LONG ISLAND by Gutkind Forlag

Første del

”Ham ireren har været her igen,” sagde Francesca, som sad henne ved køkkenbordet. ”Han har også været hos os andre, men det er dig, han vil tale med. Jeg sagde, du ville komme hjem snart.”

”Hvad vil han?” spurgte Eilis.

”Jeg gjorde mit bedste for at få det ud af ham, men det var umuligt. Han spurgte specifikt efter dig.”

”Kender han mit navn?”

Der var en slet skjult antydning i Francescas smil. Eilis kunne godt lide sin svigermors intelligens og underfundige humor.

”En mand mere er det sidste, jeg har brug for,” sagde Eilis.

”Hvem er det, du taler til?” sagde Francesca.

De lo begge to, og Francesca rejste sig og gik. Fra vinduet så Eilis hende gå møjsommeligt hen over det fugtige græs til sit eget hus.

Snart ville Larry komme hjem fra skole, og Rosella fra lektiecafe, og hun ville høre Tonys bil udenfor.

Det ville være den perfekte stund til en cigaret. Men hun havde taget Larry i at ryge og indgået en aftale med ham om, at hun ville holde helt op, hvis han lovede ikke at ryge igen. Hun havde stadig en pakke liggende ovenpå.

3 1

Da det ringede på døren, rejste Eilis sig langsomt i den tro, at det var en af Larrys fætre, der ville have ham med ud at lege. Men ude i entreen kunne hun se en voksen mands silhuet gennem dørens matterede rude. Først da han sagde hendes navn, gik det op for hende, at det måtte være den mand, Francesca havde talt om. Hun åbnede døren.

”Er du Eilis Fiorello?”

Accenten var irsk, måske fra Donegal, tænkte hun, for han lød lidt som en lærer, hun havde haft i skolen. Også den måde, manden stod på, som om han halvt forventede at blive udfordret, mindede hende om hendes hjemegn.

”Ja,” sagde hun.

”Jeg har ledt efter dig.”

Hans tonefald var næsten aggressivt. Hun spekulerede på, om Tonys firma skyldte ham penge.

”Det hører jeg.”

”Er du blikkenslagerens kone?”

Det var en uforskammet måde at spørge på, så hun så ingen grund til at svare.

”Han er god til sit job, din mand. Han er eftertragtet, kan man sige.”

Manden tav et øjeblik og vendte sig om for at sikre sig, at der ikke var nogen, der lyttede.

”Han har ordnet alt i vores hus,” sagde han så og pegede på hende. ”Han har endda gjort mere, end der stod i tilbuddet. Ja, han er faktisk kommet tilbage med jævne mellemrum, når han vidste, at kvinden i huset var hjemme, og jeg ikke var. Og hans installationer er så gode, at hun venter barn til august.”

Han trådte et skridt tilbage og smilede ad hendes måbende udtryk.

”Ja. Det er derfor, jeg er her. Og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg ikke er faren. Jeg har intet med det at gøre. Men jeg er gift med den kvinde, der skal have det her barn, og hvis nogen tror, jeg vil have en eller anden italieners møgunge boende i mit hus og lade mine egne børn tro, at den er kommet lige så anstændigt til verden som dem, kan de godt tro om.”

Han pegede på hende igen.

”Så snart den lille horeunge er født, kommer jeg herover med den. Og hvis du ikke er hjemme, giver jeg den til hende den anden. Og hvis ingen af jer er hjemme, lægger jeg den her foran din dør.”

Han gik helt hen til hende og sænkede stemmen.

”Og så kan du hilse din mand og sige, at hvis jeg nogensinde ser hans fjæs igen, kommer jeg efter ham med den jernstang, jeg altid har ved hånden. Er det forstået?”

Eilis ville spørge ham, hvilken del af Irland han kom fra, for at vise, at hun slet ikke havde taget notits af det, han havde sagt, men han havde allerede vendt sig bort. Hun prøvede at komme på noget andet at sige, som kunne fange hans opmærksomhed.

”Er det forstået?” gentog han, da han var nået hen til sin bil.

Da hun ikke svarede, trådte han et skridt hen mod huset igen.

”Vi ses til august eller sidst i juli, og det bliver sidste gang, vi ses, Eilis.”

”Hvor kender du mit navn fra?” spurgte hun.

”Din mand er meget snakkesalig. Det er ham, jeg har dit navn fra. Han har fortalt min kone alt om dig.”

Hvis han havde været italiener eller almindelig amerikaner, ville hun have haft svært ved at bedømme, om han havde tænkt sig at gøre alvor af sin trussel. Han var en mand, der nød at høre sin egen stemme, tænkte hun. Men hun kunne genkende noget i ham, en stædighed, måske endda en slags oprigtighed.

Hun havde kendt mænd som ham i Irland. Hvis en af dem havde opdaget, at deres kone havde været dem utro og var blevet gravid, ville de have nægtet at beholde barnet i huset.

Men derhjemme ville en mand aldrig kunne tage et nyfødt barn og aflevere det i et andet hus. Han ville blive opdaget. En præst eller en læge eller en politibetjent ville få ham til at tage barnet tilbage. Men her på denne stille, lukkede vej kunne en mand sagtens lægge et spædbarn foran hendes dør, uden at nogen så ham. Det kunne han faktisk godt. Og den måde, han talte på, hans sammenbidte kæber, hans stålsatte udtryk, overbeviste hende om, at han mente det, han sagde.

Da han var kørt, gik hun ind i stuen igen og satte sig ned.

Lukkede øjnene.

Et sted ikke langt derfra var der en kvinde, som var gravid med Tonys barn. Eilis vidste ikke, hvorfor hun gik ud fra, at hende kvinden også var irer. Måske fordi det var nemmere at forestille sig denne mand kommandere rundt med en irsk kvinde. Andre ville måske have sat sig op imod ham eller forladt ham.

Pludselig var hun mere skræmt af tanken om, at denne kvinde skulle stå alene med et barn og bede Tony om hjælp, end tanken om, at et spædbarn blev efterladt foran hendes dør. Men da hun så forestillede sig denne anden tanke i detaljer, blev hun utilpas. Tænk, hvis barnet græd. Ville hun tage det op? Og hvis hun gjorde, hvad ville hun så stille op med det?

Hun rejste sig og satte sig over i en anden stol, og nu føltes det, som om den mand, der havde stået lyslevende og fyrig foran hende, var en, hun havde læst om eller set i fjernsynet. Det kunne ganske enkelt ikke passe, at huset var helt tyst og stille i det ene øjeblik, og at han pludselig stod der i det næste.

Hvis hun fortalte det til en anden, ville hun måske vide, hvad hun skulle føle, hvad hun skulle gøre. For sit indre blik så hun et glimt af sin storesøster Rose, som var død for over tyve år siden. Gennem hele sin barndom, i selv den mindste krise, kunne hun gå til Rose, som straks tog sig af problemerne. Hun havde aldrig betroet sig til sin mor, som i øvrigt også boede i Irland og ikke havde telefon. Hendes to svigerinder, Lena og Clara, kom fra italienske familier og var nært knyttet til hinanden, men ikke til Eilis.

Ude i entreen så hun på telefonen på det lille bord. Hvis bare der var et eneste nummer, hun kunne ringe til, en eneste ven, hun kunne fortælle, hvad der lige var sket foran hendes hoveddør! Det var ikke, fordi manden, hvad han så end hed, ville blive mere virkelig, hvis hun fortalte nogen om ham. Hun var ikke det mindste i tvivl om, at han var virkelig.

Hun løftede røret, som om hun ville dreje et nummer. Stod og lyttede til klartonen. Så lagde hun røret på og løftede det igen. Der måtte være en, hun kunne ringe til. Hun satte røret til øret, men indså, at hun ikke havde nogen.

Havde Tony vidst, at manden ville komme forbi? Hun prøvede at tænke tilbage på hans adfærd de seneste uger, men hun kunne ikke komme på noget usædvanligt.

Eilis gik ovenpå og kiggede rundt i sit eget soveværelse, som var hun en fremmed på besøg. Hun samlede Tonys pyjamas op

fra gulvet, hvor han havde smidt den om morgenen, og overvejede, om hun skulle lade være med at vaske hans tøj. Men indså så, at det ikke gjorde nogen forskel.

Måske skulle hun i stedet bede ham om at flytte over i sin mors hus, og så kunne hun tale med ham, når hun havde fået samlet tankerne.

Men tænk, hvis det var en misforståelse? Så ville det være forkert af hende straks at tro det værste om den mand, hun havde giftet sig med for mere end tyve år siden.

Hun gik ind på Larrys værelse og studerede det store kort over Napoli, han havde hængende på væggen. Han insisterede på, at det var hans rigtige hjemby, og ignorerede hendes forsøg på at forklare ham, at han var halvt irsk, og at hans far faktisk var født i Amerika, og at hans farmor og farfar i øvrigt kom fra en landsby syd for Napoli.

”De sejlede til Amerika fra Napoli,” sagde Larry. ”Du kan selv spørge dem.”

”Jeg sejlede fra Liverpool, men det betyder ikke, at det er der, jeg kommer fra.”

I et par uger, hvor Larry arbejdede på et klasseprojekt om Napoli, opførte han sig pludselig fuldstændig ligesom sin søster og sad helt opslugt til langt ud på aftenen for at gøre arbejdet færdigt. Men da det var ovre, blev han sit gamle jeg igen.

Nu var Larry seksten år og højere end Tony, havde mørke øjne og en langt mørkere hud end sin far og sine onkler. Men hun kunne se, at han havde arvet deres måde at kræve sin ret respekteret på i hjemmet, mens han gjorde grin med sin mors og søsters tydelige tilbøjelighed til at være meget alvorlige.

”Når jeg kommer hjem, skal jeg have et bad og en øl og smække fødderne op,” sagde Tony ofte.

”Det skal jeg også,” sagde Larry.

”Jeg spørger tit Herren, om der er mere, jeg kan gøre, for at min mand og min søn har det godt,” sagde Eilis.

”Mindre snak og mere fjernsyn,” sagde Larry.

Tonys brødre, Enzo og Mauro, boede på den samme lukkede vej med deres familier, og deres børn, hvoraf de fleste var teenagere, talte ikke lige så frit som Rosella og Larry. Rosella elskede en god diskussion, hvor hun kunne vinde ved at fremlægge fakta og gennemhulle modpartens argumenter. Larry kunne godt lide at give alle samtaler en sjov drejning. Uanset hvor meget Eilis anstrengte sig, endte hun altid med at støtte Rosella, ligesom Tony tit begyndte at grine ad noget morsomt, Larry sagde, før Larry selv grinede.

”Jeg er bare en blikkenslager,” sagde Tony. ”Folk har kun brug for mig, når noget er utæt. Én ting er sikkert: Ingen blikkenslager får adgang til Det Hvide Hus, medmindre de har problemer med rørene.”

”Der er da masser af lækager i Det Hvide Hus,” sagde Larry.

”Der kan du se,” sagde Rosella. ”Du er jo interesseret i politik.”

”Hvis Larry begyndte at studere, ville han tage fusen på dem alle sammen,” sagde Eilis.

Eilis hørte Rosella komme hjem. Hun vidste ikke, om de ville kunne sidde omkring bordet og grine sammen alle fire, som de plejede. Medmindre det var en form for fælde, at denne mand havde banket på hendes dør, var en del af hendes liv forbi. Hun

ville ønske, han havde valgt at reagere anderledes på sin kones graviditet, så hun og Tony ikke var blevet indblandet. Men hun var godt klar over, at det ikke nyttede at tænke sådan. Hun kunne ikke forhindre manden i at banke på hendes dør, bare fordi hun ikke ønskede det.

Hver aften, når de satte sig ved middagsbordet, fortalte Tony alt om sin dag og om sine kunder og deres huse, og hvor beskidte folks håndvaske og toiletter var. Hvis Eilis måtte bede ham om at holde op, var det kun, fordi han fik Rosella og Larry til at grine for meget.

”Det er det, der giver os brød på bordet,” sagde Larry.

”Men bare vent, det var endnu værre her i eftermiddag,” fortsatte Tony så.

Fremover ville Eilis holde øje med ham for at finde ud af, hvad han skjulte.

Da Eilis havde råbt hej til Rosella, gik hun ind i soveværelset og lukkede døren. Hun prøvede at forestille sig, hvordan Rosella og Larry ville reagere, når de hørte, at Tony skulle have et barn med en anden kvinde. Larry var vist ret uskyldig til trods for alt sit pral, og tanken om, at hans far havde haft sex med en kvinde, som han havde repareret rør hos, ville ligge ham fjernt. Men Rosella læste romaner og diskuterede de mest makabre retssager med sin onkel Frank, den yngste af Tonys brødre. Når en ægtemand havde kvalt sin kone og skåret hende i småstykker, fik Frank, som var advokat og den eneste af brødrene, der havde gået på universitetet, endnu uhyggeligere detaljer, som han fortalte videre til sin niece. Måske ville det ikke chokere Rosella, at hendes far havde været sammen med en anden kvinde, men Eilis var ikke sikker.

Mærkeligt nok var Tony mere snerpet end hende. Han blev forlegen, hvis en kyssescene i fjernsynet varede for længe. Under familiemiddage sad han og hans brødre tit og puffede til hinanden og hentydede til vittigheder, de ikke kunne fortælle ved bordet, men længere gik de ikke. De fortalte aldrig disse vittigheder. Hun kunne godt lide, at Tony var så gammeldags. Hun huskede, hvordan han havde rødmet, da de talte om prævention. Efter at have overhørt en samtale mellem sine to svigerinder, som øjensynlig ikke havde problemer med at glemme, hvad de havde lært i kirken, havde hun bare lagt en pakke kondomer på Tonys natbord.

Da han fik øje på dem, smilede han og åbnede pakken, som om han ikke helt vidste, hvad der var indeni.

”Er de til mig?” spurgte han.

”De er vist til os begge to,” svarede hun.

Han kunne godt have brugt et af de kondomer i en vis situation for et par måneder siden og sparet dem for de problemer, de nu havde i vente, tænkte hun.

Hun satte sig på kanten af sengen. Hvordan skulle hun i grunden fortælle Tony, at denne mand havde været forbi? Et øjeblik ønskede hun, at hun havde et sted at gå hen, hvor hun ikke behøvede at tænke på det, der var sket.

Det ekstra rum, de havde bygget til huset, som engang havde været Eilis’ kontor, brugte Rosella og Larry nu til at sidde og studere, selv om Larry ikke var der ret meget.

”Jeg kan lave en kop te eller kaffe til dig, hvis du har lyst,” sagde Eilis til Rosella, som sad derinde.

”Det gjorde du i går,” svarede Rosella. ”Det er min tur.”

Rosella havde det med at sidde tavst uden at smile, hvilket fik hende til at skille sig ud fra sine fætre og kusiner. De benyttede

enhver lejlighed til at bryde ud i høj latter eller diskussion ved familiesammenkomster, mens Rosella sad og håbede, at hendes mor snart ville udfri hende, så hun kunne komme hjem og få fred og ro. Når Tony og Larry begyndte at forstyrre denne ro, ofte ved at overgå hinanden i at imitere radioens baseballkommentator, trak Rosella sig tilbage til sit studerekammer, som hun kaldte det. Hun fik sågar Tony til at sætte lås på døren, så Larry ikke kunne komme brasende ind, når hun forsøgte at koncentrere sig.

Indimellem følte Eilis, at det var kvælende at bo ved siden af Tonys forældre og hans to brødre og deres familier. De kunne næsten se ind ad hendes vinduer. Hvis hun gik en tur ud, spurgte en af hendes svigerinder eller hendes svigermor, hvor hun havde været og hvorfor. De sagde ofte, at hendes trang til privatliv og distance skyldtes, at hun var irer.

Men eftersom Rosella så så italiensk ud, mente de ikke, der var noget irsk ved hende. Derfor havde de svært ved at forstå, hvor hendes alvor kom fra.

Rosella forsøgte at undgå at stikke ud. Hun lyttede opmærksomt til alt, hvad hendes tanter og kusiner og fætre sagde om nyt tøj og frisurer, men var ikke oprigtigt interesseret i mode.

Eilis vidste, at de ville have betragtet hende som en sær bogorm, hvis ikke det havde været, fordi hun var så smuk.

”Al hendes ynde og skønhed kommer fra min mor og min moster,” sagde hendes farmor. ”Det sprang vores generation over – guderne skal vide, at jeg ikke fik noget af det – og så kom det til Amerika. Rosella tilhører en svunden tid. Og kvinderne på min side af familien var ikke bare smukke, men også begavede. Min moster Giuseppina var så intelligent, at hun nær aldrig var blevet gift.”

”Ville det være intelligent?” sagde Rosella.

”Tja, nogle gange ville det, men ikke i sidste ende, tror jeg. Og jeg er sikker på, du vil blive snuppet, når tiden er inde.”

To gange om ugen gik Rosella over til sin farmors hus, og så sad de og talte sammen i en times tid mellem skoletid og aftensmad.

”Hvad er det, I taler om?” sagde Eilis.

”Italiens genforening.”

”Jaså.”

”Du er den, hun bedst kan lide, af sine tre svigerdøtre.”

”Nej, jeg er ej!”

”I dag spurgte hun, om jeg ville bede sammen med hende.”

”For hvad?”

”For at onkel Frank finder en sød kone.”

”Mener hun en italiensk kone?”

”Hun mener bare en kone. Og så klog som han er, og med den løn og det tillæg, han får, plus at han bor på Manhattan, burde kvinderne rende efter ham på gaden. Jeg tror, hun er ligeglad med, om det bliver en italiensk kvinde eller ej. Se bare, hvad far fandt, da han gik til irsk fest.”

”Ville du ikke hellere have haft en italiensk mor? Ville det ikke have gjort livet nemmere?”

”Jeg kan godt lide tingene, som de er.”

Mens Eilis stod og bladrede i bøgerne på Rosellas skrivebord, slog det hende, at det liv, Rosella tog for givet, var baseret på hendes far og hans to gifte brødre, som arbejdede sammen og var flittige, omhyggelige og pålidelige og derfor nød folks tillid. De

fleste opgaver fik de på grund af personlige anbefalinger. Deres opland var langt større end en by, men nogle gange virkede det mere intimt, mere lukket. Det ville ikke vare længe, inden nogen fandt ud af, at Tony havde gjort en kvinde gravid, mens han havde haft en opgave i hendes hus. Og nyheden ville sprede sig ligesom i en landsby.

Hidtil var det lykkedes hende at undgå at tænke på Tony i arbejdstøjet i denne kvindes hus. Men pludselig så hun for sig, hvordan han rejste sig fra et rør, han var i færd med at reparere, mens kvinden i huset stod og kiggede taknemmeligt på ham. Hun kunne forestille sig, hvordan Tony først havde været genert.

Og så ville han blive stående lidt, da han skulle til at gå. Der ville opstå en kejtet tavshed.

”Har du problemer på arbejdet?” spurgte Rosella.

”Nej, ikke spor,” svarede Eilis.

”Du så bekymret ud. Lige før.”

”Det går fint på arbejdet. Bare lidt for travlt.”

Da Larry kom hjem og havde givet hende et kys på kinden, pegede han ned på sine fødder.

”Mine sko er helt rene, men jeg har sat dem uden for døren. Og nu skal jeg høre radio. Jeg er inde på mit værelse, hvis nogen spørger efter mig.”

Senere dukkede Tony op og gik som sædvanlig direkte ovenpå, tog arbejdstøjet af og gik i bad, inden han kom ned, og gik så ind til Rosella, som han havde gjort det hver dag, siden hun var nyfødt. Når det lykkedes Eilis at smuglytte til deres samtale, hørte hun ofte ting, som ingen af dem havde fortalt hende.

Noget, Rosellas farmor havde sagt, eller noget, Tony betroede sin datter om sine brødre.

Mens Larry dækkede bord, kom hun kartofler i den gryderet, hun havde lavet aftenen før. Hun havde undgået Tony indtil nu, uden at nogen havde lagt mærke til det. Nu sad han inde i stuen og så fjernsyn. Hun gruede for, når han ville komme ud i køkkenet og sige, at der duftede godt, eller komme med en eller anden morsom bemærkning til Larry. Han var altid venlig og betænksom, og det smittede af på hans omgivelser. Hendes svigerinder klagede over, at deres mænd var indesluttede og knotne, når de kom hjem til familien. Deres svigermor havde spurgt Rosella, hvordan hendes far var derhjemme.

”Hvad sagde du så?” havde Eilis spurgt.

”Jeg sagde, han laver sjov med alting, og at han altid er sød.”

”Og hvad sagde din farmor så?”

”Hun sagde, du får det bedste frem i alle, så måske kunne Lena og Clara lære noget af dig, og så ville onkel Enzo og onkel Mauro måske være gladere derhjemme.”

”Det er bare noget, hun siger til dig. Gad vide, hvad hun siger til andre.”

”Hun siger aldrig noget, hun ikke mener.”

Eilis stod og rørte i gryden med ryggen til døren og gik så hen til køkkenvasken og tog noget opvask. Hvis bare det kunne fortsætte sådan her, tænkte hun. Hvis bare Tony ville sidde opslugt af fjernsynet og vente så længe som muligt med at komme ud til spisebordet.

Da han kom ud i køkkenet, gav hun sig straks til at tørre tallerkener af. Et øjeblik var hun så forfjamsket, at hun ikke kunne huske, i hvilken rækkefølge hun plejede at servere aftensmaden.

Gav hun Tony først? Eller måske Larry, fordi han var den yngste?

Eller Rosella? Hun øste gryderetten op, gik gennem køkkenet med to tallerkener og satte dem foran Rosella og Larry. Så gik hun over for at tage de to andre uden at tale til Tony eller se på ham. Han var ved at fortælle Rosella og Larry en historie om, at han var blevet overfaldet af en hund, mens han lå halvt inde i et skab og reparerede et utæt rør.

”Da bæstet havde fået fat i mit bukseben, begyndte han at hive. Og hans ejer var en norsk kvinde, som aldrig havde haft en mand inde i lejligheden før.”

Eilis stod og lyttede. Hun var sikker på, han ikke anede, hvordan det lød i hendes ører. Det var bare endnu en af hans historier. Eilis lod sin egen tallerken stå, samlede Tonys op og gik gennem køkkenet. Hun gjorde mine til at sætte tallerkenen på bordet, men tippede den i stedet, så noget af maden røg ud. Så tippede hun den lidt mere. Maden faldt ned på gulvet ved siden af Tony. Da han så forskrækket op på hende, blev hun stående med den tomme tallerken i hånden.

Rosella skyndte sig hen og tog tallerkenen ud af sin mors hånd, mens Tony og Larry flyttede bordet og stolene, så gulvet kunne blive gjort rent. Tony gav sig til at samle mad op fra gulvet.

”Hvad skete der med dig?” sagde Rosella. ”Du stod bare dér.”

Eilis så ufravendt på Tony, som hentede en svamp og en balje vand. Hun ventede på, at han skulle se på hende igen.

”Der er mere mad i gryden,” sagde Larry.

Da gulvet var vasket, bordet kommet på plads, og Tony havde fået en ny portion mad, sad de og spiste i tavshed. Eilis var parat til at afbryde Tony, hvis han skulle finde på at sige noget. Hun var godt klar over, at Rosella og Larry måtte kunne se, at der foregik et eller andet mellem deres forældre. Men det var Tony, Eilis var fokuseret på. Han skulle forstå, at hun vidste besked.

ER DET MULIGT AT VENDE TILBAGE TIL FORTIDEN

OG FINDE DEN STORE KÆRLIGHED?

EN MAND med irsk accent banker på Eilis Fiorellos dør på Long Island, og i det øjeblik forandres alt.

Eilis og hendes mand Tony har opbygget et trygt og lykkeligt liv, siden de forlod Brooklyn tyve år tidligere, og fremtiden ser lys ud.

Alligevel afslører den fremmede noget, som får Eilis til at sætte spørgsmålstegn ved sit liv og får hende til at vende blikket mod

Irland igen og mod de mennesker, hun valgte at forlade. Traf hun det forkerte valg, da hun giftede sig med Tony? Og er det for sent nu at gå en anden vej?

"En mesterlig roman fuld af længsel og fortrydelse ... Intenst bevægende og alligevel fuld af tilbageholdenhed."

–DOUGLA S STUART, FORFATTER TIL SHUGGIE BAIN

"Hjertesorg, vemod, fantastisk dialog ... Dette er Tóibín, når han er bedst."

–THE TIME S

Long Island er en selvstændig opfølgning til Colm Tóibíns prisbelønnede bestsellerroman Brooklyn

LONG ISLAND

long island

Af samme forfatter

COLM TÓIBÍN

Long Island

GUTKIND

Første del