En af den slags morgener uddrag

Page 1

Kære Martha En anderledes selvhjælpsbog til stressramte mennesker med fokus på kristendommen og det livssyn og menneskesyn, der præsenteres i Bibelen.

– Kristeligt Dagblad

Det begynder med en morgen. Hver dag begynder vi forfra. Vi står op, går i gang, tager fat på livet på ny. Dagen er hverdag, eller dagen er højtid. Dagen byder på sang eller klagesang eller måske ligefrem på katastofe. Vi eksisterer, trækker vejret og er til. Sygehuspræst Lotte Lyngby har skrevet en bog til den slags morgener. Med afsæt i ord som hverdag, højtid, tro, eksistens, katatrofe og klagesang trækkes der linjer mellem livet, som vi lever det, og livet, som Bibelen fortæller om det.

ISBN 978-87-7517-964-0

En af den slags morgener Lotte Lyngby

En af den slags morgener

»For ikke nok med at Lotte Lyngby ved, hvad hun taler om, når det gælder stress … men hun er rent faktisk også i stand til på meningsfuld måde at bringe evangeliet i spil i forhold til de stressfaktorer, som et moderne arbejdsliv indeholder.«

En af den slags morgener

Lotte Lyngby

Af samme forfatter

Lotte Lyngby (født 1968) arbejder som sygehuspræst i Aalborg og er tillige uddannet fag­journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun har udgivet bogen »Kære Martha ord om Gud til et liv med stress« (Unitas Forlag, 2013) og har bidraget til udgivelserne »I skal leve« (Aros Forlag, 2006) og »Himlen i mine fodsåler« (Aros Forlag, 2011).

Unitas Forlag

9 788775 179640

omslag.indd 1

24/03/15 16.33


En af den slags morgener Lotte Lyngby

Unitas Forlag

indhold.indd 1

24/03/15 16.34


En af den slags morgener Lotte Lyngby Fotos: Sasha Rydendahl Grafisk tilrettelæggelse: Rydendahl Mediegrafisk © Unitas Forlag 1. udgave, 1. oplag Unitas Forlag Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C Tlf. 3322 9250 unitas@unitasforlag.dk www.unitasforlag.dk ISBN: 978 87 7517 964 0 Tryk: Toptryk

indhold.indd 2

24/03/15 16.34


Indhold Det begynder med en morgen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

Hverdag. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 En af den slags morgener. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Om strømper og mønter og ting, der bliver væk. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Madpakkemod. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Samaritaner på hovedvej 533. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Eksistens

27 Wallander Blues. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Skæbneskyld. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Dogville. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Salander-hævn. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 De uddrevne.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tro.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Det største og det mindste. Om Mars og sennepsfrø. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 Høje råb på Speakers Corner. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54 Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 Klagesang. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 I den mindste båd på det største hav. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 Modløshed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Herre, Herre! – råb fra et sygehus. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75 Katastrofe. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Det skrøbelige liv – efter tsunamien. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Kirken midt iblandt os – efter tsunamien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 Terrorfrygt – efter Utøya . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90 Kropumuligt – efter Utøya .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Jorden set fra himlen – efter jordskælv på Haiti . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Højtid

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jul i Aalborg. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sne i Nordsverige. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Præsidenten, premierministeren og prinsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4000 billeder fra Auggies hjørne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

103 105 110 114 118

indhold.indd 3

24/03/15 16.34


Det begynder med en morgen Det begynder med en morgen. Hver eneste dag begynder vi forfra. Vi står op, går i gang, tager fat på livet på ny. Dagen er hverdag, eller dagen er højtid. Dagen byder på sang eller på klagesang. Dagen er måske ligefrem en katastrofe. Dagen er fuld af tro og af tvivl. Vi eksisterer, trækker vejret. Vi er. Det begynder med en morgen. Denne bog er et forøg på at forbinde livet, som vi lever det, med livet, som Bibelen fortæller om det. Kristendommen har sit udspring i en ganske særlig morgen. En af den slags morgener, som der indtil videre kun har været én af: påskens første morgen, hvor graven var tom, og ham, der døde på korset, gik levende ud i livet med en kærlighed fra Gud, som var stærkere end døden. Det begynder med den morgen. Det begynder med et håb om, at den slags morgen er begyndelsen på en lang række morgener, hvor også vores grave skal fyldes af liv og af lys. Morgener, hvor den kærlighed, der er stærkere end døden, også skal favne os. Den slags ord kan vokse sig store i munden og forekomme meget fjernt fra det liv, der fylder vores almindelige morgener med hår, der skal vaskes, søvn, der skal gnides ud af øjnene, madpakker, der skal smøres, og kedsomhed, der skal holdes ud. Denne bog er et forsøg på at finde forbindelseslinjer mellem det helt nære og almindelige og det helt store og guddommelige. Jeg forsøger at få øje på, hvor det er, at det, som Jesus sagde og gjorde, især angår os og det liv, som vi bakser med og befinder os i. Det sker med afsæt i ordene hverdag, eksistens, tro, klagesang, katastrofe og højtid. Andre ord kunne være valgt. At det blev de her seks ord er et forsøg på at komme vidt omkring det, der fylder de dage, som alle vores morgener er begyndelsen på. 4

indhold.indd 4

24/03/15 16.34


Måske kan bogen bruges til en stille stund som begyndelse på de morgener, som er dine. Tanken er, at du på en af den slags morgener kan unde dig tid til at sætte dig ned og læse et kapitel og tage det med dig ud i dagen med alt, hvad den bringer. Måske vil morgenens stille stund være en ressource, du kan trække på i det, som dagen kræver af dig. Måske vil du opleve, at tanker og refleksioner arbejder videre i dig, mens morgenen bliver til dag. De fleste af kapitlerne i den her bog spiller bold op ad afsnit fra Bibelen, som der bliver prædiket over i kirken om søndagen. Efter hvert kapitel kan man se, hvilken tekst fra Bibelen det handler om, og hvilken søndag i året det er, at netop den tekst er i spil i kirkens gudstjeneste. Det er mit håb, at bogen her kan inspirere til selv at tage livtag med ord fra Bibelen og lade de ord kaste lys og idéer og provokation ind over det liv, der leves i hverdag og højtid, i klagesang og katastrofe, i tvivl og tro. Det begynder med en morgen. Hver dag. En af den slags morgener, som er lige netop vores, lige nu, lige her. Må bogen her give mod til livet på en af den slags morgener.

Lotte Lyngby, marts 2015

indhold.indd 5

5

24/03/15 16.34


6

indhold.indd 6

24/03/15 16.34


Hverdag Morgen. Middag. Aften. hver dag hverdag Tandbørste. Brusebad. Rugbrød. hver dag hverdag Strømper. Sko. Snørebånd. hver dag hverdag. 16972 gange morgen, middag, aften har jeg haft >

Hverdag

indhold.indd 7

7

24/03/15 16.34


Vejr, der skulle trækkes. Skridt, der skulle tages. Hænder, der skulle rækkes. Er du midt i det hele, Gud? Havregryn og karklude og blomster, der skal vandes. Aviser. Børnenæser, der løber. Bleer. Er det her, du vil, at jeg skal findes? Er det her, du vil, at jeg skal finde? Er det her lige her det hele er?

8

indhold.indd 8

24/03/15 16.34


En af den slags morgener Det er en af den slags morgener. Vi sidder omkring spisebordet, og der er ikke nogen, der siger noget. Fem mennesker er lige væltet ud af sengen. Søvnen sidder stadig i kroppen. Længslen efter sengevarmen er ikke til at ryste af sig. Der er varme boller på bordet og friskbrygget kaffe i kopperne, og mælken til havregrynene har ikke passeret udløbsdatoen endnu. Der mangler sådan set ikke noget. Og så alligevel. Der er helt stille ved bordet. Der er ikke én, der siger noget. Tallerkener skramler, og kopper klirrer. Alle ord er blevet væk. Vi har ikke noget at sige hinanden. Vi er fremmede for hinanden. Om så også vi deler hus med hinanden, og to af os endda sover i den samme seng, så er vi stille her ved bordet, og det er ikke nogen god stilhed. Hver især stirrer vi ned i havregryn og lunkne kaffekopper. Jeg er mor her i huset, og jeg leder desperat efter noget at sige, noget at fortælle, noget at gribe til, noget som kan forandre stemningen. Jeg vil have, at vi skal gå glade ud i dagen, og at vi skal have det rart med hinanden. Jeg spekulerer på livet løs: Skal jeg finde på en drøm, som jeg kan lade, som om jeg har haft nu i nat, og fortælle de andre om den? Eller oplevede jeg noget i går, som jeg endnu ikke har fået fortalt? Men hvad end, jeg kommer i tanke om, bliver ordene stikkende i struben. Jeg kan på forhånd høre, hvor krampagtige og kunstige de vil komme til at lyde. Det er en af den slags morgener. De varme boller sidder fast i halsen. Ordene er blevet væk, vi er fremmede, vi er tavse. Måske er det ikke bare hjemme hos os, at der findes den slags morgener? Måske har du også siddet i den tunge tavshed, der indfinder sig, når vi ikke har noget at sige hinanden? Når mand og kone sidder på hver sin side af bordet på restauranten, og der er dejlig mad på tallerkenerne og

Hverdag

indhold.indd 9

9

24/03/15 16.34


god vin i glasset og stearinlys tændt, for nu skal vi hygge os og have det lidt godt. Og så lægger en knugende tavshed sig lige med ét over os, så vi ikke har noget at sige hinanden. Der bliver alt for stille imellem os. Eller når sønnen endelig ringer hjem, og man glædes ved hans stemme hen over de mange kilometer, der er imellem os. Og så bliver der alligevel alt for stille på linjen, vi rømmer os, vi siger »øh« alt for mange gange, og det er, som om vi ikke kan nå hinanden. En fremmedhed sniger sig ind og gør os kunstige og forkerte. Det er en af den slags morgener eller den slags dage. Vi er sammen, og alligevel kan vi ikke nå hinanden. Tavsheden er tyngende. Ordene er blevet væk. Jeg sidder i tavsheden og tænker på, at Jesus et sted siger til sine disciple: »Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid.« Jeg kommer i tanke om, at vi herhjemme slet ikke er de første mennesker, som mangler ord og fællesskab, og som er fremmede for hinanden. 12 mænd sad engang i et hus og ventede på noget, de ikke vidste, hvad var. Den ene af dem var ny i flokken, stand-in for Judas, der ikke mere var med. De andre elleve var garvede i fællesskab og følgeskab og havde været med Jesus hele vejen gennem landet og hele vejen gennem korsfæstelse, død, begravelse, opstandelse og himmelfart. Det sidste, han sagde til dem, inden han for til himmels, var: »Gå ud i alverden og gør alle folk til mine disciple. I skal være mine vidner lige til jordens ende.« Nu skulle de så i gang. Men ordene stak i halsen. De havde ikke noget at sige. For hvor skulle de begynde, og hvor skulle de ende? Opgaven var for stor og for umulig. Hvordan skulle de klare det – med Jesus i himlen i stedet for lige her ved siden af dem?

10

indhold.indd 10

24/03/15 16.34


Det var en af den slags morgener. Kopperne skramlede, bestikket klirrede, og 12 disciple sad der og sagde ingenting. Da kom der et pust så stort, at det kun er til at drømme om. Et pust af ånd og liv og pinse fyldte rummet. Og det var, som Jesus havde sagt: »Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid, sandhedens ånd.« Og ånden fyldte sind og hjerter. Tavsheden var som blæst væk. Mundene blev fulde af ord, og ordene boblede over og fyldte hele byen, så mennesker strømmede til og lod sig overvælde af ånd og liv og glæde og lys. Det blev pinse i Jerusalem og i verden, og al tavshed var som blæst væk, mens kærligheden voksede mellem mennesker, og den ene efter den anden lod sig døbe og kom til at høre til i troen på, at Jesus er Guds søn, verdens frelser og kærlighedens ophav. Det er en af den slags morgener, og hjemme hos os er der stadig alt for stille omkring morgenbordet. Kaffen er blevet kold i koppen, og jeg kigger ned på krummerne på min tallerken og får den tanke, at jeg måske skal løfte hovedet og fortælle om pinsedag dér ved bordet. Det er muligt, at de vil få havregrynene galt i halsen, de andre i min familie, for heller ikke i præstens hjem er prædikener ved morgenbordet noget, vi plejer at opleve. De vil nok kigge mærkeligt på mig, men så ser vi da i det mindste hinanden. Og måske vil de også kunne mærke, at det, der skete den første pinsedag i Jerusalem, ikke kun er en gammel støvet historie, men at det også er ord, der handler om os. »Jeg lever – og I skal leve,« siger Jesus til os. Hvor vil vi gerne netop det. Leve. Ikke bare leve sådan, at hjertet slår, og vi trækker vores vejr, men leve i ordets dybeste betydning. Leve sådan, at livet bobler og gror og gærer og jubler inden i os. Leve sådan, at vi føler os fulde af liv.

Hverdag

indhold.indd 11

11

24/03/15 16.34


Sådan er det ikke på den slags morgener. Da er der ingenting, der bobler og jubler. Da er ordene væk og fællesskabet forsvundet og nærværet tørret ind som dug for solen. Men så er der også andre slags morgener. Morgener, hvor en af de tavse og søvndrukne ved bordet pludselig løfter hovedet og ser på os andre med lys i sine øjne og fortæller noget, der får alle til at le. Lige med ét er tavsheden som blæst væk. Talsmanden er kommet, sandhedens ånd er flyttet ind i vores hjerter, ordene bobler over og vil ud, og vi taler i munden på hinanden, og øjnene lyser, og livet er godt. Ingen skulle tro, at det var de samme mennesker og det samme køkken, for alting er med ét forandret. Noget er lettet, noget er blæst væk. Lige med ét er det rigtigt, at Jesus er i os, og vi er i ham, han skal leve – og vi skal leve. Ånden er kommet over os. Og manden og konen på restauranten løfter deres blikke og ser på hinanden, og pludselig siger han: »Jeg er så glad for, at jeg mødte dig den dag for 30 år siden, og jeg ved slet ikke, om jeg har fået fortalt dig, at jeg næsten hver dag tænker på, hvordan du så ud i din røde kjole den dag.« Og tavsheden er som blæst væk, og fremmedheden er forsvundet, og øjnene lyser, og det er pinse her og nu. Og den voksne søn i telefonen siger »øh« en enkelt gang mere, og så begynder han pludselig at fortælle så levende og begejstret om noget, han oplevede i går, og varmen flytter ind i ens hjerte hele vejen gennem fjerne satellitforbindelser, og vi er med ét hinanden så nær som nogensinde før, og man kan næsten mærke, at Talsmanden lytter med og puster til snakken. Ånden blæser, hvorhen den vil. Nogle gange er det, som om den er blæst alt for langt væk. Men heldigvis så forundes det os også, at den blæser lige her, hvor vi er.

12

indhold.indd 12

24/03/15 16.34


Pinse er, at den slags morgener lige med ét kan blive til en helt anden slags morgener. Vi rejser os glade fra morgenbordet og går ud i hverdagen, klar til livet. Og Jesus siger: Jeg lever – og I skal leve.

Pinsedag – Johannes 14, 15-21

Om strømper og mønter og ting, der bliver væk Et af livets helt store mysterier er, hvad der bliver af alle de strømper, som bliver væk. Hjemme hos os er det i hvert fald, som om der er en usynlig Bermuda-trekant omkring vaskemaskinen, som får ting til at forsvinde. Det sker hele tiden, at strømper er mageløse, når vasketøjet skal lægges sammen. Strømper er simpelthen blevet væk over en vask og en nat. Jeg er sikker på, at andre end mig kender fænomenet. Jo større husstanden er, jo flere strømper er det, der bliver væk. Træls er det, for mageløse strømper er ikke så meget bevendt, strømper er jo ment til at bruges sammen to og to. Hjemme hos os har vi derfor en stor pose i skabet, fyldt med strømper, som venter på, at deres forsvundne mager dukker op. Det sker nu sjældent, og det er ikke til at fatte, hvor alle de forsvundne strømper er blevet af. Måske skyldes det, at vi ikke leder nok efter dem. Det er i hvert fald den tanke, jeg får, når jeg hører Jesus fortælle et par lignelser om ting, der bliver væk og fundet igen. For den røde tråd i Jesu historier om forsvundne ting er, at der er nogen, der leder, og at de bliver ved med at lede, indtil det forsvundne er fundet og båret på plads.

Hverdag

indhold.indd 13

13

24/03/15 16.34


Jesus fortæller om en mand, der efterlader 99 får i ødemarken, mens han selv går ud for at lede, indtil han finder får nr. 100, som var blevet væk. Og Jesus fortæller om en kvinde, som har 10 mønter, men som taber én af dem, og som dernæst leder ivrigt og vedholdende, indtil hun finder den mønt, hun leder efter. I begge fortællinger er glæden stor, da det forsvundne bliver fundet. Ja, glæden er så stor, at den må deles. Venner og naboer kaldes sammen til fest, og veninder og nabokoner bydes ind til gilde. Sådan, siger Jesus, bliver der glæde hos Gud over én synder, som omvender sig. Ja, sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Jeg synes, at det er et par skønne lignelser. Tænk sådan at blive inviteret indenfor i Guds glæde over at have fundet det, der var blevet væk! Men hvad er det mon egentlig for noget, det der med at blive væk? Hvad er det for en slags bliven væk, som Jesus taler om, når han fortæller lignelser om at blive fundet? Jeg tror, at det at blive væk er at ville være noget andet end det, som er Guds mening med os. Strømper, der forsvinder, er ikke det, de er skabt til. Strømpers funktion og mening er at være par, der passer sammen, så ikke bare én fod holdes varm, men så to fødder får strømper på, der ser ens ud. Får, der bliver væk, er heller ikke det, de er skabt til, for får er ikke individuelle væsener, får er flokdyr og skabt til at være mange sammen. Heller ikke mønter, der tabes, er det, de er skabt til, for mønter er til for at skulle omsættes i handel og ikke til for at samle støv fortabt i et hjørne. At blive væk er at blive noget andet end det, som er Guds mening med os. På den måde er vi mange, der ofte bliver væk. Vi lever ikke altid op til det, der er meningen med os. Jeg tror, at meningen med os er, at vi er her for at tjene hinanden, ja, at vi er her for at bære kærligheden ud til vores næste og hinanden. 14

indhold.indd 14

24/03/15 16.34


At det er dét, der er meningen med os, fortælles os allerede i Bibelens allerførste kapitel. Knapt er mennesket skabt, før Gud giver det mening: »Opfyld jorden og hersk over den« lyder Guds første ord til sine mennesker. Og mennesket tog bogstavelig talt Gud på ordet. Det gør vi stadigvæk, for er der noget, vi mennesker kan lide, er det at herske. Vi kan lide at have magt. Det begynder allerede, når vi er børn, med slagsmål blandt drengene i skolegården om, hvem der er stærkest, og med rivegilder blandt pigerne om, hvem der skal være leder og mest populær. Det fortsætter på utallige fronter i vores liv, hvor albuer spidses og magtkampe udkæmpes i det skjulte eller tydeligt og åbenlyst for enhver. Det finder måske endda også sted i vores allernærmeste kreds, i familien og i venneflokken. Selv helt tæt inde på livet af os kan spillet om magten være i gang, og også her kan det gælde om at blive hersker og få overtaget. Vi vil gerne herske, for den, der hersker, kan sætte sig selv og sit eget først. Det føles i grunden helt godt, sådan at være den, der har magt. Udadtil giver det beundring og anseelse, og indadtil giver det privilegier og muligheder. Vi har taget Gud på ordet, vi hersker løs, vi sætter os selv først, og jeg tror, at netop dét er at blive væk. I det sprog, Gud bruger, er det at herske ikke at sætte sig selv først. På Guds sprog er »at herske« ikke at stræbe efter magt. Nej, for Gud er det at herske at tjene. Det var netop dét, Gud sendte sin søn ind i verden for at vise os. Jesus viste verden, at det at herske er at tjene. »Den, som vil være størst iblandt jer, skal være alles tjener,« kunne Jesus sige. Og så gik han ellers i gang med at vise os det i praksis. Tydeligst af alt ved at give sit liv i stedet for at tage magten. Jesus tog en tjeners skikkelse på og delte ud af Guds kærlighed til højre og til venstre, til toldere og til syndere, til farisæere og til skriftkloge, til fattige og til rige.

Hverdag

indhold.indd 15

15

24/03/15 16.34


»Opfyld jorden og hersk over den« lød Guds første ord til sine mennesker. »Den, som vil være størst iblandt jer, skal være alles tjener,« præciserede Jesus. At blive væk er at ville være noget andet end det, som vi er skabt til. At blive væk er dét kun at ville være sin egen. Vi er ikke skabt til at være vores egen, vi er skabt til at være Guds, vi er skabt til at være hinandens. Ligesom strømper er skabt til at være to, og får er skabt til at være i en flok, og mønter er skabt til at blive fundet og brugt, sådan er vi skabt til at være Guds og hinandens. Vi er skabt til at herske ved at tjene, og vi er skabt til at bære kærligheden ud i verden. At ville noget andet end det, er at blive væk fra det sted, hvor den største glæde og det mest levende liv findes, det sted, som er Guds mening med os. Det gode budskab til os er, at Gud ifølge Jesus finder det, der bliver væk. Gud melder sig på banen som dén, der finder både bortløbne får og tabte mønter og fejlfulde mennesker, og han bærer det fundne ind til glæde og fest. At blive væk fra det, der er meningen med os, er ikke at blive væk fra Gud, for Gud finder det forsvundne. Så insisterende og stædig er Guds kærlighed til os, at den bliver ved med at lede, indtil den finder det, den leder efter. At blive væk fra det, der er meningen med os, er altså ikke at blive væk fra Gud, men det er at gå glip af glæde og liv lige nu og her. Det er at gå glip af den glæde og det liv, der er i kærligheden, når kærligheden deles. Det er at gå glip af den glæde og det liv, der er i at tjene og i at tage imod og i at give. Må Gud, vores himmelske far, finde os og vende os om fra at ville vores eget til at ville hinanden. Må han lede efter os lige så ihærdigt, som hyrden efter fåret og konen efter mønten. Må han hjælpe os til at indse, at 16

indhold.indd 16

24/03/15 16.34


livets glæde findes i at dele kærligheden med Gud og med hinanden. Må han hjælpe os med ikke at blive væk, men i stedet blive fundet. Ja, kære Gud, find os!

3. søndag efter trinitatis – Lukas 15, 1-10

Madpakkemod Der står en dreng med en madpakke i lommen. Han ved ikke rigtigt, om han skal vove at tage den op. Han kan høre på snakken omkring ham, at der i høj grad er brug for noget mad. Flere tusinde maver knurrer om kap. Mænd snakker om, at de mangler brød for flere hundrede tusinde kroner, og så store supermarkeder findes der slet ikke her på egnen. Der er ikke andet end bar mark, grønt græs og 5000 mænd og lige så mange tomme maver. Og så altså en lille dreng og hans madpakke. De fem brød og de to fisk, hans mor gav ham med i morges, ligger stadig dybt nede i lommen. Tør han træde frem og give dem til manden med de levende øjne? Ham, som de alle sammen er gået herud i ødemarken for at lytte til? Tør han? Der sidder en kvinde i en lejlighed på Sønderbro i Aalborg og læser i avisen. Der står, at der mangler besøgsvenner i midtbyen. Der er ligefrem et nummer, man kan ringe til, hvis man har et par timer til overs. Det er nu ikke tiden, hun mangler, den har hun sådan set bare alt for meget af. Hun kunne godt bruge nogle timer på et menneske, der måske er endnu mere alene, end hun selv er. Der er bare det ved det, at hun ikke rigtig ved, om hun dur til den slags. Hun er ikke forvænt med at være sammen med mennesker, så hvorfor skulle nogen blive glad for at få hende som besøgsven? Og hvad nytter da også sådan et enkelt besøg om ugen af én

Hverdag

indhold.indd 17

17

24/03/15 16.34


som hende? Der er nok andre, der vil være meget bedre til det, end hun er. Hun lukker avisen igen, krøller den sammen og putter den i skraldespanden. Der sidder en konfirmand i sofaen med sin mobiltelefon i hånden. Han har gang i lidt af hvert, og lige nu ser han tv og er på Facebook på én og samme tid. Der er Danmarks Indsamling i fjernsynet, og han sidder her, fordi Kato skal optræde om lidt, og det vil han godt se. Billeder af sultne børn i Afrika ryger hen over skærmen. Sikke tynde de er. Og sikke lidt de har. Der står, at man kan ringe ind og donere nogle penge. Gad vidst, om det overhovedet hjælper? Der er jo helt vildt mange mennesker i de flygtningelejre, de viser på skærmen. Hvad nytter nogle kroner fra Danmark? Han bliver lidt ked af det her i sofaen. Det er væmmeligt, at verden er sådan, at nogle børn skal have et så anderledes liv, end han har. Han har ikke lyst til at blive voksen i sådan en verden. Der ligger en kone i sin seng i Øster Gravens Gade. Hun kan ikke falde i søvn, for nu råber de igen inde ved siden af. Høje, vrede stemmer buldrer gennem væggene. Det værste er, at der også er et barn, der græder. Det er ikke første gang, at balladen holder hende vågen. Hun prøver alt, hvad hun kan, at lukke ørerne for det. Det er jo ikke hendes sag. Folk må vel leve, som de vil. Men barnegråden bider sig fast i maven på hende. Nogen bør gøre noget. Nogen bør gribe ind, men det kan da ikke være hende, der skal gøre det? Hvad vil det også nytte? Der bor da også naboer til den anden side. Det kan lige så godt være dem, der gør noget. Kan det ikke? Der sidder en præst på sit kontor i Niels Ebbesens Gade og skal skrive prædiken til menigheden i Vor Frue Kirke. Hun skal tale om bespisningsunderet. Om Jesus, der får fem brød og to fisk til at blive til mere end mad nok til 5000 sultne mænd. Præsten har prædiket over den tekst mange gange. Det er en beretning fuld af håb. Det er bare, som om hun ikke kan finde ord at sige om det. Ordene kører i tomgang. De leder in18

indhold.indd 18

24/03/15 16.34


gen steder hen. De gør det store mindre, og ikke det mindre stort. De er uden det liv og den varme, som der må have været i spil den dag for længe siden, da brødunderet skete, og de mange blev mætte. Da er det, som om en lille dreng træder ind ad døren i Niels Ebbesens Gade. Han er rejst meget langt. Han har flyttet sig mange kilometer og mange århundreder, men nu står han lige her. Han tager en madpakke op af lommen og stikker den lige op i synet på præsten, og så siger han: »Se her! Det var den her madpakke, der satte det hele i gang!« Måske er det lige præcis den del af den gamle fortælling om de 5000, der fik mad, der er den vigtigste: at det var dét, at en lille dreng ikke lod sin madpakke blive i lommen, der satte hele den store bespisning i gang. Det var dét, at han vovede at tage det frem, han havde at byde på, som gjorde, at et under blev til. For Jesus laver ikke hokus-pokus. Vi hører faktisk aldrig om, at han laver mirakler ud af det blå. Han siger ikke en trylleformular og knipser med fingrene, og så dukker der brød i mængde frem af det rene ingenting. Nej, Jesus tager altid noget konkret op i sine hænder, og i hans hænder bliver det konkrete til meget mere, end det først var. Den syge krop bliver til en rask krop. Vand bliver til vin. Det blinde øje bliver et øje, der kan se. Den døde krop, bliver en krop, der lever. Han tager en helt konkret madpakke, velsigner den og deler ud af den, og i Jesu hænder bliver en lille smule til mere end nok. Sådan har vores Far i himlen måske brug for, at vi hver især tager det op, som vi har i lommen. Han har brug for, at vi byder ind i livet med det, som vi kan, og det, som vi magter. Han behøver, at vi ikke lader os standse af den stemme, der hånligt siger: Hvad er det til så mange? Hvad nytter det? Han har brug for, at vi håbefuldt og mod alle odds sætter det i spil, vi har, og rækker det frem, som vi kan. Gud virker i verden gennem

Hverdag

indhold.indd 19

19

24/03/15 16.34


os. Han har brug for vores hænder. Det er gennem os, at hans Ånd og hans kærlighed bliver kød og blod i menneskenes liv. Og kvinden henne på Sønderbro tager avisen op af skraldespanden og finder sin telefon og ringer til menighedsplejen og siger, at hun godt vil være besøgsven. Hendes stemme ryster lidt, og hun er bange for det, som hun nu vover sig ud i, men det lykkes hende at overdøve det sted, hun har i sig, som siger: Du dur ikke til nogen ting. Og konfirmanden i sofaen, der sparer op til en ny I-Phone, tænker pludselig, at den kan han da vist godt undvære en måned endnu. Han ringer ind til indsamlingsnummeret og siger, at han gerne vil give sine lommepenge til de der sultne børn, han ser på skærmen. Og manden i den anden ende fortæller ham, at der er 10 børn, der kan få mad i to måneder for de penge. Og drengen i sofaen ranker ryggen og tænker, at hvis han venter endnu en måned med den I-Phone, så er der 20 børn, der kan få mad. Og den søvnløse kone i Øster Gravens Gade tager en dyb indånding og står ud af sin seng, tager morgenkåben på og går hen og ringer på hos naboen og spørger, om de har brug for hjælp, for så vil hun godt passe børnene indimellem, hvis de har brug for lidt aflastning og lidt luft. Næste eftermiddag inviterer hun den unge mor ind på kaffe og spørger hende, hvad det er, der sker, når bølgerne går højt derinde på den anden side af væggen. Hvad nytter det? Hvad er dét til så mange? Sådan spørger disciplen Filip, da han ser drengens madpakke og de tusinder, der har brug for mad. Men i Jesu hænder blev alt for lidt til mere end nok. Det begyndte med, at en dreng ikke lod madpakken blive i lommen, men tog den op og gav den fra sig.

20

indhold.indd 20

24/03/15 16.34


Må vi låne af drengens mod. Må vi turde tage hænderne op af lommen og gøre det lidt, vi kan, i fast tillid til at i Vor Herres hænder bliver mange bække små til en stor å, og at vores Far i himlen kan bruge det, vi kan, og det, vi har, og få det til at blive til meget mere, end det først er.

Midfaste – Johannes 6, 1-15

Samaritaner på hovedvej 533 Der var engang nogle øjeblikke, hvor jeg troede, at jeg pludselig selv var blevet aktør i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Det var en lørdag eftermiddag, og jeg var på vej til Sebber kirke, hvor jeg var præst dengang, og hvor et brudepar og en hel masse gæster ventede på, at der skulle blive bryllup. Jeg havde præstekjolen på og vielsestalen parat, og jeg havde travlt, for jeg var kommet for sent hjemmefra og havde hovedet fuldt af det bryllup, som ventede. Knap var jeg kommet ud på hovedvej 533 mellem Nibe og Løgstør, før jeg på vejen foran mig så en mand stå med flagrende arme, tydeligvis meget opsat på at få mig til at standse bilen. Jeg nåede at tænke en hel masse tanker. Jeg tænkte, at her var jeg nødt til at være lige så ubarmhjertig som min præstekollega i Jesu gamle lignelse, for hvad end det var, den der vinkende mand ville mig, så havde jeg ikke tid til at stoppe og hjælpe ham med det. Jeg skottede i bakspejlet og så, at der heldigvis var andre biler på vejen, og jeg tænkte, at der måtte være nogle af dem, der kunne stoppe og hjælpe. Jeg besluttede, at jeg simpelthen var nødt til at køre forbi, så jeg satte farten op og fortsatte ufortrødent fremefter. Lige indtil jeg kom tæt nok på og så, at den vinkende mand var en betjent i uniform, og at hans ansigtsudtryk ikke lignede ét af den slags, som det ville hjælpe at smile til.

Hverdag

indhold.indd 21

21

24/03/15 16.34


Og ganske rigtigt, det var ikke, fordi der var brug for en barmhjertig samaritaner, at betjenten havde vinket ad mig; det var, fordi præsten kørte for stærkt, og der skulle uddeles en bøde! Hvad et nødlidende menneske ikke ville have kunnet, det kunne altså en lovens mand i uniform – nemlig få mig til at standse, selv om jeg havde nok så travlt. Jeg ville ikke have taget mig tid til at stoppe op for et forslået menneske i vejkanten, men en betjent i uniform stoppede jeg for med det samme. Jeg tror egentlig, at det er netop det, som Jesus vil åbne vores øjne for, når han fortæller den kendte lignelse om den barmhjertige samaritaner. Han vil have os til at se, at vi hellere holder os til love og regler, end vi lader os standse af det liv, som kræver os lige nu. Det kan synes nok så ubarmhjertigt, når vi hører om manden, der faldt i røveres hænder, og som blev efterladt halvdød i vejkanten, og om hvordan både kirketjeneren og præsten gik forbi uden at bøje sig ned og hjælpe den nødstedte mand. Men ret beset så gjorde de to måske ikke andet end at overholde loven. I den lov, der var deres lov, stod der, at hvis man så meget som rørte ved et dødt menneske, ville man være uren i 7 dage, og den, der var uren, kunne ikke komme ind i Guds tempel. Hvis manden i grøften døde mellem hænderne på præsten eller kirketjeneren, så ville de begge to blive uarbejdsdygtige i mindst en uge. Ja, de ville slet ikke kunne være sammen med andre mennesker, for urenheden, som de i så fald havde påført sig, kunne smitte andre. Måske er der ikke en eneste af dem, der hørte Jesus fortælle denne lignelse første gang, som har undret sig det mindste over, at præsten og levitten ikke hjalp. De har først for alvor undret sig, da der tredje gang kom et menneske forbi, og denne tredje var en samaritaner. Samaritaneren var en fjende, en fremmed og en udstødt. Han var én, som ingen kunne

22

indhold.indd 22

24/03/15 16.34


vente sig godt af. Men denne fjende lod sig ikke standse af love og regler, han lod sig standse af et menneske, der havde brug for hans hjælp. Jesus fortæller den her lignelse, fordi der kommer en mand hen til ham og spørger, hvad man skal gøre for at arve evigt liv. I vores tid ville spørgsmålet vel lyde: »Du Jesus, sig mig lige, hvad meningen er med mit liv? Hvad skal jeg gøre for at leve et rigtigt liv?« Jesus synes med lignelsen at svare ham: Du skal lade dig standse! Ikke af love og regler, men af de mennesker og det liv, som krydser din vej. Du skal lade dig standse. Det er meningen med dit liv. Det svar kan godt være noget af en provokation at få serveret, ikke bare dengang, men også nu. Det er måske i dag ikke så meget det, at hjælpen kommer fra en uventet kant, som er provokerende. Jeg tror mere, at provokationen for os må blive dette, at meningen med os er, at vi skal lade os standse. For er der en lov, der synes at gælde for os og vores tid, så er det, at vi skal have fart på, at vi skal være i bevægelse, at vi skal skynde os, og at vi skal sætte os mål og forfølge dem. Det ligger i luften, at vi skal realisere os selv og udnytte de potentialer, vi har i os. Det er et mål, at vi skal opnå noget her i livet. Vi arbejder hårdt, og når vi har fri, styrter vi af sted for at udvikle os og nå endnu mere. Det står ikke nedfældet i grundloven, at det skal være sådan, men som uskreven lov, tror jeg, at travlhed og målbevidsthed og fart og hurtighed har stor magt over os. Vi lever med fulde kalendere. Vi har tidsskemaer, der skal gå op. Vi har nøje planlagte dage, hvor der ikke er levnet plads til det uforudsete. Midt ind i det siger Jesus så til os: Du skal lade dig standse. Det er det, der er meningen med dit liv. Du skal lade dig standse af det menneske og det liv, som melder sig på banen hos dig lige nu. Du skal lade dig standse og være til stede i øjeblikket og gøre det, som øjeblikket kræver af dig.

Hverdag

indhold.indd 23

23

24/03/15 16.34


Vil vi det? Kan vi det? Lader vi os standse længe nok til at mærke efter, tror jeg, at vi i vores stille sind kan mærke, at det er noget godt, Gud her vil os. Dybt inde i os mærker vi, at livets mening vist ikke er fart og hastighed. Dybt i os har vi på fornemmelsen, at livet er mest levende i standsningen. Dér hvor vi tager os tid til at møde en anden, dér hvor vi tager os tid til at stoppe op, dér hvor vi vover at suspendere alle planer og pligter og er i det, der er lige nu, dér er det, at liv og kærlighed vokser og gror i os. Gud vil os noget godt. Men Gud kører ikke rundt ude i overhalingsbanen i voldsom fart, Gud ligger i vejkanten og kalder os til standsning. Det er næppe Guds stil at bombardere os med politibetjente med vinkende arme, som vi ikke kan komme udenom; det er vist mere Guds stil lige så stille dagligt at sende os et væld af mennesker, som kalder på os, og som har brug for, at vi standser op og møder dem som menneske og som næste. Den forslåede mand i grøftekanten har Guds ansigt. Han har brug for, at vi holder op med at drøne forbi. Det er i standsningen, at det findes, alt det vigtigste, medmennesket, kærligheden, Gud. Må vi lade os standse!

13. søndag efter trinitatis – Lukas 10, 23-37

24

indhold.indd 24

24/03/15 16.34


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.