BROOKLYN by Gutkind Forlag

Første del

Eilis Lacey, der sad ved vinduet i stuen ovenpå i huset på Friary Street, fik øje på sin søster, som med raske skridt kom gående hjem fra arbejde. Hun så Rose gå over gaden fra solskin til skygge, med den nye skindhåndtaske, hun havde købt på udsalg hos Clery’s i Dublin, i hånden. Rose havde en flødefarvet cardigan over skuldrene. Hendes golfkøller stod i gangen. Om et par minutter ville nogen komme og hente hende, vidste Eilis, og hendes søster ville ikke vende hjem, før sommeraftenen svandt og mørket faldt på.

Eilis’ aftenkursus i bogføring var næsten slut nu. Hun havde en instruktionsbog om regnskabssystmer i skødet, og på bordet bag hende lå en hovedbog, hvor hun, som sit hjemmearbejde, på debetsiden og kreditsiden havde indført de daglige transaktioner i en virksomhed, hvis detaljer hun havde noteret på fagskolen ugen før.

Så snart Eilis hørte hoveddøren gå op, gik hun nedenunder. Rose stod i gangen og holdt sit lommespejl op foran ansigtet. Hun studerede sig selv nøje, mens hun lagde læbestift og øjenmakeup, så kastede hun et blik på hele sin fremtoning i det store spejl i gangen og rettede på håret. Eilis så tavs til, mens søsteren fugtede læberne og dernæst endnu en gang studerede sig selv i lommespejlet, før hun lagde det væk.

Deres mor kom ud i gangen fra køkkenet.

”Du ser yndig ud, Rose,” sagde hun. ”Du bliver golfklubbens skønhed.”

”Jeg er hundesulten,” sagde Rose. ”Men jeg har ikke tid til at spise.”

”Jeg laver noget aftensmad til dig senere,” sagde moren. ”Eilis og jeg spiser nu.”

Rose stak hånden i tasken og tog sin pung frem. Hun åbnede den og lagde en shilling på kommoden. ”Hvis du skulle få lyst til at gå i biografen,” sagde hun til Eilis.

”Og hvad så med mig?” spurgte hendes mor.

”Hun kan fortælle dig historien, når hun kommer hjem,” svarede Rose.

”Hvad er det for noget at sige!” sagde moren.

De lo alle tre, da de hørte en bil standse uden for døren og dytte. Rose tog sine golfkøller og var væk.

Senere, mens moren vaskede tallerkenerne, og Eilis tørrede dem, bankede det på døren. Eilis lukkede op; det var en pige, som hun kendte fra Kelly’s købmandsforretning ved siden af domkirken.

”Jeg har en besked til dig fra miss Kelly,” sagde pigen.

”Hun vil gerne tale med dig.”

”Vil hun det?” spurgte Eilis. ”Sagde hun, hvad det drejede sig om?”

”Nej. Kun at du skulle komme derhen i aften.”

”Men hvorfor vil hun gerne tale med mig?”

”Det ved jeg virkelig ikke, miss. Jeg spurgte hende ikke. Skal jeg gå tilbage og spørge hende?”

”Nej. Det er i orden. Men er du sikker på, at beskeden er til mig?”

”Ja, det er jeg, miss. Hun beder dig om at komme hen til hende.”

Eftersom Eilis under alle omstændigheder havde besluttet at gå i biografen en anden aften, og da hun var træt af sin hovedbog, klædte hun om og tog en cardigan på og forlod huset. Hun gik hen ad Friary Street og Rafter Street ud på Market Square og dernæst op ad bakken til domkirken.

Miss Kellys forretning var lukket, så Eilis bankede på sidedøren, som førte op ovenpå, hvor hun vidste, at miss Kelly boede. Døren blev åbnet af den unge pige, som var kommet med beskeden til hende, og hun bad hende vente i gangen.

Eilis kunne høre stemmer og bevægelse på etagen ovenover, og så kom den unge pige ned og sagde, at miss Kelly ville komme om et øjeblik.

Hun kendte miss Kelly af udseende, men hendes mor handlede ikke i hendes forretning, fordi den var for dyr.

Hun troede heller ikke, at hendes mor brød sig om miss Kelly, selv om hun ikke kunne komme i tanker om nogen grund til dette. Man sagde, at miss Kelly solgte den bedste skinke i byen og det bedste mejerismør og de friskeste af alle mulige ting, blandt andet fløde, men Eilis mente ikke, at hun nogensinde havde været inde i forretningen, kun kastet et blik ind i den, idet hun gik forbi, og set miss Kelly ved disken.

Miss Kelly kom langsomt ned ad trappen og tændte lyset i gangen.

”Nå,” sagde hun og gentog det, som om det var en hilsen. Hun smilede ikke.

Ellis skulle lige til at forklare, at hun havde sendt bud efter hende, og høfligt spørge, om det var det rette

tidspunkt at komme, men miss Kellys måde at måle hende med øjnene fra top til tå fik hende til at beslutte ikke at sige noget. Miss Kellys optræden fik Eilis til at spekulere på, om hun var blevet fornærmet af nogen i byen og fejlagtigt havde troet, at det var hende.

”Her er du så,” sagde miss Kelly.

Eilis lagde mærke til nogle sorte paraplyer, der lænede sig op ad stumtjeneren.

”Jeg hører, at du ikke har noget arbejde, men at du er god til at regne.”

”Er det sandt?”

”Åh ja, hele byen, alle der er noget, kommer her i forretningen, og jeg hører alt.”

Eilis spekulerede på, om dette var en hentydning til, at hendes egen mor konsekvent handlede i en anden købmandsforretning, men hun var ikke sikker. Miss Kellys tykke brilleglas gjorde det vanskeligt at læse udtrykket i hendes ansigt.

”Og vi har styrtende travlt hver søndag her. Der er selvfølgelig ikke andre steder, der har åbent. Og alle mulige folk kommer her, gode, dårlige og ligegyldige. Og som regel åbner jeg efter messen klokken syv, og fra messen klokken ni er slut og til et godt stykke tid efter messen klokken elleve, er forretningen stuvende fuld. Jeg har Mary her til at hjælpe mig, men hun er ikke så hurtig, så jeg har været på udkig efter en, der er kvik, en, der kan kende folk og give rigtigt tilbage. Men kun om søndagen, vel at mærke. Resten af ugen klarer vi os selv. Jeg har forhørt mig om dig, og du er blevet anbefalet. Arbejdet giver syv shilling og seks pence om ugen. Det kunne måske hjælpe din mor en smule.”

Det forekom Eilis, at miss Kelly talte, som om hun beskrev en fornærmelse, hun havde været udsat for, hun lukkede munden tæt mellem hver sætning.

”Det er sådan set alt, hvad jeg har at sige nu. Du kan begynde på søndag, men kom ind i morgen og lær priserne at kende, og så viser vi dig, hvordan man bruger vægten og pålægsmaskinen. Du bliver nødt til at sætte håret op og få en god kittel hos Dan Bolger’s eller Burke O’Leary’s.”

Eilis gemte allerede denne samtale til moren og Rose. Hun ville ønske, hun kunne finde på noget fikst at sige til miss Kelly uden at være åbenlyst uhøflig. I stedet forblev hun tavs.

”Nå?” spurgte miss Kelly.

Eilis var klar over, at hun ikke kunne afslå tilbuddet. Det var bedre end ingenting, og i øjeblikket havde hun ingenting.

”Ih, ja, miss Kelly,” sagde hun. ”Jeg kan begynde, når De synes.”

”Og på søndag kan du gå til messen klokken syv. Det gør vi, og vi åbner, når den er forbi.”

”Det er fint,” sagde Eilis.

”Så kom du herind i morgen. Og hvis jeg har travlt, sender jeg dig hjem, eller du kan fylde poser med sukker, mens du venter, men hvis jeg ikke har travlt, sætter jeg dig ind i det alt sammen.”

”Mange tak, miss Kelly,” sagde Eilis.

”Din mor bliver glad for, at du har noget. Og din søster,” sagde miss Kelly. ”Jeg hører, at hun er dygtig til golf. Vær nu en god pige og gå hjem. Du kan lukke dig selv ud.”

Miss Kelly vendte sig om og begyndte langsomt at gå op ad trappen. Mens Eilis gik hjemad, vidste hun, at hendes

mor faktisk ville blive glad for, at hun havde fundet en måde, hun kunne tjene lidt penge på. Rose derimod ville synes, at arbejdet bag disken i en købmandsforretning ikke var godt nok til hende, og hun spekulerede på, om Rose ville sige det til hende ligeud.

På hjemvejen gik hun forbi sin bedste veninde, Nancy Byrne, og opdagede, at deres veninde Annette O’Brien også var der. Eftersom familien Byrne kun havde ét værelse nedenunder, der fungerede som køkken, spisestue og dagligstue, og det var tydeligt, at Nancy havde et eller andet at fortælle, en nyhed, som Annette tilsyneladende allerede kendte noget til, brugte Nancy Eilis’ ankomst som en undskyldning for at gå en tur, så de kunne tale fortroligt sammen.

”Er der sket noget?” spurgte Eilis, så snart de var kommet ud på gaden.

”Sig ikke noget, før vi er en kilometer væk fra det hus,” sagde Nancy. ”Mor ved, at der er noget, men jeg fortæller hende det ikke.”

De gik ned ad Friary Hill og hen ad Mill Park Road til floden og dernæst hen ad promenaden mod Ringwood.

”Hun kom i lag med George Sheridan,” sagde Annette.

”Hvornår?” spurgte Eilis.

”Til ballet på Athenaeum søndag aften,” sagde Nancy.

”Jeg troede ikke, du ville derhen.”

”Det ville jeg heller ikke, men så gjorde jeg det alligevel.”

”Hun dansede med ham hele aftenen,” sagde Annette.

”Vel gjorde jeg ej, kun de sidste fire danse, og så fulgte han mig hjem. Men alle så det. Jeg er overrasket over, at du ikke har hørt det.”

”Og skal du se ham igen?” spurgte Eilis.

”Det ved jeg ikke.” Nancy sukkede. ”Måske møder jeg ham bare på gaden. Han kørte forbi mig i går og dyttede. Hvis der havde været en anden dér, jeg mener en hvilken som helst anden af hans slags, ville han have danset med hende, men det var der ikke. Han var sammen med Jim Farrell, som bare stod og kiggede på os.”

”Hvis hans mor finder ud af det, så ved jeg ikke, hvad hun siger,” sagde Annette. ”Hun er rædselsfuld. Jeg hader at gå ind i den forretning, når George ikke er der. Min mor sendte mig engang derhen for at købe to skiver bacon, og hende den gamle sagde til mig, at hun ikke solgte bacon i skiver.”

Så fortalte Eilis dem, at hun havde fået tilbudt et job som ekspedient hos miss Kelly hver søndag.

”Jeg håber, du fortalte hende, hvad hun kunne gøre med det tilbud,” sagde Nancy.

”Jeg fortalte hende, at jeg tog imod det. Det gør ingen skade. Det betyder, at jeg måske kan gå på Athenaeum sammen med dig for mine egne penge og forhindre, at du bliver udnyttet.”

”Sådan var det ikke,” sagde Nancy. ”Han var sød.”

”Skal du møde ham igen?” gentog Eilis.

”Går du med mig søndag aften?” spurgte Nancy Eilis.

”Måske er han der ikke engang, men Annette kan ikke komme, og jeg får brug for støtte, hvis han er der og ikke byder mig op eller så meget som ser til min side.”

”Jeg er måske for træt efter at have arbejdet for miss Kelly.”

”Men du kommer?”

”Jeg har ikke været der i umindelige tider,” sagde Eilis. ”Jeg hader alle de der bønderkarle, og fyrene fra byen er værre.

Halvfulde og bare ude på at få én lokket ind i Tan Yard Lane.”

”Sådan er George ikke,” sagde Nancy.

”Han er for fin til at komme i nærheden af Tan Yard Lane,” sagde Annette.

”Måske kunne vi spørge ham, om han ville overveje at sælge to baconskiver ad gangen i fremtiden,” sagde Eilis.

”Sig ikke noget til ham,” sagde Nancy. ”Skal du virkelig arbejde for miss Kelly? Der kan man da tale om baconskiver.”

De næste par dage gennemgik miss Kelly hver eneste vare i forretningen med Eilis. Da Eilis bad om et stykke papir, så hun kunne skrive de forskellige temærker og de forskellige pakkestørrelser ned, sagde miss Kelly, at det bare ville være spild af tid, hvis hun skrev ting ned. Det bedste var at lære dem udenad i stedet. Cigaretter, smør, te, brød, mælk på flasker, pakker med kiks, kogt skinke og sprængt oksekød var langt de mest solgte varer om søndagen, sagde hun, og efter dem fulgte dåser med sardiner og laks, dåser med mandariner og pærer og frugtsalat, glas med kylling og skinkepasta og sandwichpålæg og salatdressing. Hun viste Eilis en prøve på hver vare, før hun fortalte hende prisen. Da hun mente, at Eilis havde lært disse priser, fortsatte hun med andre varer, såsom frisk fløde på karton, flasker med lemonade, tomater, salathoveder, frisk frugt og dessertis i blokke.

”Nuvel, der er folk, der kommer herind om søndagen, hvis det er i orden med dig, og spørger efter ting, de kunne have købt i ugens løb. Hvad kan man gøre?” Miss Kelly spidsede misbilligende munden, mens hun remsede sæbe, shampoo, toiletpapir og tandpasta op og nævnte de forskellige priser.

Nogle mennesker, tilføjede hun, købte også sukker om søndagen, eller salt og sågar peber, men ikke mange. Og der

var endda dem, der ville have lys sirup eller bagepulver eller mel, men de fleste af disse varer blev solgt om lørdagen.

Der var altid børn, som ville have chokoladestænger eller karameller eller poser med lemonadepulver eller vingummier, sagde miss Kelly, og mænd, der ville have løse cigaretter og tændstikker, men dem tog Mary sig af, da hun ikke var så god til store ordrer eller til at huske priser, og hun var ofte, fortsatte miss Kelly, mere i vejen end til hjælp, når der var mange mennesker i forretningen.

”Jeg kan ikke få hende til at stoppe med at glo på folk uden grund. Selv nogle af de faste kunder.”

Eilis kunne se, at forretningen havde et stort varesortiment med mange forskellige temærker, nogle af dem meget kostbare, og alle sammen til en højere pris end Hayes’ købmandsforretning på Friary Street eller L&N på Rafter Street eller Sheridan’s på Market Square.

”Du bliver nødt til at lære, hvordan man fylder sukker i poser og pakker et brød ind,” sagde miss Kelly. ”Det er en af de ting, Mary rent faktisk er god til, Gud hjælpe hende.”

Efterhånden som de enkelte kunder kom ind i butikken de dage, hvor Eilis blev oplært, lagde hun mærke til, at miss Kelly varierede sit tonefald. Sommetider sagde hun overhovedet ikke noget, men kneb bare munden sammen og stod bag disken i en stilling, som antydede en dyb misbilligelse af kundens tilstedeværelse i hendes forretning og en utålmodighed efter, at denne kunde gik. Til andre smilede hun tørt og studerede dem med dyster overbærenhed, og hun tog imod deres penge, som om hun gjorde dem en umådelig tjeneste. Og så var der kunder, som hun hilste varmt på ved navn. Mange af disse havde konto hos

hende, og der var derfor ingen penge, der skiftede hænder, men beløbene blev noteret i en bog, samtidig med der blev spurgt til helbredet og kommenteret på vejret eller fremsat bemærkninger om skinkens kvalitet eller baconskiverne eller udvalget af brød, der var udstillet, fra formbrød og farsbrød til rosinbrød.

”Og jeg prøver at oplære denne unge dame,” sagde hun til en kunde, som hun tilsyneladende satte over alle de andre, en kvinde med nypermanentet hår, som Eilis aldrig før havde set. ”Jeg prøver at oplære hende, og jeg håber, at hun er mere end villig, for Mary er villig, men det er ved gud ingen nytte til, det er værre end ingenting. Jeg håber, at hun er hurtig og kvik og pålidelig, men i vore dage kan man ikke få den slags for gode ord eller betaling.”

Eilis så på Mary, der stod beklemt ved kasseapparatet og omhyggeligt hørte efter.

”Men Herren skaber os alle forskelligt,” sagde miss Kelly.

”Det har De så evig ret i, miss Kelly,” sagde kvinden med det permanentede hår, mens hun fyldte sit indkøbsnet med varer. ”Og det nytter ikke noget at beklage sig, vel? Der er sørme også brug for folk til at feje gaderne, ikke?”

Om lørdagen købte Eilis en mørkegrøn kittel hos Dan Bolger’s for penge, hun lånte af sin mor. Om aftenen bad hun moren om vækkeuret. Hun skulle op klokken seks om morgenen.

Siden Jack, som var tættest på hende i alder, var fulgt efter sine to storebrødre til Birmingham, var Eilis flyttet ind i drengenes værelse, så Rose fik sit eget værelse, som

moren omhyggeligt ordnede og gjorde rent hver morgen. Eftersom morens pension var lille, var de afhængige af Rose, som arbejdede på kontoret hos Davis’ Mills. Hendes løn dækkede de fleste af deres behov. Alt ekstra kom sporadisk fra drengene i England. To gange om året tog Rose til Dublin på udsalg, og kom hver januar tilbage med en ny frakke og en ny dragt, og hver august med en ny kjole og nye cardiganer og nederdele og bluser, som ofte var valgt, fordi Rose ikke regnede med, at de ville blive umoderne, og de blev derefter lagt til side til det følgende år. De fleste af Roses veninder var efterhånden gifte kvinder, ofte ældre kvinder, hvis børn var blevet voksne, eller kvinder, der var gift med mænd, som arbejdede i banker, og som havde tid til at spille golf om aftenen om sommeren eller i blandede firemandspartier i weekenderne.

Rose tog sig som trediveårig mere strålende ud for hvert år, tænkte Eilis, men selv om hun havde flere mandlige venner, så forblev hun single. Hun sagde ofte, at hun havde et meget bedre liv end mange af hendes tidligere skolekammerater, som man kunne se trille rundt med barnevogne.

Eilis var stolt af sin søster, af hvor omhyggelig hun var med sit udseende og hvor megen omhu hun lagde i, hvem hun omgikkes i byen og i golfklubben. Hun vidste, at Rose havde prøvet at finde arbejde til hende på et kontor, og Rose betalte for hendes bøger, nu hvor hun studerede bogføring og elementær regnskabsførelse, men hun vidste også at der ikke, i hvert fald ikke lige nu, var arbejde til nogen i Enniscorthy, uanset hvilke kvalifikationer de havde.

Eilis fortalte ikke Rose om jobtilbuddet fra miss Kelly. Til gengæld gemte hun på hver eneste detalje, som hun lærte

under sin oplæring, så hun kunne genfortælle dem til sin mor, der lo og fik hende til at fortælle dele af historien igen.

”Hende miss Kelly er lige så slem som sin mor,” sagde moren, ”og jeg har hørt fra en, der arbejdede der dengang, at den kvinde var ondskaben selv. Og hun var bare tjenestepige hos Roche’s, før hun blev gift. Og Kelly’s var dengang både pensionat og forretning, og hvis man arbejdede for hende, eller bare boede der eller handlede i forretningen, var hun ondskaben selv. Medmindre man selvfølgelig havde masser af penge eller var gejstlig.”

”Jeg er der kun, til noget andet dukker op,” sagde Eilis.

”Det sagde jeg også til Rose, da jeg fortalte hende det,” svarede hendes mor. ”Og du skal ikke tage dig af hende, hvis hun siger noget til dig.”

Rose kommenterede imidlertid aldrig, at Eilis skulle begynde at arbejde hos miss Kelly. I stedet gav hun hende en lysegul cardigan, som hun næsten ikke havde gået med selv, fordi hun mente, at farven ikke klædte hende, og at den ville klæde Eilis bedre. Hun gav hende også noget læbestift. Hun var ude sent lørdag aften, så hun overværede ikke, at Eilis gik tidligt i seng, selv om Nancy og Annette gik i biografen, så hun kunne være frisk til arbejdet hos miss Kelly på sin første søndag.

Eilis havde kun en enkelt gang, for mange år siden, været til messe klokken syv, og det var en julemorgen, mens hendes far levede, og drengene stadig boede hjemme. Hun kunne huske, at hun og moren havde listet sig ud af huset, mens de andre sov, og havde lagt gaverne under træet i stuen ovenpå, og at de var kommet tilbage lige efter, at drengene og Rose og faren var vågnet og begyndt

at åbne pakkerne. Hun kunne huske mørket, kulden og den smukke tomhed i byen. Nu, hvor hun forlod huset, lige efter at klokken ringede tyve minutter i syv, med kitlen i en bærepose og håret sat op i en hestehale, gik hun gennem gaderne til domkirken og sørgede for at være i god tid.

Hun kunne huske fra den julemorgen for mange år siden, at pladserne midt i domkirken havde været næsten fyldt. Kvinder, som havde en lang formiddag i køkkenet foran sig, ville gerne begynde tidligt. Men nu var der næsten ingen. Hun kiggede efter miss Kelly, men så hende ikke før nadveren, hvor det gik op for hende, at hun havde siddet over for hende hele tiden. Hun så hende gå ned ad midtergangen med foldede hænder og blikket i gulvet, fulgt af Mary, som havde en sort mantille på. De havde sikkert fastet begge to, tænkte hun, ligesom hun selv havde fastet, og hun spekulerede på, hvornår de skulle have morgenmad. Da messen var forbi, besluttede hun, at hun ikke ville vente på miss Kelly på kirkepladsen, men blev i stedet hængende ved aviskiosken, mens de pakkede avisbundter op, og stillede så uden for forretningen og ventede på hende. Miss Kelly hverken hilste på hende eller smilede, da hun kom, men gik bistert om til sidedøren og befalede Eilis og Mary at vente udenfor. Mens hun låste forretningens hoveddør op og begyndte at tænde lysene, gik Mary ind bag i butikken og begyndte at bære brød frem til disken. Eilis blev klar over, at det var brød fra i går; der blev ikke leveret brød om søndagen. Hun stod og så til, mens miss Kelly rullede en ny strimmel langt, gult klistret papir ud, der kunne tiltrække fluerne, og sagde til Mary, at

hun skulle stå op på disken, sætte den fast i loftet og tage den gamle, hvor der sad døde fluer overalt, ned.

”Der er ingen, der bryder sig om fluer,” sagde miss Kelly. ”Især ikke om søndagen.”

Inden længe kom to-tre mennesker ind i forretningen for at købe cigaretter. Selv om Eilis allerede havde taget sin kittel på, satte miss Kelly Mary til at betjene dem. Da de var gået, sagde miss Kelly til Mary, at hun skulle gå ovenpå og lave en kande te, som hun dernæst afleverede i aviskiosken i bytte for, hvad Eilis blev klar over, var et gratis eksemplar af Sunday Press, som miss Kelly foldede sammen og lagde til side. Eilis lagde mærke til, at hverken miss Kelly eller Mary fik noget at spise eller drikke. Miss Kelly viste hende ud i baglokalet.

”Det brød der,” sagde hun og pegede på bordet, ”er det friskeste. Det kom i går aftes helt fra Stafford’s, men det er kun til særlige kunder. Så det brød må du under ingen omstændigheder røre. Det andet brød er godt nok til de fleste. Og vi har ingen tomater. De, der ligger der, er ikke til nogen, medmindre jeg giver præcise instrukser.”

Efter messen klokken ni kom de første. Folk, der ville have cigaretter og slik, vidste tilsyneladende, at de skulle henvende sig til Mary. Miss Kelly stod lidt i baggrunden, hendes opmærksomhed var delt mellem døren og Eilis. Hun kontrollerede hver eneste pris, Eilis skrev ned, oplyste hende hurtigt om prisen, hvis hun ikke kunne huske den, og skrev selv tallene ned og lagde dem sammen, efter at Eilis havde gjort det, og lod hende ikke give kunden byttepenge, medmindre hun havde fået forevist den oprindelige betaling. Samtidig med at hun gjorde dette,

hilste hun også på visse kunder ved navn og vinkede dem frem og forlangte, at Eilis afbrød det, hun var i gang med, for at betjene dem.

”Jo, mrs. Prendergast,” sagde hun. ”Min nye pige vil tage sig af Dem, og Mary vil bære alting ud til bilen for Dem.”

”Jeg skal lige gøre det her færdig først,” sagde Eilis, som kun manglede nogle få varer for at være færdig med en anden kunde.

”Åh, det kan Mary gøre,” sagde miss Kelly.

På dette tidspunkt stod folk i fem lag ved disken. ”Det er min tur,” råbte en mand, da miss Kelly kom tilbage til disken med mere brød.

”Hør her, vi har meget travlt, og De bliver nødt til at vente på, at det bliver Deres tur.”

”Men det var min tur,” sagde manden, ”og en dame dér blev betjent før mig.”

”Hvad er det, De skal have?”

Manden havde en indkøbsseddel i hånden.

”Eilis tager sig af Dem om et øjeblik,” sagde miss Kelly, ”men først efter mrs. Murphy her.”

”Jeg kom også før hende,” insisterede manden.

”Jeg er bange for, at De tager fejl,” sagde miss Kelly.

”Eilis, skynd dig nu, manden her venter. Der er ikke nogen, der har hele dagen, så han er den næste, efter mrs. Murphy. Hvad tog du for den te?”

Sådan fortsatte det, til klokken var næsten et. Der var ingen pause og ingenting at spise eller drikke, og Eilis var hundesulten. Der var ingen, der blev betjent efter tur. Miss Kelly fortalte nogle af sine kunder, herunder to, som var

veninder med Rose, og som hilste på Eilis som en gammel bekendt, at hun havde dejlige, friske tomater. Hun vejede dem selv og var tilsyneladende imponeret over, at Eilis kendte disse kunder, samtidig med at hun med fast stemme fortalte andre, at hun ikke havde nogen tomater den dag, overhovedet ingen. Til sine yndlingskunder kom hun åbenlyst, næsten stolt, med det friske brød. Eilis indså, at problemet var, at der ikke var andre forretninger i byen, der var så velforsynede som miss Kellys, og som holdt åbent søndag formiddag, men hun fik også en fornemmelse af, at folk kom her af gammel vane, og at de ikke havde noget imod at vente, de nød trængslen og de mange mennesker.

Selv om Eilis havde planlagt ikke at nævne sit nye job hos miss Kelly under middagen derhjemme den dag, medmindre Rose tog emnet op først, så kunne hun ikke styre sig og begyndte at beskrive sin formiddag, så snart de satte sig til bords.

”Jeg har været inde i den forretning en enkelt gang,” sagde Rose, ”på vej hjem fra messe, og hun betjente Mary Delahunt før mig. Jeg vendte om og gik ud. Og der lugtede af et eller andet. Jeg kan ikke sige, hvad det var. Hun har en lille slave, ikke? Hun hentede hende i et nonnekloster.”

”Hendes far var en vældig rar mand,” sagde moren, ”men hun havde ikke en chance, fordi hendes mor, som jeg fortalte dig, Eilis, var ondskaben selv. Jeg hørte, at hun ikke engang ville lade en af tjenestepigerne gå til lægen, da hun blev skoldet. Moren lod Nelly arbejde der, lige fra hun kunne gå. Hun har aldrig set dagslys, det er det, som er galt med hende.”

EN HISTORIE OM STOR KÆRLIGHED OG OM DET SVÆRE VALG MELLEM PLIGT OG FRIHED

EILIS LACEY vokser op i en lille by i det sydøstlige Irland i 1950’erne. Da en irsk præst tilbyder hende et job i USA, beslutter hun sig for at forlade sin skrøbelige mor og sin karismatiske søster og søge lykken i Brooklyn.

Eilis får arbejde i et stormagasin på Fulton Street, læser på Brooklyn College om aftenen, og da hun mindst venter det, møder hun kærligheden. Tony, som elsker baseball og sin store italienske familie, vinder langsomt hendes hjerte.

Men netop som hun har fundet en slags lykke, truer tragiske nyheder hjemmefra hendes fremtidsdrømme, og hun må tage tilbage til familien i Irland.

Indeholder uddrag af romanen Long Island.

BROOKLYN

Brooklyn

Af samme forfatter

Long Island

COLM TÓIBÍN

Brooklyn

GUTKIND

Første del