Lidt til de uddrag

Page 1

Lidt til de sociale udskud og bortgemte trøstesløse Af Nadia Regitze Parbo


Lidt til de sociale udskud og bortgemte trøstesløse Nadia Regitze Parbo © Nadia Regitze Parbo og EC Edition 2013 Redaktør: Birgitte Møller Balladone Omslag: Anne-Lone Krog Møller Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Bogen er sat med Caecilia ISBN 978-87-93046-02-3 1. udgave, 1. oplag Trykt i Danmark 2013

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Aarhus C

www.ec-edition.dk


København, 2001 Vi sidder i sofaen, og selvom jeg aldrig plejer at se TV-avisen, ser jeg den alligevel i dag. Der er et indslag om en mand fra fremtiden. Han købte vist nogle aktier, der voksede sig til en værdi af fem millioner i løbet af ingen tid. Så blev han beskyldt for insiderviden, men under interviewet sagde han, at han kom fra fremtiden. Derfor vidste han så meget om de aktier dér. Det i sig selv virker måske ikke så mærkeligt. Han kunne jo have tvangstanker. Det mærkelige er, at der ikke findes nogen offentligt tilgængelige informationer om ham fra før hans anholdelse. Man kunne lave en hel film om det. Ligesom i Twelve Monkeys, hvor Bruce Willis bliver fanget i et tomt rum med et højt loft og forsvinder sporløst, fordi han bliver taget tilbage til fremtiden. Vi sidder, som vi plejer. Jeg er i midten af sofaen med min mor på den ene side og min far på den anden, i hjørnet. Da jeg var lille, plejede jeg at sidde op af min far, fordi han har sådan en stor mave. Den var ligesom en pude. Men jeg er blevet ældre og højere, så nu er det ikke så behageligt. Nu sidder jeg bare i midten, hvor jeg ikke læner mig op ad nogen. Min mor og far kommenterer altid TV-avisen. Det er ikke tit, at de giver folk ret. Som regel sidder de og brokker sig over andre folks meninger, men det gør mig ikke noget. Jeg synes egentlig, at det er meget hyggeligt. At se TV-avisen er ligesom en

7


halv time, hvor de kan brokke sig over alt muligt og så glemme det lige bagefter. Men da indslaget om manden fra fremtiden kommer på, er der ingen af dem, der brokker sig. TV-avisen har heller ikke rigtig fået fat i nogen kilder, der udtaler sig om sagen, og det er mest, når der er nogen, der udtaler sig, at min mor og far kommenterer det. Men denne gang er de helt stille, indtil min far siger: ”Det er da spændende. Måske er der noget om det. En mand fra fremtiden.” Og jeg går ikke ovenpå, som jeg plejer. I stedet spørger jeg ham, om han tror, at ham her manden egentlig kommer fra fremtiden. Min far trækker på skuldrene og siger, at det kan man aldrig vide. Jeg har en sweater på, fordi det er en smule koldt. Det plejer det at være, fordi min mor og far ikke har lige så let ved at fryse, som jeg har. Jeg sidder som regel altid med en sweater på, hvis det er bare den mindste smule koldt. Det er i hvert fald, hvad de siger, og måske har de ret. Det ved jeg ikke noget om, men hvis jeg ikke havde den sweater på, ville jeg fryse helt vildt. Så meget ved jeg da. Hjemme hos mormor behøver jeg aldrig den slags, men det er fordi, der er som en jungle dér, siger mor. Og så griner hun altid bagefter, som om jungletemperatur er det sjoveste, hun nogensinde har hørt om.

Det er tirsdag aften, hvilket vil sige, at det er onsdag i morgen. Mit navn er Tea. Jeg er 17 år gammel, og jeg går i 3. g på et gymnasium, der ligger lidt uden for Københavns centrum, selvom det kun tager ti minutter at komme dertil med tog. Gymnasiet ligger i en forstad, hvor der bor en masse rige børn. De

8


rigeste går dog på et andet gymnasium i nærheden. Det er ikke det, som jeg går på. Nogle gange; det er sket nogle få gange, kommer de kørende i, hvad jeg regner med, er lejede limousiner og kaster enkroner ud til os. Det er vel for at illudere, at vi ikke er ligeså rige som dem eller noget. Alissa siger, at sådan er de derude. Hun gik der et år, før hun valgte at komme ud på det gymnasium, hvor jeg går. Der er altid nogle, der går ud for at hente enkronerne, hvilket jeg er helt sikker på, er til stor morskab for dem, der sidder i limousinerne. På mit gymnasium er der også mange rige børn, men de fleste af dem vil hellere være fattige. Sådan virker det i hvert fald. De er meget politiske og stemmer alle sammen på det samme parti. Eller det ville de i hvert fald gøre, siger de, hvis de var gamle nok til at stemme. De holder demonstrationer i skolegården, sommetider på Rådhuspladsen, og de fleste af pigerne har dreadlocks, eller også har de bare uglet hår. Det er, hvis de ikke må få dreadlocks for deres forældre. Og til morgensamlingerne hver mandag holder de nogle gange taler om de fattige og de rige. Det er altid de rige, der er onde, og de fattige, der er gode. Så meget har jeg da forstået indtil videre. Jeg ved ikke så meget om politik, og jeg er også ligeglad. Måske er det derfor, at der ikke rigtigt er nogen af dem, der gider være venner med mig. Eleverne er ligesom delt op i to, så der er også en anden gruppe. Det er de rige, der ikke har noget imod at være rige. Pigerne i den gruppe har altid pænt hår og dyre tasker, og så kan de allerede finde ud af at gå i høje sko og lægge perfekt make-up. Drengene i den gruppe går for det meste i hiphop-tøj, hvilket

9


ikke rigtigt hænger sammen med rigdom, hvis nogen spørger mig. Men de må tilhøre den gruppe alligevel, for de taler altid med de velfriserede piger og ikke så meget med hippierne. Jeg er helt sikkert heller ikke en del af den gruppe. Jeg ville ikke engang kunne nævne et modefirma, hvis nogen satte en pistol for min pande, men på den anden side er det heller ikke rigtigt noget, jeg ville have lyst til. Ikke at jeg er helt ligeglad med mode. Jeg må være lidt interesseret i det, for jeg prøver nogle gange at klæde mig ligesom hippierne. Jeg er ikke så vild med idéen om at skulle tale politik med dem, men jeg vil hellere være venner med dem, end de andre, der gerne vil se ud som om, de er millionærer. Men måske har jeg ikke nogen venner, fordi jeg faktisk ikke er særlig rig. Jeg tror, at jeg ligger sådan lidt midt imellem. Jeg får SU ligesom alle de andre, men jeg bor ikke i de store huse, som jeg kan høre, at de bor i, når de fortæller hinanden om, hvordan det er derhjemme. Jeg bor på Amager. Det er meget langt væk derfra. Jeg havde engang et job i en biograf, men selvom det gav mig en masse penge hver måned, så brød jeg mig ikke om at være der. Jeg kunne mærke, at de andre ansatte syntes, at jeg var meget underlig, fordi jeg aldrig rigtigt sagde noget. Der var kun én person, som jeg kunne lide, men jeg tror ikke, at han syntes så meget om mig, for han luskede altid væk, når jeg var i nærheden. På den sidste dag sagde jeg, at jeg ville takke ham, fordi han var den eneste, der nogensinde gav sig tid til at tale med mig, og han sagde: ”Det er modigt af dig at sige det.” Desuden var jeg altid sulten, når jeg var på arbejde. De andre købte aldrig aftensmad til mig, så jeg

10


blev nødt til at snuppe et par lakridser fra æskerne nede i kælderen, når jeg skulle samle sammen til slikbutikken ovenpå. Nogle gange var jeg så sulten, når jeg skulle hjem, at jeg var blevet helt mæt igen, når jeg endelig gik ind af døren derhjemme. Det var simpelthen så mærkeligt. Alligevel var det ikke svært for mig at spise noget, når min mor varmede middagsmaden op i mikroovnen for mig. Men det job har jeg droppet nu. Da jeg fortalte, at jeg sagde op, sagde de andre: ”Du virkede heller ikke som om, du kunne lide at være her”, og så sagde jeg ”det kunne jeg heller ikke!” med det største smil, jeg kunne finde. Jeg tror, det var fordi, det var første gang, jeg kunne finde noget at smile over, mens jeg var der.

11


At holde hånd med sig selv Togstationen ligger en smule væk fra gymnasiet, så jeg bliver nødt til at gå lidt for at komme dertil om morgenen. Det har jeg egentlig ikke noget imod. Så kan jeg høre musik og gå i mine egne tanker, før jeg bliver nødt til at lukke helt ned i nogle timer. Jeg hører Strokes, for det får mig til at have det godt. Det er som om, jeg bliver til en anden person, mens jeg hører det. Som om jeg bor et andet sted og sidder på trappetrinet til mit helt eget hus, mens alle mine venner kommer forbi og hører, hvordan jeg har det, og hvad vi skal finde på at lave i aften. Jeg går over stien med alle boligerne, hvor gamle damer nogle gange titter ud ad vinduerne for at få øje på de unge, der går til og fra gymnasiet. Det er i hvert fald, hvad jeg tror, de ser på. Denne morgen er det koldt, så jeg har min gråhvide hue trukket helt ned om ørerne. I boligområdet er der en tendens til, at det blæser en del, fordi der er så åbent. Det er først senere, når jeg skal igennem det lillebitte stykke skov, at vinden begynder at slappe lidt af. Træerne tager en del af det. Her er der ikke noget fortov at træde på, men jorden er så nedtrådt af utallige gymnasieelever på vej til og fra skole, at det slet ikke er svært at gå på. Desuden er der fortov igen lige efter skoven, som leder mig hen til skolen. Det er det længste stræk, men også dét, som jeg mindst kan lide, for når jeg har gået det stykke, er turen slut, og jeg er kommet til min destination. Og når jeg kommer til den, bliver jeg nødt til at slukke for min musik og gå ind ad dørene.

12


Jeg træder indenfor. På gulvet er der næsten helt sort af sko, der alle har taget en smule skidt med ind udefra. Til højre er der et par trin, der går ned til cafeteriet, hvor jeg ved, at der senere i dag vil være stuvende fuldt af elever, der vil have en gang spaghetti med kødsovs eller en sandwich med kylling og bacon. Der står jeg også sommetider ved frokosttid, men for det meste tør jeg ikke. Foran mig er der endnu flere trin, der går opad til alle undervisningslokalerne. Den første time i dag er dansk, så vi skal være i lokale 16. Lokalerne er alle inddelt efter, hvilken sal de er på, så hvis tallet starter med 1, er det på første sal. Hvis man da kan kalde dette for første sal, da man kun skal et par trin op, inden man er der. Jeg går op og til højre, hvor jeg spankulerer ind i lokalet. Som sædvanlig er jeg den første. Jeg er der for det meste en halv times tid før, fordi jeg godt kan lide stilheden, før alle de andre kommer. Desuden bor jeg så langt væk, at jeg bliver nødt til at tage tidligt af sted. Nogle gange er der problemer med trafikken, og så kan jeg risikere at komme for sent. Og hvis der er én ting, jeg ikke har lyst til, så er det at komme for sent. Ikke fordi jeg så vil miste noget af undervisningen, men fordi det gælder som fravær at komme for sent. Jeg prøver at spare mit fravær op, så jeg kan bruge det på bedre ting som for eksempel at pjække fra gymnastik eller tage fri dagen efter Oscaruddelingen for at sove ud. Det, plejer min mor at sige, er okay. Jeg tror, det er fordi, hun selv har så dårlig samvittighed over at sove hele tiden. Der kommer nogle andre ind i klassen. Det er Lis, som jeg synes, er kedelig, men som er én af de eneste i klassen, der bemærker min eksistens. Så

13


vi siger hej til hinanden, og jeg tager en bog frem, som jeg lader som om, jeg læser i. Nu begynder folk at sive ind, og jeg ser, hvordan rummet formerer sig. Der danner sig små grupper af folk over det hele, der snakker og griner. Ovre ved døren sidder Fie og hendes slæng og griner over en episode af Friends, som de så i går. Lis sidder med sine to overvægtige veninder, Julia og hende den anden fra en parallelklasse, og griner over et eller andet, der har at gøre med Lis’ kæreste. Jeg kan ikke finde ud af, hvad han hedder, for hun skifter dem hurtigt ud, selvom hun er lidt grim og har vigende hage. Alle drengene sidder ovre ved vinduet, hvor man kan se ned til gaden. De gestikulerer meget med armene og smiler alle stort, men jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Stine og Mads sidder oven på et af bordene i midten og taler sagte med hinanden, som de har for vane. De fleste i lokalet sidder oven på bordene og med fødderne hvilende på en stol. Det gør mine også, men jeg sidder på en anden stol og ikke oven på et bord. Jeg har nemlig to stole helt for mig selv, fordi jeg også plejer at have bordet for mig selv. Det har givet mig den dårlige vane at bruge meget plads, og nogle gange, hvis vi laver gruppearbejde eller noget andet, hvor jeg skal samarbejde med andre, er jeg nødt til at skulle rydde op på mit bord først. Heldigvis sker det ikke så tit, så for det meste kan jeg bare sidde i fred med mine to stole og bordet for mig selv, indtil timen starter, og alle sætter sig ned ved siden af den person, som de bedst kan lide i hele klassen. Den næstsidste til at ankomme er Rikke, som vistnok er den mest populære i vores klasse. Det er ikke fordi, hun er så køn, synes jeg. Første gang

14


jeg så hende, mindede hun mig om en gammel alkoholiker, men det synes jeg ikke mere. Jeg tror, det er hendes små øjne, der sidder lidt for tæt på hinanden, og hendes smalle mund. Nej, mest af alt er det vist øjnene. Og måske håret. Rikke har lyst hår, der aldrig virker helt redt. Hun har det heller aldrig sat op. Men jeg ser hende altså ikke længere som en alkoholiker-lignende type, for hun har altid hovedrollen i vores dramaproduktioner, altså skolens, og hun synger en hel masse sange hele tiden. Hun er forsanger i vores musiktimer, og hun griner altid højest. Lærerne kan godt lide hende, fordi hun er typen, som man i film ville kalde for én, der er sulten efter viden. Hun spørger altid læreren om alt muligt, og de svarer og er altid glade for at blive spurgt. Alle pigerne kan lide hende, fordi hun kan snakke med om alting, og så tror jeg også, det er fordi, hun ikke er lige så køn som de andre. Men det ved Rikke ikke selv, og derfor tror jeg også, at drengene kan lide hende, fordi hun ikke er som de andre piger. Engang proklamerede hun over for alle pigerne, de sad i sådan en cirkel og snakkede, at hun helst ville være lesbisk, fordi så behøvede man ikke forelske sig i dumme drenge, og hun havde faktisk fået sit hjerte knust rigtigt slemt en gang, og det lød ikke til at være så sjovt. Der blev i hvert fald helt stille, da hun snakkede om det, og selvom jeg lod som om, jeg læste i en bog, kunne jeg høre det alligevel. Bagefter sagde hun det til drengene, og de syntes alle, at det var vildt sjovt, at hun gerne ville være lesbisk, og så snakkede alle om det hele dagen. Den sidste til at gå ind ad døren er Bo. Af drengene i klassen kan jeg allerbedst lide ham. Han er mere

15


stille end de andre, men virker venlig og har ikke noget ondt i sine øjne, som jeg nogle gange frygter hos de andre. Eller måske er det bare noget, jeg tror, fordi det virker som om, at han hviler mere i sig selv end de andre drenge og piger. Vores dansklærer hedder Sanne og er en lille dame, som jeg tror, er yngre, end hun ser ud. Hun ligner lidt en trold. Sådan som jeg tror, at trolde ser ud i hvert fald. Hendes hår er helt gråt, og hun har nogle kæmpestore briller, som hun retter på mange gange i løbet af vores undervisning. Dansk er mit yndlingsfag. Det er ikke fordi, at jeg elsker det; det er bare det, jeg hader mindst. Mit yndlingsfag plejede at være engelsk, men det er det ikke længere. I min tidligere klasse, altså i folkeskolen, fik jeg altid lov til bare at læse engelske bøger i engelsk, fordi jeg var længere fremme end de andre. Det gør jeg ikke her, så for det meste keder jeg mig, når vi har det. Og selvom jeg stadig er bedre end de andre, kan man ikke se det på mine karakterer, fordi Torsten, vores lærer, siger, at jeg ikke gør en indsats. Det er måske rigtigt nok. Så nu prøver jeg at få gode karakterer i dansk og rækker hånden op, når jeg kan komme til det. Altså, det gør jeg også i de andre fag, men det er for det meste for at spørge, om jeg kan få lov til at gå på toilettet. På den måde håber jeg på, at lærerne i slutningen af året husker på, at jeg rakte hånden op i deres fag – og ikke så meget hvorfor. På den måde kan jeg måske fuppe mig til en god karakter. Det er ikke lykkedes endnu. For tiden har vi om Jan Sonnergaard i dansktimerne. Jeg lader som om, at jeg er stor fan og har endda købt hans tre første bøger bare for at imponere Sanne. I virkeligheden kan jeg bedre lide Bret

16


Easton Ellis og Jay McInerney og andre udenlandske forfattere, men det siger jeg ikke noget om. Jeg har en fornemmelse af, at hun bedst kan lide, når vi læser ting fra Danmark. Vi snakker om hans bog Radiator i dag, og selvom jeg rækker hånden op, virker det ikke som om, hun kan se mig. I spisefrikvarteret spiser jeg et æble, for det gør de andre piger. Problemet er, at jeg er langt mere sulten, men jeg vil ikke være kendt som én, der spiser hele tiden eller er for tyk eller noget i den stil, så jeg spiser et æble, selvom jeg ved, at min mave vil knurre i næste time, og at det vil få mig til at rykke ubehageligt på stolen. Nogle gange får jeg et chok, når jeg hører min egen mave knurre. Så giver det et sæt i mig, men der er ikke nogen, der virker som om, at de lægger mærke til det. Måske er det kun mig, der kan høre det, tænker jeg, men alligevel bliver jeg flov, når det sker. Dagen går, som den plejer. Vi har historie, hvor alle keder sig bravt og skriver sedler til hinanden. Jeg tegner tændstikmænd, der er ved at flygte fra et brændende hus og overvejer, om jeg skal skrive et filmmanuskript, som jeg så kan sende til Hollywood og blive opdaget. Jeg beslutter mig for at vente, til jeg har fået en rigtig god idé. I matematiktimen skriver læreren, hvis navn jeg stadig ikke har fundet ud af, nogle tal og streger på tavlen, som jeg ikke rigtigt forstår. Det er en ligning, siger han. Den ser sådan her ud: x+an=k=0nnkxkan-k Og han siger, at vi alle burde kende den. Jeg har aldrig set den før, det er jeg ret sikker på. Så siger han, at den nok er for svær for os, men at den er meget kendt, og vi burde altså vide det. Jeg tror nok, at han

17


hedder Hans, men jeg er slet ikke sikker. Det gør ikke så meget, siger jeg til mig selv. Det tog også lang tid for ham at finde ud af, hvad jeg hedder. Jeg er ved at falde i søvn, da klokken ringer ud til spisefrikvarter. Folk løber ud af lokalet for at komme først ned til cafeteriet, så de undgår den lange kø. Jeg synes, det virker lidt dumt, for matematiklokalerne er på øverste etage, og når de endelig når helt ned til cafeteriet, vil der alligevel allerede stå en hel masse mennesker fra første sal og spørge efter spaghetti med kødsovs. Så i stedet for at følge efter dem, går jeg hen til fysiklokalet, hvor vi skal have vores næste og sidste time, og hvor der altid er en mærkelig lugt af kemikalier. Det gør ikke mig noget, og jeg spiser min frokost, mens jeg ihærdigt prøver at få den der gode idé, der skal gøre mig kendt i Hollywood. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke er ligesom ham der manden fra fremtiden. Så kunne jeg rejse tilbage til 1985 og skrive hele Twin Peaks og blive kendt ligesom David Lynch. Det får mig til at tænke på Twin Peaks, selvom min mor og far siger, at jeg ikke skal tænke så meget på en surrealistisk tv-serie sendt for ti år siden, men mere på mine lektier samt at få nogle venner. I fysik skal vi lave gruppearbejde, hvilket irriterer mig lidt, for jeg har allerede rodet på min side af bordet. Der er tre borde i lokalet, men så er de til gengæld også meget lange. Efter frokost er der som sædvanlig nogle, som ikke kom tilbage til timen. De fleste sidder ved de to forreste borde. Det bagerste, dér hvor jeg sidder, er et meget langt bord, og nogle af drengene sidder i den anden ende. De virker ikke, som om de følger med, så jeg undrer mig over, at de alligevel er dukket op til timen. Måske har de

18


for meget fravær ligesom mig. Men i modsætning til mig tror jeg ikke, at de sparer den slags op. Når jeg kigger stjålent over på dem, må jeg konkludere, at efter tre år i samme skole har jeg aldrig talt med over halvdelen af dem. Den halvdel, som jeg har talt med, har jeg aldrig sådan haft en samtale med. Det har mere været ligesom dengang, Jacob spurgte, om han kunne låne min Hives-CD, eller da Bo spurgte, hvilket lokale matematiktimen var blevet flyttet til. Det var i 1. g, og det eneste, jeg kan huske, var, at jeg ikke kunne fortælle ham det. Jeg var blevet så overrasket over, at han vidste, hvem jeg var, at jeg helt havde glemt, at jeg selv havde tjekket netop den information to minutter før. Jeg vidste, at der var rigtig mange piger fra de andre klasser, der var helt vilde med Bo. Det kunne også bare være noget, som jeg havde misforstået, for det var bare noget, jeg hørte ved at lytte efter, hvad pigerne fortalte hinanden ude på toilettet. Jeg synes også, han ser meget sød ud, men jeg kunne aldrig finde på at tænke på ham på den måde. Det er mest fordi, at hvis jeg først begynder på det, så kan det være, at jeg ser ham på den måde, sådan rigtigt, mener jeg. Nå, men i vores klasse tror jeg, at pigerne er mest vilde med Mads, selvom det er noget, jeg ikke kan forstå. Han blev kåret som ”den lækreste i 2. g”, da året startede, men jeg synes, han er grim. Han sidder for det meste og praler og griner smørret til pigerne, fordi han tror, han kan charmere dem. Han har sådan en rund tud lige midt i hovedet og hår, der er så lyst, at det næsten er helt hvidt. Jeg synes slet ikke om hans udseende. Men det tror jeg, Stine gør. Nå, men faktum er, at vi skal arbejde i grupper i dagens sidste time, og at det ikke er noget,

19


jeg bryder mig spor om. Vi skal være to og to, siger læreren. Det er det værste. Jeg pakker langsomt mine ting sammen på bordet, som om jeg ikke har hørt noget om det der gruppearbejde, og at jeg faktisk også er ret så ligeglad. Ud af min øjenkrog kan jeg se, hvordan de andre finder sammen og danner deres små miniaturekliker. Jeg kigger igen over på drengene. Der plejer altid at være en eller anden dér, hvis kammerat er gået hjem, men det er der ikke denne gang. Jeg læner mig langt ned fra de høje stole for at rode i min taske efter noget. Læreren, som er en temmelig tyk mand med et mørkt skæg, og hvis navn jeg heller aldrig har fundet ud af, spørger, om vi har fundet vores makker. Jeg sætter mig op med et sæt, for det er nu eller aldrig, og får øje på Fie, der står ved siden af mig ved bordets kant. Hendes bedste veninde, Agnes, er vist gået hjem, så det skal være os to i en gruppe i dag. Det gør mig ikke noget som helst, for lettelsen over at have fundet en makker overskygger alt lige nu. ”Hej, Tea!” siger hun og smiler. Fie er tynd og har derfor mange markante træk i sit ansigt. Men mest er hun tynd. Alt ved hende er tyndt, selv hendes næsten-sorte hår, der alligevel altid ser pænt ud. Hun har smalle, mørke øjne og en smule fremadstående tænder. Alle kan lide Fie, fordi hun altid kommer med en sjov kommentar, selv når man skulle tro, at der ikke var noget sjovt at sige. Hun vinker til mig, selvom hun nu står lige ved min stol. Men det eneste, jeg kan gøre, er at grine dumt tilbage. ”Hej”, siger jeg og bliver overrasket over min egen stemme, som jeg ikke har brugt hele dagen. Hun går om på den anden side og sætter sig på stolen

20


ved siden af mig med at enkelt hop. ”Det er godt nok nogle høje stole”, siger hun og giver mig et puf med albuen. ”Hva’?” siger hun og nikker overdrevent, da jeg kigger på hende. ”Øh, ja”, siger jeg. Det lyder ligeså dumt, som da jeg sagde hej lige før. Jacob siger et eller andet til hende fra den anden side af bordet, og hun griner. Når Fie griner, er det ikke sådan en stille, feminin latter, men mere den slags grin, som jeg tror, mekanikere bruger, når de griner over en vits i frokostpausen. Fie kan godt lide at gå med T-shirts med heavy metal-bands fra 80’erne, men jeg tror mere, det er som en slags ironisk joke. Jeg har i hvert fald aldrig hørt hende nynne en sang af Guns’n’Roses eller Mötley Crue. Hun vender sin opmærksomhed mod mig igen og lægger nogle papirer foran mig. Der står en masse tabeller på dem. Jeg har skrevet de samme tabeller på et andet papir, men det betyder ikke, at jeg fatter noget af det. ”Nå, skal vi finde ud af det her eller hvad?” siger hun, og jeg kan ikke finde på noget at sige, så jeg nikker bare. ”Det kan vi da godt”, siger jeg så endelig, for det er det bedste, jeg kan finde på.

Vi er midt i opgaven, og jeg har mit hoved begravet i noterne og de mærkelige tal og små og store bogstaver, da Fie pludselig vender sig om mod mig. ”Hvorfor siger du aldrig noget?” Jeg kan mærke mit hjerte banke hurtigere. Altså, mit hjerte banker altid lidt hurtigere, end det skal, så meget er jeg sikker på, for ellers ville jeg ikke være

21


så nervøs hele tiden, men nu banker det hurtigere end hurtigt. Det er som om, at jeg ikke rigtig kan trække vejret, hvilket er meget ubehageligt. Jeg ser på hende i et kort sekund, og jeg kan se, at hun ikke mener det på en ond måde. Hun prøver vel bare at finde ud af, hvorfor jeg altid er så stille. ”Det er bare noget, som vi nogle gange undrer os over, Agnes og mig”, siger hun stille, som om det skal få mig til at få det meget bedre. Det gør det ikke. Jeg bliver vred indeni. Ikke på Fie, men på mig selv, fordi jeg ikke kan lade være med altid at være så bange. Jeg burde faktisk være ret så god til at være nervøs, når man tænker på, at jeg altid er det, men nogle gange mister jeg kontrollen, og så er det, at jeg gør, som jeg gør nu. Jeg tæller til ti indeni, for det har jeg hørt skulle hjælpe, selvom det aldrig gør. Men det kan Fie heldigvis ikke vide. Hun kan ikke vide, at mit hjerte hamrer, og at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, og det skal hun heller ikke. Jeg griber mine hænder. De finder hinanden i et hurtigt snuptag, og jeg gemmer dem under bordet. Jeg kan mærke, at min ryg er lidt krumbøjet, mens jeg prøver at holde den i ro, og det ærgrer mig. I de små klasser fik jeg altid at vide, at jeg havde sådan en rank holdning, men for tiden kan jeg mærke, hvordan jeg hænger. Min højre hånd ryster mere end den anden, og jeg prøver igen at tælle til ti, men denne gang går det for hurtigt, og det gør mig bare stresset, for det er efterhånden lidt tid siden, Fie stillede mig spørgsmålet, og det er ikke normalt ikke at svare. Det er ikke normalt. Det er heller ikke normalt at skulle være nødt til at holde sine hænder i ro ved hjælp af et jerngreb under bordet, men det er kun næstvigtigst lige nu. Måske kan jeg

22


svare uden at virke alt for underlig. ”Jeg har en gammel sjæl, tror jeg”. Det er det første, der falder mig ind, og jeg ved, at det er en fejl, ligeså snart jeg har sagt det. Fie begynder at grine, og de andre i klassen ser over på os. De ved, at muligheden for, at jeg har sagt en sjov joke, er minimal, og de undrer sig helt sikkert over hendes grin. ”Surt!” siger hun. ”Surt show!” Hun griner lidt mere. Heldigvis har de andre mistet interessen. Hvis Fie havde set, at de kiggede, ville hun måske indvie dem i mit sure show. Det får mig til at tage det lidt roligere, selvom min højre hånd ikke har fattet det endnu. ”Total nedtur at være 80 år gammel indeni”. ”Det er ikke så slemt”. ”Går du så med gangstativ inde i din sjæl eller hvad?” Hun griner igen og ryster på hovedet. ”Det er sgu da for åndsvagt”. Jeg presser mine læber sammen og holder mine hænder sammenpresset. De er ved at falde til ro. Nu holder jeg dem bare sammen for sjov. Nogle gange er det rart at holde hånd med sig selv, hvis der ikke er andre at holde hånd med.

23


De små prikker i fjernsynet Der er ikke nogen hjemme, da jeg træder ind ad døren, medmindre jeg tæller katten med. Vi har sådan en gammel kat, der hedder Vuk, der altid bare går rundt og stener lidt. Sådan for sig selv. Jeg går op for at se, om min mor er hjemme, men det er hun ikke. Det havde jeg heller ikke regnet med, hun er på arbejde, men nogle gange sover hun, og så ved jeg ikke, om hun er hjemme, indtil hun lige pludselig står op. Desuden kan jeg godt lide at vide, om der er nogen hjemme, for hvis der ikke er, kan jeg spille høj musik i stuen. Jeg regner ud, at der nok er et par timer, inden enten min far eller mor kommer hjem, og det passer mig helt fint. Jeg finder et album med Raveonettes, sætter det på og spiller det højt. Vi bor i et hus, og så kan man tillade sig at gøre sådan nogle ting, siger min far altid. Han kunne ikke tænke sig at bo i en lejlighed inde i byen, men det kunne min mor, selvom hun siger, at hun har vænnet sig til at bo herude. Da jeg var mindre, troede jeg, at vi boede på landet, men det ved jeg godt nu, at vi ikke gør. Ikke sådan rigtigt, mener jeg. Vi bor bare på Amager. I Dragør. Jeg hopper lidt rundt til musikken i stuen. Sune Wagner synger: “But with the ghost riders on the go / I think you know / It goes something like this” … og jeg forestiller mig, at jeg er kendt og cool ligesom ham, mens jeg danser rundt. Vores stue er heldigvis mægtig stor, og der er en masser af plads. Jeg spreder mine arme rundt om mig selv

24


og bevæger mig rundt om mig selv, rundt og rundt, indtil jeg ikke kan mere, og jeg går ud og koger noget vand til en kop te. I virkeligheden er jeg slet ikke cool som Sune Wagner, det ved jeg godt, men jeg kan godt lide at lade som om, mens jeg laver te, der forresten slet ikke er cool at drikke. Jeg åbner en pose kattemad til Vuk og ser på, mens hun spiser det. Jeg kan godt lide at se hende spise. På en eller anden måde har jeg gjort noget godt, når jeg hælder lidt mad op til hende. Jeg læner mig ned og aer hende, men hun virker totalt ligeglad, så jeg går ind i stuen igen og laver mine lektier, imens Raveonettes stadig spiller derinde. Da min far kommer hjem, slukker jeg for musikken og går ovenpå. Mine lektier er lavet, og vi taler ikke så meget lige for tiden. Det er ikke, fordi vi ikke kan lide hinanden, men mere fordi vi kommer op at skændes, hvis vi taler for meget. Det er som om, vi ikke kan lade være. Jeg tror, han synes, at jeg ikke tager mig nok sammen. Han synes vist, at jeg er en overfølsom taber, og jeg synes, at han er sådan lidt gammeldags og streng og sådan. Han vil have, at jeg går i seng kl. 22 hver aften, så jeg kan være frisk til næste dag. Men jeg kan aldrig falde i søvn klokken 22, så for det meste ligger jeg og kigger op i loftet og prøver at græde over et eller andet, selvom det ikke altid lykkes.

Mit værelse er helt almindeligt. Der er et tungt, mørkt og klodset skrivebord, som jeg fik af min far, da jeg begyndte i gymnasiet. Faktisk er jeg glad for det. Det er stort og har to kolossale skuffer i den venstre side. I den øverste skuffe har jeg en masse

25


udgaver af Rolling Stone og Empire Magazine. I den nederste har jeg bare en masse ting, som jeg ikke gider smide ud, men som jeg heller ikke ved, hvad jeg skal bruge til. For eksempel har jeg et gammelt Ludospil i den, hvor brikkerne er magnetiske, og halvdelen mangler. Nogle gange spiller jeg det med mig selv. Ikke fordi jeg keder mig, men fordi jeg sommetider godt kan lide at slå min hjerne fra og bare spille Ludo, hvor nogle af brikkerne mangler. Når jeg sidder ved mit skrivebord, kan jeg se ud på vejen og lige ned i bagboens have. Ham kan min far ikke lide på grund af noget med nogle træer engang. For at åbne vinduet bliver jeg nødt til at trække det nedad, men væggen er skrå, så jeg kan gøre det, selvom jeg sidder ned. Det er ret smart om sommeren. I hjørnet har jeg en beige sofa, og i det andet hjørne er et tv. Jeg har en masse VHSbånd over det hele med gamle Twin Peaks-afsnit på, som jeg har optaget fra Kanal 5, hvor de blev genudsendt på et tidspunkt. Der er en reol med alle mine bøger og VHS-bånd på den væg, hvor døren er. På væggene har jeg filmplakater. Min American Psycho er på væggen bag ved fjernsynet, og der er to oven over sofaen, for der er ikke plads over mit skrivebord. Der er vinduet jo. De to andre plakater er Clerks og What Ever Happened to Baby Jane? Det var faktisk ret så svært at få fat i dem, og det er måske grunden til, at jeg har rammet alle tre ind i flotte glasrammer. Det giver et lidt mere elegant udseende, synes jeg. Jeg glemte at nævne mit lille sofabord. Det er foran sofaen, men det eneste, der står på det, er stearinlys. Jeg er ikke så vild med stearinlys, men dét er min mor, og hun tror også, at jeg er det, så hun bliver

26


ved med at give mig stearinlys. Jeg synes, at det er lidt for sent nu at sige til hende, at jeg faktisk ikke er så vild med stearinlys, så jeg lader bare som om, at jeg rigtigt godt kan lide dem. I dag gør jeg det samme, som jeg gør det fleste dage, efter at min far er kommet hjem: Jeg sætter mig i sofaen og laver ingenting. Jeg ved ikke helt hvorfor. Det er ligesom om, at min hjerne gerne vil have en lille pause, eller at jeg bare er for sløv til at lave noget andet. Eller, nej, jeg forklarer det ikke godt nok. Det er som om, at jeg endda er for sløv til at være sløv. Desuden er min hjerne jo på bero hele dagen alligevel. Det er mere som om, at min krop dør lidt på trods af, at jeg stadig trækker vejret. Som om at jeg nu ikke behøver at lade som om … et eller andet. Men det er ikke befriende. Når jeg sidder i sofaen uden at tænde lyset, selvom det er ved at blive mørkt udenfor og bare kigger ligeud som en eller anden total stener, er det som om, at jeg indstiller en krig i et enkelt sekund. Det er som om, at der ikke er mere at gøre, og at jeg, bare i et kort øjeblik, giver fuldstændigt op. Jeg trækker mig selv op. Jeg oplader mig selv som et batteri, og i den tid, det tager, er der ingenting inden i mig. Der er bare ingenting.

Vi spiser aftensmad og snakker om, hvad vi nu kan finde på. Jeg spiser næsten ikke noget, for så kan jeg hurtigere gå ovenpå igen. Ikke at der sker noget særligt spændende deroppe, men jeg kan godt lide at gemme mig, for så behøver jeg ikke være på, eller hvordan man siger det. På mit værelse behøver jeg ikke at lade som om, jeg er glad og sådan. Det

27


gør jeg nedenunder, for jeg tror, at min mor er helt sikker på, at der er noget galt med mig, fordi jeg ikke har nogen venner. Ovenpå tænder jeg for mit fjernsyn. Det giver et stort brag, når jeg tænder for det. Man kan høre det i hele huset, hvilket jeg ikke bryder mig om. Jeg prøver altid at tænde det, når jeg har musik på anlægget, for så kan det være, at man ikke kan høre det på samme måde, men jeg er ret sikker på, at det ikke gør nogen forskel. Det brag, som mit fjernsyn giver, når det bliver tændt, er temmelig overdøvende. Jeg tænder mit fjernsyn og finder et af mine VHSbånd frem med Twin Peaks. Jeg har skrevet numrene på afsnittene udenpå, og jeg kan godt lide at se dem i vilkårlig rækkefølge. Jeg får fat i det andet afsnit fra første sæson. Altså, hvis man ikke tæller pilot-episoden med, og det gør man ikke. Det er dét, hvor Donna har forelsket sig i James, som var Lauras hemmelige kæreste i stedet for Bobby. Men Laura er død nu. Hun blev slået ihjel af Killer Bob, der har overtaget faderens krop, selvom det ikke er blevet afsløret endnu. Nå, men Donna er blevet forelsket i James. De begyndte at kysse hinanden ude i skoven, da de skulle grave den der halskæde ned, som han havde fået af Laura, og nu siger Donna til sin mor, at det er som om, at hun har det mest forfærdelige mareridt og den smukkeste drøm på samme tid. Det er der, hvor båndet er kommet til, når jeg trykker på play. Jeg trykker på pause-knappen og finder én af mine notesbøger under sofaen, hvor jeg har en masse notesbøger, så jeg kan notere hver gang, jeg opdager noget, der giver mening eller lyder som om, det gør.

28


Det kan være lige så godt. Der ligger en sort filtpen på sofabordet, og jeg tager lynhurtigt hætten af og skriver i notesbogen: Man kan have den smukkeste drøm og det forfærdeligste mareridt på samme tid. Jeg ved ikke hvorfor, men det virker som om, at der er en mening i det – også selvom jeg måske ikke har fundet ud af, hvad den er endnu. Da klokken er 20, går min mor i seng. Hun går altid meget tidligt i seng. Faktisk er klokken 20 sent for hende, og måske er det også derfor, at hun ser træt ud, da hun åbner døren for at sige godnat. ”Godnat,” siger jeg. En time senere går min far i seng. Jeg går nedenunder for at lave en bananasplit. Dem er jeg virkelig god til at lave. Jeg tager en banan inde fra stuen og skærer den på langs. Inde i skabet har vi kun én skål til bananasplit tilbage, fordi jeg har brugt alle de andre. Jeg tager noget fløde i en skål og pisker det, indtil det er blevet til helt tykt flødeskum. Der er mange, der er bange for at lade flødeskum piske for længe, men det er en fejl, for hvordan skal det ellers blive sådan helt tykt og lækkert? Når det er færdigt, tager jeg is ud af fryseren. Jeg tager ikke isen ud før, fordi den skal være helt kold, når den kommer på, og sådan er det bare. På med den, på med flødeskummet og så på med det der ”falske” flødeskum, som kommer ud af en dåse i en flot spray, og som min mor har købt i Netto. Der er lidt chokoladecreme tilbage, så det kommer jeg også på i en tynd stråle, så det kan se pænt ud. På det her tidspunkt har jeg en bananasplit, der ikke bare smager bedre, end dem man får på restauranter, men også er meget flottere. Så tager jeg én

29


af de lange skeer, skynder mig at pakke det hele væk – man skal skynde sig, inden isen bliver for blød og kedelig – og så skynder jeg mig ovenpå og trykker på play igen. Med skeen graver jeg helt ned i bananasplitten, og den smager helt vidunderligt som sædvanlig.

I Twin Peaks er jeg kommet til det afsnit, hvor Shelley får bank af Leo. Næste dag ved jeg, at hun får besøg af Bobby, der flipper helt ud og vil skade Leo og alt muligt. Det er ikke fordi, at jeg er god til at regne sådan noget ud, at jeg ved det. Det er fordi, jeg har set det her afsnit så mange gange. Det er også her, hvor Cooper møder Audrey. Audrey Horne. Siden jeg så Twin Peaks første gang, har jeg altid gerne ville være præcis ligesom hende. Modig og bizar. Sexet og selvsikker. Jeg overvejede endda at købe en masse tøj, der mindede om hendes cardigans og nederdele, indtil jeg så mig selv i spejlet og vidste, at jeg ikke kan blive Audrey. Desuden findes sådan nogle som hende ikke i den virkelige verden, og hvis de gjorde, så ville folk helt sikkert bare grine og synes, at de var freaks eller noget i den stil. Det er dét, der er problemet. Mennesker ser ikke andre mennesker. De ser ikke det fine i andre mennesker, fordi de har så travlt med at se det fine i sig selv. Det er, hvad jeg tror, men jeg kan ikke være helt sikker, for jeg har alt for travlt med at minde mig selv om Audrey Horne til at kunne se det fine i andre. Jeg spoler tilbage for at se den første scene i afsnittet. Den, hvor Cooper og Audrey møder hinanden. Hun skal tage sig mod til for at gå over til ham først, og da hun har gjort det, og han får hende til at skrive

30


sit navn på en hvid serviet, og han så ser på den og siger, at der er noget, hun har lyst til at fortælle ham, og hun så ser op og spørger, ”er der dét?”; dér, lige dér, ville jeg ønske, at jeg var det meste af tiden. Jeg kan godt lide at pause under episoderne. Så kan jeg se lige dét sted, hvor jeg gerne vil være. Hvis jeg går tæt på fjernsynet, kan jeg se alle de små prikker, der udgør det større billede. Så kan jeg røre billedet og én af de små prikker og tænke, ”lige dér, ved den prik, inden i den prik, vil jeg gerne være. Lige dér.” Jeg siger det ikke højt, men jeg kan godt lide at gå så tæt på og så transportere mig selv væk, selvom jeg ved, at jeg stadig er på mit værelse og ikke i en lille by ved Canadas grænse.

Jeg overskrider 22-grænsen og går sent i seng som sædvanlig. Det er ikke fordi, at jeg ikke er træt før nu, men fordi jeg godt kan lide tanken om at gå sent i seng. Desuden kan jeg godt lide mørket. Det er som om, at alting bliver bedre, hvis man ikke kan se så meget. Ikke at alting er dumt, når man kan se, altså, hvis der er lyst eller noget, men mørke virker bare som en ret så god idé, når man ikke er interesseret i at se så meget. Det tager mig altid lidt tid at falde i søvn. Alting skal være helt rigtigt først. Der er nogle ting, der skal gøres, før jeg vender mig til min venstre side og bøjer armen under mit hoved for at sove. Først holder jeg lidt om mig selv. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg har hørt, at hvis to mennesker rigtigt godt kan lide hinanden, så holder de om hinanden. Så jeg lader som om, mine arme rigtigt godt kan lide

31


hinanden, og de prøver at nå den anden ved at række hen over mig. Nogle gange når jeg ligger sådan, er det ikke så rart, for så er der ligesom noget, der brænder inden i mig. Jeg kan ikke rigtigt forklare det, især fordi jeg er overbevist om, at det hele foregår inden i mit hoved, men det er ligesom sådan en kugle inden i mig, der er ved at eksplodere. Altså, sådan, hvis jeg bliver liggende der med mine hænder rundt om mig, så sprænges den der kugle indeni, og jeg bliver bare til sådan en skal. Det er vel den bedste måde, jeg kan beskrive det på. Måske hvis den kugle eksploderer, så bliver jeg til en robot, der går rundt og lyder som Tea og bilder alle folk ind, at den er Tea. Og de vil aldrig vide, at den rigtige Tea eksploderede engang, da hun lå og holdt om sig selv og prøvede at sove, og at hun nu bare er partikler i luften, ligesom de små prikker i fjernsynet. I nat ligger jeg sådan og holder om mig selv i nogle minutter, indtil jeg ikke gider længere. Man ligger ikke så godt på den måde, og jeg er helt vildt træt. Jeg lægger mig om på den anden side, og bang! så er jeg vågen og gider slet ikke sove længere. Men så har jeg et trick med at narre mig selv i søvn. Jeg synger altid den samme sang: Fiona Apples Love Ridden. Jeg synger altid den, fordi Alissa engang sagde til mig, at jeg sang den rigtigt godt. Det var i 9. klasse, lige på det tidspunkt hvor Fiona Apple havde udgivet den plade, hvor Love Ridden er på, og jeg hørte den hele tiden. Så i klassen sang jeg hele tiden Love Ridden, fordi det var den sang, jeg bedst kunne lide, næst efter Paper Bag. Nå, men altså, engang var Alissa og mig på taget, hvor man kunne se ned i gården på alle smårollingerne, der

32


løb rundt dernede og troede, at de var helt vildt cool, selvom Alissa og mig godt vidste, at hvis der var nogen, der var cool, så var det os, for vi var store nok til at være på taget, hvilket de små unger slet ikke havde lov til. Nå, men en dag var vi på taget, og jeg begyndte at synge Love Ridden, og Alissa sagde, at det lød rigtig godt. ”Er det Fiona?” spurgte hun. Vi brugte altid kun fornavne på de kendte mennesker, som vi godt kunne lide. ”Ja”, sagde jeg og nikkede, mens jeg fulgte nogle små børn spille fodbold nede i gården. ”Du synger den vildt godt, den lyder, sådan, autentisk”, sagde hun, og jeg sagde ”ja”, som om jeg bare var ligeglad med, om den lød autentisk. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at vende hovedet og spørge, ”synes du?” ”Ja, som om du virkelig mener det, du ved.” ”Mm-hm.” Jeg ville vildt gerne være sangerinde dengang og kunne godt lide, når nogen sagde noget pænt om den måde, jeg sang på. Men 9. klasse virker som så lang tid siden. Dengang var de andre i klassen lidt bange for mig og Alissa og troede, at vi gik til fester hver aften og sådan, selvom vi faktisk bare var hjemme og snakke om alle de fester, vi gerne ville med til. Nå, men det er også totalt ligegyldigt, siger jeg til mig selv og vender mig om på ryggen i mørket. Love ridden, I’ve looked at you / with the focus I gave to my birthday candles / I’ve wished on the lidded blue flames / under your brow. Jeg lukker øjnene og prøver at slappe af, da jeg kommer i tanke om, at der er en lang skoledag i morgen.

33


And baby, I wished for you / Nobody sees when you are lying in your bed / and I wanna crawl in with you / but I cry instead. Det er alt, der skal til, og jeg føler mig lidt søvnig. Jeg begynder at synge lidt lavere uden helt at stoppe. I want your warmth, but it will only make / me colder when it’s over / so I can’t tonight, baby. Jeg falder ikke i søvn, men i det mindste skaber jeg lyd. Og lyd får som regel kuglen inde i mig til at gå væk, og hvis kuglen er væk, er der større chance for at kunne sove. Så jeg synger Love Ridden, indtil jeg til sidst føler mig træt nok til at holde op og i stedet falde i søvn.

Vi har naturfag, og jeg kan ikke følge med. Det er ligesom fysik: Jeg gider ikke lære det. Jeg gider ikke engang lære navnet på vores lærer. Han kender godt mit navn, men han har kun én måde at sige det på. Han starter ligesom på en lidt høj tone og går ned, når han kommer til a’et. ”Tea”. Det gør han, så han kan vise de andre elever, at han ser ned på mig. Jeg ved godt hvorfor. Jeg er én af de der elever, der ikke rigtigt har nogen venner og ikke engang er god til tal og matematik. Jeg er et nemt offer. Vores lærer er en lidt lavstammet, kvabset mand uden hår, men med briller og en ørering i det højre øre. Måske fordi, han gerne vil være sådan lidt ung i det. Han går også altid i T-shirts og joker med de andre i klassen, så de kan godt lide ham og siger altid, at han er rigtigt sjov. Jeg synes ikke, at hans vittigheder er så sjove igen, men det er måske fordi, at han har en tendens til gerne at ville gøre grin med mig i timerne og bruge mig som punchline.

34


I dag gør han det dog ikke. Jeg tror, det er fordi, vi skal lære geometri, og det har klassen lidt svært ved generelt. Jeg kan godt forstå, at han ikke har lyst til at gøre grin med min uvidenhed, hvis der er andre i klassen, der heller ikke fatter det. Det ville være upædagogisk. Så i dag er jeg fri og sidder bare og lader som om, at jeg følger med. Det gør jeg slet ikke. Jeg ser ham her gutten skrive tal op på tavlen og lave cirkler og trekanter og hive folk op til tavlen, så de kan agere forsøgsdyr. Han ville aldrig hive mig op en dag som i dag, det er jeg helt sikker på. Det er ikke kun på grund af det der med ikke at kunne være nedladende, men hvis jeg først er deroppe, ville det tage mig hele timen at finde ud af det. Og hvis det tager mig hele timen at finde ud af det, ville han ikke kunne lade være med at komme med en joke eller to. Han ville sikkert mene, at jeg selv bad om det, fordi jeg er sådan en dumrian. Matematiklokalet er sommetider det samme som fysiklokalet, hvilket betyder, at selvom vi ikke får lov til at lave forsøg, skal vi stadig udholde lugten af kemikalier i luften. Jeg sidder som sædvanlig bagerst, og jeg er træt. Så jeg hviler mig lidt. Med armene på bordet hviler jeg mit hoved på dem, bare i et kort øjeblik. Lyden af de andre bliver svagere og svagere, indtil jeg slet ikke kan høre noget som helst. Da jeg vågner, er der ingen i lokalet. De er vist alle sammen gået, og da jeg ser på klokken, kan jeg se, at det er frikvarter. Jeg retter mig straks op for ligesom at snyde mig selv til at tro, at jeg slet ikke har sovet. Min matematikbog ligger lige ved siden af mig. Den er åben på en geometriside, som åbenbart var det, ham der læreren ville lære os i dag. Jeg

35


klapper den sammen, så der lyder et lille klask, når siderne rammer hinanden hårdt. Jeg lader den glide ned i min sorte skuldertaske, som jeg konstant går rundt med på trods af, at jeg ikke altid behøver den. Men man ved aldrig, hvornår man har brug for en bog eller noget musik for at lukke verden ude. Jeg tager fat i stroppen og hiver hele tasken op til min skulder og går ud, som om det var mit helt eget valg at hænge ud i et matematiklokale i det meste af ti-frikvarteret. Mens jeg går, tager jeg en banan op af min taske og begynder at spise den, så jeg ikke bliver alt for sulten indtil frokost. Jeg ved, at det ikke vil hjælpe særligt meget, men på den anden side kan det heller ikke skade. På vej ned ad trappen er der en masse elever, der går imod mig. De fleste skal op til lokalerne. Da jeg var den eneste deroppe, er jeg også den eneste på vej ned. Da jeg har nået den første afsats, fortsætter jeg ned ad den næste afsats. Jeg går og går, indtil jeg når lokalet, hvor jeg sætter mig ned på de bagerste rækker. Det er det gode ved altid at være den første: Man kan vælge sine stole helt frit. Vi har dansk i næste time, og problemet med det lokale er, at de bagerste borde er sådan nogle høje nogle, ligesom dem der er i matematik- og fysiklokalerne. Dem bryder jeg mig ikke meget om, men det bliver jeg nødt til at finde mig i, hvis jeg vil sidde bagerst. Som regel sætter jeg mig dog på dem lige foran. De er mere behagelige, og på den måde er man tættere på jorden. Jeg kan ikke lide tanken om måske at falde ned. Ikke at der er en stor risiko for det, men tanken er der nu alligevel. Så efter en lille smule overvejelse sætter jeg mig på den næstsidste række ved den stol, der står op ad

36


væggen. Så har drengene også den sidste række for sig selv. Det kan de godt lide, for så kan de sidde sammen og snakke om alt muligt. Jeg sætter mig ned og roder i min taske for at finde min bog frem. Jeg er ved at læse nogle digte af Jewel Kilcher, fordi jeg godt kan lide hendes album, Spirit. Især den sang som hedder What’s Simple is True, fordi den er køn. Jeg købte digtsamlingen for et stykke tid siden, da jeg var i New York med min mor og far. Det var dengang, jeg lige var blevet konfirmeret, og det var deres gave til mig. Vi var inde i noget, der hedder Tower Records, og det var der, at jeg købte hendes digtsamling. Jeg tror ikke, at newyorkerne kunne lide mig, for de troede, at jeg var amerikaner på grund af min udtale, som jeg er ret så stolt af, hvilet er grunden til, at jeg fik lov til at sidde og læse i engelsktimerne, da jeg gik i folkeskolen. Men altså, det var ikke på grund af min udtale, at newyorkerne ikke kunne lide mig, men mere fordi at jeg ikke havde noget begreb om, hvordan tingene foregik. Jeg spurgte nogle gange folk om vej eller betalte det forkerte beløb, og så blev de irriterede, fordi de ikke kunne høre, at jeg var turist. Jeg kunne nu alligevel godt lide New York, og jeg kan godt lide Jewel Kilchers digtsamling, så jeg går ud fra, at turen var en succes. Lis kommer ind i klassen sammen med Julia. De snakker om Lis’ kæreste, som åbenbart er virkelig flink. Jeg læser videre, men det irriterende er, at jeg nu ikke helt kan koncentrere mig. Ikke fordi jeg gerne vil høre om Lis’ flinke kæreste, men fordi det pludselig bliver vigtigt, at jeg koncentrerer mig om digtsamlingen. De er ligeglade med, om jeg læser eller ej, det ved jeg godt, så jeg ved ikke hvorfor,

37


det er sĂĽ vigtigt lige pludselig, men det er det altsĂĽ. Og jo flere der kommer ind i klassen, jo vigtigere bliver det. Det kan jeg ikke helt forstĂĽ, men til sidst sidder jeg bare og stirrer pĂĽ bogstaverne, mens jeg husker at vende side en gang imellem, sĂĽ det virker mere virkelighedstro.

38


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.