Tema // Kollegiale problemer kan holde mig vågen

Foto: Anne Mie Dreves

Helt generelt sover jeg godt, og jeg har ikke specielt svært ved at falde i søvn dagen inden en stor koncert. Det ser jeg mere som afslutningen på et langt forløb med prøver og forberedelse, hvor jeg i stedet glæder mig til, at skulle ind og vise det frem, vi har øvet på.

Men når vi har spillet koncert, kommer jeg typisk ikke seng før kl. to-tre om natten. Selv om jeg har spillet i mange år, kan jeg simpelthen ikke kan falde ned, selv om jeg er fysisk udmattet. Musikken kører rundt i hovedet, og jeg føler mig helt speeded.

Det er særligt svært at falde i søvn, hvis det har været en rigtig god koncert, så bliver jeg hængende i det mentalt i flere timer, hvor jeg stadig føler, at jeg er i musikken. Det kan måske lyde som et problem, at jeg ikke kan sove bagefter, men det er det ikke. Tværtimod føler jeg, at jeg er ganske privilegeret over, at jeg har et arbejde, hvor jeg selv efter så mange år kan have det sådan.

I det hele taget er det et privilegium, at jeg kan leve af min store passion, og andre mennesker har nogle gange svært ved at forstå det. Jeg oplever i hvert fald af og til, når jeg fortæller folk, hvad jeg laver, at de siger, ”Det lyder spændende, får du penge for det?”

Når jeg nogle gange har svært ved at falde i søvn, så kan det skyldes, at jeg føler, at jeg ikke har øvet mig nok eller kan et stykke ordentligt. Så kommer der naturligvis nogle ekstra nerver på, der kan blive til bekymringer dagen før. Hvis jeg skal op til en prøve, og har været for doven til øve mig ordentligt, så vågner jeg også ofte ekstra tidligt, hvor det sidder i baghovedet, at jeg ikke helt har styr på det, jeg skal spille. Det kan være opslidende, at have det sådan, men det giver også nogle gange nogle sunde nerver, hvor man sidder helt ude på kanten af stolen og er meget på. Men overordnet set, så er de perioder, hvor jeg har sværest ved at falde i søvn, dem, hvor er en konflikt på arbejde. Så grubler jeg over det og kan ikke falde i søvn. ”Det er også for dårligt, det skal være sådan,” tænker jeg måske og hidser mig lidt op, og så har jeg endnu sværere ved at falde i søvn. I det hele taget er kollegiale problemer og ’fnidder’ i mellem de ansatte i orkesteret den primære årsag til søvnløse nætter for mig rent arbejdsmæssigt.

Spiller 1. violin i Copenhagen Phil Sover fra ca. kl. 22.30 til kl. 6.30.

Det fylder utrolig meget, når det ikke går godt, og vi har endda haft en coach på i et enkelt tilfælde for at håndtere en konflikt. I starten syntes jeg, det var det rene pjat, men i sidste ende fik vi alligevel noget ud af. Så heldigvis kan problemerne blive bedre, hvis ikke løst. Men det er meget opslidende, mens det står på.

Rent søvnmæssigt var den hårdeste periode mit liv, da jeg havde små børn. De skulle jo op næste morgen, hvorfor jeg kun fik måske fem timers søvn efter en koncert, fordi jeg heller ikke dengang ikke kunne finde ud af at gå i seng. I dag er mine børn voksne, men jeg husker tydeligt, at der var perioder, hvor jeg ikke var udhvilet. I det hele taget er kombinationen af et job i et symfoniorkester, hvor man ofte kommer sent hjem, og så små børn, der vågner tidligt, en søvnmæssig udfordring.

Men jeg har heldigvis en god mand, der var meget flink til at tage børnene om morgenen. Men jeg husker også, at vores dage var meget ustrukturerede, og at det bare måtte gå på bedste beskub. Der var ikke noget med faste spisetider og sengetider i de år, hvor børnene var små. Der snoede vi os virkeligt igennem, men det gik for det meste meget godt, synes jeg.

Det var i hvert fald sådan, det måtte være, hvis jeg skulle spille i symfoniorkestret. Og det ville jeg meget gerne. At få et fast job i et orkester er meget svært, og bevidstheden om det samt taknemmeligheden over, at det er lykkedes for mig, var drivkraft nok til at komme igennem de svære perioder.

Jeg har lært, at bekymringer er en del af livet, men jeg synes faktisk ikke, jeg er blevet mindre bekymret eller bedre til at håndtere bekymringer. I dag kan det være tanken om, at vores børn render rundt i nattelivet, eller bekymringer på mine egne vegne, der fylder meget. Jeg tror aldrig, det holder op. Men jeg er nok blevet bedre til bare at køre videre med hverdagen, selv om der er nogle ting, der bekymrer.

Som jeg er blevet ældre, har jeg også fået sat tingene lidt i perspektiv. Hvis der er noget, der kikser under en koncert, så går det jo hele jo videre alligevel, og jeg er blevet bedre til at tænke, ’herregud, det kan jo ske’. Der er trods alt vigtigere ting i livet end musik, som eksempelvis ens familie, og hvordan de har det. Med alderen oplever man også dødsfald, og det kan også være med til at sætte tingene lidt i perspektiv. Selv om musik er vigtigt, så er det ikke liv eller død.