Familie & Forår 2023

Page 1

Familie&Forår

Signe og Søren Thuesen vil ved familiens hjem på Djursland skabe et sted for fællesskab, friluftsliv og fordybelse

Side 16-17

Fuglene er lige så vigtige som blomsterne og træerne i Søren Ryges have Side 4

Sognepræst Poul Joachim Stender holder af at fiske ved stranden med sit barnebarn

Side 19

TILLÆG
FOTO: LIV HØYBYE
TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 18. MARTS 2023

Endelig kom det. Foråret. Blomster springer ud og mennesker ligeså. I en travl hverdag med familieliv, arbejde og aktiviteter søger flere mod naturen, når der skal kobles af. Der er inspiration at finde i Kristeligt Dagblads tillæg Familie&Forår, hvor redaktionen har samlet nogle af de bedste tidligere bragte artikler om familieliv og natur. Tak, fordi du læser med. Stina Ørregaard Andersen, Liv&Sjæl-redaktør, Kristeligt Dagblad

indhold

4 Haveliv Den bedste forårslyd af alle

6 Interview ”Eventyret er de mennesker, vi møder”

8 Familieliv Vil min datter aldrig opleve den svimlendefølelse af at se op på en mørk nattehimmel?

8 Mit tilflugtssted Det varme vand beroliger krop og sind

10 Haveliv Årets første blomst er en hvid drilleblomst

11 Familieliv Ode til svømmehallen

12 Baggrund At være forældre i dag er ikke, som det var engang

14 Interview Leonora Christina Skov: I haven midt i byen lægger hun bekymringerne væk

16 Interview Ægtepar vil skabe et sted med friluftsliv, fællesskab og fordybelse

18 Familieliv Hvis familiefaderen ikke bliver aleneluftet en gang om ugen, slår han sprækker

19 Interview Poul Joachim Stender: ”Man skal være parat til at gå i stå med sine børnebørn”

Udgivet af Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023 2 | Familie&Forår
Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende
Jeppe
|
Ørregaard
| Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S
chefredaktør:
Duvå
Redaktør: Stina
Andersen
FOTO: THOMAS FELUMB
12
14 6
FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN ILLUSTRATION: RASMUS JUUL FOTO: FREEPIK

Den bedste forårslyd af alle

Fuglene har altid været en glæde og besættelse for Søren Ryge Petersen. Om vinteren fodrer han dem ivrigt i haven, for det bringer underholdning og gør fuglene i bedre form til forårets ynglen

haveliv

De må kunne læse kalenderen. Den 1. marts om formiddagen slog bogfinken sin første trille. Ved aftenstid gjorde solsorten det samme, og næste morgen lød stærenes fløjt fra toppen af elletræerne. Den bedste forårslyd af alle.

Min rødhals kunne også. Flere gange hørte jeg dens spæde kvidren fra hækken. Den har været min trofaste fugleven hele vinteren, for hver morgen, når jeg går ud med hunden og brød til hønsene, dukker den op, hopper sagtmodigt rundt på jorden efter krummer, kommer helt tæt på mig, kigger med sine uudgrundelige, kulsorte perleøjne, min kære rødhals.

Højdepunktet var den morgen, da jeg ikke havde brød med ud, og det både regnede og blæste. Da jeg gik ind igen, lod jeg døren stå, så hunden kunne komme ind, og da skete det. Mens jeg sad i køkkenet med piben, kaffen og et halvt stykke franskbrød, fløj rødhalsen igennem rummet og landede på bordet en meter fra mig. Den sagde et næsten uhørligt pip, kniksede sødt i benene, sked en lillebitte klat og begyndte at pikke franskbrødskrummer i rasende fart, mens jeg sad musestille og var næsten lykkelig. To mi-

nutter efter kom hunden ind, og rødhalsen fløj ud. Det var mit lange livs bedste fugle-date.

Dem har der ellers været mange af. Fuglene har været en glæde og besættelse for mig altid, og min ældste søn er fuldblodsornitolog og medlem af den skøre Club300, der har set over 300 forskellige arter i Danmark.

Jeg nøjes med de cirka 50 arter, der hvert år yngler inden for mine daglige øjne og ører, og hermed er læserne af denne klumme advaret: Jeg vil fortælle om mine fugle igen og igen, for de er lige så vigtige som blomsterne, træerne og sommerfuglene. Lige nu er det alle vinterfuglene, mejser, bogfinker, grønirisker, spætmejser, solsorte, stillids, skovspurve, tre jernspurve og en enkelt kærnebider. De har været faste gæster ved mit fine foderbræt hele vinteren og æder et kilo solsikkefrø om dagen. Hverken mus eller rotter kan kravle op til brættet, og hønsene rydder op på jorden.

Fugleunderholdning på højt plan

Alle fodrer fuglene om vinteren – mere end nogensinde. Og alle er enige om, at det er godt for dem. Det påvirker ikke den samlede bestand i væsentlig grad, men fuglene er i bedre form, når de skal til at yngle og får måske flere unger. Det vigtigste er nok, at langt flere danskere har meget mere glæde af fuglene på denne måde, også jeg. Mit foderbræt står tre meter fra hu-

Mens jeg sad i køkkenet med piben, kaffen og et halvt stykke franskbrød, fløj rødhalsen igennem rummet og landede på bordet en meter fra mig.

set, og når jeg sidder ved mit skrivebord, kigger jeg ud på det hele tiden. Med jævne mellemrum er det i øvrigt tomt, og så ved jeg, at spurvehøgen er på sit daglige besøg. Den er også en af de faste gæster hele vinteren.

Desuden har jeg en ekstra fugleglæde, fordi jeg bor så langt ude på landet med marker midt i udsigten. For med mellemrum henter jeg noget slagteaffald hos min slagter, kohoveder er det bedste. Det lægges ud på marken, cirka 100 meter fra huset, og så begynder forestillingen. I løbet af få minutter kommer skaderne og kragerne og lidt efter de lokale ravne. Efter yderligere 10 minutter lander den første musvåge. Prikken over i’et er, når glenterne også har fået øje på festen. De cirkler som regel rundt et stykke tid, inden de jager pøblen væk. Inden aften er det meste af kødet spist, og om natten rydder rævene op. Det er vistnok ikke helt tilladt at fodre på denne måde, men jeg har gjort det i mange år nu og aldrig fået klager, men mange timers fugleunderholdning på højeste plan.

Indbegrebet af forårslyd

Tilbage til min lille rødhals, som i gamle dage hed rødkælk, fordi man oversatte det tyske ”Rotkelchen” (rød strube) til det helt forkerte rødkælk. Jeg tror, det er den samme han, jeg ser hele vinteren, fordi rødhalsen også er en lille hidsigprop og jager alle artsfæller væk. Men i løbet af de næste måneder kommer der en hun forbi og får lov til at blive, og så bygger de en usynlig rede i hegnet et eller andet sted, som jeg aldrig har fundet. Men jeg ved, at de er der, for når jeg er i haven og roder med jorden, så er den også fast gæst på ormejagt, altid frygtløs og tæt på. Desuden synger den sin lille, fine sang uafbrudt, hvorpå jeg mindes dengang vi var i Irland et forår og lavede tv. Da sad der rødhalse, Robins, overalt og sang, og de var indbegrebet af forårslyd i det grønne Irland. Som lærkesangen over Danmark, der er i fuld gang. Og stærene og viberne. Vipstjerten er lige på trapperne. Jeg glæder mig vildt! J

Solsort Bogfinke Stær Rødhals Haveekspert Søren Ryge skriver fast i Kristeligt Dagblad om haven, naturen og de mennesker, han møder derude.

Omtanke, betænksomhed og eftertænksomhed er blevet en mangelvare i et travlt, moderne liv. Svend Brinkmann går til forsvar for et tankefuldt liv.

Berlingske

Kristeligt Dagblad

Jacob Marks hudløst ærlige fortælling om, da han næsten mistede synet af stress.

Politiken

Kristeligt Dagblad

Altinget

Hvad er du styret af? Filosof og erhvervsleder Morten Albæk undersøger, hvad det er for talemåder og normer i samfundet, der bidrager til, at så mange af os ender med at fortryde det liv, vi lever.

Berlingske

En tankevækkende og faktisk også gribende bog Weekendavisen

Erfaringer fra det levede liv

Bliv klogere på vores magiske og magtfulde immunsystem og få en guide til et liv i sund balance.

En fascinerende og overskuelig indføring i immunologien Weekendavisen

Sundhedspolitisk Tidsskrift

I Lisbeth Zornigs underfundige, kloge og morsomme bog får vi 10 konkrete tips til mere livsglæde, ro og balance.

2 Cecilie og Jesper Conrad rejser på fuld tid med tre børn. Storm på 16, Silke på 13 og Fjord på 10 år. Her ses de foran bussen, der startede det hele: en gammel bus fra 1973, som familien købte og ombyggede til et hjem på hjul. – Foto: Thomas Felumb

Digitale nomader

En digital nomade er en person, som kan udføre sit arbejde steduafhængigt, da man bruger digitale værktøjer til at udføre arbejdet. En digital nomade kan altså lige så godt arbejde fra en strandby i Caribien, hvis der er internetadgang, som på et dansk kontor.

”Eventyret er de mennesker, vi møder”

Længsel efter mere frihed, overlevelse efter alvorlig kræftsygdom og et ønske om at møde nye mennesker fik familien Conrad til at bytte hus ud med bus og rejse ud i Europa. Nu er de i gang med femte år

interview

stod for familiens underhold først som webredaktør og senere som digital konsulent med speciale i online markedsføring.

”Da vi begyndte at hjemmeskole med en fast voksen herhjemme, gik det op for os, at den eneste grund til, at jeg hver dag tog væk fra familien for at arbejde, var, at der skulle tjenes penge nok til at have den størrelse hus, vi havde. Jeg havde rigtig meget lyst til at være mere sammen med min familie, så det virkede helt tåbeligt, at jeg hver dag tog af sted for at give dem et fantastisk liv,” siger Jesper Conrad.

De rejser til Danmark ved runde fødselsdage, bryllupper og begravelser, men ellers lever de efter den analoge kalender, der ligger som en fast bestanddel i deres van, og hvori der kun må skrives med tynde blyantstreger. Planerne skal kunne viskes ud og ændres fra det ene minut til det andet.

1.238 børn, der blev undervist hjemme, hvilket er en tredobling på fire år.

Men antallet af møder med helt fremmede mennesker, som har inviteret dem hjem, er efterhånden så mange, at det med Cecilie Conrads egne ord er svært at opfatte dem som tilfældigheder.

Jannie

For godt fire år siden lejede Jesper og Cecilie Conrad deres villa i Valby ud for et år. Sammen med tre af deres i alt fire børn var planen at tage på et ét år langt roadtrip i Europa. Men da året var ved at være omme, følte ingen i familien sig klar til at vende tilbage til Danmark, så de solgte huset. Nu rejser familien på femte år rundt på det europæiske kontinent i en ombygget Mercedes Sprinter.

”Vi har altid elsket at rejse begge to, og som familie har vi også været på længere rejser sammen. Men vi lavede en aftale med børnene om, at vi kun udlejede huset for et år, og hvis de længtes hjem efter det år, ville vi flytte hjem igen. Det var der ingen, der gjorde, så vi fortsatte,” fortæller Jesper Conrad.

Det er umuligt at udpege én enkelt årsag til, at familien Conrad, ligesom en række andre danske og udenlandske familier, har valgt at leve som det, de kalder digitale nomader, hvor man arbejder steduafhængigt og bruger digitale værktøjer til at udføre sit arbejde.

Hun udbyder blandt andet coachingsessioner, og han laver konsulentopgaver for forskellige virksomheder. De holder også foredrag og har en blog.

Adskillige ting har spillet ind, men historien tog formentlig sin begyndelse, allerede da deres børn var små. Her valgte de, at Cecilie Conrad, der er uddannet psykolog, skulle hjemmepasse og senere hjemmeundervise børnene. Imens var det Jesper Conrad, der

Kort efter, at parret havde fået deres tredje barn, fik Cecilie Conrad konstateret leukæmi. Lægerne gav hende 20 procents chance for at overleve. Den oplevelse har også haft betydning i forhold til at vælge en alternativ levevis.

”Selvfølgelig har det spillet en kæmpe rolle, at jeg fik kræft og fik lov til at overleve. Jeg lå i en seng på Rigshospitalet i et halvt år, hvor folk døde omkring mig, og jeg havde ret meget tid til at tænke over livet. Dér besluttede jeg mig for, at hvis jeg fik lov til at overleve, ville jeg aldrig nogensinde gå på arbejde mere. Alt det med at få en karriere, det havde jeg slet ikke lyst til at løbe efter. Livet føltes for vigtigt til det – så ville jeg hellere bo i en bil og være sammen med min familie,” siger Cecilie Conrad.

Endelig er der længslen efter den ultimative frihed, som altid har boet i både Cecilie og Jesper Conrad. Hun blaffede gennem Europa allerede som 15-årig, og begge har de udfordret både forældre og lærere til grænsen i jagten på den ultimative autonomi i deres barne- og ungdomsår, fortæller de.

”Livet er for rigtig mange mennesker låst af skole og arbejde. Der er ikke megen tid til noget ud over rutinerne i hverdagene. Og når det er sådan, så bliver weekenderne hurtigt hellige, men tillige helt booket op. Jeg kan huske, da alle vores søskende havde små børn – så kunne du sidde og kigge i en årskalender og krydse de første 20 weekender af, hvor du skulle til fødselsdag. Det får man jo nærmest stress af,” siger Jesper Conrad.

Familien rejser på en måde, så de sjældent er samme sted ret længe ad gangen. En måned er ofte det maksimale. Indimellem taler de om at prøve at bo samme sted i tre måneder. Men de vil for alt i verden undgå det, de kalder ”rutinesumpen”.

”Det kan lyde enormt klichéagtigt, men i bund og grund handler det om at følge hjertet, når vi rejser rundt. Vi mærker meget efter og taler hele tiden om, hvad der føles rigtigt for os. Nogle gange tvinger vi også os selv til for eksempel at bestille nogle billetter til en færge eller lave en aftale med nogen, så vi skal være et sted på en bestemt dato. Det betyder så, at vi kan risikere at skulle forlade noget, som vi ellers synes er dejligt og fedt.

”Hvis jeg fik lov til at overleve, ville jeg aldrig nogensinde gå på arbejde mere. Alt det med at få en karriere, det havde jeg slet ikke lyst til at løbe efter.

Men så har vi et mindset, der siger, at så må der være en grund til, at det er sådan. Der må findes noget, der er klogere end os, og som har styr på det, der sker. Det vælger jeg at tro på, at der er,” siger Cecilie Conrad.

Nej tak til campingpladser

Lige fra begyndelsen har Jesper og Cecilie Conrad haft et motto, der lyder: ”Det er menneskene, der er eventyret”. De rejser med andre ord for at lære mennesker at kende, udvikle nye relationer og have dybe samtaler.

Det betyder blandt andet, at de aldrig kunne drømme om at bo på campingpladser. For der er folk på ferie og har indrettet deres mindset derefter. Men familien Conrad oplever ikke deres rejse som en ferie – livet i deres van er deres hverdag.

Mange af de mennesker, de parkerer hos og bor hos rundtomkring i Europa, har de lært at kende gennem hjemmeskole-bevægelsen, der begyndte som en græsrodsbevægelse i 1970’ernes venstreorienterede USA som reaktion på det, man syntes var en ensretning af børnene i skolerne. I Danmark er antallet af hjemmeskolede børn voksende. I 2020-2021 var der ifølge en undersøgelse, DR har lavet,

”Vi elsker også sightseeing og kunstudstillinger. Men vi lader os meget lede af de mennesker, vi møder. Nogle møder har så meget power og energi i sig, at der sker noget, som vi ikke helt ved, hvad er, men som gør, at vi hiver i håndbremsen og finder ud af, om vi skal blive her lidt. Vi tør på den måde godt være lidt åndelige omkring vores valg,” siger Cecilie Conrad.

Mens Jesper Conrad ikke vedkender sig nogen bestemt religiøs retning, kalder Cecilie Conrad sig selv for kristen. Så når hun taler om at være åndelig, er det i den kontekst.

”Vi har valgt at opdrage vores børn ud fra et kristent syn, og når vi beder vores fadervor, synger salmer og snakker med præster en gang imellem, har vi en eller anden måde at være med vores åndelighed på, hvor der er en støttefunktion i hele sproget. Og det er også lidt mere interessant at læse klassiske romaner, hvis man har læst Bibelen og set malerierne og katedralerne,” siger hun.

Det er netop dybe og åndelige samtaler, ægteparret tiltrækkes af. De gider ikke smalltalk om ligegyldigheder, og det faktum har også indimellem indflydelse på, hvorhen i Europa de rejser.

”Hvis vi trænger til at blive fyldt op med de her dybe samtaler, er vi nødt til at være et sted, hvor folk taler engelsk. Vi kan begå os på spansk, men vi mangler alligevel noget for at kunne føre samtaler med den dybde, vi ønsker. Så det kan godt være det, der i en periode afgør, hvor vi rejser hen. Andre gange er det vejret, der bestemmer, hvor vi rejser hen. Det er ikke sjovt at bo i en van, hvis det er alt for koldt,” siger Jesper Conrad. J

6 | Familie&Forår Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023
CECILIE CONRAD, DIGITAL NOMADE

Vil min datter aldrig opleve den svimlende følelse af at se op på en mørk nattehimmel?

familieliv

Jeg skammer mig over, at min etårige datter er vant til at se mig med mobilen som evig følgesvend. Jeg vil vise hende, at naturen har meget mere at byde på end en skærm

MIT BARNS SKÆRMTID er er stort tema hjemme hos os. Jeg diskuterer det med venner og bedsteforældre, søger spejling og viden, ivrig efter at træffe det rigtige valg for vores etårige datter. Jeg er egentlig god til at sætte grænser for mit barn, men det er gået op for mig, at det måske ikke er min datters tid foran fjernsynet, der er kilden til et potentielt problem. Problemet er nemlig mig selv.

Jeg har indset, at jeg har alt for meget skærmtid.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg lider af skærmafhængighed. Min smartphone er mit absolut vigtigste arbejdsredskab. Det er den, jeg bruger til at skabe indholdet, jeg udkommer med på Instagram, jeg bruger den til opkald, mails, nyheder, sms’er, til at sende hyggelige beskeder i familiens fælles snapchat-gruppe. Alt sammen lødige aktiviteter, der er nødvendige for mit arbejde og mit sociale liv.

Som selvstændig med egen virksomhed arbejder jeg dog ofte på skæve tidspunkter, og jeg svarer gerne på arbejdsrelaterede henvendelser under amninger, tager et møde på min løbetur eller poster et billede under madlavningen. Så på mange måder er jeg ”lovligt undskyldt”, når mobilen fiskes frem i tide og utide. Sandheden er dog, at min trang til at tjekke telefonen rækker langt ud over den nødvendige arbejdstid. Løftet om nye notifikationer og likes virker dragende som en magnet på mig.

ord. Men mest af alt skammer jeg mig over ikke at sætte et ordentligt eksempel for min lille datter.

For hvad nytter det egentlig, at jeg sætter grænser for hende, hvis jeg ikke selv viser vejen? Hun er vant til at se sin mor med mobilen som evig følgesvend. Og ligesom at små børn kan blive irritable og ufokuserede af for meget tid med iPad eller smartphone, kan jeg også blive det som voksen.

Jeg tænker tit over, hvad hun egentlig tror, at mobilen er. Ser hun den nærmest som en forlængelse af min krop, en form for bizar legemsdel?

Selv voksede jeg op i 1990’erne uden smartphones. Jeg skulle ikke kæmpe med datidens mobiltelefoner om mine forældres opmærksomhed. Fjernsynet, måske. Men ikke iPad’en, smartphonen, smartwatchet eller den bærbare. Vi skulle ringe til internettet, hvis vi ville gå online på familiens fælles computer.

I dag er mange af os online mere eller mindre 247, og forbindelsen er hurtigere end nogensinde før. Jeg læste for nylig en artikel i Jyllands-Posten med overskriften ”Det er snart slut med at gå ud at se på stjerner”. I artiklen stod der, at en af årsagerne til dette, var, at ”Elon Musks selskab SpaceX alene skal opsende 44.000 satellitter som led i selskabets globale internet, kaldet Starlink”.

Denne kendsgerning (at stjernehimlen vil ”forsvinde”) taler direkte ind i den følelse af fremmedgørelse, det giver mig, når jeg dagligt mærker, hvordan det at være ”på mobilen” kiler sig ind i mine sociale interaktioner med mit barn. Ansporet af den uhyggelige profeti googler jeg mig til, at 41 procent af danske børn faktisk aldrig har oplevet stjernehimlen. Det giver mig akut mavepine, ja, nærmest åndenød.

Ansporet af den uhyggelige profeti googler jeg mig til, at 41 procent af danske børn faktisk aldrig har oplevet stjernehimlen.

kontakt med hinanden, hvis vi ikke længere mærker forbindelsen til vores vidunderlige jord? Og hvordan skal vi kunne mærke os selv i en verden, hvor vi ikke kan mærke den natur, vi er en del af?  Disse spørgsmål skulle vise sig at være den motivation, jeg manglede, for at tage kampen op mod min egen skærmafhængighed. For selvfølgelig skal hun mærke forbindelsen til sig selv, til andre og til alt, der lever. Derfor vil jeg gå forrest og vise hende, at jeg kan meget andet end at være klistret til skærmen.

Klummen familieliv skrives på skift af sognepræst i Gentofte Adam Garff, født i 1990 og far til to, podcaster Josephine Kuhn, født i 1993 og mor til en, og journalist Lise Kabell Søgaard, født i 1985 og mor til to.

Når jeg er social med veninder eller aktiv udendørs kan jeg godt glemme det, men straks jeg afbryder en aktivitet eller sågar går på toilettet, ryger telefonen op. Og jeg skammer mig. Jeg skammer mig over ikke at kunne modstå trangen til at trykke på skærmen, over at mobilen følger mig i alle rum. Jeg skammer mig over at skrive disse

Det varme vand beroliger krop og sind

Tekst og foto: Julie

Meldhede Kristensen livogsjael@k.dk

”Når jeg sidder her, så finder min sjæl på en måde sig selv. Det er let for ens sjæl at blive fortabt ude i larm, travlhed og gøremål,” siger den 62-årige journalist Anders Laugesen, der i 15 år har fundet ro ved at følge en japansk badetradition. Først vasker han sig, og derefter hopper han i en balje med 40 grader varmt vand og duftolie. Så sidder han der, drikker sin japanske te og lader sig omslutte af det dampende varme vand.

”Normalt er et bad noget, vi tager, når vi vasker os rene, men det japanske bad er mere tænkt som et sted, hvor man bare må være.”

I sommer besluttede Anders Laugesen så, at han ville flytte badeoplevelsen ud. Han anskaffede et stort marktrug, en gasvandvarmer og en vandslange, som kunne gøre hans badeoplevelse flytbar. Nu bader han under stjernehimlen ved sit hjem i østjyske Voldum, ved søen i haven eller ved blomsterbedet, når det står i flor.

”I naturen har vi nogle helt andre sansemuligheder, som befordrer roen. Der er sommerens blomsterdufte, vindens susen i træerne og frøernes kvækken i vores sø ved påsketid,” siger han. J

VIL MIN DATTER ALDRIG OPLEVE den svimlende følelse af at se op på en mørk nattehimmel og blive ør af tanken om universets størrelse? Vil hun ikke kunne se mælkevejen, men i stedet lysene fra tusindvis af Elon Musks Starlink-satellitter, der skal sikre os ekstremt hurtig internetforbindelse? Hvad betyder det, at vi kan komme hurtigere i

Helt konkret øver jeg mig fremadrettet i at skifte e-bogen ud med en fysisk bog, så hun kan se, at jeg, ligesom hun selv, er glad for bøger og læsning. Jeg har købt fingermaling, farveblyanter og malebog til at hygge med i ulvetimen, så vi fælles kan slappe af uden fjernsyn til barn og Instagram til mor. Til min fødselsdag til sommer skriver jeg sovepose og liggeunderlag på ønskelisten, så jeg kan tage hende med ud og sove i shelter. Vi skal høre uglernes tuden og betages af nattehimlen og alle dens stjerner. Før det er for sent. Vi har heldigvis tid endnu.  J

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023 8 | Familie&Forår
FOTO: CHRISTOPH SCHMIDT/AP/RITZAU SCANPIX

Årets første blomst er en hvid drilleblomst

Mange af vores forårsløg er oprindeligt indvandret fra den anatolske højslette. Det gælder også den hvide vintergæk

FOR 800 ÅR SIDEN KOM DE FØRSTE tyrkiske indvandrere til Danmark. De blev fra første færd modtaget med åbne arme og stor begejstring, og de stortrivedes.

Deres besynderlige navn ”Nivalis” var nok lidt svært for danskerne, men efterhånden fik langt de fleste gode, danske navne.

I dag er der ikke mange, der overhovedet aner, at de stammer fra Grækenland, Tyrkiet og andre lande sydpå. De er det første danske eksempel på vellykket integration, og jeg gætter på, at det var munke, der bragte dem med, for de var gode til den slags.

Den eneste, der stadig har sit gamle tyrkiske navn, hedder tulipan, som betyder én med turban. De andre er kommet til at hedder vintergæk og hyacint, påske- og pinselilje. Mange af vore elskede forårsløg, som ingen af os vil være foruden, er oprindeligt indvandrere fra den anatolske højslette i Tyrkiet, hvor de vokser vildt. Vore forfædre tog godt imod dem, bød dem indenfor og gav dem jord at vokse i.

Det er stadig årets første blomst. Allerede i januar plukkede jeg den første lille buket, og februar har været mild, så nu lyser det hvidt overalt i haven, og vi kan endnu engang undre os lidt over, at den har fået sådan et mærkeligt navn, vintergæk, når vore naboer bruger noget meget smukkere ”snødroppe”, ”snøklokke”, ”snowdrop” og ”schneeglöckchen”.

Vintergæk har også sin egen historie, for vi har igennem de mange år kaldt den alt muligt, vinterblomme, hvidklokke med videre, men for et par hundrede år siden var der nogen, der fandt på at sende et brev med blomsten til en ven/veninde, og

så skulle vedkommende gætte, hvem brevet kom fra. Man ville drille, snyde, bedrage, drive gæk med, og dermed fik den lille blomst sit danske navn, vinterens drilleblomst, vintergækken.

Navnet holdt ved. Brevet gjorde også og kom naturligvis til at hedde et gækkebrev. Den legesyge H.C. Andersen gjorde noget ekstra ud af det og skrev et eventyr om ”Sommergækken”. Han skrev også fine gækkebreve, hvor han klippede smukke mønstre.

Det var også så fint fundet på, at det holder endnu, og i denne tid vil der endnu engang blive sendt tusinder af gækkebreve fra håbefulde børn til smilende, gættende venner og familie, især bedsteforældre. Med posten selvfølgelig. Jeg kan ikke forestille mig, at et gækkebrev bliver digitaliseret. Børnene vil prøve, men forældrene skal forbyde det.

JEG HAR MANGE VINTERGÆKKER i haven, titusinder. Da vi kom hertil – på Djursland – for 35 år siden, var der ikke en eneste. Jeg har aldrig købt en vintergæk, men jeg har importeret dem hvert forår i store mængder. Hermed opskriften: Man finder et sted med mange vinter-

gækker, for eksempel en gammel have med venlige mennesker. Eller for mit vedkommende en stump skov ved en gård, hvor der er hvidt af vintergækker. Så spørger man pænt, om man må grave nogle af dem op, når de er færdige med at blomstre, og det må man næsten altid. Så deler man klumperne i små bidder med to-tre løg i hver, og så planter man dem med sin graveske på passende steder, hvilket altid er i udkanten af et eller andet eller under hækkene og altid steder, som kan ses fra huset.

Hver eneste have i Danmark har masser af den slags steder, hvor der ikke vokser noget i bunden, og hvor man i bedste eller værste fald fjerner lidt ukrudt om sommeren. Sådan har jeg igennem årene fyldt området under elletræerne og bedet med bregnerne og striberne mellem græsplæner og hække og kanterne ved indkørslen med vintergækker, og netop nu blomstrer de overalt og ses hver dag både indefra og udefra.

Til overflod er jeg begyndt at dele mine egne, for hvis der står en klump et sted, som jeg aldrig ser, så flytter jeg den og deler den. Efter få år er en enkelt vintergæk blevet til en hel flok, fordi løgene deler sig. Desuden kan man høste frøene, når de er modne hen på foråret og så dem lignende steder. Det tager længere tid, tre-fire-fem år, før de bliver til blomster, men så kan man få rigtig mange.

Det er vigtigt, at man ikke planter vintergækker i græsplænen. De fleste begynder jo at klippe græsset allerede i april, og da vokser vintergækkerne stadig på livet løs, for da er de i fuld gang med at samle næring og danne nye løg til næste år. Hvis man vil have vintergækker i græsplænen, skal man vente med at klippe, til de er visnet ned i maj. Dette gælder for alle løgvækster. J

10 | Familie&Forår Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023
haveliv
Søren Ryge Petersen bagsiden@k.dk FOTO: FREEPIK
Det er vigtigt, at man ikke planter vintergækker i græsplænen.
Haveekspert Søren Ryge skriver fast i Kristeligt Dagblad om haven, naturen og de mennesker, han møder derude.

Ode til svømmehallen

familieliv

Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

Jeg har elsket svømmehallen siden min barndom. Nu er det min datter, hvis ansigt lyser op ved tanken om svømmehal – og pomfritter

”ER DET VIRKELIG RIGTIGT?”

Datterens ansigt lyser op på den dér velkendte måde, da vi henter hende i SFO’en og fortæller, at vi skal i svømmehallen.

At sige, at hun er en vandhund, er en underdrivelse. Jeg har af og til været i tvivl om, hvorvidt hun eventuelt kan have ligget i klorvand inde i min livmoder, siden det i så høj grad lader til at være hendes rette element. Al verdens tyngde forsvinder ligesom fra hendes ansigt, når hun pjasker fra kant til kant.

En time tidligere sad vi, hendes forældre, på bænken foran huset derhjemme og så regnskyerne trække op i horisonten. Overskuddet var helt i bund sammen med køleskabsbeholdningen, og planlægningen af aftensmaden kørte lidt i ring.

Til sidst så vi på hinanden:

”Er det bare sådan en dag?”

Og det var det. Der er dage, hvor man må se i øjnene, at kun svømmehallen kan redde det her.

Jeg har elsket svømmehallen siden barndommen, hvor min mor og moster i nogle år havde et særligt lørdagsritual og tog deres tilsammen seks børn med i Kolding Slotssøbad. Fuld knald på svømmevinger, varmtvandsbassin og vandrutsjebane i et par timer.

På den ene side går det noget hurtigere, når hele familien klæder om i ét rum, samlet. På den anden side kræver det stort logistisk overblik.

Klummen familieliv skrives på skift af sognepræst Adam Garff, født i 1990 og far til to, podcaster Josephine Kuhn født i 1993 og mor til en, og journalist Lise Kabell Søgaard, født i 1985 og mor til to.

Bagefter gjorde vi det forbudte og tog hen på McDonald’s, hvor vi kørte pomfritter og burgere ind i metermål.

Jeg kan ikke selv huske det, men jeg forestiller mig, at der var ro i bilen på vej hjem.

Oh, du svømmehal! Wellness for folket, et hverdagens kurophold.

DA VI ANKOMMER i Roskilde Badet den eftermiddag, er der ledigt i familieomklædningen. Det er et nyt, kønsneutralt fænomen, der er både fantastisk og meget kaotisk.

På den ene side går det noget hurtigere, når hele familien klæder om i ét rum, samlet. På den anden side kræver det stort logistisk overblik at holde styr på fire menneskers mudderstøvler, håndklæder, toiletbesøg og afvaskningsrækkefølge.

Men ude på den anden side er alt godt, selvfølgelig. Ældstebarnet hundesvømmer, dykker efter plastikringe og tager rutsjebanen helt selv.

Den yngste padler rundt med sine vinger som en glad lille ælling.

Det smarte ved at være to voksne er, at man på skift kan give hinanden fri.

I saunaen sidder jeg et kvarter i fuldkommen stilhed og bliver gennemvarm, mens myoser og sortsind fordamper. Men så er det også tid til vagtskifte. Da jeg kommer ud, er resten af flokken pist væk. Jeg vandrer rundt fra bassin til bassin, til jeg til sidst finder dem – inde i saunaen.

Datteren har ikke ro til det og vil ud efter 30 sekunder. Men min søn sidder roligt ved siden af mig.

”Du siger til, hvis det bliver for varmt, ikke?”

Han nikker, og så sidder vi der i syv minutter mere EFTER EN GOD TIMES TID i vandet har alle fået deres basale svømmehalsbehov opfyldt.

”Hvad skal vi have til aftensmad,” spørger min datter med et fiffigt udtryk i øjnene.

”Det tænker vi lige over,” svarer jeg og sender et blik over mod hendes far.

Da vi senere sidder på førstesalen på Restaurant Den Gyldne Måge, med flød pop i højttalerne og udsigt over omkørselsvejen, tager jeg mig sammen til det, vi har talt om så længe, og får datteren meldt til et svømmehold.

To dage senere får vi en sms om, at hun er optaget. Og så ser vi dét ansigt, svømmehalsansigtet, én gang til. J

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023 Familie&Forår | 11
FOTO: COLORBOX

Nutidens småbørnsforældre involverer sig i alt. Og så bliver de konstant dunket oveni hovedet for det. Men der er flere gode grunde til, at børn er blevet et projekt, man skal lykkes med baggrund

”Hvorfor tuder forældrene i Generation Millennial mere end deres børn?,” spurgte journalist og debattør Ditte Giese i en kommentar i magasinet Heartbeats sidste år.

”Når man bliver ved med at gentage: ’Det er hårdt, det er hårdt, det er hårdt!’ – så bliver det også hårdt,” sagde tv-vært Janni Pedersen kort tid efter i podcasten ”Skål søster” og hoppede dermed med på Gieses hold.

Nutidens børneforældre er pressede, men hvem er de egentlig? Og er der noget om snakken: ”tuder” de, som Ditte Giese skrev, eller lider de snarere under samfundets ufleksible rammer for familielivet, hvad madredaktør ved Politiken Mette Mølbak forsvarede millennial-forældrene med?

Hvad er det, der udfordrer tidens småbørnsforældre, hvad er de gode til, og hvad adskiller dem fra tidligere forældregenerationer?

For at finde svar må man først og fremmest vende blikket mod begyndelsen af 00’erne, hvor der blev lavet et gearskifte i forældreskabet. Sådan lyder det fra Maria Ørskov Akselvoll, familiesociolog, forsker og forfatter til bogen ”Det grænseløse forældreskab”, hvori hun beskriver, hvordan især staten og markedet har intensiveret forældrerollen.

Siden årtusindeskiftet har samfundet bevæget sig længere væk fra et statsligt og kollektivt ansvar for børn og hen mod et mere individuelt ansvar.

Før i tiden kunne man aflevere barnet i institution, inden ens arbejdsdag begyndte, og hente det, når dagen var omme. I dag forventes det, at man som forældre også engagerer sig – at man for eksempel deltager i trivselsarrangementer, taler om læringsplaner og løbende har samtaler om barnets velbefindende.

I bund og grund forventes det, at forældre tager mere ansvar for, at deres børn vokser op og bliver nyttige borgere.

”I dag kræver forældrerollen langt mere end bare at være som Alfons Åbergs tilbagelænede far med pibe og avis i lænestolen,” siger hun.

Udover staten har en anden faktor stor betydning for, at forældrerollen er blevet så krævende, som den er i dag. Markedet.

Maria Ørskov Akselvoll har undersøgt og fundet frem til, at alt, hvad der sælges til forældre og børn – det være sig produkter, rådgivning, tjenester, viden, kurser, bøger – er i ”kæmpe” vækst. Tendensen begyndte i 1970’erne, mens forældrerollen blev professionaliseret, og man kunne købe de første håndbøger om opdragelse, forældreskab og børns udvikling. Men de seneste år er der kommet endnu flere varer og viden på markedet, der kæmper om forældrenes gunst.

”Noget, som er med til at gøre forældreskabet krævende i dag, er, at man skal lytte meget til eksperter. Vi taler nu til dags om forældrekompetencer – et ord, der pludselig opstod, og som fortæller, at der er rigtige og forkerte måder at være forældre på. At være

At være forældre i dag er ikke, som det var engang

forælder er altså ikke noget, man har i sig, bare fordi man kan få børn. Vi har fået en fælles forståelse af, at vi skal lære, hvordan vi opdrager rigtigt for at være gode forældre,” siger familiesociologen.

Det grænseløse pensum

Selv det at købe helt basale børneprodukter kræver, at man opsøger detaljeret viden.

”Der findes lige nu over 250 varianter af autostole i Babysam. Det er der ingen, der kan forholde sig til,” siger Maria Ørskov Akselvoll.

Derudover findes, siger sociologen, grænseløse mængder af information på nettet. Også digitale medier er skyld i udviklingen, der eksploderede med Googles ankomst i 00’erne. Og jo mere af den seneste ekspertviden, forældre forsøger at overskue og forholde sig til, desto mere usikre kan de blive på sig selv.

”Vidensmæssigt skal forældre nærmest tilegne sig et mindre psykologisk pensum i børns udvikling og trivsel. Hvordan kan man vide, at man ved nok? De når aldrig rigtig i mål. Den følelse kræver enormt meget af en

som menneske,” siger hun.

Af den grund ses i vestlige lande en stigende udvikling i antallet af forældre, der brænder ud i forældrerollen. Mellem 2 og 12 procent af forældre anslås at være forældreudbrændte i en eller anden grad, viser to udenlandske undersøgelser, Maria Ørskov Akselvoll omtaler i sin bog.

Hvorfor lader de så ikke bare være med at

”Vi taler nu til dags om forældrekompetencer –et ord, der pludselig opstod, og som fortæller, at der er rigtige og forkerte måder at være forældre på.

prøve så hårdt? Det har Anja Marschall, psykolog og børneforsker, et bud på

”Det er en alvorlig opgave, forældre har taget på sig, men de udfører den i den dybeste kærlighed. Kærligheden, synes jeg, er vigtig at tænke ind i kritikken, når nogen siger, at forældre involverer sig i alt for mange ting.

Børn er blevet et projekt, som ikke må mislykkes,” siger hun.

Familievejleder Lola Jensen peger på fire ting, småbørnsforældre især måler sig selv på i forhold til andre.

”De måler sig selv på, om barnet sover godt, spiser godt, ikke får for meget temperament, og også om barnet er vellidt af alle.

Det er synd, for deres grundighed er så god,” siger familievejlederen om forældrene. Hun er en af dem, der husker, hvordan opmærksomheden på børn var i 1970’erne. ”Vi opdagede først, at vi skulle tage stilling til en problematik, når vi stod i den. Når et barn blev født, talte vi, at der var 10 fingre, 10 tæer, kiggede desuden i munden og tjekkede for downs syndrom. Og så fik vi stukket bogen ’Det gør ondt, mor’ i hånden. Det var – sat lidt på spidsen – det hele,” siger hun.

”Nutidens forældre bliver dunket oven i hovedet hele tiden for ikke at vide eller ikke at gøre nok. Så bliver de trætte, og så gør de ingenting.”

Samfundet har ikke altid haft det centrale fokus på børn, som det har nu. Ifølge Maria Ørskov Akselvoll peger flere forskere på, at Freuds psykoanalyse har spillet en rolle for, at børnesynet er blevet mere præget af psykologien. Freud sagde, at alt, der sker i barndommen, har en betydning, og at forældre kan komme til at skade deres børn ved at tage forkerte beslutninger. I efterkrigstiden byggede de første udviklingspsykologer deres teorier på psykoanalytisk teori. Siden har man udvidet forståelsen af børns vanskeligheder med nye modeller, der også tager hensyn til barnets sociale forhold.

Ingen forældrebillet i automaten Den varme og intime familie er stadig i fokus, også selvom 47 procent af alle børn under 18 år ifølge en 2017-opgørelse fra Danmarks Statistik bor i en anden konstellation end den klassiske kernefamilie. Forklaringen er den, at mange skilsmisseforældre forsøger at genskabe følelseslivet fra kernefamilien, fortæller Anja Marschall, der også har forsket i børns deleliv.

”Kernefamilien har den udvendige form af far, mor og børn, men alle de mange andre familiekonstellationer har ofte indhold som en kernefamilie og sætter pris på de samme ting. Efter en skilsmisse bliver den originale kernefamilie erstattet af flere nye,” siger hun. Tidligere, når man gendannede familie, var det på baggrund af praktikaliteter. Hvis håndværkermesteren tilbage i 1800-tallet døde, var det normalt, at svenden giftede sig med fruen i huset for at holde husholdet i gang og sikre familiens overlevelse. Hvor den dengang mest skyldtes praktiske årsager, er familiens overlevelse i dag baseret på følelser, fortæller børneforskeren:

”De bekymringer, man har i dag, er tit relativt abstrakte i forhold til før i tiden, hvor de var meget konkrete. Der søges viden alle mulige steder om almindelige problemstillinger. Dermed søges abstrakte forklaringer på konkrete problemer,” siger Anja Marschall. Så hvad er løsningen?

Ironisk nok – i forhold til denne artikel –mener alle artiklens medvirkende, at der er brug for, at vi læser lidt mindre om forældreskab og stoler lidt mere på det, vi ser og oplever. Og måske finder nogle skuldre at ”tude” ved.

12 | Familie&Forår Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023
J
ILLUSTRATION: RASMUS JUUL

I haven midt i byen lægger hun bekymringerne væk

Forfatter Leonora Christina

Skov finder ro i at følge naturen og årstidernes skiften i Landbohøjskolens Have interview

”Jeg regner virkelig ikke mig selv for noget naturmenneske, det skal guderne vide,” siger Leonora Christina Skov med et grin.

Men i Landbohøjskolens Have på Frederiksberg i København finder forfatteren alligevel en ro i at kunne følge naturens gang. I haven er der små skilte på hver eneste plante, bedene er smukt organiseret, og der er stor diversitet.

Hun kommer her særligt gennem vinteren og foråret, men hele året giver det hende en ro at følge med i naturens udvikling og dermed årets gang.

”Jeg synes, at det er godt, at det er pædagogisk natur. Det er ikke bare vild natur, det er jo meget tøjret, det er ordnet, pænt og klippet, det holder jeg meget af. Det passer godt til mig, og man bliver altid klogere af at komme her. Man får altid set noget, man ikke har set før,” fortæller Leonora Christina Skov om haven, der ligger tæt på hende og hustruen Annettes hjem.

Det er også her, de to har fundet inspiration til, hvilke planter de skulle vælge til deres altan. Den store rødbladede hyld, lige inden for gitterporten, og den stærkt duftende basilikum med navnet Mrs. Burns er ligesom deres andre planter udvalgt i haven. Enten på grund af deres smukke farve eller fordi de tiltrækker bier og fugle.

Leonora Christina Skov holder særligt af at komme i haven tidligt om morgenen, mens der stadig er mennesketomt. Hun spadserer et par runder, læser et skilt, hun ikke har opdaget før, og glider ind i sanseoplevelsen.

”Træerne er ligeglade, solsorten er ligeglad. Det er meget rart at finde nogen, der er ligeglade med, om ens bog bliver en succes eller ej.

”Jeg kan godt lide at komme herover, når luften er kølig og frisk, når der stadig er dug på græsset og stadig er koldt. Så er der bare sådan en god duft. Og jeg elsker dufte,” siger hun.

Og det er med til at skabe et afbræk i hendes dag. For Leonora Christina Skov er ikke et ubekymret menneske. Tanker om succes, læsere, anmeldere og økonomi, verdens udvikling og hendes næste bog fylder:

”Det er som at spille lotto, hver eneste gang jeg udgiver en ny bog. Og hvis jeg ikke vinder, kan jeg så trække en ny kupon om tre år og og prøve igen.”

Men naturen er ligeglad med, hvad der sker i verden. Om der er pandemier og verdenskrige, uanset hvordan bestsellerlisten ser ud, så fortsætter livet og årets gang i haven, som det plejer. Og med et selvstændigt arbejdsliv som forfatter er det nødvendigt med sådan et sted:

”Der er brug for, at man kan træde ud af sig selv og finde et sted, hvor der sker noget andet, som ikke handler om ens bog. Træerne er ligeglade, solsorten er ligeglad. Det er meget rart at finde nogen, der er ligeglade med, om ens bog bliver en succes eller ej.”

Og efter et besøg i Landbohøjskolens Have i den spæde morgenluft, en croissant fra den lokale bager og en påmindelse fra naturen om livets gang, går Leonora Christina Skov hjem med lidt mere energi og lidt mindre selvkritik. J

Leonora Christina Skov

Født i 1976. Forfatter til flere bøger, men hun brød for alvor igennem i 2008 med den selvbiografiske roman ”Den, der lever stille”, som hun modtog litteraturprisen De Gyldne Laurbær for. ”Den, der lever stille” får snart premiere som spillefilm.

Bor på Frederiksberg i København med sin kone, Annette.

14 | Familie&Forår Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023
0 Leonora Christina Skov fotograferet i Landbohøjskolens Have på Frederiksberg. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Ægtepar vil skabe et sted med friluftsliv, fællesskab og fordybelse

Da Signe og Søren Thuesen blev kærester, drømte de om at rejse ud og gøre en forskel i verdens brændpunkter med troen som drivkraft. Død, ulykke og sygdom ændrede deres planer.

interview

Malene Fenger-Grøndahl livogsjael@k.dk

Søren og Signe Thuesen sidder i køkkenet i deres hjem på Helgenæs i landsbyen Esby på den sydligste spids af Djursland. Udenfor løber deres to hunde, Valde og Sofus, rundt, og der ligger legetøj efterladt af deres tre børn, som lige nu er i henholdsvis dagpleje, naturbørnehave og skole. Gården med de tilhørende 20 hektar land købte de for et år siden, og de er nu ved at skabe det sted, de i mange år har drømt om at lave: en naturlig base for friluftsliv, fordybelse og fællesskab funderet på kristne værdier – med højt til loftet og plads til enhver. Valfart, kalder de det.

”Vi drømmer om at skabe et sted, hvor folk kan komme for at styrke relationerne og få det bedre med hinanden, sig selv og med Gud. På Valfart vil vi forsøge at gå et stykke ad vejen med hinanden – dele livssyn, blive inspireret, fornyet og berørt,” siger 33-årige Signe Thuesen, der er sygeplejerske, men har sagt sit job op for at bruge sin tid på det fælles projekt.

”Og så skal vi udfordres, på eventyr og have en på opleveren,” tilføjer 36-årige Søren Thuesen, der er uddannet kystlivredder og brandmand og har taget en uddannelse som katastrofe- og risiko-manager.

”Vi ved af egen erfaring, hvilken dyb forvandling det kan skabe i krop, sjæl og sind at være fysisk aktiv i naturen, alene og især i fællesskab med andre,” siger han.

På den store grund ved gården står der et vildmarksbad og en sauna på hjul. Den sidste søndag i hver måned arrangerer Signe og Søren Thuesen i samarbejde med venner og bekendte naturkirke på Valfart – med udendørs bibellæsning, lovsang og bøn.

”Med naturkirke ønsker vi at skabe et rum, hvor der er højt til loftet både metaforisk og bogstaveligt, og hvor folk kan mødes og dele det levede liv og dybere åndelige og eksistentielle tanker og oplevelser,” fortæller Signe Thuesen, og Søren Thuesen tilføjer: ”Vi er selv i tvivl om meget og er undervejs som alle andre.”

Deres egen vandring har været dramatisk og til tider tung, og deres gudsbillede og visioner har taget form undervejs. Men vandringen har netop givet dem den erfaring, at koblingen af krop, sjæl og ånd kan virke helende på relationen til Gud og mellem mennesker.

Brændpunkter

Da Signe og Søren Thuesen mødte hinanden og blev kærester, var de enige om, at de ville gøre en forskel for andre. Signe Thuesen er vokset op i Fjellerup på Djursland. Da hun var tre år, rejste familien til Nepal, hvor forældrene var udsendt som missionærer i tre år.

Søren Thuesen er vokset op i en fiskerfamilie i Hvide Sande. Hans mor voksede op på byens sømandshjem, som hans mormor og morfar drev gennem næsten to årtier, og hans far var ud af en gammel fiskerslægt ”med en stærk jysk tro på, at Gud tog med på havet” og arbejdede også som fisker. Søren kunne godt lide tanken om at være selvstændig, at tilbringe meget tid i naturen og på

vandet og arbejde sammen med gode kammerater, men han ønskede ikke at blive fisker. I stedet blev han værnepligtig i søværnet og sejlede med inspektionsskib til Nordøstgrønland. Det vakte en drøm om at komme i Siriuspatruljen og måske sidenhen i Frømandskorpset, og da han mødte Signe på en kristen ungdomslejr, advarede han hende om, at det nok var en dårlig idé, at de blev kærester.

”Jeg sagde til hende, at mit liv blev noget med at tage ud i verdens brændpunkter og ikke have meget ro på. Men det syntes hun bare var spændende, for hun ville også gerne ud for at gøre en forskel, hvor det brænder på. Det – og lidt mere – faldt jeg for,” siger Søren Thuesen med et skævt smil.

Kort efter rejste de begge et år til Honduras for at arbejde med gadebørn. Vel hjemme igen begyndte Signe Thuesen at uddanne sig til sygeplejerske med henblik på siden at kunne rejse ud og arbejde i krigszoner og blandt verdens fattigste. Søren Thuesen begyndte at forberede sig til at søge ind i Siriuspatruljen. Men kort før optagelsesprøven skete der noget, som for en periode gjorde alting mørkt i og omkring ham. På en sommerrejse til Norge med fem kammerater fra det kristne miljø i Aarhus omkom fire af de unge mænd under en bådulykke, mens kun Søren og vennen Niels, som det lykkedes Søren at bjærge i land, overlevede.

”I op mod et år efter ulykken følte jeg ikke noget – hverken for Signe, for livet, mig selv eller Gud. Det var, som om jeg blev ved at svømme i det mørke vand med hovedet under overfladen og kæmpe for at komme op og få en mundfuld luft. Men efter en lang periode lagde jeg langsomt mærke til, at jeg nu havde hovedet oven vande lidt mere af tiden, og jeg begyndte stille at åbne mig for verden, for livet og for Gud igen,” siger Søren Thuesen

I begyndelsen havde han ikke lyst til at engagere sig i et kirkeligt miljø eller tale med eller om Gud. I stedet fyldte han en rygsæk med bøger og sten og begav sig ud på lange vandreture. Undervejs skete en stille forvandling.

0 Søren og Signe Thuesen vil med Valfart skabe et sted i naturen, ”hvor folk kan komme for at styrke relationerne og få det bedre med hinanden, sig selv og med Gud”. – Foto: Liv Høybye.

Valfart og parret bag

Søren er født i 1986. Driver sit eget firma, Swanteam, der laver kurser i blandt andet livredning, brandslukning og førstehjælp, arrangerer vandsportsaktiviteter og teambuilding og udlejer udstyr.

Signe er født i 1989 og er uddannet sygeplejerske.

De bor i Esby på Helgenæs med deres tre bør.

Stedet, som de kalder Valfart, er en base for friluftsliv, fællesskab og fordybelse. Foreningen Valfart er med til at udvikle stedet og dets aktiviteter.

”Jeg begyndte at se solen, kigge ud over marker og vandet og se bladene spire på træerne. Jeg fik det bedre i krop, sjæl og sind, og midt i alt det skabte blev det sværere at benægte Guds eksistens. Dér blev noget af kimen til Valfart lagt,” siger han.

Men Søren kæmpede stadig med at forstå, hvem Gud er.

”Da vi lå i vandet og kæmpede, råbte vi Guds navn, vi kaldte på ham og bad ham redde os, men der var tavst, og fire af mine kammerater døde – nogle af dem mellem hænderne og for øjnene af mig. Det kunne og kan jeg ikke forstå. Så i de næste år blev Gud for mig en, jeg havde et distanceret forhold til.

Hvis Gud ikke var der, når jeg havde brug for ham, måtte jeg klare mig uden,” siger han. Signe Thuesen blev gravid, og de var overvældede og lykkelige. Kort efter skete en forvandling med Søren Thuesens gudsbillede. En amerikansk missionær, der havde boet i Danmark og havde hørt og læst om ulykken, havde i flere år bedt for Søren i sit hjem i USA. Han kom til Danmark og mødte Søren ved et møde i en valgmenighed, som Søren – på Signes opfordring, men med stor skepsis –var taget med til. Missionæren inviterede sig selv på besøg, og under besøget fortalte han Søren, at han mente at have en besked til ham fra Gud. ”Det var ikke dig, der reddede Niels,” lød beskeden.

”Så brød jeg fuldstændig sammen og græd, som jeg ikke havde gjort siden lige efter ulykken. Den sætning satte mig fri. Alle andre havde siden ulykken fortalt mig, hvor utroligt og fantastisk det var, hvad jeg havde gjort. At jeg havde reddet Niels. De sagde det af omsorg, er jeg sikker på. Men indirekte sagde de så også, at jeg ikke kunne redde de andre. Det ansvar havde jeg båret på, og det blev taget fra mig,” siger Søren Thuesen.

Han begyndte lige så stille at bevæge sig ind i en nærmere, undersøgende relation til Gud. Han så sig selv svømmende i havet efter kæntringen og fik øje på, at Gud var der hele tiden.

”Det var Gud, der svømmede i mig; derfor kunne jeg ikke se ham. Det giver en form for mening til det hele. Men samtidig var der fire gutter, der ikke kom i land, og jeg har ikke noget svar på hvorfor. Men jeg ved, at Gud har svømmet dem lige ind i Paradis.”

Miraklet

Søren Thuesens gudsforhold blev vendt på hovedet. Gud var ikke længere kun en fjern skaber og konge, men også en barmhjertig og nærværende far, der lever og virker i verden, og som man kan søge tilflugt hos. Og det fik Søren og Signe Thuesen snart brug for. Den første scanning af deres barn viste, at den lille pige havde for meget vand i hovedet og med al sandsynlighed enten var eller ville bli-

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023 16 | Familie&Forår

ve alvorligt hjerneskadet. Lægerne rådede dem til abort, men Signe og Søren Thuesen vendte sig i stedet til Gud og bad venner og familie om at bede for dem og for deres datter.

”Det var en forfærdelig tid, hvor vi hver morgen vågnede og håbede, at det havde været et mareridt,” fortæller Signe Thuesen, ”men samtidig var det en stærk tid, hvor vi vekslede mellem dyb sorg og bekymringer for fremtiden og en følelse af håb med vores tro på Gud, som vi altid har været overbevist om kan gøre store undere.”

Søren Thuesen uddyber:

”Min trosvandring fik endnu en drejning, som om Gud mindede mig om min følelse af, at jeg kunne klare kriserne uden hans hjælp. Det var, som om han med et omsorgsfuldt smil spurgte: ’Hvad vil du gøre nu?’. Og så måtte jeg jo forsøge at lægge byrden over til ham. Hver dag.”

Ved den sidste scanning var lægen chokeret. Vandmængden i barnets hoved var normalt, og da hun blev født, var der ingen tegn på misdannelser eller skader.

”Uvidenskabeligt” var lægens ord om miraklet med Alberte. I dag er Alberte næsten ni år, og siden er de to sønner, Laust og Krister, kommet til.

Søren og Signe Thuesen har imidlertid også mistet et barn, Anker, som døde sidst i graviditeten, og Sørens far døde som 58-årig af kræft. Signe blev desuden alvorligt syg efter fødslen af Alberte og har været igennem 17 operationer. Så deres liv på Helgenæs med

børn og hunde, friluftsliv, tro og fællesskab har en klangbund af sorg og smerte. Men også af glæde og taknemlighed.

”Med Alberte fik vi et mirakel, med Laust en forløsende heling efter tabet af Anker – og med Krister: ren flødeskum,” siger Signe Thuesen med et smil.

Søren Thuesen tilføjer, at der egentlig er flere mirakler i deres historie. Da de spurgte deres bankmand, hvad der skulle til, for at de

kunne købe gården på Helgenæs, lød svaret: ”Et mirakel. Og en hel masse kreativitet.”

”Så, jo – vi tror på mirakler,” siger Søren Thuesen.

Første gang de talte om at flytte på landet og finde et sted til fordybelse og friluftsliv, var før fødslen af Alberte. De nævnte begge Helgenæs, men tænkte, at det skulle være, når de blev gamle.

I første omgang forestillede de sig, at de skulle ud i verden, men ni måneder efter Albertes fødsel rejste de seks uger til USA, og her blev deres gnist for Valfart for alvor antændt. Undervejs besøgte de nemlig en stor friluftscamp. Hver sommer blev der her lavet friluftsaktiviteter for tusindvis af børn i en kristen ramme, og resten af året var der forløb for kvinder og mænd og par med ekstremsport, fællesskab, bøn og lovsang. Signe og Søren Thuesens forhold var på det tidspunkt tyndslidt. De havde svært ved at tale om det, der gjorde ondt, og kom i stedet til at bide af hinanden.

”Vi var tæt på at tage væk med det samme, fordi det var svært at være i noget, der var så godt, mens vi havde det så træls. Men vi valgte at blive. Dagen efter tilbød nogle frivillige på campen at passe Alberte for os, så vi kunne prøve nogle aktiviteter sammen. På meget kort tid skete der nærmest en forvandling af vores relation. Mens vi klatrede og raftede, genopdagede vi, hvem hinanden var, og hvad vi kunne sammen. Vi grinede og mærkede et dybt fællesskab, og pludselig kunne vi begyn-

de at tale om det, der gjorde ondt imellem os,” siger Signe Thuesen.

Den oplevelse har de med sig ind i arbejdet med Valfart.

”Vi vil gerne lave forløb for par, som opbygger kærlighedsrelationen, og forløb for mænd og for kvinder, som udfordrer og inspirerer til at være den sundeste, bedste udgave af os selv – i os selv og i relationen til Gud og hinanden. I naturen kan vi mærke vores inderste længsler, og når vi er aktive sammen, forbinder vi os med hinanden på en ny måde,” siger Signe Thuesen.

Det er nu mere end et år siden, de købte gården og indledte processen med at skabe et sted, hvor de kan forene tro, arbejde, fritid og familieliv. De er spændt på, hvordan Valfart vil udvikle sig, men de føler, at de er landet det rigtige sted.

”Børnene er vilde med at bo her, og vi er blevet taget så godt imod. Folk kommer spontant forbi og spørger, om de skal hjælpe. Da vi fik leveret otte bord-bænke-sæt, tog to folk fra landsbyen imod dem og havde samlet dem, da vi kom hjem,” siger Signe Thuesen.

Da foreningen Valfart, som støtter op om stedet, blev stiftet i foråret, blev der inviteret til fest, og 130 personer dukkede op til bålhygge, livemusik, havbadning, sauna og overnatning. Den åndelige mangfoldighed var stor; folk fra det buddhistiske center i nærheden, asatroende, folk, som arbejder med lydhealing, kristne, ateister – og mange flere –festede sammen. J

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023 Familie&Forår| 17
”Med naturkirke ønsker vi at skabe et rum, hvor der er højt til loftet både metaforisk og bogstaveligt, og hvor folk kan mødes og dele det levede liv og dybere åndelige og eksistentielle tanker og oplevelser.
SIGNE THUESEN, STIFTER AF VALFART

Hvis familiefaderen ikke bliver aleneluftet en gang om ugen, slår han sprækker

Sognepræst Adam Garff har en mandagstradition: en vandretur, der gør det muligt at overkomme alt familieliv

livogsjael@k.dk

JEG SAMLER PÅ stille steder. I skove, ved søer, på grusstier. Det skyldes mit behov for stilhed. Småbørnslivet har fremprovokeret dette lidt eneboeragtige behov, der på ingen måde var til stede i mine 20’ere. Tværtimod. Hvis familiefaderen således ikke bliver aleneluftet en gang om ugen, bare et par timer, slår han små sprækker. Det viser de seneste års erfaring, så siden den ældste kom til verden, har jeg opsøgt stille steder på min ugentlige fridag.

Mandag efter mandag har jeg bevæget mig ud i de mest øde egne, jeg kunne finde på et kort over Storkøbenhavn og omegn. Det begyndte med en række søer, der lå spredt på kortet: Buresø, Gurresø, Furesø, og hvad de ellers alle sammen hedder. Siden blev repertoiret udvidet med Nordsjællands skove. Her har jeg vandret og vandret i solskin, modvind og tordenvejr. Helst i stilhed, men også under et isslag så voldsomt, at min jakke begyndte at knase og knage, inden jeg fik rystet isen af mig. Heldigvis er der altid en pose poletter i inderlommen og rasende varm te på termokanden. Man udvikler og tilpasser sin vandring efter forholdene.

OMVENDT UDVIKLER VANDRINGEN også sindet. Den ugentlige trasken ved sø og skov forvandler det sitrende fadersind til en godmodig zenmunks. Efter en stroppetur på 20-25 kilometer i skoven er det pludselig muligt at overkomme alt fra elektrisk stød til voksenskældud og trusler fra mine egne børn. ”Far, du er en lortefucks,” er den seneste sprogmode importeret direkte fra børnehaven. Men frygt ej, selv den slags kan rummes og besvares med kærlighed, når bare mandagsbenene har fået sine kilometer.

Går en mandag til gengæld uden en mandagsvandring, bliver humøret underligt lunkent. Lunten bliver mærkbart kortere. Man siger ganske enkelt ikke ”lorte-

fucks” til far, hvis far ikke har vandret. Al vandrings natur er overgivelse og videregivelse. Bliver den ugentligt opsparede portion af forældrefrustrationer og afbrudt nattesøvn derfor ikke overgivet, ja så bliver det hele siddende i hjertet og i stemmen, i den man er og fremstår som. Kort sagt. Enkelte gange er det sket, at jeg er kommet godt ud på ruten, før telefonen har vibreret i den lune lomme. Børnenes institution er indkodet på telefonen, og når det nummer dukker op på skærmen, så ved jeg godt, at ballet er slut. Det er også derfor, at jeg ikke bevæger mig mere end 30 minutters kørsel væk fra institutionen. Alligevel må man indimellem satse lidt. Min risikovillighed kommer tydeligst til udtryk, når jeg befinder mig halvvejs rundt om en sø. Eller halvvejs ude på en såkaldt loop-rute i skoven, der bare er en rute, der begynder og slutter det samme sted. For hvis jeg har parkeret ved bunden af søen eller skoven, og hvis telefonen vibrerer halvvejs, så er der ikke andet for end at snøre vandrestøvlerne og sætte i løb. Og så er der pludselig langt hjem –uanset hvilken vej man vælger.

DET ER SELVFØLGELIG sket før. Jeg forestiller mig, at skovens andre gæster, både dyr og mennesker, har studset over, hvordan en munter og grønklædt vandringsmand pludselig kan ligne noget fra en militær evakueringsøvelse. Så tonser man af sted, kaster sin taske ind i bilen og sætter kursen hjemad igen. Og så står man der ved institutionens låge med sveden haglende ned ad ryggen (især) og får overrakt en feberramt snotnæse.

Når det sker, er stilheden forbi. Derfra må jeg gå lange ture i mine drømme. Og hvis ikke nætterne tillader den slags luksus, må jeg glæde mig til den næste mandag, for der bliver støvlerne atter snøret, og en vandringsmandsbøn fremsagt, inden der kommer kilometer i støvlerne og ro i faderhjertet. Håber jeg. J

Den

ugentlige trasken ved sø og skov forvandler det sitrende fadersind til en godmodig zenmunks.

18 | Familie&Forår
0 ”Jeg samler på stille steder,” skriver sognepræst Adam Garff. – Foto: Liv Høybye.

Frem for at piske børnebørnene ud i aktiviteter i deres ferie, skal man være bedre til affinde sig med kedsomhed, mener sognepræst Poul

Joachim Stender interview

Isabella Balanchi balanchi@k.dk

5 Hvad lavede du i din barndoms ferier?

Jeg husker ferierne som noget helt specielt, fordi de voksne var meget afslappede. De hyggede sig med at spise mad, drikke snaps og ryge cigaretter, mens jeg legede med mine fætre og kusiner ved siden af. Det var to spændende verdener, der lå side om side, hvor de ikke blandede sig for meget. Jeg kan også huske, at vi boede op ad en stor skov, hvor mine kammerater og jeg legede cowboy og indianere, og når vi skulle hjem, bandt min mor en seddel om halsbåndet på vores hund, som så fandt os i skoven.

5 Tilbragte du tid med dine bedsteforældre – og hvad lavede I?

I ferierne besøgte vi altid mine bedsteforældre på deres gård på Langeland. Det var en stor mundfuld, når mine forældre kom med seks børn, men vi satte telte op i haven, så der var plads til alle. Jeg fik lov til at være en del af deres hverdagsliv. Når min bedstefar gik ud for at pumpe vand op, fodre høns, køre traktor eller hakke roer, fulgte jeg med. Eller jeg sad i køkkenet med min bedstemor og fik lov til at putte forskellige ting i maden. Det var næsten endnu mere spændende end at være ude på marken med min bedstefar.

5 Har du et yndlingsferieminde med dine bedsteforældre?

Jeg husker tydeligt, når vi besøgte dem i efterårsferien. Mine bedsteforældre sad i deres stole foran en varm, knitrende kakkelovn. Vi fik franske vafler, og alle sad afslappede i stuen. Det billede står klart for mig og giver mig en fredfyldt følelse i kroppen.

5 Hvad laver du selv med dine børnebørn, når de er på ferie?

Jeg har lige haft en uge med mine to bør-

nebørn. Den ældste på fire er jeg især meget sammen med. Vi fisker med net ved stranden, løber efter hinanden og leger fantasilege, som han er med til at sætte i gang, hvor vi forestiller os alt muligt sammen. For eksempel at vinduet med hasp er et skib eller en undervandsbåd, som han sejler. Det er på en helt anden måde, end mine bedsteforældre var sammen med mig på. Dengang var det efter det gamle ord om, at børn skal ses, men ikke høres. Børn kunne være med i de voksnes gøremål, men man behøvede ikke at kravle rundt og lege med dem. Jeg gør det stik modsatte nu – påvirket af den tid, jeg lever i.

5 Har du gode råd til aktiviteter, som kan underholde og interessere både børn og voksne?

Jeg synes, at man skal undgå ordet aktiviteter – og i stedet være meget bedre til passiviteter. Man skal være parat til at gå i stå med sine børnebørn og ikke ville så meget. Gå ud og måske bare grave et hul i jorden eller sætte sig på en bænk med dem, fortælle dem en god historie, bage brød eller pandekager med dem.  Man skal også give børn lov til at kede sig. Det er det mest kreative, man kan lave med sine børn. Når der ikke foregår noget, tænker de alle de gode tanker om, hvordan man konstruerer en sæbekassebil eller kravler op i et træ. Det er bedre end at fylde værelset med legetøj, så de næsten ikke har plads til at lege, eller sætte dem foran en skærm. J

Poul Joachim Stender

Født i 1956 og opvokset ved Vintersbølle på Sydsjælland.

Uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet.

Har tidligere været feltpræst ved Sjælsmark Kaserne og præst ved den danske kirke i Los Angeles.

Er i dag sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup Sogn.

Forfatter til en række bøger, blandt andet ”Gud i vold” og ”Gud kysser uden samtykke”, og kendt for sine holdninger om, at nydelse skal tilbage i Folkekirken. Gift med Miriam Stender. Parret har tre børn og to børnebørn.

Kristeligt Dagblad Lørdag 18. marts 2023
Poul Joachim Stender:
”Man skal være parat til at gå i stå med sine børnebørn”
FOTO: LEIF TUXEN
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.