Alle dage uddrag

Page 1

Alle dage kommer Torben Sloma Jørgensen Roman


Hvorfor bestemte du hvileløshed For min søn Gilgamesh Gav ham et hjerte, som ikke kender til ro? Thomas Mann: Jakobs Historier


Tel Aviv Vinen er stærk og rød og sætter sig som gardiner i glasset, så lyset fra Middelhavets himmel skinner blåt i rødlige rande. En helikopter flyver lavt hen over stranden ved Jaffa forbi de store hoteller i Tel Aviv og forsvinder ind i landet i en stor bue bag os. Dens støj er behagelig massiv og truende. Davidsstjernen lyser på haleroret i samme blå farve som havet under den og foran os. I går blev der sat fire stole frem i konsultationen hos psykologen i Danmark. Der måtte hentes to til for også at få plads til manden i sengen ved siden af og kvinden i skabet. Hele livet har jeg undgået psykologer og deres forklaringer på, hvorfor vi er, som vi er. Instinktivt har jeg aldrig troet på dem. Måske fordi deres magt til at forklare os over for hinanden og os selv er for stor. Denne psykolog var klog nok til at holde mund. Eller for dum til at sige noget. Han gjorde ikke andet end at sætte stole frem til alle mine indre gæster og kikke forstående på mig, mens jeg selv forklarede det hele og præsenterede dem for hinanden. Han sagde ikke noget. De mange mareridt i hele mit liv gav nu pludselig mening. Ester, Kasriel, skabet, hånden i mørket. Hernede forstår jeg det hele, og brikkerne falder på plads, og jeg ved, hvorfor jeg er, som jeg er. I nat drømmer jeg ikke, og jeg vågner ikke i morgen med tunge billeder i sindet og vreden siddende tungt mellem øjnene som en brille, der klemmer. Jeg har arvet en flugt, og den ender her, selv om jeg kun er her på syv dages ferie. I dag kan man stole på mit humør, sige, hvad man vil, og være sikker på mig. Jeg skal nok svare pænt. Jakob og Marie følger mit blik op mod himlen, og da den anden helikopter dukker op i skyggen af lyden fra den første, vinker jeg til den og siger: “Hvor var I?” 9


Børnene siger ikke noget, men følger, som jeg, den larmende kamphelikopter, til den forsvinder bag Hotel Hilton. “Ka´ du li´ vinen, far?” “Ja, Jakob – den smager vidunderligt”. Alle bærer rundt på deres forældre og på deres forældre igen. Kunne vi se hele dette tårn af forfædre, ville det rage højt op over hustagene, og de øverste i dette utrolige cirkusnummer af svajende mennesketårne ville ramle ind i hinanden, når det går særlig hårdt for sig nede på jorden. Og jo længere op vi kommer i rækken af forfædre, jo færre forskellige ville der være, og forfædrene kunne så råbe til sig selv: “Nå, er vi også tiptipoldefar til ham?” Det er på sin vis utroligt, at vi overhovedet kan bevæge os med dette tårn af forældre. Det gør det ikke bedre, at de indbyrdes ofte slås om, hvem der skal sidde nederst og råbe ind i vores ører. Kun takket være en veludviklet evne til at gøre oprør og ryste forrige generation af os kan vi komme sikkert rundt i gaderne og livet. Hele tårnet ville simpelthen være for farligt at slæbe rundt på. Men denne aften i Tel Aviv nyder jeg vægten af dem. Min mor sidder nederst og giver mine skridt tyngde og retning og freden i mit hoved mening. Over hende sidder Kasriel og Ester. Jøder har levet i så megen lidelse, at de ikke kan undvære den. De lever i dens lys og kan kun forstå livet som en levende og lysende kamp mod lidelsen, og man kan påstå, at de her i Israel har genskabt en del af den lidelse, de selv har lidt, men nu lader det gå ud over andre. Men det betyder ikke så meget nu. For det er min historie, jeg er begyndt at fortælle. Og Esters, Kasriels og Sonjas.

10


Giv mig jeres børn Sophie trak sig tilbage i værelset, da de tre soldater kom ind. Hendes hænder var strakt ud til siden med håndfladerne vendt bagud, som skubbede hun bag sig noget, der måtte væk. “Giv mig jeres børn,” havde han sagt til de andre jøder i Lodz. “Ghettoen er blevet ramt af et hårdt slag. De beder os om at overlevere det bedste, vi ejer, vores børn og gamle. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive tvunget til at bringe dette offer på alteret med mine egne hænder. På mine gamle dage rækker jeg mine hænder frem og beder. Brødre og søstre: Giv mig dem! Fædre og mødre: Giv mig jeres børn.” “Jeg har forhandlet med dem, men de vil ikke give sig. De vil have børnene. Jeg ved, det er det værste, jeg kan bede jer om, men det er det eneste, jeg kan. Giv mig jeres børn, så vi kan frelse resten. Det er et stort og ubærligt offer, men det er den eneste udvej for, at vi andre kan leve. Giv mig jeres børn.” Sophie Lessmann havde skjult de to drenge i det store skab i huset i ghettoen, hvor de boede sammen med syv andre familier. “I skal være helt stille og ikke sige noget, hvad end der sker. Lover I det? I er så smukke, mine drenge, og det skal nok gå. Bare I er helt stille.” Drengene havde også hørt stemmen i højtalerne, så de ville væk nu, selv om de var ved at være for store til, at SS’erne ville tage dem. De kunne jo arbejde godt og deltage i den vigtige krigsproduktion. Men det var måske for sent. SS’erne stod i stuen og gik frem mod deres mor. De var krøbet sammen i bunden af skabet, og selv om de holdt sig for ørerne, kunne de høre lydene i rummet derude. Sophie gik stadig baglæns. De tre SS–soldater lagde deres geværer fra sig på bordet og gik frem mod hende. Mens hun sidste gang kikkede hen mod skabet, knappede hun forsigtigt skjorten op og lod den falde til gulvet. Den første soldat nåede hen til hende. Så den anden og den tredje. 11


Lydene trængte ind i skabet og ned på bunden. Det er svært at holde lyde væk; de kommer gennem selv de varmeste og mest knyttede forhindringer og ind i det inderste synsfelt. Den sidste lyd, der trængte gennem de fire knyttede drengehænder, var lyden af et skud. Et langsomt skud. Da drengene flere timer senere åbnede skabsdøren, var huset tomt. På sit kontor i ghettoen i Lodz sad lederen af det jødiske råd, Chaim Rumkowski, med hovedet mellem hænderne og rokkede blidt frem og tilbage. Hans jøder havde været for langsomme. SS’erne havde selv fundet 20.000 børn og gamle, der ikke kunne arbejde, og sendt dem af sted. Enkelte jødiske familier havde fulgt opfordringen og selv sendt deres børn af sted. I deres bedste tøj og pigerne med sløjfer i håret. De gamle og børnene var fanget og sendt af sted. Tilbage i Lodz var nu kun dem, der kunne arbejde. Byen var uden fremtid og uden fortid. Der var roligere nu. I den lidt kølige septemberaften gik de to drenge rundt i ghettoen. Nærmede sig murene, pigtråden og de tyske vagtposter. De måtte ud, selv om de godt vidste, hvor svært det var. Ved en af de mange fabrikker, der producerede uniformer til SS, holdt en lastbil med motoren kørende. “Det går for langsomt!” En tysk vagtpost langede ud efter nogle af de jødiske arbejdere, der var ved at læsse varer på bilen. Ramte en af dem med sin geværkolbe. Manden tumlede om, og da hans ven, der gik ved siden af, bøjede sig for at hjælpe ham, blev også han ramt af kolben. De lå begge helt stille på fortovet ved siden af lastbilen. “I to der, kom og hjælp. Hurtigt, så jeg kan komme af sted.” De to drenge læssede kasser på bilen, der snart var fyldt helt op. “I tager med, gør I. Så kan I losse det hele af, når vi kommer frem, og så må vi se, hvad vi gør med jer til den tid. Ind i vognen.” Hans ord blev fulgt af et par flade lussinger, og drengene sprang op på ladet. 12


“Få den presenning lukket ned og bundet fast, så vi kan komme af sted.” Soldaten gik hen til førerhuset og sagde et par korte beskeder til chaufføren, der også var i tysk uniform. “Har I fået bundet den fast, deromme?” Drengene havde lukket presenningen ned over bagsmækken på ladet og var selv ved at kravle ind under den, da en skikkelse dukkede frem fra porten i huset overfor. Den løb hurtigt og med lidt haltende skridt hen til vognen og de to drenge. Det var en mand. Han havde en slidt frakke på med kraven slået op omkring den tynde hals, og på hovedet havde han en gammel filthat med bred skygge. Under skyggen så drengene et gråt stridt hår og et uplejet gråt skæg. Manden løftede ansigtet mod drengene på ladet og rakte armene op mod dem. “Lad mig komme med.” De tøvede lidt. Nu havde de chancen for at komme ud af ghettoen, og så skulle de pludselig have en gammel mand på slæb. Det kunne blive farligt. Han mærkede straks deres tøven, løftede hovedet op mod dem og så på dem. Med sine blå øjne. “Det forstår jeg godt. Men tag mig nu med alligevel. Ghettoen her er ved at dø, og jeg ved måske nogle ting, som I får brug for på jeres tur. Jeg ved godt, hvilken vej I skal, og hvilke farer der venter jer. Kom nu. Det er ikke for sent. Der er aldrig noget, der er for sent. Alle dage kommer, og I skal nok komme derhen, I skal. Her, giv mig en hånd.” Han rakte den ene hånd op mod drengene, der stadig tøvede. En fugl kom flyvende, ville dreje i et sving ved lastbilen, men fejlede og slog vingerne ind i presenningen og faldt til jorden. Den yngste dreng kikkede kort efter den. Så rakte han hånden ned til den gamle mand og hjalp ham op. De bandt presenningen godt fast; lastbilen gassede op og kørte. Ud af ghettoen, gennem Lodz og ud i mørket.

13


København 1935

Kasriel Kasriel listede sig hen til den seng, hvor Sonja og Lea sov. Hvor havde de gemt dem – halssmykkerne? Godt, at pigerne sov så godt. Hans erfarne hænder rodede rundt i halvmørket. Sonjas tøj lå i en lille pæn bunke på en stol ved side af sengen. En glat nederdel i bomuld, en bluse, også i bomuld, og undertøjet øverst, klar til at komme på, når Sonja slog øjnene op til endnu en dag på Nørrebro. Det var sommer, ferien var lige begyndt, og hun var stor nok til at komme med på DUI’s ungdomslejr sammen med storebror Ivan, der også skulle passe på hende. Det lå ikke under tøjet. Bare hun ikke havde beholdt det på. Hun var jo godt nok glad for det, og det var jo også kun, fordi Kasriel havde fået et godt tip: Dagen efter kunne han bytte halskæden ud med en endnu finere. Måske med en lille sten i. Nej, der var det. Rullet helt sammen i en lille klump stak der kun en lille flig ud under nederdelens kant. Kasriel flyttede på stoffet og vurderede samtidig dets kvalitet. Det var et godt stykke stof, og Olga havde syet det pænt på den store symaskine, der stod i den lille stue. Det havde hun lært af Kasriel. Kasriels hænder mærkede varmen i sengen fra sin lille pige, som han elskede så højt. Han havde fundet det, han ville, men hans hænder blev lidt i dynens mørke. Jeg træder ind i værelset, men ganske forsigtigt, og Kasriel opdager mig ikke. Solen er stået op, og en solstråle rammer væggen i det lille værelse. 15


Ivan rører på sig i den anden seng og begynder at vågne. Ivan ligner sin far og er 16 år nu. Skal op og af sted på arbejde. Kasriel må skynde sig, og med en hurtig bevægelse snupper han halskæden fra tøjbunken, putter den i brystlommen på sin ternede jakke. “Hvad laver du far – hvad laver du?!” “Ingenting, min dreng, jeg ville bare lige sige farvel. Jeg så lige efter noget. Noget der er vigtigt for mig.” Ivan sætter sig op i sengen, svinger benene ud over kanten og går hurtigt hen til sin far. Han er stor nu. Kasriels hænder kom hurtigt ud fra dynen. Han knuger dem tæt sammen. Rykker lidt tilbage, væk fra Sonjas seng og skynder sig hen mod døren. Mine egne drømme om hænder, der søger og er, hvor de ikke burde være, begynder de her? Kan jeg få mig selv til at spørge min morfar? Er det dine hænder, jeg drømmer om, morfar? Jeg åbner munden for at stille spørgsmålet, men Ivan kommer først. “Hvor skal du hen – travbanen? – Ikke nu igen, far. Og du holder dig fra de ting, du har givet pigerne. Jeg siger det til mor. Og du holder dig i det hele taget fra de senge!” “Hør her, min dreng.” Kasriels stemme er blød og indsmigrende, og han lægger blødt en hånd på Ivans skulder. Kasriel taler dansk herhjemme. Efter 23 år taler han ret godt dansk, men altid med en cirkusagtig accent, der hele livet afslører ham som fremmed. Han ruller kraftigt på r’erne. E´et er skarpt og ikke fladt som ellers på Nørrebro, og efter g´et kom der noget, der næsten lyder som et k: drengk. Og så er det altid meyn – ikke min. Det har han ikke villet lægge af sig. Som et visitkort trækker han meyn op af lommen. I har fået mig til at tale dansk; men jeg har stadig mit meyn. Det er det udvalgte personlige ord, meyn, og nogle gange også et ik – jeg – hvis det passer ind i sætningens rytme. Og så er der en lille, men meget markant pause før “meyn drengk”, og den pause er altid så lang, at han kan nå at lægge sin hånd på skuldrene af den, han snakker med. 16


“Hørr heer, meyn drengk” Han står med ansigtet mod Ivan, og hans smil er skævt. Hans mund trækker sig langt op mod øret i venstre side, mens han med den frie hånd børster noget imaginært støv af venstre jakkerevers. Kasriel er velklædt. Han er jo skrædder nu og syr, nogle gange, for Moresco. Hvid skjorte, ternet slips i samme farve som jakken, men lidt mørkere og med et par mørke, brune bukser. Det hele er slidt, også de brune sko, men ikke mere end at man først lægger mærke til det, når man kommer tæt på. Og når man kommer tæt på, er Kasriel allerede begyndt at snakke. “Den er helt, helt sikker. Nordgårds Toledo i andet løb – jeg har det fra Hasselstrøm, du ved. Løbet er fikset. Jeg kan ikke tabe. Når jeg kommer hjem i aften, er jeg en rig mand. Vi er rige, også dig. Var det ikke nye sko, du gerne ville have? Bare vent til i aften, meyn drengk. Vi ses. Og sig ikke noget til Olga – vel? Du har vel ikke et par kroner? Hvis jeg var Rothchild, så skulle du bare se.” Hurtigt, og uden at Ivan kan nå at svare, smutter Kasriel ud af værelset og begynder at gå ud mod Amager. Jeg følger efter et par skridt bag ham for at se, hvor han skal hen. Da han pludselig vender sig for at gå hen til pantelåneren, støder han ind i mig. “Åh, det må De meget undskylde. Jeg håber ikke, det gør ondt?” Det gør det. Men det er ikke til at forklare ham. Han aner ikke, hvem jeg er, og hvordan alt, han gør, betyder noget for mig, og at jeg er på vej for at finde ud af det hele. Han kan ikke længere skjule det for mig. Han skulle lige omkring pantelåneren og stampe smykkerne. Der er vel for 10 kroner i alt, og med de to kroner, han havde taget fra Olgas pung, er der nok til at satse og vinde. Det er han sikker på. Og når han kommer hjem i aften, vil de forstå. De vil helt sikkert forstå. Nu skal han op til sporvognslinje 2, køre til endestationen på Amager og så vil han gå resten af vejen. Han har taget samme sporvogn så mange gange, og måske er Anna med den i dag. Så vil han invitere på en kop kaffe ude 17


på travbanen. Han har jo penge på lommen, solen skinner, og verden er fuld at muligheder. Måske vinder han så meget, at han kan betale Hasselstrøm, det, han skylder, invitere Anna på kaffe, købe smykker og sko til børnene, lægge pengene tilbage i Olgas pung og give hende en blomst. Solen skinner! Ivan stod tilbage i værelset. Hvorfor lod han far gøre det igen? Hvorfor standsede han ham ikke, han var da stor nok. Om lidt, når mor kommer hjem fra rengøringen på sporvognsremisen, vil han sige det til hende. Det hele. Det var en nylig rengjort Linje 2, Kasriel satte sig ind i på Rådhuspladsen lidt før klokken syv. Han ventede et par sporvogne for at se, om Anna var med en af dem. Hun skulle møde på arbejde på Amager klokken otte. Kasriel var heldig, eller de er begge heldige, for hun sad i den tredje sporvogn, der rullede ind på pladsen. Pladsen til venstre for hende, ved vinduet, er ledig, og her sætter Kasriel sig elegant og retter folderne ud på sine bukser. “Nej, sikke da et tilfælde. Det er jo Anna. Jeg hedder Kasriel, kan du huske mig – meyn maidl?”

Min mor Se min mor. Sort og kraftigt og kruset hår, der skilles skævt over det brune øje i venstre side. Det var som regel holdt på plads af et hårbånd, et bredt spraglet hårbånd af stof. Sikkert ét min mormor havde klippet og syet af en gammel kjole. Da min far mødte hendes øjne, hår og hårbånd, havde hun uniform på, en DUI–uniform med blå åbentstående skjorte i groft stof. Jeg tror, det var en arbejdsskjorte, mormor havde syet om, så den passede. Om halsen havde hun det knyttede blå tørklæde, som de tyske falke bar, før Hitler forbød dem i 1933. Midt – eller næsten midt – i ansigtet, næsen. Krum og skæv. Hele livet var hun ked af den, snakkede om at få den rettet ud. Den jødiske næse med 18


knækket. Og så hendes mund, smilende og med tænder, der hellere ville være udenfor end indenfor. Og hendes lugt – billig sæbe og lavendler. Jeg kender ingen dejligere duft. Et kruset, brunøjet smil. Sådan var hun. Sonja hed hun. Sonja Sloma. Hun var 15 år og fyldt med skønhed og kærlighed, og uden at hun vidste det, ødelagde hun Danmark for racisten. Det Danmark, de kendte, blev forstyrret. Racisten har aldrig bekymret sig om kærlighed, undersøgt dens betingelser og veje, undret sig over dens styrke og udtryk, beundret skønheden trods dens udspring, eller overvundet afgrunde for at komme den nær. Racisten har altid kun set sig selv. Hans vigtigste møbel er spejlet. Jo større, jo bedre. Og skulle en, der ikke ligner ham, kigge med over skulderen, forstyrrer det ham. Han forstår ikke længere billedet; det er for sammensat, for varieret, forvirrende, som en vandoverflade med mange små krusninger; billedet er der stadig, men han skal hele tiden anstrenge sig for at se det oprindelige, selv om det stadig er der. I den græske myte bøjer Narcissus sig så langt ud over vandet for at se sig selv klart, at han falder i og drukner. Bag ham står den smukke Echo og taler til hans forfængelighed, indtil han får overbalance. Den politiske Narcissus er smartere; han vender sig hurtig om og smider Echo i vandet, venter til alt igen er roligt, så han uforstyrret kan se sig selv. Min mor med de smukke, semitiske øjne mødte min far med de blå havøjne i 1936. Det var den sommer, hvor Hitler ikke ville hilse på den sorte løber Jesse Owens i Berlin, hvor Nürnberglovene forbød smukke, semitisk brune øjne som min mors, og hvor den spanske borgerkrig kaldte på min far. Han ville af sted og slås mod den brune pest. Han ville ud at redde verden. Men så kom hun. Eller havde måske været der hele tiden. Da han opdagede det, var alting forandret. Hun var der og havde været der i tusinder af år. Hun havde hentet vand, da Isak kom forbi. Hun havde siddet ved brønden, da Jakob kom flygtende. Ja, hun havde siddet og været parat 19


foran sit hus i shetlen i Ukraine, da kosakkerne kom ridende og myrdede landsbyen. Og hun ville være der, når Gestapo hamrede på døren nogle år senere. Hun ville være der, og så måtte de komme med det, de kom med. Min mor var. Min far var sømand, socialdemokrat og snedker. Min mor var bare. Og han? Smilende og drillende blå øjne. De kunne hurtigt blive hidsige i en debat eller diskussion. De sad omkring en pæn lige næse lige neden under en høj pande, der først endte højt oppe på hovedet, hvor en blond og sparsom hårkrans udfyldte pladsen ned til ørerne. Meget ældre end hende; erfaren verdensmand, der havde rejst i Europa; Prag, Berlin og Liege – til politiske møder og demonstrationer i 30’ernes konfrontationer mellem højre og venstre. Han havde vandret i Tyskland med sin rygsæk og waldcitar – en stor mandolin, som jeg stadig har. De ville bygge en ny og retfærdig verden. En socialistisk én, rød som bare pokker. Og det lykkedes. Næsten. Da han var 15 år, stod han til søs med fragtskibet Kentucky og sejlede til Vestindien, USA og Canada. Han havde prøvet det hele – også kvinder. Hvorimod han må have været den første mand, min mor kendte – som mand. Et skævt polemisk smil og levende, blå øjne. Sådan var han. Viggo hed han. Viggo Ejnar Jørgensen. Han var 24 år. Så langt så godt. De har jo lige mødt hinanden, og vi ved endnu ikke, hvordan de fandt hinanden, og slet ikke hvordan det kommer til at gå. Men det skal jeg nok fortælle. Der er jo nogle truende skyer i horisonten – ikke? Hitler, sagde jeg! Racisterne samles før Ragnarok. Og min mor og far er lige blevet forelskede. Min rejse er også lige begyndt. Der er nogle ting, jeg skal forstå om mig selv, og det kan jeg kun ved at tage med tilbage til min familie og være sammen med dem. Før jeg blev født.

20


Idealister Harald Bergstedt gjorde sig klar. På scenen i skoven ved Ålborg stod det store mandolinorkester. Han er ikke nogen ung mand længere – fylder snart 60 – men her var han sammen med ungdommen. Den ungdom, som han altid havde forstået og givet sange, og nu også retning, frem mod socialismen – ikke kun den flade, demokratiske socialisme – men den med nye mennesker, socialistiske mennesker, der er helt anderledes end de gamle. Forvandlede mennesker. Det er ungdommen, der skal redde verden, den friske, karske, frugtsommelige ungdom. Så alle de gamle vaner og småborgerlige værdier kan gå ned i den store internationale fællesgrav. Hele Danmark sang allerede med på hans sange, fra Amalienborg til den lille hytte på landet. Og nu skulle de også snart vide, at noget større og nyt er i gære. Havde de overhovedet læst teksten rigtigt, tænkte han. “Nu er solen død mor” og “ræven går derude mor, vi låser vores gang”. Der er skygger i sangene, men de skal snart lyses op af det internationale forbund af nye mennesker. Og lige nu er han socialdemokrat og ivrigt engageret i DUI – De Unges Idræt – de danske falke, uniformerede med deres blå skjorter og halsbånd. Om seks år vil han melde sig ind i DNSAP – de danske nazister – og med samme ivrighed og naivitet arbejde videre for samme sag. Fælleskabet, det nye menneske – det helt nye menneske. Det forvandlede menneske. En helt naturlig fortsættelse af Staunings samarbejdspolitik, forklarede han – og en helt naturlig fortsættelse af drømmen om det anderledes menneske, det nye menneske, der ikke har alle de gamle og nedarvede skavanker. Åh, hvor har denne drøm om det forvandlede menneske dog martret menneskeheden; hvorfor kan de dog ikke elske mennesket, som det er, og ikke som det burde være? Hvad er det, de er gået glip af, disse idealister? Hvorfor skal de rette deres egne fejl hos andre? Om 10 år vil han sidde i fængsel og være bitter og helt uforstående over for denne uretfærdighed; og om 15 år vil han møde 21


sin gamle ven og kampfælle, kulturminister Julius Bomholt, der skrev en hyldest, en bog på 200 sider om ham, da han fyldte 60 – og Bomholt vil trække sin hyldest tilbage og sige til ham: “Du trådte ind i den forkerte cirkel. Det eneste, du har tilbage at gøre nu, er at dø og blive glemt, så vi kan synge dine sange igen.” Han gjorde det. Døde, blev glemt og vi synger hans sange. ”Jeg ved en lærkerede” og ”Solen er så rød mor” – min aftensang hele min barndom og mine børns. Det er den sang, min forpinte mor sang for mig hver aften, inden hun gik ind i mørket. Den var skrevet af en mand, der i 1943 skrev pjecen “Jødespørgsmålet”, hvor han glædede sig over, at denne snylterrace endelig havde mødt Hitler. Da Hitler døde for egen hånd i april 1945, var det Bergstedt, der skrev den beundrende nekrolog i det nazistiske dagblad “Fædrelandet”: “Hitler har dokumenteret – med frisk og umiddelbar Haand – at Livet kan gøres leveligt for alle – at den moderne Stat kan skabes! Den er ingen Utopi! Og hvad er der saa at sørge over? Lad blot den enkelte dø, blot Slægten finder Vej frem til Sundhed og Trivsel for de kommende Tider”. Hitler havde vist, at livet kan gøres leveligt for alle!! Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke hvor, for nu er solen død, og ræven går derude – mor. Men dengang i 1936 i Aalborg gjorde han sig klar – i den første cirkel. Den socialdemokratiske. Sonja kiggede op på ham og strakte hals. Hun spørger sidemanden, en høj, blåøjet 24–årig mand: “Er det ham? Er det ham, der skriver de dejlige sange?” “Ja, det er Harald. Men hold dig væk fra ham. Han kan godt lide kvinder og særligt de unge. Jeg skal for øvrigt op og spille med og synge en svensk sang. Ser vi hinanden igen?” Væk var Viggo. – Ja, det er min far, og det var deres første møde. De så Harald Bergstedt sammen. Og min mor stod og sang stille for sig selv:

22


“Solen er så rød, mor og skoven bli’r så sort. Nu er solen død, mor og dagen gået bort.” Efter et langt liv var det de sidste ord, hun hørte. Jeg ved det, for det var mig, der sang dem for hende. Men nu stod ham den høje oppe på scenen med sit instrument sammen med de 100 andre. Og Harald Bergstedt begyndte. “I er socialister, og I spiller på strengeinstrumenter – ikke horn, som de gamle gjorde.” Latter. “I er DUI’ere og Danmarks nye ungdom – I er karske, drikker ikke alkohol, I dyrker ikke unyttig og tom viden fra overflødige bøger, men vil hellere i praktisk ånd løfte i flok for det nye samfund. Og så spiller og synger I. Begynd!” De nye danskere begyndte at spille tyske vandresange fra Falkebevægelsen og nogle af Bergstedts egne opildnende sange. Og så skulle Viggo synge solo og spille på sit instrument. Det var en svensk sang. Sonja var ikke så god til svensk, men det her forstod hun, for Viggo sang på dansk: Den første gang jeg så dig, det var en sommerdag, om formiddag’n, da solen lyste klar. Og alle engens blomster som hver et lille flag de stod og nikked’ stille – par ved par. Og vinden sukked længselsfuldt, og nede der i vandet, der leged’ bølgen elskovsfuldt med muslinger i sandet. Den første gang jeg så dig, det var en solskinsdag jeg tog din hånd i min i sommerlandet.” Sonja blev varm. Han kikkede lige ned på hende, det var hun sikker på. Hun var også sikker på, at han lagde mærke til den halskæde Kasriel havde givet hende aftenen før. Hendes første smykke. Men, det var ikke det, Viggo så; det var hendes 23


kulsorte øjne. Det var som om, hans blå øjne sad fast i hendes; lige meget hvor hun prøvede at se hen, så var de der. Til sidst så hun ikke andet. Det var hans øjne. Den aften i teltet lukkede Socialdemokratiet sig over de to og holdt dem fast et helt liv. Solen var rød hele natten, døde ikke spor og ræven fandt sit lune leje.

Einsteins svar “Januar 1936 Kære Phyllis Jeg skal prøve at svare dig, så enkelt jeg kan. Her er mit svar: Videnskaben mener, at alle hændelser, også dem der finder sted blandt mennesker, finder sted i henhold til naturens love. De kan derfor ikke påvirkes af bønner, det vil sige af overnaturlige manifesterede ønsker. Men det er også sådan, at vi må indse, at vores aktuelle viden om disse kræfter er ufuldstændig, og at enhver, der er alvorlig optaget af videnskabelig erkendelse, bliver overbevist om, at en eller anden kraft manifesterer sig i universets love på en måde, der er helt forskellig fra menneskets. Med venlig hilsen Albert Einstein” To sporvogne. Olga så på vognen overfor. Ser Kasriel, med nakken vendt mod Olga, bøje sig let ind mod kvinden ved siden af ham. Olga så hans hånd bevæge sig ind mod jakkens revers, og da den kommer frem igen, holder den en hvid nellike. Kvinden i sporvognen, Anna, følger håndens bevægelse med øjnene, indtil Kasriel fører blomsten hen over hendes venstre kind og op til hendes hoved. De sidste centimeter er det svært at afgøre, om det er blomsten, der nærmede sig håret, eller håret, der kommer ned til blomsten. Sådan er det svært at afgøre bevægelser; hvad bevæger sig, og 24


hvad står stille? Det er først, når et referencepunkt, som man ved er ubevægeligt, dukker op, at sandheden er klar. Og når det så også flytter sig, er usikkerheden genetableret. Tre mennesker i et kærlighedsforhold kan således bevæge sig rundt i et indviklet mønster, der gør det muligt for alle at tro det, de helst vil, indtil det afgørende øjeblik, hvor en af dem står stille. Med knusende konsekvenser befandt de tre elskende sig i Einsteins univers. Olga trak vejret langsommere med små tilbageholdte pauser i udåndingen, indtil hun ikke havde mere luft. Så ventede hun, til det var yderst nødvendigt, trak vejret dybt og holdt det. Tiden er gået i stå. Olgas masse er uendelig stor og nagler hende til et sted i tiden, hvor hun ikke kan undslippe hændelserne i vognen overfor. Her er tiden også standset, og ingen, heller ikke de følelser, der er mellem Kasriel og Anna, kan undslippe den knusende tyngde i følelsernes sorte hul. De kunne have siddet der endnu, hvis ikke en vognstyrer havde drejet på et håndtag og med massiv kraft sendt bølger af elektroner gennem vognens motorer og sat sporvognen i bevægelse. Langsomt, næsten uendelig langsomt, bevægede de sig ud af Olgas synsfelt, Kasriel med den løftede hånd og Anna med den hvide blomst i håret. Så kom det næste vindue, og det næste og det næste, med almindelige mennesker, der snakkede, kiggede ud af sporvognsvinduet, eller sov med hovedet dinglende fra skuldrene. Olga følte det som en opbremsning, da det sidste vindue var kommet forbi hendes, og hun stirrede ud på Christianshavns Torv, der stod fuldstændig stille. Resten var formaliteter, grusomme, voldsomme, hjerteskærende. Men formaliteter. En af Olgas talemåder var: “Mig skal ingen bide ravspidsen af!” Min mormor var stærk, umådelig stærk. Hendes styrke blev i omfang kun overgået af Kasriels svagheder. 25


Hun besøger mig stadig i mine drømme med sin cerut mellem to fingre i venstre hånd og den højre hvilende på en kop kaffe. Bare en halv. Og så ler hun på en måde, så jeg kan høre det hele dagen efter, at jeg er vågnet og har rystet resten af drømmen af mig. Hun lægger hovedet tilbage, trodsigt og stolt, og så ler hun. Hun er til stede i min stue med en fylde og vælde, så jeg kan blive helt bange. “Jamen mormor, du er da død – ikke?” Og så ler hun og puster cerutrøg ud, så jeg kan lugte den, selv nu hvor jeg er en ældre mand. “Død – mig! Overhovedet ikke. Mennesker som os dør aldrig. Jeg er her altid, lille Topper. Og jeg ved godt, hvad du har arvet min ven. Og på en måde er det jo min skyld, Topper.” Så ved jeg, det er hende, for der er ikke andre end Olga og Andreas, der kalder mig Topper. Jeg sidder i min hospitalsseng med min store hvide forbinding og holder en lille guitar i hånden. Jeg har været indlagt nu, spærret inde i en hospitalsseng med tremmer i snart tre måneder. Jeg er bare seks år. Guitaren har et hul til lyden, og foran hullet løber de små strenge, Andreas har sat på den lille fine guitar, han har bygget til mig. Bag strengenes gitter i mørket i det dybe hul i guitaren står mit navn: Til Topper. Fra morfar. Mit navn er fængslet bag musikkens strenge, og kun når jeg spiller på dem, slipper det fri. Det har min ene morfar sørget for. For jeg har to morfar. Ikke morfædre. Men to morfar. Kasriel og Andreas. Resten, dengang i 1936, var formaliteter. Ny lås i døren, pakke Kasriels ting, mens han var på travbanen med Anna, sende tingene hen til Tovia og Kaja, søge skilsmisse. Utroskab. Fortælle børnene det, de nu skulle vide. Resten vidste de jo i forvejen. Børnene er uigenkaldeligt svigtet. Som Ester var rejst fra Kasriel, rejste Kasriel nu fra Sonja. Sådan et svigt er arveligt, og hvor mange generationer skal der gå, før forbandelsen bliver hævet? Kan den arbejdes ud af generne igen? 26


Kasriel rejste to gange. Første gang, da han fandt Anna i 1936, og anden gang da han i oktober 1943 flygtede til Sverige med sin nye familie, men uden Sonja og hendes søskende. De måtte blive i Shoa1. Den eftermiddag i 1936, da Olga havde skiftet låsen, tog Sonja ud til Viggo i Nürnberggade på Amager. Hun steg på Linje 2 på Rådhuspladsen og satte sig vemodig og forventningsfuld til rette ved vinduet ud mod pladsen i vognens venstre side. “Kære lille Gud, er du der?” “Ja, Sonja, hvad er der?” “Kunne du lade Viggo komme – lige nu?” “Hmm ... det er meget alvorligt, jeg skal se på det.” Vorherre gik sine mennesker igennem. Viggo, Viggo, Viggo – dem var der ret mange af. “Ham med de blå øjne og skaldepanden? Han er jo sømand, hidsig og gammel. Og han tror ikke på mig!” “Ja, ham. Tak skal du have, Vorherre. Lad ham bare komme alligevel. Han tror på mig!” Ved Stormbroen sprang en ung mand med en rød rose i hånden op på sporvognen og satte sig forsigtigt ned ved siden af Sonja, der stadig kiggede ud ad vinduet. Her sad han uden at sige noget, mens sporvognen kørte over Knippelsbro mod Christianshavns Torv. Han kunne mærke på Sonja, at hun var ked af det og lod hende være alene, som hun sad der med ansigtet vendt mod gaden og de forbipasserende og modkørende sporvogne. På Christianshavns Torv holdt vognen fra Sundbyvester Plads. Annas hvide blomst var stadig på plads i håret, og Kasriel sad ved hendes side og talte sine penge. Der var ikke ret mange, og Anna havde måttet betale sporvognsbilletterne. Han drejede sit hoved og så skråt ned på skinnerne i midten af gaden, mens han tænkte på det gode tip, han havde fået til løbet på søndag. En Linje 2 kom ind i hans synsfelt og standsede. Han løftede øjnene og fulgte de gule felter med påskriften “Københavns Sporveje” op til vinduet ud for ham. 1. Ødelæggelse, katastrofe. Oprindeligt: Uvejr, storm, tordenvejr. Den hebraiske betegnelse for holocaust.

27


Hun så ham ikke. For i det øjeblik lænede Viggo sig ind over Sonja med en rød rose og satte den hurtigt fast i hendes sorte, krusede hår. Han lukkede øjnene, da han kyssede Sonja længe, og så derfor ikke, at Kasriel kiggede på dem. Atter stod verden stille i et evigt øjeblik. Kasriel genkendte Sonja og hendes Viggo. Kasriel trak vejret dybt ind og holdt det. Han turde ikke ånde ud af angst for, at Anna skulle høre det, og se på vognen overfor. Han holdt vejret, indtil billedet af Viggo og Sonja langsomt gled væk fra hans øjne. Først da han så torvet ligge helt stille ud for sine øjne, opdagede han, at det var Sonja og ikke ham, der havde bevæget sig, “Kære Hr. Einstein Frøken Ellis har sagt, at vi gerne må skrive til Dem. Og vi har et spørgsmål, der blev rejst i vores søndagsskole: “Beder videnskabsmænd?” Kan man tro på både religion og videnskab samtidig. Ja – be’r videnskabsmænd og om hvad? Deres Phillis. 6. klasse.”

Linje 2 Man kan ikke skifte ét menneske ud med et andet. En mand kommer hjem, låsen er skiftet, indenfor sidder kone og børn – og en ny mand. Manden bliver stående lidt udenfor, venter og går sin vej. Et barn kommer hjem, og her sidder mor og de tre søskende og en ny mand, han hedder Andreas – du må gerne kalde ham far. Udenfor står en mand. Ham skal du nu kalde Kasriel og ikke far. Han har lukket sig selv ude og kan ikke finde den rigtige nøgle. Han har den slet ikke længere. Andreas var stationsforstander og boede øverst oppe i sin tjenestebolig med udsigt over hele remisen. Her holdt alle sporvogne, der kørte på Amager, om natten. Her blev de vedligeholdt og hver nat gjort rene af et hold af damer. De fleste sporvogne i remisen var fra Linje 2. De havde på 28


hver side foran og bag på vognen to store brændende røde skilte med et hvidt 2-tal på. Om natten kunne de ses på lang afstand, fordi den lanterne, der sad foran, lyste rødt og hvidt. Linje 2 var linjen i mit liv i 1950´erne. Den førte mig fra Øresundsvej, hvor vi boede, og til Remisen, hvor Olga og Andreas boede. Den førte ind over Christianshavn og Københavns Havn til centrum af København, storbyen, vi tog ind til, når noget stort skulle ske. Selvfølgelig var linje 2 rød. Den var dansk, socialdemokratisk og kærlig. Den var helt enkel rød. Linje 5 var gul og sort – og jeg prøvede at undgå den. Falsk, ulige og dyster som den jo var. Linje 13 var tofarvet, grøn og gul – opsigtsvækkende, uheldig, gennemtævet, anmassende – den lod man køre forbi. Jeg tog gerne Linje 2 og spadserede lidt længere for at undgå de to andre linjer, selv om Linje 2 og 13 kørte samme vej ned ad Amagerbrogade. Jeg kunne tage begge sporvogne, når jeg skulle til remisen, men jeg tog altid Linje 2. Det var den remise, Olga Sloma tog ud til, når hun satte sig i Linje 2 for at komme til remisen for at gøre rent i sporvognene. Og for at møde Andreas Hansen. “Nå, Sonja, jeg synes altid din mor er ude om natten, hva’? Hvordan tjener hun egentlig pengene til jer fire børn – hva’?´. Før var det ham jøden, der rendte ud og ind, nu er det hende Sorte Olga, der forsvinder i mørket og kommer hjem om morgenen, og nogle gange smiler hun!” Ja, Olga kom hjem og smilede. Dels af de mange rygter om hende, dels fordi hun havde mødt Andreas. Andreas! Hvor han dog ikke lignede Kasriel. Lille og lidt tyk, med skaldepande og en smal hårkrans over og bag ørerne. Næsten altid en cerut, cigar eller pibe i munden. Andreas hed Hansen, og han var en Hansen. Han boede i det ærkedanske navn Hansen. Måske det navn reddede børnene fra Hitlers menneskejagt. De skiftede Sloma ud med Hansen og forsvandt – et stykke tid – fra nazisternes dødslister. Sådan 29


kom tre børn med krumme og skæve næser, sort hår og sorte øjne til at hedde Hansen, og min mor kom kort tid efter til at hedde Jørgensen, der er næsten ligeså etnisk korrekt. Væk var Sloma – indtil en dag. Andreas. Jeg elskede ham. Andreas var på KB’s førstehold, da de i 1907 havde spillet landskamp mod England. Ja, vi havde ikke noget fodboldlandshold og satte KB – med Andreas Hansen på 17 – til at spille. KB vandt – og Andreas scorede det afgørende mål. Vi drenge havde hørt historien igen og igen: “Ha, ha, vil I høre om det – jeg tror sgu da nok, jeg har fortalt den før?” “Ja, morfar – kom nu. Bordet!” “Kom her. Hjælp mig lige med at vende spisebordet om. Sådan, Bent, tag fat i den ende, og Torben, i den anden, og så rundt på hovedet med det. Ups – ja. Sådan her er banen. Ole, du er den engelske målmand nede i den ende, Torben, du er engelsk forsvarer. Har vi en bold? Tak. Jo se, jeg trak jo op ad banen helt alene. De andre kunne slet ikke følge med, og alle de danske tilskuere hylede og råbte, og så stod ham englænderen der.” Morfar flyttede cigaren over i venstre mundvig og talte ud gennem den højre. Han lignede Winston Churchill nu. Nogle gange var jeg sikker på, at Churchill efter at have banket nazisterne var kommet til Danmark for at blive min nye morfar. “Men jeg pegede op i luften på regnskyerne og sagde “What?” – og da han kiggede op, smuttede jeg forbi og råbte “Ja gu´ blir´ det vådt – how do you do?” til målmanden – det er dig, Ole – og da han rakte hånden frem – gør det lige – bankede jeg den lige op i hjørnet uden for hans fremstrakte arme. Sådan. Venlighed betaler sig!” Mens morfar rystede den engelske målmands hånd hjerteligt, drønede bolden forbi den engelske målmand, der altså hed Ole og til daglig var min fætter, ud gennem døren til køkkenet, hvor mormor stod og smurte madder og bankede ned i hendes 30


leverpostej. Ja, der var svinekød i lange baner i det hjem. Olga tog den op og kylede den, med en række jiddische forbandelser ingen forstod, ud ad vinduet, tre etager ned på pladsen foran remisen, hvor seks sporvogne stod klar til dagens ture. Den studsede lige foran døren til vognstyrerens plads og hoppede, klæbrig af frisklavet leverpostej ind i favnen på en målløs vognstyrer, der greb bolden og fik dejligt dansk svin på fingrene. Mens bordet nu var der, med bordpladen på gulvet og fire ben strittende op i luften, kunne Andreas ligeså godt give en sang fra de varme lande. Han hentede sin lut, som var lavet ude på værkstedet, satte sig og sang for os. De fleste sange, han sang, var af Evert Taube – og hele mit liv har jeg syntes, at han sang dem bedre end Evert Taube – og at han i øvrigt også lignede ham bedre! Evert Taube og Winston Churchill. Min morfar. “Skal I have en ostemad – rugbrød med smør og ost? Ja, der er jo ikke leverpostej nu. Her skal man åbenbart heller ikke have svinekød.” Olga stod i døren til køkkenet. Hvad så, Sonja? Hvordan havde du det med det i de år? Du var 16 – forelsket i en ældre mand; du havde lige fået ny far. Ham, du lignede så forfærdelig meget, var der ikke længere. Han kom af og til på kort visit til og fra travbanen. Smilende og elegant i sit skræddersyde tøj med en gave eller to og et ordsprog på cirkussprog. Du bar stadig hans navn, udseende og indre – men din mor elskede nu en mand med helt andre egenskaber, var glad ved det og forventede også, at du var det. Omkring dig var der danske, blåøjede, ariske mænd. Viggo, hans brødre og venner, Andreas og hans voksne sønner. De var alle sammen klar til at tage imod dig og gøre dig dansk. Men de anede som alle andre ikke, hvad der kom. Du var bare 16 år – og så meget ventede endnu på dig. For man kan ikke bare skifte mennesker ud. Vi er dem, vi er.

31


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.