1 minute read

Aliyah (indvandring) til Israel fortsætter

Jeg er glad og taknemmelig for at kunne dele med jer, kære danske venner af Israel, de gode nyheder om forøget aliyah til Israel. Jewish Agency har offentliggjort det omfattende statistiske materiale for 2022, der viser, at der samlet set er sket en indvandring til Israel på over 74.000 jøder, hovedparten af dem kommer fra Ukraine og Rusland. Næsten en tredobling i forhold til 2021 og det højeste antal i 20 år. Selv om indvandringen fra Ukraine og Rusland sker på en mørk og smertelig baggrund, så glæder vi os over, at Israel er i stand til at modtage alle disse jøder og give dem nyt håb og nyt liv i landet. Vi har i løbet af året mødt så meget hjælpsomhed og generositet fra vores kristne venner, der forstår nøden og er parat til at hjælpe.

Det har været et år fyldt med tragedier og sorger, som ingen har ønsket at være vidner til eller opleve på egen krop. Og her et år efter Ruslands brutale invasion af Ukraine er situationen stadig kritisk for mange mennesker. I Talmud, rabbinske kommentarer til Bibelen, står der: ”Den der redder et liv, redder hele verden”. Ved jeres engagement, forbøn og støtte er I med til at redde tusindvis af mennesker, der søger deres tilflugt i Israel. Fra hjertet tak! Det er en ære for os at kunne kalde jer vores venner.