Til sommerhusturen, til sofaen, til strandtasken og til solstolen: Det bugner af spændende nye bogudgivelser. Med dette bogtillæg i hånden, der rummer et bredt udvalg af udgivelser, kan du finde inspiration til dine lange, lyse sommerdage.
Sommeren er over os, og for mange betyder det ekstra tid til at fordybe sig i læsning. Uanset hvor sommeren i år tilbringes, kan man via bøgerne rejse ind i et væld af litterære verdener – og med Kristeligt Dagblads tillæg ”Sommerbøger”, får du gennem tidligere bragte anmeldelser og interviews ideer til denne sommers læseoplevelser. God fornøjelse!
Benedikte Christine Rasmussen, tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad
DANSKE STEMMER
4 Anmeldelse Eva Tind skriver om besynderlige hændelser i citronlunden
4 Anmeldelse Godt, vi har Guldager
6 Interview I Blæsbjergs roman tier alle
8 Anmeldelse På sporet af kvindens ret til egen krop
8 Anmeldelse Moestrups debut har liflige tableauer af skønhed
12 Interview Niels Barfoed: Dannelsesrejsen fortsætter hele livet
16 Anmeldelse Det var her, grundlaget for poesien blev skabt
16 Anmeldelse Den stille, almindelige dybde
NATUR, KULTUR & SAMFUND 18
22 Anmeldelse Hendricks om at sætte sig selv til side
HISTORIE & RELIGION
24 Anmeldelse Fortællingen om Santa Lucia er ikke så sukkersød, som vi tror
24 Anmeldelse En lærebog til sjælesorgens comeback
26 Anmeldelse Filosofi i en tid med blodfejder
26 Anmeldelse Gennem filosofihistorien i godt selskab
BØRN & UNGE
28 Anmeldelse Uskyld i ungdomshøjde
30 Anmeldelse Fantastiske børnefilosoffer
UDENLANDSKE STEMMER
31 Anmeldelse Annie Ernaux’ dagbog løfter sig aldrig til litteratur
32 Anmeldelse Tiller: At blive til når man forsvinder
32 Anmeldelse Drifter og dæmoner i Wolffs univers
34 Baggrund En helhjertet bogsucces
36 Interview Ia Genberg har skrevet en bog uden handling. Alligevel elsker læserne den
37 Anmeldelse Hånden på kogepladen
38 Bogen i tiden Kunsten at flygte fra sig selv
38 Anmeldelse Fishmans debut sætter kroppen fri
Lyt til vores podcast med danske forfattere k.dk/bogsnak
Eva Tind mestrer mange genrer, og i ”Citronbjerget” viser hun det på fineste vis med et levende indblik i et kunstnerisk virkes arbejdsog skabelsesprocesser tilsat fiktionens tryllestøv anmeldelse
Anne Skov Thomsen kultur@k.dkEva Tind (født i 1974) har gennem sit forfatterskab manifesteret sig som én, der mestrer lidt af hvert.
De første bøger var prisvindende digtsamlinger, der tematiserede emner som identitet og tilhørsforhold i relation til forfatterens egen adoptivhistorie. Hun har også skrevet romaner om historiske personligheder, senest om zoologen Marie Hammer i gennembrudsromanen ”Kvinden der samlede verden”. Og endelig har hun i flere romaner tangeret en egen personlig form for magisk realisme. Et eksempel herpå er romanen ”Ophav” fra 2019, der igen tematiserer identitet og tilhørsforhold, men nu gennem fiktive karakterer med rødder i Korea.
Til samme kategori hører Tinds roman ”Citronbjerget”, som da også, viser det sig, er nært forbundet med ”Ophav”. Den nye roman er en selvstændig fortsættelse, men ikke i traditionel forstand. Forbindelsen mellem de to romaner er nemlig det finurligt raffinerede – og måske i virkeligheden meget Eva Tindske – greb, at ”Ophav” angiveligt er skrevet af fortælleren i ”Citronbjerget”, forfatteren Sui.
Sui har altså tidligere skrevet en roman om en ung kvinde, som var opkaldt efter forfatte-
ren selv, og som ligeledes var barn af en dansk kunstnermor og en danskboende far med koreanske rødder.
I ”Citronbjerget” er Sui fyldt 50 år, da hun pludselig modtager brev om, at hun har arvet sin koreanske bedstefars hytte på et sted, der hedder Citronbjerget. To år forinden er Sui blevet skilt efter eget ønske, men uden at hun helt kan forklare hvorfor, og hun er stadig i dyb sorg over bruddet. Ud over en 22-årig datter er der ikke rigtig noget, der holder Sui i Danmark, for skrive kan hun alle steder, og hun beslutter sig derfor for at rejse til Korea, hvor hun aldrig har været.
”Hytten” viser sig at være hele fem træhuse beliggende i en citronlund befolket af mystiske bittesmå regnbuefugle med farverige fjertoppe. De fjertoppe ligger der et mindre lager af opbevaret i tændstikæsker i hovedbygningens køleskab. Hovedbygningen, som i øvrigt huser en slags abeformet robotbutler ved navn Bobby.
Sui erfarer, at bedstefaderen var egnens shaman og desuden en usædvanligt høj mand, som fik specialbygget huset, så alle dimensioner passede til ham. Husets fysiske indretning bliver hurtigt et konkret symbol på alt det, der virker lige så uvant og fremmed på Sui som et par sko, en anden har gået til. Inden længe sætter de nye omgivelser sig i hendes skrift og bevidsthed, og romanen, hun er ved at skrive om en tysk kunstner, trænges i baggrunden til fordel for en anderledes personlig roman om skilsmissen fra eksmanden, Nero.
Derpå følger en række besynderlige hændelser, som hun i bedste magisk realisme-stil accepterer uden videre løftede øjenbryn. Der er gartnerens hus, som angivelig antændes af hans vrede og brænder ned sammen med hans kone. Der er gartnerens datter, som dagligt vander to propfulde bure med fjertopløse regnbuefugle, til de skriger. Og ikke mindst er der den fuglelignende mandeskikkelse, som
Det er energien, den der indestængte vrede, der forplanter sig som insisterende hestetramp i læseren
Uden Katrine Marie Guldager måtte dansk litteratur undvære en lavine af den fedeste, uredigerede kvindelige vrede, brokkesyge, raseri, desperation og kamplyst. Vi ville ikke kende smagen af bitter frugt og lyden af indre hestehove ved nattetide. Modne kvinder, hvor har de magt. Sådan var det med ”Bjørnen” i 2018. Et lille dampende mesterstykke om en brandirriterende netop fyret gymnasielærer, der må give så nederdrægtigt op for at komme videre. Her var vreden – naturligvis på et lag af
sårbarhed, tvivl og retningsløshed – henlagt til de vilde svenske skove med snestorm, bjørnespor og et nedbrudt mobilnet som backup. Og hvor det fungerede!
Romanen ”Birgithe med th” er en anelse mindre kraftfuld. Sandsynligvis fordi bagtæppet er mere gennemtravet. Birgithe er lærer og passioneret Tove Ditlevsen-fan (der drysses med citater). Hun er gift med stabile, jyske Kristoffer, har en psykisk skrøbelig lillesøster og tre halvstore børn. Skolelivet slår revner, og det gør hendes pædagogiske fundament også. Skyldes det forældrenes evindelige indblanding? Er det børnenes dårlige opdragelse, eller er det Birgithe selv?
Det er det nok. For hendes mor er lige død, og det er ikke spor let. Slet ikke når hun bærer rundt på dette besynderlige navn med et ”h” i midten, der står som en stol, man falder over. Når hun da ikke falder over sine egne dæmoner eller kollapser midt på Strøget i en fuldt retfærdig harme over verdens uretfærdighed. Og denne sidste dimension er et fint sidetema. For romanen er også politisk. Og man
Sui en morgen finder uden for sit hus sovende i en rede af nyslået græs. Til hendes overraskelse taler manden dansk, og modvilligt overvældes hun straks af et uimodståeligt begær ved hans blotte nærhed.
Kunwoo, som han hedder, er kunstner og bygger forunderlige maskiner inspireret af kropslige processer. Eva Tind er også selv uddannet fra Kunstakademiet, og det fornemmer man tydeligt i beskrivelserne af de på alle måder fantastiske kunstværker, der indgår i både ”Ophav” og ”Citronbjerget”, og som næsten er noget af det mest betagende og vellykkede ved bøgerne. I det hele taget giver fortællingen et levende og fascinerende indblik i et kunstnerisk virkes arbejds- og skabelsesprocesser tilsat fiktionens tryllestøv. ”Citronbjerget” er også på mange måder en roman om overgivelse. Til sorgen, til kærligheden, til begæret, måske endda til skæbnen. Den kræver en tilsvarende overgivelse
af læseren til det egensindige univers, men det kræver ikke stor overtalelse, når det gælder en forfatter, der skriver så fortryllende smukt og sanseligt som Eva Tind. Hør bare: ”Mørkets blæk gennemvæder langsomt himlens lyse betræk.” J
Eva Tind: Citronbjerget. 251 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
kan ikke andet end at fryde sig over vores hovedpersons lige venstre: ”Ingen voksne mennesker kan retfærdiggøre at købe varer, som børn lider under at fremstille.” Eller: ”Hvordan overhovedet drikke en kop kaffe, uden at man på en eller anden måde får blod på hænderne?”.
Birgithe er med andre ord revolutionær og labil som en 18-årig. Men revolutionen drukner – ikke i regnvejr, men i en sorg, der skal heles, og et hus, der skal deles. For igen er det Birgithe, der skal holde sammen både på sig selv og lillesøster Lea, nøjagtig som hun gjorde det med den alkoholiserede mor. Der er, som hun siger, altid en brand at slukke.
Romanen udspiller sig over 12 dage, hvor Birgithe flytter ud i sin mors hus for at rydde op. Også i sig selv. Og dagene fyldes handlingsmæssigt til randen fra Guldagers side. Blandt andet dukker en far op efter 35 års tavshed.
Mindre kunne have gjort det. Hvert enkelt tema kunne fortjene en udfoldelse: om den evige storesøster, der slider sig op i en rolle,
ingen ønsker af hende. Om at man aldrig bliver for gammel til at tænke: Hvem er jeg, når mor er død? Om en sårbarhed, der bare bliver ved og ved livet igennem. Om menneskelig sammensathed, for der er jo gråd i hver en gnavpot. Og om moderne følsomme chefer, der sagtens kan kombinere et stort hjerte med en (velmenende) kniv i ærmet. Om h’et holder, må man læse sig til. Men godt, vi har Guldager til at hæve barren. J
Katrine Marie Guldager: Birgithe med th. Roman. 186 sider. 169,95 kroner. Gyldendal.
af Cheminova som depot for kemikalieaffald. Med statens tilladelse deponerede fabrikken gift på stranden, og det skulle senere vise sig at blive en af danmarkshistoriens største miljøkatastrofer, der pågår den dag i dag.
Loyalitet mod fabrikken
Arbejderen Niels har fået sit livs mulighed på den nye fabrik Cheminova i nordvestjyske Harboøre. I årevis har han og hans kone, Margrethe, forsøgt at spare penge sammen til at flytte i en bedre lejlighed i Lemvig og efterfølgende købe deres eget hus. Men aldrig har drømmen virket så realistisk som nu, hvor han er begyndt at arbejde på kemikaliefabrikken, der giver en løn, der langt overstiger, hvad han tidligere har kunnet tjene som karl i landbruget.
I Kim Blæsbjergs historiske roman ”De bedste familier”, der udkom i februar, lever Niels med de negative konsekvenser af at arbejde på giftfabrikken. Da han bliver sendt hjem med adskillige tilfælde af forgiftninger, slår han det hen som en banal arbejdsskade. Når han begynder at svede gult på grund af forgiftning, vasker den bekymrede Margrethe tavst lagenerne.
Mens konsekvenserne af Cheminovas tilstedeværelse på egnen bliver mere og mere tydelige, forsøger Niels, Margrethe og resten af lokalbefolkningen at tie problemerne ihjel. De lokale slår ring om den nye fabrik, som på én gang leder gift ud i hav og fjord og på samme tid sender lønkroner ud til en trængt befolkning.
”Mange oplevede Cheminova som værende sendt fra himlen, da den kom til egnen i 1953. Det var på et tidspunkt, hvor der havde været krise i landbruget i en del år. Mange levede en forarmet tilværelse, og lige pludselig kom denne fabrik, der tilbød god løn, gode vilkår og masser af arbejdspladser,” siger Kim Blæsbjerg.
Den 48-årige forfatter er selv oprindeligt fra Lemvig blot 19 kilometer fra det berygtede område omkring Høfde 42, der i 1950’erne og 1960’erne blev brugt
De færreste forudså dette i 1950’erne, selvom de blev advaret. Ligesom arbejderen Niels i Kim Blæsbjergs roman blev adskillige mænd i fabrikkens første år ramt af forgiftning, og snart begyndte kemikalieaffald at forurene fjorden. Men som i Niels’ og Margrethes tilfælde, var der med få undtagelser ingen kritiske røster fra de lokale.
”Mange af de første arbejdere på fabrikken har følt, at de tog en tørn for lokalsamfundet, da de begyndte at arbejde på Cheminova. De følte sig meget taknemmelige over, at en stor fabrik var kommet til deres egn, fordi det medførte arbejdspladser og fik højtuddannede tilflyttere til byen. De følte en stærk forpligtelse til at få denne fabrik til at vokse, og hvis de oplevede uheld eller forgiftning, talte de ikke højt om det,” siger Kim Blæsbjerg, som brugte et år på at lave research til bogen.
Over næsten 600 sider i ”De bedste
Født i Lemvig i 1974. Uddannet fra Forfatterskolen i 1997 og blev i 2004 cand.mag. i dansk.
Debuterede i 2002 med novellesamlingen ”Fælder”. Har siden udgivet syv romaner, senest den anmelderroste familiekrønike ”Desertørerne” i tre bind. Bor i København med sin hustru og to børn.
familier” udruller han historien om en taknemmelig lokalbefolkning og en problematisk kemikaliefabrik gennem to fiktive familier: arbejderparret Niels og Margrethe fra Lemvig og tilflytterparret Jørn og Karin, der flytter med fabrikken fra Sjælland, hvor Jørn arbejdede som ingeniør. De er fra forskellige sociale lag, og i bogen begynder man at opleve deres forskellige livsvilkår.
Mens arbejderen Niels bliver udsat for giftige dampe på fabrikken og gentagne gange må hjem på såkaldt afgiftning, begynder ingeniøren Jørn at forholde sig til moral. Hvor meget skyld og skam bør han tage på sig for det, der sker for Niels og andre arbejdere, som begynder at mærke langtidseffekter af de adskillige forgiftninger?
”Denne tavshedskultur, som prægede debatten om Cheminova, har altid været et problem i Vestjylland. Ikke i alle familier, men jeg tror, at det er en udbredt holdning i Vestjylland, at det er lettest bare at undgå svære emner. Selv har jeg ofte tænkt, at det er utroligt, hvor lidt vi i min familie har talt om skelsættende situationer og tragedier.”
Det er ikke udelukkende et vestjysk fænomen, tilføjer Kim Blæsbjerg, som stadig holder af sin hjemstavn, som han regelmæssigt besøger. Men der er måske en særlig vestjysk mentalitet om ikke at gøre opmærksom på sig selv. Man ser skævt til folk, der ønsker at være i centrum, og som brokker sig for meget. ”Min pointe er, at det jo netop ikke er styrke, men svaghed, hvis man ikke kan sige fra, hvis noget er hårdt, eller hvis noget er galt. Det kan være en svær balance mellem, hvornår man er sej og selvopofrende, og hvornår man skader sig selv ved ikke at være i stand til at tale om og reflektere over de hårde tider og den modgang, som rammer alle mennesker og alle familier.”
Klimakrisens dilemmaer
Det er ikke kun vestjydernes tavshed, der kan afspejles i Cheminovas første år på Rønland. Også mange af de aktuelle dilemmaer i forholdet mellem klima og økonomisk vækst har en parallel til tiden omkring kemikaliefabrikkens grundlæggelse i Harboøre, mener Kim Blæsbjerg.
I ”De bedste familier” mærker borgerne i Lemvig, Thyborøn og Harboøre tydeligt et velstandsløft. Byerne vokser, deres indbyggere bliver rigere, og hovedpersonerne, Niels og Margrethe, kan efter mange år forestille sig en fremtid som husejere. Når tavshedskulturen har rådet i lokalsamfundet, har det ikke bare været ud fra en naiv loyalitet over for kemikaliefabrikken, men også af frygt for at miste de fremskridt, der er sket.
Mange lande uden for den vestlige verden oplever på samme måde i dag, hvordan industrialisering hiver folk ud af fattigdom og varsler positive forandringer i forarmede samfund. I begge tilfælde er der væsentlige afvejninger, mener Kim Blæsbjerg.
”Der er en oplagt parallel til i dag, hvor vi har Vesten over for lande, der er knap så udviklede, men som har udvidet sin middelklasse betydeligt på grund af CO2-udledende produktion. Vi ved, at det ikke er godt for klimaet, men kan vi sidde her i Vesten og nægte disse lande den økonomiske fremgang, som vi selv har fået ved netop industrialiseringen? Kan vi bede folk om at afstå fra den sociale opstigning, som ligger ligefor?”, spørger han og sammenligner med Lemvig-egnen i 1950’erne. ”Sådan har der sikkert også siddet mange folk omkring Lemvig, Harboøre og Thyborøn og tænkt, at det da er bekymrende, hvis fjorden bliver forurenet, og fiskeriet bliver ramt. Men hvem kan bebrejde folk i trængte situationer at have et ønske om bedre levevilkår?”. Af samme grund er hans egen holdning til Cheminovas historie ikke entydigt negativ eller positiv.
”Jeg har tit forestillet mig, hvad der ville være sket, hvis Cheminova var blevet fjernet i 1960’erne på grund af utilfredshed med dens forurening. Det er jo et enormt antal arbejdspladser for et lille samfund. Det er tydeligt for mig, hvor stor en katastrofe Cheminova har været for miljøet og for de mennesker, der har været udsat for fabrikkens forurening,” siger han.
”Men for de fleste lokale ville det føles som en endnu større katastrofe, hvis Cheminova lige pludselig var væk.” J
Der er en tavshedskultur blandt vestjyder, som forstærkede forureningsskandalen ved Cheminova, mener forfatter Kim Blæsbjerg4 Forfatteren Kim Blæsbjergs roman tager afsæt i kemikaliefabrikken Cheminovas (i baggrunden) første år på Rønland ved Harboøre. – Foto: Liv Høybye. Jens From Lyng from@k.dk
Hvad får en kvinde til at dræbe sit barn? Det spørgsmål forsøger Camilla Stockmann at besvare i sin bog om moderskab og spædbarnsdrab
Kinin. Sennepsbælge. Klorokin. Sevenbom. Arsenik. Sølverglød. Der var mange ting, man kunne forsøge at indtage, hvis man gerne ville fordrive et foster, før aborten blev fri herhjemme for 50 år siden.
Der var nogle, der havde held med deres forehavende – som dog kunne give en fængselsstraf på to år – mens andre ikke havde. Således gav over 20.000 danske kvinder deres børn væk til adoption mellem 1945 og 1955, mens 614 mellem 1900 og 1950 blev dømt for barnedrab.
Da journalist Camilla Stockmann flytter ind i en lejlighed på Prinsesse Maries Allé på Frederiksberg ved København, er hun i lykkelige omstændigheder. Hun opdager dog hurtigt, at kvarteret omkring hende, er fyldt med ulyksaligheder, da kvinder gennem tiden i desperation har ombragt deres spædbørn og efterladt dem i nærheden af hendes nye hjem – ved en sø, i en skunk og på et skab i en opgang.
Den sidste historie viser sig at blive en mindre besættelse for Camilla Stockmann og udgør således hovedsporet i ”Når du strammer garnet”. For hvem var den kvinde, der i forsommeren 1941 gik ned ad gaden med en død nyfødt pakket ind i to lag karduspapir holdt sammen med manillagarn, uden at nogen drejede nakken eller stimlede sammen omkring hende? Hvem var denne Ellen, der slog sit barn ihjel og senere blev gift og fik en stedsøn uden nogensinde at fortælle nogen noget som helst?
Det sætter Camilla Stockmann sig for at finde ud af. Hendes journalistiske metode lægges frem som en del af fortællingen, og som læser følger man i hælene på hende, som hun følger i hælene på Ellen. Man opdager (så godt som) i takt med hende, hvad der skete, og man er med overalt – på gader og stræder, på læsesale og i arkiver, i et tog i Sydengland og i en lejlighed i Hillerød –mens arkivalier blander sig med Camilla Stockmanns egne tanker og dagsbogsoptegnelser om moderskab, med journaludskrifter og reportager, med fiktions- og essayfragmenter. Det er et langt stykke hen ad vejen ret suverænt gjort med stor sans for den sigende detalje og den stilfærdige og spektakulære dramaturgi, men stiller sig også af og til i vejen for den faktiske historie om Ellen. Den læser, der er mere interesseret i person end i proces, sidder formentlig tilbage med en fornemmelse af godt at kunne have undværet en enkelt research-mellemregning eller to, men det ændrer ikke ved, at ”Når du strammer garnet” giver et solidt indblik i et langtfra kønt kapitel om dansk social- og kvindehistorie. Camilla Stockmann fortæller på én gang personligt og med perspektiv om hårdt tilkæmpede privilegier, om moderskab og om kvinders manglende ret til at bestemme over egen lyst og egen krop med tråde tilbage til de kristne og antikke fødselsmyter og frem til nutidens abortdiskussioner i blandt andet Polen og USA. Det er på alle måder vigtig læsning. J
Camilla Stockmann: Når du strammer garnet. Gyldendal. 252 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.
Man føler sig fuldstændig overgivet til Mathilde Moestrups
melodiske poesi og finurligt humoristiske detaljer i ”Elektras breve”
Anne Skov Thomsen kultur@k.dk
Man rammes af en kåd lille jubel i brystet ved mødet med det litterære talent, der lyser ud af det, der godt kunne gå hen og blive en af årets stærkeste debuter. Mathilde Moestrup (født 1991) gør en mere end overbevisende entré på den danske litteraturscene med ”Elektras breve”, der forener et blomsterkysset, æterisk smukt sprog med en sprælsk æskefortælling om to umage kvinders længsel og ensomhed.
I et gammelt treetages hus på
Østerbro i København bor en midaldrende dame i herskabslejligheden øverst oppe. Hun lever en afsondret, asketisk tilværelse på resterne af formuen efter sin far og tilbringer dagene i ensformig gentagelse af de samme rutiner: gymnastik, meditation, læsning, gåture, vand og kaffe. Vi kender hende kun som E, forbogstavet på dørklokken, og hun gør som jegfortæller sit bedste for at holde læseren en armslængde væk fra det, der bliver for ømtåleligt at tale om.
På trods af et observant blik, der tager verden ind i en bølgende sanselig strøm af indtryk, mangler E selvindsigt i sit eget følelsesliv. Hun har bygget et panser af orden og streng disciplin om sit hjerte, og alligevel slår panseret indimellem sprækker, og man fornemmer under det en sitrende, kun akkurat tøjlet gnist: ”en længsel der blev holdt fuldstændig under kontrol, en stram organisering af en drift, der uden denne formgivning kunne gå helt bersærk”, for nu at låne E’s egen beskrivelse af et særligt smukt blomsterbed.
E har kun én ven: den kvindelige
gartner, der ligeledes bor på Østerbro, men som i kontrast til E’s vrisne, bryske, mistænksomme væsen beskrives som anderledes blid, naiv og lattermild. Men selv kontakten til gartneren er underlagt strenge begrænsninger, for E ”er typen der doserer” andre mennesker. Kun én person får lov at fylde uden begrænsning: broderen, der af ukendte årsager brød kontakten til hende for 40 år siden. Længslen efter ham er altopslugende og levner ikke plads til andre relationer.
Men en dag indtræffer en begivenhed, som sender E ud af de vante rutiner. Et ungt par flytter ind i lejligheden nedenunder, og inden længe ringer det på døren. Underboen Ene har fundet en stak breve fra en ”Elektra” stilet til en ”Oreste” og vil vide, om E er afsenderen, hvortil E modstræbende på sin tilknappede facon svarer, at, ja: ”Jeg føler mig overbevist om, at det godt kunne være mig, der har skrevet dem.”
Herfra udfolder fortællingen sig i lag af æsker, som en efter en åbnes.
Først overtager Ene fortællerrollen, og vi får indblik i, hvordan også hun
er blevet forladt af sin bror. Præcis ligesom Elektra, som Ene skriver en universitetsopgave om, bliver forladt i den græske myte, hvor broderen Oreste lever i eksil, efter at søskendeparrets mor, Klytaimnestra, har dræbt deres far, Agamemnon.
Derefter følger Elektras – eller E’s – breve, der antager digtlignende form i deres fortvivlede henvendelse til den tavse, fraværende bror: ”Mit liv er en begivenhedsløs/ stadig venten.”
Efter dette overtager atter Ene og til sidst E som fortæller. Jeg vil ikke her spolere fornøjelsen ved de overraskende spring, som æskefortællingen tager undervejs, men blot konkludere, at de tre kvindestemmer – E, Ene og Elektra – gennem de forskellige tekstlige niveauer transcenderer ensomheden og forenes i den længsel, der som en sygdom bliver en hæmsko for livets udfoldelse.
Der er noget nærmest fortryllet over Moestrups lystfuldt uforudsigelige roman. Som der står et sted: ”Lejligheden var ét stort luftigt gennemtræk, og det var, som om det kun var et spørgsmål om tid, før en
dør smækkede hårdt et sted og afbrød det uvirkelige ved situationen.” Men man har slet ikke lyst til, at det skal slutte. De lisende sætningers melodiske poesi indgår i en særegen symbiose med de kantede, følelsesmæssigt ubehjælpsomme personer, og de liflige tableauer af skønhed afløses af finurligt humoristiske detaljer som tjenerens let aubergineformede hoved og den centralt placerede trappeopgang i huset, der er som syltetøjet i spandaueren. Man føler sig fuldstændig overgivet til denne tekst, og ”Elektras breve” er decideret nydelsesfuld læsning. J
Mathilde
Moestrup: Elektras breve.
165 sider.
279,95 kroner. People’s.
Et af livets store spørgsmål for os læseheste er: Hvilken bog skal jeg vælge næste gang?
Der findes et uanet antal af fantastiske bøger, vi kan vælge imellem og derfor er udvælgelsen og anbefalingen en kæmpe hjælp når vi skal vælge næste læseoplevelse.
Vi har samlet et overblik, som forhåbentlig kan inspirere dig til din sommerlæsning.
HVIS DU ER NYSGERRIG PÅ DANSKE ROMANFORFATTERE
Rørende personlig roman
Underfundig og underholdende familiehistorie
En kvindes kamp om at blive kunstner
HVIS DU VIL HA’ PULSEN OP
Spænding under 2. Verdenskrig
Ærlig roman om alkoholens magt
Stiller skarpt på livet som jordemoder
Axel Steen er tilbage Højaktuel krimi med historiker Maria Just
Hæsblæsende spæding med FE-agent Sigrid Melin
Uhyggelige forbrydelser ryster Liam Stark og Dea Torp
HVIS DU VIL HA’ MERE FAKTA END FIKTION
Action med tidligere jægersoldat Tom Cortzen
På opklaring med det unge detektivpar Vivian Storm og Bjørn Molin
Benjamin Koppel og Lars Hjortshøj vender alt
Bliv klogere på psykopatens væsen
Fokus på “hvad-med-mig-tankegangen”
HVIS DU VIL UNDERHOLDES
Gribende fortællinger om et land i evig krig med sig selv
Om den bemærkelsesværdige adelskvinde Marie
Grubbe
Find endnu flere anbefalinger i LÆSEKLUB DANMARK
Scan mig med kameraet på din telefon
Hemmeligheder og løgne Hjertegribende russisk kærlighedshistorie
Fyldt med Hollywood-glamour
Om kærlighed, tab og forsoning
Barfoed sig bogstaveligt talt ind i kultureliten.
Nu har den 92-årige forfatter skrevet sig ind på bestsellerlisterne med erindringsbogen ”Først nu”
Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk
Der er mange måder at blive gammel på. 92-årige Niels Barfoed hører til de heldige, der stadig er godt gående og skarp i både hovedet og med pennen og tungen. Alligevel er han selv overrasket over, at hans sene erindringsglimt ”Først nu” med undertitlen ”Livstykker”, der udkom dette forår, har sneget sig ind blandt de unge forfatteres bøger på bestsellerlisterne.
Men der findes næppe andre nulevende danske forfattere, der som han kan prale af at have talt med så mange litterære legender fra selveste William Faulkner (1887-1962) til Villy Sørensen (1929-2001). Og gennem sit lange liv er Niels Barfoed også kommet tæt på store kulturpersonligheder som Knud W. Jensen (1916-2000), Karen Blixen (18851962) og Klaus Rifbjerg (1931-2015), ligesom han stadig har et nært venskab med den tyske forfatter Herta Müller. Men det var faktisk en dans, der førte Niels Barfoed ind i den absolutte kulturelite.
Dengang var Niels Barfoed stadig blot ”endnu en håbefuld, ung digter”, der følte sig fejlplaceret på universitetet. For hans gammeldags cerutrygende litteraturprofessor virkede komplet ligeglad med den moderne litteratur, som Niels Barfoed drømte om at skrive selv.
”Universitetet virkede meningsløst for mig, for intet af det, min professor sagde, rørte mig. Han talte, som om han stod i en engelsk klub med sine jævnaldrende, men jeg læste selv Morten Nielsens digte. Anden Verdenskrig var stadig lyslevende for mig, og jeg skrev selv digte og debuterede også allerede som 19-årig,” fortæller Niels Barfoed med en dyb, klangfuld stemme som en kælder fuld af historier, da vi sidder i hans åndfulde køkken i Nyhavn i København for at tale om hans ”Livstykker” i bogen ”Først nu”.
Den snørklede vej til fint selskab Erindringsbogen ligger og lyser op på køkkenbordet sammen med et slidt ek-
semplar af tidsskriftet Heretica fra 1951, hvori Barfoeds første digte blev trykt side om side med tekster af tidens store forfattere som Martin A. Hansen (19091955) og Thorkild Bjørnvig (1918-2004) på Ole Wivels forlag. Men der var altså ikke samme ild i hans cerutrygende professor, så Niels Barfoed var klar til nye eventyr, da han blev inviteret med til et studentergilde hos en kammerat, der havde gået en klasse under ham i gymnasiet. Og dér begyndte hans snørklede vej ind i det fine selskab for alvor
”Min ven havde besøg af sin kusine fra Kandestederne i Nordjylland. Hende dansede jeg med, og det viste sig, at hun var datter af en hotelejer deroppe. Undervejs fortalte hun mig, at hendes far søgte en huslærer til hendes 13-årige lillesøster. ’Du danser med ham’, sagde jeg. Og sådan blev jeg huslærer på et af de mest øde steder i landet. Fra Kandestederne og til Hulsig Station på Frederikshavnbanen var der fire kilometer sandsti, som man kun kunne bevæge sig til hest på. Du kunne ikke cykle. Og om vinteren var der stort set ingen mennesker. Der lå kun nogle få hoteller og et enkelt sommerhus i det område, men det sommerhus tilhørte ikke hvem som helst, viste det sig,” siger Niels Barfoed og smiler hemmelighedsfuldt, inden han fortsætter sin fortælling.
”En midnat var jeg ude at gå en tur med min jagthund, da jeg pludselig så nogen på stranden. Det var Knud W. Jensen, og ved sin side havde han en yndig ung kvinde. Sin hustru, Benedicte. Vi stirrede lige forundret på hinanden, fordi der jo ikke burde være andre mennesker i denne ørken klokken 12 om natten. Men det endte med, at jeg næste dag fik kravlet op til deres sommerhus.
Det møde blev mit store lykketræf og begyndelsen på et venskab, der varede til Knuds død,” siger Niels Barfoed, der ikke kunne begribe sit eget held.
Livet er en dannelsesrejse
Rigmanden Knud W. Jensen, der senere grundlagde kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i Nordsjælland og opkøbte Gyldendal, var kun 10 år ældre end Niels Barfoed, men allerede dengang tidens største kunstmæcen. Alle tidens største kunstnere og forfattere flokkedes om ham, for han havde ”en drøm om at omforme Danmark til en stor kulturnation”, og han finansierede netop Wivels Forlag, som Niels Barfoed havde sendt sine digte til.
Knud W. Jensen samlede på talenter, som andre samler sten på stranden. Og Knud W. Jensen fik straks lyst til mere direkte at støtte den unge digter, som han uventet havde fundet på stranden.
”’Du skal til Grækenland’, sagde han allerede næste dag til mig. ’Til Grækenland? Hvorfor det?’, spurgte jeg, og så
fik jeg ellers den store lektie om, hvordan Grækenland både var Europas, demokratiets og kunstens vugge, så han ville give mig et privat legat til at tage på en dannelsesrejse, og det kom jeg.”
Knud W. Jensen lukkede ligeledes Niels Barfoed ind i sin inderkreds og åbnede samtidig bogstaveligt talt verden for ham.
”Vi danskere havde jo været spærret inde fra 1935 og helt frem til 1946-47. Sverige var noget, der lå langt væk og glimtede, fordi de ikke havde mørklægningsgardiner, så man kunne gå ned ved havnen ved Øresund og se Sverige, som lå som en pæn perlekæde af lys. Men pludselig åbnede Europa sig for mig, og det gav Knud mig. Han gav mig nøglerne til Europa,” siger Niels Barfoed.
Niels Barfoeds første store dannelsesrejse til Grækenland gav ham også blod på tanden til at gennemføre sine studier hjemme i Danmark. Han blev endda magister før alle sine andre studiekammerater, selvom det var Det Kongelige Biblioteks læsesal og kantinekammeraterne, der blev hans egentlige universitet, som han siger. Og den gode læser endte sågar med at få en doktorgrad, ligesom han fik set mere af verden som både akademiker, litteraturkritiker og omrejsende journalist for især Politiken, som sendte ham på reportager til Østeuropa. Men det var allerede under
0 ”Livet slutter ikke, fordi man har haft en barsk barndom. Og ens opdragelse slutter heldigvis heller ikke, når man flytter hjemmefra. Men din dannelsesrejse fortsætter hele livet, hvis du er nysgerrig nok, og det har jeg været,” siger Niels Barfoed. – Foto: Leif Tuxen.
et studieophold i Princeton, USA, at han fik en god snak med den ellers gådefulde forfatter William Faulkner, som viste sig at elske Knut Hamsuns værk ”Sult” og derfor gerne ville tale med den skandinaviske studerende.
Af Faulkner, som selv havde været i Danmark, lærte Niels Barfoed også, at fortiden stadig er levende. ”Det forgangne er ikke dødt – det er ikke engang forgangent”, som Faulkner skrev i en replik. Og gennem hele sit forfatterskab har Niels Barfoed elsket historie, mens han som biografist har skrevet roste bøger om store personligheder som frihedskæmperen Ole Lippmann (19162002), polarforskeren Knud Rasmussen (1879-1933) og ikke mindst kvinden fra stranden, Knud W. Jensens ekskone, Benedicte Hergel (1923-1973). Men det var gennem en samtale med en anden forfatter, den tyske veninde og nobelpristager Herta Müller, at Niels Barfoed lærte at blive fri fra sin egen fortid. Og i bogen citerer han hende for at sige:
”Man er naturligvis et resultat, men sit eget. Ingen kan tvinge én til at blive sådan, som man er opdraget til, og blive ved med at være det. Barndommen har en temmelig hurtig forfaldsdato. Derefter er man henvist til sig selv og må hele tiden opdrage sig selv, hvad enten man vil det eller ej.”
De ord er blevet Niels Barfoeds livsfilosofi gennem alle de venskaber og uventede møder, der siden har formet ham.
”Herta Müller havde selv en hæslig opvækst under krigen, men hun nægter at være et offer. Det har jeg taget til mig. Og det er også en tanke, som jeg synes, at tiden trænger til, når man tænker på den sårbarhedskult, der kan være blandt unge mennesker, der nærmest skal have krisehjælp, når bunden går ud af indkøbsposen, som Klaus Rifbjerg engang sagde. Men livet slutter ikke, fordi man har haft en barsk barndom. Og ens opdragelse slutter heldigvis heller ikke, når man flytter hjemmefra. Men din dannelsesrejse fortsætter hele livet, hvis du er nysgerrig nok, og det har jeg været,” siger Niels Barfoed, som er blevet i København, men ellers er landet langt fra sin fars skygge.
Forsonet som to gamle hunde
Niels Barfoed voksede op under trange kår. Faderen havde ikke sproget i sin
Født i 1931.
Dr.phil., journalist og forfatter. Han debuterede med digte i tidsskriftet Heretica i 1951.
I 1978 skrev han disputats om Don Juan og har blandt andet udgivet flere portrætbøger om store personligheder samt erindringsbøger.
Gennem sit forfatterskab har Niels Barfoed modtaget blandt andet Ebbe Munchs hæderspris, Georg Brandesprisen og Rungstedlundprisen.
Den seneste erindringsbog ”Først nu – Livstykker” er udkommet på forlaget Gyldendal. Bor i København. Far til tre døtre.
magt, og han anede slet ikke, hvad han skulle stille op med en borddame, som Niels Barfoed skriver i sine erindringer. Men hver måned slog faderen alligevel ud med armene, når han havde fået løn og aldrig gik direkte hjem.
”Hver måned den 1. kunne min mor gå ned på Hviids Vinstue (vinstue i det indre København, red.) og se, hvor meget af månedslønnen, der var tilbage, når han først havde givet to omgange til alle. Der var ikke så meget tilbage. Sådan lænsede han kassen for min mor måned efter måned og år efter år. Og vi levede i det hele taget under den skygge, som hed min fars alkoholisme. Usikkerheden over hans fuldemandsvrede, den dårlige stemning og hans dårlige samvittighed spredte sig som mug på væggene i vores hjem,” siger Niels Barfoed, der dog til sidst sagde fra over for faderen:
”En dag kom han hjem og spillede fin på den. Han spurgte på den høje hest min mor, om hun da havde noget at bebrejde ham, eller hvad det var, hun ’stod og lukkede ud’. Og det kunne jeg ikke have, og så fik han dén,” siger Niels Barfoed med en knyttet næve i vejret.
”Den voldelige episode fra min side kunne være gået helt galt. Men da havde det stået på tilstrækkelig mange gange, og så rejste jeg hjemmefra. Men i dag kan jeg ikke mobilisere noget nag til
ham. Og da der var gået nogle år, kunne min far og jeg glæde os over, at der var en intakt kontakt mellem os. Det holdt min fars liv ud, hvor vi fandt hinanden som to gamle hunde, der dratter om og sover i nærheden af hinanden, fordi de trods alt føler et slægtskab mellem sig,” siger Niels Barfoed og lader et smil blive siddende i ansigtet, inden han tilføjer.
”Det blev aldrig udtrykt med andet end grynt og smil, for min far var ikke et sprogmenneske, men der findes også en glæde i at føle sig forbundet med en anden uden ord. Sådan har jeg det også med min 50-årige datter. Vi behøver ikke sige så meget til hinanden, for vi ved begge, hvad den anden tænker,” siger Niels Barfoed, inden han tilføjer, at faderen også ændrede sig med alderen.
”Han blev den svage, den lidt forpjuskede, den, der ikke længere kunne passe på sig selv. Han havde ellers været en mester i at holde facaden. Man kunne overhovedet ikke se på ham, at han havde en last. Han var en uhyre velholdt og forfængelig mand. Der var ingen bravur over det, men hans sko var pudsede. Det er mine også. Jeg pudser stadig sko hver uge,” siger den 92-årige forfatter, der ellers har gået sin egen vej hele livet.
”Jeg har aldrig solgt min sjæl til en bevægelse. Det ser jeg ikke som en heltegerning, men nogle har jo det fanatiske gen, der gør, at de kan omvendes til en
bestemt livsforståelse eller isme. Jeg har ikke et fanatisk gen, så for mig var det ikke besværligt at være hereticaner og samtidig ungdomsvenner med Klaus Rifbjerg og Benny Andersen, der var langt væk fra den hereticanerverden. Men det var et lykketræf for mig at blive en del af det miljø, og jeg slugte det.” Er der noget, du alligevel fortryder? ”I mine stille stunder fortryder jeg, at jeg ikke var mere sammen med mine børn, da de var små, men altid var på vej til et nyt spændende sted eller ind i en ny bog. Det kan jo ikke laves om. Men der findes mennesker, og det gælder ikke mindst kvinder, om hvem man kan sige, at de ikke fik nok ud af mig, og jeg ikke fik nok ud af dem. Og det kan ærgre mig. Hvad var det, der afholdt os fra at åbne godteposen eller komme i rotation og omdrejninger om hinanden? Der var noget, der bandt. Noget fascination. Noget seksuelt. Men det duede ikke, og hvorfor gjorde det ikke det? Det er nemt at give skylden til den anden, men med lidt god vilje kan man lige få drejet projektørlyset over på sig selv,” siger han og ser ned i køkkenbordet, hvor eftermiddagssolens stråler laver lyse striber.
Stadig her og lige nu
Og lys har Niels Barfoed skrevet om lige siden sin debut, hvor han skrev om ”hudens lys” fra en, som han som ung digter sammenlignede med selve dagen.
”Først nu” ender også med lys, men det lys der stadig brænder i erindringen, når vi er væk. Og selvom han stadig kan ramme bestsellerlisten, spekulerer han naturligvis på døden:
”Jeg ved ikke, hvad der sker, når vi dør, men jeg tror ikke, vi bemærker det,” siger han med et drenget smil.
Niels Barfoed skriver alligevel i bogen, at han har spekuleret meget over, hvad Goethe mon mente med ”Lys, mere lys”, hans sidste ord, der både kan fortolkes som en højstemt bøn og som et konkret ønske om at få trukket gardinerne fra –mens Thomas Manns sidste ord ”Meine Brille!” stadig kan få ham til at grine. ”Men for mig er livet stadig her og lige nu. Og hvis jeg har lært noget af livet, er det, at man skal leve det. Vi kommer alle ud for ubehageligheder, men man skal ikke blive så handlingslammet, at man ikke tør tage chancer. Hvis man ikke lærer, at livet er én stor, lang risiko, så mister man modet,” siger den 92-årige forfatter, inden han skal videre til en ny aftale i solen. J
”Det. Det var det. Så er det begyndt.”
Sådan indleder Inger Christensen (1935-2009) sin poetiske skabelsesberetning i hovedværket ”det” (1969), der efterfulgte de stærke modernistiske digtsamlinger, ”Lys” (1962) og ”Græs” (1963), hvormed hun satte forfatterskabet i værk.
Det var imidlertid med ”det”, at hun for alvor kom i gang og fik sit store gennembrud som digter.
Det var også med ”det”, at hun lagde fundamentet for den – med digterkritikeren Hans-Jørgen Nielsens rammende betegnelse – ordkatedral, hun byggede op de følgende år med ”Brev i april” (1979), ”alfabet” (1981) og ”Sommerfugledalen” (1991).
I de fire digtværker, der hver især er levende klassikere med hver deres originale form, lykkedes Inger Christensen med den på samme tid mirakuløse og paradoksale indsats, det er at sætte sproget og tanken fri ved at fastholde dem i stramme og stort anlagte systemer.
Men inden hun skrev de værker, der ikke bare har gjort hende til en af dansk litteraturs vægtigste forfattere, men også givet hende en betydelig rækkevidde ud i verden, skridtede hun til en begyndelse naturligvis sprogets græsgange af for at finde sin egen gangart.
I 2018 fik vi med den enorme arkivbog ”Verden ønsker at se sig selv” med kladder, skitser, udkast, ikke-udgivne tekster med mere for første gang et blik ind i Inger Christensens arbejdsværelse, og nu har vi så i tillæg fået ”Jeg bor i en hemmelig drøm”, der – med digterens søn, Peter Borum, ved roret som redigerende – samler over 70 nyfundne ungdomsdigte om ensomhed, kærlighed og naturen fra perioden 1955 til 1960.
Der er altså ikke tale om et værk i egen ret, men om en række enkelttekster og tekstsuiter (plus tegninger og håndskrifter) fra en forfatter under tilblivelse. Men sikken forfatter; sikken tilblivelse! Får man lyst til at råbe.
For selvom der selvfølgelig, sådan må det være med alle første trin, er mange tilløb, svinkeærinder, blindgyder og vildveje, overrumples man alligevel af, i hvor høj grad hun faktisk er på vej. I hvert fald er der strofer og digte her, som mange udgivne debutanter må kigge langt efter.
Det skyldes ikke mindst Inger Christensens lydhørhed, der allerede fra begyndelsen viser sig i en særegen sans for sprogets musik (enkelte af digtene har hun da også meget sigende forsynet med noder), så digtene næsten kan synges med deres kærlighedsklange, årstidsrytmer, naturlyde, kosmiske vibrationer og salmetoner.
Hør bare digtet ”Tak”, hvor tiden smukt mødes med evigheden (fra et udateret maskinskrevet manuskript, oplyser det fine noteapparat): ”Natten
Ganske få kan som Peter Laugesen skrive på en og samme tid enkle, klare og dybe digte.
Men sikken forfatter; sikken tilblivelse! Får man lyst til at råbe.
var stor og endelig stille,/ som stilheden er,/ når mennesket kommer/ og lyttende leger sig ind – / og er der og hører den tordne./ Og stjernerne stod/ som uden at vandre,/ så stille og stumme, langt ude i natten –/ så store; – / og alting var større.// Og året skal komme med sommer og høst,/ som sanker sin frugt af afmagt og lyst.// Og dog skal du leve i vårsolens spil,/ som vidste du ikke, at sommer var til –// som aned’ du ikke, at kommende høst/ vil dulme din angst og bringe dig trøst.// Hver dag skal du tælle, berige din skat,/ som vidste du helt du lå død før nat.// Da sker der, at året vil komme med sol/ og bringe dig kranse af skoves viol –// vil favne dig nærmere ind til sin jord –/ så du elsker og lever – lever og tror.”
Eller syng med på den kosmiske sang ”Mennesker i sol” (udateret håndskrift) og forestil dig Pia Raug, der tidligere har sat musik til ”Det” (i 1980), spille til: ”Solen kom flyvende ned fra sin himmel./ Luften for lysende op./ Fugle af sne som vingede sjæle/ faldt fra de yderste rum./ Den fugtige morgen åbned’ sin hånd/ Lagde dem ned på den
nøgne strand/ og det salte sovende hav./ Og vandet blev frugtbart/ med skum og fisk -/ og stranden dækked’ sit hjerte,/ undselig med græs/ og med tang og en blomst –/ og vi stod og forstod det slet ikke./ For vi er vinterens grænse./ Vi bærer vor viden om død/ gemt i en nerves forgrening./ Vor hjerne er sejren,/ rummet, hvor solen kan dø –/ og vi stod og forstod det slet ikke,/ da solen kom flyvende ned.”
Sådan kan man privilegeret gå rundt i de nærværende og fortrolige rum af begyndelser i ”Jeg bor i en hemmelig drøm” og finde spor, temaer og motiver, der peger frem mod den Inger Christensen, der senere blev verdensdigter.
Det var her, rytmen blev sat i gang. Det var her, naturfølelsen spirede frem. Det var her, grundlaget for poesien blev skabt. Det var det. Og nu kan vi andre så
Inger Christensen: Jeg bor i en hemmelig drøm. Redigeret af Peter Borum. 176 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.
Martin
Rohr Gregersen kultur@k.dkDer er noget nærmest vægtløst over Peter Laugesens nye, frie digte, der viser sig i tanken og taktens lethed.
Tilsyneladende ubesværet fanger den 81-årige poet (født 1942) sansninger, stemninger, erindringer og refleksioner i bevægelse, sådan at oplevelse og eftertanke umærkeligt og med stor præcision smelter sammen.
Meget sigende begynder hans digtsamling, ”Det ligger på mit hjerte”, som nu er føjet til forfatterskabets imponerende og voksende bunke af værker, på sin vis slet ikke. Den er allerede i gang, in medias res: ”stå sådan/ i sindet// tung og våd/ og lang og vild/ som græs// one of the wonders of the world”.
En slags åbne musikalske meditationer over dagene og nætternes kommen og gåen, årstiderne og vejrligets skiften, kærlighedens gerninger og eksistensens (af)veje, kunne man kalde disse digte, der søger øjeblikket og nærværets nu midt i tidens strøm, midt i naturen, kunsten og skriftens fortsatte udveksling af betydning: ”regn på græsset regn/ på det ophængte sengetøj// regn gennem træernes grenes og kvistes/ blades styrende filters syntaks// regn i luften i/ tiden i verden i/ sjælen og sindet// skriften regner/ stavelser lyde/ drypper// blomstrer visner// taler”, som det lyder i et digt, der måske sender en venlig tanke til den franske modernistiske digter Guillaume Apollinaire (1880-1918) og digtet ”Il pleut” (det regner, red.). I hvert fald er det på ingen måde fremmed for Laugesen på den måde kærligt at vinke både direkte og indirekte til traditionen.
Det er den ”stille/ almindelige dybde/ i tid og drøm// og formen// live i proces/ og praksis,// forbindelse med fortid// omverden”, det handler om, ligegyldigt hvad digteren så skriver om
Læs for eksempel også bare dette digt, der smukt vibrerer mellem tomhed og fylde (og hvor Laugesen, som han gerne gør, lader ord, linjer og strofer falde spredt ned over siden): ”Postkort// Der vil være/ situationer, øjeblikke/ hvor det ikke vil være for/ hvem som helst, hvor det ikke vil have/ noget sprog tilfælles med langt de fleste// Det er der/ de står på himlen/ skrevet i skyer:/ Fortiden/ og fremtiden// Her, nu// skælvende som unge fugle i vinden// en// tidlig morgen”.
Eller dette lille epifaniske øjeblik i et hjørne af sprogets natur (hvor åbenbaringen helt konkret viser sig i et stort mellemrum mellem de tre første linjer og den sidste): ”at flytte ordene/ et andet sted hen/ i den store sætning// og så er det pludselig havet”.
Peter Laugesen er nok ”en lille tunge/ i verdens store mund”, som han skriver, men det er kun ganske få, der på vores tungemål kan skrive og ikke mindst blive ved med at skrive så på én og samme tid enkle, klare og dybe digte, der til stadighed føles umiskendeligt Laugesensk og overraskende nye. J
Peter Laugesen: Det ligger på mit hjerte. 76 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.
Nyfundne digte fra Inger Christensen viser os, at verdensdigteren tidligt var på sporet af sprogets musikbegynde at læse med nye øjne – igen. Hvor heldig har man lov at være? J 0 I en ny udgivelse, redigeret af Inger Christensens søn, kan man læse 70 af hendes ungdomsdigte – hvor heldig har man lov at være! – Foto: Sven Gjørling/ Ritzau Scanpix.
Så endimensionelle og materielt orienterede er vi heller ikke. Ikke hele tiden og ikke kun.
Karen
ArmstrongJeg har sjældent været
mere enig med en bog end med Karen Armstrongs ”Naturens hellige kraft”. Eller mere på samme hjertebålsfrekvens.
For hvad nytter det med kæmpevindmøller og elbiler, hvis vi ikke genopdager vores samhørighed med naturen. Genindser, at den ikke er til for os, men i os. Jo, selvfølgelig nytter det! Men vi bryder kun den nedadgående spiral, hvis vi fundamentalt ændrer kurs. Og den kurs er inden i os. Det er budskabet.
Læs Kerstin Ekmans ”Ulvespring”, og du vil forstå. Eller Patrik Svenssons ”Åleevangeliet” (og senest ”Havet og mennesket”). For ikke at sige Zenia Johnsens nye bog for børn og enhver levende sjæl, ”PER”. Alle har de fat i det: at hvis vi kigger dybt nok ind i naturen –virkelig ser – så opdager vi en forunderlig sammenhæng, en fælles oprindelse. Ja, et evangelium, som Svensson ville sige.
Britiske Karen Armstrong ved godt, at kun kunst, myter og religiøsitet kan udtrykke det fællesskab.
Logikken må give fortabt. Alligevel er det logikkens sprog, hun bruger. Der er ingen forførelse – eller forflyttelse – i ”Naturens hellige kraft”. Den løfter dig ikke op. Den indtager tilmed en position, der er for kantet på det moderne menneskes vegne.
Men sluger vi den generalisering – som trods alt er delvist sand – får vi til gengæld en mageløs klar og kort og overbevisende gennemgang af tidligere kulturers forståelse af naturen. Og vi har meget at lære eller genopdage: fra det kinesiske begreb qi, som er den energi, der siges at gennemtrænge alt og skabe en uadskillelighed mellem himlen, Jorden og mennesket, der med et smukt ord er blevet betegnet som antropokosmisk; til forestillingen om dao, der lægger navn til taoismen og betegner en ubegribelig kilde, hinsides ordene, hvorfra alt oprinder, og hvortil alt vender tilbage.
Både jødedom og kristendom har, ifølge forfatteren, fatalt adskilt mennesket fra naturen og dermed frosset vores bevidsthed fast.
Det er altså i dette skabte, det store ”jeg er”, kunne man sige, at Gud viser sit ansigt. Og Job forstår. Og bøjer sig. I øvrigt fremstår flodhesten her som ”det ypperste af Guds værker”, fordi den i en særlig grad forener kraft og mildhed. Job bøjer sig. Og vi skal gøre ligeså. For i en ny (gammel) opfattelse af naturen forvandles vores selvbillede. Vi er ikke herrer, vi er medskabninger. Vi er til tjeneste. Og den forvandling, den genindsættelse af det antropokosmiske, har vi på liv og død brug for i den vestlige verden, siger Armstrong.
Det ypperste af Guds værker
Både jødedom og kristendom har, ifølge forfatteren, fatalt adskilt mennesket fra naturen og dermed frosset vores bevidsthed fast. Gud er ikke kun en ”ham”, der fra sin fjerne himmel har tegnet en kontrakt med mennesket. Gud er også den hellige kraft, der er nærværende i alle ting. Ordløs og altings tekst, som Halfdan Rasmussen digter. Overraskende nok fremhæves Jobs Bog fra Det Gamle Testamente som et eksempel på en bevidsthedsændring. Job indser, netop da Gud efter Jobs uendelige trængsler peger på alle naturens mirakler, at logikken har en grænse. At Gud er Gud, fordi han har skabt verden. Ikke hvorfor. Men fordi.
Også her kan vi hvile vores hoveder på årtusinders visdom. Og bogen præsenterer begreber som det græske kenose, der er en opgivelse af selvet, den gyldne regel i neokonfucianismen og det indiske ahimsabegreb, der oversættes med ikkevold i al tilgang til livet. I vores egen tradition vil jeg nævne Løgstrups teori om ophav og omgivelse. Eller Frans af Assisi, der så sine brødre og søstre i blomsten, duen og bjergene.
Som man kan forstå, bygger den engelske forfatter og religionsformidler Karen Armstrong, der i syv år var katolsk nonne, men forlod ordenen for at studere engelsk på universitetet i Oxford, et vældigt åndshistorisk fundament op. Ikke som et mausoleum, men næsten som et kampskrift. I hvert fald som en livskilde, vi kan blive ved med at drikke af, og som i Armstrongs øjne er mere sand end al den teknologiske viden, al den rationalitet og tænkning, vi de seneste hundrede år har
grundstødt vores liv på.
Vi må lytte til den indsigt fra fortiden. Ikke ved at læse os til den. Men ved at finde den i os selv. Hvordan?
Sæt dig i bare 10 minutter hver dag og se på naturen. Sluk alt. Sig ingenting. Se og lyt og mærk. Det vil ændre dig, siger Karen Armstrong.
Spørgsmålet er så, om vi i vores kristne tradition kan forene en ordløs ånd i altings væren med den kærlighed og medfølelse, Jesus repræsenterer konkret og i menneskelig skikkelse. Som en hånd, der rækkes frem mod os i al vores forvildelse, også når vi hænger ud over klimakrisens afgrund og giver fortabt. Ja, om Jesus ligefrem kan være inkarnationen af både kraften i det høje og i det lave. Om ålen og evan-
geliet synger den samme sang. Det er spørgsmålet. Og bliv blot et øjeblik i den mulighed. Vov eksperimentet. Ellers er Karen Armstrongs værk ikke en bog for dig. J
Karen Armstrong: Naturens hellige kraft. Hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden. 220 sider. 249,95 kroner.Kristeligt Dagblads Forlag.
Thilde Maria Haukohl Kristensen: Poppy Kalas og de magiske blomster. 208 sider. 399,95 kroner. Gyldendal
”Du holder årstiderne i hænderne”, står der i den billedrige blomsterbog om blomsterplukning og -binding – med mere. Som et haikudigt i fagbogsformat tager blomsterbinderen og billedkunstneren med aliaset Poppykalas læseren gennem alle fire årstider gennem blomsternes liv, mens hun fortæller, hvordan hun finder nærvær, ro, fylde og får kreativiteten til at spire blandt de ”magiske” blomster.
Maurice Maeterlinck: Blomsternes intelligens. 200 sider. 225 kroner. A Mock Book. Ikke nok med at blomster er magiske, de er også intelligente. Det mente den belgiske nobelpristager, forfatter og dramatiker Maurice Maeterlinck (1862-1949). I sit lange essay beskriver han med afsæt i sine egne observationer og digteriske nerve blomsterne som kommunikerende, intelligente organismer. Bogen indeholder to yderligere essays med titlerne ”Duften” og ”Glasedderkoppen”.
Søren Overgaard: En verden af indtryk. 240 sider. 299,95 kroner. Gads Forlag. Hvis blomster både kan kommunikere og sanse, kan de så også lide? Det spørgsmål rejser lektor i filosofi Søren Overgaard i en ny bog, der tager livtag med et af livets største mysterier: Hvad er bevidsthed? I sin søgen på et svar runder han både ”tænkende” blækspruttearme, kvantemekanik, computerchip og planteriget, mens han spørger, om bevidsthed er forbeholdt mennesket.
John Philip Newell: Hellig jord helligt liv. 264 sider. 300 kroner. Forlaget Boedal. Blomster er ikke bare magiske, intelligente og potentielt bevidste. De er også guddommelige, lyder det fra teolog og tidligere præst i Church of Scotland John Philip Newell, der i sin nye bog introducerer læseren til den keltiske spiritualitet, hvori alle Jordens livsformer er hellige og forbundne. J
Vi må ændre hele vores opfattelse af naturen, hvis vi skal redde kloden, mener den engelske forfatterFOTO: GERAINT LEWIS/WRITER PICTURES/RITZAU SCANPIX
Afghanistan 20 år efter, at hun udgav ”Boghandleren i Kabul”. Forfærdeligt lidt er forandret, mener forfatteren interview
Johan Varning Bendtsen johanbendtsen@k.dkMed maskingeværer i hænderne og Allahs ord i baghovedet stormer 25.000 våbenføre mænd ind over Afghanistan. På ladet af pickup-trucks bevæger de sig fra de sydlige provinser til hovedstaden, Kabul, hvor præsidenten tages til fange og føres til paladset.
”Her kastrerede de ham, bandt ham fast til en jeep og kørte flere omgange rundt om paladset, før de skød ham. Broderen fik samme behandling, ” skriver journalist Åsne Seierstad i sin bog ”Afghanerne”, der udkom i februar.
Taleban vil skabe fred, hævder de. Moralens vogtere – og Allahs soldater. Deres brutale fremfærd kommer bag på en måbende omverden, og på rekordtid får fundamentalisterne indført verdens strengeste islamiske styreform. Det mørke kapitel i Afghanistans historie udspiller sig i 1996. Men det kunne lige så godt have foregået i dag, hvor Talebans tilbagevenden er et både tragisk og rammende billede på de seneste 100 års udvikling i et land, hvor burkaen er kommet af og på afhængig af skiftende regimers luner.
”I Afghanistan er friheden altid til låns,” siger norske Seierstad under sit besøg i Danmark i forbindelse med bogen. Den prisbelønnede journalist er som få kommet ind under huden på landet, som har optaget Vesten de seneste to årtier.
I 2001 besøgte hun for første gang landet, der med al-Qaedas angreb på USA den 11. september blev genstand for hele verdens opmærksomhed. Året efter udgav Seierstad ”Boghandleren i Kabul”, der blev oversat til over 40 sprog og bragte burkaen, æresbegrebet og den afghanske gæstfrihed ind i de vestlige samtalesaloner. Siden er der gået 20 år uden gensyn. Men i ”Afghanerne” vender forfatteren tilbage. I tiden mellem Seierstads to bøger slog lyset, latteren og håbet rod. Mørkemændene var drevet på flugt, Afghanistan var inde i en rivende udvikling. På overfladen, i hvert fald.
”Men da jeg så landede i Kabul sidste år, var det igen Taleban, som tegnede byen. Lukkede butikker, overmalede reklamer. Ingen udlændinge. Tomt, trist, stille og frygtsomt. Den afgørende forskel var, at hvor talebanerne lidt over 20 år tidligere havde tabt og en-
ten var forsvundet eller lå livløse i vejkanten, var det nu dem, der patruljerede i gaderne. Dem, der udstrålede sejr.”
11. september ændrede alt
Egentlig var Åsne Seierstad nået frem til, at risikoen ved at tage af sted var for stor. Man skal have en god grund til at rejse til Afghanistan, når man har små børn i trygge Oslo. Men da den sidste amerikanske soldat havde forladt landet i sommeren 2021, kunne den 53-årige journalist alligevel ikke lade være.
”Afghanistan havde fyldt alt. Pludselig fyldte det intet. Og det handlede jo ikke om krigen i Ukraine, det var længe inden, den blev aktuel,” siger hun.
Åsne Seierstad læner sig frem i sofaen på forlaget, mens hun nævner terrorangrebene i USA den 11. september, som kickstartede krigen mod terror og kom til at forme livet for generationer.
”Det ændrede alles liv.
2 Taleban-krigere markerede i august 2022 etårsdagen for den islamistiske bevægelses magtovertagelse i Afghanistan.
”Hendes aktivisme er afghansk. Islamisk og feministisk på samme tid. Hun bruger Koranen som løftestang til at argumentere for alles ret til uddannelse, og det er det afgørende. Skaber det et perfekt samfund? Nej, men det er et skridt i den rigtige retning,” siger hun. Som voksen vender Jamila hjem til Afghanistan, får arbejde hos FN, bidrager til genopbyggelsen af et iturevet og traumatiseret land.
”For mig at se er der ingen som helst tvivl om, at hvis Afghanistan skal bevæge sig i en positiv retning, så er det Jamilas vej, som er den eneste farbare.”
”Jeg er jo ikke neutral i mit følelsesliv, men jeg forsøger at skrive neutralt.
”At blive talebaner var det lette valg,” fortæller hun.
Hos den norske forfatter er Bashir den store vinder i Afghanistans nyere historie. Samtidig fremstår han reflekteret. Man bliver indviet i et følelsesliv og overvejelser, som man kan være uenig i, uden at de fremstår uforståelige. Men Bashir og Taleban er samtidig ansvarlige for ufattelige uhyrligheder. Kan man fremstille Vestens primære fjendebillede de seneste to årtier for venligt? Risikere at retfærdiggøre terroren frem for at forstå den?
”Jeg tænker, at læseren selv må konkludere,” siger Åsne Seierstad.
”Det er altid min tilgang. Jeg fremlægger, så må læseren dømme.”
Det er ikke første gang, hendes metode, hvor læserne tages med helt ind i hovedet på personerne, diskuteres.
Islamisk feminisme
ÅSNE SEIERSTAD
Tænk på, hvor meget af den moderne danmarkshistorie, som kan relateres til 11. september. Angrebene og efterspillet blev definerende for Vesten. Derfor ville jeg til Afghanistan dengang, og derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi også i dag forholder os til, hvad vores indsats så har betydet dernede,” siger Åsne Seierstad. Så Åsne Seierstad skrev sit testamente og rejste til Talebans Afghanistan i begyndelsen af 2022.
I ”Afghanerne” følger man Jamila, Bashir og Ariana, født i henholdsvis 1976, 1987 og 2000. Vidt forskellige skæbner, som ikke desto mindre er vævet tæt sammen af deres elskede hjemlands dramatiske historie. En historie, hvor den enes sejr er den andens nederlag, hvor håb blomstrer for dernæst at blive slukket brutalt.
De seneste 100 år har afghanerne gennemlevet sekulære reformer, som dernæst er blevet forkastet til fordel for langskæggede normer med rod i 600-tallet. Ungdomsoprør og jazz i hovedstaden har eksisteret side om side med sult og sanitære kriser på landet. Et kontrasternes land. Og dermed konflikternes.
Jamila Afghani kommer til verden i et Afghanistan, hvor fortiden og nutiden hele tiden kæmper om fremtiden. Hendes største modstander er dog de patriarkalske normer, som hersker både ude i samfundet og inden for hjemmets fire vægge. Men Jamila insisterer, og under eksilet i nabolandet Pakistan lærer hun sig mod alle odds arabisk og begynder at studere Koranen. Det går op for Jamila, at undertrykkelsen ligger i kulturen, ikke i religionen, skriver Seierstad. Og så bliver Jamila islamisk feminist.
Men fremgangen for Afghanistans kvinder varer ikke ved, og med Talebans tilbagevenden i 2021 må også Jamila tage flugten. Først til Norge, siden Canada. Fra sit eksil kan hun se alt, hun har kæmpet for, styrte i grus. Hun er på den måde et enestående billede på det moderne Afghanistan, understreger Åsne Seierstad. En mønsterbryder, inkarnationen af mod.
”Og så alligevel en taber. Netop derfor er hendes skæbne så forfærdelig trist,” siger hun.
Åsne Seierstads seneste bog er baseret på møder med afghanere mellem august 2021 og august 2022, det første år under Taleban-regimets styre.
I Norge har hun mødt Jamila på flugt, i Afghanistan møder hun den anden hovedperson, krigerkommandanten Bashir, Jamilas diametrale modsætning. Han er vokset op på landet, hvor traditioner, tro og modstandskamp er tilværelsens bærende søjler.
Bashirs mor var 10 år, da hun blev gift med hans far, der var mindst 30 år. Men det eneste, der betød noget i landsbyen, var den hellige krig, jihad
”Han vokser op med Koranen, koranlæsning og det jihadistiske perspektiv,” siger Åsne Seierstad.
Fra sin far arver Bashir en krig mod udlændingene, og allerede som 12-årig forsøger han at lade sig hverve til hellig krig.
Født i 1970 i Oslo, udannet cand.mag. Har arbejdet som korrespondent i en række lande og udgivet prisbelønnede bøger om blandt andet krigen i Tjetjenien, krigen i Irak, om norske IS-krigere og terroristen Anders Breivik.
Aktuel med bogen ”Afghanerne” (Politikens forlag). Bor i Oslo og har to børn.
”Jeg er jo ikke neutral i mit følelsesliv, men jeg forsøger at skrive neutralt. Da jeg skrev om Breivik, sad jeg og græd imens, jeg var så vred, men mine følelser bliver luget ud i teksten. For det er ikke mig, der skal blive vred, det er læseren. Det samme gælder Taleban. Jeg retfærdiggør ingenting, men jeg fortæller Bashirs historie.”
Netflix og tvangsægteskab Den tredje og sidste hovedperson i Åsne Seierstads ”Afghanerne” er Ariana.
”Selvom hun først kom med til sidst, handler alt jo i virkeligheden om Ariana. Hun er fremtiden. Eller var,” siger Åsne Seierstad.
Ariana bliver født omkring årtusindskiftet, hun har ikke kendt til et Afghanistan uden vestlige soldater og mulighed for at gå i både indkøbscenter og på universitetet.
”Men da Taleban i 2021 vendte tilbage, gik hendes liv i stå. Et brutalt farvel til uddannelse og troen på, at man selv kan forme sin fremtid,” fortæller Seierstad.
Med sin bog forsøger forfatteren at genstarte debatten om Afghanistan.
”Problemet er, at Vesten ikke har nogen påvirkningskraft på Taleban. Selvom vi insisterer på kvinders ret til uddannelse og respekt for menneskerettigheder, så er det lidt, som hvis nazisterne efter afslutningen på Anden Verdenskrig ville fortælle nordmændene eller danskerne, hvordan vi skulle styre vores land, ” siger hun.
”Talebanerne ser jo os som en besættelsesmagt. Men hvad så? Vi kan lægge pres på via FN, for eksempel. Vi har mulighed for at påvirke forskellige muslimske lande, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Pakistan til og med. Lægge pres på dem. Afghanistan må være i baghovedet hver eneste gang, vi forhandler med muslimske lande om andre ting. Men det bliver svært.”
Er det Jamila, Bashir eller Arianas Afghanistan, du ser for dig i fremtiden?
”Bashirs,” svarer Åsne Seierstad prompte.
”I hvert fald de næste 10 år.”
Filosoffen Vincent
Nils Gunder Hansen
kultur@k.dk
Når man som anmelder sætter sig for at læse og vurdere en bog, kan man godt lide tanken om, at man læser og vurderer den før udgivelsesdagen og dermed også før alle andre. Men ak, den forestilling er svær at opretholde, når man sidder med filosoffen Vincent Hendricks bog ”Nok om mig. Hvad med dig, hvad synes du om … mig?”. Den er nemlig ikke alene på flappen, men på en helt ekstra side broderet med såkaldte blurps, korte og enormt lovprisende tekster om bogen forfattet af kendisser som tv-værten Stéphanie Surrugue og astrofysikeren
Anja C. Andersen.
Der er nærmest ingen grænser for, hvor vilde de er med bogen. Hallo, hvad med mig? Kan anmelderen også få lov at være her? Og hvorfor skal Hendricks have så meget? Er det ikke rigeligt, at han er fejret fagfilosof og centerleder på Københavns Universitet? Hvorfor er det ham, der kender alle disse kendte mennesker, sidder i panel i ”News & Co” og var sjæleven med nu afdøde Lise Nørgaard?
Den form for lavsindet jalousi ligger selvfølgelig Deres anmelder fjernt, men den er emnet for Vincent Hendricks nye bog. Her beskriver og analyserer han en tilgang til livet, hvor man har sig selv i centrum og konstant sammenligner sig med andre. Man ser livet som et nulsumsspil i den meget bogstavelige forstand, at det, de andre har, det er noget, der går fra mig. Mennesker er sociale væsener, og de er også sammenlignende væsener; allerede Søren Kierkegaard var, som Hendricks nævner, bevidst om, hvor farligt og plagsomt det kan være for mennesker hele tiden at sammenligne sig med andre, og i de sociale mediers tidsalder er det meget værre, for nu kan vi sammenligne os med mange flere, og vi kan gøre det konstant, og det kan forfølge os helt ind i de allermest private rum.
Hvis man er så dum at gå på Facebook, før man står op, er man allerede bagud på point og slået helt ud, for hvor regner det dog ikke med likes, litterære priser og børnebørn til alle de andre, og hvad med mig?
Vincent Hendricks er som filosof oprindeligt specialiseret i formallogik og analytisk filosofi, og selvom han i sin karriere har bevæget sig ud af boksen og også skriver bredere om samfund og medier, kan man stilistisk godt mærke, at han ikke er litterat, historiker, psykolog, journalist, eller hvem der nu plejer at skrive samtidsorienterede debatbøger. Selvom der er mange personlige eksempler, og selvom han prøver at male med den brede pensel, søger han naturligt mod de mere tekniske og logiske analyser, mod ligninger, grafer, afkastmatrixer, opstillinger, ark – ja, jeg ved dårligt nok, hvad det hedder, for jeg bliver mindet om, at jeg alene på grund af formallogikken aldrig ville have magtet at studere filosofi. Hvad med mig? Hvorfor er jeg ikke filosof? Derfor.
En bestemt urscene fra forfatterens barndom ligger bag bogens idé: Den 12-årige Vincent har fået en fjernstyret bil til sin fødselsdag, men da dagen skal fejres, er det alle hans venner, der får lov til at lege med den, mens han skal hjælpe med at skære kage og servere milkshakes. ”Hvad med mig, daddy, skal jeg ikke også prøve min nye bil?”.
Så får han en kærlig opsang af faderen. Det handler ikke om ham, han kan altid lege med bilen, nu skal han glæde sig over, at hans venner har så stor fornøjelse af den. Og det er denne lektie, han nu på ny indprenter sig selv (og læseren) bogen igennem.
Man mærker på eksemplerne, at Hendricks selv har dyrt betalte erfaringer fra sammenbragte familier, hvor mange forskellige behov skal tilgodeses. Og fra universitetet, der kan være et kompetitivt og giftigt arbejdsmiljø. I et fint eksempel konkurrerer to unge talenter voldsomt om hans gunst. Heldigvis har han midler til at ansætte dem begge, men inden da får de at vide, at de altså
skal arbejde sammen fra nu af, og så bliver de enten ansat begge to eller også ingen af dem!
Den moralske lære i bogen er, at man må øve sig i at sætte sig selv og sine egne behov til side for at samarbejde med andre. Det handler ikke om dig, det handler om os! Livet er ikke et nulsumsspil, og ved samarbejde kan afkastet blive større for alle. Det kan godt være, at den enkelte hundelufter ikke gider samle hundens ekskrementer op, men han overvinder sig, og alle får et renere fortov. Hendricks løfter også argumentet til et forsvar for det korruptionsfrie demokrati, hvor ingen hersker får lov til at favorisere sig selv og sine egne.
I sine analyser baserer bogen sig på en blanding af spilteori, adfærdsøkonomi og moralfilosofi. Som nævnt kan jeg have svært ved at følge de mange tekniske mellemregninger med strategier og ligevægtstilstande, men jeg synes også, at fremstillingen i mere fundamental forstand gør mig usikker på, hvordan forfatteren opfatter sit emne: Er selvoptagethed og egoisme noget almenmenneskeligt, som vi alle slås med, eller er det noget, der kendetegner nogle mennesker i særlig grad?
Hvis det første er tilfældet, står vi med en slags etisk selvhjælpsbog, der henvender sig til alle. Men de lange analyser af egoistens strategiske positioneringer og implicitte (perverterede) moralfilosofi minder mere om de populære ”sådangenkender-du-en-psykopat”-artikler, der jævnligt dukker op i aviser og ugeblade. Hendricks gør blandt andet en del ud af
fænomenet ”gaslighting”, hvor et menneske kan manipulere så meget med et andet menneske, at vedkommende mister virkelighedsfornemmelsen. Så skal vi i det moralske regnskab holde mest øje med os selv eller med den anden? Vi skal sikkert gøre begge dele, men fra evangeliet ved vi, at den type dobbeltblik kan være behæftet med visse vanskeligheder: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?”. Nå, evangeliet er lidt dystert og formanende her. Hendricks vil ligesom sin gode ven Lise Nørgaard gerne spille og slutte i dur. Og han siger til sidst, at den sociale sammenligning også kan have sine gode sider, for vi motiveres til at blive mere som dem, der i vores opfattelse formår at leve livet på en selvstændig, ansvarlig og tillidsfuld måde. O.k. så, det vil vi arbejde på, men ham Hendricks kunne måske godt have styret sig selv bare lidt. Hvad sker der for alle de ”blurps” på inderflappen? J
Nok om mig. Hvad med dig, hvad synes du om … mig? 216 sider. 250 kroner. Politikens Forlag.
Hendricks har skrevet en etisk selvhjælpsbog, der analyserer det selvoptagne og misundelige menneske.
Men er det nu én selv eller den anden, man skal holde mest øje med?Vincent F. Hendricks:
Det handler ikke om dig, det handler om os! Livet er ikke et nulsumsspil, og ved samarbejde kan afkastet blive større for alle.
Et besøg på Sicilien indledte jagten på den sande historie om Santa Lucia for den norske forfatter Vetle Lid Larssen. Tidligere på året udkom hans norske bestseller på dansk bag om bogen
Juliane Sigurdsson sigurdsson@k.dk
5 Hvordan fik du idéen til bogen?
Idéen til bogen opstod ved en tilfældighed. Jeg var på Sicilien og opsøgte Santa Lucias grav (katolsk helgen, cirka 283-304, der døde som martyr under kejser Diokletians kristenforfølgelser, red.) i katakomberne lidt uden for byen Siracusa, fordi jeg som så mange havde nogle gamle, romantiske barndomsminder om at gå lucia i skolen klædt i hvidt og med lys i hånden. At se hendes grav var ret fantastisk. Bortset fra én ting. Lucia var ikke begravet der længere.
Hun var blevet kidnappet fra graven, 736 år efter at hun blev henrettet. Den store norske vikingekonge Harald Hårderåde var i Sicilien med 500 nordmænd og sikkert også danskere. Jeg opdagede, at det sandsynligvis var Hårderåde, der stjal Santa Lucias kiste og fragtede hende gennem Syditalien, Albanien og Grækenland lige til kejserbyen Konstantinopel. En så utrolig historie, at jeg straks begyndte at undersøge, hvad der egentlig skete videre med Lucias kiste. Det endte med fem års arbejde og tre års research, hvor jeg fulgte kistens rejse gennem Europa og gen-
nem historien helt frem til i dag. Jeg vidste fra første øjeblik, jeg opdagede, at Santa Lucias grav var tom, at jeg ville skrive en bog om det. Jeg vidste med det samme, at det ville blive en fantastisk fortælling. Romanen baserer sig på tusindvis af kilder fra europæiske arkiver, biblioteker og klostre. På én og samme tid er det en historisk spændingsroman og en historiebog.
5 Hvordan er bogen blevet anderledes, end du forestillede dig?
Den blev voldsommere, end jeg regnede med. Det er en ganske brutal fortælling, og slet ikke så sukkersød, som vi går og tror. Og nok lidt mindre metafysisk, end jeg først troede. Det er ikke en roman om tro, men et hurtigtog gennem vores forfærdelige og
Født i 1960 i Stavanger i Norge.
Forfatter. Har blandt andet tidligere udgivet ”Kjærlighet før øya synker” og ”2”.
Har tidligere arbejdet som journalist og vundet flere priser for sit arbejde.
Udkom med bestselleren ”Lucias sidste rejse” i Norge i 2021. Bogen udkom den 9. februar på dansk fra Gyldendal.
Bor i dag i Oslo og har et barn fra et tidligere forhold.
Tidligere fængselspræst og lektor Elmo
Dues lille bog om sjælesorg åbner for en kristen himmel over præstens samtale med et menneske i sjælenød anmeldelse
Søren Hermansen
kultur@k.dk
Sjælesorg betyder omsorg for sjælen, og udførelsen af denne omsorg har i århundreder været en af præstens centrale opgaver.
I den sjælesørgeriske samtale mellem en præst og et ”sognebarn”
er der som regel en religiøs dimension som en slags bagtæppe. Den bibelske livstolkning med centrum i Jesus-historien danner en hvælving over samtalen. Med psykologiens fremkomst i det 19. århundrede rykkedes så at sige perspektivet fra Gud til mennesket. Nu var mennesket i centrum, og mange præster har i tidens løb set psykoterapien som en kraftig udfordring, men i de seneste årtier har der været en ændring i forholdet, således at sjælesorgsteologerne har indarbejdet metoder fra psykologien.
Siden jeg begyndte som præst for mere end 40 år siden, er der sket flere ændringer inden for sjælesorgen. Det mest eklatante er behovet for sjælesorg. Det er ganske enkelt blevet mere synligt og acceptabelt.
Derfor hilser jeg Elmo Dues lille bog om ”Sjælesorgens poetik” velkommen. Det er en lille lærebog målret-
tet præster, der i deres sjælesørgeriske virksomhed vil lade den trinitariske forkyndelse af Faderen, Sønnen og Helligånden være en del af grundlaget for samtalerne. Elmo Due (f. 1946) er tidligere fængselspræst og lektor på pastoralseminariet. Han kalder sin bog for sjælesorgens poetik. Det er en lidt bedaget titel. Ordet poetik stammer fra Aristoteles, der levede 384-322 f. Kr., og betegner en refleksion over sprogets forskellige muligheder. En sjælesørgerisk samtale bliver da en samtale, hvor der opstår noget mellem de to samtalende, der kan have karakter af en åbenbaring og et nærvær til den store fortælling om Gud. I sjælesorgen er der i modsætning til psykoterapien ikke tale om et lærer-elev forhold, men to parter, der begiver sig ind i en fælles vandring mod noget større, der kan forløse og trøste den livsramte.
Due trækker i bogen hele den trinitariske forståelse af Gud ind i samtalen tillige med kirkeåret og sakramenterne som en ramme for den trøst, der gerne skulle komme ud af samtalen. Det gør han på en god teologisk måde, hvor hvert afsnit giver overvejelser til præsten om, hvorledes en samtale kan forløbe. Der er i bogen enkelte eksempler på samtaler. Der kunne godt være flere, for indimellem bliver det lidt for tørt. De i psykologien ofte anvendte analyser af ”cases” er ikke overflødige i sjælesorgen.
Dues bog ender med tre kapitler om den overvundne død, sorg og håb. Det er tre uundgåelige begreber, man som præst møder i den sjælesørgeriske virkelighed, hvor det ikke er teknik og terapi, der er på spil, men noget andet. Due kalder det for livshjælp, troshjælp og hjælp til fællesskab og spiritualitet.
vidunderlige historie, og en hyldest til Italien og Europa. Lucias betydning op gennem historien har været et frihedssymbol – ja, til og med har hun været en slags præ-feministisk ikon, og det skal ikke undervurderes. Hun nægtede angiveligt at lade sig tvangsgifte og gik i døden for noget, som var større end hende selv. Det var den store forfatter Dante, som i ”Den guddommelige komedie” løftede hende op fra at være en b-kendis til at være en a-kendis. Et af de helt store ikoner. Men dette her er mere en roman om alle dem, der møder Lucia – eller rettere hendes kiste. Hun kidnappes, forveksles, slæbes og bæres op igennem historien. Fra korstogene til Anden Verdenskrig og endnu længere.
5 Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog? Der er ikke én bog, der har inspireret mig. Men hvis jeg skal sige et værk, er det Egon Friedells store kulturhistorie (”Den nyere tids kulturhistorie”, red.) – og så Ridley Scotts film ”Gladiator”. Højkultur og b-film i skøn forening. Det har været vigtigt mig for mig at skrive en spændende bog, som holder læseren fanget rejsen igennem. Så for mig har det sproglige og det handlingsmæssige været vældig vigtigt.
Derudover er romanen også en hyldest til Italien, hvor jeg har levet i mange år, og som jeg elsker meget højt. Det gjorde også den danske admiral Hans Birch Dahlerup (17901872, red.), som er en vigtig person i fortællingen. Han ledede meget modvilligt det store angreb mod Venedig i 1848, og midt i nedslagsfeltet for Dahlerups bomber lå kisten med Santa Lucia. J
I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes seneste bog.
I disse år synes det, som om sjælesorgen gør comeback for mange mennesker, der opdager, at man faktisk kan tale med sin sognepræst, når man har livskvaler. Derfor er det vigtigt, at præsterne opkvalificeres som samtalepartnere og bliver bevidste om deres kristendoms muligheder.
Elmo Due: Sjælesorgens poetik. 125 sider. 189,95 kroner. Eksistensen.
Forfatter og teologistuderende Jakob Munk forsvarer kristendommens skønhedsæstetik i sin bog – og det gør han godt anmeldelse
Søren Hermansen kultur@k.dk
Igennem mine mange præsteår har jeg tit hørt sætningen: ”Naturen er min kirke. Dér oplever jeg Gud og skønheden”. Ja, ofte frydes vores øjne over det, vi oplever derude under den blå himmel, om end jeg ikke skal se mange naturfilm på tv for også at vide, at naturen er grum og ubarmhjertig.
Fremragende biografi om Michel de Montaigne (1533-1592) viser hans anskuelser som yderst relevante for nutiden anmeldelse
Kristian Østergaard debat@k.dk
Renæssancefilosoffen Michel de Montaigne (15331592) blev født på et slot i nærheden af Bordeaux i Frankrig, hvor han siden skrev de essays, der gjorde ham til en klassiker.
Oprindeligt var disse essays blot notater i marginen på de bøger, Montaigne læste, men snart flettede han andres tanker sammen med sine egne, og således færdes man sammen med ham ad tankens slyngede veje i en slags personlig opdagelsesrejse:
”Jeg anser mig selv for at være som folk er flest, den eneste forskel er, at jeg selv anser mig for at være det.”
Montaigne var katolik, men det er sjældent, han citerer Bibelen. Til gengæld er hans værk fyldt med henvisninger og citater fra antikkens forfattere. Montaignes første underviser sørgede nemlig for, at det første sprog, Montaigne talte, var latin: ”Jeg var seks år, før jeg forstod mere fransk end arabisk.”
Siden vægrede skolelærerne sig ved at tale latin med den unge Montaigne, der tydeligvis var dem overlegne på det felt.
Men til gengæld leverede han med sine ”Essays” et værk, hvor han er i øjenhøjde med sin læser. Der er ikke mange klassikere, om hvem man kan sige, at deres bøger kan læses, som om de havde skrevet dem i går. Men Montaigne er en af dem.
Den tyske historiker Volker Reinhardt har skrevet en aldeles fremragende biografi om Montaigne, der underbygger dette synspunkt. Det er en pointe hos Reinhardt, at Montaignes skribentvirk-
somhed var næret af lede ved de religiøse stridigheder mellem katolikker og protestanter, som kulminerede med massakren på huguenotterne under Bartholomæusnatten i 1572.
Montaigne mener ikke, at tapperhed består i, at man tamper løs på fjenden, men at man i stedet praktiserer selvbeherskelse. Han mener heller ikke, at dristighed består i tankeløst at begive sig i krig, men at man i stedet går i clinch med sig selv:
”Folk ser altid ligeud, jeg vender blikket indad, jeg fæster og holder det beskæftiget der.”
”Hvad ved jeg?” blev derfor Montaignes motto. Det var indgraveret i hans segl og på loftet i hans bibliotek, hvor andre mundheld også prydede loftsbjælkerne, såsom ”For og imod er begge mulige”. Montaigne konstaterer da også i et i essay: ”Faste overbevisninger er det sikreste bevis på dumhed. Der findes vel intet så selvsikkert, beslutsomt, fuldt af foragt, eftertænksomt, alvorligt og højtideligt som et æsel.”
Derfor fører Montaigne både dialog med sig selv og andre. I essayet ”Om kannibaler” møder Montaigne sågar en kannibal i et bur og kan meddele læseren, at kannibalen ikke var nær så barbarisk som de franskmænd, der dræbte hinanden i flæng.
Montaigne kunne følge de blodige religiøse sammenstød fra sit bibliotek. Alligevel levede ideen om tolerancen videre i hans litterære testamente, som var uløseligt forbundet med Montaignes kristentro. I sit essay om løgnens væsen skriver Montaigne, at han ikke kender noget så rædsomt som løgnen, da den både vidner om foragt for Gud og frygt for andre mennesker:
”Hvad værre kan man forestille sig end at være fej overfor mennesker og modig over for Gud?”
I 1580 besøger Montaigne Gregor XIII. Da Montaigne knælede for at kysse pavens sko, løftede Gregor XIII elskværdigt foden for at lette foretagendet.
Ifølge Reinhardt handlede besøget nok så meget om at præsentere sine es-
says for den katolske censur:
”Han ville finde ud af, hvad der var muligt for ham at skrive i fremtiden.”
Censuren havde enkelte indvendinger, forfatteren lovede at revidere passagerne i kommende udgivelser, men i 1676 endte Montaignes bøger alligevel på listen over forbudte bøger. Montaigne var nemlig også en antiautoritær natur:
”Jeg tror, at kilden til de fleste forkerte meninger, både offentlige og private, er de alt for høje tanker, mennesker har om sig selv.”
Efter rejsen til Italien bliver Montaigne borgmester i Bordeaux. Her indlagde han sig fortjeneste ved at mægle mellem protestanter og katolikker, og han indførte dialogkaffe, før det blev et begreb:
”Den mest frugtbare og naturlige åndelige øvelse er efter min opfattelse samtalen. Jeg synes, den er behageligere end nogen anden beskæftigelse i livet.”
Montaigne var dog heller ingen halalhippie. I sit største og vigtigste essay ”Forsvar for Raymond Sebond” angriber han rationalisterne, hvor han tilkendegav, at der ikke fandtes en så tåbelig ide, at den ikke er blevet formuleret af en filosof, der havde glemt, at vi altid lever i ufuldkommenheden og ufærdigheden og ikke har løst menneskelivets gåde.
Eller, som det karsk hedder i det sidste essay, Montaigne skrev: ”Selv på den højeste trone i verden sidder vi trods alt kun på vores røv.”
Denne legemsdel kommer i øvrigt på prøve hos læsere af denne biografi, der er umulig at løsrive sig fra, når man først har påbegyndt læsningen. J
Volker Reinhardt: Montaigne –Philosophie in Zeiten des Krieges. 330 sider. 29,90 euro (cirka 224 kroner). C.H. Beck Verlag.
Digteren Christian Richardt skrev i 1868 digtet ”Derfor kan vort øje glædes”, der står i Højskolesangbogen. Det er fra digtsamlingen ”Naturen og kunsten”. Hvorfor glædes vort øje ved naturen? Fordi vi ser glimt af Gud, siger digteren. Lyt lige til hans ord, da han tog en smuk sten i sin hånd: ”den sten, hvis skønhed strålte, formet af en mesters hånd, den blev skøn, fordi han målte med vor skabers målebånd”. Denne oplevelse kender mange af os Det samme gør Jakob Munk i sin bog ”At se Gud i skønheden”, hvor han forsøger at tegne en skitse til en teologisk æstetik. Æstetik er det filosofiske studium af kunstens væsen. Den undersøger begreber som skønhed, smag, kreativitet og fortolkning i forbindelse med kunst. Hvorfor drages vi af litteratur, drama, billedkunst, film og musik, spørger forfatteren i indledningen til bogen. Hvad søger vi i kunsten? Er det tingen i sig selv eller det, den peger hen på? Når han så opruller en teologisk æstetik, placerer han kristendommen som den bedste ramme til at sige, hvad det er, vi egentlig søger, og hvad skønhed gør i og for os.
Hans bog er en vandring gennem filosofihistorien med Platon og Aristoteles fra den græske oldtid kombineret med en lang række af de store teologiske kanoner og senere tiders filosoffer og digtere. Det er ikke en letlæst bog, men teksten flyder rimeligt, selvom der er et stort opbud af citater. Munk har dog sans for det pædagogiske og samler op undervejs. Han er meget påvirket af den danske professor Dorthe Jørgensen, hvis disputats ”Den skønne tænkning” har sat Munk på sporet af en teologisk æstetik. Dorthe Jørgensens begreb ”erfaring af mer-betydning”, der også ligger i Christian Richardts digtning, folder Munk ud i adskillige gode eksempler, hvor han trækker billedkunst, musik og litteratur ind. Jeg vil dog gerne, at han indimellem ville dvæle lidt mere og gå i dybden.
Fra sidstnævnte kategori bruger han eksempelvis et stykke fra ”Lykke-Per” af Henrik Pontoppidan, hvor den unge ateistiske præstesøn Peter Andreas sidder i Alperne og ser storheden. Pludselig gribes han af en ”mer-følelse” af nærmest religiøs karakter, men ender med at afvise den. Den oplevelse er kendetegnende for manges naturoplevelser. Når det religiøse banker på, åbnes følelsen så? Det er prisværdigt, at Munk prøver at formulere et kristent svar til dem, der hellere end at ville gå ind i troen, går i skoven eller ser på et billede af norske Edvard Munch, hvis værk ”Solen ” pryder omslaget på bogen. For resten kunne det billede også have indgået i bogens indre. Der er mange lag skønhed i det billede, der pryder fornuftens katedral, universitetet, i Oslo. J
Jakob Munk: At se Gud i skønheden. 128 sider. 149,95 kroner. Kolon.
I disse fem stærke romaner om overgangen fra barn til voksen leverer Gads Forlag en forfriskende og vedkommende ungdomslitterær serie anmeldelse
Damián Arguimbau kultur@k.dkGads Forlag har i sin serie af ungdomsbøger ”Årgang”, der i år meget naturligt har tilnavnet ”2023”, valgt uskyld som tema. Det kan være lidt problematisk i tilfældet ungdomsbøger. Man kommer uforvarende til at definere barndommen som værende uskyldig, og overgangen til ungdommen, hvor seksualiteten for alvor opdages, som det at pådrage sig det modsatte, nemlig skyld. Også selv om det ikke er meningen.
Selvom man ofte henviser til evangelierne, når man skal fortælle om barnets uskyld, så må man med barndomsforskningen i ryggen tørt konstatere, at børn ikke blev betragtet som noget særligt – eller for den sags skyld særlig uskyldigt – før sent i 1700-tallet. Barndommens uskyld er – ud over den evangeliske henvisning – reelt et synspunkt, der langsomt begynder med Rousseaus værk ”Emile eller om opdragelsen” i 1762 og bliver endnu mere betydningsfuld i løbet af romantikken. I dag anser man barndommen som en mere kompleks størrelse, hvor betegnelsen uskyld næppe giver helt mening.
Det tabte paradis
”Årgang”-seriens fem bøger læner sig op ad ordbogens definition af begrebet uskyld, her med tre forskellige betydninger: for det første ikke at have begået noget strafbart; for det andet at være uskyldig som en menneskelig karakter, der ikke rummer kyniske træk, eller at man optræder naivt eller godtroende; for det tredje at man er seksuelt uerfaren. Bøgerne tager i høj grad fat i naiviteten og seksuali-
teten og giver hver især deres bud på oplevelser, der er omdrejningspunktet for udviklingen fra barn til voksen hos hovedpersonerne.
Hos Ditte Wieses hovedperson i bogen ”Vild” er det erotikken, der for alvor får uskylden til at fordufte til fordel for en susende og skræmmende forelskelse og vellyst. Det er også her, at vi får den mest klare reference til det tabte paradis, da de to unge hovedpersoner efter lang elskov nydelsesfuldt deler et æble. Smerten ved overgangen er overstået, og nu skal pigen til at etablere et nyt selvbillede, der kan integrere såvel uskylden som den erotiske vildskab, hun også rummer, i én person.
Også i Hanne Kvists ”Cold Hawaii” lurer erotikken, men den blander sig for hovedpersonen Laura med en generel skyldfølelse, fordi hun tynges af sit selverklærede ansvar for andres lykke, især for sin mors og for sin veninde Siskas. Der er ikke plads til Laura selv midt i alle bekymringerne. Romanen tegner et følsomt portræt af hende, indtil hun langsomt er godt på vej til at finde en plads til sig selv midt i alle hensyn.
Mere komplicerede er sagerne i Laura Bregnhøi Lohmanns ”Et liv som dit”, hvor hovedpersonerne Emma og Fleur skiftevis spejler sig i hinanden og vil ligne den anden. Uskylden tabes tidligt, fordi de ikke længere kan mærke sig selv, men må spille en rolle for at ligne den anden mest muligt. Det er egentlig også de eneste unge i serien, som ikke er færdige med hinanden, da romanen slutter. Det er nærmest, som om de skal i gang med en runde to af deres usunde spejleleg med hinanden, hvor deres identitet kun defineres i forholdet til den anden. Til gengæld inviteres læseren til et kritisk selvblik.
Skyld er emnet i Kathrine Assels ”Klammo Kong was here”, der blandt andet handler om mobning. Nytilflytteren Amanda møder Klaes til en fest og synes, at han er sød. Men dagen efter opdager hun, at Klaes er klassens mobbeoffer og kaldes for Klammo Kong. Hun har ikke modet til at stå imod presset og deltager stiltiende i mobningen, hvilket får frygtelige konsekvenser for Klaes. Men da Klaes kommer til skade som et direkte resultat af de andres behandling af ham, føler Amanda, at hun omsider må vælge side.
Tomas Lagermand Lundmes ”Elsk mig i stumper og stykker” handler om, hvordan en mandlig håndboldtræner udnytter en af sine dygtige, mindreårige mandlige spillere. Her byttes sex for resultater, for som hovedpersonen ræsonnerer: ”Alting havde en pris, og alting skulle kunne betale sig.” Først sent går det op for angrebsspilleren Aron, hvordan Claus har udnyttet ham, og hvordan andre voksne, der godt vidste, hvad der foregik, tav for at sikre sponsorater til klubben. Aron tager sig mod til at protestere til sidst, selvom man nemt kan forestille sig, at konsekvenserne vil forandre alting for alle.
Praktisk og skarpt format
Romanerne fra Gads Forlag er korte og dermed en slags lange noveller. Sprogligt er de skarpe, der er godt gang i handlingerne, selvom nogle af fortællingerne strækker sig over kort tid, mens andre kan dække begivenheder, der strækker sig over flere år. De fremstår alle friske, fordi de har fokus på tematikken og byder læseren op til en overvejelsesdans uden at være belærende. Desuden koster bøgene kun en hundredkroneseddel hver, og dermed er de et attraktivt tilbud på et marked, der i mange år først og fremmest har haft bibliotekerne som hovedaftagere, men som nu sigter mod at være et produkt, der skal købes af ”almindelige” mennesker.
Det er også en sund udvikling, at forlag, når det kommer til ungdomsbøger, er begyndt at tænke det private marked som en naturlig del af salget. Der er nok et stykke vej, før de unge for alvor griber til lommerne, men på den anden side er det velgørende med relativt korte historier i et praktisk pocketformat med en skarpskåren tematik, der ovenikøbet tilbyder en solid og velskrevet fortælling.
At tabe sig i forelskelsen
Alle bøger rummer en utrolig styrke og gør et markant indtryk på læseren. Sjældent har jeg læst en så stærk beskrivelse af, hvordan man skræmmende kan tabe sig selv i forelskelsen og erotikken, som den Ditte Wiese tilbyder.
Hanne Kvist er eminent til at beskrive, hvordan tvivl og bekymring kan føles som en hel dyne, der skærmer, men samtidigt isolerer,
og hvordan det kan føles, når dynen langsomt løftes. Assels roman gør næsten ondt, for den gør konflikten mellem at gøre det rette og lide eller at gribe til den nemme løsning og blot følge med mængden så nærværende. Thomas Lagermand Lundmes roman er meget rå, for den giver et billede af, hvor påvirkelig man er i grænselandet mellem barn og voksen, og hvor ondt det kan gøre, når man lader den forkerte få indflydelse, så det rigtige bliver helt forkert. Laura Bregnhøi Lohmanns spejlroman er spændende som et skrin med en hemmelig lås, som man selv skal finde en løsning på, for den stiller mange subtile spørgsmål til ens forbilleder og valg – er det egentlig ens egne?
Gads Forlag skal således have ros for at have søsat den serie, som de i øvrigt begyndte sidste år med fem romaner om emnet hemmeligheder. På mange måder skabes hermed en forfriskende, energisk og vedkommende ungdomslitterær hvirvelvind midt imellem alle de øvrige udgivelser. J
Hanne Kvist: Cold Hawaii. 88 sider. 99,95 kroner. Gads Forlag.
Thomas Lagermand Lundme: Elsk mig i stumper og stykker. 88 sider.99,95 kroner. Gads Forlag.
Laura Bregnhøi Lohmann: Et liv som dit. 88 sider. 99,95 kroner. Gads Forlag.
Kathrine Assels: Klammo Kong was here. 88 sider. 99,95 kroner. Gads Forlag.
5 stjerner
Ditte Wiese: Vild. 88 sider. 99,95 kroner. Gads Forlag.
Birgitte Klahn viser, at filosofi godt kan præsenteres ved at fortælle om en Kierkegaard i gråd i en bolsjebutik anmeldelse
Damián Arguimbau kultur@k.dk
Alle filosoffer har engang været børn. Og mon ikke deres undren over verdens indretning allerede begyndte i en tidlig alder?
Det er udgangspunktet for den filosofiuddannede Birgitte Klahn, der i sin debutbog, ”Fantastiske filosoffer”, fortæller om syv filosoffer til kvikke børn fra en cirka fem år og frem. De syv filosoffer er Machiavelli, Descartes, Kant, Kierkegaard, Nietzsche, Sartre og de Beauvoir. Alle syv markante og velvalgte skikkelser, der den dag i dag fortsat har en betydning.
spil. I 2021 udkom bogen ”Tid” af Anne Sofie Allermann, som behandler sit emne velakkompagneret af illustratoren Anna Jacobina Jacobsen. Et andet eksempel er Mads Rangvids komplekse sci-fi-roman, ”Drømmemaskinen – en filosofisk ungdomsroman”, der kredser om spørgsmålet: Hvad er et menneske? Men hidtil har jeg ikke set en fagbog som Klahns, hvor filosofferne præsenteres som børn. Den har derved en forfriskende originalitet. Forskellige centrale problemstillinger præsenteres i børnehøjde. For Niccolò Machiavelli er problemet, at de voksne hele tiden er i krig med hinanden, så det er umuligt at få lov at gøre sjove ting. Så han tænker over, hvad der skal til, for at en fyrste kan undgå krig. Han når frem til, at han skal være en ræveløve-konge. En ræv, fordi en konge skal være snu som en ræv og kunne snyde folk til at gøre det, han vil have dem til. Og en løve, fordi han skal være stærk og farlig, og folk skal være lidt bange for ham. Niccolòs far har indvendinger, men kan godt se pointen i at have en så kynisk konge, hvis krigen til gengæld stopper. Meget pædagogisk slutter Klahn afsnittet med at skrive, at ”der er ikke rigtig nogen, der helt ved, hvordan en perfekt konge skal være, eller hvad den bedste måde at bestemme på er”.
Et andet eksempel er Kierkegaard, der får penge af sin mor til at købe bolsjer, men ender grædende i bolsjebutikken, fordi han ikke kan bestemme sig –der er for mange valg. Til sidst går det op for ham, at der ”kun er ét stort valg, der betyder noget: Man skal vælge at være den person, man allerede er indeni!”. Naturligvis temmelig forenklet fremstillet, men uhyre meningsfyldt at fokusere lige præcis på valget, når det handler om Kierkegaard.
Charlotte Pardis tegninger får virkelig situationskomikken og filosoffernes indre kvaler til at fremstå krystalklare: Kierkegaard ser fortvivlet ud, Nietzsche er vred over den for ham ikke-eksisterende gud, Sartre fuld af tunge overvejelser, og de Beauvoir aldeles eksplosivt rasende over de voksnes begrænsende kønsrollestereotyper.
0 Kierkegaard skildres i skikkelsen af en lille dreng i en slikbutik. Kierkegaard, der får penge af sin mor til at købe bolsjer, græder, fordi han ikke kan bestemme sig. Til sidst går det op for ham, at det eneste valg i virkeligheden er, at være den person, man allerede er indeni! – Illustration: Charlotte Pardi.
Man kan naturligvis overveje, om andre også skulle have været med. Mere interessant er det, hvordan Klahn griber den udfordrende opgave at opsummere de enkelte filosoffers tanker i en kort, børnevenlig tekst an. Det kan måske gå an med Machiavelli, hvis mest kendte værk, ”Fyrsten”, er overkommelig læsning, men at sammenfatte Kierkegaards tanker til børn er et temmeligt ambitiøst projekt.
Der udkommer jævnligt filosofibøger målrettet børn, primært i teenagealderen. En af de kendteste af slagsen i nyere tid er ”Sofies verden” af Jostein Gaarder fra 1991, der opnåede en sådan succes, at den endte med at sælge hele 50 millioner eksemplarer oversat til flere end 64 sprog.
Også billedbøger bringer filosofien i
At filosofferne er børn og ikke aldrende voksne giver hele bogen og dets indhold en misundelsesværdig lethed og gør også de voldsomme forenklinger langt lettere at acceptere. Der er for hvert kapitel en side med et spørgsmål til læseren om, hvad vedkommende selv tænker om den præsenterede problemstilling.
”Fantastiske filosoffer” er nok mere en indledning til en dialog om nogle af livets vanskelige spørgsmål end en egentlig introduktion til filosoffernes liv og overordnede betydning. Det gør bestemt ikke spor, for det gør bogen inspirerende. Men man skal nok beregne ekstra tid, hvis bogen skal bruges til godnatlæsning!
Birgitte Klahn & Charlotte Pardi (Ill.): Fantastiske filosoffer. 94 sider. 299,99 kroner. Forlaget Bolden.
Nobelpristager kæder kærlighed, skrift og fortabelse sammen i sine uforfængelige dagbogsoptegnelser. Litterært forbliver ”Fortabe sig” dog en kladde
På en forfattertur til Firenze opdager Annie Ernaux en anonym indskrift på en kirketrappe: ”Voglio vivere una favola” – Jeg vil gennemleve en historie. Og det er netop, hvad hun sætter sig for; at give sig fuldtonet hen til en lidenskab, en kærlighedsaffære med en 13 år yngre russisk diplomat. Den 48-årige Ernaux er allerede en velrenommeret forfatter, da hun indleder et kort, intenst forhold til den gifte S. i Paris i året op til Murens fald.
Affæren, der ”begynder som en flygtig flirt, et rent begær efter hud en enkelt nat” og ”ender i stum og hvid smerte”, har siden dannet inspiration for den glimrende kortroman ”Simpel lidenskab”, der udkom i 1992 og på dansk i 2021.
respekterede forfatter, som skriver så indsigtsfuldt om klasseskam, kollektiv hukommelse og den sociale verdens domme, lader sig forvandle til en forfjamsket teenagepige i sin besættelse af en – ikke just tiltalende – mand. Faktisk er han alt, hvad hun foragter; antisemit, homofob, misogyn og en opkomling.
Alt dette er Ernaux sig dog bevidst. Hun ved, at begæret er dunkelt, irrationelt, og at hendes totale hengivelse er en art selvmorderisk akt, der opløser alt, hvad hun ellers er. Dagbogens uhindrede selvskrift er derfor en radikal selvudlevering, der generøst indkredser lidenskabens destruktive natur og iboende sindssyge. ”Hvis folk en dag læser den her dagbog, vil de se, at der ganske rigtigt var ’en fremmedgørelse i Annie Ernaux’ værker’, og ikke kun i værkerne, men også i hendes liv,” skriver hun og afslører, at skriften måske hele tiden var tiltænkt en offentliggørelse.
Der er heller ikke –hvad man måske kunne bilde sig ind –noget revolutionært over Ernaux’ modne kvindebegær.
”Fortabe sig” er en vanskelig bog at bedømme. På den ene side poserer den som forfatterens intime og ucensurerede tankestrømme, på den anden side indikeres det gang på gang, at journalen er skrevet med henblik på udgivelse, og derfor måske alligevel er underlagt en løbende selvredigering – og disciplinering. Under alle omstændigheder føjer ”Fortabe sig” til oeuvrets utrættelige kredsen om hovedstolen, hvor der løber en direkte linje mellem liv og skrift, som er Ernaux’ signatur.
Desværre lod hun det ikke blive ved det. Godt et årti senere skulle Ernaux nemlig genlæse sin dagbog fra året med S. og beslutte sig for at udgive den i ufiltreret form. Om årsagen til publiceringen af de uredigerede dagbogsoptegnelser skriver hun i prologen: ”Jeg blev klar over, at der lå en anden ’sandhed’ i disse notesbøger end den, der rummes i ’Simpel lidenskab’. Noget råt og mørkt uden frelse, en slags ofring. Jeg tænkte, at også dette burde bringes for en dag.”
Ironisk nok synes ”Simpel lidenskab” mere rå og mørk end den anderledes cirkulerende og intenst stillestående ”Fortabe sig”. Lige så fortættet og præcis kortromanen er, lige så vuggende og langhalmstærskende er dagbogen. I indgående detaljer beskrives det, hvordan hun dag efter dag venter på sin russiske elskers opkald, hvordan hun køber kjoler og silkestrømper som besat og drømmer om det næste stævnemøde, mens minutiøst udpenslende referater fra sengekanten ophøjer akten til en religiøs ceremoni i genfortællingens glans.
Man forstår, at denne detaljerigdom, denne maniske oversharing, spejler forelskelsens monomani. At det velsagtens er dét mørke, Ernaux vil bringe for en dag. Hele verden glider i baggrunden, når man fortaber sig i et andet menneske: Hun kan ikke længere skrive, historien rager hende en høstblomst (Murens fald nævnes kun henkastet mellem to tanker om elskerens mangelfulde opkald), og hun fordriver dagene med små latterlige ritualer, som skal sikre, at S. ikke forlader hende.
Der er noget næsten masochistisk over, hvordan en voksen kvinde, denne
Og dog adskiller dagbogen sig fra det øvrige forfatterskab. Dens mere eller mindre uforarbejdede form giver skriften et skødesløst præg. Sprogligt savner man nobelpristagerens vanlige skarphed, elegance og stilmæssige prægnans. I stedet får vi et indimellem mildt gribende, men oftere bundkedeligt reservoir af ferske sætninger og tomgangsagtige refleksioner.
Der er heller ikke – hvad man måske kunne bilde sig ind – noget revolutionært over Ernaux’ modne kvindebegær. Her er hendes tabuer for længst overhalet af frigørelsen. Den hæmningsløse, egomane selvrealisering er nærmere norm end normbrud i dag. Når hun således kækt sætter sig på linje med litteraturhistoriens vellystige rebeller som madame Bovary og Anna Karenina, kommer det uvægerligt til at virke lidt søgt
Til trods for det punktuelt interessante indblik i en stor forfatters alt for menneskelige lidenskab, så formår dagbogen aldrig at løfte sig litterært. ”Fortabe sig” forbliver et forstudie, en overflødig tilføjelse til noget, Ernaux har formuleret stærkere, dybere, skarpere før. J
3 stjerner
Annie Ernaux: Fortabe sig. Oversat af Niels Lyngsø. 248 sider. 249,95 kroner. Gads forlag.
Liselotte Wiemer kultur@k.dk
Alt er under forandring. Det mente allerede den græske filosof Heraklit. Bevægelsen er den universelle lov, der på en gang holder os fast og fører os videre. Som en flod. Som en dans. Som en fuga af Bach.
Det er den flydende form, den konstante forandring i synsfelt og fokus, i tid og sted, den linedans mellem kaos og orden, personlig substans og flimrende punktnedslag, som den norske forfatter Carl Frode Tiller i de senere år har forfinet i sit forfatterskab – senest med trilogien ”Indkredsning”, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Og nu går vi et forbavsende skridt videre. Videre, vildere og dybere. Kræfter slippes løs, der til sidst binder det hele sammen i tre ord: ”Han var her”.
Men først udfordrer romanen ”Flugt” – der nu er udkommet på dansk i Sara Kochs fremragende oversættelse – læseren til bristepunktet. For denne gang har Tiller flyttet den eksperimentelt flydende form helt ind i romanens grundstruktur, så de tre hovedpersoner Elisabet, Sakarias og sønnen Johannes, der er død, alle optræder som jeg-fortællere, og ubemærket glider ind i og ud af hinanden i et ”jeg-løst jeg”, kunne man sige, eller i en slags kollektiv bevidsthed. Hver individuel bevægelse indgår i et fælles mønster, som fiskestimer i vandet.
Fra sætning til sætning kan synsvink-
len således ændre sig. Snart sættes et af de utallige glas med vin, Elisabeth indtager, ned i bordet, snart høres samme klirren inde fra sengen af Johannes, snart iagttages det bekymret af Sakarias. Elisabet, der er koncertpianist, spiller Bach på sit klaver. Men hvem spiller, hvem lytter, og hvem lider under fraværet på hendes mange turnéer. For hele det lille kollektiv mærker det tomme rum bag nodernes flugt over tangenterne. Det er forvirrende, især i begyndelsen, nogle vil sikkert stå af. Det er en knivspids kalkuleret, som Tiller nu engang er. Men det er også dybt forførende. Ikke mindst, da alle trådene til sidst samles, og et gennemglødet univers åbner sig for læseren Sorgen er romanens bærende-bristende tema. Det er sorgen, der samler de tre mennesker i et skæbnefællesskab, og det er den, der får det hele til at flyde sammen. Sådan er det med sorg. Grænserne kan være næsten usynlige. Man bliver et med det, der ikke er der. Men i lyset fra det fraværende åbner en anden verden sig. Sagt med Johannes’ stemme: ”Det var som om nogen eller noget tænkte gennem mig, som om jeg på en måde havde åbnet op, som om barriererne var blevet fjernet, så alle mulige slags følelser og tanker og forestillinger kunne løbe frit (…) alt flød sammen og blev opløst og flød sammen igen på stadig nye måder…”. Og sorgen er ubærligt stor. Elisabet og Sakarias har mistet deres 12-årige Johannes i en ulykke. Vi møder dem den første juleaften, hvor de tænder lys på graven. De er gået hver til sit nu, men går alligevel bagefter sammen hjem. Julenat er omdrejningspunktet for hele romanen. Konkret og symbolsk. For som man kan høre, bobler bibelske toner allerede i deres navne. Johannes (senere kendt som Johannes Døberen) er jo den, der går forud for Jesus. Født af Elisabeth og hendes mand Zakarias i
deres høje alderdom. Og i sidste gennemlyste del af romanen kan man med rette sige, at en dåb finder sted.
Men først handler det om alt andet end lys. Den nat vælder smerten, skylden, mørket og fortrængningerne frem. Så meget, så ens for de to efterladte, skønt de sidder på hver sin planet, at man som sagt ikke helt ved, hvem der tænker hvad.
I denne fuga fremkaldes langsomt billedet af den levende Johannes. Af alt det, de har mistet. Af alt det, de ikke har set, mens tid var: en dreng, der følte sig anderledes og havde svært ved at knytte sig til andre. En dreng der ofte var overladt til sig selv, når mor var på turné. En dreng der befolkede en fantasiverden og kunne drømme hunden Bonza frem, så den blev hans bedste ven og fortrolige. Og en dreng, som havde en pigeside i sig, der aldrig rigtig blev erkendt af forældrene. De flydende overgange gjaldt også kønnet.
Tillers roman er alt andet end flugt. Snarere ser jeg den som et helt nyt møde i forfatterskabet. En skriven sig frem til kernen i ikke bare sorgen, men i julenat, hvor engle vandrer gennem alle verdener.
Men det kan ikke engang præster forstå, som han tørt kommenterer gennem Elisabet. Gad vide? J
Carl Frode Tiller: Flugt. Oversat af Sara Koch. 299 sider. 249,95 kroner. Gutkind.
Volden har mange former og farver, og hvor én slags giver blå mærker, flækkede øjenbryn og brækkede ribben, nedbryder en anden selvværdet og tilliden til andre mennesker.
Hos svenske Lina Wolff findes volden i snart sagt alle sine afskygninger og ikke mindst i romanerne ”De polyglotte elskere”, ”Kødets tid” og ”Djævlegrebet”, der nu er oversat til skridsikkert dansk af Louise Ardenfelt Ravnild.
En svensk kvinde kommer til Firenze, som favner hende med sin sensualitet og skønhed. Men rejsen er ikke kun et møde med en ny, skønnere virkelighed, den er også en åbning: ”At komme til Firenze var en mulighed for at forandre sig, bortoperere et stort stykke arvæv.”
Kvinden ser byen som en ny begyndelse, og sådan ser hun også manden, hun møder. Han er frygtelig grim, men hun får ham til at gå i cool tøj, barbere det filtrede hår af og skrue op for hygiejnen. Derefter kalder hun ham Den Renlige, mens han kalder hende Minnie –efter Minnie Mouse – og på den måde forsøger de at begynde forfra sammen. Men han viser sig at være kontrollerende og have en voldelig seksualitet.
”Hans hjerne er marineret i testosteron”, lyder hendes undskyldning, og et langt stykke hen ad vejen nyder hun også den voldsomhed, hvormed han udfolder sine drifter.
Men Den Renlige har ikke nok i kvinden og er hende konsekvent utro. Derfor, i en slags trods, indleder hun en affære med amerikanske Ben, som hader måden, Den Renlige behandler hende på, og de blåviolette mærker på hendes krop.
Kvinden forstår ikke, hvad der er sket med hende og Den Renlige. ”Vi er to i bund og grund sympatiske mennesker,” siger hun til ham, og langsomt rejser en mistanke sig. At de er besat af dæmoner. Og da Den Renlige højst overraskende tager hende med til parterapi, uddyber hun: ”Jeg forestiller
mig, at der er to dæmoner, der udkæmper en strid, og at de to dæmoner bruger os som deres kroppe.”
Siden forsøger kvinden at flygte fra Den Renlige. Hun rejser helt over til Ben i New Orleans, men ender ad fatale omveje i et bur ude i Sydens sumpe. Her er fangenskabet konkret, og i forsøget på at nå nøglen til buret med tæerne –den sidder i den sovende vogters bælte – mærker hun tremmen mellem sine ben og orgasmen som en absurd mulighed i mareridtet. ”Den forbandede lyst” midt i livets værste øjeblik.
Ja, ”Djævlegrebet” er en sælsom, men også uhyre fascinerende fusion af gotik og horror, som Wolff binder sine temaer – vold, længsel, kønsroller – op på, og hvor liderligheden er det punkt, hvorigennem mørket, eller dæmonien, manifesterer sig.
”Djævlegrebet” kan ligne en kærlighedsroman. Men kun på overfladen. Den er snarere en original kvindevoldsroman. For det er usund afhængighed og misforstået solidaritet, der hele tiden får kvinden til at vende tilbage til Den Renlige.
Wolff er en særlig stemme i skandinavisk litteratur. Helt sin egen. Med et kraftfuldt, men fintmærkende sprog og
en suveræn sans for genrer og psykologi. Og med karakterer som sætter sig i læseren. Fulde af komplekse følelser, intenst begær og ønsker, de ikke vil vedkende sig. Som rigtige mennesker. J
Lina Wolff: Djævlegrebet. Oversat af Louise
Ardenfelt
Ravnild. 250 sider. 280 kr. Turbine.
3 ”Djævlegrebet” er en sælsom, men også uhyre fascinerende fusion af gotik og horror. – Foto: Wikipedia Commons.
”Djævlegrebet” af Lina Wolff er en sælsom, men også uhyre fascinerende fusion af gotik og horror anmeldelse
Sorg kan være så stor, at vi næsten smelter ind i den døde. Men norske
Carl Frode Tillers roman viser, hvordan nyt liv kan vokse frem af det0 Trods titlen er norske Carl Frode Tillers roman alt andet end flugt. Snarere ser jeg den som et helt nyt møde i forfatterskabet, skriver anmelder Liselotte Wiemer. – Foto: Leif Tuxen.
I lyset fra det fraværende åbner
Den litterære genre romance er i kraftig vækst for tiden. Den bygger på noget af det samme som de klassiske lægeromaner og så alligevel ikke. For kærlighed er mange ting baggrund
Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dkRomance. Ikke dansk, romang-se, men engelsk, rowmaance.
Man kan lige så godt få udtalen på plads fra begyndelsen, for ordet her vil blive ét, man hører mere og mere i bogverdenen i de kommende år.
Romance er en boggenre, der stormer frem på verdensmarkedet. Den amerikanske bestsellerliste Publishers Weekly har i store dele af sidste år været toppet af romanceforfatteren Colleen Hoovers bøger, og det er altså bestsellerlisten for alle typer af bøger købt i USA. I begyndelsen af 2023 måtte hun overlade førstepladsen på listen til britiske prins Harry og hans selvbiografi, men anden- og tredjepladsen holdt hun stadig fast i med titlerne ”Det begynder med os” og ”Det slutter med os” (de er selvfølgelig også oversat til dansk).
Ud over en lang række af populære
amerikanske, britiske og irske romanceforfattere er der også flere danske forfattere, der skriver romance. Én af de mest kendte herhjemme er aarhusianske Ulrika Bjerregaard, der skriver under pseudonymet L. Sherman. Hun er ikke ligefrem en, der er kendt i de store dagblades spalter, men hun har altså udgivet mere end 40 romaner og noveller, og hendes bøger er solgt til udgivelse på seks forskellige sprog.
Bøgerne har titler som: ”Kardemomme og kornblomster” og ”Fortabt i Aarhus” og til marts udkommer endnu en titel, ”Vild i varmen”, på forlaget Flamingo. Flamingo er et såkaldt ”imprint”, et slags underforlag hos Gyldendal.
Flamingo, der blev oprettet i 2015 og er særligt dedikeret til romance, fik fra starten mottoet ”bøger, der forfører” med sig. Men kan romance-bøgerne andet og mere end at forføre deres mange kvindelige læsere?
En slags krimier om kærlighed Sarah von Essen, forlagsredaktør på Flamingo hos Gyldendal er én af dem, der kender romancegenren bedst herhjemme.
”Det er jo ikke, fordi romance er nyt,” siger hun.
Den 48-årige forlagsredaktør er selv vokset op med det, hun kalder ”et romantisk univers” i blandt andet amerikanske tv-serier som ”Tornfuglene”, ”Mistrals datter”, ”Dollars” og ”Dallas”.
For 10 år siden begyndte hun så at oversætte Harlequin-romaner, det hun selv kalder for ”rigtig kiosklitteratur”. De har
også fået tilnavnet ”lægeromaner”.
Men da Sarah von Essen gik i gang med at oversætte, lagde hun mærke til noget, der gav hende lyst til at dykke endnu længere ned i genren.
”Jeg kunne jo se, at der var så mange punkter, hvor den slet, slet ikke levede op til mine fordomme.”
Man kan på mange måder godt sammenligne bøgerne med krimier, mener Sarah von Essen.
”Folk læser også krimier med en klar forventning om, hvad de skal kunne. Det er noget af det, der har været med til at gøre genren populær, at den har nogle helt klare regler, og at det at lave et godt plot også er et håndværk, som nogle forfattere så bare virkelig mestrer. Der findes både gode og dårlige krimier, og det er det samme med romance,” siger hun.
Vi er, uundgåeligt, i en verden af følelser, kærlighed og sex, men ikke altid doseret ligeligt. I romance er kærlighedsdramaet det plotdrivende, og det skal ende godt.
”Det kan slet ikke gradbøjes, det der med at det skal ende godt,” understreger Sarah von Essen. ”Også her ser vi en parallel til krimien. Der er en meget tydelig kontrakt med læseren om, at når vi lukker bogen, så er verden faldet på plads. Men man skal jo også have lyst til at nå derhen, og det giver nogle benspænd i forhold til at skrive, så spændingen holdes.”
Spørgsmålet hænger og dirrer i luften:
Håndværk. Kan man overhovedet kalde det rigtig litteratur så?
”Ligesom med al anden litteratur er der
jo god og dårlig romance. Men romance er tynget af flere fordomme end anden litteratur. Igen kan vi sammenligne med krimier; her er der faktisk med tiden opstået en respekt omkring genren. I dag ved vi godt, at nogle krimier er bedre end andre. At den gode krimi har et samfundskritisk element også, at den afspejler samfundet. Det er det samme med romance,” siger Sarah von Essen.
Intet vildere end forelskelse
Forfatter Julie Clausen er født i Nordjylland, nu bosiddende i Midtjylland med mand og barn. Hun har skrevet en række ungdomsbøger, før hun for to år siden sendte manuskriptet til ”Hjerterdame” ind til det aarhusianske forlag Turbine. ”Hjerterdame” handler om den unge gymnasielærerinde, Emma, der forelsker sig i én af sine 3.g-elever og kastes ud i en etisk og eksistentiel rutsjebanetur. Forlaget kunne lide, hvad de læste, og ville gerne have mere i samme stil. ”Hjerterdame” blev til en trilogi, og den blev samtidig Julie Clausens vej fra ungdomsbøgerne og ind i ”voksenlitteraturen”. Hun anede til at begynde med ikke engang, at det var romance, hun skrev. ”Jeg tænkte egentlig bare, jeg skrev om kærlighed. Det har jeg altid syntes, var spændende at skrive om,” siger hun. Den 7. februar udkom endnu en romance fra hendes hånd, ”Hvordan man bygger en enhjørningefarm”, der handler om den 30-årige Emily fra Aarhus, der har job og lejlighed og ”kun mangler manden for at få fuld voksenpladebingo”, som bagsideteksten lyder.
Julie Clausen fortæller, at det er gået ”rigtig godt” salgsmæssigt for hende, og at den kommende bog har været solgt ind til boghandlerne længe før udgivelsen. Men det er ikke salgstallene, der gør, at hun skriver romance:
”Jo mere, jeg lærer genren at kende, jo mere synes jeg, det er en legeplads: en mulighed for at komme alle følelser igennem, at gå på eventyr i følelsesregistret. Det at læse romance er tit som at få lov at blive forelsket igen selv, og der er jo ikke noget vildere end forelskelse. Det er også noget af det, der kan trigge vores udvikling som mennesker allermest.”
Julie Clausen holder også af genren, fordi hun oplever, at humor spiller en vigtig rolle.
”Jeg tager tit mig selv i at tage personlige oplevelser og bearbejde dem i de her bøger. Og humor er jo enormt forløsende, hvis man skal bearbejde traumer. Men jeg oplever også meget, at der bliver set ned på romancegenren, netop af den grund. Fordi det er let og legende og ikke dvæler ved alt det tunge.”
Hun tror, romance er så populært, fordi det kan være en god modvægt i en tid med klimakrise, krig og ”hvor det hele nærmest er depression,” som hun siger.
”Så er det godt at læse noget, der giver lidt håb for tilværelsen.”
Inde i varmen
Det er en genre, der længe har været set som underlødig, men måske er den på vej til at blive anerkendt. Den amerikanske avis The New York Times har hyret romanceforfatteren Olivia Waite til at anmelde bøger i genren.
”Nye romance-bøger at hygge sig med,” lyder en rubrik i avisen, hvorunder Waite guider kyndigt gennem skidt og kanel fra den seneste tids udgivelser.
Flere og flere litteraturfestivaler og bogmesser inviterer også romanceforfatterne ind i varmen. Noget af det, der har løftet genren frem, er ikke i så høj grad etablerede medier og litteraturmagasiner, som det er sociale medier og bogbloggere. Især Booktok, det sociale medie TikToks bogfællesskab, har vist sig at være romancegenrens ven. Har den lokale boghandler en BookTok-stand, vil der således, næsten stensikkert, være romance at finde lige for tiden.
Noget af det, der har overrasket forlagsredaktør Sarah von Essen, er, hvor mangeartede forestillinger om kærlighed og sex genren, i dens moderne form, rummer.
På nogle punkter er der ikke så meget nyt under solen:
”Det er jo stadig lidt fjollet at læse om en kvinde, der får orgasme første gang, hun er sammen med en mand,” siger hun.
Men sådan en fyr som ”the bodice ripper”, betegnelsen for manden, der flår skønjomfruens kjoleliv op for så at tage hende uden at spørge om lov, møder man ikke i moderne romance.
”Det er en genre, der tidligt har taget et opgør med de vante forestillinger om bly violer og dominerende mænd. De er der stadig i nogle af bøgerne, men der er også utrolig meget andet. Nu ser vi alle mulige andre former for kærlighed end den rent heteronormative, hvilket er noget, der er med til at udbrede bøgerne blandt de helt unge,” siger Sarah von Essen.
Forfatter og filmkritiker ved Alt for Damerne Stephanie Caruana kastede sig sidste år ud i romance-genren efter tidligere at have skrevet krimi og erotiske thrillere.
I bogen ”Love, Camilla”, der er udkommet som lydbog sidste sommer og i november også som fysisk bog på forlaget Superlux, møder vi en kvinde, der er kørt seksuelt fast i sit ægteskab. Da hun bliver ramt af alvorlig sygdom, sker der dog en forvandling med hende, som ender med også at forvandle forholdet til hendes mand. Uden at spoile for meget, kan man sige, at forholdet mellem de to består,
men på en ny måde, hvor de ikke længere er eksklusive for hinanden.
For Stephanie Caruana har det været vigtigt at skrive romance om andre måder at leve på end den almindelige, monogame tosomhed – for sådan har hun det selv bedst.
”Den der drøm om, at én anden skulle kunne opfylde alle ens romantiske og lidenskabelige behov. Det ender det ikke med. Og det er måske lidt nyt, i hvert fald herhjemme,” siger hun.
På den måde er det en anden form for lykkelig slutning, Stephanie Caruana opererer med.
”Jeg har det selv sådan, at man ikke skal lægge ansvaret for at opfylde alle éns behov her i livet over i et andet menneske. Det har man også selv et ansvar for. Den holdning kommer til at præge den måde, jeg skriver om kærlighed på. Det slutter nok ikke med, at de får hinanden for evigt. Der skal noget mere til for mig –men jeg respekterer også, at sådan er der mange, der ikke har det.”
Stephanie Caruana læser, når hun ellers har tid, gerne selv romance. Men som kritiker får hun også ”røde knopper” af klicheer, og dem er der desværre en del af i genren, har hun bemærket.
”Det er ikke sådan, at jeg har et mål om at forbedre genren, men jeg har nok en idé om, at jeg gerne vil skrive den bedst mulige historie. For man skal ikke tage fejl, det er en kræsen læserskare.”
”Husmorporno” er sådan et ord, der ofte bruges nedsættende om romancegenren.
Stephanie Caruana sukker lidt, da ordet kommer op.
”At smide det label på noget, der egentlig handler om kvinders lyst til at læse, er jo åndssvagt.”
For Sarah von Essen siger ordet noget om blikket på en hel gruppe af læsere, nemlig kvinderne.
”Det er en dobbelt nedvurdering, hvor man både formår at nedgøre litteraturen og husmødrene for det, de er. Det er feminint, fimset, fjollet, ikke noget værd. Og det har medført en læseskam for mange af de kvinder, der læste romance og fik noget ud af det. Men den yngre generation, dem der læser nu, har en helt anden skamløshed med sig. De er ikke tynget af de samme forestillinger, som jeg selv er vokset op med,” siger hun.
Julie Clausen har som sådan ikke nogen feministisk dagsorden. Eller jo; for hende handler det om at skrive godt og fermt til et – oplever hun – meget kvalitetsbevidst publikum.
”Hvis man kan få genren anerkendt, så er det også en feministisk dagsorden. Det her er bøger, som er meget læst af kvinder. Men kvinder er jo i det hele taget dem, der læser mest, så det er jo egentlig underligt, hvorfor vi lige ser så meget ned på dén genre, som så mange kvinder holder af.”
J
Ifølge forlagsredaktør Sarah von Essen er den lykkelige slutning helt uundgåelig, når det drejer sig om romance-genren.
Men der er alligevel nuancer:
”Vi opererer med to begreber inden for romance-slutninger: HEA og HFN.
HEA dækker over Happily Ever After (lykkeligt til deres dages ende) og HFN over Happy For Now (lykkelig for nu). Det sidste, HFN, er nogle slutninger, der åbner for flere nuancer i forhold til, hvad det vil sige at være lykkelig.”
Ia Genberg tror selv, at hendes seneste bog, ”Detaljerne” efter flere år med coronakrise har ramt en nerve hos folk. Vi blev mindet om, hvad relationer til andre mennesker betyder
Ia Genberg var syg med corona i sit hjem i Stockholm i Sverige, da hun begyndte at skrive ”Detaljerne.” Hun havde høj feber og befandt sig i en form for tåge. Da hun trak en bog ned fra reolen og slog op på første side, stod der en hilsen fra en person, hun engang kendte. For hun havde læst bogen før, og sidst hun læste den, havde hun også feber.
Det, der så skete, mindede mest af alt om det, der sker på film, når nogen får et flashback. Det var, som om der blev zoomet ud med en lynhurtig kameraføring. Så hurtigt, at man kunne høre et sus. Og så befandt Ia Genberg sig i mindet om første gang, hun læste bogen.
”Det var ikke en kognitiv måde at mindes på. Det var, som om jeg blev overvældet af mindet og blev sænket ned og tilbage i den tid og med de mennesker, der var der. Det var ikke et minde, jeg havde fortrængt eller noget i den stil, det var bare et minde, jeg oplevede på en ny måde,” fortæller hun over en Zoomforbindelse til Kristeligt Dagblad.
Det kan lyde en smule psykedelisk, men det var nok bare feberen, der spillede hende et puds, tror hun. Sådan en feber-og-deja-vucocktail er åbenbart stærke sager. I hvert fald stærk nok til, at Ia Genberg gik i gang med at skrive bestselleren ”Detaljerne,” som blev udgivet i Sverige i 2022 og tidligere i år udkom på dansk.
”Da jeg satte mig ned og skrev om den oplevelse med mindet, var det en bestemt tone eller en slags følelse, jeg ville have ned på papiret. Det handlede ikke om, at jeg ville skrive om noget bestemt,” fortæller Ia Genberg.
Hun beskriver selv tonen som let, lidt sentimental og nostalgisk og meget præcis. Modsat de andre bøger, hun har skrevet, dvæler den ved detaljerne og ikke ved handlingen.
Egentlig var hun i gang med at skrive en anden bog, men der var noget ved teksten, der endnu ikke havde fået navnet ”Detaljerne,” som sugede hende ind. Da hun havde skrevet det første kapitel, viste hun det til sit forlag, som sagde:
”Ia, bliv ved med det. Drop den anden bog for nu.”
Helheden er ikke altid interessant
Det meste af sit liv har 55-årige Ia Genberg arbejdet som journalist, inden hun i 2012 debuterede som forfatter med bogen ”Söta fredag”. Siden har hun udgivet en anden roman og en novellesamling, inden hun udgav ”Detaljerne”, som vandt den svenske litteraturpris Augustprisen i 2022 for den bedste skønlitterære bog.
”Detaljerne” skiller sig ud fra de andre bøger, Ia Genberg har skrevet, fortæller hun. De andre har været mere ”klassiske” med et tydeligt forløb og en handling, der var udtænkt, før hun begyndte at skrive. Men efter at have talt med forlaget besluttede hun sig for, at ”Detaljerne” ikke måtte indeholde noget forløb og ikke have nogen handling.
0 Da Ia Genberg midt i en febertåge blev overvældet af et minde, begyndte hun at skrive ”Detaljerne.” I ”Detaljerne” møder man fire forskellige personer, som hovedpersonen har haft en relation til. Alle forholdene er i dag forliste, men står lysende klart i hovedpersonens erindring. – Foto: Sara Mac Key.
Født i 1967. Svensk forfatter. Arbejdede tidligere som journalist gennem flere år. Debuterede som forfatter i 2012 med bogen ”Söta fredag”. Har i alt udgivet tre romaner og en novellesamling.
”Detaljerne” udkom i Sverige i 2022 og vandt efterfølgende den svenske litterære Augustprisen 2022 for bedste skønlitterære bog.”Detaljerne” udkom på dansk i februar.
Bor i Stockholm med sin familie.
Den skulle indeholde fire portrætter. Ikke tre, for den måtte ikke lede tankerne hen på en klassisk romanopbygning med en begyndelse, midte og slutning. Men hvorfor egentlig ikke?
”Den hedder ’Detaljerne’, fordi den handler om, at man skal tage det ind, som er her og nu, frem for at tænke så meget på helheden. Helheden er ikke altid det mest interessante, og den er heller ikke altid, hvad man tror, den er,” fortæller Ia Genberg. Bogens fire portrætter er af mennesker, hovedpersonen på et tidspunkt i sit liv har haft en relation til. Den første er ekskæresten Johanne, den anden er ekskæresten Niki, den tredje er elskeren Alejandro, og den fjerde er hovedpersonens mor, Birgitte. Det bliver beskrevet, hvordan de bor, hvordan de snakker, og hvordan de spiser.
”Jeg ville gerne skabe nogle hele og tredimensionelle mennesker. Jeg ville ikke have, at de bare skulle være et tapet i en kulisse. Jeg ville have, at jeg og læserne skulle lære dem at kende. Hvis en af dem har en diagnose, var det også vigtigt for mig, at de for ek-
sempel ikke bare var den diagnose. Det er også derfor, jeg skriver mange detaljer om dem,” fortæller den svenske forfatter. I stedet for at fortælle om personerne i bogen ud fra, hvordan hun har mødt dem, hvordan deres forhold udviklede dig, og hvordan det stoppede, springer beskrivelserne rundt i tiden.
”Sådan er det jo også i det virkelige liv. Hvis jeg skal fortælle nogen om mine børn, ville samtalen måske starte med, at jeg fortæller dem om noget, vi har oplevet sammen for nylig. Så kan det være, at jeg fortæller, hvad de laver nu, og hvad de har lavet før, og hvad de gerne vil i fremtiden,” siger Ia Genberg og holder en lille pause, inden hun fortsætter:
”For selvom bogen ikke handler om en helhed, men om detaljerne, så handler den jo alligevel om en helhed. For alle de små detaljer og alle beskrivelserne, de danner en helhed alligevel.”
Fokus på en hvid væg
Et af bogens temaer er relationer til andre mennesker. For selvom bogen sådan set kun handler om fire forskellige mennesker, handler den også om hovedpersonen. Man lærer som læser aldrig hovedpersonens navn at kende, og man ved heller ikke noget om, hvad hun laver, eller hvor hun er fra. Alligevel lærer man hende at kende gennem den måde, hun fortæller om de andre personer, fortæller Ia Genberg.
”Man bliver jo til i relation til andre mennesker. For mig er det derfor vigtigt at være opmærksom på de mennesker, man lever sammen med, og tage dem ind. Har man kun opmærksomheden på sig selv, lærer man faktisk heller aldrig sig selv at kende,” vurderer forfatteren.
Hun stopper op et øjeblik. Det lød på en måde lidt for formanende, og det var ikke sådan, det skulle lyde, siger hun. Hun fortæller i stedet, at hun ikke altid selv er den bedste til at huske at stoppe op og være opmærksom. Men hun øver sig.
Hun laver sommetider en øvelse, hvor hun sætter sig og kigger lige ind i en hvid væg. Hun sætter sig så tæt på den, at hun ikke kan se andet. Og så fokuserer hun bare på væggen.
”Der er noget med, at alt kan være interessant, hvis man bare giver det opmærksomhed. Og det, vi giver opmærksomhed, bliver også det interessante. Selv en hvid væg kan være interessant,” siger hun og tilføjer:
”Altså det er jo egentlig bare meditation.”
På trods af at den ikke handler om noget, og at den angiveligt ikke vil noget, så kan den noget. Og når Ia Genberg hører fra folk, der har læst den i deres bogklub, fortæller de ofte, at den har fået dem til at tale sammen om mennesker, de kender eller har kendt, til hvilket Ia Genberg siger:
”Meningen med litteratur er, at den skal sætte samtaler i gang. Og det virker, som om bogen gør det, hvilket er supercool.”
Så hvorfor tror hun, at den har ramt så godt?
I første omgang vil hun ikke svare. Hun siger, at man jo aldrig kan vide, hvilke bøger der kommer til at klare sig godt. At det kun er gætværk, hun kan komme med.
Men så siger hun:
”Den er jo langsom. Den handler bare om mennesker. Der er ingen mord, intet politi. Der er ingen tale, bare minder.”
Hun holder endnu en pause.
”Hvis jeg alligevel skal gætte, så tror jeg, at den har ramt en eller anden nerve ved folk. Især efter corona. Jeg tror, vi har været meget oppe i vores eget hoved, og vi har tænkt meget over livet. Hvordan vi gerne vil leve, hvilke relationer vi gerne vil bevare. Den her bog er nostalgisk. Den minder os måske om, at der er andet end det, der er oppe i vores hoveder.” J
0 Karl Ove Knausgårds ”Det tredje rige” er udkommet i Sara Kochs danske oversættelse. – Foto: Alejandro Garcia/EPA/Ritzau Scanpix.
Brændt barn skyr ikke ilden. Forfatteren Karl Ove Knausgård tænder altid ild, selvom læseren denne gang sidder tilbage med en vis lunkenhed anmeldelse
Liselotte Wiemer kultur@k.dkJeg banker mit hoved mod virkelighedens dør og drikker den sorteste kaffe, indtil næste bind kommer. Og en sidste stjerne lander.
Sådan prøvede jeg at være profetisk i min anmeldelse sidste år af ”Ulvene fra evighedens skov”, andet bind af et nyt mammutværk af norske Karl Ove Knausgård. Og gav den fem stjerner. Første bind ”Morgenstjernen” udkom i 2020. Men den sidste stjerne lander nu ikke med ”Det tredje rige”, som nu er udkommet i Sara Kochs danske oversættelse. Selvom der er sort kaffe nok. Og når det nye bind blegner en smule, er det selvfølgelig i lyset af de ophedede forventninger, der altid indfinder sig, når der står Knausgård på omslaget. Han er i en kategori for sig selv. Leonard Cohen, Lynch og Hawkings i en melankolsk, mensa-begavet og monsterlystig blanding.
”Det tredje rige” går i de forrige binds fodspor. Der skulle komme seks i alt. Og alle væsentlige personer har vi mødt før.
Så fornyelsen er til at overskue. Men der skrives stadig, som gjaldt det livet, hvad det også gør. Med en realisme, en sturm und drang og et energiniveau, der giver de fleste forfattere baghjul. Også replikkerne står knivskarpt. Man hører, når man læser.
En halv snes personer er i spil. Og hver får deres egne afsnit, sindrigt filtret ind i hinanden. Så lad mig fremhæve især tre: den sjælstynde maler Tove, der svinger mellem depression og mani og altid føler en hinde mellem sig selv og verden. Det er en beskrivelse af afmagt og viljestyrke på det mest gribende plan. Vi er i den grad på indersiden af et sind, hvor alle grænser skrider, og alle indre stemmer taler med.
De skridende grænser er i det hele taget floden og blodåren i forfatterskabet. Hvor står vi. Hvor er vi selv i denne udefinerbare gople, vi kalder identitet og virkelighed. Og er den stjerne, der ankommer på himmelbuen allerede i første bind, et brud med alle de hjørneflag, vi har sat i verdensrummet. En varsling om både dommedag og ny fødsel.
Stærkt, skønt spinkelt er også portrættet af Kathrine, og hendes tvivlende gurglen i både ægteskabet og præstegerningen, hvor hun ikke tør tale om sin egen tro, men kun refererer til ”kirkens”. Og om den nat, hvor hun må erkende, at: vi er helt alene!
Men hvis værkets hele drivkraft er at åbne bevidsthedens fløjdøre, så står kapitlerne om neurologen Jarle dramaturgisk mest centralt. Jarle er i færd med at undersøge en såkaldt hjernedød patient på hospitalet, umiddelbart før kontakten slukkes. Men er han overhovedet død? En intens dialog udspiller sig mellem den bevidstløse (skønt tavs) og lægen og mellem Jarle og de stærkt skeptiske kolleger.
Og som i det fremragende essay i bind seks af ”Min kamp” (blandt andet om det tredje rige – ting bider sig selv i halen eller dybt under jorden i dette forfatterskab) har Knausgård lagt et lige så klartskuende, men ganske kort essay i mund og hånd på doktor Jarle. ”Hjernekort” kalder han det. Her filosoferer han over de påtrængende spørgsmål: hvad er bevidsthed. Hvad er en tanke. Og er den tanke, der gør sig forestillinger om, hvad tanker er, ikke til enhver tid større end tanken selv? I det gab mellem min tanke og tanken, ligger muligvis hele vores religiøse verden gemt.
Se det får en læser som mig til at hoppe i stolen!
Og hvad så mere? Meget mere, naturligvis. Tre bestialske mord på et metalband med nazistiske tilbøjeligheder. En bedemand, der undrer sig over, at ingen dør efter stjernen har vist sig på himlen. En arkitekt, der kæmper med endnu en af virkelighedens skridende lag – nemlig fortidens. Og en dybt realistisk politiefterforsker der begynder at tro, at selve djævelen er på spil.
Og så slutter det. Lige så brat som det begyndte. Og man sidder som læser tilbage med en vis slukørethed. Intet blev hverken afklaret eller opklaret. Ingen tråde samlet. Ingen djævle sat på plads. Hjernen er stadig et mørkerum. Stjernen stadig et mysterium, som det meste i denne tilværelse. Et mysterium bagt ind i ganske almindelige hverdagsbegivenheder med bange børn, vågne nætter og mobiltelefoner. Det ordinære, det rædselsvækkende og det magiske bor side om side.
Og det er vel Karl Ove Knausgårds egentlige projekt. At åbne porten til både himmel og helvede. ”I want it darker” (jeg vil have det mørkere, red.), sang Leonard Cohen mod slutningen af sit liv. Mørkere, vel at mærke, for at kunne se.
Knausgård sætter hånden på kogepladen for at brænde alt blændværk væk. J
Karl Ove Knausgård: Det tredje rige. Oversat af Sara Koch. 500 sider. 379,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Kristeligt Dagblad Lørdag 10. juni 2023
allerede fem romaner
sig.
Der var måske nogle, der troede, at Édouard Louis blot var et fænomen, da han i 2014 som 21-årig debuterede med den selvbiografiske roman ”Færdig med Eddy Bellegueule”, der blev solgt til udgivelse i mere end 20 lande. Men han har siden vist sig at være en af Frankrigs mest interessante forfattere, der med sine bøger har fremtvunget en offentlig samtale om den underklasse, han selv kommer fra, og som den politiske elite ifølge ham de seneste mange år har svigtet. På dansk udkom han i begyndelsen af året med sin femte roman ”Forvandlingens metode” (Gyldendal), der ligeledes sætter sig hårdt på hovedstolen i sin skildring af den ukultiverede arbejderdreng Eddy Bellegueules transformation til den succesrige forfatter Édouard Louis, og i sin anmeldelse af den skriver Merete Reinholdt i Berlingske blandt andet: ”Den 30-årige forfatter er en mønsterbryder af de sjældne, og i sine fire foregående bøger har han råt og rørende skrevet om sin barske opvækst som udstødt, homoseksuelt mobbeoffer i en lille fattig flække i Udkantsfrankrig, om sin fordrukne, nedslidte far, om sin mors forfald og frigørelse, om vold, voldtægt, hverdagsracisme og homofobi og om sin bemærkelsesværdige spurt op ad den sociale rangstige til den kulturelle og økonomiske overklasse.”
Édouard Louis’ skildring af den evige flugt fra sig selv er til fem stjerner ud af seks mulige og aldeles fremragende, skriver Merete Reinholdt, præcis som hans prosa også er det om den klasse og det køn, som han aldrig har fundet sig tilpas i. Konklusionen er, at man aldrig, uanset hvor meget man forvandler sig, kan flygte fuldstændig fra den, man er, men at ens fortid og historie altid vil hænge ved – og at man heller aldrig kan blive et fuldgyldigt medlem af en eventuel ny klan: ”I virkeligheden ender man, han, som fremmed begge steder eller alle steder, assimileret, men ikke fuldt integreret, ensom.”
I Politiken læser Lilian Munk Rösing ”Forvandlingens metode” som et studie i forvandlingstrangen som et principielt umætteligt begær. I en blanding af henvendt beretning og selvdialog fortæller forfatteren om en ung mands dannelsesrejse, der aldrig synes at tage nogen ende, om en ung mand, der er besat af at forvandle sig, af at skifte social identitet, af at komme væk og videre: ”Den uendelige fortvivlelse og det grænseløse håb levede side om side i mig,” skriver jeg-fortælleren i romanen, og det er ikke nogen litterær åbenbaring, der driver ham, men derimod en social ambition, hvorfor hans roman ikke bliver en historie om en forfatters fødsel, men derimod om frihedens fødsel, om løsrivelsen fra en forhadt barndom for enhver pris.
Der falder fire hjerter ud af seks til Édouard Louis, og samme antal stjerner lander der i Kristeligt Dagblad, hvor Jeppe Krogsgaard Christensen i sin anmeldelse stiller spørgsmålet: Hvad er der egentlig tilbage, når et menneske har sat al energi og al tankevirksomhed ind på at blive en anden?
Han sammenligner ”fransk litteraturs superstjerne” med danske Glenn Bech, der har udgivet romanen ”Farskibet” og manifestet ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” (Gyldendal), da mange træk går igen. Det gælder blandt andet homoseksualiteten, mobberiet, følelsen af fremmedhed i først underklassen og siden den kreative klasse – og ikke mindst den eksistentielle hjemløs-
hed, der indfinder sig, når man endelig har løftet sig op og væk og må erkende, at det heller ikke nødvendigvis var lykken: ”Louis oplever i slutningen af ’Forvandlingens metode’, efter at være blevet forfatterstjerne og del af alt det, han drømte om, en irrationel længsel efter sin lortede barndom. Som vel er en længsel efter rødder (…) Og selvom ’Forvandlingens metode’ ikke har helt samme styrke som sine forgængere, selvom den overforklarer følelser og situationer, så er den en oplevelse, som den dannede læser kan blive klogere af. Og nye klasserejsende kan spejle sig i.”
I Information leverer Bodil Skovgaard Nielsen korets mest positive anmeldelse, da hun finder, at Édouard Louis’ nye roman er hans til dato stærkeste: ”Imidlertid har de tidligere bøgers livagtige præcision i ’Forvandlingens metode’ fået tilføjet en melankoli, en slags efterreaktion på bruddet i form af en konstant uro. Det sætter sig igennem i stilen som elegante litterære eks-
perimenter og et teatralsk rollespil, der gør Louis’ skrift endnu mere sprødt vaklende end før.”
Romanen er i hendes læsning en fortælling om paranoia, hævn og om de omkostninger, det har at bryde med sit ophav, og den skildrer det, hun kalder en klasseafretning, som findes i alle lag, og som går ud over alle – også middelklassen: ”Hvor Édouard Louis tidligere er blevet kaldt en antilitteraturens stjerne for sin afvisning af stil, af underspillethed, af klassevold pakket ind i metaforer, viser han nu, at der ikke er en modsætning mellem oprøret mod samfundets undertrykkelse og det litterære eksperiment. Det gør ’Forvandlingens metode’ til både en modstandskamp og til litteratur af højeste karat.” J
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig bog eller om en debat, som en bog har rejst.
Selvbilledet og seksualdriften kolliderer i Lillian Fishmans vellykkede og højaktuelle debutroman anmeldelse
Jeppe Krogsgaard
Christensen
kultur@k.dkHvad vi mener er sandt og godt, er ikke altid det samme som det, vi tager os i at ønske og begære. I hvert fald ikke når det gælder seksualiteten, som spiller efter sine helt egne, helt uregerlige regler.
Det synes at være en af pointerne i Lillian Fishmans meget omtalte debutroman ”Tjenester”, der handler om Eve. Hun bor i New York, er lesbisk og lever i et velfungerende
forhold. Men en aften lægger Eve alligevel nøgenbilleder af sig selv op på et anonymiseret site. Mange kommenterer, roser hendes krop, men hun svarer kun Olivia, der forsigtigt spørger, om de skal mødes en dag.
Det viser sig, at Olivia har et forhold til den dragende Nathan, og at de to gerne vil have sex med Eve.
Sådan har Eve ikke levet sit liv hidtil, hvor hun blot har haft et stærkt ønske om at leve trygt med sin kæreste. Men så mærker hun den her kraftige impuls, som får hende til at dele nøgenbilleder – og siden gå i seng med Olivia og Nathan.
”Det kræver en lille smule sex at komme i tanke om, at man egentlig ikke ved noget om mennesker, når man ser dem på gaden.” Sådan tænker Eve, og sex er for hende en fremkalder af det inderste. Dybt inde i hende selv kalder noget, som absolut ikke harmonerer med hendes identitet som feminist og homoseksuel.
Hun nyder sex med Nathan, som ikke bare er en mand, men også er dominerende. På den måde gennemspiller de et gammelt kønsrollemønster, som Eve og hendes veninder ellers har gjort op med, og hun lader sig fuldstændig opløse i hans kontrollerende, magtfulde seksualitet. Så meget, at Nathan efter en tid siger: ”Først og fremmest har du en åbenlys voldtægtsfantasi.”
Eve svarer ham igen, men misforholdet mellem hendes selvbillede og seksualitet bliver ved med at forstyrre og måske også pirre, og Fishman skriver historien frem i to sammenflettede spor.
I det ene følger læseren Eve gennem dagene og møderne med Olivia og Nathan. Med begavede samtaler, der giver mindelser om Sally Rooneys romaner, og mange godt skrevne sexscener. Hvilket bestemt ikke er nogen let kunst. Det andet spor er af mere essayistisk og analytisk karakter. Som her: ”Mit forhold til Nathan gjorde
mig promiskuøs, min beslutning om at gå i seng med ham gjorde mig dum, min biseksualitet gjorde mig inkonsistent, og nu ville min feminisme gøre mig forræderisk.”
Romanen fungerer bedst i det fortællende, stærkt billeddannende spor, mens de essayistiske indslag skubber læseren væk fra den heftige ménage à trois.
Det samme gør Caroline Albertine Minors indimellem uklare oversættelse. Tag bare sætningen her: ”Jeg kunne mærke periodens betydningsfuldhed i hendes erindring.”
Dertil kommer brugen af formelle småord, der sikkert også findes i den amerikanske udgave af romanen, men som jeg har svært ved at se meningen med: ”eftersom”, ”som følge af”, ”til hvilket”.
Men ”Tjenester” er trods den ene og den anden anke en vellykket og tankevækkende roman til 2020’erne, hvor det identitetspolitiske tankesæt er trængt ind i samlivet. Helt
0 Den blot 30-årige Édouard Louis har med sine bøger fremtvunget en offentlig samtale om den underklasse, han selv kommer fra. — Foto: Jessica Gow/TT/Ritzau Scanpix.
ind i soveværelset. Hvor andre, langt stærkere kræfter også huserer. Ja, gamle Freud ville have genkendt meget i Eve, hvis ubevidste kræver plads og stillinger på madrassen, hun ikke kan forsvare med sine værdier og sin fornuft. Vi kan beslutte at gå én bestemt vej gennem livet, men kroppen har sit eget kompas. Som vi i langt de fleste tilfælde ender med at følge. Som den modvillige, fortvivlede, voldsomt ophidsede Eve. J
Lillian Fishman: Tjenester. Oversat af Caroline Albertine Minor. 220 sider. 270 kr. Lindhardt & Ringhof.
30 årige Édouard Louis
har
bag
Også hans seneste, ”Forvandlingens metode”, er glimrende, skriver de danske anmeldere, men de er ikke enige om, hvorvidt den er hans mest vellykkede
