3 minute read

Mejerilederne: Torben Pradsgaard

Mejericheferne:

Mælkeritidende bringer en række portrætartikler om ledere og andre personligheder i mejeribranchen. Alle portrætter kan findes på www.maelkeritidende.dk/portrætter - og et udvalg bringes i bladet.

Advertisement

Torben Pradsgaard: Unikke osteoplevelser i mejeribranchen

Torben Pradsgaard landede egentlig i branchen ved et tilfælde, men han blev hurtigt grebet af mejerikulturen, og nu har han været der i over 30 år. I dag er han Site Director på Troldhede Mejeri, som er verdenskendt for sine Unika- og Castello-oste - og dét er han stolt af.

At arbejde på et mejeri er noget helt specielt, hvis man spørger Torben Pradsgaard. Derfor tog det ham heller ikke længe at blive grebet af branchen og de forskelligartede opgaver: - Du finder alle funktioner på et mejeri - og jeg har på en eller anden måde været involveret i stort set alle, selvom det faktisk slet ikke var tanken, at jeg skulle på mejeri. Men tilfældighederne rådede, og jeg var lige heldig at ramme den rigtige hylde, fortæller han.

Unika- og Castello-oste i verdensklasse

På Troldhede Mejeri har Torben været med på Unika-ostenes rejse og til opførelsen af Refinement centret. Med det bredeste sortiment i Danmark er mejeriet førende inden for Unika-produkter. Og det forpligter, hvis man spørger Torben Pradsgaard: - Troldhede er et mindre, men meget komplekst mejeri, set i Arla-skala, og det er kun ostenes gode kvalitet, der kan sikre vores eksistensberettigelse. Jeg er meget stolt af det gode image, vi har opnået omkring kvalitet på Troldhede Mejeri. Det er båret af en vedholdende og solid indsats fra de 140 ansatte på mejeriet.

Det er ikke svært at få øje på Torbens begejstring for Unika-konceptet.

CV

1991: Mejerist 1987-1998: Elevtid og derefter operatør I indvejning, og osteri, Nr. Vium Mejeri, Arla Foods 1998-1999: Kedelpasser, rensningsanlæg, Nr. Vium Mejeri, Arla Foods 1999-2000: Udviklingstekniker – filtrering og pulver, Arla Foods Ingredients 2000-2001: Udviklingstekniker – ost, Brabrand Mejeri, Arla Foods 2001-2002: Afdelingsleder, Nr. Vium Mejeri, Arla Foods 2003-2008: Mejeri driftsleder, Nr. Vium Mejeri, Arla Foods 2004: European Dairy Technologist Merkonom, og Mini MBA 2008-2013: Produktionschef , Nr. Vium Mejeri, Arla Foods 2014-nu: Site Director, Troldhede Mejeri, Arla Foods

- Vi kredser simpelthen for detaljen i de her oste. Man kan virkelig smage, at den har fået lidt ekstra kærlighed. Men udover den helt unikke kvalitet får kunden også en masse inspiration ved at få den på bordet. Bare ved at dufte og smage den, lyder det begejstret fra ham.

Fremtiden for Troldhede

Og det går godt for det vestjyske mejeri. De vækster på deres produkter, og selvom corona-situationen har været en udfordring omkring foodservice, ser fremtiden meget lys ud. - Vi har gang i spændende projekter her på mejeriet. Især på bæredygtighedsområdet ser jeg en stor - og spændende udfordring. Vi skal virkelig lægge os i selen for at forbedre os, og vi arbejder aktivt med det. Vi kigger fx på spild og energiforbedringer. Og heldigvis har vi en fantastisk stab af gode specialister til at hjælpe med opgaven, lyder det fra Torben.

Men hvad var det så, der fik krogen i Torben, dengang han kom i lære for mere end 30 år siden, og som gjorde, at han blev hængende? Sammenholdet og andelstanken spillede en stor rolle for ham, slutter han: - Jeg er fascineret af, at vi er stærkt forankret i andelstanken. Man kan mærke, at der er et stort sammenhold om det at lykkes. Det er det, der præger os. Som en familie, der arbejder mod et fælles mål. Nemlig alle sammen med det for øje, at sikre landmanden den bedste pris - og den gode kvalitet ud til vores kunder.