Slet ikke forelsket by Gutkind Forlag

slet ikke forElskET

På dansk ved

Pia Konstantin Berg

GUTKIND

Slet ikke forelsket

er oversat fra engelsk af Pia Konstantin Berg efter Not in Love

Published by agreement with Berkley, an imprint of Penguin Publishing Group, a Division of Penguin Random House L.L.C. and by agreement with Ulf Töregård Agency AB Denne udgave: © Ali Hazelwood og

Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslagsdesign: © Vikki Chu

Forsideillustration: © Lilith

Dansk versionering af omslag: Rasmus Funder Sat med Palatino hos LYMI DTP-Service

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-434-0962-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Jen. Nogle gange tænker jeg over, hvad jeg skulle gøre uden dig, og så bliver jeg superbange.

PS: Hvid chokolade smager faktisk godt.

PPS: Giv Stella en småkage fra tante Ali, når du læser det her.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

KÆRE LÆSER

Jeg vil bare lige skrive en hurtig note for at fortælle dig, at Slet ikke forelsket i sin tonalitet adskiller sig lidt fra de andre ting, jeg tidligere har udgivet. Rue og Eli har håndteret – og forsøger fortsat at håndtere – konsekvenserne af blandt andet sorg, fødevareusikkerhed og omsorgssvigt i barndommen. De er ivrige efter at skabe en relation, men de ved ikke, hvordan de skal håndtere andet end et fysisk forhold. Resultatet, tror jeg, er blevet mindre rom-com og mere erotisk romance.

Rue og Elis historie har selvfølgelig en lykkelig slutning. Men den indeholder også nogle alvorlige temaer, og det vil jeg bare lige nævne, så du ved, hvad du kan forvente.

Kærlig hilsen

Ali

1 HELT SIMPELT

RUE

“Damer, det her er et helt oprigtigt, ikke-retorisk spørgsmål: Hvordan overlever I to i den virkelige verden?”

Jeg stirrede på Nyotas ansigtsudtryk, som var fuldt af foragt, og funderede over, hvor ydmygende det rent faktisk var, at ens bedste venindes lillesøster (som gentagne gange blev nægtet adgang til hulen i trætoppen; som i fuld offentlighed gnaskede en bussemand i sig i julen 2009; som blev taget i at tungekysse med en klementin i et skab et par måneder senere) satte spørgsmålstegn ved ens evne til at føre et velfungerende liv.

Men okay, i gamle dage var Tisha og jeg hele tre år ældre end hende og følte os alt, alt for overlegne. Vi var blevet klogere nu, hvor lille Nyota var fyldt 24, var strøget igennem jurastudiet og havde landet et job som konkursadvokat og tjente mere i timen, end hvad jeg betalte for min tragisk dyre bilforsikring. For at gnide salt i såret fulgte jeg hende på Instagram, og derfor vidste jeg, at hun kunne bænkpresse mere end sin egen kropsvægt, at hun så fantastisk ud i badetøj og jævnligt bagte focaccia med løg og rosmarin.

Som et kæmpe power flex valgte hun ikke at følge mig tilbage – et træk, der holdt mig vågen om natten.

“Du kender os,” sagde jeg og valgte ærlighed frem for stolthed. Tisha og jeg havde mast os sammen på mit kosteskab af et kontor hos Kline, mens vi FaceTimede med en, der sikkert aldrig havde gemt vores telefonnumre. Værdighed var vores mindste bekymring. “Vi hænger med røven i vandskorpen.”

“Kan du ikke bare svare på spørgsmålet?” hvislede Tisha. Hvor ydmygende det end var for mig, måtte det være meget værre for hende. Nyota var trods alt hendes søster.

“Seriøst? I ringer til mig midt i arbejdstiden for at spørge mig, hvad et gældsbrev er? I kunne ikke bare google det?”

“Det har vi gjort,” sagde jeg og undlod at fortælle, at vi tilføjede for dummies til søgningen. Uden held. “Vi fangede vist nok essensen af det.”

“Fantastisk, så har I jo helt styr på det. Jeg lægger på nu.

Vi ses til Thanksgiving …”

“Men altså,” afbrød jeg. Vi befandt os i slutningen af maj. “Reaktionerne fra andre ansatte her på Kline lader til at indikere, at vi ikke har forstået, hvad det her gældsbrev virkelig indebærer.” Min tærskel for mærkelig opførsel var høj, og det var lykkedes mig at ignorere HR-medarbejderen, der browsede monster.com ved sit hæve-sænkebord, kemikeren, som vadede lige ind i smasken på mig og stak af uden så meget som et ups, det tomme blik fra min ellers så diktatoriske chef Matt, da jeg informerede ham om, at rapporten, han havde ventet på, ville tage mindst tre timer mere at færdiggøre. Og da jeg så tømte min vandflaske ned i en potteplante, der havde stået i kaffestuen længere tid, end jeg havde været på arbejdsmarkedet, brød en

tekniker sammen i gråd og udbrød: Du burde tage Hr. Bregneholt med hjem, Dr. Siebert. Den fortjener ikke at dø på grund af det, der kommer til at ske med Kline.

Jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik. Jeg vidste bare, at jeg elskede mit job hos Kline, at al min energi var rettet mod mit livs vigtigste projekt, og at jeg var for socialt udfordret til sådan uden videre at kunne skifte arbejdsplads. Så dagens hændelser tegnede ikke godt.

“Der er fællesmøde om et kvarter,” forklarede jeg, “og vi vil meget gerne deltage med en bedre forståelse af, hvad …”

“Ny, hold op med at bitche, og forklar det nu bare for os, som om vi var fem år,” beordrede Tisha.

“I har begge en doktorgrad,” pointerede Nyota – og det var ikke ment som en kompliment.

“Okay, lyt godt efter, Ny, for det her vil få dit hoved til at eksplodere, og vi bliver muligvis nødt til at indrapportere det til FN og komme for domstolen i Haag. Emner som kapitalfonde og gældsbreve blev ikke diskuteret i nogen fag under vores ph.d.er i kemi. Jeg ved, at det er en chokerende forglemmelse, og jeg er sikker på, at NATO vil sætte militæret på sagen og …”

“Luk røven, Tish. Du har ingen ret til at snerre, når du har brug for min hjælp. Rue, hvordan fandt du ud af det med gældsbrevet?”

“Florence sendte en fællesmail ud til hele firmaet,” sagde jeg. “I morges.”

“Florence er Klines CEO?”

“Ja.” Det virkede reducerende, så jeg tilføjede: “Og stifter.” Stadig ikke dækkende, men der var ikke tid til at køre den helt store fangirl-smøre af nu.

“Stod der noget om, hvad det er for en kapitalfond, der har købt jeres lån?”

Jeg skimmede mailen. “Harkness Group.”

“Hmm. Det siger mig et eller andet.” Nyota tastede i stilhed, mens New Yorks skyline lyste op bag hende. Hendes kontor lå i en skyskraber – tusindvis af kilometer og hele universer fra det nordlige Austin. Ligesom Tisha og mig selv havde hun været ivrig efter at slippe væk fra Texas. Modsat os flyttede hun aldrig tilbage. “Ah, ja, det er dem,” sagde hun endelig og kneb øjnene sammen foran sin computer.

“Kender du dem?” spurgte Tisha. “Er de sådan ... berømte?”

“Det er en kapitalfond, ikke et K-pop-band. Men de er meget velkendte i tech-branchen.” Hun bed sig i underlæben. Pludselig var hendes udtryk alt andet end beroligende, og jeg fornemmede, at Tisha spændte op ved min side.

“Det er ikke første gang, noget i den her stil er sket,” sagde jeg og nægtede at give efter for panikken. Jeg var blevet færdiguddannet fra UT Austin et år tidligere, men jeg var begyndt at arbejde for Florence Kline, inden jeg havde færdiggjort min ph.d. Intet af det her føltes nyt. “Der er ledelsesrokader og investorudfordringer hele tiden. Det falder altid til ro.”

“Det er jeg ikke sikker på, at det gør den her gang, Rue.” Nyota skulede mod skærmen. “Hør her, Harkness er en kapitalfond.”

“Vi ved stadig ikke, hvad det betyder,” hvislede Tisha.

“Som jeg lige skulle til at forklare: Kapitalfonde er … grupper af mennesker med sygt mange penge og masser af fritid. I stedet for at svømme rundt i deres hårdtoptjente moneter på Joakim von And-manér eller at lade dem stå på opsparingskontoen, som I to gør …”

“Vildt nok, at du tror, jeg har en opsparing,” mumlede Tisha.

“… så bruger de dem på at købe andre virksomheder.”

“Og de har købt Kline?” spurgte jeg.

“Nope. Kline er ikke blevet børsnoteret – man kan ikke købe Kline-aktier. Men da firmaet blev stiftet, var der brug for penge til at udvikle … ravioli? Er det det, I laver?”

“Fødevare-nanoteknologi.”

“Klart. Lad os bare lege, at det giver mening. Nå, men da Florence stiftede Kline, optog hun et stort lån. Men nu har vedkommende, der gav hende pengene dengang, besluttet sig for at sælge det lån til Harkness.”

“Og det betyder så, at Kline skylder Harkness penge nu?”

“Korrekt. Se selv, Rue, jeg vidste, du ikke var totalt uduelig. Min søster, på den anden side, hun …” Nyotas stemme blev fjern, mens hun rynkede panden foran computeren.

“Hvad?” spurgte Tisha alarmeret. Nyota var ikke typen, der gik i stå midt i en fornærmelse. “Hvad er der sket?”

“Ikke noget. Jeg læser bare op på Harkness. De er velrenommerede. Fokuserer på mellemstore start-up-virksomheder inden for teknologi. Jeg tror også, de har et par videnskabs-typer ombord? De opkøber lovende firmaer, leverer kapital og støtter dem i væksten, inden de sælger dem for profit. At overtage et gældsbrev falder lidt uden for deres mønster.”

Tisha lukkede fingrene om mit lår, og jeg lagde min hånd oven på hendes. Fysisk trøst var sjældent en del af mit repertoire, men det var ikke svært at gøre en undtagelse for Tishas skyld. “Så det eneste, Florence skal gøre, er at tilbagebetale lånet til Harkness, og så er Harkness ude

af billedet?” spurgte jeg. Det virkede helt simpelt. Ingen grund til at involvere monster.com.

“Øh … måske i den fantasiverden, du lever i. Klap en enhjørning for mig, Rue. Der er ingen chance for, at Florence har de penge.”

Tisha strammede grebet. “Ny, hvad betyder det i praksis? Betyder det, at de overtager magten i firmaet?”

“Måske. Det afhænger af, hvad der står i gældsbrevet.”

Jeg rystede på hovedet. “Det ville Florence aldrig lade dem gøre.”

“Måske har Florence ikke noget valg.” Nyotas stemme blev med ét mildere, og det – af alle ting var det det, der fik frygten til at boble i min mave. “Alt afhængigt af aftalens betingelse, så har Harkness muligvis ret til at indsætte en ny CTO, som kan få seriøs indvirkning på den daglige arbejdsgang.”

Det ville nok ikke øge mine chancer for endnu en Instagram-følger, hvis jeg spurgte, hvad en CTO var, så jeg sagde bare: “Okay. Hvad er konklusionen?”

“Harkness ender måske med slet ikke at være et problem. Eller også ender det med, at I skal se jer om efter nye jobs. Lige nu er det umuligt at sige noget om.”

Tishas “fuck” var ikke andet end en lav mumlen. Florence, tænkte jeg og blev tør i munden. Hvor er Florence lige nu? Hvordan har Florence det lige nu? “Tak, Nyota,” sagde jeg. “Det var en stor hjælp.”

“Ring til mig efter fællesmødet i dag – så har vi et bedre overblik over tingene.” Det var sødt af hende med det vi. “Men det ville ikke skade at finpudse jeres CV’er for en sikkerheds skyld. Austin er et fedt sted i forhold til techstartups. Kig jer omkring, og spørg jeres nørdevenner, om

de kender til ledige stillinger. Har I to nogen venner ud over hinanden?”

“Jeg har Bruce.”

“Bruce er en kat, Tish.”

“Og hvad er din pointe med det?”

De begyndte at skændes, og jeg lukkede af for dem, mens jeg forsøgte at regne ud, hvor stor chancen var for, at Tisha og jeg kunne finde jobs i den samme virksomhed. Jobs, som ville være godt betalte og kunne give os den videnskabelige frihed, vi allerede havde. Florence havde endda givet mig lov til at …

En frygtindgydende tanke ramte mig. “Hvad med vores personlige projekter? Medarbejderpatenter?”

“Hmm?” Nyota lagde hovedet på skrå. “Medarbejderpatenter? På hvad?”

“I mit tilfælde, en bio-nanosammensætning, som …”

“Okay, jeg behøver ingen Ted Talk.”

“Det er noget, der får madvarer til at holde sig friske. I længere tid.”

“Ah, på den måde.” Hun nikkede forstående, hendes blik blev pludselig varmere, og jeg spekulerede over, hvor meget hun vidste. Tisha ville aldrig nævne min historie, men Nyota var observant og kunne meget vel have bemærket det af sig selv. Jeg havde trods alt tilbragt ethvert ledigt minut i deres hjem, bare for at undgå mit eget. “Det er altså dit projekt? Dit patent? Og du har en aftale, der garanterer dit ejerskab over den teknologi?”

“Ja. Men hvis nogen overtager Kline …”

“Så længe du har aftalen på skrift, er alt godt.”

Jeg huskede en mail fra Florence. Lange ord, lille font, elektronisk signatur. Lettelsen bankede i min krop. Tak, Florence.

“Venner, prøv nu at skrue lidt ned for bekymringerne, ik’? Tag til det fællesmøde, I sikkert allerede er ved at komme for sent til. Få så mange informationer som muligt, og rapporter tilbage til mig. Og få så lige opdateret de CV’er. Du har ikke været kæledyrsfrisør, siden du startede på uni, Tish.”

“Hold op med at tjekke min LinkedIn,” mumlede Tisha, mens hun viftede den midterste finger mod en skærm, der allerede var gået i sort. Så lænede hun sig tilbage i stolen og måtte nøjes med endnu et afdæmpet “fuck.”

Jeg stirrede ligeud og nikkede. “Jep.”

“Ingen af os er følelsesmæssigt rustede til usikkerheder på jobbet.”

“Nope.”

“Men altså, det skal nok gå. Vi arbejder i tech-branchen, ik’? Det er bare …”

Jeg nikkede endnu en gang. Vi var glade hos Kline. Sammen. Med Florence.

Florence. “Florence skrev til mig i går aftes,” sagde jeg til Tisha. “Spurgte, om jeg ville komme over til hende.”

Hun vendte sig mod mig. “Sagde hun hvorfor?”

Jeg rystede på hovedet og følte mig halvt flov, halvt skyldig. Flot, at du er der for dine venner, Rue. “Jeg skrev til hende, at jeg havde andre planer.”

“Hvad skulle du … nå ja. Kvartalssex. Rue After Dark. Åh gud, vi har slet ikke talt om fyren.”

“Hvilken fyr?”

“Virkelig? Du sender mig et billede af en eller anden fyrs kørekort, og så siger du hvilken fyr? Godt forsøgt.”

“Går den, så går den.” Jeg rejste mig og forsøgte at lade være med at tænke på de dybe, blå øjne. Profilen, der mindede så meget om en græsk guds, at jeg ikke kunne undgå

at stirre. De korte, brune krøller, der var lige akkurat en smule for uglede. Han blev ved med at stirre ligeud, da han kørte mig hjem, som om han var fast besluttet på ikke at vende blikket i min retning.

“Har du hørt fra ham? Hvis altså du gjorde det utænkelige og …” Hun gispede og tog sig til brystet. “… gav ham dit nummer.”

“Jeg har ikke tjekket min telefon.” Den var lige nu gemt væk i bunden af min rygsæk, presset ned under en ekstra hoodie og en vandflaske og en bunke bøger, som skulle afleveres på biblioteket inden for to dage. Der fik den lov at blive, i hvert fald så længe jeg blev ved med at tænke over, om han havde skrevet.

Jeg havde det bedst med at tvinge mig selv til en vis grad af distancering, når det kom til mænd.

“Jeg burde være taget hjem til Florence,” sagde jeg, mens skyldfølelsen stak i maven.

“Nah. Hvis jeg kunne vælge mellem muligheden for, at du fik noget på den dumme, eller at få et heads-up om det her kaos, så ville jeg sikkert unde dig den orgasme. Jeg er jo en generøs sjæl.” Tisha sænkede stemmen, mens vi gik side om side ned ad Klines havblå, ultramoderne gang, som vrimlede med medarbejdere, der havde kurs mod det åbne kontorlandskab på første sal. De smilede alle til Tisha – og nikkede mod mig, høfligt, men slet ikke lige så imødekommende.

Kline havde i begyndelsen været et lille tech-startup, men var lynhurtigt vokset til en virksomhed med flere hundrede medarbejdere, og jeg havde ikke længere et overblik over de nyansatte. Desuden arbejdede jeg på et enspænderprojekt, som betød, at jeg gik lidt under radaren. Den høje, seriøse, distancerede pige – som altid

hang ud med den anden høje pige, den sjove og fantastiske pige, som alle kunne lide. Hos Kline var min og Tishas popularitet lige så skævt fordelt, som den havde været siden skoletiden. Heldigvis havde jeg lært at være ligeglad.

“Desværre,” mumlede jeg, “var der ingen orgasmer på menuen.”

“Hvad? Han lignede ellers ikke en, der ville være dårlig i sengen!”

“Det ved jeg heller ikke, om han er.”

Hun skulede. “Var det ikke derfor, du skulle mødes med ham?”

“Det var planen.”

“Og?”

“Vincent dukkede op.”

“Åh fuck, Vincent. Hvordan har han … jeg vil ikke engang vide det. Men næste gang, så?”

Eftersom du ikke vil mødes mere end én gang, sagde han, og min krop glødede på grund af hans vemodige tonefald.

“Det ved jeg ikke,” hviskede jeg ærligt og fornemmede selv noget af det der vemod, da Tisha og jeg satte os i en sofa bagerst i lokalet. “Jeg tror, at …”

“Man keder sig sgu aldrig her,” lød det på munter vis, mens sofapuden til venstre for mig gav sig. Jay var vores yndlingsteknikker. Eller rettere Tishas yndlingsteknikker, som hun hurtigt var blevet venner med. Og eftersom jeg altid var i nærheden af hende, var jeg blevet fanget ind i venskabet. Og det tegnede sådan set et meget dækkende billede af, hvordan min omgangskreds var bygget op. “Jeg sværger,” sagde han, “hvis de fyrer os alle, og mit visum ryger, og jeg bliver nødt til at flytte tilbage til Portugal, og Sana slår op med mig …”

“Jeg er vild med optimismen, skat.” Ved min anden side lænede Tisha sig smilende frem. “Vi har i øvrigt lavet lidt research i forhold til det her kaos. Så vi kan fortælle dig, hvad et gældsbrev er.”

Jay hævede øjenbrynet, og piercingerne i det glimtede. “Det vidste I ikke før?”

Tisha lænede sig tilbage igen og forsvandt bag mig. “Så, så.” Jeg klappede hende beroligende på låret. “I det mindste har vi aldrig foregivet at være andet, end hvad vi er.”

“Dumrianer?”

“Tilsyneladende.”

Et vandfald af røde krøller dukkede op i mængden, og den knugende panik i mit bryst løsnede sig øjeblikkeligt. Florence. Fantastiske, dygtige Florence. Hun var Kline. Hun havde kæmpet med næb og kløer for firmaet og havde ikke tænkt sig at overlade det til andre. Særligt ikke nogle …

“Hvem er de fire?” hviskede Tisha ud i det pludseligt stille lokale. Hendes blik vandrede forbi Florence til skikkelserne bag hende.

“Nogen fra Harkness?” gættede Jay.

Jeg havde forventet glat, tilbagestrøget hår og jakkesæt og den der unikt frastødende finansfyrsattitude. Men Harkness-folkene lignede nogen, der ligefrem kunne have passet ind hos Kline, hvis tingene havde set anderledes ud. Måske var det bare et magtredskab for dem at køre nedtonet stil, men de virkede … normale. Tilforladelige. Den langhårede kvinde så afslappet ud i sine jeans og virkede glad for fremmødet. Det samme gjorde den bredskuldrede mand, som stod en smule for tæt på hende. Den høje skikkelse med det velplejede skæg spejdede ud over lokalet

en smule for hovmodigt, men den slags skulle jeg vist ikke gøre mig til dommer over. Jeg havde flere gange fået at vide, at jeg ikke ligefrem udstrålede imødekommende varme. Og den fjerde mand, der sluttede sig til gruppen som den sidste, uden hastværk og selvsikkert smilende, han virkede …

Blodet stivnede i mine årer.

“Jeg hader dem allerede,” mumlede Jay og fik Tisha til at grine.

“Du hader alle.”

“Nej, det gør jeg ikke.”

“Jo, du gør. Gør han ikke, Rue?”

Jeg nikkede fraværende med blikket klistret mod den fjerde Harkness-mand som en fugl fanget i en oliepøl. Jeg blev svimmel og kunne ikke få vejret, for modsat de andre, så var hans ansigt velkendt.

Modsat de andre, så vidste jeg, præcis hvem han var.

TAK

Thao Le, min agent, og alle andre hos SDLA. Sarah Blumenstock, min redaktør, såvel som resten af mit Berkley Romance-team (Liz Sellers, Kristin Cipolla og hendes cipollina, Tara O’Connor, Bridget O’Toole, Kim-Salina I) og alle andre i PRH’s forskellige afdelinger, som har arbejdet på at pakke den her bog godt ind og få den ud til læserne. Lilith for den perfekte forsideillustration. Katie Shepard for input til finanssproget. Margaret Wigging og, selvfølgelig, Jen, som har hjulpet med at gøre det her roderi en smule mindre rodet. Mine udenlandske forlag. Boghandlere, bibliotekarer og hver eneste læser, som nogensinde har kastet sig over en af mine bøger eller har klikket sig ind på min fanfiction. Mine forfattervenner og mine ikke-forfattervenner. Min familie – inklusive mine katte, min hjort, mine vaskebjørne, mine ræve og min enlige pungrotte

Rue er en succesfuld biotech-forsker i start up-virksomheden, Kline. Hendes liv er stabilt og roligt, indtil en fjendtlig overtagelse truer med at ødelægge det hele.

Eli og hans partnere har deres grunde til at gå efter lige præcis Kline, og Eli har haft øjnene stift rettet mod målet længe, men Rue slår ham ud af kurs.

Rue er ikke vant til at føle en hel masse for sine partnere, faktisk forsøger hun at gøre det modsatte, men Eli er af en eller anden grund undtagelsen, der ikke bekræfter reglen. At give efter for tiltrækningen vil både være illoyalt og forkert … og alligevel fuldstændig uundgåeligt.

GUTKIND 9 788743 409625

Slet ikke forelsket