på den anden side af huset. Tankerne flyver i retning af Bonderøven og hans evige trang til at lave det hele selv, men Mark synes nu kun, det er kasketten, som han og bonderøven har tilfælles:

“Bonderøven har pengene, men laver det hele af lyst. Vi mangler pengene,” griner han. 0 KRONER-STUEN Drengene spenderer ikke penge på noget, de i stedet selv kan lave eller finde brugt. Derfor har den store fællesstue kostet så godt som nul kroner at indrette. Kun projektoren, som drengene bruger til filmaftener, synes ny og værdifuld. Alt andet er et sammensurium af genbrug og arvegods. Drengene samles om det store kakkelbord, der, efter de brune farver at bedømme, kan dateres tilbage til 70’erne. I baggrunden spiller en gammel B&Obåndafspiller. Den ligner en rekvisit fra Krøniken. Musikken skratter en del fra den gamle maskine, men det er jo, som drengene siger, “en del af charmen.” I vindueskarmen står en gammel skrivemaskine, som Mark har købt for 25 kroner. Den bliver ikke brugt så ofte, men drengene overvejer, om husets arkæologistuderende, Johannes, måske kunne skrive sin næste store opgave på den. “Det kan han ikke, for farvebåndet er gået i stykker,” siger en af drengene. “Måske skulle vi bare smide den ud.” Men det kan der ikke være tale om, lyder det fra den anden side af bordet. “Sådan et farvebånd kan jo skiftes, og så er den fin igen.” SKILSMISSEKANINEN Snakken over bordet er periodisk, men de tavse øjeblikke synes helt naturlige. Det skyldes måske, at drengene har kendt hinanden i flere år og sammen har gået på Dronninglund Gymnasium i Nordjylland. Idéen om gården er vokset mellem dem gennem årene, men det var ikke let at finde et sted at leje sig ind, for de fleste udlejere er ikke just begejstrede ved tanken om at huse syv drenge i starten af tyverne. Drengene søgte flere steder og delte flyers ud i håb om at finde det rigtige sted. På en køretur standsede de tilfældigt op 100 meter fra gården i Mørke, uden at ane at

den lå der. De tog et kig udover markerne og var enige: “Her ville være lækkert at bo.” Det kom de også til, men det krævede en vis overtalelse og en krukke hjemmelavet honning som bestikkelse til udlejerens kone, før udlejeren lod drengene skrive under på lejekontrakten. Til gengæld lovede de at renovere stedet. Det er stadig et løbende projekt. Drengene har netop fået indlagt varme. Det var velset, da det betød, de nu kunne smide deres jakker indendørs uden at fryse. To katte er de eneste dyr på gården, foruden skilsmissekaninen, som ingen længere kan

lige på hylden. Et lille loftsværelse er fyldt med graffitimalerier og et rod, der får Tjernobyl til at virke overskueligt. Alle andre dele af gården skal drengene enes om, men på de private værelser er der fri råderet.

huske det oprindelige navn på. Den blev efter– ladt her af en tidligere kæreste og bor nu i et bur i et hjørne af haven. Drengene pønser på at anskaffe sig får og geder, men der skal lige laves en fold henover vinteren. Et projekt som de kaster sig ud i uden den store viden. Ingen af dem er landmandssønner eller har nogen særlige håndværksmæssige erfaringer, men som Mark siger: “Vi tager det, som det kommer, og bare det står, er det en succes”. En gris har også været på tale, men de må alle krybe til korset og erkende, at de nok ikke vil nænne at slagte den, hvis den først får et navn

og trisser rundt blandt dem i et halvt års tid. BALKANROCK OG POPKUNST En tur rundt i hovedbygningen afslører, at skønt de har været venner længe, er deres smag stadig helt forskellig. Prydet med egen scene, skæve hylder og nok instrumenter til at kunne udstyre et helt bigband, lige fra tuba til indisk harmonika, har Jeppe indrettet sit værelse til at kunne rumme hans Balkan rockband “Balkan Beats” øvesessions. Et andet værelse er minimalistisk. Et vægmaleri, taget fra streetart-kunstneren Banksy, er malet på væggen, og parfumerne står snor-

DEN FORSVUNDNE KARTOFFELSKRÆLLER Den store gildesal har været omdrejningspunkt for indflytter-festivalen. En festival, der til at starte med, blot var en indflytter fest, men da det alligevel ville tage en hel weekend at planlægge, så udviklede det sig til en festival med bands og DJ’s. Enhver festival med respekt for sig selv har også mad på bordet. En pattegris blev kørt til gården og slagtet af den lokale landmand, men rensningen og tilberedningen stod de syv drenge selv for. Til grisen skulle der kartofler. Det at skrælle kartofler til 70 personer, kan måske virke som et endeløst job med kronisk rynkede fingre, men i stedet for at skrælle alle kartoflerne på gammeldags manér, blev en ny toiletbørste sat fast på en boremaskine og stukket i en balje med vand og kartofler. Drengene viser stolt toiletbørsten frem. Den anden halvdel af opfindelsen, boremaskinen, er sværere at lokalisere. De syv drenge bliver hurtigt enige om, at de lige skal have nogle regler om, hvor værktøjet skal ligge. I køkkenet står en stor dunk, der huser en brun, ubestemmelig masse. “Det er mjød. Der er kun 30 liter, men næste gang laver vi over 100,” siger Jeppe med begejstring i stemmen. Hvor længe drengene bliver på gården, vides endnu ikke. Foreløbigt skal de lige have lagt varme i overetagen, anskaffet sig et par får, plantet en urtehave og nok også lige holde nogle flere fester i den store gildestue. Ude på gårdspladsen ses vinduet på første sal. Det svinger hurtigt op, og en sværm af fluer flyver forskræmt væk, som var det første gang, vinduet havde været åbent i månedsvis. “Se! Jeg fandt den, den lå på mit værelse!” Boremaskinen er lokaliseret og skrællemaskinen er igen fuldkommen.

KILLING FIELDS Af Eva Jakobsen (tekst) og Jeppe Bjørn Vejlø (foto)

Udkanten af området er præget af sære optøjer. Myrer er som simple bønder, ikke kamptrænede, men aggressive og mange. De kæmper for at beskytte de hjorder af bladlus, som de lever af at malke og slagte, mod fjendtlige plyndringer. Deres enorme antal er disse fodsoldaters styrke, og når de opererer i masser, kan de nedkæmpe stærkt overlegne fjender. Alene er en myresoldats eneste våben, at han smager rædselsfuldt og kan give fjenden ubehag – efter at han er blevet fortæret. Et forsvar, der ikke gavner den ene myre meget, men måske afholder fjenden fra at give sig i lag med flere af slagsen. Hos disse simple arbejdere tæller det enkelte liv intet i forhold til fællesskabets beståen. Forbi myrekolonierne bliver landskabet barskere. Luften er klar, og himlen høj over bjergene, men på jorden forsvinder alt i en tæt, krads vegetation. Vildnisset er fyldt af de øredøvende, forskelligartede lyde fra græshoppernes stammeskrig, som i virkeligheden ikke er skrig, men lyden af hoppernes vinger mod ben, som sværd mod skjold. Stammekrigerne holder sig skjult, men deres kalden sender isninger gennem marv og ben. Længere ude på overdrevet bevæger man sig ind i de professionelle dræberes verden. Her regerer de toptrænede krabbe- og jagtedderkopper. En krabbeedderkop er specialiseret i at sidde som frossen i toppen af en blomst og vente på forbipasserende fjender, som han indfanger med sine stærke forben. Han tager ingen gidsler. Alle, der falder i hans vold, nedslagtes. De snigskytte-præcise jagtedderkopper er endnu mere grusomme. Strategien er simpel, aggressiv og effektiv; med usandsynlig hurtigog hidsighed jager de ofrene ned. Er man først kommet på en jagtedderkops radar, er man dødsdømt. Det er også på overdrevet, under dække af det tætte græs, nogle af krigens aktører udvikler deres teknologi og nye våben. Beretninger om udvikling af nyt, luftbåret krigsmateriel når af og til ud fra området, selvom ingen endnu ikke har haft held til at skaffe larver ud derfra som beviser for de såkaldte puppe-projekter.

Et smukt naturområde af hvælvede landskaber og frodighed. På overfladen ånder fred og idyl. Men man må ikke lade sig narre.

Landskabet bliver mere og mere øde og goldt. Jorden er næringsfattig, og overlevelse er en kunst. For banderne af snudebiller, der bebor stepperne, består kunsten i at hærge og plyndre. Solen står højt på himlen, varmen er overvældende og det flimrer for øjnene. Grunden er tør og sandet. En pludselig bevægelse. Et

væsen, der ligner noget fra en fjern mytologisk fortid. Det sagnomspundne firben vrider sin dragelignende krop og kroger sine lange kløer. Man når næsten ikke at opfatte mødet med den skællede majestæt, før den atter er forsvundet. Konstant på vagt og årvågen. Fraværet af civilisation er totalt. Alle er på evig flugt fra overhængende farer. Løbebillerne lever i skjul, og kun i ly af natten bevæger de sig fra sted til sted. Andre klarer sig på anden vis. De store, pansrede skarnbasser gemmer sig kun bag deres eget tykke skjold. De er langsomme, men brutale, og de ignorerer selv de flyvende admiraler, der kredser rundt over dem og observerer civile bosættelse såvel som militære baser.

Den golde ørken afløses af frodigere vegetation, som bliver stadigt tættere og til sidst nærmest uigennemtrængeligt. Udmattet og uden orientering. Det eneste, man kan gøre. er at følge det dovne, mudrede vand, der stirrer op med løfter om alskens ondskab under overfladen. Hængesækken, en svampet pude af mosarter, dækker det tidligere livfulde vandreservoir og kvæler hvad, der måtte falde igennem den i iltløst mørke. På hængesækkens forræderiske overflade er verden vendt op og ned. Skabninger, som traditionelt tjener til føde for folket, har taget magten. Ondsindede soldugplanter kan ikke hente næring fra rødder her. De indfanger uforsigtige, tørstende forbipasserende med klistrede dråber, der ligner vand, men i stedet for at lindre deres tørst, holder de dem fast og lader dem lide en langsom død, mens planten fordøjer dem.

Slipper man levende over hængesækken, er man nået igennem kernen af dette frygtelige, ukontrollerede område. Herefter er landet ugæstfri på en helt anden måde end de næringsfattige vidder, hvor hurtighed, antal og styrke var afgørende. Her hersker dunkelhed og korruption. Næsten intet lys finder vej gennem de tunge trækroner og dødelig stilhed hviler over kirkegårde af skrottet krigsmaskinel. Fugten i luften gør det næsten umuligt at trække vejret, og en tæt sur lugt gennemtrænger sanser og sind. Laget af rådnende blade huser tusindben, bænkebidere og andre lyssky typer. Skolopendrene viser ikke ansigt, før de er helt overbeviste om, at man er en af deres. De opsnapper informationer, afpresser og manipulerer med udviklingen af den blodige og skæbnesvangre krig, der udspiller sig vidt omkring i Mols Bjerge.

KÆRT BARN HAR MANGE ALDRE Tobias er 37 år og voksenbaby. Ingen kender til hans hemmelighed udover hans kone, som har accepteret hans lyst til at bære ble. Det kaldes infantilisme og er en udbredt fetich, som kun få mennesker kender til Af Anders Hjelmer Paulsen (tekst) og Tine Sletting (foto)

For 12 år siden luskede Tobias nogle bleer med hjem fra et ældrecenter, hvor han arbejdede som rengøringsassistent. Det var sådan, det begyndte. Han havde længe haft et øje til bleerne, som på mærkværdig vis tiltrak ham, uden han vidste hvorfor. Han kan heller ikke forklare, hvorfor han i en alder af 25 år pludselig stod med en ble om numsen og følte en dejlig fornemmelse i kroppen. I dag er Tobias 37 år og lever sammen med sin kone og 2-årige søn i et rækkehus i en forstad. Udadtil ser alting normalt ud, men under overfladen gemmer sig en hemmelighed, som kun konen kender til. Tobias er infantilist og udlever daglig sine lyster som voksenbaby. I Danmark findes der omkring 700 registrerede infantilister, men der forventes at være langt flere. Fælles for dem alle er, at de finder nydelse i at lege babyer for eksempel ved at tage ble på. Men der er ligeså stor forskellighed blandt infantilister, som der er registrerede. Nogle bliver seksuelt opstemte

ved at iføre sig sparkedragt og ble, mens andre blot finder tryghed i bleens referencer til barndommen. Tobias hører til sidstnævnte gruppe. KORTENE PÅ BORDET Tobias er nervøs, da han forsigtigt begynder at sætte ord på sin hemmelighed. Han har gjort sig mange overvejelser, for han vil for alt i verden ikke have sin identitet afsløret. Han kan ikke overskue hvilke konsekvenser, det vil have, hvis venner og familie kendte til hans fetich. Det var hårdt nok at fortælle konen om det. Han kan sagtens sætte sig ind i andres tanker omkring infantilister og forventer ikke, at nogen har forståelse for hans situation. Derfor er han lykkelig over, at konen valgte at acceptere ham, som han er, selvom hun i starten blev meget chokeret. ”Jeg fortalte min kone om bleerne kort efter episoden på ældrecentret. Jeg husker, at hun kiggede længe på mig uden egentlig at sige noget. Så tog hun sig endelig sammen og sagde: ’okay, hvordan takler vi det her?’, og så fik vi en helt almindelig snak om det,” siger Tobias.

Men selv efter at han havde lagt kortene på bordet, tog han kun bleerne på, når konen ikke var hjemme. Sådan fortsatte det i lang tid, som om intet var hændt, indtil for få måneder siden, hvor han langsomt forsøgte at overtale hende til at lege med på hans fetich. ”Min kone kommer nok aldrig til at kunne lide det, men hun er gået med til det for min skyld, og det er jeg utrolig glad for. Ellers havde jeg været tvunget til at leve med det skjult resten af livet.” GULVVASK MED BLE PÅ Tobias kone har fået til opgave at udnytte hans lyst til at gå med ble. Hun kan for eksempel finde på at kommandere ham til at tage ble på, når han kommer hjem fra arbejde. Hun giver ham ikke noget valg, men siger med bestemt tone, at det er sådan, hun vil have det. Så sætter hun ham i gang med huslige pligter, mens han tuller rundt i bleen og gør, som der bliver sagt. ”Bleen gør noget fantastisk ved ens krop. Man er pakket ind på en varm og behagelig

måde, og det giver en stor tryghedsfølelse, ligesom hvis nogen lægger armen om ens skulder eller aer en på kinden,” siger Tobias. Han har for nylig peppet deres leg op ved at købe sutteflaske og blebukser, men for det meste har han bare bleen på. Nogle gange tisser han i bleen, men det er langt fra hver gang. ET AFLÅST RODEVÆRELSE Det er meget sjældent, at Tobias tager sin fetich med ud i offentligheden, men det er sket nogle gange, at bleen er blevet på, når han går tur med sin hund om eftermiddagen. Så tager han en lidt længere jakke på, der dækker numsen, så han ikke bliver opdaget. For han vil for alt i verden ikke opdages. Han er specielt

bange for, at sønnen en dag vil finde hans bleer og babyudstyr. ”I fremtiden kan min fetich kun fortsætte, når min søn ikke er hjemme, eller når han er lagt i seng, men jeg prøver ikke at tænke for meget over det, for jeg har ikke lyst til at undvære min ble,” siger Tobias. Han lever i nuet og tager en dag ad gangen, men hans kone og ham har talt om, at købe et hus, hvor de kan have et værelse, der er låst af. “Så kunne vi jo bare sige til folk, at det er vores rodeværelse,” siger han. Tobias har også valgt at holde det skjult for sine forældre, og sådan vil det blive ved med at være for al tid, hvis det står til ham. ”Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de vil

reagere, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at de vil håne mig og grine. Jeg tror, de vil sige: ’Hvad tænker du på, knægt?’ og måske slå hånden af mig.” DET HANDLER OM OMSORGSSVIGT Infantilisme er et af de områder inden for psykologien, hvor der ikke er forsket særlig meget. Det hænger sammen med, at infantilister hovedsageligt holder deres fetich skjult og ikke søger hjælp hos psykologer eller sexologer. Flere psykologer mener alligevel, at det kan handle om omsorgssvigt i barndommen. ”Hvis man er meget psykoanalytisk, tror man på, at barnet går gennem forskellige udviklingsfaser, for eksempel den anale og orale

fase. Hvis barnet oplever omsorgssvigt i en af faserne, kan man risikere, at barnets psyke forbliver på eller vender tilbage til et barnligt stadium i det voksne liv,” siger Katrine Bentzen, Cand. Psyk. fra Københavns Universitet. Hun lægger vægt på, at infantilister ikke nødvendigvis behøver at søge hjælp eller undvære deres fetich. ”Det er jo bare en subkultur ligesom så meget andet. Vi ser det ikke som en sygdom, men mere som et behov, ligesom nogle tænder på at få smæk eller blive bundet. Men jeg mener, man bør søge hjælp, hvis det hæmmer en i at leve resten af ens liv, eller hvis man holder det skjult i frygt for reaktionerne fra ens omgangskreds. For så har man nok brug for at snakke

med en professionel, der kan fortælle, at det er helt okay,” siger Katrine Bentzen. TILBAGE TIL BARNDOMMEN Christina Tatarczuk er uddannet sexolog og mener ikke, man med sikkerhed kan konkludere, at det handler om omsorgssvigt. Hun har kendskab til nogle i miljøet, der faktisk nægter, at det har noget med det at gøre. ”De to, jeg har mødt, har beskrevet deres barndom som enorm tryg. De har ikke oplevet omsorgssvigt. Vi kan sagtens sidde med nogle udviklingspsykologiske teorier, der siger, at barnet har lavet en eller anden strategi for at beskytte sig selv, men jeg tror ikke, vi ved nok om det, til at vi kan sige, det er derfor.” Christina Tatarczuk mener i stedet, at feticher kan at opstå, hvis barnet bliver udsat for en situation, som det ikke kan takle på det pågældende alderstrin. En infantilist kan for eksempel have været udsat for en traumatisk oplevelse med en ble og derfor udviklet en seksualisering af objektet på et tidligt stadium, som senere hen er blevet til en fetich. ”Jeg har et godt eksempel med en dreng, der i 4. klasse følte sig ydmyget foran sin klasse, fordi han blev tvunget til at tage et gummiforklæde på. Siden dengang har han haft tanker om gummi, som senere blev til en fetich med gasmasker og gummidragter,” siger Christina Taterczuk. BLEEN ER EN OMSORGSPAKKE For Tobias handler det heller ikke om omsorgssvigt. Han fortæller, at hans mor i stedet har været meget overbeskyttende, og Tobias tror, at det er derfor, han i dag har behov for ekstra tryghed. ”Jeg har altid haft et behov for tryghed og beskyttelse, og der har bleen virket som en omsorgspakke. Jeg oplevede den samme form for tryghed ved at sidde oppe på mors eller fars arm som barn, men nu bruger jeg i stedet bleen,” siger han. SAMLINGSSTED FOR VOKSENBABYER Infantilisterne i Danmark har samlet sig på hjemmesiden diaper.dk, hvor de kan udveksle erfaringer og chatte om løst og fast. Tobias ser denne hjemmeside som sit fristed, hvor han

kan være ærlig om sin person. ”Siden er perfekt, fordi jeg kan spørge om alt derinde, uden at folk dømmer mig. Jeg anede heller ikke, der var så mange med denne fetich, før jeg opdagede hjemmesiden. Vi er over 700 medlemmer nu, men jeg er overbevidst om, at der er langt flere i virkeligheden, som ikke tør stå frem. Det er et stort tabu og mange mennesker tror, at infantilisme har forbindelse til pædofili, hvilket er helt forkert. Hvis man siger, man er til barnelege, er folk meget hurtige til at stemple en som pædofil, og det er en hæmsko for mange,” siger Tobias. Han ville ønske, at folk vidste noget mere om det, og at det blev accepteret i befolkningen, så han ikke behøvede at holde det skjult. ”Så kunne jeg have mit udstyr på, uden at det ragede folk. Men indtil den dag holder jeg min fetich hjemme i rækkehuset sammen med konen eller foran computeren.” Tobias har dog dage, hvor han tænker, at han ikke gider mere og ikke forstår, hvorfor han tiltrækkes af bleerne. Men så følger dagene, hvor han tænker: ”Yes! Jeg skal hjem og have ble på”. Han drømmer om den dag, hvor infantilisterne kan leje et lokale og pynte det op til børnelege. Men han ved godt - inderst inde - at det nok aldrig kommer til at ske.

Tobias er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.