Læseprøve: LEVE POSTHORNET! by Turbine Forlaget

Vigdis Hjorth Leve posthornet! forfatterfoto: sara angelica spilling

Det måtte være en spøg. Jeg kiggede op. Rolf trak på skuldrene. Han sagde, at han havde ringet mange gange, men telefonen var slukket. Han havde ringet til ekskonen, som sagde, at det var typisk Dag bare at smutte fra alt. Rolf sagde, at Dag havde haft det svært efter skilsmissen. At Dag var i krise. Han var kørt hjem til hans lejlighed, som virkede lukket ned, han var kørt ned til båden, som ikke lå ved kajen. “Er det alvor?” Han trak igen på skuldrene. Jeg så på papiret, der lå foran mig på bordet, og gjorde tegn til, at han skulle gå ud, men han blev stående.

Kommunikationsrådgiveren Ellinor lever et stille liv, et liv uden mening, føler hun tilmed indimellem. Da en kollega forsvinder, overtager hun det arbejde, han sad med – en modstandskamp mod implementeringen af EU’s tredje postdirektiv. Ellinor går halvhjertet ind i arbejdet, for hvad er meningen med det hele? Men så møder hun den ældre herre Rudolf Karena Hansen, som fortæller hende en historie om at gøre en forskel, og måske er det nu, Ellinor skal springe ud fra vippen, måske er det nu?

Vigdis Hjorth Leve posthornet!

Norske Vigdis Hjorth (f. 1959) er kendt for at skrive eksistentielle bøger om kvinders vilkår og livsvalg. I 2011 modtog hun den norske pris Gyldendalprisen for sit samlede forfatterskab. For Leve posthornet! fik hun i 2013 den prestigefyldte Kritikerprisen. Bogen blev også nomineret til P2-lytternes romanpris.

“En af hendes allerbedste bøger … Jeg er næsten fristet til at sige Leve Vigdis Hjorth!” anne merethe k. prinos, Aftenposten

Leve posthornet_CVR_2 oplag.indd 1

12.04.2022 08.44

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 2

12.04.2022 08.24

Vigdis Hjorth

Leve posthornet! ro m a n

På dansk ved Lene Schiøtt

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 3

12.04.2022 08.24

Leve posthornet! Af Vigdis Hjorth På dansk ved Lene Schiøtt © Turbine 2022 2. udgave, 1. oplag Først udgivet i Norge i 2012 af Cappelen Damm AS Originaltitel: Leve posthornet! Copyright © CAPPELEN DAMM AS 2012 Tekstredaktør: Louise Urth Olsen Sats: BogGrafisk Coverdesign: Øyvind Torseter ISBN: 9788740685923 Alle rettigheder forbeholdes www.turbine.dk Denne oversættelse er støttet af Nordisk Ministerråd

Citatet side 5 er fra Søren Kierkegaards samlede værker. Bind 5. Gyldendal 1963

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 4

12.04.2022 08.24

Leve Posthornet! Det er mit foretrukne Instrument, af mange Grunde og fornemmelig af den, at man aldrig med Sikkerhed kan aflokke dette Instrument den samme Tone; Thi der ligger en uendelig Muelighed i et Posthorn, og den, der sætter det for sin Mund og nedlægger sin Viisdom i det, han skal aldrig gjøre sig skyldig i en Gjentagelse, og den, der istedetfor Svar rækker sin Ven et Posthorn til behagelig Afbenyttelse, han siger Intet, men forklarer Alt. Priset være Posthornet! Det er mit Symbol. Ligesom de gamle Asketer lagde et Dødningehoved på Bordet, hvis beskuelse var deres livsbetragtning, således skal Posthornet paa mit bord altid minde mig om, hvad Livets Betydning er. Constantin Constantinius i “Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi” af Søren Kierkegaard.

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 5

12.04.2022 08.24

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 6

12.04.2022 08.24

Da jeg skulle stille de gamle gryder, der ikke duede til det nye induktionskomfur, i kælderen, faldt jeg over min dagbog fra 2000. Jeg havde fået dagbogen i julegave og skrev i den i et par måneder, men så gad jeg ikke mere. Jeg havde åbenbart ikke smidt den ud, men ment, at der stod noget, der kunne være interessant at læse på et senere tidspunkt. Nu måske? Synet af den indgød mig modvilje, men jeg tog den alligevel med op og lagde den på køkkenbordet. Jeg strøg tøj og undgik dagbogen, men da jeg gik i seng, tog jeg den med. Jeg åbnede den og læste det, jeg havde skrevet næsten hver dag fra 1. januar til 16. maj. Da jeg var færdig, kunne jeg ikke sove for kvalme. Stod op og åbnede vinduet. Måtte have luft. Drak vand og travede op og ned ad gulvet inde i stuen, inden jeg gik tilbage til sengen og slog op i dagbogen igen, som om jeg håbede at finde noget andet. Januar handlede om salget og en vis Per, som jeg mente var interesseret. I februar var det Tor og en Mulberry-taske, jeg havde fået til halv pris, og et par sko, jeg burde have købt et halvt nummer større. Jeg havde åbenbart set mange film, som jeg ikke brød mig om, besøgt veninder, der kedede mig, og spist usundt. Indimellem var jeg til redaktionsmøder på Romerikes Blad, kommenterede personer, aldrig sager, hele påsken havde jeg ligget i solen, så jeg kunne være brun, når jeg tog hjem til denne Tor, som jeg ikke vidste, om jeg kunne lide, og ikke kunne

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 7

12.04.2022 08.24

huske, og som der ikke stod noget om efter påske. Navnene kunne ændres, datoerne byttes om, ingen bevægelse, ingen sammenhæng, ingen glæde, kun lede: pengene, den brune farve, sladderen, maden. Jeg kunne lige så godt have skrevet man i stedet for jeg. Men var det anderledes nu, havde det hjulpet at blive ældre? Jeg prøvede at genkalde mig foråret 2000, men kunne ikke. Jeg havde jo oplevet det, ikke? Havde arbejdet med Romerikes Blad og skrevet om sportsarrangementer, kommunalbestyrelsesmøder, men kunne ikke huske et eneste sportsarrangement eller kommunalbestyrelsesmøde. Havde jeg ikke gjort mig umage med artiklerne? Jeg løb ned i kælderrummet, som om jeg måtte have bevis for, at begivenhederne havde fundet sted. Genkendte ikke kælderrummet, genkendte ikke kasserne, måske var det ikke mit kælderrum, min dagbog, fandt ikke det, jeg ledte efter, fandt alt muligt andet ubehageligt idiotisk, skulle jeg smide det hele ud og sætte ild til det? Låste alligevel døren, gik op og lagde mig uden at kunne sove. Nu bliver jeg syg, tænkte jeg, jeg har feber. Drømte den gamle drøm om at køre bil om sommeren med vinduerne rullet ned og vind i håret, da jeg kiggede i bakspejlet og så, min mor sad på bagsædet: Ja, jeg er her. Jeg er med! Blev vækket af telefonen. Stein spurgte, hvor jeg blev af. Skulle møde ham klokken tolv på Norway Designs for at

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 8

12.04.2022 08.24

hjælpe ham med at købe en fødselsdagsgave til sin mor. Jeg sagde, jeg kom med det samme. Stod op og skyndte mig, for jeg havde dårlig samvittighed over at have glemt aftalen, men den ville forsvinde, når jeg nåede frem, så jeg skyndte mig, så den skulle forsvinde, snart ville den være glemt, som hele 2000 og de foregående år, snart ville alt fortabe sig i mørke, og så ville det være, som om det aldrig var sket. Stein ventede. Hvor længe havde jeg kendt Stein? Huskede ikke, hvornår jeg mødte Stein, tænkte og tænkte og kom så heldigvis i tanke om det: til Tronds fyrreårs fødselsdag for snart et år siden. Havde jeg virkelig været kæreste med Stein i næsten et år? Om kort tid fyldte Trond enogfyrre, fødselsdag efter fødselsdag, det lå på harddisken, det var bare at hente det frem. Hvorfor var det så vanskeligt, og hvorfor skulle jeg hente frem, hvad jeg havde spist, hvad jeg havde købt, hvor jeg havde parkeret, jeg parkerede i kontorets parkeringshus og løb ned i forretningen, hvor han ventede. Vi kyssede ikke hinanden, måske var han sur over, at jeg havde glemt ham. Blev enige om en blomstervase fra Kosta Boda, den var flot, jeg overvejede at købe en til mig selv, da jeg kom i tanke om dagbogen og alle de gange, jeg var gået i Norway Designs for at købe fødselsdagsgaver, og alle de gange, jeg i fremtiden ville stå foran kassen i Norway Designs og betale for fødselsdagsgaver. Stein takkede for hjælpen, jeg regnede ud, hvor gammel han havde været i 2000, otteogtyve, hvad lavede han i 2000, det havde jeg aldrig spurgt om, kunne han huske det, hvis jeg spurgte? Han havde travlt og skyndte sig af sted. Sådan har vi det, tænkte

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 9

12.04.2022 08.24

jeg, vi skynder os. Jeg kunne slå et smut ind på kontoret, tænkte jeg, nu jeg alligevel var i byen og havde betalt for to timer i parkometeret, så ringede Margrete og sagde, at hun ikke havde fået sin menstruation. Jeg er måske gravid, hviskede hun, som om ingen måtte høre det. Spurgte, om jeg ville spise middag hos dem dagen efter, søndagsmiddag, sagde hun, ja, svarede jeg og gik ned ad Stortingsgaten. Jeg burde have udvist større alvor, tænkte jeg. Det var ikke alvor i dagbogen. Det handlede om ingenting. Men sådan var mit liv jo, her gik jeg. Ville alligevel ikke tage hen på kontoret, det var lørdag, ingenting hastede, selv om det føltes sådan. Den dårlige samvittighed var ikke forsvundet til trods for Kosta Boda-blomstervasen. Købe en dagbog og skrive noget andet? Digte alvorlige og vigtige begivenheder eller skrive om blomstervasen fra Kosta Boda? Det er feberen, tænkte jeg, kørte hjem og gik i seng for at blive rask. Jeg havde det først bedre, da jeg stod op næste morgen. Jeg tændte computeren og gik i gang med at arbejde på næste udgave af ByggBo, men så fik jeg det værre. Alle de små skruer hang ikke sammen med de færdige huse, de glade kunder virkede ikke glade, jeg havde ingen glæde i mit sprog, måske havde jeg aldrig haft det? Ville åbne gamle dokumenter for at finde en tekst, der kunne berolige mig, men fandt kun døde tekster. Slukkede computeren, det var feberen. Tog alligevel hjem til Margrete og Trond. Mor var allerede kommet. Margrete åbnede døren og satte fingeren for munden, hvilket betød, at jeg ikke måtte sige

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 10

12.04.2022 08.24

noget om menstruationen. Vi sad rundt om bordet, som vi plejede, menuen kunne jeg skrive ned i dagbogen, tænkte jeg, lammesteg fra Lom og økologiske kartofler. Der skete intet dramatisk, men alligevel hamrede mit hjerte. Skulle jeg spørge om 2000? Jeg havde regnet ud, hvor gammel Margrete var i 2000, treogtyve, hun havde endnu ikke mødt Trond. Hvornår mødte hun Trond? Jeg vidste det jo godt, måtte bare lige hente det frem. Hvorfor måtte jeg hente det frem? Fordi jeg ønskede, hun skulle have en historie. Fordi jeg ville have en historie. At der skulle være sammenhæng mellem det, der havde været, og det, der ville komme, og det, der var nu. “Det er godt med lam fra Lom,” sagde mor. Jeg så hende for mig i bakspejlet i bilen, hun lignede sig selv. Vi var som sædvanlig enige om lammet. Så så vi nyhederne i tavshed, så kørte jeg. Mandag stod jeg op som sædvanlig, lavede kaffe som sædvanlig, tændte for computeren som sædvanlig og skulle til at gå i gang med næste udgave af ByggBo, da Rolf ringede og med venlig stemme bad mig komme. Jeg spurgte, hvad det drejede sig om. Det ville han ikke sige. Jeg kørte derind, han tog imod mig ude på gangen, han så alvorlig ud, da vi gik ind på mit kontor. Han lukkede døren bag os og sagde, at Dag var rejst, og rakte mig et ark papir med Dags karakteristiske håndskrift:

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 11

12.04.2022 08.24

Hej Rolf Gider ikke mere, tager båden og sejler væk på ubestemt tid, kommer måske tilbage til landet, men ikke til Kraft-Kom, opgiver kommunikationsrådgivningen, skulle aldrig være begyndt, fortæl vores fleksible skambenskompagnon, at jeg synes, at alt det, hun laver, lugter af fisse, har slettet alt på computeren, så den er parat til næste uheldige mand. Dag Det måtte være en spøg. Jeg kiggede op. Rolf trak på skuldrene. Han sagde, at han havde ringet mange gange, men telefonen var slukket. Han havde ringet til ekskonen, som sagde, at det var typisk Dag bare at smutte fra alt. Rolf sagde, at Dag havde haft det svært efter skilsmissen. At Dag var i krise. Han var kørt hjem til hans lejlighed, som virkede lukket ned, han var kørt ned til båden, som ikke lå ved kajen. “Er det alvor?” Han trak igen på skuldrene. Jeg så på papiret, der lå foran mig på bordet, og gjorde tegn til, at han skulle gå ud, men han blev stående. “Ellinor?” sagde han lidt efter, og min hals snørede sig sammen. Jeg vinkede ham ud igen, han gik, men sagde, han ville blive til klokken fem, hvis jeg fik brug for ham. Da jeg ikke længere kunne høre hans fodtrin, læste jeg det, Dag havde skrevet. Havde Dag været der fredag? Jeg slog op i kalenderen, nej, han havde givet besked om, at han arbejdede hjemme fre-

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 12

12.04.2022 08.24

dag. Var han der torsdag? Prøvede at genkalde mig torsdagen. Efter en evighed lykkedes det mig at genkalde torsdagen; jeg mente at kunne huske, han sad ved skrivebordet torsdag, da jeg gik tidligt for at arbejde hjemme, de næsten grå krøller over Mac’en og brillerne langt nede på næsen, men det var måske onsdag? Havde ikke talt meget med ham i den sidste tid, var det det? Den dumme uoverensstemmelse om it-tjenesten? Det havde ikke været så lukrativt med Kraft-Kom, som vi havde håbet, men alligevel? Prøvede at huske den sidste ordentlige samtale, men den forsvandt for mig, han forsvandt for mig. Jeg ringede til Rolf og spurgte, om han havde haft mistanke om noget i retning af det her. Han tøvede, så det havde han altså. Jeg burde blive vred, men kunne ikke. Blive fortvivlet eller græde, men kunne ikke. Kunne vi klare os uden ham? Jeg måtte holde hovedet koldt, tænkte jeg, gik hen til vinduet og spurgte mig selv, hvad det indebar arbejdsmæssigt. De gule blade på træerne udenfor, der endnu ikke var faldet af grenene, blafrede i vinden, særligt dem højt oppe, det måtte være irriterende ikke selv at kunne standse, ikke at vide, hvornår vindstødet kom og rev det af, ikke at kunne forberede sig. Jeg ringede til Stein, men kunne ikke få mig til at sige n oget. Sagde noget om, jeg husker ikke hvad. Han var kort for hovedet, jeg tænkte: Han tænker på andre ting. Jeg så Dag for mig på båden, på havet. Jeg ringede igen til Rolf, han ville komme, men jeg sagde, at vi kunne tage det over telefonen. Hvad arbejdede Dag med? Postdirektivet. Postdirektivet? Nogen måtte overtage ansvaret for postdirektivet.

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 13

12.04.2022 08.24

“Jeg kommer,” sagde han, og straks efter stod han i døren. “Jeg forstår godt, hvis du er stresset.” “Vi må jo gøre noget, hvis Dag virkelig er forsvundet.” Han satte sig i den ene af stolene på den anden side af skrivebordet. Der var stille længe. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, han vidste det vel heller ikke. “Vi skulle måske tage hjem,” sagde han. Hans øjne var røde. Han savner Dag, tænkte jeg, han kan ikke bære tanken om at skulle være her alene med mig. “Der er så meget uafklaret,” sagde jeg. “Vi må vel sunde os lidt,” sagde han. Jeg holdt hovedet koldt og spurgte ham, om der var et umiddelbart behov for at ansætte en ny. Jeg spurgte, om det var rigtigt, at Dag havde slettet alt. “Ja,” svarede han, “og kontoret er tømt.” Så slipper jeg for at gå derind, tænkte jeg. Der blev stille igen. Fleksibel og fisse lå mellem os. “Postdirektivet?” “Et job for Postkom.” Jeg vidste ikke, hvad Postkom var, men ville ikke spørge. “Jeg var med til nogle af de indledende møder,” sagde han. “Jeg ved, hvad det går ud på, men det er temmelig omfattende.” Han var træt, så jeg. Jeg ville have, han skulle gå, men hvis han gik, hvad så, stod jeg så alene med det? “Skal vi sove på det?” spurgte han og rejste sig. Sådan siger folk, når de ikke har nogen løsning.

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 14

12.04.2022 08.24

Så gik han, og jeg stod alene med det. Nu skete der i hvert fald noget, som jeg kunne skrive ned, hvis jeg havde haft en dagbog, tænkte jeg. Men jeg kunne ikke klare det, kunne ikke engang klare at reagere følelsesladet, som jeg burde, sådan som Rolf gjorde. Jeg var bare lammet, ville bare have skrevet det, som om det var noget, jeg havde spist, købt. Jeg inviterede Stein til middag, heldigvis kunne han. Jeg lavede tre retter, og imens hørte jeg radio. Det virkede beroligende. Jeg kunne ikke bære at fortælle det til ham, for resten vidste han dårligt nok, hvem Dag var, og måske var det en spøg. Da vi havde spist, gik vi i seng sammen. Det fungerede ikke for mig, men jeg lod som om for at give ham ro, men han stod op og sagde, at han ville sove hjemme hos sig selv. Han havde møder tidligt dagen efter og ville ikke sidde fast i morgenkøen på Mosseveien. Det forstod jeg godt. Han gav mig et hurtigt kys, og da døren blev lukket efter ham, og jeg havde hørt bilen starte og køre væk, tænkte jeg: Nu er det snart slut. Og: Nu sidder han i bilen og tænker. Hvad tænker han på, tænkte jeg, bare et øjeblik, men den slags er omsonst. Han hørte sikkert radio. Jeg skruede på radioen for at høre, hvad han hørte, men der er så mange kanaler. Gør det ondt nogen steder? I nærheden af hjertet? Jeg hentede et par ark papir fra printeren, men kunne ikke finde en kuglepen. Til sidst blev jeg næsten hysterisk. Fandt endelig en i en taske og skrev mit navn på papiret, så ville jeg strege det ud, men det var for patetisk. Margrete ringede og sagde med skinger stemme, at hun var gravid, jeg blev

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 15

12.04.2022 08.24

ikke så glad, som jeg burde, men det var sent, jeg sagde, jeg var gået i seng. Næste formiddag satte vi os på mit kontor. Rolf havde fundet det frem, han havde på postdirektivet, det var ikke meget. Dag havde arbejdet med det siden april sidste år. “Har det noget med det at gøre?” “Hvad?” “At han er … rejst?” “Nej, nej, det var skilsmissen!” svarede han. “Han havde nået et mæthedspunkt.” “Trist, det skulle gå sådan,” tilføjede han. Han troede ikke, Dag kom tilbage, han tog Dags forsvinden til efterretning. “Postdirektivet,” sagde jeg. Han sukkede tungt og sagde, at vi blev nødt til at ringe til Postkom-chefen. Hvis der var noget, der hastede, så skulle Postkom-chefen have besked, og så måtte de få papirerne fra ham. Han sagde, han kunne lave det, han vidste noget om. Han gik ud i køkkenet og kom tilbage med to kopper kaffe, stillede den ene foran mig og blev stående. Jeg var bange for, at han skulle lægge hånden på min skulder eller røre mig på anden måde, men han gik tilbage til stolen, satte sig og drak lidt af kaffen, fandt telefonen frem, tastede et nummer og satte telefonen mod øret. Præsenterede sig og sagde, at han havde dårlige nyheder. Sagde, at Dag Brodal havde sagt op med øjeblikkelig virkning og nu befandt sig i udlandet.

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 16

12.04.2022 08.24

Nævnede noget om skilsmisse og krise, i stil med det, han havde sagt til mig dagen før. Til sidst sagde han, at det nok skulle gå fint, og at det var en aftale. Han lagde telefonen fra sig, kiggede ned på hænderne i skødet, inden han hævede øjenbrynene. “Vi slipper ikke for det,” sagde han. “Der er lavet et grundigt forarbejde, men de har brug for opfølgning frem til landsmødet i april. Begyndelsen af april, tilføjede han – hvad vil du gøre?” “Gøre næste udgave af ByggBo færdig,” svarede jeg. “Men især tilbuddet til den amerikanske restaurantkæde. Det er dig, der ved alt om organisationslivet!” “Så bliver det mig,” sukkede han. Han gik, og tanken om, at der kun var os på kontoret, plagede mig, det var bedre, da vi var tre. Reager passende, tænkte jeg, fleksibelt, tænkte jeg, åbnede vinduet for at få luft og prøvede at komme i tanke om, hvilken måned vi var i. Oktober selvfølgelig, men det kunne også være marts. Selv om lyset er anderledes om foråret. Nu var lyset klart. Der var noget i luften. Måske var jeg allergisk over for det. Stein kom uanmeldt om aftenen. Det vil sige, han ringede og spurgte, om det passede. Jeg blev overrasket, men sagde, det var okay, jeg spekulerede på, hvad han ville, Londonbilletterne var allerede betalt. Havde han hørt om Dag? Da han kom, var han urolig, satte sig foran fjernsynet med fjernbetjeningen, men fandt ikke noget, han gad se. Han spurgte, om jeg gav et glas vin, jeg gik ud i køkkenet og åbnede en

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 17

12.04.2022 08.24

flaske, mens jeg ventede på det, han ville sige. Så skal han ikke køre hjem, tænkte jeg. Vi gik i seng og lå ved siden af hinanden, han sagde ikke det, han skulle, sov tungt, sådan virkede det i hvert fald. Han lagde i søvne armen over min ryg, men så var det, som om han vågnede og trak den til sig. Han trak vejret tungt igen. Jeg kiggede på hans ansigt og tænkte, at hvis jeg stirrede hårdt nok, så ville han vågne. Men mit blik fungerede ikke. Jeg prøvede at se hans krop for mig uden tøj, men kunne ikke. Det var kun den habitklædte mand, der kom frem. Jeg spekulerede på, om han kunne se mig for sig nøgen? Jeg havde ikke lyst til at rive dynen af ham for at se. Jeg stod op, så lydløst jeg kunne, jeg gjorde det som en tyv. I entreen satte jeg mig på stolen, hvor hans tøj lå. Skulle jeg kigge i lommerne? Nu slår det klik for mig, tænkte jeg. Nu er jeg i tunnelen. Herfra er der ingen udvej. Hvis jeg ikke skriger, altså, og det ligner mig ikke. Hvis jeg skriger, er det forbi, tænkte jeg. Måske er det forbi uden skrig, tænkte jeg. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen. Lidt efter trak jeg vejret roligere, og jeg krøb op i sengen lige så forsigtigt, som jeg var steget ud. Han havde ikke mærket, jeg havde været væk. Da jeg vågnede næste morgen, var han gået. Jeg ledte efter en seddel, men fandt ikke nogen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forventede, der lå en seddel – forventet er for resten for stærkt

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 18

12.04.2022 08.24

et ord. Jeg havde ingen kuglepen, mindede jeg mig selv om. Den, jeg fandt dagen før, havde jeg lagt i køkkenskuffen. Hele ugen arbejdede jeg med nummeret af ByggBo, men kom ikke videre. Sendte det, jeg havde, til Rolf torsdag, så han kunne gennemgå det i weekenden og komme med sine indspark. Han gik tidligt fra kontoret, skulle i sommerhus og trække båden på land. Da han så båden, standsede han brat, han nævnte ikke Dag. Da jeg hørte hans bil forsvinde, printede jeg teksten ud og satte mig i stolen ved vinduet for at læse det. Der var mange fejl. Fortalelse blev til forskrækkelse, levetid til løbetid, tobak til kloak, lukke til krukke. Jeg lagde arkene fra mig og gik hen til computeren, men der var ikke noget i vejen med tekstbehandlingssystemet. Ville ringe til Rolf og bede ham lade være med at åbne dokumentet, men det ville bare gøre ham nysgerrig. Skrev en stilfærdig mail om, at jeg var kommet til at sende en gammel version, og at en opdateret var på vej. Rettede alt, flere fejl end først fundet, og sendte den en time senere. Da jeg skulle køre hjem, skete der noget underligt. Jeg satte nøglen i tændingen, og så startede radioen med høj musik fra P4, som jeg aldrig lyttede til. Jeg vred nøglen tilbage, og der blev stille. Parkeringshuset var tomt. Jeg fik en fornemmelse af, at der havde været nogen i bilen. Men hvem i så fald og hvorfor? Intet var fjernet. Alligevel kunne jeg ikke blive følelsen af et fremmed nærvær kvit. Var det min bil? Jeg

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 19

12.04.2022 08.24

vendte mig om for at se efter handskerne, de var der ikke. Jeg låste dørene. Havde jeg haft handsker med om morgenen? Jeg prøvede at huske morgenen, men det var svært, jeg havde drukket kaffe og spist æg, havde jeg ikke? Det var mørkt derude. De røde og gule trafiklys flimrede. Jeg trænger til briller, tænkte jeg og følte trang til at stige ud af bilen, men det var jo umuligt. Dag ringede ikke. Ventede jeg, at Dag skulle ringe? Dag i jakkesæt med dokumenter under armen på vej op ad trappen om morgenen, ned ad trappen om eftermiddagen, jeg prøvede at se ham for mig, det krøllede grå hår over brillerne og frakkekraven slået op mod blæsten på vej mod mætningspunktet. Jeg ville slette hans telefonnummer, men kunne ikke finde telefonen. Den lå ikke i tasken, ikke på sædet, havde jeg glemt den? Skulle jeg køre tilbage? Så ringede den. Den lå på gulvet bag forsæderne, og jeg kunne ikke nå den uden at slippe rattet. Dag, tænkte jeg. Til sidst standsede jeg ved en buslomme og fik fat i den. Det var Rolf, der havde kommentarer til ByggBo, jeg forstod, hvad han sagde. Han havde sendt mig en e-mail om postdirektivet, mødet med Postkom-chefen var berammet til efter weekenden. Jeg talte trafiklysene resten af vejen, det virkede. Hjemme parkerede jeg næsten roligt og gik næsten roligt op ad trappen og åbnede næsten roligt døren. Jeg lavede en kop te, satte mig og åbnede frygtsomt mailen, men blev lettet. EU’s tredje postdirektiv handlede om fri konkurrence på breve under halvtreds gram. Det lød ikke så dramatisk. Kraft-Kom

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 20

12.04.2022 08.24

skulle bistå de postansattes fagforening, Postkom, i arbejdet mod implementeringen. Første og andet direktiv var gået igennem uden dramatik, sandsynligvis ville dette også gå igennem ganske udramatisk, men vi skulle levere det, de havde betalt for. Jeg slukkede computeren og stirrede frem for mig i mørket. Hvem ville ikke hellere være sydpå? Hvor lang tid tog det med sejlbåd til syden, på det mere og mere varme hav, ankre op ved en græsk ø og leve af hvad? Breve på under halvtreds gram. Det havde Dag siddet med på kontoret ved siden af mit med hovedet i hænderne, krøllerne strittende ud mellem fingrene, resigneret med hensyn til Kraft-Kom. Så lagde han en hemmelig plan, så rejste han og lod os alene tilbage på skibet. Sendte os måske et fyrre gramspostkort med et billede af en kvinde i bikini. Dag, din lort, tænkte jeg. London var ikke en skuffelse. Både Stein og jeg havde været der før, så vi spildte ikke tiden på fejltagelser. Da vi landede i Gardermoen, var det mærkbart køligere, end da vi rejste ud. Vi talte om at rejse til et varmt sted i løbet af vinteren. Vi var enige om, at mørket var det værste. Det går hurtigt nu, sagde Stein. Jeg mærkede kulden, da jeg låste mig ind i lejligheden. Aftenen før mødet med Postkom-chefen lagde jeg det tøj frem, jeg ville have på dagen efter. Da jeg vågnede alt for

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 21

12.04.2022 08.24

tidligt om morgenen, valgte jeg noget andet. Det irriterede mig, at jeg ikke kunne stole på min beslutning fra aftenen før. Det var så mørkt, at det lige så godt kunne være nat. Jeg så på uret flere gange for at forvisse mig om, at det var morgen, alligevel var jeg usikker, men trafikken var som om morgenen. Bilerne i den langsomtkørende kø lå tæt på hinanden, som var de førerløse på grund af mørket. Det trængte ind i min krop, det var, som om jeg mørknede. Forsøgte at se det varme sted for mig, som Stein og jeg havde talt om at rejse til i januar. Rolf havde en kamelfarvet frakke, jeg havde en kamelfarvet frakke. Under frakken havde Rolf et gråt jakkesæt på, under frakken havde jeg en beigefarvet dragt. Vi gik gennem centrum i retning af den triste del af byen. Fortovene var fyldt, folk så syge ud, der blev flere og flere rumænske tiggere, mørklødede arbejdsløse indvandrere hang på gadehjørnerne, for hver tiende meter stod der en junkie og solgte hjemløsebladet =Oslo. Ingen af os havde arbejdet med fagbevægelsen før. Det bliver spændende, sagde Rolf. Jeg syntes ikke, det var det rette ord. Han spurgte, hvordan det havde været i London, jeg fandt ikke noget adjektiv, der passede. Indgangen til Møllergata 10 var kold og tør. Rolf tog føringen, han havde været der før. Nu kommer alt for en dag, tænkte jeg. Dag, tænkte jeg. Rolf bankede på dørkarmen, og der blev råbt kom ind. Manden bag skrivebordet rejste sig og førte os ind i et mødelokale, hvor der var stillet smørrebrød og kaffe frem, som ingen rørte i løbet af det korte møde. Manden sagde, at

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 22

12.04.2022 08.24

han havde haft et godt samarbejde med Dag og syntes, det var underligt, at han havde forladt projektet, når resultaterne af alle de bestilte undersøgelser var, som de havde forventet. Nemlig at indføringen af direktivet efter alle solemærker at dømme ville føre til social dumping. Han gik hurtigt frem, som om vi var indforståede. Flere fagforbund var imod direktivet. Han håbede, at LO fra centralt hold ville gå imod direktivet. Faren var, at regeringen uden diskussion gennemtvang direktivet inden landsmødet. Der måtte arbejdes i det stille med græsrødderne i Arbeiderpartiet, man måtte sørge for, at sagen kom op på landsmødet i april. Det var planen. O.k.? Rolf noterede. Arbeiderpartiets lokalafdelinger og amtsafdelinger, sagde han og skubbede to tykke rapporter hen over bordet og bad Rolf notere det vigtigste ned på et A4‑faktaark, som skulle sendes til de tillidsvalgte. Et todages medietræningskursus skulle arrangeres før jul. Rolf nikkede. Vi rejste os og sagde farvel. Ude på gaden spurgte Rolf, hvad jeg syntes; jeg rystede på hovedet. Ja, ja, sagde han. Rolf havde andre møder, jeg gik alene tilbage til kontoret og satte mig ved skrivebordet. Det var ved at blive mørkt, men det kunne da ikke være rigtigt? Der var et tordenvejr på vej. Det så jeg, da jeg gik hen til vinduet, og tænkte, jeg burde hive stikket til computeren ud. De gråsorte skyer kom hurtigt nærmere, og jeg mærkede et sug, mens jeg så på dem. Som om jeg ønskede tordenvejret velkommen, så drev det forbi, uden brag, selvfølgelig, i stedet begyndte det at regne. Vinduesviskerne på de langsomtkørende biler i gaden under

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 23

12.04.2022 08.24

mig kæmpede for at holde vandet væk. Jeg satte mig igen for at begynde på tilbuddet til restaurantkæden, men det var nytteløst. Jeg ville ikke hjem, jeg bestemte mig til at blive på kontoret natten over. Da beslutningen var taget, følte jeg mig lettet. Jeg ønskede, at Stein ville ringe, så jeg kunne fortælle ham det. Opstemt rejste jeg mig, lavede te og tænkte, at jeg alligevel kunne tage hjem, der var strengt taget ingen steder at sove på kontoret, hvis jeg ikke ville ligge på gulvet. Jeg behøvede ikke bestemme mig, sagde jeg til mig selv, det var det, der var så befriende. Jeg kørte udmattet hjem. Fredag løste det op, så jeg fik skrevet en hel side på tilbuddet til Ekte Vare, alt, hvad der var ægte, var oppe i tiden, måske er jeg rask, tænkte jeg. Om aftenen havde jeg en aftale med Stein. Han ringede tidligt på eftermiddagen. Da jeg så hans navn, tænkte jeg: Nu aflyser han. Han udsatte aftalen en time. Da jeg kom, gav han mig et knus på en lidt højtidelig måde. Jeg havde kun været der et par gange før på grund af sønnen. Nu var han hos moren, i entreen hang der et fotografi af en dreng, som vel var ham. En lille, alvorlig fyr på en træstub i skoven. Stein havde lavet tre retter. Da vi nåede til kaffen, så han længe på mig og sagde, at han havde en gave. Det lød mærkeligt, han fornemmede det selv, jeg stemte fødderne mod gulvet. Nu er han fortvivlet, tænkte jeg. Han tog en firkantet æske op af jakkelommen. Den indeholdt en ring, jeg takkede og satte den på fingeren. Hvad betyder det mon, tænkte jeg, hvad mener han med den, men kunne ikke spørge

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 24

12.04.2022 08.24

og ikke fortælle om Dag. Jeg fortalte, at Margrete var gravid, men fortrød, for hvad betød det? Han sagde, han syntes, det var dejligt. Vi gik i seng sammen og beskyttede os. Jeg ville ønske, vi havde været hjemme hos mig. Om morgenen kørte han mig til Majorstukrysset, så jeg kunne tage t-banen hjem, han skulle til fodboldturnering med sønnen. Jeg tog ikke t-banen hjem. Jeg satte mig på en cafe, købte en caffe latte og læste gamle aviser, jeg burde have købt de nye, men de lå på kontoret, jeg overvejede at tage derhen. I stedet gik jeg mod centrum. Den nye ring satte sig fast i vanten, jeg måtte tage vanten af og løsne den. Den nye passede ikke til de gamle, så jeg tog alle ringene af og satte dem på i nye kombinationer, men de gamle havde siddet for længe på samme finger og kunne ikke sidde andre steder. Jeg overvejede at smide de gamle ud og kun beholde den nye, da jeg opdagede, jeg ikke vidste, hvor jeg var, bortset fra i nærheden af centrum. Jeg var gået til venstre for at undgå de mest trafikerede gader. Reklameskiltene lyste og blinkede i alle farver, rundt om mig ilede tykke og grimt klædte mennesker med hårtjavser stikkende ud under huerne og med hænderne fulde af poser, ud og ind ad butiksdørene, mørke i ansigterne. Jeg skyndte mig mod Egertorget og ned i t-banen, der var fire minutter, til toget til Bergkrystallen kom. Triste mennesker i billigt tøj væltede ud af vognene, haltende og usoignerede med slidte tasker og poser. På vej til hvem og hvad, støvede etværelseslejligheder i nedslidte højhuse fulde af lort, rådnende huse mellem benzintanke og

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 25

12.04.2022 08.24

lagerbygninger, gangtunneller under jernbanen fulde af affald og arbejdsløse og subsistensløse. Overvægtige med krykker og høreapparat og sår i ansigtet, hvilken slags tilværelse var det? Dumpet her uden at være spurgt, uden at være interesseret, men hvem skulle jeg melde min manglende interesse til, hvem skulle jeg klage til? Jeg længtes efter sammenbruddet. At give mig hen til det og blive kørt væk til et stille og køligt sted, langt borte, et langsomt sted. Toget kom, jeg steg på og gik så langt ind i hjørnet, jeg kunne En ukendt kvinde prikkede mig på skulderen og sagde mit navn. Hun havde gået i min klasse i underskolen, påstod hun, nu arbejdede hun i administrationen i Posten og var stødt på et memo om et medietræningskursus, hvor mit navn stod nævnt. Jeg sagde, det ikke var mig, og stod af toget for tidligt og gik gennem de tomme lørdagseftermiddagsgader og så de blå skærme lyse i vinduerne. Der lå et låg over verden. Som i Sylvia Plaths Glasklokken, tænkte jeg. Måske skulle jeg finde den frem igen, tænkte jeg, men så blev det vel bare stærkere. Så rakte jeg hænderne i vejret for at knuse glasset, men der skete ingenting. Hvor er de andre, tænkte jeg. Hvis det er sandt, at de eksisterer, som det påstås. Jeg svømmer under vand, tænkte jeg. De råber og fører sig frem på fjernsynet, hvorfor? Enhver kan regne ud, at regnestykket går i minus. Dag, tænkte jeg. Postdirektivet, tænkte jeg.

Leve posthornet_INT_2 udgave.indd 26

12.04.2022 08.24