Mod

MOD til livsglĂŚde

efter sorgen

af Karin Feit Almberg

Eksistensen

Mod til livsglæde efter sorgen af Karin Feit Almberg © Forfatteren og Eksistensen Omslagsfoto: Karin Feit Almberg Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Tryk: Toptryk Eksistensen 2018, 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-410-0484-6 Eksistensen Frederikberg Allé 10 1820 Frederiksberg C eksistensen.dk

Indhold

7 Forord 9 Fra en tung, sort frakke til en lang, rød kjole 15 På vej ned ad et Tornerosetårn 25 Mødet med ‘den fremmede’ 32 Sporskifte 37 Hvis lykkerus kunne vare ved…

41 Ukendt scene 45 Skrøbelighed og styrke 50 Den sorte housecoat spøger 53 Styrke til låns 57 Modet til ny kærlighed 63 Der kom tre mænd 70 Skyggen på molen 75 Når hjertet skraber mod asfalten 79 En rød og en stribet sok

85 Kærlighedens fire gear 88 Smid skjoldet!

95 Indhentet af en øreklapstol 99 Angsten for at glemme 102 Et rum uden gulv 106 Friheden ved magtesløshed 109 Magtesløshed – selv hos Gud ?

115 Er der grænser for kærlighed ?

121 Om at finde sit selv på ny 129 Kloge ord i et øvelokale 132 Det som hænger ved 136 Nytår

Forord

I 2016 udgav jeg bogen „Tomrum – i chok og tiden efter et dødsfald“, som handler om at miste den, du elsker. Denne bog handler om at have mod til livet, glæden og kærligheden – igen. „Mod til livsglæde efter sorgen“ starter den dag, jeg følte mig hel igen. For nogle går der måneder, for andre mange år, før den dag kommer. For mig gik der ét år, og jeg ved præcis, hvilken dag jeg ikke længere mærkede den sorte, våde frakke, som jeg havde båret igennem savnet og sorgen.

Hver gang et menneske dør, står nogen alene tilbage. Men måske har den afdøde hængt sin livsglæde på en gren i skovens mørke og ønsker, at de efterladte finder den ? Og tager ansvar for den.

Som når nogen hænger en tabt handske og håber, den bliver fundet.

At elske igen efter at have mistet sin elskede kræver mod. Hjertet er fyldt med skrammer og plastre, og man har kun lige rejst sig fra kvalmen og svimmelheden, som fulgte med chokket. Den kamp for at komme tilbage til livet og atter blive et helt menneske vil man meget nødigt opleve igen.

7

Men hvor kommer modet fra ? Og tilliden ? Hvad skal man gøre for at turde kærligheden igen ? Kan man elske en død og en levende mand samtidig ?

Behøver man det ? Er det en hån mod kærligheden til den afdøde at elske igen ? Er der noget – eller nogen – man svigter, ved ikke at gøre det ?

Hvad er kærlighed, hvis man kan elske igen ? Er den lige så stærk ? Eller er den stærk på en anden måde ? Må den gerne være det ? Har kærlighedens løg kun én blomst i sig ? Opstår kærligheden i selve mødet med et andet menneske ? Eller er den i­­boende i os ? Og kan derfor opleves, gives og deles, når vi møder den rette ? Igen.

Da jeg startede min nye livsrejse alene, vidste jeg ikke, om mit livsmod ville blive belønnet eller straffet. I to år har jeg talt kastet mig ud livet og kærligheden. Jeg har talt med ligesindede og med fagfolk, som alle har haft tab, sorg og kærlighed i deres liv. Det er mine egne og nogle af deres tanker, erfaringer og oplevelser, du kan læse om på de følgende sider.

8

Fra en tung, sort frakke til en lang, rød kjole

Om et kvarter skulle jeg ind og gennemføre et live interview med skuespilleren Paprika Steen i Skuespilhusets foyer. Hun og jeg stod sammen ved en Hawaii-agtig bar, bemandet af et par unge, smarte fyre. Vi ventede i solen, imens vi fik os en danskvand og hun en smøg, og vi talte om vores børn og karakterer og kreative mennesker, der kan noget, som ikke værdsættes i skolen. Indenfor i caféen var de 150 tilhørere ved at være færdige med deres frokost. Mit humør havde samme farve som den blomstrede sommerkjole, jeg havde iført mig på trods af formaninger fra mine kolleger.

Den dag skulle vise sig at være dagen, hvor jeg blev hel igen. Jeg kunne mærke det. Noget i mig var forandret for altid.

På en lige så varm og solrig sommerdag året forinden var min mand Jørgen død. Midt i livet.

Midt i vores kærlighed. Midt i en samtale. Vi havde spist morgenmad sammen, og han havde givet mig et kram, inden han tog af sted til jobbet.

9

„Jeg glæder mig til i eftermiddag,“ sagde han.

Fire timer senere fik jeg overrakt hans ur og hans vielses­ring af en sygeplejerske på Rigshospitalet.

De lå i en gennemsigtig plasticpose, ligesom dem man bruger til fryseren.

En uge efter min elskedes død sad jeg i et kælderkontor sammen med mine to børn ved et blankt mahogniskrivebord hos præsten Anders Gadegaard: „Nu skal du have ham i dig,“ sagde han. Der stod en skål med indpakkede chokolader i en glasskål på bordet. Gennem vinduet kunne vi se folks fødder gå forbi ude på Fiolstræde.

Hvordan har man nogen i sig, når man savner dem afgrundsdybt, ønsker at se dem sidde lyslevende lige foran sig og stadig ikke fatter, hvad der er sket ? På det tidspunkt vred min kærlighed sig i smerte. Jeg forstod ikke værdien i præstens velmente ord. Det gjorde jeg nu.

Jeg fik ham med. I mig, fordi jeg igennem et helt år efter døden var gået turen tilbage ad vores fælles sti. Jeg samlede vores oplevelser sammen, som når en mor samler tøj op i et teenage­værelse. Jeg sad som eneste tilskuer på første række i sofaen, da han holdt bryllupstalen for mig én gang til. Jeg lå på gulvet, da han spillede Beethovens måneskinssonate igen. Jeg sad med mobilen i hånden, mens han sendte alle mails og sms’er til mig igen og igen – og igen. Han skrev, at jeg skulle huske at købe mælk, og at der aldrig måtte ske mig noget, fordi

10

han elskede mig. I tankerne tog jeg ned til stranden og parkerede bilen i strandkanten, ligesom den aften, da stjernerne blinkede genert over os.

Her ved baren foran Skuespilhuset havde stjernerne trukket et lyseblåt sengetæppe over sig for dagen. På trædækket foran Skuespilhuset boblede snakken, og det samme gjorde alle farverne på folks sommertøj.

I et år havde jeg båret en tung, sort og våd frakke. Den havde hængt over mine skuldre med sine tykke lommer og sin tykke, dryppende uld.

Den sorte frakke havde skjult mig og gjort mig ét med døden, for at jeg kunne følge med ham en tid.

Vi kunne stå sammen i mørket. Og savne.

Den sommer ved Skuespilhuset var frakken forsvundet, uden jeg havde bemærket, hvor eller hvornår jeg havde tabt den. Måske lå den på bunden af Københavns Kanal sammen med de rustne cykler, der ligesom frakken engang havde bragt deres ejer fra ét sted til et andet ? Måske havde Jørgen taget den med sig, ligesom da han i en af mine drømme kørte bort med en sort mand i en ladcykel. Han ville hjælpe mig, selv i døden, sagde psykologen, mens jeg sad i hendes alt for store lænestol med krøllet betræk.

Interviewet med Paprika Steen skulle foregå på et podie med to høje barstole. Mine kolleger havde sagt til mig, at jeg skulle tage neutralt tøj på, for det var jo hende, der var divaen. Men hvordan

11

kunne jeg gå i mørkt tøj, når min søn afsluttede sin eksamen efter fem års studier samme morgen ?

Jeg stod i min lange, røde kjole som en 57-årig Tornerose, der havde rappellet sig ned fra tårnet, helt alene, uden prins. Den slags nedture giver kræfter, rifter og blå mærker, men det kunne man ikke se, for kjolen nåede næsten helt ned til jorden.

To meter fra kanalen på trædækket sad mine to børn og deres kærester og fejrede sammen, at min søn havde klaret eksaminationen med et 10-tal. Jeg vinkede ovre fra baren, og min søn vinkede tilbage.

En tekniker bad Paprika og mig om at komme med indenfor. Han satte lydudstyret fast i de tynde bindebånd bag på min ryg, hvilket forhindrede mig i at læne mig tilbage på stolen under hele interviewet. Paprika Steen havde sit udstyr liggende i en professionel lomme i sine stribede shorts. Den slags ved divaer alt om. „Jeg har en bullshitdetektor,“ blev hun senere refereret i en artikel om interviewet. „Jeg er den første til at fortælle dig, hvis du prøver at være noget, du ikke er. Tag alt overflødigt væk og kom ind til kernen. Det er dét, folk vil have.“ Jeg tænkte senere, at sorg om noget fjerner alt overflødigt og i den grad tvinger dig til at mærke kernen i dig selv. Og det er både på godt og ondt. Al forstillelse forsvinder. Døden flår bagtæppet op midt i en forestilling, så man med ét kan se ind bag scenen, hvor sorgen og kærligheden er ægte, og menne-

12

sker er uden makeup, og tårerne har en virkelig årsag. Backstage i den ægte verden er der ingen, der kender den næste replik, og ingen kender slutningen.

Ikke alle kan udholde synet af så meget virkelighed. Hvor er forklaringerne ? Logikken ? Pointerne ? Moralen og meningen med det hele ? Det, som passede i går, passer ikke i dag. Hvor er afklaringen, som gør, at vi alle sammen forstår, klapper og går hjem igen ?

Folk klappede efter interviewet. Paprika fik dem til at le en stor del af tiden. Folk vil gerne le.

Selv det mest tragiske vil vi gerne le ad. Måske ler vi, når vi ikke længere kan holde ud at græde ?

Et par dage efter holdt jeg en stor havefest for at fejre min søn. Jeg bød velkommen på samme plet på terrassen, hvor jeg året forinden havde stået i min sorte strikkjole og kigget ud over alle de mennesker, der var kommet til bisættelsen af Jørgen. Dengang var de i mørkt tøj. Nu havde de stråhatte på. Jeg havde en sær fornemmelse af, at noget kunne ske. Men jeg var ikke klar over hvad.

Heller ikke hvor meget mod, fremtiden ville kræve af mig. Som en af mine veninder havde sagt til mig, da hun selv var blevet hel igen efter lige så pludselig og uden varsel at have mistet sin mand: „Bare man kunne møde en ny kærlighed og samtidig bevare den styrke, man har oparbejdet i sig efter tabet.“

13

Jeg havde en følelse af, at Jørgen havde efterladt sig noget, som var meget værdifuldt. Der var noget, han ikke havde taget med sig. Havde han givet det til mig, eller havde jeg haft det i mig hele tiden ? Hvor kom det fra ? Jeg var ikke klar over, hvornår det var blevet lagt i mine hænder. Men nu stod jeg med det. Dunkende.

14