Dyssegårdskirken - folder

DYSSEGÅRD

Dyssegårdskirken ligger som en mar kant bygning ved Lyngbyvejen. Man ser det hvide tårn og ved med det samme, hvor man er.

Kirken stod færdig i 1961, men er en del af en historie, der går meget længere tilbage. Historien om et land skab, et sogn og et boligkvarter. Og kirken har igennem årene dannet ramme om begivenheder i mange menneskers liv ved at sætte ord, mu sik og billeder på tro og tvivl, sorg og glæde.

Denne folder er fortællingen om Dyssegård – sognet, kirken og kun sten. Vi håber, at dette udvalg af artikler, interview og faktuelle oplys ninger vil interessere mange.

Dyssegårdskirken Dyssegårdsvej 19, 2900 Hellerup

REDAKTION

TRYKNING

UDGIVELSE

November 2022

dyssegaardskirken.dk facebook.com/dyssegaardskirken instagram.com/dyssegaard.sogn

SOGNET, KIRKEN & KUNSTEN

Thue Petersen Allan Høier Sirpa Kilund LAYOUT Windfeldt Design ApS

Tarm Bogtryk A/S

FORSIDE Altertæppe Påskemorgen BAGSIDE Den forgyldte dør TAK TIL Peter Schmidt Ole Andkjær

HISTORIEN

DYSSEGÅRD

historien om et sogn

AF THUE PETERSEN

DER HAR LEVET MENNESKER i Dyssegård

i ca. 12.000 år. Nu er det os, der bor her i sognet, og når vi går ned ad Ellegårdsvej eller cykler langs Renden, færdes vi i et landskab, som på mange måder er præget af istiden. Da isen for ca. 16.000 år siden begyndte at smel te, skabtes Øresund som en smeltevands rende og dertil Gentofte Sø, Emdrup Sø og Utterslev Mose. Det er her, man har fundet de første bopladser. Langsomt smeltende is bræer forvandlede området til et vandrigt og frodigt landskab med mange søer og moser. Årtusinders tryk fra gletsjerne transportere de en jord fuld af ler til os med store sten, som vi stadig kan støde på blot et par spade stik nede, når vi graver have.

DET MEST SYNLIGE tegn vi har på vores forfædres liv og kultur, er gravhøjen Ellehøj.

Anlagt i ældre bronzealder for godt 3.500 år siden har gravhøjen ligget her i alle årene. Måske har der også været ældre stenbyggede dysser fra bondestenalderen, som har lagt navn til gårde i området, men ingen af disse dysser er bevaret i dag. Gravhøjen Ellehøj er så velbevaret og solidt konstrueret, at den stadig holder til at blive brugt som kælkebakke den dag i dag.

DEN FRODIGE JORD har været dyrket helt tilbage fra bondestenalderen, op igennem bronzealderen, jernalderen og til middelalderen, hvor vi ved, at Absalon overdrog jorden i Dyssegård til biskoppen i Roskilde. Som en del af kirkens jord blev markerne dyrket blandt andet med det formål at finan siere Gentofte kirke, der stod færdig i 1176 på toppen af bakken ved Gentofte Sø.

HolmerTrier

Fotos: Rudolf Hansen. Se flere billeder på hjemmesiden

Grundstensnedlæggelsen, 1958

Ellehøj

MED REFORMATIONEN i

1536

gik jorden fra at være kirkens til at være kongens. Men da kongen var afhængig af adelen, fik de også med tiden deres del af jorden. I 1752 skænkede Frederik 5. den jord, der svarer til det nuværende Gen tofte Kommune, til sin rådgiver, udenrigsminister Johan Bernstorff. Han opførte det slot, der siden 1765 har båret hans navn.

BERNSTORFF havde visioner for sit landbrug, og han udflyttede gårdene under godset som en del af en stor jordbrugsreform. Over fyrre gårde, som tidligere lå i og omkring landsbyerne Gentofte og Vangede, blev flyttet ud på egne marker og blev til stednavne, vi også kender i dag: Kildegård, Højsgård, Rygård, Maglegård, Bakkegård, Munke gård, Ellegård og Søndergård.

VED GRAVHØJEN ELLEHØJ blev der også opført en gård, som fik navnet Dyssegård, og gården lå der, hvor Dyssegårdskirken ligger i dag.

ca. 9500 f.Kr. afslutningen på den sidste istid

ca. 1500 f.Kr. Bronzealdergravhøjen Ellehøj anlægges 1176

Gentofte Kirke bygges 1536

ÅR i det danske kongehus; Bernstorff blev afsat af Struensee i 1770, og i den anledning sad Bernstorffs gode ven digteren Johannes Ewald på El lehøj med udsigt over Bernstorffs jorde og skrev vennen et hyldest digt. Siden har gravhøjen også væ ret kendt som Ewaldsbakken.

DET VAR TURBULENTE

DYSSEGÅRDEN GIK I ARV i flere generationer indtil Rasmus Olsen i 1896 solgte gården til overrets sagfører Peter Adler Alberti. Lyder navnet bekendt, skyldes det, at han blev danmarkshistoriens største økonomiske bedrager, da han som justitsminister begik underslæb for det, der i dag svarer til over 1 mil liard kroner.

ALBERTI ANSÅ IKKE den gamle firlængede Dyssegård for at være en passende privatbolig, men havde til gengæld stor interesse for jorden – eller rettere for det ler, istiden havde aflejret. Han opbyggede Dysseværket, et teglværk, der lå på det, der af samme grund i dag hed der Teglværksbakken.

Kirkens gods overgår til kongen 1765

Bernstorff Slot bygges 1767

Kongevejen/ Lyngbyvej anlægges 1769

Dyssegården opføres

1896 Alberti køber Dyssegården 1906 19. april Slangerupbanen indvies

DYSSEVÆRKET STOD FÆRDIGT i 1896

og producerede 6 mio. teglsten om året frem til 1918, hvor værket blev nedlagt. Da de fleste tegl fra værket skulle bruges

til at bygge de nye brokvarterer i Køben havn, var det oplagt, at Slangerupbanen fik en afstikker til Dyssegård. Det blev i 1932 til Dyssegård Station, der begyndte som et trinbræt på banen mellem Nørre bro og Slangerup.

KØBENHAVNERNES ØNSKE OM

te ud af byen og bygge eget hus, betød at mange af Bernstorffs gamle gårde blev udstykket til byggegrunde. Efter at Alber ti i 1910 var blevet kendt skyldig i underslæb, overgik Dyssegården til staten og blev derefter i en årrække forpagtet bort, indtil en overophedet kakkelovn i 1933 fik gården til at brænde ned til grunden. Herefter blev også denne gård udstykket, og på den måde endte Dyssegårdens jor de med at blive bebygget inden for bare ti år fra slutningen af 1920’erne til midt i 1930’erne.

DA VANGEDE SOGNS menighed om kring 1930 var vokset til ca. 18.000 med lemmer, begyndte tankerne om at ud skille området syd for Ellegårdsvej til et selvstændigt sogn. Primus motor i dette arbejde var præsten i Vangede, Hans Thy ge Jacobsen. Brandtomten, hvor gården tidligere havde ligget, blev af Gentofte Kommune reserveret til præstegård og kirke, og lokale folk stiftede i 1936 For eningen til Dyssegårdskirkens opførelse.

bygning og præstegård begge tegnet af arkitekt Georg Palludan. I 1936 stod præ stegården færdig og Hans Thyge Jacobsen kunne som den første præst flytte ind.

henvendte Hans Thyge Jacobsen sig til den nybyg gede Dyssegårdsskole, som tilfældigvis stod med et ufærdigt byggeprojekt i form af en svømmehal i kælderen. Man lagde brædder over bassinet, og indrettede den første Dyssegårdskirke i dette kælderlokale. Dyssegårdsskolens aula dannede i årene derefter ramme om underholden de aftener med skuespillere, basarer og foredrag, og den tomme byggegrund blev om sommeren brugt til folkefester med taler og fællesspisning. Alt sammen med det formål at samle penge ind til kirkebyggeriet.

SOM PRÆST UDEN KIRKE

” Svømmehallen

i en af vore Kommuneskoler anvendes for Tiden som Kirke

I 1961 stod den kirke færdig som arkitekt Georg Palludan tegnede i 1941, og som Hans Thyge Jacobsen og mange med ham havde arbejdet på at samle penge ind til. Dysse gårdskirken med det store hvide tårn, en landsbykirke i funkisstil, præget af den samme modernisme som mange af de omkringliggen de huse. En kirke i et sogn, der på det tidspunkt var fuldt udbygget

DYSSEGÅRD SOGN

Brandhaner og gadealarmer

Hvis du har set en brandbil suse af sted for at slukke en brand, har du nok lagt mærke til at den er rød.

for kirkens lokaler. I 1996 stod en sognegård færdig med nye kontorer og plads til undervisning, foredrag og aktiviteter. Og da kirkerummet efterhånden bar præg af at være blevet godt brugt gennem årene, indledtes en stor renovering, der blev afsluttet i 2012.

DET ER DEN KIRKE, som vi har i Dyssegård i dag, og som har givet anledning til denne folder. 

Brandbiler er røde fordi de skal være lette at få øje på i trafikken. Når der kommer en brandbil skal cyklister og biler køre ind til siden så den kan komme forbi.

Rød er en farve, som er nem at få øje på. Der er mange ting på brandmuseet, som er røde.

• Kan du finde nogle af de røde ting på museet?

Udenfor museet står en række brandhaner. Du kan se dem på billedet. Nogle er grå, men de fleste er røde! Måske har du lagt mærke til nogle der ligner de røde brandhaner, der hvor du bor?

Der er brandhaner i alle byer. Brandhaner er som store vandhaner.

Når det brænder sætter brandmændene lange brandslanger på hanerne.

På den måde får de vand til at slukke ildebrande med.

• Når du kommer hjem kan du prøve at finde den brandhane, der er tættest på det hus du bor i!

1932 8. september Dyssegårdsskolen indvies 1933 26. november Skolens kælder indvies som kirke 1957 6. oktober Munkegårdsskolen indvies 1996 17. november Sognegården tages i brug

1932 22. maj Dyssegård får eget trinbræt på Slangerupbanen 1933 19. september Dyssegården brænder 1938 1. april

I gamle dage var der ikke så mange telefoner som i dag. Der var ikke telefon i alle huse, og der fandtes slet ikke mobiltelefoner. Derfor var der brandalarmer på gaderne i Gentofte.

Hvis man opdagede en brand skulle man trykke en af brandalarmerne. For at det skulle være let finde brandalarmerne, hang der røde, firkantede lygter over alarmerne. Du kan se lygterne her på siden. Og du kan se et billede af en gammel brandalarm.

• Hvor mange lygter kan du få øje på på museet?

Hvis du opdager en brand i dag skal du ringe 112 på telefonen.

Dyssegård bliver et selvstændigt sogn 1961 19. februar Den nuværende kirkebygning indvies

2012 18. marts

Den nyrenoverede kirke indvies

beretningen om kirkens arkitektur ’HAR BYGGET SIT HUS PÅ KLIPPEN’

AF THUE PETERSEN

HVAD HAR en bank og en kirke med hinanden at gøre? Ikke meget vil de fleste nok mene. Men hvad Dyssegårdskirken angår, synes der at være en sammenhæng. Kirkens arkitekt Georg Palludan (1889 1964) tegnede Bikubens afdeling på hjørnet af Nørregade og Nørre Voldgade, og mens han var i gang med at ombygge og indrette en række af bankens filialer, blev han bedt om også at tegne en kirke i Dyssegård. Og her er det så, at spørgs målet rejser sig, hvad arkitekten kan tage med sig fra banken til kirken? Umiddel bart skal både bank og kirke signalere, at her er man godt konsolideret, at den står på fast grund – eller som det hedder i biblen, at den kristne ”har bygget sit hus på klippen”.

SÅLEDES HAR Dyssegårdskirken fået et solidt udtryk: stentrappen, de tunge døre, det brede tårn. Men at være velfunderet er i sig selv ikke nok hverken i en bank eller en kirke. Begge steder har man samtidig sit blik rettet mod fremtiden. I ban ken vil man sikre sig, at ens investeringer giver afkast, mens man i kirken sætter sit håb til en fremtid og et Gudsrige, der bæ rer lyset med sig.

DERFOR ER DYSSEGÅRDSKIRKENS

tårn

himmelstræbende med de karakteristiske smalle åbninger på alle sider. Og der er en fremadstræben i kirkerummet: en basili ka i markant længde med rene lige linjer. Georg Palludan har givet Dyssegårdskir ken en monumental udformning, så man ikke er i tvivl om, at huset er solidt fun deret.

SAMMEN MED PRÆSTEBOLIGEN på Dyssebakken, som Georg Palludan også havde tegnet, udgjorde Dyssegårdskir ken, da kirken stod færdig i 1961, et hele. Men med tiden kom man til at mangle plads til kontorer og konfirmander, og i 1996 skabte Erik Møllers Tegnestue en tilbygning med hvide facader og rødt tag, der nænsomt lægger sig op ad kirken. Sognegården blev udvidet mod øst, og mod vest var der allerede i 1990 blevet tilføjet et kapel. Det var også Erik Møller, der stod for den omfattende indvendige renovering i 2012, hvor Peter Brandes’ udsmykning blev en del af kirkens rum.

DYSSEGÅRDSKIRKEN ER blevet kaldt en funkis landsbykirke. Kirken kombi nerer den traditionelle landsbykirkes ydre form med en enkel og modernistisk stil, som man genkender fra mange af husene i sognet. Med Erik Møllers tilbygning og Peter Brandes’ udsmykning står Georg Palludans monumentale og modernisti ske kirke fornyet – stadig på fast grund. 

Georg Palludan 1889-1964 Arkitekt og snedker

En festlig indvielse

...smækkys af kirkeminister Bodil Koch

27års bestræbelser for at få en ny kir ke i Dyssegård sogn afsluttedes i søndags på den smukkeste og mest vær dige måde ved indvielsen af Dyssegårds kirken. Det blev en festdag, som bebo erne vil mindes længe, og man sporede også overalt både blandt menighed og gejstlighed stor tilfredshed med det nye bygningsværk.

Højtideligheden indledtes med klok keringning, hvorefter en præsteprocession med biskop Leer Andersen, stift amtmand Ove Larsen og politime ster Ernst Brix i spidsen gik ind i kirken der var fyldt til sidste plads.

Biskop Leer Andersen prædikede først over en af Davids salmer og fortsatte med at sige, at de 27 år, som man har ar bejdet for kirken, er et udtryk for en sjæl den udholdenhed og tro. Fra kirkens side tænker man i dag med tak på alle som hjalp, ikke mindst på Dyssegårdsskolen, der gav husly i de mange år. Derpå indvi ede biskoppen kirken.

skellig side er ydet under kirkens opførel se. En særlig tak til kirkeminister Bodil Koch, Gentofte Kommunalbestyrelse, Dyssegårdsskolen, håndværkere, forenin gen Dyssegårdskirkens opførelse og arki tekt Georg Palludan.

Efter højtideligheden i kirken samle des de indbudte gæster til reception i krypten. Her rettede formanden for me nighedsrådet, skoleinspektør Chr. Larsen en tak til alle, der havde medvirket til kir kens opførelse. Kirkeminister Bodil Koch ønskede tillykke og håbede at man ikke bare fik en stor kirke, der var fyldt med mennesker, men at disse mennesker også var glade for evangeliet. Hun udbragte en skål for pastor Thyge Jacobsen og slutte de meget uhøjtideligt med at give ham et smækkys. Det var et sandt kærlighedsevangelium.

Borgmester A. L. Østerberg gav kirken sine bedste ønsker fremover og for henværende skoleinspektør N. P. Nissen lykønskede både på sine egne og den nu værende skoleinspektørs vegne.

S

ognepræst Hans Thyge Jacobsen præ dikede derefter om fristelsen i ørke nen. Han understregede, at Jesus Kristus ikke var et glansbillede, og udtrykte sin glæde over, at Holmer Trier, der har smykket kirken med et frescoarbejde, ikke har fremstillet Kristusskikkelsen som glansbillede.

Efter prædikenen takkede Hans Thyge Jacobsen for den hjælp, der fra for

Kirkeminister Bodil Koch savnede nog le repræsentanter for ungdommen. Hans Thyge Jacobsens børn blev hentet, og i en tale til dem sagde kirkeministeren, at det hele ingenting ville være værd, hvis den generation som ungdommen repræ senterer ikke var med.

På denne festlige og utraditionelle måde sluttede kirkeindvielsen. 

Skulptur

En ca. 100 cm høj skulptur “Den blinde Bartimaeus” samt sokkel i samarbe jde med støberiet Fonderia Mariani i Pietrasanta, nær Lucca Toscana. Skulp turen er støbt i sølv.

KUNSTVÆRKETS STYRKE

ligger ikke i det du ser, men det du får at se

MED PETER BRANDES AF PETER SCHMIDT OG THUE PETERSEN

I 2009 fik Peter Brandes af menigheds rådet overdraget opgaven at udsmykke kirkerummet. I første omgang de otte store vinduer med glasmosaik. Men det viste sig svært at få de nye glasmosaik ker til kunstnerisk at gå i spænd med Holmer Triers fresko, der tidligere har udgjort altertavlen. Løsningen blev et vævet tæppe fremstillet i Frankrig. Et tæppe, der nok dækker, men samtidig bevarer Holmer Triers fresko.

Peter Brandes er autodidakt kunstner, men knyttede sig til Robert Jacobsen, Richard Mortensen og især Preben Hornung. Denne tilknytning bestod i, at han var behjælpelig i deres arbejdssteder og med forskellige op gaver.

— Min interesse for kirkekunst blev vakt under en rejse til Pyrenæerne i 1980’erne, hvor jeg specielt studerede romanske træ figurer, nogle farvede andre farveløse. Det var den korsfæstede Kristus og Maria med barnet figurer, som netop i det område er så enestående. En Kristusfigur med en tornekrone vakte især min inte resse. Kronen om hans hoved var som en fuglerede, og hovedskallen det æg, som i reden ventede på, ved påsketid, at åbne sig med det nye liv. Opstandelsen På skemorgen. En række billeder dengang opstod af den vision. Et vigtigt punkt i min udsmykning til Vejleåkirken inde holder denne metamorfose. Og det mo numentalt store altertæppe i Dyssegårds

kirken indeholder også reminiscenser fra den oplevelse.

Peter Brandes voksede op på Sydvestfyn med en jødisk far og en kristen mor.

Min far var flygtet til Paris i 1933 efter Hitlers magtovertagelse. Han kom fra Leipzig, var påvirket af Bauhausbevægelsen, kendte folk som Bertolt Brecht, Kurt Weill og Paul Klee. Hans omgangskreds var ateister, som han selv. I Paris besluttede han sig for at udvandre til Palæstina for som sionist at være med til at genskabe Israel. Som landbrugs kandidat kom han fra Paris til Vestfyn i 1936 og blev forelsket i min mor, som var dansk. Han nåede aldrig videre, gudske lov.

— Min mors familie er en kristen fa milie, som gik i kirke hver søndag. Min far deltog i disse gudstjenester, havde lært dansk på meget kort tid og indgik til kirkekaffen i diskussioner, især i Odense med Pontoppidan Thyssen, siden stifts provst i Haderslev. Deres ”Nikodemus samtaler”, vil jeg nærmest kalde dem, førte til, at min far lod sig døbe i 1936, hvor han fik dåbsnavnet Johannes. Det var en altafgørende begivenhed i min fars og mors liv og dermed også mit eget liv.

— Jeg kan ikke huske en søndag, hvor vi ikke var i kirke. Vi gik sågar i søndags skole, hvilket jeg kun tænker tilbage på

med stor glæde. Det var i den alder, hvor jeg som mine jævnaldrende også læste Tarzan og Fantomet, tegneserier der var nemme at forstå. Men vi læste jo samti dig i Biblen derhjemme, og det var straks vanskeligere at forstå. Og jeg tror allerede dengang, at jeg forstod, at der er forskel på det almindelige sprog og det sakrale. Stående i Dyssegårdskirkens rum med den forgyldte dør foran os, falder talen på gul det. Guldet er i kirkekunsten, som vi også ser det i de byzantinske kirker, et udtryk for det hellige.

— Med guldet bliver der en horisontud videlse. Guldet i byzantinsk kirkekunst gør, at kirkens vægge ikke bliver et ende punkt. En uendelighed skal åbne sig, når du kommer ind i rummet. Du skal gå ind i kirken, som du går ind i Kristi legeme.

— Det er et sakralt rum. Det er derfor vi går herind og ikke ind i Rådhushallen el ler på værtshuset henne om hjørnet. Her går vi ind for at finde en sandhed – en kristen sandhed.

— Kristus behøver ikke at være til stede, sådan at du kan gå hen og tale med ham og spørge ”hvad synes du om vores nye statsminister”, men Kristus er til stede i vores trosunivers. Jeg mener Kristus er mest til stede, når han er usynligt til ste de. Det er jo også hele hemmeligheden i et kunstværk. Kunstværkets styrke er ikke

INTERVIEW

PETER BRANDES

Peter Brandes er født i 1944 i Gamtofte på Fyn. Han arbejder og bor i Paris, Dublin og København og har udført kirkeudsmykninger blandt andet i Vejleå Kirke, Galten Kirke og Roskilde Domkirke.

Ligeledes er hans værker at finde mange steder rundt om i verden herunder på Holocaustmuseet i Jerusalem, Nordlyskatedralen i Norge, Christ Chapel i Cornerstone og The Village Hope i Californien. Hans bibliografi rummer over 80 bøger og kataloger, ligesom han er repræsenteret på mere end 30 museer.

i det du ser, men det du får at se. Fra glas mosaikkerne falder der et lysende farve spil ind gennem ruderne. Og motiverne træder frem og kaster deres skær over os, der er i rummet.

— Glasmosaikkerne er en hinde mellem virkeligheden udenfor og virkeligheden her inde. Man kan sige, med tanke på de første ord i Johannesevangeliet om lyset, der kom til verden, at Kristus er lyset. Og det lys forvandler hele tiden rummet. Der er vedvarende genopstandelse på færde i rummet.

— Det engelske udtryk for glasmosa ikruder er ”stained glass”. Og det er jo et ret spændende ord ”stained”, for det be tyder plettet. Man pletter glasset og det kan du gøre ved at male glasset med en farve. Men ”stained” betyder også urent. Urent som Jesu naglemærker og såret i hans side. Og det vil jeg egentlig også gerne have er i ens tanker, når man ser glasset, at det så at sige er et transcenden talt billede af Kristus. Mange af ruderne har såret gemt i sig, på den ene eller an den måde.

Når lyset falder ind i kirkens rum, farver det væggene, bænkene og skulpturen af den blindfødte. Det er usædvanligt for en kirke at have en skulptur stående midt i rummet, knælende ved det østvendte vindue, hvor skulpturens motiv genfindes i ruden overfor.

— Skulpturen forestiller en dåbsscene. Den blindfødte bader sig i lyset. Hvor du kan bade dig i vandet til dåben, så kan du også bade dig i dåben til lyset – og det her er en lysdåb.

— Dåbshandlingen er en adgang til li vet og til at kunne se. Jeg har andetsteds kaldt det ”Fra død til dåb til liv”, altså at du er et dødt menneske, som i virkelig­

heden også er blind. En hvilken som helst person, som ikke forstår kristendommens budskab, har egentlig blindheden gemt i sig. Først med dåben og troen bliver vi seende og får dermed livet på ny.

Mange kirker får, ligesom Dyssegårdskirken, nye udsmykninger. Der er kommet mange flere billeder ind i kirkerne igen, og for Peter Brandes er det ikke så underligt, at det nu sker.

— Ved reformationen blev der skabt et fokus på Ordet og ordene. Det var vigtigt dengang at folk lærte at læse og kunne til egne sig den hellige skrift på egen hånd. Og billedet blev dengang sat i baggrun den. Men nu er vi vendt tilbage til en bil ledtid. Via TV og computere står billedet umådeligt stærkt i dag og analfabetismen lurer lige om hjørnet. I den situation har man som kirkekunstner et ansvar for at skabe billeder, der kan føre os tilbage til forståelsen af Ordet – altså Kristi nærvær.

— Vi skal nødigt blive analfabeter, hvad kristendommen angår. Derfor må vi som kunstnere forsøge at gøre troen tilstede værende, også synligt tilstedeværende.

Peter Brandes’ udsmykning har nu stået færdig i nogle år. Han er jævnligt tilbage for at se rummet eller vise interesserede rundt. For Peter Brandes er det altid rart at komme tilbage til Dyssegårdskirken for at se lyset og farverne i guldet og altertæppet.

— Det er måske én af mine mest vel lykkede udsmykninger, for den er meget konsekvent og gennemtænkt. Og så al ligevel virker den, som om man trækker vejret – for nogle gange kan det godt blive noget fortænkt, ikke? Det synes jeg ikke sker her. 

Den blindfødte

Den åbne grav

LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN

KRISTUS i historien

Dyssegårdskirken, der er fra 1961, lig ger i et nyere villakvarter og er byg get i funkisstil med hvide mure og rødt tegltag. Kirkerummet har rundbuede vinduer og en flad apsisvæg med et rund buet felt, hvor der oprindelig var et stort freskomaleri af maleren Holmer Tri er. Han var født ind i et højskolemiljø i Vallekilde, uddannet på Kunstakademiet under Kræsten Iversen og Elof Rieseby, og han foretrak i sin kunst historiske eller religiøse motiver, malet i naturalistisk stil. Det gjaldt også maleriet i Dyssegårds kirken, der forestillede Kristus stående over de opstandne, men som på trods af det livsbekræftende tema virkede no get tungt. Man havde derfor længe haft planer om at få gjort et eller andet ved alterpartiet og havde også tidligere væ ret i forbindelse med en kunstner for at finde en løsning. Men da Holmer Trier ikke har udført ret megen kirkekunst, ville man gerne bevare hans værk, så det kunne kaldes frem igen, hvis man engang skulle få lyst til det.

Altertæppe

Altertæppet er udført hos Atelier 3, Paris i Frankrig. Tæppet er håndvævet efter Peter Brandes’ anvisninger, og motivet er den opstandne Kristus. Dimension 500 cm bred og 800 cm høj, udført i uld, bomuld, mohair uld, silke og hør.

Altertæppe: Påskemorgen

Da kirken i 2010 skulle gennem gå en større restaurering, tog man kontakt til Peter Brandes med henblik på en totaludsmykning af kirken, herunder også en anden udformning af al terpartiet. Han foreslog en vævet gobelin, der kunne hænges op bag alteret, så det dækkede den oprindelige fresko. For uden gobelinen har Brandes skabt de otte glasmalerier i vinduerne, en skulp tur, en prædikestol med hoveder af de fire evangelister samt en udsmykning af orgelpulpituret og døren fra våbenhuset ind i kirken. Resultatet er et lyst og meget helstøbt kirkerum, hvor alterpartiet med et opstandelsesmotiv i lysende gule farver stråler den indtrædende i møde.

Når man bevæger sig fra indgangs døren op mod alteret, går man ad midtergangen som ad en via dolorosa med glasvinduer på begge sider. Vinduerne skildrer den historie, der satte skel i tiden, nemlig Kristi lidelseshistorie, mens et par er føjet ind som en slags erindringer om det, der gik forud, nemlig Jesu liv blandt mennesker.

Men Brandes skildrer ikke bare, hvad der skete. Han vækker også i besku eren den følelse af andagt og eftertanke, der har ligget i kunstnernes gengivelse af netop den historie, lige siden man be gyndte at uddrage de vigtigste punkter

Langfredag

Kristus beder i Gethsemane

korsvejsstationer, som man siden kaldte dem fra Jesu vej til Golgata og skabe en sammenhængende fortælling ud af dem. Det skete allerede i slutningen af 1300­tallet, hvor pilgrimme, der i Jerusa lem havde vandret i Jesu fodspor ad via dolorosa, efter hjemkomsten grundlag de tilsvarende ruter i deres hjemegn ved langs bjergstier eller småveje at opstille billedtavler med motiver fra Jesu vej fra domfældelsen ud til døden på Golgata.

Peter Brandes har før arbejdet med disse korsvejsstationer, men i Dyssegårdskirken bruger han kun et udsnit af motiverne, som han så til gengæld for enkler, så de bliver til en slags andagtsbilleder, der tilsammen danner en via dolorosa. Forenklingen sker blandt andet ved, at han indskrænker antallet af personer i billederne, så man kun ser én, højst to personer på en neutral baggrund, lige som der ikke er nogen egentlig handling i billedet. Det forudsætter naturligvis, at beskueren kender den store historie og derfor er i stand til at sætte scenen ind i en større sammenhæng, men til gengæld giver en sådan koncentration omkring et enkelt, næsten grafisk tegn en særlig inder lighed og stilhed i billedet, ligesom motiverne bringer Jesu lidelse tilbage i kirkerummet som en central del af guds tjenesten.

D en gode kunst rummer et overskud. Giver noget fra sig. Når man kender Peter Brandes’ værker, kan man næsten tale om en form for alfabet, hvor ansigter, tegn og symboler går igen og alt afhæn gigt af sammenhængen optager forskel lige betydninger i sig, men også danner nye forbindelser med mulighed for for

Kristus tornekrones

Nedtagelsen

Den gode kunst rummer et overskud

skellige tolkninger. Det kommer meget tydeligt frem der, hvor Brandes arbejder med billedrækker, og hvor der altid er fi gurer eller tegn, der kan aflæses og derved kaste lys ind over det, der i første omgang synes mere dunkelt. Netop som man kan se det i Dyssegårdskirken, der er udtryk for et nybrud derved, at han gennem ud valgte scener fra Kristi lidelseshistorie bringer en andagt ind i kirkerummet, der kalder på den eftertanke, som så mange efterlyser.

Gobelinen eller billedtæppet, der er vævet i Frankrig, er stort og fylder hele den høje apsis ud. Baggrunden er lys med mange blålige, rosa og grøn ne nuancer, der får midterpartiets store brune felt til at træde frem med en vold som kraft. Her ser man direkte ind i den tomme grav, men med det gule strålende lys bagved kommer der samtidig noget svævende over dette midterfelt, som om tyngdekraften i opstandelsens øjeblik er ophævet og begivenheden løftet ud over tid og rum. Foran, i det blege forårslys, står en hvid skikkelse, en kvinde, hyllet i en hvid kappe og drejet, så hun ikke ser direkte ind i lyset, men derimod på den lyse sten, der ligger ved hendes fødder. Selve opstandelsen har intet menneske set. Det er Guds uforklarlige mysterium.

Malede glasmosaikruder

Otte malede glasmosaikruder med bibel ske motiver. Ruderne er udført i samarbejde med Per Steen Hebsgaard, Præstø og består af bemalet, brændt glas, ét lag, samt udskåret, farvet, mundblæst glas og reliefglas halvmat klart. Ruderne er udført som termoruder.

Det første vindue på venstre hånd kal der kunstneren for Kristus tornekro nes. Brandes er her, tror jeg, inspireret af de gamle gotiske skulpturer af Jesus, der på sin vej til Golgata et øjeblik sætter sig på en sten. Motivet hører i modsætning til tornekroningen til legendestoffet og indgik i middelalderens fromhedstra dition under betegnelsen Kristus på den kolde sten. Her skulle det understrege Jesu træthed og udmattelse og anskueliggøre, hvordan han udholdt sin lidelse for men neskers skyld. Sådan også her: Blodet, det bøjede hoved, det blå felt i vinduets højre side ­ det bidrager alt sammen til at pege på hans fysiske og psykiske udmattelse, men er samtidig i kraft af en vis abstrak tion skildret, så det fremstår nøgternt og grafisk stærkt. Det er op til beskueren at tænke videre.

Over for dette vindue har man på høj re hånd et Langfredags vindue med en klassisk korsfæstelse. Jesus står med udbredte arme og hovedet bøjet ned mod sin højre skulder. Han er død. Øjnene er lukkede, blodet drypper fra hans hage ned over kroppen mod sidesåret korset ser man ikke. Motivet har en interessant detalje, idet man øverst kan se en tegning af et kirkevindue, som om vi i virkelighe den ikke ser korsfæstelsen, men et kru cifiks, der anbragt i en kirke fremtræder som et tegn, et billede af det, der skete langfredag.

De to næste vinduer hører tilsyneladende ikke sammen rent kronolo gisk, men kompositionerne viser, at kunst neren har en klar tanke med at stille dem over for hinanden. Til venstre ser man et lyst vindue med en knælende gul figur,

der løfter ansigtet op mod en arm, der strækkes ud og berører hans lukkede øje. Det er Jesus, der helbreder den blindfød te. Brandes har brugt det samme motiv i Gamtofte Kirke på Fyn, hvor det af sam menhængen fremgår, at den blindfødte i

Lisbeth Smedegaard Andersen er kunst historiker og teolog. “Huset med de mange boliger” er titlen på hendes værk om ny dansk kirkekunst udgivet i 2013. I bogen gennemgår hun de nyere værker i danske kirker, og man kan både læse en beskrivelse og en vurdering af værkerne i forhold til, om og hvordan de forholder sig til det kristne budskab. “Huset med de mange boliger” indeholder intet min dre end 31 kirkeudsmykninger, herunder Dyssegårdskirkens, og Lisbeth Smedegaard Andersen forsøger i sine beskrivelser og iagttagelser at give læseren et ind blik i, hvordan kirken er med til at gøre noget ved kunsten og omvendt.

Lisbeth Smedegaard Andersen har venligst givet tilladelse til, at Dyssegårdskirken benytter hendes tekst som beskrivelse og fortolkning af Peter Brandes’ udsmykning af kirken. Trykt med tilladel se fra Kristeligt Dagblads Forlag.

LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN

kunstnerens billedunivers ikke bare er et menneske, der ikke kan se, men repræ senterer det vantro menneske, der endnu ikke har indset, hvem Jesus er. Men her i Dyssegårdskirken får det endnu en be tydning, fordi det optræder i forbindelse med Jesu vej til korset. I Lukasevangeliet fortælles det, at Jesus netop har fortalt sine disciple, at han nu går til Jerusalem for at dø, da de kommer forbi en blind, der sidder ved vejen og råber efter ham. Disciplene vil gå videre, men Jesus stand ser og spørger den blinde: “Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”, hvortil den blinde svarer: “Herre, at jeg må kunne se”.

At det er et vigtigt billede, understøt tes af den skulptur, der er anbragt på en høj sokkel ud for vinduet. Skulpturen er af sølv og viser igen den blindfødte, men nu viklet ind i bånd og reb, så man tydeligt ser, at han er bundet og ufri. Alt hans håb ligger i, at nogen forbarmer sig over ham.

Derfor virker det også stærkt, når man i vinduet overfor ser den bedende

Jesus i Getsemane Have. Den grønne baggrund med de høje ranke stammer og en rød måne viser os, at det foregår i en have ved nattetid, og mens den blinde løfter sit ansigt op mod lyset, så bøjer Je sus sit ansigt ned mod jorden, dybt kon centreret i sin bøn. Her er intet lys at løfte ansigtet imod.

Håbløsheden, smerten, døden det er indholdet i det næste vindue i ven stre side: Nedtagelsen. Også det er et mo tiv, Brandes har brugt gang på gang, og som efterhånden har fået en fast udform ning med den lange arm, der peger ned mod jorden, så man ligefrem kan mærke tyngden i det døde legeme. Det kunne også være en pietà med den sørgende Maria, der holder sin døde søn. Man ser kun hans hoved og den ene arm, de er begge blodrøde, og der er intet, der peger hen mod en opstandelse. Død er død, og den døde krop søger mod den jord, hvor af den er taget. Her er den skæbne fuld byrdet, som Jesus påtog sig, da han kom til jorden og ved sin dåb gik ind til liv, der også er vores, sådan som det ses i vinduet

overfor, hvor Jesus står med bøjet hoved i Jordanfloden, mens Johannes Døberen repræsenteret ved en udstrakt arm hæl der vand over hans hoved. Ligesom i den byzantinske kunst ser man direkte ind i vandet, der blåt og bølgende ligger om kring Kristi krop. Motivet er placeret ud for døbefonten og sådan, at dåbsfølget fra deres pladser kan se det blå dåbsvindue.

Det sidste billede i venstre side helt oppe mod alteret kaldes Den åbne grav. Her er vi tilbage i det abstrakte formsprog. Je sus lægges i graven, og alt, hvad vi ser, er lys og mørke, en stribe af blod og nogle lyse, menneskelignende former.

Heroverfor har kunstneren anbragt Maria Magdalene ved korsets fod et klassisk motiv, hvor Maria Magdalene som den, der stod Jesus nær, sørger og klamrer sig til ham. Jesus selv ser man ikke, kun hans fødder med naglegabene. Men derved får man måske også indi rekte en forklaring på, hvorfor Brandes har anbragt Maria Magdalene netop her. Hun smeltede i traditionen sammen med den kvinde, der salvede Kristus med kostbar nardussalve og tørrede hans fød der med sit hår, og derfor blev hun altid fremstillet med langt hår, ganske som på Brandes’ vindue. Men det fortælles vide re, at da nogle af de tilstedeværende blev

Stukarbejder og forgyldning

Stukarbejder ved hoveddøren ind til kir kerummet, som er dækket med et reli ef påsat døren og dækket med 24 karat bladguld. Orgelpulpiturets forkant er en mat glasplade med et indgraveret motiv. I den graverede linje er ilagt 24 karat bladguld. Arbejderne udførtes i samar bejde med forgylder Ove Olsen og stuk katør Br. Funder, Christianshavn.

Den forgyldte dør: Englen vogter Livets Træ

forargede over hendes ødselhed og over fusede hende, greb Jesus ind med ordene:

Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende. MARK 14,6-9

Når man sidder i kirken, ser man op mod det store opstandelsestæppe, der på en måde samler alle motiverne i sig og forvandler dem, så man ser dem i påskelyset og kan se, at evangeliet trods via dolorosa og lidelsen i vinduerne ikke ender med synd og død, men med tilgivelse og håb. Og det er udtryk for en udvikling. Peter Brandes har i sin kirkekunst og i sine øvrige værker gang på gang gennemarbejdet Jesu lidelseshistorie og kædet den sammen med menneskehedens lidelseshistorie. Det var tydeligt i Vejleå Kirke fra 1998, men her i Dyssegårdskirken er motiverne forenklet og står dermed næsten stærkere. Elemen terne går ganske vist igen: blodet, sorgen, afmagten, men forventningen er blevet stærkere.

S om sagt: Lidelsen hører med, når man skal forkynde kristendom ægte og stærkt. Det sker også i Dyssegårdskirken, hvor udsmykningen følger kirkegænge ren helt ned til udgangsdøren, der med en aftegning af en stor engel samtidig er døren til Paradiset. Grene fra Livets træ strækker sig fra døren op over orgelpulpi turet, når man gennem englevingerne går ud i hverdagen. 

Kristi dåb

Maria Magdalene ved korsets fod

PRÆSTETAVLE

1938-1966

HANS THYGE JACOBSEN (1896-1966)

Cand. theol. 1921. Kapellan i Gentofte 1921-1931 og Vangede fra 1931 – udlånt til Dyssegård fra 1933. Embedet sognepræst i Dyssegård blev oprettet 1938. Konservativ folketingsmand i en lang årrække.

1966-1986

JOHANNES BJERRUM (f. 1919-2018)

Cand. theol. 1946. Kortere virke som hjælpepræst i Rødovre 1946, sognepræst i Rorup og Glim menigheder i Roskilde Stift 1947-1966.

1986-2012

VAGN FRIKKE-SCHMIDT (f. 1943)

Embedseksamen 1981. Sognepræst i Gauerslund sogn i Haderslev Stift 1981-1986. Feltpræst ved Kongens jyske Fodregiment 1983. Medstifter af Børn i Afrika.

2012-

THUE PETERSEN (f. 1972)

Cand. theol. fra Århus 2005. Sognepræst i Nr. Lyndelse i Fyns Stift 2006-2012.

1939-1972

MAX WILLIAM OLSEN (1905-1977)

Cand. theol. 1931. Mag art i religionshistorie. Præst i Skuldelev-Selsø. Religionslærer på Gl. Hellerup Gymnasium. Udgiver af flere teologiske bøger.

1973-1998

LISBET FOSS (f. 1938)

Cand. theol. 1961. Tidligere præst ved Garnisons kirke og forsker ved Københavns Universitet. Har skrevet ph.d afhandling om salmedigteren Paul Gerhardt.

1999-2022

LISBET RØMER (f. 1952)

Cand. theol. 1983. Præst i Slangerup-Uvelse 1986-1990 og Hellerup 1990-1999. Master i luthersk spiritualitet.

2022-

ARENDSE WULFF-JØRGENSEN (f. 1985)

Cand. theol. 2013. Sognepræst i Rønninge i Fyns Stift 2014-2022.

De to sygeplejersker

HISTORIEN OM MENIGHEDSPLEJEN

AF THUE PETERSEN

HVIS MAN SKAL FORKLARE hvad en kirke er, kan man ikke nøjes med at pege på en bygning. En kirke er ikke bare mursten, men også ’levende stene’, som Grundtvig har formuleret det. ’Le vende sten’ er de mennesker som føler sig knyttet til en kirke, som får deres børn døbt og som bi drager til det fællesskab, som en kirke er.

LIGESOM DET ER MULIGT at skelne mellem mursten og levende sten, kan man også se kir kens liv som noget der udfolder sig både inde og ude: Inde i kirken forkyndes kristendommen ved gudstjenester og i undervisning, og udenfor har kirken et diakonalt eller socialt virke. Man kan formulere det sådan, at der ud af kirkens forkyn delse af Guds kærlighed til verden udspringer en omsorg for verden også uden for kirkens mure. En omsorg for alle dem, som har brug for hjælp og støtte.

OGSÅ I HISTORIEN om Dyssegårdskirken kan man se et kirkeliv, der udfolder sig både inden for og uden for murene: I december 1934 blev der oprettet et menighedsråd, en folkevalgt forsamling, der skulle skabe gode rammer for kirkens liv. Den midlertidige løsning med at have kirke på skolen var ikke holdbar i længden. Derfor tog Gentoftes borgmester Aage E. Jørgensen i 1936 initiativ til ’Foreningen Dyssegårds kirkens Opførelse’ for at samle penge ind til den kirke, som se nere kom til at stå i mursten.

NOK VAR MAN OPTAGET af at få rejst midler til en kirke, men kirkeligt kunne man også se, at der var behov for at afhjælpe den nød, der var blandt syge, ældre og dårligt stillede i Dyssegård. Derfor sluttede en kreds af kvinder sig i 1936 til den me nighedspleje, der allerede eksisterede i Vangede.

TAKKET VÆRE donationer, husstandsindsam linger og tilskud fra Gentofte Kommune og fra Gjentofte Vangede Sygekasse, kunne Menig hedsplejen i Dyssegård allerede i 1936 ansætte sygeplejerske Esther Rønnenkamp Holst, der boede på Bøgehøj, og få år senere sygeplejerske Edith Hansen på Højsgaards Alle. De fungerede sammen som hjemmesygeplejersker i sognet og påtog sig mange forskellige opgaver. Derudover stod Menighedsplejen også for uddeling af mælk, tøj og brændsel samt kontanthjælp til trængende familier.

I TAKT MED at velfærdsstaten udviklede sig, overtog Gentofte Kommune i 1960 ansvaret for hjemmesygeplejen. Menighedsplejen kom herefter i højere grad til at fokusere på at skabe gode rammer særligt for de ældre i sognet gennem foredrag, udflugter og en besøgstjeneste, men man yder også stadig julehjælp og anden bistand til økonomisk trængte familier i sognet. Som selvstændig fond med egen bestyrelse og økono mi er Dyssegård Sogns Menighedspleje et aktiv i kirken – til stadighed med blikket rette mod det liv der leves, og den nød, der findes, uden for murene.

ORGANISTER

1933­1943

ERICH PETERSEN ALSHAUGE (1907-2006)

Organisteksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1928. Cand. theol. 1941, ansat som præst i Oksbøl 1943-1958 og senere provst i Sønder borg 1958-1977.

1944­1971

POVL HAMBURGER (1901-1972)

Organisteksamen fra Det Kgl. Danske

Musikkonservatorium 1921. Lektor ved Musikvidenskabeligt Institut, Køben havns Universitet fra 1951. Udover organist, også musikforsker og kom ponist til bl.a. ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”.

1971-2018

STEEN LINDHOLM (f. 1942) Organisteksamen 1966 og diplomeksamen i orkesterdirektion 1978, begge fra Det Kgl. Danske Musikkon servatorium. 2. organist i Københavns Domkirke og flere ansættelser som underviser og leder, herunder Korsynge mester ved Det Kgl. Teater og kunst nerisk leder af Koncertforeningens Kor.

2018-2019

MERETE KUHLMANN (f. 1962)

Diplomeksamen i kirkemusik fra Det Jyske Musikkonservatorium 1990. Tidligere organist i Sankt Jørgensbjerg Kirke, Roskilde. Har komponeret meget kirkelig kormusik. Virker som organist i Sct. Mortens Kirke, Næstved.

2020-

SEBASTIAN THUNBO PEDERSEN (f. 1993)

Cand. musicae i orgel og kirkemusik fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 2020.

DET HVIDE TÅRN

Tilegnet kirken i anledning af 25-året den 23. februar 1986

Det hvide tårn har tusind tunger. Det giver genlyd videnom, indtil det dybt i hjertet runger: ”Kom, alt er rede! Skynd jer, kom til bøn og lovsang for Guds ord ved døbefont og nadverbord!”

Det hvide tårn kan også tie. Det står og lyser uden lyd. En liden stund da må vi bie, før hjertesorgen bliver til fryd, thi alt på jorden har sin tid, den onde kval, den hårde strid.

Det hvide tårn er ung af alder, men af en meget gammel slægt. Til barnebøn det altid kalder, til Guds, vor Faders varetægt. Han støder ingen fra sig bort. Han lægge selv sit sind i vort!

Det hvide tårn bliver stemt i glæde til sang for brudgom og for brud. Men klokkerne kan også græde med dem, der følger kisten ud. I sorg og glæde, lige stor, vort lys på vejen er Guds ord.

Det hvide tårn, hvis klokker støbtes til ro og håb og kærlighed, det lyser på de små, der døbtes, velsignelsen med Herrens fred. Og den, der hungrer og er træt, med nadver styrkes og bliver mæt.

Det hvide tårn til tro forkynder: Af døde Kristus her opstod. Han har forladt os alle synder, Han skænker os det frie mod. Det hvide tårn, vor tusindfryd, et vidnesbyrd i lys og lyd!

Tekst: Johannes Johansen

Helligt Følt Forstået

KIRKEMUSIKKEN KORT FORTALT

HVAD ER DET HELLIGSTE instrument?

Stemmen, for den har Gud selv skabt. Ved brug af sange og salmer sætter vi ord på det vi føler eller har svært ved selv at formulere. Sang er universel og toner er ældre end sproget.

I OLDKIRKEN var menneskeskabte in strumenter forbudte, og man sang derfor a capella. Men i takt med at sangen i kir kerne udviklede sig flerstemmigt, blev der behov for instrumenter til at understøtte de efterhånden komplicerede kombinati oner af melodier. Således blev orglet, som det enmandsorkester det er, med tiden et fast inventar i katolske såvel som luther ske kirker. Og da reformationen mulig gjorde sang på modersmålet, fik vi den gudstjenesteform, som vi kender i dag, karakteriseret ved sang og musik.

ORGLET KAN med sine mange klang kombinationer bevæge sangen på et bredt, følelsesmæssigt spektrum. Hvor den enstemmige, oldkirkelige sang var dynamisk begrænset, og som regel ude lukkende med bibelske tekster, blev den nye fællessangstradition præget af et bre dere følelsesregister. Efterhånden som der blev gendigtet, opstod der salmeka tegorier som ’menneskelivet’, ’kristenlivet’

Tegning, Th. Frobenius & Sønner Orgelbyggeri

Derfor står den moderne kirkemusik i dag midt i en spændende periode med mange nye salmer og melodier, og nye måder hvori de kan indgå i gudstjenesten. Det gøres ved at lade teksten zoome ind på noget meget specifikt eller relatere til noget, vi kender fra vores hverdag.

SOM KIRKEMUSIKER kan man være med til at løfte gudstjenesten og menig hedens sang, ved fra orgelet både at give plads til det hellige (oldkirkelige), følte (romantiske) eller forståede (nutidige) Det er ikke et enten eller. Vi har en lang og rig tradition at trække på. Og kirkens sang og musik kan bære mange forskel ligartede følelser, stemninger, betydning er, ord og klange med sig – der alle sam men kan give resonans i det gudskabte

Th. Frobenius & Sønner Orgelbyggeri

kirkemusiks renhed. Tilbage til en tid, hvor sangen lægger op til en forståelse fremfor en følelsesmæssig reaktion.

MEN VI ER TRODS ALT følende væsner, og i højere grad end i oldkirken bevidste om vores følelsers kapacitet og betydning i vores relationer til hinanden, og til Gud.

Det oprindelige instrument var på 23 stemmer fordelt på 3 manualer og pedal. Ved kirkens 25-års jubilæum blev der tilføjet et 8-stemmers svelleværk som 4. manual med piber i et selvstændigt orgelhus bag det op rindelige. Dermed fik orglet i alt 31 stemmer hvoraf 3 er transmissioner til pedalet. Orglet er interessant bl.a. ved at være Danmarks mindste 4 manuals orgel.