DRØMMEHULEN
Jacob Riewe & Otto Dickmeiss
Jacob Riewe
DRĂ˜MMEHULEN Illustreret af Otto Dickmeiss
J
eg holder mor i hånden. Det hjælper lidt. Det er rart at mærke varmen fra hende. Ved siden af os
står far. Vi står alle sammen rundt om storebrors seng. Ikke hans rigtige seng. Den står derhjemme på værelset. Storebror ligger i hospitalets seng. Han har også hvidt tøj på, og hans dyne er hvid, og lagenerne er hvide. Det er de ikke derhjemme. Det ser lidt mærkeligt ud, synes jeg. Og også lidt uhyggeligt. Der er maskiner rundt om ham, og der står tal på. En af maskinerne laver mærkelige lyde. Den puster. De voksne siger, den hjælper ham. Det ligner noget fra fremtiden. Jeg kunne ikke tænke mig at ligge her og sove. Det ville jeg ikke turde. Men storebror har sovet her længe nu. Han er også modig. Han var syg, og så kom han på hospitalet, og så fik han medicin, og så sov han. Jeg tror ikke, han sover særlig godt. Han ligger så uroligt.
M
or snøfter. Hun prøver at holde det inde, men det kan hun ikke. Hun slipper fars
hånd og holder sig for munden og for næsen på samme tid. Som om hendes hånd er en maske. Far prøver at trøste hende. Han lægger armen om hende og hvisker noget i hendes øre. Mor nikker, mens hun græder. Hun holder mig stadig i hånden. Jeg synes, hun klemmer den lidt for hårdt, men jeg siger ikke noget. Jeg vil ikke have, hun bliver mere ked af det.
D
e siger, han skal dø. Lægen har været her og snakket med mor og far. Mange gange. Han har mange ryn-
ker i hovedet, og han er så alvorlig, og han brummer som en bjørn. Han klapper mig hele tiden på hovedet, når han kommer, men ikke når han går igen. Da bjørnelægen gik sidste gang, gav vi alle sammen hinanden et stort knus. Mor og far trykkede så hårdt, at det næsten gjorde ondt. Jeg ved ikke, hvad de mener. Hvorfor kan storebror ikke bare komme med hjem? Der er også en sygeplejerske. Hun ligner en stork.
Hun har så lange ben og en tynd hage. Og så går hun så sjovt og taler som en stork. Gork gork, siger hun. Jeg ved ikke, om storke siger sådan, men det er sikkert tæt på. Storken klapper mig ikke på hovedet. Den følger bare efter bjørnelægen ud af værelset.
D
a vi var her første gang, gav storken mig en lille rød kuffert med farvekridt i. Til at tegne med og papir.
Men jeg gider ikke tegne. Tegningerne bliver alligevel ikke gode, når jeg tegner dem herinde. Der er også nogle bøger i kufferten, men jeg gider ikke kigge i dem. De er kedelige. Også dem om dyrene. Dem kan jeg ellers godt lide,
men herinde synes jeg, de er kedelige.
J
eg slipper min mors hånd. Jeg ved ikke, om hun lægger mærke til det. Hun ser ikke på mig. Jeg
bukker mig og kravler forsigtigt ind under storebrors seng. De hvide lagener når helt ned til gulvet. Man kan ikke se ud, når man sidder herinde. Man kan heller ikke se ind. Jeg kan stadig høre, at de voksne er kede af det. Det lyder ikke rart. Jeg prøver at holde hænderne for ørerne, men det hjælper ikke. Jeg er nok også ked af det. Tror jeg. Det føles, som om der er en stor sten i min mave. Den er tung. Det gør ikke ondt, ligesom når man slår sig, men jeg får alligevel lyst til at græde. Det gør ondt på en anden måde. Et sted indeni, hvor man ikke kan gøre noget ved det.
J
eg sidder i en hule.
Under sengen. Sådan
føles det. Det er ligesom, når min storebror og jeg lavede huler derhjemme. Så satte jeg mig ned under køkkenbordet, og så kom storebror og stak hovedet ind til mig og spurgte om vi skulle lege hule? Han vidste godt, at det var det, jeg ville. Og så hentede han lagenet fra sin seng og lagde det over bordet, så det nåede ned til gulvet hele vejen rundt og lyset næsten ikke kunne slippe ind, og selvom det ikke var helt mørkt, så hentede han alligevel sin lommelygte og satte sig ind ved siden af mig, og nogle gange tog vi legetøj med derind og legede med det, og nogle gange lyste vi på lagenet med lommelygten og legede med skyggerne, som man kunne få til at danse med sine hænder. Og nogle gange lå vi bare ved siden af hinanden og fortalte hemmeligheder. De fleste var bare nogle, vi fandt på. Men det var lige meget.