21 mm
I den lille hytte på skærgårdsøen Klovharu har Tove Jansson og hendes partner Tuulikki Pietilä tilbragt næsten 30 lange, solfyldte somre sammen. Tove er blevet 77 år gammel, der er tre dage tilbage af den sidste sommer, de to vil tilbringe på øen nogensinde. De skal pakke et voksenlivs somre sammen og aldrig komme tilbage, og Tove ser tilbage på et langt, eventyrligt liv med kunst og litteratur, kærlighed og diskrimination – og selvfølgelig et liv fuldt af mumitrolde.
Johanna Venho
Maria læser biologi på universitetet, men hun har svært ved at samle sig om studiet. Hun drømmer om at gøre noget for miljøet og om kunst, hvordan kan man få mere ud af livet? Og hun drømmer om at møde sit idol Tove Jansson, så da hun opdager, at universitetet udbyder et sommerkursus i nærheden af Klovharu, slår hun straks til. Hun skriver et brev til Tove, som hun håber, hun vil læse, og så tager hun af sted. I mødet med Tove og hendes ø åbner en ny verden sig for hende, en verden, hvor livet leves for skønheden og for kunsten.
Efterårsbogen
Foto: Per Olov Jansson
132 mm
Tove Jansson (f. 1914, d. 2001) var en finsk kunstner, illustrator og forfatter. Hendes kunst hænger på museer over hele verden, hendes litteratur står på bogreoler i millionvis af hjem, og hendes fortællinger om mumitroldene har glædet børn og deres voksne i generationer. Hun er et af de bedste eksempler på et ægte multitalent og geni, som verden nogensinde har set.
132 mm
100 mm
Johanna Venho
Foto: Veikko Somerpuro
195 mm
100mm
Johanna Venho er prisbelønnet digter og forfatter. Hun har skrevet til både børn og voksne, og for romanen Førstedamen blev hun nomineret til Finlandia-prisen. Efterårsbogen er hendes anden roman.
9 788740 690705 >
En roman om Tove Jansson
Turbine
Efterårsbogen_INT.indd 2
15.08.2023 09.22
johanna venho
EF TERÅRSBOGEN
o v e r s at a f b i r g i ta b o n d e h a n s e n
Efterårsbogen_INT.indd 3
15.08.2023 09.22
Tooti var Tove Janssons kælenavn for livspartneren Tuulikki Pietilä. Broren, Per Olov, gik også under kælenavnet Prolle.
Efterårsbogen Af Johanna Venho Oversat af Birgita Bonde Hansen 1. udgave, 1. oplag Copyright © Johanna Venho, 2023 Originaltitel: Syyskirja Oprindeligt udgivet af Werner Söderström Ltd (WSOY), Helsinki Udgivet på dansk efter aftale med Bonnier Rights Finland Copyright © Turbine, 2023 Omslag: Mikkel Henssel Sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740690705 www.turbine.dk Denne oversættelse er støttet af FILI
Efterårsbogen_INT.indd 4
15.08.2023 09.22
Til min familie
Efterårsbogen_INT.indd 5
15.08.2023 09.22
Efterårsbogen_INT.indd 6
15.08.2023 09.22
”Hon fick aldrig reda på om allting var på riktigt, men såvitt man kan förstå så är det inte viktigt.” (t ov e jansson : Den farliga resan)
”Man bliver aldrig rigtigt fri, hvis man beundrer nogen for meget.” (t ov e jansson : Det usynlige barn)
Efterårsbogen_INT.indd 7
15.08.2023 09.22
Efterårsbogen_INT.indd 8
15.08.2023 09.22
Maria, 2019 Notesbogen med stofomslag ligger begravet under papir bunkerne i skabet, og jeg finder den, da jeg er ved at rydde ud. Bare synet af den er nok til at give mig gåsehud, siderne er blevet våde engang og så helt krøllede, da de tørrede, på om slaget sidder et klistermærke med KERNEKRAFT – NEJ TAK og Naturforbundets grafiske pindsvin samt en neonfarvet, rund mærkat, hvorpå der står: WARS KILL ANIMALS TOO. Det føles som at være på en udstilling med genstande fra svundne årtier: Tingene er velkendte og hverdagsagtige, men skjult bag tidens vindue og uden for rækkevidde. Jeg fyldte notesbogen i løbet af en uge i august for mange årtier siden, havde den med mig i rygsækken, i teltet, på øen, det var dengang, hvor jeg endnu famlede mig frem og satte spørgsmålstegn ved min ret til at skrive, ved min ret til at leve, jeg var 20 år gammel. Som ung skal man lidt på afveje for at finde noget, der er ens eget, og hvis man ikke er heldig at dumpe ind i de rette vejvisere, risikerer man at fare endegyldigt vild. Jeg åbner notesbogen, ser min runde håndskrift og den skøre måge på forsatsbladet, og da jeg læser min første optegnelse, 9
Efterårsbogen_INT.indd 9
15.08.2023 09.22
husker jeg det instinkt, jeg brugte som pejlemærke. Takket være det vidste jeg, at selv de veje, der virkede forkerte, var de rigtige. Og jeg har altid på lang afstand kunnet genkende de mennesker, der føles som en del af mig.
Efterårsbogen_INT.indd 10
15.08.2023 09.22
1. del
Søndag ”Hvad siger du til: Kvinden, der forelskede sig i en ø?” ( b r e v f r a t o v e ja n s s o n t i l t u u l i k k i p i e t i l ä 12.5.1963)
Efterårsbogen_INT.indd 11
15.08.2023 09.22
Efterårsbogen_INT.indd 12
15.08.2023 09.22
k l ov haru , aug u st 1 9 9 1 1. kapitel, hvor Tove spejder ud over havet Hun står i sin natkjole på terrassen og indsnuser vinden. Alger og salt, det er lugten af frihed. Morgenen er grå, og havet slikker klippeskærene, vandet står lavt, langs vandkanten løber en bræmme af tang, som den nederste kant på Murrens kåbe. Øens sparsomme grønne vækster er blevet gule og tørre, der er et anstrøg af efterår i luften. Havvinden har allerede i et stykke tid haft en sær undertone. Ikke som før stormen, ikke sådan en, der gør hele kroppen elektrisk – hvor man iler hen for at surre båden bedre fast, tager signalflagene ind, glider på klipperne og indfanger sydvesten, før vinden fører den væk, dækker blomsterkasserne til, søger ly i hytten, tænder stormlygten og så fra vinduet følger, hvor højt bølgerne går. Det her er ikke den lugt. Den er mere fremmedartet. Hvad ser de, når de kommer hertil? De bliver mødt af dette knarvorne skær med kun én oase: en lille græsklædt knold med 13
Efterårsbogen_INT.indd 13
15.08.2023 09.22
en hytte puttet ind til sig, ved siden af hytten breder rynket rose sig, Tove har plantet den, siger de. Det er klart, at de kommer til øen. Drager deres slutninger, enhver ser det, vedkommende ønsker. Hun kan levende fore stille sig, hvad de ser, hvilke historier de fortæller, det har de ret til, den ret giver man folk, når man sender sit arbejde ud i ver den. Det kan være ganske skægt! Og alligevel ved de ingenting. Der er stort set ikke det sted på øen, hvorfra man ikke kan se horisonten, her er plads nok, man skal bare dreje hovedet. Hvis man længes efter at rejse, kan man herfra komme i alle retninger, hvilket på én gang er en pirrende og beroligende tanke: Øen er lille, men det åbne hav er lig med frihed. Alle rede som barn drømte hun om at blive fyrpasser og har aldrig rigtig kunnet trække vejret ordentligt inde i landet, hun har altid haft et behov for at tage havet med sig i alt, hvad hun foretager sig. Den svimlende frihed, de brusende bølger, og følelsen af at være fuldstændig tryg, en robust lille hytte, hvor man kan slå slåen for døren og fyre op i brændekomfuret. Stormen kan ruske i vinduerne lige så tosset, den vil. Frihed er også friheden til ikke at tage nogen vegne. At gå på klipperne, spadsere omkring på sin egen ø. Det er ikke til at vide, hvad følgerne kan blive, når man som fjortenårig tegner en lille, tynd snork på dassets væg. SNORK. Dens lange næse. Tegner den og aldrig giver slip igen, bare fortsætter med at tegne. Fortsætter, fordi man har lyst! Tegner og leger og lader fantasien få frit løb, figurerne ændrer form og formerer sig, familien vokser, man skriver en verden frem og 14
Efterårsbogen_INT.indd 14
15.08.2023 09.22
morer sig gevaldigt undervejs. Og til sidst finder man sig selv på en holm i den ydre skærgård, i en lillebitte hytte, som bølgerne slår ind over i hård blæst. Et eller andet uafsluttet gnaver i hukommelsen. Der er så meget at huske på. Tre dage endnu: søndag, mandag, tirsdag. På himlen hænger en mørk sky. Hun går ind for at hente et håndklæde, hun kan lige nå at få en dukkert, inden regnen kommer.
Efterårsbogen_INT.indd 15
15.08.2023 09.22
Maria au g u s t 1 9 9 1 Jeg skriver notater, mens de er friske i erindringen, selvom bussen gynger, og min håndskrift er ulæselig. Jeg sidder på for sædet i en minibus på vej mod Pellinge. Jeg har lige følt på den hjertemuslingeskal, som min mor har givet mig som lykke bringer, den konvekse yderside er ru, den konkave inderside silkeblødt perlemor. Når man lader pegefingeren glide hen over den ru overflade, hænger huden fast. I Toves bøger er der mange konkylier. Jeg tænker på hende uafbrudt. Tænker på, hvordan hun lever der, på øen. Sidder ved bordet og tegner. Dagen går, mens lyset vandrer fra et vindue til det næste. R sagde noget det efterår, da vi stod foran universitetet og ventede på bussen. Det var august, men græsset var koldt og dugvådt, og der var små, hårde æbler på træerne. I august bliver alt tungt og fugtigt, det bliver læderagtigt og rådner let, i mellemmåneden, inden efteråret rigtigt sætter ind. R slog polo kraven på sin striktrøje op, stak skægget ind i den og indtog sin vante position, stod der i morgendisen med spredte ben i gummistøvlerne. Jeg havde det uldtørklæde på, min mor har 16
Efterårsbogen_INT.indd 16
15.08.2023 09.22
strikket, jeg viklede enderne om halsen, anorakken lugtede i forvejen af bålrøg, og uldsokkerne stak op af støvlerne. Mit hjerte hamrede, og jeg var hele tiden bange for, at nogen skulle forhindre mig i at tage af sted. I bussen rullede jeg tørklædet sammen til en bylt mod vin duesruden. Vi er otte på kurset, alle sammen kandidatstuderende i marinbiologi, undtagen mig, der kommer fra økologi og miljøstudier og ikke har set skyggen af kandidatuddannelsen, men jeg talte mig til en plads på kurset. Ene og alene af én grund: Kurset afholdes i Pellinge skærgård. Jeg har det mærkeligt, jeg bliver ikke køresyg, men det vender sig i mig, og det bliver værre, når jeg tænker på, hvor jeg er på vej hen. I Pellinge ligger øen Klovharu, eller Haru, en af de yderste øer, før man når åbent hav. En lille, træløs ø, kløvet i to på midten. I marts, da de tog en biopsi fra min mors bryst, var jeg med som chauffør, min mor var inde i prøvetagningsrummet, jeg sad ude i venteværelset og bladrede i gamle Suomen Kuvalehti. Jeg gik i stå ud for et dobbeltsidet billede af øen, det var taget fra luften, og midt i det grå grundfjeld lå en lille hytte, som taget ud af et eventyr. Klovharu. Jeg rev siden ud af bladet og tog den med. Da jeg kom hjem, satte jeg billedet fast i vindues rammen med en knappenål. Udsigten fra vinduet – den oplyste ishockeybane, Siwas skilt, elementbyggeriet, der var en tro kopi af dette, altaner med vasketøj, skrammel, petuniaer – virkede mut og beklumret i sammenligning med øens og havets frihed 17
Efterårsbogen_INT.indd 17
15.08.2023 09.22
og skønhed, som om det i virkeligheden var den side, jeg havde revet ud af bladet, der var det rigtige vindue, jeg så ud ad. Det er varmt i bussen. Jeg har lyst til at flygte og droppe det hele. Det eventyrlige billede af hytten får mig til at tænke på to ting. Jeg var en lille snothas, der gik i første klasse, da jeg lånte en bog med H.C. Andersens eventyr på skolebiblioteket. Derhjemme slog jeg gang på gang op på samme side: der, hvor den lille havfrues fiskehale er blevet til to nydelige, små ben. Hun følte en sviende smerte, hviskede jeg. Jeg læste langsomt sætningen igen, en sviende smerte. Jeg tog bogen med ind under dynen, sikke et sørgeligt eventyr, jeg ønskede, at den lille havfrue havde holdt sig til at betragte livet oppe på tørt land fra vandet. Hvorfor var det nødvendigt med ben, når hun havde sin vidunderlige, sølvglinsende hale? Og benene blev aldrig som på rigtige mennesker, heller ikke som på den prins, hun var forelsket i. Prinsen ville ikke kendes ved hende, han kunne ikke genkende den fortryllende havfrue, fordi hun også mistede sin smukke sangstemme. Senere læste jeg det sted i Troldkarlens hat, hvor Mumitrolden gemmer sig i troldkarlens hat og bliver forvandlet til et meget mærkeligt og grimt dyr, der har øjne som tallerkener, ører som grydelapper og en hale som en lampepudser, men Mumimor siger: Jo, du er Mumitrolden. Mit lille Mumibarn vil jeg nemlig altid kunne kende igen.
18
Efterårsbogen_INT.indd 18
15.08.2023 09.22
Hvis man indlader sig på et formskifte, skal der være en, der kan genkende en. Det er pinligt at skrive om det her, jeg kan høre, hvordan Atte ville grine ad mig: Eventyr er eventyr. Koncentrer dig om det væsentlige, ville han sige. Og det væsentlige er noget, der er til gavn. For miljøet vel at mærke. Vi er ved at løbe tør for tid, vores klode synger på sidste vers. Jeg skulle have taget det billede fra bladet med, jeg ville gerne se på det her i bussen, det er sikkert taget på en efterårs aften, der er halvmørkt, og stormlygtens lys skinner i vinduet. Der er ingen mennesker i syne, men hytten ser indbydende ud, som om den vil invitere mig indenfor, blinker med lyset i vinduet, kom her, kom her, lille pige. Bank på døren, og den vil åbne sig. Lige før bremsede bussen i et sving, og notesbogen røg på gulvet. Jeg fortsætter senere.
Efterårsbogen_INT.indd 19
15.08.2023 09.22
21 mm
I den lille hytte på skærgårdsøen Klovharu har Tove Jansson og hendes partner Tuulikki Pietilä tilbragt næsten 30 lange, solfyldte somre sammen. Tove er blevet 77 år gammel, der er tre dage tilbage af den sidste sommer, de to vil tilbringe på øen nogensinde. De skal pakke et voksenlivs somre sammen og aldrig komme tilbage, og Tove ser tilbage på et langt, eventyrligt liv med kunst og litteratur, kærlighed og diskrimination – og selvfølgelig et liv fuldt af mumitrolde.
Johanna Venho
Maria læser biologi på universitetet, men hun har svært ved at samle sig om studiet. Hun drømmer om at gøre noget for miljøet og om kunst, hvordan kan man få mere ud af livet? Og hun drømmer om at møde sit idol Tove Jansson, så da hun opdager, at universitetet udbyder et sommerkursus i nærheden af Klovharu, slår hun straks til. Hun skriver et brev til Tove, som hun håber, hun vil læse, og så tager hun af sted. I mødet med Tove og hendes ø åbner en ny verden sig for hende, en verden, hvor livet leves for skønheden og for kunsten.
Efterårsbogen
Foto: Per Olov Jansson
132 mm
Tove Jansson (f. 1914, d. 2001) var en finsk kunstner, illustrator og forfatter. Hendes kunst hænger på museer over hele verden, hendes litteratur står på bogreoler i millionvis af hjem, og hendes fortællinger om mumitroldene har glædet børn og deres voksne i generationer. Hun er et af de bedste eksempler på et ægte multitalent og geni, som verden nogensinde har set.
132 mm
100 mm
Johanna Venho
Foto: Veikko Somerpuro
195 mm
100mm
Johanna Venho er prisbelønnet digter og forfatter. Hun har skrevet til både børn og voksne, og for romanen Førstedamen blev hun nomineret til Finlandia-prisen. Efterårsbogen er hendes anden roman.
9 788740 690705 >
En roman om Tove Jansson
Turbine