Alt sker et sted – også smittespredning

AF SØREN ELLEGAARD, GEOINFO A/S En virus er af natur ”personfølsom”, og skal man bekæmpe den eff ektivt, må man naturligvis i særlig grad kæmpe på det personlige område: Holde social afstand, vaske hænder, spritte af, bruge mundbind og handsker ved indkøb, arbejde hjemmefra og lade sig teste i en uendelighed. I større skala har vi lukket samfundet helt eller delvist ned i perioder og lavet skrappe rejse og forsamlingsforbud for at stoppe spredningen. Det er skrappe begrænsninger i den enkeltes fysiske frihed.

På den baggrund er det blevet tydeligt, hvor stor betydning det har, at vi vil dele information om os selv med fællesskabet. Hvis vi bliver syge med COVID19, registrerer vi det, og på den måde har vi som fællesskab overblik over epidemien. Informationer, som vi normalt anser som private og personfølsomme, deler vi nu med hinanden med det off entliges mellemkomst, så vi kan bryde smittekæder. Mange af os har endda installereret SmitteStopappen, der tracker, om vi har været sammen med nogen, der senere registrerer, at de er smittede.

Heldigvis er vi nu på et tidspunkt i epidemien, hvor den voksne del af befolkningen tilbydes vacciner i en defi neret rækkefølge, og antallet af færdigvaccinerede stiger dag for dag. Det har allerede taget toppen af truslen, så vi kan lukke samfundet mere op. En forsigtig genåbning er forhandlet politisk på plads, og sommeren er på vej. Med andre ord: Der er lys for enden af tunnellen. Men kunne det have gjort en positiv forskel for bekæmpelsen af Coronavirus, hvis man havde off entliggjort fl ere detaljer om smitteudviklingen, delt data og været knapt så bekymret for at dele ”personfølsomme” oplysninger? Selv tog det mig 10 sekunder efter, at jeg var konstateret Coronapositiv at dele informationen med alle mine venner og bekendte på Facebook. Selvfølgeligt for at få lidt social medynk, men også for at dele informationen og derved fortælle, at jeg ville være ude af den almindelige fysiske omgang med andre i en periode. Hvorfor skulle mine fysiske naboer og folk i gaden ikke også vide det og have mulighed for at agere derefter?

Geografi sk sammenstilling og kortlægning er ikke nye discipliner i forbindelse med sygdomsspredning >>og bekæmpelse for mennesker, dyr og planter.

Figur 1. Koleraforekomst i Paris, 1834. Kilde: www.archive.org

I 1834 udgav en fransk økonom, statistiker og demograf, LouisFrançois Benoiston de Châteauneuf, som leder af en fransk kommission i Paris en rapport: “Rapport sur la marche et les effets du choléramorbus dans Paris et les communes rurales du departement de la Seine / par la Commission nommée, avec l’approbation de M. le ministre du commerce et des travaux publics, par MM. les préfets de la Seine et de police; année 1832”.

Det var et 542 siders grundigt værk, der blandt andet indeholder én af de tidligste anvendelser af rumlig analyse inden for epidemiologi – et tidligt temakort af geograf og kartograf, Charles Picquet, hvor de 48 distrikter i Paris blev repræsenteret af farvegradient i henhold til procentdelen af dødsfald fra kolera per 1000 indbyggere, se figur 1. Et meget tidligt og fint eksempel på et tematisk kort, der gav indsigt og mulighed for en fokuseret indsats.

Jeg tror også, at mange, der beskæftiger sig med GIS, er stødt på en af de første ”GISanalyser” i verdenshistorien, nemlig John Snows kolerakort fra 1854, som blev en stor begivenhed, der for alvor forbandt geografi med folkesundhedssikkerhed, se figur 2. I 1854 blev London City ramt af et koleraudbrud. Den britiske læge John Snow begyndte at kortlægge udbrudssteder, veje, ejendomsgrænser og vandlinjer. Da han samlede disse informationer til et simpelt kort, skete der noget interessant. Han så, at der ofte fandtes tilfælde af kolera langs vandlinjen.

Opdagelsen var ikke kun begyndelsen på den rumlige analyse, men det markerede også starten på et helt nyt studieområde: Epidemiologi – undersøgelsen af sygdommens spredning. I dag er John Snow da også kendt som epidemiologiens grundlægger, og hans arbejde demonstrerede, at GIS er et værktøj til problemløsning. Han lagde geografiske lag på et papirkort og gjorde en livsvigtig opdagelse i ordets egentlige betydning: Dårlige sanitære forhold, såsom åbne kloakker og manglende forsyning af rent drikkevand, er en giftig cocktail, der desværre fortsat hvert år tager livet af mange mennesker jorden over, især i flygtningelejre og ved uorganiserede bosætninger i tredjeverdenslande.

De historiske kort fik afgørende betydning i det 18århundrede. De er interessante at have i baghovedet, når vi står midt i en epidemi, hvor vi som samfund skal balancere personlig frihed og

Figur 2. John Snows kolerakort fra 1854. Kilde: Wikipedia

beskyttelse af personlige oplysninger overfor fællesskabets behov for overblik over smittekæder og sygdomsforløb.

Måske kunne vi have sparet smittede, hjemsendelser, ensomhed og store summer, der er gået til i tabt produktivitet og kompensation, hvis vi fra starten havde være villige til at give lidt køb på den elektroniske personfølsomme personlige frihed, som vi indædt beskytter, mens den enkeltes fysiske frihed er lagt i stramme rammer.

Historien har vel allerede vist, at nogle samfund med en anden holdning til personlig frihed og et stærkt styrende offentligt system har klaret sig godt igennem krisen. Jeg har i en tidligere artikel om emnet (Geoforum, Perspektiv, Vol. 19 No. 37, 2020) beskrevet, hvordan man i Hong Kong går helt tæt på den enkelte smittede og gør det til fokus for smittebekæmpelse ved offentligt at udstille hvor, man bor, eller hvilket fly og flysæde, man har siddet på ved indrejse. På den måde kan personer, der har været tæt på den pågældende, lade sig teste og isolere, til der er vished. Man må også sige, at Kina har klaret sig overraskende hurtigt igennem krisen. De officielle tal fra WHO viser den store forskel, der er mellem lande for døde med Coronavirus pr. indbygger: Danmark: 1 pr. 2.341; Sverige: 1 pr. 734; USA: 1 pr. 556; Hong Kong: 1 pr. 35.700; Kina: 1 pr. 295.000. Det er svært at forstå, at det er ca. 126 gange mere dødeligt at være dansker end kineser i Corona sammenhæng.

Det har de sidste år været interessant at følge, hvordan vores egne politikere har justeret deres

syn på geografi i relation til Coronapandemien. Vi er vant til at høre om geopolitiske beslutninger, der typisk omhandler landes relationer til hinanden i forhold til sikkerhed, handelsrestriktioner eller flygtningehåndtering. Vi hører også ofte politikere tale om udfordringer i relation til land og by, hovedstaden i forhold til øvrige byer eller udkantsdanmark uden, at det er helt klart defineret, hvor grænsen går.

I Coronasammenhæng blev der tidligt indført danske restriktioner i forhold til at rejse ud i verden. Særligt i forhold til vores naboer Tyskland og Sverige, hvor der er en betydelig samhandel og jobbetinget pendling, gav det store problemer for de berørte. I forbindelse med genoplukningen har vi heldigvis bevæget os op i skala ved at inddele de geografiske områder mere præcist: Vi er gået fra landsdele til regioner, til kommuner, byer og endeligt sogne.

En borgmester udtalte sig i radioen om, at man nu brugte noget så eksotisk som ”fornuft og logik” i forbindelse med lukning af en skole, der lå uden for en grænse i et sogn, der var ”lukket” pga. for høje incidenstal. Flertallet af eleverne kom fra sognet, der var ramt, så det gav naturligvis god mening i forhold til en potentiel spredning i nabosognet. Flere skoleledere har tilsvarende været ude at beklage sig over samme manglende fornuft og logik, da deres efterskole eller højskole blev holdt lukket, selvom de reelt fungerede som et ret afgrænset samfund – en Coronaboble, og overhovedet ikke havde set udbrud.

I Danmark var Brøndby Kommune tidligt ude med et kort, der viste en graduering af smittetilfælde passende aggregeret, så man sikrede anonymitet. Analysen viste, at der var nogle boligområder, der havde meget høje smittetilfælde. Kommunens tiltag fik desværre kritik for at stigmatisere nogle bestemte befolkningsgrupper. Kommunen valgte derfor at fjerne kortet igen efter et massivt pres. Muligvis var det mest hensigtsmæssigt at fjerne kortet, men modsat kan man sige, at det gav mulighed for at dele viden om situationen på samme måde, som John Snow og Charles Picquet gjorde i 1800tallet.

Myndighederne har fortsat indsigt og bruger den til smitteopsporing med mere, men den generelle befolkning får ikke så præcis indsigt. Senere har man dog politisk indset, at man havde store problemer med at stoppe spredningen i nogle områder. Man har derfor indført særlige foranstaltninger her. Det har blandt andet ført til geografisk fokuserede oplysningskampagner og åbning af særlige testfaciliteter, hvor man kan testes uden forudgående tidsbestilling via NemID.

I Norge har myndighederne – som ét af de få steder i verden – for nyligt igangsat en geografisk bestemt vaccinationskampagne. Det har de valgt ud fra en erkendelse af, at man hurtigere får smittetallet ned i samfundet generelt, hvis man sætter ind, hvor smittetrykket er størst.

I Danmark har vi, efter en periode at have fokuseret indsatsen på særligt udsatte, fastholdt princippet om en aldersbetinget forrang til vaccinering. Det er naturligvis ikke til at vide, hvad der i den sidste ende ville have gavnet landet bedst. Det er i hvert fald sikkert, at de geografiske analyser er afgørende for overblik, situationsanalyse, beslutninger og indsatser. Dertil kommer, at det geografiske element i analyserne er blevet forståeligt for alle uanset, om man før situationen med Coronavirus kendte til GIS.

Grundlæggende kan GIS give overblik, indsigt og i flere situationer også pege på svaret. Det er naturligvis også et stærkt kommunikativt værktøj både internt for myndigheder, der skal overvåge og samarbejde, og rettet mod information af den brede befolkning, der kan fremme en bestemt adfærd, som SSI gør med brug af deres Corona dashboards eller som Udenrigsministeriet gør med rejsevejledningskortet.

GIS kan også hjælpe med at planlægge og løse opgaver af mere driftsmæssig karakter som at prioritere løsning af opgaver med et reduceret personale, eller tracke og dokumentere fremdriften i opgaveløsningen.

GIS giver overblik og indsigt, der kan tolkes til viden som grundlag for handlinger. Hvilken viden, man i sidste ende lægger vægt på og bruger til at træffe beslutninger ud fra, er sjældent op til de faglige eksperter at vurdere. I vores demokrati er det i høj grad et politisk valg, men vi kan håbe, at vores teknologi i det mindste bidrager til at gøre de politiske beslutninger bedre.