CITAT_09 by Magasinet CITAT

MARTS 2010

CITAT_09

LEDER I Orissa i Indien er der et hospital, hvor de fleste patienter er så fattige, at de ankommer til fods. Den lange tur gør, at mange af de gravide kvinder må føde på vejen. Fotografiet af fostret på forsiden er fra dette hospital. I begyndelsen af februar forsøgte vi at finde et ord, vi kunne idéudvikle ud fra til dette nummer af Citat. Hurtigt blev ordet liv foreslået. Det føltes rigtigt - måske fordi vi kollektivt længtes efter noget lys, noget forår, noget nyt? Her en måned senere kan man undre sig over, at vi med udgangspunktet liv er endt ved det døde foster. Men når man associerer over noget så flygtigt som liv, vil man uafvendeligt tænke på, hvad der sker, når man mister det.

Nola Grace Gaardmand (Ansv.)

Hvad sker der imens man dør? Hvordan er det at dø alene? Hvad sker der derefter? Det er store spørgsmål, der er svære at skrive om. Men i artiklerne har vi mødt mennesker, der har oplevet, hvordan det føles, lugter, ser ud. I små brudstykker har vi forsøgt at nærme os døden. Godt forår og god læsning. Redaktionen

Mie Brinkmann (foto)

Rune Wriedt Larsen

Maja Kaalund Bygvrå

Sofie Amalie Klougart (foto)

Frederikke Halling Haastrup

Dennis Lehmann (foto)

CITAT_09

KONTAKT Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.djh.dk OMSLAG Foto fra Tropehospitalet af Lasse Bak Mejlvang SKRIBENTER Mathias Christensen Karna Bunk Nanna Apergis Roberto Boccaccino Thomas Foght Jakob Vesterager Lasse Bak Mejlvang Jens Anton Bjørnager Simon Winther

INDHOLD

4 10

Mennesket bag plankeværket

12 14 20 23 28

Rummanden

Web Web

Opfindelser og lorteforsøg på Nørrebro

TRYK Seedorff Publishing

D.U.N. Portæt af to unge naturister

OPLAG 1500

Manden, der aldrig kom i rummet

Ritdiena Lost future in Latvia

Lugten af død

FOTOGRAFER Mathias Christensen Malte Kristiansen Mie Brinkmann Roberto Boccaccino Andreas Beck Camilla Rønde Sørensen Lasse Bak Mejlvang Morten Germund Lærke Posselt

Oprydning i dødsbo

WEB magasinetcitat.dk

FINANSIERING Citat er finansieret af annoncer og støtte fra KaJ

Tropehospitalet Fotoreportage fra et hospital i Indien

Tre suk, og du er død Tanker fra en vågekone

Citat er produceret af studerende fra Journalisthøjskolen i Århus

Lasse, Christina og Sophia Fotoessay over fire måneder i et nyt liv

Jeg står med prikker Portræt af Thomas Buttenschøn

Web 3

Mennesket bag plankeværket Af Mathias Christensen (tekst og foto)

Han er stemplet som landsbytossen på Nørrebro med lorteforsøg til udstilling. Stifteren af Sædhjælpsfondet. Familiefaren der blev forladt. Bo Warming har gjort det til en livsmission at følge sin indre stemme og udleve sin personlige frihed i en højere sags tjeneste, uden prisen for øje.

n skikkelse kommer til syne bag dørens snavsede vinduer, der er beskyttet af metalgitre. ”Det er Bo Warming, hvem der?” lyder en forsigtig stemme bag den lukkede dør. Et menneske af hud og hår, en halvsnavset skjorte og intet andet, byder høfligt indenfor. Bo Warming undskylder, hvis der lugter lidt. Men hans liv er for kort til ligegyldigheder som rengøring og oprydning. Bo Warming lægger dog heller ikke skjul på, at han er doven. Bo Warming er til gengæld ualmindeligt aktiv i sin kamp mod systemet. Hver morgen læser Bo Warming sig igennem fem aviser for at samle inspiration til sine mange blogindlæg på internettet. Samtidig bruger Bo Warming sit plankeværk til at lufte sine markante og udskældte holdninger i nærmiljøet på Nørrebro om alt lige fra muslimer til prostitution. Stuen er indrettet med inspiration fra cockpittet i en flyvemaskine. Det er idéen om at kunne leve sit liv fra sofakanten med alting inden for rækkevidde, som optager ham. »

”Jeg har spændt de her snore ud i loftet, fordi jeg måske kunne bruge det til et eller andet,” forklarer Bo Warming og skænker lidt hvidvin op i et plastikkrus på gulvet under computeren. Bo Warming er 62 år og har boet i huset på Bjelkes Allé på Nørrebro i over halvdelen af sit liv. Bo ser sit liv som et kunstværk og sætter en stolthed og en ære i at være sig selv, eksperimentere og stille spørgsmålstegn ved ’det normale’. Hvad så end verden måtte synes om det. ”Jeg vil gerne være en Georg Gearløs, en Edison, der opfinder en ny glødelampe. Jeg vil opfinde nogle nye måder at gøre tingene på. Jeg gør det, som jeg tror, skaber en bedre verden. Det er det, der giver mig integritet. Hvis jeg ikke kan finde nye projekter, så har jeg ikke noget at leve for. Så dør jeg.” Hyperaktive ideer I 1993 henvendte Bo Warming sig til en neurolog på grund af en værkende hovedpine. Neurologen fandt ingen forklaringer og sendte Bo Warming videre til en psykiater, der diagnosticerede ham med en grad af skizofreni som følge af ”overlødige ideer, neurologismer og bizar fremtoning.” Bo Warming studerede herefter sin egen diagnose til bunds i psykologibøger og forklarer, ”Altså, overlødige idéer er bare idéer, som ligger uden for, hvad samfundet normalt accepterer. Neurologismer er det samme, som Glistrup havde, når han sagde; ’efterløn er noget pjat, det er et fatamorgana, blålys-livsløgn-fatamorgana, pinaforé-admiral-bureaukrati-latterlighed,’ altså sådan nogle mærkelige ting han satte sammen ud af ingenting. Bizar fremtoning er, at mit tøj er beskidt, og jeg render rundt i shorts om vinteren.” Bo Warming blev i forbindelse med diagnosen tildelt førtidspension fra sit job på et gymnasium, hvor han havde undervist i flere år. ”Men da jeg prøvede at få forhøjet førtidspensionen ved at gå til fem andre psykiatere, som var højere på strå, sagde den ene efter den anden; ’du fejler ikke en skid, der er ikke noget dér. Hvis du er noget, så kan vi kalde dig hypertyl.’ Hypertyl er det samme som at være hyperaktiv, bare med ideer i stedet for bevægelser,” forklarer Bo Warming. Videnskabelige eksperimenter ”Hvordan vil du beskrive lugten her?” spørger Bo Warming fra sofaen, hvor han sidder solidt plantet med de bare baller i madrassen. Bo Warming har arvet vanen med at gå uden bukser i hjemmet og haven fra sin far, men Bo Warmings mor var til forskel meget striks med at få sin mand i bad, inden han skulle på arbejde. ”Synes du, her lugter af lort? Her kan være en smule lugt, fordi jeg udfører videnskabelige eksperimenter med mit eget lort, hvor jeg lorter i en køkkenklud og drysser mel udover for at fjerne de værste lugtgener,” forklarer Bo Warming, imens han demonstrerer sit eksperiment ved at drysse mel fra en krydderibøtte ned i en karklud, dog uden indhold. Det er endnu ikke helt lykkedes Bo Warming at få bugt med lugten. For selvom melet stort set fjerner lugten, har han stadig ikke fundet den helt optimale løsning. 1. Lamperne ved siden af Bo Warmings hoved er en af hans mange opfindelser. Hvis han fryser, tænder han en eller flere af malerlamperne, som giver en ”fantastisk varme.” 2. ”Vi går hele tiden og føler os bedre end andre. Vi scorer point over for vores indre domstol ved at sige ‘Tak Gud, godt jeg ikke er som ham. Vi er ikke ærlige,’ fortæller Bo Warming. 3. Bo Warming får besøg af en ung arkitektstuderende fra Jehovas Vidner, som har hjulpet Bo Warming med nogle indkøb. Bo Warming skylder ham 300 kroner for nogle materialer, han skulle bruge til et byggeeksperiment. 4. ”Jeg studerer systemet og leger med det. Jeg havde jo aldrig drømt om, at jeg kunne få en vaskemaskine forærende af systemet ved at være lidt besværlig og kværulerende omkring, at jeg ikke havde fået vasket tøj i tre måneder, fordi de synes, mit tøj er for beskidt til at tage med på møntvaskeri.” 5. Bo Warming foran sit berømte plankeværk på Bjelkes Allé, Nørrebro. Skraldet kan godt hobe sig op, så Bo Warming har lånt lidt plads og tømt vognen i skraldespandene rundt omkring i kvarteret.

Bo Warming begyndte sine alternative toiletbesøg i forbindelse med moderens død i 1997. Moderen, som var syg af kræft, faldt og brækkede lårbenet en nat hun skulle på toilettet på plejehjemmet. Bo Warming mener, at hun mistede livsgnisten med faldet, og dette gav ham inspiration til at finde nye måder for ældre gangbesværede at gå på toilettet. I Ugeskrift for Læger Bo Warming er dog godt klar over, at hans forsøg med menneskelort er svære for de mere konforme borgere at forstå. Men Bo Warming kan godt lide at stille spørgsmålstegn ved samfundets normalitetsbegreber. Og det morer ham at provokere lidt og studere folks reaktioner. Det vakte da også opsigt, da Bo Warming beskrev sine forsøg på internettet og hængte et af sine udtørrede eksperimenter med tilhørende beskrivelser op på plankeværket ud til gaden i foråret. Udover metoden med karkluden og melet, har Bo Warming også opfundet et system med en kop, en tragt og nogle tomme flasker, han har placeret foran sofaen, så han ikke behøver at rejse sig, når han skal tisse. Til trods for manges hån af Bo Warmings taburiserede projekter, optog Ugeskrift for Læger i 2004 en artikel om Bo Warmings idéer med tissekoppen som hjælpemiddel til ældre. ”Det her kunne enhver pensionist gøre, når han ligger i sin seng, og der ikke kommer en plejer, der gider følge ham på toilettet. Så det ser jeg som fremtidens løsning, men det kan godt være, at tiden ikke er moden til det. Men Nietzsche var jo også hundrede år forud for sin tid.” Det svære familieliv Til trods for Bo Warmings kompromisløse livsstil, har hans liv en gang set anderledes ud. I sine unge år mødte Bo Warming en kvinde, som flyttede ind i huset, og sammen fik de to børn. Derudover har Bo Warming en søn i Norge, han ikke ser noget til, og fem børn fra sit projekt med ‘Sædhjælpsfondet’. Men efterhånden som Bo Warmings idéer og eksperimenter begyndte at brede sig ud i alle afkroge af hans liv, blev det løbende sværere for hans omverden at indordne sig. ”Hun syntes, jeg var for ulækker og ikke den spændende personlighed, som jeg var i starten. Men jeg følte, at jeg havde fået et helligt kald om, at jeg skulle undersøge nye veje,” siger Bo Warming fra sofaen og hiver sin røde ’tissekop’ op fra gulvet, og fortsætter; ”hen ad vejen er jeg blevet sikker på, at jeg sgu har ret; det er samfundet, der er sindssygt. At det er mig, der er den løfterige pioner på vej til nogle gode samfundsforbedringer,” siger han og tømmer den nu fyldte kop i en tragt, som fører ned til en af de mange tomme vinflasker på gulvet. Bo Warming har stadig lidt kontakt med sine to børn, men bliver ofte mødt af telefonsvareren, når han ringer, og de ringer sjældent tilbage. Bo Warming ved godt, at de synes, han er lidt sindssyg og mest besøger ham af medlidenhed en sjælden gang imellem. Men Bo Warming synes stadig, han har et godt liv, selvom han erkender, at han er ensom til tider. ”Der er jo ikke noget galt i at være ensom. Alle gode idé er er opstået i ensomhed. Jeg tror ikke, Edison sad i fuldemandslag og sagde ’jeg vil opfinde glødelampen.” «

D. U. N.

Af Nanna Apergis og Karna Bunk (Tekst) og Mie Brinkmann (foto)

Louise Leby. Hun er 23 år gammel. Hun er ved at uddanne sig som jordemoder. Louise bor i en lejlighed i Odense, hvor hun lige nu er i praktik. I sin fritid dyrker hun kampsport og spiller teater. Louise går mest i bukser. Hun foretrækker stramtsiddende tøj. Og Louise er medlem af De Unge Naturister. Hvorfor er du naturist? Jeg tog på min første sommerlejr for unge naturister, fordi jeg ville have den udfordring, det er at få nedbrudt negative tanker om mig selv og min krop. Alle kroppe har noget smukt. Vi skal virkelig ud i ekstremerne for at finde noget grimt. Den nøgne krop er smukkest, det er jo også den, der er blevet portrætteret, malet og skulptureret gennem historien. Hvor stor en del af din identitet fylder naturismen? Naturisme er ikke en del af min identitet. Det er ikke en label, man tager på sig. Faktisk fylder den ikke så meget i min hverdag. Det kommer mest til udtryk ved arrangementer som sommerlejren eller kurbade. Men jeg er stolt af at være naturist. Det er det med at turde vise sig frem nøgen, hvile i sig selv, vide at jeg er god nok, som jeg er. Hvad er skønhedsidealet blandt naturister? Naturister er ikke så højtidelige omkring deres kroppe. Jeg er selv meget ublufærdig. Nøgenhed skræller et overflødigt lag af. Man skal ikke skjule noget, og man skal ikke leve op til noget. Selvfølgelig er man opmærksom på, om man sidder med spredte ben, men man suger ikke maven ind. Jeg gør ikke noget særligt ud af mig selv, når jeg skal møde naturister. Forskellen på hverdagen er jo bare, at man er nøgen. Hvis man plejer at have håret sat op, gør man det også der. Skulle din naturisme ud af skabet? På en måde. Det er sådan lidt pinligt. Ikke fordi det er pinligt at være naturist, men fordi det er pinligt, når folk har fordomme. Jeg slynger i hvert fald ikke bare ud, at jeg er naturist. Det kan godt være svært at sige, netop fordi mange forbinder nøgenhed med sex. I dag er der en stor kropsforskrækkelse, fordi folk

lægger for meget i at vise sig nøgen. Der er et tabu omkring den nøgne krop, fordi den forbindes med noget seksuelt. Folk skammer sig. Men hvor går grænsen mellem naturlig nøgenhed og seksuel nøgenhed? En naturistlejr skal være aseksuel, ellers kunne man lige så godt gå i swingerklub. Jeg har ikke oplevet, at nogen fik stiv pik. Det er jo ikke det, de kommer der for. Naturisme er slet ikke frækt. Man kan ikke lade være med at kigge på hinanden og sammenligne sig med de andre, men der er ingen konkurrence, og der er intet seksuelt i det. Skal vi have ondt af dem, der ikke kan lide at være nøgne sammen med andre? Ja, det kan man godt sige. De går i hvert fald glip af trygheden. Jeg har fået større selvtillid og er blevet mindre blufærdig. I naturistsammenhænge ophæves skønhedsidealerne. Alle er lige. Jeg kan godt have svært ved at forstå andres blufærdighed. For eksempel teenagere, der ikke vil gå i bad efter idræt. Det er da klammere at være svedig end at vise sig nøgen. Har du og de andre naturister en hemmelig klub? Nej, det synes jeg ikke. Men man føler et bånd med de andre naturister af den banale grund, at man har set hinanden nøgne. Nøgenhed skal foregå i de rette rammer. Man skal have badetøj på i svømmehallen, men efter at have været til de forskellige naturistarrangementer føler jeg mig mindre naturlig i det. Tøj er generelt overflødigt. Det ville være fedt med mere nøgenhed. Hvilken aktivitet kan du anbefale, hvis man er upåklædt? Kongespil er rigtig, rigtig godt nøgen. Og så er det godt at lave en svedehytte. «

D. U. N.

Af Nanna Apergis og Karna Bunk (Tekst) og Mie Brinkmann (foto)

Uffe Lindberg Jakobsen. Han er 29 år gammel. Han arbejder som radiograf på Slagelse Sygehus, men bor i en lejlighed i Odense sammen med sin kæreste. I fritiden kan han lide at male, spille klaver og tage billeder. Hvis Uffe skal have tøj på, skal det være pænt og afslappet. Han føler sig bedst tilpas i løst tøj, afslapningsbukser og en undertrøje. Og Uffe er medlem af De Unge Naturister. Hvorfor er du naturist? I 2006 tog jeg sammen med min daværende kæreste på en naturistsommerlejr for unge. Vi tog den beslutning, at det kunne være sjovt at overskride den grænse, som det ville være at være sammen med andre mennesker i et nøgent fællesskab. Jeg har altid været et meget blufærdigt menneske og er det på mange måder stadigvæk. Jeg ville gerne overskride min blufærdighedsgrænse på en tryg måde, et sted hvor jeg hverken krænkede andre eller mig selv. Jeg ville gerne opleve den frihed, der er forbundet med at være nøgen. Var det en svær grænse at overskride? Nej, for alle blev nøgne på samme tid, og derefter blev det hurtigt naturligt. Det år var der mange nye med, så vi lavede en tøjkæde. Det var underligt banalt, men en rigtig god måde at starte på. Man kan være bange for, at de andre kigger mærkeligt på en, men så snart man accepterer andre, accepterer man også sig selv. Der falder en facade, når man smider tøjet. Det er en tillidserklæring. Man har tillid til, at dem, der skal se en, respekterer ens udseende. Hvad er skønhedsidealet blandt naturister? Man beskæftiger sig slet ikke med udseendet, det er det indre, der betyder noget. En smuk krop handler ikke om, hvordan man ser ud, men om hvordan man har det i den. Og i naturisternes fællesskab forsvinder bekymringerne om udseendet. Efter jeg er blevet naturist, er jeg blevet mere bevidst om ikke at dømme andre på udseendet. Jeg kan ikke lide at synes, at andre er grimme. Skulle din naturisme ud af skabet? I virkeligheden har jeg jo altid været naturist. Men folk griner jo lidt, når de først hører om det. Jeg har endnu ikke oplevet negativ respons. Familien og vennerne har

været positive omkring det, selvom de lige skulle vænne sig til det. Man er bange for nøgenhed, fordi det forbindes med seksualitet. Man ved først, man er hæmmet af tøj, når man har vænnet sig til ikke at have det på. Vi har en hjemmeside, der hedder Nudebook, og der er der mange anonyme brugere, der kalder sig skabsnaturister. Derfor ved vi, at der er flere derude. Men hvor går grænsen mellem naturlig nøgenhed og seksuel nøgenhed? Når nogen finder ud af, at jeg er naturist, bliver jeg næsten altid spurgt om, hvad jeg så gør, hvis jeg får jern på, men det er et irrelevant spørgsmål. Det seksuelle er kun oppe i hovedet, for det er en uudtalt overenskomst mellem naturister, at vi kun er her for at være nøgne. Faktisk er en naturistlejr utrolig usexet. Vi står jo og vasker op uden tøj på. Det er en meget usexet nøgenhed. Jeg synes da også, at frækt undertøj kan være frækkere end ren nøgenhed. Skal vi have ondt af dem, der ikke kan lide at være nøgne sammen med andre? Nej. Jeg har stor respekt for andres blufærdighed, og jeg ønsker ikke at krænke andre. Jeg ønsker ikke, at folk skal stødes over min nøgne krop, men det kunne være fedt, hvis folk fik et større perspektiv på dét at være nøgen. Tøj fylder også så meget i dag, at det er svært at give slip. Mænd er bedre til at give slip og flade ud, og det er nok også derfor, at der er flere mænd, der er naturister. Sagen er den, at vi er vidt forskellige uden tøj på. Det ville være sundt for unge at opleve den forskellighed og lære af den. Den globale mentale sundhed ville blive styrket, hvis nøgenhed var mere acceptabelt. Men nøgenhed kan også gøre ondt. For eksempel hvis man steger noget i olie. Hvilken aktivitet kan du anbefale, hvis man er upåklædt? Teatersport. «

Rummanden Carsten Marquard skulle have været den første dansker i rummet. Det blev han ikke. Læs portrættet på magasinetcitat.dk «

Af Thomas Foght (tekst) og Andreas Beck (foto)

Ritdiena

(tomorrow)

By Roberto Boccaccino (text and photo) Latvia is among the countries in the EU most effected by the economic crisis. The economic situation in Latvia is, at first glance, almost unnoticeable. In the capital Riga the crisis is hidden behind the comfort established during the years of prosperity after the break from the soviet regime. But the crisis looms right beneath the surface and the future is uncertain for the younger generation. This generation grew up in a promising economy looking towards a bright future. But now they are about to enter the adult world in a country that is almost collapsing.

Nogle gange hører man historier om lig, der først bliver fundet, når naboerne rapporterer stanken. Farid Matti gør mere end at høre om disse sager. Han lugter dem.

Af Jakob Vesterager (tekst) og Camilla Rønde Sørensen (foto)

Lugten af død

Den første halve time er altid den værste. I den tid bliver du nødt til at vænne dig til lugten. Det er svært at forklare, hvordan et dødsbo lugter – lugten må opleves. Den er en sødlig mur, der får dine øjne til at svie, når du åbner døren. Det er også inden for den første halve time, du ser stedet. Du ser, hvor det er sket. Det er ligegyldigt, om det er et mord eller en overdosis, der vil altid være to gange to kvadratmeter, der er anderledes. Ligegyldigt om det er en stol, en seng eller bare et gulv, så vil det være dér, der lå et menneske. Selvom din makker laver sjov med, at de mider, der ligger dér, er de samme som dem, der kommer til at æde dig, så tænker du stadig på stedet, mens du griner ad ham. Når liget er fjernet ”Åh nej, nu igen,” tænker Farid Matti. Han er blevet kaldt ud til en af de svære rengøringer. Det er sommer, og Farid Matti ved, at det vil gøre arbejdet værre. Om vinteren holder kulden lugten lidt tilbage, men nu er det sommer, og det lugter så meget, at han bliver nødt til at have maske på. Masken vejer et kilo, og han har det, som om han bliver kvalt, når den er på. Han har gjort rent for Århus Total Rengøring i seks år. I den tid har han rengjort fire dødsboer, og han ved, hvad det er for nogle personer, han skal gøre rent efter. ”Det er enten alkoholikere, narkomaner eller folk med psykiske problemer. Den type mennesker, som hvis de vælter en gryde med sovs i, gør de det ikke rent. Så er der indtørret sovs på køkkenskabet, når vi kommer,” siger Farid Matti. Oftest er det folk, der sjældent får besøg af venner eller familie. ”De ligger døde i fire uger, og det er først naboerne, der opdager det på grund af lugten,” siger Farid Matti. Først kommer Falck og fjerner liget, og Farid Matti og hans makker sprøjter lejligheden for at slå mider og insekter ihjel. Når der er luftet ud, går de i gang med at rydde alting op. Service, papirer, sofa – alting samles i sække. Hvis der er noget familie, har de som regel hentet dét, de skal have inden – men det er sjældent, de kan findes eller gider at komme. Det kan synes forståeligt, når man hører, hvordan en person levede. Myrdet mands mælkekartoner I et dødsbo var en mand blevet myrdet. Der var affald overalt. Det mærkelige var, at hans badeværelse var fyldt med toiletpapir og papruller fra toiletruller. Det fyldte badeværelset helt op til toiletkummen. Han lå inde i soveværelset, da han døde, så de startede oprydningen i stuen. Farid Mattis makker spurgte: ”Men hvad fanden brugte han som toilet? Det er jo fuldstændig lukket!” Farid Matti kom til at vælte en mælkekarton på gulvet. Nu forstod de, hvorfor toilettet ikke blev brugt. Over alt omkring dem,

var der mælkekartoner fyldt med afføring og urin. Under sofabordet, ude på altanen og alle andre steder. Men ikke på badeværelset. Rengøring før døden Det undrer Farid Matti, at mennesker kan leve sådan, uden nogen andre gør noget. ”Jeg tænker ikke anderledes på selve døden. Men at folk ikke opdager, du er død – det får mig til at tænke, at jeg skal snakke bedre med min mor og søster. Det er mest det, man kan ærgre sig over. Tænk, at man kan ligge død i fire uger, og så er det først naboerne, der opdager det på grund af lugten,” siger Farid Matti. Han er ikke selv bange for, at ingen opdager ham, for han mener, at hans familie og venner er tættere end de fleste. Det er måske også derfor, det går ham sådan på.

“De mider er de samme som dem, der kommer til at æde dig”

”En gang imellem fortæller jeg mine venner om mit job. Vi diskuterer, hvordan det kan lade sig gøre, at der ikke er nogen, der har fundet ham, inden han var død? Hvordan kan det være, at der ikke er nogen, der har hjulpet ham? Det kunne være, man kunne have undgået det, hvis man havde gjort lidt rent, eller han havde fået lidt hjælp,” siger Farid Matti. ”Det kan jeg ikke lade være med at tænke over, mens jeg går rundt med smagen af blod i munden fra den stærke lugt i lejligheden,” siger Farid Matti. De sidste hænder Farid Mattis makker er ret tolerant overfor lugt, så han bruger kun masken i ti minutter. En dag siger han: ”Kom nu, fjern den maske. Der er gået to timer nu. Der er ikke mere lugt.” Det gør Farid Matti. Men makkeren tager et stykke tøj fra lejligheden op til Farids ansigt, og af overraskelse tager han en dyb indånding af den stinkende luft. Farid Matti løber ud af lejligheden, ned på gaden og kaster op. Det er den humor, der er. Det bliver der nødt til at være. Hvis ikke man lavede sjov, ville man ikke kunne klare det. Hvis man får sin makker til at kaste op eller blive forskrækket, bliver det hele lidt nemmere. ”Jeg tror, vi gør det for at lade være med at tænke på, hvem der har ligget der, eller hvor meget der lugter. Og for at lade være med at tænke på, at vi er de sidste, der har hænderne i hans ting. Der er jo ingen andre, der gider hente dem.” «

TROPEHOSPITALET Af Lasse Bak Mejlvang (tekst og foto)

Orissa er den fattigste region i Indien. Den ligger lidt over tredive timers bumlende togtur syd for Delhi. Befolkningen er primært stammefolk, der ud over fattigdom kæmper med tropesygdomme som malaria og tyfus. I 1953 blev den danske læge Lis Madsen sendt til Indien som missionær, og noget førte hendes vej forbi Orissa. Hun så det store behov for akut hjælp i området og åbnede Christian Hospital, et tropehospital, der ligger i udkanten af den lille by Bissam Cuttack. Det nærmeste hospital ligger tohundrede kilometer væk, og størstedelen af patienterne ankommer hertil på gåben. Det gælder også for de fødende kvinder - en stor del når ikke frem, før fødslen går i gang. Det er en af grundene til, at børnedødeligheden i Orissa er helt oppe på ti procent. Hospitalet er vokset siden dengang og huser nu tohundrede sengepladser. Velhavende patienter betaler for enestue, mens fattige får tre- eller seksmandsstuer. Servicen er den samme, men de fattige betaler tilsvarende mindre. På den måde kan langt de fleste få behandling.

1. Ventetiden kan være lang. Hospitalet modtager i snit tohundrede mennesker om dagen i Open Patient Department, en form for skadestue. En stor del af dem er fra stammelandsbyerne. Ringen i næsen er et symbol, der viser, hvilken stamme kvinden tilhører. 2. Vilde dyr lever i området, og hospitalet har haft besøg af tigere et par gange. Drengen her har været udsat for et angreb af en brunbjørn. Heldigvis nøjedes bjørnen med at træde på drengens ben. 3. Årsagen til tårerne på drengens kind er fotografen ukendt. Selvom hospitalet fremmer uddannelse i området snakker langt de fleste stammefolk stadig kun deres eget sprog. 4. Skiltet rager højt i vejret foran hospitalets hovedindgang. Der bor kun titusinde mennesker i Bissam Cuttack, men hospitalet har tæt kontakt til de omkringliggende landsbyer. Siden 1994 har de lavet forebyggende, medicinske hjælpeprogrammer og givet uddannelse til 52 landsbyer i området. 5. På grund af mangel på penge er kun ganske få operationer under fuld narkose. Patienterne er for det meste vågne under alle indgreb, der sker fra brystet og ned. 6. En enestue koster 150 rubies og tremandsstuer 50 rubies om dagen, hvilket svarer til femten og fem danske kroner. Alligevel er der mange, der ikke har råd til at blive indlagt, selvom de har livstruende sygdomme. 7. Kun kvinder har adgang til at se de for tidligt fødte børn, og det er kun et kvarter hver dag. På den anden side af vinduerne prøver fædrene desperat at få et glimt af deres børn, som de endnu ikke har haft en chance for at bære i deres egne hænder.

De hvidklædte sygeplejesker møder op med et smil. Bagerst i spejlet smiler Archana Pani til en kollega kort før den medicinske eftermiddagsrunde. «

Tre suk, og du er død Det drejer sig om at være stille. Og mærke efter. En vågekone følger sin intuition. Når man er i dødsprocessen, bliver sanserne skærpet. Tidsbegreber ligegyldige. Selvom en døende er bevidstløs, er han ikke helt væk. Sproget uden ord tager over, og som døende har man brug for nærhed og tryghed, når dødsangsten melder sig. Vågekonerne i Holme hjælper døende over på den anden side. Af Jens Anton Bjørnager (tekst) og Morten Germund (foto)

øren ligger på en båre. Han er en velvoksen mand på 45. Solen skinner på hans sygeseng, der er trukket udenfor i græsset. Ved hans side står Aase Dalsgård. Hun er vågekone. ”Jeg havde fulgt Søren i lang tid. Han vidste, han skulle dø og havde besluttet, at han gerne ville dø ude i sin have. Og det gjorde han så. Familien var der, og jeg var der, og det var vigtigt. Der er jo ingen, der ved, hvad der kommer bagefter,” siger Aase Dalsgård og lægger billedet af Søren tilbage på bordet. For to år siden var Aase Dalsgård med til at starte vågetjenesten i Holme, der træder til, når et døende menneske er ensomt, eller familien ikke har overskud til at klare det selv. For ingen skal dø alene. ”Måske er det mærkeligt. Men det her bruger jeg gerne mit liv på,” siger Aase Dalsgård. I Vågetjenesten i Holme har de en trang til at hjælpe andre mennesker. De har alle sammen prøvet lidt af hvert, og de gør det af medmenneskelige hensyn, forklarer Aase Dalsgård. ”Når et menneske dør, er det som om, at et lys fylder hele rummet. Det er utroligt at få lov til at stå ved en, som er døende, og som får lov til at give slip. Det er fantastisk,” siger Aase Dalsgård. Den døende i centrum Som vågekone er det blandt de vigtigste

kvalifikationer, at man har levet livet og er kommet overens med døden. Vågetjenesten handler ikke om sygehjælp eller hygiejnisk pleje, men om at være der for dem, der skal dø. Aase Dalsgård ved selv en del om sorg og om det at miste. Alligevel mener hun ikke, at vi behøver være bange for det. Vi skal turde at give slip. ”Jeg mistede min søn, da han var 25 år gammel. Det gjorde frygteligt ondt, at han skulle dø så ung. Men livet går videre, og sådan er det. Jeg har haft tredive, der er døde fra mig. Min bedste veninde døde, da hun var 18 år, og jeg lukkede kisten på hende, og det var det. Vi er nødt til at erkende, at engang imellem holder det op. Og det er flot. Jeg synes, vi skal have lov til at dø,” siger Aase Dalsgård. Når Aase Dalsgård bliver tilkaldt som vågekone, hopper hun ind i sin Fiat Panda og kører ned ad Holmevej. For det meste til ældrecentret eller til hospicet. Men inden hun går ind til den døende, stopper hun op. Hun lukker øjnene. Trækker vejret dybt og tømmer sit hovedet for tanker. Så går hun ind. ”Når jeg kommer ind i den stue, eller hvad det måtte være, så er jeg der. Og så er det dét, det drejer sig om. Jeg fokuserer på den døende person. Og det går tiden med,” siger Aase Dalsgård. Hun mediterer meget og bruger sin hjerteenergi. Det handler om at tilføre energi til

den døende og vide, hvad han eller hun har brug for. ”Når jeg går ind i en stue, hvor der ligger en døende, kommer der et panorama op for mig. Så kan jeg se den person. Jeg kan fornemme, hvad er det for nogle ting, der sker i det menneske. Det er vigtigt for mig, at jeg, med den viden jeg får, ved, hvad jeg skal gøre her og nu. Om jeg skal snakke, bede, holde i hånd, synge en salme eller bare være der,” siger Aase Dalsgård. Nogle dør alene Monas familie stoppede med at besøge hende, da hun blev syg. I længere tid havde Aase Dalsgård holdt hende med selskab. De lavede mad sammen og hyggede sig. Men Mona blev dårligere og dårligere, og til sidst spiste hun ikke længere. Men Aase Dalsgård kom stadig. Til sidst måtte Mona indlægges, og familien blev tilkaldt, for der var ikke lang tid igen. Det var juleaften. Monas familie kom aldrig. ”Næste dag – juledag – tog jeg op på sygehuset. Og der var hun død. Det gjorde ondt. Men jeg har jo også min egen familie, jeg skal passe. Så jeg kunne ikke være blevet der. Det gjorde ondt,” siger Aase Dalsgård. Står det til Vågetjenesten og Aase Dalsgård skal ingen dø alene, medmindre de ønsker det. Men mange mennesker har ikke har noget netværk. De er ensomme, og de dør, som de har levet.

”Når man ikke har nogen, man kan snakke med, så er det skræmmende at dø, men det er den måde, de har levet på. Så sidder man i saksen, når man skal herfra, og så bliver man bange den dag, man skal klippe tråden. Der kan Vågetjenesten komme ind og give ro og tryghed omkring det at dø,” siger Aase Dalsgård. En sidste jordomrejse Britta havde rejst meget, men nu var hun døende. Hun ville dø hjemme. Og alene. I hendes stue fyldte ting fra hele verden på vægge, hylder, kommoder og borde overalt, hvor der var plads. Minder. Mennesker. Fejltagelser. Forelskelser. Alle hendes ting var i stuen. Hun fik sygesengen sat derind, så hun kunne dø i deres selskab. ”I starten, inden hun var helt døende, kom jeg en gang om dagen. Og til sidst kunne jeg se, at det var tæt på. Men hun valgte at dø alene. Det fik hun selvfølgelig lov til. Hvis det er hendes inderligste ønske, så synes jeg, at det er flot. Britta døde helt alene. Og det havde jeg det godt med,” siger Aase Dalsgård. Afklaret med døden Det kan være blidt, roligt og godt at dø. Men det kan også være hektisk. Det kommer an på, hvad der gør, at mennesket skal dø. Og om vedkommende er afklaret med døden, forklarer Aase Dalsgård.

“Det gør ondt, når mennesker skal dø i frustration,” siger hun. Gennem 12 års arbejde på hospice og sit virke som vågekone i Holme er det hendes indtryk, at mange mennesker i dag ikke accepterer, at døden er en naturlig ting. Vi skal værdsætte livet, men vi må også erkende, at det ikke altid vil være naboens Kirsten, der dør. En dag er det dig. Selv er hun ikke bange for at dø. ”Jeg er firs år. Jeg har udfordret livet så meget, jeg kunne. Jeg har fandme fået mange klø. Men det handler om oplevelser og livskvalitet. Det er ikke alle de møbler du får, og det er ikke alle de ting, du har. Livet er mennesker, og det er nu. Døden er ikke noget unaturligt. Vi er nødt til at acceptere den,” siger Aase Dalsgård. Det sidste åndedræt Josefine var en ung pige. Hun var dødeligt syg. ”Jeg havde utroligt god kontakt med hende. Også omkring nogle dybe tanker i livet. Vi havde snakket meget. Og vi vidste godt begge to, at det varede ikke ved det her,” siger Aase Dalsgård. Josefine blev mindre og mindre. Familien var der også. Moren. Familien. Personalet. Vågekonen. De var alle klar over, at der ikke var langt igen. ”Jeg siger så til hende, at jeg synes hun skal

give slip. ’Vi to, vi kender hinanden, og jeg synes, du skal give slip’. Familien siger det også. ’Nu er det en anden verden du skal ind i’,” siger Aase Dalsgård. Pigen slappede efterhånden mere af. Åndedrættet blev svagere. Til sidst var det næsten helt væk. Hun sukkede tre gange. Der er en proces efter døden, selvom livet er væk. Der er mere at gøre. Der skal være ro omkring den døde. Måske skal vinduet åbnes, så sjælen kan komme ud. Måske skal der bedes fadervor. Det gør Aase Dalsgård nu altid. For en sikkerheds skyld. ”Bagefter samledes jeg med familien for at snakke og bede fadervor. Så tog de hjem. Og jeg gik hjem i min have. Krammede mine træer, og bad til vor herre igen. Næste dag tog jeg op og hjalp med at lægge hende i kisten. Hun skulle jo ligge i seks timer. Og så var det slut. Det var meget smukt.” «

De afdødes navne er opdigtede af hensyn til de efterladte. De rigtige navne er redaktionen bekendt.