Kirke.dk - Forår 2023

Kirke.dk

for mennesker, der arbejder med kirkeliv Rundt om provsten

Tidligere har jeg været præst, men også Sophie. Nu bliver jeg altid omtalt som ’provsten’.

PROVST SOPHIE JUEL

TEMA

Det er noget af en øjenåbner at læse provst Mette Moesgaard Jørgensens dagbog i dette magasin. Indblikket i en tilfældig uge i Morsø-provstens arbejdsliv viser en tætpakket syvdages arbejdsuge.

Digitalisering, sagsbehandling, journalisering, personaleledelse og pressearbejde fylder Mette Moesgaard Jørgensens arbejdsdage. Og så skal der også bestilles og hentes mad til møderne. Prædikenskrivningen er henlagt til lørdagen – efter et møde.

Selvom hun, da dagbogen blev skrevet, var uden provstisekretær og derfor havde ekstra travlt, illustrerer ugeprogrammet, hvordan provsteembedets teologiske del er under pres fra en hastigt voksende administrativ arbejdsbyrde.

Presset kommer både nedefra – fra menighedsrådene, der selv tynges af stigende bureaukrati – og ovenfra i form af nye ministerielle krav til provsterne, herunder ironisk nok også de digitale systemer, der skulle lette arbejdet.

Dertil er provsteembedet også i stigende grad blevet et mellemlederjob. Tidligere tiders solistpræster er afløst af yngre generationer, der efterlyser samarbejde og ledelse. Og samtidig er en ny generation af provster blevet skolet i at betragte sig selv som ledere.

Erling Andersen, der siden 2006 har stået for provsteuddannelsen på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, fortæller, hvordan han tidligere skulle passe på med at bruge ord som “ledelse”.

“Det var ikke anerkendt at betragte folkekirken som organisation med behov for et ledelsessprog. Men det er det nu, og der har provsteuddannelsen nok spillet ind.”

Presset på provsterne bør lettes. Men hvordan? Her vil der være uenighed, ikke mindst om, om man skal holde fast i, at provsten også er sognepræst.

I den nu tidligere provst Grete Wigh-Poulsens interviewundersøgelse “Præsten som provst – provsten som præst” præsenteres forskellige modeller for, hvordan balancen mellem de to roller kan tilpasses tidens krav. Der er ingen enkle svar.

Mette Moesgaard Jørgensen vil forståeligt nok gerne have ændret sin kvotefordeling, så hun er 75 procent provst og 25 procent præst. Det er allerede tilfældet for en række af hendes kolleger. Men andre taler nu for, at provsten helt bør fritages fra at være sognepræst, med hvad dertil hører af forpligtelser i sognet.

Nogle frygter, at det teologiske fokus dermed forsvinder fra embedet, så man til sidst lige så godt – eller måske med fordel – kan ansætte en djøf’er i jobbet. Andre vil sige, at det er nostalgi og sogneromantik at fastholde, at en provst i 2023 også skal være sognepræst.

Det er givetvis at svømme imod strømmen, hvis man insisterer på, at provsten fortsat skal være forankret i et præsteembede. Men omvendt er der ikke meget format over en kirke, der viljeløst lader sig flyde med den strøm, som samfundsudviklingen dikterer.

Og uanset hvad man mener, er det indlysende, at provsteembedets teologiske udvikling i de kommende år ikke kan betragtes isoleret fra folkekirkens teologiske udvikling.

Når Kirke.dk i dette magasin tager pulsen på provsten, er det derfor ikke kun de godt 100 personer i faggruppen, det handler om, men hele folkekirken.

God fornøjelse med læsningen.

Indhold

4 En styrket provsterolle gavner hele folkekirken

6 Provsten er vokset ud af papkassen

10 Provsten skal også kunne se tingene fra en kirkegårdsvinkel

12 Mænd er stadig i flertal blandt provsterne

14 I Aabenraa begynder provstesynet med Fadervor

16 Provstisekretærerne er rykket ind i folkekirkens maskinrum

18 Næsten hvert andet provstikursus er en udlandsrejse

20 Kritik: Udlandskurser svækker folkekirkens danske kursussted

22 Udlandsprovst: Folkekirken herhjemme kunne lære meget af folkekirken derude

24 Provstiudvalgene styrer folkekirkens lokale økonomi

26 Når kommunen kalder, får provstiet brug for flere kræfter

28 En landprovsts dagbog: Fra ladestandere og journalisering til søndagsprædiken

30 Brug en drone, når kirken skal synes

32 Tidligere døveprovst: Det gælder om at opmuntre præsterne i et ensomt arbejde

34 Måske har provstikurserne sejret sig selv ihjel

38 Provst Ruth Verdamt: Det allerværste er nyvalgte biskopper

Kåre Gade, Redaktør for Kirke.dk

Heiner Lützen Ank

Ganske vist har Erling Andersen, cand.theol. og lektor ved Folkekirkens Uddannelsesog Videnscenter (FUV), aldrig selv været provst. Alligevel er han den rette at spørge, hvis man vil have en fornemmelse af, hvordan provsterollen har udviklet sig, og samtidig få et indtryk af, hvilke udfordringer og muligheder der er for provsten anno 2023. Siden 2006 har han været ansat ved FUV med særligt fokus på provsteuddannelsen, ligesom han sammen med tidligere rektor for Pastoralseminariet i København Mogens Lindhardt har lavet flere undersøgelser af provstiernes og provsternes rolle i folkekirken.

Og helt grundlæggende kan man ifølge Erling Andersen opfatte provsterollen som en prisme for folkekirken i bredeste forstand.

“De forandringer, der er sket med provsterollen, skyldes de forandringer, der er sket i folkekirken i det hele taget.”

Rækken af faktorer, der har forandret folkekirken, er lang, understreger Erling Andersen:

“Nedgang i medlemstal og dåbstal, øget samarbejde med kommuner og ønske om i højere og højere grad at arbejde sammen med folkekirken.”

“Hertil kommer, at kravene til menighedsrådenes administration er steget, ikke mindst på arbejdsmiljø-

En styrket provsterolle gavner hele folkekirken

Mange af folkekirkens provster har været forbi Erling Andersen og lederuddannelsen på FUV. Provsterne er folkekirkens ledelsesmæssige kit, og det vilkår må man acceptere, mener han

og arbejdsgiverområdet, ligesom den økonomiske og bygningsmæssige administration er øget.”

Alt samme noget, der fordrer samarbejde på tværs af sognegrænser, mener Erling Andersen.

“Et eksempel er dåbsprocenten. Den er nedadgående på landsplan og nærmer sig 50 procent. Det er ikke noget, man oplever i de enkelte sogne. Her har man i stedet fornemmelsen af, at der er dåb hele tiden.”

Når udfordringerne på denne måde vokser ud over det enkelte sogn, peger pilen én vej.

“Derfor kommer provstens strategiske ledelse også mere og mere i spil. Folkekirken er simpelthen nødt til at forholde sig til det her i fællesskab. Men det er ikke kun provsten, der bliver vigtigere og vigtigere. Det er også provstiet og provstiudvalget.”

Folkekirken er imidlertid også under pres indefra.

“Der er en ny generation af præster og medarbejdere, der bliver ansat. De opfatter folkekirken som en arbejdsplads på linje med andre arbejdspladser og forventer derfor at blive set og anerkendt.”

“Samtidig har de en forventning om, at de skal arbejde sammen med andre om nogle af opgaverne. Det er ikke som tidligere, hvor præster bare passede sig selv.”

Der er således, med Erling Andersens ord, “meget, der peger på, at provsten som leder skal mere og mere på banen”.

“Da jeg begyndte at arbejde med det her omkring 2010, blev formid-

dagen ødelagt, hvis jeg sagde ’ledelse’ om formiddagen, og eftermiddagen ødelagt, hvis jeg sagde ’organisation’ om eftermiddagen. Hvis jeg så ovenikøbet sagde ’organisation’ og ’ledelse’ i samme sætning, kunne jeg lige så godt tage hjem.”

“Det var ikke anerkendt at betragte folkekirken som organisation med behov for et ledelsessprog. Men det er det nu, og der har provsteuddannelsen nok spillet ind, ligesom den generelle tendens. Det er altså blevet acceptabelt at betragte provsten som leder.”

“Der er forskel rundtom i landet, men der er generelt en stigende forventning til provsten og til, at provstiet hjælper med at organisere økonomi, bygningsvedligeholdelse, personaleledelse og psykisk arbejdsmiljø, og med at organisere det, så man kan håndtere det ude lokalt.”

Alt sammen noget, der peger hen mod fordelingen af provstens arbejdstid.

“Nogle provstier er efterhånden kæmpestore. En provst har måske 25 præster at være leder for, 23 menighedsråd at forholde sig til og 48 bygninger at føre tilsyn med. Det giver ingen mening at gøre det hverken på halv tid eller på 75 procent. For flere og flere provster er det et fuldtidsarbejde.” J

”Der er forskel rundtom i landet, men der er generelt en stigende forventning til provsten.

0 Erling Andersen (th.) har sammen med Mogens Lindhardt (tv.) lavet flere undersøgelser af provsternes rolle. – Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

0 Ribe Domkirke. – Foto: Martin Fyhn Lykke Lladó/ Ritzau Scanpix.

Provsten er vokset ud af papkassen

Engang var man præst og en lille smule provst. I dag er man provst og presser præstearbejde ind imellem tilsyn, MUS, budgetter og byggesager, lyder det samstemmende fra den erfarne og helt nye provst

Heiner Lützen Ank

Inæsten to årtier har Jette Marie Bundgaard-Nielsen været provst. Dels i Skanderborg og dels i dag i Aarhus Søndre Provsti. Derfor har hun også på tætteste hold fulgt udviklingen fra dengang, hvor arbejdet, helt konkret, kunne ligge et meget lille sted, til i dag, hvor provster bruger næsten al tiden på at være provst.

“Provstiet stod i en papkasse på min trappe, den dag jeg begyndte. Så både mit skrivebord og spisebord flød med økonomiting den første tid.”

“Naturligvis fyldte økonomi og provstesyn også noget dengang. Men provsten var primært en administrator, der skulle sørge for, at ting blev sendt ind til ministeriet og stiftet ad tjenestevejen. Den eneste hjælp, jeg havde, var en sekretær på deltid.”

Samtidig med at Jette Marie Bundgaard-Nielsen tog fat på provstegerningen, skete der dog noget, der kom til at forme rollen fremover, nemlig at tidligere rektor for Pa-

storalseminariet i København Mogens Lindhardt fik til opgave at lave en lederuddannelse.

“Man begyndte at tale om provsten som leder, hvilket ikke var populært. Holdningen var, at der ikke var nogen, der skulle ledes i folkekirken.”

“Men Kirkeministeriet mente altså, at det var nødvendigt, at nogen tog de administrative opgaver på sig i forhold til økonomi og arbejdsmiljø, hvor MUS og APV blev lovpligtigt.”

Uddannelsen gjorde ifølge Jette Marie Bundgaard-Nielsen provsterne i stand til at matche de øgede krav. Også da kommunalreformen blev lanceret i 2007, hvor provsti- og kommunegrænser stort set overalt kom til at flugte.

“Provstiet blev en meningsfuld enhed i kraft af provstiernes størrelse og geografi, hvor det blev naturligt at efterspørge løsninger på fælles opgaver, der var blevet for store i de enkelte sogne. Det medførte en yderligere udvikling og intensivering af ledelsesmæssige opgaver.”

“Desuden begyndte den nye generation af præster at efterspørge sparring og udvikling både lokalt og på provstiplan, hvilket også har til-

ført provsteembedet ikke bare tungere, men også mere spændende opgaver, som måske også derfor tiltrækker andre typer af provster.”

Den 1. maj 2022 fik Jette Marie Bundgaard-Nielsen ny provstekollega i Frederiksværk, Sophie Juel. Her et år senere er hun enig med Jette Marie Bundgaard-Nielsen.

“Mange ser rollen som teologisk tung, men det er ikke det, jeg har oplevet i min tid som provst og i mine 10 år som præst. Teologien er ik-

ke længere hovedfokus. Eller rettere, det kræver blik for og forståelse af, at teologien også er i de ydre rammer.”

“Virkeligheden er, at sådan noget som regneark, budgetter, it-systemer og hvordan man svarer forvaltningsmæssigt korrekt på en klage, fylder meget i arbejdet i dag.”

“For 25 år siden var provsten mest præst og så lidt provst. I dag er fordelingen på 50-50, som jeg også selv har, ikke realistisk. De fleste provster er provst 100 pro -

3 Sophie Juel er sognepræst i Helsinge og provst i Frederiksværk Provsti. Fotograferet i Valby Kirke. – Foto: Leif Tuxen.

cent og lidt mere. Og så putter de en præstekvote oveni.”

Derfor er samarbejdet med provstisekretæren også vigtigt, fortæller Sophie Juel

“Provstisekretæren er en værdifuld samarbejdspartner. Provsten er ofte til møder eller midt i noget. Derfor er det afgørende, at sekretæren får hverdagen til at hænge sammen. Ligeledes kender provstisekretæren it-systemerne på en måde, man ikke gør som provst.”

Samtidig skal man være klar over den nye relation til de øvrige præster, tilføjer Sophie Juel.

“Man er ikke længere kollega på samme måde, man er i stedet en titel. Tidligere har jeg været præst, men også Sophie. Det er ikke af ond vilje, men nu bliver jeg altid omtalt som provst: “Provsten kommer.”

“Jeg går ind for det autentiske og personlige lederskab, hvor man som leder kommer som det menneske, man er. Man bør dog minde sig selv om, at man samtidig er embedet.”

“Der er således situationer, hvor jeg ikke kun er mig selv og min egen holdning, men også repræsenterer biskoppen og provstiet og derfor skal veje mine ord mere, end jeg ellers ville.”

Alt dette peger det ifølge Sophie Juel hen mod spørgsmålet om provstens ledelsesstil.

“Præsterne i mit provsti er meget erfarne. Men når det er sagt, kan jeg selv blandt de rutinerede mærke, at der er nogen, der godt vil have den lidt mere ledelsesmæssige sparring, mens andre kun ringer, når de har

et konkret emne, de har brug for at vende.”

“Som folkekirke er vi ikke kommet overens med os selv om, hvilken form for ledelse, vi ønsker. Det kan være nødvendigt at definere det fra provsti til provsti, men der er ingen tvivl om, at den ledelsesmæssige uafklarethed er en grundlæggende udfordring for provsten.”

fortsætter side 8

” Som folkekirke er vi ikke kommet overens med os selv om, hvilken form for ledelse, vi ønsker.

SOPHIE JUEL

”Det her er relationsarbejde og netværksledelse. Jeg har lært at lytte til andre, når de var klogere end mig i forhold til for eksempel byggesager.

fortsat fra side 6

Det er dog ikke kun præsterne, der efterspørger ledelse, mener Sophie Juel.

“I forhold til præsterne er ledelsesbeføjelserne relativt klare. I forhold til menighedsråd er der derimod tale om en mere ikke-formaliseret ledelse. Fordi den, udover spørgsmål om økonomi og bygninger, ikke er stadfæstet noget sted.”

“Det er naturligvis ikke god ledelse at sige til præsterne, at det bestemmer jeg. Men det er en mulighed. Den bagstopper er der ikke i forhold til menighedsrådene. Derfor er det også et andet rum, man skal navigere i. Den autoritet, man her skal benytte sig af, er mere personbunden. Man bliver nødt til at skabe respekt omkring det, man siger.”

Netop en god relation er essensen i Jette Marie Bundgaard-Nielsens råd til nye provster.

“Det her er relationsarbejde og netværksledelse. Jeg har lært at lytte til andre, når de var klogere end mig i forhold til for eksempel byggesager. Samarbejdet med andre faggrupper er en spændende del af arbejdet. Efterfølgende skal jeg så samle de forskellige hensyn og formulere retningen. Det har været min opgave at sige: “Så gør vi sådan.””

“Man skal have sans for, at ens faglighed skal udleves i relation med andre mennesker. I gamle dage

kunne man være en rent administrerende provst. Men ikke i dag. I dag er man forhandler, der skal kunne navigere i relationer.”

Samtidig er Jette Marie Bundgaard-Nielsen godt klar over, at der skal prioriteres.

“Der er en gammel forventning om, at provsten skal være i et sogn. Ellers er provsten ikke teolog, hvilket er underligt. For biskoppen er ikke på samme måde forpligtet på et sogn og ingen stiller spørgsmålstegn ved, om biskoppen er teolog.”

“Det vigtigste er, om provsten har fingrene nede i teologien, gudstjenester og kirkelige handlinger. Det holder provsten fast på fagligheden og identiteten som teolog. Af den grund skal provsten ikke sande til i administration, men have den nødvendige hjælp til at bevare overblikket.”

Endelig er der spørgsmålet om tilsynet.

“Der foregår en øget opstramning af tilsynet fra Kirkeministeriet. Som om vi er en form for fødevarekontrol. Det virker bare ikke med sådan nogle gammeldags kontrolsystemer. Vejledning og en samtale om, hvordan man gør det her bedre, bør i stedet prioriteres.” J

Provsten

Provsten er den øverste myndighed i provstiet og har en række opgaver: Provsten er biskoppens medhjælper i tilsynet med præsterne i provstiet.

Provsten har desuden administrative ledelsesopgaver i forhold til præsterne. Det omfatter blandt andet tilrettelæggelse af præsternes ferie, administration af sygefravær, administration af præsternes rådighedsforpligtelse samt deltagelse i arbejdsmiljøorganisationen.

Provsten fører medarbejderudviklingssamtaler med præsterne i provstiet og har generelt en opgave med at være til støtte og inspiration for præsterne.

KILDE: KIRKEMINISTERIET

JETTE MARIE BUNDGAARD-NIELSEN, PROVST.

FOLKEKIRKEN BIDRAGER

TIL GRØN

OMSTILLING

Folkekirkens Grønne Omstilling er et ambitiøst, landsdækkende projekt, hvis formål er at hjælpe hele folkekirken i en grønnere retning.

Omsorg er en vigtig del af folkekirkens essens. Vil du hjælpe med at drage omsorg for ikke bare mennesker, men også for natur, dyr og klima?

LÆS MERE PÅ

www.folkekirkensgrønneomstilling.dk

På Folkekirkens Grønne Omstillings hjemmeside kan du blive inspireret til grønne tiltag inden for projektets fem indsatsområder:

Kirkens jorder Energiforbrug Affald Indkøb & Transport Inspiration og samskabelse

Er der et ønske om et mere bæredygtigt kirkeliv i din sognekirke - men er det svært at finde ud af, hvor I skal begynde?

Så tilmeld dig Folkekirkens Grønne Omstillings nyhedsbrev via QR-koden nedenfor eller på: www.folkekirkensgrønneomstilling.dk

Så får du både inspiration til konkrete, grønne tiltag i det lokale kirkeliv og mulighed for at deltage i en lang række gratis webinarer om grøn omstilling – særligt målrettet folkekirkens aktører og beslutningstagere.

På hjemmesiden kan du se de tidligere webinarer med energispareråd, biodiversitet og grønne strategier – og tilmelde dig de kommende webinarer om mere miljøvenlig anvendelse af kirkens jorder.

Tilmeld dig

Folkekirkens Grønne Omstillings nyhedsbrev:

Hvad kendetegner den gode provst?

Kirke.dk har bedt fire af provstens mange forskellige samarbejdspartnere fortælle, hvad de forventer af en provst

Heiner Lützen Ank

Meget af det, der sker i folkekirken, går gennem provsten. Men hvad forventer andre af provsten? Hvordan er man en god provst? Fire forskellige personer giver her deres bud.

Doris Marie Krarup Mogensen, menighedsrådsformand, Veflinge

Sogn:

“Det er vigtigt, at provsten kender sit provsti. Så et menighedsråd ikke ringer forgæves uden at få hjælp. Provsten skal kende de enkelte kirker og menighedsråd og skal bruge tid på at komme rundt i provstiet.”

“Det er et bredt spekter af emner, provsten skal forholde sig til, fra det menneskelige over økonomien til personaleledelse. Det er alt sam-

Provsten skal også kunne se tingene fra en kirkegårdsvinkel

men noget, hvor provsten skal kunne rådgive og vejlede. I sidste ende er økonomien jo provstens ansvar.”

“Endelig er det vigtigt, at provsten ikke bliver en sogne- eller provstekonge, men forstår at lytte og være i dialog med menighedsrådene, præsterne og provstiudvalget.”

Ann Dora Meier, kirkegårdsleder, Skive Kirkegårde:

“Det er vigtigt, at provsten er til at få fat på, hvis jeg har nogle spørgsmål. Ligesom det er vigtigt, at provsten lytter til én og tager informationer og synspunkter med til provstiudvalget fra os. Provsten skal altså være i stand til også at se tingene fra en kirkegårdsvinkel.”

der lytter til de udfordringer, jeg har, og som kan hjælpe med at løse dem.”

“Det kan for eksempel være gennem MUS-samtalen, som provsten kan bruge til at hjælpe præsten, hvis der er nogle udfordringer. Det er en af de ting, der bliver taget seriøst her hos os.”

”Det er vigtigt, at provsten er til at få fat på, hvis jeg har nogle spørgsmål.

“Vi har heldigvis et godt samarbejde med provsterne her i området, men når jeg taler med kolleger, lyder det nogle gange, som om provster glemmer kirkegården og dens store betydning for kirken som helhed.”

“Man behøver ikke være bedste venner med provsten, men det er vigtigt, at man har et godt og respektfuldt samarbejde, hvor man lytter til hinanden og har en ordentlig kommunikation.”

Karen-Ingeborg Jacobsen, sognepræst i Måbjerg og Ellebæk Sogne:

“Provsten skal have blik for, at min dagligdag som præst fungerer. Derfor er en god provst en provst,

“Naturligvis fylder administrationen meget i provstens arbejde, men det er også vigtigt, at man kan tale med provsten om kirkelige og teologiske forhold. Det kan for eksempel være i forhold til, at nogen gerne vil låne kirken. Så er det godt at kunne vende det med provsten, og på den måde fletter det administrative og teologiske sig sammen.”

“Provsten er sådan en, man skal kunne vende ting med.”

Peter Birch, biskop over Helsingør Stift:

“Det er en stilling med mange forskellige opgaver, så det er vigtigt, at provsten er en god leder for præster, menighedsråd og provstiudvalg.”

“Ledelsesfunktionen bliver bestemt ikke mindre i disse år. Både i forhold til drift og vedligehold, og også i forhold til forandringer og udfordringer. Det kan for eksempel

0 Provstens mange forskellige opgaver spænder fra tilsyn med præstegårde og kirker over budgetopfølgning til planlægning af præsternes ferier. Derfor er provsten også i kontakt med mange forskellige aktører, herunder ansatte på kirkegården. – Foto: Leif Tuxen.

være i forhold til arbejdsmiljøet, der er et vigtigt tema, eller det kan være i forhold til den ændrede demografi rundtomkring. Man skal således hele tiden være med til at tilpasse og udvikle.”

“Relationen mellem biskop og provst, altså det gejstlige tilsyn, er også vigtig, for provsten er en vigtig del af tilsynet. Både i forhold til menighedsrådene og præsternes embedsførelse.”

“Det er længe siden, provsten blot var en embedsmand, der skulle fokusere på embedsopgaver. De er der stadig, men der er kommet meget mere til. Derfor er provstestillingen nok også blevet mere spændende, fordi den rummer flere muligheder og forventninger, der har med hele kirkelivet at gøre.” J

ANN DORA MEIER

PÅ NEMMERE VIS

HVEM ER VI?

C i s t A t i l b y d e r a l t t i l k i s t e h å n d t e r i n g , f r a e r g o n o m i s k e p r o d u k t e r s o m k a t a f a l k o g k i s t e v o g n e t i l k u n d e s p e c i f i k k e l ø s n i n g e r .

V o r e s p r o d u k t e r e r d a n s k p r o d u c e r e t o g v e d l i g e h o l d e s a f v o r e s s e r v i c e m o n t ø r e r .

V i b e t j e n e r f o r s k e l l i g e b r a n c h e r , h e r u n d e r b e d e m æ n d , k i r k e r , k a p e l l e r o g s y g e h u s e

K o n t a k t o s i d a g f o r a t s e , h v o r d a n v o r e s e r g o n o m i s k e p r o d u k t e r o g k u n d e s p e c i f i k k e h å nd t e r i n g

Mænd er stadig i flertal blandt provsterne

Der er flere kvindelige præster end mandlige, men flere mandlige provster end kvindelige. Den skæve fordeling skyldes synet på rollen, mener provst, mens FUV-rektor mener, man ikke skal overdrive tolkningen af tallene

Videnscenter, der blandt andet står for den obligatoriske provsteuddannelse.

Hun mener, at kønsfordelingen blandt provsterne “ikke er fuldstændig skæv”.

“Det er positivt, hvis rekrutteringen på provsteniveau afspejler den base, altså præstestanden, man kan rekruttere fra, og det er tilnærmelsesvist tilfældet her. Det ville være ærgerligt, hvis der for eksempel var 85 procent af et af kønnene.”

Og faktisk vil det være nærmest umuligt at opnå en fuldstændig ligelige kønsfordeling, tilføjer Birgitte Stoklund Larsen.

“Hvis man for eksempel skal ansætte en provst i Rudersdal, for at nævne et tilfældigt sted, så tænker man her ikke på det samlede antal provster i folkekirken. Så slår man en stilling op og vælger den bedst kvalificerede, der passer til lige det sted.”

“Problemet er, hvis det viser sig, at det i alle tilfælde er det samme køn, der er den bedst kvalificerede. For så peger det i retning af et strukturelt problem. Man kan i en organisation, der er så decentral, ikke beslutte, at nu vil man have en ligelig fordeling af provster, men man kan tilstræbe det.”

Hvis man opsøger en præst i den danske folkekirke, er der størst sandsynlighed for, at man møder en kvinde. For cirka 60 procent af folkekirkens præster er nemlig kvinder.

Hvis man i stedet gerne vil tale med en provst, er muligheden for at møde en kvinde noget mindre. For her er kønsfordelingen nærmest modsat.

Det viser en optælling, Kirke.dk har foretaget på Provsti.dk. Af de 102 provstier, der har en side på portalen, har de 60 en mandlig provst, mens kun 42 har en kvindelig provst.

En af de kvindelige provster, man kan finde frem til via Provsti.dk, er Anna Helleberg Kluge, provst i Næstved. Selvom man skal tage et vist forbehold, når tallene ikke er større, mener hun stadig, de er bemærkelsesværdige.

“Det er interessant, hvorfor der ikke er flere kvinder, der er ønsker at gå ad den karrierevej. For dem er der ellers ikke mange af i folkekirken.”

ANNA HELLEBERG KLUGE

“Måske handler det om, at mange forbinder provsterollen med økonomi og mursten, altså den gammeldags tilsynsrolle.”

“Hvis man derimod er begyndt at læse teologi, fordi man synes, sjælesorg er interessant, så er der et stykke vej til dette traditionelle syn på

provsten. Det er dog ved at ændre sig – det ved vi, der allerede er i stillingen. Så hvis vi kunne blive bedre til at fortælle, hvad der også er i provsterollen, ville det måske tiltrække kvindelige ansøgere.”

Ifølge Anna Helleberg Kluge er det vigtigt, at folkekirken er opmærksom på, at der ikke er noget strukturelt, der hindrer en kvinde i at blive provst. Ligesom at de kvindelige provster skal være gode rollemodeller.

“Kvinder kan godt komme til at virke vrede, når der skal træffes en beslutning. Så jeg prøver at udtrykke mig præcist, men ikke vredt.”

“Som præst er jeg omsorgsfuld og favnende, hvilket jeg også har taget med mig ind i provsterollen. Men jeg er som provst samtidig bevidst om, at vi på et tidspunkt kan komme til en grænse eller en konklusion, og det er min opgave at trække den. Det er jeg bevidst om.”

Birgitte Stoklund Larsen er rektor for Folkekirkens Uddannelses- og

0 Flertallet af provsterne i folkekirken er mænd. Måske handler det om, at man stadig –fejlagtigt – forbinder provsterollen med økonomi og mursten, siger provst Anna Helleberg Kluge. På billedet er tidligere biskop LiseLotte Rebel ved at kreere fire mandlige provster. - Foto: Kåre Gade.

En kønsfordeling på 40-60 er inden for det acceptable, mener Birgitte Stoklund Larsen, og hun mener, at det naturlige fokus på køn, der både er i folkekirken og i samfundet som helhed, vil være med til at holde fokus på kønsbalancen.

“Historisk set har kvinder været set som det andet køn. Men når der så er kommet flere kvinder i embede, så er opmærksomheden på kønsproblematikken også blevet større, fordi kvinderne har været opmærksomme på det.”

“Desuden har det også betydning, at provsterne mødes i mange sammenhænge, og når gruppen, der mødes, er mere mangfoldig, bliver opmærksomheden på emnet også større. Man lærer mere af hinanden, og alle bliver opmærksomme på problematikken.”

Heiner Lützen Ank

” Måske handler det om, at mange forbinder provsterollen med økonomi og mursten.

I Aabenraa begynder provstesynet med Fadervor

Kirkens bygninger skal vedligeholdes, fordi det tjener evangeliets forkyndelse. Sådan er holdningen i Aabenraa Provsti, hvor man håber, at en velholdt præstegård kan tiltrække en præst, der gerne vil studere, foretage husbesøg og skrive gode prædikener

Heiner Lützen Ank

Der bliver lyttet intenst, udvekslet betragtninger og peget på døbefont, vinduer og kirkebænke her i Varnæs Kirke denne fredag formiddag.

Kirken, der ligger ti kilometer uden for Aabenraa, stammer fra 1100-tallet og har et markant, fritstående klokketårn, en imponerede egetræsaltertavle fra 1500-tallet og et iøjnefaldende pulpitur med sirlige blomstermotiver. Kirke og inventar er i imponerende stand.

Ifølge lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde skal der hvert fjerde år afholdes et provstesyn. Her gennemgår provsten, en byggesagkyndig og en bygningskyndig udpeget af menighedsrådet – og ofte også flere andre –kirkens, kirkegårdens, præsteboligen og eventuelle øvrige bygningers stand. I forbindelse med provstesynet føres der protokol over forbedringer og reparationer, som menighedsrådet efterfølgende skal forholde sig til.

Det er først om nogle måneder, der skal være provstesyn her i Varnæs. Men da menighedsrådet gerne vil være godt forberedt, har menighedsrådet inviteret provst Kirsten Kruchov Sønderby til et forberedende provstesyn.

Ved siden af Kirsten Kruchov Sønderby står provstisekretær Gitte Bielefeldt. Hvis en provst skal have hverdagen til at hænge sammen, er det afgørende, at provsten og sekretæren har et fortroligt samarbejde, og de to færdiggør da også hinandens sætninger på en nærmest ægteskabelig måde.

Fra menighedsrådet er det formand Anne Marie Bomholt Laier og næstformand Steen Vestergaard Kruse, der er mødt op.

Anne Marie Bomholt Laier har været med i menighedsrådet og provstiudvalget i mange år, mens Steen Vestergaard Kruse er i gang med sin første periode. Han er dog født og opvokset i området og kender derfor også kirken og kirkegården godt.

Et provstesyn i Aabenraa Provsti har en fast ramme, fortæller Kirsten Kruchov Sønderby:

“Vi indleder med at hilse på hinanden, lave en præsentationsrunde og læse protokollen op fra det seneste syn. Så synger vi en salme og beder Fadervor. Det er vigtigt også at have med. Fordi der er kun én grund til, at vi gør det her, nemlig at evangeliet skal forkyndes.”

Steen Vestergaard Kruse nikker.

“Med alle de ting, vi har gang i, bliver det let meget praktisk. Salme og Fadervor er en god måde at sætte det ind i en ramme.”

IAabenraa Provsti tager et syn mellem tre og fire timer. Ud over provsten, den byggesagkyndige, menighedsrådets bygningskyndige og så vidt muligt provstisekretæren deltager der ofte også andre. For eksempel repræsentanter for provstiudvalget.

“Det er en måde, provstiudvalget kan lære de lokale menighedsråd at kende,” lyder det fra Kirsten Kruchov Sønderby. “Synene har også en klar social funktion.”

Gitte Bielefeldt fortsætter:

“Der kan være menighedsrådsmedlemmer, man har talt med flere gange, men aldrig set i virkeligheden, som kommer hen og hilser på. Et syn er en god måde at vise, at vi ikke bare er nogle, der sidder inde på et kontor i Aabenraa.”

Men naturligvis er der også fokus på bygningerne, fortæller Gitte Bielefeldt.

“Der kommer mange gode råd frem under synet, som ikke bliver ført til protokols, da det kun er mangler, der noteres her. Men kirke-

værgen og menighedsrådets bygningskyndige holder sig tæt til den byggesagkyndige for at få alt med.”

Netop denne uformelle vejledning er man meget opmærksom på i menighedsrådet, fortæller Anne Marie Bomholt Laier.

“Der kan være ting, vi har fokus på, og som vi har brug for at vende med den byggesagkyndige. På det forudgående menighedsrådsmøde taler vi derfor altid om synet, så man har spørgsmålene klar, når nu den byggesagkyndige er til stede.”

Selskabet har efter et kig ind i klokketårnet bevæget sig ned ad bakken til den hvide, stråtækte præstegård.

Præstegården står tom, fordi præstestillingen er ledig, og menighedsrådet benytter lejligheden til at renovere præstegården. Der er et badeværelse, der skal etableres. Der er et køkkenbord, der skal flyttes. Der er en dør, der skal rykkes. Hvis altså Kulturstyrelsen er med på idéen.

Derfor er menighedsrådets arkitekt, menighedsrådets bygningskyndige og en konsulent fra Kulturstyrelsen på vej rundt i præstegården bevæbnet med tegninger og tommestok.

Netop præstegården, både her i Varnæs og i resten af provstiet, er et vigtigt tema for Kirsten Kruchov Sønderby og hendes provstiudvalg.

“Vi har i provstiudvalget haft en samtale om, hvordan vi gerne vil være folkekirke her. Det er præstegården en vigtig del af. Derfor bruger vi også provstesynet til at tale med menighedsrådene om, at når provstiudvalget ser på det sådan her, hvad tænker I så? Kunne det have betydning for måden, I ser på præstegården?”.

“Vi forsøger at tage konsekvensen af præstemanglen. I håbet om at præster, der ønsker at være præst på landet på en lidt gammeldags måde – altså med tid til at studere,

” Det er en måde, provstiudvalget kan lære de lokale menighedsråd at kende.

KIRSTEN KRUCHOV SØNDERBY

4 For provst Kirsten Kruchov Sønderby er provstesynet også en mulighed for at få talt med de lokale menighedsråd om stort og småt. - Foto: Heiner Lutzen Ank.

mulighed for husbesøg, og hvor det betyder noget, om man skriver en god prædiken, fordi der faktisk kommer nogen og hører den – tænker, at Aabenraa Provsti kunne være et godt sted for dem.”

“Vi tror på, at fremtiden er, at der er en præst i sognet, og at den præst bor i præstegården, og at præstegården derfor er ikonisk for sognet og et samlingssted. Hvis vi vil det, er vi også nødt til at sige, at den her præstegård skal række ud i fremtiden.”

Kort pause. Det er, som om Kirsten Kruchov Sønderby skal smage på sine egne ord først.

“Så ja, at bruge mange penge på at renovere præstegården her er et salgsfremstød.”

Kirsten Kruchov Sønderby, Gitte Bielefeldt, Steen Vestergaard Kruse og Anne Marie Bomholt Laier har fundet kaffekanden og kopperne frem i konfirmandstuen, der er placeret i den ene længe af præstegården.

Havde det været et almindeligt provstesyn, ville det have været tid til frokost, hvis det havde foregået om formiddagen, eller kaffe og kage,

hvis det havde været om eftermiddagen. Ligesom det ville have været tid til den uformelle snak, der er en vigtig del af sådan et syn.

Samtalen falder hurtigt på besøget af konsulenten fra Kulturstyrelsen. Der er enighed om, at Kulturstyrelsen i for høj grad betragter præstegården som en kultur- og museumsgenstand. Derfor er det svært at få lov til at lave ændringer i en fredet præstegård som den i Varnæs.

Flemming Pedersen kommer ind. Han er menighedsrådets byggekyndige, og det er ham, der har været på tur rundt i præstegården med konsulenten fra Kulturstyrelsen. Han nikker og giver de andre ret: Der er meget, man ikke må.

“Men når man taler om det og giver sig på nogle punkter...,” siger han roligt.

“...Så er der andre ting, man får lov til. Vi talte om en løsning, hvor vi kan isolere den store originale indgangsdør, det ellers kan være vanskelig at sikre mod kulde.”

Da Kirsten Kruchov Sønderby var sognepræst og fik besøg af en provst, opfattede hun det ikke som en vigtig del af kirkens daglige liv. Det har ændret sig.

“Jeg er ikke fagperson, men nogle ting begynder at være synlige for mig. Det er interessant at få indblik i en ny faglighed, og så kender jeg efterhånden også den generelle standard i provstiet. Endelig lytter jeg også meget gerne til Gitte, der har været her siden 2001.”

Kirsten Kruchov Sønderby bruger fire dage om året på provstesyn, plus tid til forberedelse og efterbehandling. Så tidsmæssigt er det ikke en stor post. Men alligevel en vigtig del af provstegerningen.

“Jeg forsøger altid at sætte synet ind i en sammenhæng, altså se det i forhold til hvad vi har talt om i provstiudvalget, hvad der er vigtigt for os, hvordan vores økonomi ser ud, og hvad vi vil prioritere de kommende år. Det er vigtigt for mig at pege på forbindelsen mellem den lille revne i murværket og det, vi er fælles om som folkekirke her i Aabenraa.”

Provstesyn

Jf. bekendtgørelse af lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde skal der hvert år inden den 1. oktober foretages syn over kirke, kirkegård, præstebolig og eventuelle øvrige bygninger.

Ved synet deltager menighedsrådet, menighedsrådets bygningskyndige og eventuelt ansatte. Der skal træffes bestemmelse om, hvilke ældre mangler der endnu ikke er udført, og hvilke nye arbejder der skal udføres. Dette indskrives i en synsprotokol.

Hvert fjerde år erstattes det ordinære syn af et provstesyn. Provsten fastsætter datoen for synet og indkalder menighedsrådet til deltagelse i synet. I synet deltager en bygningskyndig person, der er valgt af provstiudvalget. Også den af menighedsrådet udpegede bygningskyndige deltager i dette syn.

Provstisekretærerne er rykket ind i folkekirkens maskinrum

En af de faggrupper, der tydeligt mærker, at der bliver stillet større og større krav til provstierne og provsterne, er provstisekretærerne. Derfor skal de også kunne mere og andet i dag end for blot få år siden

bliver flere og mere komplekse, kan provsten ikke gøre alt alene.”

Folkekirkens struktur er under forandring i disse år. En forandring, der frem for alt viser sig ved, at provstierne får større og større betydning som det administrative bånd, der binder organisationens forskellige led sammen.

Men også provstierne selv har undergået en markant forandring i løbet af det seneste årti. Noget, der bliver særligt tydeligt, når man stiller skarpt på provstisekretærerne.

“Man kan vel sige, at det på mange måder er et ’kvindefag’, når hovedparten af sekretærerne er kvinder. Men flere mænd er kommet til, efterhånden som stillingen har udviklet sig mere i retning af at være en ’chefkonsulentstilling’ og ikke som tidligere en sekretærstilling, hvor man hovedsageligt skrev referater og sendte breve.”

“Det er blevet en mere interessant stilling generelt, hvilket man også kan se på dem, der søger stillingerne. Det er nogle helt andre profiler, der søger stillingerne, end tidligere.”

Sådan lyder det fra Lone Paepke, der ud over at have været provstisekretær i 14 år, også er formand for Foreningen af Provstisekretærer.

“Tidligere passede hvert sogn i højere grad sig selv, og provsten skulle helst ikke blande sig for meget. Men i og med at provsteembedet har forandret sig, og opgaverne

“Derfor bliver opgaverne flyttet nedad, hvorved vores stilling har udviklet sig, så den er en helt anden i dag end tidligere.”

Fordi stillingen har forandret sig så meget, lavede provstisekretærerne for et par år siden en kompetenceprofil, så det blev tydeligere, hvad det kræver at være provstisekretær.

“Man skal vide noget om økonomi og have strategisk­økonomisk flair. Mange steder laver provstisekretæren det forberedende arbejde til provstiudvalgene, også i forhold til hvordan økonomien ser ud i sognene.”

“Det er også sekretæren, der forbereder punkter til provstiudvalgsmøder, og det er ofte sekretæren, der afslutter og følger op på dem. Derfor skal man kunne en del lovstof.”

“Ligeledes skal man have viden om offentlig forvaltning, da vi journaliserer al post til provstiet og sammensætter dagsordenen til provstiudvalgsmødet.”

Det kræver ikke en bestemt uddannelse at kunne håndtere stillingens brede vifte af opgaver. Nogle sekretærer har en økonomisk eller juridisk uddannelse, mens andre er cand.mag. Og så er der dem, der har en mere almen kontoruddannelse. For at overkomme de forskelligheder og skabe et fælles fagligt grundlag at arbejde ud fra har Foreningen af Provstisekretærer fokus på flere ting, fortæller Lone Paepke.

Det er blevet en mere interessant stilling generelt, hvilket man også kan se på dem, der søger stillingerne.

LONE PAEPKE

”“Vi sparrer meget med hinanden, og som ny sekretær får man en mentor i tre måneder. Desuden har vi fået vores egen uddannelse, som vi selv har været med til at udforme i regi af Folkekirkens Uddannelsesog Videnscenter, hvor nye sekretærer bliver undervist i relevante emner.”

Selvom der således er mange forskelligartede arbejdsopgaver, er provstisekretærerne grundlæggende glade for deres arbejde.

“Vi lavede en arbejdsmiljøundersøgelse for nogle år siden. Når man læser den, er det næsten ikke til at få hænderne ned, for folk er meget glade for deres job, udfordringerne og friheden, selvom der også er nogle, der synes, at det er for vanskeligt at navigere i det her.”

“Noget af det spændende ved stillingen er, at man er med til at

binde mange ting sammen i en kompleks organisation.” Der er dog en udfordring, tilføjer Lone Paepke.

“På papiret er det en HK­stilling og derfor også det, vi bliver lønnet efter. Men indholdet i stillingen er noget helt andet. Den divergens giver udfordringer både for dem, som søger stillingen, og dem, som sidder i den.” J

0 Lone Paepke, der er provstisekretær i Hillerød og formand for Foreningen af Provstisekretærer, oplever, at hun og de fleste af hendes kolleger er glade for udfordringerne og friheden, der ligger i arbejdet som provstisekretær. – Foto: Heiner Lützen Ank.

Heiner Lützen Ank

4 Luther-byen Wittenberg er topscorer, når folkekirkens provstier arrangerer kurser i udlandet. Men Rom, London og Jerusalem har også haft besøg af mange præster på studietur. - Foto: Peter Endig AP Ritzau Scanpix.

Næsten hvert andet provstikursus er en udlandsrejse

Når folkekirkens provstier inviterer præsterne på kursus, er det ofte i form af en studietur til udlandet. Tyskland topper listen, men Storbritannien, Italien og Israel er også populære destinationer

Viktor Dylander

Kåre Gade

De fleste af folkekirkens provstier arrangerer jævnligt kurser, hvor provst og præster får mulighed for at efteruddanne sig og dele erfaringer.

Som hovedregel er provstikurserne henlagt til Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter i Løgumkloster eller andre kursussteder i Danmark.

Men i de seneste 10 år har 41 procent af provstikurserne været en udlandsrejse – eller 47 procent, hvis man regner kurser i Sydslesvig med som udlandsrejser. Det viser en aktindsigt, som Kirke.dk fik hos provstierne i november 2022.

12 af turene er gået til London, men andre, mindre byer i Sydengland er også populære rejsemål.

På tredjepladsen kommer Italien, hvor Rom har dannet rammen om alle 14 studieture i landet. Italien er dog skarpt forfulgt af Israel, som har været mål for 12 provstikurser. Norge og Sverige har også haft en del besøg af danske provstier. Det fjerneste rejsemål er Hongkong, hvor to provstier har været på studietur.

Typisk varer studieturene mellem tre og fem dage, for eksempel fra mandag til torsdag eller fredag, for et provsti kan ikke undvære alle eller en stor del af præsterne om søndagen.

” Tyskland er den mest populære destination med i alt 41 studieture.

21 af turene gik til Luther-byen Wittenberg, 11 til Berlin.

Tyskland er den mest populære destination med i alt 41 studieture. 21 af turene gik til Luther-byen Wittenberg, 11 til Berlin.

Storbritannien er med 25 provstikurser det næstmest besøgte land.

Provstikurser

Programmerne

omfatter gudstjenester, besøg på teologiske institutioner og møder med forskere og præster, der fortæller om deres erfaringer med sekularisering, diakoni, gudstjenestefornyelse og økumenisk eller interreligiøs dialog – foruden lokale turistattraktioner og teater- eller koncertbesøg.

Kirke.dk bad i november 2022 folkekirkens 103 provstier svare på følgende fire spørgsmål:

1. Hvor mange provstikurser for provstiets præster, har der været afholdt i provstiet siden 1. januar 2012. Et provstikursus forstås her som et kursus over flere dage med overnatning.

2. Antal overnatninger.

3. Hvor disse provstikurser har været afholdt.

4. Hvad de enkelte kurser har kostet provstiet pr. deltager samt et deltagerantal.

91 provstier svarede. Det dyreste kursus kostede 18.860 kroner pr. deltager.

Flere provstier har ikke afholdt provstikurser af denne type i perioden og har derfor ingen udgifter haft.

Kritik: Udlandskurser svækker folkekirkens danske kursussted

Provstikurser i udlandet giver god mening, men man har et ansvar for også at bruge folkekirkens eget kursussted i Løgumkloster, siger provsterne Hans-Henrik Nissen og Finn Vejlgaard

Heiner Lützen Ank

Hvad rører sig i bekendelseslitteraturen? Frelse og forsoning i kappadokisk teologi. Fra majoritet og medløb til minoritet og modsigelse – den evangeliske kirke i DDR.

Sådan lød et par af emnerne, da præsterne i Hillerød Provsti i januar 2023 var på provstikursus hos Folkekirkens Uddannelses­ og Videnscenter (FUV) i Løgumkloster.

Ifølge provst Jørgen Christensen var turen til Løgumkloster en god mulighed for at give præsterne et kursus med “lokale, danske ressourcer” og et “markant teologisk indhold”.

Noget kunne imidlertid tyde på, at det er blevet en sjældenhed, at provstikurser afholdes på folkekirkens eget kursussted. Ved årsskiftet 2022­2023 var kurset for præsterne i Hillerød Provsti og et kursus for præsterne på Færøerne således de eneste provstikurser, der var planlagt i Løgumkloster i 2023.

At det er sådan, skyldes flere ting, mener Hans Vium Mikkelsen, der indtil udgangen af 2022 var rektor for FUV.

“Idéen er over 20 år gammel, og vi havde i starten op til seks års ventetid. Det var nyt, at man kunne tage afsted som provsti. Den store efterspørgsel gjorde, at vi i 2011 indførte en delvis brugerbetaling for provstikurserne, så vi havde økonomi til at optage flere provstikurser, uden at det gik ud over øvrige kursusudbud.”

“Provstierne har senere fået mulighed for selv at afholde udgifterne

til fælles kurser og studieture, og vi kan se, at flere provstier vælger at arrangere studieture til udlandet for på den måde at perspektivere dansk kirkeliv og teologi.”

“Fra vores perspektiv vil det optimale være, at man hver anden gang afholder internatkursus her i Løgumkloster med fokus på det fagteologiske, hvor FUV kan tilbyde at skræddersy et kursus til provstiets ønsker.”

Hans Vium Mikkelsen tilføjer, at den faldende efterspørgsel i 2023 muligvis også hænger sammen med, at FUV fra i år har måttet hæve deltagerprisen pr. kursist for at overholde de af Finansministeriet udstukne regler for prisfastsættelse af kurser.

Hans­Henrik Nissen, provst i Fredensborg Provsti, ærgrer sig over prisstigningen, men mener alligevel, at det er et fælles folkekirkeligt ansvar at bruge kursusstedet.

“Det er en skam, at et ophold i Løgumkloster er blevet så dyrt, at en tur til Rom næsten kan konkurrere med det.”

“Det er vigtigt, at vi alle bruger dette unikke sted. Mange af os har travlt i det daglige, men her kommer man ned i gear, og i tilgift får man den enestående blanding af kirken, refugiet og præstehøjskolen med et kæmpe bibliotek og dygtige undervisere. Det er en perle.”

Derfor bør et kursus i Løgumkloster også prioriteres frem for alternativerne.

“Der er en tendens til, at mange tager til Grækenland eller Italien. Men noget af det virker mere som en turistrejse eller en familierejse med lidt kultur.”

Hans­Henrik Nissen tilføjer dog, at en tur til udlandet kan have sin berettigelse, hvis den har et tydeligt fagligt indhold, som da biskoppen og provsterne i Helsingør Stift for nogle år siden var i York i England.

Hans­Henrik Nissens provstekollega i Valby­Vanløse, Finn Vejlgaard, er enig.

“Løgumkloster laver gode kurser i tæt samarbejde med provstierne, og det gør stedet til noget helt specielt.”

Også Finn Vejlgaard mener, der kan være gode grunde til, at et provstikursus foregår i udlandet. Alligevel bør Løgumkloster i udgangspunktet være førstevalget.

“Det er mærkeligt, hvis man altid tager til udlandet på provstikursus. Faktisk synes jeg, at der har været en tendens til, at for mange provstier tager til udlandet.”

Det er dog ikke altid, at Løgumkloster er det rigtige sted at tage hen. For eksempel har Aarhus Dom­

provsti været i Amsterdam, fortæller provst Gerda Jessen.

“Vi er et storbysogn og ville gerne arbejde med dette tema på kursus. Derfor tog vi til Amsterdam, fordi vi der kunne lære noget, vi kan bruge herhjemme.”

I foråret 2022 var præsterne i Ringkøbing Provsti i Rom. Selvom der ikke var tale om et fravalg af Løgumkloster, var økonomien alligevel en overvejelse, fortæller provst Margrethe Koch.

“Vi ville gerne til Rom på grund af et kirkehistorisk fokus. Uden at have undersøgt det nøje tænker jeg, at prisen for turen til Rom og et kursus i Løgumkloster er cirka den samme.”

“Desuden er fordelen ved en tur til udlandet, at man på en måde er mere sammen. Det er også et vigtigt aspekt.” J

” Der er en tendens til, at mange tager til Grækenland eller Italien. Men noget af det virker mere som en turistrejse eller en familierejse med lidt kultur.

HANS-HENRIK NISSEN

Udlandsprovst: Folkekirken herhjemme kunne lære meget af folkekirken derude

Fjernledelse er et vilkår for udlandsprovst Selma Ravn, der siden 2020 har stået i spidsen for DSUK. Hun håber at styrke erfaringsudvekslingen mellem folkekirken og de danske udlandskirker

Heiner Lützen Ank

Ien snæver vending kan man kalde Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) for folkekirkens udenrigstjeneste.

Det er nemlig DSUK, der sender præster til storbyer som Toronto, Sydney og Paris for at lave kirke sammen med danskere, der har søgt ud i verden, og mennesker, der er født og opvokset i udlandet, men gerne vil holde fast i deres danske rødder.

Ligeledes er det DSUK, der sender præster til havnebyer som Rotterdam og Hongkong, så danske og udenlandske søfarere kan møde den danske folkekirke i fremmede havne.

Og så er præsterne i Sydslesvig også ansat gennem DSUK, hvorved DSUK altså sørger for, at danskerne syd for den dansk-tysk grænse kan komme i dansk kirke.

I spidsen for udenrigstjenesten står Selma Ravn. Efter seks år som præst ved Den Danske Kirke i Paris blev hun i 2020 ansat som udlandsprovst og dermed leder af DSUK.

“Hvad laver en udlandsprovst egentlig?”.

Selma Ravn formulerer selv det spørgsmål, interviewet fokuserer på, da hun tager imod i DSUK’s lokaler på Frederiksberg i København, hvor hun ud over kontakten til præsterne og menighederne rundt i verden også leder et sekretariat på ni ansatte.

“Jeg laver rigtig meget fjernledelse. Jeg blev ansat midt under coronaepidemien i sommeren 2020, hvor det hele var lukket ned, og skulle derfor etablere et forhold til kirkerådene (menighedsråd, red.) ude i verden via Zoom. Det var ikke let, men det kan jo også noget.”

“På den hårde måde lærte jeg, at

Selma Ravn

2002: Cand.theol. fra Københavns Universitet.

2005-2014: Sognepræst ved Vor Frelsers Kirke.

2014-2020: Præst ved Den Danske Kirke i Paris.

2020- Udlandsprovst ved DSUK.

man kan have digitale møder med folk langt væk. Det er min ambition at have samtale med præsterne én ad gangen tre gange om året, og det kan jeg gøre på Zoom. Det ville man ikke have tænkt tidligere.”

Stillingsbetegnelsen udlandssprovst er relativ ny. Selma Ravns forgænger, der var ansat i tre år, var den første til at bære titlen. Før det havde lederen af DSUK titlen som generalsekretær.

“DSUK er ikke direkte en del af folkekirken, men er en af de såkaldte frie folkekirkelige organisationer. Vi vil dog gerne nærme os folkekirken endnu mere, og det er skiftet fra generalsekretær, hvad jeg også stadig er, til udlandsprovst et udtryk for.”

“Det øgede fokus på tilknytningen til folkekirken sker også for at styrke præsternes arbejdsbetingelser og deres efteruddannelse.”

At Selma Ravn er den blot anden udlandsprovst, har givet hende mulighed for at forme stillingen selv.

“Da jeg blev ansat, overvejede jeg, hvad jeg selv manglede i løbet af mine seks år som præst i Paris. Grundlæggende gik det godt, og jeg magtede også at løse problemerne, når de opstod. Jeg havde dog stadig brug for, at en eller anden havde snor i mig. En, jeg kunne sparre med.”

“Derfor indførte jeg samtalerunden med præsterne. Man ringer ofte først, når der er noget galt. Men der kan være andre, mindre ting, man har lyst til at vende med sin provst, men som man ikke synes, er alvorlige nok. Så nu banker jeg på, også uden at der er noget galt.”

“Men det kan altså blive svært med fjernledelsen. For groft sagt vil de yngre gerne have ledelse og sparring, mens de ældre og mere rutinerede præster måske er lidt gladere for, at provsten befinder sig langt væk.”

Selvom Selma Ravn og alle andre i coronatiden opdagede, hvilke muligheder der gemmer sig i digitale mødeformer, så er det stadig nødvendigt, at udlandsprovsten bruger en del tid på at rejse rundt til præsterne og menighederne ude i verden.

“Der er stadig kirker, jeg ikke har været i endnu, men det at komme ud er meget vigtigt. Sidste år havde jeg 80 rejsedage, og så var det ikke engang et almindeligt år.”

En del af Selma Ravns rejser foregår, når en af de tre biskopper, der er tilknyttet DSUK, er på visitats rundt hos præsterne og i menighederne. Andre rejser er almindelige besøg, hvor det gælder om at lære stederne at kende og skabe kontakt. Men alle rejserne giver hende et indtryk af, hvor forskellig folkekirken også er i udlandet.

“Jeg har netop været i Thailand, som er en anderledes indsats. Normalt betaler menigheden en procentdel af præstens løn og står også for alle udgifter til driften. Men de, der har brug for kirken i Thailand,

0 Et af de steder i verden, hvor DSUK er til stede, er Thailand. Det, der her fylder meget for præsten Christa Lund Herum, er sjælesorg og det at være til stedet for danskere, der er blevet syge eller er kommet i problemer. –Foto: Sille Arendt/DSUK.

0 Siden 2020 har Selma Ravn været udlandsprovst. - Foto: Heiner Lützen Ank.

har ikke selv råd til at finansiere den. Det er en meget mere diakonal opgave.”

“Her handler det i høj grad om at være til stede for syge, indsatte og økonomisk udfordrede danskere. Der er meget sjælesorg og rigtig meget bistand til ambassaden.”

“Andre steder er det en stor opgave at besøge de søfarende på skibene i havnene. Og langt de fleste steder er vi så privilegerede, at vi er det eneste danske tilbud. Derfor er vi, ud over at være kirke, også kulturhus, forsamlingshus, musikhus og børnehus. Det er en meget bred vifte af aktiviteter, menighederne og præsterne står for mange steder.”

“På den måde er vi stærke kulturbærere i kirken ude, og det kunne være dejligt, hvis man opdagede det i Danmark.”

Som udlandsprovst er det Selma Ravns opgave at knytte bånd til præster og menigheder rundt i verden – at lede på afstand og stå i spidsen for sekretariatet her i Danmark. Men det er også hendes opgave at sørge for, at resten af folkekirken ser arbejdet og bakker op om det.

“Jeg synes sådan set, det er en fælles folkekirkelig opgave at være kirke i udlandet. Den opgave løser vi, selvom vi ikke formelt er en del af folkekirken. Vi griber nogle af de danskere, der rejser ud, og derfor burde alle sogne også være medlem af DSUK. For det kan i princippet være sognebørn i et hvilket som helst sogn, vi griber.”

“Når folk er i udlandet, er deres vej ind i kirken ofte nemmere. Og med det vi formår at være for dem, er der mange, der kommer hjem med et andet syn på folkekirken.”

Faktisk mener Selma Ravn, at DSUK har meget at give folkekirken, og hun drømmer om, at folkekirken vil lade sig inspirere mere.

“Mange af de diskussioner, vi har i Danmark om frivillige, samarbejde, samskabelse og spørgsmålet om, hvorvidt præsten skal være daglig leder, er ting, vi slet ikke diskuterer i DSUK-regi, fordi det bare er en given tilstand eller en uomgåelig nødvendighed.”

“På et tidspunkt diskuterede man kirkelige handlinger uden for kirke-

rummet. Dengang var jeg præst i Paris og tænkte: Hvorfor spørger man ikke nogle af udlandspræsterne? De har jo stået de vildeste steder og holdt kirkelige handlinger. Der er en erfaring og en viden her, man ikke benytter godt nok.”

“Det samme gælder i forhold til det med frivillige og i forhold til præsten som daglig leder. Eller samskabelse. Kirkerne i udlandet kan ikke fungere, hvis ikke de fungerer med alt det andet, der er omkring dem. Der kommer jævnlig DSUK-præster hjem til folkekirken igen. Brug dem, og brug os.”

Danske Sømandsog Udlandskirker

DSUK er en støtteforening med udsendte medarbejdere 48 steder i hele verden: i storbyer med mange danskere bosat, i havnebyer med danske skibsanløb og i Sydslesvig.

Alle præster er underlagt tilsyn af en dansk biskop. Cirka 1000 danske menighedsråd er medlem af DSUK.

DSUK blev dannet den 1. januar 2004 som følge af en fusion mellem Dansk Sømandskirke i fremmede Havne (1867) og Dansk Kirke i Udlandet (1919).

Præsterne i Sydslesvig, der er ansat af DSUK, har deres egen provst. Denne provst refererer til udlandsprovsten.

Provstiudvalgene styrer folkekirkens lokale økonomi

Hvad laver et provstiudvalg? Kirke.dk giver her en introduktion til udvalget, der styrer den lokale økonomi

Heiner Lützen Ank

Hvad er et provstiudvalg?

Provstiudvalget vælges hvert fjerde år samtidig med valg til stiftsrådet. Udvalget består af provsten, der er født medlem, en repræsentant for provstiets præster samt fire til otte lægmedlemmer, der er valgt af provstiets menighedsråd.

Provstiudvalget fører sammen med stiftsøvrigheden tilsyn med menighedsrådenes økonomiske forvaltning. Provsten er forretningsfører for provstiudvalget.

Provstiudvalgets beslutninger træffes på møder, der som hovedregel er offentlige.

Hvordan bliver man valgt til et provstiudvalg?

Provstiudvalget afholder et offentligt møde i tidsrummet fra medio august til primo september. Mødet behandler blandt andet redegørelse for provstiudvalgets og stiftsrådets virksomhed, gennemgang af reglerne for valg til provstiudvalg og stiftsråd samt fastsættelse af antallet af lægmedlemmer i provstiudvalget.

Lægmedlemmerne af provstiudvalget vælges af medlemmerne af provstiets menighedsråd. Repræsentanten for provstiets præster vælges af provstiets fastansatte sognepræster. Valgbare er provstiets fastansatte sognepræster.

Hvordan bliver provstiudvalget konstitueret?

På det konstituerende møde vælges en formand og en næstformand.

Hvad er provstiudvalgets hovedopgaver?

1. Budget for menighedsrådene

Provstiudvalget fastsætter rammebevilling for kirkekassens driftsudgifter og be-

villing for kirkekassens anlægsudgifter efter afholdelse af budgetsamråd med menighedsrådene.

2. Budgetsamråd

Provstiudvalget indkalder en eller to repræsentanter for hvert menighedsråd til budgetsamråd, der afholdes mellem den 15. juni og den 15. september. Mødet er offentligt.

Budgetsamrådet har som udgangspunkt ikke besluttende kompetence, men det er på budgetsamrådet muligt for provstiudvalget at drøfte tværgående spørgsmål med menighedsrådene, for eksempel konkrete samarbejdsopgaver som drift af kirkegårde.

3. Menighedsrådenes regnskaber

Provstiudvalget modtager senest den 15. oktober menighedsrådenes reviderede regnskaber og godkender dem senest den 15. november.

4. Fastsættelse af den samlede ligning til kirkekasserne

På baggrund af provstiudvalgets endelige budgetudmelding giver provstiudvalget senest den 15. september kommunen besked om ligningsbeløbets størrelse for det kommende år samt fordelingen på de enkelte kirkekasser. Kommunen fastsætter herefter den lokale kirkeskatteprocent og sørger for ligningen i kirkekassen.

5. Provstiudvalgskassen

Alle provstiudvalg opretter en provstiudvalgskasse. Udgifter til denne dækkes af de lokale ligningsmidler på samme måde som kirkekasserne og indgår i det samlede ligningsbeløb. Provstiudvalgskassen dækker blandt andet udgifterne til valg af provstiudvalgene, mødevirksomhed og udgifter til kurser for provstiudvalgsmedlemmer.

Det foreløbige budget for provstiudvalgskassen skal være udarbejdet senest den 15. juni, så menighedsrådene kan bli-

ve orienteret om det på budgetsamrådet. Det endelige budget skal være fastlagt senest den 1. september.

6. Reservemidler

Provstiudvalget kan ved opgørelsen af det samlede ligningsbeløb beslutte, at op til 5 procent af beløbet skal afsættes som en reserve, der kan anvendes til dækning af uforudsete udgifter i ligningsområdet. Midlerne kan ydes som likviditetslån.

7. Godkendelse af kirkegårdsvedtægt

Provstiudvalget skal godkende de af menighedsrådene fastsatte kirkegårdsvedtægter, herunder kirkegårdstaksterne. Provstiudvalget skal også godkende ændringer og reguleringer af kirkegårdens indretning, dræning og fældning af træer på kirkegården.

8. Godkendelse af dispositioner vedrørende fast ejendom

Provstiudvalget skal godkende menighedsrådenes beslutninger om køb og salg af fast ejendom, godkende salgspriser og størrelsen på forpagtningsafgifter. Provstiudvalget skal også godkende opførelse, ombygning og nedrivning af bygninger uden for kirkegården til brug for kirken eller kirkegården.

9. Øvrige opgaver

Provstiudvalget er klageinstans i sager, hvor der klages over menighedsrådets afgørelser vedrørende kirkegårde. Provstiudvalget fører også tilsyn med, at de ansættelsesmæssige forhold for de ansatte ved kirker og kirkegårde er i overensstemmelse med gældende regler.

KILDE: STIFTSJURA

Når kommunen kalder, får provstiet brug for flere kræfter

Esben Thusgård kan trække på fire medarbejdere i sit arbejde som provst. Aarhus Nordre Provsti mærker ligesom andre provstier et pres fra kommuner og menighedsråd. Derfor er det nødvendigt med professionelle ressourcer

Heiner Lützen Ank

Provst Esben Thusgård er heldig. Udsigten fra hans skrivebord i sognegården i Vejlby, hvor Aarhus Nordre Provsti holder til, er lys og venlig. Herfra kan han se den velholdte, hvide middelalderkirke, ligesom han kan se det lokale gymnasium fra slutningen af 1960’erne. Og så kan han fornemme den nordlige del af Aarhus, der med villakvarterer, almene boliger, spejderforeninger og folkeskoler er et sammentræk af, hvordan tilværelsen er mange steder i Danmark.

Det er 11 år siden, Esben Thusgård blev provst, og når han ser tilbage på perioden, bliver forandringerne tydelige for ham.

“Samfundet har forandret sig, og folkekirken har forandret sig sammen med samfundet. Det betyder noget for hverdagen i sognet, hvordan sådan noget som skoledistrikterne er indrettet, og hvordan man organiserer hjemmepleje og sundheden.”

“Kommunerne har indset, at de ikke kan fikse alt selv. Men også i andre civilsamfundsorganisationer gryr erkendelsen af, at vi ikke hver for sig har svaret på samfundets problemer – at det er nødvendigt, at vi lægger interesserne og hovederne sammen, hvis der skal ske noget nyt.”

“Folkekirken har også noget at bidrage med. Det kan være alt fra at samarbejde om konkrete aktiviteter til udlån af faciliteter og samarbejde med organisationer og kommuner. Der bliver kaldt på folkekirken, og vi skal overveje, om vi skal være en del af det eller ej.”

Når kommunen eller andre organisationer vil i kontakt med folkekirken, bliver der altid kigget mod provsten, fortæller Esben Thusgård. Men provstens rolle præges også indefra.

“For nogle menighedsråd er det administrative blevet for besværligt. Det er opgaven som kontaktperson, kassererfunktionen og tilsy-

net med bygninger, der fylder så meget, at de har behov for bistand.”

“Man kan genkende problematikken overalt i landet, selvom den ikke melder sig samtidig. Det afhænger af de ressourcer, de forskellige menighedsråd har.”

“Der er dog ingen vej udenom, for opslag og kontrakter skal være ordentlige, og der skal følges op på arbejdsmiljøet. Det står ikke til diskussion, da det er lovgivningsspørgsmål.”

Også her kigger alle i retning af provsten.

“Forventningerne til provsten var for 10-15 år siden, at man var god til at administrere, altså føre tilsyn med økonomi, lave ferieplanlægning, stå for indberetning af kørsel og så videre.”

baggrund og kompetencer, energi og engagement til at arbejde med de udfordringer, samfundet og menighedsrådene møder os med.”

“Provstisekretæren er ikke blot administrator, men holder også en dagsorden varm. Således er hun tovholder på provstiets grønne udvalg. Hendes opgaver er i den grad vokset i kompleksitet, så hun skal have energi og lyst til selv at søge information og gå ind i det her.” Sekretæren er ansat i provstiet, hvorimod kommunikationsmedarbejderen er delt mellem tre provstier.

” Hvis salmebogen og regnemaskinen var de primære redskaber for 10 år siden, så er det relationelle og en kop kaffe i dag blevet langt vigtigere.

Medarbejdernes fornemmeste opgave er at servicere menighedsrådene og styrke netværkene mellem dem. Men de skal også bidrage med egne idéer og kompetencer.

“De skal være stærke på et konkret, fagligt område, men skal også kunne være med i samtalen om, hvad der er væsentligt for folkekirken at være en del af.”

“Så de tager også del i den teologiske refleksion. Faktisk er det ofte dem, der rejser spørgsmålet om, hvad der er det kirkelige rationale i et emne.”

Provstiets medarbejdere mødes hver tredje uge. Her bliver der talt om, hvad der netop nu fylder i arbejdet. Ligesom der er fokus på det, der binder et provsti sammen.

ESBEN THUSGÅRD

“Nu handler det i højere grad om at kunne banke på døre uden nødvendigvis at kende svarene. Hvis salmebogen og regnemaskinen var de primære redskaber for 10 år siden, så er det relationelle og en kop kaffe i dag blevet langt vigtigere.”

“Hvor der tidligere var fokus på, hvad der var rammer for og hjemmel til, så er spørgsmålet i dag nærmere, hvor den næste forventning og den næste udviklingsmulighed ligger. Samtidig med at det skal hvile på en teologisk, kirkelig refleksion, så det både kommer til at tjene kirken og den fælles sag, nemlig det gode menneskeliv, her hvor vi bor.”

Det øgede pres på provsterne har ført til en opgradering af provstiernes ressourcer. En opgradering, der er forskellig fra provsti til provsti. Men i Aarhus Nordre Provsti er der i dag ansat fire medarbejdere, der hjælper Esben Thusgård og flere af hans provstekolleger. Da han blev ansat, var der kun én, provstisekretæren.

“Jeg fik en ny sekretær for et par år siden. Hun har en akademisk

“Han er uddannet cand.mag. og skal levere kommunikation for provstierne og sognene, ligesom han skal øge fagligheden og være sparringspartner. Samtidig er han med i udviklingsprojekter som for eksempel den grønne omstilling, hvor han bidrager med en kommunikationsvinkel.”

Der er også ansat en udviklingskonsulent.

“Hun er cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet i kommunalt og regionalt regi. Hun fokuserer på folkekirkens ’sociale ansvar’, altså sorggrupper og besøgstjeneste, demensarbejdet og ukrainske flygtninge. Plus andre ting, hvor hun bliver spurgt, når for eksempel et menighedsråd godt kunne tænke sig at arbejde mere med diakoni.”

Endelig er der en personalekonsulent, som deler arbejdstiden mellem to provstier.

“Hun hjælper med alt, der har med opslag, arbejdsbeskrivelser og dimensionering af stillingerne at gøre, og fungerer også som katalysator for udvikling af stillingerne. Altid ud fra menighedsrådenes ønsker og behov.”

“Det, at vi deler hende med et andet provsti, giver volumen og kraft i arbejdet. Det er godt for hendes mulighed for at sparre med menighedsrådene.”

“Vi er tidligt ude med budgetsamrådet allerede i begyndelsen af marts. Det giver mulighed for at tale om, hvad vi finder relevant. Sidste år var der fokus på kommunikation og det sociale arbejde. I år bliver det den grønne omstilling, der får ekstra opmærksomhed.”

Denne samtale sker altid i tæt samarbejde med provstiets folkevalgte.

“De ansattes arbejde er forankret i udvalg og bestyrelser og dermed i menighedsrådene. Således er menighedsrådsmedlemmer med til at formulere retningen.”

Imere end 10 år har Esben Thusgård været provst. Men hvordan ser det ud, når han kigger 10 år ud i fremtiden?

Han nævner præstemanglen, den faldende interesse for dåb, udfordringerne med at skaffe menighedsrådsmedlemmer og den pressede økonomi.

“Vi må overveje, hvordan vi bedst svarer på udfordringerne. Skal vi blive ved, som vi plejer? Eller skal vi skrue på nogle ting?”.

“Det handler i sidste ende om folkekirkens legitimitet. Det er ikke ene og alene et spørgsmål om ritualer og undervisning. Måden, vi engagerer os i det sociale og den offentlige samtale, har også betydning.”

4 Provsten kan ikke længere klare alle opgaver selv. Derfor er øget professionel hjælp nødvendig, mener provst Esben Thusgård. - Foto: Heiner Lützen Ank.

En landprovsts dagbog:

Fra ladestandere og journalisering til søndagsprædiken

Kirke.dk har bedt provst Mette Moesgaard Jørgensen skrive dagbog og give et indblik i, hvilke opgaver der venter en provst i løbet af en almindelig arbejdsuge

Mette Moesgaard Jørgensen

For tiden har jeg ingen sekretær. Derfor dækker noterne alt, hvad der kræves af et provsteembede (provst og sekretær), da jeg også må udføre de fleste sekretæropgaver.

Søndag:

Jeg deltager i gudstjenesten i Tødsø klokken 9. At føre tilsyn med præst og menighed er mere støtte og feedback end at uddele stjerner og anmeldelse.

Tødsø og Nykøbing Mors Sogne er et nyt pastorat, hvor et pastorat efter menighedsrådenes ønske blev delt og sammenlagt med nabopastoraterne. Præstestillingen (50 procent diakonipræst, 50 procent sognepræst) er genopslået. I første omgang som vikar, indtil en embedsbolig kan tilbydes. Den nuværende er stor, kold og ikke-tidssvarende, så menighedsrådet vil bygge nyt. Strukturændringerne har betydet en omrokering af præsteressourcerne i provstiet. Præsten, som begynder i dag, har fået forlagt tjeneste fra andet pastorat til Tødsø og Nykøbing Sogne i et år.

Efter gudstjenesten går præst, menighedsrådsmedlemmerne og jeg over i den tomme præstegård for at se på kontoret. Jeg får nøglen med hjem, da der er en del papirer, som jeg bliver nødt til at gennemgå med henblik på makulering med mere.

Tilbage i Nykøbing M når jeg at

deltage i en fernisering i Kirkecentret efter gudstjenesten.

Mandag:

Møde og samtale med en repræsentant for et firma, der leverer ladestanderløsninger.

Alle parkeringsarealer med plads til mere end 20 biler skal tilbyde ladeløsning til elbiler. Her i provstiet betyder det 20 ladestandere og en millioninvestering, selvom økonomien er trængt. Men loven gælder alle, også de sogne, hvor der bor under 100 mennesker.

Ikke alle menighedsråd har meldt tilbage med opgørelse af deres p-pladser. Jeg har derfor tjekket alle 33 kirker på Krak og regnet på det før mødet.

Bagefter har jeg en telefonsamtale med en kirkeværge. Menighedsrådet vil gerne overgå til digital kirkegårdsprotokol. Vi aftaler et besøg, hvor vi kan gennemgå nuværende protokoller og afslutte dem.

Derefter en telefonsamtale med en medarbejder, som har nogle afklarende spørgsmål, vedkommende ikke ønsker at drøfte med sit menighedsråd. Så en telefonsamtale med bispesekretæren som forberedelse til orienteringsmøde i forbindelse med et stillingsopslag i Nykøbing M og Tødsø Sogne. Så en telefonsamtale om forplejning til morgendagens samrådsmøde og aftale nærmere med præsten, som lægger hus til mødet med provstiets præster. Bestille mad.

Jeg sender en mail til menighedsrådene om møde onsdag aften, hvor der skal forberedes omkostningsbe-

regning på kirkegårdene. Jeg gennemgår indkomne mails til provstiet i journaliseringssystemet F2, læser, journaliserer, svarer. Telefonsamtale med et menighedsrådsmedlem om arbejdsmiljø. Læser Folkekirken.dk’s nyhedsbrev ”Sådan afskaffer man en helligdag”. Forbereder provstesyn 20232025: Finder tidligere års lister, opretter nye oversigter og aftaler datoer med provstiets bygningskyndige.

Telefonsamtale med præst om plejehjemsgudstjenester og en bisættelse. Møde med et menighedsrådsmedlem, som forbereder omlægning af grønt areal ved kirke. Opringning fra opholdssted vedrørende ny beboer, som gerne vil følge konfirmationsforberedende undervisning. Jeg formidler kontakten til præsten.

Tirsdag:

Jeg møder lidt før klokken 8 for at tage imod en ny konfirmand med ledsager.

På kontoret tænder jeg for en pc, som vikaren har indleveret. Den virker ikke, var meldingen. Det gør den på mit kontor, så vi bytter pc. Vikaren får min bærbare med, og jeg fortsætter med den indleverede.

Jeg indscanner materialer til næste provstiudvalgsmøde. Ikke alle medlemmer har adgang til scanner og e-mail. Derfor afleveres papir til sagsbehandling ofte fysisk.

Jeg gennemgår dagsorden til samrådsmøde klokken 10.15 i Sejerslev. Der er en del information, som skal videreformidles til præsterne, men jeg lægger også vægt på det sociale.

ste præster på Mors er ene-præster. Derfor er det godt at mødes som kolleger.

Jeg henter frokosten på vej til mødet. Bagefter kører jeg tilbage til kontoret og forbereder eftermiddagens forretningsudvalgsmøde i Nykøbing Mors og Tødsø Sognes Menighedsråd. Mødet er kl.16 til 18. Kl.19 mødes jeg med mine to naboprovster samt et menighedsrådsmedlem om ”Bliv præst i Nordvestjylland.” Vi forsøger at arbejde strategisk med at tiltrække præster og teologistuderende til området. Det er et gode at arbejde sammen. Det gør vi også på studieture med præsterne, så fællesskabet udvides med kollegerne i naboprovstierne.

Onsdag:

Jeg læser mails og journalisere i F2. Tager jeg hul på en anmodning om aktindsigt fra Radio 4: Om udgifter til repræsentation og rejser betalt af provstiet samt provstiets udgifter til boliger og boligindretning. Vi har intet at skjule, men det tager nogle timer at finde oplysningerne.

Kl.10 følger jeg et webinar om brug af Kirkeportal på Den Digitale Arbejdsplads. Her gennemgås budget og regnskabsprocessen for menighedsråd og provstiudvalg.

Jeg svarer på en mail vedrørende manglende udbetaling af anlægsbevilling til et menighedsråd. En gennemgang af udmeldte tal viser en fejl. Jeg kontakter kommunen, og vi finder et svar, og pengene.

Bagefter forbereder jeg aftenens møde med kirkeværger og gravere vedrørende omkostningsberegning på kirkegården. Udfyldte takstudregningsark og notater fra tidligere år findes frem og opdateres. En telefonopringning fra en voksen, som ønsker at blive døbt. Om aftenen deltager jeg i det ovenfor beskrevne møde.

Torsdag:

Diverse mails og journalisering. Blandt andet skriver jeg en mail til den lokale museumsdirektør vedrørende nogle gravsten, som menighedsrådet ikke ønsker at bevare.

I F2’s mødemodul samler jeg sager, som skal behandles på næste provstiudvalgsmøde, for eksempel nye kirkegårdsvedtægter med ønske om omlægning af arealer på kirkegårdene. Dagsorden udarbejdes og udsendes med diverse bilag til provstiudvalget.

Møde med fire præster vedrørende gudstjenesteplanlægning efter strukturændring. Der skal aftales

principper, da syv af deres sogne har fælles organist.

Forberede deltagelse i ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Folkekirkens Familiestøtte, hvor jeg sidder i bestyrelsen. Derefter afgang til Aalborg, hvor mødet holdes. Jeg bruger mange timer på transport og har knap to timers kørsel hver vej. Jeg er hjemme kl. 22.30.

Fredag:

Mails og journalisering.

Forberede styregruppemøde i “Differentieret vedligehold og brug af middelalderkirker.” Mødet er mandag i Odense. Vi nærmer os arbejdets afslutning, der har varet i to år. Det har været spændende, men også bekræftet os i, at kravene til vedligehold ikke kan løses lokalt. Vi må appellere til solidaritet i folkekirken, hvis vores fælles kulturarv skal bevares.

Møde med mine to kollegaer for at planlægge gudstjenester og begravelsesvagt i foråret.

Lokale journalister ringer for en kommentar om regeringens forslag om afskaffelse af store bededag. En journalist ringer for at høre til den nye struktur på Nordmors.

Møde med mine to naboprovster og vores fælles skole-kirke-medarbejder. Om næste års tilbud og overvejelser om økonomi.

Telefonsamtale med personalekonsulent om et par vanskelige sager. Jeg orienteres, fordi jeg er bestyrelsesformand for samarbejdet mellem otte provstier i Aalborg Stift, som har ansat to konsulenter.

Lørdag: Møde med tre menighedsråd og ansatte før deres planlagte visionsdag. I forbindelse med omstruktureringen er en 50 procents præstestilling i deres pastorat flyttet til det nye Nykøbing Mors-Tødsø Pastorat. De har nu en præst på 100 procent.

Jeg skylder dem en forklaring, og vi får en god og lang drøftelse. Jeg håber, det giver dem et mere afklaret udgangspunkt for arbejdet med visioner og drømme i de seks sogne. Forberedelse af næste søndags prædiken, salmer sendes til organist og kirkekontor. J

Mette Moesgaard Jørgensen

Provst for Morsø Provsti Morsø Provsti er et landprovsti med 20.000 indbyggere, hvoraf cirka 16.500 er medlemmer af folkekirken.

Provstiet har 33 kirker, 33 kirkegårde og 11 fuldtidspræstestillinger fordelt på 12 personer.

FOTO:PRIVATFOTO

4 For at kunne flyve med dronen, der nu bliver et redskab ved provstesynet i Aabenraa Provsti, har Gitte Bielefeldt taget en efteruddannelse på IBA Kolding Erhvervsakademi. – Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

Brug en drone, når kirken skal synes

I Aabenraa Provsti er dronen et af redskaberne ved provstesynet. Det er provstisekretær Gitte Bielefeldt, der styrer dronen, og hun råder andre til at gøre det samme

“I sådan et tilfælde vil det være godt at have en drone frem for at skulle sætte stillads op.”

Når der i fremtiden skal holdes provstesyn i Aabenraa Provsti, bliver det med et nyt redskab i bagagen.

“Der kan være områder på tage og tårne, som kan være svære at se. Der kan en drone være et rigtig godt redskab,” siger provstisekretær Gitte Bielefeldt.

Det er hende, der skal styre dronen, og hun er sikker på, at den vil styrke provstesynet.

“Idéen fik vi, da vi var ude på et syn, og den byggesagkyndige kiggede op på et kirketårn og sagde: ’Jeg kan ikke se, om der mangler en tagsten, eller det bare er mos, der gror deroppe.’ Det gør jo en verden til forskel, om det er det ene eller det andet.”

Da initiativet er helt nyt, er Gitte Bielefeldt netop nu ved at kontakte provstiets menighedsråd.

“Vi skriver ud til menighedsrådene om tilbuddet. De skal bare kontakte mig, så kommer jeg. Og når vi kommer lidt længere hen på året, vil jeg tage rundt og tage nogle gode billeder af kirker og kirkegårde, så man kan se, hvad det kan bruges til.”

For at kunne betjene dronen har Gitte Bielefeldt været på kursus og fået det påkrævede certifikat. Det kostede cirka 6000 kroner.

Efterfølgende har provstiet investeret cirka 25.000 kroner i dronen og det kamera, der sidder på den. Ifølge Gitte Bielefeldt kan man dog få drone og kamera helt ned til 1000 kroner.

“Det er på grund af det gode kamera, at vi endte på 25.000 kroner. Det

kan forstørre billedet mange gange. Man kan også få droner med infrarødt kamera, så man kan se varmetab. Men det valgte vi fra, da det ville koste 20.000-25.000 ekstra.”

Gitte Bielefeldt mener, at det er oplagt, at man i andre provstier bruger dronen ved såvel provstesyn som almindelige syn, og faktisk mener hun ikke, det er vanskeligere at lære at betjene en drone end at lære at køre bil.

“Jeg synes ikke, det er svært. Jeg havde aldrig prøvet at flyve med en drone før.”

“Den er sikret på alle mulige måder. Man kan programmere dem til ikke at flyve ind i ting. Hvis man sender den direkte ind mod en husvæg, vil den sige nej.” J

”Der kan være områder på tage og tårne, som kan være svære at se. Der kan en drone være et rigtig godt redskab.

Heiner Lützen Ank

Tidligere døveprovst: Det gælder om at opmuntre præsterne i et ensomt arbejde

Ved siden af de almindelige provster har folkekirken en række funktionsprovster. Således var Børge Munk Povlsen i 13 år døveprovst. En stilling, hvor opbakning til døvepræsterne er i centrum

Heiner Lützen Ank

Fra 2010 til marts 2023 var Børge Munk Povlsen provst for folkekirkens to døvemenigheder, samtidig med at han var provst i Fredericia.

Her på overgangen mellem arbejdslivet og pensionisttilværelsen har Kirke.dk bedt den nu tidligere døveprovst sætte ord på, hvad der har fyldt i hans arbejde som en af folkekirkens funktionsprovster.

“Der lever cirka 4000 døve personer i Danmark, spredt ud over hele landet. Derfor bruger de fem døvepræster meget tid på transport.

Nogle gange kører de op mod 150 kilometer for at have sjælesorgssamtaler med mennesker, og turen kan både tage halve og hele dage, hvilket gør arbejdet som døvepræst til et til tider meget ensomt og udfordrende arbejde.”

“Ind i dette skal jeg gerne være en opmuntrer, der hjælper præster til at holde ud.”

Således har sparring – ud over de mere simple administrative funktioner – været et vigtigt tema i Børge Munk Povlsens arbejde som døveprovst.

“Jeg holder regelmæssigt faglige møder med præsterne. Det gør man også som almindelig provst, men døvepræsterne mødes relativt ofte, da de på grund af ensomheden i ar-

bejdet har behov for at tale sammen om fælles udfordringer.”

“I et almindeligt provsti har man nabopræster, man kan tale med.”

Børge Munk Povlsen taler ikke selv tegnsprog, hvilket ikke har været et problem i forhold til præsterne, der alle er hørende. Det samme har dog ikke været tilfældet i forhold til menighederne.

“Jeg har været nødt til at have tolke med, når jeg har haft møder og samtaler med menighedsråd, ved provstesyn og fællesmøder. Men det kan stadig være en udfordring, om man forstår hinanden fuldt ud. Begge parter har dog gjort, hvad de kunne for at overvinde udfordringen.”

Og kontakten og samtalerne med menighederne har været vigtig.

“Jeg har også i dette særlige arbejde mødt mange kompetente og dedikerede lægfolk, som det har været en fornøjelse at arbejde sammen med. Og det har indimellem været ganske sjovt og festligt.”

“Der findes et koordinationsudvalg med en repræsentant fra hver af menighederne samt døveprovsten. Det er et slags provstiudvalg, som dog ikke udskriver ligningsmidler. I stedet er døvemenighederne forankret direkte under folkekirkens fællesfond, og bevillingen kommer herfra.”

“Det betyder, at hvis der for eksempel er hul i taget i Døve Kirke på Frederiksberg, så er der brug for en ekstrabevilling fra omprioriteringspuljen eller en tilførsel af ekstra ligningsmidler, hvilket er en opgave for os i koordinationsudvalget at kæmpe for.”

Børge Munk Povlsen er ikke længere døveprovst, men når han nu kigger tilbage, er han glad for alt det, stillingen har givet ham.

“Der har været udfordringer, for det er selvbevidste folk, der ved, hvad de vil. Men det har været spændende for mig at få lov til at kigge ind i en anden verden og prøve at forstå døves verden og deres samvær med hinanden. Det har været spændende at få lov til at kigge ind i et fællesskab som dette.” J

2 Børge Munk Povlsen taler ikke tegnsprog og har derfor fået hjælp fra tolke, når han har været i kontakt med døvemenighederne. – Foto: Heiner Lützen Ank.

”

Ind i dette skal jeg gerne være en opmuntrer, der hjælper præster til at holde ud.

Funktionsprovster

Der findes i folkekirken en række funktionsprovster: Døveprovst Hærprovst Flyverprovst Orlogsprovst Udlandsprovst Sygehusprovst.

BØRGE MUNK POVLSEN

Måske har provstikurserne sejret sig selv ihjel

Mange provster prioriterer jævnlige kurser for provstiets præster. En del af disse foregår i Løgumkloster, hvor Benny Grey Schuster siden 1997 har stået i spidsen for provstikurser. Men måske er tiden løbet fra provstikurserne i det sønderjyske

Heiner Lützen Ank

Nej, Benny Grey Schuster ved ikke alt om de provstikurser, der er blevet holdt i Løgumkloster. Han blev først ansat på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) i 1997, og da folkekirkens første provstikursus blev holdt i 1992, var der fem år, hvor han ikke var en del af kurserne.

På den anden side er studielektor Benny Grey Schuster en mand, der husker, fører statistik og har en klar historisk sans. Derfor er han også den rette at spørge, når man gerne vil vide, hvordan provstikurserne i Løgumkloster har udviklet sig gennem årene, og hvilken betydning de har for folkekirken.

En udvikling, hvor modvind er blevet afløst af medvind i et omfang, så det kan blive et problem i fremtiden, mener Benny Grey Schuster. Men først tilbage til dengang, det hele begyndte.

Et provstikursus er et kursus, hvor

alle præsterne i et provsti tager af sted på et fælles efteruddannelsesforløb – typisk i fire-fem hverdage med overnatning. Et koncept, som mange præster i folkekirken fandt decideret provokerende.

“Det var i 1992 så nybrydende, at man næsten ikke kan forestille sig det i dag. Så da jeg blev ansat i 1997, havde der kun været holdt fem kurser.”

“Modstanden gik på, at sådan havde man aldrig gjort før. Og den varede ved de første 10 år, jeg var ansat. Vi diskuterede altid, hvor stor en procentdel af provstiets præster der skulle være med, for at vi gennemførte det. Der var næsten ikke et provstikursus, hvor der ikke var nogen, der af bevidste grunde ikke deltog.”

Selvom det fra starten altså var op ad bakke – Benny Grey Schuster er flere gange blevet ringet op af præster, der undrede sig over, at han kunne finde på at tømme et provsti for præster i en hel uge – skete der dog samtidig noget, der påvirkede modstanden.

“I 1990’erne skete der to ting: For det første bed tanken om efterud-

dannelse af præster, der faktisk går tilbage til dannelsen af Præstehøjskolen i 1960’erne, sig for alvor fast. For det andet opdagede præsterne, at de havde kolleger, nemlig de andre præster.”

“Indtil da havde holdningen været, at man gerne ville efteruddannes, men ikke sammen med kolleger. For kolleger var noget, man måtte affinde sig med, men ikke specielt ønskede at dyrke.”

“Sådan er det ikke længere. For nu tager alle på nær ganske få procenter det for givet, at man skal efteruddannes. Men endnu vigtigere, så overvejer man hele tiden, hvordan man kan blive en bedre kollega og få et bedre samarbejde.”

“Det skal man af nød, fordi vi har præstemangel, men også af dyd, fordi man har fundet ud af, at det er en ressource at arbejde sammen.”

Et andet aspekt, der har haft afgørende betydning for provstikurserne i Løgumkloster, er de økonomiske rammer, fortæller Benny Grey Schuster. I begyndelsen var kurserne gratis for provstierne, fordi de var finansieret af landskirke-

Det er ikke provstikurserne, der har skabt udviklingen, men de afspejler en revolution inden for folkekirken.

BENNY GREY SCHUSTER

”skatten, altså folkekirkens såkaldte fællesfond.

“I 2009 var vi oppe på at holde 16 provstikurser hos FUV og havde op til fire års venteliste. Det var både vi og provsterne frustrerede over.”

“I 2010 kom der en lovjustering, der gjorde det muligt for provstiudvalget at bruge lokale midler på præsters efteruddannelse, selvom præsterne ikke er ansat af menighederne, men af Kirkeministeriet.”

“Derfor skulle der fra 2011 betales for de kurser, der tidligere havde været gratis. Da vi sendte meddelelser ud til provsterne, der stod på venteliste, var der 11, der meldte fra, fordi de ikke ville bruge penge på kurserne.”

fortsat fra side 34

Præsternes og provsternes syn på kollegerne har altså ændret sig med årene. Det samme har den økonomiske model, hvilket også har påvirket kurserne. Men hvad med indholdet af kurserne. Har det ændret sig?

“Når det kollegiale, efter en træg fødsel, var blevet så vigtigt både for præsterne og provsterne, kunne man i det nye årtusinde godt forsvare bare at tage af sted for at lære hinanden at kende.”

“Provsten kunne man dengang ikke rigtig bruge til noget. Nu er vi så nået til den modsatte situation, for hvis en præst har et problem på søndag, så skal provsten med indover.”

“Det er ikke provstikurserne, der har skabt udviklingen, men de afspejler en revolution inden for folkekirken. Vi er nu nået dertil, at det ikke er sikkert, at det er præsten lige rundt om hjørnet, der skal betjene en, for nu indgår præsten i en kollegaordning.”

Dermed er Benny Grey Schuster heller ikke i tvivl: Selvom kurserne i Løgumkloster har et højt fagligt indhold, er plejen af det gode kollegaskab, når alt kommer til alt, mindst lige så vigtigt.

“I princippet kunne man forsvare at tage til La Santa Sport og dyrke idræt med hinanden, hvis man spænder samarbejdsvinklen til det yderste. Men det ville ikke se godt ud at gøre det for offentlige midler, hvis medierne begyndte at interessere sig for det.”

Dermed er vi nået frem til Benny Grey Schusters indledende bekymring: At den modvind, der var mod provstikurserne i begyndelsen, ikke blot er blevet til medvind, men en medvind, der potentielt kan blæse kurserne omkuld.

“Vi har været fødselshjælper på, at det ikke kun er lovligt, men også legitimt moralsk og folkekirkeligt, at man bruger lokalmidler og ikke kun fællesfondsmidler til præsternes efteruddannelse.”

“På den måde sejrer vi os ihjel ved, at vi på FUV ikke kan overkomme presset. Og da først folk opdager det, begynder de at søge andre steder hen, når de nu har mulighed for det rent økonomisk.”

Men hvis provstierne helt dropper at komme til Løgumkloster, fordi de har fundet ud af, at de kan få billigere kurser i udlandet, eller fordi de har fundet ud af, at det er bedre for den kollegiale sparring at tage til Rom, må FUV i Løgumkloster så lukke?

“Vi kunne sådan set godt klare os uden provstikurserne. Men de er en god indgang til, at nye præster møder os. Og at de møder deres kolleger og det her sted.”

“Der er mange, der har fordomme om, at Løgumkloster ligger rigtig langt væk. Men når de kommer herned, kan de se, at de her kan møde de undervisere, de gerne vil have. Så faren er nok den, at man tager os for givet og ikke værdsætter, hvilket kæmpe privilegium det er, at præstestanden og folkekirken har en institution som os.”

Provstikurserne i tal

Fra det første kursus i 1992 til udgangen af 2022 har FUV i Løgumkloster holdt 178 provstikurser.

Benny Grey Schuster har været kursusleder på næsten 100 af dem, alle individuelt planlagt, da hvert enkelt program laves i et tæt samarbejde med et udvalg fra provstierne.

J

De 178 kurser er fordelt på 99 provstier, hvilket vil sige, at så godt som samtlige provstier har været på kursus.

Benny Grey Schusters data er behæftet med et lille forbehold, da der gennem tiden er sket flere omlægninger af provstier, hvilket kan påvirke optællingen.

Provst Ruth Verdamt: Det allerværste er nyvalgte biskopper

Det værste ved at være provst er... mange ting. Men nyvalgte biskopper er nok det allerværste, mener Ruth Verdamt, provst i Knasbjerg-Bøvltofte Provsti og ny medarbejder på Hyrdebrevet Søndag Morgen

Hyrdebrevsredaktionen

De kaldes folkekirkens maskinmestre – provsterne. Det er dem, der har hestekræfterne og brændstoffet. Nu rykker Hyrdebrevet Søndag Morgen ind i maskinrummet. Nærmere bestemt har vi hyret provst Ruth Verdamt som kommentator og skribent.

Vi har stillet provsten en række spørgsmål, så læserne kan lære hende nærmere at kende.

Ruth Verdamt, hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de senere år?

”Det er da indlysende: Vi har fået ny budgetmodel her i provstiet. Hvad skulle det ellers være?”.

Hvem har ud over din livsledsager betydet mest for dig?

”Jeg har ikke nogen livsledsager. Det har man jo ikke tid til med alle de præstegårdssyn, budgetsamråd – og præster, der skal have ferie i tide og utide.”

Hvilken historie i Bibelen er du særligt optaget af?

”Ligningen om den fortabte søn. Jeg hader den, magen til ødselhed! Først bruger den yngste det hele på

tant og fjas, og så gudhjælpemig om ikke faderen også spenderer både det ene og det andet – uden så meget som skyggen af et budget! Jeg har engang sat historien op i et Excel-ark. Det var bestemt ikke noget kønt syn. Sådan kan man simpelthen ikke bruge lignelsesmidlerne.”

Hvad er det bedste ved at være provst?

”Det er så afgjort mit vaterpas. Jeg har det altid med ud på syn. Så kan jeg hurtigt afgøre, om tingene er gået skævt.”

Hvad er det værste ved at være provst?

”Det er et svært spørgsmål. Der er mange ting. Men nyvalgte biskopper er nok det allerværste. For i begyndelsen tror de stadigvæk, de kan lave noget om. Men pengene har de jo ikke – de er jo her hos mig.

Men det læ-

rer de med tiden. De fleste af dem.”

Ruth Verdamt er provst i Knasbjerg-Bøvltofte Provsti. J

2 Hyrdebrevet Søndag Morgen. Alle illustrationer: Lars Andersen.