Det er kærligheden til musikken, der driver værterne

Som nyuddannet musiker kan det være svært at navigere i, hvordan man får et musikerliv til at hænge sammen økonomisk. For hvor begynder man egentlig, når man har blod på tanden ift. livekoncerter, men ikke har et navn endnu?

Det kan være svært at få banket en spillestedsturné op for det, at sælge billetter, ja sågar bare det at få vedholdende kontakt med bookeren, kan rumme store udfordringer. I 2018 dukkede imidlertid platformen Low-Fi op, der synes helt skræddersyet til det brede segment af musikere, der er yderst aktive men endnu ikke har breaket på den store scene.

Low-fi præsenterer nemlig intimkoncerter for op til typisk 30 mennesker, hvor privatpersoner (værterne) står med åbne arme og byder deres netværk og musikelskende udefrakommende ind i deres hjem til koncert – ofte med musik, de ikke kendte i forvejen. Søren Manscher og Musikken tog en snak med LowFi-grundlægger Anne Dvinge, om hvad der gør huskoncerter til noget helt særligt.

Jeg havde en kollega på Kbh Uni, der havde et hus i Taarbæk, som hun godt kunne tænke sig at afholde koncerter i. Hun spurgte om min hjælp, og vi fik lavet et program og modtog honorartilskud. Jeg blev så betaget af formatet. Det er en helt anden måde at skabe nærvær og lytte til musik på. Forinden havde jeg arbejdet på at tage musik ud i andre rum end spillestederne, fx i byrummet, med jazzmusikken som udgangspunkt. Alligevel kom det bag på mig, hvor vildt huskoncertformatet kan være. For som jazzfreak er jeg egentlig vant til at folk lytter, og at der er interaktion mellem publikum og musikere.

Det er opmærksomheden. Den er anderledes ift. et spillested, hvor det kan føles lidt mere formelt. Til huskoncerter er alle i rummet ansvarlige for den gode oplevelse. Man sidder 20-30

Low-Fi er formidlingsplatform mellem folk, der gerne vil spille koncerter (musikere), folk der gerne vil afholde koncerter (værter), og folk der gerne vil gå til koncerter (publikum).

Som musiker registrerer man sig på platformen, www.lowficoncerts.com, via en godkendelsesproces for at tjekke, om man lever op til et vist musikalsk niveau.

Anne Dvinge

mennesker sammen i et rum; du kan ikke gemme dig som publikum, og du kan ikke tjekke dine facebook-beskeder, det ville være enormt uhøfligt.

Intimkoncerter er et øjeblik, hvor man bare er der. Derudover opstår der samtaler mellem musikere og publikum mellem numrene, og publikum imellem. Folk henvender sig naturligt til hinanden og siger, ”Hej, hvem er du?,” og ”hvorfor er du kommet til den her koncert?” Hvis jeg gik ud på et spillested i Danmark, og gav mig til at hilse på dem, der stod ved siden af mig, ville mange synes, jeg var den vilde stalker-type.

Intimkoncerten er også et meget nøgent format som musiker. Der er ikke er al mulig røg og lys at gemme sig bagved, og hvis noget går galt, så er man rimelig blottet med sin knækkede guitarstreng. Men i den situation er alle på hold sammen, kærligheden løfter stemningen; nogen i publikum hepper på én, en anden stiller et frisk spørgsmål, folk griner lidt. Intet bliver rigtigt katastrofalt, fordi det er så solidarisk et rum.

I en stor del af musikbranchen er det ofte skruet sådan sammen, at udøverne og skaberne af musikken er dem, der får sidst og mindst. Jeg ser det lidt som en ”trakt”, hvor der bliver hældt en portion penge ned i, og så er der en masse led, der først får del i pengene (fx bookere, managere, pladeselskab, produktionsteam, red.), før de i sidste ende når ud til musikeren.

90 procent af den omsætning, der er i liveindustrien i DK, går til fem procent af promoterne og kunstnerne. Det vil sige, at der er 10 procent tilbage af den omsætning til de resterende 95 procent af musikerne og promoterne. Hos Low-Fi er vores princip, at musikeren altid får først og mest. Og det betyder ikke, at Low-Fi ikke får noget, for det gør vi.

Men vi vil hellere have rigtig mange koncerter end store cuts fra få koncerter. Det er dog ikke alle musikere, der henter en tarif hver gang. Nogle henter mere, andre mindre, det kommer an på billetsalget. Og ofte kommer musikerne tilbage til os og siger, at selvom der ikke var så mange mennesker som ønsket, så var det stadig en utroligt dejlig koncert at spille. Det bliver aldrig awkward, selvom der sidder færre mennesker.

Det er kærlighed til musikken. Det handler næsten aldrig om økonomi. Det er mere, ”Jeg elsker musik,” og, ”Musik er omdrejningspunktet i mit liv, og jeg vil gerne dele det.” Jeg bliver rørt, når jeg siger det, for jeg synes faktisk, det er ret fantastisk, at så mange mennesker holder så meget af musik, at de vil lukke 20 fremmede mennesker ind i deres stuer.

Vi har også enkelte semi-professionelle værter, der har café, galleri eller butik, men vi har ingen regulære spillesteder. Vi er lidt hårde på, når større virksomheder henvender sig, at formatet er, at folk skal være på og til stede. Det nytter ikke noget med støj og kommen og gåen. Man skal være villig til at skabe det intime rum. Vi har også flere værter, der bruger deres værtsskab til at opdage ny musik og booke kunstnere, de ellers ikke ville have opdaget.

Vi er meget ambitiøse. DK er et dejligt sted, men jeg er tvivl om, hvorvidt vi kan nå 1000 koncerter om måneden. Derfor er vi nødt til at tænke i en bredere forretningsmodel. Den store ambition er, at være et globalt netværk med 10 millioner brugere og 30.000 koncerter om måneden, hvor man som musiker kan tage på en længere turné og breake i et nyt land. Og hvis man så er ude i verden, så kan man tænke, ”Det kan være, jeg kan tage til Low-Fi-koncert i aften i Paris”. Vi er også begyndt at tænke, ”Er der andre måder, at kunne være behjælpelig på for musikerne?”. Her har vi fx tænkt på en form for løsning, hvor man som turnerende musiker kan slippe for at slæbe sit keyboard med, men at man i stedet kan leje et af en anden Low-Fi-musiker i nabolaget til en billig penge. Men det er koncerterne, som driver os. Og der er ambitionen, at bygge et stort globalt netværk af musikere og værter til at skabe en bæredygtig, selvstændig økonomi for musikerne.